Folketingets beslutning om krigen mod Irak

Transkript

1 Folketingets beslutning om krigen mod Irak Det juridiske grundlag for dansk beslutning om at deltage militært i krig mod Irak Hertil uddrag af debatten i Folketinget og afstemningen i forbindelse med beslutningen om deltagelse i krigen. (OBS: dokumentet fylder 23 sider). (Uddrag v. TWP) Udenrigsministeriet har vurderet det juridiske grundlag for en militær aktion mod Irak. Vurderingen kan læses herunder: Folketingets første behandling Det generelle folkeretlige grundlag I henhold til FN-pagtens art. 2, stk.4, gælder der et almindeligt forbud mod fysisk magtanvendelse staterne imellem. Denne hovedregel brydes imidlertid af to væsentlige undtagelser: dels af en ret til magtanvendelse i selvforsvar, dels såfremt FNs sikkerhedsråd giver en særlig bemyndigelse til brug af magt. Retten til magtanvendelse i selvforsvar fremgår af FN-pagtens art. 51 og kan kun udøves, indtil Sikkerhedsrådet har grebet ind. Endvidere er det en betingelse, at der foreligger et væbnet angreb, ligesom det forudsættes, at selvforsvarshandlingen er nødvendig og står i et rimeligt forhold til angrebet. ( ) FN-pagtens art. 42 forudsætter, at Sikkerhedsrådet kun kan gribe til militære sanktioner i undtagelsestilfælde ( ) det må vurderes, om de valgte midler står i et rimeligt forhold til de overgreb, der reageres imod. Endvidere er det en forudsætning for anvendelse af militære foranstaltninger efter art. 42, at sikkerhedsrådet vurderer, at der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, jf. art. 39 Tidligere sikkerhedsrådsresolutioner, særligt resolution 678 og 687 Sikkerhedsrådsresolution 687 (1991) er en af de mest centrale i bestræbelserne for at tilvejebringe våbenhvile og varig fred og stabilitet i regionen. I vurderingen af resolutionens egnethed som grundlag for en ny militær aktion må det tillægges vægt, at den er vedtaget med hjemmel i pagtens kap. VII, og at den i operative paragraf 1 bekræfter gyldigheden af alle 13 tidligere vedtagne resolutioner om krisen. Dette gælder således bl.a. res. 678 (1990), der bemyndiger de allierede til at "benytte alle nødvendige midler" til at genoprette international fred og sikkerhed i området. I februar 1998 fremlagde den daværende regering beslutningsforslag B 114 om dansk deltagelse i den militære indsats over for Irak for Folketinget, hvori det blandt andet hedder: "Resolution 687 bekræfter den fortsatte gyldighed af resolution 678 af 29. november

2 Resolution 678, som gav mandat til angrebet på Irak i 1991, bemyndigede i henhold til FN-Pagtens kapitel VII disse lande til at anvende alle nødvendige midler til at genoprette international fred og sikkerhed i området. På basis af oplysningerne om udviklingen i situationen finder regeringen, at Iraks obstruktion af UNSCOM's virke har en så grov og vedvarende karakter og udgør så væsentligt et brud på betingelserne i våbenhvilen, at det ud fra en helhedsvurdering af den lange række af allerede vedtagne resolutioner er velbegrundet, at det internationale samfund om nødvendigt svarer igen med militære magtmidler, således som resolution 678 giver bemyndigelse til, såfremt det ikke viser sig muligt at tilvejebringe en forhandlingsløsning." Den daværende regering og et bredt flertal af Folketinget fandt dengang, at der var et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion mod Irak. Spørgsmålet er herefter om dette grundlag fortsat er aktuelt, og hvilken betydning det har for det juridiske grundlag, at FN's Sikkerhedsråd har vedtaget resolution Sikkerhedsrådsresolution 1441 FN's sikkerhedsrådsresolution 1441 af 8. november 2002 henviser til alle relevante tidligere FN Sikkerhedsrådsresolutioner og fastslår, at Irak substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker ("material breach") sine forpligtelser i henhold til tidligere Sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687, hvilket udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Uanset denne konstatering har Sikkerhedsrådet med resolutionen besluttet at give Irak en sidste mulighed for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser i henhold til de pågældende sikkerhedsrådsresolutioner. Med henblik herpå styrker og præciserer Resolution 1441 mandatet for våbeninspektørerne ved at stille krav om ubetinget, fri og uhindret adgang til alle installationer og områder i Irak for våbeninspektørerne, herunder også de præsidentielle områder. I resolutionens operative 4 beslutter Rådet, at falske erklæringer eller udeladelser i erklæringer, der afgives af Irak og manglende irakisk vilje til fuldt ud at efterkomme og samarbejde om gennemførelsen af resolutionen skal udgøre en yderligere grov krænkelse af Iraks forpligtelser. Resolution 1441 fastslår, at Sikkerhedsrådet tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil medføre alvorlige konsekvenser ("serious consequences"). Med hensyn det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak må det konstateres, at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN pagtens artikel 42. Resolutionen kan siges at udgøre et led i en flertrins procedure, hvorefter Sikkerhedsrådet - i tilfælde af manglende irakisk efterlevelse - som næste trin skal involveres på ny, før eventuel magtanvendelse kan finde sted. Der er med andre ord ikke på forhånd fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse. Det forhold, at resolutionen foreligger, må fortolkes således, at Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse i resolution 687 og øvrige resolutioner til under visse betingelser at anvende militær magt over for Irak midlertidigt må anses for at være suspenderet. Det gælder i hvert fald indtil sikkerhedsrådet har haft lejlighed til at vurdere situationen. ( ) Det er nærliggende at fortolke resolutionen således, at der ikke er et juridisk grundlag for, at en eller flere stater kan iværksætte en militær aktion, før Sikkerhedsrådet i det mindste har behandlet sagen. ( ) Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære forholdsregler mod Irak ville selvsagt 2

3 være, om en sådan behandling kunne munde ud i vedtagelse af en ny klar resolution eller en formandsudtalelse. Der er imidlertid stor risiko for, at FN's sikkerhedsråd ikke kan nå frem til et sådant resultat, fordi Rådet ikke kan nå til enighed om, hvornår man skal drage konsekvenserne af Iraks substantielle krænkelser af sine forpligtelser. Der er derfor grundlag for at overveje, hvorvidt militære forholdsregler vil kunne iværksættes på grundlag af de eksisterende resolutioner om Irak. Såfremt Irak ikke i løbet af meget kort tid opfylder alle de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser, kan det konstateres, at Irak har forpasset sin sidste mulighed for dels at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og dels at undgå alvorlige konsekvenser, som landet fik med resolution Irak har således ikke overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde. Våbeninspektørernes bestræbelser har trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres været forgæves, ligesom en fortsættelse heraf er udsigtsløs. Den sidste udvej for at få afvæbnet Irak må herefter anses at være en gennemtvingelse af FN's krav og betingelser med militær magt. I denne situation består uforandret en bemyndigelse fra FN's sikkerhedsråd til at anvende alle nødvendige midler - herunder militære magtmidler - til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser. Resolution 678 bemyndiger FN's medlemslande til at gøre det fornødne med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne bemyndigelse står uforandret ved magt, og Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet bemyndigelsen til at anvende magt. Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser, er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen. En bred kreds af lande er enige om, at en ny resolution ville have været politisk ønskelig - men ikke juridisk påkrævet. Her er det vigtigt at notere sig, at resolutionsudkastet ikke indeholdt nogen bemyndigelse til magtanvendelse, eftersom en sådan bemyndigelse allerede foreligger. Udkastet konstaterede blot, at Irak fortsat substantielt krænker sine internationale forpligtelser, og lagde op til, at Sikkerhedsrådet skulle beslutte, at Irak havde undladt at udnytte den sidste mulighed, som landet med resolution 1441 fik, for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og dermed undgå alvorlige konsekvenser. Det, der har været genstand for drøftelser i Sikkerhedsrådet, er således hverken, hvorvidt Irak substantielt krænker sine forpligtelser, eller, hvorvidt der foreligger en bemyndigelse til at anvende militær magt. Disse spørgsmål har Sikkerhedsrådet afklaret. Drøftelserne har drejet sig om, hvornår det er tid til at drage konsekvenserne af de irakiske krænkelser. ( ) Der må endelig lægges betydelig vægt på, at et enigt Sikkerhedsråd i resolution 1441 anerkender, at Iraks konstaterede manglende efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner udgør en trussel mod international fred og sikkerhed, og at et enigt Råd erindrer om den tidligere afgivne bemyndigelse til med alle midler dels at sikre Iraks efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner, dels at genoprette international fred og sikkerhed. Herved opdateres Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse til magtanvendelse. 3

