GENERALERNES KRIG. Kilde 4. General von Falkenhayns foredrag om den tyske operationsplan for 1916

Transkript

1 GENERALERNES KRIG Kilde 4 General von Falkenhayns foredrag om den tyske operationsplan for 1916 General Erich von Falkenhayn overtog den militære overkommando i september 1914 efter det blev tydeligt, at krigen ikke kunne vindes hurtigt og afgørende. Kort før jul 1915 holdt generalen det følgende foredrag for Wilhelm II. Her gennemgik han de militære planer for det kommende år. Falkenhayn var en fortaler for uindskrænkede ubådskrig, men kejser Wilhelm II. afviste den i første omgang, men tillod en skærpet ubådskrig. Den uindskrænkede ubådskrig blev først anvendt fra februar afvente begivenhederne i defensiven. Et andet vigtigt emne, som generalen omtalte, var angrebet på Verdun. Meningen med denne taktik var at få den Dette ville i sig selv være en tænkbar mulighed, men svarer dog i længden franske hær til at forsvare fæstningen ikke til opgaven. Modstanderne får til sidste mand. Blodmøllen ved Verdun tilført lagt flere kræfter end vi, som en rasede fra februar til december 1916 og følge af deres overlegenhed af mennesker og materiale. kostede over en halv million tyske og franske soldater livet. (Falkenhayn gør i korthed rede for de militære vanskeligheder Tyskland står Frankrigs tab af kulminerne i landets nordøstlige dele har på afgørende måde presset dets militære og økonomiske muligheder til det yderste. Den russiske hær er ikke nedkæmpet helt, men dens offensive styrke er så nedbrudt, at den ikke tilnærmelsesvis vil kunne opnå tidligere tiders styrke. Den serbiske hær kan anses som tilintetgjort. Italien har utvivlsomt indset, at det i nærmeste fremtid ikke skal regne med at få virkeliggjort sin lyst til bytte. Derfor vil Italien sandsynligvis være lykkelig, for på en eller anden måde at kunne afslutte dette eventyr. Når der ikke nogen steder er draget konsekvenser af disse kendsgerninger, hænger det sammen med forhold, som det ikke er nødvendigt at diskutere i enkeltheder. Men man må ikke gå hen over det væsentligste. Det er det enorme pres, som England stadigvæk udøver på sine allierede. (...) I England er man vandt til at overveje chancerne nøgtern, og her kan man næppe regne med at kunne nedkæmpe os med rent militære midler. Man satser åbenlyst på at vinde ved hjælp af udmattelseskrigen. Tilliden til på denne måde at kunne tvinge Tyskland i knæ, har vi ikke kunnet bryde. Herfra henter fjenden sin styrke til at kæmpe videre og til at piske sine allierede til sammenhold. Det gælder om at tage denne tillid fra dem. Det kan gøres ganske enkelte, ved overfor og taler videre om, at England skal angribes. Han gennemgår flere muligheder udenfor Europa fx Orienten, Saloniki, Suezkanalen eller Irak. Men disse sekundære skuepladser vil ikke kunne afgøre krigen og derfor vender han tilbage til forholdene ved vestfronten i Europa.) Ved et gennembrud af fronten vil det i de fleste tilfælde lykkes forsvarerne, at lukke det hul der er opstået. Det er en nem operation, hvis forsvaret er indstillet på en frivillig tilbagetrækning. At forhindre forsvarerne i det er nærmest

2 Erich von Falkenhayn ( ). Lederen af den tyske generalstab fra september 1914 til august umuligt. Gennembruddet vil da blive udsat for beskydninger fra flankerne og dermed kan angrebet udvikle sig til at ende som en massegrav. Ledelsen af sådan et gennembrud og forsyningen af styrkerne vil være så vanskelig, at de nærmest virker uoverskuelige. Ligeså må forsøget på at angribe de engelske frontafsnit med svagere midler frarådes. Det vil kun være at anbefale, hvis man kunne give angrebet et håndgribeligt mål lige i nærheden. Sådan et er ikke til stede. Målet måtte altid være den nærmest fuldstændige fordrivelse fra fastlandet og at presse franskmændene bag floden Somme. Hvis ikke det opnås, har angrebet været meningsløst. Gennemføres angrebet alligevel, så er målet ikke nået endnu. Fordi man må går ud fra, at England, heller ikke på dette tidspunkt vil give efter og fordi Frankrig i sig selv ikke ville være ramt afgørende nok. Spørgsmålet er, om Tyskland i det hele taget råder over de nødvendige styrker til at afgøre kampen ved hjælp af et gennembrud. Tanken om at få indkaldt nye årgange må afvises i denne vinter. Dannelsen af nye enheder kan på grund af den trykkende mangel på tilstrækkelig uddannede ledere ikke være til særlig