EUROPA-PARLAMENTET ARBEJDSDOKUMENT. Udenrigsudvalget om klausulen om menneskerettigheder og demokrati i EU-aftaler.

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET 2004 ««««««««««««Udenrigsudvalget ARBEJDSDOKUMENT om klausulen om menneskerettigheder og demokrati i EU-aftaler Udenrigsudvalget Ordfører: Vittorio Agnoletto DT\ doc PE v02-00

2 1. Opbygningen og indholdet af menneskerettighedsklausulen Siden begyndelsen af 1990'erne har Fællesskabet indføjet en såkaldt "menneskerettighedsklausul" i alle rammeaftaler med tredjelande, lige fra handels- og samarbejdsaftaler og associeringsaftaler såsom Europaaftaler og Euro-Middelhavsaftaler til Cotonou-aftalen. Dette gælder dog ikke aftaler om landbrug, tekstilvarer og fiskeri. Det er allerede indgået 50 aftaler af denne slags, og menneskerettighedsklausulen gælder nu for mere end 120 lande. I løbet af de forgange år er klausulen blevet videreudviklet, og den er ikke ens i alle aftalerne. Den version, der fremgår af en meddelelse fra Kommissionen fra 1995, er opdelt i to dele. Den første del udgør et væsentligt element i aftalen, hvilket slås fast i aftalens første bestemmelser: Respekten for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder, som de er stadfæstet (i verdenserklæringen om menneskerettighederne)/(helsinki-slutakten og Parischartret for et nyt Europa), ligger til grund for Fællesskabets (og de relevante landes eller den relevante gruppe af landes) interne og internationale politik og udgør et væsentligt element i denne aftale. 1 Den anden del indgår i aftalens afsluttende bestemmelser, og den åbner mulighed for, at der kan træffes egnede foranstaltninger, hvis et af de væsentlige elementer ikke overholdes. Denne bestemmelse, der kaldes en "ikke-gennemførelsesklausul", henviser også til aftalens væsentlige elementer. Denne henvisning gør det muligt for de kontraherende parter at se bort fra aftalen i tråd med de relevante bestemmelser i Wienerkonventionen om traktatretten 2. Bestemmelsen om ikke-gennemførelse lyder som følger: Hvis den ene af parterne finder, at den anden part har undladt at opfylde en af sine forpligtelser i henhold til aftalen, kan den træffe egnede foranstaltninger. Inden den gør dette, skal den, medmindre der er tale om en sag af særligt hastende karakter, forelægge associeringsrådet alle relevante oplysninger, der er nødvendige til en tilbundsgående undersøgelse af situationen med henblik på at finde en løsning, som kan godtages af parterne. Ved valget af foranstaltninger skal sådanne, som forstyrrer aftalens funktionsmåde mindst muligt, tillægges højeste prioritet. Disse foranstaltninger skal omgående meddeles associeringsrådet og gøres til genstand for konsultationer inden for associeringsrådet, hvis den anden part anmoder derom. 3 Ofte tilføjes der en fortolkende erklæring i slutningen af aftalen. Ifølge denne erklæring er sager af særligt hastende karakter sager, hvor en af parterne begår en materiel overtrædelse, der består i en overtrædelse af væsentlige elementer i aftalen. 1 Kommissionens meddelelse om, "hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande", KOM(95)0215 af 23. maj Hvis den ene part begår en materiel overtrædelse af en bilateral aftale, kan den anden part ifølge artikel 60, stk. 2 og 3, i Wienerkonventionen om traktatretten påberåbe sig overtrædelsen som grundlag for at bringe aftalen til ophør eller helt eller delvis suspendere dens gyldighed. En materiel overtrædelse defineres som en afvisning af aftalen, der ikke har hjemmel i Wienerkonventionen eller en overtrædelse af et element i aftalen, der er væsentligt for gennemførelsen af dens mål eller formål. 3 KOM(95)0215 af 23. maj PE v /9 DT\ doc

