Medicin til raske en syg idé?

Transkript

1 Teknologirådet Antonigade København K Telefon Telefax tekno@tekno.dk Giro Medicin til raske en syg idé? Teknologirådets rapporter 2004/3 Teknologirådet har til opgave at: fremme teknologidebatten vurdere teknologiens muligheder og konsekvenser Medicin til raske en syg idé? rådgive folketinget og regeringen Resumé og ekspertoplæg fra konference på Christiansborg den 21. januar 2004 ISBN: ISSN:

2 Medicin til raske en syg idé? Konference afholdt af Teknologirådet Resumé og ekspertoplæg fra konferencen på Christiansborg den 21. januar 2004 Teknologirådets rapporter 2004/3

3 Medicin til raske en syg idé? Resumé og referat af debatten samt eksperternes skriftlige oplæg fra konferencen på Christiansborg den 21. januar 2004 Projektledelse i Teknologirådets sekretariat: Ulla Holm Vincentsen Projektmedarbejder: Anders Jacobi Projektsekretærer: Jette Christensen Vivian Palm Referat: Lise Penter Madsen, freelancejournalist Omslag: Bysted HQ Tryk: Vesterkopi ISBN: ISSN: Rapporten bestilles hos Teknologirådet Antonigade København K Telefon Fax tekno@tekno.dk Rapporten findes også på Teknologirådets hjemmeside Teknologirådets rapporter 2004/3

4 Forord Forbruget af lægemidler har i de senere år været kraftigt stigende. Noget af stigningen skyldes, at det bliver mere og mere almindeligt, at raske mennesker tager medicin i håb om at kunne forbedre deres livskvalitet, f.eks. medicin, der kan regulere personlighed, adfærd og livsstil. Og udviklingen ser ikke ud til at vende. Tværtimod. Frem til 2007 vil medicinalindustrien have investeret mere end 200 milliarder kroner i ny såkaldt livsstilsmedicin. Dette er baggrunden for, at Teknologirådet i sommeren 2003 nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle planlægge en konference om livsstilsmedicin. Hensigten var at diskutere de konsekvenser og udfordringer, som medicin til raske stiller samfundet overfor og komme på forkant med, at lægemidler fremover i stigende grad vil rette sig mod raske. En af arbejdsgruppens første konklusioner var, at der hverken blandt fagfolk eller lægfolk eksisterer en entydig forståelse af begrebet livsstilsmedicin (dette blev yderligere bekræftet, da konferencens deltagere blev bedt om at indsende forslag til definitioner på begrebet - en liste over definitionerne kan ses sidst i rapporten). Det blev derfor besluttet, at et mål for konferencen skulle være at skabe et fælles grundlag for at diskutere, hvad der er livsstilsmedicin og medicin til raske bl.a. ved at sætte fokus på en række af de udfordringer, som medicin til raske vil præsentere samfundet og den enkelte for i fremtiden. Under planlægningen af konferencen fremhævede arbejdsgruppens medlemmer flere gange, at de ikke er modstandere af lægemidler, men at de tværtimod betragter lægemidler til syge mennesker som et gode. Det, der var konferencens omdrejningspunkt, var således medicinering uden sygdomsmæssig og traditionel lægelig begrundelse. I praksis kan det imidlertid være vanskeligt at afgøre, hvornår en indikation er af en sådan karakter, at et lægemiddel er en rigtig løsning. For hvornår er man syg, og hvornår er man normal? Beslutningen om medicinering træffes i et samspil mellem læge og patient eller som et medlem af arbejdsgruppen påpegede: i et samspil mellem læge, patient og den tredje part, der udgøres af omverdenen bl.a. i form af medicinalbranchen, reklamebranchen og arbejdsmarkedet. Spørgsmålet er om og i givet fald hvordan forbruget af lægemidler skal styres fremover? Konferencen blev afholdt på Christiansborg den 21. januar Som oplægsholdere deltog forskere, praktiserende læger, producenter og administratorer, der hver især redegjorde for deres syn på medicin til raske. Som ønsket kom konferencen til at omfatte mange problemstillinger af forskellig karakter, og de godt 100 deltagere bidrog til en livlig debat. På de følgende sider findes et temaopdelt resumé af rapporten, et referat af konferencen, oplægsholdernes skriftlige oplæg samt arbejdsgruppens anbefalinger til politikere og andre beslutningstagere, der beskæftiger sig med medicin til raske. Arbejdsgruppen bag konferencen bestod af: Peter C. Gøtzsche, overlæge, dr.med., Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet Inga Marie Lunde, dr.med., praktiserende læge, Silkeborg Claus Møldrup, lektor, ph.d., Institut for Samfundsfarmaci, Danmarks Farmaceutiske Universitet Marianne Møller, farmaceut, Institut for Rationel Farmakoterapi, Lægemiddelstyrelsen Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri, lektor, afdelingsleder, Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet Niels Kr. Rasmussen, forskningskonsulent, mag.scient.soc., Statens Institut for Folkesundhed.

5 I spørgepanelet sad: Sophie Hæstorp Andersen (S), Folketingets Sundhedsudvalg Mogens Laue Friis, Medicintilskudsnævnet Anne Grethe Lund Hansen, Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg Jørgen Lassen, Praktiserende Lægers Organisation Margrethe Nielsen, Forbrugerrådet Birthe Skaarup (DF), formand for Folketingets Sundhedsudvalg Teknologirådet takker alle, som har medvirket ved konferencen, og ønsker god læsning! Ulla Holm Vincentsen, projektleder Anders Jacobi, projektmedarbejder Teknologirådet April 2004

6 Indholdsfortegnelse Medicin til raske en syg idé?... 1 Forord... 3 Indholdsfortegnelse... 5 Resumé... 7 Arbejdsgruppens anbefalinger til politikere og andre beslutningstagere Individuelle udtalelser fra arbejdsgruppens medlemmer Referat Oplægsholdere Skriftlige oplæg Lykken er en overkommelig diagnose Af Lars-Henrik Schmidt, Danmarks Pædagogiske Universitet Fra en praktiserende læges hverdag Af Lotte Hvas, praktiserende læge Female sexual dysfunction fra rask tilstand til sygdom Af Lene Falgaard Eplov, Københavns Amts Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed Et blik på statistikkerne Af Jens P. Kampmann, Institut for Rationel Farmakoterapi. Udskrift fra det mundtlige oplæg Lægemiddelindustriens perspektiver Af Bent Kjærsgaard, Lægemiddelindustriforeningen Drømmen om det bioteknologiske fix: Tilpasningsmedicin Af Peter la Cour, Institut for Folkesundhedsvidenskab Forsikringsselskabernes perspektiver Af Johannes Due, Sygeforsikringen danmark. Udskrift fra det mundtlige oplæg Kan vi anvende begrebet livsstilsmedicin om medicin til raske? Af Claus Møldrup, Danmarks Farmaceutiske Universitet. Udskrift fra det mundtlige oplæg Program til konferencen Medicin til raske en syg idé? Deltagerliste Konferencedeltagernes definitioner på livsstilsmedicin Konferencedeltagernes definitioner på medicin til raske Teknologirådets udgivelser

