Made in China kinesisk samtidskunst

Transkript

1 Omringet af hunde lå den kinesiske performancekunstner Zhang Huan på en isblok i New York som en kommentar til sit nye skræmmende liv i USA. Pilgrimsfærd Læs mere om Zhang Huan på side 12. Made in China kinesisk samtidskunst Made in China var oprindeligt et særtillæg til Morgenavisen Jyllands-Posten, der udkom med avisens østudgave torsdag den 15. marts 2007.

2 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 2 Samlet af Birgitte Hjort Nielsen Indhold Kineseri på Louisiana 3 Kina på hjernen i halvandet år 4 Lang tids forberedelse til Made in China. Fabrik Udstillingsvinduet for kinesisk samtidskunst. Stereotyperne stortrives 9 Interview med kunsthistoriker Lotte Phillipsen. Bizar performance 12 Interview med verdenskunstneren Zhang Huan. Mystikken drager 15 Vestlige købere vilde med kinesisk kunst. Brister boblen? 17 Populære kinesiske kunstnere scorer millioner. Business i Kina 18 Selv Mao kunne ikke udrense det kapitalistiske gén.

3 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 3 Offentliggjort Kineseri på Louisiana Af FLEMMING ROSE kulturredaktør H.C. Andersen var som sin samtid fascineret af det eksotiske Kina. Alle danskere er vokset op med eventyret Nattergalen, hvor kejseren af det fjerne rige forløses af den fortryllende sangfugls stemme, som andre ikke kan høre. I Hyrden og skorstensfejeren optræder en gammel kineser af porcelæn, som kan nikke. Digterens fascination af Riget i Midten ses også i hans papirklip, hvor der optræder svajende tage og eksotisk udseende bygninger. Andersen havde naturligvis også besøgt Rosenborg slot med de ældste bevarede rum i kinesisk stil. Baggrunden for kineseriet på H.C. Andersens tid var de europæiske landes voksende handel med Kina i det 17. og 18. århundrede. Handelsskibe bragte te, porcelæn og silke med tilbage til Europa sammen med eventyrlige beretninger om en fjern og anderledes verden. Det udløste et romantisk sværmeri for det kinesiske, og på herregårde og slotte i Danmark og i det øvrige Europa blev der indrettet særlige kinesiske rum, der blev bygget tepavilloner og pagoder. Med sin udstilling af Estella-samlingen af moderne kinesisk samtidskunst bringer Lousiana en helt anderledes form for kineseri til Danmark. Her forsøger man at udfordre stereotyperne og sætte kunsten i centrum i stedet for det eksotiske Kina. Udstillingen består af godt 100 værker af 50 kunstnere, som ikke lader sig sætte på én samlende formel, men repræsenterer vidt forskellige syn på kunsten, Kina og verden, om end der også er fællesnævnere. På samme måde som med Kina selv. Kommunistpartiet regerer stadig i kommunismens navn, men den private ejendomsret er skrevet ind i forfatning og lovgivning, selv om netop likvideringen af denne ret er marxismen-leninismens fundamentale dogme. Kina er hverken et klassisk kommunistisk diktatur eller en fri markedsøkonomi. Der er stadig en omfattende politisk kontrol. Ingen steder forsøger myndighederne at kontrollere den fri strøm af informationer på internettet som i Kina regimets drøm er et intranet men på den anden side er der rum for kunstneriske eksperimenter, som ville have været utænkelige i det kommunistiske Sovjetunionen. Afskaffelse af årtiers rejserestriktioner har ligeledes gjort det lettere at forlade Kina og komme tilbage, ligesom eksil-kinesere kan bevare kontakt med hjemlandet. Denne relativt nye situation har stor betydning for samtidskunsten, og det kan aflæses i værkerne. Inspiration og metode krydser grænser. Selv om udstillingen på Louisiana sætter kunsten i centrum, så er det de store økonomiske, sociale og politiske forandringer, der er med til