Indledning. Hekseprocesser i Kolding

Transkript

1

2

3

4 Indledning c Hekseprocesser i Kolding Står der i Drachmanns»Midsommervise- Det med heksen passer fint i Koldings tilfælde. Hun hed Johanne Hanskone, kendt under øgenavnet»krøbbel- Johanne«. Faktisk kan byen fremvise hele to hekseprocesser. Som en følge afsagen mod Johanne blev der kort efter ført en proces mod Maren Pedersdatter, kaldet Buget«. Bogen her fortæller, hvad du skete med dem og hvorfor. Ud over disse to processer har der yderligere været afgjort mindst to andre heksesager i Kolding. Da kongen og adelen mødtes med jævne mellemrum foi at dømme i datidens højesteret, er det helt tilfældigt blevet afgjort et par heksesager i 1558 og 1590 i Kolding. Da disse imidlertid ikke har nogen tilknytning til byen, er de ikke omtalt nærmere her. Kildematerialet Processen mod Johanne Hanskone er tidligere beskrevet af lokalhistorikeren P. Eliassen i artiklen»hekseriet i Låsbygade- fra Imidlertid har Eliassen kun beskrevet forhistorien til processen mod Johanne Hanskone. Hvordan den videre forløber og ender, fortæller han ikke noget om. Det skyldes dog ikke sjusk, men udelukkende at den vigtigste kilde, nemlig tingbogen fra bytinget for året 1647, ikke længere findes. Processen mod Maren Pedersdatter omtales slet ikke af Eliassen. Så for at beskrive sagerne har jeg været nødt til at gå bagvejen. Ifølge loven skulle heksesager nemlig for landstinget i Viborg, og her findes de gamle protokoller endnu. Det er således muligt at genskabe hændelsesforløbet i Kolding, da man i Viborg gennemgik, hvad der var hændt, inden man afsagde dom. En anden vigtig kilde har været den såkaldte rådstueprotokol, som for Koldings vedkommende stadig er bevaret. Her findes de domme, som blev afsagt i de retssager, byrådet behandlede. Den sidste kilde, jeg har kunnet hente oplysninger fra, er kirkebogen for Kolding Købstad. Den er bevaret helt tilbage til Her kan man finde enkelte oplysninger om sagens personer, først og fremmest om dødsfald og vielser. Persongalleriet Da det kun er domsakterne, der er gemt, er der mange oplysninger og megen viden, som er gået tabt. Om processen mod Johanne findes der ca. 40 håndskrevne sider, om Maren sølle 8 sider. Så selv om processerne er rimeligt belyste, er der mange ting, der bagefter må stå hen i det uvisse. Hvad tænkte personerne under sagerne? Hvorfor

5 Købstaden Kolding sagde og handlede de, som de nu gjorde? Hvordan var de som mennesker? Desværre er materialet for Johanne og især Marens vedkommende meget tyndt på netop disse områder. Så tyndt, at hvis jeg skrev noget, ville det være det rene gætværk. Om Maren oplyses det ikke engang, om hun var gift, eller hvilket erhverv, hun havde. Kun anklageren i processen mod Johanne, skolemester Gregers Nielsen, findes der så meget materiale om, at jeg har kunnet beskrive ham som person. Takket være hans hidsige gemyt optræder han i hel del andre retssager. I bogen har jeg valgt at gøre en del ud af historien omkring hekseprocesserne. Sagerne mod Johanne og Maren var på mange måder typiske for de processer, der blev ført i Danmark. Og uden lidt baggrundsviden er det svært at forstå, at man kunne finde på at anklage dem. For at gøre rammerne mere forståelige er der i starten ofret et par linier om byen, og hvordan den så ud på deres tid. Hjarup, september 1996 Kim Mikkelsen Slottets betydning Kolding var i 1647 en by, der var i tilbagegang. Når den tidligere havde været en velhavende by i rig udvikling, skyldtes det dels et rigt opland, dels kongeslottet Koldinghus. Slottet blev brugt flittigt gennem 1500-tallet af kongefamilien, og mange vigtige møder blev holdt her. Det betød en stor handel hos byens borgere, og de handlende havde gode tider. Kongefamilien var derfor populære i byen, og de er tit blevet inviteret til fest, barnedåb o.s.v. hos borgerne. Samtidig var slottet en vigtig arbejdsplads i byen. Enkedronning Dorothea boede på slottet fra 1558 til 1570, og Christian 4. tilbragte en stor del af sin barndom her. Åen som grænse Byen puttede sig mellem slottet og slotssøen mod nord og Kolding Å mod syd. Åen dannede samtidig grænse mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig, hvor Christian 4. kun var hertug. Slottet blev bygget i 1200-tallet som en grænseborg med palisader og voldgrave, men blev i 1500-tallet ombygget til et civilt slot. Der blev brugt mange penge på slottet og dets udsmykning for at vise, hvor stor den danske konges magt og rigdom var. Man skulle blive imponeret, når man kom rejsende sydfra. Åen var samtidig en vigtig indtægtskilde for kongen. Der skulle selvfølgelig betales told, når man passerede grænsen. Det var især levende kvæg, der skæppede godt i kassen. De blev opdrættet i Nørrejylland og drevet sydpå til Tyskland. Cowboys er altså ikke udelukkende et amerikansk fænomen. I Danmark nøjedes man dog med betegnelsen studedrivere. Byens retsvæsen Kolding var som nævnt en købstad, d.v.s. en by, der takket være kongelige privilegier havde ret til at drive handel, hvilket landsbyerne ikke måtte. Byens centrale plads blev derfor torvet, i Kolding Akseltorv, opkaldt efter akslerne på bøndernes vogne. Her var der fra 1653 torvedag hver tirsdag, og et par gange årligt blev der afholdt marked med handlende og kunder fra nær og fjern. I den vestlige ende af torvet lå rådhuset, hvor byrådet holdt deres møder. Bystyret havde dengang andre opgaver end et byråd har i dag. Det skulle bl.a. også dømme i retssager. Byrådets domstol kaldtes for rådstueretten. Foran rådhuset holdt bytinget til. Købstæderne havde nemlig på denne tid to lokale byretter, der var sideordnet. Opgavefordelingen mellem dem har tilsyneladende været ret tilfældig. Bytingets møder, der foregik hver onsdag, blev holdt i det fri. Så alle havde en chance for at følge med, som loven

6 krævede det. Kun hvis det blev dårligt vejr, krøb man inden døre i rådhuset. Bytinget blev ledet af byfogeden, og dommene afsagt af et nævningeting. Handel og håndværk Nogen stor by var Kolding bestemt ikke. Der har højest været indbyggere Med omkring indbyggere var Københavns størrelse nu heller ikke noget at prale af. I hele landet har der været under en million indbyggere. De fleste borgere i Kolding har været håndværkere, så som snedkere, skomagere og lign For at få det hele til at løbe rundt hat man haft lidt landbrug ved siden af. Brændevin har byens borgere kunne sælge store mængder af. Tænk på alle de rejsende, der er kommet igennem byen, og som nok kunne have brug for en dram undervejs. Og bønder, der havde handlet i byen, og nu trængte til lidt munterhed. De øverste i byen var købmændene som samtidig sad på bystyret. Demokratiske valg, som vi kender til i dag, var der ingen, der tænkte på. Der var forskel på folk, og det accepterede man i det store og hele. Kirkelivet i byen Kirken, Skt. Nikolaj Kirke, og livet omkring den, er også et par ord værd. Selv om bogen handler om overtroen dengang, skal man ikke tage fejl. I 1600-tallet var mange dybt troende, og kirken var llittigt besøgt under gudstjenesterne. Og de, der ikke kom frivilligt, blev pålagt det af myndighederne. Det var enhver er borgers pligt at gå i kirke. Selve gudstjenesten har sikkert været dræbende kedelig. Lange prædikener måtte man sidde og høre på. Det kan ikke undre, at en del af de gode koldingborgere simpelhen faldt i søvn. Så stort var problemet åbenbart, at vægterne i Kolding fik 8 skilling om ugen for at gå under gudstjenesten og vække dem ved at slå med lange stokke! Der var også klager over unge kirkegængere, som forstyrrede ved at sidde og spytte folk i nakken oppe fra organistens plads. Andre fik tiden til at gå med at tegne på stolene med kridt. Og så taler man i vore dage om, at børn er uopdragne! Det var iøvrigt ikke helt ufarligt at gå i kirke. I 1600-tallet blev kun de fattige begravet på kirkegården, som lå uden for kirken. De mere velhavende blev begravet inde i selve kirken. I 1635 gik det galt. Kirkegulvet var efterhånden så undermineret af de mange begravelser, at det brød sammen, og tre stole røg ned i hullet. En anden interessant ting ved kirken dengang var de faste pladser. En plads foran i kirken, som var finest, kostede en daler for livstid. Den billigste kostede en mark. Der var imidlertid så mange skænderier om hvem, der måtte sidde hvor, at lensmanden på Koldinghus måtte gribe ind. Han lavede simpelthen en rangorden for, hvem der måtte sidde forrest. Det løste nu ikke problemerne helt, for folk blev ved med at skændes om de bedste pladser. Nedgangstider Men som sagt havde tiderne været bedre for borgerne i Kolding. Slottet blev ikke brugt så ofte som før, og det kunne mærkes på handelen. Samtidig prøvede byen og oplandet at komme på fode igen. Området var blevet godt og grundigt udplyndret og hærget af sygdomme flere gange. Først under 30-års-krigen i , hvor Christian 4.s deltagelse betød sygdomme og udplyndring, ikke bare af fjendens soldater, men såmænd også af kongens egne soldater. Næste gang, det gik galt, var under Torstensonkrigene, hvor Danmark blev overfaldet af svenskerne i At det så skulle blive værre endnu i under Karl Gustav-krigen med sven-

