Kirkelig Information Jubilæumsnummer

Transkript

1 K S BB NR ÅRGANG ISSN INDHOLD: KIRKENS JA OG NEJ 1 ET STYKKE HISTORIE 2 TEOLOGIEN BAG PJECEN 6 ØRE FOR KLANG - 10 PERSONLIGE HILSNER JENS KR. HOLMGAARD 14 SVEND ERIK LARSEN 16 K. LINDHARDT JENSEN 17 POUL HOFFMANN 18 BØRRE KNUDSEN 19 HILSNER FRA DE OTTE MENIGHEDSFAKULTETET 19 ELM 20 IM I DANMARK 20 LM 20 KIRKELIG FORNYELSE 21 KFS 22 DBI 22 Kirkelig Information Kirkelig Information Jubilæumsnummer KIRKENS JA OG NEJ Det er i denne sensommer 40 år siden, det lille hefte med titlen Kirkens Ja og Nej udkom. Heftet kastede en brand ind i tiden og vakte voldsom debat og heftig kritik men også håb og mod for en del rådvilde kristne. Lidt af dette vil blive skildret i dette beskedne jubilæumsnummer af Kirkelig Information. De 11 præster, der udsendte ville kalde til besindelse på Kirkens budskab og væsen. Der var mennesker, der hørte kaldet. Heftet satte frugter i dansk kirkeliv, som man vil kunne læse om her. Men kaldet til besindelse er mere aktuelt end nogensinde i Folkekirken, hvor Bibelens myndighed som Guds ord ofte er bestridt, og hvor dåben ikke fører til et liv i Kirkens fællesskab om nådens hellige midler. NORDISKE HILSNER FRA FINLAND 22 FBB I NORGE 23 KS I SVERIGE 24 MISSIONSPROVINSEN 25 TANKER VED JUBILÆET 26 UDGIVELSER 28 BESTYRELSEN 30 ABONNEMENT: Kirkelig Information udkommer 4-6 gange årligt. Prisen for 2004 er 90 kr. Studerende og pensionister 60 kr. Enkelteksemplarer 25 kr. Abonnement bestilles hos redaktion eller ekspedition og løber indtil afbestilling. Abonnenter melder flytning til ekspeditionen. I Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse vil vi gerne fortsat lade kaldet lyde. Vi glæder os o- ver, at andre har taget opgaverne op med lidt andre vinkler, men det er vigtigt, at præster og lægfolk ikke bare lader stå til eller lader andre om opgaven. Der kaldes på os hver især. Jørgen Bækgaard Thomsen. Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse 1

2 PASTOR EMER. POUL ULSDAL, ESBJERG ET STYKKE HISTORIE 2 VÆRD AT MINDES Ja, det er værd at mindes, at det den 20. november 2004 er 40 år siden, pjecen blev udsendt. Den var på 14 sider og blev den dag udsendt i eksemplarer på billigt papir til alle landets menighedsrådsmedlemmer, herunder alle præster. En smukkere udgave blev solgt i boghandlen og kom i fire oplag. Det samlede antal blev Snart efter var pjecen trykt på norsk, svensk, islandsk, engelsk, tysk og fransk. En præst, der senere blev biskop, kaldte den i en avis den lille fuser. Professor, dr. theol. N.H. Søe kaldte derimod i Kristeligt Dagblad udgivelsen lidt af en kirkehistorisk begivenhed. Der er i hvert fald i de forløbne år ikke sket en lignende kirkelig begivenhed. Derimod er der sket forskellige også helt nye ting, som har gjort vor kirke anderledes, end den har været i hele sin hidtidige historie. Men det har ikke gjort tilsvarende indtryk. I denne sammenhæng springer jeg det aller vigtigste over, det store og nærmest accepterede frafald fra klassisk kristendom, der er sket i disse år. Blot nogle helt konkrete iøjnefaldende fænomener skal nævnes. Det er blevet almindelig godkendt: 1) At også præster kan have en samlever. 2) At gengifte præster er blevet en selvfølgelighed. Det gælder også biskopper. 3) At homofile præster og provster kan leve i registreret partnerskab Alt sammen noget, der ikke på mindste måde hindrer kirkeligt avancement! Da kvinder i 1947 fik adgang til præsteembedet, kunne præster, der af samvit- tighedsgrunde ikke godkendte dette, dog oftest leve uafhængigt deraf i deres sogne. Men nu har teologer med denne opfattelse uhyre svært ved at få embede, ja for nogle synes det helt udelukket og det i en kirke, der i generationer har rost sig af sit store frisind! At kvinder for længst også er blevet provster, behøver vel ikke at forværre situationen i særlig grad, da det mest er en kirkeretslig stilling. Men med ansættelse af kvindelige biskopper, kunne man forvente, at spørgsmålet om gyldig ordination til præsteembedet ville vække røre. Men det er næsten ikke sket! Der er ikke mindste tegn på, at hverken præster eller troende lægfolk på grund af disse fænomener er blevet vækket op til en lignende modstandskamp i Folkekirken som for 40 år siden. AKTIONEN DENGANG FORTSATTE Det blev til mere end denne ene vidt udbredte pjece. I 1966 blev en større pjece Hvad den danske kirke står for i billigudgave ligeledes sendt til alle menighedsrådsmedlemmer og andre grupper i Folkekirken. Også den blev senere i en smukkere udgave til salg i boghandlen. Den er i sit 4. oplag kommet i eksemplarer, hvoraf mange er solgt til undervisningsbrug på gymnasier, seminarier og højskoler. Den kan ses som det teologiske grundlag for den første pjece, idet den indeholder: Menighedsrådsløftet, præsteløftet, præste- og bispevielsesritualet. Endvidere Folkekirkens tre oldkirkelige bekendelser: Den apostolske, Den nicænsk-konstantinopoli-tanske og Den athanasianske Bekendelse. Derefter bringes de første 21 artikler af Den augsburgske Bekendelse samt artiklerne i kort referat. Der

3 afsluttes med Luthers lille Katekismus og ritualet for kirkeindvielse. Igennem pjecen lyder dette vidnesbyrd: Sådan tror og bekender Kristi kirke i dette land! Dette står Folkekirken for! Derfor kan den sige et gyldigt Ja og Nej til det døbte folk! Det er også summen af pjecens forord skrevet af professor, Dr. theol. Regin Prenter. Dengang og lige til i dag møder vi den stadigt gentagne påstand, at i en luthersk kirke kan ingen tale på kirkens vegne, men kun på egne! Det var derfor ikke mærkeligt, at mange ud fra dette menneskeskabte dogme blev vrede, da en ikke helt lille flok præster og lægfolk så stort på det! Med den anden pjece havde vi dokumenteret grundlaget derfor. Med andre ord ville vi fastholde læremyndigheden i Folkekirken! Ifølge de ovennævnte ritualer har både præster og biskopper en sådan myndighed. Men selv biskopper fastholdt den ikke, vel fordi de ikke turde stå på disse bekendelsers grund, for ethvert ritual i en ret kirke er også en bekendelse. En undtagelse var Chr. Baun, den sidste biskop, der på Bibelens grund måtte sig nej til kvinders ordination til præsteembedet. Det blev udgangspunktet for udgivelsen af den første pjece. Alle de 40 års udgivelser betød en vilje til at fastholde kirkens læremyndighed. Når andre ikke ville eller turde, måtte nogle jo gøre det! Derfor er der blevet udsendt ca. 60 større eller mindre pjecer, som alle på hver sin måde ville lære, undervise helt aktuelt fra år til år ind i Folkekirkens situation. Det blev også til 6-7 bøger samt ca såkaldte abortkort som led i kampen imod fri abort. Ja, sådan gik det til med den lille fuser! Om førnævnte citat af professor Søe om en mulig kirkehistorisk begivenhed holder stik, ved kun Gud, men det store antal udgivelser har i hvert fald nået historiske højder! Ingen aktion fra biskopper og andre gejstlige eller fra folkekirkelige retninger eller institutioner er i nogen grad nået så langt ud HVEMSTODBAG? Det begyndte med, at biskop Chr. Baun og professor Regin Prenter indbød en snes præster til et møde i Viborg bispegård den 1. februar Indbydelsen gjaldt personer, som man mente delte indbydernes bekymring for den åndelige situation i Folkekirken. Men på en måde drejede sagen sig i første række om den manglende kirkelige frihed. Der blev holdt to korte foredrag. Det ene af Prenter om friheden til at sige nej til kvinders ordination på baggrund af, at Chr. Baun var udsat for en meget grov forfølgelse især fra magthaverne i alle medier. Det andet blev holdt af Chr. Baun og var et forsvar for den nye højkirkelige bevægelse, der var udsat for en lignende hetz. Men det er karakteristisk, at det først godt to år senere blev 11 præster, som efter en række møder tog det endelige initiativ, der førte til udsendelsen af pjecen Kirkens Ja og Nej. De 11, som disse præster blev kaldt, var: Sv. Aa. Nielsen, Jørgen Glenthøj, Dag Monrad Møller, Knud Holt, Ove Bisgaard, Asger Højlund, Th. Kühl, Børge Riisgaard, Erich Alshauge, Hartvig Wagner og Poul Ulsdal. Kun de tre sidstnævnte lever i dag. Det er bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke var tale om særlige personligheder i vores kirke. Men der er nok den forklaring, at præster i mere beskedne embeder ikke var belastet af så mange ydre aktiviteter og organisationsarbejde og derfor bedre kunne få tid til at se den kirkelige situation i vort land mere nøgternt i øjnene? Initiativet kom i hvert fald ikke fra biskopperne, der ud fra deres særlige indvielse burde vove at tale på kirkens vegne. Når det heller ikke var et Kristeligt Dagblad med dets mange ydre midler, der tog initiativet, skyldes det vel frygt for læserne. Dog orienterede bladet om pjecen, 3

