ANALYSER ULIGHEDENS TOPMØDE En ny usikkerhed

Transkript

1 ANALYSER ULIGHEDENS TOPMØDE 2017 En ny usikkerhed

2 1 Internationale perspektiver på ulighed På det seneste er der sket en interessant udvikling i debatten om økonomisk ulighed. De store internationale organisationer har kastet sig ind i debatten med et klart budskab: ulighed skader vores samfund og vores økonomier. Senest har både Den Internationale Valutafond (IMF) og OECD givet empiriske beviser på dette og understreget behovet for politisk handling. I dette notat beskriver vi kort disse undersøgelser og policyforslag samt kobler dem til Danmark. INDKOMSTTENDENSER I OECD: INDKOMSTGRUPPER. Figur 1: Indkomsttendenser i OECD = 1. Kilde: OECD (2015) In it Together Hvorfor skader ulighed vores samfund? Ulighed har negative effekter for samfundet på flere niveauer: det mindsker sammenhængskraften blandt borgerne, sænker uddannelsesniveauet og skader den økonomiske vækst. OECD fandt for nylig, at stigende ulighed samlet har slået 4,7 procentpoint af væksten blandt OECD-landene i årene (OECD 2015c). IMF har i flere artikler fundet, at hvis uligheden øges så falder væksten, mens væksten stiger ved en positiv lighedsudvikling (Dabla-Norris et al. 2015; Ostry, Berg & Tsangarides 2014; Berg & Ostry 2011). Således viser IMF, at hvis indkomsten blandt den nederste kvintil af befolkningen øges med 1 pct. stiger væksten med 0.38 pct (Dabla-Norris et al. 2015). Der er altså tale om en trickle up -effekt, modsat det konventionelle diktum om, at velstanden fordeles via en trickle down -effekt. Ulighed har en række uheldige sidevirkninger, som ofte er selvforstærkende og dermed også bidrager til stigende ulighed på sigt. IMF og OECD fremhæver bl.a. KONTAKT Kristian Weise, direktør kw@cevea.dk FORFATTERE Frank Skov, Analysechef Rune Riisbjerg Thomsen, Jonas Kristiansen NOTAT CITAT Tema: Ulighed Nærværende rapport må kun Publiceret d. 27. februar 2017 citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea.

3 2 Uddannelse: Stor ulighed kan lede til lavere investering i uddannelse blandt middel- og lavindkomstgrupper. Da uddannelse ofte er en vigtig katalysator for social mobilitet, bliver denne skadet ved lavere deltagelsesniveau, hvad leder til endnu højere ulighed (OECD 2015b) Social mobilitet: Lande med en høj grad af ulighed viser typisk en lavere grad af social mobilitet (OECD 2015b). Som nævnt ovenfor er dette ofte forbundet med uddannelse. Kriminalitet: Ulighed i socioøkonomiske faktorer kan lede til højere grader af kriminalitet. Lavindkomstgrupper begår og er oftere ofre for kriminalitet end grupper med højere indkomster. Dette forværres under økonomiske kriser (OECD 2013) Helbred: I lande hvor adgangen til sundhedspleje er afhængig af betalte forsikringer, betyder ulighed naturligvis meget for muligheden for at have et godt helbred. Når uligheden vokser, bliver indkomst stadigt mere vigtigt for helbredet. Således er indkomst i USA i dag en bedre indikator for den forventede levetid, end for en generation siden (Dabla-Norris et al. 2015). Men også i Danmark rapporterer langt flere i den øverste indkomstkvintil at have et godt helbred sammenlignet med det nederste (OECD 2013). Velvære: OECD skrev i 2013: Generel velvære er positivt forbundet med lave socioøkonomiske forskelle i velvære målt på indkomst- og uddannelsesulighed. (OECD 2013: 33) Med ovenstående effekter in mente, er det forståeligt, at FN s nye bæredygtighedsmål især fokuserer på at mindske ulighed. Det hjælper ikke blot de svageste i samfundet, men giver generel velvære og bedre vækstmuligheder, globalt og nationalt. Hvorfor stiger uligheden? Der er en række årsager til at uligheden stiger, globalt og nationalt. En af de vigtigste årsager er dog, hvad man bredt kan kalde globalisering (OECD 2015b). Globaliseringen har medvirket, at flows af kapital, teknologi, handel og viden er blevet kraftigere og hastigere. Den teknologiske udvikling har bevirket, at især ufaglærte job er blevet erstattet af job, der kræver højere uddannelsesniveau og dermed skabt et større hul mellem dem med lav og høj uddannelse. Dette, samt muligheden for at outsource arbejdspladser, har ændret magtbalancen mellem arbejde og kapital, hvor virksomhedsejerne i dag trækker flere penge ud af de producerede varer og arbejderne relativt færre. Samtidig har regeringer på tværs af verden udformet politiker, der i høj grad har båret ved til ulighedsbålet. Således har man sænket topskattegrænserne, dereguleret arbejdsmarkeder og finansielle markeder, alt sammen til fordel for den økonomiske top.

