Retten i Helsingør - retsafdelingen

Transkript

1 Retten i Helsingør - retsafdelingen Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 7. december 2016 i sag nr. BS 3E-359/2015: og begge mod og Kommune 3 Sagens baggrund og parternes påstande Hovedspørgsmålet i denne sag, der er anlagt den 17. marts 2015, er, om de sagsøgte, og/eller Kommune (herefter kommunen), er erstningsansvarlige over for sagsøgerne, og (herefter samlet benævnt ), i anledning af, en i 1996 konsteret fyringsolieforurening i form af udslip fra en brudt rørledning til en olietank på ejendom har spredt sig til ejendom. I givet fald er der i anden række spørgsmål om hvilket tab, som kan anses have haft. Sagen rejser også spørgsmål om forældelse, jf. nærmere nedenfor. har nedlagt påstand om, sammen eller hver for sig til procesrente fra sagens anlæg. og kommunen skal betale kr. med tillæg af og kommunen har begge påstået frifindelse. Alle parterne må anses have nedlagt subsidiære påstande om betaling af et mindre beløb end kr. Både det af og kommunen anførte oprindelig i første række, rejste krav er et erstningskrav uden for kontrakt og

2 Side 2/31 følgelig er forældet i medfør af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2. Heroverfor anførte, det rejste krav angår erstning for skade forvoldt ved forurening af jord, hvorfor der efter forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, ikke er indtrådt forældelse. Spørgsmålet om forældelse blev udskilt til særskilt afgørelse på det skriftlige grundlag, jf. retsplejelovens 253, stk. 1 og 2, jf. 366, stk. 1, og i rettens kendelse af 15. februar 2016 hedder det blandt andet: Sagens oplysninger og parternes synspunkter har i stævningen anført blandt andet: Sagsfremstilling: Indledning: Nærværende sag drejer sig om, den sagsøger tilhørende ejendom beliggende 48,, er blevet olieforurenet som følge af et olieudslip fra et brud på en rørledning til en overfladisk olietank på sagsøgte 1 s grund beliggende 50,. Denne forurening på sagsøgtes 1 s grund blev konsteret af såvel sagsøgte 1 som sagsøgte 2 i 1996, dog uden nogen af de sagsøgte kontaktede sagsøgerne, eller foretog andre handlinger, der kunne forhindre eller begrænse forurening af sagsøgers ejendom. Forhistorien: Sagsøger har ejet ejendommen 48, siden Sagsøgte 1 har ejet ejendommen 50, siden I uge 11 i 1996 skete et olieudslip pga. et brud på en rørledning til en overfladisk olietank på sagsøgte 1 s nabogrund beliggende 50,. Sagsøgte 1 anmeldte skaden til sit forsikringsselskab, Al. Brand, der iværkste en undersøgelse, der blev udført af Rådgivende geologer. Ved aktindsigt i Kommunens arkiv kan sagsøger fremlægge følgende bilag, herunder brev af 22. marts 1996 til Alm. Brand med forureningsundersøgelse, bilag 1. Det fremgår af denne skrivelse, der er påvist olieforurening som og Af hensyn til forureningens spredning bør tiltag til afværgning af forureningen iværksættes hurtigt. Det fremgår af bilag 4, denne skrivelse er sendt til daværende

3 Side 3/31 Kommune, der efter kommunalreformen nu er sagsøgte 2, Kommune. Det er da også fra sagsøgte 2 s arkiv, sagsøger har bilag 4. Den 16. april 1996 skriver kommunen til sagsøgte 1, bilag 2. Af brevet fremgår bl.a. : I henhold på tilsyn d. 15. marts 1996, blev det fundet der var sket en olieforurening på ovenstående adresse. Så længe recepienten Søborg Kanal stadig ikke er påvirket og der ikke er opstået lugtgener i Deres hus antages det olieforureningen er indkapslet i jorden udenom beboelsesejendommen. Udfra betragtningen af ovennævnte og af der ikke er vandforsyningsinteresser i området har vi valgt ikke foretage os videre. På baggrund af henvendelsen fra Rådgivende geologer kontaktede kommunen Embedslægen ved brev af 25. april 1996, bilag 3. Ved brev af 6. maj 1996 til Kommunen fremkommer Embedslægen med generelle udtalelser om lugtgener mm. fra olieforureningen. Brevet fremlægges som bilag 4. Den 23. maj 1996 skrev kommunen til sagsøgte 1, hvilket brev fremlægges som bilag 5. Det fremgår bl.a. heraf sagsøgte 1 telefonisk har oplyst kommunen om, hun ikke kunne lugte olie, hverken indendørs eller udendørs, hvilket førte til følgende konklusion fra kommunen: Dette betragtes for være ensbetydende med der hverken findes nogen risiko for sundhedsskadelige på nuværende eller på længere sigt. Olieudslippet har fortrinsvis sivet lodret ned i jorden og ifølge Boring nr. 3 Var der kun fundet spor af olie ind imod haven. Derfor vækkes der ingen bekymring for gøre brug af haven, både til lege i eller dyrke grøntsager i. Hverken Sagsøgte 1 eller Kommunen (sagsøgte 2), kontaktede på noget tidspunkt sagsøger eller foretog undersøgelse af, hvorvidt forureningen var eller ville kunne spredes til sagsøgers grund. Dette på trods af, kilden til olieforureningen kun er placeret ganske få meter fra skel. De faktiske omstændigheder efter sagsøger bliver involveret i sagen: Ved brev af den 31. oktober 2012, bilag 6, modtog sagsøger en henvendelse fra Region med oplysning om, der var udført forureningsundersøgelser hos naboen og der muligvis også var