4 da den udkom. Det var heller ikke de dengang endnu magtfulde kirkelige organisationer med deres store stab af medarbejdere, der stod bag. Heller ikke Kirkefondet, der i slutningen af 1800-tallet netop med en lignende underskrevet udtalelse var med til at sætte det i gang, der er blevet kaldt et eventyr i dansk kirkeliv! Det var heller ikke den store bevægelse, der begyndte i 1825 med Grundtvigs skrift Kirken Gjenmæle! Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at det heller ikke var Indre Missions hovedbestyrelse, der stod bag, men der kunne man dengang ikke tale med én røst i et så vigtigt ærinde! Dog blev vi støttet så meget af nogle fra bestyrelsen, at deres navne bør nævnes: Provst A. Westergaard- Jacobsen, præsterne Chr. Bartholdy og Johs. Pedersen og højskoleforstander Edv. Jensen. Sidstnævnte var den eneste udefra, der på et ret tidligt tidspunkt kom lidt med i drøftelserne. Han huskes særligt, fordi han netop som lægmand opmuntrede os til at fortsætte arbejdet med ordene: Det er jer, præster, der er lærere i kirken! DET SÆRLIGE I BUDSKABET Det var Regin Prenter, der udarbejdede det første og væsentligste teologiske udkast til pjecen noget vi andre frejdigt rettede på! Hvad der var det særlige i budskabet, er der sikkert lidt delte meninger om både blandt pjecens udgivere og læsere. Som personligt svar i mere generel henseende, skal der her peges på et udtryk, der vel ikke står direkte i pjecen, men som senere blev en del af det kommende arbejdes navn: Bibel og bekendelse. Det var allerede dengang blevet et meget vigtigt udtryk i tilsvarende bevægelser i en række lutherske herunder skandinaviske kirker. I hele den kristne kirke jorden over lyder der mere eller mindre klart et: Kristus alene. Lutherske kirker er desuden altid karakteriseret ved ordene: 4 Troen alene. Ud fra Bibelens store betydning for reformationen lød det også ofte særligt vendt mod Rom: Bibelen alene. Men allerede i 1536, længe før Luthers død, udarbejdedes den før nævnte Augsburgske Bekendelse, og senere i den lutherske ortodoksi fik vor kirkes ritualer karakter af Bekendelse. Vi er nemlig aldrig alene med Bibelen! Vi kommer altid med vore egne forudsætninger, præget både af miljø, tidens ånd og tænkemåde. Fra de fromme har det ofte lydt: jeg har min Bibel! eller: Sådan læser jeg min Bibel! På det grundlag har mange forkastet barnedåben, nadverens afgørende betydning, præsteembedet og mange af kirkens såkaldte dogmer, eller hvad man ellers ikke kom til rette med. Det er kendte fænomener fra kirkehistorien begyndende med pietismen og rationalismen og i forfærdende grad typisk i vores tid. Det tilsyneladende fromme udtryk Min Bibel har fået sin moderne parallel i professor P.G. Lindhardts og hans disciples kendte udtryk: Hvad jeg har hørt i evangeliet. Bibelen er aldrig min bog, men kirkens bog! Derfor kan den kun læses og forstås ret i lyset af kirkens vidnesbyrd og vejledning i dens bekendelse. Også i en evangelisk-luthersk kirke vover vi at tro, at Jesu løfte om Helligåndens vejledning på en eller anden måde er udtrykt i de dokumenter, vi kalder bekendelser. Derfor sker enhver ordination til præst i Folkekirken på grundlag af et præsteløfte, der blandt andet gælder den flere gange nævnte lutherske bekendelse, den, der helt åbenbart er grundlag for pjecen Kirkens Ja og Nej og det videre arbejde. Jeg drister mig til at sige, at det var ud fra dette syn eller for at tale grundtvigsk med denne mageløse opdagelse, at pjecen blev udsendt for 40 år siden. Alt var i dette lys, inspireret deraf: hver pjece, hver bog, hvert møde, hvert årsstævne og hvert nummer

5 af bladet Kirkelig Information, der er udkommet siden december FRUGTERNE Dybest set er det kun Gud, der kender dem, men vi vover alligevel at pege på nogle. Aller først dette, at forbindelsen Bibel og bekendelse nu også blev erkendt af mange andre. Den stod måske allerede i vedtægterne for det dengang endnu meget lille KFS Kristeligt Forbund for Studerende. Det kom til at stå i vedtægterne for den nye Sammenslutning af kristne Friskoler. På samme plads som et helt konkret grundlag blev det for det kommende Menighedsfakultet og Dansk Bibelinstitut. Bibelskolen i Børkop blev i 1974 til på samme grundlag, idet Indre Missions hovedbestyrelse udpegede en af De 11, Hartvig Wagner, som skolens første forstander. Alle de nævnte institutioner må kaldes nybrud i de sidste 40 års kirkehistorie, og pjecens udgivere og kredsen bag den var gerne meget aktive medarbejdere. Bag det alt sammen er der mange både mundtlige og skriftlige udtryk for denne glæde og lettelse: Endelig var der nogle, der sagde fra og talte tidens magtfulde teologiske meninger imod! En lettelse, for det var noget, man havde længtes efter. Nu er der igen noget ved at være præst, kunne det lyde. Man var kommet ud af en mærkelig ensomhed, ja måske undertrykkelse, fordi man tænkte forkert med sin gammeldags kristendom! Lidt af en vækkelse fornemmede vi i hvert fald en umættelig trang til at tale om alt, hvad der hører Guds rige til. Der var klare tegn på, at det blev en fornyelse i adskillige præsters gerning nyt mod og ny frimodighed. Det var en naturlig og åbenbar frugt, at der meget snart blev dannet et Konvent for Kirke og Teologi, et præstekonvent af høj teologisk standard. Det fortsatte i en meget lang årrække med pastor, lic. theol. Jørgen Glenthøj som formand, og et ydre resultat blev en række teologiske udgivelser. EN FRUGT UD I FREMTIDEN Her vælger jeg at nævne oprettelsen af et dansk Menighedsfakultet! Allerede på det første påskestævne i 1965 der senere blev til et årsstævne rundt om i landet blev sagen rejst som en mulig konsekvens af pjecens udsendelse. Spørgsmålet blev taget op de følgende år, og i 1967 blev Sammenslutningen for oprettelse af et Menighedsfakultet stiftet, hvor en af De 11, Asger Højlund, blev formand til sin bratte død i To andre af udgiverne, Hartvig Wagner og Poul Ulsdal kom med i det første repræsentantskab, der valgte MFs første bestyrelse. Da undervisningen begyndte i 1971, var de første lærere Jørgen Glenthøj, Hartvig Wagner og Hans Olav Okkels, der tidligt sluttede sig til De 11. Både Okkels og Wagner har været formænd for MFs bestyrelse og i perioder næstformænd. Andre med nær tilknytning til Kirkelig Samling om Bibel og bekendelse har haft sæde i MFs bestyrelse og repræsentantskab, og der er stadig forbindelse med MF, idet Okkels i dag er i bestyrelsen og Kirkelig Samlings nuværende formand Jørgen Bækgaard Thomsen i repræsentantskabet, som han en periode var formand for. Så stærk har forbindelsen med det danske Menighedsfakultet været lige fra starten, at man rent historisk kan betegne det som en af de synlige frugter af pjecen for 40 år siden! En så vigtig frugt, der er med til at præge fremtidens danske præster. Poul Ulsdal 5

