Hjemløse i San Francisco får husly i stedet for penge. tema Narkomaner og stoffri døgnbehandling. præst Jeg lærer af de hjemløse

Transkript

1 hus forbi nr. 78 oktober 2008 pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren køb kun af Hus Forbi-sælgere tema Narkomaner og stoffri døgnbehandling præst Jeg lærer af de hjemløse Hjemløse i San Francisco får husly i stedet for penge

2 hus forbi UDGIVER: Foreningen Hus Forbi Tornebuskegade 1, 2., 1131 København K Tlf , ANSVARSHAVENDE REDAKTØR: Jaku-Lina E. Nielsen, Tlf , jaku-lina@husforbi.dk ADMINISTRATOR: Heidi Riel Tlf: , heidi@husforbi.dk SALGSANSVARLIG: Rikke Kratholm, Tlf , rikke@husforbi.dk SALGSMEDARBEJDER: Leif Baran, Tlf , leif@husforbi.dk SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND: Preben Larsen, tlf DEBATINDLÆG OG ANNONCER: redaktion@husforbi.dk Næste nummer udkommer den 31. oktober. FORSIDEFOTO: Ulrik Jantzen BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541) Mærk indbetalingen bidrag. DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus Forbi dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne. Kontakt os på: (se listen af distributører på ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året inkl. moms, porto og gebyr). Støtteabonnement: 540 kr. Henvendelser om abonnement på tlf eller karina@notatgrafisk.dk LAYOUT: salomet grafik TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland OPLAG: ANTAL SÆLGERE: ca. 400 LÆSERTAL: 1. halvår 2008 ifølge TNS Gallup: ISSN: OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i Siden starten af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om måneden. Salgsrekorden er ca solgte eksemplarer (december 2007). Hus Forbi sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker det, man under ét kan kalde skæve eksistenser. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Der er fem fastansatte på Hus Forbi. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP. Køb avisen på stationen ikke i toget Det går din 20 er til moms reserve markedsføring husleje mv. løn til medarbejdere Vi støtter Hus Forbi sælgeren produktion og tryk leder Danmarks hemmelige arbejdsløse De sidste par år har medierne fortalt meget om Danmarks rekordlave antal arbejdsløse. Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden har været konstant faldende de seneste 36 måneder og nu blot er 1,6 procent, hvilket svarer til ledige. Men bag nyheder som ledigheden er historisk lav og frygt for flaskehalse gemmer der sig faktisk en masse arbejdsløse, der ikke figurerer i den officielle ledighedsstatistik. Den gængse opfattelse er nok, at alle kontanthjælpsmodtagere er medregnet i de officielle ledighedstal for de modtager jo netop understøttelse, fordi de står uden arbejde. Men sådan kan man absolut ikke sige, at det forholder sig. I Missionen Blandt Hjemløses blad (december 2007), blev den ansvarlige for Danmark officielle ledighedsstatistik, Mikkel Zimmermann fra Danmarks Statistik, spurgt om, hvornår man egentlig er ledig? - Hvis man er uden arbejde, aktivt jobsøgende og parat Men bag nyheder som ledigheden er historisk lav og frygt for flaskehalse gemmer der sig faktisk en masse arbejdsløse. til at kunne påtage sig et job med kort varsel. Kriterierne er ens for hele EU, svarede han. Ud fra de tre kriterier forsvinder alle dem, der er på barsel, ferie- og sygedagpenge eller i aktivering med ét slag fra ledighedsstatistikken. Det samme gør de knap personer, der i første kvartal 2008, ventede på at finde et fleksjob (også selvom de reelt stadig var ledige). Desuden forsvinder ca kontanthjælpsmodtagere fra ledighedsstatikken, fordi de betragtes som passive kontanthjælpsmodtagere. Hovedparten af de passive kontanthjælpsmodtagere tilhører matchgruppe fire og fem og forklaringen på, at de ikke tæller med i ledighedsstatistikken, er, at denne gruppe har andre problemer end ledighed, og derfor er svære grænsende til umulige at matche med et almindeligt job af dem var dog i aktivering i juli i år så helt passive er de altså ikke. Ifølge en ekstern undersøgelse af Hus Forbis sælgere tilhører 37 procent af sælgerne denne gruppe kontanthjælpsmodtagere (CASA, august 2008). Har man altså gået rundt med den opfattelse, at de eneste, der mangler at være ude på arbejdsmarkedet, er folk i aktivering eller ressourcesvage kontanthjælpsmodtagere så kan man godt tro om. For ingen af dem er talt med i de officielle ledighedstal. Og som Mikkel Zimmermann slutter med at sige i førnævnte artikel, så fortæller ledighedsstatistikken faktisk ikke noget om, hvor mange danskere der samlet set, er uden ordinært arbejde: - Overhovedet ikke. Den siger i virkeligheden mere om, hvor svært det er at få et job. Og det citat kan man så have i baghovedet, næste gang man læser om landets rekordlave arbejdsløshed på blot 1,6 procent hvor Danmarks mange hemmelige arbejdsløse altså ikke er talt med. God Læselyst Jaku-Lina E. Nielsen Ansvh. redaktør, Hus Forbi Lions Club Søllerød Mølleaa HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

3 indhold tema Stoffri behandling I behandling på Kongens Ø For 12 år siden var hun sygeplejerske. I dag er Gitte i stoffri narkobehandling for femte gang. Ulovlige afslag på døgnbehandling Gadejuristen: Ofte er kommunernes afslag på stoffri behandling ulovlig, hvilket får narkomanerne til at føle sig opgivet. TEMA Stoffri behandling Hus Forbi sætter fokus på narkomaner og stoffri behandling dages krig i Irak koster det samme, som det ville koste at løse problemet for samtlige hjemløse kvinder, mænd og børn. I hele USA! 22 Satire Louise Vind Nielsen kobler boligannoncer og hjemløseproblematikken En rehabiliteret narkoman betaler også skat Interview med Morten Egeskov, informationschef på behandlingscentret Kongens Ø 12 kommentar Der er ikke meget gulerod, når kontanthjælpsmodtagerne skal motiveres til at arbejde med en arbejdsdusør på blot 13 kr. i timen. Udland 49-årige Gregory Claivbron: Om at være hjemløs i San Francisco. Historie Kofoeds Skole runder 80 år. Læs om skolen fra 1928 til i dag. Vorherres køkkenhave Steen Viggo skriver om trompetsvampen og egetræets agern noter mindeord et billede fra gaden foto Holger Henriksen Willer og hjemløse hunden Susie kigger kærligt på hinanden. Susie blev født af hjemløsehunden Tyk-Tyk på Bellahøj Marked i 2004 i et kuld på syv hvalpe. Willer har haft Susie, siden hun var hvalp. Billedet er taget af Holger Henriksen, der udstiller sine billeder af hjemløse på Vildbjerg Bibliotek ved Herning i denne måned. 25 x-ord 26 vorherres køkkenhave 28 historie fra gaden HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