at pirre vores interesse for kinesisk kunst, og ikke kun som investeringsobjekt, selv om det er en efterspurgt vare både hjemme og på de internationale kunstmarkeder, som det fremgår af denne udstillingsavis, som Morgenavisen Jyllands-Posten har ladet fremstille til lejligheden. Gør de udstillede værker på Lousiana os klogere på det Kina, der buldrer derudaf med en fart, som kan få os andre til at føle os en smule hægtet af, som kurator Anders Kold formulerer det? Tag f.eks. Hong Haos værk Den nye fysiske verden, som vi præsenterer på midtersiderne. Det sætter spørgsmålstegn ved vores gængse opfattelse af verdenskortet. Måske er Kinas placering i den østlige udkant af vores verdenskort ikke længere dækkende? Det er i hvert fald den oplevelse, mange vesterlændinge har, når de i disse år besøger Kina. Hvordan den igangværende overgang fra et klassiske kommunistisk diktatur til et mere åbent samfund med markedsøkonomi vil ende, kan ingen sige med sikkerhed. Men hvis man vil opleve et stykke Kina, som knap så ofte finder vej til massemedierne, giver det god mening at lægge vejen forbi Humlebæk og Louisiana, mens vi venter. God fornøjelse. flemming.rose@jp.dk

4 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 4 Offentliggjort Kurator i kulissen Fokus på Kina: Gennem halvandet år har Anders Kold og hans medarbejdere haft Kina på hjernen. Resultatet er blevet udstillingen Made in China, baseret på værker fra en amerikansk samler. Af LARS OLE KNIPPEL Der er udfoldet hektisk travlhed i Nyholms villa neden for Louisianas strømlinede udstillingsrum et par skridt fra Øresunds natdunkle blå. Et kig i kulissen en sen eftermiddag: Logistikken bag kurator Anders Kolds og hans medarbejdere, udstillingsarkitekt Mads Kjædegaards og udstillingsassistent, Mathias Ussing Seebergs anstrengelser kan en overgang ligne en performance eller en installation. Forarbejdet til verdenspremieren på Made in China af samtidskunst har kaldt på alle kreative kræfter, på betydelig indsigt og på evnen til at få en kunstkabale til at gå op. Det begyndte for halvandet år siden. Anders Kold fortæller:»den amerikanske samler Sacha Lainovic henvendte sig og sagde, at han for første gang gerne ville vise sin samling af kinesisk kunst på Louisiana som det eneste sted i Europa. Han kender kunstmuseet. På tre-fire år har han oparbejdet Estella Collection på 300 værker inden for stort set alle genrer af billedkunsten: Maleri, skulptur, fotografi, installation, video, tusch og grafik.lainovic er velhavende og har dygtige rådgivere. Han er fascineret af Kina og har forretningsmæssige interesser i landet. Han mener, at der foregår et powergame mellem USA og Kina, og at en ny kinesisk dagsorden er på vej. Jeg har frekventeret USA flere gange i anledning af tilbuddet og gennemgået hans samling to gange, genstand for genstand, og har udvalgt 100 værker til den aktuelle udstilling.«kina er alle vegne Udvælgelsen har været vanskelig, tilstår Anders Kold, fordi han ved mere om vestlig end om kinesisk kunst. Der eksisterer nogle kul- Foto: Steen Wrem Kurator Anders Kold bag udstillingsmodellen med det rum, hvor Fang Lijuns 30 kvadratmeter store Swimmer præsenteres på endevæggen. turelle koder, der skal brydes. Men nu lægges materialet frem til syn og diskussion.»jeg mener, at tidspunktet for at lave en kinesisk udstilling er det rette. Kina påvirker alt lige fra beslutningerne i direktionslokalet til drøftelserne i skurvognen. Man kan dårligt åbne en avis, uden at Kina dominerer, hvad enten det handler om finans, menneskerettigheder, globalisering, udenrigspolitik og nu kunsten. Radikale forandringer gennemtrænger Riget i Midten. Folkeforsamlingshuse, der tidligere hyldede Mao og hans udlægning af marxismen, er forvandlet til teatre, biografer og en slags kirker. Det er gået dem på samme måde som mange af Danmarks

