Hvor er de døde? prof. dr. John Edgar FOREDRAG. F o rlag t af KRISTIANIA Vagttaarnets Bilbel- og Traktat-Selskab

Transkript

1 &

2 Hvor er de døde? FOREDRAG af prof. dr. John Edgar F o rlag t af Vagttaarnets Bilbel- og Traktat-Selskab KRISTIANIA 1908

3 Forord. Da mange af dem, som har hørt dette foredrag, indtrængende har forlangt, at det maatte udgives i tryk, har jeg samtykket heri. Alle, som ved gjennemlæsningen af denne broschure føler sig interesseret for det her behandlede tema, og som skulde ønske at vide mere om dette og lignende emner, vil jeg paa det kraftigste anbefale at studere bogen «Tidsaldrenes Plan» og øvrige skrifter, som er udgivet af Tagttaamets Bibel- & Traktat-Selskab. De af dette selskab udgivne skrifter har været en kilde til megen aandelig vederkvægelse, fred og glæde for mig selv saavelsom for tusinder andre kristne. Ligeledes er mange oprigtige tvivlere ved disse skrifter bleven hjulpet ud af sine tvivl og vanskeligheder og er bleven istand til at sætte sit haab til Gud samt vie sit liv til hans tjeneste. JOHN EDGAR. Marts INDHOLD. Hvad kan naturvidenskaben lære o s?... Side 5 Filosofiens s v a r...» 7 Aabenbarelser ved aander ikke tiltro værd....» 8 Guds ords s v a r...» 9 Hvad er sjæ le n?...» 10 Er sjælen u d ø d elig?...» 12 Naar skal den retfærdige løn g iv e s?...» 16 Mellemtilstanden...» 21 Hvor er de d ø d e?...» 24 Den rige mand og L a sa ru s...» 26 Moses og Elias paa b je r g e t...» 28 Gud ikke de dødes Gud, men de levendes (Matt. 22: 32)» 29 To klasser i dødstilstanden... * 29 Den første opstandelse... * De uretfærdiges opstandelse... * Verdens d o m sd a g....» Den anden d ø d...* De trofastes b elø n n in g... *

4 Hvor er de døde? Dette er et spørgsmaal, som alle tiders tænkende mennesker har beskjæftiget sig med. I vore dage biir det besvaret paa forskjellige maader. Ateisterne siger: «Der er ingen Gud og intet herefter ; de døde er døde, og døden er afslutningen paa alt.» Agnostikerne svarer: «Vi ved ikke. Kanske der er en Gud, og kanske der ingen er; kanske der gives et herefter, og kanske ikke. Ingen ved.» De romersk-katolske siger, at alle døde, som ikke tilhørte deres kirke, nu vrider sig i evig pine, medens de, som tilhørte deres kirke, er i skjærsilden, hvor der ogsaa er pine, men kun for en begrænset tid, maaske hundreder eller tusinder aar. En gang, naar de er bleven renset, vil de faa adgang til evig salighed. Protestanterne giver tiltrods for sine indbyrdes forskjellige anskuelser endnu mindre haab. Kalvinisterne f. eks. siger, at Gud udvalgte visse individer, før de blev født, uden forud at kjende til deres tro og gode gjerninger (se «Westminster-trosbekjendelsen»). Disse udvalgte kommer i dødsøjeblikket ind i den himmelske herlighed. Alle de øvrige har Gud «forbigaaet» og fordømt til evig pine. Paa grund af denne Guds forudbestemmelse er der nu i helvede millioner af sjæle, som vrider sig i pine uden haab om at kunne komme derfra, ja, uden haab om lindring. Mr. M Neilage, redaktør for den skotske frikirkes organ «Free Church Monthly», sagde i et foredrag, som var rettet mod den arminian- 3

5 ske opfatning: «Man gaar ikke fortabt, fordi man forkaster evangeliet, men man forkaster evangeliet, fordi man er fortabt.» Arminius, som oprindelig var kalvinist, blev overbevist om kalvinismens urigtighed og vilde ikke længere forkynde den. Han sagde, at den fornegtede Guds kjærlighed og retfærdighed og berøvede mennesket dets frie vilje. Han begyndte derfor at prædike fri naade og fremholdt, at alle, som tror paa den Herre Jesus Kristus, blir frelst og ved døden øjeblikkelig salig, og at alle, som ikke tror, gaar til evig pine. I vore dage har de fleste protestanter antaget den arminianske opfatning, dog med den ændring, at alle, som aldrig har hørt eller forstaaet evangeliet, dømmes efter sin samvittighed og kan blive salig uden at have troet paa Kristus. Under dette de modstridende trosbekjendelsers virvar er der mange, som ikke ved, hvad de skal tro. Lord Tennyson udtrykte et almindeligt ønske, naar han sagde: «O, kunde vi blot en time de afdøde elskede se og svar paa det spørgsmaal høre: Hvad og hvor er vel de?» Men, kjære venner, vi behøver ikke at spørge de sjæle, som er gaaet bort fra os; vi har Guds ord, og det er tilstrækkeligt. Jeg haaber, jeg skal kunne vise eder, at Bibelen giver et fuldstændigt og tilfredsstillende svar paa dette spørsgmaal. Men lad os alligevel, før vi betragter skriftens svar, se paa, hvad den menneskelige fornuft uafhængig af den hellige skrift kan sige os. Yi vil finde, at svaret fra denne kilde er ufuldstændigt. Den belærelse, vi faar af videnskab og filosofi, vil dog, saa langt den gaar, findes at være i fuldstændig overensstemmelse med Guds ord, og dette er netop, hvad vi skulde vente, thi Gud er ikke blot Bibelens ophavsmand, men ogsaa fornuft- og naturlovenes. De, som siger, at videnskab og religion modsiger hinanden, gjør dette simpelthen fordi de mangler forstaaelse enten af videnskaben eller af religionen. 4

6 Hvad kan naturvidenskaben lære os? Hvad har naturvidenskaben at sige os med hensyn til legeme, sjæl og aand? Den siger os, at det menneskelige legeme er sammensat af 17 forskjellige bestanddele, og at ingen af disse er noget for legemet særegent. Overalt i jorden rundt os findes de. Dette overensstemmer nøjagtig med Bibelen, som siger, at Gud «dannede mennesket af støv afjorden» (1 Mos. 2: 7). Jordens støv er aldeles det samme som «jordens bestanddele». Men hvorledes forholder det sig saa med sjælen, det egentlige «jeg» («ego»), den tænkende del af mennesket? Hvad kan videnskaben sige os herom? Den almindelige opfatning er, at sjælen er et væsen eller en person, som bor i og er uafhængig af organismen, og at den ved døden befries fra legemet og fortsætter at eksistere for bestandig. Naturvidenskaben kjender intet til et saadant væsen; det har aldrig kunnet opdages i nogen dissektionsstue, heller ikke i noget laboratorium. Videnskaben kan tvertimod bevise, at det ikke er sandt, at den tænkende del af mennesket er uafhængig af sin organisme. Dyrene har nogen grad af forstand, og jo mere indviklet og fin deres hjerne er, des bedre er deres tænkeevne. Mennesket, hvis hjerne er den fineste og har den mest indviklede sammensætning, besidder den højeste grad af tænkeevne. Endvidere: efterhaanden som et barn vokser op og dets hjerne udvikles, udvikles ogsaa dets tænkeevner. Senere hen, naar alderdommen gjør sig gjældende og hjernen begynder at svækkes, begynder ogsaa tænkeevnen at aftage. Det er altsaa klart, at sjælen, den tænkende del af mennesket, ikke er uafhængig af sin organisme. Jeg har ofte set mennesker, som paa grund af en eller anden beskadigelse i hovedet er bleven bragt bevidstløse til hospitalet, hvor de senere har kommet sig ved eller uden hjælp af operation. Undertiden kan en del af hjerneskallen være bleven brudt, og man har fundet et lidet stykke ben, som har trykket paa hjernen.