7 6

8 Resumé Baggrund Udviklingen i forbruget af lægemidler viser, at der er sket en ændring i opfattelsen af, hvornår det er i orden at tage medicin. Hvor man tidligere brugte lægemidler til at helbrede sygdomme, anvendes de i dag også til at forbedre præstationsevne og livskvalitet. F.eks. tager teenagere nu beta-blokkere for at dæmpe deres eksamensskræk, aldrende mænd tager Viagra for at bevare sexlivet, kvinder tager p-piller for ikke at menstruere under ferien og karrierefolk tager midler for at blive udadvendte og for at kunne yde mere på arbejdspladsen. Det moderne menneske vil have kontrol over sin adfærd, fremtræden og ydeevne, og med et voksende udbud af lægemidler er muligheden inden for rækkevidde. Med konferencen Medicin til raske en syg idé? ønskede Teknologirådet at give lejlighed til at diskutere muligheder og konsekvenser ved lægemidler mod ikke-sygelige tilstande, inden disse produkter for alvor finder vej til det danske marked. Det drejer sig især om de personligheds- og adfærdsregulerende midler, som i hastigt tempo udvikles i disse år. Formålet med konferencen var at få taget hul på debatten, at skabe overblik over eksperternes bekymringer og derigennem indkredse en række af de problemstillinger, der bør arbejdes videre med. Teknologirådets formand Torben Klein åbnede konferencen med at pege på, at vi stadig befinder os på et forholdsvis tidligt stadium i udviklingen af de personligheds- og adfærdsregulerende teknologier, og at det derfor kan være svært at finde begreber og definitioner, der helt præcist kan indkredse de problemstillinger og afgrænse de lægemidler, der udgør konferencens omdrejningspunkt. Det viser imidlertid blot, anførte han, at konferencen tager fat på emnet på et tidspunkt, hvor der stadig er mulighed for at imødegå de udfordringer, som følger i kølvandet på den nye teknologi. Medicin til raske en syg idé? At syge mennesker tager medicin, finder de fleste i orden. Men når det drejer sig om medicin til raske ophører enigheden. Dagens første oplægsholder, Lars-Henrik Schmidt fra Danmarks Pædagogiske Universitet, pegede på, at når raske mennesker tager medicin, er det, fordi samfundet er sygt. Vores fokus er flyttet fra ønsket om sundhed til en jagt på raskheden, som vi forveksler med lykken. Vi tåler ikke længere lidelsen, hverken den fysiske eller den sjælelige. Lidelsen skal have en diagnose, så den kan behandles. Men at have ondt i livet er et livsvilkår og at begynde at vaccinere mod lidelsen, er ikke bare umuligt, men også uønskeligt. Dét er en syg livsstil. Derfor skal vi koncentrere os om det projekt, der handler om at ændre folks forhold til sig selv og det er først og fremmest en pædagogisk opgave, ikke en medicinsk. Hos de praktiserende læger mærkes forandringerne i sygdomsopfattelser også tydeligt. Praktiserende læge Lotte Hvas fortalte således om, hvordan hun dagligt får besøg af patienter, som klager over tilstande, man tidligere ikke gik til lægen med. Det skyldes en kombination af årsager, mente Hvas. En af årsagerne er, at der ikke er så mange andre steder at gå hen med sine problemer, og at det derfor er blevet mere og mere almindeligt at sige tal med din læge. Læger fra andre specialer og organisationer henviser også i stigende grad til den praktiserende læge. Og samtidig er der dukket flere slags lægemidler op på markedet, hvilket gør det muligt for de praktiserende læger at sende patienten hjem med en recept på noget medicin, selv om problemet ikke nødvendigvis er af medicinsk karakter. Lotte Hvas tegnede et billede af et samfund, hvor man i stigende grad finder det i orden at bruge lægemidler til at reparere på andre problemer end medicinske. 7

9 Sygeliggørelse af det normale En af bekymringerne ved det stigende forbrug af medicin til raske går på, at der samtidig sker et skred i forståelsen af, hvad der er hhv. normalt, og hvad der bør gøres noget ved. Lene Falgaard Eplov fra Center for Sygdomsforebyggelse i Københavns Amt fortalte i sit oplæg om, hvordan opfattelser af kvinders seksualitet har forandret sig over tid om hvordan kvinders lyst til sex tidligere blev diagnosticeret som sygdom, mens det i dag betragtes som et sundhedstegn. Lene Falgaard Eplov beskrev endvidere, hvordan ukritisk forskning kan være med til at sygeliggøre normale tilstande og efterlyste undersøgelser af det normale. Inden for den sexologiske forskning er der f.eks. en bemærkelsesværdig mangel på undersøgelser af det normale, hvilket måske kan forklares ved, at størstedelen af forskningen er finansieret af medicinalindustrien. Medicinalindustrien er således også en aktør, der må regnes med, når det gælder ændringer i samfundets forståelse af, hvad der er normalt, og hvad der skal behandles. Peter la Cour fra Institut for Folkesundhedsvidenskab var bekymret over udviklingen. Han frygtede, at et stigende forbrug af medicin til raske kan medføre en form for tilpasningskultur, hvor den enkelte medicinerer sig til at kunne leve op til arbejdsmarkedets og reklameverdenens vilkår og idealer. Dermed risikeres både, at alt bliver overfladisk her og nu orienteret og at man reducerer den menneskelige mangfoldighed, idet man fremmer en bestemt personlighedstype. At medicinforbruget er stigende, tog Peter la Cour som et tegn på, at det er lykkedes at sygeliggøre menneskelivets nedture, at fremstille lægemidler som en nødvendig løsning og at præsentere de pågældende lægemidler som næsten uskadelige. Medicin er ikke et problem, men en løsning Det er forkert at gøre lægemidler til et problem, når de i virkeligheden kan være løsningen på folks problemer. Sådan lød det fra Bent Kjærsgaard fra Lægemiddelindustriforeningen. Han pegede på, at lægemidler som p-piller og hovedpinetabletter også kan betragtes som medicin til raske, og dem er det i dag kun de færreste, der betragter som et problem. Man kan ikke generalisere og sige, at lægemidler enten er noget godt eller noget skidt, sagde han. Hvert menneskes situation er forskellig, og det må derfor vurderes fra tilfælde til tilfælde, om et lægemiddel kan være løsningen. Hvis virkningerne er store, bivirkningerne er små, og lægemidlerne løser folks problemer, kan det være fornuftigt at medicinere ikke-syge. Det mente Jens Peter Kampmann fra Institut for Rationel Farmakoterapi, og i sit oplæg pegede han på, at det er i orden at give medicin til raske, så længe der stilles de samme krav til kvalitet, effekt og sikkerhed, som til andre lægemidler. Og så skal de pågældende lægemidler selvfølgelig være godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Virkninger og bivirkninger Vi ved for lidt om lægemidlers virkninger og bivirkningerne, sagde Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center (og medlem af Teknologirådets arbejdsgruppe). For medicinalindustrien kan det som regel betale sig at opfinde nye sygdomme til gammel medicin. Men ofte er forskningen i virkninger og bivirkninger af de nye lægemidler utilstrækkelig. Resultater fra undersøgelser sponsoreret af lægemiddelindustrien er ofte analyseret og sammenskrevet, så det ser ud som om, de nye lægemidler er bedre end de gamle. Effekten overdrives, som eksempler viser ved medicin mod fedme eller skaldethed, og bivirkningerne hemmeligholdes. Dertil kommer, at patienterne mangler adgang til information om hhv. virkninger og bivirkninger. Dette kan kun tolkes som, at vi i vores samfund prioriterer hensynet til medicinalindustrien højere end hensynet til patienterne. Et spørgsmål er, om det er hensigtsmæssigt, at det i så høj grad, som det er tilfældet i dag, er industrien, der finansierer forskningen. 8