7 skerne er en anden historie. Den gav byen el afgørende knæk. Et blik over Kolding Kortet er den ældste afbildning, vi har af Kolding. Det stammer fra slutningen af 1500-tallet, altså ca. 50 år før sagerne mod Johanne og Maren. Selv om det er tegnet forkert flere steder, og at man må regne med, at byen har udviklet sig gennem de 50 år, giver det alligevel et godt indtryk af, hvordan byen så ud på deres tid Vejen, der forsvinder oppe i venstre hjørne, er idag Nørregade/Gøhlmannsvej. Havde korttegneren taget mere med pa kortet, ville man kunne se byens galgebjerg ligge heroppe. Det var her, man hængte forbryderne. Og de fik lov til at hænge der længe, til skræk og advarsel. Rådhuset, hvor sagen førtes - sandsynligvis udenfor det meste af tiden, for at folk kunne følge med - er vist med et C. Ved højre side af Sønderport (vist med et Y på kortet) ligger en række huse. Det er Bøddelstræde, i dag kaldet Brostræde. Her boede byens bøddel, som blev berømt/berygtet over hele Danmark i 1605, da han smed sin egen datter i fangehullet. Hun havde været for næsvis, mente han! Broen nederst i højre hjørne var kong Christian 4.s egen private. Da kongefamilien gjorde ophold både i Kolding og Haderslev, blev der i 1500-tallet anlagt en vej mellem de to byer. Og den måtte selvfølgelig ingen andre benytte. Det blev dog ikke overholdt, da kongens vej var meget bedre end den almindelige landevej. Noget om hekse og hekseprocesser Et drama fra middelalderen... Vi er et sted i den mørke middelalder. En flok kutteklædte mænd kommer langsomt gående. I midten holder de en gammel, bagbundet kone. Forpint af tortur og sult. Man er på vej til åen til den endelige prøve. Konen skal smides i åen. Flyder hun ovenpå, er hun en heks og skal på bålet. Synker hun derimod til bunds, er hun uskyldig, men drukner til gengæld. Folk er kommet langvejs fra for at overvære dramaet. Det er ikke hver dag man er vidne til en heksesproces. Den gamle kone bliver smidt ud i åen. Hun kæmper desperat for at synke til bunds for ikke at lide den pinefulde død på bålet. Men intet hjælper. Der går et sus gennem tilskuerne Allerede her må vi desværre stoppe fortællingen. For den har ikke ret meget med virkeligheden at gøre. I modsætning til hvad mange tror, hører hekseprocesser ikke hjemme i middelalderen. Der kendes ingen hekseprocesser fra middelalderen i Danmark, og i den oprindelige lovtekst i Jyske Lov fra 1241 nævnes trolddom overhovedet ikke. Måske var middelalderen mørk på nogle punkter, men så mørk var den altså heller ikke. Lidt facts om de danske hekseprocesser Den ældste hekseproces vi kender til, foregik i 1533, hvor præsten Hans Pedersen fra Horsens sværgede sig fri af en trolddomsanklage. Den sidste egentlige hekseproces fandt sted på Falster i Her blev Anne Palles brændt efter først at være halshugget. Processerne fandt altså sted over en periode på 160 år. Scenen med vandprøven var heller ikke almindelig. Den har kun været brugt nogle få gange i Danmark., En del af dem skyldtes den heksegale herremand Jørgen Arenfeldt ( ) på Djursland. Da han overtrådte stort set alle love i sin jagt på mulige hekse, fik han en kæmpebøde, bl.a. for at bruge vandprøven. Det er derfor på sin plads her at sætte spørgsmålstegn ved historien omkring Divels Hul. Det er det lille vejstykke i Kolding, der ligger mellem åen og Rendebanen. Utallige har her fået fortalt, at det var Divels Hul,»Djævelens Hul«, heksene blev ført ned tik når de skulle udføre vandprøven. Det er der især to ting, der taler imod: For det første stammer navnet helt tilbage fra middelalderen. Den middelalder, hvor man ikke førte hekseprocesser, og derfor heller ikke kunne give navnet af denne grund. For det andet bliver tanken om Divels Hul som svømmested for hekse yderligere svækket ved, at der ikke er nævnt nogen vandprøve, hverken i processen mod Johanne eller mod Maren. Og når den ikke bliver nævnt, kan man være sikker på, at

8 den heller ikke har fundet sted. Vandprøven ville da være et så vigtigt bevis, at det næsten automatisk ville stå i retsprotokollen. Hvad navnet»divels Hul«så kommer al", er en helt anden historie. Men i øvrigt er hekseprocesser nok et af de historiske emner, der er mest udsat for eftertidens fantasier og gendigtning. Vandprøver, tortur og lignende er jo noget, der taler til alles fantasi. At så kun en lille del har noget med virkeligheden at gøre. betyder ikke noget. En god historie er en god historie. Hvorfor gjorde de det? Det er en meget nærliggende tanke, at heksejagten var skuespil, der blev iværksat af myndighederne. For så længe befolkningen var optaget af jage hekse, fandt man ikke på at lave oprør og lignende. Nar processerne så stoppede omkring ar 1700, var det fordi, den enevældige konge nu var så sikker på sin magt, at hekse ikke længere behøvedes. Ideen er god, men den passer bare ikke. Ganske vist gjorde man det i Danmark lovligt at forfølge og straffe hekse, men samtidig forsøgte man at beskytte de anklagede mod urimelige anklager og dårlig behandling. Det blev således allerede i heksejagtens barndom gennemført to meget vigtige love. I reces* af 6. december 1547 blev det således forbudt at bruge tortur for at få hekse til at tilstå. Hvis heksene angav andre, måtte angivelsen ikke bruges som et bevis imod dem. I 1576 blev betingelserne skærpet yderligere. I reces af 21. november blev del således bestemt, at alle sager automatisk skulle prøves ved landstinget (landsretten idag). Her var dommerne bedre til at dømme, og sagerne var lidt mere på afstand. Derfor var chancen for frifindelse meget større ved landstinget, helt oppe på ca. 50 %. Landstinget ændrer sin retspraksis Fra midten af 1650'erne og nogle år frem frikendte landstinget i Viborg oven i købet alle hekseanklagede. En af landsdommerne Villum Lange ( ) var nemlig meget kritisk overfor, om der overhovedet var hekse til. Kunne man få sin sag for Rettertinget (Højesteret), var chancen for frifindelse endnu større. Endelig blev det bestemt i reskript af november 1686, at alle heksesager skulle for Højesteret. Dette markerede samtidig enden på hekseprocesserne. Lidt statistik Disse paragraffer, sammen med en række andre, har sikkert reddet mange fra bålet. De helt store hekseprocesser, som kendes fra udlandet, slap vi heldigvis for i Danmark. Hvor mange, der rent faktisk blev brændt, ved man ikke. Et rimeligt bud er ca. 1000, fordelt over 160 år. Tanken om tusindvis af flammende bål landet over holder altså ikke. Og de millioner af uskyldige, man tidligere har troet, der er blevet brændt, er også meget overdrevet. I England dømtes under 1.000, i Skotland ca og i Schweiz ca I Irland kender man overhovedet ingen! Den spanske inkvisition*, som eftertiden har anset for at være særlig modbydelig, stoppede faktisk med at føre hekseprocesser allerede i Skal man endelig sætte tal på, hvor mange der rent faktisk blev dømt, kommer det nok ikke over Den forsigtige kurs Vore forfædre var altså ikke nær så vilde med at jagte hekse, som man hidtil har troet. Faktisk var man forsigtige i de fleste lande. På den ene side var man nødt til at kunne forfølge og straffe heksene, da alle, også lovgiverne, troede, at de fandtes og var til fare. På den anden side søgte man i et land som Danmark at beskytte den enkelte mod vilkårligheder og urimelige anklager. Man har tydeligvis været klar over, hvor farligt det var, hvis man bare gav los og gjorde det muligt at dømme hvem som helst. Det er først og fremmest lovgiverne, der i Danmark sørgede for, at heksevanviddet aldrig tog overhånd. Der var retsregler, der skulle overholdes. Og det blev de i det store og hele. Noget kunne også tyde på, at det i Danmark indirekte var lovgivningen, der fik sat en stopper for heksejagterne. Efter man i 1686 bestemte, at alle hekseprocesserne skulle afprøves ved Højesteret, ebbede de hurtigt ud. Det blev simpelhen for dyrt og besværligt at indlede en heksejagt. Troen på hekse fortsatte dog i befolkningen. Der findes flere eksempler på, at man tog loven i egen hånd og dræbte de formodede hekse. Det sidste heksemord fandt således sted i nærheden af Horsens i år Andre steder»nøjedes«man med af mobbe/ fryse de uønskede ud. En praksis, der har holdt sig langt op mod vort århundrede. Så sent som år 1897 blev en formodet heks i Vendsyssel mishandlet! Kirkens rolle. Kirken har selvfølgelig været med i heksejagterne. Men i modsætning til, hvad man skulle tro, var det ikke den, der førte an i heksejagten. Kirken var tilsyneladende mest interesseret i at ramme udøverne af den hvide magi, trolddomskunst til gavn for mennesker. Heksene, som lavede sort magi til at skade andre, havde loven jo allerede taget sig af. I en tid med stor uvidenhed hos befolkningen var der stor efterspørgsel efter kloge koner og mænd. Med deres magiske ritualer, amuletter og lignende var de stort set de eneste, der, kunne og ville hjælpe folk. Og kirken følte sig stærkt modarbejdet af disse kloge folk. Det var nemlig kirkens opfattelse, at sygdom og elendighed var Guds straf over menneskene. De kloge folk derimod forklarede og behandlede folk ud fra den betragtning, at sygdom og lignende ikke skyldtes Guds vrede, men simpel forgørelse* af onde magter. De ofte besynderlige ritualer, de udførte, havde så til formål at ophæve disse forgørelser. Arbejdet lykkedes for kirken. I forordning af 12. oktober 1617 blev det ulovligt at udøve hvid magi, straffen var bøder og landsforvisning. Det har dog ikke hindret folk i hverken at udøve den eller at opsøge den. Der blev i øvrigt heller ikke rettet særlig mange retssager imod dem. De kloge folk var som oftest de eneste, man kunne hente hjælp hos, og derfor holdt man sig klogeligt fra at anklage dem.