4 Side 4/31 forurening på deres grund. Den 6. november 2012 bad sagsøger pr. mail Regionen om aktindsigt. Kopi af mail fremlægges som bilag 7. Sagsøger bad herefter om, Regionen foretog en undersøgele af grunden. Ved brev af 9. november 2012, bilag 8, oplyser Regionen om, grunden er på ventelisten for blive undersøgt. Den 12. november 2012 oplyser Regionen pr. mail, bilag 9, Region vurderer i 2011 undersøgelsen ikke lever op til de krav, som vi stiller i dag, for sikre anvendelsen af boligen på forurenet grund. Regionen tager derfor sagen op og laver en forureningsundersøgelse på 50. Den 6. december 2012, bilag 10, traf Regionen afgørelse om kortlægge sagsøgerne ejendom som muligt forurenet Ved brev af den 7. maj 2013, bilag 11 oplyser Regionen, de påbegynder undersøgelsen af sagsøgers grund. Regionen udførte herefter i perioden juni-september 2013 forureningsundersøgelser af sagsøgernes grund. Som sagens bilag 12 fremlægges brev af 31. oktober 2013, hvormed regionen varsler en registrering af en del af sagsøgernes grund (165 m2 ud af m2). som forurenet på vidensniveau 2, forureningskegori F0, dvs. forurening, som ikke har nogen sundhedsmæssig betydning for brug af hus og have. Region Indledende Forureningsundersøgelse af oktober 2013 fremlægges som bilag 13. På baggrund af registreringen af sagsøgernes grund som forurenet, skrev advok Henriksen på vegne sagsøgerne til sagsøgte 1 og tog forbehold om rejse erstningskrav. Brevet fremlægges som bilag 14. Sagsøgte 1 oplyste ved brev af 21. december 2013 hun havde anmeldt sagen til sit forsikringsselskab, Alm. Brand., bilag 15. Uden reaktion fra Alm. Brand bad advok Henriksen ved brev af 13. februar 2014 sagsøgte 1 om oplyse police- og skade nr. Hos Alm. Brand., bilag 16, hvilket sagsøgte 1 gjorde ved brev af 14. februar 2014, bilag 17. Ved brev af 17. februar 2014, bilag 18, kontaktede advok Henriksen Alm. Brand direkte Den 7. april 2014 rykkede advok 19. Henriksen Alm. Brand, bilag

5 Side 5/31 Ved brev af 14. april 2014,bilag 20, afviser Alm. Brand der er tale om en dækningsberettiget skade, i det man anfører Betingelserne for forsikringsdækning er, uheldet skal være sket ved et uventet, utilsigtet og pludseligt uheld. Disse betingelser er ikke opfyldt ved en siveskade fra en utæt sugeledning, da uheldet er sket over tid og ikke ved et pludseligt uheld. Videre anfører Alm. Brand i samme skrivelse Derudover var der ikke begået nogen fejl eller forsømmelse af vores kunde, hvorfor Kommunen ikke kunne gennemføre et erstningskrav mod vores kunde. Kommunen valgte af samme årsag ikke oprense jorde, da dette skulle ske for egen regning, da vores kunde er uden ansvar i sagen. Hvorledes sagsøgte 1 s forsikringsselskab er kommet til disse konklusioner er ikke ganske klart for sagsøger, idet de ikke synes have støtte i de fremlagte bilag. Det fremgår af brev a f22. marts 1996 til Alm. Brand, der er bortkommet liter olie i uge 11/1996. Dette stemmer ikke overens med en siveskade over tid. Der er heller intet, der understøtter Alm. Brands påstand om, Kommunen skulle have foretaget en vurdering af om sagsøgte 1 havde udvist ansvarspådragende adfærd. Kommunen har blot konsteret, forureningen ikke blev vurderet af helbredsmæssig betydning. Sagsøgte 1bør efter sagsøgers opftelse adcitere Alm. Brand. Sagsøger har herefter ansøgt sit forsikringsselskab om retshjælpsdækning, hvilket blev bekræftet ved brev af 19. december Sagsøger har mundtligt fået oplyst af Geo, det ikke vil være muligt/ hensigtsmæssigt oprense deres grund uden sagsøgte 1 s grund samtidig blev oprenset. Sagsøger har anmodet ejendomsmægler Olsen om oplyse hvad salgsværdien af ejendommen ville være hhv. med og uden den konsterede forurening, hvilket er opgjort til hhv. kr og kr , bilag 21. Med andre ord er sagsøgers grund værdiforringet med kr pga. den konsterede forurening. Anbringender: Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende: der er sket et oliespild af liter fyringsolie på sagsøgte 1 sgrund, dette oliespild har spredt sig til sagsøgers grund,

6 Side 6/31 sagsøger herved har lidt et tab, dette tab kan opgøres til kr svarende til værdiforringelsen af ejendommen, sagsøgte 1 intet har gjort for informere sagsøger om olieudslippet i 1996 og ej heller har gjort noget for forhindre, olieforureningen spredte sig til sagsøgers grund, sagsøgte 2 intet har gjort for informere sagsøger om olieudslippet i 1996 og ej heller har gjort noget for forhindre, olieforureningen spredte sig til sagsøgers grund, det må påhvile de sagsøgte bevise, de ikke har noget ansvar for den skete forurening, henset til, man ved den manglende kontakt til sagsøger har forhindret i foretage bevissikring i 1996, dvs. for mere end 18 år siden, de sagsøgte herefter sammen eller hver for sig er erstningsansvarlige for sagsøgers tab. har i sit svarskrift anført blandt andet: SAGSFREMSTILLING: I forbindelse med konstering af olieudslippet i 1996 foretog sagsøgte 1 straks anmeldelse heraf til kommunen og til sit forsikringsselskab. Efter den iværkste undersøgelse modtog sagsøgte 1 besked om konklusionen herefter som anført i sagens bilag 2 og 5. Som det fremgår heraf, fik sagsøgte 1 oplyst, olieforureningen var indkapslet i jorden uden om sagsøgte 1 s ejendom, olieudslippet var sivet lodret ned i jorden, og der kun var fundet spor af olie ind imod haven, og kommunen herefter ikke fandt anledning til foretage sig videre. Sagsøgte 1 kunne herefter med føje gå ud fra, udslippet alene vedrørte sagsøgte 1 s ejendom, og der ikke som følge af udslippet var risiko for forurening af de omliggende ejendomme, og der som følge heraf ikke var anledning til underrette sagsøger om hændelsen. Som det fremgår, modtog sagsøgte 1 heller ikke påbud af nogen art i forbindelse med hændelsen. Det bemærkes i den forbindelse, påbud alene ville kunne afgives, såfremt sagsøgte 1 havde udvist uforsvarlig adfærd, hvilket åbenlyst ikke var tilfældet. Det bemærkes, sagsøgte 1 ikke efterfølgende har observeret

7 Side 7/31 lugtgener eller andet, der kunne indikere, der skulle være opstået risiko for yderligere forurening af ejendommen eller de omkringliggende ejendomme. Det bestrides således, sagsøgte har udvist ansvarspådragende adfærd Det af sagsøger påberåbte krav forstås således, de vedrører krav på erstning uden for kontrakt. Den påberåbte skadevoldende undladelse er indtruffet i Erstningskrav uden for kontakt forældes i medfør af Forældelseslovens 3 stk. [3,]nr. 2 senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør. Det gøres således endvidere gældende, et eventuelt krav fra sagsøgers side er forældet For så vidt angår det i stævningen anførte vedrørende oprensning og muligheden herfor, er sagsøgte 1 ikke enig heri. Det bestrides således, oprensning ikke skulle være mulig. Endvidere bestrides, den som bilag 21 fremlagte vurdering kan lægges til grund ved opgørelsen af et eventuelt tab. Kommunen har i sit svarskrift anført blandt andet: SUPPLERENDE SAGSFREMSTILLING: Det faktiske forløb i 1996 illustreres af de fremlagte bilag 1-5. Der er altså tale om en olieforurening på 50 forårsaget af et brud på en rørledning til en overjordisk olietank. På myndighedssiden blev sagen behandlet af Kommune på basis af de da gældende regler. ANBRINGENDER: Forældelse Sagsøger gør gældende, Kommune som forvaltningsmyndighed ikke har behandlet sagen korrekt i 1996, fordi naboen på 48 ikke blev underrettet om, der muligvis kunne være trængt olie ind på dennes grund. Det er klart, kommunen ikke er forurener. Et muligt erstningsansvar af denne art handler om skade forvoldt