7 Naar man har stillet dette lille ben paa plads igjen og saaledes ophævet trykket, er bevidstheden vendt tilbage. Naar man nu spørger en saadan, hvad der staar for ham som det senest forefaldne, finder vi uden undtagelse, at det sidste, han erindrer, er det, som hændte umiddelbart før ulykkestilfældet. Hvad som har foregaaet i den mellemliggende tid, være sig det har været dage eller uger, er han fuldstændig uvidende om. Hvorfor? Hvor har sjælen været i mellemtiden? Hvorfor kan den ikke af sig selv fortælle os noget, om den er uafhængig af vort legeme? Sikkert kan intet andet svar gives, end at sjælen er afhængig af organismen. Men hvordan er det saa med aanden? Er det et væsen inden i os? Naturvidenskaben har aldrig fundet et saadant væsen. Den eneste aand, den kjender noget til, er livets aand eller kraft. Tidligere troede man, at livet havde sit sæde i en eller anden speciel del af vort legeme; men nu ved vi, takket være professor Virchow, at legemet er sammensat af utallige celler, og at livets aand eller kraft er i hver af disse. Vi ved ogsaa, at denne livskraft er afhængig af visse forbrændings- og fornyelsesprocesser, som stadig foregaar i det levende legeme. Tag min finger som et eksempel. Den er sammensat af mange celler, som hver har livets aand eller kraft i sig, og dette liv er afhængigt af disse forbrændings- og fornyelsesprocesser. Om disse processer kommer i ulave, opstaar der sygdom; om de ophører, indtræder død. Min finger er død, og i tidens løb vil den skrumpe ind og falde af. Naar min finger dør, hvor gaar saa dens livsaand hen? Tror nogen, at den flyver sin vej et eller andet sted for at vente, til resten af min aand kan forene sig med den? Sikkert ikke. Vi forstaar sikkert, at enten det er min finger, som dør, eller det er hele mit legeme, saa betyder dette simpelthen, at disse forbrændings- og fornyelsesprocesser ophører. Det samme er tilfældet med dyr og planter. Ogsaa de er sammensat af utallige celler, som hver har livets aand eller kraft i sig, og dette 6

8 liv er afhængigt af lignende forbrændings- og fornyelsesprocesser. Men vi forstaar det ikke saa, at deres livsaand er et væsen, som efter dødens indtræden vedblir at eksistere uafhængig af det dyr eller den plante, det tidligere havde været i. Efterat livet er ophørt, kan intet menneske give det tilbage. Gud alene besidder den evne. Dette stemmer med, hvad vi læser i Præd. 12: 7: «Støvet vender tilbage til jorden og biir, som det var før, og aanden [livskraften] vender tilbage til Gud, som gav den.» Gud alene kan gjengive de døde livets aand eller kraft. Ingen læge i denne verden kan gjøre det. Dette er i korthed, hvad naturvidenskaben kan sige os om dette emne. Den kjender intet til en fremtidig tilstand. Filosofiens svar. Det er netop her, filosofien begynder. Filosofien lærer os, at vi mennesker har adskillig tænkeevne og dertil samvittighed eller moralsans, d. v. s. evne til at skjelne mellem ret og uret. Fornuften siger os endvidere, at om vi gjør, hvad ret er, er vi paa det godes og dydens vej og bør vente en tilsvarende belønning, og at om vi gjør, hvad uret er, er vi paa det ondes og lastens vej og bør vente en tilsvarende straf. Vi ser dog ofte, at dette ikke gjælder i nærværende liv. I virkeligheden biir det modsatte i almindelighed tilfældet, mere eller mindre. Med rette siger Malakias (3: 15): «Nu priser vi de hovmodige lykkelige; baade er de bleven opbygget, de, som øver ugudelighed, og de har sat Gud paa prøve og er dog sluppet fri.» Mange, som henlever sit liv i ugudelighed, har fremgang i denne verden istedetfor at blive straffet. Og ligeledes er det sandt, hvad apostelen Paulus siger: «Alle, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal blive forfulgt» (2 Tim. 3: 12). Er det saaledes, at alle de store i denne verden, fyrsterne, de adelige og de rige er de mest retfærdige, og at jo lavere ned ad samfundsstigen vi kommer, des 7

9 mere lastefulde finder vi menneskene? Vi ved alle, at dette ingenlunde er tilfældet. Vi ved, at det hovedsagelig er fra dem, som er fattige i denne verden, men rige paa tro, at Gud udvælger arvingerne til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham (Jak. 2: 5). Fornuften siger os altsaa, at der maa være en fremtidig tilstand, i hvilken de gode vil blive belønnet og de onde straffet. Men filosofien kan ikke sige os, hvor eller hvorledes denne fremtid stilstand vil være, heller ikke om den begynder i dødsøjeblikket eller efter en mellemtid. Det er fuldstændig ugrundet at sige, som mange gjør, at der umulig kan være nogen mellemtid mellem døden og begyndelsen af denne fremtidstilstand. Denne opfatning grunder sig paa en anden antagelse, nemlig at Gud ikke har tilstrækkelig visdom og magt til paany atjskabe dem, som har levet før. A abeiih arel ser ved Aander ikke tiltro værd. Saaledes er der tilbage mange spørgsmaal, som den menneskelige fornuft ikke kan besvare alene. Naar vi altsaa hverken kan faa et fuldstændigt svar fra naturvidenskab eller filosofi, hvorfra skulde vi saa vente det? Da vi ikke kan faa det fra os selv, er det klart, at vi maa vente en aabenbarelse udefra. Nogle erklærer, at de modtager denne aabenbarelse gjennem spiritismen. Jeg har ikke nu tid til at behandle dette emne, men det er min overbevisning, at spiritismen, naar den ikke er bedrag eller humbug, som meget af den er, er en manifestation af onde aander, de faldne engle. Herren har paa det skarpeste advaret os mod at raadspørge «dødningemanere» og siger, at de, som gjør saadant, er en vederstyggelighed for ham (5 Mos. 18: 9 12; 3 Mos. 19: 31; Es. 8: 18, 20).* * De, som er interesseret for dette emne, skulde læse den lille bog «Spiritismen i Bibelens Lys» af C. T. Russell. Pris #0 øre. Faaes i Vagttaarnets Ekspedition, Pilestrædet 37, Kristiania, og Ole Suhrsgade 14, København, K. 8

