EUROPA-PARLAMENTETS MÆGLER

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTETS MÆGLER I SAGER OM INTERNATIONAL BARNEBORTFØRELSE HÅNDBOG

2

3 EUROPA-PARLAMENTETS MÆGLER I SAGER OM INTERNATIONAL BARNEBORTFØRELSE HÅNDBOG

4 Indhold Indledning 7 1. Udviklingen i lovgivningen om lovvalg og retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser inden for familieret i Den Europæiske Union. 2. Behov for EU-foranstaltninger i sager om international barnebortførelse Kompetenceregel fastsat i forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår international barnebortførelse Fra mægling på det civil- og handelsretlige område til mægling på det familieretlige område Mægling som alternativt redskab til konfliktløsning i forbindelse med sager om international barnebortførelse Hvilken rolle har Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse Hvordan henvender man sig til Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse. 7. Hvordan foregår mæglingen, og hvad består den i? 8. Sager, der er blevet forelagt for Mægleren Anmodninger, som påpeger uregelmæssigheder i anvendelsen af Haagerkonventionen Anmodninger, som påpeger uregelmæssigheder i anvendelsen af forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa) Andre aktiviteter, der varetages af Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse. 25 4

5 SAMMENFATNING a) Hvad der forstås ved international barnebortførelse. 26 b) Internationale og europæiske regler vedrørende sager om international barnebortførelse. 26 c) Hvorledes kan en forælder forebygge bortførelsen af sit barn? 26 d) Hvad kan forældre gøre efter bortførelsen? 27 BILAG: RETNINGSLINJER FOR EUROPA-PARLAMENTETS MÆGLER I SAGER OM INTERNATIONAL BARNEBORTFØRELSE 28 Artikel 10 i forordning (EF) nr. 2201/

6

7 Indledning Familien er en central værdi i Den Europæiske Unions medlemsstater og skal også når Unionen er i krise forsvares af institutionerne gennem ad hoc-foranstaltninger. Navnlig skal institutionerne i særlig grad tage sig af at beskytte barnets tarv. Ifølge de seneste tal fra Eurostat indgås der i EU hvert år cirka to millioner ægteskaber, hvoraf de indgås mellem to personer med forskellig nationalitet. Desuden registreres der en million skilsmisser, hvoraf de omfatter par bestående af personer med forskellig nationalitet. Det drejer sig om et fænomen i konstant vækst, og derfor etablerede Parlamentet i 1987 Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse, som skal bidrage til at finde fælles løsninger, som udelukkende tilgodeser barnets tarv, når et barn bortføres af den ene forælder efter en separation mellem to personer af forskellig nationalitet eller med bopæl i forskellige lande. Den første mægler, som Parlamentet udpegede, var Marie-Claude Vayssade ( ), som blev efterfulgt af Mary Banotti ( ) og Evelyne Gebhardt ( ). Jeg blev i 2009 udnævnt til Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse, et embede, som har givet mig mulighed for at gå i dybden med disse sager og påpege en række problematiske juridiske og lovgivningsmæssige forhold, som jeg beskriver i dette arbejdsdokument. Mægleren har gennem årene udført et vigtigt arbejde med at koordinere og undersøge emnet og har foreslået løsninger i en række konkrete sager. Valget af familiemægling i sager om international barnebortførelse er sidenhen blevet foreslået i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Stockholm (2009) og i Europa- Kommissionens program for gennemførelsen af Stockholmsmålsætningerne (2010). Europa-Parlamentet deltager ikke blot aktivt i lovgivningsdebatten, men stiller også Mæglerens erfaring til rådighed for borgerne og holder sig hele tiden for øje, at barnets tarv alene kommer i første række. Roberta Angelilli Næstformand i Europa-Parlamentet Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse 7

8 1. Udviklingen i lovgivningen om lovvalg og retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser inden for familieret i Den Europæiske Union. Den europæiske integration var i udgangspunktet hovedsagelig af økonomisk karakter. De retlige instrumenter, der i begyndelsen blev etableret, var derfor rettet mod denne form for proces. Men fra begyndelsen af 90 erne begyndte denne situation at forandre sig radikalt på grund af den øgede cirkulation af personer inden for Unionen. De europæiske borgeres øgede mobilitet har også betydet et øget antal familiebånd mellem personer af forskellig nationalitet eller med bopæl i forskellige lande. Disse fænomener har gjort det påkrævet, at EU formulerer et juridisk svar for at etablere rammer for lovvalgs- og kompetencekonflikter inden for familieretten (formueforholdet mellem ægtefæller, slægtskab, arveretlige ordninger osv.). Tidligere regulerede Unionens medlemsstater lovvalgs- og kompetencekonflikter gennem internationale konventioner i overensstemmelse med artikel 220 i EØFtraktaten (den senere artikel 293 i Amsterdamtraktaten og nu ophævet med Lissabontraktaten), som udgjorde det eneste fællesskabsinstrument til iværksættelse af direkte forhandlinger, som i borgernes interesse kunne sikre en forenkling af de formelle krav, som den gensidige anerkendelse og fuldbyrdelse af retlige afgørelser og domme var underlagt 1. Det var først med Maastrichttraktaten fra 1992, at dette emne efterhånden begyndte at blive en del af Unionens område, først i den såkaldte tredje søjle (som stadig var mellemstatslig) og siden i selve EF-traktaten efter ændringen af denne ved Amsterdamtraktaten (1997) med den såkaldte overførsel til EU-kompetence, som havde sit retsgrundlag i EF-traktatens artikel Det Europæiske Råd i Tampere i oktober 1999 fastslog, at vedtagelsen af reguleringsinstrumenter inden for familieret var en prioritering set i lyset af det stadig mere presserende samfundsmæssige behov for etablering af et sikkert retsgrundlag, som var tilpasset borgernes behov. Rådet vedtog med udgangspunkt i den overordnede betragtning, at domme og afgørelser skulle overholdes og fuldbyrdes i hele EU, og at borgernes og de erhvervsdrivendes retssikkerhed skulle beskyttes, på den del af mødet, der var helliget etableringen af et europæisk retligt område, at princippet om gensidig anerkendelse skulle anvendes fuldt ud i både civil- og strafferetlige spørgsmål, hvorved det blev det reelle grundlag for det retlige samarbejde i EU. 8