5 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 5 missionshuse, som ikke mere virker efter deres oprindelige formål. Transformationen fra Maos rødgardist til almindelig husmor afspejles i udstillingen.jeg besøgte kort før jul det centrale kunstcenter 798-fabrikken i Beijing som led i forberedelserne. Desuden talte jeg med flere udøvende kinesiske kunstnere. Den tidligere så ophøjede Mao er i dag blot kitsch, souvenir, en ufarlig ting, og der hersker en tilstand af guldfeber rettet mod et internationalt marked, men det er for tidligt at proklamere den kinesiske samtidskunst som den store fornyer af den globale kunst. Mao-æraen er for de fleste unge kinesere fortid. De har ofte ingen egentlig historisk fornemmelse for hans periode, der nu ligger 30 år tilbage. Skræmt af den, som de nok alligevel intuitivt er, og med blikket rettet mod kapitalismens usigelige goder, står Mao i dag som en sær attrap af en tyran og landsfader,«fortæller Anders Kold. Tvetydigheder»Trods fortsatte krænkelser af menneskerettighederne er der ingen tvivl om, at de unge har bedre muligheder, og det mærkes også på kunstens vilkår. Men Maos epoke bærer på tvetydigheder: På den ene side slås der rigeligt plat på den revolutionære aura, på den anden side ville det være underligt fortrængt og letsindigt, om ingen bevidnede en fortid, som både samfundet og de overlevende er dybt mærkede af.man kan heller ikke afvise en ny mulighed for tillukning som efter studenternes demonstrationer på Tiananmen Pladsen i Alle muligheder står åbne. Kina er i utrolig bevægelse, og museer med globale arbejdsvilkår må navigere i et minefyldt farvand af kunstens konjunkturer og det enorme lands overvældende potentialer. Man kan ikke fortrænge landets forhistorie på år med de referencer, det afføder,«mener manden bag Made in China.»Mange af de kinesiske kunstnere stiller sig kritiske over for den vestlige verdens rubricering af dem. De frygter at blive gesandter for det eksotiske og vil ikke bekræfte Vestens billede af Kina. De besidder måske nok bevidstheden om det eksotiske, men ønsker ikke at stå i gæld til Vesten og vil hellere koncentrere sig om deres værkers indhold. I Made in China vedgår vi, at de kinesiske kunstnere har en fællesnævner, men at der er en masse forskellige strømninger i kinesisk kunst.«anders Kold peger især på menneskekroppen, der har en tydeligere rolle for Kinas billedkunstnere end deres kolleger herhjemme.»kroppen kan blive et lærred og et landskab. Som en agerende og reflekterende krop og som et felt, hvori alt fra landskabet til skrifttegn kan fæstne sig. Og 100 værker af 50 kunstnere. Det er en stor mundfuld. Vi præsenterer en verden, vi selv er en del af og forpligtet på. Det kan være svært, når man iagttager den ufattelige og megalomane vækst i Beijing, ikke at føle sig en smule uden for heksekedlen. Og måske en anelse overhalet. I Kina vil de formentlig bygge kunstmuseer over det næste årti! Det siger noget om den voldsomme vækst,«fastslår Anders Kold, der har bygget udstillingen op i syv tematiske afsnit. Humor og traumer I prologen ses et lille næsten undseligt kunstværk af Wang Keping som var noget af det første oppositionskunst, og det første rum er dedikeret til Mao og kulturrevolutionen, som der reflekteres og ironiseres over. Der er både humor og traumer til stede foruden selvcensur. Et højdepunkt i rummet med den højstemte retorik er Xu Bings ordinstallation. Han ved, hvad han taler om. Han læste på en gadeavis, at hans egen