9 15 NOGET OM HEKSE OG HEKSEPROCESSER NOGET OM HEKSE OG HEKSEPROCESSER Et typisk forløb Når det blev det almindelige retsvæsen, der tog sig af hekseprocesserne, blev det ikke vandprøver og lignende, der blev afgørende i retssagerne. Det blev almindelig bevisførelse, næsten som vi kender det i dag. Hvilke vidner kunne bekræfte, hvad der var sket. Hvilken skade var der lidt, og hvem var den skyldige. Hvilke beviser for det modsatte kunne den anklagede komme med. Hvilke personer ville stå frem og sige god for en. Hvem ville sværge på, at man var en from kristen, og derfor ikke kunne være udøver af heksekunster? Det kan i vore dage virke barbarisk, at man dengang troede på hekse, og ovenikøbet gik så langt som at slæbe adskillige på bålet. Men for folk, der levede dengang, har tingene set helt anderledes ud. Man havde ikke videnskaben og teknologien til at forklare og forstå. Dagligdags ting som ølbrygning og fremstilling af ost var mystiske og uforklarlige processer, da bakterierne ikke var opdaget endnu. En stor del af anklagerne mod hekse gik da også på, at de netop skulle have ødelagt folks ølbrygning og lignende. Og overfor sygdomme kunne lægevidenskaben ikke stille meget op. Det var derfor nærliggende at forklare folks ulykke som et resultat af onde magters indgriben. Livet dengang har været en stadig kamp for at overleve. Og selv velhavende folk har ikke kunnet vide sig for sikre. Krig, sygdomme og brand kunne hurtigt vende bøtten. Et sikkerhedsnet udover familie, venner og naboer fandtes ikke. Døde ens ko, kunne det få alvorlige følger. Det er klart, at når man i den grad var udsat for naturens og andres luner, måtte man finde forklaring og hjælp i overtro. Var danskerne overhovedet kristne? Faktisk var der så megen overtro, at man kan sige, at der levede en religion ved siden af den officielle kristendom. En religion, hvor troen på overnaturlige kræfter, ånder og lign. spillede en stor rolle. Biskoppen i Ribe, Jens Dinesen Jensen, skrev direkte i 1631, at de fleste danske bønder kun var kristne af navn, ikke af gavn. Overtroen var dog ikke noget, der kun trivedes blandt fattige uvidende bønder. Den fandtes i hele befolkningen, også hos veluddannede, adelen og selv kongefamilien. Men kristendommen var der. Og dermed også troen på djævelen og troldfolk, som omtales flere steder i Bibelen. Der står også, hvad man skal gøre ved dem: En troldkarl må du ikke lade leve (2.Mosebog). Når kampen mod djævelen og hans medhjælpere så først i tallet (i nogle lande noget før) betød hekseforfølgelser og bål, skyldes det sikkert den ændrede måde, man så på forholdet mellem Gud og djævelen. En ændring, der slog igennem for alvor i slutningen af middelalderen. Det nye syn på djævelen Tidligere mente man, at djævelen var Guds tro tjener. Det onde, som djævelen stod for, var altså i sidste ende Guds vilje. Alt kom således fra Gud, også det onde. Men langsomt op gennem middelalderen skiftede man mening. Man så mere og mere på djævelen som Guds værste fjende. Det blev i sidste ende en kamp på liv og død mellem det gode og det onde. Mennesket blev også nu givet et valg i forholdet til Gud. Man kunne vælge ham, men også hans fjende djævelen. Han havde således tusindvis, enkelte mente milliarder af hjælpere, som levede i det skjulte blandt mennesker, hvor de begik den ene forbrydelse efter den anden. Myrdede løs, spredte sygdom, ødelagde kornet på marken. Der var ingen ende på deres ondskab. En historie fra Odense I 1634 blev skrædderen Christian Pedersen således arresteret i Odense. På en mark havde man nemlig fundet et dokument, en såkaldt djævlepagt, som han havde skrevet med sit eget blod. I pagten havde han lovet sin sjæl væk til djævelen i al evig tid, hvis han blot blev garanteret et rigt og godt liv på jorden. Myndighederne var forfærdede over indholdet. Christian Pedersen prøvede at slå det hele hen med, at han i den seneste tid ikke rigtigt havde været sig selv. Den forklaring hoppede man dog ikke på. Christian Pedersen havde helt klart forsøgt at sælge sin sjæl til Djævelen. Man bad derfor teologerne på Københavns Universitet om forslag til en passende straf. Det blev døden. Men inden straffen nåede at blive udført, lykkedes det ham at stikke af fra fængslet. Reformationen. Som en yderligere brik til at forklare og forstå de danske hekseprocesser kan man inddrage reformationen, som blev gennemført i Fra at være katolikker, fik danskerne nu besked om, at de var blevet evangelisk-lutherske. Dermed fik kirken en helt anden rolle i samfundet. Tidligere havde den fyldt hele livet. Den var med over alt. Folk tog på pilgrimsrejser til hellige steder. Man gjorde gode gerninger. Præsterne velsignede bondens marker. Kirken tog sig af syge og fattige, for penge der var skænket af folk. Altsammen ud fra den tanke, at jo flere gode gerninger, man gjorde, jo bedre var chancen for at komme i Himlen. Nok lurede nød og elendighed overalt. Men religionen gav folk en følelse af selv at kunne påvirke deres overlevelseschancer. Det var slut nu. Befolkningen fik at vide, at ingen gode gerninger kunne sikre en plads i Himlen. Det kunne kun Guds nåde alene. Kristendommen forsvandt ind i kirkerne. Og her har den i øvrigt lige siden kæmpet for at komme ud. Den menige befolkning må have følt sig svigtet og forladt. Og bange for alt det onde, der omgav dem fra alle sider, og som præsterne tordnede om ustandseligt. Lidt af hvert Man havde med andre ord et roderi af kristendom og overtro, angsten for det onde, der åbenbart trivedes overalt. Ens lykke var konstant i fare for at blive stjålet. Den lykke som ens overlevelse var afhængig af. Det kan ikke undre, at heksejagten måtte sætte ind overfor det onde, før den rettede alvorlig skade. Hermed begynder der at tegne sig et billede af, hvordan en heksesproces normalt foregik i Danmark.