4 3 TOPSKATTEGRÆNSER I OECD Figur 2: Topskattegrænser i OECD. Kilde: OECD (2015): 'Income Inequality' Ulighed i Danmark Mens uligheden i Danmark er blandt de mindste i OECD, er det dog værd at vare sig. Politiske prioriteter og globaliseringens ankomst har betydet, at Danmark er et af de lande, hvor uligheden er steget mest de sidste 30 år (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2015; Cevea 2014). Den danske ulighed har traditionelt været lav, både som følge af stærke arbejdsmarkedsinstitutioner og pga. det høje niveau af offentlige ydelser. Men mens man har nedsat adgangen til og den økonomiske værdi af disse er lønningerne til de rigeste steget markant (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2015). GINI-KOEFFICIENT FOR DANMARK Figur 3: Udvikling i Gini-koefficient for Danmark. Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2015): 'De rigeste tjener mere og mere

5 4 Ulighed skader væksten Fra 1985 til 2005 er uligheden i OECD-landene gennemsnitligt steget med to Gini-koefficient point. Gini-koefficienten er et mål for indkomstuligheden i et land, og en lav Gini-koefficient betyder, at der er en lav ulighed. Stigningen i indkomstuligheden vurderer OECD har betydet, at OECD-landene, har haft mindre vækst end hvis uligheden ikke var steget. Konkret vurderes det, at den stigende ulighed har slået 4,7 procentpoint af væksten. En væsentlig årsag til, at en stigende indkomstulighed har en negativ effekt på væksten, kan ifølge OECD skyldes, at det bliver mere risikabelt for børn med kortuddannede forældre at investere i deres uddannelse og mere generelt i human kapital, og derfor undlader de at tage en uddannelse, og arbejdskraften bliver dermed generelt mindre kvalificeret og mindre produktiv. SANDSYNLIGHEDEN FOR AT OPNÅ EN VIDEREGÅENDE UDDANNELSE HVIS ENS FORÆLDRE HAR EN GRUNDSKOLEUDDANNELSE (LOW PEB), GYMNASIEL UDDANNELSE (MEDIUM PEB), ELLER VIDEREGÅENDE UDDANNELSE (HIGH PEB) Figur 4: Sammenhæng mellem forældre uddannelsesbaggrund og egen uddannelse, når uligheden stiger. Kilde: OECD (2015) In it together. Grafen her viser, at sandsynligheden for at tage en videregående uddannelse er næsten konstant, selvom uligheden stiger, for børn hvis forældre har enten gymnasial eller videregående uddannelse. Men for de børn, der kommer fra familier, hvor forældrene højst har en grundskoleuddannelse, falder sandsynligheden for, at de selv tager en videregående uddannelse fra 25 % til 15 %, når Ginikoefficienten stiger fra 20 til 35. Det betyder altså, at en stigende indkomstulighed medfører, at færre børn af lavt uddannede forældre får en videregående uddannelse. En stigende ulighed medfører således et væksttab, fordi udnyttelsen af den humane kapital falder.