8 Side 8/31 uden for kontraktforhold, og her er forældelsen 10 år, jf. forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2. Kommunen er ikke omftet af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, da kommunen ikke er forurener. Kommunen er heller ikke omftet af overgangsreglen i lovens 30, stk. 2, som alene vedrører afslag i købesummen. Kommunen er ikke sælger. Sagsøger opfordres til hæve sagen mod Kommune. Hvis sagsøger skulle gøre gældende, et muligt krav mod Kommune ikke er forældet, foreslås spørgsmålet afgjort efter en delforhandling, jf. rpl. 253, da en sådan kun vil kræve meget lidt tid. Intet ansvarsgrundlag Kommunens opgaver i forbindelse med lækager ved oliefyr var i 1996 følgende: Det skulle overvejes, om der var basis for påbud om oprensning. Dette krævede i perioden , kommunen kunne bevise, ejeren havde begået fejl, der var årsag til forureningen. Det var ikke tilfældet i denne sag. Amt og embedslægen blev underrettet om forureningen. Men i øvrigt bevirkede retsstillingen , forureningen blev liggende, medmindre der var en alvorlig trussel mod aktuelle grundvandsinteresser eller en recipient. Der var ikke pligt for kommunen til søge forureningen afgrænset, da det ikke ville tjene noget formål. Der var endnu mindre en forpligtelse for kommunen til gætte på, om forureningen ville brede sig til en nabogrund. Lovgivningens udgangspunkt var dengang den enkle, den undslupne olie blev liggende uden yderligere foranstaltninger. har i replik (vedrørende forældelse) anført følgende: Supplerende sagsfremstilling: Sagsøgte 1 har allerede i sit svarskrift af 20. april 2015 anført: Sagsøgte 1 kunne herefter med føje gå ud fra, udslippet alene vedrørte sagsøgtes 1 s ejendom, og der ikke som følge af udslippet var risiko for forurening af de omliggende ejendomme, og der som følge heraf ikke var anledning til underrette sagsøger om hændelsen. Sagsøgte 1 har i svarskrift også bl.a. gjort gældende: At sagsøgte 1 som følge af de modtagne oplysninger ikke havde anledning til foretage sig yderligere eller underrette sagsøger om

9 Side 9/31 hændelsen. Sagsøgte 1 har således i svarskrift oplyst ikke have kontaktet sagsøgerne om forureningen. Sagsøgte 1 har således ikke bestridt, sagsøgerne først ved modtagelse af brev deret den 31. oktober 2012, bilag 6, blev orienteret om en mulig forurening også på sagsøgernes grund og sagsøgerne først ved modtagelse af brev af 31. oktober 2013, jf. bilag 12, forurening nu var konsteret på sagsøgernes grund. Sagsøgte 1 opfordres (1) til bekræfte der er enighed om dette hændelsesforløb, herunder sagsøgerne tidligst er blevet gjort bekendt med mulig forurening af deres grund ved modtagelse af brev af 31. oktober 2012, bilag 6, og om faktisk forurening ved modtagelse af brev af 31. oktober 2013, bilag 12. Herefter vil det ikke være nødvendigt med bevisførelse herom. Sagsøger har noteret sig, jf. retsbog af 19. august 2015, sagsøgers oplysninger i stævning om, hvornår sagsøgerne fik kendskab til forureningen ikke vil blive bestridt af sagsøgte 2. Forældelse: Den nugældende forældelseslov (FL) er trådt i kraft den 1. januar 2008 og finder iht. FL 30 også anvendelse på tidligere stiftede fordringer, der ikke er forældede efter de hidtil gældende regler, fx den tidligere forældelseslov af Ifølge Forældelsesloven af 1908 gælder der ved erstning udenfor kontrakt en almindelig forældelsesfrist på 5 år, jf loven 1, stk. 1, nr. 5. Dog gælder der i 1908-loven 3 en suspensionsregel, som medfører, forældelsesfristen suspenderes hvis skadelidte ved utilregnelig agtpågivenhed ikke er bekendt med fordringen. Sagsøger bliver, ved brev fra kommunen, først bekendt med den skadevoldende handling ved modtagelse af brev af 31. oktober Dette kundskabstidspunkt antages i det følgende være ubestridt af de sagsøgte, jf. ovenfor. Da sagsøgers ukendskab til forholdet ikke skyldes passivitet eller anden ansvarspådragende adfærd, suspenderes den 5 årige frist fra 1908 loven indtil skadelidte bliver eller burde blive bekendt med fordringen. Med andre ord ses forældelse ikke være indtrådt inden ikrafttræden af den nugældende forældelseslov. Ved ikrafttrædelsen af den nye lov gælder en ny almindelig

10 Side 10/31 forældelsesfrist. ~Denne almindelige forældelsesfrist er nævnt i FL 3, stk. 1, og er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Det fremgår af FL 3, stk. 2, når fordringshaveren er ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Med andre ord er der også i den nugældende en bestemmelse suspension af forældelsen svarende til indholdet af 1908-loven. Sagsøger gør gældende, forældelsesfristen således er suspenderet og først begynder løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøger modtog den som bilag 12 fremlagte skrivelse af 31. oktober 2013, subsidiært fra modtagelse af skrivelse af 31. oktober 2012, bilag 6. Den 3-årige forældelse løber således tidligst fra primo november 2012, og er afbrudt ved indlevering af stævning inden 3 år fra dette tidspunkt. FL 3, stk. 3 sætter grænse for, hvor længe den 3-årige forældelse kan suspenderes. Sagsøgte 1 har gjort gældende, et evt. krav overfor sagsøgte 1 er forældet efter bestemmelsen i FL 3, stk. 3 nr. 2. Denne bestemmelse indeholder imidlertid alene en regel 10-årig forældelse på erstning uden for kontrakt, der ikke er omftet af bestemmelserne i FL 3, stk. 1 nr. 1. Det fremgår af FL 3, stk. 1 nr. 1, forældelse indtræder senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer for skade forvoldt ved bl.a. forurening af jord. Det er på denne baggrund utvivlsom således, sagsøgers krav mod sagsøgte 1 ikke er forældet, herunder FL 3, stk. 3 nr. 2, som sagsøgte 1 henviser til ikke er den relevante bestemmelse for parternes retsforhold. Supplerende vedrørende [kommunen] Vedrørende kommunen, kan det på samme måde konsteres, sagsøgers fordring ikke er forældet efter 1908-loven inden den nugældende forældelseslovs ikrafttræden. Det kan også på samme måde konsteres, forældelsen har været suspenderet i medfør af FL 3, stk. 2, fordi sagsøger tidligst i november 2012 ved sin modtagelse af den som bilag 6 fremlagte skrivelse af 31. oktober 2012 blev gjort bekendt med, deres ejendom muligvis var forurenet, og først 1 år senere ved brev af 31. oktober