6 PASTOR EMER. HARTVIG WAGNER TEOLOGIEN BAG PJECEN KIRKENS JA OG NEJ To ting kom til at bestemme indholdet af pjecen Kirkens Ja og Nej, som for 40 år siden gav anledning til en kirkelig debat, som i omfang og intensitet står mål med det røre, Thorkild Grosbøll har vakt med sine udtalelser om Gud. Udgangspunktet var forvirringen, uklarheden og splittelsen i folkekirken, sådan som den allerede den gang tegnede sig for kredsen bag pjecen, kaldet Viborgkredsen, så forskelligt den end var sammensat. På trods af forskellig kirkelig baggrund viste det sig hurtigt, at vi ikke blot bedømte situationen ens, men også kunne finde sammen om en overordnet teologi, som måtte holdes op imod den udvikling, der allerede da ængstede ikke bare mange præster, men i høj grad også store dele af lægfolket. Situationen og en bestemt teologi bestemte pjecens indhold og gav anledning til debatten. Men hvilken teologi? Det blev i høj grad professor, dr. theol. Regin Prenter, som formulerede pjecens teologiske substans med opbakning fra kredsens øvrige medlemmer og senere støtter. Forud for den endelige redaktion og pjecens udsendelse i november 1964 blev et oplæg drøftet ved et møde den 3. maj samme år på Snoghøj Folkehøjskole. I mødet deltog præster og lægfolk, som vi i forvejen havde præsenteret udkastet til pjecen for. Ved den lejlighed holdt Regin Prenter et indledende foredrag, hvori han redegjorde for såvel situationen som for det nødvendige teologiske modspil. Prenters foredrag blev offentliggjort i skriftet Syv kronikker om Kirkens Ja og Nej, Læst i dag er foredraget, som 6 var det holdt direkte vendt mod Grosbøll og ligesindede. Det samme kan siges om. Det har derfor høj aktualitet at lytte til, hvad Prenter ved den nævnte lejlighed sagde om den teologi, som udmøntede sig i den endelige udgave af pjecen, der i eksemplarer blev spredt ud over landet og i oversættelse også nåede til vore nabolande. RUMMELIGHEDEN Prenter tog udgangspunkt i den gængse talemåde: Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad der er ægte kristendom. Det er der i folkekirken så mange meninger om, at det er umuligt at fastslå, hvem der har ret. Den tankegang udlægger Prenter sådan: Derfor skal kirken være rummelig, som man siger. Og det vil sige: der skal være plads for alle, der selv har lyst til at være der, og kirkens prædikestole skal være et sted, hvor meninger frit brydes ligesom i et moderne dagblads spalter. Naturligvis må der være visse grænser. Hvis man angriber sine kirkelige overordnede eller kongehuset for groft, som pastor Søbye, så går den ikke længere. Men det er da også kun den slags, man kan blive afskediget for. Hvis man nøjes med at fornægte Guds ord og Gud risikerer man ingenting. Derefter slår Prenter fast: Denne populære tankegang om folkekirkens grænseløse rummelighed er i klar strid med den samme kirkes gældende lov. Prenter henviser her til præsteløftet, hvori præsten forpligter sig til at forkynde Guds ord rent og purt således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, og videre for-

7 pligter til at forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og endelig til at modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse. Og Prenter konkluderer: Enhver kan høre, at der her føres et andet sprog end den populære snak om folkekirkens grænseløse rummelighed. BASIS Op imod denne falske, holdningsløse rummelighed, der ikke vil forpligtes til at gøre klar front mod falsk lære eller noget misbrug af nådemidlerne, fremholder Prenter en uopgivelig, ægte rummelighed og frihed i kirken, som skabes, hvor Guds Ånd regerer, og han fortsætter: Men forudsætningen for denne ægte åndelige frihed og rummelighed er, at der gøres tydelig forskel på sandt og falskt i forkyndelsen og på brug og misbrug i forvaltningen af nådemidlerne. Hermed udtrykker Prenter den teologiske basis for alt, hvad der i siges om de forskellige emner. Alt er båret af den overbevisning, at den hellige, almindelige kirke, som vi i dåben blev indlemmet i, har en bestemt lære og en fast orden, som det er alle døbtes ufravigelige kristenpligt at være med til at værne om. Jeg siger dette så helt ubetinget og så helt uden forbehold. Med de ord indledte Prenter i øvrigt sit foredrag og udtrykte dermed fundamentet under og hele hensigten med pjecen, der et halvt år efter blev spredt. BIBELEN På den baggrund siger først Prenter og siden også pjecen nogle afgørende ord om Bibelen: Her er jo hele problemet om forholdet mellem den ægte og den falske rummelighed koncentreret. Der er noget dybt foruroligende i den måde, hvorpå man i folkekirken i dag i et stadigt stigende omfang sætter sig ud over Den hellige Skrift. Hverken Prenter eller pjecen ser bort fra de vanskeligheder, den historiske metode har medført, når der skal gøres alvor af Bibelens autoritet. Men Prenter føjer så til: Der findes megen uredelighed i den måde, hvorpå det historiske bibelsyn i dag tages til indtægt for en total sætten sig ud over lydighedsforholdet til Bibelen som rettesnor for al kristen forkyndelse og liv. Med overbevisning hævder Prenter reformatorernes tale om Skriftens klarhed. Til dette princip siger også pjecen sit afgørende JA og gør det gældende i alle berørte spørgsmål. Prenter formulerede det således: Hvad enten vi skal forkynde evangeliet for mennesker til frelse, eller vi skal forkynde dem Guds lov til tugt eller Guds bud til vejledning, er der klar tale i Bibelen at lytte til og at adlyde, ligegyldig hvor mange historiske problemer eller hvor mange fortolkningsenkeltheder, der så bliver stående uløst. Det må vi fastholde, og det kan vi også ærligt fastholde. Det er også pjecens bærende bibelsyn. DÅBEN Prenter redegjorde derefter for det dåbssyn, som også hævder på grundlag af både Bibelen, bekendelsen, folkekirkens ritualer og præsteløftet. Det forhold, at barnedåb og konfirmation er meget stærkt udbredt netop hos det store flertal af folkekirkens medlemmer, som normalt ikke deltager i søndagsgudstjenesterne, kan få en til at mindes præsteløftets ord om misbrug af nådens hellige midler. Prenter fortsætter: for både det overhovedet ikke at ville bruge en gave, man har fået betroet, og det at bruge den på en overfladisk måde, der er i modstrid med dens bestemmelse, er jo misbrug. Men hvis man i dag vover at antyde, at der kunne være noget galt her, bliver man af mange, og navnlig af præster, straks angrebet på det voldsomste som en fjende af Guds uforskyldte nåde. Det er i dag ved at blive noget af en trossætning i folke- 7