4 Jeg lærer af de hjemløse Asser Skude er gennem de seneste år blevet kendt som Københavns hjemløsepræst. Målet for ham er ikke at afskaffe hjemløshed, men at vise, at de hjemløse besidder nogle ressourcer, vi har brug for i samfundet. af Birgitte Rørdam br@socialrdg.dk foto Ulrik Jantzen - Lige siden jeg som barn, så en af byens mest succesrige håndværksmestre miste sin søn og ende på gaden og drikke, har jeg undret mig over, hvordan nogle kunne have det så sølle, og hvorfor ingen tog sig af ham, fortæller Asser Skude, der er præst i Kapernaumskirken i Københavns Nordvestkvarter, og er kendt som hovedstadens hjemløsepræst. Med andre ord; ham som man kommer til, både når det gælder nye projekter eller begravelser for Københavns hjemløse. - Siden har det gang på gang slået mig, hvor meget kraft og livsmod, der er i de hjemløse. De kan klare ufattelig meget modgang og stadig vise andre mennesker respekt og omsorg, og den styrke ville jeg ønske, jeg havde, lyder det fra den 38-årige sognepræst. Troen har hjulpet mig For Asser Skude er omdrejningspunktet en tro på, at der er en gud noget der er større end ham selv. Og det valgte han tidligt at bygge sit liv på. - Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke syntes, det var let at være barn eller teenager. Jeg kommer fra en akademisk, materialistisk familie, som slet ikke kunne med religionen, og kom til et punkt, hvor jeg indså, at jeg måtte skabe mig mit eget liv, være min egen lykkes smed. Måske var det derfor, jeg søgte troen, og den har hjulpet mig gennem kriser og svære perioder i mit liv. Jeg har en tyrkertro på, at der findes noget større, og blev præst ikke bare for at give det budskab videre, men også for at selv at leve det, forklarer han. Asser Skude blev uddannet teolog i 1995, og efter et par år som sømandspræst i Holland og England, hvor han lavede socialt og opsøgende arbejde blandt søfolkene, fik han job som diakonipræst i Kapernaumskirken. Men det var først, da han i 2003 var på tur til USA med to kollegaer og så, hvordan kirken derovre systematisk forsøgte at forbedre de hjemløses vilkår, at hans professionelle interesse for denne gruppe mennesker for alvor blev vakt. - I USA så jeg, hvordan kirken arbejdede med hjemløse. De havde botilbud, de hjalp de hjemløse med at købe nyt tøj, med at søge job, med at gå til jobsamtale, og det fascinerede mig, for det gav mig en idé om, hvordan man kunne lave et stykke socialt arbejde. Alle præster herhjemme er selvfølgelig bundet af deres præsteløfte og laver socialt arbejde, men her var der noget, man kunne gøre, som var synligt, som kunne sprede sig, fordi det var noget, både vi og andre kunne se. Og det havde jeg savnet at kirken kunne lægge rum til socialt arbejde, siger han. Laver mad til hjemløse Samtidig var Asser Skude begyndt at komme i det nye hjemløsehus (drives af Røde Kors, red.), som åbnede i hans sogn i Huset havde åbnet i hverdagen, men lukket i weekenden, og da de var Asser Skudes sognebørn, følte han et ansvar. Det blev starten på Projekt Gjæstebud, som har eksisteret siden 2003, og som består i, at Kapernaumskirken hver søndag året rundt åbner døren og serverer gratis mad til hjemløse med hjælp fra en gruppe frivillige. En aktivitet, som har bragt Asser Skude tættere på gruppen af hjemløse, og som har styrket hans respekt for dem. - Det, jeg beundrer de hjemløse for, er den stolthed og livsgejst, de har. De prøver at holde fanen højt, selvom alting går dem imod. Det er min oplevelse, at de er enormt stærke mennesker. Jeg prøvede i efteråret, hvor jeg havde taget orlov, om jeg kunne gå på gaden med dem i 14 dage, men kunne kun holde til det i fire timer. Bare det, at jeg ikke at kunne komme på toilettet, gjorde at jeg måtte give op. Det er megastressende at gå på gaden. Og det fantastiske ved dem er, at de ikke har givet op, siger Asser Skude, som glæder sig over, at der i samfundet tilsyneladende er en stigende sympati for hjemløse. asser skude og de hjemløse 1995: Færdiguddannet som teolog : Sømandspræst i Holland og England, hvor han laver socialt arbejde for søfolk Siden 1997: Sognepræst ved Kapernaumkirken og præst med særligt fokus på diakoni (tjeneste) i Københavns stift Siden 2000: Medlem af Stiftsudvalg for diakoni : Fast ugentlig træffetid i Hjemløsehuset,Nørrebro i København 2003: Studietur til New York studerer bl.a. hjemløses vilkår og frivilligt, kirkeligt arbejde 2003: Etablerer projekt Gjæstebud i Kapernaumskirken gratis mad til hjemløse 2005: Modtager Kvartalsprisen 2400 (pris for særlig indsats i Nordvest) Siden 2005: Fest juleaften for hjemløse i samarbejde med Café Sommersko med steg, vin og gaver fra cafeens gæster 2007: Tre måneders studieorlov med det formål at følges med de hjemløse på gaden 2007: Nomineret til Frivilligprisen Københavns Frivillige Sociale Arbejde 4 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

5 - Det, jeg beundrer de hjemløse for, er den stolthed og livsgejst, de har. - Det er mit indtryk, at folk efterhånden har meget veneration for hjemløse. Mange mennesker ved i dag godt, at det kræver enorm styrke, hvis man har stor modgang hvis man f.eks. er syg eller føler sig uretfærdig behandlet af det offentlige. Selvom der er mange dygtige ansat i det offentlige system, er vores system blevet for stift til at tage ordentligt vare på den enkelte person, og især dem som stikker udenfor på en eller anden måde, siger Asser Skude, der ikke forstår, at man ikke i højere grad vælger at benytte de ressourcer, de hjemløse har. Hjemløse kan hjælpe andre - De hjemløse vil altid være her, det er jeg sikker på. Og hvis vi kan anerkende det, så tror jeg vi har et udgangspunkt, vi kan bruge til noget. For nok befinder de hjemløse sig på bunden af hierarkiet, nok sover de lidt længere, end vi andre gør, og drikker lidt flere bajere, men de har overskud til at hjælpe andre, de fungerer stadig i samfundet og er hjælpsomme. Forleden så jeg, hvordan nogle hjemløse greb ind og hjalp en ældre dame, der blev overfaldet på Kultorvet, og det er typisk, mener han. Og Asser Skude har mange idéer til, hvordan de hjemløses ressourcer kunne bruges. - Først burde vi lave nogle flere skæve boliger, så de har et sted at være. Og hvorfor ikke knytte en hjemløs til hver ejendom i København. De kunne komme med mad til de gamle, lave småjobs og tjene en skilling. Mange af dem er super praktiske, de kan fikse alt muligt med hænderne, og de er ansvarsfulde. Man kunne lave et forsøg. Bruge de hjemløse, der fungerer bedst. For en måned siden lagde jeg en dame i graven, der havde ligget død tre måneder i sin lejlighed, og den slags kunne vi måske begrænse, hvis de hjemløse blev brugt, mener han. Se mere om projekt Gjæstebud på: Asser Skudes interesse og omsorg for hjemløse kan også ses som en slags investering i det tilfælde, at han en selv engang skulle ende som dem, fortæller han. HUS FORBI nr. 79 oktober

6 I 2003 blev der indført en behandlingsgaranti, der gav stofmisbrugere krav på at komme i psykosocialbehandling f.eks. stoffri døgnbehandling. Alligevel får mange afslag, og ofte er afslagene ulovlige. De næste seks sider sætter Hus Forbi fokus på behandling af narkomaner. 6 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

7 Ø I behandling på Kongens Det er ikke første gang den tidligere sygeplejerske, Gitte, er i behandling for sit stofmisbrug. Hus Forbi fulgte hende i 24 timer på behandlingscentret Kongens Ø, Arresøhøj. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Flemming Schiller - Første gang jeg kom hertil, var jeg skrækslagen, fortæller Gitte og skodder sin smøg. Umiddelbart ligner hun en, der er ansat på behandlingscentret Kongens Ø, Arresøhøj og ikke en stofmisbruger: 41 år, trind, kort auberginefarvet frisure og et intenst blik bag de guldindfattede briller. Det er ikke første gang, Gitte er i behandling. Indtil en alder af 27 havde hun styr på livet: Havde mand og hus og var en dygtig sygeplejerske med fast arbejde på hospitalet. - Men en dag gik jeg i medicinskabet for at tage morfin. Jeg injicerede det, for jeg vidste, at jeg på den måde opnåede den bedste effekt, fortæller hun. Hun kan ikke forklare, hvad det var, der fik hende til at tage stoffer netop den dag. - Jeg tror, der var noget, der ikke var bearbejdet hos mig, siger hun. Da manden senere fandt ud af, at Gitte tog stoffer, smed han hende ud. Det stoppede ikke hendes misbrug. I tre år var hun aktiv narkoman med fast arbejde på sygehuset. - Folk kan ikke forstå, at man ikke bare kan stoppe. De tror, det handler om, at man bare skal tage sig sammen. Derfor var det rart at komme herop, hvor man kalder det en sygdom. Og det er det også. Lidt ligesom sukkersyge: Man kan ikke umiddelbart se, hvem der har sukkersyge, men de lever med sygdommen hver dag, resten af livet, siger hun. For stofmisbrugerne ligger udfordringen i at anerkende, at det er en livslang sygdom, som man ikke kan blive kureret for. Deres daglige dosis insulin hedder konstant arbejde mod stoftrangen. Efter otte år som stoffri tog Gittes trang til stoffer alligevel over. - I min verden skulle jeg aldrig mere tage stoffer. Det var et voldsomt nederlag for mig at få et tilbagefald. Jeg følte mig som en total fiasko. Gitte kom i behandling og fik tilbagefald igen og igen. Da hun opsøgte sin sagsbehandler for at få hjælp til at komme i behandling for femte gang på 12 år, fik hun afslag: - Jeg blev tilbudt metadonbehandling. Det gjorde mig skrækslagen at leve resten af livet på metadon. Men kassen var lukket. - Jeg havde akut brug for hjælp. Jeg følte, at det var lige før, jeg skulle dø. Jeg havde brugt alle pengene fra salget af bilen plus mine feriepenge på stoffer, fortæller hun. Sidste udvej var Kongens Ø. - Så ringede jeg hjem til Michael Beringer (behandlingschef, red.). Det var Skærtorsdag. Du kommer bare, sagde han, og Langfredag stod jeg her, griner hun. For mange medicinskabe I fem måneder har hun været stoffri. Nu skal hun til at gøre sig klar til livet uden for centret. - Jeg vil gerne revalideres. Jeg skal ikke tilbage og arbejde som sygeplejerske. Der er alt for mange medicinskabe. Indtil hun kan komme i gang med en ny uddannelse, arbejder hun i køkkenet på Kongens Ø tre gange om ugen. - Jeg vil gerne betale tilbage for det, Kongens Ø har gjort for mig, siger hun og kigger på sit ur: Vi spiser frokost lidt tidligere i dag på grund af håndboldkampen. Jeg er tosset med håndbold. I mange år spillede jeg selv, siger hun og går mod spisesalen: Centimetertykke skinkeskiver og et fad pastasalat står klar ved siden af salatbuffeten. Størstedelen af beboerne i spisesalen er mænd. - Det er lettere at overleve på gaden som kvinde. Kvinderne kan få råd til stoffer ved at prostituere sig eller ved at læne sig op ad en pusher. Mændene må begå kriminalitet, forklarer Gitte. Ved buffeten står to mænd og joker om maden: - Hellere fed og clean end skæv og tynd, griner en mager fyr. - Når man er narkoman, tænker man kun på at skaffe stoffer og man glemmer helt at spise, forklarer en slank kvinde i 50 erne. Hun tager en tallerken og går ind ved siden af, hvor personalet spiser frokost. En ældre gråhåret herre rækker ud efter sit glas mælk. Under hans blå og hvid stribede skjorte kommer farverige tatoveringer til syne ved håndleddet. Over halvdelen af personalet er selv rehabiliterede narkomaner. - Det giver troværdighed, at man ved, hvad man taler om, siger Sten, der er misbrugsrådgi- 4 HUS FORBI nr. 79 oktober

