Flexucation Denmark. Blændværk eller blue ocean? Side 7 Til kamp for konkurrencestaten. Side 26 Virksomheder bakker op om bachelorer

Transkript

1 Flexucation Denmark Blændværk eller blue ocean? Side 7 Til kamp for konkurrencestaten Side 26 Virksomheder bakker op om bachelorer Side 30 Smid ikke penge i et defekt system!

2 Indhold Leder 3 Vind eller forsvind for konkurrencestaten Danmark Riv hegnspælene op og indfør Flexucation Denmark! 4 Interview med Stina Vrang Elias Til kamp for konkurrencestaten 7 Interview med Ove K. Pedersen Flexucation Denmark hvad, hvordan, hvorfor? 10 Tre benspænd mod flexucation Denmark 14 Et rustent meritsystem 15 Manglende samarbejde i tre sektorer 19 Taxameterordningen en systemfejl 22 A degree of failure den danske bachelorgrad 24 Analyse af Hanne Smidt Virksomheder bakker op om bachelorer 26 Resultater fra survey blandt danske virksomheder om universitetsbachelorer Smid ikke penge i et defekt system 30 Interview med Stefan Hermann Flexucation denmark Blændværk eller blue ocean? Forfattere: Magnus Balslev Jensen, Uffe Laursen, Karina Ramsløv, Line Gry Knudsen Dele af publikationen er udarbejdet i samarbejde DAMVAD A/S Udgiver: DEA Tryk: PrinfoHolbæk Foto: Søren Osgood, Ricky John Molley, Polfoto, Getty Images, Scanpix Dato for udgivelse: den 4. maj 2011 Design: Bysted A/S ISBN: Fiolstræde 44 DK-1171 København K Tel dea@dea.nu

3 Vind eller forsvind for konkurrencestaten Danmark Danmark har brug for vækst, og danske virksomheder for øget produktivitet. At vejen til begge dele går gennem uddannelse er et nagelfast faktum. Det danske samfund har behov for mange flere dygtige medarbejdere med en videregående uddannelse. Derfor betyder store efterkrigsårgange, der forlader arbejdsmarkedet, og større ungdomsårgange, at endnu flere unge i de kommende år skal have mulighed for en videregående uddannelse samtidig med, at de offentlige budgetter er under pres. Som professor Ove K. Pedersen, CBS, slår fast i nærværende debatmagasin, er konkurrencestaten Danmark desuden dybt afhængig af, at vores uddannelsessystemer i højere grad er gearet til et globalt konkurrenceudsat arbejdsmarked i konstant bevægelse og udvikling. Vores uddannelser skal i langt højere grad end i dag fremme mobilitet, tværfaglighed og kvalitet. Her kommer Flexucation Denmark ind i billedet. Flexucation Denmark er en vision for, hvordan vi imødegår ovennævnte udfordringer. En vision om åbne grænser imellem og på tværs af de videregående uddannelser. En vision om uddannelser, der i stigende grad samarbejder med det arbejdsmarked, de uddanner til, og har så høj en kvalitet, at Danmark forbliver et attraktivt land for danske og udenlandske virksomheder at investere i. Har vi ikke det i dag? Set fra DEAs stol er svaret nej. Vi har et system, som på mange områder hindrer de unges rejsemuligheder mellem uddannelserne. Et system, som i konkurrencens alt for hellige navn aldrig er begyndt at samarbejde. Og et system med en finansiel incitamentsstruktur, der er drevet af institutionslogik snarere end brugerlogik. DEA opfordrer derfor politikerne til at komme på banen. Det er dem, der skal tage de nødvendige styringsmæssige og politiske livtag med de benspænd mod et Flexucation Denmark, som vi giver eksempler på her i magasinet. DEA anbefaler: At målsætningen om, hvor stor en andel af en ungdomsårgang, der gennemfører en videregående uddannelse hæves fra 50 pct. til 55 pct. frem mod Det skal ikke mindst medvirke til at løfte uddannelsesefterslæbet i den private sektor. At der gennemføres en ressortændring, der samler alle videregående uddannelser under ét ministerium for videregående uddannelse, forskning og innovation. En ændring, der skal sikre en samlet uddannelses- og arbejdsmarkedspolitisk strategi for de videregående uddannelser. At der