AFGHANISTAN: SKAL DANMARK BESKYTTE NARKOPRODUKTION?

Transkript

1 Nyhedsorientering april 2010 Australsk soldat på en opiummark i Afghanistan. Det røde område på kortet var i 2008 det primære område for opiumproduktion under næsen på britiske og danske tropper. Ned: Terror i Moskvas metro i marts finansieret af narkopengene. SKAL DANMARK BESKYTTE NARKOPRODUKTION? Schiller Instituttets danske formand, Tom Gillesberg, betegnede ved en præsentation den 8. april 2010 den et år gamle Løkke Rasmussen-regering som en katastrofe. Ligesom oppositionen, og befolkningen som helhed, forfalder man til ønsketænkning i stedet for at sætte store infrastrukturprojekter i gang, der kan redde den danske økonomi. Det er ligeledes en skandale, at Danmark stadig har tropper i Afghanistan, hvor deres primære strategiske funktion er, under britisk overkommando, at beskytte den enorme afghanske narkotikaproduktion, der finansierer død, terror og ødelæggelse. NATO må følge det russiske forslag om et samarbejde om at udrydde opiumproduktionen. Hele præsentationen, inklusive diskussion, kan ses og høres på AFGHANISTAN: Et år med Løkke Rasmussen-katastrofen Løkke Rasmussen-regeringen har netop haft et års fødselsdag og meget passende kunne man i dag på forsiden af Jyllands-Posten læse:»df-opsang til regeringen: Tag jer nu sammen!«. Og jeg må lige vise de meget flotte illustrationer [se side 2-3], der fulgte med. Til selve opråbet, et unormalt udtryk at bruge,»opråb fra Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti: Kom ind i kampen«. Her ser man Lars Løkke Rasmussen sidde på sin trehjulede cykel og spise stor vaffelis, mens Thulesen Dahl forsøger at gøre lidt EPO klar for at få gang i den her regering. Og jeg kan også vældigt godt lide illustrationen i Jyllands-Posten med Lene Espersen, som ligger og daser på sin påskeferie, og hvor Thulesen Dahl står klar til at forsøge at vække hende af søvnen. Det at Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti, kommer ud med det her i fødselsdagsgave, er ligesom en indikation på, hvor total en katastrofe regeringen er netop nu. Thulesen Dahl påpeger i sit opråb til regeringen det indlysende problem i, at Lars Løkke Rasmussen aflyser møder med vigtige ambassadører, fordi han har noget derhjemme han lige skal. Det kan man ikke gøre som chef for en regering, for som chef for en regering så er det ikke bare dig selv, det drejer sig om, det er ikke bare et job som alle andre. Nej, det er landets ve og vel der står på spil. Du repræsenterer KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, SI@SCHILLERINSTITUT.DK

2 Danmark, og Danmark må og skal komme forud for din egen familie, hvis du er statsminister. Og på samme måde med vores nye udenrigsminister Lene Espersen. Når man sammen med Canada og Norge skal til møde med den russiske og den amerikanske udenrigsminister i Canada, om hvad der skal ske i den arktiske region det er noget, der har været arrangeret længe så kan man ikke sige, jeg kommer ikke, fordi jeg skal på påskeferie med familien. Det går simpelthen ikke. I virkeligheden er det her de små ting, det er toppen af isbjerget. Det han tager op er det åbenbare, og man kunne tage rigtig mange andre ting op, men det er en illustration af, at de to ledende personer i den danske regering ikke har nogen sans for prioritering, slet ikke har nogen sans for hvad der er vigtigt, slet ikke har nogen ide om, at man ind imellem skal handle mens tid er. Selv om det selvfølgelig er ekstraordinært, at regeringens støtteparti kommer ud med det her, så er det i virkeligheden langt, langt, langt værre, end Thulesen Dahl indikerer, og det er det, ikke blot når det gælder regeringen, men også for hele det danske folketing, såvel regering som opposition, og når det gælder hele den danske elite, og befolkningen som helhed netop nu. Man er i drømmeland, man er langt væk fra virkeligheden. Man er i en tilstand af ønsketænkning, hvor man, når virkeligheden bliver for grum, skaber forskellige sukkersøde billeder af, hvad det er der foregår i virkeligheden. En refleksion gennem et ønskespejl, så man kan få grimme ting til at se pæne ud. Og så vælger man det pæne billede og siger, at hvis det er alt for grimt, jamen så venter vi bare lidt, så forsvinder det nok bare af sig selv. Vi er midt i den værste økonomiske og finansielle krise i moderne tid. Den er faktisk langt, langt værre end den i 30 erne, fordi det her er hele verden, der er involveret. Det er hele verdens finanssystem der er bankerot, men ikke blot hele verdens finanssystem. Det er en situation, hvor det der er truet, er det der i de sidste 500 år har været rygraden i globalt fremskridt, nemlig den vesterlandske civilisation. Den har med videnskabeligt og teknologisk fremskridt været drivkraften i den globale økonomi og i at kunne sikre, at vi kunne gøre det muligt at have 6,7 milliarder mennesker i verden som i dag. Der er dén vesterlandske civilisation, det er dét videnskabelige og teknologiske fremskridt, som lige nu er i gang med totalt at forsvinde. Så det her er langt værre end en økonomisk og finansiel krise. Regeringen har ingen ide om, hvad de skal gøre. Hvad gør de så ved krisen? Jo, de siger:»vi må redde bankerne«. Hvad med økonomien? Det er dén, der er vigtig. Banker, det er noget man skaber med et vist formål. Det afgørende er den fysiske økonomi, som skal sikre befolkningens ve og vel på langt sigt. Det har man slet ikke blik for. Lige nu, hvad kan man gøre? Sæt gang i store projekter i stedet for at alle de folk, der er vant til at få skidt under neglene og bestille noget, bliver fyret på samlebånd. Det er faktisk Den 8. april 2010 havde Jyllands-Posten som hovedhistorie et opråb fra Kristian Thulesen Dahl (illustreret med disse tegninger), hvor han opfordrer regeringen til at vågne op, inden man mister magten pga. ansvarsforflygtigelse og manglende evne til at lytte til befolkningen og tjene dens interesser. dem, der bliver fyret, hvad enten det er jord- og betonarbejdere, eller det er folk i byggesektoren, eller det er folk på slagterier osv., eller på savværker, på møbelfabrikker, i eksportindustrien. Det er folk, der faktisk er vant til at knokle. Ikke bare otte timer om dagen, men også lidt ekstra hvis det er nødvendigt. Det er dém, der bliver fyret nu. Det er ikke akademikerne, der sidder ved deres skrivebord og skubber papir rundt. Og dér skal man redde økonomien, dér kan man gå ind og sige:»jamen så sætter vi gang i store projekter«. Danske infrastrukturprojekter nu! For pokker da. Hvad