HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 27. juni 2017

Transkript

1 HØJESTERETS KENDELSE afsagt tirsdag den 27. juni 2017 Sag 21/2017 Koch Biler A/S (advokat Tim Haarbo) mod A (selv) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Fogedretten i Aarhus den 11. juni 2015 og af Vestre Landsrets 15. afdeling den 31. maj I påkendelsen har deltaget tre dommere: Jytte Scharling, Jon Stokholm og Jens Peter Christensen. Påstande Kærende, Koch Biler A/S, har nedlagt påstand om, at fogedsagen fremmes i henhold til Koch Bilers opgørelse i fogedrekvisition af 15. marts 2015, således at der medtages en post Gebyr afdragsrykker på 300 kr. Indkærede, A, har ikke udtalt sig vedrørende kæremålet. Sagsfremstilling Den 5. september 2013 sendte Koch Biler A/S en rykkerskrivelse til A som følge af, at hun ikke havde betalt Koch Bilers faktura af 13. juni A betalte fortsat ikke fakturaen, og Koch Biler overdrog derfor sagen til advokat Tim Haarbo, der den 26. september 2013 sendte en opgørelse over det skyldige beløb til A.

2 - 2 - Da det skyldige beløb ikke blev betalt, indgav advokat Tim Haarbo den 30. oktober 2013 på vegne af Koch Biler et betalingspåkrav mod A. Den 12. november 2013 gav fogedretten betalingspåkravet 1. påtegning og fastsatte sagsomkostningerne til kr. Den 19. december 2013 gav fogedretten betalingspåkravet 2. påtegning. Følgende fremgår af påtegningen bl.a.: Kravet er opgjort således: Krav Betalingspåkrav - grundafgift Inkassosalær Ialt: 7.754,46 kr. 400,00 kr ,00 kr ,46 kr. Efter det oplyste blev der afholdt udlægsforretning ved Fogedretten i Aarhus den 31. januar 2014, og på dette møde blev der mellem parterne indgået aftale om en afdragsordning. Aftalen blev bekræftet ved brev af 6. februar A betalte ikke afdragene i overensstemmelse med aftalen, og advokat Tim Haarbo sendte derfor flere rykkerskrivelser til A. I hver rykkerskrivelse blev der opkrævet rykkergebyr på 100 kr. Sagen blev den 15. marts 2015 indbragt for Fogedretten i Aarhus med anmodning om udlæg. I fogedrekvisitionen havde Koch Biler medtaget en post benævnt Gebyr afdragsrykker på 300 kr. Den 11. juni 2015 afsagde fogedretten kendelse om, at der ikke kunne opkræves det pågældende rykkergebyr. I kendelsen hedder det bl.a.: Spørgsmålet om berettigelsen af at kræve rykkergebyr efter dom fremgår ikke direkte af ordlyden, hverken i renteloven eller i retsplejeloven. Fogedretten træffer bestemmelse om omkostninger ved gennemførelse af krav, jf. retsplejelovens 503. I forbindelse med dommen er rekvirenten tilkendt indenretlige sagsomkostninger, der til dels består af inkassosalær. De allerede tilkendte sagsomkostninger dækker efter fogedrettens opfattelse tillige fremsendelse af rykkerbrev som i den-ne sag. Dette fremgår så-

3 - 3 - ledes af betænkning 1341/1997 om småsags- og inkassoproces side 385, hvoraf blandt andet fremgår: Inkassosalæret er advokatens vederlag for dennes udenretslige arbejde med at opgøre kravet, sende rykkerbrev til skyldner, indgå en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller indgive sagen til retten samt i det omfang sagen forberedes mundtligt deltagelse i forberedende retsmøde. Det dækker endvidere ekspedition af udeblivelsesdom og indgivelse af anmodning om tvangsfuldbyrdelse samt modtagelse og afregning af det skyldige beløb. Inkassosalæret dækker herudover afsendelse af rykkerbreve til skyldner ved manglende betaling efter dommen eller manglende overholdelse af afdragsordning samt regelmæssige opgørelser til skyldner (f.eks. én gang årligt) om størrelsen af betalte renter og afdrag samt kreditors resttilgodehavende. Uagtet at foranstående citat er gengivet i en betænkning, der ikke blev udmøntet i lovændringer, anser fogedretten det for udtryk for gældende ret. Således er ovennævnte passus også anvendt og citeret i 4 landsretsafgørelser fra 2007, Fogedretten anser det ligeledes for uden betydning, at der efter betænkningens fremkomst er indført regler om rykkergebyrer i renteloven, først med hjemmel i 9 a, og nu med hjemmel i 9 b. Fogedretten lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke i forarbejderne til renteloven, eller i øvrigt i forbindelse med indførelse af regler om behandling af sager om mindre krav og betalingspåkrav, eller i forbindelse med ændring af retsplejelovens regler om sagsomkostninger, er taget stilling til citatet fra betænkning 1341/1997, endsige taget afstand herfra. Herefter, og da de af rekvirenten anførte afgørelser vedrører andre spørgsmål, anser fogedretten rekvirentens fremsendelse af rykkerbrev for omfattet af de sagsomkostninger, der tilkendt ved betalingspåkravet. Ved kendelse af 31. maj 2016 stadfæstede Vestre Landsret fogedrettens afgørelse. I landsrettens kendelse hedder det bl.a.: Det fremgår af oplysningerne i sagen, at Koch Biler A/S ved fogedrettens påtegning af 19. december 2013 på betalingspåkrav opgjorde kravet og tillagde inkassosalær til Koch Biler A/S ved advokat Tim Haarbo på kr. Advokat Tim Haarbo har ved fogedrekvisition af 15. marts 2015 medtaget et gebyr afdragsrykker på 300 kr. og har ved brev af 30. marts 2015 som begrundelse anført, at der har været påbegyndt en afdragsordning, og at der i den anledning har været rykket for betaling tre gange. Adgangen til at opkræve rykkergebyrer er reguleret i rentelovens 9 b. Der er hverken efter ordlyden af rentelovens 9 b eller i bestemmelsens tilblivelseshistorie holdepunkt