8 kirken, at barnedåben overhovedet ikke kan misbruges. Alt er godt. Alt er vidunderligt. Men netop den tankegang kan være en alvorlig hindring for mange døbte, kan hindre dem i overhovedet at komme til at opfatte, at der er nogen trøst og velsignelse i dåben. Et liv i tro og i brug af kirkens andre nådemidler er forudsætningen for at tilegne sig den trøst og velsignelse, som dåben giver alle den frie, uforskyldte og ubetingede ret og adgang til. Derfor siger også pjecen Ja til barnedåben og Nej til misbrug af den. FORKYNDELSEN Pjecen lægger ikke op til kætterjagt og afskedigelser af præster på stribe. Men meget står på spil, hver gang en præst går på prædikestolen. For også evangeliet, som præsten skal forkynde, kan misbruges. Det forhold, at nutidsmennesker har tankevanskeligheder ved det underfulde i kristendommen ændrer intet som helst i dette, at vi virkelig ikke har nogen som helst ret til at trække noget fra af det, som efter skrifterne utvetydigt er evangeliets indhold, fastslår Prenter. Og hvad evangeliet er, siges kort og klart i Romerbrevet kap. 8: Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os. Prenter drager heraf den konklusion: Hermed står og falder den hele kristendom. Er Kristus ikke ved Guds højre hånd, så er hans forbøn for os ikke til, og så er vi i fortabelsen. Da er hele kristendommen fra A til Ø et eneste stort bedrag. Derfor vender også sig imod enhver tendens til at erstatte denne Bibelens og bekendelsens ganske enkle kristendom med noget andet, med filosofiske betragtninger om menneskets eksistens, eller med en rent dennesidig forkyndelse af budet om næstekærlighed og intet som helst andet end det. Hertil må siges et ganske klart og også forståeligt 8 Nej, sagde Prenter, vel at mærke, fordi både han og pjecen helt overordnet siger Ja til Skriftens, bekendelsens og ritualernes klare tale om det kristne evangelium. KIRKEN, FOLKET OG STATEN Når dette afsnit i blev det længste, hænger det sammen med et vanskeligt problem, der allerede for 40 år siden var delte meninger om i kredsen bag pjecen, som også Prenter åbent vedgik i sin redegørelse for teologien bag pjecen. Med udgangspunkt og basis i Jesu ord: Ingen kan tjene to herrer, tegner han et aktuelt situationsbillede: Den fare, der truer vor folkekirke i dag, er frem for alt den, at vi manøvrerer os selv ind i en situation, hvor vi hele tiden bliver nødt til at prøve på at tjene to herrer. På den ene side skal vi være Jesu Kristi kirke, som styres af ham, hvis ord er den højeste lov. Og på den anden side vil vi være en folkekirke, der for at give plads til så mange som muligt umærkeligt kommer til at føje sig efter flertallets indstilling, altså adlyde nye bud, der kommer fra en anden herre end Jesus Kristus. Prenter fastslår, at kirken er én og kun én Herre underlagt, men ser samtidig klart i øjnene, at netop i en demokratisk stat som vor spiller den offentlige mening og flertallets synspunkter en afgørende rolle. Og netop når der som i Danmark består et nært forhold mellem kirke og stat, kan staten fristes til at gennemføre en politisk demokratisering af kirkestyret, som i realiteten betyder, at staten stiller sin magt bag ved folkeopinionens fremmedherredømme i kirken. I den situation kunne det være nærliggende at løse problemet ved at træde ud af folkekirken og danne frimenigheder eller en frikirke efter amerikansk mønster. Prenter mener, at en sådan ordning let vil blive en for privat affære, for meget af en forening. Heller ikke anbefaler udtrædelse af folkekirken som

9 en aktuel løsning på et oplagt dilemma. Dilemmaet består i, at vi har en folkekirkeordning, der på den ene side har bevaret ægte, værdifulde og umistelige stykker af gammel kirkelig ret, der udspringer af og hviler på nådemidlerne, og på den anden side er stærkt på vej til at indoptage i sig flere og flere rent demokratiske principper, der som sådan ikke uden videre er den ægte kirkeret gunstige. Pjecen er enig med Prenter, når han derfor siger: Fordi det er sådan, er det svært at falde til ro enten i en rent frikirkelig eller i en helt folkekirkelig tankegang. Med muligheden åben for en indgående drøftelse af vejen frem i forholdet mellem kirken, folket og staten, ender Kirkens Ja og Nej på linie med Prenter i dette spørgsmål, når han til forsamlingen i Snoghøj siger: Jeg tror, at det, vi kan gøre, snarere er dette, at vi i hele det omfang, hvori det er os muligt, gør det, jeg kalder den ægte kirkerets fordringer, sådan som de jo allerede er nedfældet i vore ritualer, i vort præsteløfte, i vor gudstjenesteordning og i vore bekendelsesskrifter, gældende indenfor den bestående ordnings rammer. DE TROENDES ALMINDELIGE PRÆSTEDØMME I forlængelse af dette udsagn går Prenter naturligt over til afsluttende at tale om de troendes almindelige præstedømme, som også fik et afsnit i ud fra samme teologiske position, som den Prenter gør gældende med ordene: Det er mig om at gøre så stærkt som muligt at understrege, at det, vi siger om det almindelige præstedømme, er det eneste ægte svar på det, jeg kalder den politiske demokratisering af folkekirken. De kritiske bemærkninger om demokratiseringen af folkekirken betyder ikke, at hverken Prenter eller pjecen er tilhænger af et autoritært bispe- og præstestyre i kirken. I pjecens afsnit om Ordets tjeneste understreges ganske vist både præste- og bispeembedes guddommelige indstiftelse og afgørende betydning med henvisning til de gældende ritualer for præste- og bispevielse, mens den udbredte tankegang afvises, at embedet kun er en praktisk indretning, hvis nærmere udformning kan fastsættes ved flertalsbeslutning, eventuelt gennem almindelig lovgivning. Men understregningen af embedets betydning sker ikke på bekostning af de troendes almindelige præstedømme. Set i Bibelens lys er embede og almindeligt præstedømme på ingen måde modsætninger, men hører uløseligt sammen. Netop i gudstjenesten står vi alle på én gang sammen for Guds ansigt. Det er at være præst. Vi står der sammen i Jesu Kristi navn og med Ham som ypperstepræsten foran os. Alene sådan forstået kan det siges, at hvert eneste døbt menneske er med i ansvaret for, at vi i hvert eneste sogn er kirke og præster i Guds helligdom. Og Prenter slutter: Derfor er vi også alle sammen medansvarlige for, at vidnesbyrdet lyder, at nådemidlerne bruges ret, at ungdommen oplæres og vejledes. Denne teologi er også pjecens. VÆKKELSE Som Prenters foredrag var båret af overbevisningen om, at både Bibelen, bekendelsesskrifterne og folkekirkens ritualer taler et klart og forpligtende sprog om både Guds lov og Guds evangelium, om synd og nåde, om frelse og fortabelse, forsøgte pjecen at hævde det samme. Det er i en sum pjecens bærende teologi, som der altid må lyde et klart JA til i kirken. Men det JA, kan ikke siges, med mindre kirken siger et lige så klart NEJ til alt, hvad der er i strid med det kald og det budskab, kirkens Herre klart har givet sin kirke med ordene: Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer (Matt 28,19-20). 9

10 Det er vort kald og vor pligt. Tilbage står imidlertid det afgørende, som kun Gud kan gøre, og som vi derfor må bede ham om at få. Og hvad det er, sluttede Prenter sit foredrag af med at sige: At menigheden i hvert sogn ud over landet vågner op og dér begynder at øve præstetjeneste, begynder at blive kirke, begynder at leve, vidne, virke, bekende, forkynde og tjene som det, den er, nemlig det kongelige præsteskab, der har Kristus til hoved. Så vil der ske noget, men rigtignok også kun da. PROFETEN ELISA Helt på linie hermed slutter Kirkens Ja og Nej med beretningen om det dårlige vand i Jeriko på profeten Elisas tid. Mændene i byen sagde til ham: Byen ligger godt nok, som min herre ser, men vandet er dårligt og volder utidige fødsler i egnen. Da sagde han: hent en ny skål og kom salt deri! og de hentede den til ham. Så gik han ned til kildevældet og kastede salt deri, idet han sagde: Så siger Herren: Jeg gør dette vand sundt, så der ikke mere skal komme død eller utidige fødsler deraf! Så blev vandet sundt efter det ord, Elisa talte (2 Kong 2,19-22). Som Jerikos indbyggere bar salt til en forplumret kilde, skulle også det foreliggende arbejde tjene til klaring hos os i håb og bøn til Gud om, at kildevældet må give sundt og livgivende vand, så vor uklare og splittede kirke må forblive Guds kirke i vort danske folk. Hartvig Wagner ELISABETH WAGNER OLSEN ØRE FOR KLANG - DEN YNGRE GENERATIONS MØDE MED KIRKELIG SAMLING Ved Kirkelig Samlings årsstævne i 1994, 30 år efter udgivelsen af pjecen, fortalte Elisabeth Wagner Olsen den gang ung præstekone i Boddum/Ydby, Thy - om sine oplevelser af pjecens tilblivelse fulgt af en vurdering af det arbejde, den satte i gang, set med den yngre generations øjne. Her følger udpluk af hendes indlæg, som hun selv gav overskriften Øre for klang. Først et par glimt af de tidligste minder jeg har om Kirkelig Samling lige fra nøglehulkiggeri-stadiet. Der foregår noget vigtigt derinde i stuen, noget spændende. Hvad er det? tænkte jeg. 10 Et kig i de gamle dokumenter viste, at far som ganske ung præst på 32 år deltog i de første møder i det, der blev kaldt Viborgkredsen med biskop Chr. Baun og professor Regin Prenter i spidsen. Præstegården i Nørhaa i Thy blev ramme om nogle af de redaktionsmøder, der gik forud for udgivelsen af pjecen, hvis 30- års jubilæum vi nu fejrer. Hvad pjecen indeholdt, forstod jeg først langt senere. Det, der gjorde indtryk dengang, var: 1) Her skete noget af betydning, noget, der satte skel, noget, der gjorde, at ens far kom i avisen 2) Ikke mindst de præster, der med mellemrum holdt deres indtog i mit barndoms-

