På vejen igen! [Nyt fra april 2015] Bo, Sierra Leone d Kære alle,

Transkript

1 [Nyt fra april 2015] Af Mette og Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Vi samarbejder med Det Anglikanske Stift i Bo om at træne kirkeledere til menigheder i stiftet, som dækker et område på størrelse med Jylland. Projektet har fået titlen Teologisk Førstehjælp. På vejen igen! Bo, Sierra Leone d Kære alle, Mandag morgen, klokken er lidt over 7 og vi er på vejen øst for Bo, i retning mod Kenema. Skønt hverken Austin eller Mette er dissiderede morgenmennesker er stemningen i bilen høj: Vi er i gang igen! Arbejdet i Missionsafdelingen har stort set ligget stille siden sidste regntid, hvor vi rejste til Danmark for at tage på møderejse, mens Austin blev inddraget i 1

2 Ebola-bekæmpelsesarbejdet. Ingen af os har således ligget på den lade side, men det er dette, vi for alvor brænder for og vi nyder alle at kunne genoptage vores egentlige formål i Stiftet: At styrke kirkens evangeliserende arbejde. I Sierra Leone Der bliver grint og pjattet, men også diskuteret visioner for arbejdet og delt bekymringer om den nuværende situation; stort set alle er i pengenød, da mange job blev nedlagt under ebolaepidemiens hærgen. Udenlandske investorer træk sig ud, mens lokale entreprenører etc. holdte igen med projekterne for at se tiden an. Mange står derfor uden en egentlig indtægt og har gjort det længe. Det hjælper heller ikke på det, at priserne er steget med ca. 1/3 på alle varer, så det er endnu svære at få de begrænsede midler til at slå til. Dertil kommer så, at nogen har valgt at benytte sig af den usikre situation til at begå kriminalitet: Bo er plaget af yderst voldelige røveriske overfald, hvilket blot bidrager til usikkerheden. Hverdagsbillede fra Baiima, hvor kvinderne er i gang med at forberede maden. 2

3 Bekymringer er der altså nok af, men intet kan lægge en dæmper på vores humør denne morgen: Vi er på vej mod Baiima Sogn, i det yderste øst, hvor vores yndlings læg-læsere hører hjemme! Det er næsten et år siden, vi har været her sidst, for området blev sat i karantæne allerede mens vi har her. Austin har været her siden med nødhjælp som en del af kirkens ebola-bekæmpelse. Han har således kunnet opdatere os om situationen i sognet og sidst han var her, kort før jul, ringede han til os i Danmark og vi fik mulighed for at tale med nogen af vores folk i Baiima sogn. Siden da har vi modtaget flere sms-beskeder fra læg-læserne (de havde fået overtalt Austin til at udlevere vores danske telefonnummer), så vi ved at alle de folk, vi har trænet, har overlevet epidemien. Det vil sige: Fysisk set har de alle overlevet, men vi har mistet en af vores folk mentalt. Vores alderspræsident, Pa Damba, som altid har været energisk og haft en livsånd uden lige, kan ikke mere. Vi ved ikke præcist hvad han fejler, men han er blevet livstræt. Han har set og oplevet for megen sorg og lidelse nok til flere menneskealdre og nu vil han ikke mere. De siger, at han er blevet skør, men det virker mere til, at han bare har givet op: Gnisten er udslukt og han vil ikke gå udenfor sit hus mere: Jeg er helt færdig! siger han opgivende, når folk spørger til hans helbred. Det piner os. Og Pa Damba sådan som vi husker ham fra før vi rejste til Danmark for ni måneder siden. det piner alle andre, der har kendt ham fra før epidemien. 3

4 Nu kan vi ikke vente længere med at komme ud og få syn for sagen selv og møde alle de andre folk også. Turen i dag er kun ment som en visitation, et besøg hvor vi kan tale med folk, spørge til hvordan de har det og om de har lyst til at fortsætte den undervisning vi påbegyndte sammen, men ikke var i stand til at afslutte på grund af epidemien. Det kribler i os for at komme i gang igen, men vi ved, at det er en helt anden situation, vi nu står i, og vi vil ikke presse vores folk. De skal have tid til at sørge og vinde fodfæste igen og vi vil lade det være op til dem, at sige til, når/hvis de får mod til at fortsætte. Dette er planen. Vi prøver på at nedtone vore forventninger, men vi glæder os bare så meget til at se vores folk igen! Vi har en dagsorden at gå fremefter, men det vigtigste lige nu er at ses. Nu er vi der snart! Vi drejer fra den brede glatte grusvej, som snart vil blive asfalteret hele vejen til Kailahun by, distriktshovedstaden, og vi bumper videre mod Baiima by. Folk vender sig undrende mod den store hvide bil (frygter de, at det er ebolamændene, der kommer igen?), men så ændrer ansigterne udtryk og krakeleres Børn fra Baiima. En glad velkomstkomité! nærmest af store genkendelsessmil og børnene vinker med hele kroppen mens de kalder: Mette! Alex! Vi føler, at vi er kommet hjem nu: Dette er vores folk! Da vi parkerer bilen, kommer folk strømmende og det er utroligt svært at overholde reglen med ikke at røre ved 4