10 Guds ords svar. Hvorfra kan vi da faa denne aabenbarelse? Vi faar den fra Gud selv, ikke gjennem nogen særlige manifestationer eller nylig givne syn, men gjennem Bibelen, Guds ord, «den tro, som én gang er overgiven til de hellige» (Jud. v. 3). Tidligere troede de fleste kristne, at hedningerne, som dør i det forfærdelige antal af omtrent 90,000 om dagen, kunde frelses fra evig pine kun ved, at der sendtes dem missionærer for at bringe Jesu navn til dem, før de døde. Men kun meget faa tror dette nu. Meget faa tror, at Gud uden barmhjertighed vilde pine mennesker for evigt, blot fordi de aldrig fik anledning til at høre Jesu navn. Hvem vil tro noget saadant om Gud? De fleste stiller sig dog tilfreds ved blot at citere: Den, som dømmer hele jorden, skulde han ikke gjøre ret?» (1 Mos. 18: 25). I lighed med farisæerne paa Jesu tid vil de ikke undersøge sagen videre, men foretrækker at tro og lære menneskelige overleveringer. Andre, som forkaster den frygtelige lære om evig pine, forkaster samtidig Bibelen, da de tror, at den indeholder denne lære. Pinelæren er en af de sørgeligste og mest virkningsfulde kilder til vantro i vore dage. Jeg haaber, at ingen af os tilhører nogen af disse to klasser. Lad os vende os til Bibelen og med ydmyghed søge Guds ledelse, idet vi søger klarhed over dette og andre emner, som staar i forbindelse med frelsesplanen. Om vi gjør dette, om vi vender os til Bibelen i den rette aand og ikke blot af nysgjerrighed eller i en hovmodig og fordomsfuld aand, men sagtmodig, ærbødig og bedende, idet vi søger at faa vide, hvad Gud har at sige os, og om vi ikke har opgjort os visse tanker, som vi tror Bibelen maa lære, men uden forudfattede meninger siger til os selv: «Jeg vil tro, hvad Gud har at sige mig, hvad end mennesker siger om sagen» dersom vi i denne sindstilstand vender os til Bibelen, skal vi før eller senere faa sandheden at vide. «Han leder de sagtmodige i det, som ret er, og lærer de sagtmodige sin 9

11 vej.» «Herrens fortrolige samfund er med dem, som frygter ham» (Ps. 25: 9, 14). Lad os altid huske paa, at intet menneske kan eje en større visdom end den, som Bibelen indeholder. Hvor meget vi end kan og bør hædre vore forældre og lærere, maa vi aldrig lade os forføre til at stille deres ord over Guds ufejlbare ord. Naar vi ransager skriften i denne ydmyge og ærbødige aand, saa finder vi, at den giver os et fuldstændigt og tilfredsstillende svar paa vort spørgsmaal, et svar, som tilmed viser os storheden af og harmonien mellem Guds kjærlighed, retfærdighed, visdom og magt. Hvad er sjælen? Por at kunne faa en ret forstaaelse af emnet maa vi begynde med det spørgsmaal: «Hvad er sjælen?» For at kunne finde svaret vender vi os ganske naturlig til beskrivelsen af den første menneskesjæls, Adams, skabelse. Den lyder saaledes (1 Mos. 2: 7): «Da dannede Gud Herren mennesket af støv af jorden og blæste livets aande i hans næse; og mennesket blev til en levende sjæl.» Lad os undersøge dette lidt. Lad os ikke læse Bibelen uden at tænke over, hvad Gud har at sige os. «Gud dannede mennesket af støv af jorden.» Adams legeme blev dannet af jordens bestanddele. Han havde øjne, øren og mund, men var dog ikke istand til at se, høre eller tale. Da blæste Gud livets aande i hans næse. Læg nu merke til, at Bibelen ikke siger, at Gud blæste en sjæl i hans næse. Hvad Guds ord siger er, at Gud «blæste livets aande [livskraften] i hans næse.» Og hvad blev følgen? Finder vi nogen antydning om, at der blev indført en sjæl i Adam? Nej, vi finder, at følgen af, at livets aande blev indført i ham, var, at han «blev til en levende sjæl.» Med andre ord, sjælen er ikke legemet, heller ikke er den livsaanden, men for at kunne være en levende sjæl maa denne være i besiddelse af et legeme saavel som af livsaand. Dette overensstemmer med, hvad vi har set, at naturvidenskaben lærer,. 10

12 nemlig at «ego», den virkelige person, den tænkende del af mennesket, ikke er uafhængig af sin organisme. Adam var nu istand til at se, høre, tale, tænke, bevæge sig og arbejde. Han var nu et sansende væsen, udrustet med fatteevne. Man kan derfor ikke give en bedre forklaring paa, hvad en sjæl er, end at sige, at den er et sansende væsen. Nogen kunde indvende, at en saadan beskrivelse ogsaa vilde indbefatte dyrene, og at Bibelen ikke lærer, at dyrene er sjæle. Hertil svarer jeg: Guds ord taler virkelig om dyrenes sjæle, skjønt dette ikke fremgaar tydelig af den engelske bibeloversættelse. [Det samme gjælder om den norske. O. a.] Naar de hebraiske ord «nephesh caiyah» (levende sjæl) benyttes om dyr, er de som regel ikke oversat med «levende sjæl», men med «levende dyr», «levende væsen» eller lignende. F. eks. 1 Mos. 1: 20: «Vandet vrimle af en vrimmel, af levende dyr» (heb.: levende sjæle). Ligeledes 1 Mos. 1: 21, 24; 2: 19; 9: 10, 12, 15, 16 o. s. v. Som en undtagelse kan nævnes 1 Mos. 1: 30, hvor de rigtig er gjengivet med levende sjæl. «Og alle jordens dyr og alle himmelens fugle og alt, hvad der rører sig paa jorden, hvori der er en levende sjæl.» Klart er det altsaa, at Bibelen i lighed med videnskaben erklærer, at ogsaa dyrene er levende sjæle. Det er saaledes tydeligt, at mennesket ikke vil faa et fremtidigt liv, fordi det er eller besidder en sjæl, men fordi dét alene af de jordiske skabninger blev skabt i Guds billede, d. v. s. med saadanne aandsevner som fornuft, bedømmelsesevne og vilje og med saadanne moralske egenskaber som retfærdighed, velvillighed, kjærlighed o. s. v. egenskaber lig dem, Gud er i besiddelse af, om end. ikke lig, hvad grad angaar. Mennesket alene er i denne verden moralsk ansvarlig for sine handlinger; kun en sindssvag vilde kunne tænke paa at bringe noget dyr for en domstol. 11

