RARRT Relationspsykologi i praksis

Transkript

1 RARRT Relationspsykologi i praksis RARRT er en pædagogisk / psykologisk teori, der beskriver, hvordan man gennem en relationel indsats kan styrke udvikling, læring og trivsel hos børn, unge, voksne og ældre. Teorien er udviklet af Institut for Relationspsykologi, hvor den er udgangspunktet for kurser, uddannelser, supervision og terapeutisk arbejde. RARRT er en forkortelse for Relationel, Anerkendende, Ressourcefokuseret og Reflekteret Teori, og funderer sig på et bredt felt af viden om, hvad der skal til, for at mennesket udvikles, trives og lærer. RARRT baserer sig på relationspsykologien og leverer både læring om - og praktisk implementering af denne tilgang, så den kan omdannes til sunde samspil, der fremmer udvikling, læring og trivsel. Hvad er RARRT? RARRT er en forkortelse for Relationel, Anerkendende, Ressourcefokuseret og Reflekteret Teori. 1: Relationer skaber individet 2: Anerkendelse åbner for udvikling 3: Ressourcefokus frigiver potentiale 4: Refleksion udfordrer selvfølgeligheder 5: Teori kvalificerer praksis Hvordan skaber vi udvikling? Gennem mange år har Institut for Relationspsykologi arbejdet med pædagoger, lærere, psykologer, sundhedsplejersker og andre professionelle, der kommer til os med mange spørgsmål og udfordringer: Hvorfor trives barnet ikke? Hvorfor opstår der hele tiden konflikter? Hvordan kan jeg sørge for, at eleverne får mere ud af undervisningen? Hvordan kan vi hjælpe hans udvikling på vej? Hvorfor har vi sådan en negativ stemning i arbejdsgruppen? Hvordan skal vi nå læringsmålene, når der er så mange børn med særlige behov? Hvordan kan vi inkludere denne pige? Hvorfor trives jeg ikke i arbejdet? Hvis du selv arbejder med mennesker, vil du nok kunne genkende nogle af disse udfordringer og forhindringer, der opstår i forsøget på at skabe udvikling, læring og trivsel hos dem, vi har ansvar for. Disse forhindringer medfører naturligvis frustration, særligt i en tid, hvor skærpede krav til inklusion og kvalitet skaber ekstra pres for at sikre udvikling og læring.

2 Et spørgsmål om menneskesyn og relationer Da vi arbejdede med løsningen på disse udfordringer, stødte vi ind i mange pædagogiske tilgange og metoder, der ikke føltes helt rigtige, ligesom de ikke skabte varige forandringer. Vi valgte derfor at lægge alle metoder væk og tage et dybere blik på den menneskelige udvikling ved at stille nogle helt fundamentale spørgsmål: Hvilke forhold skaber egentlig udvikling hos mennesket? Hvilke forudsætninger skaber god læring? Hvilke aspekter er nødvendige for, at et menneske trives og har det godt? Det er vel egentlig de samme spørgsmål, man ville stille, hvis en plante ikke trivedes: Hvor meget lys har denne plante brug for? Hvor meget næring? Hvilke vækstbetingelser er de bedste for planten? Ligesom man ikke kan ordinere en behandling til planten uden at kende dens forudsætninger for vækst, må man også forstå menneskets grundlæggende natur og hvilke betingelser, der medfører vækst, trivsel og udvikling. Disse spørgsmål blev starten på en spændende rejse, der ledte os frem til en helt afgørende erkendelse: Menneskets udvikling, læring og trivsel afhænger i meget høj grad af kvaliteten af dets relationer. Relationerne er derfor nøglen til menneskets trivsel og til mulighederne for udvikling. Denne erkendelse stemte fuldstændig overens med de fornemmelser og erfaringer, vi længe havde haft. Det var derfor ikke overraskende, at vi i vores gennemgang af en stor base af forskning også her blev bekræftet i relationernes afgørende udviklingsmæssige betydning. Psykologisk skifte fra individ til relation Gennem de seneste årtier har udviklingspsykologien gennemgået et