5 hinanden, når nu vi alle har lyst til at give knus ud til højre og venstre. Én af vores læglæsere, Lucia Macarthy bryder ligefrem ud i glædessang. Stemningen er overstadig og det er ikke helt let at komme ned på jorden igen for at holde møde. Vi trækker over i kirken. Vores sognepræst, Rev. Sao Fomba, har indkaldt alle læg-læsere fra Baiima by, foruden de to af understationerne, der har telefondækning. Pa Damba er ikke iblandt dem, men det havde vi heller ikke ventet. Vi vil besøge ham hjemme efterfølgende. Da vi sidder i den halvdunkle kirke er det svært at holde op med at smile mod de forventningsfulde ansigter for at tale om de mere alvorlige ting: Hvordan har de det? En efter en aflægger læg-læserne rapport, akkompagneret af kommentarer fra andre i menigheden. Vi takker Gud! indleder alle beretningerne. Det har været svært. Meget svært og der har været mange bekymringer, megen frygt, men det kunne være gået meget værre. Det er nu ved at være længe siden, at der er blevet konstateret nye Ebola-tilfælde i delstaten, så alle håber og beder vi til, at epidemien er ovre her, skønt der jævnligt er nye tilfælde i den anden ende af landet. Én ting står sole klart: Vi har været savnet, lige så meget som vi har savnet dem: Vi ved, at I elsker os! Siger Momo Bockarie med spillende øjne. Vi tænkte det, da I kom første gang, men vi vidste det, da I kom igen med undervisningen og nu er I kommet igen! Det bliver nærmest sagt som en bevisførelse; hvor er det dejligt nemt, at måle kærlighed på den måde! Og det er jo sandt nok. Næsten alle beretningerne slutter med mere eller mindre skjulte henvisninger til den resterende undervisning. Den sidste læg-læser tager mod til sig og spørger lige ud: Hvornår kommer I tilbage og underviser os igen? Austin griner. Som generalsekretær står han med dagsordenen i hånden: Det er vores næste punkt, siger han, hvornår tror I, at I kan være klar til det? NU! lyder der prompte hele vejen rundt og vi har på et splitsekund fået alle øjne i kirken rettet mod os selv dem, der ikke forstår engelsk har 5

6 Ny nadverpraksis introduceres for et udsnit af menigheden i Baiima. I Sierra Leone tydeligt forstået at der er noget vigtigt på færre. Der er en sitren i kirken, som øjeblikket før et ordentligt tordenvejr bryder ud, og alle syntes at holde vejret. Jamen vi er klar når I er! svarer vi leende, og efter delt summen når de frem til, at første torsdag i maj er et godt tidspunkt at begynde: Skolerne begynder igen i morgen og da mange at vore læglæsere er lærere, vil de få meget travlt med opstart de næste to uger. Vi slutter mødet med at holde en lille nadvergudstjeneste sammen. Under epidemien var dette forbudt på grund af smittefare; i en tid med så stor frygt og sorg, var menigheden afskåret fra den opmuntrende støtte, nadveren er. Vi er alle sultne efter at fejre nærværet og fællesskabet igen. Men endnu må vi være på vagt. Det er en af grundende til, at vi har besluttet at fejre nadver: Vi må introducerer nye nadvervaner for at mindske risikoen for smitte, så nadverfejringen er også en præsentation af den nye praksis. Enhver fysisk kontakt mellem præst om menighed og menigheden imellem skal så vidt muligt undgås, så vi begynder med at ønske Guds fred ved at vinke til hinanden. Alle vasker hænder med desinficerende alcogel. Austin demonstrer som liturg, hvordan han tager oblaten med en lille tang, dypper den i vinen og dernæst dumper den ned på nadvergæstens håndflade, uden at røre. Det er alt sammen meget højtideligt. Austin overlader disken med oblater til sognepræsten, Rev. Sao Fomba, mens én af vores læg- 6

7 læsere får æren at holde kalken med vin. Det kræver lidt øvelse, men alle er med på, at det er en god måde at fejre nadver på og den nye praksis bliver godkendt af menigheden. I Sierra Leone Det er også fint, at der nu helt praktisk er behov for læg-læsernes hjælp under nadverfejringen; ellers er det kun fuldt ordinerede præster, der må håndtere elementerne i den Anglikanske kirke. Det er tydeligt, at vores læg-læser, Lucia Sama, er fuldt bevidst om den store ære, det er at holde kalken: Hun har et meget ærbødigt udtryk i ansigtet og står nærmest som en stenstøtte ved siden af Rev. Sao Fomba. Dette er et stort øjeblik. Vi tager videre. Først på husbesøg, så videre til to af de landsbyer, hvor vi også har læglæsere, men da de var udenfor telefondækning, var det ikke muligt at kalde dem til Baiima. De er fuldstændigt uforberedte på vores besøg og det er herligt at se hvordan deres ansigter pludselig skifter udtryk, da de genkender os. Der bliver grint rigtig meget og det er svært at komme derfra igen, men det bliver vi nødt til: Biskoppen har påbudt os ikke at overnatte fremmede steder endnu og det retter vi os efter. Men vi ses jo også snart igen! Guds Fred, Alex og Mette Læglæser Lucia Macarthy hjælper sognepræsten Rev. Sao Fomba med at uddele nadver. 7