Prædiken 2. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 10. december 2017 kl Salmer: 123/268/612/85//271/439/569/269

Transkript

1 1 Prædiken 2. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 10. december 2017 kl Salmer: 123/268/612/85//271/439/569/269 Åbningshilsen Vi glæder os i denne tid, for vi er i advent på vej mod jul. Ja, og så har vi noget endnu større og bedre at glæde os til. Et bryllup, der samler alle andre bryllupper og andre erfaringer af glæde op i sig og overgår dem: Jesus er brudgommen, som kommer synligt igen og vil forene sig med os og have os med ind i den største lykke og fryd, der findes. Advent betyder: Han kommer. I dag sætter vi stregen under, at Han kommer i fremtiden. Så vi venter på noget, vi skal gå rundt og vente, mens vi har gang i at leve. Det er det, der er den bundne opgave, Jesus og kirken lægger hen til os. Det bliver skønt og hårdt og godt vigtigt for os. Hvad så: Er vi klar til det opbrud nu? Lever det her i os? Forholder vi os ansvarligt til, at vi er her under det fortegn? Eller sover vi, sløver vi, er vi ikke rigtigt kloge? Lad os tænke over det og nu sammen gå til Gud og bekende for Ham, det, der ikke er, som det skal være. Fat guiden og find side fire, så tager vi sammen de ord i vores mund

2 2 Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 25,1-13 Bøn. Lad os bede! Herre! Gør os klar til at modtage dig. Amen. Prædiken Nu skal I bare høre. Jeg har en sød roomie boende hos mig. Hun skal giftes herinde den 4. august. Hun glæder sig helt vildt og er i gang med nedtællingen. Hendes brudgom har det på samme måde. Jeg skal vie dem og og glæder mig ganske særligt, for jeg kender dem som to skønne mennesker. I mandags sagde hun: Nu er der kun otte måneder til! Lykke, glæde, forventning er i luften! Det er advent og snart jul. Vi glæder os i denne tid. Som kristne har vi noget at glæde os til, som overgår selv deres glæde og den mest skønne jul, vi kan forestille os, selv om der er forbindelseslinjer. Jesus er brudgommen som er på vej for at forene sig med os. Hans brud det er os! Du er. Jeg er. Og samtidig er vi også gæster! Dobbelt glæde, for vi er brud og gæster på én gang! Tænk hvis den brudgom kom til jul! Vi mærkede denne lykkelige glæde og forventning, da vi

3 3 rejste os og sang nr 268: Zions vægter hæver røsten, som Cantori og organist gjorde særligt meget ud af: en himmelsk glæde hjerter rører. Der er noget i luften! Ja, og alligevel. Det er bryllup med bismag. Nogen af de inviterede kommer ikke med til festen, selv om de gerne vil! De har fakler og kander, men de har ikke taget olie med, dum og tankeløst af dem og de andre kan ikke hjælpe. De forsøger at råde bod på deres forsømmelighed men kommer for sent og til en lukket dør. De beder om at blive lukket ind, men får svaret: Jeg kender jer ikke, så de kommer ikke med. Trist, uhyggeligt, provokerende. Hvad er dog det for noget?! Hvad har Jesus dog gang i her?! Jesus pointerer, at der er noget, vi skal være opmærksomme på i vores liv: at være klar, forberedte, kloge, tælle på knapper, forberede os, noget med at være vågen. Det er vigtigt, så vigtigt, at det bliver skæbnesvangert, hvis vi ikke er klar! Det handler om os kristne, der er blevet døbt, tror på Jesus, går i kirke, søger at leve som kristne. De ligner hinanden på de fleste områder: De ved alle ti, at brudgommen kommer, venter ham og de glæder sig. De er alle gået ud for at møde brudgommen, de har alle lamper eller fakler med. Alle ti bliver trætte og døsige. De falder i søvn alle som en. Alle vågner op, da råbet lyder, at nu kommer