4 - 4 - for, at der efter at fordringen er taget til inkasso, og et inkassosalær er tilkendt i overensstemmelse med de sædvanlige takster for sagsomkostninger i inkassosager som yderligere sagsomkostninger kan tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykkerskrivelser vedrørende en afdragsordning, der er indgået efter etableringen af tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget. Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse. Anbringender Koch Biler A/S har navnlig anført, at der kan kræves rykkergebyr for rykkerskrivelser vedrørende en afdragsordning, der er indgået efter etablering af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. rentelovens 9 a og 9 b. Rykkergebyret kan ikke omkostningsmæssigt anses for omfattet af sædvanligt inkassoarbejde, og rykkergebyret på 300 kr. kan derfor opkræves ud over tidligere tilkendte inkassoomkostninger. Retsgrundlag Reglerne om, hvilke inddrivelsesomkostninger kreditor kan kræve dækket hos skyldner, fremgår af lovbekendtgørelse nr. 459 af 13. maj 2014 om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven). I rentelovens 9 a og 9 b hedder det: 9 a Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Stk. 3. Angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af 1, stk. 4, kan fordringshaver kræve, at skyldneren betaler fordringshaver et fast kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling. Kompensationsbeløbet påvirker ikke fordringshavers eventuelle betalingskrav efter stk. 1. Fordringshavers ret til at kræve kompensation efter 1. pkt. kan ikke udelukkes ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennem-

5 - 5 - sigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb. Endvidere fastsætter justitsministeren regler om størrelsen af kompensationsbeløbet i stk. 3, 1. pkt. Stk. 5. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger. 9 b For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr). Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum. Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Rentelovens 9 b blev oprindelig indsat som 9 a ved lov nr. 462 af 7. juni 2001 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold). Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, lovforslag nr. L 132 af 13. december 2000, fremgår bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, s ): 1. Indledning Lovforslaget har til formål at fastsætte et generelt loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold. De foreslåede regler tilsigter navnlig at skabe en klarere retsstilling på dette område. 2. Baggrunden for lovforslaget 2.1. Erhvervsdrivendes opkrævning af gebyrer for fremsendelse af rykkerskrivelser til forbrugere er i dag ikke særskilt lovreguleret, men omfattes af en række generelle forbrugerbeskyttende regler i bl.a. aftaleloven og markedsføringsloven.