9 EU vedtog på grundlag af præmisserne fra mødet i Det Europæiske Råd i Tampere de første fællesskabsbestemmelser, som indeholdt ens regler for løsningen af konflikter om retternes kompetence inden for familieret med forordning (EF) nr. 1347/2000 (den såkaldte Bruxelles II), som omhandler omstødelsen og opløsningen af ægteskabet og de beslutninger, der vedrører forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn. Anvendelsen af forordningen var begrænset til sager vedrørende ægtepar og forældreansvar over for ægtefællernes fælles børn. Vedtagelsen af forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa) om ophævelse af forordning 1347/2000 betød, at mange af den første teksts mangler kunne udbedres. Den nye forordning indeholder nemlig bestemmelser vedrørende ægteskabssager og forældreansvar, som indeholder foranstaltninger til beskyttelse af børn, hvis beskyttelse er sikret, uanset om der måtte være forbindelser til en ægteskabssag (forordningens betragtning 5 3 ). Det drejer sig altså om en tekst, som kan anvendes bredere, og som dækker en større vifte af situationer, der kan berøre par og børn. 1. For eksempel blev Bruxelles-konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager vedtaget på grundlag af artikel 220 i EØF-traktaten. Denne konvention udgjorde en af de første vigtige foranstaltninger, men den udelukkede en række områder, blandt andet familieretten, fra sit anvendelsesområde. 2. Lissabontraktaten ændrede den tidligere artikel 65, således at det i den nuværende artikel 81, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsættes, at det er Den Europæiske Unions opgave at udvikle et retligt samarbejde indenfor civilretten med grænseoverskridende implikationer med udgangspunkt i princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser og udenretslige afgørelser. På grundlag af denne bestemmelse kan Europa-Parlamentet og Rådet, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion, vedtage foranstaltninger, der skal sikre: gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af retsafgørelser og udenretslige afgørelser samt fuldbyrdelse heraf (artikel 81, stk. 2, litra a)) samt udformning af alternative metoder til tvistbilæggelse (artikel 81, stk. 2, litra g)). I artikel 81, stk. 3, i TEUF præciseres det med særlig henvisning til familieretten, at Unionen kan fastlægge foranstaltninger vedrørende familieret med grænseoverskridende virkninger efter en særlig lovgivningsprocedure, som fastsætter, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter høring af Europa-Parlamentet og ikke efter den almindelige lovgivningsprocedure, hvor Parlamentet og Rådet er ligestillede, og hvor der kræves kvalificeret flertal for at vedtage retsakter. For at afbøde dette indfører Lissabontraktaten en passerellebestemmelse, hvorefter Rådet på forslag fra Europa-Parlamentet kan vedtage en afgørelse, som udvider anvendelsesområdet for den almindelige lovgivningsprocedure til at omfatte vedtagelsen af retsakter om bestemte aspekter af familieret. Samtidigt tildeles der imidlertid medlemsstaterne vetoret, hvorved et nationalt parlament (inden seks måneder fra den dato, hvor den har fået underretning herom) kan modsætte sig anvendelsen af 9