4 4 brudgommen. Der er ingen forskel. Og så er der alligevel én ting, der gør hele forskellen mellem os, men den kommer først for en dag den dag, Han kommer. Så vi kan ikke pege ud, hvem der er dumme og hvem der er kloge. Vi ved det ikke. Og: den dag er det for sent at lave om på noget, det skal gøres inden. Forskellen var, at de fem ikke havde taget olie med, de havde ikke noget at brænde med, de var ikke klar, da det gjaldt. Der er altså noget, der skal være der, for at vi kan komme ind i Guds rige, komme i himlen, få det evige liv, at det ender godt eller hvad vi kalder det der til sidst, hvor fremtiden uden ende begynder og folder sig ud. Der er noget der skal til! Det er godt med lamper og fakler. Det er alt det ydre, rammen og den er vigtig: Det er vigtigt at være døbt, at vi går i kirke, beder til Gud, lytter til Bibelen, går til nadver. Sådan en praksis er vigtig. Olien er indholdet i lampen: en medleven, et ja, et liv, en parathed. Helligånden i os. Og ilden, flammen: At brænde. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren (Rom 12,11), skriver Paulus. Disciplenes hjerter kom i brand, da Jesus talte til dem og lukkede Bibelen op for dem (Luk 24,32). Det er at tro på Gud og Jesus. Man kan ikke tro uden sådan noget. Han skal være der, ellers er

5 5 vi ikke klar. Så vi forstår, at det her skal ind og leve og være i os nu, inden Han kommer. Og Hans komme kan trække ud. Der er gået 2000 år siden, Han sagde de her ord. Når Han ikke er kommet endnu, skyldes det ikke, at Han ikke kommer, men, at Han ser, at der går flere rundt, som vil have både fakler og olie og vil brænde. De skal bare møde Ham, så sker det. Og når Han så ser, at flere ikke vil, så kommer Han. Ikke før, ikke efter. De blev alle ti trætte, døsige og faldt i søvn. Det siger noget om, at vi hele styrken er skrøbelige, trætte, mennesker på godt og ondt, vi er ikke fuldkomne. Men: man kan faktisk godt være vågen indeni, selv om man er træt og falder i søvn. Det har vi et særligt udtryk for i Bibelens skønne kærlighedsdigt, Højsangen, hvor den elskende siger til den elskede: Jeg sov, men mit hjerte var vågent Og: Hør, min elskede banker på: Luk op for mig, min søster, min kæreste, min due, mit ét og alt (4,2). Sådan skal vi våge, have forbindelsen til Jesus levende. Så kender vi hinanden, Jesus kender os og vi kender Ham. Han kendte kun de fem, der havde olie med sig. Han kendte ikke de fem andre. Selvfølgelig kende Han dem og vidste hvem de var, men Han kendte dem ikke, som man kender den, man står i et nært forhold til. Han kender ikke dem, der som en selvfølge peger på alt det gode, de har gjort og

6 6 forsvare sig mod det her med det. Han kender kun dem, der bare ikke kan undvære Ham (Matt 5,3; 7,23). Men er det nu ikke meget, Han sådan kræver af os? Vi er jo mennesker, vi tænker os jo ikke altid godt om men mener det godt nok?! Jo, sådan kan vi godt tænke. Men pointen er og det er alvoren ved at være menneske: Livet er vigtigt og vi bliver holdt ansvarligt for det. Som en har sagt: Dumheden er en farligere fjende til det gode end ondskaben (Bonhoeffer). Illusionen har stor magt. Men hvorfor hjalp de kloge ikke de dumme med olien?! Det lod sig ikke gøre. Vi kan støtte hinanden i at tro og det skal vi gøre, men vi kan ikke tro for hinanden, det må vi selv! Og hvorfor tog Han bare ikke de tankeløse ind?! Det lod sig bare ikke gøre! For: hvis vi ikke vil have et hjerteforhold til Jesus nu, passer vi ikke ind i himlen til den tid! Derfor renser Han os nu i forsøg på at finde sit billede i os, som vi hørte og sang om i den store mester kommer. Vi har alle fået noget at tænke over! Og folkens: Vi skal godt nok ikke gå glip af den fest, når Han kommer og vil forene sig med os og have os med ind i fryden, så vi skælver af lykke til den tid og begynder på det allerede nu, inden det går løs. Amen.

7 7