har vi? Femern Bælt-broen! Jamen det er et dansk projekt. Det er allerede besluttet. Så må vi se, hvordan kan vi fremrykke det og komme i gang med det aldeles omgående. Samtidigt går vi i gang med Kattegatbroen, sørger for at forberede den, således at i takt med at dele af Femern Bælt-projektet bliver klart, så kan man rykke folk over på Kattegat-projektet. Samtidigt har vi fra Sverige, at der nu er en meget livlig debat i Sverige. Den svenske regering vil faktisk have en Helsingborg-Helsingør forbindelse. En tunnel sandsynligvis. Jamen så er det bare at gå i gang. Planlæg det, og gå så i gang. Vi ved også, at Danmark er nøglen til at forbinde Nordtyskland med resten af Skandinavien. Som vi fremlagde i vores program fra 2006, som var første gang ideen om en Kattegatbro kom på banen. Dengang sagde vi, jamen det er ikke bare en Kattegatbro. Det her er et spørgsmål om at lave et integreret højhastigheds transportnetværk, hele vejen fra Hamborg og selvfølgelig rundt i Danmark men også videre fra Danmark til Sverige, til Norge, og så videre via Hamborg til resten af verden. Danmark er nøglen i det. Tyskland kommer ikke til at gøre det. Men hvis Danmark gør det, så vil Norge og Sverige med det samme være med, 2 Schiller Instituttet april 2010

3 fordi de er dybt afhængige af, at være forbundet med kontinentet. Så der er masser man kunne sætte i gang i Danmark her og nu. Der er masser af ting, der skal gøres, og i mellemtiden, indtil man kommer i gang med de projekter, jamen så er der er et hav af skoler og uddannelsesinstitutioner, sygehuse osv., som man slet slet ikke har vedligeholdt. Lige nu kommer vi ind i et forår, hvor det bliver afsløret, i hvor dårlig stand de fleste danske veje er. Så der er meget at gå i gang med, og regeringen gør ingenting. Det er det her, der skal i gang nu i Danmark, og samtidig må man så også begynde at kigge meget kritisk på, hvad er det er for en international politik, som vi skal være en del af. Den krise vi står med lige nu, skyldes ikke bare den nuværende danske regering. Jo, siden 2001 har man ikke haft tanke på det almene vel. Man har primært haft som sin hovedidé, at vi skulle erstatte det offentlige med det private. Hvordan kan vi få private hospitaler frem for offentlige? Hvordan kan vi privatisere, hvordan kan vi flytte det over i privat regi? Men det her var jo ikke noget, der begyndte i Det her er en proces, som har stået på længe, fordi det er en del af en ændring i tankegangen, en del af nogle nye værdinormer, af det paradigmeskifte, som frem for alt satte ind fra 68 og fremefter, og rullede ind over Danmark, som det rullede ind over resten af den vestlige verden. Og siden dengang har man skridt for skridt bevæget sig i den forkerte retning. Den klassiske tragedie Det har sat scenen i dag for det, som man kan kalde en klassisk tragedie. Sådan noget som Aischylos kunne skrive om i det gamle Grækenland, eller som Shakespeare kunne skrive et flot drama over, bortset fra, at den tragedie som vi er en del af, den er alt for ordinær til at fortjene et drama. Og på den danske politiske scene er der slet ikke karakterer, der ville gøre sig i et klassisk drama. Der er alt for meget leverpostej over dem. Der er ikke karakter nok til, at det ville blive noget godt. Men ellers er det en klassisk tragedie, for hvad foregår der i den klassiske tragedie? Hvorfor ender det som i Hamlet med, at alle de såkaldte helte ligger døde på scenen og nationen bliver overtaget? I dramaet om Hamlet af nordmændene. Hvordan kunne det ske? [Den norske konge] Fortinbras kommer ind, træder ind midt på Kronborg, og siger: For pokker, hvad er der sket her? Hele den danske elite ligger døde på scenen. Hvem har dræbt dem? De har dræbt sig selv. Hvorfor gjorde de det? Var det fordi, Hamlet var en potentiel stor leder, som desværre havde haft en dårlig barndom, og derfor kom til at træffe nogle forkerte beslutninger? Nej! Tragedien er, at hele kulturen ved hoffet i Danmark, og kulturen i Danmark som helhed, er en kultur, der ikke er i stand til at overleve. Hvor den eneste måde at undgå en tragedie, er at nøglepersoner, som f.eks. lederen i en regering, siger:»det her går ikke. Vi kan se tragedien. Vi ser skriften på væggen. Vi vil ikke være en del af en sådan tragedie. Derfor bryder vi med den politik, der har været gældende indtil nu. Derfor bryder vi med de alment accepterede meninger fra autoriteterne på universiteterne om, hvordan vi skal håndtere det her. Derfor gør vi ikke som de økonomer, der ikke var i stand til at forudsige den nuværende krise, siger, at vi skal gøre for at komme ud af den. Nej, i stedet henvender vi os til de få, der var i stand til at forudsige krisen. Som har advaret imod den krise, vi står i, og som har sagt, hvad vi skulle gøre for at komme ud af den, inden vi kom ind i den. Som [den amerikanske økonom og statsmand] Lyndon LaRouche i USA og som Schiller Instituttet, der igen og igen og igen, på skrift og i tale, har advaret om den her krise, og som har sagt, hvad vi skal gøre ved den, har stillet sig op, også ved foretræde inde i det danske folketing, og har fremlagt, hvad det er, der er på vej, og hvad det er, vi skal gøre ved det.«og det er sådan man undgår tragedien. Tragedien er ikke, at vi har en Lene Espersen eller en Lars Løkke Rasmussen, der sover i timen. Tragedien er, at vi har fået nogle meget dårlige vaner, som er blevet vores vaner i samfundet, som vi skal ændre på, hvis vi skal have en fremtid. Det er dét, som vi nu står overfor. Det her er ikke bare en ting, det er ikke bare fejlen med at redde banker frem for økonomien. Det er også den grønne ideologi, som hvis man går den efter i sømmene, hvad er den grønne ideologi så? Er det noget om at købe økologiske gulerødder, fordi man så gør noget godt for menneskeheden? Nej! Den grønne ideologi drejer sig om, ikke længere at have videnskabelig og teknologisk fremskridt, hvilket betyder folkemord i store dele af verden. Sådan er dét! april 2010 Schiller Instituttet 3

