Kommunikative kompetencer

Transkript

1 Kommunikative kompetencer Eksamensopgave i Dansk, Kultur og Kommunikation Prøvenummer: 07E-5-DKK92 Studerende: Kasper Nikolajsen 07_140 Vejleder: Claus Iversen Dato: Antal tegn ialt:19.784

2 07E-5-DKK92 07E DKK Prøvenummer Hold Fag Dato Sider i alt Side Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Indholdsfortegnelse 1. Indledning Metode og fremgangsmåde Pædagogers kompetencer Erkendelsesteori og menneskesyn Realisme Socialkonstruktionisme Benedicte Madsens kommunikationstrekant Indre og ydre kommunikation Metakommunikation Instrumentel kommunikation Jürgen Habermas Systemet Livsverden Den herredømmefri samtale Kommunikativ handlen Instrumentel handlen Bourdieus begreber Afrunding Litteratur... 9

3 1. Indledning Jeg vil indlede med kort at beskrive en oplevelse jeg havde denne sommer, og som jeg vil anvende som case til denne eksamen. I år valgte jeg at bruge en uge af min sommerferie på at arbejde. Jeg havde for første gang fået mulighed for at blive medarbejder på Synscenter Refsnæs Sommerskole i Kalundborg. Sommerskolen er et tilbud til alle blinde og svagtseende i Danmark i alderen 7-17 år, og i år deltog 110 børn og unge samt 35 medarbejdere. De fleste sov i telt, og dagene gik med udeaktiviteter af forskellig karakter. Sammen med to andre medarbejdere samt en ledsager havde vi ansvar for 8 drenge på 9-12 år, som udover deres synshandicap alle havde forskellige former for adfærdsproblemer som for eksempel ADHD. For mig blev det en begivenhedsrig uge på Sommerskolen, og jeg gjorde mig mange erfaringer, blandt andet om mine egne forforståelser og handlemønstre. Den måde vi kommunikerede med drengene på var også interessant, fordi den var uvant for mig. Denne oplevelse var med til at gøre mig opmærksom på hvad det vil sige at være pædagog, og hvilke krav vi skal leve op til. Som pædagoger varetager vi en væsentlig samfundsmæssig opgave, som bidrager til at vedligeholde og udvikle velfærdssamfundet og servicere dets borgere. I denne eksamensopgave vil jeg fokusere på betydningen af kommunikationen i vores pædagogiske praksis ud fra følgende problemstilling: Hvordan udvikler pædagogen kompetencer i forhold til at kunne kommunikere nuanceret, præcist og forståeligt med brugere, kolleger og/eller andre fagpersoner? 1.2 Metode og fremgangsmåde For at kunne besvare min problemstilling vil jeg i opgaven præsentere nogle emner indenfor pædagogfaglighed, menneskesyn og kommunikationsteori, som jeg finder relevante i denne sammenhæng. I indledningen har jeg præsenteret min praksiserfaring fra Sommerskolen, som jeg vil vende tilbage til, primært ved fremlæggelsen. Først vil jeg se lidt nærmere på de krav der stilles til pædagogers kompetencer. Herefter følger en kort sammenfatning af erkendelsesteorierne realisme og socialkontruktionisme. Jeg har valgt at anvende Benedicte Madsen til at belyse nogle kommunikative begreber, og dernæst bliver Jürgen Habermas' centrale begreber beskrevet. For at kunne analysere kulturelle sammenhænge bliver Pierre Bourdieus begreber præsenteret. Til sidst vil jeg afrunde opgaven og kort fortælle noget om indholdet af min fremlæggelse.