4 Konklusion Sammenfattende er det vurderingen, at der - i den foreliggende situation - med resolution 1441 for så vidt foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak med henblik på at fjerne Iraks kapacitet til at opbygge og anvende masseødelæggelsesvåben, end tilfældet var, da den daværende regering i februar 1998 fremlagde beslutningsforslaget (B 114) om dansk deltagelse i en militære indsats over for Irak. Den daværende regering - og et bredt flertal i Folketinget - fandt dengang, at Sikkerhedsrådets Irakresolutioner fra 1990 og 1991 (nr. 678 og 687) udgjorde et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion. Dansk beslutning om at deltage militært i krig mod Irak Første og anden behandling af forslaget i Folketinget henholdsvis 19. og 21.(?) marts 2003 (Uddrag af 247 sider v. TWP) Skriftlig fremsættelse 18. marts 2003 Udenrigsministeren (Per Stig Møller) onsdag den 19. marts 2003: Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak. (Beslutningsforslag nr. B 118). Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en multinational indsats i Irak. USA har taget initiativ til at opbygge en koalition af lande, der om nødvendigt med anvendelse af militære magtmidler vil gennemtvinge irakisk efterlevelse af landets nedrustningsforpligtelser i henhold til FNs resolutioner. Danmark er blandt den brede kreds af lande, der har modtaget en amerikansk anmodning om militær støtte til denne multinationale indsats. Regeringen finder, at et dansk militært bidrag til en multinational indsats vil medvirke til at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen. Et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikkespredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben. Endvidere vil et militært bidrag ligge i naturlig forlængelse af den traditionelle danske indsats for at medvirke til at styrke den internationale retsorden. Det danske styrkebidrag til en multinational militær indsats i Irak vil omfatte en ubåd, en korvet, et lægehold, samt et mindre bidrag af stabs- og forbindelsespersonel. Styrkebidraget er sammensat på grundlag af en samlet vurdering af omstændighederne, herunder forsvarets muligheder for at bidrage med de militære kapaciteter, som USA har efterspurgt. Irak har over en årrække substantielt krænket sine nedrustningsforpligtelser i henhold til FNs Sikkerhedsråds resolutioner. Sikkerhedsrådet besluttede imidlertid med resolution 1441 af 8. november 2002 at give Irak en sidste chance for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og dermed undgå alvorlige konsekvenser. Ifølge FNs våbeninspektører har Irak ikke overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde, og det må derfor konstateres, at Irak dermed har forspildt sin sidste chance i medfør af resolution Våbeninspektørerne og det internationale samfund har trods dette i en periode fortsat bestræbelserne på at tilvejebringe et egentligt og frugtbart samarbejde med Irak m.h.p. opfyldelse af landets nedrustningsforpligtelser. Disse bestræbelser har trods et meget betydeligt 4

5 internationalt politisk og militært pres vist sig at være forgæves. På denne baggrund og på baggrund af erfaringerne fra de seneste 12 års bestræbelser på at nedruste Irak finder regeringen ikke, at der er udsigt til, at yderligere tid til forhandling og inspektion vil kunne frembringe det nødvendige irakiske samarbejde og dermed sikre opfyldelse af landets nedrustningsforpligtelser. Regeringen finder det på denne baggrund velbegrundet, at det internationale samfund anvender militære magtmidler til at gennemtvinge opfyldelsen af Iraks nedrustningsforpligtelser. Regeringen lægger vægt på, at FNs Sikkerhedsråd tidligere har bemyndiget anvendelse af militær magt mod Irak m.h.p. gennemtvingelse af Sikkerhedsrådets krav og betingelser, og at denne bemyndigelse stadig står ved magt. Man gik herefter til: 1) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 118: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak. Af udenrigsministeren (Per Stig Møller). (Fremsat 18/3 2003). Forslaget sattes til forhandling. Forhandling (NOTE: V = Venstre. SF = Socialistisk Folkeparti. S = Socialdemokratiet. RV = Det Radikale Venstre. KRF = Kristeligt Folkeparti. EL = Enhedslisten. KF = Det Konservative Folkeparti. DF = Dansk Folkeparti.) Jens Rohde, som ordfører (V): Der skal ikke herske tvivl om, at Venstre finder det både dybt tragisk og sørgeligt, at vi i dag står over for en meget, meget ubehagelig beslutning. ( ) Vi har haft lange og indgående drøftelser i Venstres folketingsgruppe om den beslutning, som vi skal træffe i dag. ( ) det er en fuldstændig enig folketingsgruppe, som i dag giver sin opbakning til den meget svære beslutning, det er at støtte en militær aktion. Vi mener, at grænsen, og dermed afgørelsens time, er nået. Saddam Hussein har fået et klart ultimatum: Enten afvæbnes Irak, eller også må Saddam tage ansvaret for en militæraktion. Tiden er inde til, at FN's utallige resolutioner gennem 12 år gennemføres helt betingelsesløst og med det samme. Derfor støtter Venstre også, at Danmark bidrager såvel militært som humanitært til en aktion. Danmark må stå ved sit internationale ansvar for at få gennemført FN's resolutioner og naturligvis sikre humanitær hjælp og en efterfølgende genopbygning af Irak. Det var et vilkår for våbenhvilen efter Kuwaitkrigen i 1991, at Irak skulle afskaffe sine masseødelæggelsesvåben. Nu, 12 år senere, er det ikke muligt for FN at konstatere, at dette er sket. Tværtimod mangler Irak ifølge våbeninspektørerne stadig at redegøre for bl.a bomber og t kemiske våben - våben, som Saddam Hussein har vist, at han er klar til at bruge, endda 5

