Daniel Hansen Didaktisk Opgave Dec. 2012

Transkript

1 Indledning: Jeg er i praktik på botilbuddet Nørrebo, som er et bosted for voksne fysisk og psykisk handicappede. Deres alder er fra midt 30 erne og op til sidst i 70 erne, men deres aldersniveau er nogle gange helt nede på børneniveau. Dette medvirker at der skal personlig pleje, omsorg og struktur til at få deres hverdag til at hænge sammen. Jeg har i min opgave valgt at fokusere på de mandlige beboere i Nørrebo. I den forbindelse har jeg valgt at planlægge en herretur til Tyskland, hvor vi skal ud på et skibsmuseum og bagefter ud og spise på Hansens Brauerei. Dette har jeg valgt, fordi jeg ved der har været mangel på mandligt personale og mandlige studerende i lang periode. De er kun vant til at have kvindelig personale med dem. Jeg er i den overbevisning at der skal en mand til at anerkende en mand et hundrede procent og derfor skal der heller ingen kvinder med på turen. Jeg har derfor også valgt at få en mandelig vikar med på turen, så vi kan få alle de mandlige beboer med. Målet med forløbet er at få de mandlige beboere til komme i kontakt med deres indre mand og derved forhåbentlig få dem til at åbne op for tanker og følelser, som de ellers ikke ville være i stand til med kvindeligt selskab. Metode: Jeg vil i min opgave sigte mod de mandlige beboers livskvalitet, hvor udgangspunktet er Hiim & Hippes didaktiske relationsmodel. Modellen består af 6 punkter, hvor ingen af dem kan stå alene. De kan dog stadig påvirkes og forandres i forhold til hinanden 1. Jeg vil også tage udgangspunkt i dele af Axel Honneths teorier om anerkendelse. Beboerne: Laust: 40 år. Down Syndrom. Forstår alt, formidler alt verbalt, men kan være svær at forstå. Ejner: 44 år. Har epilepsi. Er meget social. Stammer, men er forholdsvis nem at forstå. Gert: 58 år. Har en mild grad af autisme. Er social, siger mange ord, men meget svær at forstå. Knud: 48 år. Har epilepsi. Er en enspænder. Forstår alt og forholdsvis nem at forstå. Navnene er fiktive. 1 Mennesket i hjernen af Kjeld Fredens. Side 55. 1

2 Axel Honneth: For at en pædagog skal kunne give omsorg og støtte for en borger, skal pædagogen kunne anerkende borgeren. Anerkendelsen vil give chance for at borgeren lærer at anerkende sig selv. Axel Honneth er en tysk professor i social filosofi. Han har studeret filosofi, sociologi og germanistik 2. Han er en af de personer der arbejder med anerkendelsesbegreber og er kendt for sine teorier omkring samme. Honneth gør brug af tre anerkendelsesformer. Privatsfæren, Den retslige sfære og Den solidariske sfære. Hver sfære udgør et trin i borgerens udvikling, da det må erfare alle former for anerkendelse, for at kunne blive fuldt individueret. Ifølge Honneth, kan hver enkelt af disse anerkendelsessfære, ikke alene være nok til at kunne danne et fuldt realiseret liv. Hver sfære skal gennemleves for at kunne tilegne sig tre grundlæggende former for forhold til sig selv. Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse som udgør en normativ idé til det gode liv 3. Privatsfæren omhandler det emotionelle og kærlighedsforholdet mellem forældre, børn, kæreste og venner. Ifølge Honneth udgør kærlighed og venskab den emotionelle anerkendelse, som gør borgeren i stand til at udtrykke sig og se sig selv som en der kan deltage i nære fællesskaber og samfundsmæssige forhold 4. Med andre ord, vil kærligheden være fundamentet til borgerens selvtillid. Den retslige sfære omhandler anerkendelse i form af rettigheder, som sikrer borgeren de grundlæggende muligheder for at realiserer sin selvstændighed og derved kan bestemme over sig selv 5. Igennem rettighederne er borgeren i stand til at få selvrespekt og agtelse for sig selv, som et lige medlem i samfundet blandt andre. Det vil medvirke at borgeren bliver bevidst om sig selv som en moralsk person, der er i stand til at indgå i offentlig drøftelse. Den solidariske sfære omhandler anerkendelse igennem relationer til gruppen/fællesskabet/samfundet, hvor borgerens deltagelse og positive engagement bliver anerkendt. Det er igennem fællesskab, at borgeren i samhørighed med andre, indgår i et fællesskab, hvor individet bliver anerkendt for sin egen unikke særegenhed. Det betyder, at 2 Axel Honneth, Begrebet for anerkendelse af Hans Reitz. Side 8. 3 Axel Honneth, Begrebet for anerkendelse af Hans Reitz. Side Axel Honneth, Begrebet for anerkendelse af Hans Reitz. Side Axel Honneth, Begrebet for anerkendelse af Hans Reitz. Side 16. 2