13 Er sjælen udødelig? Af stor betydning er den del af vort emne, som vi nu kommer til. Det gjælder at finde svar paa dette spørgsmaal: Er sjælen udødelig? Meget afhænger af dette. Eftersom Bibelen siger, at nogle vil blive frelst, saa følger heraf, at dersom sjælen er udødelig, vil der kun findes to muligheder. Enten vil alle tilsidst opnaa evig salighed hos Gud, eller saa vil en del blive fordømt til evig elendighed af en eller anden art. Hvis derimod vor elskende himmelske fader kan tilintetgjøre sjælen, saa følger deraf, at han ikke er tvungen til at vælge en af disse to muligheder. Han behøver da ikke at ignorere menneskets frie vilje, hvad «universalismen» maa forudsætte, heller ikke vil han være nødsaget til at dømme de forsætlige syndere til evig pine. Det er nu over otte aar siden dette spørgsmaal trængte sig ind paa mig med særlig kraft. Ved den tid kom nogle af mine venner og spurgte mig: «Er sjælen udødelig?» «Naturligvis er den det,» svarede jeg. «Hvorfor siger du naturligvis?» spurgte de. «Fordi næsten alle tror det,» svarede jeg. «Men sikkert,» sagde mine venner, «kan du ikke mene, at dét er noget bevis; en menings rigtighed er ikke bevist ved, at de fleste mennesker omfatter den. Hvis dette var tilfældet, da burde vi alle være hedninger, fordi mesteparten af menneskene er hedninger.» Heri var jeg enig. «Men,» sagde jeg, «en saa betydningsfuld lære maa findes i skriften.» «Vis os et vers da,» sagde de. Jeg stod fast, kjære venner, naar de bad mig om dette. Jeg kunde ikke huske et eneste, men kunde bare sige: «Bibelen maa sikkert indeholde mange vers, som taler om vore udødelige sjæle, skjønt jeg ikke husker noget.» Man tænke sig min forbauselse, naar disse venner fortalte mig, ja ikke alene fortalte, men beviste, at der ikke findes ett saadant vers i hele Bibelen. Og dog er det let at bevise. Alt, man behøver, er at skaffe sig en fuldstændig bibelkonkordans, først finde 12

14 op ordet «sjæl >og alle ord, som betyder sjæl, og dernæst ordet «udødelig» og alle ord, som betyder udødelig, og man vil finde, at der fra første Mosebog til Aabenbaringen ikke findes et eneste vers, som siger, at sjælen er udødelig. Afdøde dr. Thomas Clark, forfatter af bogen»a Life s Thoughts on Christ» (Et livs tanker om Kristus), tilbød et tusen pund (kr. 18,000) til den, der kunde finde udtrykket «udødelig (eller eviglevende) sjæl» i Bibelen, være sig i den hebraiske, græske eller engelske tekst. Dr. Thomas Clark følte sig ganske tryg, naar han gav dette tilbud. Ingen tjente nogensinde disse penge. Han kunde trygt have tilbudt en million pund, for noget saadant vers findes ikke i Guds ord. W. E. Gladstone skrev angaaende dette spørgsmaal: «Læren om sjælens naturlige udødelighed er fuldstændig fremmed for den hellige skrift. Om end paa en sindrig maade opretholdt staar den dog ikke højere end at være en alvorlig og frygtelig omstridt filosofisk mening.... Den krøb ligesom ad en bagdør ind i Kirken.» * Saaledes forholder det sig, kjære venner. Læren om sjælens udødelighed findes slet ikke i skriften. Den krøb ind i kirken ad en bagdør den græske filosofi. Men om nu skriften intet siger angaaende sjælens udødelighed, hvorledes forholder den sig saa til den modsatte opfatning? Siger Guds ord, at sjælen er dødelig, at sjælen kan dø? De, som tror, at sjælen er udødelig, tror i almindelighed, at Gud har skabt sjælen saaledes, at endog han selv umulig kan tilintetgjøre den. Er dette sandt? I Matt. 10: 28 læser vff at Gud er istand til at ødelægge ikke blot legemet, men ogsaa sjælen i gehenna. (Yi skal senere se, hvad der menes med «gehenna».) Vi læser videre (Ez. 18: 4): «Se, alle sjæle hører mig til, saavel faderens sjæl som sønnens sjæl; mig hører de til; den sjæl, som synder, den skal dø.» Siger Bibelen: «Den sjæl, som synder, dens legeme skal dø; men eftersom sjælen er udødelig og altsaa umulig kan dø, maa den fortsætte at leve for evigt»? Er dette, hvad * Studies subsidiary to the works of Bishop Butler, pp

15 Herren siger os? Nej, kjære venner. Gud siger: «Den sjæl, som synder, DEN skal dø.» Det er sjælen, det sansende væsen, som er ansvarlig for synd, og følgelig er det sjælen, som maa bære syndens straf, og den straf siges udtrykkelig at være døden. Den sjæl, som synder, vil komme til at dø; «thi den løn, som synden giver, er døden,» ikke evig pine (Rom. 6: 23). Naar vi først forstaar dette, vil hele Bibelen blive klar for os. Mange skriftsteder, som tidligere var dunkle, blir nu forstaaelige. I 1 Tim. 6: 15, 16 læser vi: «Kongernes Konge og herrernes Herre... alene har udødelighed.» Lad ingen af os herefter sige, at vi har udødelighed, da Bibelen saa tydelig siger, at dette er noget, som alene kongernes Konge har. I Rom. 2: 7 taler apostelen om nogle, som søger herlighed, ære og uforgjængelighed (udødelighed). Om jeg nu skulde sige til eder, idet jeg holder mit uhr i min haand: «Jeg vil søge efter mit uhr,» saa vilde I tro, der var noget galt med mit hoved. Hvorfor? Fordi jeg vilde søge noget, som jeg allerede havde. Og dog er dette, hvad mange kristne gjør. De tror, at de allerede er udødelige, og søger dog uforgjængelighed, udødelighed, søger det, de allerede mener sig at have. I 1 Kor. 15: 53, 54 siger apostelen, at dette dødelige skal «iklædes udødelighed». Men hvorledes kan vi iklædes udødelighed, dersom vi allerede har den? Nej, kjære venner, Guds ord stemmer overens med sig selv. Det siger ikke, at udødelighed er noget, som hvert menneske af naturen besidder. Hvad det siger er: «Den løn, som synden giver, er døden, men Guds naadegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.» Vi har ikke af naturen evigt liv i os, men det tilbydes os som en gave gjennem Kristus Jesus, som gav sig selv til en gjenløsningsbetaling for vore synder. Hvis vi har den nødvendige tro paa Gud, skal vi i Guds rette tid blive belønnet med det evige livs gave. Dette er, hvad psalmisten siger (Ps. 145: 20): «Herren bevarer alle dem, som elsker ham; men alle de ugudelige ødelægger han.> 14

