Dette hellige evangelium til sidste s.e. helligtrekonger søndag skriver evangelisten Johannes (Gud være lovet).

Transkript

1 Prædiken til sidste s.e.helligtrekonger, 9. februar 2014 Lemvig Bykirke kl (rytmisk) 2. tekstrække. Kol 1,25d-28; Joh 12, Bøn: Dette hellige evangelium til sidste s.e. helligtrekonger søndag skriver evangelisten Johannes (Gud være lovet). Men Jesus svarede disciplene»timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. v24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. v25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. v26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. v27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. v28 Fader, herliggør dit navn!«da lød der en røst fra himlen:»jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«v29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde:»en engel talte til ham.«v30 Jesus sagde til dem:»den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. v31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. v32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«v33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

2 Der var engang to gulerodsfrø. De var på samlebåndet på vej hen til den pose, de skulle gemmes i, så de kunne blive solgt. På vej hen mod posen snakkede de om, hvad de drømte om at blive til en gang. Det ene frø sagde: "Jeg har slet ikke lyst til at havne i en pose sammen med 500 andre frø og blive solgt i Netto. Det er ikke et liv for mig." "Det ved jeg nu ikke," sagde det andet frø, "måske er det meningen med os..." Men inden det andet frø fik snakket færdigt, forsvandt det første frø op i luften. To store fingre samlede det op. Det var en skolelærer, der viste sin klasse rundt på frøfabrikken. Han skulle lige bruge et gulerødsfrø, for at fortælle, at selv store gulerødder kommer af bitte små frø. Bagefter blev frøet limet fast på et stykke papir, så de kunne bruge det i den rapport, klassen skulle lave om besøget på frøfabrikken. På den måde fik det lille gulerodsfrø opfyldt sin drøm om at blive til noget specielt. Men det blev til gengæld også glemt!

3 Nu ligger rapporten i et depot i skolens kælder - hvis den da ikke er smidt væk for længe siden! Det andet frø havnede i en lille pose sammen med 500 andre frø, og en forårsdag blev posen solgt og båret hen i en have. Her blev frøet lagt i jorden midt i en lang række, og der gik ikke længe, før det mærkede livet boble inden i sig. Det voksede og knagede mens der voksede rødder nedenud og en grøn spire opad. Frøet kunne godt mærke, at det gamle liv nu var ved at være slut, men det tænkte ikke så meget over det, for nu begyndte der jo et helt nyt liv. Det kunne mærke helt ud i de yderste rødder og op i den krusede top, at det var meningen. At det var det virkelige liv for et gulerodsfrø, der nu var begyndt. Frøet skulle dø, for at det kunne leve videre.

4 1. del Vi har i dag hørt fra Jesus, at det er det samme med ham og med os. Han døde og blev lagt i graven, som et frø, og alle troede, at nu var det slut. Men på den tredje dag stod han op af graven til et nyt liv. Gennem død til liv - det er den livsvisdom, alle frø og kerner i naturen lærer os. Gennem død til liv. Jesus siger:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold«(joh 12,24). Jesus gik den vej, som han skulle gå og ved dét fandt han vejen til livet. Vi skal ikke gå i døden for at frelse verden fra synd og død. Men vi skal følge Jesus og for at gøre det, så siger han, at vi skal være parat til at miste os selv. Altså helt overgive mig til Gud og lade Ham definere, hvem jeg er og hvad meningen er med mit liv.

5 (Note: når Jesus her siger, at vi skal hade vort liv i denne verden for at få evigt liv, så taler han ikke om følelser et andet sted siger han også at vi skal hade de nærmeste i vores familie for at være værdig til Guds rige nej, Jesus taler om at Guds rige skal have første prioritet, så vi sætter det over alt at tro på Jesus og lade os lede af Hans sandhed og kærlighed) Paulus taler om til menigheden i Kollosæ om den hemmelig, at Jesus ved troen bor i os og når vi lever som kristne, så handler det om at lytte til Hans stemme. Når vi lader os lede af ham, så får vi vort liv på ny. Når vi er sandheden tro i kærlighed, så udfolder vi det potentiale, som ved dåben er lagt ind i os. Potentiale. Det er et godt ord. Det har en positiv klang. Hvad er vores potentiale? Det handler ofte om, hvilke talenter og evner man har og hvad man har mulighed for at opnå i fremtiden?