3 borgeren indgår i gruppens/fællesskabets/samfundets hele og bliver anerkendt for sine specielle evner og særlige kvaliteter, samt bidrag til samme. Det udløser selvværdsættelsen, som et medlem af et solidarisk fællesskab 6. Læringsforudsætninger: Da der er tale om en herretur, er det naturligvis kun mændene i Nørrebo der kan deltage i turen. Dog blev vejleder og jeg enige om, at det ville være uhensigtsmæssigt at få den ældste beboer på 79 år, med på turen. Han er langsom til bens og kan ofte være meget konfus. Desuden lykkedes det mig kun at få 4 mandlige beboer med, ud af 5 mulige. Den 5. ønskede simpelthen ikke at deltage, eftersom han ikke kunne komme med på den tur, han ønskede. Jeg har så vidt muligt, prøvet at motivere ham til at komme med på turen, men jeg respekterede også hans nej. Jeg ved af erfaring, og efter mange samtaler med vejleder, at han er meget svær at få med på sådanne ture, hvor andre beboere indgår. Rammefaktorer: Jeg valgte datoen d kl , eftersom det var en dag, hvor de alle havde fri fra deres arbejde. Jeg kunne derfor starte turen fra om formiddagen og samtidig ville jeg ikke have nogen komplikationer med at få dem med pga. tilknytning til deres arbejdsplads. Bussen havde jeg ligeledes reserveret til formålet, så de andre ansatte vidste, at de ikke ville kunne bruge bussen i den periode. Jeg havde desuden valgt at få vikar Steffen med på turen, som en hjælpende hånd. Læreprocesser: Jeg har så vidt muligt, prøvet at inddrage hver enkelt beboers ønske, om hvor de kunne tænke sig at komme hen. Det har jeg gjort ved at have en-til-en tid med hver enkelt beboer, samt haft et punkt på beboermøder, hvor jeg har spurgt ind til hvilke tanker og ønsker de havde om den fremtidige herretur. Hvert ønske noterede jeg ned og for derefter at tage udgangspunkt i de ønsker der gik igen, ved hver beboer. Ét ønske havde de alle til fælles og det var at komme til Egeskov Slot og blandet andet, kigge på gamle biler. Desværre, kunne dette ønske dog ikke realiseres, eftersom de netop havde været på sådan en tur. Derfor konkluderede jeg, at jeg måtte 6 Axel Honneth, Begrebet for anerkendelse af Hans Reitz. Side

4 finde noget nært tilsvarende, som dét de havde ønsket. Det blev til Skibsmuseum i Flensborg, med efterfølgende mande-frokost på nærliggende restaurant Hansens Brauerei, samt hyggetur op af Flensborg gågade og få kaffe. Det er min rolle som studerende, at være iagttagende på turen. Jeg vil gøre brug af situeret læring og samtidig skal jeg kunne drage omsorg, støtte og vejlede hver beboer på turen. Det vil sige, at jeg under opholdet på museet ikke vil fortælle dem hvad de skal se og gøre. De bør selv tage initiativ til at se på tingene og spørger de ind til tingene vil jeg naturligvis forklare hvad de kigger på og hvad de har med at gøre, på bedst anerkende vis. Ligeledes forklarer jeg dem også kun hvilken mad, de kan vælge imellem, på restauranten og caféen. De bør selv vælge deres mad og drikke. Mål: Mine mål, for turen, er som følgende: At lave en tur, som giver beboerne livskvalitet. (Overordnet mål) At give beboerne mulighed for at åbne op for tanker og følelser, som mand. (Visionsmål) At få erfaringer med Hiim & Hippes didaktiske relationsmodel. (Delmål) Indhold: Dagen startede med at jeg mødte ind kl. 9.30, så jeg kunne få styr på penge, pas mm. Beboerne var spændte og ventede kun på at jeg blev færdig, så vi kunne komme af sted. På vej til Flensborg, kørte vi ud for at hente vikar Steffen. Turen derned var rolig, men jeg prøvede gentagne gange at få stemning op, ved at spørge ind til om de glædede sig, og om vi skulle ud og kigge på nogle søde tyske piger. Det virkede. Vi ankom til skibsmuseet kl og vi havde vejret med os. Efter at have kigget lidt på de ting, de havde stående ved indgangen, viste jeg Knud et sted, hvor man kunne binde forskellige knuder, ud fra instrukser på et bord. Overraskende nok, tog han selv initiativ til at lave en knude, hvilket lykkedes ham meget godt. Vi gik op på første sal, hvor de havde masse historie omkring Flensborg og dets skibe. Laust var her især en del interesseret og gik meget selv, for at læse hvad der stod på de forskellige skilte. 4