10 ovennævnte passerellebestemmelse. Dette synes at bekræfte medlemsstaternes modstand mod at tildele Unionen kompetence inden for familieret. Derfor pålægger artikel 81 i TEUF på trods af EU s supplerende rolle i forhold til medlemsstaterne i dette spørgsmål og med de givne begrænsninger Unionens institutioner at sikre den grænseoverskridende effektivitet af de foranstaltninger, som træffes af nationale myndigheder eller private organer i overensstemmelse med de regler for mægling, der er fastlagt i de enkelte medlemsstater 3. Til forskel fra den foregående forordning (EF) nr. 1347/2000 præciserer betragtning 5 i forordning (EF) nr. 2201/2003, at den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, uanset om sådanne afgørelser træffes i forbindelse med en ægteskabssag, og finder dermed også anvendelse i forbindelse med faste parforhold, børn, der er født uden for ægteskab, og børn af den ene part i et par, som er født i forbindelse med et tidligere forhold. Jf. Haagerkonventionen fra Behov for EU-foranstaltninger i sager om international barnebortførelse. I de senere år er der sket en dramatisk stigning i antallet af sager om barnebortførelser foretaget af personer, som har ansvaret for barnet. Dette sker, selv om Haagerkonventionen af 1980 om barnebortførelser er blevet ratificeret af størstedelen af signatarstaterne. Denne konvention, der er en af de vigtigste multilaterale aftaler for beskyttelsen af børn, har som udgangspunkt, at en afgørelse om tilbagegivelse kan træffes af en dommer i den stat, som barnet er blevet ført til. Fjerner en forælder ulovligt barnet til et andet land, som er tiltrådt Haagerkonventionen, skal barnet så hurtigt som muligt føres tilbage til sin tidligere bopæl. Dette udelukker dog ikke, at det i særlige tilfælde er muligt at afgøre, at barnet ikke skal tilbagegives (konventionens artikel 13 4 ). EU s bestemmelser har siden bidraget til at styrke den beskyttelse, der er indeholdt i Haagerkonventionen. 4. Artikel 13: Uanset bestemmelserne i den foregående artikel, har den judicielle eller administrative 10 myndighed i modtagerstaten ikke pligt til at bestemme, at barnet skal tilbagegives, hvis den person, institution eller anden myndighed, som modsætter sig tilbagegivelsen, godtgør at: a) den person, institution eller anden myndighed, som drog omsorg for barnets person, ikke faktisk udøvede forældremyndigheden, da bortførelsen eller tilbageholdelsen fandt sted, eller havde samtykket i eller efterfølgende affundet sig med bortførelsen eller tilbageholdelsen; eller b) der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil udsætte barnet for fysisk eller psykisk skade eller på anden måde sætte barnet i en situation, som det ikke bør tåle. Den judicielle eller administrative myndighed kan også nægte at tilbagegive barnet, hvis den finder, at barnet modsætter sig tilbagegivelsen, og at barnet har nået en sådan alder og modenhedsgrad, at der bør tages hensyn til barnets mening. Når de judicielle eller administrative myndigheder overvejer de forhold, der er nævnt i denne artikel, skal de tage hensyn til de oplysninger vedrørende barnets sociale baggrund, som fremskaffes af centralmyndigheden eller en anden kompetent myndighed i den stat, hvor barnet har bopæl.

11 Kompetenceregel fastsat i forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår internationale barnebortførelser Forordning (EF) nr. 2201/2003 fastsætter ensartede kriterier for at fastslå, hvilken ret der har kompetence til at træffe afgørelse i ægteskabssager og sager om forældreansvar, herunder sager om international barnebortførelse. Overordnet set kan det bemærkes, at forordningen tillægger det personlige kriterium om sædvanligt opholdssted stor vægt i stedet for statsborgerskab (som sædvanligvis anvendes af lande, der anvender civilret (civil law)) eller det objektive kriterium om værneting (som foretrækkes i lande, der anvender sædvaneret (common law)). I forordningen fastsættes, navnlig hvad skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab angår, en række kriterier på grundlag af den ene eller den anden af ægtefællernes opholdssted eller et fælles statsborgerskab (artikel 3). Hvad forældreansvar over for et barn angår, fastslås det i forordningen, at den generelle kompetence tilfalder retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges (artikel 8). Endelig fastsætter forordningen specifikt, hvad barnebortførelse angår, en særlig kompetence, idet de kompetente retter befinder sig, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted umiddelbart før den ulovlige fjernelse eller tilbageholdelse (artikel 10). I artikel 11 fastsættes det, for så vidt angår tilbagegivelse af barnet, at den i medfør af forordningen kompetente ret kan træffe afgørelse (uanset den afgørelse, der er blevet truffet af en judiciel myndighed i medfør af Haagerkonventionen af 1980), såfremt den første ret har bestemt, at et barn ikke skal tilbagegives til den medlemsstat, hvor det har sit sædvanlige opholdssted (konventionens artikel 13). Den efterfølgende retsafgørelse, som har til formål at sikre tilbagegivelse af barnet, er eksigibel, såfremt den er blevet attesteret, jf. forordningens artikel 42. Forordningen indeholder således en yderligere beskyttelse i forhold til konventionens bestemmelser. I visse tilfælde kan en sådan yderligere garanti imidlertid vise sig ikke at være i overensstemmelse med kravet om fuld beskyttelse af barnets tarv. Her tænkes eksempelvis på tilfælde, hvor det på grundlag af forordningens bestemmelser viser sig umuligt at appellere fuldbyrdelsen af en afgørelse om tilbagegivelse, der er truffet i henhold til forordningens artikel 11, når denne er attesteret i henhold til artikel 42, også selv om afgørelsen indeholder en grov krænkelse af grundlæggende rettigheder. 11

