DE FEDE. Tekst 3. KRONIKEN I POLITIKEN/Mandag 13. september Af JENS BONKE

Transkript

1 Tekst 3 KRONIKEN I POLITIKEN/Mandag 13. september 1999 DE FEDE Af JENS BONKE Vi har vægtafgift på biler. Hvorfor ikke vægtafgift på personer? Seniorforsker, lic. polit., Jens Bonke stiller et radikalt forslag til fedmebekæmpelse. 1 DER HAR PÅ det seneste været en intens debat om danskernes levevis, og der er i den forbindelse blevet rettet kritik mod regeringens sundhedspolitik. Den er bl.a. blevet beskyldt for ikke først og fremmest at ramme dem, der trænger mest til at leve anderledes. Arbejdsmiljøinstituttet (AMI) har således påvist, at den politiske målsætning om eksem- 5 pelvis at nedsætte uligheden i hjertekar-sygdomme med 25 procent er gået stik modsat. Uligheden er i stedet vokset med 25 procent. Politikken har med andre ord, hvis den har virket overhovedet, haft social slagside. Det er ikke lykkedes at få fat i dem, der har størst behov. 10 Samtidig er misbrug og dårlig levevis med tiden blevet mere og mere stemplende. Man forventer nu om stunder, at folk har kontrol over deres eget liv og levned. Det tager sig ikke længere godt ud at gå med en smøg på gaden, for slet ikke at tale om en øl. Og heller ikke fede nyder nogen stor respekt. Man ser ikke længere speakere interviewe 15 fede erhvervsfolk eller politikere. Gamle Hækkerups og Gredals dage er forbi. Man fremstiller ikke længere sit vellevned på den måde. Der er ingen prestige i, at ens tyngdepunkt glider længere og længere ned. Det er nærmest pinligt at se på, når mænds livrem sidder under maven og bukserne er tisseplettede, fordi de ikke har overblik over deres vandladning, og når kvinder bliver så fede, at de kan forveksles med babushka- 20 dukker, som ikke kan vælte, men altid vipper op igen. Eller, hvis de som Agda i Kerstin Ekmans Pukehornet har nået grænsen, hvor tyngdepunktet er kommet så langt ned, at de ikke kan komme op igen, når benene svigter, og må forlades for at sne til midt i skoven uden at Pär, den logerende, kan/vil stille noget op med de problemer det viser sig at give 25 ham. For ikke at nævne en historie fra det virkelige liv, hvor en 100 kilos kvinde fortæller om sin 120 kilos mor, der ikke kan komme ind i bybussen, fordi fordøren ikke er bred nok, og sidedøren har en bøjle til hjælp 30 til gangbesværede. Kun når en særlig bus uden nævnte bøjle dukker op ved stoppestedet kan hun komme med. Også ferierne er et problem, i hvert fald når de skal foregå i bil. To gange er kardanakslen knækket, da moren til sidst skulle på plads inden turens start. SELV OPLEVEDE JEG konsekvensen af store kvinder omkring mig i en 35 taxa på vej til en provinslufthavn. Søde mennesker, som lod mig sidde i midten på bagsædet, så jeg ikke skulle falde ud af døren. Til gengæld var deres vejrtrækning tilsyneladende synkroniseret, hvilket indebar at jeg i