iværksættes en samlet national meritstrategi, som understøtter fleksibilitet og mobilitet på tværs af videregående uddannelser. Det forudsætter en analyse, som kortlægger samtlige barrierer og benspænd i meritsystemet. At en kommende regering laver en investeringsplan, der løfter kvaliteten på de videregående uddannelser til Planen skal bl.a. indeholde en taxameterreform, der i højere grad er brugerorienteret og skaber et finansieringsinstrument, der fremmer kvalitet, fleksibilitet og mobilitet. At Danmark skaber et reelt bachelorarbejdsmarked, som vi kender fra Sverige. Nye ambitiøse mål skal skrives ind i universiteternes udviklingskontrakter, så markant flere stiger af som bachelorer i 2020 end de syv pct., som i dag er tilfældet. Desuden bør arbejdsmarkedets parter se på, om løn og ansættelsesvilkår kan justeres, så det gøres attraktiv for flere virksomheder at ansætte bachelorer. Stina Vrang Elias, adm. direktør, DEA Bjarne Lundager Jensen, vicedirektør, DEA DEA

4 Riv hegnspælene op og indfør Flexucation Denmark! Hvis Danmark skal klare sig i en global konkurrence, hvor alle satser på viden, må vi droppe vanetænkningen og føre vores videregående uddannelser ind i det 21. århundrede. Vi har brug for et Flexucation Denmark. Interview med Stina Vrang Elias, adm. direktør, tænketanken DEA Der er noget galt i Danmark, Dybbøl Mølle maler helt ad helved til, sang John Mogensen i Måske vil Mogensen-fans finde det blasfemisk at blande den berømte protestsang ind i beskrivelsen af landets konkurrenceevne og nuværende økonomiske tilstand. Det gør vi alligevel, for den passer så godt. Danmark er på mange måder på vej til at blive fattigere, dummere og mindre konkurrencedygtig, og behovet for radikal samfundstænkning og opgør med dogmer og vanetænkning har aldrig været større. Det gælder også for vores videregående uddannelser, der kvalitets- og ressourcemæssigt i mange år har ligget i toppen internationalt set, men som de senere år er blevet sat under et både kvalitetsmæssigt og finansieringsmæssigt pres. Et pres, der ikke bliver mindre, når man fremskriver de næste 10 års økonomiske og demografiske udvikling. Spørgsmålet er derfor, om den nuværende måde at organisere, tænke og tale om videregående uddannelser på modsvarer de krav, som fremtidens arbejdsmarked, unge og samfund stiller. Svaret er nej, mener Stina Vrang Elias, adm. direktør i tænketanken DEA. Vores videregående uddannelser er til dels stadig modulleret som for 200 år siden, mens det omgivende samfunds måde at arbejde og organisere sig på på drastisk vis har forandret sig. De tre videregående uddannelsessektorer står med store udfordringer, og selvom de løbende forsøger at udvikle sig, er der både mentale, kulturelle og styringsmæssige benspænd, som gør, at vi er nødt til at gentænke vores videregående uddannelser. Hvad mener du med, at de videregående uddannelser skal gentænkes? RUC har et reklameslogan, der hedder Design din egen uddannelse. Det er dér, vi skal hen, men problemet er, at det kun er inden for RUCs rammer, det kan foregå. Der skal være langt flere muligheder for at sammensætte en uddannelse på tværs af tid og sted. Måske starter du på et erhvervsakademi, men finder et universitetsfag, du gerne vil følge, og skifter uproblematisk. Måske har du som universitetsstuderende brug for noget praksisnær undervisning, som professionshøjskolerne tilbyder. Eller måske begynder universiteterne selv at inddrage praktik på en anden måde. Måske har du efter bacheloreksamen lyst til at prøve dig selv af på arbejdsmarkedet for at vende tilbage, når du bliver 30, 40 eller 50 år, hvor du med al din opsparede livs- og arbejdserfaring nemt burde kunne træde ind på en uddannelse og dygtiggøre dig. Jeg taler om større mobilitet, mere fleksibilitet og stærkere faglighed. I bogstaveligste forstand burde 4 DEA 2011