11 hjem i Nørhaa og Herning, disse præster gjorde indtryk. PERSONERNE Jeg mindes Alshauge et stille, fornemt og dannet menneske. Ove Bisgaard det store og varmhjertede menneske. Theodor Kühl, som slappede af med de store matematiske tænkere, og hvis øjne slog gnister, når han stod på talerstolen. Dag Monrad Møller et poetisk menneske, som jeg mest husker, fordi han i sen alder fik små børn. Børge Riisgaard et yderst intelligent og retskaffent menneske, Hirtshalspræsten Asger Højlunds klangfulde og rungende latter, Poul Ulsdal hvis øjne blev store, jo mere intens diskussionen blev, og hvis indblik i gudstjenestens teologi er uvurderlig. Jørgen Glenthøj kom oftest som en af de sidste med en spækket mappe med dokumenter, som fløj rundt i stuen, næsten inden han fik sagt goddag. Og så var der den ganske unge præst Wagner, som ved sin eftertænksomhed og drøvtyggeragtige grundighed kunne holde nok så flyvske elementer i skak og blev til nytte, når fyldige referater skulle skrives. Når flokken samledes i vort hjem, var det mors bekymring, om der nu var mad nok, for de spiste uanede mængder, disse præster, næsten bevidstløst, for der var andre større ting, der optog dem. Det kunne man forstå af de høje råb derinde fra stuen. STÆVNERNE Senere kom far og mor opmuntrede hjem fra Nyborgmøderne arrangeret af pjecens udgivere. I de første år talte disse møder flere hundrede præster og lægfolk. Det var tydeligt, at far og mor havde været med til noget vigtigt. Så kom tiden, da man som teenager kunne begynde at fatte og forstå. Ved årsstævnet i Herning i 1971 gjorde Frank Villy Nørs ordination i Sct. Johannes Kirke indtryk. Ordinationen var speciel, fordi den havde karakter af særordination. Den blev foretaget af en biskop, der ikke længere var i embede, og blev biskop Bauns sidste ordination. I kølvandet heraf fulgte dåbssagen omkring pastor Nør i Hirtshals og den besindelse, der blev vakt i hovederne på en ny kreds af studenter en begyndende 2. generation af Kirkelig Samling. Jeg husker også flere andre årsstævner i Herning. Nu var der en stor gruppe studenter af min egen generation. Jeg mindes flere farverige personligheder fra disse årsstævner: Kasserer Sprotte, den utrættelige skolemand Erling Rørdam Bonnevie, Hans Olav Okkels, Olav Fog og vore nordiske gæster ikke mindst biskop Bo Giertz og den tyske præst Studer. Senere måtte vi erkende, at kredsen omkring Kirkelig Samling er skrumpet kraftigt ind. Det rokker dog ikke ved den kendsgerning, at samlingerne altid har haft karakter af fest og lovsang, men samtidig maner det til besindelse og klargøring med henblik på fremtiden, hvor 3. generation er ved at være på banen. HVAD VILLE DISSE PRÆSTER? Det siges allerede i indledningen til pjecen : Vi indbyder hermed til et arbejde på at søge klaring af de spørgsmål, som den øjeblikkelige folkekirkelige situation rejser, med det formål at modvirke forvirringen, uklarheden og splittelsen i folkekirken, for at den kirke, vi er døbt ind i, bedre må fremtræde som det, den efter sin bestemmelse er: Guds kirke i vort danske folk. Arbejdet gik i gang på, at Guds folk lærer at få øre for den rette klang herovenfra (Salmebogen nr. 335) midt i det mylder af toner, vi lever i. Det får kirken kun øre for ved at besinde sig på Bibelen og bekendelsen. Derfor var det godt, at Ja og Nej-kredsen i 1965 udsendte pjecen Hvad den danske Kirke står for med menighedsrådsløftet, 11

12 præsteløftet, ritualerne for præste- og bispevielse og kirkeindvielse samt vor kirkes fem bekendelseskrifter. I december 1965 udkom første nummer af bladet Kirkelig Information, hvis primære opgave var at holde læserne underrettet om det væsentlige i den kirkelige debat og den dermed sammenhængende moraldebat, samt at holde et vindue åbent til vore nabolande. Indbydelse til at arbejde med på at skaffe klaring i folkekirken gjaldt ikke alene præster, men i høj grad også lægfolk. Der blev skabt kontakt til menighedsrådsmedlemmer, folk i IM-samfund, LM- og YM-kredse, det kirkelige børne- og ungdomsarbejde, skolefolk, læger mv. Man søgte at danne arbejdsgrupper i hvert stift, såkaldte stiftsudvalg. Det lykkedes i nogen grad, men blev ikke af længere varighed. HVORDAN BLEV PJECEN MODTAGET? Jeg mener at huske, at noget af det, der stødte folk allermest, var disse bekendelseslignende vendinger, der gentages i pjecens afsnit: Vi fastholder vi forkaster. De 11 blev hurtigt skældt ud for at være Vi alene vide -prædikanter, der skabte skel i kirken. Fra første færd måtte De 11 sande, at de var sat midt i kampens hede. Og det har fulgt Kirkelig Samling lige siden. I fars papirer fandt jeg et eksempel på, hvordan pjecen dog også blev modtaget. I et brev dateret , skriver bymissionær Johanne Højer, Århus bl.a.: Hvor er det dog godt, at der er teologer, der står i spidsen for den kamp, der nu vil blive. Der er mange, der vil stå bag ved med de foldede hænder i bøn om Guds velsignelse. Efter et yderligere længere tilbageblik over Kirkelig Samlings historie med ledsagende kommentarer sluttede Elisabeth Wagner Olsen med et blik ind i fremtiden og rejser spørgsmålet: 12 HVAD KAN KIRKELIG SAMLING GIVE DEN UNGE GENERATION? Vore børn vokser op i et ideologisk og religiøst tomrum, hvor de efterlyser værdier og holdninger. Lad det være en udfordring for Kirkelig Samling at give menighederne, lederne og lærerne øre for den rette klang herovenfra. I et tomrum er pluralismen jo faren, når alle værdier og holdninger er lige gode, blot man har én. Et genoptryk og ny distribution af pjecen fra 64 vil være kærkommen. En nyetablering af arbejdsgrupper er også en god idé selv blandt en mat ung generation. En arbejdsgruppe om ungdomsgudstjenester er jo ved at være nedsat. Arbejdsgrupper omkring etiske spørgsmål, der rører sig i tiden, ønskes. Kan vi ikke selv bemande sådanne grupper, må vi tage konsulenter ind med den fornødne viden og erfaring. En arbejdsgruppe omkring ydre mission kunne bygge på folk, vi havde med til missionskonferencer i udlan-det i 70 erne. Ved et præstekonvent for nylig hos en præst, der engang havde sin gang på MF, var emnet ydre mission. Der var hentet en foredragsholder med rod i IM. Ydre mission var i løbet af eftermiddagen gjort til et spørgsmål om en slags mellemkirkelig samtale Ja, vores gamle provst nævnte, at hans fornemmelse var, at gnisten og gløden var gået af de gamle YM-kredse. Er der noget at sige til det, hvis ydre mission ikke længere er et spørgsmål om frelse eller fortabelse, men er reduceret til mellemkirkelig samtale? Der er sandelig brug for, at Kirkelig Samling kan være med til at give sådanne kredse øre for den rette klang. Skoleområdet er vigtigt. Tænk bare på Rørdam Bonnevies indsats, og tænk på den nye skolelov, som på mange måder er en god lov, men nok kunne trænge til at blive kigget efter i nogle sømme. Kirkens embede udfordrer også Kirkelig Samling. Vi oplever jo f.eks., at flere og flere MF-piger bliver ordineret til