5 Vi tog derefter udenfor, hvor de havde et lille bassin med et par små skibe i. Efter jeg havde vist lidt begejstring for det, prøvede de alle at lege lidt med skibene i vandet. Vi kom ind i en anden bygning, hvor de blandt andet havde et skib, man kunne komme ind i. Her var der virkelig stor interesse fra alle parter, lige foruden Ejner som mente at man ikke måtte stå inde i det. Til sidst, kom vi over i en bygning hvor man kunne se hvordan motorer fungerede, ved at dreje på et hjul. Igen var Ejner lidt tilbageholdende. De andre havde dog stor fornøjelse ved det. Bagefter gik turen til restauranten. Her livede Ejner dog mere op igen. Jeg forklarede, at dem der kunne have en rigtig mande øl, måtte gerne det. Laust og Ejner ville bestemt. De to andre, nøjedes med æblejuice. Jeg fandt nogle retter frem på menukortet og læste hvad de indeholdte. Dog valgte de alle sammen det samme og maden nød de i stor stil. Til sidst gik vi op ad Flensborg gågade. Gert følte sig dog mest tryg ved at gå med enten Steffen eller mig i armen. Jeg forsøgte dog så vidt mulig til at motivere ham til at gå selv. Når jeg havde Ejner på tomandshånd, prikkede jeg lidt til ham, når vi så en køn pige, så han rigtig kunne føle sig som en mand, der var ude og kigge på damer. Det var noget vi havde snakket en del om, dagene op til turen, så det løfte ville jeg naturligvis overholde. Vi endte på en café hvor der var en rulletrappe, som de skulle ned af. Gert og Ejner var meget utrygge ved dette. Jeg fik dem dog overbevist til sidst, til at prøve rulletrappen ved at jeg holdte dem i armen. Knud syntes det var vældigt, og han tog flere ture på trappen. Vi fik kaffe og kage, efter eget valg og så begyndte Knud at være meget trætbar. Klokken var også ved at være mange og de var alle enige i, at de godt ville tilbage til bussen og køre hjem. På vej hjem sov de alle i bussen, så noget tyder på at de har brugt masser af energi og kræfter på turen. Vi var retur igen kl Vurdering/Evaluering: Som en del af min evaluering, valgte jeg at printe billederne ud fra turen og indkalde de mandlige beboere til et lille evalueringsmøde. Billeder blev brugt til at kunne fremkalde de tanker og følelser de havde under forløbet. Mens de 4 mandlige beboer kiggede på billederne spurgte jeg ind til turen og omkring de ting de oplevede. De var alle enige om at det var fint på skibsmuseet. Knud lyste op da han så sig selv bag roret på et skib. Det samme gjorde Laust. Gert gentog flere gange at han godt kunne tænke sig at komme af sted næste år igen. Ejner grinede da han så et billede af sig 5

6 selv, med en masse øl i baggrunden. Da de så billeder fra den restaurant vi var på, udbrød Ejner, at han fandeme blev mæt. Kort efter sagde Laust at han i hvert fald spiste det hele op. Alt i alt var de alle enige om at det var en flot tur, og at de godt kunne tænke sig flere af disse ture, uden kvinder. Ejner havde dog et ønske om at der skulle være flere dameben at kigge på, næste gang. Personligt synes jeg selv, at alt gik rigtig godt. Jeg havde troet at der ville opstå flere konflikter, end der gjorde. Det eneste lidt problematiske var at Laust skulle på mange toiletbesøg, hvor hvert toiletbesøg tog ca. 15min. Jeg føler det var et godt valg at få en vikar med, så man både kunne drage omsorg om Laust, der skulle på toilettet, samt de øvrige beboere, så de ikke blev væk i omgivelserne. Jeg syntes også at jeg har formået at være så anerkende som muligt, ifølge Honneth. Jeg har givet beboerne medbestemmelse i, hvad de kunne tænke sig at lave på herretur, som rammer den retslige sfære. Jeg har respekterede den 5. beboers ønske om, ikke at komme med på turen, som også rammer den retslige sfære. Jeg har formået at fungere som ven for Ejner, mens vi kiggede på damer, som rammer privatsfæren. Beboerne har, kunne ytre sine tanker og følelser, med efterfølgende evalueringsmøde, hvor beboernes deltagelse og positive engagement blev anerkendt, hvilket er den solidariske sfære. Jeg må konkludere at herreturen har været en succes. Jeg har, kunne forstå på kollegaer at beboerne har snakket meget om turen efterfølgende. Jeg syntes jeg har været god til at bevare overblikket under turen og få det hele til at gå efter planen. Jeg ærgrer mig dog over, at det ikke var muligt for mig at få den 5. beboer med, men jeg tænker også, at den eneste mulighed for at kunne have fået ham med, ville være hvis det hele blev planlagt, som han ville have det. Jeg synes jeg føler mig godt udrustet til at kunne arrangerer sådan en tur en anden gang, igen. 6