Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart.

Transkript

1 Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website ( og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

2 VIKINGETIDEN Viki nge gjorde skandinaverne averne e Med plyndring, hærgen og handel satte vikingerne Norden på verdens kortet. Rejserne til søs og mødet med fremmede folkeslag førte til nye ideer og skikke, som ændrede Norden for altid. Bag succesen stod et af historiens mest avancerede skibe. AF ELSE CHRISTENSEN P ludselig er de der. Med røde sejl og guld-glimtende dragehoveder i stævnen glider de slanke skibe op mod stranden. Et øjeblik efter kommer en hjelm til syne over skibets side. Og så endnu én. Muren af skjolde langs skibssiden opløser sig, mens den ene kriger efter den anden springer over rælingen med øjnene stift rettet mod de grønne bakker inde i landet. Oppe på land begynder krigerne at løbe klar til et lynangreb mod stenbygningen øverst på bakken og ivrige efter at få fat i klostrets guld- og sølvskatte. En scene som denne var ikke ualmindelig i 800-tallet, hvor vikinger fra Norden spredte rædsel langs Englands kyster. Kristne krønikeskrivere fortæller om angrebene i vendinger, der leder tankerne hen på dommedag; onde varsler i form af hvirvelstorme, tordenvejr og ildsprudende drager på himlen: Aldrig har en sådan rædsel ramt landet som den, vi er blevet udsat for af en hedensk race, skriver en munk om angrebet på klostret Lindisfarne i år 793 en begivenhed, som historikerne betragter som starskuddet til vikingernes altoverskyggende dominans i Nordeuropa. Ofrene var ikke i tvivl om, hvad der gjorde nordboernes fremfærd så skræmmende effektiv: vikingeskibene. Med deres hurtighed og evne til at glide helt ind til kysten og udspy den ene bølge af 42 Historie

3 SPECIALISTER BYGGEDE SKIBET bavb bvikb ski bet DUbDUbDUbDUb ebergent ikjbdublinbdublinbdublinbdublin ija ireyk bja NOVGOROD eoslo MOSKVA etri IGA ibdublinbdublinbdublinbdublin DUBbDUBbDUBbDUB SMOLENSK LONDON uovervindelige KIJEV PARIS VOLGOGRAD BULGAR VIKINGESKIBET KOM FREM OVERALT LIVET OM BORD VAR IKKE FOR DE SARTE KONSTANTINOPEL Om bord på vikingeskibet sejlede nordboerne til alle egne af Europa og vovede sig endda ud på de ukendte verdenshave. GETTY IMAGES krigere efter den anden, for derefter at forsvinde, før englænderne havde en chance for at stable et forsvar på benene, forekom skibene uovervindelige. Ingen troede, at en sådan sejlads var mulig, skrev en munk efter angrebet på Lindisfarne. Munken havde grund til at være fuld af ærefrygt, for vikingernes skib var en revolutionerende konstruktion, hvis lige ikke fandtes andre steder. Med sit store sejl og det slanke skrog kunne skibet sejle overraskende hurtigt. Samtidig gjorde dets manøvredygtighed og den flade bund, at det kunne sejle på meget lavt vand. Med disse egenskaber passede skibet perfekt til de overraskelsesangreb, som vikingernes ofre frygtede. Skibsbyggeriet blev forfinet Vikingetidens skibe lå langt fra tidligere tiders nordiske skibe, som havde været langsomme og tunge. De havde været primitivt bygget af lange, tykke planker, som havde gjort skibene stive og svære at styre. Kølen havde været for svag til at bære en mast, og skibene måtte derfor drives frem med årer. Men omkring år 700 blev de nordiske skibsbyggere så dygtige, at de kunne tilpasse flere, kortere planker og nagle dem sammen. Det betød, at skibssiden blev mere fleksibel. Samtidig blev selve skibet også betydeligt lettere, så besætningen kunne bære det over kortere strækninger, hvis de på Europas vand- Historie