10 En hekseproces Begyndelsen En hekseproces startede ofte mange år, før selve retssagen begyndte. Man kan næsten se det for sig: To mennesker er oppe at skændes. Ophidselsen er stor. Beskyldningerne fyger gennem luften. Den ene part føler sig trængt. Pludselig kommer de uoverlagte ord: Gid du må få ondt. Bare det at true andre var en alvorlig sag. Det var en udbredt tanke i datiden, at ord ikke bare var ord. De levede deres eget liv og rummede en vis magt. En magt man kunne bruge mod andre. Umiddelbart behøvede truslen dog ikke at betyde alverden. Men hvad nu hvis modparten faktisk senere blev udsat for en skade, f.eks. en brand eller sygdom. Om det så skete et eller fem år senere, var ligemeget. Truslen blev fremsagt, og skaden var sket. Noget sådant rygtedes hurtigt i et tæt samfund, hvor alle vidste alt om alle. Meget let blev der klistret et troldomsrygte til ens person. Man behøvede faktisk ikke engang at have truet nogen. I en del tilfælde opstod rygtet mere eller mindre af sig selv, uden nogen kunne angive en egentlig årsag. Nettet strammes Men herefter blev der lagt mærke til ens gøren og laden. Rygterne svirrede. Skete der lignende eller uforklarlige hændelser, der på en eller anden måde kunne knyttes til ens person, begyndte det at blive kritisk. Rygtet kunne udmærket hænge ved ens person i mange år, uden at der skete noget. Men en dag kunne man pludselig blive beskyldt for trolddomskunster. Og så gik retten sin gang. Der er meget, som tyder på, at det netop var disse private konflikter, der var den egentlige drivkraft i hekseprocesserne. Da det hverken var kongemagten, adelen eller kirken, som førte an, må det have været befolkningen. Det har været lang tids opsparet vrede, irritation eller frygt, som pludselig eksploderede. Irriterende tiggere, ulidelige naboer eller bare folk i lokalsamfundet, som en eller flere har set skævt til. Pludselig var målet fuldt. Gammelt had og uvenskab gik over i egentlige hekseanklager. Heksen slæbes for retten Der var tilsyneladende ingen faste regler for, hvordan en proces skulle foregå. Men det mest almindelige var, at den skadelidte slæbte heksen for, hvad der idag svarer til byretten. Sagen startede så med, at den skadelidte optrådte som anklager og lagde sin hånd på heksens hoved og sagde: Jeg anklager dig for trolddom. Herefter blev beviserne fremlagt for retten. Udtalelser, erklæringer, vidneudsagn, med det formål at bevise, at tiltalte var heks. At der var forvoldt skade, og den anklagede var den skyldige. Noget retten lagde afgørende vægt 17

11 EN HEKSEPROCES EN HEKSEPROCES på. Egentlige, håndfaste beviser fandtes der selvfølgelig ikke. Hvem blev anklaget Det var ikke kun kvinder, der risikerede en proces på halsen, faktisk var ca. 10 % af sagerne i Danmark rettet mod mænd. Det var heller ikke kun de fattigste, der var i farezonen. Maren Spliids fra Ribe (brændt 1641) var således en velhavende borgerkone. Rækken af dømte tæller foruden en række præster også en enkelt adelig, Christenze Kruckow. Hun blev dog halshugget i stedet for brændt. Når mange af de tiltalte var ældre, hænger det sikkert sammen med, at sagerne tog så lang tid. Fra man fik et trolddomsrygte til man blev slæbt i retten, kunne der godt gå op til 20 år. Men i øvrigt er der ikke tvivl om, at sagerne var hårdest mod fattige ofte enlige kvinder, som mere eller mindre var afhængige af tiggeri og lign. Deres eneste magtmiddel i kampen for at klare dagen og vejen var netop trusler. Trusler, der meget let af samtiden blev opfattet som et forsøg på trolddomskunster. Forsvaret Heksen skulle nu prøve at forsvare sig overfor anklagerne. Var man kvinde, måtte man lade sin mand eller søn føre sagen for sig, da kvinder på denne tid ikke selv måtte føre en retssag. Det gjaldt om at få andres ord for, at man var et hæderligt og fromt menneske, der ikke kunne finde på at drive trolddomskunster. En god udtalelse fra præsten kunne i sidste ende være det, der adskilte en fra bålet. Blev man frikendt, kunne man efter Koldingske Reces fra 1558 anklage modparten for at være en løgner. At blive dømt som løgner var en grum skæbne. Man fik rettens ord for, at man var en løgnhals og kunne feks. ikke længere vidne i retssager. Samfundet havde slået hånden af en. Denne paragraf har sikkert fået en del til at tænke sig om en ekstra gang, inden man beskyldte nogen for trolddomskunster. Især hvis den anklagede var af det bedre borgerskab eller ligefrem adelig. Bødlen og hans tænger Efter 1576 skulle dommen prøves ved landstinget, hvor chancen for frifindelse som tidligere nævnt var meget større. Kravene til en domfældelse har her været strengere. Men lød dommen»skyldig«, ventede torturen. Nok beskyttede loven fra 1547 en mod tortur før retssagen, men ikke efter. Man var kendt skyldig i at have fornægtet kristendommen og at have kastet sig i armene på djævelen. Torturen havde det formål at afsløre de andre hekse, der var med. Man troede nemlig dengang, at hekse altid arbejdede sammen med andre i de såkaldte»heksekompagnier«, ledet af en rodemester. De nye hekse fik så en sag på halsen, selv om en dømt heks ord ikke i sig selv var nok til, at man blev dømt. Efter man havde presset alle oplysninger ud af det arme offer, kunne heksen angre og omvende sig. Oplysningerne blev ofte lavet på pinebænken for at få fred for den grusomme tortur. Man var villig til at tilstå hvad som helst, bare for at slippe. Så der blev fortalt de mest fantastiske historier, alt efter hvad man troede, forhørslederne gerne ville høre. Der blev berettet om flyveture til Bloksbjerg, vilde fester med Djævelen o.s.v. Heksebålet Men uanset hvor meget man fortalte, så var døden på bålet sikker. Når det blev bålet og ikke galgen som i England, var det måske, fordi man mente, at ild var rensende. Loven forlangte bålet med den begrundelse, at det var»sædvane«. I Danmark brugte man stigemetoden. Her blev ofret, ofte først bedøvet af alkohol, bundet til en stige. Den blev så væltet ind i bålet. Denne metode var mindre smertefuld end pælemetoden, da ofret døde noget hurtigere. Men stigemetode eller ej: Det må have været en forfærdelig død

12 Dramaets hovedpersoner DRAMAETS HOVEDPERSONER Gregers dukker op på scenen Anklageren i processen mod Johanne Hanskone, skoleholder Gregers Nielsen, er der ikke meget pænt at skrive om. Ved at nærlæse retsreferaterne tegner der sig et portræt af en mand, der var en drukkenbolt, voldelig, løgnagtig og yderst stridbar. Gregers blev således den 15. januar 1647, altså bare tre måneder før hekseprocessen, slæbt i retten af Mads Gejsing. Gregers havde længe forfulgt Mads Gejsing og råbt ukvemsord efter ham og hans kone. Da Gregers indrømmede det hele, blev han idømt en bøde på en sletdaler. Det vil i dag svare til det meste af en ugeløn. Bøden blev efterfulgt af en formaning om, at han for eftertiden skulle opføre sig ordentligt overfor Mads Gejsing og dennes kone. En lærer og hans arbejde Gregers Nielsen blev født i 1615 og fik omkring 1640 lov af byrådet til at holde skole på sin bopæl i Låsbygade. Det var nu ikke nogen fornem stilling, han der havde fået. Enhver kunne faktisk få lov af byrådet til blive skoleholder og holde skole i sin bolig. I modsætning til byens line latinskole, som mest var for byens velhavende, var eleverne hos Gregers af det mere jævne. Ligeledes betalingen, som afhang af, hvor meget man skulle lære. Det kostede 2 skilling om ugen, hvis man kun skulle lære at læse. Skulle man også lære at skrive og regne, kom prisen op på 4 skilling om ugen. Pengene blev ofte udbetalt i madvarer og lignende, hvilket var meget almindeligt på den tid. Så nogen rig mand har Gregers ikke just været. Undervisningen har sikkert ikke været særlig spændende. Det meste har været kedelig udenadslære. Og fulgte man ikke med, sov eller snakkede i timerne, vankede der et par flade lussinger. Dermed være ikke sagt, at lærerne på Johannes og Gregers tid var helt uduelige. En af Gregers forgængere, skolemester Hans Mikkelsen var faktisk anerkendt som en meget dygtig lærer. Han udgav i øvrigt en matematikbog i 1615, som blev brugt over hele landet i en menneskealder. Hvor dygtig en lærer, Gregers har været, ved vi ikke. Men særlig god har han nok ikke været, for noget tyder på, at den gode Gregers i 1647 går amok overfor en elev og er meget tæt på at slå ham ihjel. Til slut har byrådet tabt tålmodigheden med ham. Der har sikkert været for mange klager over ham, og han får senere forbud mod at drive skole. En vej ud af elendigheden Der tegner sig et sørgeligt billede af en mand, der har lutter fiasko i sit liv. Man skimter bag al balladen et i bund og grund stakkels menneske. Fattig og ilde- 20

