Vælge at stå til ansvar for sit liv over for Gud selv hvis det indebærer løsrivelse fra enhver menneskelig binding

Transkript

1 Vælge at stå til ansvar for sit liv over for Gud selv hvis det indebærer løsrivelse fra enhver menneskelig binding prædiken til 1. s. e. Hellig tre Konger I: Luk 2,41-52 i Strellev og Ølgod kirker den 8/ Ved Jens Thue Harild Buelund. Måske har vi hørt den toneløse, informative stemme, der lyder over højttalerne en fortravlet lørdag formiddag, hvor alle skal have handlet ind til weekenden og den følgende uge: Vi efterlyser forældrene til 5 årige Jens, der er blevet væk fra sin far og mor. Jens kan findes i informationen ved udgangen Vi gentager. Selv om sådanne efterlysninger præsenteres på linie med alle de øvrige servicemeddelelser som f.eks. timetilbuddet hos slagteren, ugens tilbud på kaffekander eller den røde Ford, der stadig holder med lys på, véd vi godt, at der ligger mere bag. For et eller andet sted i butikken leder et par forældre ængsteligt efter deres barn, mens en servicemedarbejder i informationen forsøger at trøste det grædende barn; for det er ikke sjovt hverken at blive væk eller at have mistet kontakten til sit barn. Når livlinen er brudt, føler begge parter sig fortabt. Sådan er det imidlertid kun med de helt små børn. Når børnene bliver større, er følelsen af fortabelse først og fremmest forældrenes problem, som vi i dag løser ved at skifte navlestrengen ud med mobiltelefoner. De unge vil som regel klare sig. De skal nu engang lære at klare sig uden de forældre, som de af naturlige grunde ikke altid har ved deres side. De er nødt til at frigøre sig. De må opsøge, finde og vælge deres vej gennem livet for at kunne indgå i de relationer og sammenhænge, som skal bære dem gennem livet. Sådan er det også i dagens evangelium om den 12-årige Jesu første valfart til templet i Jerusalem. Templet har virkelig fyldt i bybilledet. Forestiller vi os f.eks. et udblik ind over Ribe, hvor bygningerne i middelalderen ikke var højere end én etage, mens domkirken havde sin nuværende størrelse, så afspejler det nok lidt af den virkning, som tempelbygningen har haft på de besøgende i den hellige stad. Mange valfartede ofte flere gange om året til templet for at bringe Gud et offer og bede deres bønner. Jerusalem var Guds by og templet Hans bolig. Tempelbygningen var det sted, hvor Guds nærvær var stærkest og hvorfra velsignelsen strømmede ud til alle. Især ved den store påskefest var tilstrømningen stor. Det er til en sådan valfart, Jesus for første gang og på egne ben møder jødedommens centrale institution. Som 12 årig var Jesus netop blevet en Lovens søn den jødiske konfirmation bar mitzvah, der markerer, at barnet bliver religiøst myndig, ligger netop i års alderen.