stor militær nytte og truer med at overspænde forholdene hjemme. Resultatet af denne undersøgelse viser, at det ikke kan anbefales at gennemføre et afgørende angreb på den engelske front, med mindre der opstår en mulighed i forbindelse med et modangreb. Ud fra vore følelser overfor vores arvefjende i denne krig er dette standpunkt med sikkerhed bedrøveligt. (...) Ubådskrigen er dog et middel i krig som ethvert andet. Den øverste militære ledelse må ikke undgå at tage stilling til den. Ubådene sigter mod det mest sårbare sted hos vores fjende, idet de prøver på at afskære tilførslen af forsyninger via søvejen. Bliver flådens løfter om, at den uindskrænkede ubådskrig i løbet af 1916 vil tvinge England til at bøje sig til virkelighed, da vil også USAs fjendtlige holdning være til at klare. Amerikas indgriben i krigen vil ikke kunne nå at få en afgørende virkning. England vil se sultens og nødens spøgelse dukke op på øen, og kunne bevæges til at opgive kampen. Dette opmuntrende fremtidsbillede bliver dog sløret af en skygge. Forudsætningen for succesen er, at flåden ikke tager fejl. Der findes ikke tilstrækkelige erfaringer på dette område. De få vi har, er ikke ligefrem opmuntrende. På den anden side er grundlaget for vore beregninger i mellem-

3 tiden blevet forandret væsentligt til vores fordel. Hertil hører det øgede antal af ubåde såvel som det fremskredne stadie af besætningernes uddannelse. Militært set ville det altså ikke kunne retfærdiggøres, hvis man fortsat vil afstå fra at bruge dette antageligvis mest effektive våben i krigen. Englands hensynsløse fremfærd mod Tyskland på havet har givet os retten til hensynsløst at bruge dette middel. Englands hemmelige forbundsfæller amerikanerne vil dog ikke anerkende det.(...) At give afkald på den uindskrænkede ubådskrig ville ifølge de ansvarlige eksperters tilsagn føre til, at den meget værdifulde sikre gevinst afskrives på grund af bekymringer, selvom disse bekymringer er tungtvejende, er de kun en mulighed. Dette er i den situation Tyskland befinder sig i ikke tilladelig. (Falkenhayn gennemgår herefter mulige militære mål for det kommende år.) Følgelig må også Rusland udelukkes som muligt angrebsmål. Tilbage bliver altså kun Frankrig. Den fundne konstatering er blevet til via en negativ vej, men bliver heldigvis understøttet af en række positive grunde. Det er allerede blevet understreget, at Frankrig i sin ydeevne er nået til grænserne af det tålelige - for øvrigt i en beundringsværdig opofrelse. Lykkes det at overbevise det franske folk om, at der ikke længere er noget militært håb, så vil grænsen overskrides og England vil få slået sit bedste sværd ud af hånden. Det massive gennembrud er både tvivlsomt og overstiger vore kræfter, men er heller ikke nødvendigt. Også med beskedne midler kan målet sandsynligvis opnås. På den franske del af vestfronten findes der oplagte mål i rækkevidde, som den franske regering bliver nødt til at forsvare til sidste mand. Gør den det, vil Frankrigs kræfter forbløde, da der ikke findes nogen vej udenom, ligegyldigt om vi når målet eller ej. Gør regeringen det ikke, og falder målet i vores hånd, da vil den moralske virkningpå Frankrig være meget stor. Til denneoperation vil Tyskland ikke i betænkelig grad blive tv andre fronter. Det kan med fortrøstning se frem til de forventede aflastningsangreb, ja håbe, at frigøre tilstrækkelige kræfter for at følge angrebene op med modangreb. Vi kan frit gennemføre offensiven hurtig eller langsom, af og til afbryde kampen eller forstærke angrebet, alt afhængig af behovet. De mål, som der her er tale om er Belfort og Verdun. For begge gælder det ovennævnte. Og dog fortjener Verdun fortrinet. De franske stillinger ligger omkring 20 kilometer fra de tyske jernbaneforbindelser. Verdun er stadig den mægtigste støtte for ethvert fjendtligt forsøg på at angribe hele den tyske front og med en forholdsvis lille kraftanvendelse kan hel Belgien gøres uholdbar. Kilde 5 Lloyd George om Somme, 1916 Den britiske politiker David Lloyd George ( ) startede sin karriere som liberalt medlem af Underhuset i I 1916 overtog han posten som regeringsleder efter Henry Asquith ( ). Under hans ledelse blev det britiske samfund for alvor sat i krigstilstand. Lloyd George deltog i fredsforhandlingerne i Versailles og fortsatte som premierminister frem til Den følgende tekst stammer fra Lloyd George krigsdagbog.