10 En risiko ved at medicinalindustrien i stigende grad fokuserer på medicin til raske, er at man nedprioriterer forskning og udvikling af lægemidler til alvorligt syge, og negligerer sygdomme, der kun berører mindre grupper. Dertil kommer risikoen for, at et øget fokus på nye lægemidler samtidigt øger fokus på medicinering som behandlingsform. Medierne er meget fikserede på nye lægemidler, og med en stærk opmærksomhed på disse kan man nemt komme til at underprioritere andre behandlingsformer som eksempelvis motion. Samfundsøkonomiske konsekvenser Har vi råd til det? Kan tilskud til medicin til raske betyde færre ressourcer til patienter med alvorlige sygdomme? Disse spørgsmål skal ikke bare stilles nationalt, men også internationalt, idet der på nuværende tidspunkt synes at være store problemer med at få råd til livsnødvendig medicin i fattige lande (f.eks. aids- eller malariamedicin til en række afrikanske lande). Før man gør problemet med tilskud til medicin større end det er, kan det være gavnligt at kigge på omfanget, mente Jens P. Kampmann. Omsætningen på de lægemidler, Kampmann i sit oplæg kaldte lægemidler til tilstande, der betragtes som ikke sygelige (f.eks. midler mod rygning, fedme og erektil dysfunktion), ligger på ca. ½ mia. kr. om året. Dette skal ses i relation til den samlede omsætning for lægemidler, der ligger på ca. 14 mia. kr. omåret. Man kan derfor tale om et forholdsvis moderat salg af medicin til raske i alt fald i Danmark. Forbruget er dog stigende, og på længere sigt vil det optage flere ressourcer. Ifølge Johannes Due fra Sygeforsikringen danmark vil det stigende forbrug af livsstilsmedicin indtil videre hverken få konsekvenser for selskabets optagelsespolitik eller for de nuværende refunderingsregler. Sygeforsikringen danmark vil stadig refundere udgifter til al tilskudsberettiget receptpligtig medicin, der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen uanset, hvordan den pågældende medicin anvendes. Såfremt forbruget af medicin til raske ændrer karakter, vil Johannes Due dog ikke udelukke, at danmark kan blive nødt til at forholde sig anderledes på et tidspunkt, men danmark s politik vil altid læne sig op ad den offentlige sektors sundhedspolitik. Begrebet livsstilsmedicin De lægemidler, konferencen drejede sig om, bliver ofte omtalt som livsstilsmedicin. Det er dog endnu ikke lykkedes at definere eller skabe konsensus om, hvad livsstilsmedicin er. Livsstilsmedicin er et kontroversielt begreb, dels fordi det antyder, at der er tale om et unødvendigt forbrug, og dels fordi det signalerer, at der er tale om nogle bestemte lægemidler. Når man bruger begrebet, risikerer man dermed at diskriminere de mennesker, der anvender de pågældende lægemidler. En væsentlig konklusion på konferencen var således også, at begrebet livsstilsmedicin ikke er egnet til at indkredse de udfordringer eller problemstilliner, som var konferencens omdrejningspunkt. Alligevel mente Claus Møldrup fra Danmarks Farmaceutiske Universitet (medlem af Teknologirådets arbejdsgruppe), at betegnelsen livsstilsmedicin giver mening, hvis man gør brug af følgende definition: Livsstilsmedicin er lægemidler, der udover at lindre, helbrede og forebygge også kan anvendes til at forbedre tilstande, som vi betragter som ikke-syge. Og sådan et lægemiddel bliver først et livsstilspræparat, når det individ, som indtager det, ikke betragter sig selv som syg, men blot anvender lægemidlet som led i en livsstil. 9

11 Konklusion Med konferencen Medicin til raske en syg idé? blev der åbnet for debatten om, hvad det kan rejse af udfordringer, når det i stigende grad bliver muligt og måske tilmed almindeligt at ændre på adfærd og personlighed ved hjælp af lægemidler. Ikke overraskende viste konferencen, at holdningerne til medicin til raske er delte, men den tydeliggjorde også, at der er et behov for at diskutere og tage stilling til en række spørgsmål fremover. Det gælder bl.a. følgende spørgsmål: Vil der fortsat være råd til de samme offentlige medicintilskud som hidtil, hvis forbruget af medicin til raske bliver ved med at stige? Hvilket menneskesyn er det, som fremmes gennem samfundets udbud og forbrug af lægemidler? Er der en risiko for, at raske i stigende grad sygeliggøres eller begynder at opfatte sig selv som utilstrækkelige, når de ikke kan leve op til de egenskaber og præstationer, der kan opnås gennem medicinering? Hvilken dokumentation for virkninger og bivirkninger af medicin til raske, er der brug for, og bør denne dokumentation samtidig indeholde en beskrivelse af muligheder for ikke-farmakologiske behandlinger? Hvilke konsekvenser kan det få, hvis forskningen i medicin til raske optager en stadig større andel af forskningsbudgetterne? Selv om danskerne traditionelt er relativt tilbageholdende med deres forbrug af lægemidler sammenlignet med borgere i andre lande, tyder meget på, at danskerne fremover i stigende grad vil efterspørge og forbruge lægemidler i håb om at kunne forbedre deres livskvalitet. Under de afsluttende bemærkninger drog Torben Klein en parallel til den kosmetiske plastickirurgi, og sagde, at hvis man for 30 år siden på en konference havde diskuteret kosmetisk plastickirurgi, så kunne det godt være, at man havde konkluderet, at det var livsstilen, der var syg. Men kosmetisk plastickirurgi blev ikke debatteret i særlig høj grad, og i mellemtiden er brugen af kosmetisk plastickirurgi vokset voldsomt. Med den erfaring in mente, mente han, at vi bør se nærmere på konsekvenserne af at behandle de personligheds- og adfærdsmæssige egenskaber, som vi med de nye lægemidler bare har set det første trin af. Han opfordrede også til at debattere, hvad der sker, hvis brugerne overtager initiativet. Hvis det går, som det f.eks. er gået med de kosmetiske operationer, vil det være individets efterspørgsel, der overtager styringen, og spørgsmålet er, om det er det, vi vil. 10