11 Side 11/ , bilag 12, endeligt har modtaget oplysning om forureningen. Spørgsmålet er herefter hvorvidt der for sagsøgers krav mod sagsøgte 2 gælder samme absolutte forældelsesregel, som overfor sagsøgte 1, nemlig den 30-årige, jf. FL 3, stk. 3 nr. 1 eller, som sagsøgte 2 påstår, alene reglen om 10-årig forældelse finder anvendelse, jf. FL 3, stk. 3 nr. 2. Sagsøgte 2 har i svarskrift lagt til grund, FL 30, stk. 3 nr. 1 alene vedrører erstningskrav mod forurener, som antages betyde den person eller virksomhed, der faktisk har spildt det miljøskadelige stof. Noget sådant fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd. Sagsøger bestrider derfor denne fortolkning af bestemmelsen. Bestemmelsen omhandler en 30-årig absolut forældelsesfrist for alle fordringer i anledning forurening af jord uanset hvem, der er forurener. Bestemmelsen indeholder med andre ord ikke en afgræsning af den personkreds for hvem bestemmelsen gælder, men kun for den sagstype bestemmelsen gælder. Sagsøger gør yderligere gældende, sagsøger også må betragtes som skadevolder, uagtet det ikke er kommunen, der har spildt olien. Det af sagsøger mod sagsøgte 2 rejste krav omhandler en skadevoldende handling, der har medført forurening af sagsøgers ejendom. Den skadevoldende adfærd består her i, sagsøger 2 har undladt orientere sagsøger om olieforureningen og risikoen for sagsøgers grund, og sagsøgte 2 har undladt foretage skridt til, forureningen blev oprenset, så spredning blev undgået. Uagtet Sagsøger 2 har modtaget kopi af den som bilag 1 fremlagte miljøtekniske undersøgelses, bilag 1, hvor det anføres det Af hensyn til forureningens spredning bør tiltag til afværgning af forureningen iværksættes hurtigt. Sagsøger 2 har i sin skrivelse af 16. april 1996 anført Sålænge recepienten Søborg Kanal stadig ikke er påvirket og der ikke er opstået lugtgener i Deres hus antages de olieforureningen er indkapslet i jorden udenom beboelsesejendommen. Dette er i strid med konklusionen i den som bilag 2 fremlagte miljøundersøgelse. Ved således ikke træffe korrekt beslutning om, der skulle ske oprensning i 1996, har sagsøgte 2 været skyld i, forureningen kunne brede sig til sagsøgers ejendom.

12 Side 12/31 Sagsøgte 2 har selv i 1996 lagt til grund, sagsøgers grund endnu ikke var forurenet, og fejlagtigt forureningen var indkapslet, jf. ovenfor mens det af Region i 2013 konsteres, sagsøgers grund nu er forurenet. Sagsøger fastholder således, a t sagsøgers krav mod sagsøgte 2 ikke er forældet, da dette er omftet af reglen om 30-årig forældelse jf. FL 3, stk. 3 nr. 1. Anbringender: Vedrørende spørgsmålet om forældelse gør sagsøgerne således foreløbigt gældende: der er sket et oliespild på liter fyringsolie, fyringsolien har spredt sig til sagsøgers ejendom, som derved har lidt et tab, sagsøger tidligst ved modtagelse af brev af 31. marts 2012, bilag 6, har været bekendt med, der muligvis var sket forurening af deres grund, og først ved modtagelse af brev af 31. oktober 2013, bilag 12, har haft sikker viden om, der var sket forurening af sagsøgers grund, sagsøger således har været i undskyldende uvidenhed om forureningen, denne uvidenhed har medført suspension af den 3 årige forældelse til 3 år efter modtagelsen af bilag 12, subsidiært 3 år efter modtagelse af bilag 6, sagsøger inden 3 år fra modtagelse af såvel bilag 6 som bilag 12 har anlagt retssag og dermed afbrudt forældelsen, hverken kravet mod sagsøgte 1 eller sagsøgte 2 er omftet af bestemmelsen om 10-årig forældelse i FL 3, stk. 3 nr. 2, men sagsøgers krav mod sagsøgte 1 og sagsøgte 2 er omftet af den 30-årige forældelse i FL 3, stk. 3 nr. 1. Sagens behandling: Såfremt det også af bekræftes man er enig i det anførte hændelsesforløb, jf. bl.a. opfordring 1 ovenfor, kan spørgsmålet om forældelse afgøres uden der skal afgives parts- og vidneforklaringer og dermed afgøres uden mundtlig behandling. Ellers kan der ikke. Sagsøger forbeholder sig fremkomme med yderligere anbringender og bevisligheder inden spørgsmålet om forældelse afgøres.