paradigmeskifte fra en individualistisk til en relationel udviklingsforståelse. Tidligere blev udvikling forstået som en proces, der forløb efter universelle faseinddelte perioder (fx Freud, Piaget, Erikson). I denne forståelse fulgte udviklingen en fastlagt biologisk plan, der udfoldede sig med alderen. Udviklingspsykologien har i dag taget afstand fra dette individualistiske perspektiv, idet undersøgelser tydeligt viser, at udviklingens kvalitet og retning er stærkt afhængig af menneskets relationer og kultur. På trods af dette paradigmeskifte i den videnskabelige udviklingsforståelse, baserer mange anvendte pædagogiske og psykologiske tilgange sig stadig på det forældede individualistiske udviklingssyn. Vi oplever derfor et stort behov for en ny tilgang, der funderer sig på den nyeste viden om menneskets udvikling. En teori, der har fokus på relationernes betydning og på at skabe forandring ved at arbejde med den professionelle selv og dennes relationer. Denne viden om, hvordan et menneskes udvikling, læring og trivsel hænger tæt sammen med de konkrete relationer, beskrives netop i Relationspsykologien, og derfor er det blevet dette felt, der står som fundamentet for udviklingen af RARRT teorien. Relationspsykologi i praksis Relationspsykologi er basalt set psykologi om relationer. Relationspsykologien beskæftiger sig med, hvordan relationer hænger sammen med menneskets udvikling og hvilke relationelle kvaliteter, der henholdsvis befordrer eller hæmmer menneskets udvikling og trivsel. Særligt gennem intensive studier af mor-barn interaktioner, men også studier af andre typer relationer, kan man påvise med ganske stor præcision, hvordan nogle måder at 2

3 indgå i relationer på virker særdeles befordrende for udviklingen, mens andre typer samspil er decideret skadelige for udviklingen. Det er selvfølgelig helt afgørende at anvende denne banebrydende viden, når vi beskæftiger os med relationsarbejde, og derfor har vi på basis af den relationspsykologiske viden udviklet en pædagogisk tilgang med fem pædagogiske og praksisrettede principper, der uden tvivl vil forbedre kvaliteten af dine relationer uanset om de i forvejen fungerer godt, eller om de i højere grad er præget af frustrationer og mistrivsel. RARRT nemt og udfordrende Man kan sige om de fem RARRT principper, at de på én gang er enormt udfordrende og utroligt nemme at praktisere. Det skal vist forklares nærmere. Når RARRT principperne er udfordrende, skyldes det, at de baserer sig på en relationel udviklingsforståelse, der er i modstrid med den, vi som oftest møder i både faglige kredse og i samfundet generelt. Vi er vant til at tænke i diagnoser og vant til at spørge til, hvad der er galt med den anden. Af denne grund kan man opleve modstand, når man begynder at anvende et relationelt menneskesyn. Denne modstand kan komme fra andre, der synes, at man bevæger sig for langt væk fra den vante pædagogik. Men modstanden kan også komme inde fra særligt i pressede og vanskelige samspil - der typisk får os til at vende os mod de gamle individualistiske perspektiver: Hvorfor kan han dog ikke forstå det? Hvad er der galt med ham? På den anden side vil man samtidig opleve, at principperne er nemme og mest af alt naturlige at anvende. Oplevelsen af naturlighed skyldes, at principperne er udledt fra forskning, der beskriver menneskers samvær, når det netop er allermest naturligt. F.eks. mellem mor og spædbarn, eller i andre relationer, hvor det intuitive samvær medfører udvikling og trivsel for begge parter. Du kender nok til at handle omsorgsfuldt og empatisk over for en anden, hvor det nærmest kom helt af sig selv. Eller situationer, hvor du bare kunne fornemme, at den anden havde brug for noget