4 2. Pædagogers kompetencer I blev notatet Pædagogers kompetenceprofil udarbejdet af en gruppe nedsat af Undervisningsministeriet. Den beskriver pædagogernes meget brede og alsidige arbejdsfelt, opgaver og ansvar, og munder til slut ud i en kompetenceprofil, der beskriver hvilke kompetencer det kræver for at varetage dette arbejde. I notatet betegnes kompetencer som evnen til at gøre det rigtige på det rette tidspunkt, mens kvalifikationer beskriver teoretisk og faglig viden, som er tilegnet gennem undervisning, studie og praktik. Dog præciseres begrebet således: Kompetencer er et helhedsbegreb, der integrerer det, der skal til for at magte en given situation og handler således om at vide, at kunne, at ville og at gøre på det rigtige tidspunkt og på den mest hensigtsmæssige måde (Pædagogers kompetenceprofil 2004, s.10). I denne opgave er det vigtigt at gøre opmærksom på pædagogers sociale- og kommunikative kompetencer, da de er helt afgørende i alt pædagogisk arbejde. Cand. Pæd. Bent Madsen har beskrevet pædagogens rolle som samtalepartner (Mørch 2006, s. 88). Flere af disse kompetencer og krav er nævnt i DKK-fagets CKF'ere og kompetencemål. Ud fra den brede vifte af krav der stilles skal pædagoger bl.a. kunne kommunikere på mange niveauer, arbejde tværfagligt, rådgive, reflektere, instruere og inspirere, og have kendskab til og kunne anvende forskellige vejledningsteknikker. Hele notatet er meget relevant læsning. Kendskabet til og refleksion over de krav der stilles pædagoger og pædagogisk praksis er bærende igennem denne opgave, såvel som den efterfølgende fremlæggelse. 3. Erkendelsesteori og menneskesyn Erkendelsesteori kaldes også for epistemologi. Det er en gren indenfor filosofien som behandler egenskaberne, ophavet og grænserne for menneskelig viden og erkendelse (Psykologisk pædagogisk ordbog). I forlængelse af kravene til pædagogens kompetencer er det væsentligt at have en viden om forskellige erkendelsesteorier. Jeg vil i det følgende kort beskrive to former for erkendelse: Realisme og socialkonstruktionisme. 3.1 Realisme I bogen Relationer i organisationer beskriver Gitte Haslebo to forskellige former for erkendelse, opfattelse og handlen. Realismen er baseret på antagelsen om at viden er objektiv. Til denne opfattelse hører en lineær forklaringsmodel og individorienteret sprog og metode. Den er præget af

5 den traditionelle psykologis videnskabelige tankegang (Haslebo 2004, s.13). Den realistiske erkendelsesteori er forbundet med det mekaniske menneskesyn. Den lineære tankegang gjorde, at man tidligere anså mennesket for at kunne sammenlignes med en maskine: Hvis et komponent går i stykker skal det repareres, og så fungerer maskinen igen. Med fokus på det enkelte individ og dets egenskaber mente man at kunne løse problemet ved at finde årsagen. Naturvidenskaben er på den måde beslægtet med realismen og det mekaniske menneskesyn (Mørch 2006, s. 90). 3.2 Socialkonstruktionisme Socialkonstruktionismen præsenterer det synspunkt, at virkeligheden er et socialt produkt. Viden er en social konstruktion som opbygges gennem sociale interaktioner, og individets dannelse er en konstruktion i en kontekst med dets motiver, hensigter og følelser (Psykologisk pædagogisk ordbog). Sproget og den måde vi taler sammen på er det som konstruerer virkeligheden. Man bliver den historie man fortæller (Hermansen 2006, s. 42). Gennem sproget dannes individet i socialt samspil med andre, og kan dermed opfattes som fortællingen om sig selv, også kaldet det narrative. Det systemiske menneskesyn har mange lighedstræk med socialkonstruktionismen. Et system er noget, som internt hænger sammen, og som afgrænser sig udad mod en omverden eller mod andre systemer (Hermansen 2006, s. 36). Individet er et system, men det er en gruppe også såvel som hele samfundet. Vi kobler os til andre mennesker gennem sproget, og med sproget bærer vi vores sociale og kulturelle bagage. Selvet opfattes ikke som en fast indre kerne, men som en dynamisk størrelse der forandres i mødet med andre. Delene i et system indvirker på hinanden, og derfor må man forstå helheden ved at kende delene. Et system er mere end summen af delene, modsat maskinen, som netop er summen af komponenterne (Hermansen 2006, s. 26). 4. Benedicte Madsens kommunikationstrekant Benedicte Madsen er lektor ved Århus Universitet og har videreudviklet A.L. Schibbyes pædagogiske trekant til det hun kalder kommunikationstrekanten. Den består af en afsender og en modtager, som kommunikerer om et emne. De to har en relation til hinanden og kommunikerer verbalt om et emne. Rollen som afsender og modtager, såvel som emnet, kan skifte og ændres så længe relationen varer ved. Emnet kan også være relationen mellem de to. Om de vil det eller ej