4 Men det er ikke, hvad folk ser i deres ønskespejl. Der siger de: Ah, men vi gør så meget for verden, hvis vi nu køber økologi, leger grønne, begrænser CO2-udslip og sådan noget«. På samme måde siger man:»videnskab, nej!«det er noget, de fleste ikke vil have med at gøre.»videnskab, det er sådan noget farligt noget. Det er nogle farlige mennesker, der er lidt suspekte. Nej, det er meget bedre hvis man er en almindelig djøf er, en økonom eller en jurist eller lignende, og kan sidde og skubbe papir rundt. Produktion? Nej. Det er da fint, hvis vi ikke har noget af det. Landbrug, nej. Er det ikke noget griseri, som vi er bedre stillet uden?«støtter vi narko i Afghanistan? Hvis man vil have et andet punkt, hvor man virkelig ser, hvor absurd det er, den her alment accepterede politik, så er det det danske og internationale engagement i Afghanistan netop nu. For hvad er det egentlig, der foregår i Afghanistan? Jo, hvis man spørger rundt omkring i Danmark, så vil folk sige i hvert fald, dem der støtter krigen i Afghanistan de vil sige:»det her er fordi, at vi ikke kan være kujoner, ligesom vi var det den 9. april 1940, da Danmark blev invaderet. Nu skal vi vise, at vi faktisk kan slå til, at vi kan agere militært. Og desuden skal vi også betale tilbage for den beskyttelse vi har fået fra amerikanerne siden 2. Verdenskrig. De beskyttede os imod russerne, så det er da en lille ting, at vi sender tropper til Afghanistan, og hjælper dem der, med at beskytte USA imod den store trussel«. Pointen er bare, at det, der foregår i Afghanistan, ikke er bekæmpelse af terrorisme, det er ikke en beskyttelse af USA og den civiliserede verden, det er det stik modsatte. Afghanistan er, ligesom Vietnam var det, en fælde. Formålet med at få USA og resten af vesten ind i Afghanistan, er det samme, som formålet var med at få Rusland ind i Afghanistan, for dem som kan huske det. Med det russiske engagement i Afghanistan fra så ødelagde man faktisk det russiske militær godt og grundigt. Det var ekstremt demoraliserende og ødelæggende for militæret, men også for hele Sovjetunionen. Det samme ser vi nu ske for USA. Det er simpelthen en fælde lagt af briterne.»kom ind!«sagde man til USA:»I skal komme herind i Afghanistan. Nu skal I ind og kæmpe for det gode«. Og hvad sker der? Det amerikanske militær bliver ødelagt, USA bliver ruineret. De amerikanske styrker, det er ikke noget nogen snakker om, men ligesom med Vietnam, så er der et hav af amerikanere, der kommer hjem som narkomaner, for hvis der er noget, der er i Afghanistan, så er det narkotika. Og hvad er formålet? Hvad er det man får ud af det? Det mest konkrete der er kommet ud af den vestlige militære indsats i Afghanistan, det er en fyrredobling af narkotikaproduktionen. Det er det mest håndgribelige resultat. Og al den her narkotika, hvad gør den? Den finansierer den internationale terrorisme! Den finansierer både Taliban i Afghanistan, men også terrorangreb som dem vi netop så i Moskva. Eller som vi ser andre steder i Eurasien. Hvor kommer pengene og våbnene fra til disse terroroperationer m.v.? Det er alt sammen dybt integreret med den narkotikahandel, der kommer ud af Afghanistan. Det her er nu blevet et stort strategisk spørgsmål. Fra Russisk side har man ved gentagende lejligheder i løbet af de sidste par dage og uger, på højeste niveau rejst spørgsmålet overfor USA og NATO om, at det her ikke kan fortsætte. Nu må man stoppe for narkotikahandlen og narkotikaproduktionen i Afghanistan russere dør faktisk hvert år pga. narkotika, der kommer fra Afghanistan. Det er mange! Og det vurderes af FN, at om året dør i NATO-landene pga. af narkotika fra Afghanistan. Det her blev alt sammen påpeget for nyligt i en tale af den russiske forsvarsminister og andre har også taget det op. Man har taget det op på udenrigsministerniveau, man har taget det op gennem alle tilgængelige kanaler. Specielt på et møde der fandt sted den 24. marts i Bruxelles i samarbejdsrådet mellem Rusland og NATO. På mødet holdt Viktor Ivanov, som er formand for Ruslands antinarkotikakomité og chef for den Russiske Føderale Enhed for Kontrol af Narkotika, en tale om det samarbejde, som nu må komme i stand internationalt, for at stoppe den afghanske narkotikaproduktion. Ivanov begyndte med at sige, Den 9. maj fejrer vi i Moskva 65-året for de allieredes sejr over Hitler i 2. verdenskrig. Det er jo spændende, at der tilmed kommer til at være NATO-tropper, der marcherer med i Moskva. Men, sagde han, nu er opgaven, at ligesom vi dengang var allierede i kampen mod Hitler, så må vi nu være allierede i kampen imod narkotika. Narkotikaproduktionen i Afghanistan, er blevet en grundlæggende, ødelæggende faktor for vor befolkninger. Ifølge FN dør mennesker af afghansk heroin om året. Det er i løbet af de seneste 10 år. Dertil kommer 16 mio. mennesker, som er fysisk eller mentalt skadede pga. narkotikaen. Der her foregår i høj grad i Rusland, med 21% af dødsfaldene, 26% er i resten af Europa og 6% i USA. Det drejer sig om en narkotikahandel på 65 mia. dollars om året, og, sagde Ivanov, flere fra NATO-landene dør af narkotika fra Afghanistan end gennem krigen dernede. Lige nu om året. Narkotikaen finansierer kriminalitet og terrorisme over hele Eurasien. Produktionen er steget fyrre gange fra 185 tons i 2001, til omkring tons i dag. Det her er et sikkerhedsproblem for os alle. Den her stigning på fyrre gange, har fundet sted inden for de otte et halvt år, hvor NATO har haft kontrollen over Afghanistan. Så derfor foreslog Ivanov en konkret samarbejdsplan, for at gøre noget ved det her: Russisk forslag til narkobekæmpelse 1. Gennem FN s sikkerhedsråd at ændre statussen på problemet med den afghanske narkotikaproduktion til at den udgør en trussel imod den globale fred og sikkerhed. 2. Fremlægge og iværksætte et program for Afghanistans økonomiske udvikling gennem udvikling af infrastrukturen, først og fremmest energi- og elektricitetsproduktionen, og skabelsen af et tilstrækkeligt stort antal arbejdspladser (mindst 2 millioner) for afghanske medborgere. 4 Schiller Instituttet april 2010