12 Arbejdsgruppens anbefalinger til politikere og andre beslutningstagere Udviklingen af medicin til raske befinder sig stadig på et forholdsvist tidligt stadium. Det giver en enestående mulighed for at handle, mens tid er. For at kunne imødegå en række af de udfordringer, der er blevet diskuteret på konferencen, har arbejdsgruppen udarbejdet følgende anbefalinger: Det anbefales, at staten ikke giver tilskud til medicin, der bruges som livsstilsmedicin (dette bør dog ikke fritage sundhedspersonale for ansvar i forbindelse med ordination). Det anbefales, at der skabes opmærksomhed i såvel sundhedsvæsen som i det øvrige samfund omkring de forventninger til menneskers egenskaber og præstationer, der implicit støttes og fremmes, når raske tilskyndes til at anvende medicin. Det anbefales, at der fortsat sikres en producentuafhængig information, hvor eventuelle brugere får adgang til oplysninger om effektens størrelse og de vigtigste bivirkninger ved et lægemiddel. I den forbindelse anbefales det, at der stilles samme krav til medicin til raske som til anden medicin. Bl.a. skal medicinen som al anden medicin afprøves på målgruppen det vil sige raske mennesker. Det bør endvidere overvejes, om der bør være skærpede krav til information om effekt, bivirkninger, risici og andre behandlingsmuligheder, når medicin har til formål at virke på raske. Det anbefales, at der oprettes en rubrik i CTR (Det Centrale Tilskudsregister), hvor det ved hver ordination skal anføres, hvad et lægemiddel gives mod (i dag registrerer man kun forbruget af lægemidler og ikke indikationen). En sådan registrering kan medføre større bevidsthed omkring medicin til raske hos sundhedspersonalet. Endvidere kan det bruges i forskningen også inden for traditionelle sygdomsbehandlinger (arbejdsgruppen er opmærksom på, at det allerede er blevet besluttet at registrere indikationer i PEM en (Den Personlige Elektroniske Medicinprofil), når den indføres i 2004). For at være på forkant af udviklingen anbefales det i forlængelse af ovenstående, at der afsættes midler til en kontinuerlig monitorering af forbrug og indikationer. Det anbefales, at der afsættes midler til forskning i: o Normale eller gennemsnitlige tilstande, da der findes meget lidt viden på dette område. o Hvordan privat markedsføring via TV-kanaler, sygdomstema-hjemmesider fra private firmaer, producentsponsorerede hjemmesider samt øvrig PR/markedsføring af moderne livsstil påvirker salget af livsstils-medicin. o Befolkningens holdninger til livsstilsmedicin og de motiver og behov, som ligger bag forbruget af livsstilsmedicin. o Ikke-farmakologiske løsningsmodeller der kan tilbydes som alternativ til livsstilsmedicin. Derudover anbefales det, at staten sikrer, at der også forskes i alvorlige sygdomme og sjældent forekommende sygdomme. 11

13 12

14 Individuelle udtalelser fra arbejdsgruppens medlemmer Arbejdsgruppens medlemmer repræsenterer forskellige faggrene og institutioner, og under planlægningen af konferencen har de derfor lagt vægt på og bidraget med hver deres vinkler og synspunkter. Nogle enkelte af disse kan ses nedenfor. Peter C. Gøtzsche, overlæge, dr.med, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet: Der må sikres offentlig adgang til de upublicerede forsøgsrapporter og rapporter om bivirkninger, som industrien og Lægemiddelstyrelsen ligger inde med. Det er næsten umuligt for offentligheden at få adgang til disse oplysninger idag, men hemmelighedskræmmeriet indebærer, at man prioriterer hensynet til industrien højere end hensynet til patienterne, hvilket ikke er rimeligt. En sjælden, men farlig bivirkning af livsstilsmedicin kan fx være nok til, at nogle borgere vælger ikke at benytte medicinen. Men hvis de ikke ved noget om det, har de ikke nogen valgmulighed. Der bør i Danmark oprettes en offentlig forskningsfond på mindst 250 mio kr årligt, hvis formål er at støtte kliniske afprøvninger, hvor der er begrundet mistanke om, at lægemidler ikke har den effekt, som industrien hævder, de har, eller formodning om, at andre tiltag, som fx motion, kunne være lige så godt eller bedre end medicin. En sådan fond er bl.a. begrundet i, at talrige undersøgelser har vist, at der er store problemer med industri-sponsorerede afprøvninger, der ofte er designet, analyseret og sammenskrevet på en sådan måde, at de giver det for industrien ønskelige resultat. Inga Marie Lunde, dr.med., praktiserende læge, Silkeborg: I sygdomsfrygtens kultur tilskyndes raske til at indtage medicin for kroppens normale reaktioner. Det sker ud fra samme tankesæt, som danner basis for at raske mennesker tilskyndes til at blive undersøgt for at holde sig raske. De raskes øgede forbrug af lægemidler kan derfor ikke alene forklares udfra en stræben efter et ideal. Det handler også om at behandle sygdomsfrygt og risiko. Claus Møldrup, lektor, ph.d., Institut for Samfundsfarmaci, Danmarks Farmaceutiske Universitet: Det er vigtigt, vi forholder os kritisk til vores medicinske udvikling den vedrører os alle. Vejen mod en bæredygtig medicinsk fremtid er brolagt med et åbent og etisk stærkt samarbejde mellem myndigheder, medicinalindustri og patienter til gavn for alle parter. Marianne Møller, farmaceut, Institut for Rationel Farmakoterapi, Lægemiddelstyrelsen: Vi ser velfungerende og sunde mennesker overalt i markedsføring af nye produkter fra fødevarer til kosmetik og medicin. Med markedsføringen skabes der en forventning om, at noget udefrakommende kan gøre os smukke og lykkelige. Ofte mangler der imidlertid information, der kan skabe balance og danne grundlag for en fair afvejning af effekt over for bivirkninger eller ulemper. Når medicin har en virkning, har det også en bivirkning. Det gælder også for medicin til raske. Forbrugerne må informeres om muligheder og begrænsninger, så de selv kan vurdere en potentiel risiko. Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri, lektor, afdelingsleder Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Institut for Folkesundhed, Københavns Universitet: Ofte er det først, når der er udviklet et medikament, der retter sig mod at ændre en tilstand, at tilstanden begynder at blive defineret som et problem. Niels Kr. Rasmussen, mag. scient.soc., forskningskonsulent Statens Institut for Folkesundhed: I diskussionen om normalitetsbegrebet er det vigtigt at anlægge en række forskellige perspektiver: Eksperternes, industriens, sundhedsvæsenets og ikke mindst befolkningens vi må gøre os klart, hvilke værdier, der styrer, at mennesker forbruger og tilbydes medicin til raske. 13