13 præst. Kunne den norske kateketuddannelse være en naturlig vej for kvinder, der ønsker en tjeneste i kirken? Der er jo også andet f.eks, diakonale tjenester i kirken. Jeg vil gerne også som kvinde være med til at finde veldefinerede tjenester og embeder som åbne for kvinder. Vi kan jo ikke vælge at blive præstekoner! En plausibel tjeneste kunne jo være en undervisningspost i den indledende konfirmationsforberedelse. Hvorfor skal det være Lodberg Hvas-fløjen, der alene skal tegne den kirkelige undervisning i Ålborg Stift? Kompetente folk hos os efterlyses! Men i det hele taget er det en udfordring for Kirkelig Samling at være bredt orienteret om, hvad der rører sig i samfund og kirke. Vi skal være klar over, at fleksibilitet og evnen til at omstille sig og mane til samarbejde er et af de krav, unge møder med i dag. Vi må ikke vige tilbage for at sætte os ind i og afprøve nye tiltag. Ellers bliver vi løbet over ende. Jeg tænker på salmebogstillægget forud for en kommende salmebog og på den nye folkeskolelov. Ingen af disse får så lang en levetid som deres forgængere. Også vi må i offensiven og holde vinduerne åbne også til vore søsterbevægelser i Norden og i Tyskland, hvor man står i samme kamp. MEN MIDT I ALT DETTE Kirkelig Samling må først og fremmest være funderet på sin grundvold: Kristus, Bibelen og bekendelsen alene. Vi må over alle ting frygte og elske Gud, så vi frygter for at sige den hellige Gud imod. Vores autoritet må alene være Guds ords autoritet. Og så må vi være rede til at lade os lutre ved ild og bære kors for ikke at gå glip af nåden i vor Herre Jesus Kristus. Vi må bede Guds Hellige Ånd ledsage os og vise os vore svage sider. Vi må være åbne for kritik, som også kan give stof til at komme videre. Vi må bede om, at vores tale om Guds hellighed og kærlighed må få den rette klang, ligeledes ordet om synd og nåde, frelse og fortabelse. Vi må bede om, at der må blive den rette sammenhæng mellem lære og liv. Lyksalig hver sjæl, som i Frelserens navn af nådens hånd fik bod for sin vånde og for alt savn med liv og ånd: med Faderens Ånd og med Sønnens liv, med palmernes dyd i et skud af siv, med kraften som klarheds-beviset, med nøglerne til Paradiset! Til slut vil jeg nævne to verselinier fra ordinationssalmen (DDS 294), som Johanne Højer satte øverst på det omtalte takkebrev fra november 1964: Ja, giv dem trods på dine ord og lyst til dine lyse spor. Elisabeth Wagner Olsen 13

14 Personlige hilsner I altså for 40 år siden - var jeg tolv år og gik i kirke hver søndag med mine forældre en bykirke og en kirke, der set i bagspejlet og forstået baglæns, tog sig så tryg og uforanderlig ud, som hvilede den på en klippe, der ikke lod sig rokke. Søndagens højmesse var overalt den samme og ens for alle. Børn rangerede på lige fod med unge, forældre og ældre. Slægten var sammen under det ene og samme ord fra Gud, som kan rumme os alle fra vugge til grav. Der var intet skel ingen forskel, så der skulle holdes særlige gudstjenester for bestemte grup-per i menigheden. Enheden var konkret og mærkbar virkelighed. Endnu havde børn og unge da heller ikke manifesteret sig i en selvstændig kultur og løsrevet sig fra den fælles. Højmessen var for alle og efter den gamle alterbog, og det enten den blev forrettet af provsten eller kapellanen. Om dem begge var der kirkelig samling og det til trods for, at de teologisk bedømt var forskellige - den ene missionsk og den anden tidehvervsk; men hvad forstand har et barn på de dele? Begge øste de af den samme kilde: Guds Ord, og kunne samle en fælles menighed om det væsentlige. De glade tressere var det og blev det - et årti, hvori der blev rokket ved så meget. De gamle autoriteter stod for fald - og faldt. De unge gjorde oprør mod forældregenerationen og også imod den folkekirke, de stod til at skulle videreføre. Man mente, at kirken hørte til en anden tid end den moderne, som oprøret indvarslede og indførte. Endskønt der straks blev iværksat forsøg og eksperimenter 14 SOGNEPRÆST JENS KRISTIAN HOLMGAARD, BØLLING STORT TIL LYKKE MED 40 ÅRS JUBILÆET med at gøre kirken tidssvarende - især ved at ændre på gudstjenesteformen og liturgien i en uluthersk retning - kan man i bakspejlet let se, at det ikke lykkedes at bevare generationsbåndet. Generationskløften bed sig fast også kirkeligt. Med et Kierkegaardsk udtryk kan man måske karakterisere den tid ved, at den ville nå længere end til troen - den i Bibelen og bekendelsen forankrede og oplyste tro. Dette åndelige hovmod kom sig sikkert af den økonomiske medgang, som tresserne bød på. Man kunne tillade sig mere end alt og gjorde det så vist også. Givet er det også, at hovmodet havde et kildespring i det spring videnskab og teknologi gjorde i de år. Man satte fod på steder, ingen fod før havde betrådt. At nå til Troen, der kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord (Rom 10,17), var ikke længere nok. Man mente sig at være nået længere ja, mente at kunne nå meget længere ved at lade noget andet end Kristi ord være troens midler, opbygger og formidler af evangeliet. Selv tog jeg del i gudstjenstlige eksperimenter i den menighed, jeg kom i, i 70 erne; men erfarede også, at det, der skulle være målet og må være enhver åndelig fornyelses mål: Åndens enhed i en kirkelig menighedssamling, ikke blev nået ad den moderne vej. Polariseringen og spredningen voksede, og velsagtens fordi udgangspunktet for samlingen var i menneskets lyster og ikke i dets nød for Ord og Sakrament. I hovedparten af mine 20 år som folkekirkepræst har jeg været ganske uvidende om Kirkelig Samlings eksistens. I mine præsteår har jeg m.h.t. forståelse af kirkens embede, orden og liv

15 og vækst bevæget mig et langt stykke - velsagtens også så langt, at den kirkeog embedsforståelse, der havde sit udgangspunkt i Indre Missions ikke længere kan rumme mig. Bevægelsen førte selvsagt til ensomhed i embedet. Derfor blev det også til glæde da Hartvig Wagner en dag ringede og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at tage del i bestyrelsesarbejdet i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse; fordi han bestemt mente, at her var en basis og et fællesskab, der kunne rumme mine synspunkter. Jeg har nu i et par år taget del i bestyrelsesarbejdet og glæder mig over, at der i 40 år har været et fællesskab, hvis fokus og arbejde har været koncentreret omkring en kirkelig samling. Sand åndelig drift og vind må blæse os sammen. Frelsens horn blæser til samling. Ikke enhver ånd er fra Gud, hedder det i Skriften (1 Joh 4,1), og sandt er det. Vi har i alt for mange år oplevet kirkelig ånd, der har spredt. Vi ser resultaterne hver dag. Vi kan se at flere og flere, som har haft deres åndelige hjem i kirken, er blevet fremmede og uden hjem med de alvorlige følger, det har - evigt forstået. Der kan peges på flere årsager til den stigende kirkelige hjemløshed og den manglende samling. Givet er det, at den forkælede individualisering, som ingen samling kan leve op til at rumme og honorere, bærer sin del af forklaringen på spredningen og den stigende fremmedgjorthed; men jeg tror også, at med til forklaringen hører opløsende åndelige kræfter i kirkens forkyndelse og ledelse. Grosbøllsagen kan vel ses som et samlende synligt udtryk for noget sådant - den synlige top af et isbjerg. Alle har vidst, at det længe har befundet sig i det kirkelige farvand. Kolde kræfter, som under dække af at ville aktualisere og gøre forkyndelsens tidssvarende, men i virkeligheden ønsker Gud og hans ord ud af kirken, har i disse år alt for let ved at drive deres spil. De åbenlyse tegn på spredning og opløsning, som såmænd er gået i båndet mellem stat og kirke, siger mig, at der er brug for Kirkelig Samlings røst også i de kommende vanskelige år for folkekirken. Ingen ved om en samling er mulig; men hvis den ikke lykkes, vil det givetvis gå, som det er gået i Sverige, hvor båndet mellem stat og kirke er brudt. Læsere af Kirkelig Information vil vide, at det svenske resultat har ført til en kirkedannelse, hvis rummelighed er blevet så ringe, at den ikke har plads til Bibel- og bekendelsestro præster. Da Kirkelig Samling blev stiftet for 40 år siden gav dens kampskrift: Kirkens Ja og Nej genlyd i pressen og store dele af kirkelivet. Siden er der blevet lyttet til Kirkelig Samlings synspunkter, når de i pressen og gennem en lange række skrifter og bøger er blevet fremført og givet røst af dygtige teologer. Jeg tror, at mange vil være enige med mig i, at dansk kirkeliv ville være fattigere uden Kirkelig Samlings røst. Dens fokus på samling på Skriftens og bekendelsens grund har efter min bedste overbevisning en fremtid for sig i Folkekirken, og jeg tøver ikke med at tilføje, at det endog er et meget stort spørgsmål om Folkekirken overhovedet har en fremtid uden dette fokus. Jeg vil benytte lejligheden til at rette en stor tak til de mange gode og trofaste mennesker, der i 40 år har virket med og støttet Kirkelig Samlings arbejde og ønske Guds velsignelse over de kommende års vigtige arbejde. Jens Kristian Holmgaard 15 Personlige hilsner