6 Gud har ved sin skabelse og ved at forme os i barndom, ungdom, voksenliv lagt et potentiale ind i os for vores menneskeliv. Det kan man virkeliggøre, hvis man accepterer sig selv som et menneske med den historie, evner, vilkår og sammenhæng, som er mit. Måske var der meget man kunne ønske var anderledes. At man selv var anderledes havde andre evne, et andet udseende, et andet temperament, andre dyder/laster. Det kan også være at der er noget i livet som der kan og bør forandres, men vejen til livet er at begynde her hvor jeg er og leve det liv, der er mit, uden at flygte fra det. Det er ikke lykken og livet at være noget specielt, - gulerodsfrø eller menneske - for det er i daglige liv, at livet leves og for alvor giver mening. Gud har også give os et potentiale ved dåben.

7 Vi er et Guds barn, fået evner og nådegaver til at virke i Guds rige og kaldet til at vokse op til Jesus. Måske var der noget, som man kunne ønske sig, der var anderledes at man ved at tjene Jesus kunne skabe sig et navn eller at det ikke var så besværligt at kæmpe mod synden eller at alle de andre kristne var anderledes. Men lykken er lige her i det kristenliv, som Gud har givet mig. Jesus er i os og vi skal udforske, hvad han ønsker at gøre med os og for og i os. Det er vejen til livet det sande gode liv. 2. del Vi taler ofte om at vi skal være bibeltro og det er et godt udtryk. Det siger noget om, at vi gerne vil tage bibelen alvorlig og lade os lede af det som den åbenbarer om Gud. I tro og livsførelse vil vi være tro mod den sandhed, som åbenbares for os, for vi tror det er vejen til frelse og evigt liv. Bibeltro.

8 Men der er et andet udtryk, som jeg har hørt ofte på det seneste, nemlig ordet Bibelglæde. Det er også et godt ord og det udtrykker noget af det samme. Vi glæder os over bibelens ord, for det give liv til både kristentro og menneskeliv det giver en glæde, som består og som er det fundamentale i det kristne budskab. Og det giver kun mening at tale om bibelglæde, hvis den glæde springer (som en kilde) ud af en troskab mod hele Guds ord. Og vi er kun bibeltro, hvis vi finder ind til den glæde, som er den grundlæggende tone i hele den bibelske fortælling og åbenbaring. Men hvordan kan vi være sandheden om os selv tro og den bibelske sandhed om Gud tro - i kærlighed? Det handler jo om, at det nye liv, som Gud har givet os, skal vokse i os, så vi kan bære mange fold, altså blive til velsignelse og glæde for de mennesker vi lever med og den menighed vi er en del af?

9 Lad os grunde lidt over, hvad det vil sige at være sandheden tro. Ved dåben genfødes et menneske til at være et Guds barn. Det er en grundlæggende forståelse af et kristent menneske, at vi sættes ind i en relation, hvor Gud er vores far og vi er Guds børn. Jesus siger: Den som ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det. (Mark 10,15). Den grundlæggende forståelse af os selv som er kristne er altså defineret ud fra dette, at vi er helt afhængige af Gud og må komme til ham som et barn til sin far. Det betyder ikke, at vi skal være barnlige og kan fralægge os ansvaret for menneskeliv og kristenliv med henvisning til at vi jo bare er børn. I mødet med evangeliets tiltale om omvendelse og kaldet til at følge Jesus, så står vi til ansvar som voksne mennesker.

10 Der tales også ofte i bibelen om, hvordan vi som kristne skal vokse i tro og erkendelse og påtage os et ansvar for vores tro, liv og menighed. Paulus skriver til menigheden i Efesus om, at de ikke skal lade sig føre vild af enhver lærdom, som de møder, så advarer han menigheden mod at være som uforstandige børn. Vi skal vokse som kristne, som lemmer på et legeme, der har Jesus Kristus som hoved. Det gør vi bl.a. ved at kende og holde fast ved apostlenes lære om kristen tro og livsførelse, så vi ikke bare følger tidsånden og lader den føre os væk fra den sande tro. Men når vi som kristne og som menighed skal stå fast ved at tale mod de lærdomme, der strider mod de overleveringer vi har fået i den hellige skrift og tale for de lærdomme, der udfolder den sandhed som er åbenbaret os, så er der to vigtige forhold vi skal besinde os på. For det første skal vi være: sandheden tro i kærlighed

11 altså hele tiden elske og bede for de mennesker, som vi måtte være uenige med og som på en eller anden måde kan støde sig på den sandhed, som vi underviser og forkynder om. Og vi må tale med dem og om dem på en måde, så vores kærlighed til dem er tydelig. For det andet, så skal vi være klar over, at vi i denne verden ikke kan kende sandheden fuldt ud. Ligesom et barn ikke forstår alting i den voksne verden, sådan erkender vi kun noget af den virkelighed, som Gud kender fuldt ud. Paulus taler i 1. kor 13 om, hvordan vores erkendelse af kærligheden i denne verden kun er stykkevis. Vi er begrænset af vores menneskelighed og ikke mindst vores medfødte syndighed, i forhold til vores erkendelse af sandheden og kærligheden.