6 kommunikeres der sideløbende nonverbalt i kraft af stemmeføring, gestik og kropssprog. Disse signaler modtages af den anden, og derfor kan man sige at kroppen sladrer, da meget nonverbal kommunikation foregår uden for vores kontrol (Hermansen 2006). 5. Indre og ydre kommunikation Samtidig med den ydre interpersonelle kommunikation foregår der hele tiden en indre intrapersonel kommunikation. Den kan beskrives som en indre dialog vi har med os selv. Det betyder at vi forholder os til og reflekterer over os selv, vores egne handlinger samt andres handlinger. Den indre kommunikation kan af og til virke forstyrrende for den ydre, f.eks. hvis man reflekterer over sig selv og er optaget af at besvare sine egne spørgsmål (Hermansen 2006). 6. Metakommunikation Meta er græsk og betyder udover. I denne sammenhæng skal metakommunikation forstås som kommunikation niveauet over kommunikationen, som hvis indholdet i en samtale for eksempel drejer sig om strukturen på selve samtalen. Metakommunikation er kommunikation om kommunikation (Hermansen 2006, s. 56). Den kontekst som kommunikationen foregår i er også vigtig i forhold til metakommunikationen. Når kommunikation og metakommunikation stemmer overens med hinanden er de kongruente. Hvis det ene udsagn tværtimod afkræfter eller modsiger det andet opstår der inkongruens (Madsen 1993, s. 57). 7. Instrumentel kommunikation I professionelle relationer er kommunikationen instrumentel, dvs. man kommunikerer for at løse en opgave. Således gælder det også i pædagogiske sammenhænge. I forholdet til brugeren, kollegaer, ledelsen og andre medarbejdere er relationen kun berettiget fordi den tjener et formål; for eksempel at servicere brugeren, at samarbejde med kollegaer og at koordinere med ledelsen. Instrumentel kommunikation er drevet af et rationelt formål og er ikke socialt orienteret. Det udelukker dog ikke at kollegiale forhold kan opstå på baggrund af venskab, eller kan føre til f.eks. fjendskab (Madsen 1993). 8. Jürgen Habermas Habermas (født 1929) er tysk filosof, sociolog og samfundsforsker, og har gennem hele sit virke været optaget af nogle af sociologiens kernespørgsmål. For ham er det væsentligste ved kommunikation den sprogligt formidlede samtale, og derfor er han relevant at bruge i denne

7 sammenhæng. Om det moderne samfund mener han, at det er blevet mere komplekst og differentieret end det var tidligere. Det skyldes at samfundet er blevet mere opdelt i en række forskellige funktioner og sociale rum. Som eksempler kan nævnes land-by, fritid-arbejde, politik og økonomi (Nørgaard 1996, s. 40). Habermas analyserer denne kompleksitet ved at opdele samfundet i to hovedkategorier: Systemet og livsverden. Jeg vil i det følgende beskrive grundlæggende træk ved disse to begreber, samt andre som er relevante i denne sammenhæng. 8.1 Systemet Systemet domineres af en teknisk instrumentel rationalitet. Det betegner de kolde og mere upersonlige sammenhænge i samfundet. Her handler det om fornuft og effektivitet, og dermed ikke om følelser. Når f.eks. en person er på arbejde skal han udføre sine funktioner så effektivt som muligt. Der satses på at skabe håndgribelige resultater der kan måles og vejes. Systemet er ikke kommunikativt funderet. Det består af formålsrettede handlesystemer, det administrative (staten) og det økonomiske system (markedet), som retter sig efter to bærende styringsinstrumenter: Magt og penge. Koden i systemet er magt og penge, som al handlen dermed er styret af. Det er dermed båret af en strategisk rationalitet og egocentri (Nørgaard 1996, s. 86). Systemet fungerer gennem instrumentel handlen, som senere vil blive beskrevet. 8.2 Livsverden Begrebet livsverden dækker over verden set fra et deltagerperspektiv, og omfatter kulturen, den sociale verden og personligheden (se Tabel 1). I forhold til personligheden kan man sige at alle individer har en livsverden. Vi har hver især en unik opfattelse af verden, som er baseret på de mere følelsesmæssige og personlige sammenhænge. Hvert medlem af samfundet er forpligtet til at bidrage aktivt til fællesskabet / livsverden: Livsverden er de fælles forudsætninger (den fælles sociale og kulturelle horisont), som vi til enhver tid er til stede i, og som letter samtalen i hverdagen, fordi vi ikke behøver starte forfra hver gang (Schou 2006, s. 98). Medlemmerne i et samfund må have en række fælles normer, værdier, samt forståelser af virkeligheden, for at skabe sammenhængskraft. Hvert medlem må desuden opretholde og udvikle sin evne til at handle. Sker det ikke er vil samfundet opløse sig i meningstab (Nørgaard 1996, s. 2). Gennem samtale, hvilket Habermas kalder kommunikativ handlen, udgør personlighed, kultur og samfund de tre grundlæggende ressourcer, som livsverden skaber. Livsverden sikrer kontinuitet i samfundet, men på en dynamisk måde.