særligt. Når du føler med den anden, er nærværende og kreativ, handler du ofte ud fra din intuition. I disse situationer vil du typisk føle dig energisk og godt tilpas. I det følgende kan du få en kort introduktion til RARRT principperne. Hvis du ønsker en grundigere forståelse, der kan hjælpe dig til at anvende tilgangen i din hverdag, vil vi anbefale dig at læse bøgerne: Relationspsykologi i praksis (Dafolo, 2013) og Fortællinger om Relationspsykologi i praksis (Dafolo, 2015). RARRT principperne 1. Relationer skaber individet Hvad betyder det for vores daglige arbejde, at vi nu ved, at al udvikling er relationelt funderet? Det betyder, at den udvikling og forandring, der sker hos den anden, i høj grad afhænger af selve kvaliteten af min relation til ham eller hende. Dette faktum er ikke noget, man kan slå til og fra alt efter, hvilken tilgang, man vælger. Relationen vil altid være afgørende uanset hvilken pædagogik, vi arbejder med. Forskellen på en relationel indsats og en ikke-relationel indsats er derfor, at man i den relationelle indsats er bevidst om samspillets afgørende betydning og kan tage ansvar for det. Og hvordan bruger man så relationen aktivt til at skabe forandring og udvikling? 3

4 At bruge relationen til at skabe udvikling handler om at bruge sig selv - i relation til den anden. Det handler om at forstå, at min oplevelse af den anden, mine følelser og tanker om ham bliver støbeskålen for hans udvikling af identitet og selvværd. De fleste har en forestilling om, at det indre liv, fx tankerne og følelserne i forhold til et andet menneske, er private og ikke påvirker samværet, så længe man holder tanker og følelser for sig selv. Relationspsykologien viser dog med stor tydelighed, at det indre tanke og følelsesliv på ingen måde er privat, men har en meget markant indvirkning på samværet og dermed på den andens selvoplevelse. Der foregår en konstant udveksling mellem mennesker i samspil, hvor begge parter lynhurtigt opfanger hinandens kropssprog og nonverbale signaler. Denne udveksling har langt større kraft i forhold til samværets stemning og budskaber end ordene, der bliver sagt. I denne ubevidste udveksling aflæser parterne, hvordan de i virkeligheden oplever hinanden. Du har helt sikkert selv oplevet, hvordan et simpelt hej kan opfattes på tusind forskellige måder afhængigt af stemmeleje og kropssprog. I de daglige samspil er det nemlig kropssproget, der sætter stemningen, når de talte ord skal fortolkes. Derfor er den vigtigste faktor i relationen ikke den bevidst valgte pædagogiske tilgang, de undervisningsmæssige teknikker eller de sproglige sætninger. Det er den professionelles virkelige, indre oplevelse af den anden, der altid uanset om man ønsker det vil komme til udtryk i kropssproget. Når vi indgår i et samspil med en anden, vil han hele tiden ubevidst søge efter signaler, der skal svare på spørgsmålene: Synes du om mig?, Er jeg god nok?, Holder du af mig? Først når disse ubevidste spørgsmål er positivt bekræftet, styrkes oplevelsen af selvværd, hjernen falder til ro og ny læring kan flyde frit. Udviklingsstøttende relationer Hvis du selv tænker tilbage på den pædagog eller lærer, der virkelig gjorde indtryk på dig og lærte dig rigtig meget, vil du garanteret have oplevet, at denne person oprigtigt holdt af dig. Måske har du aldrig tænkt over det på den måde, men de særligt udviklingsstøttende relationer er altid dem, hvor du har oplevet positive følelser fra den anden. Når det er så afgørende at skabe autentiske positive relationer, skyldes det, at det netop er i de daglige samspil, man udvikler identitet, selvfornemmelse og selvværd. Et menneskes identitet og selvoplevelse er ikke noget, man fødes med. Ethvert menneske