4 VIKINGETIDEN Skibet bliver bygget Bygningen af et vikingeskib tog ca. et halvt år, og arbejdet fulgte en nøje fastlagt plan, som alle arbejderne kendte til mindste detalje: PLANKERNE blev klinklagt og naglet fast. Det betød, at vikingerne kunne bruge lette planker. 1. KØL OG STÆVN Som det første bliver skibets køl strakt. Dernæst rejses agter- og forstævnen. Specialister byggede skibene MORTEN GØTCHE/VIKINGESKIBSMUSEET 2. SIDERNE Næste skridt er opbygningen af siderne (bordlægningen). Plankerne e bliver klinklagt med jernnagler. 3. SPANTERNE Spanterne bliver naglet fast til siderne med trænagler for at afstive skibets planker. Vikingerne brugte ikke tegninger, nger, når de byggede deres skibe. Al viden og erfaring gik i arv blandt håndværkerne. Bygningen af et vikingeskib krævede en erfaren arbejdsstyrke. Selve processen tog omkring seks måneder og blev indledt om efteråret, så skibet kunne e være klar til forårets togter. Første skridt var at finde det helt rigtige tømmer i skoven vikingerne foretrak egetræ, fordi det var stærkt og let at arbejde med. Eg blev brugt til kølen og plankerne, mens fx masten og årerne var lavet af andre træsorter. Træet blev fældet og kløvet med kiler, som sørgede for, at træet blev skåret, så dets fibre ikke gik i stykker. På den måde blev skibet stærkt og smidigt. For at finde træ til spanterne skibets krumme ribben måtte vikingerne ofte lede længe, fordi træet skulle have den rette bøjning. Det samme gjaldt for kølsvinet en lang planke, som lå over kølen og holdt masten på plads. Det groft tilhuggede træ blev bragt til skibsbygningspladsen, der oftest lå på stranden. Her blev det videreforarbejdet, inden plankerne blev lagt på skroget, så de overlappede hinanden, og nittet med jernnagler. En blanding af uld og tjære blev stoppet ind mellem plankerne, så skibet var helt tæt, og for at beskytte træet blev hele skibet smurt ind i tjære. Til sidst skulle det males og forsynes med udstyr som sejl og tov. Vikingerne brugte ikke tegninger, og al viden gik i arv blandt håndværkerne og bygmestrene. Foruden tømrere og smede var også rebslagere, vævere og farvere med til at skabe skibet. 4. KØLSVINET Kølsvinet bliver monteret. Det forstærker konstruktionen og udgør fundamentet for skibets mast. 5. MAST OG ROR Til sidst får skibet mast, sejl og sideror og bliver smurt med tjære. Det nye vikingeskib er sejlklar. veje mødte en forhindring. Samtidig lærte nordboerne at bygge en kraftig køl, der kunne bære et sejl, og fra omkring år 800 blev sejlet standardudstyr. Vikingeskibet var født og blev snart i mere end én forstand drivkraften bag vikingernes succes. Vikingerne var ikke kun røvere Først og fremmest sendte skibet nordboerne ud i verden over Nordsøen til De Britiske Øer, til Middelhavet og til Rusland og Det Kaspiske Hav. Og det bar vikingerne over Atlanten til Færøerne, Island, Grønland og det frugtbare Vinland senere kaldet Amerika. Ude i verden blev vikingerne især kendt som vilde hedninge, der plyndrede, myrdede og voldtog billedet er da heller ikke helt forkert, for ordet viking betegnede oprindeligt en røver, der kommer ad søvejen. Men kun et mindretal af nordboerne var vikinger i ordets egentlige betydning, og skandinaverne var ikke mere uciviliserede og brutale end deres naboer. I virkeligheden var vikingerne mindst lige så store bønder, håndværkere og handelsfolk, som de var krigere, og ude i verden sikrede handelen snarere end plyndringer vikingerne magt og indflydelse. Og her spillede skibene en altafgørende rolle. 44 Historie

5 SPANTERNE var lavet af let bøjede grene. Skibsbyggerne kunne gøre træet mere bøjeligt ved at lægge det i vand, dampe det eller varme det over ild, mens det blev sprøjtet med vand. Herefter kunne det spændes ud i den ønskede form. Vikingernes skibe blev bygget af en broget blanding af håndværkere med hver deres faglige speciale. ALADDIN/WATTS STÆVNSMEDEN Vikingernes værktøj Det værktøj, vikingeskibsbyggerne brugte, lignede i store træk det, vi kender fra nutiden. De vigtigste af dem var: ØKSEN Skibsbyggerens vigtigste værktøj var øksen. Vikingerne brugte ikke sav formentlig fordi savklingen ville flænse træets struktur og dermed