5 Vi mener, at bedre adgang for universitetsbachelorer til at komme på arbejdsmarkedet er tegn på fleksibilitet. Stina Vrang Elias DEA

6 vi indføre et flekssystem eller en klippekortordning for livslang læring, hvor den enkelte i langt højere grad kan stemple ind og ud i løbet af et livsforløb, end det er muligt i dag. Vores vision er et fleksibelt, mobilt og tværgående system for al videregående uddannelse. Vi har valgt at kalde det Flexucation Denmark. Hvis alle grænser viskes ud, og du kan flytte rundt på et grænseløst uddannelsesmarked, er der så ikke risiko for, at fagligheden går fløjten, og de unge ingenting kan til sidst? Det er klart, at vi skal passe på fagligheden. Vi ser Flexucation Denmark som en mulighed for at styrke fagligheden. For det første forventer vi, at det store flertal stadig vil være tiltalt af de motorveje, der går gennem systemet. Du kan naturligvis gå en snorlige klassisk vej, hvis du har lyst og evner til det. Flexucation Denmark er måske i højere grad en fordel for dem, der ikke har lysten eller en akademisk familiebaggrund. Dem har vi også brug for at give en videregående uddannelse, fordi arbejdsmarkedet i 2020 kommer til at mangle i titusindvis af højtuddannede. Men Flexucation Denmark handler også om bedre arbejdsdeling mellem uddannelsesinstitutioner. Vi har brug for større specialisering og mere kritisk masse, som sikrer kvaliteten og forskningsrelationerne på de enkelte uddannelser i højere grad. Også når det gælder erhvervsakademier og professionshøjskoler. I dag bliver fagligheden på mange uddannelser smurt meget tyndt ud. Handler øget kvalitet og faglighed i vores videregående uddannelser ikke først og fremmest om, at politikerne skal investere flere penge i de videregående uddannelser? Flere penge er et godt svar, men ikke det eneste. Det ville jo være lykkeligt, hvis uddannelsesverdenen kunne trykke sine egne pengesedler. Faktum er, at uanset hvilke partier, der har magten i Danmark, så lover ingen af dem investeringer i vores nuværende system, der er i nærheden af det behov, som vi i DEA har regnet ud, der skal til for at fremtidssikre uddannelserne. De offentlige finanser er hårdt udfordrede i mange år fremover, så vi har i lige så høj grad behov for at se på de barrierer og benspænd, som gør systemet tungt, usmidigt og måske også økonomisk uhensigtsmæssigt. De benspænd dokumenterer vi i det her magasin. Løsningen er i en del af tilfældene ikke flere penge, men mere Flexucation Denmark. Flexucation Denmark! Har vi ikke hørt det før? Nogle kan måske huske, at Bertel Haarder introducerede et lignende begreb i 2007, mens han var undervisningsminister. Han kaldte det flexication. Både hans og vores begreb er inspireret af den danske flexicurity-arbejdsmarkedsmodel, som mange lande kigger på som et forbillede, når det gælder regulering af fleksibilitet og mobilitet på arbejdsmarkedet. Hvorfor ikke lade sig inspirere af noget, som de fleste er enige om fungerer relativt godt, og som på mange måder er en konkurrencefordel for Danmark. Vores begreb, Flexucation Denmark, er en videreudvikling og mere indgribende end Haarders. Desuden har professor Ove Kaj Pedersen, CBS, introduceret begrebet mobication, som er en sammenkobling af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik. Vi siger ikke, at vi i DEA har opfundet den dybe tallerken med begrebet Flexucation Denmark, men vi vil gerne gribe de bolde, som både Bertel Haarder, Ove Kaj Pedersen og andre har smidt op i luften. Vi vil gerne holde fast i, at vi i Danmark har et akut behov for at tænke og agere anderledes, hvis vi skal holde os i den globale elite og fortsætte det velstandsniveau, vi kender i dag. Flexucation, fleksibilitet, fleksuddannelse. Er det andet end varm luft og bragesnak? Den