13 DRAMAETS HOVEDPERSONER DRAMAETS HOVEDPERSONER set af de fleste. For at beskytte sig selv har han nok givet omgivelserne al skyl- Jen. Gregers har misundelig set, hvilken velstand og anseelse andre havde fået her i livet. Det har sikkert pint og plaget ham. Hvorfor skulle han ikke også have andel i lykken. Fast besluttet på at ville frem i samfundet, har Gregers villet skyde genvej gennem den hvide magi. jeg har så længe troet på Gud, men nu vil jeg tro på Djævelen«, påstår Anders Siim, et af vidnerne i sagen, at Gregers har sagt til ham. Vejen til lykken gik gennem signekonen, d.v.s. den kloge kone, Johanne Hanskone fra Grønninghoved, Kaldet»Krøbbel-Johanne«. Hvad Johanne fejlede, siden hun blev kaldt en krøbling, vides ikke. Men det nævnes senere i sagen, at hun døjede med en skade i låret, så formodentligt har hun haltet. Eller også har hun haft en eller anden skavank, som åbenbart berettede hende til øgenavnet. Men krøbling eller ej. Det var Johanne, der skulle fly Gregers den lykke, han så voldsomt begærede. Johanne og Lisbet Johanne var sammen med sin læremester Lisbet Knudsdatter fra Hjarup kendt viden om som. signekone. Hun var, via sine magiske evner, i stand til at kurere sygdomme, finde skjulte ting og meget andet. Det fremgår af sagens akter, at der har været stor efterspørgsel efter deres evner. Der optræder således vidner lige fra Tiufkær i nord til Haderslev i syd. Der er sikkert nogen, der her får lyst til at smile af Johannes og Lisbets aktiviteter. At tro man kunne helbrede syge folk ved hjælp af trylleformularer og lignende. Det er bare for meget. Ren overtro. Men en overtro eller tro, der er mindst er lige så stærk i dag som for 350 år siden. Nu som før opsøger vi den alternative medicin. Vi får lagt horoskoper for at kende fremtiden, lægger helbredende sten på natbordet (hvilket en bonde i 1600-tallet aldrig ville finde på!). Stort set alle ugeblade har faste artikelserier med horoskoper, auralæsning, clairvoyance o.s.v. Et liv på kanten af loven Ved at praktisere den hvide magi levede Johanne hele tiden i farezonen. På den ene side gav det hende til dagen og vejen, på den anden side havde hun risikoen for at blive anklaget som heks. Ikke på grund af sine aktiviteter som signekone, men faren kunne opstå ved, at en af kunderne følte, at hendes behandling direkte havde skadet dem. Og med hendes kontakter til de underjordiske har man sikkert ikke været helt tryg ved hende. Noget hun givetvis har udnyttet til egen fordel. Ca. 8% af alle hekseprocesser blev faktisk ført mod kloge folk som Johanne. Gregers henvendte sig flere gange til Johanne og bad hende om at hjælpe sig. Han har sikkert tryglet og bedt, lokket og navnlig truet. Johanne forsøgte dog at krybe udenom. Formodentligt anede hun, at en sådan opgave senere kunne give bagslag på en eller anden måde. Eller også var hun simpelthen bare klar over, at personer som Gregers Nielsen skulle man gå i en stor bue udenom. En smuttur til Hjarup Så i første omgang nøjedes hun med at henvise til Lisbet i Hjarup. Johanne forklarede ham, at hun faktisk selv havde benyttet hende, da hun havde problemer med en skade i låret. Udstyret med denne anbefaling gik Gregers den lange vej til Hjarup, hvor Lisbet i følge retsprotokollen boede hos sognepræsen hr. Pouell. Desværre var Lisbet ikke hjemme, eller også holdt hun sig klogeligt væk, så Gregers måtte gå hjem igen med uforrettet sag. Han opsøgte så Johanne på hendes bopæl i Grønninghoved for at få hende til at hjælpe sig. Gregers strammer grebet Det endte med, at Johanne blev lokket ind hos,gregers og hans kone Inger Jacobsdatter. I følge Johannes forklaring i retten blev hun bevidst drukket fuld,»gjort hende fuld og drukken«. Hun skulle selvfølgelig have s tungen lidt lettere på gled. Gregers viste hende en bog, som han fablede om. At der stod noget i den, som betød noget, sandsynligvis en såkaldt Cyprianus*. Men han ville vide mere, underforstået af Johanne, som via sit signen og manen måtte have en eller anden forbindelse med de underjordiske kræfter. Johanne fik også forevist en seddel med navne, som Gregers havde skrevet op. Navne på nogle af byens velhavere. Alle folk som havde fået deres rigdom og lykke ved hjælp af trolddom. Og nu var det åbenbart Gregers' tur. Da Johanne stadig ikke virkede samarbejdsvillig nok, fik hun et par øretæver af Gregers. Trylleposerne - og hvad de skulle bruges til Hele historien endte med, at Johanne via Lisbet fremskaffede to»trylleposer«, som Gregers og konen kunne gøre brug af. Hvad poserne konkret skulle bruges til, er der to forklaringer på i protokollerne. Gregers og Johanne påstod senere i retssagen, at han havde fået sin, fordi han var»daall i sett hoffuet«, d.v.s. svagelig i hovedet formodentlig af migræne eller lign. Med dem i sin besiddelse skulle Gregers kunne blive rask igen. Gregers kone opfattede derimod poserne som»lykkeposer«. De havde fået dem for at ophæve en forbandelse, der lå over hende og Gregers. En tredie forklaring kunne være, at Gregers havde fået dem under falsk påskud. Eller også har de løjet begge to. Poserne skulle i virkeligheden bruges til at sikre sig jordisk lykke og rigdom. En forklaring, der dog ikke direkte kom frem under hekseprocessen, men som der er flere ting, der peger på. Det kan i alt fald forklare, hvorfor sagen blev ført med en sådan voldsomhed fra Gregers' side. Han havde noget at skjule! Her kunne det hele egentlig godt være endt. Gregers havde fået sine poser, og Johanne blev fri for sin plageånd. Men i stedet for at markere slutningen på historien, blev poserne begyndelsen til det store heksedrama, Kolding oplevede i