12 I en sag, der for nylig er blevet forelagt Domstolen, havde man i den anden sag, der var indledt i henhold til forordningens artikel 11, eksempelvis undladt at høre barnet, som imidlertid var blevet hørt i den første sag om tilbagegivelse i henhold til Haagerkonventionen. Her havde barnet givet udtryk for, at det gerne ville blive i det land, som det opholdt sig i. Domstolen præciserede imidlertid, at den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten ikke kan nægte at fuldbyrde en attesteret afgørelse om tilbagegivelse i medfør af artikel 42, heller ikke når afgørelsen indeholder en grov krænkelse af grundlæggende rettigheder. Der er blevet forelagt lignende sager for Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse (herefter Mægleren ). Europa-Kommissionen er i færd med at udarbejde en undersøgelse, som har til formål at indsamle oplysninger om den praktiske gennemførelse af forordning 2201/2003 og statistiske data, som også omfatter antallet af sager om international barnebortførelse. På grundlag af denne undersøgelse vil Kommissionen i 2012 offentliggøre en rapport om gennemførelsen af den omtalte forordning, og den vil da beslutte, om den vil foreslå ændringer af denne. 5. Jf. afgørelse af 22. december 2010, sag C-491/10, Aguirre Zarraga. 3. Fra mægling på det civil- og handelsretlige område til mægling i på det familieretlige område. International familiemægling burde have sit eget regelsæt, som tager højde for emnets særlige karakter og de krav, det stiller. For øjeblikket råder vi på EU-niveau over direktiv 2008/52/EF af 21. maj 2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område 6. Direktivets betragtning 10 præciserer faktisk, at det ikke bør finde anvendelse på rettigheder og forpligtelser, som parterne ikke frit kan træffe beslutning om i henhold til den lov, der skal anvendes. Sådanne rettigheder og forpligtelser er navnlig almindelige på det familieretlige og arbejdsretlige område. Mægleren kan i denne forbindelse spille en særlig betydningsfuld rolle, og det er derfor ønskværdigt at udvikle og styrke mæglerens rolle yderligere. Kommissionen understregede i sin meddelelse fra februar 2011 om en EU-plan om beskyttelse af børn og deres rettigheder behovet for et samarbejde mellem medlemsstaterne for at udvikle og ajourføre en række faktablade om EU-lovgivningen og den nationale lovgivning om forsørgelsespligt, mægling samt anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed. 12

13 Hvad barnebortførelser angår, gav Kommissionen tilsagn om at behandle oplysninger fra Mægleren med særlig opmærksomhed. Også Europa-Parlamentet har givet udtryk for lignende synspunkter. I Parlamentets beslutning fra september 2011 om gennemførelsen af direktivet om mægling i medlemsstaterne, dets indvirkning på mæglingen og domstolenes anvendelse af det understreges det: at parter, som begge er indstillet på at finde en løsning på deres sag, er mere tilbøjelige til at arbejde sammen med frem for mod hinanden; mener, at de pågældende parter derfor ofte er mere åbne over for at tage hensyn til den anden parts holdning og bearbejde de problemer, der ligger til grund for tvisten; mener, at dette ofte har den ekstra gevinst, at parterne bevarer det forhold, de havde før tvisten, hvilket særlig er af betydning i familiesager, hvor der er børn involveret. I sin beslutning fra oktober 2011 om alternativ tvistbilæggelse i civil-, handelsog familieretlige sager fremhæver Parlamentet ud over arbejdet udført af Europa- Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse, at forskellige typer alternativ tvistbilæggelse spiller en central rolle i forbindelse med familietvister, hvor denne løsningsmodel kan medvirke til at begrænse de psykologiske skader, hjælpe parterne til at begynde at kommunikere igen og således navnlig bidrage til at beskytte børnene. Mægling som alternativt redskab til konfliktløsning i forbindelse med sager om international barnebortførelse. 4. Mægling er en form for alternativ konfliktløsning, der har til formål at håndtere konflikter positivt. Den har som mål at støtte parterne i at finde en løsning, der er indbyrdes acceptabel og tilfredsstillende gennem bistand fra en tredje part, nemlig mægleren. I sager om international barnebortførelse er målet for mæglingen at nå frem til en forhandlingsaftale mellem forældrene, som udelukkende tager højde for barnets tarv. I sådanne sager er det mæglerens fornemste opgave gennem en udenretlig proces at sikre det bortførte barns tarv og derved spare både børn og forældre for den følelsesmæssige og psykologiske spænding, der er forbundet med en retssag, som kan være lang og bekostelig. 6. EUT L 136 af , s

14 5. Hvilken rolle har Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse. Når et ægteskab eller parforhold mellem personer med forskellig nationalitet opløses, beslutter en af de tidligere partnere ofte at vende tilbage til sit hjemland eller tage ophold i en medlemsstat eller et tredjeland, der er forskellig fra den anden part. Hvis parret har børn, påhviler det den kompetente ret at fastlægge ægtefællernes forældremyndighed og besøgsret. Det hænder imidlertid desværre, at den af forældrene, som ikke har forældremyndigheden, bortfører barnet eller tilbageholder det efter et samvær, eller at parten med forældremyndigheden flytter med barnet et andet sted hen, hvorved den anden part reelt forhindres i samvær. I sådanne sager drejer det sig ikke blot om et brud på forældreansvaret, men først og fremmest om en krænkelse af barnets grundlæggende rettighed til at have regelmæssigt samvær med begge forældre. Artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder Børns rettigheder: Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed. I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række. Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser. For at løse sådanne konflikter kan man henvende sig til de retslige myndigheder eller også iværksætte en mægling med hjælp fra Mægleren, som har til opgave at bistå forældrene i arbejdet med at finde den bedst mulige løsning i forhold til barnets tarv. 14

15 Mæglingen består i, at der stilles oplysninger til rådighed om gældende lovgivning samt gives råd og stilles forslag for at bilægge tvisten og nå frem til en aftale. Den store fordel ved denne procedure er, at forældre, som er parate til at benytte sig af mægling, som regel overholder en aftale, der er indgået på grundlag af deres fælles vilje, med større punktlighed og konsekvens, end hvis det drejer sig om en afgørelse, der er pålagt af en retslig myndighed. Hvordan henvender man sig til Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse. 6. Borgerne kan henvende sig til Mægleren via fax, post, og telefon. Kontaktoplysningerne offentliggøres på Europa-Parlamentets websted på en særlig side til Mægleren, hvor ydelserne er beskrevet: Link: Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse Roberta ANGELILLI Bât. Altiero Spinelli 09E130 Kontaktperson: Simona Mangiante ASP5G302 60, rue Wiertz / Wiertzstraat 60 B-1047 Bruxelles / Brussels MediationChildAbduct@europarl.europa.eu Tel : +32 (0) Fax : +32 (0)