8 - Det er ikke beliggenheden og skønheden, der får os til at blive her, men de mennesker, der er her. Hvis man tager én dag af gangen, bliver hver dag uden stoffer til en stor sejr. 4 ver. Han har selv mærket livet med stoffer på sin egen krop. Efter håndboldkampen holder han gruppemøde for dem, som stadig er i afgiftning. Hvad føler du? På stolene, der er placeret rundt om en buket blomster og fire fyrfadslys, sidder fire fyre og en pige. Da Gitte træder ind, tænder Sten musikken og beder alle om at plante begge fødder i jorden og lukke øjnene. Midt i seancen vælter endnu en fyr ind. Upåagtet stilheden giver han sig til at forklare, at han faldt i søvn i en stol, og da han vågnede, skulle han lige... Sten smiler til ham og beder ham lukke øjnene. Efter et par minutter slukker han musikken og beder om en følelse. Fyrene i rundkredsen har svært ved at åbne øjnene. De er endnu ikke stoffri. Nogle lader hovedet hænge. - Hvad føler du?, spørger Sten fyren til højre for ham. Selvom han ligner én, der har lyst til at sove, svarer han: - Jeg føler mig usikker. - Hvorfor?, spørger Sten. - Jeg vil gerne have, at de andre skal holde af mig, siger han og kigger rundt. - Hvor meget holder du af dig selv?, spørger Sten. Fyren kigger Sten ind i øjnene og svarer: - 95 procent af mig, holder ikke af mig. Sten siger sagte tak og stiller samme spørgsmål til Gitte. Da hun fortæller, at hun var stoffri i otte år, vågner de andre op. De kigger undrende på hende uden at sige noget. - Vi er og bliver narkomaner, siger Sten og fortsætter: - Vi har ikke noget valg. Det er stofferne, der vælger for os. Vores etik og moral forskydes hele tiden, og logikken og den sunde fornuft forsvinder. Han tegner selvet på tavlen: en oval figur og illustrerer med streger, hvordan grænserne for hvad, man kan tillade sig, hele tiden flytter sig i takt med at misbruget stiger. Sammen er vi stærke Uden for terapirummets vinduer glinser Arresøen. Græsset står grønt og skyerne raser over himlen. - Det er ikke beliggenheden og skønheden, der får os til at blive her, men de mennesker, der er her, forklarer Gitte bagefter. - Som narkoman isolerer man sig med sin skyld og skam. Men man kan ikke komme ud af sit misbrug uden et netværk af folk, som kender til det at være narkoman. Da jeg røg i igen, var det, fordi jeg opgav at arbejde med mig selv, og fordi jeg ikke brugte mit netværk. I dag har jeg et stærkt netværk af clean veninder, som hjælper mig. Udover at bruge sine veninder, besøger Gitte anonyme fællesskaber for narkomaner flere gange om ugen. Også denne onsdag aften skal Gitte til NA-møde i København. Efter middagsmaden tager hun en af Kongens Øs biler og sætter kurs mod Nørrebro. Gitte tager plads ved bordet og hilser på en pige med kasket og uden tænder, der sidder overfor. En høj, slank pige med mørkt langt hår og sort stram t-shirt med ordet cocaine tager plads ved siden af Gitte. Hun viser sin forlovelsesring frem. Hendes forlovede smiler stolt til Gitte. En fyr tager ordet og byder alle velkommen med ordene: - Jeg hedder Martin, og jeg er addict. - Hej, Martin, svarer omkring 50 stemmer. Hver aften foregår efter samme mønster: Deltagerne læser op fra de laminerede tekster, der ligger på bordene. Derefter holder en deltager et oplæg om sit arbejde med programmet, som består af 12 trin. Efter det, tager tilfældige med noget på hjerte ordet. En time senere står de 50 mennesker ude foran og ryger smøger og sludrer. - I starten kunne jeg ikke forstå, hvordan et møde med nogle mennesker, der læser nogle tekster op, kunne hjælpe mig, siger Gitte og bevæger sig mod parkeringspladsen. - Nu har jeg opgivet at forstå det. Jeg kan bare se, at det virker. Hvis ikke jeg arbejder med mig selv og bruger mit netværk, tager stoftrangen over, siger Gitte, der ikke har lyst til at starte forfra på Kongens Ø endnu en gang. Gitte har valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn. kongens ø Blev startet i 1994 og har i dag fire afdelinger: Kongens Ø Arresøhøj Kongens Ø Amager Kongens Ø Frederiksberg Kongens Ø Vridsløselille. Se mere på 8 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

9 Ulovlige afslag på døgnbehandling Kommuner giver narkomaner afslag på at komme i stoffri døgnbehandling. Alt for ofte er begrundelserne for afslagene ulovlige, fortæller gadejurist. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com Da 24-årige Maria henvendte sig til sin misbrugskonsulent og bad om at komme i afvænning for sit heroinmisbrug på et døgnbehandlingscenter for fjerde gang, fik hun afslag. Og det til trods for, at der ikke er noget loft over, hvor mange gange, en borger kan komme i behandling i døgnregi. - Du kan få 30 doner (metadon, red.) om dagen. Det kan du blive ved med at få, og så kan du søge pension (førtidspension, red.), sagde misbrugskonsulenten til mig, fortæller Maria. Får man alene tilbudt metadon, og intet andet, er behandlingsgarantien ikke overholdt. Stofbrugere har et retskrav på at få et tilbud om psykosocial behandling indenfor 14 dage efter første henvendelse. Man bestemmer dog ikke selv, om man får et ambulant tilbud eller et døgntilbud. Det afgør kommunen og afgørelsen skal træffes på grundlag af en saglig vurdering af den enkeltes behov. - Den sociale behandling indebærer behandling med for eksempel psykologiske og socialpædagogiske metoder, og omfatter altså dermed noget ganske andet end blot udlevering af metadon eller lignende, forklarer gadejurist Nanna W. Gotfredsen. Ifølge hende bliver afslagene alt for ofte givet på et ulovligt grundlag: - Begrundelserne for afslagene forekommer ikke altid saglige og alt for ofte er de ligefrem ulovlige. Der står altid noget ævl i journalerne, siger hun, og giver nogle eksempler på ulovlige vurderinger fra journaler, hvor begrundelserne lyder: Klienten er jo som et stykke sæbe i badekarsvand, der er ikke flere penge i kassen eller klienten er ikke motiveret, når han ikke kan lægge rene urinprøver. - Det er forfærdeligt, at stofbrugere har brug for retshjælp for at få den hjælp, de har krav på og behov for. Brugerne magter ofte ikke at klare det alene, fortæller Nanna W. Godtfredsen. Ikke egnet til behandling Ifølge Maria var hendes afslag begrundet med følgende ordlyd: at hun var ude af stand til at være - Det er forfærdeligt, at stofbrugere har brug for retshjælp for at få den hjælp, de har krav på og behov for, siger gadejurist Nanna W. Godtfredsen. Hun er leder af projektet Gadejuristen, der yder juridisk støtte til hårdt belastede stofmisbrugere på Vesterbro i København. polfoto 4 behandling af stofmisbrugere I henhold til loven om behandlingsgaranti for stofbrugere, som trådte i kraft 1. januar 2003, har stofmisbrugere retskrav på at få et tilbud om psykosocial behandling iværksat inden for 14 dage efter henvendelsen. Ifølge en rapport fra Center for Rusmiddelforskning fra 2007 overholdes behandlingsgarantien ikke i 41,5 procent af tilfældene. Der er ca stofmisbrugere i Danmark. I 2006 var i behandling for deres misbrug. Mindre end fem procent får tilbudt stoffri døgnbehandling som behandling for deres stofmisbrug. Halvdelen af dem, der er indskrevet til stoffri døgnbehandling falder fra undervejs. Under 20 procent af de misbrugere, der er blevet visiteret til stoffri døgnbehandling er stadig afholdende efter et år. Kilder: Sundhedsstyrelsen og Center for Rusmiddelforskning HUS FORBI nr. 79 oktober