3 Indføjelsen af en klausul i aftalernes hoveddel og ikke blot i præamblet eller som en specifik henvisning gør den til et juridisk bindende instrument, hvilket er noget nyt i forhold til tidligere. Ifølge Kommissionens meddelelse fra 1995 giver dette Det Europæiske Fællesskab en førende rolle hvad angår det internationale samfunds indsats på dette område. Desværre giver erfaringerne fra de seneste ti år ikke grund til samme optimisme. 2. Menneskerettighedsklausulens oprindelse og udvikling Menneskerettighedsklausulen blev anvendt første gang, da den blev indføjet i Lomé IVaftalen, og dernæst i en samarbejdsaftale med Argentina, der trådte i kraft i Fra slutningen af 70'erne var det et stort problem, at der skete åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne i lande, der var forpligtede i forhold til det daværende EØF som følge af en indgået aftale. F.eks. blev støtten til Uganda som følge af de krænkelser af menneskerettighederne, som Idi Amins regering begik, suspenderet, efter at Rådet havde udsendt en erklæring, der senere blev døbt Uganda-retningslinjerne. Disse forholdsregler indeholdte en offentlig fordømmelse af situationen og trusler om sanktioner inden for rammerne af aftalen, men havde ikke noget juridisk grundlag. Efter at EØF havde kæmpet i årtier, accepterede AVS-staterne, at der blev indføjet en menneskerettighedsklausul i Lomé-konventionen. Der var dermed skabt præcedens. I begyndelsen af 90'erne skabte behovet for befæstelse af demokratiet i Central- og Østeuropa såvel som udsigten til demokratisering af en stor del af det latinamerikanske og det afrikanske kontinent et nyt politisk incitament, hvilket satte Kommissionen i stand til at tage et vigtigt initiativ i denne forbindelse. Den 25. marts 1991 vedtog den en meddelelse om menneskerettigheder, demokrati og udviklingssamarbejde 1, som hurtigt blev efterfulgt at to resolutioner fra Rådet. I den første udtrykte Rådet glæde over meddelelsen, og i november 1991 gav det specifikt mandat til, at der kunne indføjes en menneskerettighedsklausul i aftaler med tredjelande. 2 Resolutionen understregede, at en positiv tilgang til menneskerettighederne bør prioriteres højt, at der bør føres en systematisk dialog, og at suspension og negative foranstaltninger inden for rammerne af klausulen kun bør forekomme som sidste udvej. Et år senere den 11. maj 1992 erklærede Rådet, at overholdelse af de demokratiske principper udgjorde et væsentligt element i aftalerne mellem Det Europæiske Fællesskab og Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Efter denne erklæring blev den såkaldte baltiske klausul indføjet i de EF-aftaler, der blev indgået med de baltiske lande og Albanien i Denne klausul gjorde det muligt at foretage en umiddelbar suspension i tilfælde af overtrædelse af menneskerettighederne. Den blev hurtigt efter erstattet af den bulgarske klausul, der udvidede anvendelsesområdet og mulighederne for at træffe foranstaltninger og endvidere slog fast, at den politiske dialog skulle fortsætte, og at en forligsmekanisme skulle finde anvendelse for at undgå en umiddelbar suspension af aftaler. 1 SEK(61) Resolution af 28. november 1991 vedtaget af Rådet og repræsentanterne for medlemsstaterne, forsamlet i Rådet, om menneskerettigheder, demokrati og udvikling, EF-Bulletin 11/1991, DT\ doc 3/9 PE v02-00

4 Efter at Rådet den 29. maj 1995 havde taget ovennævnte meddelelse af 23. maj 1995 om, hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande, til efterretning, blev menneskerettighedsklausulen systematisk indføjet i nye aftaler. Meddelelsens bilag 2 indeholdt også en liste over foranstaltninger, der skal overvejes i tilfælde af en overtrædelse, bl.a.: - ændring af indholdet af samarbejdsprogrammerne eller de anvendte kanaler - nedskæring af kulturelle, videnskabelige og tekniske samarbejdsprogrammer - udsættelse af et møde i et blandet udvalg - suspendering af bilaterale kontakter på højt niveau - udskydelse af nye projekter - manglende opfølgning af de af partneren tagne initiativer - handelsembargo - suspension af våbensalg - afbrydelse af militært samarbejde - suspension af samarbejdet Den model, der blev foreslået i meddelelsen, har været model for den klausul, der er blevet indføjet i aftaler efter 1995, og den blev videreudviklet med Cotonou-aftalen, der blev indgået med AVS-staterne i Menneskerettighedsklausulen har siden 1995 fundet anvendelse i 12 tilfælde, hvor den har dannet grundlag for indledning af konsultationer, suspension af støtte eller andre foranstaltninger, og følgende 10 AVS-lande har været berørt heraf: Niger, Guinea-Bissau, Den Centralafrikanske Republik, Togo, Haiti, Comorerne, Côte d'ivoire, Fiji, Liberia og Zimbabwe. 