6 5 Indkomstuligheden har ikke kun betydning for hvilken uddannelse man tager. OECDs tal viser nemlig, at en stigende ulighed også betyder en stigning i arbejdsløsheden, for personer hvis forældre højest har en grundskoleuddannelse. SANDSYNLIGHEDEN FOR AT VÆRE ARBEJDSLØS I LØBET AF SIT ARBEJDSLIV, HVIS ENS FORÆLDRE HAR EN GRUNDSKOLEUDDANNELSE (LOW PEB), GYMNASIEL UDDANNELSE (MEDIUM PEB), ELLER VIDEREGÅENDE UDDANNELSE (HIGH PEB) Figur 5: Sammenhæng mellem sandsynlighed for at være arbejdsløs og stigende ulighed. Kilde: OECD (2015) In it together. Af grafen fremgår det, at sandsynligheden for at have været arbejdsløs i løbet af sit arbejdsliv stiger, når uligheden stiger, for personer hvis forældre højst har en grundskoleuddannelse. Det samme gør sig dog ikke gældende for personer hvis forældre har en gymnasial eller videregående uddannelse. Det er altså ikke kun uddannelsesmulighederne, der bliver forværret når uligheden stiger, men også mulighederne for et sikkert arbejdsliv for store dele af befolkningen. En stigende indkomstulighed har negative konsekvenser for et lands økonomiske vækst. Dette kan tilskrives at stigende ulighed forværrer livschancerne for den del af befolkningen, der kommer fra kortuddannede familier. Det er værd at bemærke at, selvom der for alle niveauer af ulighed, gælder at sandsynlighederne for at tage en videregående uddannelse og at være arbejdsløs, er afhængige af ens forældres uddannelsesbaggrund, så er det kun for dem hvis forældre er kortuddannede, at mulighederne forværres, når uligheden stiger.

7 6 Teorien om at en stigende ulighed skaber vækst i samfundet ved at skabe større incitament hos den dårligst stillede del af befolkningen for at få en lang uddannelse og komme i arbejde, holder altså ikke. Hvad kan vi gøre ved uligheden? OECD (2015b) har en række policyforslag, som de mener, kan afbøde de værste effekter af (socio)økonomisk ulighed i OECD-landene. I kort form er de: Kønsulighed Selvom kvinder i stigende grad har fået adgang til arbejdsmarkederne, er tempoet desværre stagneret i flere lande. Således er der i OECD et gennemsnitligt løngab på 15 pct. mellem fuldtidsansatte mænd og kvinder. Der er behov for aktive familie- og arbejdsmarkedspolitikker, der støtter integration af kvinder på arbejdsmarkedet. Her opfordrer OECD til, at man kigger mod de nordiske lande. Aktiv arbejdsmarkedspolitik Løn samt arbejdsvilkår- og miljø er vigtige faktorer i at sænke uligheden. Arbejdsmarkedet skifter i disse år karakter, og 40 % af unge er i atypiske stillinger; vikararbejde, tidsbegrænsede stillinger og deltidsarbejde. Det er vigtigt at opprioritere uddannelse og efteruddannelse samt at matche unges egenskaber med stillinger. Det er samtidig vigtigt fra politisk hånd at arbejde målrettet mod at få folk i arbejde, da ansættelse ikke blot giver højere økonomisk velstand, men også bedre mentalt helbred og muligheden for at udvikle sig som menneske. Uddannelse OECD understreger vigtigheden af at investere i tidlig uddannelsesindsats og sørge for at få så mange børn igennem uddannelse som muligt. Dette inkluderer også indsatsen før skolealderen, altså børnehaver og pre-schools. Samtidig er det vigtigt at bruge de nødvendige ressourcer på at efteruddanne lærere, så de har den nødvendige værktøjskasse til at tage sig af de enkelte børns behov. I forhold til at højne uddannelsesmobiliteten er inklusion af børn fra forskellige indkomstgrupper vigtigt, og vigtigheden af en vejledningsindsats, der giver alle muligheden for at vælge, hvad de ønsker understreges. Omfordeling Siden 1990 erne har udviklingen generelt i OECD været at adgangen til sociale ydelser er blevet strammet mens ydelserne generelt er blevet nedsat. Dette har bidraget til den stigende ulighed mellem lavindkomstgrupper og de mest velhavende i samfundet. OECD understreger, at stater ikke skal holde sig tilbage med at bruge skatter og sociale ydelser m.m. til omfordeling og bremsning af ulighed. Her foreslår man især at øge mulighederne for at modtage ydelser, mens man er i deltidsarbejde el. lign. Samtidig foreslår man at indhente flere penge på skattesiden. Ikke nødvendigvis igennem en hævelse af topskattegrænsen, men i stedet at nedsætte mængden af fradrag og afgiftsfritagelser, der typisk i højere grad kommer velstående borgere til gode, end dem med lavere formuer.