15 14

16 Referat Af Lise Penter Madsen, freelancejournalist Baggrund for konferencen I de senere år er der sket en markant stigning i forbruget af lægemidler, der kan påvirke os til at præstere mere og bedre. Det gælder f.eks. potensforbedrende medicin og antidepressiv medicin, og inden længe vil vi også kunne få lægemidler mod generthed og overdreven shopping. Det er nemt at få øje på fordelene, men de adfærdsregulerende lægemidler skaber også dilemmaer. For hvor er vi på vej hen? Hvad gør det ved vores syn på os selv og på hinanden, at vi kan købe os til en ny personlighed og en større ydeevne? Vil det ændre på de samfundsmæssige forventninger til det at være menneske? Og hvad er de sundhedsmæssige for ikke at tale om de samfundsøkonomiske konsekvenser? Med konferencen Medicin til raske en syg idé? ønskede Teknologirådet at starte en debat om muligheder og konsekvenser ved adfærds- og personlighedsregulerende lægemidler, inden de for alvor bliver tilgængelige. Formålet med konferencen var at sætte fokus på en række udfordringer, som medicinering af raske kan tænkes at medføre i fremtiden. De lægemidler, konferencen drejede sig om, bliver i folkemunde ofte omtalt som livsstilsmedicin. Det er dog til dato ikke lykkedes at definere eller skabe konsensus om, hvad livsstilsmedicin er. Teknologirådet ønskede derfor også at få debatteret, hvordan der fremover kan tales mere entydigt om brug af medicin til raske, uden at man derved diskriminerer brugere af medicin. Velkomst Formand for Teknologirådet, Torben Klein, som var ordstyrer ved konferencen, startede med at byde velkommen til oplægsholdere, spørgepanel og de mange deltagere. Desuden takkede han arbejdsgruppen for dens arbejde med at tilrettelægge konferencen. I sit oplæg til konferencen refererede Torben Klein til et dilemma, som neurofysiologen Steve Bloom pegede på for et par år siden i en artikel i tidsskriftet New Scientist. Steve Bloom beskrev et lægemiddel, der hormonelt kan påvirke hjernen til at ændre spiseadfærd, dvs. et lægemiddel, der kan kontrollere hjernen. Sådan et lægemiddel ændrer imidlertid ikke kun spiseadfærden, men påvirker også personligheden påpegede Steve Bloom. Vi kan identificere hjernens mest private hemmeligheder, og vi kan identificere, hvordan vi kan kontrollere dem. Men er det ønskværdigt, spurgte han. Vil det ende med, at mennesker kan købe sig til en bestemt personlighed? Der er muligvis mennesker, der mener, at dette scenarium er langt ude, sagde Torben Klein, men eksempler viser, at det tilsyneladende ikke er længere ude, end at man i det amerikanske retssystem nu allerede så småt er begyndt at opfatte sindstilstand og adfærd som noget, man i visse tilfælde godt må ændre på ved hjælp af medicin. Torben Klein refererede til et par tilfælde, hvor tiltalte personer med psykiske og psykotiske lidelser var blevet tvangsbehandlet med psykofarmaka for at gøre dem egnede til at deltage i retshandlinger. Selvom der i eksemplerne var tale om diagnosticeret syge personer, så mente Torben Klein, at de alligevel var relevante for konferencens tema; den medicinske tvangsbehandling var jo ikke sat i værk for at kurere de omtalte personer, men havde haft til formål at bringe dem i en sindstilstand, der passede til den givne situation. 15