8 Tabel 1 Livsverden Samfund Kultur Personlighed Ligitime ordninger, som regulerer vores tilhørsforhold til sociale grupper. Viden, forståelse og fortolkninger af verden Selvhævdelse i kraft af subjektets kompetencer til at være sprog- og handledueligt. solidaritet mening Personlig identitet (Schou 2006, s. 98) 8.3 Den herredømmefri samtale Habermas definerer den herredømmefri samtale som et ideal for kommunikation. Det er kendetegnet ved at være rettet mod forståelse, og ikke styret af egeninteresser eller magtforhold. Parterne i samtalen skal dog have kommunikative kompetencer, og Habermas opstiller fire gyldighedskrav til alle former for samtale. Disse skal forstås som forudsætninger for at deltagerne i samtalen kan forstå hinanden, og derfor skal samtalen være: Forståelig; ordenes betydning skal stemme overens og kunne forstås af alle i samtalen. Dette er en forudsætning for de øvrige krav. Sand, hvilket gælder udsagnets objektive indhold og relation til konteksten. Oprigtig i forhold til det sociale og moralske, og vederhæftig, hvilket henviser til den talendes subjektive intention (Nørgaard 1996, s ). Det baner vejen for at alle i samtalen har lige muligheder for at kommunikere. Dermed bliver kommunikationen ikke forvrænget; ingen deltagere ønsker at udnytte situationen til egen fordel ved f.eks. at manipulere de andre. Habermas tror på at det baner vejen for det bedre arguments ejendommelige tvangsløse tvang (Nørgaard 1996, s. 16). Argumentet i sig sikrer en samtale hvor fornuften er almengyldig, og hvor egeninteresser og subjektive magtforhold ikke dominerer. Han erkender dog selv at dette er et utopisk ideal for kommunikation, idet han mener der altid vil være magt til stede i al kommunikation (Schou 2006, s.103). 8.4 Kommunikativ handlen Målet med kommunikativ handlen er at skabe fælles forståelse og anerkendelse. Livsverden skal forstås som en samlet ressource, som ligger til grund for den kommunikative handlen, som igen er garant for at livsverden reproduceres. Man kan sige, at vi gennem samtale kommunikativ handlen

9 hele tiden skal forholde os til hvad vi vil vide, hvad vi vil gøre, hvem vi vil være (Schou 2006, s. 97). De sproglige ytringer skal som tidligere nævnt leve op til gyldighedskravene, og sproget bruges i de fleste tilfælde til at koordinere handlinger. 8.5 Instrumentel handlen Instrumentel handlen ligger i forlængelse af Benedicte Madsens begreb instrumentel kommunikation. Den er ikke-social men er drevet af en formålsbestemt og resultatorienteret handling, som også er det bærende for systemet. Instrumentel handlen er rationel og egocentrisk, og stræber efter at opfylde på forhånd fastsatte mål, hvilket i systemet har at gøre med at opnå penge og/eller magt (Schou 2006, s. 101). En arbejdsplads er et godt eksempel på hvor der primært foregår instrumentelle handlinger. 9. Bourdieus begreber Pierre Bourdieus begrebsverden skal ifølge ham selv opfattes som nogle tankeredskaber i en analytisk sammenhæng, og ikke som en teori. Alligevel fastholder han, at teori uden empirisk undersøgelse er tom, mens empiriske undersøgelser uden teori er blind (Høiris s. 44). Med sine begreber giver Bourdieu et bud på hvordan man kan forene strukturalismen og det han selv kalder subjektivismen. De udgør to forskellige indfaldsvinkler til forståelsen af social liv, men de er også relateret til hinanden (Wilken 2006, s ). De sociale strukturer indlejres i mennesket, som i samspil med andre deltager i forskellige former for magtspil indenfor forskellige områder af samfundet, som vi hele tiden skaber og genskaber (Høiris s. 43). Hans vigtigste begreber vil nedenfor kort blive beskrevet. Det moderne samfund består af en række områder, som Bourdieu kalder felter. De er hver især relativt selvstændige sociale områder, hvor der foregår en kamp om ressourcer og magt i forskellige arenaer. Kampene foregår mellem individerne i feltet, som kaldes agenter. Feltet eksisterer kun i kraft af at der er noget på spil som agenterne vil kæmpe for eller om (Wilken 2006, s. 46). I hvert felt er der visse normer og regler. Det kaldes for doxa, som er det naturlige, eller det som alle i feltet må acceptere, og som betragtes for indlysende indenfor det enkelte felt. Doxa er den sammenhængskraft der opretholder den sociale orden i feltet, og som der derfor også kan kæmpes om (Wilken 2006). Hvor doxa er den sociale realitet i individerne kan habitusbegrebet ifølge Bourdieu beskrives som