13 Side 13/31 Kommunen har i duplik (om forældelse) anført: Man har ikke mulighed for have nogen mening om, hvornår sagsøger blev bekendt med forureningen på sin grund. Man har således ikke mulighed for bestride, sagsøger først i oktober/november 2012 blev bekendt med forureningen på sin grund. Kommune fastholder imidlertid, et eventuelt ansvar for myndigheden Kommune (dengang Kommune) er omftet af den 10-årige forældelse, fordi der i givet fald er tale om myndighedsansvar, ikke forureneransvar. Bestemmelsen i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1 sigter til forureneren, ikke en myndighed. Kommune har ikke påført sagsøger skade forvoldt ved forurening, således som det er ordene i bestemmelsen. Der er en ganske omftende retspraksis og nævnspraksis om forurenerbegrebet. Intetsteds ser man en myndighed klassificeret som forurener i anledning af dens handlinger som myndighed. Sagsøger gør gældende, kommunens skadevoldende adfærd skulle bestå i, den ikke har orienteret sagsøger om risikoen for sagsøgers grund, og kommunen har undladt foretage skridt til, forureningen blev oprenset. Kommunen havde imidlertid med de oplysninger, der forelå i sagen ikke rimelig anledning til henvende sig til naboen og advare om en evt. forureningsspredning. Kommunen havde endnu mindre mulighed for påbyde forureneren rense op. Retsstillingen var ganske klar i 1996: Kommunen kunne kun give påbud til ejeren af villaolietank, der havde forurenet, hvis den kunne påvise, ejeren havde handlet ansvarspådragende. Et sådant bevis forelå ikke. Kommunen kunne kun bekoste en oprensning for kommunens midler, hvis der forelå en akut fare for miljøet. Alt andet ville stride mod kommunalfuldmagten. Hvis man forestiller sig, kommunen havde banket på hos sagsøger og fortalt ham, der var olie på naboens grund, og den kunne sprede sig til hans grund, ville det ikke have været nogen hjælp. Kommunen kunne ikke påbyde forurener rense op, så naboen måtte enten se passivt til, eller selv rense op for egen regning, hvis olien kom så langt. Der foreligger en meget illustrerende sag i MAD B (bilag A2): Her var en olietank hos E sprunget læk i Kommunen fandt ikke grundlag for meddele E påbud om oprensning, da den mente, E ikke havde handlet culpøst. Olien bredte sig ind til naboen N, som afholdt en udgift på kr. til oprensning. N anlagde sag mod E og påstod denne dømt til refundere dette beløb. E blev frifundet, fordi han ikke havde handlet culpøst, og fordi der heller på naboretligt grundlag kunne kræves erstning.

14 Side 14/31 Dette klare fortilfælde illustrerer, kommunerne i 1996 ikke gav og ikke kunne give oprensningspåbud, når ejeren af villaolietanken ikke havde handlet culpøst. Samtidig viser sagen, det ikke ville have hjulpet sagsøger, hvis han allerede i 1996 var gjort bekendt med forureningen på naboens grund. har i processkrift 1 (om forældelse) anført: Sagsøgte har ikke mulighed for bedømme, hvornår [sagsøgerne] blev bekendt med forureningen. Sagsøgte har således ikke mulighed for bestride, sagsøger først blev bekendt med forureningen i oktober/ november Sagsøgte 1 har ikke forårsaget forureningen eller forvoldt sagsøger skade ved forurening. Den erstningspådragende handling eller rettere undladelse skulle bestå i, sagsøgte ikke i 1996 har underrettet sagsøger om det da konsterede. Den påberåbte skadevoldende undladelse må derfor anses være indtruffet i Et af en nabo frems krav på erstning skal afgøres efter reglerne om ansvar uden for kontrakt og almindelige naboretlige regler. Sagsøgte er således kun erstningsansvarlig, hvis sagsøgte 1 har handlet culpøst. Uanset karakteren af baggrunden for det af sagsøger under denne sag fremste krav, gøres det derfor gældende, sagsøgers krav er undergivet reglen Forældelseslovens 3 stk. 3 nr. 2, idet skaden ikke er forvoldt af sagsøgte 1 ved forurening. Det bemærkes i den forbindelse, skaden er opstået inden ikrafttræden af Jordforureningsloven med dennes bestemmelser om villaolietanke i 48 og 49. sagen vedrører derfor alene vurdering af, om der er handlet culpøst og ikke et decideret forureneransvar i medfør af Forældelseslovens 3 stk. 3 nr. 1. har i processkrift I (vedrørende forældelse) anført følgende: Supplerende sagsfremstilling og anbringender: Sagsøger har noteret sig, såvel sagsøgte 1 som sagsøgte 2 anfører hhv. i processkrift 1 af 30. september 2015 og i duplik af 16. september 2015, det ikke bestrides, sagsøger først blev bekendt med forureningen i oktober/november Det fastholdes, forholdet er omftet af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, og ikke undtaget fra denne bestemmelse, blot fordi forholdet ikke er omftet af forureneransvaret i Jordforureningslovens.

15 Side 15/31 Ordlyden af bestemmelsen i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1 nævner blot, der skal være tale om fordringer for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund. Sagsøger anser forholdet omftet af bestemmelsens ordlyd, da kravet netop vedrører forurening af sagsøgers grund. Til nærmere undersøgelse af bestemmelsens anvendelsesområde kan følgende fremhæves fra forarbejderne til den gældende forældelseslov: Betænkning nr fra 2005 om revision af forældelseslovgivningen er en del af forarbejderne til den gældende forældelseslov, og på betænkningens side 129 fremhæves bl.a. det i forbindelse med indførelse af 30 års fristen i miljøerstningslovens 6 anførtes i betænkning nr. 1237/1992, indførelsen af reglen bl.a. skulle varetage hensynet til, forældelsesreglerne ikke i urimelig grad forhindrer skadelidte i opnå erstning, ikke fuldt ud blev varetaget af den daværende 20 års forældelse. Af betænkning nr fra 2005 om revision af forældelseslovgivningen side fremgår endvidere: Hvad angår længden af den absolutte frist for miljøskadekrav, peger udvalget indledningsvis på, baggrunden for forlængelsen af den lange frist til 30 år i miljøerstningsloven var et ønske om tilgodese hensynet til ikke afskære skadelidte fra over for de særligt farlige eller forurenende virksomheder, der er omftet af det objektive erstningsansvar, rejse krav i tilfælde, hvor skaden først viser sig efter en længere årrække Det kan anføres, der med særreglen i miljøerstningslovens 6 er gjort op med, hvilke former for virksomhed der på grund af virksomhedens særligt farlige eller forurenende karakter skal være undergivet en længere forældelsesfrist, end hvad der følger af de almindelige regler. Udvalget finder imidlertid, selv om en miljøskade ikke er omftet af miljøerstningsloven og dermed det objektive ansvar, der følger af loven, synes hensynet til skadelidte være det samme som ved de af loven omftede miljøskader. Også ved andre miljøskader kan der således være tale om, skaden først viser sig efter en lang årrække. Det vil endvidere være praktisk, der gælder samme frist for miljøskadekrav, uanset om sådanne krav er omftet af miljøerstningsloven eller ikke. Udvalget foreslår på denne baggrund, den absolutte forældelsesfrist for miljøskadekrav fastsættes til 30 år regnet fra den skadevoldende adfærds ophør. For så vidt angår krav på erstning for tingsskade eller almindelig