6 over for sin egen befolkning. Saddam har overtrådt og overtræder langt over 40 FN-resolutioner, heraf 17 Sikkerhedsrådsresolutioner. Der er tre helt centrale resolutioner, nemlig resolution 678 og 687 samt I forbindelse med den seneste resolution 1441, som et enigt Sikkerhedsråd vedtog i november sidste år, er det vigtigt at holde sig for øje, at denne resolution bekræfter alle tidligere vedtagne resolutioner. Dermed bekræfter 1441 også resolution 678, der giver mandat til anvendelse af magt i henhold til FN Pagtens kapitel 7, og den bekræfter resolution 687, som etablerede våbenhvilen efter Golfkrigen på omfattende betingelser. Disse betingelser er ikke overholdt. ( ) Hvad er alternativet? Mere tid, siges der fra forskelligt hold. Men hvor lang tid er mere tid, og hvad så, hvis mere tid ikke rækker? Skal man så igen have mere tid? Saddam Hussein har haft 12 år og 3 måneder til at efterleve FN's resolutioner. Det har et enigt Sikkerhedsråd senest i november konkluderet at han ikke gør. ( ) Holger K. Nielsen (SF): Venstres ordfører bliver ved med at sige, at der er ikke andre udveje end at gå i krig nu. ( ) Men sandheden er jo, at våbeninspektørerne faktisk ønsker at fortsætte deres arbejde. Hans Blix, som jo ikke er nogen hvem som helst, sagde så sent som i går, at det ikke er rimeligt, at man fratager dem muligheden nu for at fortsætte deres arbejde. Han siger, at irakerne faktisk samarbejder bedre, end de har gjort i 10 år. Derfor vil jeg godt spørge Venstres ordfører: I betragtning af, at våbeninspektørerne er i gang med deres arbejde, i betragtning af, at de er dybt frustrerede over, at de skal væk fra deres arbejde, i betragtning af, at et flertal i Sikkerhedsrådet mener, at de bør fortsætte deres arbejde, i betragtning af, at et flertal i Sikkerhedsrådet er imod denne her krig nu, hvordan kan Venstres ordfører så sige, at tiden er inde, at der er ikke andre muligheder? Der er andre muligheder. Frank Jensen (S): Venstres ordfører sagde, at afgørelsens time er nået. Er det ikke sådan, at det er Venstres beslutning, det er den danske statsministers og den amerikanske præsidents beslutning, men at det ikke er verdenssamfundets beslutning? Skulle vi ikke i denne her sag lytte til de folk, som verdenssamfundet har på stedet, nemlig våbeninspektørerne? ( ) Marianne Jelved (RV): Hr. Jens Rohde indledte på en måde, som Det Radikale Venstre er meget enig i. Det er en meget tragisk situation, der er i og omkring Irak, og derfor har Det Radikale Venstre jo også støttet regeringens linje om at medvirke til f.eks. at lægge militært pres på Saddam Hussein. Så siger hr. Jens Rohde, og jeg citerer: "Grænsens og afgørelsens time er nået." ( ) Hvem har truffet den beslutning, at grænsens og afgørelsens time er nået? Og hvem har kompetencen til at træffe den beslutning, at grænsens og afgørelsens time er nået? 6

7 Jens Rohde (V): Se, når det kommer til den diskussion om, hvorvidt der er den ene eller den anden vurdering fra Hans Blix om, at man kunne blive ved med at finde våben osv., så skal vi bare huske på, hvem det er, der jf. et enigt Sikkerhedsråd har bevisbyrden. Når man måler på villigheden til at afruste, så måler man på, hvorvidt et land selv fremlægger dokumentation for alt, hvad det har gjort. ( ) Her er det jo åbenlyst og klart og også klargjort fra Hans Blix, at Saddam Hussein ikke samarbejder fuldt og helt. ( ) Derfor er vi nået til den konklusion, at nu må stolen endeligt sættes for døren, for hvad er igen alternativet? Ja, alternativet er jo, at alle løber i hver sin retning, løber væk fra hinanden, og presset på Saddam Hussein forsvinder, og hvad sker der så? Saddam Hussein kan sidde og genopruste, han kan sidde og grine i sit skæg og sige: Fint, jeg fik nøjagtigt det ud af det, som jeg ville med min tidsudtrækning. Og det ønsker Venstre ikke at stå model til. Jann Sjursen (KRF): ( ) det er dog paradoksalt, at det skulle være Danmark, USA, Spanien og England, der alene beslutter sig for, at nu bliver vi altså trukket rundt ved næsen. Et flertal i Sikkerhedsrådet mener det åbenbart ikke. En række lande i Sikkerhedsrådet har faktisk forsøgt at fremlægge en ny resolution, som på baggrund af våbeninspektørernes rapporter har sat andre tidsfrister end dem, som USA og regeringen nu er parat til at sætte. ( ) Villy Søvndal (SF): ( ) Vi har diskuteret det her i månedsvis. Hvad har svaret været, hver gang vi spurgte? At man kunne være forsikret om, at den her beslutning ville være forankret i FN. Nu står vi i en situation, hvor det helt oplagt ikke er forankret i FN på den måde, at ville resolutionen - den nye - være bragt til afstemning, ville der have været et flertal imod. Det vil sige, at det, flertallet med Dansk Folkeparti og regeringen i dag gør, er at bryde enhver type af folkeret i en konflikt, hvor der efter våbeninspektørernes svar bliver opnået fremskridt, hvor der ikke er brug for år, ikke uger, men med Blix' udtryk for måneder. ( ) Jens Rohde (V): ( ) Denne her beslutning er stadig forankret i FN, nøjagtig som beslutningen var det i Og dermed er der ikke tale om brud på folkeretten, for man skal huske på, som jeg også var inde på i min tale, at 1441 genbekræfter samtlige tidligere Sikkerheds-rådsresolutioner. Og resolution 678 giver mandat til magtanvendelse, såfremt betingelserne ikke overholdes ( ) Der er FN-forankring, for 1441 bekræfter alle tidligere resolutioner. ( ) Jann Sjursen (KRF): ( ) Men så vil jeg godt vende mig til spørgsmålet om resolution 1441, som hr. Jens Rohde lægger vægt på bekræfter tidligere resolutioner - og det er selvfølgelig rigtigt - men som han dermed også indirekte skubber frem foran sig som for at sige, at den sådan set er nok. Hvis man ser på Udenrigsministeriets juridiske notat, så understreges der jo klart i det, at der 7

8 ikke på forhånd er fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse i relation til resolution ( ) Frank Jensen (S): ( ) Hvad er det så, 1441 i øvrigt gør? Det står faktisk direkte at læse i Udenrigsministeriets notat. Der står, at 1441 suspenderer - suspenderer - alle tidligere resolutioner om Irak, indtil Sikkerhedsrådet har truffet beslutning på ny, indtil Sikkerhedsrådet, og jeg citerer: " har haft lejlighed til at vurdere situationen." ( ) Jens Rohde (V): Jeg er altså nødt til at fastholde, at der i 1441 står meget klart, at tidligere resolutioner genbekræftes. ( ) Villy Søvndal (SF): ( ) vil det ikke være mere befriende, hvis hr. Jens Rohde sagde ligesom Rumsfeld: Vi er ligeglade med folkeretten, og FN er irrelevant, hvis FN ikke er villig til at gøre de ting, vi ville have gjort. Var det så ikke nemmere, for det er så pinligt at forsøge at lave et notat fra Udenrigsministeriet, som er så fyldt af indre modsigelser, og som jo har som hovedkonklusion, at 1441 ikke giver legitimitet til en krig. Det er hovedkonklusionen i notatet fra Udenrigsministeriet. ( ) Niels Helveg Petersen (RV): ( ) jeg kunne ønske mig, at Venstres ordfører accepterede, at det, han har stået og sagt her, er i strid modstrid med folkeretsnotatet. Der står direkte i folkeretsnotatet, og jeg citerer: " at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN-pagtens artikel 42." Ja, det står oven i købet sådan, at Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse i resolution 687 og i øvrige resolutioner til under visse betingelser at anvende militær magt over for Irak midlertidigt må siges at være suspenderet. Hvordan man så kan bruge 1441 som folkeretligt grundlag, er mig ubegribeligt. ( ) Jens Rohde (V): I forhold til den folkeretsdiskussion synes jeg jo, at der er nogle, der glemmer at læse konklusionen. For hvad er konklusionen i notatet fra folkeretskontoret? Det er, at sammenfattende er det vurderingen, at der i den foreliggende situation med resolution 1441 for så vidt foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak med henblik på at fjerne Iraks kapacitet til at opbygge og anvende masseødelæggelsesvåben, end det var tilfældet, da den daværende regering i februar 1998 fremsatte beslutningsforslag nr. B 114 om dansk deltagelse i en militær indsats over for Irak. ( ) Og så skal man huske på midt i denne diskussion om resolutioner osv., at det her er altså også 8