1 Menneskerettighedsklausulen har også været årsag til, at der ikke er indgået bilaterale aftaler med Australien og New Zealand, men i stedet mindre bindende fælleserklæringer i henholdsvis 1997 og Partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Belarus, der blev forhandlet om i 1995, trådte aldrig i kraft, eftersom den ikke blev ratificeret på grund af præsident Lukashenkos skridt i retning af et autoritært styre. 3. Europa-Parlamentets syn på menneskerettighedsklausulen Europa-Parlamentet har gennem tiden været meget aktivt, når det gælder menneskerettighedsklausulen, og det har navnlig fokuseret på overvågning og gennemførelse af klausulen og Parlamentets og civilsamfundets rolle. Den 20. september 1996 vedtog Parlamentet en betænkning af Carlos Carnero Gonzalez betænkning 2 om Kommissionens meddelelse, hvori det anmodede Kommissionen om at finde en objektiv anvendelsesmetode i tilfælde af åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne og de sociale rettigheder og formulere kriterier, procedurer, sanktionsmuligheder og 1 Meddelelse fra Kommissionen af 20. oktober 2003 om regeringsførelse og udvikling af 20. oktober 2003, KOM(2003) A4-0212/ T4-0499/ betænkning om meddelelse fra Kommissionen om hvorledes overholdelsen af de demokratiske principper og menneskerettighederne indgår i aftalerne mellem Fællesskabet og tredjelande (KOM(95) C4-0197/95). PE v /9 DT\ doc

5 anvendelsesmetoder. Et af de vigtigste punkter i en betænkning af Rosa Díez Gonzalez om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande 1 er kravet om en klar adfærdskodeks for anvendelsen af menneskerettighedsklausulen. Ifølge betænkningen bør EU oprette en ny og parallel overvågningsmekanisme, der kan støtte de allerede eksisterende mekanismer, således at den kan kontrollere de politiske og økonomiske partneres overholdelse af menneskerettighederne og demokratisering. Da der stadig ikke foreligger et tilfredsstillende svar, er det nødvendigt at gentage Parlamentets anmodning om anvendelse af en objektiv metode og en klar adfærdskodeks for anvendelsen af menneskerettighedsklausulen. Også i de årlige betænkninger om menneskerettighederne i verden er Parlamentets holdning til menneskerettighedsklausulen blevet fremført adskillige gange, f.eks. i den årlige betænkning af Bob van der Bos fra 2002, hvor manglen på gennemførelsesmekanismer var et af de problemer, der var årsag til stor bekymring: "8. opfordrer Kommissionen til at fremlægge det nødvendige forslag til en gennemførelsesmekanisme for menneskerettighedsklausulen med henblik på at opretholde et konstant pres for at opnå betydelige forbedringer i menneskerettighedssituationen i de pågældende lande samt støtte de samfundsgrupper, som går ind for fremme af demokrati og respekt for menneskerettighederne;" 2 I betænkningen opfordrer Parlamentet også til, at der udstikkes klare standarder for tilskyndelsesforanstaltninger og restriktive foranstaltninger, iværksættes strukturerede dialogprocedurer og nedsættes særlige underudvalg om menneskerettigheder i associeringsog samarbejdsrådene. Endvidere beklager Parlamentet, at det ikke er inddraget i beslutningsprocessen vedrørende iværksættelse af høringer eller suspendering af aftaler. I den årlige betænkning fra 2003 af Véronique de Keyser glæder Parlamentet sig over, at den nye Cotonou-aftale er trådt i kraft, og mener, at dens gennemførelsesmekanisme med etableringen af en dialog mellem regering og civilsamfund kan føre til videre drøftelser. Ydermere har menneskerettighedsklausulen - og menneskerettighedssituationen generelt - været et vigtigt element, når Europa-Parlamentets har skullet godkende indgåelsen af forskellige aftaler med tredjelande, såsom associeringsaftalerne med Egypten og Pakistan eller den igangværende procedure vedrørende den foreslåede aftale med Syrien. 