2 Og når man blev Lovens søn, var man i religiøst henseende frigjort fra sine forældre og gik ind under et selvstændigt og personligt ansvar for Gudsdyrkelsen. Man blev voksen om ikke for andre så for Gud. Og det første udtryk herfor var at kunne deltage i valfarten til templet i Jerusalem. Vi befinder os på en slags Blå mandag, hvor det voksne barn for første gang står på egne ben. Og hvordan spænder det sig så af? Jo, det går vel, som det vel ofte sker: Forældrene er optaget af familiebesøg og indkøb, mens barnet går sine egne veje. Det betyder for Jesus, at han benytter sig af muligheden for at afprøve sin religiøse lærdom på eksperterne ved templet. Det er vist det, der i dag kaldes at prøve grænser af Maria og Josef har meget at se til og glemmer sønnen. Måske de netop derfor bliver så meget mere ophidsede, da de endelig finder Ham; for er det ikke ofte sådan, at det er den bebrejdelse, man skulle rette imod sig selv, der ofte udløser mest vrede mod andre? Barn, hvorfor har du gjort sådan mod os, råber Maria, som vel kun forældre kan reagere, når de føler, de er ved at miste kontrollen med deres børn. Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige! Men Jesus behøver ikke længere netop fordi Han er blevet religiøst voksen tænke på og handle ud fra, hvordan det, Han gør eller ikke gør, vil blive opfattet og modtaget af far og mor. Når ikke blot navlestrengen, men også livlinen til forældrene er brudt, må man lære at stå til ansvar for andre instanser hvad enten det er andre mennesker: voksne eller ligestillede eller som det handler om her at vælge at stå til ansvar for sit liv over for Gud. Og Jesus viser med sit svar, at Han har valgt: Hvorfor leder I efter mig?, spørger Han. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader? Jesus svarer ikke blot, at Han bør være i sin Fars hus, som kan være ligesom kirken. I min fars hus hed det i den forrige oversættelse før Jesu svar indeholder derimod tillige to uhørte provokationer to helt nødvendige opgør og dertil Hans frie underlægning under et nyt ansvar, som kommer til at bestemme hele Hans videre liv og skæbne. For det valg, som Han tager under sin første påske som myndig i Jerusalem, hænger tæt sammen med den skæbne, der overgår Ham Hans sidste påske i samme by. Det er den påske, hvor Han bliver arresteret, forhørt, dømt og henrettet med beskyldningen om at have sat sig uden for den bestående samfundsorden verdsligt som religiøst.

3 Den dag, da Jesus blev Lovens søn, traf Han et valg med de mest vidtrækkende konsekvenser. Med henvisning til, at Han altid burde være hos sin Far, siden at tale om Gud som sin Far i Himlen og lade sig selv kalde Guds Søn, frigjorde Han sig ikke blot fra sine forældre, men gjorde oprør mod hele den religiøse ordning og etablissement i landet. Det ene opgør sker over for forældre og slægt. Jesus afviser forældrenes bekymring og deres ønske om, at Han fortsat skulle stå til ansvar over for dem; men de forstår det imidlertid ikke, og da vælger Jesus at lade dem blive i troen på deres betydning for Ham. Sådan vedbliver det dog ikke at være. Da Jesus efter sin dåb oplever, at Gud siger til Ham: Du er min Søn!, da bryder han alle bånd og opsøger herefter alene de fortabte får af Israels hus. Det er alle dem, der enten selv eller af andre er blevet sat uden for den gode familie, som de via troen på den samme Gud tilhørte. Således fortælles det samstemmende i evangelierne, hvordan Jesu mor Maria og Hans brødre engang opsøger Ham. Maria havde måske nok gemt Hans ord i sit hjerte, men ikke helt forstået, hvad de betød. De går ikke derind, hvor Han befinder sig. Måske Jesus ikke var i så godt selskab, som de kunne acceptere. Og måske de egentlig kom for at tale Ham til fornuft og få Ham hjem i familiens trygge skød igen. Din mor og dine brødre, siger sendebuddet til Jesus står udenfor og vil se dig. Men Jesus svarede dem: Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det (Lukas kap. 8 v. 21). Stærkere afvisning af familiens ret til at blande sig i Hans affærer og ansvar over for Gud skal man lede længe efter. Men det findes; for Jesus kaldte senere alle sine disciple ud af familiens sammenhæng og satte dem over for valget mellem at stå til ansvar over for den eller over for Gud. Om alvoren og konsekvensen af dette valg sagde Han: I vil blive udleveret selv af forældre og brødre, slægtninge og venner og nogle af jer skal de få dømt til døden (Lukas kap. 21 v. 16). Med sit valg af Gud som øverste og eneste instans fulgte et opgør og brud med alle jordiske bindinger inklusiv familie og slægt. Ikke fordi man dermed skulle miste noget, men for at være fri til at indgå nye relationer for Jesu eget vedkommende fællesskabet med alle samfundets foragtede og udstødte. Og spørger vi, hvem der skabte den store gruppe af udstødte og foragtede mennesker, som omgav Jesus, så føres vi lige til centrum af det andet opgør nemlig med templet og den autoriserede Gudsdyrkelse dér. Det var nemlig de religiøse forskrifter, der bestemte, hvem der fik adgang til templet. Det var præsterne, der