9 et spørgsmål om at befri det irakiske folk fra et uhyrligt regime. Jeg tror ikke, der er nogen her, der er uenig med mig i, at Iraks regime er modbydeligt, og at Saddam Hussein er en modbydelig diktator. Derfor er det vores opfattelse, at når valget står mellem demokrati og diktatur, er der kun ét valg at træffe, og det er valget til demokratiets side. Keld Albrechtsen (EL): Jeg tror, hr. Jens Rohde har sat absolut danmarksrekord i juridiske bortforklaringer. Han erkender fuldstændig klart, at der står i notatet, at vi ikke må gå i krig. Der er ikke grundlag for det i resolutionerne. Og så siger han: Men alligevel slutter notatet med, at det må vi godt alligevel. Det må jeg sige; det er en imponerende gang jura. ( ) Marianne Jelved (RV): ( ) I det notat, vi har fået om folkeretten, står der, og jeg citerer fra side 4: "Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære forholdsregler mod Irak ville selvsagt være, om en sådan behandling kunne munde ud i vedtagelsen af en ny, klar resolution eller en formandsudtalelse. Men der er imidlertid stor risiko for, at FN's Sikkerhedsråd ikke kan nå frem til et sådant resultat." Så kommer der et par linjer længere nede: "Såfremt Irak ikke i løbet af meget kort tid opfylder de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser, kan det konstateres, at Irak har forpasset sine sidste muligheder " osv. Det er jo en politisk vurdering. Det er klart en vurdering, som USA og nogle andre lande har truffet, og det er det, hr. Jens Rohde ikke vil bekræfte her fra talerstolen. Aage Frandsen (SF): Hr. Jens Rohde lægger meget vægt på konklusionen i notatet fra Folkeretskontoret, og det kan jeg i øvrigt godt forstå. ( ) Derfor er det eneste, man kan læse ud af det her, at vi har fået et notat, et stykke bestillingsarbejde. Jeg har set bestillingsarbejder af en bedre kvalitet. Men altså konklusionen giver hr. Jens Rohde ret, men præmisserne gør det jo ikke. ( ) Jann Sjursen (KRF): Ja, nu her sidst, men også tidligere i debatten har hr. Jens Rohde lagt vægt på, at det ligesom er Saddam Hussein, der skal fjernes. Vi skal befri, som hr. Jens Rohde sagde det tidligere, det irakiske folk fra dets regime. Jeg kan såmænd godt i mit inderste dele det ønske fuldt ud. Der kunne sådan set være mange folk, som jeg gerne ville befri for deres diktatorer og regimer osv. Der er desværre alt for mange af Saddam Husseins slags i denne verden. Men det betyder jo ikke, ( ) at Danmark sammen med eventuelle andre lande militært skal drage ud i verden for at befri diverse folk fra dets regimer. ( ) Jens Rohde (V): ( ) målet er stadig væk afvæbning. Jeg har så en personlig holdning til, at jeg synes, at det kunne være ganske fint, hvis Saddam Hussein samtidig bliver fjernet fra magten, og man får indført et nyt 9

10 regime, men målet og det, der er belæg for i resolutionerne, er stadig væk afvæbningen af Irak. ( ) Kl Jens Rohde (V): Man [Sikkerhedsrådet. TWP] aner ikke, hvad man skal, men er det et argument for overhovedet ikke at gøre noget, hvis man nu ikke havde nogen idé om det. Det var lidt det samme, vi hørte i forbindelse med diskussionen om at gå ind i Afghanistan. Man må sige, at der har de da fået det bedre. Det er ikke det bedste endnu, men det er da bedre, end da Talebanmilitsen sad på magten. Og vi ved jo, at der er oppositionsgrupper i London, som er blevet enige om i hvert fald tre ting, nemlig at Saddam Hussein skal væk, at der skal indføres et demokrati, man ønsker et føderalt samfund, og at Iraks grænser skal fastholdes. Keld Albrechtsen (EL): ( ) Hvad vil Venstre med denne krig? Hr. Jens Rohde fandt ud af, at det måtte være at fjerne Saddam Hussein. Så var hr. Jens Rohde i et efterfølgende svar kommet i tanke om, at det ikke var derfor, det var jo ikke det, der stod i FNdokumenterne. Der stod, at Irak skulle afvæbnes, og så fik vi den forklaring, at krigen skulle føres, fordi Irak skulle afvæbnes. Nu kommer så en tredje forklaring, der går ud på, at der skal oprettes en føderation i Irak. Jeg vil godt sige til hr. Jens Rohde: Det er simpelt hen den værste gang rod og klamphuggeri, jeg nogensinde har hørt. Og det skal vi gå i krig på! ( ) Mogens Lykketoft (S): Sagt til hr. Jens Rohde så synes jeg, at det afgørende i denne sag er, at resolution 1441 var et storslået forsøg fra et enigt verdenssamfund på at få afvæbnet Saddam Hussein uden krig. Er det ikke rigtigt, at et flertal af de lande, der stemte for den resolution, udtrykkeligt gav udtryk for, at der ikke fra dem var nogen godkendelse til at starte en krig uden en ny beslutning i FN? ( ) Derfor må jeg spørge hr. Jens Rohde: Hvorfor er den 20. marts tidspunktet for en krig, når et stort flertal i FN siger, at det ikke er det, men USA's præsident og nogle få andre statsoverhoveder siger det? Jens Rohde (V): Jeg er nødt til at sige, at jeg synes, det er fantastisk, at man virkelig tror på, at en afvæbning af Irak kan lykkes. Navnlig når man tænker på, hvordan visse lande allerede meget hurtigt sagde, at ligegyldigt hvad, så nedlægger vi veto, vi ønsker under ingen omstændigheder at medvirke. Dermed var de jo med til at fjerne noget af presset fra Saddam Hussein. Og så tror Socialdemokratiet, at det vil lykkes at afvæbne Irak! ( ) Første næstformand (Svend Auken): Udenrigsministeren har bedt om ordet. Udenrigsministeren. 10

11 Udenrigsministeren (Per Stig Møller): ( ) Vi havde møde i den europæiske kreds i går aftes, og det, der adskiller dem fra at blive enige, er tidsfaktoren. Hvor lang tid er der mellem her og krigen? Tyskland siger jo heller ikke, at krig er en situation, som ikke kan komme på tale. I EU's erklæring for en måned siden står der, at det er det sidste middel. Spørgsmålet er bare: Hvornår anvendes det sidste middel? Hvornår er nok nok, som det er sagt? Når så Sikkerhedsrådet er færdig med sit arbejde, som man kan sige, det var i mandags, for der stoppede de videre forhandlinger om det her reelt, skal man så tage stilling til resolutionen. Så gælder resolution 1441, som den er, den sidste mulighed er udtømt. Hans Blix siger jo også mange gange i sine rapporter: Der er ikke samarbejdet med os, som man skulle. Som Hans Blix også skriver i rapporterne: Det er ikke os, der skal finde masseødelæggelsesvåbnene, det er Irak, der skal komme og vise os dem og destruere dem. Der er ikke noget som helst, der tyder på, at Saddam Hussein har fremlagt sine kemiske og bakteriologiske våben. ( ) Det er klart på baggrund af Blix' rapporter, at han selvfølgelig altid kan bruge mere tid, men det er Sikkerhedsrådets afgørelse ( ). ( ) der er tale om, at vi står i en situation, hvor man siger: Nu har vurderingen fundet sted, som den skulle, og Saddam Hussein har ikke udnyttet sin sidste mulighed. ( ) Og der kan man have forskellige opfattelser af, hvornår man skal afslutte de vurderinger. Sikkerhedsrådet afsluttede dem i mandags. Vi havde meget gerne set, at de havde kunnet nå til enighed. Vi appellerede til den enighed. Når de ikke kunne komme med nogen konklusion på deres vurderinger, så må hvert enkelt land jo vurdere, hvordan de vil leve op til opfordringerne fra resolutionerne 678 og 687, som jo er bekræftet og aldrig er blevet ophævet. Er man villig til at hjælpe FN med at få dem respekteret? Eller vil man sige: O.k., det gik heller ikke denne gang, og så kan han blive ved? ( ) Hvis alle gik hjem, sad han tilbage med de kemiske våben og med miltbranden - tusindvis af liter, som jo må være der, siden han ikke har påvist, at de er destrueret. Det havde været meget let at påvise, at de var destrueret, hvis de var blevet det. ( ) Hvis man bare lader tingene fortsætte, bliver det meget værre. Frank Jensen (S): ( ) Her i Folketinget har vi fået udenrigsministerens forklaring på, hvad regeringen mener med forankringen i FN, og jeg vil gerne bede udenrigsministeren om at bekræfte det citat, der i dag er på forsiden af Politiken. Det er et citat her fra Folketinget den 5. februar, og udenrigsministeren er citeret for at sige: "Jeg synes ærligt talt, at det er meget klart, at det er Sikkerhedsrådet, der afgør, om 1441 er nok. Det er det, der menes med "forankret i FN"". Vil udenrigsministeren bekræfte det citat, eller er det et fejlcitat? Udenrigsministeren (Per Stig Møller): ( ) Det, jeg siger - og jeg står fuldstændig ved citatet, for det er meget klogt sagt, og det er også meget rigtigt sagt - er, at Sikkerhedsrådet afgør, om 1441 er nok. Det er dét, der menes med 11