4. Menneskerettighedsklausulens fremtid Ti år efter den meddelelse, der formelt set gav bemyndigelse til og strukturerede menneskerettighedsklausulen, er det nu på tide at evaluere gennemførelsen og vurdere, 1 A5-0084/ betænkning om, hvordan Den Europæiske Union kan medvirke til at fremme menneskerettigheder og demokratisering i tredjelande (KOM(2001) C5-0653/ /2276(COS)). 2 A5-0274/ T5-375/ årlig betænkning om menneskerettighederne i verden i 2002 og EU's menneskerettighedspolitik. DT\ doc 5/9 PE v02-00

6 hvordan der kan foretages forbedringer af såvel forhandlingsfasen og den specifikke ordlyd i klausulen som overvågningen og gennemførelsen under hensyntagen til positive såvel som negative foranstaltninger. 4.1 Hvordan kan forhandlingsfasen forbedres? 1. En mere åben procedure med en rolle til såvel Europa-Parlamentet som civilsamfundet. Det er indtil videre Rådet, der har bemyndigelse til at forhandle nye aftaler med tredjelande. Det er dog ikke klart eller gennemskueligt, hvad denne bemyndigelse er baseret på, og det ville være en stor fordel at gøre proceduren mere åben. Endvidere ville det lette dialogen og gennemførelsen efter ikrafttrædelsen, hvis forhandlingsproceduren blev gjort mere gennemsigtig og Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter såvel som civilsamfundet blev inddraget i definitionen af menneskerettighedsklausulen. Europa-Parlamentet har til opgave at give sit samtykke, før en aftale træder i kraft, men det kan ikke iværksætte en konsultation eller delvis suspendere en aftale. Civilsamfundet har kun en meget lille rolle i hele den procedure, der vedrører menneskerettighedsklausulen. Til sammenligning er det værd at nævne Cotonou-aftalen, hvori ikke-statslige aktører entydigt er defineret som aktører i partnerskabet, og hvori civilsamfundets rolle tydeligt fastsættes i artikel 8, stk. 7, om den regelmæssige politiske dialog, eftersom det fremgår, at såvel regionale og subregionale organisationer som repræsentanter for civilsamfundsorganisationer skal inddrages i dialogen. Denne politiske dialog vil også blive videreudviklet. Der er allerede blevet fastlagt retningslinjer og der vil blive udarbejdet et bilag til aftalen, som præciserer, hvilke bestemmelser og mekanismer der gælder for dialogen. 2. Udvidelse af klausulen til alle sektorer og lande Selv om reglen om at indføje menneskerettighedsklausulen i aftaler er blevet fulgt konsekvent, er der stadig områder, hvor den mangler, frem for alt i sektoraftaler og aftaler med udviklingslande. Undertiden skyldes dette, at samarbejdsaftalerne med disse lande er ældre end EU's politik på menneskerettighedsområdet, men dette gælder ikke for EØSaftalen. Derfor bør klausulen indføjes i alle aftaler med såvel industrialiserede lande som udviklingslande. Det samme gælder for sektoraftaler om handel, tekstilvarer og fiskeri. Disse aftaler dækker ofte betydelige finansieringsrammer, og for at sikre sammenhæng mellem politikkerne bør de også omfatte en bestemmelse om respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper. 4.2 Hvordan kan overvågning og gennemførelse forbedres? 3. Det er nødvendigt at sikre bedre overvågning med vægt på menneskerettighedsdimensionen Parlamentet har lige fra begyndelsen været meget engageret i at sikre en effektiv og PE v /9 DT\ doc