16 Han vil ikke bevare de ugudelige i nogensomhelst tilstand. Nogle indbilder sig, at om det kan bevises, at læren om sjælens udødelighed er urigtig, saa vil grundvolden for den kristne tro derved bortrykkes. Men dette er paa ingen maade tilfældet. Overalt i skriften biir vi forsikret om, at vort haab paa et fremtidigt liv er afhængigt, ikke af en iboende udødelighed, men af en opstandelse fra døden. (Ap. gj. 24: 14, 15; 1 Kor. 15.) Det maa forekomme mange forunderligt, at denne opfatning om sjælens udødelighed er bleven saa almindelig, da den dog staar i saadan skarp strid med Bibelen. Det var i den tid, da mennesker betragtede det som sin pligt at pine anderledes troende, at kirken optog denne de græske filosofers lære; og dette gjorde de fordi den hjalp dem til at opretholde læren om evig pine. Desuden overensstemmer den med de flestes følelser af den grund, at de gjerne vil tro, at de selv og deres slægtninge og venner i dødsøjeblikket kommer til Gud. Til bevis for, at sjælen er udødelig, vil man sedvanlig gjøre gjældende, at sjælen er en liden del af Gud selv, indblæst i Adam. Hvis de, som ræsonnerer saaledes, blot vilde tænke nærmere over sin bevisgrund, skulde de se, at den umulig kan være holdbar. De burde erindre, at det ikke er legemet, men sjælen, som er ansvarlig for synd; om nu sjælen er en liden del af Gud, saa følger heraf, at en liden del af Gud i mennesket er ansvarlig for synd og kan komme under evig fordømmelse. Nogle, som har lagt merke til, at der i 1 Mos. 2: 7 staar, at Gud blæste livets aatede i menneskets næse, og at denne beskrivelse adskiller sig fra beskrivelsen om dyrenes skabelse, tror, at det ikke er sjælen, men aanden, som er en liden del af Gud, følgelig at det ikke er sjælen, men aanden, som er udødelig. Disse har ikke lagt merke til, at der i 1 Mos. 7: 22 staar, at ogsaa dyrene har livsaande i sin næse. De, som af denne grund vil bevise, at mennesket er udødeligt, kommer altsaa samtidig til at bevise, at ogsaa dyrene er udødelige. Det samme gjælder for dem, som søger at bevise udø- 15

17 delighed paa grund af materiens uforgjængelighed og energiens bevarelse. Hvis dette beviste menneskets udødelighed, vilde det ogsaa bevise, at hvert dyr og hver plante var udødelig! Yi har set, at den bedste beskrivelse af sjælen er at sige, at den er det hele sansende væsen. Den mest betydningsfulde del af dette væsen er sindet, viljen; men den kan ikke eksistere uden en organisme. Medens sjælen derfor i en begrænset betydning kan siges at være sindet, viljen, det bevidste ego, saa maa ikkedestomindre dette ego for at kunne eksistere have et legeme af en eller anden slags, være sig dette legeme er en fisks, en fugls, et menneskes eller en engels. Vi har ogsaa set, at der ikke i hele Bibelen findes ett vers, som siger, at sjælen er udødelig, men at Guds ord tvertimod udtrykkelig siger, at den sjæl, som synder, skal dø. Det næste afsnit af dette emne, som vi skal betragte, er svaret paa dette spørgsmaal: Bf aar «kal cleo retfærdige Ion gives? Den almindelige opfatning, som man lærer i «den lille katekismus» denne lille bog, som ellers indeholder saa mange dyrebare sandheder er, at «de troendes sjæle biir ved døden fuldkommengjort i hellighed og indgaar straks til herligheden.» [Ordret efter den engelske «lille katekismus». Oversætteren.] Er dette sandt? Her møder os en prøve. Skal vi tro den lille katekismus, eller skal vi tro Guds ord? De fleste sætter menneskers ord fremfor Guds ord, fordi de førstnævnte mere tiltaler deres følelser og fordomme. Saaledes var det ogsaa paa Martin Luthers tid. Han fremholdt, at kirkens lære paa den tid stred mod Bibelens ord: «Den retfærdige skal leve ved tro.» Folkets store flertal foretrak at tro, hvad kirken lærte, fremfor at modtage skriftens ord, som Martin Luther fremholdt. Dette punkt var en prøvesten for dem, der levede dengang, og vi har en lignende prøvesten i vor tid. Jeg haaber, at ingen af os nogensinde vil lade sig forlede til at sætte 16

18 menneskers ord fremfor Guds ord. Husk, at ingen kan være visere end Bibelen. Er det sandt, at alle de døde, som troede paa Gud, nu er i himmelen? Lad os tage et eksempel. David var, trods alle sine fejl, en mand, som Herren elskede, en mand efter Guds hjerte. Er David nu i himmelen? Jeg formoder, at mange i denne forsamling vilde svare: «Ja.» Lad os da se, hvad Guds ord siger. Se Ap. gj. 2: 34: «David for ikke op til himmelen.» Intet kunde være tydeligere end dette. Spørgsmaalet er da kun: Yil du tro det? Nogle af eder vil vel sige: «Dette var besynderligt; jeg troede, at David maatte være i himmelen, men det er tydeligt, at jeg har taget fejl. Han var vel ikke saa god, som jeg troede, han var.» Men vent lidt! Se, hvad Jesus siger. I Joh. 3: 13 læser vi: «Dog er ingen stegen op til himmelen, uden han, som er stegen ned fra himmelen, menneskesønnen» (ordene: «som er i himmelen», er uægte). «Ingen!» Der gjøres ingen anden undtagelse end Jesus selv, som kom fra himmelen for at blive kjød og bo blandt mennesker. Hvad kunde være tydeligere end disse ord? Kjære venner, lad os tage os ivare, saa at ikke menneskers overleveringer faar os til at fornegte Kristi ord. Skriften siger, at Jesus skulde være den første, som skulde opstaa fra de døde (Ap. gj. 26: 23). Han «er bleven førstegrøden af de hensovede», «den førstefødte af de døde» (1 Kor. 15: 20; Kol. 1: 18). Nogen spørger kanske, om ikke dette modsiger andre skriftsteder, som taler om Lasarus og andres opvækkelser. Forklaringen er den, at Jesus var den første^ som opstod til fuldkomment liv. De andre blev helt enkelt opvakt fra dødstilstanden til sin tidligere døende tilstand; efter højst nogle aar vendte de endnu en gang tilbage til graven. Deres opvækkelse fra døden var ikke en opstandelse i ordets sande mening. Opstandelse betyder nemlig oprejsning til fuldkomment liv. Hvordan har det saa været i den tid, som er forløbet, siden Kristus døde og opstod? Har alle under denne 17