8 7 NOTER OG KILDER Dette notat er udarbejdet på baggrund af nylige undersøgelser af OECD, AE og IMF. Kilder: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (2015): 'De rigeste tjener mere og mere Berg & Ostry (2011) Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin? Cevea (2014) Danmark i top-5 over ulige indkomstudviklinger i EU Dabla-Norris et al. (2015) Causes and Consequences of Income Inequality: A Global Perspective OECD (2013) How s Life 2013 OECD (2015a) How s Life 2015 OECD (2015b) Income Inequality: The Gap Between the Rich and the Poor OECD (2015c) In it Together Ostry, Berg & Tsangarides (2014) Redistribution, Inequality, and Growth

9 er ufrivilligt atypiske ansatte i Danmark Midlertidige stillinger og deltidsstillinger kan give frihed og mulighed for en anden balance mellem familie og arbejdsliv end regulære fuldtidsstillinger. Men de kan også være forbundet med en stor usikkerhed danskere sidder i deltidsstillinger og midlertidige stillinger, selvom de ville foretrække en fast, fuldtidsstilling. Kun 16 % af de midlertidige ansatte er i en midlertidig stilling af lyst. Og hele 50 % kan ikke finde en fast stilling. Analysen viser, at de atypiske ansatte i betydeligt højere grad er i risiko for fattigdom, end ansatte i faste, fuldtidsstillinger. Der var 2,78 mio. ansatte i Danmark i 2015, af dem er 2,28 mio. i alderen år. Analysen fokuserer på aldersgruppen år. Det er en gruppe, der typisk er færdiguddannet, og enten er ved at etablere sig, eller allerede har etableret sig, på arbejdsmarkedet. I denne gruppe er 22,7 % atypisk ansatte, hvoraf 17,2 % er deltidsansatte, mens 5,5 % er midlertidigt ansatte. De atypisk ansatte dækker således over folk, der er i jobs som adskiller sig fra den normale, faste fuldtidsstilling. FIGUR 1: FORDELINGEN AF ATYPISK ANSATTE I DANMARK, ALDERSGRUPPEN ÅR, atypisk ansat deltidsansat midlertidigt ansat ufrivilligt deltidsansat ufrivilligt midlertidigt ansat Kilde: Eurostat, Labour Force Survey KONTAKT Kristian Weise kw@cevea.dk FORFATTERE Mads Kofoed, analytiker Jonas Kristiansen, analysepraktikant NOTAT CITAT Tema: Arbejdsmarked Nærværende rapport må kun Publiceret d. 27. februar 2017 citeres med udtrykkelig kildehenvisning til Cevea.

10 2 Ud af de 2,28 mio. ansatte i alderen år, er omkring mennesker enten ufrivilligt på deltid eller midlertidigt ansat. Det svarer til 6,1 % af de ansatte i alderen år. De atypisk ansatte udgør en stor del af det danske arbejdsmarked, og har gjort det i mange år. Som det fremgår af figur 1, var der i mennesker i alderen år, som har en atypisk ansættelse. Af dem varetager en deltidsstilling, og sidder i en midlertidig stilling. HVEM ER DE ATYPISKE ANSATTE? Figur 2 viser at de årige i højere grad end de andre aldersgrupper, sidder i atypiske stillinger. Mere end 21 % er deltidsansat og 13 % er midlertidigt ansat. Det tyder altså på, at det er sværere for de unge erhvervsaktive at finde en fast, fuldtidsstilling. Samtidig er der også flere i den ældste aldersgruppe på år som sidder i en deltidsstilling. FIGUR 2: ANDELEN AF DELTIDS- OG MIDLERTIDIGE ANSATTE FORDELT PÅ ALDER, I % 20% 15% 10% Midlertidigt ansatte Deltidsansatte 05% 00% år år år år Kilde: Danmarks Statistik