17 Lykken er en overkommelig diagnose Rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet, professor dr.phil. Lars-Henrik Schmidt indledte konferencen med oplægget Lykken er en overkommelig diagnose. Han satte fokus på menneskers selvopfattelse, og på hvordan vi er i færd med at ændre vores forhold til os selv. Vi tåler ikke lidelsen men flygter ind i diagnoser, som vi herefter kan gøre ansvarlige for vores dårligdomme, sagde han. Vi forklarer os selv og hinanden, at det ikke er mig, men et fremmedelement, der blander sig og besværer mit forhold til mig selv. Eksempler er, at vi i dag ikke længere er drankere, men lider af alkoholisme, og rygere er mennesker, der lider af nikotinafhængighed. Vi ønsker at være lykkelige, men hvad er lykke? I 1762 sagde Jean-Jacques Rousseau, at et menneske er lykkeligt, når det ikke vil mere, end det kan. Men kan vi det, vi vil?, spurgte Lars-Henrik Schmidt. Vi vil gerne leve op til hverdagens fordringer, men når vi ikke kan det, søger vi hjælp i lægemidler, samtaleterapi eller andet. Lægemidler er dog kun en af flere måder, hvorpå vi forsøger at opnå lykke. Set i dette perspektiv mente han derfor, at diskussionen om livsstilsmedikamenter snarere skulle handle om raskhedsfremmende midler end om medicin til raske. Det drejer sig nemlig om, at vi er ved at bevæge os fra sundhedsfremme til raskhedsfremme, hvor sundhedsfremme - som vi har praktiseret gennem de seneste år - handler om at blive så sunde, at vi kan modstå sygdomsangreb, mens raskhedsfremme handler om at udfolde sig. Lars-Henrik Schmidt kom herefter ind på de ændringer, der er sket på arbejdsmarkedet. Tidligere solgte vi dispositionsretten over vores arbejdskraft, men i dag sælger vi os selv. Vi sælger vores personlighed, hævdede han. Og med den ændring har vi fået et behov for at være unge og dermed også et behov for at styre og ændre vores livsstil, så vi fremtræder som unge. Lars-Henrik Schmidt anså det for en forkert afgrænsning, at konferencen ikke også handlede om doping, for i virkeligheden bruger vi de nye lægemidler til at beruse eller dope os til et mindre ulykkeligt liv, sagde han. Og det er ikke nyt, at mennesket beruser eller doper sig - i vores egen kulturkreds har vi jo f.eks. tradition for at bruge alkohol og kaffe. Til gengæld er de omstændigheder, hvorunder vi beruser og doper os med raskhedsfremmende midler, nye og anderledes. Kaffe og alkohol indtages under ritualiserede former, mens forbruget af de nye hjælpemidler sker under langt mere intime forhold. Når det gælder de nye lægemidler, er beruselsen ikke styret af ydre rammer, men af den enkeltes egen adfærd i ensomhed. Dermed bliver normal adfærd en ubestemt størrelse, og det er formentlig problemets kerne, sagde Lars- Henrik Schmidt. Normal adfærd bliver at kunne styre sin egen måde at dope sig på. Enhver er lyksalig i sit forbrug, men hvornår bliver der tale om misbrug? Det er spørgsmålet. Lars-Henrik Schmidt pointerede afslutningsvis, at man ikke kan medicinere eller vaccinere mennesker mod at have ondt i livet. Det er livsstilen, der er syg, og det er dét projekt, vi skal koncentrere os om at ændre menneskers forhold til dem selv, og dét er en pædagogisk opgave, sagde han. Herefter blev der taget hul på konferencens første session Fra rask til syg. Fra en praktiserende læges hverdag Lotte Hvas, praktiserende læge i Præstø på Sydsjælland, havde fået til opgave at fortælle om, hvordan udbud og forbrug af medicin til raske præger den praktiserende læges hverdag. Lotte Hvas fortalte, at mere og mere af hendes tid bliver optaget af patienter med skavanker og lidelser, som tidligere blev oplevet som normale tilstande. 16

18 Hun beskrev derefter en række faktorer, som efter hendes mening, har fremmet denne udvikling: For det første lægernes mulighed for at udskrive medicin, der rent faktisk virker mod normale tilstande. For det andet medicinalindustriens stadige tilbud om nye produkter og deres markedsføring af nye diagnoser til gamle produkter. Det er således dyrere at udvikle nye lægemidler end at skabe nye patienter, anførte hun. Ved at fokusere på kropslige reaktioner og beskrive dem som sygelige, kan der skabes store markeder for et lægemiddel, der allerede er godkendt. For det tredje patientforeningernes og nogle speciallægers og organisationers opfordringer til raske mennesker om at opsøge læge før det er for sent. For det fjerde pressens ivrige formidling af nye behandlinger og nye sygdomsbilleder. Lotte Hvas fortalte om en patienttype, som hun hyppigt møder i sin praksis, og hvis problemer er typiske for de dilemmaer og spørgsmål, hun dagligt skal tage stilling til. Eksemplet var en midaldrende mand sidst i 40 erne. Job i IT-branchen, gift med en skolelærer, far til to halv-store børn, bolig i Præstø, pendler dagligt til København ca. 1½ time hver vej. Han opsøger Lotte Hvas, fordi han har fået sværere ved at sove, har for meget at lave, har problemer med at følge trop med sine yngre kolleger, bliver hurtigere træt, har ikke lyst til socialt samvær med kollegerne, oplever en anstrengt stemning i hjemmet og fungerer seksuelt ikke som før. Han har fået mistanke om, at han måske lider af en depression, og har på internettet fundet et test-dig - selv spørgeskema, som han har besvaret. Konklusionen på testen havde lydt: Dine svar tyder på, at du måske kunne have en depression. Du bør gå til din læge og snakke med ham/hende om det. Desuden havde han i en reklamebrochure fra en hormonproducent fundet et spørgeskema, hvor han kunne teste, om han muligvis led under at være i den mandlige overgangsalder, kaldet andropausen. Ifølge testen var han muligvis moden til en testosteronbehandling. For den praktiserende læge er der mange muligheder at overveje: Skal denne patient have testosteron for andropausen? Skal han have lykkepiller mod social isolation og tristhed? Eller Viagra? Eller måske medicin mod træthed? Lotte Hvas vurderer, at medicin ikke er løsningen på mandens problemer. Hun er især forbeholden over for at udskrive medicin til andropausen, idet hun i den videnskabelige litteratur ikke har kunnet finde det dokumenteret, at der overhovedet eksisterer en tilstand som andropausen. På den anden side vil hun jo heller ikke sende den mandlige patient hjem med uforrettet sag. Hvis en læge vælger ikke at give medicin, så skal der sættes noget andet i stedet. Det kan være samtaler med lægen eller en opfordring til patienten om at prøve at løse problemerne ved at tale med sine venner. Det er ikke lige så nemt og hurtigt som at skrive under på receptblokken, men Lotte Hvas advarede imod at tro, at der eksisterer lette løsninger. Hvis vi gerne vil forstå problemerne, er vi nødt til at grave lidt dybere, lød hendes opfordring. Det er nødvendigt at se nærmere på, hvordan vi lever, på vores idealer og på hvilke krav vi stiller til os selv og vores omgivelser. Spørgsmål og diskussion Sophie Hæstorp Andersen (spørgepanelet) bad Lotte Hvas uddybe, hvad der skulle sættes i stedet, hvis medicinsk behandling blev fravalgt. Tænkte hun f.eks. på psykologbehandling? Lotte Hvas svarede, at hun hellere så, at man begyndte at acceptere, at man måske har behov for en pause. I hendes øjne er psykologbehandling en del af det, der bliver benævnt medikalisering, altså det at professionelle eller samfundet skal tage sig af at løse menneskers problemer. Det er vigtigt at give problemerne tilbage til det menneske, som har dem, sagde hun og tilføjede, at løsningen for hendes patient i Præstø måske i virkeligheden var at blive sygemeldt i tre måneder for at finde sig selv igen. Men hvad siger politikerne til det, spurgte Lotte Hvas. 17

