Skriveøvelse 1. Digital Æstetik: Analyse. Indholdsfortegnelse. Martin Nøhr Martin Nøhr Antal anslag: Redegørelse...

Transkript

1 Skriveøvelse 1. Digital Æstetik: Analyse Martin Nøhr Antal anslag: Indholdsfortegnelse Redegørelse... 2 Analyse... 3 Konklusion... 6 Litteraturliste

2 Problemformulering I forbindelse med denne skriveøvelse har jeg valgt at analysere programmet Auto- Illustrator. Derfor vil jeg i denne opgave gennemgå følgende punkter: - Jeg vil først give en kort redegørelse af programmets oprindelse og beskrive hvordan interfacet fremgår ved første øjekast. - Herefter vil jeg analysere dele af programmet, med henblik på afsluttende at vurdere de problemstillinger og spørgsmål som programmet rejser. Redegørelse Auto- Illustrator er udviklet af Signwave der efter flere års forskning og kreativ aktivitet, udgav programmet Autoshop; et gratis eksperimental og generativt maleprogram til Macintosh computere som en parodi på Adobes Photoshop. Autoshop udgør sammen med en række tekster et kritisk perspektiv på generativ kunst, forfatterskab og reproducerbarhed i digitale medier. Ud fra disse perspektiver udspringer Auto- Illustrator, der ligesom Autoshop, provokerer brugere og kritikeres forståelse af hvad der udgør et kunstværk i en digital kontekst ved at benytte generative funktioner og kode i programmets interface. Dette er blevet anerkendt på den digitale kunstscene, hvor programmet er blevet vist til forskellige events i verden, heriblandt London, Milano, Seattle og New York. I 2001 vandt Auto Illustrator en delt første plads i Berlins Transmediale Festival, i en hidtil ny kategori nemlig Artistic Software 1 På overfladen ligner Auto Illustrator blot endnu et stykke software til at foretage grafisk arbejde i. Der findes, ligesom i andre kendte programmer en række redskaber, som kan benyttes til at indsætte ovaler, rektangler, tekst, samt redskaber der bruges til at markere og rotere elementer osv. Der er ligeledes et område hvorpå det grafiske arbejdet foretages, en farvepalet og et vindue hvori der kan arbejdes med forskellige lag. Nogle ikoner er dog 1 About Auto- Illustrator 2

3 også mindre genkendelige, som eksempelvis de to ikoner af insekter, men dette er ikke nok til at flytte brugeren fra det overordentlige førstehånds indtryk. Altså virker det efter første øjekast som et pragmatisk interface vi allerede kender gennem software som Microsoft Paint, Adobe Illustrator/Photoshop osv. Dette er det dog langtfra, og det vil jeg komme nærmere ind på i næste afsnit hvor jeg vil se nærmere på nogle af funktionerne i programmet. Analyse For at give et indtryk af de indlagte generative funktioner i Auto- Illustrator, vil jeg først kort beskrive to af programmets værktøjer, nemlig redskaberne for at oprette ovaler og tekst. Disses ikoner er metaforiske i den forstand at vi godt ved hvad de betyder og gør, vi kender dem gennem tidligere brug i diverse pragmatiske interfaces. Vi ved at det grå ikon med en cirkel på, er det såkaldte oval- tool der bruges til at optegne en oval i en kasse vi vha. musen kan bestemme størrelsen på. Vi ved at man ved tekstværktøjet kan udføre samme handling og skrive noget tekst inde i feltet. Denne brug af metaforer er typisk i pragmatiske interfaces, og genkendeligheden i interfacets funktioner gør det lettere for brugeren at anvende dem. Dog er det her programmørerne af Auto Illustrator spiller brugeren et puds, da der sker noget andet end hvad man som bruger forventer. Gennem denne omvæltning kan man anskue interfacet som gående fra et metaforisk interface mod et mere metonymisk interface: Hvor metaforiseringen af interfacet ved hjælp af substitution strukturerer verden og sørger for, at alt er velkendt for den bruger, der kontrollerer verden, er det omvendt tilfældet i det metonymiske interface. (Andersen. C, s. 70, l ). Man konfronteres med den transparens der hidtil har været mellem bruger og interface i denne type programmer, og pludselig har man ikke samme kontrol over ens arbejde, og må acceptere at interfacets medfødte generative rutiner spiller en stor rolle. Hvis man bruger oval- tool, har man her muligheden for at vælge om stilen skal være Childish, Adult eller Artistic, samt mængden af præcision. Altså kan man ikke blot tegne en almindelig oval, men må her lade det generative og de forudbestemte parametre råde. Hvis man vælger childish tegner man ved oval- tool et smilende ansigt, og ved rectangle- tool et 3