11 3 Der er en stor forskel på hvor mange mænd og kvinder der har deltidsjobs. For de årige og de årige er det næsten en fjerdedel af de ansatte kvinder, der arbejder deltid og lidt over 5 % af mændene, der er i deltidsstillinger. Kvinder er altså meget oftere deltidsansatte end mænd. FIGUR 3: ANDELEN AF DELTIDSANSATTE FORDELT PÅ ALDER FOR HENHOLDSVIS MÆND OG KVINDER, I % 30% 25% 20% 15% Mænd Kvinder 10% 05% 00% år år år år Kilde: Danmarks Statistik SIKKERHED PÅ ARBEJDSMARKEDET De atypisk ansatte fylder meget på arbejdsmarkedet, og for nogle er det en fordel at sidde i enten en deltidsstilling eller en midlertidig stilling. Det giver fleksibilitet, og man har mere frihed til selv at planlægge sit arbejdsliv. Det kan dog også være en kilde til usikkerhed, da man på deltid tjener mindre end fuldtidsansatte, og som midlertidigt ansat ved man ikke, hvad man skal når ens kontrakt udløber. De atypiske ansatte er altså kendetegnet ved generelt at have et mere usikkert indkomstgrundlag, end ansatte i typiske faste, fuldtidsstillinger. Nedenstående figur viser Eurostats

12 4 In-work at-risk-of-poverty tal, for forskellige grupper af ansatte. Tallene afspejler hvor mange procent af en gruppe, der har en disponibel indkomst på under 60 % af den nationale medianindkomst. Indekset er udarbejdet til at kunne måle den voksende del af befolkningerne i Europa, der arbejder, men lever i risiko for fattigdom. Af figur 4 fremgår det, at 7,6 % af de deltidsansatte har en indkomst under 60 % af medianindkomsten, mens det samme gør sig gældende for 4 % af de fuldtidsansatte. Der er altså næsten dobbelt så mange af de deltidsansatte, der er i risiko for fattigdom end blandt de fuldtidsansatte. Blandt de midlertidigt ansatte er det 9,8 %, der er i fare for at ende i fattigdom, til sammenligning med 3,6 % af de fastansatte. Det vil sige, at omkring 1 ud af 10 midlertidigt ansatte falder under Eurostats definition for at være i risiko for fattigdom. Dette er tæt på tre gange så mange som blandt de fastansatte. FIGUR 4: IN-WORK AT-RISK-OF-POVERTY RATE, ,0 10,0 9,8 8,0 7,6 6,0 4,0 4,0 3,6 2,0 0,0 Fuldtidsansatte Deltidsansatte Fastansatte Midlertidigt ansatte Kilde: Eurostat, Labour Force Survey Anm. Disse tal er udregnet for hele den voksne befolkning og dækker altså ikke kun aldersgruppen år. De midlertidigt ansatte ligger også højere på indekset, end de deltidsansatte. Der er altså større risiko for fattigdom, når man sidder i en midlertidig stilling, end i en deltidsstilling.

13 5 ÅRSAG TIL AT MAN BLIVER ATYPISK ANSAT Generelt er der noget højere risiko for at ende i fattigdom, når man sidder i en atypisk stilling, end i en normal fastansættelse. Det er derfor interessant at kigge nærmere på tallene, og undersøge hvorfor folk bliver atypisk ansat. FIGUR 5: ÅRSAGER TIL AT SIDDE I EN MIDLERTIDIG STILLING, OPGJORT I ANTAL TUSINDE, OG I ANDELE AF DEN SAMLEDE GRUPPE AF MIDLERTIDIGT ANSATTE I ALDEREN ÅR, ,5; 3% 37,9; 31% 19,6; 16% 62; 50% Kunne ikke finde fast arbejde Ville ikke have fast arbejde Under uddannelse Prøveperiode Kilde: Eurostat, Labour Force Survey Ifølge Eurostats nyeste opgørelse fra 2015 er der danskere, i aldersgruppen år, i midlertidige stillinger. Samtidig har 50 % af de midlertidige ansatte svaret, at de kun har en midlertidig stilling, fordi de ikke kan finde en stilling som fastansat. Det vil sige, at ca danskere, er ufrivilligt i en midlertidig stilling. En tredjedel af de midlertidigt ansatte, er enten under uddannelse eller i gang med en prøveperiode. Og kun 16 % angiver, at de sidder i en midlertidig stilling, fordi de ikke vil have et fast arbejde. Der er altså meget få af de ansatte i midlertidige stillinger, som sidder der af lyst.