19 Female sexual dysfunction fra rask tilstand til sygdom I konferencens næste indlæg Fra rask tilstand til sygdom belyste læge, ph.d. Lene Falgaard Eplov, København Amts Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, hvordan ukritisk forskning kan være med til at sygeliggøre normale tilstande. Lene Falgaard Eplov gennemgik en række eksempler, der tydeliggjorde forskellen mellem en reel behandlingskrævende dysfunktion og en normal tilstand, som måske fejlagtigt bliver gjort til en dysfunktion. Inden hun gik i gang med sit egentlige indlæg, redegjorde hun for begreberne sygdom og dysfunktion: Inden for sexologien (som Lene Falgaard Eplov har beskæftiget sig med siden 1996) og en række andre områder inden for lægevidenskaben defineres sygdom som en tilstand, der enten kan forårsage død eller alvorlig nedsættelse af funktionsniveau, mens dysfunktion defineres som en tilstand, der er forbundet med nedsat livskvalitet. Lene Falgaard Eplov tog herefter fat på det ofte og heftigt debatterede udsagn om, at forskere i de senere år har sygeliggjort kvindens seksualitet ved at skabe sygdomme. For at kunne forholde sig til det udsagn, må man dog først forstå, at både sociologiske, psykologiske og biologiske faktorer har en betydning for seksualiteten, sagde hun. Hun mente ikke, at man kan negligere de biologiske faktorer. I nogle tilfælde kan seksuelle problemer nemlig godt skyldes en kropslig dysfunktion, der eventuelt vil kunne afhjælpes med medicin. F.eks. kan kvinder i overgangsalderen få skedetørhed pga. nedsat østrogenproduktion, hvilket kan afhjælpes med lokalbehandling med østrogenholdige cremer. Og dette synes vel at være en rimelig behandling, tilføjede hun. Med sit næste eksempel illustrerede Lene Falgaard Eplov, hvordan et seksuelt problem måske fejlagtigt bliver rubriceret som en dysfunktion. Hun beskrev en 34-årig moderne kvinde med fuldtidsarbejde, to små børn og en karrieremand. Kvinden havde lyst til sex mindre end en gang om måneden, og dette oplevede den pågældende kvinde som et problem. F.eks. følte hun sig ufuldstændig og ukvindelig og manglede samhørighed med manden. Når hun i sjældne tilfælde havde samleje med sin mand, havde hun imidlertid ingen problemer med f.eks. skedetørhed eller med at få orgasme. Er det en behandlingskrævende tilstand, spurgte Lene Falgaard Eplov ud i salen. Tidligere blev det sygeliggjort, hvis en kvinde havde seksuel lyst. I dag må man stille spørgsmålet, om vi idealiserer den seksuelle lyst. Det kan føre til en sygeliggørelse af en normal reaktion, når den manglende lyst hovedsagelig bliver biologiseret, og de psykologiske og samfundsmæssige faktorer bliver tillagt mindre betydning. Lene Falgaard Eplov understregede, at når der snart vil være medicin, der kan modvirke nedsat seksuel lyst på markedet, så bliver det ekstra vigtigt at holde fast i, at både biologiske, psykologiske og samfundsmæssige faktorer kan spille ind ved manglende seksuel lyst. Hun tilføjede, at det imidlertid kan blive svært at holde fast, eftersom sexologisk forskning pt. er meget afhængig af midler fra medicinalindustrien, og eftersom det meget vel kan tænkes, at mange af nutidens kvinder vil kræve at få den pågældende medicin på trods af, at deres nedsatte lyst måske skyldes en række livsstilsfaktorer. Men hvornår kan man tale om, at en kvinde oplever nedsat seksuel lyst? Er det, når der går dage, uger eller måneder imellem, at hun har lyst? Der forskes stort set ikke i, hvad der er normalt, fortalte Lene Faldgaard Eplov. Hverken i den offentligt finansierede forskning eller i den forskning, der varetages af medicinal industrien. I øjeblikket beskæftiger sundhedsvidenskabelige forskere sig primært med at finde tal på, hvor stor en procentdel af kvinder, der har seksuelle dysfunktioner. Og disse undersøgelser har ofte store metodiske mangler hvilket dog blot er forventeligt, eftersom det er et nyt forskningsområde. Men det undskylder ikke, at manglerne bliver nedtonet. Lene Faldgaard Eplov fortalte om en amerikansk undersøgelse, hvor man bl.a. havde stillet kvinder følgende spørgsmål: Har der indenfor de sidste 12 måneder været en periode på flere måneder eller mere, 18

20 hvor du har haft manglende interesse i at have sex? Hvis en kvinde svarede ja, blev hun rubriceret som havende en seksuel dysfunktion. På lignende måde fandt man frem til kvinder med andre seksuelle dysfunktioner. Alt i alt nåede forskerne bag undersøgelsen frem til, at 43 % af de adspurgte kvinder havde en seksuel dysfunktion. Lene Faldgaard Eplov havde forventet, at forskernes metode var blevet kritiseret sønder og sammen, men tværtimod ser man ofte, at der refereres til de 43 %. Der tegner sig således et billede af en ensidig forskning, der sygeliggør den kvindelige seksualitet på et tidspunkt, hvor den sexologiske forskning ofte er finansieret af medicinalindustrien, og hvor der er medicin på vej inden for området, konkluderede hun. Spørgsmål og diskussion Niels Kr. Rasmussen, Statens Institut for Folkesundhed (arbejdsgruppen) ville gerne vide, hvad Lene Faldgaard Eplov mente med livskvalitet, når hun definerede behandlingskrævende dysfunktioner som tilstande, der er forbundet med reduktion af livskvalitet. Er det ikke den type definitioner, der er med til at udvide indikationsgrundlaget for medicinsk behandling, spurgte han. Lene Faldgaard Eplov forklarede, at flere områder inden for lægevidenskaben beskriver dysfunktioner som tilstande, der er forbundet med nedsat livskvalitet. Personligt mente hun, at nogle mennesker kan være så handicappede i deres livsudfoldelse, at man må tale om dysfunktion. Hvordan rammerne skal sættes kan diskuteres, men hun mente, at det var at forenkle problemet, hvis det aldrig kan komme på tale at give medicin til et menneske med meget nedsat livskvalitet. Praktiserende læge Inga Marie Lunde (arbejdsgruppen) efterlyste viden om, hvordan de adfærdsregulerende lægemidler påvirker seksualiteten. Lene Faldgaard Eplov svarede, at SSRI er og antipsykotika kan fremme seksuelle dysfunktioner, men at det primært er blevet undersøgt i forhold til manden. Lotte Hvas kommenterede, at der er bivirkninger ved al medicin, også ved SSRI erne. Desuden virker SSRI erne slet, slet ikke altid, sagde hun. Derudover nævnte hun, at der også er en samfundsøkonomisk bivirkning: Livsstilspatienter tager lægens tid og samfundets ressourcer fra kroniske patienter og mennesker, der er meget syge. Hun mente endvidere, at vi også skal tænke på, hvad det gør ved os kulturelt, at vi prøver at løse menneskelige problemer med medicin. Det er også en slags bivirkning, understregede hun. I forhold til undersøgelserne om kvinders nedsatte seksuelle lyst, opfordrede Bo Barfod fra Ferring Scandinavia (salen) til at se på problematikken i sammenhæng med, hvad manden har lyst til. Det kan jo være, at en kvinde, der føler, at hun har en seksuel dysfunktion, er sammen med en mand, der har et meget stort behov. Lene Faldgaard Eplov var enig og tilføjede, at det måske også var derfor, at man meget ofte får høje tal for kvinders nedsatte lyst. Ofte bliver kvinderne nemlig ikke spurgt, hvor hyppigt de har lyst, men hvor hyppigt de har manglende lyst, og det vil de nok typisk definere i forhold til partnerens ønsker. Tidligere praktiserende læge, Jens Gerhard Jensen (salen), havde bemærket, at der var et fællestræk ved de sygehistorier, der var blevet fortalt; nemlig mangel på glæde. Hertil kommenterede Lotte Hvas, at vi synes at have fået en idé om, at vi skal gå rundt og være glade hele tiden, men det kan vi jo ikke, og det må da være i orden. Hun mente, at vi skal acceptere, at livet består af både glæder og problemer. Lotte Hvas var endvidere bekymret for, om den amerikanske undersøgelse, der konkluderede, at der er 43 % seksuelt dysfunktionelle kvinder, ville føre til øget pres på de praktiserende læger. Hun frygtede, at tallet vil komme brasende i farvestrålende reklamer, hvilket vil gøre det svært at sige nej og at overbevise patienterne om, at det er noget vrøvl. Desuden mente hun, at praktiserende læger vil få speciallæger og politikere på nakken, hvis de siger nej til at behandle. Lotte Hvas gav derudover udtryk for, at det i dagligdagen kan være svært at gennemskue de informationer, der kommer fra medicinalindustrien og nogle af specialselskaberne. Det var en bemærkning, der 19