4 Et arbejdshold iført skyttegravsstøvler og vandtætte dækkener på vej til at afstive en skyttegrav. Selvom soldaternes støvler var vandtætte, gav fugtigheden skyttegravsfødder med væskende sår. Her kommenterede han de voldsomme kampe ved floden Somme i 1916, hvor slaget rasede fra juli til november. Angrebet blev planlagt sidst i 1915 og skulle gennemføres af franske og britiske soldater i fællesskab. Det var planlagt, at de franske styrker skulle gennemføre hovedparten af angrebet, men de store tab i Verdun gjorde det umuligt. Derfor blev operationen først og fremmest et engelsk angreb. Slaget ved Somme blev for briterne et symbol på krigens blodige meningsløshed eller nødvendighed. Vi vendte, til general Joffres hemmelige tilfredsstillelse, ryggen mod Saloniki og vore ansigter mod Somme. Sammen med Verdun er det et af de blodigste slag, der nogensinde er blevet udkæmpet på denne jord. Tabene på begge sider var vel over en million. Det var ikke udslagsgivende for tyskernes forfejlede forsøg på at indtage Verdun. Det var kun ét element i opbrydningen af den tyske offensiv, som allerede havde aftaget og på daværende tidspunkt praktisk taget var en fiasko og anerkendt som så. Den franske øverstkommanderende sagde i

5 maj, at tyskerne allerede var blevet slået ved Verdun. Var kampen fortsat med at hærge omkring de tilbageblevne forter, kunne vi have hjulpet med at forstærke den hårdt pressede franske hær ved enten at sende tropper til kampzonerne eller ved at overtage en anden sektor af den franske front. Kampagnen ved floden Somme kunne ikke redde Rusland. Det storslåede land blev hurtigt drevet ud i en malstrøm af anarki af de tyske våben. Man kunne endog høre vandets brøl. Det vil sige, at vi ville have hørt det, hvis ikke det havde været for tordenbragene fra Somme. Disse døvede vore øren og slørede vort syn, så vi ikke kunne imødese den frembrusende russiske katastrofe og derfor ej heller kunne tage forholdsregler imod den. Var blot en tredjedel af våbnene og ammunitionen ved Somme blevet forflyttet til en anden flod, Dnepr, i tide, kunne Rusland have vundet en stor sejr, og udskudt revolutionen til efter krigen. Det påstås, at slaget ved Somme udraderede den gamle tyske hær ved at slå dens bedste officerer og soldater ihjel. Det slog langt flere af vore bedste og Frankrigs bedste ihjel. Slaget ved Somme blev udkæmpet af de frivillige hære, der blev etableret i 1914 og Disse bestod af vore ypperste og bedste unge mænd. Officererne kom primært fra vore privatskoler og universiteterne. Over af vore mænd faldt i denne stædige kamp, og nedslagtningen af vore Døden i skyttegraven. En tysk soldat uden for sit dækningsrum i Beaumont-Hamel i november 1916.