19 tidsalder gaaet for at modtage sin retfærdige løn i dødsøjeblikket? Skriftens svar paa dette spørgsmaal er ikke det almindelig antagne. Peter skriver om de uretfærdige (2 Pet. 2: 9). Siger apostelen noget om, at Gud véd at straffe de uretfærdige i deres dødsøjeblik? Nej, kjære venner, Peter siger os udtrykkelig, at Herren véd «at bevare de uretfærdige til dommens dag for at straffes». Merk! Tiden, da de ugudelige skal blive straffet, er dommens dag, naar Kristus kommer tilbage. Jesus siger (Matt. 16: 27): «Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed med sine engle, og DA skal han betale enhver efter hans gjerning.» Hvorledes passer dette sammen med den lille katekismus, som siger, at de troendes sjæle ved døden fuldkommes i hellighed og straks gaar ind til herligheden? Lad os endelig tro Guds ord. Ikke førend Jesus kommer tilbage i sin faders herlighed med sine engle, skal han lønne enhver efter hans gjerninger. Den almindelige teologi siger os, at alle troende straks i dødsstunden gaar for at være med Jesus, men saa lærte ikke Herren sine disciple at tro, dem, som lian dog elskede saa højt. Han sagde ikke til dem: «Jeg vil tage eder til mig i det øjeblik, I dør.» Hvad han sagde, var: «I min faders hus er der mange rum; vardetikke saa, da havde jeg sagt eder det; thi jeg gaar bort for at berede eder sted; og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder sted, kommer jeg igjen og vil tage eder tit mig, for at ogsaa I skal være der, hvor jeg er» (Joh. 14: 2, 3). Og Faulus siger: «I er jo døde, og eders liv er skjult med Kristus i Gud; naar Kristus, vort liv, aabenbares, DA skal og I aabenbares med ham i herlighed» (Kol. 3: 3, 4). Tilsidst læser vi i Aab. 11: 18: «Og hedningerne er bleven vrede, og din vrede er kommen, og den tid, da de døde skal dømmes, og da du skal lønne dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, de smaa og de store.» De vers, som slaar nærmest foran de sidst anførte, viser, ai dette skriftsted sigter til samme tid, som de før anførte taler om, nemlig tiden for Kristi gjenkomst, da han skal tage sin store 18

20 magt og regjere, da denne verdens riger vil blive Herrens og hans salvedes rige. Yi kunde citere mange flere vers, som lærer det samme. Hele Bibelen er, naar den forstaaes ret, overensstemmende med sig selv ogsaa i dette punkt. Det skriftsted, man oftest kommer med, for at modbevise de synspunkter, vi nu har fremholdt, er Jesu svar til røveren paa korset (Luk. 23: 43). Den almindelige formodning er, at den angerfulde røver, da han døde, gik til himmelen for at være med Herren. Men som vi har set, lærer skriften, at alle apostlerne, martyrerne og andre hellige, som er døde, maa vente paa sin belønning indtil Kristi gjenkomst. Hvis nu den gjængse forstaaelse af Herrens ord til røveren er den rigtige, saa følger deraf, at denne røver maa have haft et stort fortrin fremfor apostlerne og alle de hellige martyrer. Men Herren selv sagde til Maria tre dage senere: «Jeg er endnu ikke opfaren til faderen.» Feter gjør opmerksom paa Davids ord i den 16de psalme: «Du skal ikke forlade min sjæl i dødsriget», og viser, af David her ikke talte om sig selv, men at han som en Herrens profet forudsagde, at Jesu sjæl skulde gaa til dødsriget (hades), ikke til paradiset, og at den ikke skulde forblive der. Jeg skal senere komme tilbage til dette. Naar vi gaar tilbunds med undersøgelsen, finder vi, «at forklaringen er meget enkel. Rotherhams (engelske) oversættelse af dette skriftsted hjælper os over hele vanskeligheden. Den lyder saa: «Sandelig siger jeg dig idag: med mig skal du være i paradis.» Han sætter kolonet efter «idag» istedetfor foran det. Har Rotherham nogen rettighed til at ^gjøre dette? Ja, venner. Den tid, da Bibelen blev skrevet, benyttedes der intet kolon og ingen andre skilletegn. Det er ikke mere end omtrent 400 aar, siden skilletegnene opfandtes; det var kort efter bogtrykkerikunstens opfindelse. Skilletegnene er en af de moderne bekvemmeligheder og tjener kun til at vise, hvor forfatteren ønsker, at læseren skal gjøre en kort pause, og til at lette forstaaelsen af det skrevne. Om nogen af eder skulde ønske selv at forvisse sig om, at 19

21 der ikke fandtes nogen skilletegn i de gamle haandskrifter af Bibelen, skulde jeg ville raade ham til at besøge det britiske museum (i London), hvor der er adgang til i en glaskasse at se et af de tre aller ældste bibelmanuskripter. Det er ligesom de andre to skrevet paa græsk. Det kaldes det «aleksandrinske manuskript». Enten man forstaar græsk eller ikke, kan man se, at alle ord og sætninger gaar i ett; der findes ingen skilletegn mellem dem, der findes ikke saa meget som et komma i hele manuskriptet. Dette betyder altsaa, at de skilletegn, som findes i vore bibeloversættelser, ikke er inspireret, men er ble ven tilføjet af oversetterne for tydeligt at fremhæve, hvad der efter deres forstaaelse var skriftstedernes mening. De, som oversatte det nye testamente til engelsk [og ligesaa de norske oversættere o. a.], troede, at de troendes sjæle gaar lige til herligheden i dødsøjeblikket, derfor har de sat kolonet efter «dig». Vi har imidlertid fundet, at Jesus og hans apostler sagde, at det først var ved tiden for hans komme i sin faders herlighed med de hellige engle, at de troende skulde belønnes og de ugudelige straffes. Følgelig skulde kolonet have staaet efter «idag». Hvad Jesus i virkeligheden sagde, var dette: «Sandelig siger jeg dig idag: du skal være med mig i paradis.» (Det græske ord «esee» kan lige rigtigt oversættes «du skal være» som «skal du være».) Saaledes ser vi, at Jesus ved denne anledning ikke modsagde, hvad han ved alle andre anledninger havde sagt, og heller ikke gjorde nogen undtagelse for den angerfulde røvers vedkommende. Paa en lignende maade finder vi ordet «idag» benyttet i 5 Mos. 30: 16: «Jeg byder dig idag at elske Herren, din Gud.» Da Jesus ytrede de omtalte ord til røveren, maa det have set ud som det mest usandsynlige af alt, at han nogensinde skulde blive en konge. Der hang han paa et kors, lidende en forbryders død og med titelen «jødernes konge» skrevet som spot over sit hoved, den dag maa det have set ud som en aldeles urimelig 20

22 tanke, at han nogensinde skulde faa et rige; men da røveren bad om, at Jesus maatte ihukomme ham, naar han skulde komme i sit rige, hædrede Jesus hans tro og sagde: «Sandelig siger jeg dig idag denne mørke dag, da jeg dør en misdæders død, og det synes som jeg var en bedrager : du skal være med mig i paradis.» En anden vigtig grund, hvorfor Herren brugte ordet <idag», er, at det var paa den dag, at det store offer for verdens synd blev fuldbragt og vejen aabnet for hans riges oprettelse. Mellemtilstanden. Yi har set, at der ifølge Bibelens lære er en mellemtilstand, en ventetid mellem døden og gjengjældeisen. En hel mængde bibelforskere er kommen til denne slutning, men desværre holder de fleste af dem endnu fast ved den vildfarelse, at sjælen er udødelig. Derfor tror de, at sjælen under mellemtilstanden er bevidst, at den kan tænke og føle, og at den endog ved mere efter døden, end den vidste før. Lad os undersøge dette punkt ogsaa. Findes der noget skriftsted, som siger, at sjælen ved mere efter døden, end den vidste før døden? Betragt Præd. 9: 5: «De døde ved ikke noget»; og vers 10: «Der er hverken gjerning eller klogskab eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du farer hen.» Vi husker Ezekias bøn: «Ikke dødsriget priser dig, ikke døden lover dig; ikke venter de, som farer ned i graven, paa din trofasthed. Den levende, den levende, han priser dig, som jeg idag» (Es. 38: 18, 19). Psalmisten siger os, at naar en mand dør, «saa vender han tilbage til sin jord; paa den samme dag det forbi med hans anslag» (Ps. 146: 4). Tyder dette paa, at man ved mere efter døden end før? Sikkert ikke. Atter læser vi: «Vend om, Herre, udfri min sjæl, frels mig for din miskundheds skyld! Thi i døden er der ingen ihukommelse af dig; hvo vil prise dig i dødsriget?» (Ps. 6: 5, 6.) Er det saa ikke klart, venner, at sjælen under denne mellemtilstand er ubevidst, indtil den opvaagner? 21

