Mariae bebudelsesdag, den 6. april 2014 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (Es 7,10-14) Luk 1,46-55 Salmer: 1, 434, 71, 376, 193, 473, 59

Transkript

1 1 Mariae bebudelsesdag, den 6. april 2014 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (Es 7,10-14) Luk 1,46-55 Salmer: 1, 434, 71, 376, 193, 473, 59 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Luther giver sin udlægning af Marias lovsang overskriften magnificat som vidnesbyrd om erfaringen af Guds virke. (benævnt efter det første ord i den latinske oversættelse magnificat anima mea Dominum, min sjæl ophøjer Herren) For at forstå denne lovsang, siger Luther, må man vide, at den højlovede jomfru Maria taler af egen erfaring, oplyst og belært af Helligånden. Lovsang er et svar på en erfaring. Maria indkredser og beskriver erfaringen som modsætningsfuld: Den mægtige har set til den ringe tjenerinde. Og det er en erfaring, hun ikke er alene om. Fra sin bibelhistorie trækker hun eksemplerne som perler på snor: den Mægtige har splittet hovmodige, styrtet de mægtige, mættet de sultne og sendt rige tomhændet bort. Sammen med sin egen erfaring af den underfulde undfangelse og graviditet samler

2 alle perlerne sig til dette billede af den mægtige Gud som overraskelsernes gode og gavmilde ophav. Marias erfaring bekræftes i en moderne lovsang som for eksempel Suzanne Brøggers epos til sin gode veninde Tone, om hvem det hedder, at hun fyldte så meget, at hun mindede andre om, hvor meget de kunne fylde, - selvom det også i nogen grad skyldtes indtaget af kulhydrater. Ved Tones dødsleje samledes derfor familie og venner. De kom og kyssede farvel efter tur, og de sang hendes yndlingssange, de sang hende ind i evigheden, og en flaske gin gik på omgang blandt de svagere sjæle, som var bange for at stemmen sku knække, men der var ingen grund til frygt, for de opdagede at fødslen og døden er samme fornemmelse, en gave, af skabende kraft, at sorgen forsvinder i suset fra altet De opdagede og de fornemmede livets karakter af en foræring. Oplevelsen var den samme ved døden som ved fødslen. Fødslen og døden er samme fornemmelse, en gave af skabende kraft Heri forklarer sig måske samtidig, hvordan det kan være, vi skal høre om Maria bebudelse, om undfangelse og fødsel midt i fastetiden, hvor vi forbereder os på lidelse og død. Snart skal påsken af evangelisterne beskrive døden som netop en gave af skabende kraft. Kristus døde og opstod. Eller som det hedder til understregning 2

3 af, at gaven var til os: Kristus døde for vores skyld, for at vi skulle leve. Sådan har Mariae bebudelse sin begrundelse som fastesøndag ved at forberede os på at høre om det, der ikke kan ske. Jomfruer bliver ikke gravide og døde står ikke op af graven. Men det var så det, der skete. Det må være grunden til, at Mariae bebudelse har overlevet som helligdag i den protestantiske kirke. I Marias skikkelse udtrykker de erfaringer sig, som ellers ville være ordløse og dermed hjemløse blandt os. Erfaringerne af den Mægtige. Vi ville sige erfaringerne af det guddommeliges indgriben i vores liv. I fødestuen og ved dødslejet lægger vi ordløse vore liv i Guds hånd. Begynder vi at tale, vrøvler vi på stedet. Hvad er der ikke sagt i fødestuen det blev et lille nyt postbud, selvom ingen kan vide, om sønnike vil gå i faders fodspor. Vi kan høre os selv sige det blev en dreng, som om det var noget, vi havde bestemt i fødselsøjeblikket. Og hvad skal man sige, når en slægtning eller ven ligger for døden. Fortælleren og bibeloversætteren Anne Sophie Seidelin skulle efter sigende have sagt til P.G. Lindhardt, - manden der afskaffede det evige liv, på hans dødsleje, at han måtte huske at hilse 3

4 hendes afdøde mand: Hils Paul. For de fleste af os andre er afmagten også sproglig. Det er derfor, det er en befrielse at gå i kirke efter fødsel og død for at få lov til at gøre den oldgamle lovsang til sin. Lovet været Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristis opstandelse fra de døde. Sådan lyder det ved dåb og begravelse. Med Petersbrevets ord får vi sagt, hvad der skal siges, når den Mægtige griber ind i vores liv, som han greb ind i Marias og i de hovmodiges, de mægtiges, de sultne og i de riges liv. Med den samme erfaring skal vi derfor også undertrykke vores lyst til at give Maria en mere synlig plads i vores kirke. Hvor er Maria henne i Vor Frue kirke? Vi spørger efter det kvindelige i politisk korrekthed. Her står foruden Kristus tolv mænd. I forhold til dem syner Maria ikke af meget på antependiet. Det er i sig selv ganske utroligt, at Vor Frue kirkes mandlige dominans har overlevet ideologien om kønskvotering. Men det er endnu mere mærkeligt, at Kvinden, kvinden med stort K, med firsernes følsomhed og nullernes dårlige samvittighed ikke også har fået tretten statuer i kirken. I en noget indebrændt fremstilling af det modernes magtformer, beskriver legemsøvelsesprofessoren Hans Bonde i sin seneste bog ( Fordi du fortjener 4

5 det ), hvordan det er de kvindelige dyder godhed, svaghed og skam, der har behersket både mænds og kvinders bevidsthed. Kvinden er omstillingsparat, fleksibel, i stand til at multitaske, kvinder er kreative og udstyret med indlevelsesevne, mens mandens stenalderhjerne brænder sammen, fordi den ikke er omstillingsparat i retning af det ikke materielle (cit. Nina Power). Kvinden er dertil svag og må beskyttes som Maude i Matador. Kvinden skal vises hensyn for at blomstre optimalt. På den måde formår kvinden at kontrollere sine nærmeste, der hele tiden skal tune ind på hendes sindstilstand. Og endelig udøves kvindelig magt gennem den skamfølelse, vi andre (!) nødvendigvis føler ved den forskelsbehandling, kvinden har været udsat for. Maria bliver uden vanskeligheder disse subtile magtformers fornemmeste ikon. Og Maria dyrkes derfor også i andre kirkesamfund som netop den gode, den svage og den, der med sit blik får os til at skamme os over os selv. Det sidste råder hun så behjertet bod på ved at befordre vores ærinde om tilgivelse højere op. I vores Vor Frue kirke er der under orgelpulpituret to tomme nicher, som ifølge følsomme sjæle ligefrem kalder på kvindelig repræsentation i form af Maria er. 5

6 Men det er måske meget godt at trodse sin lyst til ikoner og lade dem stå tomme, nicherne. På den måde kan de minde os om den tomme grav påskemorgen, - og på den måde også minde om den Maria, som kommer til orde i fastetidens påskeforberedelse Vi fejrer Vor Frue kirkes fødselsdag på Mariae bebudelse. Vi fejrer kirken og ikke Maria. Vi mindes i det hele taget ikke Maria, fordi hun er kvinde, men fordi hun giver den erfaring mund og mæle, som kirken bygger på: at den Mægtige skaber liv, hvor vi intet andet ser end vores egen afmagt. I det under er det skabermagten, som afslører sig. Jomfruen og graven ligner på forunderlig vis hinanden ved at føde liv. 6