opbygger sin selvoplevelse ud fra måden, hvorpå andre møder det. Når man bruger tid sammen med mennesker, der viser, at de sætter pris på en, vil selvværdet vokse, og man får mod på udfordringer. Det modsatte sker, når man er sammen med nogen, der viser ligegyldighed eller kritiserer. Sådan en behandling sætter spor for livet, og man kan kæmpe i årevis med at tro på sig selv igen. Derfor er det vigtigste skridt i den relationelle tilgang, at man gennem relationen viser, at den anden har betydning. Det handler om at lære, hvordan man gennem kropssproget og positive tanker og følelser kan vise den anden, at han eller hun er værdifuld. Det første RARRT princip forklarer og anviser, hvordan du kan styrke den andens oplevelse af selvværd og betydning. Både gennem kropssprog, nærvær, intuition og kreativitet kan du styrke den andens identitet og selvfornemmelse. Du vil også få hjælp til at blive bevidst om relationer, hvor du ikke har positive følelser for den anden og du vil lære hvordan, du kan forandre dit indre billede af den anden, så de positive følelser opstår helt naturligt. 2. Anerkendelse åbner for udvikling Det har vist sig, at samspil, der virkelig skaber udvikling, har nogle særlige kendetegn og et af disse er, at de er anerkendende. Anerkendelse handler grundlæggende om at vise den anden, at man respekterer hans eller hendes oplevelse. Dertil handler det om at 4

5 skabe samspil, der medfører, at den anden lærer sig selv bedre at kende og får en oplevelse af selvværd. Det 2. RARRT princip oplister tre karakteristika, der er til stede i de anerkendende samspil, når de er allermest udviklende. Selvafgrænsning Når to personer mødes, vil de altid have hver deres personlige oplevelse af situationen. I nogle tilfælde ligner de to oplevelser hinanden, og i andre tilfælde er de meget forskellige. Når vi taler om selvafgrænsning har det at gøre med at adskille sin egen oplevelse fra den andens. Det handler om at være bevidst om sin egen oplevelse, undersøge den andens oplevelse og sørge for ikke at lade sin egen oplevelse definere eller overdøve den andens. Vi kan forestille os en pædagog, der har 4 børn med på tur i en hestevogn. Pædagogen elsker heste og synes, at turen er vældig hyggelig. Det samme synes tre af børnene. Det fjerde barn er bange for hestene og synes, oplevelsen er meget ubehagelig. Han klamrer sig til bænken under hele turen og venter bare på, at turen er ovre. I følgende lille udveksling formår pædagogen ikke at afgrænse sig: Pædagogen Anna kigger ned på Oskar, der ikke ser lige så begejstret ud som de andre: Hvad så, Oskar, Er du ikke vild med turen? Nej, svarer Oskar kort, Er vi snart færdige? Anna ser undrende på ham: Er du dårlig? Syg måske? Oskar ryster på hovedet: Jeg kan ikke lide hestene. Hestene? spørger Anna undrende, Men de er da så søde Og de gør da slet ingen ting, de to gamle kræ. I dette lille eksempel spørger Anna til, hvorfor Oskar ikke er tilpas, men da han svarer hende, afviser hun gyldigheden af hans oplevelse. Hun tager i stedet udgangspunkt i sin egen oplevelse, nemlig den, at hestene er søde og uskadelige. Hun siger indirekte, at Oskars oplevelse er forkert, urealistisk og uforståelig. En sådan respons vil få Oskar til at føle sig forkert, og han vil blive mere påpasselig med at dele sine perspektiver næste gang. Lad os gentage situationen, nu hvor Anna er selvafgrænset: Pædagogen Anna kigger ned på Oskar, der ikke ser lige så begejstret ud som de andre: Hvad så, Oskar, Er du ikke vild med turen? Nej, svarer Oskar kort, Er vi snart færdige? Anna ser undrende på ham: Er du dårlig? Syg måske? Oskar ryster på hovedet: Jeg kan ikke lide hestene. Nå, du kan ikke lide hestene? Jeg kunne godt se, du ikke var