5 Ved et møde mellem Rusland og NATO den 24. marts fremlagde lederen af Ruslands narkotikabekæmpelse, Viktor Ivanov, et forslag til en samarbejdsplan mellem de to for at udrydde narkotikaproduktionen i Afghanistan, der årligt dræber mennesker og finansierer international terror. 3. Fjernelsen af produktionen af opiumvalmuer gennem udryddelsen af afgrøden med gennemprøvede metoder og en øgning af effektiviteten fra 3% til ikke mindre end 25%. (Jeg går ud fra, at de 3% af afgrøden er det man udrydder i dag, dvs. næsten ingenting. -tg) 4. Sætte de jordejere, der lægger land til dyrkning af opiumvalmuer, på FN s sanktionsliste. Til det formål må der iværksættes en speciel registrering af ejendomsforholdene for de forskellige jordstykker i Afghanistans sydlige provinser. 5. Indsætte i ISAF s mandat (dvs. den styrke der kontroller Afghanistan i dag under NATO tg) kompetencen og forpligtelsen til at udrydde afgrøder af opiumsvalmuer i Afghanistan. 6. Opbygge den nødvendige tillid til at udvikle et operativt samarbejde og en udveksling af efterretningsinformationer, inkl. information om placeringen af narkotikalaboratorier, underleverancer, flytning af endnu ikke færdige produkter etc. 7. Forenede velkoordinerede anstrengelser med at optræne et afghansk narkotikapoliti. (Her nævnede Ivanov, at i det nuværende år vil Rusland uddanne 225 politimænd under Rusland-Nato-programmet.) Han afsluttede sin tale med følgende appel:»ifølge generalsekretær [Anders Fogh] Rasmussen har NATO fået held til at befri Helmand-provinsen for de væbnede oprørere den provins, hvor 75% af Afghanistans narkotikaproduktion finder sted. Derfor er der nu en enestående chance for at iværksætte punkt 3 af denne plan, for at udrydde 60% af verdens narkotikaproduktion.«nato vil ikke stoppe narko Det er jo bare at gøre det! Men NATO afviste blankt, at man skulle gå i gang med at udrydde den afghanske produktion af opiumsvalmuer. Deltager: Hvorfor? TG: Det er et godt spørgsmål! Det er det spørgsmål, der skal stilles:»hvorfor? Hvorfor har man tilladt en fyrredobling af narkotikaproduktionen, siden man tog kontrollen over Afghanistan?«Og frem for alt, så er en meget stor del af produktionen i dag i Helmand-provinsen. Sådan har det ikke altid været, men det er der, hvor den er eksploderet. Hvem kontrollerer Helmand-provinsen? Jamen, det gør de britiske tropper hjulpet af de danske. Nu er der så også kommet amerikanske tropper til, men de danske tropper har været under den britiske kommando i Helmand. Og hvad har man så lavet? Jo, man har lavet mange forskellige ting. Man har også været ude at snakke med lokalbefolkningen og lavet nogle byggeprojekter osv. Og så har man gået ud og været i krig med de her afghanske oprørere. Det man ikke har gjort, det er at udrydde narkotikaproduktionen. Man har fra britisk hold sagt, det kan man jo ikke, for hvis man går ud og udrydder opiumsproduktionen, så sætter vi os jo op mod de lokale, og vi forsøger jo netop at blive venner med dem. Så derfor kan vi jo ikke gøre det, vel? Samtidig med at man siger det, så er alle de programmer, der tidligere har været i Afghanistan, for at få at få bønderne til at skifte opiumen ud med andre afgrøder, blevet sat i stå. Hvad pokker er det der foregår? Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er, at det her ikke er noget nyt. Den britiske politik har altid været at beskytte narkotikahandel, for den internationale narkotikahandel har altid været en integreret del af den globale strøm af finansielle ressourcer, som både strømmer ind i det etablerede internationale banksystem og som også finansierer et hav af illegale operationer rundt omkring i verden, som er en aktiv del af det nuværende britiske imperiums kontrol af verden. Går man tilbage i historien, så blev den britiske flåde sat ind imod Kina! Hvorfor? For i sin tid at sikre i de såkaldte opiumskrige at kineserne var tvunget til at acceptere, at britiske handelsskibe kunne transportere opium fra Indien, hvor det blev produceret, til Kina, for der at blive solgt. Så disse britiske handelsfolk, gennem denne»frihandel«, kunne tjene en masse penge. Det var den primære finansieringskilde gennem lang tid for Det britiske Imperium. Sådan fungerer det ikke helt i dag, men det er de samme internationale [interesser, der står] bag alle de her gangstere, som man ser. De render rundt og skyder på hinanden, men på et eller andet tidspunkt, så ryger alle disse narkopenge ind i de etablerede banker, normalt via de britiske offshore centre på Cayman Islands eller i nogle af alle de her forskellige små områder, som er under den britiske krone, og som er uden for lands lov og ret. Og i dag er det også sådan, at i en tid hvor alle mangler penge, så er der ét sted, hvor man i hvert fald kan få penge og kan tjene rigtigt godt. Det er fra narkohandlen. Så mens at alle går ud fra, at vi alle sammen er enige om, at narkotika er noget skidt, der skal bekæmpes, så har vi i april 2010 Schiller Instituttet 5

6 Sæt gang i den danske ø BYG STORE INFRASTR Dansk magnettogsnet (i rødt) og veje Skoler og hospitaler 6 Schiller Instituttet april 2010

7 konomi: UKTURPROJEKTER! Helsingør/Helsingborg-tunnel Kattegatbro Femern Bælt-bro april 2010 Schiller Instituttet 7

8 den virkelige verden sendt danske tropper til Afghanistan, ikke for at udrydde narkoproduktionen, men for at beskytte den. Det er virkeligheden. Og det må være slut. Tiden er kommet til, at vi siger:»nej, nu ødelægger vi narkotikaproduktionen og trækker så de danske soldater hjem.«det bør USA selvfølgelig også sige. Det her kan ikke fortsætte på den måde. Det giver ingen mening. Det kan ikke passe, at vi skal sende soldater til Afghanistan for at være med til at sikre en narkoproduktion, som hele tiden dræber et stort antal mennesker rundt omkring i verden. I stedet for at være med til at sikre narkoproduktion i Afghanistan, så skal vi gå ud og kæmpe for udviklingen i resten af verden. Opbygning af folk og nationer frem for at nedbryde dem med narkotikaproduktion. Pressen lyver om sundhedsreform Det her med Afghanistan er den samme form for absurditet, en total forskel mellem den virkelighed folk render rundt med inde i hovedet og den faktiske fysiske virkelighed, som der er i dækningen af USA netop nu. Det er stadigvæk sådan for de fleste danskere, at Barack Obama er en stor helt. At han lige har gennemført en historisk sundhedsreform, i slutningen af marts fik han den knebent igennem, hvor nu alle amerikanere endelig får sygeforsikring og er sikret, at de kan få en ordentlig behandling, når de bliver syge. Det har intet med virkeligheden at gøre. Det kan godt være, at det er hvad de danske aviser skriver, men det har bare intet at gøre med, hvad der foregår i USA. Dem, som tjener på den her sundhedsreform, det er Health Management Organisationer, HMO er, sundhedsorganisationer, som mod en helt ekstrem ekstra betaling sørger for, at give folk adgang til forskellige former for sundhedsbehandlinger. For hver gang en dollar bliver brugt gennem de her sundhedsorganisationer, så tager de 30%, 30 cent af hver dollar, til deres egen administration. For at betale udbytte til deres ejere osv. For det andet er det forsikringsselskaber. Det er ikke sådan, at man laver en offentlig sygesikring, som vi har det i Danmark. Nej, det er ikke Obamas reform. Alle skal i stedet have en privat sygeforsikring. Dvs. at folk skal betale en masse penge ind til et forsikringsselskab, og så håbe på, at