10 4i behandling (dvs. psykosocial behandling, red.). - Jeg bliver hele tiden smidt ud. Afgiftningsinstitutionen på Pumpehusvej i København smed mig ud tre gange. Den sidste gang, fordi jeg slog en anden pige ned, fortæller Maria og tilføjer: - Jeg ved godt, at det er dyrt at komme i stoffri døgnbehandling, og at systemet allerede har smidt mange penge efter mig. Men det er også dyrt at lade mig bo på gaden; det koster bl.a. samfundet, når jeg skal i fængsel. Man burde hellere investere i den rigtige behandling for så kunne det jo være, det virkede, siger Maria. Går ikke i dybden Ifølge gadejurist Nanna W. Godtfredsen får stofbrugerne tilbudt stofbehandling ud fra det mindste middels princip. - Man giver det mindst indgribende behandlingstilbud. Lidt ligesom ved en operation, hvor man ikke fjerner mere end allerhøjst nødvendigt. Det er et helt rimeligt princip. Dog savner man ofte den saglige vurdering af, hvad der er nødvendigt for den enkelte, ligesom man heller ikke kan komme udenom, at kommunerne kan bruge dette princip til at styre uden om den dyrere døgnbehandling på grund af stærkt begrænsede ressourcer, siger hun. Mads Uffe Pedersen, der er centerleder på Center for Rusmiddelforskning ved Århus Universitet, mener også, at det ofte er økonomien, der afgør, hvilken type behandling stofmisbrugeren får. Og at der er større mulighed for at få bevilget stoffri døgnbehandling første gang end anden gang. - En 45-årig stofmisbruger, der allerede har været i stoffri døgnbehandling fire gange har større risiko for at få afslag. Her gælder den økonomiske begrænsning, at det er dyrere at sende folk i døgnbehandling end i ambulant behandling. Statistikken viser jo, at halvdelen dropper ud alligevel, siger Mads Uffe Pedersen. Han mener dog, at hvis man er motiveret for at komme i stoffri behandling, så skal man også have tilbuddet. En af årsagerne til, at over halvdelen af patienterne springer fra, inden forløbet er slut, skyldes ifølge Nanna W. Godtfredsen, at stofmisbrugeren ikke får tilbudt - Begrundelserne for afslagene forekommer ikke altid saglige og alt for ofte er de ligefrem ulovlige. den rigtige behandling eller en tilstrækkeligt kvalificeret behandling. - Sagsbehandlerne føler sig ofte afmægtige, når de skal visitere stofbrugerne. De ved simpelthen ikke nok om de behandlingssteder, de visiterer til, siger hun og tilføjer: - Og så mangler der alternativer til den religiøse 12-trins baserede behandlingsform, som anvendes på procent af behandlingscentrene. Jeg savner tilbud, der er mindre religiøse og mere fagligt velfunderet. Far var også narkoman Ifølge Maria havde afslaget på stoffri døgnbehandling den virkning på hende, at hun følte sig opgivet af systemet: - Det var som at få at vide, at der ikke var nogen fremtid i mig. Maria opgav dog ikke sig selv. Hun opsøgte gadejurist Nanna W. Godtfredsen, og med hendes hjælp sendte hun en klage over afslaget og fik en plads på behandlingscentret Kongens Ø. Her er hun nu i behandling efter endnu et tilbagefald. - Jeg var stoffri i fem måneder og var kommet i dagbehandling i Halvvejshuset (udslusningsforløb, red.). Men så tog jeg noget en dag. Bare en dag. Og nu er jeg her igen, fortæller hun. Maria er vokset op på institutioner, fordi min mor var ligeglad og min far var narkoman, som hun selv udtrykker det. Hun har to mindre søstre, som også er narkomaner. Lige nu bor de tre søstre på hver deres behandlingscenter. Maria synes, at Kongens Ø er et godt sted at være: - Det er det bedste sted, jeg har været indtil videre. Maria har valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige navn. En rehabilite Det kan ikke betale sig at opgive samfundets svageste. De er også en ressource, mener Morten Egeskov, informationschef på behandlingscentret Kongens Ø. af Marisa Matarese marisa.matarese@gmail.com foto Flemming Schiller - Da jeg gik op til min sagsbehandler og sagde, at jeg gerne ville i afvænning, fik jeg at vide, at nu var det slut. Jeg havde fået seks behandlinger på 12 år. Jeg kunne komme på vedligeholdelse (metadonbehandling, red.), fortæller Johnny, der sidder i solen ved hovedindgangen ind til behandlingscentret Kongens Ø ved Helsinge med sin smøg og sin kaffe. Han var ikke interesseret i at tage metadon resten af livet. Og efter tre år som stoffri og med fast arbejde som smed, vidste han, at han kunne få et liv til at fungere uden stoffer. Samme tro havde Kongens Ø, som derfor tilbød ham en friplads. - I sidste ende er det dyrere at lade være med at hjælpe, siger Morten Egeskov, informationschef på Kongens Ø. 10 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

11 For 14 år siden startede Morten Egeskov, sammen med en gruppe rehabiliterede narkomaner den stoffri behandlingsinstitution, Kongens Ø, på Møn. For ti år siden slog Kongens Ø dørene op til behandlingsstedet Arresøhøj ved Helsinge i Nordsjælland. ret narkoman betaler også skat For 14 år siden startede han, sammen med en gruppe rehabiliterede narkomaner den stoffri behandlingsinstitution, Kongens Ø, på Møn. I dag ligger Kongens Ø ved Arresøen tæt på Helsinge i Nordsjælland og har desuden afdelinger på Amager, Frederiksberg og i Statsfængslet i Vridsløselille. Behandlingscentret ved Helsinge kan maksimalt huse 80 personer. Normalt bor der omkring 60 stofmisbrugere, hvoraf fem-seks stykker har friplads. Det vil sige, at når kommunerne lukker kassen i, betaler Kongens Ø de omkring kroner et ophold koster om måneden. Varigheden af en behandling varierer. - Det er nedværdigende at tage folks sidste håb. Jeg mener ikke, vi som samfund kan opgive at sende stofmisbrugere i behandling, fordi de har brugt deres forsøg. - Man siger jo ikke til én, der brækker armen tredje gang: Desværre. Du har opbrugt dine forsøg, siger han og fortsætter: - Man bliver ikke narkoman på én dag. Og derfor kræver det tit flere forsøg før, man kommer igennem. Ventetiden nedbryder Selvom behandlingsgarantien på 14 dage også gælder for stofmisbrugere, der ønsker at komme i stoffribehandling, venter fire ud af ti misbrugere mere end to uger. Morten Egeskov drømmer om en institution, der tilbyder stoffri behandling uden ventetid overhovedet. - Det bedste ville være, hvis man bare kunne ringe til os, når man ville i behandling. På - Vi får mere ud af at give dem en følelse af, at de duer til noget, end at de er jaget folkefærd den måde undgås ventetiden og man sikrer, at motivationen ikke daler, inden den afhængige kommer i behandling, siger Morten Egeskov. En stor del af motivationen på Kongens Ø er de gode eksempler. Langt over halvdelen af de ansatte er selv rehabiliterede stofmisbrugere. - Som narkoman tror man ikke, det kan lade sig gøre at blive stoffri. Møder man én, der har været clean i 17 år, tænker man i første omgang: Det er løgn. Men efterhånden kan man se, at det kan lade sig gøre, siger Morten Egeskov og tilføjer: - Man kan ikke love, at man aldrig vil tage stoffer igen. Her tager vi en dag af gangen, og på den måde bliver hver dag uden stoffer til en stor sejr. Morten Egeskov holder fast i, at det positive skal frem: - Hvis du hele tiden får at vide, at du er en idiot, ender du med at blive en idiot. Hvis man i stedet fokuserer på det positive, får man også det positive frem. Konkret forsøger Kongens Ø at få det positive frem i beboerne ved at inddrage dem i arbejdet, på det niveau, hvor de magter det. - Vi giver ansvar og roser for, at man prøver. Det er som i et forhold. Når konen brokker sig over, at manden ikke støvsuger helt ud i hjørnerne. Hvis hun i stedet roste ham for at prøve, kunne det være han ville støvsuge igen, siger han og fortsætter: - Alle har lyst til at gøre en forskel og bidrage til noget. Danmark er et rigt samfund med en forpligtelse til at søge at integrere de svageste i samfundet. Vi får mere ud af at give dem en følelse af, at de duer til noget, end at de er et jaget folkefærd. Dyrere at lade stå til Johnny deltager i arbejdet på Kongens Ø ved at fungere som chauffør. - Kan du ikke køre til Hillerød og hente én kl , spørger en medarbejder Johnny. Han nikker og skodder sin smøg. - Du skal skynde dig for Gitte skal køres til tandlægen i Gilleleje klokken Det er ikke noget problem for Johnny. Han er glad for at kunne gøre en indsats. - Når man bliver opgivet, opgiver man også sig selv. Jeg tænkte kun på at dø, indtil jeg fik pladsen her, fortæller Johnny og rejser sig for at gå ind med sin kaffekop. - I sidste ende er det dyrere at lade være med at hjælpe. En rehabiliteret narkoman, der kommer tilbage på arbejdsmarkedet betaler også skat, siger Morten Egeskov. Johnny har valgt at være anonym. Redaktionen er bekendt med hans rigtige navn. HUS FORBI nr. 79 oktober