danske uddannelsesverden har talt om øget fleksibilitet og tværfaglighed, så længe jeg har beskæftiget mig med uddannelsespolitik, og det er over 20 år. Jeg medgiver, at det let bliver floskelbefængt, men det må vi sætte os ud over. I modsætning til årene før finanskrisen, hvor vi red på ryggen af en højkonjunktur, har tiden efter krisen vist, at det danske velstandsniveau ikke kan bygges på høje boligpriser. Vi skal leve af viden. Og vores videregående uddannelser er toppen af uddannelsespyramiden. DEA dokumenterer i det her magasin en række systembarrierer, der er med til at gøre danskerne mindre konkurrencedygtige. Hvis vi skal klare os internationalt, må vi have et system, der sætter de studerende mere fri, og som er i bedre overensstemmelse med arbejdsmarkedets og samfundets behov. Et system, der sikrer, at danske videregående uddannelser er globalt konkurrencedygtige, så ikke også vores videnjobs forsvinder. Flexucation Denmark er ikke et nøglefærdigt system, der kan indføres. Det er i lige så høj grad et tankesæt og en mentalitetsændring, som i sidste instans kan gå hen og blive en rigtig god forretning for Danmark. 6 DEA 2011

7 Til kamp for konkurrencestaten Målet om at klare sig og klare sig bedst i den internationale konkurrence er blevet det altafgørende politiske kompas i konkurrencestaten Danmark. Det faktum kræver en radikal nytænkning af vores uddannelsessystem. Interview med Ove K. Pedersen, CBS, aktuel med ny bog om konkurrencestaten Uddannelse og uddannelsessystemet er den væsentligste del af konkurrencestatens mobilisering. Og det er vel at mærke et uddannelsessystem, der skal se markant anderledes ud end i dag. Vi kan ikke længere nøjes med at forholde os til én sektor alene, men må se alle sektorer samlet. På den måde kan man sige, vi er på vej ind i en historisk ændring af vores uddannelser. Ordene tilhører Ove K. Pedersen, professor på CBS og forfatter til en ny bog om konkurrencestaten. I bogen beskriver han, hvordan konkurrencestaten Danmark befinder sig i en tiltagende kamp mod især andre velstående lande af europæisk og vestligt tilsnit. Kampen handler først og fremmest om økonomi og konkurrenceevne. Om at have den mest effektive og konkurrencedygtige økonomi. Har vi ikke det, taber vi konkurrencen om investeringer, virksomheder og arbejdspladser, der er grundlaget for den velstand og velfærd, vi gennem årtier har bygget op. En global boksekamp Når slagteriarbejdspladser flytter til Tyskland eller Polen, når den offentlige sektor skal effektiviseres, når dårlige PISA-resultater dominerer skolepolitikken, og når statsministeren forlanger top 10 universiteter og verdensklasseuddannelse, kan det med andre ord forstås som udveksling af slagserier i en global nationernes boksekamp. En boksekamp, hvor Danmark historisk set har været et forbillede for andre, men i disse år presses mere og mere i tovene af lave vækst- og produktivitetsstigninger, store statslige budgetunderskud og en demografisk udvikling, der de næste 10 år sætter de offentlige finanser under massivt pres. Mere mobilitet Skal konkurrencestaten Danmark i fremtiden kunne finansiere vores højt besungne velfærdssystem, er der nødt til at ske noget. Noget, der handler om kompetencer. Danskerne er nødt til at blive mere effektive, fleksible og mobile. Ifølge OECD skal en almindelig lønmodtager ændre kompetencer seks gange i løbet af arbejdslivet, siger Ove K. Pedersen og beskriver fire mobilitetsformer, man som lønmodtager i fremtiden skal kunne leve op til: Job-til-job-mobilitet, geografisk mobilitet, funktionsmobilitet og transitionsmobilitet. (se faktaboks side 8) DEA