6 - 6 - Renteloven indeholder regler om, hvor meget en forbruger kan afkræves i morarente ved for sen betaling, men regulerer ikke kreditors adgang til at forlange et rykkergebyr mv., hvis størrelse er uafhængig af forsinkelsens længde. Skønt den gældende lovgivning ikke indeholder regler, som direkte regulerer rykkergebyrers og inkassogebyrers størrelse på formuerettens område, vil et sådant gebyr ikke altid være berettiget. Der kan kun kræves rykkergebyr eller inkassogebyr, hvis der er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller i almindelige erstatningsregler. Et aftalevilkår om betaling af et rykkergebyr eller inkassogebyr, som er urimeligt højt, kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis efter reglerne i aftalelovens 36 og 38 c samt kreditaftalelovens Lovforslagets udformning 3.3. Lovforslaget regulerer størrelsen mv. af rykkergebyrer og inkassogebyrer, men ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes mulighed for at få erstatning for salærudgifter mv., hvis sagen er blevet oversendt til tredjemand (inkassobureau mv. eller advokat) med henblik på inddrivelse på den erhvervsdrivendes vegne Skyldes det blot en forglemmelse eller lignende, at skyldneren ikke har betalt til tiden, vil det som regel være nok at rykke én gang. Er det nødvendigt med flere rykkere, vil det ofte skyldes, at forbrugeren ikke kan betale. Ved fremsendelse af flere rykkerbreve kan kreditor bl.a. advare skyldneren om omkostningerne, hvis der iværksættes retslig inkasso. Har forbrugeren efter fremsendelse af flere rykkerbreve stadig ikke betalt, tjener det imidlertid normalt ikke noget rimeligt formål, at den erhvervsdrivende blot bliver ved med at sende rykkerskrivelser. I stedet bør der enten søges indgået en aftale om henstand og afdragsvis afvikling af gælden eller skrides til sagsanlæg eller tvangsmæssig inddrivelse gennem fogedretten, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det foreslås på denne baggrund at supplere bestemmelsen om et loft over rykkergebyrets størrelse for så vidt angår den enkelte rykkerskrivelse med regler om, hvor mange rykkere den erhvervsdrivende kan kræve betaling for. Det foreslås, at den erhvervsdrivende skal kunne kræve gebyr for op til 3 rykkerskrivelser, således at det samlede rykkergebyr højst kan blive på 300 kr. Hertil kommer eventuelt et inkassogebyr på 100 kr., hvis sagen overdrages til advokat eller inkassobureau mv. Ved lov nr. 379 af 6. juni 2002 blev bestemmelsen flyttet til 9 b og bl.a. udvidet til også at gælde i handelsforhold. Samtidig blev rentelovens nugældende 9 a indført. Lovændringen

7 - 7 - skyldtes gennemførelse af et EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold mv. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, lovforslag nr. L 74 af 30. januar 2002, fremgår bl.a. (Folketingstidende , 2. samling, tillæg A, s ): 4.5. Inddrivelsesomkostninger Ændringer som følge af direktivet Den foreslåede bestemmelse tager således alene sigte på spørgsmål om fordringshaverens ret til at kræve betaling for omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. Spørgsmål om fordringshaverens ret til at kræve udgifter til en indenretlig inddrivelse betalt af skyldneren er allerede reguleret i retsplejelovens regler om sagsomkostninger ( 312, stk. 2, og 503 vedrørende fastsættelse af henholdsvis sagsomkostninger i byretten og fogedretten), og lovforslaget ændrer ikke herved, jf. den foreslåede 9 a, stk. 4 [nu stk. 5]. Det fremgår af direktivet, at kreditors adgang til at kræve betaling hos skyldneren for inddrivelsesomkostninger er underlagt tre betingelser: For det første skal der være tale om et inddrivelsesskridt i direktivets forstand. For det andet kan der alene kræves betaling for relevante omkostninger, og for det tredje har kreditor kun krav på rimelig kompensation. Den nærmere afgrænsning af, hvornår der er tale om inddrivelse (på engelsk: recovery ), giver anledning til tvivl. Efter Justitsministeriets opfattelse må direktivet antages at skulle forstås således, at det både omfatter den situation, at kreditor selv forestår inddrivelsen af sin fordring hos skyldneren (egeninkasso), og de tilfælde, hvor kreditor lader en anden, f.eks. et inkassobureau eller en advokat, forestå inddrivelsen af fordringen (fremmedinkasso). I lyset heraf foreslås det, at fordringshaveren i begge de nævnte situationer skal kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. Der vil bl.a. være tale om inddrivelse (inkasso), når der udsendes inkassoskrivelse til skyldneren, indgås en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller foretages andre egentlige inkassoskridt vedrørende den pågældende fordring Særligt om rykker- og inkassogebyrer Den nuværende 9 a gælder både med hensyn til rykkerskrivelser udsendt af den erhvervsdrivende selv, og hvor dette er overladt til andre, f.eks. et inkassobureau eller advokat. Der kan højst opkræves et gebyr på 100 kr. pr. rykkerskrivelse og højst for 3 ryk-