de, den dag de bliver syge, også får en behandling. Det eneste de er sikre på, er at de kommer til at betale en masse penge, før de nogensinde får en behandling. Hvorfor sagde Obama, at den her sundhedsreform skulle gennemføres? For at staten skulle spare penge. Hvordan vil man spare penge? Det er frem for alt gennem den mest kontroversielle del af hans sundhedsreform, og som man heller ikke har kunnet finde nogen dækning af her i Danmark, nemlig det som hedder IMAB, Independent Medical Advisory Board. Et uafhængigt medicinsk rådgivningsråd, hvor der skal sidde nogle økonomer og læger, som ikke står til ansvar for Kongressen eller nogle folkevalgte udover præsidenten, Barack Obama. Han udpeger det her råd, som så skal beslutte, hvilken medicinsk behandling folk skal få lov til at få ved forskellige sygdomme. I dag er det i USA sådan, at hvis man er syg, så er det langt hen ad vejen den læge, man har på sin sag, der bestemmer, hvilken behandling man får. Så må man bagefter slås med forsikringsselskaberne, hvis man har en forsikring, om at få det dækket. Og hvis man ikke kan få det dækket, så må man gå til en domstol, og gennem domstolene tvinge dem til at betale. Nu er det ikke længere lægen, der skal bestemme, hvad behandling man kan få. Nu skal det uafhængige råd af læger og økonomer sidde og beslutte, hvad er der råd til. Og det er sådan lavet, at hvis Kongressen er uenige med de beslutninger man træffer, så kan de i teorien godt få lov til at lave noget af det om, men under forudsætning af at de ekstra udgifter, de påfører systemet, spares ind et andet sted. Det her har man set før. Det her er nøjagtig, hvad man gennemførte i Hitler-Tyskland efter 2. Verdenskrig var kommet i gang, og man skulle til at reducere udgifterne ganske drastisk. Så lavede man noget, der hed Tiergarten 4. Det var sådan et uafhængigt råd, der var beliggende på adressen Tiergarten 4, som så simpelthen skulle beslutte, hvem kunne få lov til at få behandling og hvem der ikke kunne, ud fra en overordnet idé om, at det er en økonomisk beslutning. For at det ikke skal være løgn, så er det åbent sagt fra økonomerne i Obama-administrationen, at det her kun er begyndelsen. Det var kun én ting man fik igennem, og USA mangler stadigvæk penge. USA er stadigvæk i en dyb økonomisk krise. Så derfor må vi nu gøre det samme med Social Security, modsvarigheden til vores folkepension. Hvorfor sker det her? Fordi den amerikanske stat netop har brugt et ubeskriveligt stort antal milliarder af dollar for at redde private finansselskaber, banker, ting som AIGforsikringsselskabet, lave enorme mængder af hjælpepakker for at redde spekulanterne på Wall Street, som havde tabt skjorten. Så nu er den amerikanske stat dybt forgældet. Derudover alle de mange skattelettelser og lignende man har lavet. Nu skal regningen så betales gennem at lave disse drastiske nedskæringer. Fascistisk økonomisk politik Dette er en fascistisk økonomisk politik. Det er nøjagtigt det, der skete under Mussolini og Hitler. På den ene side redder man private finansinteresser. Giver dem, hvad de vil have, for det er dem, der har betalt for at få en til magten. Og hvordan skal man så få det hele til at hænge sammen? Det gør man gennem at ofre de svage, gennem at ofre de gamle.»vi har ikke længere råd til at tage os af de gamle, giv dem en sprøjte, så er de ude af vagten. Ja, ja, der var en gang, hvor man ud fra humanitære hensyn kunne bruge penge på den slags, men det har vi ikke råd til mere, for nu er vi bankerot.«desværre så er det også sådan, at hvis man ser på, hvad der er sket under Obama-administrationen indtil nu, eftersom der ingen investeringer er lavet i den amerikanske økonomi ja, man har givet penge til banker og spekulanter, og fanden og hans pumpestok, men man har ikke investeret i den amerikanske økonomi. Man har ikke begyndt at 8 Schiller Instituttet april 2010

9 opbygge infrastruktur. Man har ikke begyndt at opbygge økonomien. Man har ikke givet kreditter til fysisk produktion. Og eftersom at man ingen investeringer har lavet, og skatteindtægterne falder og falder, efterhånden som økonomien kollapser, så ved man med garanti, at om et år vil den økonomiske krise være endnu større, end den er i dag. Deltager: Sagde han ikke det for nogen tid siden, at han ville til at investere i infrastruktur? TG: Obama har sagt mange ting. Det der er karakteristisk for Obama, det er, at han siger en ting i ét selskab, f.eks. i en valgkamp til vælgere, og så gør han noget helt andet, når det kommer til stykket. Det mærkværdige er ikke, at Obama ikke gør, hvad han siger. Det er faktisk set med politikere før. Det mærkværdige er, at pressen ikke fortæller om det. Det her giver os en slags pædagogisk historieundervisning; alle os der altid, når vi læste om 30 erne, havde svært ved at forstå, hvordan pokker alle kunne være så begejstret for fascisme og nazisme. For det var de. Hvis man går tilbage og læser de danske aviser fra 30 erne, var det ikke skrækrapporter om, hvor dårlige Mussolini og Hitler var, tværtimod. Det var hyldestartikel på hyldestartikel. Det samme gjaldt i USA. Det samme gjaldt verden rundt. Man diskuterede den fantastiske fremgang man nu fik under fascismen og nazismen, og»hvordan kan vi gøre noget lignende i Danmark?«Det var diskussionen. Når man så sidder bagefter, og har set hele processen fra slutningen af 20 erne frem til slutningen af 2. Verdenskrig, så siger man:»det er absurd. Folk måtte kunne se det. De måtte kunne se, hvor det ville bære hen.«men det kunne de ikke, fordi medierne, alle sammen, fortalte om, hvor fantastisk det var, og fordi folk som brægende får bare marcherede med og tog de meninger, som pressen havde, og sagde det samme. Og det er nøjagtig det samme, vi ser i dag, og det vil få de samme konsekvenser, hvis vi ikke stopper det. Heldigvis, vil jeg så sige, er det sådan i USA, at der er en proces i gang, som ikke bliver dækket så meget her, og ikke bliver dækket særlig meget i de nationale amerikanske medier. Der er faktisk en kraftigt voksende protest i gang imod det her fra almindelige mennesker. Problemet er, at hvad enten det gælder demokraterne eller republikanere, så spiller folkene, der er inde i det etablerede politiske system, med på det her. Så den protest der findes fra befolkningen, den skal finde andre kanaler at protestere igennem end det etablerede politiske system. Vi kommer selvfølgelig til at se her til [valget i] november. Hvad gjorde Obama? Han sagde til folk, demokraterne specielt: I skal stemme for min sundhedsreform. Så sagde de forskellige demokrater:»hvis jeg stemmer for det her, så kan jeg ikke genvælges.