far var afskediget som professor og udråbt som en reaktionær hund. Faderen var historieprofessor og for lærd for kulturrevolutionens medløbere. Nogle af kunstnerne oplevede kulturrevolutionen fra en position i udlandet, hvor de var megastjerner. Gennem et enormt hul føres gæsten til et nyt rum, der er afideologiseret og beskæftiger sig med den almindelige og fattige kineser med en overskrift, der kunne lyde Hjemme hos. I det øjeblik, han eller hun ikke styres så hårdt og har nogle valg, kommer der penge og muligheder samt spørgsmålet: Hvem er vi? Identiteten får mening. Her er nul kulturrevolution og nul ideologi. I kælderregionen sættes fokus på skrifter, som man ofte forbinder Kina med. Kinesernes skrift er billedlig og fysisk, og der arbejdes med en fornem tradition, men på en fornyende måde. Udstillingen slutter med landskab og krop. larsole.knippel@jp.dk Vigtige årstal i det moderne Kinas historie Qing-dynastiets fald Republikken Kinas oprettelse. Republikken eksisterer i dag som Taiwan Kinas Kommunistparti grundlægges Chiang Kai-shek forsøger at gøre det af med Kommunistpartiet Japan besætter Manchuriet og etablerer året efter Manchukuo Kommunisterne flygter fra nationalisterne, en flugt kendt som Den Lange March Japan myrder og voldtager sig gennem resten af det nordlige, østlige og sydlige Kina indtil Japan kapitulerer, og borgerkrigen fortsætter Folkerepublikken Kina oprettes efter års borgerkrig Det Store Spring fremad. Omfattende sult og død følger i årene efter Kulturrevolutionen begynder og varer indtil Maos død Mao Zedong dør. Firebanden får kort efter skylden for Kulturrevolutionen og fængsles December: Deng Xiaoping starter reformperioden Massakre på og omkring Den Himmelske Freds Plads efter omfattende demonstrationer Deng Xiaoping dør. Kina overtager Hong Kong 1. juli Kina tildeles De Olympiske Lege i 2008.

6 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 6 Offentliggjort Fabrik 798 Forvandling: På mindre end fem år har den ukendte kunstner-oase gennemgået forandringen til Kinas mest betydningsfulde udstillingsvindue for kinesisk samtidskunst. Bérénice Angremy er en af ophavsmændende. Her fortæller hun om fabrikken, kunsten og kommercialiseringen. Af JES RANDRUP NIELSEN Jyllands-Postens korrespondent Den ene af de fire arbejdere på minilastbilens lad læner sig halvsovende mod det fyldige, hvide glasfiberbryst. Så standser køretøjet med et ryk. Den mandshøje kvindebuste, hvis ansigt er beskyttet mod uvedkommende blikke af et lagen, lirkes ned af lastbilen. Derpå forsvinder den sammen med arbejderne ind i mørket gennem en port i fabriksbygningen. Trods det lurende tusmørke fortsætter aktiviteten denne vintermandag på andre dele af Fabrik 798, et enormt militærindustrielt kompleks fra 1950 erne i Dashanzi-bydelen i Beijings nordvestlige udkant. Gult lys og gæster fra gallerier, cafeer, kunstnerværksteder og designfirmaer flyder ud i de dystre gyder, hvor de fortynder strømmen af personbiler og små ladvogne mellem områdets mørkerøde murstensbygninger og grå betonstrukturer. Bygningerne i industrikomplekset husede tidligere et af de mest avancerede produktionsapparater til Folkets Befrielseshær. Den forbindelse er for længst brudt. Men området har genvundet sin status som moderniserende, avantgardistisk og om muligt befriende med et andet produkt: Kunst.»798 var som ide aldrig officiel. Ideen var at skabe et rum for kunst på trods af systemet under, over eller rundt om. Og vi havde netop et rum,«fortæller Foto: Jes Randrup Nielsen Lederen af "Thinking Hands" og en af ophavsmændene til Fabrik 798, franskmanden Bérénice Angremy, foran en af fabrikkens originale maskiner. Den forhenværende elektronikfabrik i udkanten af Beijing huser i dag over 100 gallerier samt en stribe kunstnere, og fabrikken er landets førende center for kinesisk nutidskunst. franske Bérénice Angremy, indehaver af firmaet Thinking Hands og en af ophavsmændene bag Beijing Biennalen, der for alvor gav Fabrik 798 et skub fremad. Fabrikken var oprindeligt Folkerepublikkens 157. modernise-