16 7. Hvordan foregår mæglingen, og hvad består den i? a/ efter at have modtaget en henvendelse fra en borger vurderer Mægleren i første omgang anmodningen; b/ foreligger der ingen retslige begrundelser, der forhindrer iværksættelse af proceduren (f.eks. strafferetlige forhold), åbnes mæglingen formelt, og parterne anmodes om at underskrive en erklæring, hvori de godkender mæglingsproceduren; c/ der åbnes en dialog med parterne gennem tilrettelæggelse af conference calls og udveksling af skriftlig og elektronisk korrespondance for at finde frem til nøglepunkterne for forhandlingen; d/ når der er opnået enighed om en række fælles punkter, udarbejdes der en aftaleskitse, som siden vil blive drøftet ved den endelige godkendelse i forbindelse med den egentlige mægling; e/ selve mæglingen foregår i Europa-Parlamentet under tilstedeværelse af parterne (kan foregå gennem video- og telefonkonference), Mæglerens personale og parternes sagførere, hvis sådanne deltager i sagen; f/ i tilfælde af video og telefonkonferencer benytter parterne sig af institutionelle rammer, såsom ambassader, konsulater og EU-delegationer; g/ når der er opnået enighed om en mæglingsaftale, underskrives denne af parterne og mægleren og bliver derved officiel. Mæglingsaftalen er en privat kontrakt mellem partnerne. Den enighed, som parterne er nået frem til med hensyn til de punkter, der er blevet drøftet under mæglingen, udgør kontraktens juridiske legitimering. Mægleren bistår parterne i udarbejdelsen af aftalen og står som garant for dennes lovformelighed gennem en garanti for, at det aftalte er i overensstemmelse med kriterierne om lovlighed og retfærdighed. Den mæglingsaftale, der således indgås, kan følgelig på parternes initiativ stadfæstes ved de kompetente retter i parternes oprindelses og/eller bopælsland og kan i givet fald udgøre grundlaget for en mindelig separation eller skilsmisse. Den mægling, der tilbydes borgerne, er gratis. Europa-Parlamentet råder over 16

17 et ad hoc-kontor med tjenestemænd, der er jurister og eksperter, som kan tilbyde parterne den nødvendige bistand til udarbejdelsen af en klar og gyldig aftale, som Mægleren er institutionel garant for. Sager, der er blevet forelagt for mægleren. 8. Fra september 2009 til december 2011 modtog Mægleren 98 anmodninger: 10 sager om mægling: to af disse fandt deres løsning gennem en forhandling ved Europa-Parlamentets arbejdssted i Strasbourg, hhv. i juni 2010 og september I to andre sager kunne der nås frem til en tilnærmelse mellem den forælder, som var blevet nægtet samvær, og dennes børn. I de andre seks sager foregår der forhandlinger; 42 indeholder anklager om uregelmæssigheder eller afvigelser i en signatarstats anvendelse af Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser; 45 indeholder anklager om en medlemsstats manglende eller fejlagtig anvendelse af forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa) eller manglende anerkendelse af en afgørelse truffet af en kompetent ret i en medlemsstat med hensyn til forældremyndighed og/eller samværsret; 1 sag omhandlede en international adoptionsprocedure. I denne sag sikrede Mæglerens diplomatiske indgriben, at proceduren blev afsluttet inden for en rimelig periode. 17

18 Eksempler på mægling Mægling Italien-Slovakiet Tvist mellem en italiensk far og en slovakisk mor om forældremyndigheden og samværsretten til deres to børn på henholdsvis 5 og 7 år, som var blevet født i Italien og bragt til Slovakiet af moderen. Baggrund Ægteparret har bopæl i Italien indtil den dag, hvor moderen tager til Slovakiet med sine børn for at besøge sin syge far. Opholdet trækker længere ud end forventet, og enhver form for kontakt mellem børnene og faderen, der er blevet i Italien, forhindres. Herpå meddeler moderen klart og tydeligt, at hun har til hensigt ikke at vende tilbage til Italien og beholde børnene hos sig i Slovakiet, hvor hun påbegynder et samliv med en ny partner. Faderen indleder i Italien en skilsmisseprocedure og en straffesag mod moderen om barnebortførelse. Samtidig indleder moderen en skilsmisseprocedure i Slovakiet. Der opstår en kompetencekonflikt mellem retterne, som får faderens advokat til at kontakte Mægleren med henblik på at nå frem til en forhandlingsløsning med den anden forælder under stadig hensyntagen til de to børns tarv. Procedure Mægleren iværksætter efter at have behandlet parternes anmodning og den juridiske baggrund for sagen en forhandling mellem forældrene, og denne mæglingsproces formaliseres i Europa-Parlamentet i Strasbourg (juni 2010). Den foregår som følger: telefonkonference mellem faderen, som er til stede i Strasbourg ledsaget af sin advokat, med den italienske ambassade i Slovakiet, hvor moderen befinder sig ledsaget af sin advokat, en tolk og konsulen; identifikation af parterne og formel åbning af proceduren; diskussion af det udkast til mæglingsaftale, der er blevet udarbejdet i de forudgående måneder, og forhandlinger om visse kritiske punkter i aftalen; der opnås enighed om mæglingsaftalen (otte timers telefonforbindelse); 18