4 hus. Nedenstående billede viser tre eksempler på en oval i barnlig stil gående fra shabby mod precise. Det er altså i dette program ikke fuldstændig overladt til en selv hvad man vil tegne, og kommer hurtigt til at anse sig selv som en brik i programmørernes spil. Et andet eksempel på dette ses i tekstfunktionen. Her får man også mulighed for at benytte nogle af de generative resurser som programmet er født med. I tekst værktøjets tilfælde, er der mulighed for at programmet selv genererer et ord når man trykker et vilkårligt sted man gerne vil indsætte noget tekst. Denne tekst kan man, som nedenstående billede viser, selv bestemme kompleksiteten af. Målt i forholdet mellem terse mod verbose, som kan oversættes med ordknap og koncis mod ordrig og omstændelig. Om det ord der genereres giver mening for brugeren er ikke sikkert, som det også står i programmets users guide: It likes to make up words. Sometimes they make sense. (Auto-Illustrators Users Guide, p. 15.). 4

5 Der findes stort set generative rutiner til alle værktøjer i programmet, og det er praktisk talt umuligt at kontrollere programmet i samme omfang som det er muligt ved andre kendte pragmatiske interfaces. Et sidste sjovt eksempel på dette, mener jeg er Auto- Illustrators colour picker. Hvis man ønsker at vælge en farve kan man trykke på den, men programmet vil generativt finde en anden farve den finder mere passende, og fortælle brugeren at denne farve altså lige er lidt sejere. Dette understreger meget tydeligt den mangel af kontrol brugeren besidder, og måden hvorpå interfacet og derigennem programmørens udtryk bringes i fokus. Så hvad er det dette program forsøger at fortælle os? Gennem de generative elementer, der stort set gør sig gældende ved alle værktøjer gøres det svært for brugeren at have kontrol over det arbejde hun foretager sig. Denne provokation får brugeren til at anskue interfacet på afstand, og derved indse at interfacets kode fungerer som et udtrykkende medie. Gennem koden kan den kulturelle kommunikation både gøre ting lettere forståeligt for brugeren, men også benytte en mere ugennemskuelig logik: it may make some messages easy to conceive and render others unthinkable. A code may also provide its own model of the world, its own logical system, or ideology (Manovich, L p. 64, l ). Programmøren af et interface, kan som forfatter af koden gøre interfacet pragmatisk ved brug af metaforer og kendt logik og derved gøre sin rolle som medforfatter mindre synlig. Eller, som det er tilfældet i Auto- Illustrator, kan programmøren bruge koden til at iscenesætte sig selv som kunstner, og derved også gøre sin rolle som medforfatter tydeligere. Og på denne måde kan man sige at Auto- Illustrator udstiller den transparens der ofte findes mellem bruger og pragmatiske interfaces, og brugeren bliver gjort opmærksom på programmørens rolle som medforfatter når et sådant interface benyttes som et kreativt medie. Et interessant aspekt i denne sammenhæng, er det paradoks som Lev Manovich kommer ind på omkring det han kalder new media artworks. Disse kunstværker, skriver han, har ofte en form for informational dimension, forstået på den måde, at de er opbygget i form af kvantitativ data. Hvilket retfærdiggør en opdeling mellem indhold og interface. Samtidig besidder de eksperimentale og æstetiske dimensioner, hvilket retfærdiggør deres status som kunstværker. (Manovich, L p. 66). I mange grafiske design sammenhænge, 5

6 kan det menes at der findes en bestemt opskrift på et succesfuldt værk. Denne problematik kommenterer Auto- Illustrator også på, ved at indbygge generative funktioner der parodierer reklamer af Apple og IKEA, og gengiver det samme look. Herved udfordrer Auto- Illustrator forestillinger omkring kreativitet og originalitet indenfor det grafiske design miljø. Og ved at lade interfacet udspille denne rolle, frafalder håndværket og den kunstneriske sans hos designeren, og derved opstår spørgsmålet: Hvem er kunstneren? Brugeren af programmet eller forfatteren af koden? Konklusion Auto- Illustrator fungerer både som et kunstværk og et brugbart kreativt interface. Som kunstværk fungerer Auto- Illustrator som en scene for programmørernes kreative udtryk, hvor interfacets layout og kode er opstillet for at provokere brugere og kritikere til at overveje deres forståelse for, hvilke faktorer der udgør et værk skabt vha. et stykke software. Netop at skabe grobund for denne refleksion er et af de centrale formål for software kunst. 2 Samtidig forbliver programmet et brugbart kreativt interface. I og med at Auto- Illustrator kan benyttes af en bruger, og besidder et væld af generative rutiner der giver mange innovative måder at skabe grafiske data. 2 Pold, S. s. 17, 2005, Genrer i digital kunst. 6

7 Litteraturliste Christian Ulrik Andersen: Interfacet som våben, værktøj og legetøj SAGE, NLS, Spacewar! Og 60 ernes digitale kultur. (Interface digital kunst & kultur, 2007, Århus Universitets forlag). Lev Manovich, The Language of New Media, 2001, MIT Press. Søren Pold, Genrer i digital kunst, 2005, Center for digital æstetik forskning. Auto Illustrator, Users Guide. (ikke fundet online, men i det kartotek hvori Auto- Illustrator kommer når det downloades.) - 7