helt tilpas. Hvad er det, du ikke kan lide ved dem? I denne situation, hvor Anna undersøger Oskars oplevelse, i stedet for at pådutte ham sin egen, får de mulighed for respektfuldt at lytte til hinandens perspektiver og forstå hinanden bedre. Hun bekræfter, at han ser utilpas ud og giver ham mulighed for at uddybe, hvorfor han ikke bryder sig om hestene. Oskar vil opleve sig respekteret og vil få mod på at dele sine oplevelser i fremtiden, fordi han vil opfatte sine perspektiver som ligeværdige med pædagogens. Kun når vi formår at adskille vore egne vurderinger fra den andens, kan vi anerkende den andens reaktion og lytte åbent til hans eller hendes oplevelser. Den andens oplevelse af virkeligheden er gyldig 5

6 Jeg kan godt forstå, at du er vred / trist / utilfreds Sådan en respons er nok den, de fleste forbinder med det at være anerkendende. Det handler om at lytte til den andens oplevelse og vise, at man har hørt og forstået, hvad den anden mener. Og denne respons er netop også anerkendende, fordi man dermed viser, at den andens oplevelser, tanker og følelser er ligeværdige i forhold til ens egne oplevelser. Der er dog nogle faldgruber, man nemt kan falde i, når man ønsker at vise den anden, at hans oplevelse er gyldig. Faldgruber, der kan opstå, når anerkendelsen bliver lidt for teknisk eller påtaget. Vi har nok alle oplevet ordene: Jeg kan godt forstå, at du er vred/trist/utilfreds, men I nogle situationer bliver den anerkendende tilgang omsat til sætninger, der starter med ordene: Jeg kan godt forstå, at du.. hvorefter de leder over til et men.. Oftest er en sådan respons ikke anerkendende, idet den sjældent er udtryk for et oprigtigt ønske om at forstå den andens perspektiv. I disse tilfælde er der derimod tale om overtalelse eller manipulation pakket ind i en anerkendende ordlyd. Hvis man ønsker at skabe anerkendende samspil, er det derfor helt afgørende, at man oprigtigt forsøger at forstå den andens oplevelse, og at man dertil efterstræber, at den anden også oplever sig forstået. Det er selvfølgelig ikke altid nemt at vide, hvornår den anden føler sig forstået, men typisk vil denne tilstand kendetegnes af en følelsesmæssig ro hos den anden. Der vil ikke længere være en argumenterende tone, og den anden synes at være færdig med sine beskrivelser af situationen. Samværet skal være udviklingsstøttende I ønsket om at give den anden oplevelsen af at føle sig forstået, kan man blive så optaget af den andens perspektiv, at man faktisk glemmer at dele sine egne perspektiver. Dette er ærgerligt, idet der er rigtig meget udvikling og gensidig læring i mødet mellem to forskellige perspektiver. Denne del af anerkendelsen, hvor man deler sit eget perspektiv, må altid hvile på den forudsætning, at den anden først føler sig forstået. Først i den følelsesmæssige ro, der opstår, når den anden oplever sig forstået, åbnes forudsætningerne for, at han eller hun kan lytte nysgerrigt og fordomsfrit til dit perspektiv. Der vil ikke længere være negative følelser i spil, og I kan nu dele og udveksle perspektiver til gensidig læring og udvikling. Du kender sikkert til den situation, hvor en anden ønsker at overbevise dig om et perspektiv eller en holdning, som du argumenterer mod med næb og kløer. Så vil du også have oplevet, at man først er åben for oprigtigt at overveje en andens perspektiv og holdninger, når man føler sig forstået og ikke oplever pres, bedrevidenhed eller andre tegn på manipulation eller overtalelse. Når den anden oplever sig set, mødt og forstået, og derefter får præsenteret et andet afgrænset perspektiv, åbnes muligheden for, at begge parter kan udvikle sig gennem det åbne møde med en anden oplevelsesverden. Mødet skaber mulighed for nuancer i begge parters perspektiver og for en øget selvindsigt. 