19 undertegnelse af mæglingsaftalen, hvormed proceduren formelt afsluttes; grundlæggende dele af mæglingsaftalen: forældremyndighed, samværsret og forsørgelse. Mægling Israel-Frankrig/Tyskland Eksempler på mægling Tvist mellem en kvinde med fransk-tysk nationalitet af jødisk oprindelse og en israelsk mand bosiddende i Tel Aviv. Baggrund Kvinden, der har sit sædvanlige opholdssted i Frankrig, undfanger i forbindelse med et kort ophold i Tel Aviv et barn med en israelsk mand. Parret bor aldrig sammen, og barnet bor i de første år af sit liv sammen med moderen, først i Frankrig og siden i Canada. Faderen afbryder forholdet med barnets mor blot to uger henne i graviditeten og erklærer, at han ikke ønsker barnet, og fortæller for første gang, at han allerede er gift med en anden kvinde. To år senere, mens kvinden bor og arbejder i Canada, bliver hun del af en sag om forældremyndigheden, som faderen har forelagt den jødiske domstol (bet din) i Israel med henblik på at få forældremyndighed over barnet, så det kan blive opdraget efter det mosaiske trossamfunds regler. Kvinden indvilger i første omgang i at flytte med barnet til Israel, således at faderen kan deltage i barnets liv, og for at det kan få en religiøs opdragelse. Få måneder efter at de har etableret sig i Tel Aviv, beslutter kvinden, som følge af at hendes syge mors tilstand forværres, at hun vil besøge sin mor sammen med barnet og forblive i Frankrig for at bistå hende. Faderen anlægger straks sag mod hende for international barnebortførelse. Herpå henvender kvinden sig gennem sin advokat til Mægleren. 19

20 Procedure Mægleren iværksætter efter at have behandlet parternes anmodning og den juridiske baggrund for sagen en forhandling mellem forældrene, og denne mæglingsproces formaliseres i Europa-Parlamentet i Strasbourg (september 2011). Den foregår som følger: videokonference fra Europa-Parlamentet i Strasbourg med Den Europæiske Unions Delegation i Israel, hvor parterne og den enes advokat befinder sig; identifikation af parterne og formel åbning af proceduren; diskussion af det udkast til mæglingsaftale, der er blevet udarbejdet i de forudgående måneder, og forhandlinger om visse kritiske punkter i aftalen. Mange af de grundlæggende punkter i aftaleudkastet viser sig at være blevet ændret efter det direkte møde mellem parterne; der opnås enighed om mæglingsaftalen (efter ni timers videoforbindelse); undertegnelse af mæglingsaftalen, hvormed proceduren formelt afsluttes; grundlæggende dele af mæglingsaftalen (med 43 artikler), hvori følgende punkter bl.a. aftales og defineres: 1. barnet får bopæl i Israel 2. ælles forældreansvar og myndighed 3. barnet opdrages efter det mosaiske trossamfunds regler og principper 4. forsørgelse 5. samværsret 6. tvister, der måtte opstå som følge af anvendelsen af aftalen, overdrages til en dommer, der er udpeget i fællesskab af parterne, og Mægleren fører tilsyn. 20

21 Anmodninger, som påpeger uregelmæssigheder i anvendelsen af Haagerkonventionen Størstedelen af anmodningerne til Mægleren indeholder påstande om uregelmæssigheder i anvendelsen og/eller gennemførelsen af Haagerkonventionen. Formålet med konventionen er at sikre, at det barn, der på ulovlig vis er blevet fjernet fra sit sædvanlige opholdssted, så hurtigt som muligt kan vende tilbage til dette gennem samarbejde mellem de centralmyndigheder, der er blevet nedsat i hver signatarstat til konventionen. De forældre, der henvender sig til Mægleren, klager ofte over manglende samarbejde mellem de forskellige staters centralmyndigheder samt over en vis tendens til, at hver myndighed beskytter sin borger, på trods af at der har fundet en bortførelse sted. I andre tilfælde drejer det sig om, at barnet bliver givet tilbage til den stat, hvor det havde sit sædvanlige opholdssted, på trods af at der er begrundet risiko for, at barnet kan lide fysisk og psykisk overlast, når det vender tilbage (dvs. i forbindelse med den undtagelse, der er omhandlet i Haagerkonventionens artikel 13). I sådanne sager handler Mægleren på følgende måde: der sendes en skrivelse til centralmyndighederne i de relevante signatarstater for at gøre opmærksom på de uregelmæssigheder, der er blevet konstateret i gennemførelsen af konventionens bestemmelser, og for at opfordre til, at der drages omsorg for, at loven overholdes; der parlamentariske forespørgsler til Rådet og Kommissionen for at forelægge de konstaterede uregelmæssigheder for de andre institutioner og stimulere til etablering af en mulig handlingsstrategi; der gennemføres en mægling i bred forstand med alle involverede myndigheder, parter og advokater for at fremme en korrekt og hurtig afslutning af de internationale procedurer. 21