ødelægge dets fleksibilitet og styrke. I stedet blev de de planker flækket ud af træstammen med en bredbil. Skarøksen, som havde bladet anbragt på fla- tværs af skaftet, blev efterfølgende brugt til at udglatte plankerne. OSPREY TÆTNINGEN af skibet skete ved at fylde lemrummet mellem m mel- plankerne med reb af uld og tjære. To mestre delte ansvaret Bygmesteren og stævnsmeden styrede byggeriet af vikingeskibet og sørgede for, at arbejdet foregik målrettet og effektivt. Skibsbyggeriet blev ledet af bygmesteren og stævnsmeden, som havde hvert deres ansvarsområde. Det overordnede ansvar lå hos bygmesteren, som sørgede for mad og byggematerialer til arbejderne. Han udbetalte løn og gav bøder, hvis resultatet ikke var godt nok, eller skibet ikke var klar til tiden. Stævnsmeden en højtlønnet, omrejsende specialist styrede det daglige arbejde på byggepladsen. Stillingsbetegnelsen skyldtes, at han lagde stævnen, som bestemte skibets linjer. BORET Håndværkerne brugte forskellige former for bor til at lave huller til fx værk. De mindste bor havde hul for enden, hvor tov- et træhåndtag kunne sættes i. Andre var så store, at håndværkeren ren måtte læne sig ind over dem og presse dem ned med brystkassen. PROFILSKRABEREN Vikingerne brugte profilskrabere i forskellige størrelser til at skære riller ofte brugt som dekoration, når krigsskibene skulle udsmykkes. Men værktøjet blev også brugt til at skære plads til tætningsmateriale mellem plankerne. Også før vikingetiden var nordboerne ivrige handelsfolk, og rundt omkring i Skandinavien lå mange handelspladser, hvor de falbød deres varer. Men da vikingerne udviklede store, bredskrogede handelsskibe, som kunne sejle med tung last uden en særlig stor besætning, kunne de nordiske handelsmænd købe og sælge varer i større mængder. Handelen fik byerne til at vokse Varerne blev dermed billigere og nemmere at afsætte, og snart sejlede vikingernes handelsskibe fra Norges nordligste egne til Alexandria i Egypten, langt ind i Rusland og op ad floderne til TØMMER til skibet huggede vikingerne ud med økser det bevarede træets naturlige fleksibilitet og styrke. Først blev træstammen delt i to, dernæst fire, otte og 16 dele. Bagdad. Fra Norden bragte de tømmer, pels og sæbesten; fra Rusland silke, sølv, pelsværk og slaver; fra Østen silke, ædelsten og krydderier. I modsætning til tidligere kom nye varer til, fordi skibene nu kunne tage større og tungere last med. Importen bestod derfor ikke længere kun af luksusvarer, men også brugsvarer som fx hvæsse-sten af skifer fra Norge og kværn-sten af basaltlava fra Rhinområdet. Med den øgede handel voksede markedspladserne til egentlige byer, som tidligere var et ukendt fænomen i Et stort vikingeskib bestod af omkring 90 planker det svarer til ca. 14 egetæer. Selv om et skib veje- e- de to tons, blev 50 tons træ brugt i produktionen, n, fordi spildet var stort. SHUTTERSTOCK TOCK

6 VIKINGETIDEN Skibene blev bygget til krig og handel Vikingeskibene kan deles ind i to hovedtyper: slanke langskibe, som blev brugt til krig, og rummelige havskibe, der blev brugt til transport. De to typer fandtes i en masse variationer. DRAGESKIBET var vikingernes store, smukt dekorerede krigsskib. Det var typisk meter langt og havde en besætning på ca. 60 mand. KNARREN var et langsomt skib til fragt af varer, dyr og mennesker. Skibet var typisk under 20 meter langt, men var bredt og rummeligt. Vikingeskibet kunne sejle overalt Fra Skandinaviens åer og smalle fjorde til Atlanterhavets bølger vikingeskibet var bygget til at kunne sejlee overalt. Som oceangående sejler var skibet både sikkert og effektivt. Vikingeskibets konstruktion gjorde det til et alsidigt fartøj. I de nordiske de, åer og vandløb blev skibet brugt til fjor- lokaltransport, fordi det ikke stak særlig dybt. Således kunne nogle af de mindre skibe sejle på kun én meter vand, mens selv de allerstørste