14 6 Det tyder på, at der ikke er mange lykkelige freelancere, som nyder friheden ved at sidde i midlertidige stillinger. Derimod er der en stor overvægt af de midlertidige ansatte, som føler sig tvunget ud i en prekær arbejdssituation, fordi de ikke kan finde et fast arbejde. Billedet af, at en stor andel er ufrivilligt atypisk ansat, går igen i tallene for de deltidsansatte. FIGUR 6: ÅRSAGER TIL AT SIDDE I EN DELTIDSSTILLING, OPGJORT I ANTAL TUSINDE, OG I ANDELE AF DEN SAMLEDE GRUPPE AF DELTIDSANSATTE I ALDEREN ÅR, ,8; 16% 81,7; 21% 59,3; 15% 58,2; 15% 11,4; 3% 117,9; 30% Kunne ikke finde et fuldtidsjob Egen sygdom eller handicap Andre familiære eller personlige ansvarsområder Tage sig af børn eller ikke duelige voksne Under uddannelse Andet Kilde: Eurostat, Labour Force Survey Eurostat har opgjort andelen af danskere i deltidsstillinger i 2015 til at være blandt de årige. Størstedelen af de deltidsansatte har et deltidsjob, fordi de ikke er i stand til at varetage et fuldtidsjob, enten på grund af egen sygdom, eller fordi de bliver nødt til at tage sig af deres familier. Derudover er 15 % under uddannelse. 21 % har svaret, at de sidder i en deltidsstilling, fordi de ikke kan finde en fuldtidsstilling. Det svarer til ca danskere. Samlet set er der omtrent og danskere i den mest erhvervsaktive aldersgruppe, år, på arbejdsmarkedet, i enten en tidsbegrænset- eller en deltidsstilling, der ikke kan finde en fast fuldtidsstilling. Det vil sige at mere end danskere på arbejdsmarkedet, sidder i en ufrivillig, atypisk ansættelse.

15 7 SÅDAN HAR VI BEREGNET TALLENE Analysen er baseret på data hentet fra Danmarks Statistik, samt Eurostats Labour Force Survey, som er en spørgeskemaundersøgelse og derfor behæftet med en statistisk usikkerhed. Analysen beskæftiger sig med folk i deltids- og midlertidige stillinger. Herved undersøges usikkerheder forbundet med ikke at være fremtidssikret på arbejdsmarkedet, samt ikke at have en fuldtidsløn. Vi har valgt at fokusere på aldersgruppen år, da denne gruppe typisk er færdiguddannet, og enten er ved at etablere sig, eller allerede har etableret sig, på arbejdsmarkedet. In-work at-risk-of-poverty-rate er et tal, som EU bruger til at udregne hvor mange, der er i arbejde, men hvis indkomst er 60 % under den nationale medianindkomst, hvilket de fastlægger som en grænse for, hvornår man er i risiko for fattigdom. Det er altså EU s vurdering af, hvornår man er i risiko for at være fattig. Dette tal er udregnet for hele befolkningen, og altså ikke kun de årige.

16 INCLUSIVE GROWTH I N C O M E I N E Q U A L I T Y U P D A T E COPE Centre for Opportunity and Equality November Key Facts The fruits of the economic recovery have not been evenly shared 1 So far, the economic recovery has not reduced inequality Gini coefficient of disposable income inequality in (or latest year), total population or latest year ( ) Note: Income definitions and data years: see Table 1.

17 2 Household disposable incomes are still below pre-crisis levels, especially for the least well off Labour market improvements have not benefited all households equally Real disposable income growth (or latest year) by income group, Total population, OECD average % 2% 1.1% 1.3% 2.3% 0% -2% -4% -2.1% -3.6% -6% -5.3% Bottom 10% Mean Income Top 10% Note: Data years: see Table 1. 3 Since 2010, labour incomes increased less at the bottom of the income distribution Panel A - Real labour income growth , Working-age population, OECD 10% 5% 0% -5% -10% -15% -20% 2007 to to to 2014 Bottom 10% Mean Top 10% 15% 10% 5% 0% -5% -10% -15% -20% -25% Panel B Annual average real labour income growth, (or latest year), Working-age population Mean ( ) Bottom 10% Top 10% Notes: Labour incomes correspond to gross wages and salaries, and self-employment incomes. Data years: see Table 1.