14 Hævnen Et fjendskab begynder Det vides ikke hvorfor, men af en eller anden grund blev Johanne og Gregers for alvor uvenner. Sandsynligvis var det betalingen for udført arbejde, den var gal med. Gregers har sikkert nægtet at betale, hvad han skyldte, indtil trolddommen havde virket. Senere kom det til at spille en stor rolle i sagen. Besøget hos Laurids Johanne har sikkert henvendt sig flere gange hos Gregers for at få sin løn. Og hver gang fået et nej. Til sidst har hun blot ventet på en chance til at hævne sig. Ikke nok med at Gregers havde banket hende ved flere lejligheder. Han havde også nægtet at betale, hvad han skyldte. Han skulle få igen, så han kunne mærke det. Chancen kom, da hun besøgte Laurids Jørgensen Fønbo. Han lå alvorligt syg hjemme, da Johanne kom på besøg fredagen efter påske Han må åbenbart have været en af Johannes faste kunder, eller også har Johanne villet udnyttet situationen til at tjene en skilling. Hun undersøgte nu Laurids og forklarede ham, at hans hoved var»skilt ad«, d.v.s. han var forhekset, og hun ville forbinde ham. Derpå tog hun brød og lagde det på en riste og smurte salt og smør på. Denne»blanding«blev derefter lagt tre steder på Laurids' hoved. Et ritual, der så skulle kunne ophæve den forbandelse, der åbenbart lå over ham. Johanne fortalte Laurids, at han var hårdt spændt for, og endnu hårdere ville han blive. Johannes»kur«har nu iøvrigt ikke været særlig effektiv. Det oplyses nemlig i kirkebogen, at Laurids dør i maj/juni 1647, altså kort tid efter. Det der med at være forgjort troede Laurids nu ikke på. Han agtede hverken hende eller nogen djævels lemmer, d.v.s. hekse. Derimod stolede han på, at»gud skulle hjælpe ham til hans helbred«. Men Johanne havde mere på hjerte. Hun ville røbe en hemmelighed. Men kun hvis de to var alene. Laurids' nysgerrighed må åbenbart være blevet vakt, for hans kone blev sendt udenfor døren. I al fortrolighed kunne Johanne nu fortælle, at»de«var ved at gøre en vokskalv færdig, men manglede blot halsen. Men, beroligede Johanne, fordi Laurids var så stærk i sin kristen tro, kunne den ikke blive færdig. Vokskalve og deres anvendelse Historien med vokskalven var en meget alvorlig sag. Det var en del af overtroen omkring hekse, at de sad og lavede små voksdukker af dem, de ville skade, i bedste voodoo-stil. Når man så beskadigede voksdukken, f.eks. brændte fødderne af, gik det ud over offeret, man ville ramme. Vokskalven synes at være en»koldingspecialitet«, da andre processer med voksfigurer taler om»voksdrenge«. Men da såvel protokollen fra rådstuen som landstinget taler om en»wox kalif«, er der ingen tvivl mulig. En af forskerne af hekseprocesserne, Merete Birkelund, har også studset over det. Anders Siim Kort efter det mærkelige ritual dukkede skomager Anders Siim op for at besøge Laurids. Under besøget klagede Anders over en skrækkelig brusen i sit hoved, så han vidste hverken ud eller ind. Det havde Johanne en forklaring på. Også Anders var forgjort! Han blev nu også forbundet. Da Anders lidt senere gik hjem, røbede Johanne en hemmelighed mere: Hun vidste skam udmærket godt, hvem der havde forgjort Anders. Det var såmænd Anders' egne bysbørn og venner, hvis dør han daglig gik forbi i Låsbygade. Uden at nævne navne var der ingen tvivl om, hvem det var, Johanne sigtede til. Det var Gregers Nielsen! Og»de«, der prøvede at forgøre den gode Laurids Fønboe, kunne heller ikke være andre end Gregers og hans kone. Der gik selvfølgelig ikke lang tid, før Anders Siim var informeret om, hvad der foregik bag hans ryg. Det var egentlig en ret raffineret hævn, Johanne nu havde fået over Gregers. At udsprede det rygte, at Gregers gik og lavede heksekunster med folk i byen. Noget var ovenikøbet sandt. I alt fald havde han to magiske poser i sin besiddelse. Forhøret hos præsten Tingene udviklede sig nu hurtigt, og der gik ikke lang tid, før Gregers og hans hustru blev hentet. Sammen med Anders Siim, Johanne og andre blev de HÆVNEN indkaldt til forhør i sognepræsten, Ancker Sørensens, hus. Et forhør, som bliver nævnt flittigt i retsprotokollerne. Under forhøret prøvede præsten at opklare, hvad der egentlig var sket. Hvad forhøret endte med, røber kilderne ikke. Men først måtte Gregers hustru prøve at forklare historien med poserne. Hvad skulle de bruges til, ville præsten vide. Dybt forlegen forklarede hun, at de havde fået dem for at ophæve den forbandelse, der lå over hende og Gregers efter affæren med Niels Joenssens barn. Men, undskyldte hun sig, det var faktisk et råd, hun havde fået af flere»dannekvinder«* i byen. Præsten fik et føl på tværs. Dannekvinder! Næh efter præstens mening var personer, der kunne komme med slige råd ikke dannekvinder, men djævelen i forklædning:»det må være Djævlen og ikke dannekvinder.«herefter var det Gregers tur til at blive udspurgt. Men han må have følt sig presset op i en krog, for han gik meget hurtigt amok og skabte sig som en afsindig. Så meget at præsten skyldsomt sendte bud efter bysvendene for at få ham ned på jorden igen. I slutningen af forhøret, hvor roen åbenbart må været faldet over ham igen, tog han en seddel op af lommen og begyndte at forhøre Johanne. Den seddel, hvor de af byens borgere, der havde deres rigdom fra sort magi, stod optegnet. Så blev der for alvor ballade. I en så lille by som Kolding kunne dette forhør selvfølgelig ikke forbigå folks opmærksomhed. Så der blev snakket og sladret overalt. Også om Gregers seddel

15 Gregers på anklagebænken Sagen kommer for Rådstueretten Var der noget, folk passede på i datiden, var det deres gode navn og rygte. Man værnede faktisk så meget om det, at straffen for at bagtale en mand var langt højere, end den var for at stikke en kniv i maven på ham. Så allerede den 31. maj, efter et behørigt varsel på 8 dage, stod Gregers for Rådsstueretten i Kolding. Anklagen lød på bagvaskelse af de folk, der stod på seddelen, bl.a. rådmand Peder Udsen. Nu ville man have klar besked om den der seddel, og hvad det var for noget hekseri, der foregik. Nu var Gregers for alvor i knibe. Blev han kendt skyldig, risikerede han dels en kæmpebøde, dels at blive dømt som løgner. Og dermed ville det ikke længere være muligt at leve og arbejde i byen. Så der stod meget på spil for ham og hans kone Inger Jacobsdatter. Han ville få brug for alle sine talegaver, hvis han ville klare frisag. Taktikken måtte være at skyde al skylden over på Johanne Hanskone og så håbe selv at kunne slippe fri af kattepinen. Og det var lige nøjagtigt, hvad han gjorde. Laurids' forklaring Men først ville man i retten starte ved begyndelsen. Da Laurids Fønboe stadig lå syg hjemme og ikke kunne møde op, var der allerede den 6. maj sendt et par folk ud til ham for at høre hans historie. De kunne under edsansvar berette, hvad der tidligere er fortalt. Nemlig at Johanne havde signet for Laurids Fønboe og påstået, at det var Gregers Nielsen, der var skyld i hans sygdom. Han havde også gentaget historien med Anders Siim og hans forgørelse. Byfogeden Niels Iversen og kæmneren Henrik Raffn, der ledte retsmøderne, spurgte nu sagsøgerne, om de var interesseret i at høre Johannes forklaring. Det ville de nu ikke. Men alle som en var de stærkt interesseret i at høre en forklaring fra Gregers mund. Anders' forklaring Det fik de nu ikke i første omgang. I stedet blev Anders Siims skriftlige forklaring oplæst i retten. Han kunne nu fortsætte Laurids Fønboes forklaring. Dagen efter, at han var blevet forbundet af Johanne i Laurids hus, vår han kommet på besøg igen. Og Laurids fortalte nu Anders, at Johanne havde forklaret ham, at Anders' sygdom skyldtes Gregers' heksekunster. Det måtte han hellere få en nærmere forklaring på. Så den 23. april besøgte han Gregers og dennes hustru under påskud af at ville aflevere et flyveblad, han havde lånt. Den gode Anders Siim må have set lidt beklemt ud ved situationen, for Gregers bemærkede det og spurgte:»hvorfor ser I så ilde ud, Anders?«Nu kunne han endelig komme ud med, hvad der 27

16 GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN GREGERS PÅ ANKLAGEBÆNKEN trykkede ham. Gregers fik hele historien forelagt. I første omgang prøvede Gregers Nielsen at berolige Anders med, at det hele var en løgnehistorie, brygget sammen af Johanne Hanskone. For at bevise, hvor led en kælling hun var, fortalte Gregers, at Johanne for nylig havde været inde i hans hus og»fastgjort ham«. Hvorefter hun benyttede lejligheden til at franarre ham en masse madvarer. Da hun lidt efter var dukket op igen, formodentlig for at lave flere kunster med ham, slog han hendes næse og mund til blods*. Da Anders Siim stadig ikke så ud til at være overbevist, begyndte han at sværge: «Se her, Anders Siim, hvor mange sands korn her ligger på jorden. Gud give så mange onde ånder fare i mig har jeg løjet for eder.«dagen efter mødte Anders Gregers' hustru Inger Jacobsdatter, som lo af ham. Anders ville vide, hvad det var, som var så morsomt. Det var begivenheden dagen før, hvor Anders åbenbart må have gjort et komisk indtryk. Men han var dog mand for at give hende et hvast svar:«den dag skal komme, (hvor) I kan græde for det, I ler ved mig.«den sad. Bemærkningen har sikkert ætset sig ind i Inger. Og gjort hende bange. For hvad betød den? Så bange blev hun, at hun dukkede op på Anders Siims bopæl bare to timer senere med de to»lykkeposer«. Hun gav ham poserne med den bemærkning, at Anders nu for Guds skyld måtte stille sig tilfreds, nu skulle han nok genvinde sit helbred. Hvad var det for poser, og hvad skulle de bruges til, ville Anders vide. Jo, forklarede Inger,'poserne havde de fået af Johanne Hanskone. Af ren nysgerrighed havde hun skåret lærredsposen op. Den indeholdt rugkorn, hvidløg og salt. Den ånden, som var af læder, var Gregers' - og indeholdt en vokskalv! Resolut tog Anders begge poser i sin varetægt, selv om Inger tiggede og bad om at få lov til at beholde læderposen og kalven. Men nej. Anders var urokkelig. Denne uhyrlige historie skulle bringes videre. Både til præsten og byfogeden. Herefter forklarede Anders, hvordan Gregers havde skabt sig 4 præstens hus o.s.v. 29