7 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 7 Arbejdere transporterer en to meter høj kvindebuste af glasfiber ind i et galleri på Fabrik 798. Den tidligere elektronikfabrik huser i dag en række arbejdende kunstneres værksteder, udstillingsrum, mere end 100 gallerier samt et stigende antal cafeer og restauranter. Foto: Jes Randrup Nielsen ringsprojekt bygget i 1953 med østtysk hjælp til produktion af avanceret militær elektronik. Men i begyndelsen af 1990 erne havde omfattende afskedigelser i den statsejede industri, pensionering af fabrikkens ingeniører og generel flytning tømt næsten hele den kvadratkilometer af fabrikshaller og boliger, som arbejdere og deres familier i 1950 erne og 1960 erne havde fyldt med støj og liv. Fabrikskomplekset, der oprindelig var kendt under nummeret 718, var for længst marginaliseret, ruineret og i det store hele glemt i den hede kinesiske kærlighedsaffære med hurtige penge og profit. Ideelt rum med historisk anker Glemslen og roen langt fra det opskruede tempo i Beijing centrum samt lave huslejer og store, tomme lokaler trak kunstneriske sind til forstadsområdet Danshanzi, der dengang endnu ikke var blevet opslugt som en del af hovedstaden. De fandt et ideelt historisk og arkitektonisk rum i det planøkonomiske fabrikskompleks. I 2002 åbnede fotografen Xu Yong det ikoniske "798 Space", og da den kinesiske kunstner, Huang Rui, lejede sig ind i området efter 15 års ophold i Japan påtog han sig arbejdet med at skabe et struktureret miljø for kunst i Beijing. Stedet blev omdøbt "Fabrik 798" efter en af fabrikkerne i 718-komplekset, og Bauhaus-maskinhallerne blev renoveret. Rummenes røde maoistiske slogans og fritstående, grønemaljerede jernmaskiner fik lov til at overleve som historisk anker til fabrikkens nye rolle som leverandør af tidssvarende kinesisk kreativitet. Efter to udstillinger i 2002 og 2003 lancerede Huang Rui sammen med Bérénice Angremy området som Beijings og Kinas eneste kunstområde af sin art med udstillingerne "Reconstruction 798" og den første Beijing Biennale. Det kunstneriske verdenskort havde fået et nyt brændpunkt.»området yder en fantastisk baggrund for kunsten. Nyt og gammelt blandes. Rummet er en del af kinesisk historie, og forbindelsen til Kommunistpartiet er væsentlig. Når man er omgivet af gammelt glemmer man aldrig historien,«siger Bérénice Angremy. Siden har området undergået en radikal genfødsel, hvis hastighed og omfang til fulde er Kinas nuværende moderniseringseventyr værdigt. Mens der for fire år siden fandtes blot blot fire gallerier og udstillingsrum på området, er der i dag over 100 side om side med et hav af cafeer, restauranter, reklamebureauer og designfirmaer. Rivende forretning Områdets udvikling er gået hånd i hånd med efterspørgslen på det internationale marked for kinesisk kunst. På ganske få år er kinesisk samtidskunst forvandlet fra en esoterisk bibeskæftigelse til rivende forretning. Og Bérénice Angremy mener, at der er en direkte forbindelse mellem udviklingen af 798 og den stigende interesse og voksende priser for kinesisk kunst både i Kina og i udlandet.»for fem-seks år siden var det kun få kunstnere, der kunne sælge deres ting, og det var meget svært at trænge igennem. Der var ingen store kunstauktioner tilegnet kinesisk samtidskunst og den kunst, der blev solgt i udlandet, blev solgt gennem nogle få gallerier med baser i Paris, London og New York. For fem år siden var der ganske enkelt ikke noget sted i Kina, hvor man kunne se kinesisk kunst,«siger Bérénice Angremy, der ikke selv er involveret i handel