12 kommentar af Thomas Hye-Knudsen og Jens Tage Nielsen Behov for socialpolitisk jobplan Thomas Hye-Knudsen (øverste) og Jens Tage Nielsen er initiativtagere til foreningen daglejerne. dk. Begge har tidligere været ansat på Hus Forbi som hhv. chefredaktør og administrator. foto daglejerne.dk Over danskere i matchgruppe fire og fem syltes på kontanthjælp. Som kontanthjælpsmodtagere må de maksimalt tjene 13 kr. i timen før skat men hvor bliver motivationen af, når lønnen er så lav? danskere vurderes af kommunerne til at være så langt fra arbejdsmarkedet, at de ikke får tilbudt et job. Som kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe fire og fem har de således ikke udsigt til at kunne påvirke deres økonomi eller livssituation til det bedre: De har ingen interesseorganisation eller indflydelsesrige netværk og er så usynlige, at de ikke engang optræder i den officielle ledighedsstatistik. Deres eksistensgrundlag er en kontanthjælp, som i sin tid blev indført som en midlertidig ydelse til mennesker, der som følge af en såkaldt social begivenhed, ikke er i stand til at forsørge sig selv. Men det midlertidige er for de fleste i matchgruppe fire og fem blevet til en permanent tilstand. Ifølge SFI s undersøgelse Modtagere af kontanthjælp 2006 modtog flere end kontanthjælp i mindst fem af de seks år i perioden Disse borgere er ikke ægte handicappede, fordi deres problemer er for sammensatte til, at man kan stille en konkret diagnose. Der er elementer af negativ social arv, psykiske problemer, misbrug, kriminalitet, gæld, ringe sundhed og mangel på anerkendte faglige og sociale kompetencer. Objektivt set burde de være berettiget til førtidspension, som årligt bliver tildelt cirka mennesker, fordi de dermed ville få samfundets blåstempling af, at deres livssituation ikke bare er selvforskyldt. Pensionister må arbejde Men hverken staten eller kommunerne har i lyset af den nuværende situation med overophedning og arbejdskraftmangel lyst til at åbne op for, at endnu flere får tildelt førtidspension. Regeringens jobplan gav fra årsskiftet til gengæld både folke- og førtidspensionisterne bedre muligheder og flere incitamenter for at levere nogle timer på arbejdsmarkedet og dermed også mulighed for at supplere pensionen med lønarbejde, uden at de bliver trukket i pension og uden, at de risikerer, at der stilles spørgsmålstegn ved, om sidstnævnte stadig er berettigede til førtidspension. Det er positivt, at et liv på pension ikke nødvendigvis er lig med smalhals og tab af arbejdsidentitet og netværk. Ikke mindst for dem, der hverken har friværdi eller privat- eller firmapensioner at forsøde tilværelsen med. Men det gælder desværre ikke for den strandede gruppe af kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe fire og fem. For finder en kontanthjælpsmodtager selv nogle timers arbejde, så modregnes lønnen i kontanthjælpen krone for krone, med mindre de lader sig nøje med en såkaldt arbejdsdusør på 13 kr. i timen (!) før skat og arbejdsmarkedsbidrag vel at mærke. Der hersker tilsyneladende en opfattelse af, at kontanthjælpsmodtagere ikke som alle andre behøver et økonomisk incitament for at gøre en indsats. Paradokset bliver ikke mindre af, at regeringen med syvtommersøm har slået fast, at det skal kunne betale sig at arbejde. Et slagord som af regeringen bruges som begrundelse for at begrænse størrelsen af overførselsindkomsterne. Men når langvarige kontanthjælpsmodtagere som følge af disse lave satser vil gøre en indsats og supplere hjælpen med en arbejdsindtægt, skal de altså nøjes med en timeløn på 13 kr. Og så kan det simpelthen ikke betale sig at arbejde. Rådet for Socialt Udsatte har da også i sin seneste årsrapport påtalt, at det manglende økonomiske incitament bl.a. går ud over de hjemløse, der (som en del af aktiveringsindsatsen) udfører lønarbejde på mange af landets forsorgshjem. Claus Hjort blandede sig Velfærdsministeriet har de seneste år haft fokus på problemstillingen. Og i 2007 igangsatte ministeriet en storstilet plan, kaldet Fælles Ansvar II, hvor man over en fire-årig periode har givet økonomisk støtte til en række selvstændige projekter, der har aktivitets- eller beskæftigelses-perspektiv enten som hovedformål eller delmål. I augustnummeret af Hus Forbi kunne man blandt andet læse om et af projekterne, kaldet Hyr en hjemløs, De hjemløses vikarbureau. Det var et kommunalt jobformidlingsprojekt i Horsens, der på daglejerbasis skabte job for hjemløse hos de lokale virksomheder. Med kommunen og de socialt bevidste lokale fagforeningers velsignelse fik daglejerne mulighed for at tilbyde lokale virksomheder deres arbejdskraft til en timepris på 60 kr. De hjemløse kunne dermed lave noget meningsfuldt nogle timer om ugen, og kunne samtidig supplere en anstrengt økonomi. Tanken var god, og interessen var stor blandt både hjemløse og virksomheder. Men timelønnen på de 60 kr. krævede en dispensation i Beskæftigelsesministeriet. I dag er Horsens-projektet skudt i sænk af beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frederiksen (V), der afviste at dispensere, og dermed fastholdt, at en timeløn på 12 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