10 den sociale virkelighed eller felternes eksistens i individerne (Høiris s. 44). Habitus er det der får den enkelte agent til at foretrække at opfatte, vurdere og handle på bestemte måder i konkrete situationer. Disse måder er ikke varige men forandres over tid. Habitus udgør en kropslig væremåde idet at kroppen husker, hvorved reaktionsmønstre og følelser lagres i kroppen. Det er individets praktiske sans i forhold til at orientere sig og handle i forskellige felter. Habitus er også den måde individet ager på socialt. Som mennesker søger vi anerkendelse, og derfor nærmer vi os andre som socialt og personligt ligner os selv, men fjerner os fra dem som ikke gør (Schou 2006). Agenterne handler ud fra deres habitus i feltet og vælger forskellige strategier alt efter hvilken kapital der i er spil. Kapital er anerkendte værdier indenfor et felt, og der findes tre forskellige: Den økonomiske kapital består af penge og materielle ressourcer. Den kulturelle kapital er legitim viden og kompetencer, som man f.eks. kan opnå gennem uddannelse, eller kunstnerisk kunnen. Man får social kapital som medlem af en specifik gruppe, eller ved at have indflydelsesrige relationer (Wilken 2006, s ). 10. Afrunding I denne opgave har jeg beskrevet nogle begreber og teorier indenfor kultur og kommunikation, med det formål at anvende dem ved min mundtlige fremlæggelse. Jeg vil desuden komme ind på hvad mine forforståelser og menneskesyn betyder for min pædagogiske praksis, ved at se nærmere på mine oplevelser på Sommerskolen, og analysere enkelte situationer derfra. I min fremlæggelse vil jeg også præsentere nye perspektiver og begreber, blandt andet begrebet definitionsmagt. 11. Litteratur Mørch, Susanne Idun (2006): Den pædagogiske kultur. Grundbog i Kommunikation, Organisation og ledelse. Systime Academic. Pædagogers kompetenceprofil (2004). Undervisningsministeriet. Madsen, Benedicte: Kommunikation i og om forhold, s i Ahlgren, Inge-Maj (1993): Kommunikationsspor i socialpædagogik. Socialpædagogisk Højskole. Hermansen, Mads, Løw, Ole og Petersen, Vibeke (2006): Kommunikation og samarbejde i professionlle relationer. 2. udgave. Alinea

11 Nørgaard, Britta (1996) Habermas i praksis en indføring i dele af teorierne. 2. udgave. Skipper Clement Seminariet. Sørensen, Mogens (red.) (2007): Dansk, kultur og kommunikation et pædagogisk perspektiv, side af Mogens Pahuus. Akademisk Forlag. Høiris, Ole: Pierre Bourdieu og antropologi. Artikel. Schou, Carsten (red.) (2006): Samfundet i pædagogisk arbejde - Et Sociologisk perspektiv. Side 87-92, Akademisk Forlag. Haslebo, Gitte (2004): Relationer i organisationer En verden til forskel. Psykologisk Forlag A/S. Wilken, Lisanne (2006): Pierre Bourdieu. Roskilde Universitetsforlag.

12