skibe kunne manøvrere på blot tre meter vand. Det betød, at skibet kunne gå helt tæt på kysten, når vikingerne skulle laste og losse tunge varer eller overraske en fjende. De store transportskibe sejlede udelukkende for sejl, mens de slanke langskibe krigsskibene også havde årer. Ved at justere sejlet kunne vikingerne i modvind krydse for vinden dvs. sejle skråt fra først den ene, så den anden side og ved komme fremefter. For krigsskibenes der- vedkommende var det hurtigste dog ofte at tage sejlet ned og ro. Som oceangående skib var vikingeskibene uovertrufne. For at teste deres sejlegenskaber har forskerne bygget kopier og sejlet med dem ad vikingernes ruter. Fra disse sejladser ved vi, at de store transportskibe var både sødygtige og hurtige. Ét af dem klarede en storm med meter høje bølger uden problemer og opnåede en topfart på 13 knob (25 km/t.). En døgndistance på 200 sømil (370 km) var ikke usædvanlig det svarer til standarden for et sejlskib fra begyndelsen af 1900-tallet. Under gunstige omstændigheder kunne et vikingeskib sejle fra Norge til Grønland på to uger og krydse Atlanterhavet på en måned. MORTEN GØTCHE/VIKINGESKIBSMUSEET SNEKKEN et af de mest udbredte e langskibe var ca. 20 meter langt og rummede omkring 25 mand. FÆRINGEN var en af vikingernes mindre transportbåde, som blev brugt til sejlads i de indre farvande. Norden. I Danmark blev Ribe og Hedeby dominerende handelsbyer, mens Sverige havde Birka og Norge Kaupang. Her handlede vikingerne med både europæiske og arabiske købmænd, og da de første nordiske mønter blev præget, var motivet på mønterne naturligt nok et vikingeskib. Vikingerne byggede i udlandet Også i krig var skibet vikingernes stærkeste våben. Søslag på åbent hav og bording forekom sjældent, så skibenes vigtigste funktion var at transportere mænd KØLSVINET fordelte vægten fra masten. Midt på den træstamme, som blev til kølsvin, skulle en gren vokse i en vinkel på omkring 90 grader grenen skulle holde masten på plads. En sådan stamme var svær at finde, og nogle forskere mener, at vikingerne påvirkede træernes vækst og dyrkede kølsvinstræer. frem til krigsskuepladsen vikingernes drageskibe kunne rumme omkring 60 mand, og en vikingeflåde bestod typisk af flere hundrede langskibe. Ved hjælp af de hurtige og manøvredygtige skibe kunne vikingerne bruge samme taktik som ved plyndring: effektive lynangreb, som lammede fjenden. Erobringerne gik især hårdt ud over De Britiske Øer, som gang på gang lagde jord til vikingernes hærgen og plyndring. I 836 nedkæmpede en vikingehær på 35 skibsbesætninger en regional konge i det senere Skotland og fik fodfæste. Bosættelsen blev permanent, og nordboerne begyndte snart at bygge skibe i KØLSVIN det fremmede. Fra fund ved arkæologer, at et omkring 30 meter langt skib kaldet Skuldelev 2 blev bygget i Irland. Analyser af skibets tømmer viser, at det er bygget af træ fra Glendalough-dalen syd for Dublin omkring år Skibet gjorde tjeneste i mere end 30 år, før det blev sænket og brugt til et forsvarsværk i Roskilde Fjord. Amerika blev opgivet Med store sejlskibe blev det muligt for vikingerne at oprette kolonier langt fra Norden. De rummelige fartøjer kunne fragte selv store mængder af gods, mennesker og dyr over store afstande. 46 Historie

7 Knarrens udstyr var nøje tilpasset de lange transport-sejladser, fartøjet skulle ud på. OSPREY SEJLET var lavet af uld, som blev spundet på en ten og vævet i 70 cm brede stofbaner. Banerne blev syet sammen til et helt sejl, som til slut blev gjort vandafvisende med en blanding af fedt fra hestemanker, okker og tjære. Processen krævede meget arbejde, og sejl var derfor kostbare. TOVVÆRKET var som regel lavet af hestehår eller væv fra lindetræer. Hår fra heste var vandskyende og derfor særledes godt til tovværk, som hele tiden blev vådt. Til et stort vikingeskib måtte omkring 600 heste af med halen. Også