Af domprovst Anders Gadegaard

Transkript

1 Prædiken til 3. søndag i fasten, 8. marts 2015 kl. 10, Vor Frue kirke. Tekst: Lukasevangeliet 11, Salmer: 432, 747, 448, 674,1-2, 166 / 637, 192, 400, 634. Af domprovst Anders Gadegaard Selvretfærdighed er dødsensfarlig, hører vi i denne fortælling: Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om uden at finde hvile. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første. Sådan er selvretfærdigheden: Overbevisningen om, at det man selv gør, er det rigtige og gode, mens andre tager fejl. Og i sin selvretfærdighed tryner man de andre og de 7 værre ånder er flyttet ind. Lad mig give et aktuelt eksempel, måske fjernt fra os som enkeltindivider, og dog med stor betydning for os: Vi frygter med rette terrorhandlinger, drab på uskyldige i en fremmed ideologis eller religions navn. Og vi véd, at denne voldsideologi hyldes af grupper med rod i lande som Irak og Afghanistan. Derfor skal de regimer bekæmpes. Med vold. Først gik vi i krig for at få fjernet diktatoren Saddam Hussein, fordi han udgjorde en trussel mod verdensfreden, mente vi. Og fjernet blev han. Fanget, mens han gemte sig i et hul i jorden. Og hvad skete der? I kølvandet på det magt-tomrum, der opstod i landet, skød flere terror-militser frem og de har hærget i området lige siden. På samme måde efter udryddelsen af Osama Bin Laden. Da den urene ånd var renset ud, blev det fejede og prydede rum indtaget af 7 ånder, der var værre end den første. Hvorfor vil vi ikke lære det? At hugger man hovedet af uhyret, skyder der syv nye hoveder frem på dæmonen. Da de romerske soldater og ypperstepræstens folk kom til Gethsemane have torsdag aften inden påsken for at anholde Jesus greb disciplen Peter sit sværd og huggede efter en af dem. Han ramte ham i ansigtet og huggede hans øre af. Og Jesus sagde: Lad det være nok! Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Med andre ord: Krig og vold er sjældent en løsning, fordi det blot avler mere krig og vold. Jeg er ikke pacifist, selv om der er stærke argumenter for den holdning. Men krig og vold kan være en nødvendighed. Jeg synes, det var

2 godt, at gerningsmanden, som skød og dræbte to uskyldige her i byen for to uger siden, blev skudt, inden han nåede at ramme flere ofre. Det afgørende er, når man griber til vold, om den tages i anvendelse for at redde liv, OG at det er absolut sidste udvej. Og det er vel her, vi svigter: For alt for ofte er alt andet ikke prøvet, inden vi griber til krigen og volden. Som nu med bomberne over Irak. Og resultatet bliver måske endnu en gang, at huset renset og står fejet og prydet bagefter mens nye dæmoner gør klar til at indtage huset. Hermed har han forklaret, hvad det dæmoniske er: Den ondskabens magt, som hersker over os, og som vi ikke kan undslippe. Når vi imod vores egen viden om, hvad der gavner, alligevel sårer og skuffer andre. Det vi gør - eller undlader at gøre - af magelighed, bekvemmelighed og dermed svigter en anden og tilmed foregiver vi ofte, at vores handlemåde var rimelig og forsvarlig. Det dæmoniske er på denne måde en magt stærkere og større end os selv, som binder os ofte endda mod vores vilje til at gøre dét forkerte, vi egentlig helst ikke ville have gjort. Det gælder naturligvis ikke kun på det politiske plan, men også på det individuelle, for hver eneste af os. Hvis man i en given sammenhæng mener om sig selv, at man har ret overfor andre. Og derfor kan dømme dem. Ofte véd vi godt, vi ikke burde, men fristelsen er for stor, vi gør det alligevel når vi nu har ret. Ja, det er netop en fristelse. Det er, som om der er kræfter inden i os, der vil nyde at sætte de andre til vægs, selv om vi godt véd, det ikke er spor konstruktivt. Som om kræfter i os, vi ikke kan forklare eksistensen af, tager os i besiddelse og driver os derhen, hvor vi ikke vil, men vi ender der alligevel. Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg, siger Paulus. Det dæmoniske er betegnelsen på synden, når den er stærkere end os selv, tager os i besiddelse uden at vi kan kæmpe os fri. Den har mange navne: Satan, Djævelen, dæmonernes fyrste, Beelzebul. De gamle jøder så sådan på verden, at Gud var den eneste styrende magt. De fjendtlige åndemagter var også af Gud og underlagt Gud. Satan var en falden engel. Først i århundrederne op imod Jesu fødsel breder den opfattelse sig, at verden er underlagt kampen mellem to tilsyneladende lige stærke magter: Gud og Satan, godt og ondt, lys og mørke. En sådan dualisme, som vi tydeligst kender det i principperne om yin og yang, er altså egentlig ikke jødisk, men snarere af græsk eller persisk oprindelse og kommer derfra ind i senjødedom og kristendom.