«obama svarede, at det er ikke noget problem. Det var måske ikke Obama selv, der sagde det, det var hans stabschef og andre, der gik ud og lovede: Det er ikke noget problem. Det kan godt være, at du ikke kan blive genvalgt, men så udpeger vi dig til et eller andet i stedet for. Så lovede man simpelthen folk, at det de ikke længere kunne blive valgt til, det kan de blive udpeget til af præsidenten. Deltager: Hvor ved vi det fra? TG: Fordi vi faktisk snakker med folk, og fordi der kører en del sager i USA lige nu, hvor Obama ulovligt har gået ind i forskellige valgkampe, når der var en kandidat han gerne vil have valgt, og hvor der var en modkandidat, der stod til at vinde, og så sagde til modkandidaten: Hvis du trækker dig fra det her valg, så får du et embede. Det er ulovligt. Det må man ikke, men det har Obama gjort. Der kommer flere og flere tilfælde frem om det nu. Vil det være en af grundene til, at han bliver afsat ved en rigsretssag? Det kan godt være. Truslen imod Obama At Obama bliver afsat ved en rigsretssag, er i hvert fald den eneste lykkelige udgang på det her, for Obama er lige nu ufatteligt dårlige nyheder. Og alt hvad han gør, er forkert. De folk, som kører ham nu, er rigtigt dårlige nyheder, og derfor så må han erstattes af noget andet. Helst ved at han trækker sig, ellers ved en rigsretssag. [Lyndon LaRouche har også gentagne gange advaret om, at der er en akut fare for, at Obamas britiske kontrollører ikke længere har noget at bruge ham til, og derfor vil få ham dræbt for at skabe maksimalt kaos og ødelæggelse i USA. Man er allerede ved at skabe et alibi for et sådant mord, gennem en stadig strøm af nyheder om stadig flere rabiate grupper, der vil fjerne Obama med våben i hånd. LaRouche appellerer til de amerikanske institutioner om at passe ekstremt godt på Obama, og i stedet få ham fjernet med forfatningens virkemidler]. Men det problem vi står med, er ikke bare Obama. Det er, at den politik, som man lige nu gennemfører med den her sundhedsreform i USA, også kunne gennemføres i Danmark. I de sidste mange år har den danske regering haft det problem, at man frygteligt gerne ville lave mange nedskæringer, men det var bare meget svært at lave nedskæringer, når der var overskud på budgettet. Hvis du har et overskud på mia., hvordan er det så lige at du skal retfærdiggøre, at man skal til at skære ned i sundhedsvæsenet, på skolevæsenet, og på alt det andet? Den køber folk ikke. Nu har man så endelig fået et underskud. Man har arbejdet hårdt på sagen. Så nu er ideen så, at man også i Danmark går ind og siger: Nu skal vi til at skære ned. Nu må vi også til at kigge vores sundhedsvæsen igennem. Er der ikke nogle behandlinger her, der er for dyre? Er der ikke nogen folk, som vi i dag bruger penge på at redde livet på, hvor vi synes, at vi ikke råd til at ofre de penge mere?«den politik er ikke bare tænkt for USA, og den er for iøvrigt ikke startet i USA. Det her har man allerede kørt igennem i England, og det er ideen, at det skal køres igennem overalt. Det eneste, som der skal være penge til, det er at gå ind og finansiere private finansielle interesser. Og vores problem er, at de fleste mennesker lige nu, de fleste politikere og ledende kredse, de er villige til at marchere med i det her. De går med i den grønne politik. De synes ikke, at vi skal have videnskab. De har de fint med at gen- april 2010 Schiller Instituttet 9

10 nemføre en politik, der betyder, at milliarder af mennesker i den 3. Verden dør eller får et kraftigt forringet liv, på grund af den grønne politik man gennemfører. De synes, det er fint at have en økonomisk politik, hvor industri og landbrug bliver lukket ned. Eurokrisen I Europa lige nu, så begynder det her at blive meget konkret. På trods af alle disse krisemøder man har haft for at diskutere Grækenland, og hvad man nu gør indenfor euroen, har man ikke løst noget som helst. I tirsdags slog man faktisk en ny rekord: Rentespændet mellem de græske og de tyske statsobligationer er for første gang nogensinde (siden man indførte euroen) kommet over 400 procentpoint. Det vil sige, at hvis Tyskland udsteder statsobligationer i euro, og de skal betale 3½% i rente, så skal Grækenland, når de udsteder den samme statsobligation i samme valuta, euroen, betale 7½% i rente. 4% mere. Det er rigtig mange penge, og det kan Grækenland slet ikke overkomme, de er jo bankerot i forvejen. Hvordan kan det lade sig gøre? For egentlig er det jo alt sammen udstedt i euro, er derfor jo egentlig bakket op af alle eurolandenes økonomier, og skulle derfor være til den samme rente. Så det betyder, at der lige nu ude i den finansielle verden er en dyb overbevisning om, at euroen ikke fortsat vil eksistere om kort tid. Det er, hvad det her egentlig betyder. Og en ting er Grækenland, de græske økonomiske problemer, men som vi har sagt det før, så er det vand i sammenligning med, hvad der venter i Portugal og i Spanien. Der er det nogle langt større beløb, man snakker om. Der er det nogle langt større bobler, der brister, og det er langt større tab, som banker rundt omkring i verden kommer til at skulle afskrive, når de ikke bliver indfriet. Hvad gør Den europæiske Centralbank så med det her? Man traf en beslutning den 15. marts. Det er sådan, at da hele den her finanskrise for alvor løb amok for måneder siden, og alle banker ikke kunne låne penge noget sted, så sagde man lige som i Danmark:»Nu må staten gå ind og låne dem alle sammen penge, for ellers kollapser alle bankerne.«det samme gjorde man i Den europæiske Centralbank. Så man lavede simpelthen en regel om, at alle europæiske banker kunne tage deres værdipapirer, kunne placere dem i Den europæiske Centralbank og kunne så, på baggrund af dem, låne penge til en meget lav rente, som de så kunne gå ud og bruge. Lige nu, så har Den europæiske Centralbank liggende 200 mia. euro i statsobligationer fra private banker, 500 mia. euro i bankobligationer, som man så kan diskutere, hvor meget er værd, og 750 mia. euro værd af det, der kaldes»asset Backed Securities«. Det kan være alt lige fra boliglån til kreditkortlån, og de her»asset Backed Securities«de er nemlig fine, fordi selv hvis det er sådan, at op til 50% af lånene der indgår i dem faktisk ikke bliver betalt af på, og derfor burde afskrives, så kan du stadigvæk godt regne dem med som værdier. Det er mia. euro, som banker har lagt ind i Den europæiske Centralbank, og så har de simpelthen fået udbetalt penge kontant til at gå ud at spekulere for. Problemet med alt det her, er at meget af det ingenting er værd, og derfor er der også en diskussion:»skal man kunne bruge hvad som helst til at låne penge i Den europæiske Centralbank?