8 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 8 med moderne kinesisk kunst. Hun forklarer, at gallerier snarere end museer i Kina traditionelt har spillet rollen som formidler af moderne kunst, fordi landets kunstmuseer ikke viser samtidskunst.»men for omkring to år siden begyndte det kinesiske kunstmarked at vokse her. Pludselig havde kunstnerne mulighed for at vise deres kunst, og meget hurtigt fik kinesisk samtidskunst et meget større publikum. Samlere kommer her direkte, og det har fået markedet til at vokse,«siger hun.»dette gør en forskel for kunstnerne selv. Den unge generation er meget bevidst om markedet. Det, de producerer, kan de faktisk sælge med det samme. Og de kan sælge det tilsvarende dyrere end deres unge europæiske kolleger.«genindtagelse af symboler De mange gallerier har vist sig at påvirke det kinesiske kunstmarked på andre måder end ved blot at forstørre markedet. Den større eksponering har også påvirket produktet, der har udviklet sig. Det er i dag sværere at identificere særlige tendenser inden for kinesisk kunst end det var i begyndelsen af 1990 erne, mener Bérénice Angremy. Et eksempel er 1990 ernes tendens til at afbilde Mao og kommunistiske symboler, der i dag mest produceres, fordi det er interessant i Vesten.»Der er de velkendte kommunistiske symboler. Men det er ikke så meget en kritik, der foregår, som en genoptagelse af symboler blandt Kulturrevolutionens ikoner, f.eks. soldaten,«siger hun.»derudover er der en klar realistisk tendens hos en del malere, der teknisk er meget dygtige. Det skyldes, at træningen på universiteterne baserer sig på en realistisk tradition. Men den mest interessante tendens er, at kunstnerne behandler fortiden uden at genskabe den. I stedet placerer de sig selv i samfundet som mennesker. Det tror jeg, man kan se i den kinesiske kunst selv uden forkundskaber.«kommercialiseringen af det kinesiske kunstmarked betyder dog ikke, at kinesiske kunstnere er blevet frigjort i vestlig forstand.»kunstnerne er mere end tidligere en del af samfundet, og de kan tjene penge. Markedet åbnede en karrieremæssig løbebane for dem. Men det befriede dem ikke... Jeg er overbevist om, at det ikke frigjorde dem som politisk klasse,«siger hun. Kunstens ytringsfrihed Det frirum af ytringsfrihed, som kinesiske kunstnere i dag synes at have konstrueret på fabriksområdet, adskiller sig fra Vestens forståelse af samme.»det er en generel misforståelse i Vesten, at kunsten udfordrer systemet. Kunstnerne er ikke involveret i (kampen for) menneskerettigheder. De vil have ytringsfrihed, men ikke på samme måde, som vi forstår det. Det handler ikke om at være for eller imod. Det handler for dem om, at "i dette rum, som jeg har fået, vælger jeg at sige dette!"«forklarer Bérénice Angremy. Selv om Fabrik 798 aldrig har været en del af byplanlægningen hos myndighederne i Beijings Chaoyang-distrikt, og dens organiske vækst er gødet af kunstneres ambitioner og markedets interesse snarere end af bureaukratisk planlægning, har kinesiske myndigheder accepteret området. Dels fordi det har vist sig nemt for landets sikkerhedsmyndigheder at kontrollere den udstillede kunst og beordre de kunstværker fjernet, der måtte træde på myndighedernes til tider yderst følsomme tæer. Og dels fordi området i de seneste år er blevet en ny seværdighed for turister. Den kommercielle succes er imidlertid