strimler af skind fra hvalrosser var populært blandt rebslagerne. RÅEN blev monteret på tværs af masten og holdt sejlet på plads. Vikingetidens firkantede sejl kaldtes derfor råsejl. ANKERET bestod af en stor, tung sten, som var rammet ind i træ. Gennem vikingetiden blev ankeret et forfinet, så det kom til at ligne det, man bruger r i dag. ret blev bundet til tykke Anke- tove, som var snoet af enebærkviste. POLFOTO STYREÅREN blev i vikingetiden monteret fast til skibssiden og gav dermed en bedre styring før den tid brugte nordboerne en løs styreåre. Åren sad altid bagest til højre, hvorfor højre side på et skib i dag hedder styrbord på de skandinaviske sprog. SMÅ BÅDE blev medbragt på de store transportskibe og brugt på lavt vand, hvor de store fartøjer ikke kunne sejle. DÆKKETS PLANKER kunne fjernes, så proviant og gods kunne ligge nedenunder. Historie

8 VIKINGETIDEN Kulden var den største fjende Vikingerne hadede kulde. Uldent undertøj og fede pølser hjalp med at holde varmen på de lange togter. L ivet på et vikingeskib var barskt især på grund af den voldsomme kulde. Vikingerne foretrak derfor at sejle om sommeren, og sejlads på åbent hav skete kun fra april til oktober. De kolde togter ter til Grønland begyndte først i slutningen af juni, hvor den gennemsnitlige sommertemperatur i Sydgrønland var omkring C. Men selv disse temperaturer er udgjorde en fare for vikingerne, fordi den får luften til at føles koldere i hård kuling svarer 10 C således til vin- -15 C. Solen, fugle og hvaler viste vejen Vikingerne kendte ikke til kompas, men brugte andre midler for at finde vej til søs. De orienterede sig i omgivelserne og lagde mærke til særlige kendetegn ved landskabet træer, gravhøje og fjelde var gode pejlemærker. På tågede dage kunne fugle, hvaler og andre dyr fortælle, om skibet var tæt på land, For at holde kroppen tør og transportere sved væk fra huden brugte vikingerne tykt, uldent undertøj på sejlturene. skind, der var behandlet med bivoks, fåre- Fåretalg, torskelevertran og trætjære, blev brugt til at lave vind- og vandtæt tøj, som beskyttede imod slud, regn og sne. Føden der primært bestod af tørret kød, fisk, fede pølser, spæk, smør og brød spillede også en stor rolle, når varmen i kroppen skulle sikres. Toiletbesøg foregik over rælingen. ligesom dufte kunne hjælpe med at bestemme afstanden til land. På åbent hav brugte vikingerne Solen og stjernerne til at styre efter. Vikingerne brugte sandsynligvis også et solkompas en træskive med hak. De markerede Solens gang på himlen, og skiven kunne bruges som et primitivt kompas. VINDFLØJEN sad på toppen af masten og angav vindretningen. De fineste var lavet af bronze og var fint dekoreret. Deres design indikerer, at de også havde social og religiøs betydning. ÅRERNE blev brugt, når vinden ikke var kraftig nok. Et stort drageskib kunne have årer, og på lange ture skiftedes besætningen til at ro. DRAGEHOVEDET sad på krigsskibets stævn. Hovedet var nemt at på- og afmontere og blev formentlig kun brugt i kamp for at skræmme fjenden. De såkaldte grønlandsknarrer store oceangående sejlskibe kunne formentlig laste helt op til 200 tons. Jagten på nyt land bragte nordboerne til Færøerne og Island i løbet af 800-tallet, mens Grønland blev koloniseret i slutningen af 900-årene. Vikingerne nåede også til Amerika, men området lå dog for langt borte, og den lokale indianske befolkning var for fjendtlig til, at nordboerne for alvor kunne etablere en velfungerende koloni. Vikingerne blev kristnet Paradoksalt nok betød de store handelsskibe og de byer, som den voldsomme skibstrafik havde skabt også enden for vikingetiden. Nordboernes fragtskibe bragte nemlig ikke kun varer med hjem de førte også fremmede mennesker, eksotiske traditioner og nye ideer med sig. I Nordens byer begyndte kristne missionærer at dukke op og fortælle om den nye tro. Da munken Ansgar i 