16 Side 16/31 formueskade finder udvalget, en forlængelse af fristen i forhold til den gældende 20-årige frist vil være rimelig, da der ved miljøskader ofte er tale om, skaden først indtræder (eller opdages) mange år efter den skadevoldende handling. Det er således hensigten, reglen i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1 skal varetage hensynet til skadelidtes mulighed for bevare erstningskravet i en længere periode i relion til krav, som ikke er omftet af miljøerstningsloven. Sammenholdes ordlyden af bestemmelsen i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1 med forarbejderne/betænkningen findes således ikke en nærmere begrænsning af bestemmelsens anvendelse på forureningsskader, uanset om ansvaret skal bedømmes objektivt eller ud fra culpa. Der findes således ikke støtte for, bestemmelsen ikke finder anvendelse på nærværende sag, hvor et erstningsansvar underlægges en culpabedømmelse. Vedrørende sagsøgte 2 gøres det supplerende gældende: Sagsøgte 2 gør gældende, en myndighed ikke anses for forurener i relion til forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1. Synspunktet finder ikke støtte i ordlyden eller i forarbejderne, ligesom der ikke ses være praksis, der behandler spørgsmålet i en sag som nærværende. Såfremt sagsøgte 2 ud fra en culpabedømmelse findes ansvarlig for forureningen, så må forholdet per definition være omftet af forældelseslovens 3, stk. 1, nr. 1 og dermed underlagt en absolut forældelsesfrist på 30 år, da kravet således vedrører fordringer for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund. Vedrørende en culpabedømmelse og offentlig myndigheds mulighed for blive erstningsansvarlig ved undlade registrere en forurening kan henvises til dommen MAD OE, der vedlægges dette processkrift. Sagens bilag 1 er efter sit indhold tilsendt sagsøgte 2 (daværende Kommune). Det fremgår direkte af bilag 1 Af hensyn til forureningens spredning bør tiltag til afværgning af forureningen iværksættes hurtigt. Sagsøgte 2 vurderede stik mods og viser det sig forkert ved anføre antages det olieforureningen er indkapslet i jorden udenom beboelsesejendommen., jf. bilag 2. Denne fejlvurdering og afledte handlemåde må betragtes som en standpunktsrisiko, som sagsøgte 2 må bære ansvaret for. Kommunen har endelig i processkrift I (om forældelse) anført: Sagsøgers processkrift [I] giver Kommune anledning til

17 Side 17/31 yderligere bemærkninger, da man ikke er enig i sagsøgers fortolkning af dommen MAD Ø. Forurenerbegrebet og sigtet med den 30-årige forældelse Ved omhyggelig læsning af MAD Ø vil man se, Region ikke bliver dømt som forurener, men som en myndighed, der har begået en fejl ved varetagelsen af sine pligter som myndighed. Der er ikke noget forældelsesspørgsmål i den pågældende sag. Den 30-årige forældelse sigter mod ramme forureneren. Miljøerstningsloven fra 1994 retter sig mod nærmere opregnede prive eller offentlige aktiviteter i praksis virksomheder med et større forureningspotentiale opregnet på et bilag. Myndighedsaktivitet indgår ikke i den opregning. Jordforureningsloven indførte en parallel til den 30-årig forældelse, nemlig i den form, der ikke kan meddeles påbud, når der er gået mere end 30 år siden det forurenende anlæg blev lukket, jf. 41, stk. 4. Igen er den lange forældelsesfrist rettet mod forureneren og udelukkende mod denne. Meningen med forældelseslovens 30-års frist ved jordforurening er derfor også forureneren må tåle en særlig lang forældelsesfrist. Kommune er ikke forurener i den aktuelle sag. Øvrige bemærkninger I MAD Ø forelå der klare oplysninger om, forureningen havde bredt sig til naboejendommen. Det var oplysninger, som Region overså. Regionen kunne og skulle med de pågældende oplysninger have forureningskortlagt naboejendommen, således eventuelle købere var advaret. Regionen kunne have handlet anderledes. I den aktuelle sag påberåber sagsøger sig en udtalelse i en forureningsrapport om risiko for spredning og behov for afværge Der var ingen konkrete oplysninger om udbredelse til naboejendommen. Under alle omstændigheder var Kommune som myndighed ikke i en situion, hvor man havde hjemmel til foretage sig noget relevant. Man havde ikke hjemmel til påbyde forurener fjerne forureningen eller forlange yderligere udbredelse forhindret. Man havde heller ikke hjemmel til registrere naboejendommen som muligt forurenet. Og man havde ikke hjemmel til selv oprense forureningen. Det er således MAD B, som er det relevante fortilfælde i denne sag. Parterne har været enige om, retten kan træffe afgørelse på det foreliggende skriftlige grundlag. Rettens begrundelse og afgørelse

18 Side 18/31 gør under sagen gældende, og kommunen har pådraget sig et erstningsansvar som følge af, disse parter i 1996 undlod informere om den skete og konsterede olieforurening, ligesom og kommunen heller ikke tog skridt til forhindre spredning af forureningen til ejendom. Det er ubestridt, først i oktober/november 2012 blev bekendt med forureningen, og den almindelige forældelsesfrist på 3 år efter forældelseslovens 3, stk. 1, som følge af suspension skal regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens 3, stk. 2. Det er spørgsmålet, om der er indtrådt forældelse efter den absolutte frist på 10 år efter forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2, eller om krav er af en sådan karakter, der over for og/eller kommunen gælder en absolut forældelsesfrist på 30 år efter forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1. Efter forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2, indtræder forældelse senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omftet af nr. 1. Forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, er sålydende: Forældelse indtræder senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for fordringer på erstning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign. krav angår erstning for en af de i bestemmelsen opregnede miljøskader skade forvoldt ved forurening af jord og er således omftet af bestemmelsens ordlyd. Definitionen af miljøskade i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, svarer til den, der er indeholdt i lov om erstning for miljøskader (miljøskadeerstningsloven) 1, bortset fra denne bestemmelses krav om, skaden skal være forvoldt som led i nærmere opregnet erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet. Efter miljøskadeerstningslovens 6, stk. 2, gælder der en absolut forældelsesfrist på 30 år (regnet fra handlingstidspunktet) for miljøskader omftet af lovens 1. Af forarbejderne til forældelsesloven, jf. betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, side 133f., fremgår, formålet med indføre en parallel forældelsesfrist på 30 år i lovens 3, stk. 3, nr. 1, var sikre, der ved krav om erstning for miljøskader gælder samme absolutte