13 illustration Karsten Hansen Det burde være i samfundets interesse, at denne gruppe blev stimuleret til medforsørgelse frem for at forfølge en utopisk målsætning om selvforsørgelse. 13 kr. er rimelig, hvis man er kontanthjælpsmodtager. Det er både deprimerende og uforståeligt, at Beskæftigelsesministeriet overhovedet blander sig. For målgruppen regnes ikke med i arbejdsstyrken og tæller end ikke med i ledighedsstatistikken hvilket mange nok ikke ved (læs side to, red.). Kan kun arbejde få timer Det er klart, at der må være en øvre grænse for, hvor mange penge en kontanthjælpsmodtager kan tillade sig at tjene, uden at det medfører en reduktion i hjælpen. Men da målgruppen efter kommunernes vurdering ikke har en fuld arbejdsevne, vil der her være tale om et meget begrænset timetal og altså hverken fuldtid eller deltid. Det burde være i samfundets interesse, at denne gruppe blev stimuleret til medforsørgelse frem for at forfølge en utopisk målsætning om selvforsørgelse. I andre lande har man indset, at et rimeligt økonomisk incitament er nødvendigt, hvis man vil have folk i arbejde. I Norge har man i ti kommuner motiveret socialt udsatte til at yde en ekstra indsats med en økonomisk gulerod på 50 kr. i timen skattefrit og uden fradrag i kontanthjælpen. I Frankrig har man også erkendt, at fattige kontanthjælpsmodtagere ikke motiveres af lave ydelser. Her gennemfører man nu forsøgsordninger, der skal afhjælpe en stigende fattigdom, hvor en særlig solidaritetsydelse giver folk mulighed for at beholde en større andel af deres arbejdsindkomst som supplement til den offentlige hjælp. Hus Forbi er beviset I Københavns Kommune har man netop afsat 15 mio. kr. til afprøvning og udvikling af nye metoder til at få kommunens kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe fire og fem til at nærme sig arbejdsmarkedet. Her er der dog heller ikke mulighed for at afprøve økonomiske incitaments-modeller. Der er imidlertid ingen tvivl om, at man kan lave alternativ og aktiv jobskabelse på området. Det er Hus Forbi et eksempel på. Som det fremgik af en ekstern evaluering af Hus Forbi (se Hus Forbi august 2008), så aktiverer sælgerne sig selv, fordi de kan identificere sig med jobbet og får kontant betaling for deres arbejdsindsats. Samtidig lærer de noget om, hvordan deres dagsform og egen adfærd påvirker deres salg/indtjening i både positiv og negativ retning. De går på gaden, når de har formen til det og deres supplerende indtægt bliver ikke trukket i den offentlige hjælp. Ifølge Gallup læses avisen af danskere hver måned (1.halvår 2008), og projektet beskæftiger i dag ca. 400 sælgere, som er glade og tilfredse. Avisen er økonomisk selvbærende, og modtager ikke længere tilskud fra Velfærdsministeriet. Erfaringerne fra Hus Forbi-projektet taler deres eget tydelige sprog. Vi foreslår, at man lader flere udsatte grupper få andel i succesen. Det kunne man gøre ved, at man i en forsøgsperiode lovgivningsmæssigt åbnede op for at afprøve lignende incitamentsmodeller på det etablerede arbejdsmarked. Daglejerprojektet i Horsens nåede at bevise, at de udsatte grupper har en arbejdsevne og vilje. Og med opbakningen fra såvel kommune, erhvervsliv og fra de lokale fagforeninger stod det klart, at der lokalt er interesse for at åbne dørene for mennesker, der selv viser vilje til at gøre en indsats. Hvis det skulle vise sig, at nogen måtte være i besiddelse af en arbejdsevne, der tilnærmelsesvis matchede et job på normale vilkår, ville det jo være fantastisk. Men at få lov til at opleve, at man er noget værd og kan få en lønseddel, der beviser det, er vel også en slags gevinst. Både for den enkelte og for samfundet. HUS FORBI nr. 79 oktober

14 San Francisco har indbyggere, og ingen kender det præcise antal hjemløse. En lokal organisation gætter på, at der er Gennem Care not Cash- programmet tilbyde hjemløse typisk et værelse på et af de tidligere hoteller i det fattige kvarter Tenderloin, hvor billedet er fra. Omsorg i stedet for penge I San Francisco fik borgmesteren den idé, at de hjemløse skulle tilbydes Care not cash, dvs. husly i stedet for penge. Det er nu fire år siden, det hele begyndte. Men hverken de hjemløse eller deres forening er begejstrede. af Tine Sejbæk tine.seibaek@newmail.dk foto Peter Zappel - Care not cash is trash, siger den hjemløse, sorte mand ved computeren og kigger op, da jeg går igennem lokalerne hos The Coalition on Homelessness i San Francisco for at finde organisationens leder, Jennifer Friedenbach. Det skulle ellers være så godt med Care not cash altså omsorg i stedet for penge til hjemløse. Ideen til Omsorg i stedet for penge-programmet fik den unge, demokratiske borgmester i San Francisco, Gavin Newsom, for år tilbage. Ideen var at løse problemet med hjemløshed på en ny og effektiv måde: Byens mange hjemløse skulle tilbydes omsorg i stedet for penge. På det tidspunkt fik en del af de hjemløse en velfærdscheck på 395 dollars (knap kr.) om måneden. Den skulle skæres ned til 59 dollar (300 kr. om måneden) penge som de hjemløse skal arbejde to dage om ugen for; f.eks. ved at gøre rent på gaden. Til gengæld skulle de hjemløse som man mente alligevel i høj grad brugte deres penge på misbrug tilbydes en bolig. Typisk et værelse på et af de tidligere hoteller i det fattige kvarter Tenderloin. Det kontroversielle projekt trådte i kraft i maj Og noget af det, som The Coalition on Homelessness en græsrodsorganisation, der har til formål at bekæmpe hjemløshed og arbejder for de hjemløses rettigheder er betænkelige ved, er, for det første: At de hjemløse, der er omfattet af programmet, bliver tilbudt overnatninger på herberger og hotelværelser ikke permanente boliger. Og samtidig er værelserne for dyre, mener de. Når folks ydelser er reduceret fra 395 til ca. 59 dollars svarer til, at de betaler en husleje på 85 procent af deres indkomst. 30 procent ville være rimeligt. For det andet, så er Omsorg i stedet for penge-programmet kun for folk, der tidligere fik en særlig velfærdscheck fra County Adult Assistance Program. Det betyder, at mange handicappede, immigranter, familier og fattige med arbejde ikke er omfattet. Og mange af dem har faktisk fået værre vilkår, fordi sengene i San Franciscos herberg-system (hvor det ikke er ualmindeligt, at man overnatter i sovesale med madrasser på gulvene) tit er reserveret til Care not Cash-modtagere. Desuden er reglerne for de hjemløse, der bor på Care not Cash-hotellerne, restriktive. De har ikke samme rettigheder, som lejere ellers har. Byg flere boliger Jennifer Friedenbach, der er leder af The Coalition on Homelessness i San Francisco, vurderer, at kun en minoritet af de hjemløse har fået det bedre. Resten får bare færre penge. - Folk har mistet den indkomst, de behøver til mad, og det betyder øget sult. Et par tusinde har mistet deres ydelser, uden at man ved, hvor de mennesker er blevet af. Politikerne vil sige, at de bare er taget tilbage til de byer, de kom fra. Men det er ikke normen, at folk gør det, siger hun. Der er ingen erfaringer at trække på, for der er ikke andre 14 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