8 Med andre ord er uddannelsespolitik det væsentligste politikområde i konkurrencestaten. Det er vores uddannelser, der skal opfylde danskernes øgede kompetencebehov. Det har politikerne i stigende grad også erkendt siden begyndelsen af 1990 erne, hvor færdighedsbegrebet begyndte at skubbe til dannelsesbegrebet i folkeskolens formålsparagraf. Derfor må man også undre sig over hvor få, der lægger et helhedssyn ned over vores uddannelser. Vi har i dag et ineffektivt uddannelsessystem, som ikke udnytter sine ressourcer ordentligt. Fremtiden defineres af økonomi Som eksempel på det ineffektive system peger CBS-professoren på, at det er alt for besværligt at bevæge sig rundt i systemet og meritoverføre fra den ene til den anden uddannelse og fra den ene til den anden uddannelsessektor. Det kræver et bedre meritsystem og et bedre realkompetencevurderingssystem, der tager hensyn til, at vores færdigheder i stigende grad erhverves på arbejdspladsen. Vi må tænke uddannelse ud af sektorerne og ind i en sammenhæng. Vi skal tænke folkeskoler sammen med ungdomsuddannelser og ungdomsuddannelse sammen med videregående uddannelse, og over dét skal vi tænke mulighed for livslang læring på forskellige niveauer. Danskernes muligheder for opgradering og ændring af kompetencer er helt centrale elementer i en konkurrencestat, hvor spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden i høj grad ikke bestemmes af politikerne, men af den internationale økonomi, siger Ove K. Pedersen, der selv har sat begreb på fremtidens behov for fleksibel, mobil og veluddannet arbejdskraft: mobication. 8 DEA 2011 Fakta: De fire mobiliteter Jobmobilitet: At man nemt skal kunne skifte mellem jobs. Geografisk mobilitet: At man er villig til at flytte sig over større geografiske afstande. Funktionel mobilitet: Evnen til og mulighederne for i løbet af arbejdslivet at skifte jobfunktion. At man for eksempel er håndværker i én periode, folkeskolelærer i en anden og måske HR medarbejder i en privat virksomhed i en tredje. Transitionsmobilitet: Muligheden for hurtigt og med få omkostninger at kunne gå fra uddannel se til beskæftigelse, fra beskæftigelse på foræl- dreorlov og tilbage i beskæftigelse, dernæst på videreuddannelse og tilbage i arbejde osv.

9 Fakta: Om konkurrencestaten Konkurrencestaten er afløseren for velfærdsstaten, der havde sin storhedstid fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til murens fald og Sovjetunionens opløsning. Velfærdsstaten passede på danskerne (og borgerne i de andre vesteuropæiske velfærdssamfund), på hjemmemarkedet og på arbejdspladserne. Den forsøgte at beskytte og kompensere danskerne mod markedets og konkurrencens negative konsekvenser gennem sociale ordninger, som f.eks. efterløn og understøttelse. Velfærdsstaten var med Ove K. Pedersens ord en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og samfund, hvor demokrati og demokratisering af individet stod i centrum. indledte neo-liberale statsledere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher op gennem 1980 erne punktstøbningen af konkurrencestaten. Udviklingen tog for alvor fart gennem 1990 erne med USA s præsident Bill Clintons første økonomiske program, hvor han erklærer, at USA befinder sig i en konkurrence med nationer jorden rundt (og ikke længere blot Sovjetunionen). Også etableringen af EF s Indre Marked og den første strategi for EF s globale konkurrenceevne sætter turbo på konkurrencestaten, der bliver underlagt regulative rammer fra de store institutioner som EU og WTO. I 1970 erne stod det imidlertid klart, at velfærdsstaten havde gabt over for meget. De økonomiske konjunkturer var dårlige, og de talrige sociale ordninger gjorde ondt på de offentlige finanser. Danmark kører ikke på afgrundens rand, men vi kører mod den, og vi kan se den, som daværende finansminister Knud Heinesen (S) forklarede befolkningen. I Danmark styrer både røde og blå regeringer fra 1990 erne med udgangspunkt i konkurrencestaten. På uddannelsesområdet betyder det bl.a., at formålet med uddannelse langsomt skifter fra et dannelses- og demokratiperspektiv til et færdigheds- og arbejdsmarkedsperspektiv. Med andre ord gøres folkeskole og ungdomsuddannelser i stigende grad til genstand for konkurrenceevne. En udvikling, der kun bliver stærkere i de kommende år, mener Ove K. Pedersen. Rundt om i den vestlige verden blev socialdemokratiske regeringer skiftet ud på stribe, og i stedet Ove K. Pedersen, Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag, 298 kroner. DEA