3. Ressourcefokus frigiver potentiale Always look on the bright side of life. Der tales meget om, hvordan man skal huske at være positiv, optimistisk og fokusere på de lyse sider. Det er der vist ikke så meget nyt i Det, der dog overrasker mange, er hvor vigtigt det egentlig er at fokusere på ressourcer frem for på fejl og mangler. Det handler ikke blot om at skabe en god stemning. Valget om at se et menneskes ressourcer kan blive forskellen, der totalt forandrer dette menneskes vej gennem livet. 6

7 Som beskrevet fungerer hvert eneste møde mellem mennesker til bekræftelse eller forandring af den enkeltes selvoplevelse. Hvis man oplever, at den anden synes rigtig godt om en, bekræftes man i, at man er værd at holde af og man vil handle i overensstemmelse med denne selvoplevelse. Man går derfor videre med hovedet løftet højt, hvilket vil føre til endnu flere positive samspil og en positiv cirkel er hermed sat i gang, hvor selvværd opbygges og bliver grobund for udfoldelsen af talenter, for læring, for udvikling og for positive relationelle oplevelser. Tilsvarende kan man selvfølgelig forestille sig en ond cirkel, hvor et flygtigt blik af arrogance og ligegyldighed eller ligefrem afsky planter sig i et menneske, hvis færden resten af dagen bliver lidt mere usikker. De mennesker, der møder denne person vil opfange usikkerheden og igen bekræfte den ved også at vise ligegyldighed. Der skal ikke mange af denne slags møder til, før den flygtige usikkerhed bliver til et træk, der kommer til at hæmme muligheden for læring, udvikling og positivt socialt samvær. Over tid vil disse to forskellige cirkler komme til at udgøre forskellen mellem det sunde menneske med det positive sociale liv og det usikre menneske med et mere ensomt liv. Som vi kan se, har det faktisk ganske alvorlige konsekvenser, hvorvidt man fokuserer på den andens ressourcer eller svagheder. En fejlfinderkultur Ofte finder vi det udfordrende at fastholde vores fokus på ressourcerne, hvilket skyldes, at vi er opvokset i en kultur, der præger os i retning mod at fokusere på det negative. Vi opfatter ofte den negative som "realistisk", mens den positive er "naiv". Derfor kan det være meget udfordrende at beslutte sig for at rette sit fokus mod ressourcerne. Det ressourceorienterede handler dog ikke kun om at fremhæve ressourcer uden at stille krav og have forventninger. Hvis vi ikke har forventninger til et menneske, signalerer vi indirekte, at den anden er ligegyldig. Ved at udfordre den anden med passende forventninger, oplever den anden at prøve kræfter med forskellige opgaver, der fører til en god selvtillid og samtidig vil mødet med problemer medføre et realistisk billede af egen formåen. 4. Refleksion udfordrer selvfølgeligheder I hverdagen foregår en meget stor del af vores handlinger helt automatisk. Vi rækker hånden frem og trykker den andens fremstrakte hånd. Vi besvarer et Godmorgen. Vi griber ind, når to børn er ved at komme op at slås. Det er meget praktisk, at vi på denne måde har automatiseret så stor en del af vores dagligdag. Det ville kræve uanede mængder af energi at tænke over hvert eneste skridt og hvert eneste håndtryk. Vores evne til hurtigt at automatisere gentagelser har dog også sine bagsider. Særligt når det handler om relationer. Dette skyldes, at de automatiske handlinger både kan være positive og udviklende eller nedbrydende og hæmmende for samspillet. Vi kan komme til at gentage uhensigtsmæssige vaner, der er indlært i vores egen barndom eller i andre af livets relationer. Disse vaner, der forhindrer udvikling og trivsel i vores nuværende relationer, er vanskelige at få øje på i dagligdagen og kræver en særlig reflekterende opmærksomhed: Hvorfor ender jeg altid med at irettesætte ham? Hvorfor er jeg mon altid så træt, når vi har personalemøde? Hvad er det, der gør, at jeg kommer til at tage afstand fra hende? 7