16 Personlige hilsner PERSONLIGE HILSNER Da KIRKENS JA OG NEJ udkom sidst på året i 1964, var jeg tjenstgørende som befalingsmand på Langelandsgades Kaserne i Århus, men jeg var samtidig indskrevet på universitetet som teologisk student. Med de begrænsninger, der naturligt var tale om, kom jeg på universitetet og havde på forskellig vis kontakt med både gamle kammerater fra gymnasietiden og andre. Men derudover færdedes jeg også i andre kirkelige sammenhænge. Blandt dem, jeg havde berøring med, oplevede jeg den samme optagethed af og interesse for pjecen, som jeg selv havde. På en eller anden måde faldt den på et tørt sted. Mange havde et behov for at få arbejdet med spørgsmålet om, hvad kirken er, med kirkens embede, med sakramenterne og gudstjenesten. Det var aktuelle problemstillinger, fordi opfattelsen af kirken og dens liv som en servicefunktion ikke imødekom det, vi syntes, der var brug for! I den forbindelse skal det nævnes, at præsterne Poul Ulsdals og Erik Ågårds bøger om gudstjenesten fra 1960 havde spillet en rolle sammen med bl.a. professor dr. theol. Regin Prenters indflydelse. Også et stigende kendskab til misionsteologi havde betydning. Her oplevede vi så, at der var nogle, der vovede det ene øje og sagde deres mening, så det ikke var til at tage fejl af samtidig med, at de indbød til debat. Ja, i grunden var det jo ikke deres egne private meninger, de gav udtryk for, men de søgte at formulere det, der var Bibelens og bekendelsens syn på kirke og kristen praksis, og at antyde konsekvenser heraf. Derfor følte bl.a. jeg, at der ikke var tale om det, som nogle mente: En kirkelig fløjdannelse. 16 SOGNEPRÆST SVEND ERIK LARSEN, AALBORG FOR 40 ÅR SIDEN Vi stod derimod som én udtrykte det over for kirkens fortrop eller avantgarde. Straks efter, at KIRKENS JA OG NEJ var udkommet, fik jeg fat på den, og ligesom så mange andre fik jeg den læst nok så grundigt, samtidigt med at jeg fulgte med i debatten. Presseklip og de følgende udgivelser skaffede jeg mig også, og da bladet KIRKELIG INFORMATION begyndte at udkomme, blev jeg abonnent. Derimod deltog jeg aldrig i de dengang store stævner. Det havde jeg ingen mulighed for men gode venner holdt mig underrettet om, hvad de oplevede. Reaktionerne på pjecen kom prompte og voldsomt. På en måde kom det lidt bag på mig. Der var radioudsendelser, læserbreve og artikler i aviser og blade samt referater af møder i vidt forskellige sammenhænge. Alle steder blev pjecen taget op og kommenteret. Alle måtte tilsyneladende tage stilling til den. KRISTELIGT DAGBLAD lagde ud med på lederplads at byde debatten velkommen. Professor, dr. theol. N.H.Søe, der var fast skribent her, bød i en anmeldelse pjecen velkommen, men havde også så megen kritik af indholdet, at han måtte slå fast, at han under ingen omstændigheder ville have underskrevet den. Kort tid senere hilste professor dr. theol. Bent Noack også pjecen velkommen, men kaldte den samtidig for et makværk. Som sagt var reaktionerne voldsomme. Det var, som om det frem for alt gjaldt om at lægge afstand til pjecens indhold og her var mange debattører ikke kritiske med de midler, de valgte. Sommetider måtte man spørge sig selv, om angriberne overhovedet var i stand til at læse indenad. Det var i hvert fald ofte ikke god vilje til at forstå, der kom til udtryk. Selve det konkrete indhold gik man enten uden om, eller

17 man lagde afstand til det. Her blev der lød det bl.a. blæst til kirkekamp mod demokratiet, selv om det demokratiske flertal måtte betragtes som kirkens rettesnor! Det var jo et udtryk for det almindelige præstedømme, som så på sin side var begrundelsen for kirkens embede. Uanset skrift og bekendelse blev det hævdet, at embedet aldeles ikke var en guddommelig indstiftelse. Og dåben og nadveren var udelukkende at betragte som forkyndelse. Pjecen var blev det sagt udtryk for bibelpanik og bekendelseshysteri. Jeg tror, at den voldsomme offentlige afvisning af pjecen og dens anliggende var medvirkende til, at selv folk, der var positive over for anliggendet og egentlig var parate til at gå ind i en samtale, blev skræmte. Derfor blev det efterhånden sådan, at forbeholdene kom til fylde forholdsvis meget, selv om man grundlæggende var enig. Man ville ikke uden videre kunne tages til indtægt for de i pjecen fremførte holdninger. Så var man jo placeret og det kunne få følger, når stort set hele det kirkelige magtapparat havde vendt sig imod KIRKENS JA OG NEJ. Hermed kom der en begrænsning i den ydre tilslutning. Hertil medvirkede også, at der blev dannet en organisation. Det var naturligvis nødvendigt af praktiske grunde, men uanset at man præciserede, at der var tale om en bevægelse, blev det opfattet som en frontdannelse en yderfløj. Derfor blev indtrykket da også, at der var tale om en nej-bevægelse og den skulle man ikke identificeres med. Men mange fik nu under alle omstændigheder en afgørende inspiration med videre frem! Det er sikkert umuligt at gøre op, hvor og i hvilket omfang der blev sat spor! Men det helt afgørende er også noget andet: At holde fast i sagen, så der fortsat positivt bliver peget på, hvad kirke og kristen praksis er og ikke er iflg. Bibelen og kirkens bekendelse. Svend Erik Larsen PASTOR EMER. K. LINDHARDT JENSEN, ESBJERG I 1964 trådte Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, eller, som det hed i starten, frem og udsendte skriftet til samtlige menighedsråd i Danmark. Jeg var på det tidspunkt præst i Bedsted-Grurup i Thy, og dermed nabopræst til pastor Jørgen Glenthøj i Hassing-Villerslev, som var en af de ledende i kredsen bag Kirkens Ja og Nej. Jeg fulgte derigennem arbejdet på nærmeste hold og med stor interesse. Og det har jeg gjort lige siden. Uden at jeg har været enig i eet og alt, så er der for mig ingen tvivl om, at denne bevægelse og denne kreds har betydet vældig meget i vor kirke og været til stor velsignelse langt ud i vor kirke. var en indbydelse til at søge en klaring af de spørgsmål som forvirringen i folkekirken rejste med det formål at modvirke uklarheden og splittelsen i folkekirken, for at den kunne være det, den efter sin bestemmelse er: Guds kirke i vort danske folk. Skriftet er et opgør med det syn, der ofte blev og bliver fremført i den kirkepolitiske debat, i pressen, fra talerstole og prædikestole, at kirken er folkets kirke på en måde, så man får indtryk af, at flertallets ønsker og behov og ikke Kristi forordning og bud må være afgørende for, hvorledes kirkens forhold ordnes. Skriftet skabte voldsomt røre, og bevægelsen har op igennem de 40 år ladet sin røst lyde og har været med til at øve ind- 17 Personlige hilsner