800-årene som den første forsøgte at bringe kristendommen til Norden, blev basen for hans mission netop vikingernes store handelsbyer, Hedeby i Danmark og Birka i Sverige. Samtidig havde den øgede handel skabt behov for en stærk stat, som kunne sikre lov og orden, så handelsmænd kunne arbejde i fred. Derfor trådte Nordens stormænd, høvdinger og småkonger nødtvungent i baggrunden, mens en egentlig stat voksede frem. I 1000-årene blev nordboerne officielt kristne, og den nye religion fik indbyggerne i de nye skandinaviske kongedømmer til at gøre op med arven fra deres vikinge-forfædre. Også ude i Europa var nye tider på vej. Vikingernes tidligere så forsvarsløse ofre blev militært stærkere og bedre organiseret. I 1066 forsøgte den norske kong Harald Hårderåde med en flåde på omkring 300 skibe at indtage England, men nederlaget ved Stamford Bridge var 48 Historie

9 MARY EVANS SKJOLDENE sad på særlige holdere. Krigerne kunne lynhurtigt gribe dem, når de gik i land. så stort, at de overlevende kunne bringes hjem på blot 24 skibe. Vikingetiden var definitivt forbi. Skibet i vikingernes verden I dag lever vikingeskibene videre i sagaer og beretninger, som med deres beskrivelser viser, hvor vigtigt fartøjet var for nordboerne. Dets betydning understreges også af, at det med stor detaljerigdom blev gengivet på smykker, sten og mønter. Som et tegn på skibets betydning både som statussymbol og som redskab i dagliglivet fik magtfulde vikinger deres skib med i graven. Typisk havde kun FARVER skulle hentes langvejsfra og var yderst kostbare. Derfor var kun sejlene på krigsskibe farvet, mens andre skibe havde neutrale sejl. Også skrogene blev malet. Foruden gul og rød har arkæologer fundet blå, grøn og sort maling på vikingeskibsvrag. ORNAMENTER skulle signalere magt, rigdom og styrke. Mange af vikingernes krigsskibe havde udskæringer, der viste populære motiver som mytiske dyr eller religiøse figurer. Livet om bord på et vikingeskib var ensformigt, og besætningen fordrev tiden med fx brætspil og brydning. OSPREY høvdingerne, kongerne og de mest velhavende stormænd råd til få at bygget skibe, og når de døde, skulle deres dyrebareste eje sammen med våben, værktøj, heste og andre fornødenheder tjene dem i livet efter døden. Men det er ikke kun i de gamle skrifter, at vikingeskibet stadig lever. Den dag i dag er vikingeskibet ofte benyttet som et let genkendeligt symbol på nordisk kraft og styrke i reklamer, logoer og politiske bevægelser. Også på et dybere plan lever arven efter vikingeskibet: Skandinaverne ser stadig sig selv som et sejlende folk, drevet af udlængsel og eventyrlyst. Og i de Med sit brede, rummelige skrog var koggen et perfekt handelsskib. Koggen afløste vikingeskibet Nye skibstyper overhalede vikingeskibet i 1200-tallet. Efterhånden som handelen i Norden tog til, fik købmændene brug for skibe, der kunne fragte mere gods. Vikingernes store fragtskib, knarren, blev derfor afløst af koggen. De to skibe havde meget til fælles bl.a. de afrundede former og det firkantede sejl. Men med sit tøndeformede skrog kunne koggen fragte langt større mængder varer, som i modsætning til på knarren også blev beskyttet mod vind og vejr af et fast dæk. Koggen blev også forsynet med hævede platforme i de to stævne, som kunne bemandes, hvis skibet skulle komme i kamp. I midten af 1200-tallet havde koggen afløst vikingeskibet som førende skibstype, og den blev især de tyske hansekøbmænds foretrukne handelsskib. skandinaviske lande bliver teknisk knowhow og åbenhed over for nye ideer betraget som nøglen til at klare sig i den store verden; en tankegang, der ikke er så forskellig fra den, der sendte de første vikingeskibe ud i Europa. LÆS MERE: Richard Hall: I vikingernes vide verden, Arnold Busck 2007 Keith Durham: Viking Longship, Osprey Publishing 2002 Søren Thirslund: Viking Navigation, Vikingship Museum bord.dk Historie