8 Refleksion handler netop om at betragte de daglige vaner og samspil med nye øjne. At stille spørgsmål man ikke normalt stiller. At undersøge følelser, tanker og handlinger. At sætte tid af til at vende og dreje de relationelle vaner. Man kan få meget ud af at reflektere alene, men ofte vil der være mere at hente, når man reflekterer sammen med gode kolleger eller venner. Problemet er nemlig, at det er svært at betragte sine egne vaner med nye øjne. Ofte er det nemmere for andre at se hvor og hvorfor, frustrerende situationer opstår. Og her kan det være til stor hjælp at dele perspektiver, spørgsmål og frustrationer med hinanden. Nu kunne det godt lyde som om, refleksion kun handler om at analysere de svære situationer. At det kun drejer sig om at vende og dreje alt det, der går galt. Dette er langt fra tilfældet. Faktisk er det meget udviklende at reflektere over situationer, der lykkes. Vi kan kalde det: Ressourcefokuseret refleksion. Når man reflekterer over de vellykkede samspilssituationer, lærer man mere om sine egne ressourcer, følelser og positive vaner. Sådan en øget selvbevidsthed gør det nemmere at bruge ressourcerne i fremtiden. Ligesom refleksion kan rettes mod den enkeltes oplevelser, er det også givende at reflektere over den fælles kultur: Hvorfor starter vi egentlig altid dagen på denne måde? Hvad er vi rigtig gode til som kollegagruppe? Hvilke aktiviteter gentager vi, blot fordi det plejer vi at gøre? Hvornår har vi det bedst sammen? 5. Teori kvalificerer praksis Nu har vi beskrevet fire forskellige pædagogiske tilgange og kunne som sådan sige, at vi var færdige. Der er dog en meget vigtig pointe tilbage, der handler om anvendelsen af principperne. Man kunne godt komme til at betragte principperne som fire løsrevne tilgange, som kan vælges til og fra i forskellige situationer. En sådan anvendelse vil dog betyde, at tilgangen mister en stor del af sin effekt. Det er nemlig integrationen og den samlede anvendelse af principperne, der gør tilgangen så kraftfuld og forandringsskabende. Principperne er alle dele af en samlet indsats, der på forskellige måder udspringer fra det relationelle fundament: Den relationelle udviklingsforståelse er fundamentet og referencerammen, der giver mening til de andre principper. Kun i lyset af det relationelle fundament giver det f.eks. mening at være anerkendende eller ressourcefokuseret, fordi vi ved, at vores egne forholdemåder skaber forandringer i den andens selvforståelse. Det er ligeledes den relationelle grundforståelse, der giver os ordene og analyseredskaberne, når vi reflekterer over de daglige samspil. Anerkendelsen har fokus på væren i relationen. Når man forstår udviklingens relationelle fundament, kan den anerkendende væremåde betragtes som en form for kropsliggørelse eller praktisering af den relationelle grundlagsforståelse. Man kan sige, at man i anerkendelsen udlever den relationelle grundforståelse. Den ressourcefokuserede tilgang er, til forskel fra anerkendelsen, en forholdemåde. Hvor anerkendelsen handler om at være og leve ud fra den relationelle bevidsthed, handler den ressourcefokuserede tilgang om at vælge, hvordan man vil se på verden. Det handler om at se andre, se sig selv og se verden, sådan som den har potentiale til at blive. Refleksionen kan beskrives som den funktion, der integrerer den relationelle udviklingsforståelse, det ressourceorienterede fokus og anerkendelsen med den daglige praksis. Det er ikke nok blot at have kendskab til det relationelle fundament. Dette teoretiske kendskab har ikke i sig selv meget forandringskraft. 8