15 - Selv blandt venstrefløjen i USA er der en forestilling om, at hvis bare man vil, kan man altid klare sig selv. San Franciscos varemærke er tolerance over for mennesker, der er anderledes. Men en organisation, der arbejder for at forbedre vilkårene for byens hjemløse, sætter spørgsmålstegn ved, hvor langt tolerancen rækker i forhold til hjemløse. steder i USA, man har indført omsorg i stedet for penge. Kun i San Francisco. - Californien er progressiv i forhold til f.eks. spørgsmål om abort og ægteskab mellem homoseksuelle. Men i forhold til fattigdom er politikerne konservative, siger Jennifer Friedenbach og fortsætter: - Selv blandt venstrefløjen i USA er der en forestilling om, at hvis bare man vil, kan man altid klare sig selv og komme ovenpå igen. Hvis man er fattig og hjemløs, er det fordi, man er doven det er dybest set ens egen skyld. Den forestilling gennemsyrer hele samfundet. Ifølge Jennifer Friedenbach og hendes organisation er den rigtige måde at afhjælpe hjemløshed på at gøre noget ved årsagerne. Omkring starten af 1980 erne skar USAs regering massivt ned på at bygge boliger til fattige, mens husejerne fik nedsat deres skat. Dengang opstod de første hjemløse herberger i San Francisco og antallet af hjemløse steg kraftigt. Man skar også ned på andre velfærdsprogrammer; hjælp til misbrugere, sundhedsprogrammer osv. - Det er bedre at bygge huse, som fattige har råd til at betale med 30 procent af deres indkomst, frem for herberger. Eller man kunne tage nogle af byens tomme kontorbygninger i brug. Der er mange forladte bygninger; f.eks. en gammel regeringsbygning, siger Jennifer Friedenbach og tilføjer: - 30 dages krig i Irak koster det samme, som det ville koste at løse problemet med hjemløshed for samtlige hjemløse kvinder, mænd og børn. I hele USA! De behandler os som børn 49-årige Gregory Claivbron er ikke glad for Care not Cash-programmet. Det giver ham en følelse af at tilhøre en lavere klasse uden rettigheder. af Tine Sejbæk tine.seibaek@newmail.dk foto Peter Zappel Han er lige blevet hjemløs igen. Men i halvandet år var han en del af Care not Cash-programmet i San Francisco. Han boede på et af de 12 hoteller i det fattige kvarter Tenderloin, hvor også The Coalition on Homelessness har deres kontor. - Jeg kunne ikke lide værelset, det føltes som en fængselscelle. Der var kun meget lidt plads og ingen direkte sollys. Jeg kunne kun se over på den anden side af hotellet, siger Gregory Claivbron. Huslejen for hotelværelset blev taget ud af det beløb, han ellers ville have fået som velfærdscheck før Care not Cash-programmet. Resten fik han. I hans tilfælde var det 52 dollars (ca. 250 kr.) hveranden uge. Pengene skulle han arbejde for ved at gøre rent på gaden eller lave frivilligt arbejde to dage om ugen. Derudover fik han en slags værdikuponer til at købe mad for som dog ikke er en del af Care not Cash-programmet. Før tiden på hotellet boede han på et herberg (som der er 12 af i San Francisco) i næsten tre måneder også som en del af programmet. Her fik han selv 32 dollars (ca. 150 kr.) hveranden uge, når huslejen var betalt. - Det sted var jeg heller ikke glad for. Når man kommer ind i herberg-systemet, er man nødt til at være hjemme kl. 19. Ellers er ens seng givet væk til en anden. Dem, der arbejder sådan et sted, er dårligt betalte og vrede over det. De er fjendtlige over for dem, der bor der, og taler ned til folk, fortæller han og tilføjer: - Jeg kan godt forstå det, for det er hårdt at have med hjemløse at gøre. Men man skal ikke tage et job, hvor man er fjendtlig over for dem, man egentlig er ansat til at være god imod. Som at bo i politistat Efter tre måneder på herberget fik han sit eget værelse på hotellet under Care not Cash-programmet. Men for ganske nylig efter et års tid blev han smidt ud, fordi han ikke overholdt stedets besøgspolitik. Politikken var, at man ikke må have besøgende før kl. ni om morgenen og efter kl. 21 om aftenen. - Jeg blev behandlet som et barn, siger Gregory Claivbron og fortsætter: - Care not Cash hjælper én ud af hjemløshed, ja. Men den måde, det foregår på, gør at man får begrænset sin livsstil meget. Som en politistat. Der er kameraer alle vegne på hotellet, og man bliver overvåget 24 timer i døgnet. Der er f.eks. også en regel om, at man kun må tømme sin affaldsspand, hvis man er fuldt påklædt. Ikke i pyjamas. Og der er bestemte regler for, hvilket sprog man må bruge. Det er ikke et godt liv. De 250 kr., han fik hver 14. dag som han arbejdede to dage ugentligt for rakte ikke langt. De gik til tandpasta, vasketøj og 4 HUS FORBI nr. 79 oktober

16 Gregory Claivbron er ikke længere med i Care not Cash-programmet og vil nu forsøge at få noget at bo i gennem et hjælpeprogram for folk, der som han, har tjent i hæren. 4 busbilletter og var ofte brugt i løbet af et par dage. - Hvis man gerne vil spare op til et køleskab til sit værelse, er 52 dollar hver 14. dag ikke meget, siger Gregory Claivbron, som sælger San Franciscos hjemløseavis, Street Sheet, for at forøge sin indtægt. Giv os rigtige boliger For år tilbage havde Gregory kone og børn og var en slags hjemmegående far. Og i de første år som hjemløs, fik han den fulde velfærdscheck for hjemløse, som dengang var 322 dollars (knap kr.) om måneden. Det var før Care not Cash-programmet, så derfor kunne han bruge pengene, som han ville. - Man kunne finde sit eget hotelværelse. Og der var ikke alle de regler, og man blev ikke behandlet som et barn, fortæller han og spørger retorisk: - Hvad ville du sige, hvis du ikke kunne have en mand på besøg efter kl. 21, eller hvis dine gæster skulle vise en bestemt slags idkort for at komme ind i din bolig? Men hvad skal man så gøre for de hjemløse? Gregory Claivbron mener, at det burde være som for alle andre lejere i byen. - Når man har en lejlighed, er der ikke noget kamera, der overvåger én. Og man må gerne - Det er kun over for fattige, at man sætter de her begrænsninger på livsstilen. Vi er en lavere klasse uden rettigheder, frihed og privatliv. have gæster. De siger, at de har lavet reglerne for at beskytte os, fordi vi er kendt for at misbruge stoffer og være voldelige. At det er for vores egen skyld. Men de andre, jeg kender, synes også, at alle de regler er noget lort. Det er kun over for fattige, at man sætter de her begrænsninger på livsstilen. Vi er en lavere klasse uden rettigheder, frihed og privatliv, siger Gregory Claivbron, der altså foretækker cash frem for care. derfor er de hjemløse Hovedårsagerne til hjemløshed i San Francisco er ifølge The Coalition on Homelessness mangel på boliger, som folk kan betale plus lave lønninger. Minimumslønnen er kun syv-otte dollar (32-37 kr.) i timen, og en et-værelses i San Francisco koster kr. om måneden. Andre årsager er arbejdsløshed, nedskæringer i offentlige ydelser samt sygdom (med eller uden sygeforsikringer), der tvinger fok fra hus og hjem. Og er man først er på gaden, kan man kun forvente at leve halvt så længe som andre borgere. San Francisco har indbyggere, og ingen kender antallet af hjemløse. The Coalition on Homelessness skønner, at tallet er ca Tre millioner amerikanere er årligt berørt af hjemløshed. 34 millioner lever under fattigdomsgrænsen. 16 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

17 Intet slår smagen og duften af hjemmebagt brød især når det er økologisk. Hos Finax er vi glade for at kunne tilbyde alle bageglade danskere 4 nye økologiske brødblandinger, som sikrer dig et rigtigt godt resultat hver gang. HUS FORBI nr. 79 oktober

18 Kampen om Kofoeds ånd Kofoeds Skole fejrer i år sit 80 års jubilæum, og kan se tilbage på en kamp om, hvilken rolle skolen skulle spille i samfundet. Skulle den resocialisere eleverne eller slet og ret være social skadestue? Det endte med det første, fortæller den nuværende forstander i en ny bog. af Simon Ankjærgaard simon@husforbi.dk Den 28. marts 1928 fik de socialt nødstedte på Christianshavn et nyt sted at søge hen: Christians Sogns Arbejdsstuer for Arbejdsledige. Arbejdsstuerne sorterede under sognets kordegn, Hans Christian Kofoed, der indskærpede, at de fremmødte ikke skulle forvente en fribillet til almisser. Her var princippet hjælp til selvhjælp. Man måtte yde, for at kunne nyde. Og det var et princip, som Hans Christian Kofoed holdt fast i, da arbejdsstuerne ekspanderede og først skiftede navn til Skolen for Arbejdsledige og siden til Kofoeds Skole, som den i dag 80 år senere er kendt som. Hans Christian Kofoed og hans kone, Astrid, ville gøre en forskel for de mange arbejdsløse og fattige, som de havde mødt gennem deres arbejde i Christians Sogn. Men det skulle ikke være i form af den almisseprægede nødhjælp, der i deres øjne gjorde modtageren passiv og ødelagde hans eller hendes selvværd. Der kom hurtigt til at stå respekt om deres hjælp til selvhjælp -princip, men som Kofoeds Skole udviklede sig blev princippet sat under et anseeligt pres. Det skriver den nuværende forstander, Jens Aage Bjørkøe, i sit seneste værk, Vejen fra Hjertet, hvor han giver sin fortolkning af de seneste 80 års begivenheder og kampe på Kofoeds Skole. Gør, som du har lyst Grundlæggeren Hans Christian Kofoed døde i 1952 i en tragisk trafikulykke, kun 54 år gammel. Skolen, der i midten af 1930 erne var flyttet fra beskedne kælderlokaler under sognets menighedshus til en hel karré i Prinsessegade og Dronningensgade, blev i første omgang ført videre i Kofoeds ånd. Efter et år med kollektiv ledelse, tog stedets nye forstander, pastor Erhard Jørgensen, over i Det var i hans regeringsperiode, at værkstedskurserne blev oprettet, og at skolen gik fra at have halvårsåbent til at være åben hele året. Men noget var under opsejling noget, der skulle sætte Kofoeds hæderkronede principper om hjælp til selvhjælp under pres. Dét noget var 1960 erne. Den velfærd, der tromlede frem i 1950 erne og 1960 erne, og som havde ført til en stærk tro på fuld beskæftigelse og et finmasket socialt sikkerhedsnet, oplevede man ikke på Kofoeds Skole, skriver Jens Aage Bjørkøe i Vejen fra Hjertet. I kølvandet på ungdomsoprøret i slutningen af 1960 erne strømmede en stor gruppe af tilpasningsvanskelige og antiautoritære unge til, og det satte den kofoedske idé under så massivt pres, at skolen mere og mere blev dét, som Jens Aage Bjørkøe kalder en social skadestue. Systematikken i skolens aktiviteter forsvandt, der blev udbetalt kontanter til de elever, som manglede til de daglige fornødenheder, og alkohol blev tilladt på skolens område, hvilket havde den kedelige sideeffekt, at antallet af voldsepisoder på og udenfor skolen steg. I 1967 blev der oprettet en afvænningsklinik for alkoholikere. Stedets forstander, John Lange Jacobsen, der havde afløst Erhard Jørgensen i 1968, kaldte det i 1971 en udfoldelsernes tid og det var ikke ment negativt. Udfoldelse betyder at bruge sig selv og sine erfaringer og at udvide erfaringerne. Det er ikke Du må ikke -situationen. Det er Prøv det -situationen. Prøv det betyder: Prøv at bo, som du har lyst og fantasi og erfaring til. Prøv at arbejde, som du har lyst til. Prøv jens aage bjørkøe Er født i 1946 og tiltrådte som forstander for Kofoeds Skole i Han er præst, cand.theol. fra Københavns Universitet (1973) og dr.phil. fra Warszawas Universitet (1997). Før han blev leder af Kofoeds Skole, var han i fem år sognepræst ved Mariakirken på Vesterbro, hvor han var med til at starte Mariatjenesten i Udover Vejen fra Hjertet har han skrevet Livredder eller svømmelærer (2004), Sat udenfor Nej tak! Aktivering og livskvalitet (1996) og En plads til os alle (1991). polfoto 18 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008