10 Flexucation Denmark hvad, hvordan, hvorfor? Flexucation Denmark handler om at rive sektorsiloerne ned og hegnspælene mellem uddannelserne op. Målet er et uddannelsessystem, som bliver et internationalt forbillede på samme måde som den danske flexicurity arbejdsmarkedsmodel. Fremtidens globale uddannelsesforbillede skal ikke være Finland, Korea eller Singapore. Det skal være Danmark. Flexucation Denmark er et svar på de krav om fleksibilitet, mobilitet, kvalitet og arbejdsmarkedsorientering, som de studerende, arbejdsmarkedet og samfundet i de kommende år vil stille til vores videregående uddannelser. Det er et opgør med barrierer og benspænd i det nuværende system, som i dag bremser for netop fleksibiliteten. Et rustent meritsystem betyder blindgyder for de studerende Meritsystemet er rustent og bremser i mange tilfælde de studerendes mobilitet. Vi har i højere grad brug for at der indføres brede standarder for overførsel af merit. Det gælder både imellem sektorerne og inden for sektorerne. Tre benspænd DEA har i første omgang udvalgt tre benspænd, som politikere, uddannelsesverden og aktører i øvrigt er nødt til at forholde sig til: Manglende samarbejde i tre sektorer spreder fagligheden for tyndt De videregående sektorer burde samarbejde i stedet for at konkurrere. Der er en fare for at, der udbydes for FIGUR 1: På vej mod Flexucation Denmark Behov BENSPÆND Målet Studerende Behov for fleksible og mobile uddannelser til netværksorienterede studerende Et rustent meritsystem skaber blindgyder for de studerende Arbejdsmarkedet Behov for at styrke innovationsevnen og produktiviteten Manglende samarbejde i tre sektorer spreder fagligheden for tyndt Et sammenhængende og fleksibelt system for videregående uddannelse: Flexucation Denmark Samfundet Behov for at imødekomme demografiske udviklinger og stigende udgiftstryk i de videregående uddannelser Taxameterordningen er en systemfejl 10 DEA 2011

11 mange overlappende fag og uddannelser i de tre sektorer. Det er ikke alene ugennemsigtigt, men det risikerer også at udvande det faglige niveau på uddannelserne. Taxameterordningen er en systemfejl De forskellige taxametertilskud er historisk bestemte og baseret på vilkårlige kriterier. Forskelligheden i taksterne giver ulige konkurrencevilkår både internt i sektoren og imellem sektorerne. Der er behov for at udvikle et nyt gennemsigtigt taxametersystem, der fremmer kvalitet i uddannelserne. Brugerlogik frem for institutionslogik Med disse benspænd i baghovedet mener vi i DEA, at Danmark har behov for en samlet og koordineret politik for de videregående uddannelser. En politik, der bedre understøtter kravene fra et dynamisk arbejdsmarked og en generation af unge, som stiller krav om at kombinere og skabe deres egen uddannelse. Med andre ord handler Flexucation Denmark om at indrette et uddannelsessystem, der er styret af de studerendes, arbejdsmarkedets og samfundets behov. Et system, der har sigte på efterspørgsel og kvalitet frem for udbud og institutionelle logikker. De studerendes behov: mulighed for studieskift, tidlig afstigning og arbejdsmarkedsrelevans Det er de færreste unge, der som årige har en fuldstændig plan for, hvad de vil med deres uddannelse og arbejdsliv. I stedet træffer de unge flere valg