7 gennemsigtig overvågning og gennemførelsesproces. Selv om der afgjort er sket fremskridt, er der stadig behov for forbedringer. Den nyligt indgåede forpligtelse (siden 2004) til at udarbejde et datablad om menneskerettigheder (hvilket er en opgave, der påhviler lederne af Kommissionens delegationer) og opfølgningen på fastsatte retningslinjer, såsom retningslinjerne om tortur (vedtaget 2001), bidrager uden tvivl til en større viden om menneskerettighedssituationen i de enkelte lande. Der er dog stadig behov for klarere standarder for tilskyndende og begrænsende foranstaltninger. Tiltrædelsesproceduren med de klart definerede Københavnskriterier kunne tjene som et godt eksempel for sådanne standarder. I denne forbindelse ville de nye handlingsplaner inden for den europæiske naboskabspolitik åbne nye muligheder for fastsættelse af operationelle mål og navnlig udarbejdelse af nationale handlingsplaner om menneskerettighederne. Endvidere er det nødvendigt at landestrategidokumenterne gøres mere målrettede og strategiske hvad angår menneskerettighedssituationen. Menneskerettighedsrelaterede emner bør systematisk sættes på Associeringsrådets dagsorden, samtidig med at der bør oprettes underudvalg om menneskerettigheder, idet disse udgør et vigtigt værktøj i forbindelse med overvågningen af situationen i de pågældende lande. Sådanne arbejdsgrupper er blevet oprettet for Bangladesh, Vietnam, Marokko, Jordan og Tunesien. I denne forbindelse er det også vigtigt at understrege civilsamfundets rolle hvad angår overvågning, og det er vigtigt at finde måder, hvorpå ikke-statslige aktører og eksperter kan overvåge og rapportere om gennemførelsen af menneskerettighederne og de demokratiske principper i henhold til aftalen, dvs. gennem arbejdsgrupper i associeringsrådets regi eller gennem deltagelse i bestemte underudvalg. 4. Et af de mest presserende problemer er stadig behovet for en klar gennemførelsesmekanisme for alle aftaler, der indeholder en klausul. Kommissionen betoner, at anvendelsen af klausulen om "væsentlige elementer" (menneskerettighedsklausulen) ikke nødvendigvis skal opfattes som en negativ eller straffende tilgangsvinkel, men at der er tale om et positivt instrument, der kan anvendes til at fremme dialog og samarbejde mellem partnere ved at opfordre til at yde fælles støtte til demokratisering og menneskerettigheder, herunder en effektiv gennemførelse af internationale menneskerettighedsinstrumenter og kriseforebyggelse gennem oprettelse af et varigt og langsigtet samarbejde. Parlamentet er enigt med Kommissionen i dette, idet denne tilgangsvinkel har medført, at mange idéer er blevet ført ud i livet. Af klausulens ordlyd fremgår det, at suspension kun bør forekomme som en sidste udvej. Det faktum, at klausulen sjældent er blevet anvendt, betyder ikke automatisk, at den ikke er effektiv. Det er dog klart, at manglen på en klar gennemførelsesmekanisme begrænser bestemmelsens effektivitet. Selv om der kan være flere forklaringer på, hvorfor den mest er blevet brugt i forbindelse med Cotonou-aftalen og ikke i alle de andre aftaler, der også indeholder denne klausul, er det nok mest sandsynligt, at det er bedre procedurer for konsultation, suspension og deltagelse, der har bidraget til denne omstændighed. Kommissionen har givet udtryk for, at den ikke ønsker en mekanisk anvendelse. Til trods for DT\ doc 7/9 PE v02-00

8 dette har Rådet vedtaget retningslinjer om gennemførelse og evaluering af restriktive foranstaltninger (sanktioner) inden for rammerne af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men disse retningslinjer omfatter ikke suspension eller afbrydelse af samarbejdet med tredjelande. Dette bør på en eller anden måde ændres. Den måde, klausulen gennem tiden er blevet anvendt på, gør det nødvendigt at spørge sig selv, om kriteriet for at iværksætte en konsultationsprocedure eller træffe restriktive foranstaltninger er objektivt, eller om det afhænger af politiske eller erhvervsmæssige interesser. En klarere defineret procedure ville forhåbentlig fremme en objektiv anvendelse. Denne procedure bør selvfølgelig også inddrage