19 Kofoeds Skole gør også en indsats for Københavns hjemløse. Det sker primært i Kofoeds Kælder, der er en kombination af rådgivningscenter, dagligstue, tøjdepot, baderum og refugium. Kælderen ligger lige ved Kultorvet i Københavns Indre By og fungerer også som base for skolens opsøgende arbejde. polfoto at bruge din fritid, som du har lyst til, skrev han. Men udfoldelsernes tid sled på skolens image. Der var en grund til, at Kim Larsen og Gasolin udødeliggjorde stedet og indrammede tiden med sangen om Langebro fra 1971: Jeg gik forbi dæmonernes port, ud for Kofoeds Skole. Der stod en flok og drak sig ihjel. På dét tidspunkt lå skolen stadig på Christianshavn, men presset fra de mange elever var blevet for stort, så i 1975 flyttede den til den nuværende adresse i Nyrnberggade på Amager. Det betød imidlertid ikke, at konflikterne forsvandt. Snarere tværtimod. Hvem styrer skolen? De nye, store bygninger på Amager stillede krav om en højere organisering af de ansatte, men det stred ifølge Jens Aage Bjørkøe imod tankegangen hos den efterhånden store gruppe af medarbejdere, der helt i tidsånden fra 1960 erne og 1970 erne ønskede kollektiv styring og et opgør med autoriteterne. Flere af disse medarbejdere kom fra Republikken Sofiegården et kollektiv, der havde haft adresse lige over for Kofoeds Skole, da den lå på Christianshavn. Nu stillede de sig lige så kritiske overfor skolens organisation og struktur, som de stillede sig overfor hele opbygningen af det daværende samfund; var den 4 hans christian kofoed ( ) foto Kofoeds Skole Kofoeds Skoles grundlægger, kordegn Hans Christian Kofoed, voksede op på forældrenes gård på Bornholm. Efter et ophold på Haslev Folkehøjskole på Sjælland og et job som leder af det kirkelige, sociale arbejde blandt soldaterne på Flakfortet i Københavns Havn, arbejdede han i som lærer på Hoptrup Højskole i Sønderjylland. Derefter vendte han tilbage til København for at begynde teologistudierne. De blev dog aldrig færdiggjort, og en kort overgang sendte en social deroute ham helt ud på gaden blandt de fattige og arbejdsløse, som han senere skulle komme til at gøre en forskel for. I 1927 blev han ansat som kordegn ved Christianskirken på Christianshavn, og i 1928 bød han de socialt nødstedte indenfor i Christians Sogns Arbejdsstuer for Arbejdsledige, som senere skulle blive til Kofoeds Skole. HUS FORBI nr. 79 oktober

20 foto Kofoeds Skole foto Kofoeds Skole foto Kofoeds Skole En sund sjæl i et sundt legeme. Elever i fysisk udfoldelse i 1930 erne, dengang Kofoeds Skole stadig lå på Christianshavn. I 80 erne blev skolens principper, om at passive bistandsmodtagere skulle aktiveres, forbillede for dansk socialpolitik. Kofoeds Skole anno To elever i skolens håndværkerhus på Amager. 4 i virkeligheden ikke hierarkisk, kapitalistisk, undertrykkende og reaktionær? Konkret drejede striden sig om, hvor meget magt et nyoprettet medarbejderråd og dets formand skulle have på skolen, og den kulminerede i 1981, da 70 socialpædagoger gik i strejke. Ledelsen med Jens Aage Bjørkøe i spidsen besluttede sig for at holde skolen åben på trods, og dét var, ifølge Jens Aage Bjørkøe selv, en afgørende beslutning. Dermed var kampen om magten over skolen og dens sjæl i realiteten afgjort, skriver han. Ledelsen var ikke segnet under medarbejdernes krav, og med den viden i bagagen kunne Jens Aage Bjørkøe fortsætte det oprydningsarbejde, som han 1. november 1979 var blevet ansat til at udføre. Han var blevet stillet tre konkrete opgaver: 1) At genoprette normale ledelsesforhold. 2) At fjerne volden. 3) At nedbringe den rene opbevaringsfunktion meget væsentligt og fjerne den passive varmestue. Løsningen var enkel Løsningen var i al sin enkelthed, mener Jens Aage Bjørkøe at vende tilbage til udgangspunktet. Til Hans Christian Kofoed og princippet om hjælp til selvhjælp. Skole- og resocialiseringstanken kom tilbage på dagsordenen. Ud røg den sociale skadestue, alkoholtilladelsen, det dårlige image og den negative selvopfattelse, som Jens Aage Bjørkøe selv havde oplevet, da han i julen 1979, kun få uger efter at han var tiltrådt som ny forstander, ville give gaver til eleverne og de ansatte. Valget var faldet på en indkøbspose i stof med Kofoeds Skoles bomærke; en flamme og to skærmende hænder. Ikke mange udviste imidlertid lyst til at gå med stofposen synlig udenfor skolens matrikel. En ældre medarbejder trak ham til side og forklarede, at hun skam var ganske glad for sit arbejde, men at man ikke skiltede med, at man gik på Kofoeds Skole. Det var en øjenåbner for Jens Aage Bjørkøe, og episoden blev drivkraften for ham og resten af ledelsen op gennem 1980 erne til starten af 1990 erne, hvor konflikterne endelig stilnede af, og hvor Kofoeds Skole gik fra at være en outsider på den socialpolitiske arena til at være stedet med den førende ekspertise. Socialpolitisk var der i begyndelsen ikke mange, som forstod os omkring Hjælp til selvhjælp og fra passiv til aktiv var mottoer, som ikke dengang fandt genklang i den offentlige debat. I den danske socialpolitik var der imidlertid langsomt ved at ske en erkendelse af, at der måtte ske en omlægning fra passive til aktive principper, fortæller Jens Aage Bjørkøe i bogen og fortsætter: Først hen i slutningen af 80 erne gik der hul på bylden, og skolens principper blev i løbet af relativt kort tid forvandlet til at være forbillede i socialpolitikken. Centralt i Kofoeds Skoles særlige pædagogik er idéen om at møde mennesker, som om de både kan og vil gøre en forskel i deres eget liv. Det er første vigtige skridt på vej mod at give eleverne initiativet i deres eget liv igen. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre, så prøv at forestille dig, at eleven er en af dine nære venner eller et familiemedlem. Hvad ville du så gøre? Gør dig lige så store anstrengelser, og vær lige som omhyggelig med at hjælpe på den rigtige måde og så hverken for meget eller for lidt. Succesen skal være hans eller hendes egen, ikke din eller skolens, skriver Jens Aage Bjørkøe. Ud røg den sociale skadestue, alkoholtilladelsen, det dårlige image og den negative selvopfattelse. vejen fra hjertet Jens Aage Bjørkøes bog er først og fremmest en fag- og metodebog målrettet dem, der arbejder med mennesker i særlig vanskelige situationer. Den er på 405 sider med kapitler om blandt andet skolens historie, organisering og pædagogik. Læs mere om bogen på 20 HUS FORBI nr. 79 oktober 2008