21 foruroligede Margrethe Nielsen fra Forbrugerrådet (spørgepanelet). Praktiserende læge, Mette Dahl Sørensen (salen) kommenterede imidlertid, at hun synes, at lægerne følger med. Vi har faglige selskaber, der gør alt for at hjælpe os med at følge med, sagde hun. Ifølge Mette Dahl Sørensen lå problemet snarere i, at de praktiserende læger sidder med ulige kort på hånden, når de sidder over for en patient, der f.eks. i aviserne har læst om forskellige behandlings- og undersøgelsesmuligheder. Hun nævnte som eksempel en patient, der havde læst, at chancen for ikke at dø af en hjerte-kar-sygdom blev fordoblet, hvis man går til lægen og bliver undersøgt. Så er det altså mig, der skal sætte mig ned og forklare patienten om forskellen på relative risici og absolutte risici og sige, at selvom avisen skriver, at det er en fordobling, så skal vi behandle 500 mennesker som dig i 10 år for, at én ikke får det heart attack. Det kan fru Jensen simpelthen bare ikke forstå, og det er ulige argumentation og ulige diskussion, sagde hun. Mette Dahl Sørensen mente også, at medicinalindustrien nærmest bombarderer både læger og patienter med reklamer. F.eks. skulle hun i disse dage mere end nogensinde tidligere tage stilling til neglesvamp. Anne Grethe Lund Hansen, Amtsrådsforeningens Sundhedsudvalg (spørgepanelet) bemærkede, at det er som om, at vi i dag har ophøjet sygdom og død til tilstande, som vi skal undgå. Men det er tilstande, vi skal lære at leve med, mente hun, og syntes som Lars-Henrik Schmidt, at det er en pædagogisk opgave. Måske skal der sættes ind allerede på folkeskoleplan, foreslog hun. Mats Lindberg fra Sønderjyllands Amt (salen) talte også om den pædagogiske opgave, og han pegede på, at den opgave ikke mindst hviler på lægevidenskaben. Det offentlige kunne være bedre til at tilbyde producentuafhængig lægemiddelinformation, producentuafhængig sygdomsinformation og producentuafhængig information om livsstilsproblemer, mente han. Birgit Petersson (arbejdsgruppen) fremførte, at hun var realistisk nok til at vide, at vi må kapitulere i forhold til medierne og måske også kapitalen, men at der er kommet et stigende problem på det her område, efter at man er blevet smartere og smartere til at sende pjecer ud. Ikke bare til lægerne men også til patienterne. Hun gav et eksempel fra 2002, hvor man ifølge Birgit Petersson faktisk vidste, og havde vidst i mange år, at der højst sandsynligt ville være problemer med østrogenerne i klimakteriet, idet man vidste, at der var en cancerrisiko, ligesom der var meget, der tydede på, at der ikke var den hjælp at hente i produkterne, som man reklamerede med. Men samtidig med at disse undersøgelser blev publiceret, så skyndte man sig at sende pjecer ud til almindelige borgere. Medicinalindustrien finder forskellige smarte indirekte måder at reklamere på f.eks. ved hjælp af sundhedsportaler på nettet. Tidligere var der et filter, hvor man ikke måtte reklamere for en hel masse lægemidler, og det virkede til en vis grad, sagde Birgit Petersson, hvorefter hun efterlyste en kommentar fra Jens Peter Kampmann til dette. Hertil svarede Jens Peter Kampmann, at Kommissionen og Parlamentet i EU har arbejdet med et forslag om ændringer i reklamereglerne for receptpligtige midler, men forslaget faldt. Lægerne syntes ikke, at det var vidtgående nok. Industrien syntes, at det var for vidtgående. Og de kunne ikke blive enige. Det kan godt være, at lægemiddelindustrien går længere til stregen i dag end i gamle dage, sagde Kampmann, men de har lov til at gå til kanten, og så må det være domstolene, der skal se på det. Overlæge Peter C. Gøtzsche fra Det Nordiske Cochrane Center (arbejdsgruppen) spurgte, om det ikke var muligt at svare igen på undersøgelsen vedrørende de 43 %, kvinder, der angiveligt skulle have seksuelle dysfunktioner, ved at henvise til eksisterende undersøgelser, der bl.a. viser, at samlejefrekvensen ikke er faldet. Lene Faldgaard Eplov kommenterede, at de undersøgelser ikke har nogen gennemslagskraft, fordi mennesker kun hører, hvad de vil høre, og det gælder både sexologer, befolkningen og sponsorerne. Det var hendes opfattelse, at de sexologer, der fremfører, at manglende lyst er et problem, virkelig har medvind for tiden. Desuden mente hun, at det har været tabubelagt at tale om, at kvindens ønske om samleje måske er mindre end mandens og at tale om, at kvinden ikke onanerer så tit som manden. Man har ment, 20