17 Gregers får ordet Anden halvleg En søforklaring tager form Efter Anders Siims lange forklaring var det nu endelig tid til at høre historien set Fra Gregers' side. Eller rettere den historie, han nu forsøgte at brygge sammen. Mærkværdigvis var det ikke ord fra hans enen mund, man fik at høre, men derimod en skriftelig redegørelse, dateret den 29. april 1647, der blev læst op i retlen. Ulykken Det var selvfølgelig Johanne, der var skyld i det hele. For kort efter Gregers' >Ulykke«med Niels Joensens barn, var hun troppet op i deres hjem under det påskud, at hun ville købe fisk af dem. På vej ud af døren fortalte hun, at det ikke var for fiskens skyld, hun var kommet. Næh, hun havde hørt ude i byen, at der var stor sorg i deres hjem efter affæren. Var barnet dræbt af ulykken, ville Greners have fået lagt al skylden på sig, og ville være nødt til at flygte ud af landet. Lisbet i Hjarup Nu spurgte Gregers' kone, om Johanne da havde mistanke til nogen, som kunne være skyld i ulykken. Næh, havde hun svaret, men det var sikkert nogen, de ikke ville regne med, ville kunne finde på noget sådant. Herefter spurgte konen, om der ikke var nogen, der kunne hjælpe dem i deres nød. Johanne havde peget på Lisbet Knudsdatter fra Hjarup, som ovenikøbet skulle være født i Sverige og være af adelig familie. Det borgede åbenbart for kvaliteten af hendes arbejde. Hun besøgte ofte byen og var ovenikøbet billig. Det eneste, hun forlangte af sit arbejde, var lidt god mad. Johanne bad nu, og fik, en lille erkendtlighed for det gode råd. Forbandelsen Da Gregers kom hjem, og fik sagens rette sammenhæng forelagt, straffede han konen for at have lyttet til Johanne. Hun var efter Gregers' mening en løgnagtig kælling, og fulgte man hendes ord, fik man det aldrig godt med folk i byen. Gregers bad Johanne gentage historien. Da hun stod ved den, slog han hende i hovedet. Da vendte hun sig om og forbandede ham:»kunne jeg leve den dag, at Gregers skolemester kunne få en ulykke, da var jeg tilfreds, hvad jeg skulle lide«. Og forbandelsen var efter Gregers' mening tilfulde gået i opfyldelse. Hun havde via sine skammelige løgnehistorier startet det hele. Sået splid mellem ham og Anders Siim. Og ingen i byen ville have noget med dem at gøre efter denne affære! Sedlen Næste retsmøde fandt sted på rådhuset den 11. juni Nu var det sedlen, der var i centrum. Sedlen med navne på borgere i Kolding. Her måtte Gregers gå til bekendelse. Han indrømmede, at han selv havde skrevet den, men det var»efter den onde ånds angivelse som nu sidder i Rådhuskælderen ved navn Johanne Krøbelkvinde«. Men Gregers kunne berolige retten. Såvidt han vidste, var ingen af de personer, der var på sedlen, involveret i nogen form for trolddom. Johanne arresteres Så var det Johannes tur til at møde for retten. Det fremgår af sagens akter, at hun stak af fra Kolding,»rømte byen«som der står i protokollen. Da sagen udviklede sig, fik hun kolde fødder og tog hjem til Grønninghoved. Men selv dengang var lovens arm åbenbart lang nok. I alt fald blev hun arresteret og senere sat i rådhuskælderen, som fungerede som Koldings fængsel. Så vidste man, hvor hun var. Først ville man vide, hvorfor hun var stukket af. Jo, svarede hun, hun ville ikke være med til at bagvaske godtfolk. Derfor forlod hun byen. Det var iøvrigt et råd, hun havde fået af Maren Degnekone i Vonsild. Så var der historien om de to poser. Hvor havde Gregers dem fra? Johanne indrømmede, at dem havde han faktisk fået af hende. Til gengæld havde hun fået dem af Lisbet i Hjarup. Herefter fortalte Johanne sin version af sagen. Om hvordan Gregers havde lokket hende hjem til sig, drukket hende fuld o.s.v. Gregers lægger pres på Tilbage til sedlen. Havde Gregers fået navnene af hende? Det benægtede Johanne. Det var Gregers, der selv havde skrevet og oplæst dem for hende. Og af bar angst for ham havde hun snakket ham efter munden. Faktisk havde hun hele tiden prøvet at tale Gregers fra det hele. Han skulle hellere tro på Gud end på hende. Men hendes indvending blev bare fejet af bordet:»jeg har så længe troet på Gud, men nu vil jeg tro på Djævelen,«sagde Gregers. Her brød Anders Siim ind i afhøringen. Han havde faktisk hørt Gregers sige nøjagtigt det samme, engang hvor han havde været beruset. Det benægtede Gregers selvfølgelig i retten og svor»ved højeste helligånds ed«. Ikke særligt overbevisende. Og det var Gregers sikkert selv klar over. Så for at få det hele på det rene, spurgte han nu Johanne direkte, om hun nogensinde havde lært ham eller hans hustru nogen form for trolddomskunster, eller bedt om at få det lært? Til hans formodentlig store lettelse svarede Johanne kort: Nej, ikke andet end det 31

18 ANDEN HALVLEG med de to poser, som de havde fået af hende. Forhøret hos præsten Sedlen var man stadig ikke blevet færdige med. Anders Siim og et andet vidne ved navn Jens Bølling stod nu frem for retten, behørigt edssvorne, og berettede om, hvad der var blevet sagt under forhøret i præstens hus den 27. april. Her havde Gregers, efter at være faldet ned på jorden igen, taget sedlen op af lommen og begyndt at udspørge Johanne om indholdet. Det gjaldt for alt i verden om at få opmærksomheden væk fra sin person. Johannes ulovligheder Havde Johanne måske ikke fortalt Gregers, at borgmester Morten Panck havde fået en skæppe* penge (formodentlig via trolddom). En oplysning hun havde fra Lisbet Knudsdatter. Det benægtede Johanne på det bestemteste»ved hendes højeste ed, sjæl og salighed.«hun anede overhovedet ikke, hvor Gregers havde det fra. Hun havde aldrig nogensinde haft noget med Morten Panck at gøre. Nåh, men havde hun så ikke fortalt ham, at Peder Udsen var hendes rodemester og Bertell Knudsen havde 7 mands lykke. Og havde alle Ude Pedersens børn måske ikke lykke. Det benægtede Johanne igen at have sagt. Hun kendte dem kun som ærlige og kristne mennesker. Mere af samme skuffe Gregers havde haft mere på hjertet. Flere navne blev nævnt, som Johanne skulle have fortalt Gregers om. Folk, der havde brugt hendes evner som signekone til at finde glemte ting, kurere syge m.v. For Johanne var der ikke andet at gøre end at benægte eller i det mindste nedtone sine ulovlige aktiviteter som signekone og gøre dem til harmløs hjælp til sine medmennesker. Egentlig ret smart gjort af Gregers. Ikke alene fik han afløb for al sin vrede mod byens bedre borgerskab, men han fik det også til at se ud som om det hele var kommet af Johannes mund. De to retsledere, Niels Iversen og Henrik Raffn brød nu ind i retsforløbet. Det hele var nu ved at udvikle sig til en sag mellem Gregers og Johanne i stedet for en bagvaskelsessag mod Gregers. Taktikken var åbenbart ved at lykkes. Der blev talt mere og mere om Johanne og mindre og mindre om ham selv. Hvis I, Gregers eller Anders Siim, vil lægge sag an mod Johanne, så bedes I give det til kende nu, lød beskeden. Gregers i stødet Men Gregers lod sig ikke sådan afbryde. Nu var han ved at have Johanne i saksen. Så i stedet for at svare på spørgsmålet, fortsatte han med at berette om Johannes ugerninger. For et stykke tid siden var Johanne kommet ind i hans hus. Dette besøg skulle han dog ikke nyde noget af, så hun blev smidt ud igen. Og af ren og skær frygt for hende, slog han hendes mund og næse til blods*. Men inden hun var kommet helt udenfor, havde hun lovet ham en ulykke. Siden da var hun flere gange gået for- 32