blevet så synlig i fabrikslandskabet, at stemningen er grundlæggende forandret. Da rygtet om fabrikken i 2003 begyndte at cirkulere i Beijing, gjorde forureningen i området stadig luften grågul og giftig. Inden for murene dampede det fra pakningerne på de overjordiske fjernvarmerør, hvis isolering hængte i beskidte laser som uld på et vanrøgtet får. De få mennesker, der var at se, syntes at falde i ét med den dystre, industrielle arkitektur. Turistattraktion I dag er det mest bygningerne, der er intakte. I weekenderne invaderes distriktet af busfulde af turister og de mange cafeer og restauranter har spoleret stedets magnetiske trøstesløshed. Og for nylig opsagde ejeren af fabriksområdet, industrigruppen Seven Star Group, en af sine lejekontrakter med Huang Rui, en af hovedarrangørerne bag Dashanzi Arts Festival, der sidste år tiltrak besøgende.»kunst har brug for fred,«siger Bérénice Angremy, der ligesom flere andre frygter for områdets fremtidige særstilling. Hun mener ydermere, at Huang Ruis eventuelle udflytning kan betyde, at andre kunstnere vil følge efter. Men hun tror ikke, at Seven Star Group vil smide resten af kunstnerne ud ikke mindst fordi det vil ødelægge den ganske udmærkede forretning, som gruppen via kunstnernes tiltrækningskraft har opbygget siden 2002.»I øjeblikket er det stadig okay, men jeg ved ikke, hvordan det vil gå i fremtiden. Det vigtigste er, at der stadig er ikke-kommercielle rum på området,«vurderer hun. Mødet mellem samtidskunsten og den kinesiske offentlighed har uigenkaldeligt slået rod i Fabrik 798. Og som kunstvindue er fabrikken stadig unik i Kina. Bérénice Angremy indrømmer dog, at hun sammen med Huang Rui i øjeblikket planlægger at flytte flere af Thinking Hands aktiviteter til et nyt kulturområde, der skal åbne i den sydøstlige udkant af Beijing i løbet af det næste år.»der var en magisk periode i de første par år,«siger hun en smule melankolsk om Fabrik nr. 798 og tilføjer med et smil:»jeg kan stadig godt lide stedet. Men vores arbejde her er færdigt.«jes.randrup@jp.dk

9 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 9 Offentliggjort Kinakunst i det røde felt Interview: Eksotisk, fremmedartet og i opposition til det kommunistiske styre. Sådan aflæses kinesisk kunst ofte i Vesten, argumenterer kunsthistoriker og ekspert i kinesisk samtidskunst, Lotte Philipsen. Men den opfattelse er for unuanceret og forsømmer at sætte kunsten i centrum, siger hun. Af TOM HERMANSEN Michelangelo, van Gogh, Picasso og Warhol. Det er hovednavnene på kunsthistoriestudiet ved Aarhus Universitet, hvor den vestlige kunst traditionelt har fyldt hele skoleskemaet. Det var derfor en uvant oplevelse for kunsthistoriker Lotte Philipsen, da hun i 1999 besøgte biennalen i Venezia og så 100 værker af 20 kinesiske samtidskunstnere. I dag er hun blandt landets førende eksperter på området og har gjort sig bemærket med sin kritik af den måde, den vestlige kunstinstitution beskæftiger sig med nutidens kinesiske kunstnere. For til trods for, at kinesiske samtidskunstnere behandler globalt relevante emner i et globalt genkendeligt formsprog, så markedsføres de i Vesten først og fremmest som kinesere og ikke som eksempelvis malere eller installationskunstnere, forklarer hun. Vi mødes på Lotte Philipsens kontor i en ny tilbygning for ph.d.- studerende på Langelandsgade. Her skriver hun på sin afhandling om samtidskunstens globalisering med udsigt til den gamle Foto: Casper Dalhoff»Jeg anede ikke, at begrebet kinesisk samtidskunst fandtes,«fortæller kunsthistoriker Lotte Philipsen. Men lyset gik op for hende, da hun besøgte biennalen i Venezia i 1999, hvor flere kinesere udstillede.