Europa-Parlamentet i beslutningsprocessen i forbindelse med en konsultation eller en suspendering af en aftale, ligesom civilsamfundet bør tildeles en rolle. Samtidig med at der udarbejdes en mere detaljeret konsultationsprocedure, er det vigtigt at tilstræbe, at der gælder de samme procedurer for alle aftaler. Dette omfatter indførelse af bestemmelser om ikke-gennemførelse, hvor der ikke allerede findes sådanne, definition af "særligt hastende karakter" og fastsættelse af bestemmelser om bindende procedurer til løsning af tvister i tilfælde, hvor en bindende afgørelse ved en voldgiftsret er sidste udvej, fordi det administrative organ ikke kan finde en løsning. Samtidig bør man være mere opmærksom på krænkelser af sociale rettigheder såsom de grundlæggende arbejdsnormer. I de tilfælde, hvor klausulen er blevet anvendt, har årsagen oftest været krænkelser af politiske rettigheder, såsom en kritisabel valgproces eller et statskup. 4.3 Gensidighed i forbindelse med klausulen? 5. Det er nødvendigt at finde metoder og værktøj, der kan forbedre gensidigheden i forbindelse med klausulen. Den specifikke menneskerettighedsdialog, såsom dialogerne med Kina, Iran eller Rusland, medfører tydeligvis en tovejskommunikation, hvor EU såvel som det land hvormed der er indledt en dialog, kan tage forskellige problemer op. Klausulen har også et gensidigt forpligtende element, der endnu ikke er blevet udnyttet fuldt ud. Det hedder således, at det er respekten for de demokratiske principper og de grundlæggende menneskerettigheder, der ligger til grund for Fællesskabets (og det relevante lands) interne og internationale politik. Klausulen er dog aldrig blevet anvendt til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå EU eller medlemsstaterne overholder deres forpligtelser hvad angår menneskerettighederne. Det ville i denne forbindelse være fordelagtigt at diskutere områder såsom mindretals rettigheder, immigration og lovgivningen om asylret. 4.4 Er der behov for en ny standardklausul? Selv en standardklausul giver mulighed for variation, og en klausul skal selvfølgelig kunne tilpasses forskellige situationer. Men hvis henvisningerne til menneskerettigheder, demokrati eller god regeringsførelse er for vage, giver klausulen ikke nogen mening og den ville ikke være anvendelig. Hvis klausulen henviser til et dokument, der ikke passer ind i retssystemet i det land, der undertegner den givne aftale, vil den blotte undertegnelse af aftalen ikke sikre, at PE v /9 DT\ doc

9 beskyttelsen af menneskerettighederne sker i henhold til betingelserne i basisteksten. Sådanne mekanismer bør indføres før undertegnelsen af aftalerne. Klausulens ordlyd bør også i højere grad henvise til specifikke menneskerettighedsinstrumenter, såsom børns, mindretals og kvinders rettigheder osv. En bedre definition af klausulen i fremtidige drøftelser betyder ikke i sig selv, at der er behov for en ny klausul, men at der bør lægges mere vægt på aftalernes forhandlingsfase. Ifølge konklusionerne fra EU's menneskerettighedsforums møde i København i 2002, er det anvendelsen af den eksisterende klausul, der er det største problem, og ikke behovet for en ny ordlyd. Forummet opfordrede til, at klausulen indføres i alle de sektorer (tekstil, fiskeri), der ikke er omfattet på nuværende tidspunkt. Det er dog muligt, at det ikke er tilstrækkeligt at forbedre anvendelsen af klausulen, selv om en ny standardklausul hovedsagelig ville vedrøre nye aftaler, og selv om det dermed ville vare længe, før der ville være nogle virkninger generelt set. Som Cotonou-aftalen har vist, ville det være hensigtsmæssigt at videreudvikle den eksisterende model, idet det især er svært at inddrage civilsamfundet og sikre borgerne en eksplicit rolle uden at ændre klausulens ordlyd. En klarere defineret konsultationsprocedure ville desuden gøre klausulen mere effektiv. Det bør derfor overvejes, om klausulens ordlyd bør ændres. DT\ doc 9/9 PE v02-00