undervejs i uddannelsesforløbet efterhånden, som de opnår erfaringer med de videregående uddannelser og senere i deres arbejdsliv, når de bliver opmærksomme på arbejdsmarkedets krav og behov for kompetencer. Hvad der i dag kan synes som sikre valg, f.eks. uddannelser til sygeplejerske, ingeniør og inden for it-fag, viser sig måske senere i uddannelsesforløbet at være den direkte vej til arbejdsløshed. De unges tvivl kommer bl.a. til udtryk i de høje frafaldsprocenter. I perioden var de gennemsnitlige frafaldsprocenter for videregående uddannelser: 29 pct. for erhvervsakademiuddannelser 17 pct. for professionsbacheloruddannelser 30 pct. for universiteternes bacheloruddannelser 19 pct. for kandidatuddannelser De unges tvivl kommer også til udtryk i tal fra den danske del af Eurostudent 2010-undersøgelsen, hvor Danmark deltager for første gang. Den viser, at ca. 25 pct. af de studerende har holdt orlov mindst et år under deres videregående uddannelse eller mellem to videregående uddannelser. Undersøgelsen viser, at: 15,5 pct. af dem, der holdt orlov, ville arbejde i stedet 7,9 pct. af dem, der holdt orlov, var i tvivl om studiet overhovedet var noget for dem 11 pct. af dem, der holdt orlov, var utilfredse med undervisningskvaliteten og/eller tilrettelægningen af undervisningen 18,7 pct. af dem, der holdt orlov, havde svært ved at se, hvad uddannelsen skulle føre til 27,8 pct. af dem, der holdt orlov, angav, at uddannelsen ikke var, hvad de havde regnet med 28,4 pct. af dem, der holdt orlov, fandt ud af, at de hellere ville læse noget andet Tallene bekræfter, at mange studerende er i tvivl om, hvad deres uddannelse skal føre til og at den ikke er, som de havde regnet med. Mange studerende har derfor behov for et system, der i højere grad giver mulighed for, at de kan sammensætte deres uddannelse, som det passer dem, og skifte retning undervejs uden at tage orlov. De har også brug for at kunne skabe relationer til arbejdsmarkedet under deres uddannelse. De har brug for en reel mulighed for at benytte bachelorgraden som et afstigningstrin til at prøve sig selv af på arbejdsmarkedet eller til en kandidatuddannelse, der går i en helt anden retning. De studerende har brug for nemmere og hurtigere meritgange og transfermuligheder på tværs af uddannelsessektorer. Endelig har de brug for mere arbejdsmarkedsrelevans og flere samarbejdsformer med erhvervslivet. Arbejdsmarkedets behov: flere højtuddannede og bedre dimensionering Det danske arbejdsmarked er dynamisk og præget af en global konkurrence som aldrig før. Når både danske og udenlandske virksomheder overvejer at investere i Danmark, kigger de ikke blot på skatteforhold og infrastruktur, men også på muligheden for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Fremskrivninger viser, at det danske arbejdsmarked i 2020 kommer til at mangle mellem 50 og DEA

12 ! Figur 2: Behov for Flexucation Denmark SAmfundets behov Behov for at imødekomme demografiske udviklinger og stigende udgiftstryk i de videregående uddannelser Arbejdsmarkedets behov Behov for at styrke innovationsevnen og produktiviteten FLEXUCATION DENMARK De studerendes behov Behov for fleksible og mobile uddannelser til netværksorienterede studerende 12 DEA 2011

13 ansatte med en videregående uddannelse. Samtidig trænger store dele af det private arbejdsmarked til højt uddannet arbejdskraft. I snit har ansatte i den private sektor 2,9 års uddannelse efter grundskole. I den offentlige sektor er tallet 4,3 år. Arbejdsmarkedet har kort sagt brug for, at så mange som muligt tager en videregående uddannelse. Reelt betyder det, at vi må overveje at hæve målet om, at 50 pct. af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse til 55 pct. Hvis dette skal lykkes, skal langt flere især drenge og de knap så bogligt stærke føle sig tiltrukket af mulighederne på de videregående uddannelser. Men selv hvis vi blot holder fast i 50 pct.