2 bogstaveligste forstand røg op og ned gennem soltaget afhængig af, hvor i deres vejrtrækningscyklus de befandt sig. Noget tilsvarende kan opleves i dagligdagen. Ofte ser man fede fylde halvanden til to sæder i S-toget og i bussen totalt fylde midtergangen ud, og det på trods af, at de kun har betalt for én billet. Eller i flyene, hvor passagerer med Piaervægt rask væk får lov til at betale, hvorimod passagerer med kropsovervægt slipper for det. Og håndbagagen må heller ikke være for omfattende, så kan den ikke være i kabinen. Som om overvægtige kan det, uden væsentlige gener for andre passagerer. DET FOREKOMMER alt sammen umiddelbart urimeligt. Hvorfor skal fede betale det samme som ikke-fede, når de nu engang tager mere plads op, og tillige slider på busserne, fortovene, osv. For biler har man løst problemet med en vægtafgift som for nye biler godt nok er ændret til en brændstofforbrugsafgift. Vægtafgiftens størrelse afhænger selvsagt af bilens vægt kg bil koster kr. om året, kg bil kr., kg bil og kg bil kr. om året, hvilket er rimeligt ud fra den betragtning, at tunge biler slider mere end lette biler. Man har i øvrigt gjort afgiften progressiv, som det ses, således at de sidste kilo koster mere end de første. Når vi samtidig ved, at der er godt voksne mænd og knap voksne kvinder, der vejer mere end henholdsvis 76 kg og 68 kg, og kender deres og de øvrige danskeres gennemsnitsvægt, kan vi regne ud, at den slitage, de tunge udøver på vores fortove, i vores busser og øvrige infrastruktur, svarer til procent af den voksne befolknings samlede slitage. De er med andre ord en samfundsmæssigt set tung og dyr gruppe. Imidlertid betaler de allerede selv noget for deres fedme, nemlig ved i særlig stort omfang at indtage fedtholdige og søde sager, som er belagt med en sukkerafgift. Samtidig har de en overdødelighed, der gør, at der spares pleje og ældreomsorg i forhold til, hvad det koster for middellevetidsdanskere. På den anden side forekommer der flere sygdomme bl.a. hjertekar-sygdomme som er behandlingskrævende, hvorfor reg- Sådan beregner du din vægtafgift: I Find først din kropsmasse: Din vægt (V) er... kg. Din højde (H) er.. meter. Kropsmasse = V / (H H) II Hvis kropsmassen (BMI) er: a ,5 er den årlige vægtafgift = kr. b. 27,5-30 er den årlige vægtafgift = kr. c ,5 er den årlige vægtafgift = kr. d. 32,5 er den årlige vægtafgift = kr.

3 nestykket er svært at gøre op. Forudsætter vi, at indtægterne og de sparede udgifter går lige op med de afholdte udgifter, er der kun slitagen, som de skylder at betale for. Desværre er det sin sag at omregne dette til kroner og øre. Selv vægtafgiften på biler er der sikkert ikke nogen, der med sikkerhed kan sige provenumæssigt svarer til reparation og vedligeholdelse af vores veje. Heller ikke tobaksafgifterne ved man formentlig noget om, hvad angår om provenuet går op med produktionstabet som følge af sygdom og behandling af lungecancer med videre. Disse afgifter har da også til formål at være adfærdsregulerende; tobaksafgifterne skal få folk til at holde op med at ryge, alkohol- og spritafgifterne få folk til at drikke mindre og sukkerafgiften har bl.a. til formål at få folk til at spise sundt vi ser bort fra, at den i sin tid blev indført for indirekte at støtte den sukkerråvareforbrugende del af fødevareindustrien, der ikke betaler denne afgift. HVORFOR SKULLE VI nu ikke udvide repertoiret af afgifter, nemlig ved at indføre en vægtafgift for mennesker. Fede mennesker skal simpelthen betale for at være fede, mens normale og slanke går fri. Nu er spørgsmålet så, hvad der menes med at være fed. I befolkningsundersøgelser anvendes som regel et Body Mass Index (BMI), der taler om overvægt, når vægten (kg) divideret med højden gange højden (m 2 ) er mellem 25 og 30, og fedme, når indekset er større end 30. Det betyder eksempelvis, at en 180 cm høj mand (eller kvinde) skal veje over 80 kg for at være overvægtig, og over 97 kg for at være fed, eller at en 170 cm høj kvinde (eller mand) skal veje 72 kg for at være overvægtig eller 87 kg for at være fed. Indekset anvendes ikke for børn, da det varierer med deres alder (Lissau, 1999). Opgjort på denne måde kan antallet af overvægtige voksne beregnes til 1,2 millioner voksne danskere, og antallet af fede til andre Det vil sige, at der er halvanden million i dagens Danmark, der bærer rundt på en overvægt. Forestiller vi os, at en 0-5 procent overvægt indebærer en årlig afgift på kr., en 5-10 procent overvægt en årlig afgift på kr., og en procent overvægt en årlig afgift på kr. og en over 15 procent overvægt en årlig afgift på denne afgift er herved progressiv ligesom bilvægtafgiften ville det umiddelbare årlige provenu beløbe sig til 4,1 mia. kr. I parentes bemærket indbragte vægtafgiften på biler 5,8 milliarder kr. i DET FORUDSÆTTES, at der ikke gives nogen kompensation til undervægtige. Forslaget er nemlig ikke tænkt som en opfordring til at blive tynd og slet ikke sygeligt tynd med de sørgelige følger, det kan give anledning til. Det er kun overvægtige, der berøres af vægtafgiften, og oven i købet kun ikke-syge overvægtige. For overvægtige på grund af sygdom, skal der naturligvis ikke betales vægtafgift, de skal tværtimod have endnu mere hjælp til at blive helbredt, hvis muligt. Det nævnte afgiftsprovenu afhænger naturligvis af, om vægtafgiften har nogen adfærdsregulerende virkning. Det har den forhåbentlig.