«Der traf man en beslutning den 15. marts. Ja, i princippet alt, hvad der har en rating på BBB- og opefter, det accepterer man som stadigvæk havende værdi. BBB-, det er kategorien lige over junkbonds, det er kategorien lige over det, man slet ikke kan investere i. Dermed siger man: Bankerne kan stadig tage hvad som helst og proppe det ind i Den europæiske Centralbank. Så kan de, på baggrund af det, låne så mange penge de vil, og gå ud og spekulere for dem. Problemet er, at det skaber selvfølgelig hyperinflation. Det betyder i princippet, at man bare trykker penge og pumper ud. Og det her har allerede ført til en»carry trade«, at bankerne låner penge, som de så kan spekulere med andre steder, og så tjener de en masse penge på det. Problemet er, at det de investerer i, ingenting er værd. Så længe man får renter, så ser det godt ud, og i det øjeblik der ikke længere bliver betalt renter, så er man bankerot. Det her har allerede ført til, at man f.eks. i Tyskland har en meget intens diskussion:»hvad gør vi?«helga Zepp- LaRouche, formanden for vores kampagne dernede, BüSo, Bürgerrechtsbewegung Solidarität, har direkte sagt: Der er ikke noget at snakke om. Tyskland skal træde ud af euroen opløse euroen. Der er ingen løsninger inden for euroen lige nu. Grækenland kan ikke komme ud af det, de har skabt, så længe de er med i euroen. De kan ikke devaluere deres valuta, de kan ikke gøre noget som helst andet end at skære ned, og hvis de skærer ned, så kollapser de bare økonomien de kommer aldrig til at kunne betale tilbage. Det samme gælder for alle de andre lande, der er fanget i det samme spil. Det er ikke kun Helga Zepp-LaRouche, der nu rejser den her diskussion. Det er faktisk blevet et så stort tema i Tyskland, at alle lige fra Frankfurt Allgemeine Zeitung til Der Spiegel diskuterer den her mulighed. Man siger direkte:»vi trådte ind i euroen, og der er en beslutning fra den tyske forbundsdomstol, som direkte siger at: Jo, det er ok for Tyskland at være en del af euroen, men kun så længe euroen ikke er svagere end D-marken var. Er den det, så er det ulovligt for Tyskland at være med i euroen, så skal man gå tilbage til sin egen valuta.«den beslutning blev truffet for et par år siden, da man rejste en sag om det i forfatningsdomstolen. Derfor er diskussionen allerede i gang i Tyskland på alle plan:»skal vi trække os ud af euroen?«og hvor det mest oplagte er:»nej, det skal vi måske ikke. I stedet for laver vi en euro bestående af Frankrig, Tyskland og måske også Benelux-landene. Så kan alle de andre gøre, hvad de ellers vil, for de har ikke økonomien til at være med i euroen«. 4-magtsaftale er løsningen Det vil i sig selv selvfølgelig ikke løse den globale økonomiske krise. LaRouche har gentagne gange været ude, senest her for et par dage siden, og slået fast igen og igen: 10 Schiller Instituttet april 2010

11 Der er ikke noget at snakke om. Det globale system, som vi har kendt det i mange år, er færdigt. Det er dødt og kan ikke genoplives. Skal vi have en fremtid, så kræver det at USA går sammen med Rusland, Kina og Indien og laver et nyt system. Gør man det, så vil alle de andre lande hægte sig på, både i Asien med alle lige fra Japan til Sydkorea osv. men selvfølgeligt også Europa, og hvad der ellers måtte være. Nøglen til en sådan 4-magts aftale er ikke bare et samarbejde om et nyt finanssystem, men et samarbejde om store globale infrastrukturprojekter til at give den kommende verdensorden en fysisk-økonomisk substans. Til det sagde LaRouche så her for et par dage siden: Er der noget andet, man skal lægge til det her, så bliver det ikke Sydamerika, fordi Sydamerika lige nu er kørt af narkopenge i en sådan grad, at der ikke er nogen nationer at samarbejde med. Der, hvor der kunne ske noget potentielt set, det er stadigvæk i Frankrig eller i Tyskland, eller måske også i Italien, specielt i Norditalien. Det er også fordi, at vi faktisk har en meget aktiv kampagne i Frankrig. Vi har netop haft valgkamp i Bretagne, hvor vi havde opstillet 91 kandidater. De vandt ikke valgene. De fik stemmer, knap en procent, men fik alligevel, på trods af at de var helt ukendte til at begynde med, lavet en platform for et fortsat politisk arbejde, for en permanent politisk tilstedeværelse i området. I Tyskland har vi også gennem mange år været meget aktive. Helga Zepp-LaRouche er i Tyskland. Vi stiller netop nu op i Nordrhein-Westfalen, hvor der er valg i begyndelsen af maj måned, og vi har en meget aktiv kampagne. Men det er ikke bare det. I Tyskland, lige som i Frankrig, er der også, på trods af hvad man har været igennem, et eller andet sted mulighed for en suverænitetsrefleks. At man, i takt med at krisen bliver dybere, siger:»nej, det var også en fejl at gå væk fra national suverænitet«. Franskmændene har stadig den franske trikolore. Det er ikke EU-flaget, der hænger rundt omkring på de franske skoler. Og i Tyskland er det stadigvæk sådan, at man ikke er begejstret for euroen. Hvis du tog en folkeafstemning, så ville 80% stemme for at få D-marken tilbage. I Italien så man det også ved det nylige valg. Her skrev man i aviserne, at Berlusconi vandt valget. Det passer ikke. Berlusconi gik faktisk tilbage. Dem, der gik frem i valget, som gjorde at Berlusconi ikke tabte grebet, men at hans alliance gik fremad, det var Liga Nord. Hvorfor det? Fordi Liga Nord lige nu har et meget stærkt aktiv i Tremonti, den italienske finansminister, som er den eneste ledende europæiske politiker, som åbent har turdet komme ud og sige, at LaRouche har haft ret. Han er kommet ud gentagne gange og har sagt: Vi skal have et nyt Bretton Woods-finanssystem. Og som har insisteret på, også i Italien, at man ikke måtte fravælge det almene vel, og at det er absolut afgørende at redde de små og mellemstore virksomheder, hvis man skal have en økonomi fremover. Det har så også ført til, at vore folk i Italien, Movimento Solidarietà, Movisol, Andrew Spannaus og Liliana Gorini, faktisk hele tiden er på radiostationer i Norditalien for at diskutere:»hvad gør vi lige nu i den her krise? Hvordan kommer vi ud af den? Hvad skal der ske?