6 unge officerer var afskyvækkende. I "Official History of the War" står der om det første angreb: "Kun en lille landvinding vidnede om det katastrofale tab af Storbritannien og Irlands bedste mænd..." I en opsummering af den effekt, slaget havde på den britiske hær, står der: "Krigsmateriel og dets brugsteknikker blev forbedret, men entusiasmen og kvaliteten af officerer og mandskab nåede aldrig samme højde igen, ej heller blev det generelle trænings-, ledelses-, og frem for alt disciplinære niveau i de nye britiske hære i Frankrig lige så godt. De pådragne tab var ikke kun store, men uerstattelige." Et stort slag Havde det ikke været for tyskernes I denne, min sidste rapport, føler jeg uforståelige dumhed, idet de provokerede et sammenstød med Amerika og træk, som vedrører hele den serie af trang til at kommentere visse generelle derved inddrog det mægtige folk i krigen på fjendens side, på det tidspunkt min kommando. Jeg skyndes dertil af operationer, der er blevet udført under hvor det var lykkedes dem at overvinde min overbevisning, der siger, at hverken selve krigens gang og ej heller de en anden magtfuld fjende - Rusland -, så ville Somme ikke have kunnet redde militære erfaringer, den har givet os, kan os fra den uløselige hårdknude, vi befandt os i. Det overraskede mig ikke, række af slag, der begyndte i Somme i forstås ordentligt, med mindre den lange da jeg læste i den britiske "Official History 1916 of the og sluttede War", at i M. november Poincaré sidste efter år i sigende skulle have sagt, at den største af alle franske soldater, General Foch, var modstander af Somme-offensiven. Da resultaterne blev opsummeret, mindede de mig om en observation, som Mr. Balfour gjorde, da projektet, som udgjorde denne massive offensiv, første gang blev forelagt af den franske stab. Han sagde: "Franskmændene mangler mænd, og dog vil de gøre noget, der vil reducere deres antal yderligere." På det tidspunkt var han stadig for at fortælle franskmændene, at vi mente, de ville begå en fejl. Kilde 6 Sir Douglas Haigs sidste rapport, 21. marts 1919 Nedenstående gengives indholdet af Sir Douglas Haigs sidste rapport fra første verdenskrig, dateret 21. marts Haig var kavaleriofficer og blev i december 1915 leder af de britiske styrker i Europa. Han blev ansvarlig for krigen på vestfronten og dermed mere eller mindre ansvarlig for de mange blodige angreb, som han kastede soldaterne ud i. I befolkningen blev hans navn først og fremmest forbundet med tab og i mindre grad med militære sejre. Sambre, ses som værende en del af en stor og fortløbende træfning. At rette al opmærksomhed mod en enkelt fase af den enorme og uendelige kamp og søge at forklare vor succes derved, mens andre faser, der umiddelbart lader til at have haft færre synlige konsekvenser, udelades eller forsømmes, er, efter min mening, at risikere at danne uholdbare doktriner vedrørende karakteren af og kravene til moderne krigsførelse. Hvis de sidste fire og et halvt års operationer betragtes som én enkelt fortløbende kampagne, vil man i dem

7 kunne genkende de samme generelle træk og de samme nødvendige faser, der ved kampe mellem hære af næsten lige styrke har kendetegnet alle de afgørende slag i historien. For det første er der den indledende fase af en kampagne, i hvilken de modstridende magter søger at gruppere og manøvrere sig i stilling, alt imens de søger at opnå en tidlig fordel, som eventuelt kan hjælpe til en hurtig sejr. Denne fase blev i denne krig afsluttet, idet man kontinuerligt gravede skyttegrave fra den schweiziske front til havet. Når slaget udbryder, følger en tid med egentlig kamp, hvor de to krigsførende hæres hovedstyrker er sat op imod hinanden i tæt og kostbar kamp. Hver general søger at køre sin modstanders modstandskraft ned samt at fastholde ham i hans position, mens han selv bevarer og udvider en magtfuld reservestyrke, som han kan manøvrere rundt og, som kan sætte det afgørende angreb ind, når fjenden viser tegn på moralsk og fysisk svaghed. Det størst mulige pres på hele fjendens front skal bevares, især når kampens krise skærper til. Da skal hver mand, hest og gevær samarbejde for at færdiggøre fjendens fald og udnytte fremgangen. Under udmattelseskrigen vil der nødvendigvis forekomme store tab på begge sider, for det er prisen, man må betale for sejr. Hvis de to modstridende parter er nogenlunde lige i tal, mod, moral og udstyr, er der ingen mulighed for at undgå at betale denne pris, ej heller for at undgå denne fase af krigen. I tidligere krige har denne fase af konflikten sjælden varet mere end et par dage, og den er ofte blevet afsluttet i løbet af et par timer. Når hære af millioner mødes med store imperiers ressourcer bag dem, vil den uundgåeligt blive lang. Den vil omfatte voldelige kampe, der, når de ses isoleret