9 På tilsvarende vis ved de fleste af os en del om, hvordan vi kunne få et rigtig godt helbred. Vi ved, hvordan vi burde spise og hvordan, vi burde bevæge os. Men som mange af os må indrømme, skaber denne viden ikke forandring af sig selv. Viden fører ikke automatisk til praksis. Viden i sig selv er ikke nok. For at viden bliver til praktisk forandring, er det nødvendigt at integrere den daglige praksis med de teoretiske principper gennem refleksion. Refleksion formår at omdanne neutral teori til konkret viden og praksis, når den anvendes aktivt til at stille spørgsmål til de daglige samspil. Med refleksion kan man sige: Hvordan kan vi forstå dette samspil i lyset af den relationelle udviklingsforståelse? Det sidste princip Teori kvalificerer praksis binder alle principperne sammen i en samlet teori og understreger, hvordan de spiller sammen og forudsætter hinanden. Det er gennem denne samlede integration af principperne, vi kommer til at handle udviklingsstøttende i vores handlinger. En relationel selvforståelse Lidt forenklet kan man opstille principperne i følgende model: 1: Relationer skaber individet - At vide 2: Anerkendelse åbner for udvikling - At være 3: Ressourcefokus frigiver potentiale - At se 4: Refleksion udfordrer selvfølgeligheder - At tænke 5: Teori kvalificerer praksis - At handle Det kan virke omfattende at tilegne sig nye måder at vide, være, se og tænke på. Man kan føle, at der er meget, man skal lære udenad. Men den vigtigste måde at lære at anvende RARRT på er ikke at lære udenad. Det handler derimod om at personliggøre den relationelle grundlagsforståelse. Når man ser sig selv og sine egne relationer i lyset af den relationelle grundlagsforståelse og begynder at forstå og mærke, hvor fundamental en betydning, relationerne har, vil mange af forandringerne begynde at udspringe fra denne bevidsthed. Vi kan sige, at vi på denne måde omdanner neutral teori til personlig teori. Sådan en personliggørelse har over tid en meget kraftfuld indvirkning på vores måde at danne relationer på. Ligeledes på vores måde at betragte os selv og andre på. Når den relationelle bevidsthed integreres med selvforståelsen og synker ned i bevidsthedens lag, vil den forme vores handlinger og naturlige måde at betragte verden på. Det kan faktisk slet ikke undgås. Du kan derfor starte med at fundere over følgende spørgsmål: Hvilken betydning har mine egne relationer haft for min udvikling, for min trivsel og for de ressourcer og udfordringer, jeg har med mig? Hvilken betydning har jeg for mine nuværende private og professionelle relationer? Hvordan har jeg oplevet at være den forskel, der styrker et andet menneskes selvværd? RARRT uddannelser Alle vores RARRT uddannelser tager udgangspunkt i den relationelle grundlagsforståelse og i RARRT principperne. Ud fra dette grundlag er uddannelserne tilpasset kursisternes arbejdsfelt og tilbydes f.eks. til pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, ledere og psykologer. 9

10 På kurset vil der være fokus på introduktionen til ny vigtig teori og læring. Samtidig vil der være en opmærksomhed mod kontakten til den følelsesmæssige intuition og den personlige tilegnelse af teorien. Vi arbejder dels med traditionel undervisning og dels med videofeedback og øvelser, hvor vi fordyber os i kropssprog og ubevidste processer. En RARRT uddannelse vil kvalificere din evne til at skabe udvikling gennem samspil. Du vil gennemgå en faglig og personlig udviklingsproces, der vil forandre din måde at danne relationer på. Derfor er RARRT uddannelserne relevante for alle, der har med mennesker at gøre i deres daglige arbejde. 10