12 forankring i FN. Nu er vi i den situation, at Sikkerhedsrådet ikke har truffet nogen ny afgørelse, efter den sidste mulighed for at lade sig afvæbne fredeligt blev givet Saddam Hussein med Der er altså ikke truffet nogen ny afgørelse, og vi har aldrig udbedt os en second resolution, som det hedder, i denne situation. Vi har sagt, at Sikkerhedsrådet afgør det, og når Sikkerhedsrådet ikke afgør, om 1441 er tilstrækkelig, er vi tilbage ved 1441, som henviser til alle de øvrige. Sådan sagde man også i 1998, og det betyder, at så må hvert land træffe beslutning. ( ) Jeg står ved citatet, men jeg mener, at Politiken misbruger det. Når der ikke træffes en ny og anderledes beslutning, gælder den gamle beslutning. ( ) Frank Jensen (S): ( ) Der er ikke truffet nogen afgørelse i Sikkerhedsrådet, heller ikke i mandags. Derfor er 1441 gældende, og derfor skulle Blix og våbeninspektørerne fortsætte. Men det er der altså nogle, der har forhindret dem i, og nu ved vi, hvem det er. Det er den amerikanske præsident, det er den danske statsminister, det er den spanske regeringschef og en række andre statsledere, der har besluttet, at nu skal der være krig og ikke fred. ( ) Ole Sohn (SF): Det er i forlængelse af udenrigsministerens forsøg på forklaring af sin egen situation. Ministeren kom frem til, at FN's Sikkerhedsråd ikke kunne skabe flertal for at gå i krig, som USA og Tony Blair havde ønsket. Der kunne ikke skabes flertal, og det vil sige, at der er et flertal i FN's Sikkerhedsråd for at fortsætte den linje, man har vedtaget, nemlig at give våbeninspektørerne mere tid. Den linje ønsker den danske regering nu at bryde, og det vil sige, at Danmark går i en militær aktion uden om FN og i øvrigt også uden om NATO og EU. ( ) Jens Rohde (V): ( ) Om alt det juristeri, vi er inde på nu, hvor man bliver ved, selv om udenrigsministeren har været heroppe og forklare det folkeretlige element, vil jeg sige: Fint, det kan vi godt fortsætte med, men så synes jeg bare, vi lige skal huske, hvad det drejer sig om. Det drejer sig om, at vi har en diktator, som udrydder sine egne borgere, som overhovedet ikke på noget tidspunkt viser nogen anger, og som ikke har nogen problemer med at udnytte kemiske våben over for sine egne borgere. Han har ikke nogen problemer med at destabilisere regionen, og hvis han har mulighed for det, invaderer han også andre lande. Det har vi masser af eksempler på. ( ) Jeg ved godt, at motivet ikke er at køre Saddam Husseins sag, men det, som S og R og venstrefløjen i øvrigt står for i denne sag, tjener udelukkende Saddam Husseins interesser. ( ) Margrete Auken (SF): Så fik vi den igen: Mere end 12 år blev der sagt. Jeg går ud fra, at hr. Jens Rohde er fuldstændig opmærksom på, at frem til 1990 skete samtlige de frygteligste af Saddams overgreb med USA's mere eller mindre stiltiende billigelse. ( ) Hykleriet og dobbeltmoralen fejrer virkelig triumfer i øjeblikket. Hvor er hr. Jens Rohde henne i spørgsmålet om den anden voldsomme konflikt i Mellemøsten, som i øvrigt kan blive det brændstof, som får det hele til at gå op i flammer dernede, nemlig konflikten mellem Israel og 12

13 Palæstina? Israel tilsidesætter konsekvent FN's resolutioner gang på gang på gang på gang, og det er den største provokation af det arabiske folk i området, at hr. Jens Rohde og konsorter kommer med opblæst patos og siger: FN's resolutioner skal altså respekteres, når det er fjenderne, det drejer sig om, men når det er vennerne, er det helt i orden ikke at gøre det. Jens Rohde (V): Fru Margrete Aukens tale taler jo næsten for sig selv, men jeg vil bare sige til fru Margrete Auken, at den enes fejl undskylder ikke den andens og heller ikke, hvad der skete i sin tid. ( ) Morten Helveg Petersen (RV): Det, der kalder mig herop, er Venstres ordførers bemærkninger for et stykke tid siden om, at bl.a. Det Radikale Venstre i realiteten skulle tjene Saddam Husseins interesser. Det ( ) vil jeg gerne bede Venstres ordfører om at tage klart afstand fra her fra Folketingets talerstol. Det er aldeles upassende at sige sådan noget ( ). Jeg vil samtidig spørge Venstres ordfører, om det forhold, at et klart flertal i den danske befolkning er imod krig, også er udtryk for at ville tjene Saddam Husseins interesser. ( ) Jens Rohde (V): Hr. Morten Helveg Petersen siger, at jeg skal trække mine ord tilbage. Jeg vil godt lige understrege, at inden jeg sagde, at det tjente Saddam Husseins interesser, hvis man ikke fortsat holdt presset, sagde jeg, at jeg godt vidste, at det ikke var nogens hensigt at gå hans ærinde. ( ) Jeg sagde, at jeg aldrig nogen sinde kunne mistænke noget parti - nogen - her i Folketingssalen for at ville gå Saddams ærinde. Men jeg mener, at bundlinjen er, at det her gavner Saddam. ( ) Ole Sohn (SF): ( ) USA og England har i ugevis forsøgt at få FN's Sikkerhedsråd til at beslutte en ny resolution, som gav USA mulighed for at gå i krig. FN's Sikkerhedsråds flertal har været imod den linje. Det er jo det, der er sandheden. USA og England fremlagde ikke deres resolution, fordi et flertal i FN ønskede og ønsker, at våbeninspektørerne skal fortsætte deres arbejde. ( ) Per Kaalund (S): ( ) Hvorledes gør det indtryk på hr. Jens Rohde og Venstre, at den norske borgerlige regering har samme holdning, at de øvrige nordiske lande har samme holdning som oppositionen her? Gør det indtryk, at Spanien, som har kørt en meget hård linje sammen med USA i denne her sag, end ikke agter at deltage i militære aktioner, på tilsvarende måde som Danmark med sit relativt beskedne bidrag agter at gøre ifølge regeringen? Har hr. Jens Rohde dækning hos statsministeren og i regeringen for, at oppositionen her i dag går Saddam Husseins ærinde? Jens Rohde (V): Det må hr. Per Kaalund jo spørge regeringen om. Jeg siger bare, at resultatet af, at man ikke er 13