«så kan man jo bare vende blikket her til Danmark. Egentlig burde det være meget simpelt. Vi er ikke en del af euroen. Vi har vores egen valuta. En hård valuta, gode danske kroner. Vi har en valutareserve, som måned efter måned slår ny rekord, fordi den danske valuta efterhånden er hård valuta i forhold til næsten alle andre her i verden. Deltager: Den er mindre ringe end euroen. TG: Den er mindre ringe end det andet. Vi har vores egen valuta, vi har national suverænitet. I stedet for at sige:»om tre år så skal vi ikke have over 3% i underskud på budgettet bla bla bla for det skal de andre EU-lande ikke have, og hvis vi en dag vil være med i euroen, så er det jo godt, hvis vi lever op til det der, bla bla bla«. Vi har en økonomi, som lige nu er i fare for at kollapse. Vi har en akut fare for, at især den produktive del af økonomien giver permanent arbejdsløshed. Derfor skal vi sætte de her projekter i gang nu. Fremrykke Femern Bælt-broen. Lave en principaftale om Kattegatbroen, så vi kan flytte arbejdskraften over i takt med at de bliver færdige [på Femern Bælt]. Lave en aftale med svenskerne om Helsingborg/ Helsingør-forbindelsen. Og som sagt gå tilbage til vores forslag fra 2006 om et integreret højhastighedsnetværk fra Hamborg rundt i Danmark via Kattegatbroen, så man kan komme hele vejen rundt videre op til Norge og Sverige. Hvis man er smart, så gør man det med magnettog. Er det for smart, og skal man være meget gammeldags, så gør man det med højhastighedstog. Men man sætter alt det her i gang nu, hvor vi har brug for at sætte gang i økonomien. Frem for alt, det er afgørende, at det her aldrig nogensinde kommer til at ske som OPP-projekter Offentligt Privat Partnerskab. Det skal gøres som direkte statsprojekter, som vi også har gjort med de tidligere byggerier. Mangler man kredit til dem, så skaber man kreditten gennem Den danske Nationalbank. Det er den ene side af sagen. Til månen og Mars Den anden side af sagen er, at vi har det her kulturelle problem lige nu. På grund af hele 68-kulturen, men også pga. meget der gik forud, så har de fleste folk i dag fået et meget negativt menneskesyn. At mennesket er en parasit, der æder jordens ressourcer, og at det ville være bedre, hvis vi slet ikke var her. Det er meget destruktivt. Det skal vi gøre noget ved, og den mest effektive måde at gøre noget ved det på, er ved så hurtigt som muligt at få så mange mennesker som muligt i Danmark involveret idémæssigt og aktivt i et program, om ikke bare at komme til månen men også at komme til Mars. Jeg så faktisk i Jyllands-Posten i dag en interessant annonce, som jeg glemte at tage med, hvor de nu vil have et program, også med tanke på skolerne, hvor man vil få en masse elever til at bygge månebaser og forskellige andre ting. Meget interessant. Det er nøjagtigt, hvad man skal i gang med. Vi skal genskabe den ånd, som man havde op gennem 60 erne og videre ind i 70 erne, hvor unge mennesker pludseligt blev interesseret i videnskab. Pludseligt blev interes- april 2010 Schiller Instituttet 11

12 Obamas uvilje imod at bekæmpe narkotikaproduktionen i Afghanistan, der belaster forholdet mellem Rusland og USA, er ifølge Lyndon LaRouche blot den seneste grund til at han burde gå af som præsident eller afsættes ved en rigsretssag. LaRouche advarer samtidigt om, at der er en akut fare for et attentat på Obama iscenesat fra London, da Obama med sin stigende upopularitet hos den amerikanske befolkning har mistet sin værdi for sine britiske herrer, og at et mord på ham kan bruges til at skabe kaos i USA og bane vejen for et decideret diktatur. seret i astronomi. Måske også ville være ingeniører. Hvis de ville det, så var det ikke fordi de ville være en eller anden ingeniør, der skulle sidde på et eller andet kontor og lave nogle totalt ligegyldige og kedelige døde ting og sager. Næh, det var det med tanke på:»tænk, hvis man kunne være med i et måneprogram!«, enten aktivt selvfølgelig, men også med i hele processen, eller nu i dag, i et Mars-program.»Tænk nu, hvis man kunne være med til at bygge store projekter rundt omkring i verden«. Så er det noget helt andet. Så begynder det her med videnskab og forskning, ingeniørkundskab, naturvidenskab, pludseligt at blive sat i sit rigtige lys, og det er også måden, hvorpå vi, på den ene side, kan stoppe den her trend i Danmark, hvor vi ikke længere har nogen der studerer naturvidenskab, fordi det er kedeligt. Det skal være alt muligt andet p.. er jeg ved at sige. Sådan noget socialt, sådan noget samfunds- et eller andet. Men ikke noget, der bare kommer i nærheden af naturvidenskab. Men det betyder også, hvis vi kommer i gang med det, så får man en helt anden idé om, hvem vi er og hvad vi er. At vi ikke bare er nogen mennesker her på jorden, der sidder og venter på at alle naturressourcerne er brugt op, og hvor ballet så er forbi. Næh, vi skal ud i universet. Vi skal sprede liv til andre dele af universet, hvor det ikke er i dag. Biologisk liv, men ikke bare biologisk liv. Også erkendelsesmæssige former for liv, som vi selv repræsenterer. Det er ikke noget, der kan gøres på én dag. En ting er at komme til månen og tilbage igen, men hvis vi skal bygge noget på månen, så er vi allerede en generation ude i fremtiden. Det tager tid. Skal vi til Mars og bygge noget på Mars, jamen så snakker vi om mange generationer. Så allerede her begynder vi at få en hel anden holdning til tingene, hvor fremtiden ikke er:»hvor skal jeg på ferie næste sommer?«, men hvor fremtiden pludseligt er:»hvad gør vi nu? Hvad gør vi i næste generation eller om to generationer? Lille Alexander, som nu er 10 uger gammel, hvad kan han ikke være med til, inden hans arbejdsliv slutter, når han en gang er 90, 100 eller 110 år?«det giver et helt andet perspektiv på tingene, så det skal vi have. Men det kræver lige nu, i den nuværende situation, at ikke bare den danske regering vågner til liv, men hele det danske folketing, og ikke bare dem. Næh, det er faktisk hele Danmark, som skal begynde at vågne til liv. Som skal begynde at tørre søvnen af øjnene og fjerne det her skønmaleri, og begynde, med et blik på fremtiden, at sige:»hvad vil vi gerne gøre? Hvor vil vi være om 10 år, 20 år, 50 år, 100 år, her i Danmark og som en del af menneskeheden? Og så ellers smøge ærmerne op og gå i gang. Så har vi skæg og ballade med faktisk at sikre os en fremtid. Schiller Instituttets Nyhedsorientering er udgivet af Schiller Instituttet. Redaktion: Tom Gillesberg (ansvh.), Michelle Rasmussen, Hans Schultz, Percy Rosell, Janus Kramer Møller. Homebanking: , Giro: Eget tryk. Kontakt os! , si@schillerinstitut.dk 12 Schiller Instituttet april 2010