- målet, kan vi konstatere, at ungdomsårgangene vokser. Det medfører, at antallet af unge på de videregående uddannelser vil stige markant. Med manglen på arbejdskraft og med pres på de offentlige udgifter, er vi nødt til at sikre, at de unge ikke uddanner sig til arbejdsløshed. De skal have en uddannelse, de kan bruge på arbejdsmarkedet. For at understrege alvoren, viser en nylig DI-analyse, 1 at personer med en videregående uddannelse i dag er ansat i en faglært eller ufaglært stilling. Dette er delvist et resultat af den økonomiske krise, men også et vidne om, at vi i Danmark ikke er gode nok til at dimensionere, og at det medfører et spild af uddannelse og ressourcer, som samfundet ikke har råd til. I DEA mener vi ikke, at der findes et perfekt dimensioneringsredskab. I stedet foreslår vi, at man indretter et uddannelsessystem, der gør det nemt at skifte uddannelsesretning, hvis man ser arbejdsløsheden tårne sig op, og som i stigende grad sikrer arbejdsmarkedsrelevans gennem nye samarbejdsinitiativer mellem virksomheder og institutioner. Endelig har virksomhederne brug for medarbejdere, der uddanner sig hele livet igennem. En del af den videreuddannelse bør komme fra de eksisterende videninstitutioner, der i langt højere grad end i dag bør åbne deres eksisterende uddannelser mod voksne menneskers behov for videreuddannelse. Samfundets behov: fra tre til én og ny taxameterstruktur De fleste er enige om, at Danmark skal leve af viden, og at mere og bedre uddannelse er en afgørende komponent for fremtidig vækst. Fra analysen Produktivitet og videregående uddannelse, 2 ved vi, at der er sammenhæng mellem høj uddannelse og høj produktivitet: når andelen af beskæftigede, der har en lang videregående uddannelse forøges med ét procentpoint, giver det anledning til stigning i BNP på én pct. Videregående uddannelse er altså en sikker vej til øget produktivitet og vækst. Set i det lys er der et behov for at foretage store investeringer i vores videregående uddannelser. Den demografiske udvikling og et stigende udgiftstryk på den offentlige sektor gør det samtidigt nødvendigt, at vi udnytter de allerede investerede ressourcer så optimalt og effektivt som muligt. Vi bør derfor undersøge, om vi i dag har et optimalt system med tre videregående sektorer, der ligger i delvis indbyrdes konkurrence, og med institutioner inden for de tre sektorer, der ligger i en hård konkurrence om studerende, uddannelsesudbud, taxameterpenge, globaliseringsmidler, politisk opmærksomhed etc. Endelig må vi også konkludere, at den nuværende taxameterstruktur heller ikke samfundsmæssigt giver et optimalt udbytte. Forskelligheden i taksterne giver forskellige konkurrencevilkår for institutionerne i de tre sektorer. Meget peger også på, at taxametersystemet af i dag modarbejder tværdisciplinaritet og bevægelse på tværs af institutioner og sektorer. Der er brug for en udredning af hvilke incitamenter, der bedst fører til øget uddannelseskvalitet. DEA anbefaler, at man overvejer at gentænke taxametersystemet, så det i højere grad følger de studerende. Flexucation afgørende for konkurrenceevnen Begrebet Flexucation Denmark indrammer således behovet for et fleksibelt og dynamisk uddannelsessystem som en forudsætning for at imødekomme kravene fra en omverden i forandring. Flexucation Denmark kan med andre ord være nøglen til at sikre, at danske studerende og danske virksomheder konstant er konkurrencedygtige, at vi kan tiltrække højproduktive virksomheder, og at samfundet ikke spilder hårdt pressede ressourcer på kompetencer, som aldrig kommer i spil. 1 DI Indsigt: kan miste fodfæstet, november DEA og CEBR: Produktivitet og videregående uddannelse, marts 2010 DEA