23 Ikke førend vi forstaar dette, kan vi se skjønheden af det billede, som saa ofte benyttes baade i det gamle og det nye testamente: dødens søvn. Vi kommer ihu, hvorledes Herren sagde: «Lasarus, vor ven, er sovnet ind»; og hvorledes han, da hans disciple ikke forstod liam, sagde rent ud til dem: «Lasarus er død» (Joh. 11: 11-14). Døden lignes ved en søvn, fordi den er en tilstand af ubevidsthed, som skal efterfølges af en opvaagnen. Om jeg gik ind i et værelse, hvor en person laa og sov, kunde jeg gjøre og sige meget, uden at den sovende vidste noget om mit nærvær eller om, hvad der passerede, saa længe han forblev sovende. Kun i det tilfælde, at han vaagnede, vilde han vide noget. Dette er grunden, hvorfor døden lignes ved en søvn. I kjender antagelig til, at jeg er læge. I lighed med de fleste læger biir jeg undertiden kaldt ud om natten. Det hænder, at jeg er oppe hele natten, og som følge deraf er jeg meget træt og søvnig hele den næste dag, men da jeg har meget at gjøre, er det ikke ofte jeg har tid at lægge mig ned at sovo om dagen. Jeg ved imidlertid, at det, naar jeg en sjelden gang har lagt mig ned paa en sofa, har hændt mig, at jeg har lukket øjnene og aabnet dem igjen og sagt til mig selv: «Nu vardet nær ved, at jeg var faldt i søvn,» og saa har jeg set paa uhret og til min forundring fundet, at jeg havde sovet en hel time. Jeg har næsten ikke kunnet tro del Jeg syntes, jeg bare havde lukket øjnene og straks aabnet dem igjen. Hvoraf kommer dette? Fordi jeg var ubevidst i mellemtiden. Jeg sov, og min søvn var dyb, fordi jeg var saa træt. Den var saa fast som døden. Saaledes er de dødes tilstand. Naar et menneske dør, lukker det sme øjne, kommer i en tilstand af ubevidsthed, og en mellemtid forløber. Den kan vare uger, aar eller aarhundreder, men ligegyldig hvor lang den er, saa er den for dette menneske en tid af fuldstændig ubevidsthed; den er som et ubeskrevet blad. Den er aldeles lig den time, jeg sov. Med andre ord: for enhver vil det, naar han vækkes paa opstandelsens morgen, 22

24 synes, som om lian blot havde lukket sine øjne og i næste øjeblik aabnet dem igjen. Saaledes er de dødes tilstand. De er fuldstændig ubevidste. De «ved intet». Men «den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gaa ud» (Joh. 5: 28, 29). Merk, at Jesus ikke siger: «alle de, som er i evig lykvsalighed og i evig pine», men: «alle de, som er i gravene», dødstilstanden. «Aa», siger nogen, «dette angaar de dødes legemer, det sigter ikke til deres sjæle; det betyder, at naar Jesus kalder, vil de frelstes og de fortabtes sjæle flyve tilbage og paany tage bolig i sine legemer. Det er legemerne, som skal opstaa; thi det er kun legemerne, som kommer i dødstilstanden.» Men Jesus sagde ikke saaledes; desuden vidner baade videnskaben og skriften om, at legemerne ikke vil opstaa. Videnskaben viser, at legemerne ved døden opløses, og at mange af dem biir gjødningsstof for planter. Andre biir opspist af vilde dyr eller af kannibaler og kommer saaledes til at danne en del af disse dyrs eller menneskeæderes muskulatur. Det er altsaa en aabenbar umulighed, at det samme legeme kan opstaa. Men vi behøver ikke stole paa videnskabens vidnesbyrd angaaende denne sag. Apostelen Paulus besvarer f3pørgsmaalet: «Hvorledes opstaar de døde? og med hvad slags legemer kommer de frem?» Han siger ikke: «Dette var et besynderligt spørgsmaal! Hvorfor spørger du om, hvorledes de døde opstaar, og med hvad slags legeme, de kommer frem? Ved du ikke, at sjælen aldrig dør, men at det kun er legemet, jom dør og behøver at opstaa?» Nej; Paulus sagde intet saadant. Hans svar lyder: «Du daare!... Naar du saar, saar du ikke det legeme, som skal vorde,... men Gud giver det et legeme efter sin vilje, og hvert slags sit eget legeme» (1 Kor. 15: 35-38). Hvad kunde være tydeligere end dette? Det er ikke legemet, men sjælen, som dør, saasom vi læser om Kristus: «Han udtømte sin sjæl til døden» (Es. 53: 12). Det er altsaa ikke legemet, men sjælen, som skal opstaa; og Gud skal give enhver et saadant legeme, 23

25 som det behager ham, og som overensstemmer med den karakter, det sindelag, som er saaet i dette liv. Hvor er de (lode? Af hvad jeg allerede har sagt, vil det være klart for eder, at skriftens svar paa vort spørgsmaal helt enkelt er dette: de døde, saavel gode som onde, er alle paa ett og samme sted, nemlig i graven, ikke den bogstavelige grav, men dødstilstanden. «De farer alle til ett sted; de er alle bleven til af støvet, og de vender alle tilbage til støvet» (Præd. 3: 20). «Der har ugudelige ophørt at larme, og der har kraftløse ro. Der har alle [dødens] fanger rolighed, de hører ikke driverens røst. Liden og stor er der» (Job 3: 17-19). Altsaa er det Bibelens lære, at de døde er døde. Det synes underligt, at det skal være nødvendigt at staa frem for en intelligent forsamling for at bevise det, som er s$a klart fremstillet i Guds ord. Aarsagen er, at de fleste kristne er bleven saa forvirret i sine begreber ved de teologiske lærdomme fra forgangne tider, at de ikke kan se Bibelens tydelige lære angaaende dette emne. Det ord, som i det hebraiske gamle testamente er brugt for at betegne graven eller dødstilstanden, hvor alle de døde hviler, er «scheol». Dette ord forekommer ialt 65 gange i de hebraiske skrifter. Det er imidlertid ikke overalt blevet oversat med «grav». Tre gange er det oversat «afgrund», 31 gange «grav» og 31 gange «helvede». [Dette gjælder den engelse bibeloversættelse; i den nye norske oversættelse er «scheol» alle steder gjengivet med «dødsriget». Overs.] Ordet «helvede» forekommer i den engelske oversættelse af det gamle testamente 31 gange; d. v. s. «scheol» er det eneste hebraiske ord i det gamle testamente, som er oversat med «helvede» [«dødsriget» i den norske oversættelse]. Det hebraiske «scheol» svarer til det græske «hades», et ord, som forekommer i det nye testamente som betegnelse paa den samme tilstand, dødstilstanden. Dette bevises ved, at apostlerne Peter og Paulus, naar de fra det 24