14 villig til at sætte magt bag ordene i de mange resolutioner, er, at Saddam Hussein sidder tilbage og kan grine i skægget, presset er væk, han kan genopruste, og han kan fortsætte sin destabilisering af regionen og fortsætte sine trusler mod menneskeheden. Det er det, der er resultatet, når man ikke tør sætte magt bag ordene ( ) Per Kaalund (S): ( ) Så siger hr. Jens Rohde i sit svar til mig, at når man ikke tør sætte magt bag ordene, så går man Saddam Husseins ærinde. Hvem har dog sagt og udtalt, at vi ikke tør sætte magt bag ordene? Det helt afgørende er, på hvilket grundlag det sker, og det, diskussionen og debatten her i dag har vist, er vel, at det grundlag efter vores opfattelse ikke er til stede. I det øjeblik grundlaget var til stede ved beslutninger i FN, så har vi da været villige til at sætte magt bag ordene i givet fald. ( ) Frank Jensen, som ordfører (S): Den danske regering har truffet en historisk beslutning - desværre er der tale om en forkert beslutning - om, at Danmark skal deltage i en krig, uden at det er støttet af et bredt flertal her i Folketinget. Det er et brud af historiske dimensioner på den tradition, vi har haft her i landet. Der er ingen historiske fortilfælde for, at en dansk regering vil sende danske soldater til krigshandlinger, uden at det er støttet af et bredt flertal her i salen. Det beklager vi dybt fra Socialdemokraternes side. Det er ulykkeligt for Danmark. Det er regeringens valg. Vi Socialdemokrater har i de seneste uger haft en klar oplevelse af, at vi og regeringen var enige om linjen i Irakkrisen, nemlig at Danmark kun ville kunne sende danske soldater til krig i Irak, hvis der foreligger en ny beslutning i FN. Vi havde klart den oplevelse, at vi var enige med regeringen om, at den tidligere sikkerhedsrådsresolution 1441 af 8. november sidste år ikke er grundlag nok for at indlede en krig. Den holdning har Danmark ikke stået alene med. Tværtimod blev det klart udtrykt af et stort flertal af de lande, der stemte for resolution 1441, at det ikke var en adgangsbillet til at starte en krig. ( ) Jeg skal slutte med at meddele, at vi meget klart fra Socialdemokratiets side ikke kan støtte regeringens beslutningsforslag om at bidrage til den USA-ledede krig mod Irak, som regeringen nu er klar til at tage beslutning om. ( ) Peter Skaarup (DF): Hr. Frank Jensen var meget inde på finurligheder omkring det folkeretlige, men én ting, jeg synes, man savner et klart svar på fra hr. Frank Jensen og Socialdemokraterne i den her sag, er: Vil man ikke længere følge vores vigtigste allierede, USA og England, i den kamp, som de yder i forhold til destruktion af masseødelæggelsesvåben, destruktion af terroristnetværk, som Socialdemokraterne jo førte en valgkamp på at man skulle gøre for omkring 1½ år siden. Har Socialdemokraterne helt glemt, at det var vigtigt for Socialdemokratiet og for Danmark at følge vores vigtigste allierede efter terrorangrebet den 11. september? Jeg har taget en artikel med fra Ekstra Bladet fra den 22. september 2001, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde: Danmark er klar. Vi skal følge USA hele vejen. Har 14

15 Socialdemokraterne glemt det? Hvorfor vil man ikke bakke vores vigtigste allierede op i den sag, som handler om at afvæbne Saddam Hussein? Jeg forstår ikke, at man er så tilbagelænet, bare fordi man er kommet i opposition. ( ) Frank Jensen (S): ( ) Læren efter 11. september for os Socialdemokrater har været fra første færd at samle bred international støtte og alliance, når verdenssamfundet skal reagere over for terror og over for diktatorer. Sådan var det efter den 11. september, sådan var det i kampagnen mod talebanstyret i Afghanistan. Vi beklager, at den amerikanske præsident og den amerikanske administration har skiftet linje. Nu samler man ikke bred alliance, nu lægger man ikke pres på situationen i Mellemøsten i krisen mellem palæstinensere og israelere for at samle alliance til et opgør med Saddam Hussein, nej, nu kan man gå alene med en lille flok andre lande i krig. ( ) Søren Krarup (DF): I mellemkrigstiden, det vil sige årene , hed FN Folkenes Forbund. Det var stiftet netop for at skabe ret og fred imellem folkene, og det var et folkeforbund, som det officielle Danmark under især P. Munchs ledelse klamrede sig til. Og det var meget smukt og meget idealistisk, og det brød fuldstændig sammen i løbet af 1930'erne, da der var tre diktatorer, Mussolini, Stalin og Hitler, som fuldstændig fik det til at bryde sammen. Jeg må tilstå, at i dag er FN efter min mening ved at være i samme situation som Folkenes Forbund i 1930'erne. ( ) Helge Adam Møller (KF): ( ) Jeg er sikker på, at hr. Frank Jensen læser Politiken, og jeg vil godt bede ham kommentere den artikel, som chefredaktør Tøger Seidenfaden havde for en måneds tid siden, hvor Tøger Seidenfaden beskrev den lov, man indførte i Irak i midten af 1990'erne, der sagde, at desertører og tyveknægte fik hugget højre hånd af. Året efter fremsatte han en ny lov, der også blev vedtaget, der sagde, at hvis man én gang til var desertør eller tyveknægt, skulle man brændemærkes i panden med et rødglødende jern, og loven beskriver nøjagtigt, hvor dybt og hvor bredt brændemærket skulle være. Endelig året efter, og det er vel det mest groteske, fremsatte Hussein en ny lov, og den blev vedtaget ifølge Tøger Seidenfaden, der siger, at hvis en sygeplejerske eller en læge i Irak prøver på at sløre eller fjerne brændemærket i panden på en anden iraker, så får hun eller han skåret øret af. Det var, hvad Tøger Seidenfaden fortalte i Politiken. Jeg vil spørge hr. Frank Jensen: Hvornår er nok nok? Frank Jensen (S): ( ) Nok har været nok i ganske lang tid. 12 år er fuldstændig uacceptabelt over for verdenssamfundet. Det er jo også derfor, at vi fra dansk side bakkede hundrede procent op om at speede op, om Sikkerhedsrådets resolution Det var et vendepunkt i de seneste års optræden, og vi var glade for det. Til gengæld vil vi så også give det den mulighed, og for os er kampen for freden 1 eller 2 måneder, som Hans Blix har sagt det. Hvorfor ikke, når vi nu - havde jeg nær sagt - er gået så 15