18 Redistribution dampened the increase in market income inequality but has weakened recently 4 Until recently, market income inequality rose faster than disposable income inequality Inequality before and after redistribution though transfers and taxes, respectively, 2007=100, Working-age population, OECD average 108 Market income inequality (before transfers and taxes) Gross income inequality (after transfers and before taxes) Disposable income inequality (after transfers and taxes) Notes: OECD average excludes Hungary, Korea, Mexico, Turkey and Switzerland. Secretariat estimates for gross income inequality prior to Redistribution decreased in a majority of countries since 2010 Percentage reduction of market income inequality due to transfers and taxes, (or latest year), working-age population Notes: Redistribution is defined as the difference between market income and disposable income inequality, expressed as a percentage of market income inequality. Market incomes are net of taxes in Hungary, Mexico and Turkey. Data years: see Table 1.

19 6 Taxes are back at their pre-crisis levels while transfers stagnate at high level in 2013 Change in real average market and disposable income, public cash transfers and taxes, 2007=100, Working-age population, OECD average Market income Public cash transfers Personal income taxes Disposable income Notes: The figures correspond to the changes in real terms of the mean of each component since OECD average excludes Hungary, Mexico, Switzerland and Turkey. Contacts Social Policy Division, OECD Directorate for Employment, Labour and Social Affairs Celine.Thevenot@oecd.org Household Statistics and Progress Measurement Division, OECD Statistics Directorate Marco.Mira@oecd.org Carlotta.Balestra@oecd.org Notes Further reading Useful links Source

20 Box 1. The OECD Income Distribution Database (IDD - at To benchmark and monitor income inequality and poverty across countries, the OECD relies on a database based on national sources (household surveys and administrative records) and on common definitions. Indicators are based on the concept of equivalised household disposable income, i.e. the total market income received by all household members (gross earnings, self-employment income, capital income), plus the current cash transfers they receive, less income and wealth taxes, social security contributions and current transfers that they pay to other households. Household income is adjusted with an equivalence scale that divides total household income by the square root of household size. Standard concepts and definitions of household incomes are provided by the Canberra Group Handbook on Household Income Statistics (United Nations, 2011). In 2015, the OECD changed its standard definition of household income. The revision goes in the direction of bringing the OECD income definition closer to the operational definition recommended by the 2011 Canberra Group Handbook. Key changes in the new definition include: i) the inclusion of the value of goods produced by households for their own consumption, as an element of self-employed income; and ii) the deduction of current transfers paid by households to non-profit institutions and other households (e.g. alimonies). As a result, current transfers paid by households now distinguish among: i) taxes on income and wealth and social security contributions paid by workers; ii) contributions to employment-related occupational schemes; and iii) current transfers paid by households to non-profit institutions and other households. In addition, a more detailed breakdown of current transfers received by households was implemented. This distinguishes among transfers received from: i) social security schemes; ii) employment-related occupational schemes; and iii) other households and non-profit institutions. This change allows more fine-grained measures of redistribution by distinguishing between primary income (income from work and capital and net transfers from other households), market income ( primary income plus transfers received from employment-related schemes), gross income (market income, plus transfers received from social security schemes, less transfers paid to employment-related occupational schemes) and disposable income (gross income less taxes and other current transfers paid). Current transfers paid by households to non-profit institutions and other households, which were previously included in capital income, are now separately identified as a component of current transfers paid by households. While the new income definition implies a break in OECD historical series (data based on both the old and new definition are shown separately in OECD.Stat), data are available for at least one common year (typically either 2011 or 2012) based on both definitions. The pre-2011 data described in this brief have been corrected for this break. The corrected values proved to be significantly different from original values only in a handful of countries (notably Chile and Israel) and very limited or insignificant in the others. The inclusion of the value of goods produced by households for own consumption provides the basis for the progressive integration in the OECD database of estimates for selected middle-income countries, where subsistence agriculture accounts for a significant share of household economic resources. In most OECD countries for which information is available, the value of goods produced by households for own consumption is generally below 1% of household income but much higher in Mexico, where it accounts for 4% of household income (see Table 1). This income item is also more important for low-income households. The inclusion of goods produced by households for their own consumption lowers both income inequality and the proportion of people falling below the poverty-threshold. In Mexico, the ratio between the income received by people in the highest quintile to that received by those in the lowest one decreases from 13.7 to 11.5 in 2012; the Gini coefficient for disposable income falls from to and the share of people below the poverty line, from 21.4% to 18.9% (although these changes also reflect methodological changes introduced by the statistical office to measure income at the bottom of the income scale). The effect on inequality and poverty measures is smaller in all other countries. 7% 5% 3% 1% -1% 7 Importance of goods produced by households for their own consumption among the entire population and the lowest quintile of the income distribution Percentage of household disposable income Total ( ) Lowest quintile Note: Data on the value of goods produced by households for their own consumption are not available for Australia, Austria, Belgium, Canada, Denmark, Finland, France, Germany, Iceland, Israel, Korea, Japan, the Netherlands, New Zealand, Norway, Sweden, Switzerland, the United Kingdom and the United States. Database managers: Benoit.Arnaud@oecd.org, Maxime.Ladaique@oecd.org and Elena.Tosetto@oecd.org.