3 Bag de mange beretninger i evangelierne om onde ånder og dæmonuddrivelser ligger denne opfattelse, at djævelske kræfter er på spil som håndlangere for den onde fyrste selv, Guds modstander. De benytter sig af alle former for list, lokker mennesket i fordærv og hersker gennem begær, grådighed, sygdom, død og ulykke. Man forestillede sig, at disse åndemagter ville drive deres spil lige indtil de sidste tider, hvor Gud selv vil komme igen og tage magten fra dem og indføre sit paradis-rige. Disse forestillinger ligger også bag den meningsudveksling, vi hører om i dag, mellem Jesus og folkene omkring ham. Jesus uddriver en dæmon af et menneske, som ikke kan tale, og han bliver rask. Den onde magt har forladt ham. Og folk beskylder ham for at være i ledtog med den onde selv, fordi det er trolddomskunst og ond magi, han anvender. Hvordan kan det være det, når det nu gavner? spørger han lige ud ad landevejen. Enkelt og ligetil: Er Guds rige på spil, er det fordi det gode sker så véd I det, når talen i dag er om alle mulige former for alternativ eller klassisk helbredelse: Gavner det, er det godt, slet og ret. Får du det bedre i din krop eller i dit sind så er Guds riges kræfter virksomme. Så enkel er prøven siger altså Jesus her. Hvad skal vi i dag stille op med disse beretninger? Skal vi tro på, at der findes dæmoner, som tager os i besiddelse, og som kan bekæmpes og uddrives? Selv om vores opfattelse er dikteret af den naturvidenskabelige måde at beskrive verden på, skal man ikke nødvendigvis afskrive en anden mere mytologisk beskrivelsesmåde. Man skal bare huske, at der tales forskelligt om den samme verden og de samme fænomener. Ja, det dæmoniske er lige sandelig virkeligt! Kald de kræfter i dig, som besætter dit sind og dine tanker, og som får dig til at tænke, sige eller gøre det, du ikke ville eller burde, kald dem dæmoner eller: Kald dem forfængelighed, magelighed, svaghed, ligegyldighed, grådighed, selvretfærdighed, misundelse, sygdom, angst, fortvivlelse eller magt. Magt er der i ethvert menneskeligt forhold, alle har en større eller mindre portion magt over andre. Vi er afhængige af, hvordan vi forholder os til hinanden. Hvis magten bliver til magtglæde, tilfredsstillelse ved at se andre være underlagt ens magt, så bliver magten dæmonisk. - Sågar kærligheden kan være dæmonisk. Hvis kærligheden til ét andet menneske i den grad besætter én, at ALT andet bliver ligegyldigt, forvandles kærligheden til en livsødelæggende kraft.

4 På et mytologisk plan kan man udmærket sige, at den gode og den onde, Gud og Satan, i disse kræfter slås om herredømmet over mennesket. Og at Guds tjenere er engle, mens Satans er dæmoner, der begge kan tage bolig i os. At få sat navn på dæmonerne, at kende sine svagheder og fristelser, er første skridt til at få magt over dem, så de kan drives ud. Syndserkendelsen kunne vi også kalde det: Erkendelsen af, at vi ikke kan sige os fri fra sådanne tilbøjeligheder. Vi lever alle et mere eller mindre udpræget dobbeltliv. Der er sider, vi ikke gerne viser frem for andre, vore skyggesider. Vi har alle en dobbeltgænger. Skizofreni er en sygdom, hvor sindet er så spaltet, at et menneske opfører sig som om, det var to forskellige personer. Men som med så mange andre sygdomme er der tale om gradsforskelle. Vi har alle sammen en del af det. Hvem kender ikke til at lyve lidt, bare dreje sandheden en lille smule, for at gøre et godt indtryk og til sidst kan det gå sådan, at man selv efterhånden tror på den lille løgn. Andre siger det jo tit om mig: Jeg er da et ganske reelt, oprigtigt, ærligt og sympatisk menneske, ja egentlig helt fortræffelig som den jeg er. Og så får man til sidst gjort rigtig godt rent efter dæmonuddrivelsen, sådan en smuk fejet og prydet sjæl, - og så kan man rigtigt bedømme andre og dømme hårdt, og ubønhørligt, men retfærdigt naturligvis. Og dagens tekst forklarer os enkelt, at nu er syv nye onde ånder rykket ind og dette sidste bliver værre end det første: Falskheden, hovmodet, selvretfærdigheden, som dybest set gør det ulideligt for andre at omgås én. Det farlige ved det dæmoniske er altså, at det bor i os alle, og ofte ikke er til at skelne fra englemagten. Skindet kan som bekendt bedrage. Men trøsten er, at midlet mod dæmonien ligger os lige så nær, selv om vi ikke råder over den englemagten, eller Guds magt, som får det gode til at ske og verden til at bestå på trods af al trussel om splittelse og ødelæggelse. Til den magt skal vi sætte vort håb. Stole på, at den findes her og sætter sig igennem også i vort liv. Den lader os ikke opsluge af mørkets kræfter uanset hvad der overgår os så finder den vej helt ind i vort sorteste sted, når tab og sorg og selv-leden fylder mest for at genoprejse os til et nyt liv. Hele tiden. Derfor, netop derfor, er det også muligt for os i ethvert øjeblik at komme til at tjene den magt, om vi tør satse på det, satse os selv med fare for at tage fejl. Men vil man vinde sit liv, må man risikere det. Med andre ord: Erkend kræfternes hærgen i dig selv. Lær dine indre dæmoner at kende. Bring dem frem i lyset og lad dem møde af det livgivende ord imellem venner og elskende, ja og

5 imellem dig og den Gud som elsker dig, at du er kendt elskværdig som den, du er. Midt i livet eksisterer dette befriende kærligheds-ord, som tager livet af dæmonerne uden, at nye flytter ind: Når vi siger hinanden noget, når vi sætter os levende i andres sted, når sorg føder omsorg, når smerte forløses i samhørighed. Det sker lykkeligvis hele tiden fordi Guds englemagt driver dæmoner ud, fordi Ordet på utallige måder finder vej til os, Ordet om, at vi er taget til nåde at vi er elskede, Guds elskede og at intet nogensinde i evighed kan skille os fra den kendsgerning, hverken magter eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe. Derfor har vi intet at frygte. Guds gode evighed har allerede lige her hos os taget sin begyndelse. Amen.