18 Personlige hilsner flydelse på udviklingen i vor kirke. Alligevel må erkendes, at situationen i dag i vor kirke er endnu mere forvirrende end for 40 år siden med drøftelse af vielse af homofile i kirkerne og med pastor Thorkild Grosbølls fornægtelse af troen på Gud, troen på Kristi opstandelse og det evige liv. Det er ufatteligt at en præst ved samme gudstjeneste kan stå i kirken og sige, at vi tror på Gud Fader, og vi tror på Jesus Kristus opstanden fra de døde, og vi tror på Helligånden og det evige liv, og så samtidig fornægte sin tro på alt dette. Det er da klart, at det må være med til at gøre kristendommen utroværdig og ligegyldig i menneskers øjne og skabe forvirring og usikkerhed om, hvad kirken står for. Og det er ufatteligt, at der er præster i vor kirke, som forsvarer Grosbølls forbliven som præst i folkekirken. Vel skal der være frihed for den enkelte præst til at forkynde evangeliet og til at have sin forståelse af evangeliet, men dog netop alt sammen inden for de rammer, som er sat for præstetjenesten, at forkyndelsen skal ske indenfor de rammer, som Skrift og Bekendelse sætter. Det er jo kun, hvad enhver præst lover i præsteløftet, inden han bliver ordineret. Gennem årene har Kirkelig Samling udgivet sit læseværdige blad Kirkelig Information, samt mange småskrifter og pjecer, hvor man har prøvet ind i vor kirke at behandle emner ud fra helhedssynet samling i vor kirke om Bibel og bekendelse. Disse skrifter, som man har formidlet gennem den beskedne bogekspedition, har været til hjælp for mange i vor kirke. Ligeledes har Kirkelig Samling øvet påvirkning og kaldt til samling gennem møder, stævner og årsmøder. Kirkelig samling om Bibel og Bekendelse fortjener en stor tak for den tjeneste, som man trofast har øvet inden for vor kirke igennem de 40 år. Det har været til megen hjælp og opmuntring for mange og til pejlemærker til at finde et ståsted midt i en forvirret tid. Og det er jo netop det, der er meningen. Så derfor er der god grund til at ønske bevægelsen et hjerteligt til lykke med de 40 år og sige en stor tak til dem, der har stået for ledelsen af arbejdet. Tak skal I have! Og Gud velsigne det fortsatte arbejde. FORFATTER POUL HOFFMANN Sammen kæmpede vi det lange nederlag, siger elverdronningen Galadriel om sig selv og elverkongen Celeborn i Tolkiens Ringenes herre. Det samme kunne vi sige til hinanden i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse nu ved jubilæet. Hård og lang har kampen været, meget er gjort, noget er lykkedes og stort er nederlaget. Snart kan alverdens belæste ignoranter og åndelige eunukker komme rendende med deres jammerlige små privatreligioner og forlange, at nu skal dét være kristendom, mens KRISTEN- DOMMEN skal sættes på museum. De kan regne med at få medhold og blive hilst 18 som fornyere og befriere i stadig større dele af offentligheden, folkekirken indbefattet. Som det hedder i et Kierkegaard-citat, der stod som en bister hilsen til den efterhånden herostratisk berømte Thorkild Grosbøll i en leder i Ekstrabladet(!): Vær pjat og du skal se, at alting bliver pjat. Men vi taber ikke modet, for af mørket skinner lyset frem. Hele det uhyrlige frafald er, ligesom det store abort-holocaust, den verdensomspændende terror og alle de andre rædsler, et element i den apokalyptiske satanisering af verden, som vi i bibelprofetiens lys har vidst ville komme i historiens sidste fase, på tærskelen til

19 Kristi genkomst. Vi retter os og løfter vore hoveder, for vor forløsning nærmer sig. Og lad os benytte jubilæet til at minde hinanden om, at kampen altså ikke er helt slut endnu. Der er stadig noget at gøre for Guds folk i denne æon; der er stadig mennesker, som går over fra døden til livet. Nederlaget er endnu ikke fuldbyrdet, og den dag det bliver det den dag, hvor intet mere kan gøres til menneskers frelse i denne verden da er det sejren, der fuldbyrdes: Kristus kommer. Så hånd på Herrens banner! Herren fører krig mod Amalek slægt efter slægt! Poul Hoffmann. BISKOP BØRRE KNUDSEN, STRANDEBARM PROVSTI, NORGE Telefonisk har Børre Knudsen sendt en hilsen, hvor han har besvaret visse spørgsmål stillet af undertegnede. Hvad har Kirkelig Samling betydet? For mig har det givet en følelse af at være fornyet og styrket i troen, ligesom jeg har mødt interesse og fået stor inspiration, så jeg melder mig blandt gratulanterne. Hvilke ønsker har du for Kirkelig Samling fremover? Jeg ønsker, at man vil have troens frimodighed. Den falske og den fremmede religiøsitet, som oversvømmer vore lande og vor kirke, må få tid til at løbe ud i sandet. Den evangelisk-lutherske bekendelse er skræddersyet til vor åndelige situation. Vor tid minder om reformationstiden i sin jagen efter at finde fred i egne gerninger og oplevelser. Dette jag vil føre til anfægtede samvittigheder. Og den evangelisk-lutherske bekendelse vil være aktuel, sålænge der findes anfægtede samvittigheder. Der er intet andet svar. Derfor kan vi bevare et fremtidshåb. Man kan se mørkt på situationen. For i dag har den farisæiske og saddukæiske surdej gennemsyret hele kirken. Reformationen var netop et opgør med dette. Herrens advarsel: Vogt jer for farisæernes og saddukæernes surdej gælder til den sidste dag. Derfor er det vigtigt ikke bare at bevare troens retfærdighed, men også den nye lydighed. Vi jubler med bæven over, at der endnu findes evangelisk-lutherske kristne, som tager Skrift og Bekendelse på alvor også i sager, der koster dem dyrt. Ved Hans Olav Okkels MENIGHEDSFAKULTETET En hilsen og gratulation fra Menighedsfakultetet i anledning af KSBB s 40-års jubilæum. For 40 år siden kunne bevidstheden i kirken om, hvad det betyder at være bibelog bekendelsestro, ligge på et lille sted. Men en gruppe præster - sammen med enkelte lægfolk - vågnede efterhånden op for situationens alvor og udsendte i fællesskab vækkerråbet Kirkens ja og nej. Med sine klare formuleringer af kirkens nød gav skriftet genlyd overalt i kirken og blev et forvarsel om en ny kirkelig bevidsthed, der var på vej. Nogle af de samme folk udgjorde siden de drivende kræfter omkring dannelsen af Sammenslutningen til oprettelse og drift af et menighedsfakultet i Danmark. På MF føler vi os i dyb taknemmelighedsgæld til alle dem, der på den måde gik foran og så nødvendigheden af at satse på præsteud- 19 Hilsner fra de otte

20 Hilsner fra de otte dannelsen i forsøget på at reformere kirken. Siden har KSBB og MF i høj grad kommet til at stå skulder ved skulder i kampen for, at det sande evangeliums klare lys ikke må slukkes i vores kirke. Vi takker for fællesskabet i tjenesten, som det blandt andet kommer til udtryk i samtaleforumet De otte, og vi ønsker Guds velsignelse over KSBB s fortsatte virke for bibelsk kristendom og for evangelisk tro i vort folk. Ingolf Henoch Pedersen, Fakultetsleder. EVANGELISK LUTHERSK MISSIONSFORENING Kære venner i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse! Fra Evangelisk Luthersk Missionsforening ønsker vi jer hjertelig tillykke med jeres 40 års jubilæum! Vi er overbevist om, at jeres indsats i disse 40 år i kampen for bibel- og bekendelsestroskab har haft stor betydning for kirkelivet i Danmark, og den indsats vil næppe nogen på den bibeltro fløj af kirken have undværet. Vi er taknemmelige for fællesskabet med jer i samtaleforumet De Otte, hvor vi sammen med jer og de øvrige samtalepartnere får hjælp til at stå vagt om bibel- og bekendelsestroskaben. Uanset forskelligheder organisationerne imellem er det opmuntrende og givende at erfare enheden i troen på Herren Jesus Kristus. Vi får lov til at være medarbejdere på hinandens glæde, som dybest set er Jesusglæde og frelsesglæde, i det vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender. Lad os holde os ham for øje, så vi ikke bliver trætte og mister modet! (Hebr 12,2-3) Med denne lille hilsen følger ønsket om Herrens nærvær i og velsignelse over Kirkelig Samlings virke. Broderlig hilsen v/ Lars Brixen formand IM I DANMARK Hvorfor og til lykke! Hvorfor blev det sådan? Hvad var det lige, der gjorde, at fik betydning, satte sig spor og nævnes endnu 40 år efter? Det underlige er, at læser man efter, for at få klare svar på det spørgsmål, så er der ingenting, der umiddelbart springer i øjnene! Men måske er det netop her, spørgsmålet besvares? Der er ikke noget, der springer i øjnene! Det er med andre ord almindelig kristendom, det handler om. Almindelig kristendom bundet til Bibel og Bekendelse. Almindelig kristendom talt ind i tiden. Under alle omstænder vil jeg sige tak og ønske, at KSBB også fremover ind i tiden vil formulere almindelig kristendom. Det har nemlig fremtiden for sig, det har vi Guds eget løfteord på: for jeg våger over, at mit ord bliver udført. (Jer 1,12 ) Hjertelig til lykke! Christian Poulsen, formand for IM i Danmark LUTHERSK MISSIONSFORENING SAMMEN I TROENS KAMP. Når fæller i en af de andre både passerer en rund dag, vil vi gerne fra Luthersk Missionsforening melde os blandt gratulanterne. Og gøre det med baggrund i, at 20 vi sammen med andre har stået side om side i diverse frontafsnit af kirkekampen i de 4 årtier, som / Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse nu har gennemlevet.