19 Side 19/31 forældelsesfrist, uanset om kravet støttes på det objektive ansvar efter miljøskadeerstningsloven, eller det støttes på almindelige erstningsregler. Det må herefter anses for være uden betydning for reglen i forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, hvem, der har forvoldt skaden, og om ansvarsgrundlaget er culpa eller strengere. På den anførte baggrund finder retten, krav i denne sag er omftet af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, i relion til både og kommunen. Det, kommunen har anført, herunder om begrebet forureneren, kan ikke føre til en anden bedømmelse. krav er herefter ubestridt ikke forældet. Thi bestemmes: Der er ikke indtrådt forældelse for og krav. Der er under sagen gennemført syn og skøn vedrørende værditab hos, og skønsmanden, ejendomsmægler, har den 3. oktober 2016 afgivet skønserklæring. Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. Forklaringer Der er under sagen afgivet forklaring af, og specialkonsulent i Kommune, Madsen, samt af skønsmanden. har forklaret blandt andet, han er uddannet lærer, og efter forskellige stillinger i skolevæsnet er han nu pensioneret. Han og har ejet ejendommen 48 siden Ejendommen har været deres opsparing til pensionisttilværelsen. I 2008 flyttede de til et mindre hus i og de forsøgte sælge 48. Det viste sig imidlertid være meget svært på grund af finanskrisen. I stedet lejede de huset ud. Det er forts lejet ud nu til deres dter og svigersøn. hørte første gang om olieforureningen i 2012, da de modtog regionens brev af 31. oktober om mulig forurening af deres grund. De var rystede, idet de indså, det kunne få store økonomiske konsekvenser for dem. De ringede til, som oplyste, det drejede sig om et olieudslip i 1996, og den sag nu var forældet. De havde i alle år haft et godt naboskab med, som de også kom sammen med. Derfor undrede det dem, de aldrig havde hørt om olieudslippet. Hvis de havde fået besked i 1996, ville de have søgt teknisk bistand. ejendom skråner ind mod ejendom. I 2015 bad de ejendomsmægler

20 Side 20/31 Olsen, som havde haft deres hus til salg i 2008, om vurdere, om ejendommen kunne sælges med forurening på. Olsen havde i den forbindelse alle tilgængelige dokumenter, herunder regionens afgørelse om forurening. Hvis de ikke bliver kompenseret økonomisk, lider de et tab som følge af den forurenede grund. har forklaret blandt andet, Shell den 23. februar 1996 foretog opfyldning af olietanken. Den 14. marts 1996 gik hendes fyr i stå, og det viste sig, tanken var tom. Det viste sig også, tanken ikke havde været funderet korrekt. Som følge af, tanken nu var sunket, kom det til et rørbrud, hvorved olie løb ud. Dagen efter den 15. marts 1996 foretog Rasmussen fra daværende Kommune tilsyn. Der var hverken lugt eller spor/pletter af olie på jorden eller i kloakbrønden, og der var heller ikke olie i den nærliggende kanal. Også Alm. Brand foretog besigtigelse den 15. marts 1996, og konsterede det samme som Rasmussen. Hun modtog kommunens brev af 16. april Hun fik ikke vide, hun skulle underrette naboen om olieudslippet. Hun modtog også kommunens brev af 23. maj Det var hendes opftelse, olieudslippet var en hændelse, der udelukkende vedrørte hende. Hun har aldrig fået vide af nogen, hun skulle orientere naboen eller andre. Bortset fra nogle få dage har hun aldrig oplevet olielugt. Olietanken blev retableret allerede i marts 1996, og i den forbindelse blev en del jord kørt væk. Først i 2012 modtog hun miljøtekniske undersøgelse af 22. marts Hun ville nok have søgt sagkyndig bistand, havde hun modtaget undersøgelsen i Da hun modtog kommunens brev af 23. maj 1996, henholdt hun sig til beskeden heri. Hun efterlyste ikke Falkenbergs miljøtekniske undersøgelse. Hun har aldrig overvejet nævne olielækken for. Hun tænkte, olien ikke kunne løbe i retning af ejendom. Det var også, hvad hun fik vide af kommunen. Hun har ikke haft overvejelser om salg af sin ejendom. Den er nok blevet lidt mindre værd på grund af forureningen. Madsen har forklaret blandt andet, han er uddannet biolog fra Odense Universitet i Han har siden 1992 været ans i Kommune, som siden er blevet til Kommune. Han er specialkonsulent og beskæftiger sig primært med jordforureningssager. I 1996 var han kollega med Rasmussen, som var ans i kommunen i 2-3 år. Madsen har haft andre sager som den foreliggende. I 1996 skulle man som kommunal sagsbehandler være optaget af, om en forurening gav miljømæssige problemer, herunder i forhold til grundvand, søer og åer, ligesom man skulle se på konsekvenser for indeklima. På daværende tidspunkt havde de ca. én sag om året vedrørende læk fra prives olietanke. Af undersøgelse fremgår, der blev foretaget 3 boringer med temmelig høje PID-værdier i 2 af dem. PID er lugt-indikor for forureningsgrad. I den tredje boring kunne man ikke komme særlig langt ned. brev af 22. marts 1996 er stilet til rekvirenten, Alm. Brand. Bemærkningen om, der er ikke påtruffet terrænnært grundvand, er efter hans opftelse af stor betydning. Sådant grundvand ville lettere kunne

21 Side 21/31 sprede forureningen. I dette tilfælde måtte man forvente en lodret nedsivning. Olien kunne via sand trænge ind under huset og muligt forårsage lugtgener i huset. bekymring for Søborg Kanal var givetvis begrundet i, kanalen ligger lavt og derfor kunne blive forurenet via grundvand. Han vil tro, der var tale om en standardformulering til et forsikringsselskab, når i brevet anførte: Af hensyn til forureningens spredning bør tiltag til afværgning af forureningen iværksættes hurtigt. Var brevet stilet til kommunen, havde det nok været med en formulering om, eventuelle afværgeforanstaltninger måtte afvente yderligere undersøgelser. Efter hans opftelse indeholdt brev ikke en advarsel om, olieforureningen kunne løbe ind til naboejendommen i nr. 48. Som det fremgår af Rasmussens brev af 16. april 1996 til, var der ikke vandforsyningsinteresser i området. Der var ikke grundlag for give et påbud om oprensning, idet kommunen skulle have kunnet påvise grov uagtsomhed hos hende. Madsen havde i 1995 været involveret i en sag, hvor de meddelte en grundejer påbud om afværge en forurening. Under en efterfølgende retssag måtte kommunen erkende, påbuddet var givet uden fornødent grundlag/hjemmel. Efter 1995 var det generelt vanskeligt for kommuner komme efter olietankejere. På daværende tidspunkt skulle embedslægen orienteres, hvis der var mistanke om problemer med indeklimaet, jf. Rasmussens brev af 25. april I givet fald var det ikke kommunen, der skulle gøre noget, men kommunen kunne med hjemmel i byggeloven kræve forskellige tiltag til afhjælpning iværks. Rasmussens brev af 23. maj 1996 til blev vel sendt i forlængelse af samtalen om ophør af olielugt. Herefter lukkede kommunen sagen. Det var helt forsvarligt miljømæssigt, selv om der lå hundredevis af liter olie under jorden på grunden, idet ingen vandinteresser var truet. Amtet havde fået kopi af kommunens brev til embedslægen. Amtet blev senest orienteret om denne forureningssag i forbindelse med den årlige dag, hvor kommunerne over for amtet tjekkede op på alle forureningssager. I 1996 ville han ikke selv som sagsbehandler have foretaget orientering af nabo om forureningen. Det gjorde og gør de ikke, med mindre der er særlig anledning hertil. advarsel i brevet af 22. marts 1996 om spredning af forureningen gik på Søborg Kanal den vedrørte ikke spredning til naboen i nr. 48. Selv hvis ejerne af nr. 48 i 1996 var blevet orienteret om forureningen, havde de næppe kunnet tage særlige skridt i den anledning. I forbindelse med en arkivgennemgang i 2011 dukkede sagen op igen, og en af hans kolleger blev opmærksom på, grunden ikke var blevet registreret som forurenet. Sagen blev sendt til regionen, og grunden blev kortlagt. Der blev lavet en supplerende undersøgelse, idet oprindelige undersøgelse var tynd efter nugældende normer. Noget tydede på, forureningen havde spredt sig til naboen, idet forureningen via sekundære lommer af grundvand i 2,5 meters dybde havde flyttet sig til siden. Som det fremgår på side 14 i regionens indledende forureningsundersøgelse af oktober 2013 vedrørende ejendom, er der ikke grund til bekymring med hensyn til indeklimaet i huset. Han vil betegne undersøgelsens konkluderende afsnit 8 Forureningssituion