fra det større perspektiv, vil fremstå individuelt som store uafgjorte slag. Til denne fase hører de store sammenstød i 1916 og 1917, som nedbrød de tyske hæres styrker. Endelig, hvad enten på grund af overlegen kampevne og lederskab, eller som resultat af større ressourcer eller ihærdighed, eller på grund af en højere moral eller en kombination af alle disse årsager, vil tiden komme, hvor den ene side begynder at svækkes, og krigens klimaks nås. Da må den svage sides øverstbefalende vælge mellem enten at afslutte kampen, hvis han kan, mens tid stadig er; eller han må sætte alle tilbageværende reserver ind på én indsats. Udsendelsen og ødelæggelsen af Napoleons sidste reserve ved Waterloo tog blot nogle minutter. I denne verdenskrig begyndte den plagede tyske hærs lange sortie d. 21. marts 1918, og den varede fire måneder, og dog repræsenterer den en tilsvarende fase i ét stort slag. (...) Omfanget af vore tab Det er uvægerligt således, at jo længere krigen varer, jo større vil tabstallene være på begge sider. Det er da de samme årsager, der var skyld i forhalingen af den nærværende kamp, der i høj grad er skyld i omfanget af vore tab. Der er ingen tvivl om, at vi må tilskrive vor manglende forberedelse tabet af mange tusinder modige mænd, hvis offer vi dybt beklager, idet vi giver dem vor uforbeholdne beundring og tak for deres vidunderlige tapperhed og selvopofrelse. Dog, når man tager vor militære situation i august 1914 i betragtning, er vore tab i denne krig ikke større, end

8 hvad man kunne have forventet. Ej heller står de ugunstigt i forhold til tabstallene for andre krigsførende nationer, i det omfang hvor sammenlignelige tal er tilgængelige. (...) Først og fremmest var vi især i den første fase af krigen tvunget af den militære situation til at yde betydelige indsatser, førend vore styrker i felten var blevet fuldt udviklet, vi var blevet ordentligt udstyret, og vore hære var blevet trænet. Disse indsatser betød, at mange liv blev spildt, men under omstændighederne, kunne det ikke undgås. Det eneste alternativ var intet at gøre og blot lade stå til, mens vore franske allierede blev overløbet af fjendens overlegne antal. Gennem den anden fase af krigen, og den del, der omfatter den kritiske og kostelige periode med udholdenhedskampene, blev de britiske enheder pålagt en yderligere angrebsbyrde på grund af de tab, som vore allierede allerede da havde lidt. Fra starten af slaget ved Somme i 1916 til afslutningen af fjendtlighederne var de britiske styrker underlagt et sådant uendeligt pres, at de kun havde lidt eller ingen tid til den hvile og træning, som de så desperat havde brug for. Oven i disse overvejelser, tilføjede visse generelle faktorer, som er typiske for den moderne krig, til inflationen af tabene. Det moderne forsvar af feltens store styrke og moderne våbens kraft og præcision, mangfoldiggørelsen af maskingevær, skyttegravsmortérer og al slags artilleri, anvendelsen af gas og den hurtige udvikling i anvendelsen af fly som våben mod såvel mandskab som materiel, medvirkede alt sammen til at højne prisen for sejr. Om ikke andet så kan der af disse grunde ikke laves sammenligninger mellem de relative tab under denne krig med tabene under en hvilken som helst tidligere krig. Der er dog endnu en overvejelse at tage i betragtning: at principperne i denne overvældende kamp var langt større end de, der lå til grund for en hvilken som helst anden krig i den nærmeste historie. Vor eksistens som imperium og civilisation som forstået af frie, vestlige nationer, var på højkant. Mænd kæmpede som aldrig før i massevis. Til trods for vor egne specielle handikap og de ovenfor nævnte overvejelser er der dog en vis tilfredsstillelse i at kunne konstatere, at som resultat af vore troppers mod og beslutsomhed og ledelsens generelt høje niveau, kan vore tab fra hele perioden sammenlignes meget favorabelt med de tab, som fjenden led. Hvorfor vi angreb ved enhver given lejlighed Spørgsmålet om tab er nært beslægtet med spørgsmålet om angreb og forsvar. Ofte luftes det synspunkt, at det er mere kosteligt at angribe end at forsvare. Dette udtrykker kun den halve sandhed. Et forfejlet angreb er utvivlsomt mere kosteligt end forsvar, især hvis angrebet presses igennem med mod og beslutsomhed. På den anden side set er sådanne angreb, såfremt de er dygtigt ledt, sjældent forfejlede, hvorimod et forfejlet forsvar er meget mere kosteligt end et angreb, især hen mod afslutningen. Desuden er al krigs formål at bringe sejr, og et rent forsvar kan aldrig afstedkomme en succesrig afgørelse, hverken i et slag eller i en hel kampagne. Den tanke, at en krig kan vindes blot ved at holde den defensive position og afvente fjendens angreb, er en farlig usandhed, som er opstået af ønsket om at undgå at skulle betale sejrens pris.