8 - 8 - kerskrivelser vedrørende samme fordring. Endvidere kan der højst opkræves et inkassogebyr på 100 kr. Med lovforslaget sker der ikke materielle ændringer i den beskrevne retstilstand i forbrugerforhold, og lovforslaget medfører således på dette punkt alene, at reglerne om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold indsættes i en ny 9 b i renteloven, jf. lovforslagets 1, nr. 11. Reglerne om behandling af betalingspåkrav fremgår af retsplejelovens kapitel 44 a ( 477 a g). Reglerne blev indført ved lov nr. 450 af 9. juni 2004 om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter. Af retsplejelovens 477 c fremgår bl.a.: Stk. 4. Fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver betalingspåkravet påtegning herom. Retsplejelovens kapitel 44 a bygger på den del af Retsplejerådets betænkning nr fra 2004 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), der vedrører en forenklet inkassoproces. Af betænkningen fremgår bl.a. (s ): Omkostninger Retsplejerådet foreslår, at omkostningerne i sager om betalingspåkrav skal tillægges efter faste takster. Der må i den forbindelse sondres mellem udenretslige inkassoomkostninger og (egentlige) sagsomkostninger, som kan kræves samtidig, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. Det bemærkes, at i og med, at fordringshaveren ud over (egentlige) sagsomkostninger efter omstændighederne også kan kræve betaling af udenretslige inkassoomkostninger, har fordringshaveren en reel valgmulighed mellem, hvilke inddrivelsesskridt fordringshaveren ønsker at iværksætte på hvilke tidspunkter Udenretslige inkassoomkostninger Hvis fordringshaveren kræver udenretslige inkassoomkostninger, skal størrelsen heraf angives særskilt i betalingspåkravet, Det vil således skulle fremgå af betalingspåkravet, på hvilket grundlag der kræves udenretslige inkassoomkostninger, eksempelvis at der har været rykket for betaling (rykker-

9 - 9 - gebyr), at fordringshaveren har sendt kravet til fremmedinkasso (inkassogebyr), og/eller at fordringshaveren har haft udgifter til fremmedinkasso hos et inkassobureau. Sagsomkostninger Sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret til fogedretten af fordringshaverens advokat. I det beløb, der gives til dækning af advokatudgifter, indgår også advokatudgifter vedrørende udenretslige inddrivelsesskridt før indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten. Sådanne advokatudgifter kan derfor ikke samtidig dækkes som udenretslige inkassoomkostninger Af betænkningen fremgår tilsvarende vedrørende salærer i inkassosager, som betalingspåkravssalærerne er fastsat i overensstemmelse med, bl.a. (s. 269 og s ): 4.2. Udgifter til advokatsalær Det bemærkes, at det beløb, som fremgår af tabellen, også omfatter udgifter til advokatbistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. Derimod er andre udenretslige inkassoomkostninger ikke omfattet og kan således, hvis betingelserne for at kræve sådanne omkostninger dækket i øvrigt er opfyldt, tilkendes særskilt. Det kan dreje sig om rykkergebyr, inkassogebyr og/eller udgifter til fremmedinkasso hos et inkassobureau Retsplejerådet er endvidere opmærksom på, at det er forekommet, at domstolene ud over sagsomkostninger fastsat efter landsretspræsidenternes vejledende takster særskilt har tilkendt fordringshaveren et beløb til dækning af udgifter til udenretslig advokatinkasso. Dette har blandt andet været begrundet med, at der ved rentelovens 9 a blev tilvejebragt en udvidet adgang for en fordringshaver til at opnå dækning for udgifter til udenretslige inddrivelsesskridt, jf. Vestre Landsrets dom af 31. oktober 2003 (B ). Efter Retsplejerådets opfattelse må den udvidede dækningsadgang imidlertid være begrænset til de omkostninger, som der før gennemførelsen af reglerne i rentelovens 9 a ikke blev givet dækning for, dvs. navnlig udgifter til egeninkasso og til fremmedinkasso ved inkassobureau. Det vil ikke være rimeligt at give dækning for de samme udgifter to gange, og da landsretspræsidenternes vejledende takster er fastsat således, at de også dækker udgifter til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt ved advokat, bør sådanne udgifter ikke samtidig kunne dækkes særskilt som udenretslige inkassoomkostninger...

10 Af samme betænkning (s ) fremgår bl.a.: Det bemærkes, at det er en konsekvens af de foreslåede regler om sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav, at ved udlæg på grundlag af betalingspåkrav vil et eventuelt inkassosalær være indeholdt i de sagsomkostninger, som fogedretten har fastsat i betalingspåkravet, og der vil derfor ikke være grundlag for, at fogedretten tilkender et yderligere inkassosalær i forbindelse med udlægsforretningen, hvorimod der naturligvis vil kunne tilkendes sædvanlige sagsomkostninger til dækning af eksempelvis mødesalær til fordringshaverens advokat, udgifter til fogedens befordring, udgifter til låsesmed, salær for nødvendig skriftlig rekvisition, portoudgifter og udgifter til indhentelse af folkeregisteroplysning... Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om der kan opkræves rykkergebyr for rykkerskrivelser, som en kreditor sender i anledning af skyldners misligholdelse af en afdragsordning, der er indgået efter etablering af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Højesteret tiltræder det af landsretten anførte om, at rentelovens 9 b ikke kan danne grundlag for, at der, efter at fordringen er taget til inkasso, og et inkassosalær er fastsat, som yderligere sagsomkostninger kan tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykkerskrivelser vedrørende en afdragsordning, der er indgået efter etableringen af tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget. Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger for Højesteret til den anden part.