22 Anmodninger, som påpeger uregelmæssigheder i anvendelsen af forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa). Bruxelles IIa-forordningen opstiller regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar. Den indeholder nye bestemmelser om internationale barnebortførelser, som styrker dem, der allerede er indeholdt i Haagerkonventionen fra 1980, i sager, som omfatter signatarstater. En betydelig del af de sager, der forelægges Mægleren, indeholder klager over alvorlige problemer i det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne. De anmodninger, der forelægges, indeholder for det meste klager over, at en medlemsstat nægter at anerkende og fuldbyrde en endelig afgørelse, der er truffet af en ret i en anden medlemsstat, uden at der angives gyldige grunde herfor i henhold til selve forordningen. Sådanne tilfælde af manglende overholdelse skaber stor retsusikkerhed i alle disse sager, hvilket har negative konsekvenser for barnet. I sådanne sager handler Mægleren på følgende måde: der forelægges parlamentariske forespørgsler for Kommissionen for at gøre opmærksom på overtrædelser af Bruxelles IIa-forordningen, hver gang en sådan konstateres, for at opfordre til at iværksætte en traktatbrudsprocedure mod den medlemsstat, der ikke overholder forordningen; der tilbydes parterne juridisk rådgivning vedrørende de redskaber, EU råder over, til beskyttelse af børn samt mægling med de berørte myndigheder, parterne og disses advokater. 22

23 98 forældrepar har henvendt sig til Mægleren, dvs. 196 borgere: 40 fra lande, der ikke er medlem af EU (partnere til EU-borgere, som de har fået et eller flere børn med); og 156 EU-borgere, fordelt på følgende nationaliteter: 23

24 De forelagte sager omhandler international barnebortførelse af 123 børn, fordelt som følger: 76 piger 47 drenge børnenes gennemsnitsalder er mellem 3 og 11 år 24

25 Andre aktiviteter, der varetages af Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse. 9. Europa-Parlamentets Mægler udfører sit arbejde i synergi og konstant samarbejde med en lang række institutioner, navnlig Kommissionen, Rådet, Europarådet og Domstolen. En anden af Mæglerens hovedaktiviteter er samarbejdet med de nationale centralmyndigheder, der er nedsat i medfør af Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser. Andre vigtige aktiviteter omfatter regelmæssig udveksling af erfaringer og oplysninger samt samarbejde med ngo er inden for området og med eksperter i mægling, psykologer, børnepsykologer, pædagoger, socialarbejdere, jurister og dommer. Der samarbejdes desuden med Interpol og de nationale politimyndigheder. 25

26 SAMMENFATNING a. Hvad der forstås ved international barnebortførelse Der er tale om international barnebortførelse, når: barnet på ulovlig vis er blevet ført til udlandet af den forælder, der ikke udøver eneforældremyndigheden, hvorved barnet føres bort fra sit sædvanlige opholdssted; barnet ikke bliver ført tilbage til det land, hvor det har sit sædvanlige opholdssted, af den forælder, der ikke udøver eneforældremyndigheden, hvorved forældremyndigheden eller samværsretten krænkes. b. Internationale og europæiske regler vedrørende sager om international barnebortførelse For at bekæmpe det tiltagende antal internationale barnebortførelser er der blevet udarbejdet følgende internationale konventioner: Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser: Denne konvention fastsætter, at den forælder, som er offer for bortførelsen, kan indgive anmodning om tilbagegivelse af barnet (for eksempel, når en af forældrene bortfører eller ulovligt tilbageholder barnet i et andet land) eller om overholdelse af samværsretten. Målet er at beskytte barnet mod at blive rykket op med rode som følge af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse i et andet land end det sædvanlige opholdssted. Forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældremyndighed (Bruxelles IIa): Forordningen fastsætter for så vidt angår barnebortførelser eksigibiliteten af de afgørelser, der træffes af en ret i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. Desuden stilles der ikke krav om en afgørelse om eksigibilitet i forbindelse med en medlemsstats myndigheds afgørelse om samværsret med barnet. De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder vedtaget i New York den 20. november 1989: Denne konvention er det mest komplette instrument til beskyttelse og fremme af børns rettigheder. c. Hvorledes kan en forælder forebygge bortførelsen af sit barn? ved at søge oplysninger om gældende bestemmelser vedrørende forældremyndighed og samværsret; hvis barnet af en eller anden grund skal til udlandet, ved at sørge for at lade 26

27 den anden forælder underskrive et tilsagn om at bringe barnet tilbage til det land, hvor det har sit sædvanlige opholdssted, på den fastsatte dato; ved at anmode den kompetente ret om at udstede en særlig afgørelse, der forbyder at barnets udrejse; ved at sikre sig, at udrejseforbuddet er blevet meddelt til grænsemyndighederne; ved at trække sit samtykke tilbage, således at barnets pas bliver inddraget; ved at sørge for, at den forælder, som ikke har forældremyndigheden, i forbindelse med udøvelsen af sin samværsret ikke ulovligt tilbageholder barnet hos sig ud over den aftalte periode. d. Hvad kan forældre gøre efter bortførelsen? underrette de kompetente nationale myndigheder, således at den diplomatiske og/eller konsulære repræsentation i det land, hvor barnet formodes at være blevet bragt til, inddrages i sagen; henvende sig til centralmyndigheden i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, i medfør af Haagerkonventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser og/eller forordning (EF) nr. 2201/2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar; straks indgive anmeldelse ved de rets og politimyndigheder, der er kompetente for det territorium, hvor barnets sædvanlige opholdssted var; henvende sig til den ret, som er kompetent for det territorium, hvor barnets sædvanlige opholdssted er, for gennem en hasteprocedure at opnå eneforældremyndighed; anmode den kompetente ret om ophævelse af forældreansvaret for den forælder, som har begået bortførelsen; henvende sig til Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse for at iværksætte en familiemæglingsprocedure. 27