16 langt? Vi er klar til den dag, der havde ligget en indstilling, som der gjorde i 1998 fra de daværende inspektører, som er gengivet i Udenrigsministeriets notat, at træffe samme beslutning som i 1998 med militær hjælp til at afvæbne Saddam Hussein. Det har vi ikke fået mulighed for. Regeringen har kortsluttet processen. Det beklager vi dybt. ( ) Vi har her den tyske våbeninspektør, der er citeret for i går aftes i et telegram fra itzau/reuters at have sagt: "Jeg føler personligt, at hvis vi havde haft en måned mere, så ville det have været nok." Det siger den tyske våbeninspektør, Bernd Birkicht. Der er en anden inspektør, der siger: Vi trak os ud, og folk i Irak må lide. Jeg ønsker at vende tilbage. En tredje siger, at til slut viste de proaktivt samarbejde. Det er jo det, vi har oplevet de seneste uger, at Saddam Hussein for første gang i lang tid er begyndt at samarbejde med våbeninspektørerne. Det er derfor, Hans Blix og våbeninspektørerne har troet på, at man kunne gøre fremskridt. Det ville vi selvfølgelig også kræve, at det var det, der var resultatet, hvis der var tale om en måned eller to mere, inden sagen skulle gøres endelig op i Sikkerhedsrådet efter resolution ( ) Tredje næstformand (Kaj Ikast) kl : Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl med hr. Peter Skaarups ordførertale. Mødet genoptaget kl Forhandlingen genoptoges Første næstformand (Svend Auken): Jeg vil indskærpe over for ministrene, at de skal være her til tiden. Det gælder også ordførerne af hensyn til afvikling af møderne her i salen. Hr. Peter Skaarup som ordfører. Peter Skaarup, som ordfører (DF): I dag skal vi tage stilling til et afgørende spørgsmål: Skal Danmark være med i en aktion, der kan sikre, at Saddam Hussein bliver afvæbnet militært? Eller skal Danmark sidde med korslagte arme og lade Saddam Hussein fortsætte med at lege kispus med omverdenen, som han har gjort i de sidste 12 år og siddet den ene FN-resolution efter den anden overhørig? I Dansk Folkeparti er vi ikke i tvivl om, at på et eller andet tidspunkt må og skal der trækkes en streg i ørkensandet, der sikrer, at Saddam Hussein bliver afvæbnet. Man kan så være i tvivl hen ad vejen om, hvad man skal gøre, og hvornår man skal gøre det. Nu står vi i den situation, at vores vigtigste allierede, USA og England, fuldstændig klart er på vej til at lave en aktion, der kan sikre den afvæbning, man har ventet på, og som er nødvendig for vores egen sikkerhed, og så mener jeg ikke, der kan være tvivl om, at vi kun har ét sted at stå, og det er sammen med vore nærmeste allierede. Man kan selvfølgelig godt som Socialdemokraterne læne sig tilbage og sige: Nå, ja, vi sidder ikke i regering mere, vi vil ikke tage medansvar i den aktuelle situation, vi er ligeglade. Men jeg mener ikke, det er forsvarligt. Vi har en regering, der er gået foran og klart har meddelt, at man vil gribe ind over for det, som Saddam Hussein står for, og så mener jeg heller ikke, der er andre muligheder for mit parti end at bakke op bag den regering, som viser vejen på det udenrigspolitiske område. Saddam Hussein har fra starten af sin karriere udryddet politiske 16

17 modstandere, terroriseret civilbefolkningen, tortureret og myrdet løs i sin egen befolkning, så derfor handler det ikke for Dansk Folkeparti udelukkende om, hvorvidt der er et FN-mandat eller ikke er et FN-mandat. Det kan vi have lange diskussioner om. Der er forskellige udlægninger af sagen, men det, der er det afgørende for os, er: Punkt 1: At Saddam Hussein bliver afvæbnet. Punkt 2: At terrortruslen, som mange mener, Saddam Hussein også udgør, fordi han giver ly til terrorister, bliver fjernet. Og punkt 3: At vi er sikre på, at Danmark står sammen med vore nærmeste allierede, som gang på gang er kommet os til undsætning. Vi må ikke glemme, at garanten for vores sikkerhed og for vores tryghed efter Anden Verdenskrig var USA. Garanten for vores sikkerhed og tryghed fremover er også USA, og derfor ville det være fuldstændig forkert, hvis det danske Folketing, den danske regering meldte anderledes ud. ( ) Holger K. Nielsen (SF): Jeg har to ting. Jeg er helt enig med hr. Peter Skaarup i, at Saddam Hussein er en brutal diktator. Men har hr. Peter Skaarup på noget tidspunkt tænkt på, at da han gassede kurderne i 1988, blev der knap nok løftet et øjenbryn fra Vestens side? Det var først, da Saddam Hussein angreb Kuwait, så der blev problemer med olieforsyningerne til Vesten, at han blev et problem. Har hr. Peter Skaarup gjort sig nogen overvejelser over det hykleri, der har ligget fra Vestens side i hele håndteringen af Saddam Hussein gennem årene? For det andet: Hr. Peter Skaarup nævner terroren og siger, at mange mener, Saddam Hussein står bag den internationale terrorisme. Der er ikke påvist nogen sammenhæng - jo, det britiske efterretningsvæsen kom med en rapport, men det viste sig, at den var hentet fra en specialeafhandling på internettet. Der er ingen seriøse mennesker, der påstår, at Saddam Hussein og den internationale terrorisme har tæt forbindelse med hinanden. Har hr. Peter Skaarup omvendt tænkt på, at er der én, der ønsker denne krig, så er det Osama bin Laden? Terrorismen vil blive styrket af denne her krig. Man ville bekæmpe terrorismen i sin tid, men konsekvensen bliver flere terrorhandlinger her i Vesten, og vil Dansk Folkeparti tage et medansvar, hvis det finder sted? Jann Sjursen (KRF): Det er et selvstændigt og meget vigtigt argument for Dansk Folkeparti, at vi skal følge vores nærmeste allierede, England og USA, og derfor er mit spørgsmål til Dansk Folkeparti ganske enkelt: Hvornår er det blevet Dansk Folkepartis politik, at vi skal følge vores nærmeste allierede, USA og England, i et og alt? Hvornår er det blevet besluttet, at det skal vi konsekvent gøre? Peter Skaarup (DF): ( ) Men jeg kan i hvert fald sige, at ifølge Colin Powells tale i FN's Sikkerhedsråd stod det meget klart, at Irak havner terrorisme, at Saddam i sit land har terrorister til stede, som man ikke gør noget ved, som bevæger sig frit omkring i Irak. F.eks. er der beviser for, at der i Bagdad har været besøg af terrorister tilhørende Al-Qaeda netværket. ( ) Til hr. Jann Sjursen og hvornår vi mener, at vi skal følge vores nærmeste allierede: Vi har den grundlæggende opfattelse, at efter terroraktionen den 11. september er det utrolig afgørende, at 17

18 vi står sammen med de lande, som oplever sådan nogle terroraktioner, som bliver truet af f.eks. muslimske terrorister, der bemægtigede sig de her fly, og som efterfølgende også har været medvirkende til terror på Bali og andre steder rundtomkring i verden. ( ) Keld Albrechtsen (EL): Hr. Peter Skaarup burde være klar over, at det såkaldte bevismateriale, som USA's udenrigsminister Colin Powell fremlagde, jo er blevet analyseret alle mulige steder. Der var nogle utydelige billeder af gammel dato. Det har tysk efterretningstjeneste, det har fransk efterretningstjeneste kigget efter i sømmene. Frankrig og Tyskland har ikke fundet, at der var et bevismateriale, og det er dog formentlig dygtige folk inden for efterretningsvirksomhed. ( ) Så går hr. Peter Skaarup ud i den rene historieforfalskning med hensyn til fortiden. Så påstår han, at USA ikke har støttet Saddam Hussein siden Golfkrigen. Jamen det er jo helt forvrøvlet. USA afstod fra at rykke ind og fjerne Saddam Hussein, da de havde muligheden, og derefter tillod de ham at myrde løs på sin egen befolkning, på kurderne osv. osv., fordi det blev betragtet som en amerikansk interesse at holde Saddam Hussein på benene af hensyn til amerikanske olieinteresser på det tidspunkt. ( ) Ole Sohn (SF): Jeg synes, det var en befriende klar tale, som hr. Peter Skaarup kom med. Ikke al den her pakken ind og udenomssnak, som hr. Jens Rohde fra Venstre er kommet med, og som udenrigsministeren er kommet med. Næ, det er klar tale. Vi skal støtte USA i et og alt. Uanset, hvad de gør, så er det bare den vej. ( ) Med hensyn til jagten på terrorister så ved man jo beviseligt, at de, der stod bag 11. september, kom fra Saudi Arabien og Egypten. Er det så der, vi går til næste gang, eller venter vi, til USA siger til? Når man bryder resolutioner, griber man så ind? Hvornår vil Dansk Folkeparti så støtte en indgriben over for Israel, som har brudt resolutioner i 30 år? ( ) Peter Skaarup (DF): Hr. Keld Albrechtsen er inde på situationen efter Golfkrigen, og der står det meget klart for mig i hvert fald, at USA og i øvrigt også FN igennem hele perioden siden den første Golfkrig har lagt et ret kraftigt pres på Irak. Man har håndhævet den såkaldte no-fly zone, ikke dermed at forstå at man så har sikret sig, at Saddam Hussein opfører sig ordentligt. ( ) Kl Nye regler: Ja, vi skal bestemt diskutere FN's rolle. ( ) Er det rimeligt, at vi skal hælde vores hoved til lande, der har diktaturregimer, som er udemokratiske, har korruption, undertrykker almindelige menneskerettigheder i deres egne lande, at vi skal stille dem i front? Det er det, jeg angriber, og det er det, der har været problemet i FN-regi her på det seneste. ( ) Peter Skaarup (DF): ( ) Hvad gør vi for at komme en aggressiv diktator som Saddam Hussein til livs, der dræber politiske modstandere og ikke vil indføre demokrati? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad Saddam Hussein står bag mod sin egen befolkning? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad Saddam Hussein har gjort mod kurderne? Er hr. Keld Albrechtsen klar over, hvad man gør mod politiske 18