22 Side 22/31 og risikovurdering som udtryk for en konserviv vurdering; altså worst case-betragtninger. Konklusionen er, der ingen problemer er med beboelse af hus, og ej heller med jorden på grunden i brugsdybden, som vist er den øverste meter jord. Kun ved udgravning til kælder eller lignende vil der være en risiko for nå ned til den forurenede jord, jf. side 3 i undersøgelsen, hvor tillige risikovurdering vedrørende Søborg Kanal bekræftes. Forureningen ligger for så vidt fint, hvor den ligger i dag, idet den ikke medfører begrænsninger i anvendelsen af ejendommen. Han erindrer ikke have talt med i Han har ikke noget grundlag for udtale sig om, hvad det vil koste foretage en opremsning af forureningen på ejendom. Det kan vel ikke udelukkes, det havde givet forskellige resulter, hvis havde foretaget flere boringer end de tre. På daværende tidspunkt ville man under alle omstændigheder ikke kunne sige noget sikkert om risikoen for spredning til naboen. Det er rigtigt, det hverken af kommunens brev af 16. april 1996 til, af brevet af 25. april 1996 til embedslægen eller af brevet af 23. maj 1996 til fremgår, om kommunen foretog en uagtsomhedsvurdering i relion til. Det siger sig selv, spredningen kunne være undgået, hvis forureningen på ejendom var blevet fjernet i Det var og er fast praksis ikke orientere naboer om en forurening, med mindre der er indikioner på spredning. Det var der ikke i denne sag i Han har kendskab til en sag, hvor kommunen har givet en nabo et såkaldt tålepåbud ; altså naboen skal tåle der gennemføres undersøgelser/ boringer på sin grund i anledning af forurening på nabogrunden. En oprensning på grund alene kan godt give mening, hvis man undlader fylde op med et porøst meriale som f.eks. sand med derimod fylder op med f.eks. ler, som ikke tager imod forureningen. Skønsmanden har forklaret blandt andet, hun kan vedstå sin skønserklæring af 3. oktober Hun har skønnet værditab til svare til oprensningsudgifterne. Værditabet vil være det samme, hvis forureningen bliver liggende, idet det i den situion vil være vanskeligt opnå ejerskiftelån. Forureningen vil være et problem, selv hvis en køber kan betale 2,2 mio. kr. kontant, idet denne køber må overveje problemer i forbindelse med videresalg. Hun har fået oplyst oprensningsprisen telefonisk, idet hun gav Sørensen alle relevante oplysninger. Selv om forureningen er klassificeret som F0, vil den have betydning i relion til finansieringen ved køb. Parternes synspunkter har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 7. november 2016, hvori det hedder blandt andet:

23 Side 23/31 Anbringender: Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende: der er sket et oliespild af ca liter fyringsolie på sagsøgte 1 sgrund ganske få meter fra skellet til sagsøgers grund, dette oliespild har spredt sig til sagsøgers grund, sagsøger herved har lidt et tab, dette tab ifølge skønsmanden kan opgøres til kr svarende til værdiforringelsen af ejendommen, men sagsøger af omkostningsmæssige hensyn alene har rejst krav om betaling af kr , oprensning af sagsøgers grund uden samtidig oprensning af sagsøgte 1 s grund ikke vil sikre sagsøger en forureningsfri ejendom, jf. bilag 22, og i øvrigt udgifterne til oprensning langt vil overstige det påstævnte beløb, jf. skønserklæringen, generne i form af olieforurening, der stammer fra sagsøgte 1 s grund, for sagsøger går ud over, hvad sagsøger som nabo til sagsøgte 1 skal tåle, hvorfor sagsøgte 1 allerede af denne grund skal betale et beløb, der passende kan udmåles til værdiforringelsen af sagsøgers ejendom, jf. ovenfor, de sagsøgte var bekendt med risikoen for spredning af olieforureningen til sagsøgers grund, jf. bl.a. bilag 1 side 2, men de sagsøgte på trods af dette valgte ikke foretage noget som helst hverken for afværge forureningen spredte sig til sagsøgers grund eller for orientere sagsøger, således sagsøger selv kunne foretage afværgeforanstaltninger eller få pålagt sagsøgte 1 foretage sådanne inden spredning til sagsøgers ejendom skete, dette er ansvarspådragende, de sagsøgte, ved undlade kontakte sagsøger når forureningen blev dem bekendt eller senest når bilag 1 blev dem bekendt, har forhindret sagsøger såvel i foretage afværgeforanstaltninger som i foretage bevissikring eller i kontakte sagsøgte 2 under dens håndtering af sagen, det på denne baggrund er de sagsøgtes bevisbyrde, spredning til sagsøgers grund ikke kunne have været undgået, evt. med få omkostninger til følge, hvis der var foretaget foranstaltninger på sagsøgte 1 s grund i 1996, hvilken bevisbyrde ikke er løftet, det i øvrigt må påhvile de sagsøgte bevise, de ikke har noget ansvar for den skete forurening, henset til, man ved den manglende