4 En sådan afgift skulle gerne reducere den danske befolknings fedme. Det kan ikke passe, at vi vægtmæssigt er ti procent flere danskere end vi burde være. Det er noget svineri. Det er udtryk for dårlige vaner, hvad enten disse er selvlærte eller socialt arvede. Det sidste ved vi i et vist omfang er tilfældet. Overvægtige og fede forældre giver ofte overvægtige og fede børn, om ikke genetisk, så i hvert fald på grund af generationsmæssig overførelse af dårlige vaner. Ifølge Lissau (1999) peger undersøgelser således på, at den sociale baggrund, forældreomsorgen og interessen for børnenes spise- og slikvaner har betydning for børnenes vægt. Børn fra socialt dårligt stillede hjem rammes med andre ord oftere end andre børn af overvægt og fedme. NU HAR INDGREB og regulering over for socialt dårligt stillede altid været et farligt område at bevæge sig ind på. Man skal ikke som privilegeret fortælle ikke-privilegerede hvordan de skal leve deres liv. Alligevel har vi set masser af tiltag eller forsøg på samme, der skal bekæmpe overvægt og fedme. I Regeringens Folkesundhedsprogram (Sundhedsministeriet, 1999) tales der således om, at der skal etableres effektive systemer til støtte for personer med særlig risiko for at udvikle svær overvægt og overvægtsrelaterede sygdomme samt udvikles effektive forebyggelsesog behandlingstilbud, herunder livsstilsrådgivning. Hertil kommer tiltag, som skal forbedre befolkningens kostvaner og opfordre til mere motion, igen med det formål bl.a. at nedbringe antallet af overvægtige og fede. Hvis man kan foreslå den slags, kan man også indføre en vægtafgift, der oven i købet kan vise sig at være udgiftsneutral for den fede. Forestiller man sig en 2,5 procent overvægtig mand eller kvinde, skal der blot et stykke wienerbrød mindre til om dagen, før han eller hun har sparet et beløb svarende til afgiften, som så i øvrigt vil aftage, fordi konsekvensen af færre wienerbrød er lavere vægt. Og hvis de fortsætter på den måde og også lader chokoladen blive på hylden er der direkte en økonomisk gevinst at hente. DET KAN MED andre ord betale sig at lægge sin levevis om og leve sundt. Og ikke nok med det, uligheden i hjertekar-sygdomme vil ikke få lov til at vokse, og der skal heller ikke være social slagside i hvem der får ikke-insulinsukkersyge og led- og muskelsygdomme, i hvert fald skal overvægt og fedme ikke bidrage til det. For slet ikke at tale om de psykiske problemer overvægtige og fede i særlig grad oplever. Også de skal bekæmpes ved at bryde den sociale arv det skal en vægtafgift bidrage til. Og så hører det altså lige med, at det ikke er alle blandt de 1,5 millioner overvægtige og fede i Danmark, der er ramt af den sociale arv og har sociale problemer. For mange af disse er der ganske enkelt tale om, at de tilsyneladende er ude af stand til at kontrollere deres eget kalorieindtag og bevæge sig tilstrækkeligt. Det er rent vellevned, og det er der ingen rimelighed i, at der ikke skal betales for, når det fylder og slider, som det gør. Endelig, hvordan personvægtafgiftsordningen skal implementeres, er et godt spørgsmål. Hvem skal opkræve afgiften, og kan der ikke snydes med vægtoplysningerne. For biler er det nemmere, de bliver typegod-

5 kendte og dermed afgiftsbestemt. For mennesker kunne man forestille sig, at man ligesom med biler skulle møde op til et regelmæssigt check et sundhedscheck hvor man blev målt og vejet, og oplysningerne videregivet til afgiftsmyndighederne, der forestod den konkrete opkrævning. Hvis vægten skulle have ændret sig mellem checkene, kunne man 170 møde op igen, dog sådan at kun kvartalsvise reguleringer af afgiften kunne komme på tale ordningen skulle nødig blive for dyr og besværlig at administrere.