4 afgjorde, hvem det var forsvarligt at lade stå frem for Gud, yde ofre for sine synder og bede om Guds velsignelse over sin familie, slægt og liv. Var man syg, handicappet, tolder, garver, kriminel, hedning, kvinde eller prostitueret eller blot barn under de forordnede 12 år, så stod der højt og tydeligt ved templets indgang Adgang forbudt! Her mødtes kun de reneste her samledes eliten. Og her blev der følgelig sat et mærkbart skel mellem den gode familie og det dårlige selskab; for dette var Guds sted det hellige sted. Jesu svar til sine bekymrede forældre var ikke, at Han burde være i Guds Hus, i templet eller for den sags skyld i kirken i dag. Jesu svar til den forurettede Maria og Josef er: Véd I ikke, at jeg bør være hos min Far? Véd I ikke, at jeg bør være dér, hvor min Far er. Ikke hvor I er og ikke hvor de religiøse autoriteter engang for længe siden har bestemt, at Gud skal være. Men dér, hvor jeg selv møder og oplever, at Gud er. Og det kan være hvor som helst. Det er ikke bundet af mennesker. Ej heller er det begrænset af tid og sted. Han må være hvor som helst, hvor Han kan lære Gud at kende, og hvor Han kan leve sit liv i tryg tillid og lydighed mod Ham, der er livets ophav. En dag taler Jesus med en samaritansk kvinde ved en brønd. Hun spørger Ham: Hvor skal vi tilbede Gud? Her på bjerget i Samaria eller i Jerusalem? I Mekka eller i Rom? Hvor og hos hvem findes sandheden, og hvor er det sted, hvor vi virkelig møder og står ansigt til ansigt med Gud? Jesus svarer kvinden: Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg på Karizim i Samaria eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen Men der kommer en time ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Ånd og sandhed; for det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er Ånd og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i Ånd og sandhed (Johannesevangeliet kap. 4 v ). I Ånd og sandhed!, siger Jesus; for hverken Ånden eller sandheden er bundet af tid eller sted. Ånden den hellige Ånd, som er udtrykket for Guds eget nærvær hos mennesker, er alene bestemt af Gud selv. Hvor Guds nærvær er, vil Han tilbedes, siger Han, der frimodigt kaldte Gud sin Far og nu kaldes Guds Søn. Pga. dette nære fællesskab med Gud brød Jesus ud af sin egen familie, ud fra sin religiøse sammenhæng, brød op og vandrede ud blandt alle de udstødte, som andre havde brudt fællesskabet med; for Han var ikke bundet af andet end den allestedsnærværende Gud. Han var bundet af Guds krav og derfor sat fri over for alle andre forventninger. Guds- og næstekærlighedsbuddet var han helt og holdent alene bundet af. I mødet med mennesker, hvis liv var kørt af sporet, gjorde Han dem fri af den skyld, de ikke selv kunne komme fri af. Han gav

5 dem livet og håbet tilbage ved igen og igen at lukke op for den kærlighedens kilde, som Han selv øste af. I Ham sættes da også vi i dag fri til at bryde op fra alt det, som binder os. Med Jesus blev Gudsnærværet for altid løst fra bindingen til steder og institutioner og sat ind i en ganske bestemt og siger den kristne forkyndelse evig sammenhæng. Fra og med Jesus er Han og Hans person det evige mødested mellem Gud og menneske. Hvor Jesus er til stede, dér er Gud også nær. Hvor Hans ord og forkyndelsen af Ham og Hans liv lyder, og hvor de handlinger, Han står bag prædikenen, dåben og nadveren foretages hvor alt dette sker og samler mennesker, dér er Gud selv til stede. Evangeliet har vi modtaget for, at det gennem tid og rum må lyde, at Gud i vor Herre og Frelser, Jesus Kristus har overskredet alle grænser for at møde os dér, hvor vi er. Måtte da også vi tage imod det og leve i det som Guds nye familie børn, sønner og døtre sammen som mere og som mindre udsatte mennesker (jf. Michael Rønne Rasmussen, ). Amen. Salmerne i Strellev: 478, 411, og 330. I Ølgod: 478, 411, , 438, 439 v. 1 - nadver 474 og 330.