12 Stå fast Jeg vil gerne tage to eksempler frem på, hvordan vi bliver udfordret til at stå fast på den sandhed, som er blevet overleveret. Vi bliver udfordret af den kirke, som vi er en del af og den kultur som præger det danske samfund på en række områder, men jeg vil særlig nævne spørgsmålet om alles frelse og kirkelig vielse af gengifte. Det er i begge tilfælde områder, hvor vi har svært ved at stå fast, fordi vi følelsesmæssigt ikke selv bryder os om den sandhed vi møder i bibelen og samtidig her vi møder de stærkeste reaktioner. Når Jesus taler om, at der skal fældes dom over denne verden, om fortabelsens risiko og om det forfærdelige ved at tilbringe evigheden borte fra Gud, så ville vi ønske at det ikke var sandt. Og når der i den augsburgske trosbekendelse står: Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder,

13 men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende., så er det en så frygtelig virkelighed, der tales om, at vi få lyst til at tie om det. Men skal vi tale om frelse og fortabelse med kærlighed, så må vi holde fast ved den klare lære, som vi møder i bibel og kirkens bekendelser. For vi taler kun kærligt om det, hvis vi holder fast ved den lære, for ellers bedrager vi jo mennesker til at tro, at der ikke er nogen risiko for fortabelse. På samme måde ville vi ønske at Jesus og apostlene ikke havde vejledt os konkret om forståelsen af det 6. bud om ikke at bryde ægteskabet. Vi lever i en kultur, hvor der er så mange samlivsforhold, at den bibelske vejledning om at alene det livslange ægteskab mellem mand og kvinde bør være rammen omkring det seksuelle samliv, bliver så svær at formidle.

14 For gang på gang står vi i situationer, hvor det bibelske bud om ikke at gifte sig igen, virker som hård og fordømmende i forhold til mennesker, der blot oplever kærligheden og ønsker at leve den ud med hinanden. Men selvom der er situationer, hvor mennesker ikke er i stand til at følge den bibelske vejledning, så er det vigtigt at stå fast på denne bibelske sandhed. For det 6. bud er jo givet for, bedst muligt at lade mennesker opleve kærlighedens kraft og fylde, mens vi lever menneskelivet. Det mest kærlige er, at sige ja til det livslange ægteskab mellem mand og kvinde og sige nej til at man skal giftes igen, flerkoneri eller homofile ægteskaber. Det er en misforståelse, når nogen mener, at det er et udtryk for et hårdt hjerte, når man vejleder til ikke at gifte sig igen.

15 For ved at holde fast ved denne bibelske sandhed, beskytter vi den gode ordning for menneskelivet, som ægteskabet er og vi står kærligt ved siden af dem som svigtes af en ægtefælle, som ikke stod ved det løfte som blev givet. Vi kan kun have bibeltroskab og have bibelglæde, hvis vi bøje os for bibelens ord og hvis vi vil gå ind i det vanskelige arbejde med at grunde over og prøve at forstå, hvad Gud vil vejlede os til i dag. Det betyder for mig, at jeg må lade mig anfægte af de ord jeg læser og ikke tro, at jeg fuld ud forstår dem eller har fundet den endegyldige sandhed. Det er noget som vi aldrig må blive færdig med. Afslutning Vi har i dag hørt om, hvordan vi finder sandheden. Det gode sande liv som menneske og som kristen. Det gør vi ved at overgive os til Gud og lade ham vise os, hvad han har tænkt med os så ser vi vort sande potentiale.

16 Vi har hørt om, hvordan bibelen er Guds åbenbaring, så vi lærer sandheden at kende ved at grunde over Guds ord og lade os lede af det. Men først og sidst, så er det Jesus Kristus, der er sandheden. Vejen, sandheden og livet. Kristendommen er meget mere end en ide, en lære, ideologi eller kultur det er en relation. Det er at tro og tjene ham, som er Sandheden. Når vi giver ham vores liv mister det så får vi det tilbage 1000 gange smukkere og bedre. Thi takke vi Gud, vor Fader god, som lærken i morgenrøde, for dagen han os oprinde lod, for livet, han gav af døde, den signede dag i Jesu navn, os alle vort liv forsøde. Amen