19 modstandere, som bliver dræbt og tortureret, hvis de nærmer sig noget, der ligner magt i forhold til Saddam Hussein? Det burde vel egentlig være et venstrefløjsønske, at den slags diktatorer rundtomkring i verden blev demonteret og blev sat fra magten. Folk, der rask væk bryder menneskerettigheder hver eneste dag, burde det egentlig ikke være noget, venstrefløjen aktiverede sig selv i? ( ) Det er jo det, vi diskuterer. Det er ikke, om der står et ord forkert eller et komma forkert i en eller anden FN-resolution. ( ) Jeg kan konstatere, at der desværre er et stort mindretal her i Folketinget, der ikke vil røre en finger mod Saddam Hussein. Og så er der altså et flertal, der siger: Vi er nødt til at stå ved det sammen med det internationale samfund i kampen mod den slags tyranner, vel at mærke når de truer vores egen sikkerhed med terrorisme og masseødelæggelsesvåben, for så har vi da en ekstra forpligtelse. ( ) Kl Pia Christmas-Møller (KF): ( ) Vi har i den konservative folketingsgruppe været igennem grundige vurderinger af, hvad der er det rigtige standpunkt set ud fra en moralsk, set ud fra en juridisk og endelig set ud fra en politisk synsvinkel. Det har ikke været så svært at besvare spørgsmålet om, hvad der er det moralsk rigtige standpunkt. Vi står over for en af denne verdens værste despoter siden Hitler ( ) Det er slemt, at der ikke kan opnås enighed i den kreds af medlemslande, der i dag sidder i Sikkerhedsrådet, om at bekræfte, hvad man hele tiden har ment og fortsat mener med konkret handling. Men endnu værre er det for den internationale retsorden, hvis der overhovedet ikke kommer nogen handling bag ordene. ( ) Desværre er FN-sporet foreløbig endt i en blindgyde. ( ) Graver man ind til kernen, består denne sag af et valg mellem på den ene side aktiv støtte til den frie og demokratiske verden og på den anden side passiv laden stå til, som kun - kun - er til fordel for diktaturets despoti og terrorisme. I det valg er Det Konservative Folkeparti ikke i tvivl om, hvor vores kræfter skal lægges. ( ) Holger K. Nielsen (SF): Det må være svært at være konservativ i de her dage. Det Konservative Folkeparti, udenrigsministeren især, har jo gennem måneder argumenteret kraftigt for, at man skulle have en FN-sanktioneret krig, hvis man skulle have en krig. Man har hele tiden fastholdt, at det er Sikkerhedsrådet, der skal træffe den endelige beslutning om det. Alligevel støtter man nu en krig, en amerikansk krig, på trods af Sikkerhedsrådet, på trods af at der ikke ligger nogen FN-sanktionering af det her. Når fru Pia Christmas-Møller siger, at det i FN's Sikkerhedsråd er endt i en blindgyde, hvad skyldes det så? Det skyldes da, at USA, Storbritannien ville have krigen. De ønskede ikke at fortsætte i FN-sporet. Når der ikke blev vedtaget noget, skyldes det jo, at de trak deres forslag til sidst, fordi de var sikre på, at det ville komme i mindretal. ( ) 19

20 Jann Sjursen (KRF): ( ) Synes fru Pia Christmas-Møller ikke, at det er meget betænkeligt i en så alvorlig sag for alle Folketingets partier, for alle folketingsmedlemmer, bare at gøre det her til et spørgsmål, om man er demokrat eller diktator, om man er på USA's side, eller man ikke er det? ( ) Frank Jensen (S): ( ) Og der kunne Danmark jo så have valgt at lægge en anden linje, den linje, som man har lagt i Norge, som er et NATO-land - jeg tror også, Norge opfatter Amerika som en nær allieret. Og den svenske regering og den svenske statsminister er i øjeblikket ude at sige, at der ikke er et folkeretligt grundlag for den krig, som nu skal indledes. Det har den svenske statsminister udtalt så sent som i dag til en række medier, og jeg har fået bekræftet på det svenske socialdemokratis egen hjemmeside, at det er en udtalelse, som Göran Persson står ved. ( ) Holger K. Nielsen (SF): Det er jo rigtigt, at man står over for en række valg i sådan et situation. Men for os der er det her et valg mellem FN og USA. Det er et valg mellem retten og magten. Et valg mellem om man udelukkende skal bruge magt, eller man også skal bruge ret. ( ) Hvordan kan det være, at stort set alle andre i denne verden siger, at det her er imod FN? Den norske regering, den konservative norske udenrigsminister siger, at det her er FN-stridigt. Derfor er Norge imod. Sverige siger det. Tyskland siger det. Frankrig siger det. EU siger det. Prodi har sagt det. Solana har sagt det. Stort set hele vejen rundt siger man det. ( ) Pia Christmas-Møller, som ordfører (KF): ( ) Og nu var det sådan, at hr. Frank Jensen refererede til, at der var nye meldinger. Jeg kan komme med, at Attisari fra Finland netop har meddelt, at han fuldt og helt støtter USA's handlemønster. Der er altså mange rundtomkring, der tager stilling i denne tid. ( ) Men jeg håber, at der rundtomkring i verden vil være tilstrækkelig stærke kræfter, der i tide kan gøre op med diktatorer, despoter og massemordere, som Saddam Hussein er udtryk for. ( ) Jens Rohde (V): ( ) Det er jo meget godt at stå heroppe og angribe amerikanerne, som man altid har gjort. Hr. Holger K. Nielsen kan jo ikke gå på talerstolen uden at fortælle, hvor forfærdelige amerikanerne er, og at vi er skødehunde for amerikanerne, og at de er så og så forfærdelige. Jeg siger bare, at hvis vi var så kloge og så dygtige og så sofistikerede i Europa, og hvis den politik, hr. Holger K. Nielsen står for, var så fantastisk gennemanalyseret, så fantastisk sofistikeret, hvorfor har det så altid været sådan, at amerikanerne skulle hjælpe os ud af de kriser, vi har haft her i Europa? Jeg ville meget nødig have været foruden amerikanerne, for så havde vi haft et Europa i fuldstændigt kaos i dag. ( ) Kl