9 Det er umiddelbart indlysende, at afgørende succes i et slag kun kan opnås via en slagkraftig offensiv. Det princip, som her er blevet opridset, blev længe betragtet som værende fundamentalt for krigsførelse, og det finder da også sin oprindelse i den universale undervisning i militærhistorie gennem alle aldre. Den nærværende krigs gang, har bevist det korrekt. Lad mig for et øjeblik gå fra det generelle til det specifikke og overveje de fakta, som denne grundsætning hviler på i forbindelse med den nærværende krig. En defensiv rolle vil før eller siden få troppernes moral til at dale, idet de forestiller sig, at fjenden må være en bedre soldat eller i hvert fald være i overtal, være bedre udstyret med og have større adgang til artilleri og andre mekaniske midler, der kan bringe ham sejr. Når størstedelen af forsvarets infanteri lader sig besætte af sådanne tanker, er kampen så godt som tabt. En hær, der kæmper på fremmed jord kan, især hvis dens disciplinære standard er høj, opretholde et succesrigt forsvar i en forlænget periode i håbet om, at en sejr kan opnås andetsteds, eller at fjenden måske køres træt eller svækkes i sin beslutsomhed og derfor vil acceptere et kompromis. De tyske troppers modstand blev utvivlsomt forlænget således, men til syvende og sidst havde vore troppers vedholdenhed sin naturlige effekt. Endvidere indebærer en defensiv strategi, at man taber initiativet med alle de medfølgende ulemper for den forsvarende part. Fjenden kan vælge, hvor og hvornår han vil angribe, alt som det passer ham bedst. Eftersom hans modstander ikke anlægger angreb, som han skal forholde sig til, kan han tillade sig at løbe risici, og ved at tage styrker fra nogle dele af fronten, kan han sætte ind med overvældende angreb andre steder. På den anden side set, bliver den forsvarende part nærmest totalt uvidende om sin modstandersmandskabsfordeling og planer, hvorved denn i en sådan situation, hvor han kan overraske. Dette blev på eksemplarisk vis tydeliggjort under kampene i Så længe fjenden angreb, fik han næsten fuldendte informationer om vore mandskabsfordelinger. Opsnappede dokumenter viser, at fra det øjeblik han blev forvist til endnu engang at være i defensiven, og initiativet blev givet tilbage til de allierede, var han igen relativt uvidende om vore planer og blev, at de allierede blev i stand til at iværksætte mange overraskelser, både strategiske og taktiske. En yderligere konsekvens af tabet af initiativet og uvidenheden om hans modstanders intentioner er, at den forsvarende part finder det svært at undgå en vis spredning af hans forcer. Det til trods, og af mange forskellige grunde bl.a. at vi nyligt havde været i offensiven, var vi dog langt fra uvidende om fjendens intentioner i foråret Den uundgåelige uvished, som fulgte vores kortvarige tab af initiativet, havde blot den effekt, at vi ikke formåede fuldt ud at koncentrere vore reservetropper bag fjendens angrebslinie. (...)