26 gamle testamente citerede steder, hvori ordet «scheol» forekommer, gjengav det med det græske ord «hades». (Jfr. Ps. 16: 10 med Ap. gj. 2: 27; og Hos. 13: 14 med 1 Kor. 15: 55.) Læren om evig pine, som sneg sig ind i kirken ved frafaldet fra den apostolske lære, fik sterk fart fra den tid af, då man pinte dem, som man behagede at kalde kjættere. I forbindelse med denne frygtelige lære kom ordet «helvede» til at betegne et pinested, hvor man antog, at brandfrie dæmoner i al evighed skulde pine dem, som blev sendt did af Gud. Dette er imidlertid ingenlunde den oprindelige betydning af ordet «helvede». Oprindelig betød det et «skjult» eller «overdækket» sted og var altsaa dengang en aldeles rigtig oversættelse af «scheol» ;og «hades». Endnu idag benyttes ordet i sin oprindelige betydning i visse landsdistrikter [i England]. Det engelske udtryk «helling potatoes» [bringe poteter i helvede] betyder ikke at «stege» dem, hvad det skulde betyde, dersom helvede var et sted fuldt af ild, som ortodoksien lærer; det betyder at begrave dem, overdække dem, indtil den rette tid kommer, da de skal optages. Det er af stor betydning, at vi indser, at ordene «scheol» og «hades», saaledes som de er brugt i Bibelen, ikke indeholder nogen tanke om evig pine. Lad os se, hvad Job sagde: «O, at du vilde gjemme mig i dødsriget [scheol]», dette vilde være et besynderligt ønske, dersom scheol var et sted eller en tilstand af evig pine 1 «skjule mig der» seder! dette er den virkelige mening; scheol er den skjulte tilstand «til din vrede vendte om, at du vilde sætte mig et tidsmaal og saa komme mig ihu! Naar en mand dør, l^ver han da op igjen? Alle min krigstjenestes dage skulde jeg da vente, indtil min afløsning kom; du skulde raabe> og jeg skulde svare dig; efter dine hænders gjerning skulde du længes» (Job 14': 13-15). I Hosea 13: 14 forsikres der, at scheol (helvede, dødstilstanden) vil blive tilintetgjort. (Se den engelske over- 25

27 sætteise.) Det kan derfor ikke være et evigt sted eller en evig tilstand af nogen slags. Dette vers viser, at det er ved opstandelsen, dødstilstanden skal ophøre. Profeten siger (ifølge den eng. overs.): «Jeg vil gjenløse dem fra gravens [scheols] vo.ld, fra døden vil jeg forløse dem. Død! jeg vil være din plage; grav [scheolj! jeg vil være din ødelæggelse.» Idet apostelen Paulus anfører dette i slutningen af det vidunderlige kapitel om de dødes opstandelse, udbryder han (1 Kor. 15: 55): «Død, hvor er din brod? Død [hades], hvor er din sejer?» Jesus selv, den bedste af alle mennesker, gik til helvede (eller dødsriget), ikke bare hans legeme, men hans sjæl. Dette ser vi af det allerede anførte vers, Ap. gj. 2: 27, som er en gjengivelse af Ps. 16: 10: «Du skal ikke forlade min sjæl i dødsriget [helvede].» Da altsaa Jesu sjæl gik til helvede (hades), er det aabenbart, at dette ord ikke sigter til et sted eller en tilstand af evig pine, men at det ret og slet betyder død stilstanden. Dette overensstemmer med profetens udsagn om Jesus (Es. 53: 12): «Han udtømte sin sjæl til døden.» Der er tre skriftsteder, som formodes at støtte den. fremherskende teori, at de døde ikke er døde. Disse er 1) lignelsen om den rige mand og Lasarus, 2) fortællingen om, at Moses og Elias blev set paa forklarelsens bjerg, og 3) Jesu udsagn angaaende Abraham, Isak og Jakob, at Gud ikke er dødes, men levendes Gud. Lad os undersøge disse tre tekster. IDen rige miaasd g Ij&$aa*u3. Det fremgaar tydeligt af hele denne beretning, at den er en lignelse. Hvis den ikke var det, vilde den eneste slutning, man kunde drage af den, være, at saafremt vi ikke er fattige tiggere, fulde af saar, saa kan vi aldrig blive evig salige; og alle, som maatte gaa klædte i purpur og kosteligt linklæde og hver dag leve i glæde og herlighed, vil da komme i denne pine efter døden. - Kristus fremstillede ved denne lignelse en stor sandhed angaaende Guds husholdning, nemlig at Israel vilde blive 26

28 udstødt fra Guds gunst og hedningerne optaget i den. Om vi læser 5 Mos. 32te kap. omhyggelig, vil vi finde, at Jesus kun gjengav med livfulde ord, hvad Moses allerede havde sagt. Se især v , ligesaa Paulus gjengivelse af v. 21 i Rom. 10: 19, hvor han viser, at Moses profeti sigtede til Israels om styrtel se, efterat Jesus havde forkastet den nation. Den rige mand var sindbillede paa Israels nation, som ved den tid, da Kristus talte dette, levede hver dag i herlighed og glæde, idet de haabede paa Guds løfter og gunstbevisninger. «Purpuret» betegner, at jøderne var rigets børn, den nation, som Messias tilhørte. Det kostelige linklæde» betegner den tilregnede retfærdighed, som de havde ved lovens forbilledlige ofre. Lasarus betegner de af hedningerne, som frygtede Gud, men som var «udelukkede fra Israels borgerret og fremmede for pagterne med deres løfte, uden haab og uden Gud i verden» (Ef. 2: 12). De eneste naadesbevisninger, de kunde faa, var smulerne, som faldt fra Israels overflødigheds bord. Da den kananæiske kvinde bad Jesus helbrede hendes datter, svarede han: «Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte faar af Israels hus. Det er ikke ret at tage børnenes brød og kaste det for de smaa hunde. Men hun sagde: Det er sandt, Herre! Thi de smaa hunde a^der jo af de smuler, som falder fra deres herres bord.» Som en belønning for hendes tro gav Jesus hende den forønskede smule af yndest (Matt. 15: 21-28). Paa grund af, at Israel forkastede Jesus som Messias, indtraadte der en forandring for begge disse klasser. Lasarus»-klassen «døde», d. v. s. den ophørte at eksistere som et forstødt folk og blev nu gjenstand for Guds gunst. Kornelius var den første af disse. Idet de modtog Kristus, blev de fra nu af ført i Abrahams skiød som sande børn af den trofaste Abraham, og som arvinger til det løfte, Gud havde givet Abraham (Gal. 3: 7, 26-29; Rom. 11: 7-9, 12-25). Senere, nemlig i aar 70 e. K., «døde» den «rige mand», 27