19 ANDEN HALVLEG bi hans dør, rystet på hovedet, lagt fing- stueretten afgjorde sagen, kan man kun rene over kors og sagt: Det gør ikke no- gætte sig til, men med tingbogen* fra get, om jeg skal pines og plages ihjel. Viborg landsting er det alligevel muligt Bare jeg kan få betalt, hvad Gregers har at give et kvalificeret gæt. gjort imod mig. For at give historien et Umiddelbart havde Gregers ikke gode skær af tilforladelighed, sværgede han kort på hånden. Beviserne mod ham var ved»største h e l l i g å n d «, at den var sand ret overvældende. Han havde haft hekfra ende til anden. seredskaber i sin besiddelse, og der var Som om det ikke var nok, læste Gre- flere vidner, der kunne bekræfte, at han gers sin beskrivelse dateret den 29. april syslede med heksekunster. Egentlig nok op en gang til. Retten fik så endnu en- til en hekseproces imod ham. Sagt med gang serveret historien med Niels moderne ord: Han var blevet fanget, Joensen barn, Johanne, der maste sig på mens han havde fingrene dybt begravet 0. s.v. Men denne gang blev erklæringen i klejnekassen! sluttet af med en trumf. Under forhøret Men det er tilsyneladende lykkedes i præstens hus havde mester Ancker di- Gregers - forstå det hvem der kan - at rekte spurgt Johanne, om hun ikke styk- overbevise retten om sin uskyld. Man ke for stykke kunne have sagt sådant. Til har åbenbart troet på, at han blot var et det havde hun sagt ja! uskyldigt offer i en ond heks hænder. Så hvis Gregers ville beholde sin trovær- Gregers klarer frisag dighed overfor folk i byen, var der kun Desværre er dette det sidste, der står at en ting at gøre: Tage skridtet fuldt ud og læse i rådstueprotokollen om sagen. Det anklage Johanne for trolddom, næste retsmøde fandt sted den 29. juni og omhandler en tvist med en vis Jørgen Beyer i en af rollerne. Så hvordan råd- Bytinget tager over Retssystemet på Johannes tid erstatning. Så folk undslog sig gang på Kolding havde, som tidligere nævnt, li- gang for at dømme i sager, hvor der var gesom andre købstæder på dette tids- den mindste fare for at komme i fedtefapunkt to byretter. Dels en rådstueret, det. Kongen måtte ustandseligt minde hvor borgmesteren dømte sammen med borgerne om deres pligt til at dømme, byrådet. Den havde allerede behandlet For Koldings vedkommende fik man en injuriesagen mod Gregers. Dels et by- påmindelse i 1547 i et brev fra Christian ting, hvor byfogeden dømte sammen 3. Det blev efterhånden en almindelig med nævninge. Da de to retsinstanser retspraksis, at man overlod domsafsigelvar lige vigtige, var det tilsyneladende sen til nævningene. Så kunne de sidde ret tilfældigt, hvem der tog sig af hvad. tilbage med Sorteper. Da sagen mod Johanne imidlertid havde liv på spil, krævede loven, at de begge Kirkenævnet tog sig af sagen. Der blev derfor udpe- Niels Iversen og Henrik Raffn var dog get to dommere til at føre retsforhand- ikke de eneste, der skulle dømme i salingerne. En fra hver ret. Det blev de gen. Da processen mod Johanne var en samme to, som havde deltaget i sagen trolddomssag, krævede loven at den mod Gregers, nemlig, byfogeden Niels blev dømt af et særligt nævningeting, Iversen og kæmner Henrik Raffn, som kaldet kirkenævn»kierkenaffuen«på 15 repræsenterede byrådet»på borgme- uvildige mænd. Som en yderligere gasters råd og byens vegne«. rant for, at sagen blev behandlet så retfærdigt som overhovedet muligt, blev En varm kartoffel der nedsat et 24 mands nævn ved siden Den tjans har de sikkert ikke været glade af. Det var dets opgave at give Johanne for. Og det ikke uden grund. For at sik- et skudsmål, d.v.s, om man i nævnet re, at de lokale dommere tog deres op- anså det for muligt, at Johanne var en gave alvorligt og ydede deres bedste, var heks. Dette skudsmål var yderst vigtigt, det lovbestemt, at de kunne gøres per- Kunne man få 24-mands nævnet til at sonligt ansvarlige for dommene. Dom- sige god for sig, var man næsten sikker merne havde nemlig yderst sjældent no- på at blive frikendt, gen som helst juridisk uddannelse, men Vindingsmændene Ud over kirkenævnet og 24-mandsnæv- net blev der også udpeget 8 såkaldte»vindingsmænd«. Det var deres opgave var almindelige, velanskrevne borgere. Med andre ord: Hvis deres domme senere blev kendt ugyldige ved landstinget, kunne de risikere at skulle betale en 35

20 at overvære alle retsmøderne. En art garant for, at alt gik lovligt for sig. Nu kunne man gå igang! Retten tager fat På det første retsmøde, der fandt sted ved Kolding Byting den 23. juni 1647 lagde Gregers højtideligt hånden på Johannes hoved og»sigtet hende fuldkommelig for en troldkvind«(at være). Da BYTINGET TAGER OVER Johanne var kvinde, og derved umyndig i retssager, havde hun sin mand, Hans Lassen, som en såkaldt»domsværge«. Det var ham, der skulle føre sagen for hende og være hendes forsvarer. Johannes datter, Johanne Hansdatter, var ligeledes med på anklagebænken. Hende blev der dog ikke blev rejst nogen anklage imod. Sigtelserne Fine gæster Sommeren gik nu med en række retsmøder. Ifølge protokollen fra landstinget i Viborg, har der foruden den 23. juni også været retsmøder den 13. og 28. juli, den 4., 18. og 25. august, hvor dommen blev afsagt. Det er muligt, at der har været afholdt flere retsmøder eller forhør. Disse er der bare ikke længere referater fra. Overalt var Gregers der, og han havde ikke ligget på den lade side. På retsmødet den 13. juli kunne han fremlægge det ene eksempel efter det andet på Johannes aktiviteter som signekone. Processen skabte stor virak i byen, og alle må have talt om den. Så stor var interessen, at selveste lensmanden* på Koldinghus, byens fornemste mand, Mogens Bilde troppede op for at overvære sagen. Så imponeret var man over hans tilstedeværelse, at det blev nævnt flere gange i retsprotokollen, og det blev understreget, at vidneudsagn var fremkommet»ud i deres gunstige hr. lensmand velværdige Mogens Bilde hans nærværelse«. Gregers tager for alvor fat Med så fine tilskuerere har Gregers rigtig været i stødet. Hele byens, ja selv lensmandens opmærksomhed havde han. Gregers had mod andre og hans mindreværdsfølelser blev nu til ekstra energi. Johanne skulle få betalt. Hun skulle få kærligheden at føle. Hun skulle komme til at fortryde det onde, hun havde gjort imod ham. Johannes alsidige virke Det ene spørgsmål efter det andet haglede ned over Johanne. Det var hendes aktiviteter som signekone, der havde fanget Gregers' interesse. Og Johanne kunne ikke gøre andet end at indrømme det hele. Blandt andet måtte hun vedgå at have signet såvel Peder Ankersens som Poul Vonsilds barn, signet Jep Lykkes kone og lovet at hjælpe byfogeden i Haderslev med at finde forsvundne sager. Forbindelsen til Lisbeth i Hjarup var også et anklagepunkt:»hende at have bekendt at have signet Peder Ankersens barn, bekendte hun at have omgået med Elisabeth og lovet byfogeden i Haderslev et flydende kar (betydning ukendt) til stede igen og have signet Jep Lykkes kone men det hjalp intet. Item* at have signet Poul Vonsilds barn efter hans hustrus begæring«. Gregers havde en hel stribe af disse anklager. I sidste ende var det til skade for Johanne. Hun blev gjort til en mistænkelig person, som omgikkes underjordiske magter, og derfra og til egentlig trolddom var der ikke langt. Bomben Havde det kun været Gregers, der havde været ude efter hende, var det måske 37