28 RETNINGSLINJER FOR EUROPA-PARLAMENTETS MÆGLER I SAGER OM INTERNATIONAL BARNEBORTFØRELSE 1. DEFINITIONER 1.1 I forbindelse med de procedurer, som Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse har iværksat, forstås ved: a/ mægler : Europa-Parlamentets Mægler i Sager om International Barnebortførelse, som parterne har anmodet om at lede mæglingen; b/ mægling : en udenretslig procedure, som har til formål at nå frem til en aftale med bistand fra Mægleren, for at sikre det/de bortførte barns/ børns tarv. 2. MÆGLERENS KOMPETENCER Mægleren har kompetence til at tilbyde følgende ydelser: bistå parterne i at nå til enighed om en mæglingsaftale; give oplysninger om gældende lovgivning; gøre de kompetente myndigheder opmærksom på uregelmæssigheder i forbindelse med anvendelsen af internationale og europæiske instrumenter vedrørende internationale barnebortførelser. 3. UAFHÆNGIGHED OG UPARTISKHED Mægleren skal handle absolut uafhængigt, fuldstændig upartisk og med parternes udtrykkelige samtykke. Mægleren skal til enhver tid optræde upartisk over for parterne og bestræbe sig på, at det også opfattes således, samt forpligte sig til at bistå alle parter i mæglingen i lige stort omfang. 4. AFTALEN, PROCEDUREN OG TVISTBILÆGGELSEN 4.1. Procedure Mægleren skal sikre sig, at de parter, der deltager i mæglingen, forstår mæglingsprocedurens natur samt Mæglerens og parternes rolle i denne. Mægleren skal navnlig sørge for at parterne, inden mæglingen påbegyndes, 28

29 har forstået og udtrykkeligt accepteret bestemmelserne og betingelserne i mæglingsaftalen, herunder de bestemmelser, der gælder for så vidt angår Mæglerens og parternes tavshedspligt. Mægleren skal lede proceduren på passende vis og tage højde for sagens forhold, herunder skæve magtforhold, eventuelle ønsker, som parterne har givet udtryk for, og særlige lovgivningsmæssige bestemmelser samt behovet for en hurtig bilæggelse af tvisten Korrekt procedure Mæglingen skal først og fremmest tage hensyn til de berørte børns tarv. Mægleren skal sikre sig, at alle parter kan deltage på passende vis i proceduren. Mægleren kan i betragtning af parternes ansvar for at leve op til de forpligtelser, der er indgået i forbindelse med mæglingen, og navnlig dem, der er indgået i den aftale, der bilægger tvisten, afslutte mæglingen, såfremt: der er begrundet formodning om, at det er usandsynligt, at en fortsættelse af proceduren fører til en bilæggelse af tvisten; parterne foreslår at indføje ulovlige bestemmelser i aftalen Afslutning af proceduren Mægleren skal træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige, for at en eventuel aftale mellem parterne kan basere sig på en oplyst konsensus, og for at alle parter forstår aftalebetingelserne. Parterne kan når som helst trække sig ud af mæglingen uden at angive en begrundelse herfor. 5. FORTROLIGHED Mægleren skal behandle alle oplysninger, der fremkommer af mæglingen eller i forbindelse med denne, fortroligt, herunder at selve mæglingen foregår eller er foregået, undtagen når lovgivningen eller hensynet til den offentlige orden tilsiger andet. Fortrolige oplysninger, der meddeles Mægleren af en af parterne, må ikke afsløres for den anden part uden den første parts samtykke. 29

30 Articolo 10 Regolamento (CE) n. 2201/2003 Competenza nei casi di sottrazione di minori In caso di trasferimento illecito o mancato rientro del minore, l autorità giurisdizionale dello Stato membro nel quale il minore aveva la residenza abituale immediatamente prima del trasferimento o del mancato rientro conserva la competenza giurisdizionale fino a che il minore non abbia acquisito la residenza in un altro Stato membro e: a. se ciascuna persona, istituzione o altro ente titolare del diritto di affidamento ha accettato il trasferimento o mancato rientro; b. se il minore ha soggiornato in quell altro Stato membro almeno per un anno da quando la persona, istituzione o altro ente titolare del diritto di affidamento ha avuto conoscenza, o avrebbe dovuto avere conoscenza, del luogo in cui il minore si trovava e il minore si è integrato nel nuovo ambiente e se ricorre una qualsiasi delle seguenti condizioni: I/ entro un anno da quando il titolare del diritto di affidamento ha avuto conoscenza, o avrebbe dovuto avere conoscenza, del luogo in cui il minore si trovava non è stata presentata alcuna domanda di ritorno del minore dinanzi alle autorità competenti dello Stato membro nel quale il minore è stato trasferito o dal quale non ha fatto rientro; II/ una domanda di ritorno presentata dal titolare del diritto di affidamento è stata ritirata e non è stata presentata una nuova domanda entro il termine di cui al punto I/; III/ un procedimento dinanzi all autorità giurisdizionale dello Stato membro nel quale il minore aveva la residenza abituale immediatamente prima del trasferimento o del mancato rientro è stato definito a norma dell articolo 11, paragrafo 7; IV/ l autorità giurisdizionale dello Stato membro nel quale il minore aveva la residenza abituale immediatamente prima dell illecito trasferimento o del mancato ritorno ha emanato una decisione di affidamento che non prevede il ritorno del minore. 30

31 Foto: Parlamento Europeo

32