21 Table 1. Key indicators on the distribution of household disposable income and poverty, 2007, 2012 and 2014 or most recent year Gini coefficient or latest S80/S20 income share ratio or latest Bottom 10% Income share in total income Bottom 20% Bottom 40% Top 40% 2014 or latest (%) Notes: Income distribution data refer to the total population and are based on equivalised household disposable income, i.e. disposable income adjusted for household size. The Gini coefficient takes values between 0 (where every person has the same income), and 1 (where all income goes to one person). The S80/S20 income share ratio refers to the ratio of average income of the top 20% to the average income of the bottom 20% of the income distribution. The poverty threshold is 50% of median disposable income in each country. The income-based poverty rates exclude lump-sum payments which are frequent in the retirement schemes of some countries (e.g. Australia, Switzerland). Working poor are those with income below the poverty line, living in households with a working age head and at least one worker. Latest available data refer to 2014 for Australia, Finland, Hungary, Israel, Korea, Mexico, the Netherlands and the United States; to 2012 for Japan and New Zealand; and to 2013 for all other countries. The data shown for 2012 refer to 2013 for Finland, Israel, Korea, the Netherlands and the United States; to 2011 for Chile and New Zealand; and to 2009 for Japan. The data shown for 2007 refer to 2008 for Australia, France, Germany, Israel, Mexico, New Zealand, Norway, Sweden and the United States; to 2006 for Japan; and to 2009 for Chile and Switzerland. In the case of most countries, values for the three years are based on the same income definition (wave 7). In the case Australia, Denmark, France, Germany, Hungary, Israel, Japan, Korea, Mexico, the Netherlands, New Zealand, Norway, Sweden and Turkey, the values shown (marked with "e") are Secretariat estimates that correct for breaks in the series due to changes in the OECD income definition, changes in the survey-vehicle (Israel), and survey-improvements (France and the United States), through an adjustment factor based on different estimates for the same year. Vertical lines indicate breaks in the series that could not be corrected. Values for Japan are based on the Comprehensive Survey of Living Conditions; other surveys for Japan, such as the National Survey of Family Income and Expenditure, show lower levels of income inequality and poverty that those reported here. Values for the OECD average consider only countries for which data are available for all the years included in the table (34 OECD countries for all the indicators except anchored poverty, for which the OECD average is limited to 25 countries). The OECD average for income shares in total income and poverty rates by age group includes all 35 OECD countries, as comparable data referring to the latest available year are available for all OECD countries. Poverty rates are "anchored" in 2006 for Chile, Japan, Korea and Turkey; and 2007 for Austria and Spain. Top 20% Top 10% or latest Children (< 18) By age group, 2014 or latest Youth (18-25) Adult (26-65) Elderly (> 65) Working poor Australia e e e Austria Belgium Canada Chile Czech Republic Denmark e e e e Estonia Finland France e e e Germany Greece Hungary e e e Iceland Ireland Israel e e e Italy Japan e e e Korea e e e e Latvia Luxembourg Mexico e e e e Netherlands e e e e New Zealand e e e e Norway Poland Portugal Slovak Republic Slovenia Spain Sweden e e e Switzerland e e e e Turkey e e e United Kingdom United States e e e OECD Total Poverty rate (relative threshold) Poverty rate (threshold "anchored" in 2005) Total 2014 or latest