10 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 10 kaserne, der i dag fungerer som base for de æstetiske fag på Aarhus Universitet. Fra de røde kasernebygninger er der på alle måder langt til Kina, men Lotte Philipsen har i flere omgange forladt de århusianske rammer og rejst til den anden halvdel af kloden for at se nærmere på sit studieobjekt.»jeg skrev speciale om kinesisk samtidskunst, men det var ikke holdbart at bure sig inde med bøgerne herhjemme, så i 2001 rejste jeg for første gang til Kina for med egne øjne at se, hvad der foregik, og for at snakke med kunstnere, kritikere, gallerister. Jeg så en frodig og spændende kunstscene, men det hele foregik inden for et begrænset miljø og uden stor bevågenhed fra den kinesiske befolkning. Derfor orienterede de kinesiske kunstnere sig i stedet ud af landet mod den internationale scene. Men nu er der kommet mere interesse for samtidskunst i Kina.«Drager og kinategn Ned fra reolen, der dækker kontorets ene langside, piller Lotte Philipsens tre udstillingskataloger. To med knaldrøde forsider fra henholdsvis en 1995-udstilling i Aarhus Kunstmuseum og en vandreudstilling i Charlottenborg, samt et tredje med et værk af kunstneren Zhang Huan på omslaget.» Dragens Rige var titlen på Århus-udstillingen, der viste genstande fra Kina vaser, skærme, tuschmaleri, porcelæn. Titlen er stereotyp, og det samme er det røde katalog med kinesiske skrifttegn. Selv om den er tekstet på engelsk og dansk, er der kinesiske tegn på forsiden, fordi de gør sig godt som eksotisk blikfang. Det betyder ikke, at det nødvendigvis var en dårlig udstilling, men blot, at man byggede nogle helt bestemte forventninger op hos publikum. Det samme er tilfældet på Charlottenborg, hvor man viste spændende værker, men rammede dem ind med overskriften China! og først nedenunder og med mindre bogstaver samtidsmaleri. Det katalog indledes på typisk vis med en lang udredning om Kina som samfund,«siger hun og uddyber:»det er måske forståeligt nok, fordi Kina er så fremmedartet for os, men ikke desto mindre skaber man stereotype forventninger hos publikum, der besøger udstillingerne. Man iscenesætter først og fremmest kinesisk kunst som noget eksotisk og fremmedartet og sekundært som kunst. Det tredje katalog derimod, som er fra udstillingen Inside out: New Chinese Art, vist i USA, Mexico og Hong Kong, har et kunstværk på forsiden, og katalogteksterne handler primært om kinesisk samtidskunst og ikke om Kina som samfund. Kinesisk samtidskunst bliver ofte præsenteret med fed streg under kinesisk. Jeg synes, det ville være bedre at sige: Her kan i opleve noget samtidskunst, som ganske vist kommer fra Kina, men som er interessant som kunst. Kunst er noget andet end samfundsfag, økonomi og andre domæner, men man ser ofte, at det hele slås i hartkorn. Det forårsager, at man ikke får åbnet op for værkernes forskellighed, men lader det eksotiske og fremmedartede dominere. Det trækker publikum til. Men er det på kunstens præmisser?«betyder det, at du synes, det er en dårlig ide, at Louisiana laver sådan en udstilling som denne?»nej! Med mit fagområde synes jeg, det er fantastisk, når nogen interesserer sig for kinesisk samtidskunst. Jeg kan så være modstander af, hvordan man præsenterer det. Og jeg var bekymret, første gang jeg hørte om Louisiana-udstillingen, men nu tror jeg, det bliver rigtig godt. Jeg har været derovre, set deres planlægning, og det ser lovende ud. Bl.a. fordi de laver forskellige historier, forskellige indgangsvinkler til de forskellige værker.«du vurderer med andre ord, at kunsten kommer i centrum på denne udstilling?»ja. Og at forskelligheden blandt kinesiske samtidskunstnere kommer i centrum. Titlen Made in China kunne lugte lidt af Kina-fetichering, men det er faktisk titlen på et værk fra udstillingen: En stor legetøjs gulddinosaur, hvorpå der står skrevet Made in China.«Kina i førerhuset På Lotte Philipsens boghylder står også den palæstinensisk fødte amerikanske litteraturhistoriker Edward Saids hovedværk Orientalisme Vestlige forestillinger om Orienten fra 1978, der er kommet på dansk. Heri beskriver Edward Said, hvordan vestlige forfattere og billedkunstnere siden Middelalderen har fremstillet Orienten som eksotisk, underlegen og farlig. Og det kalder Said for orientalisme, en størrelse, der hænger tæt sammen med kolonialisme og imperialisme. Bl.a. den fransk forfatter Gustave Flaubert står for skud i bogen, da han ifølge Said erotiserede orientalske kvinder som noget, den vestlige mand kunne besidde og dominere, men også europæiske billedkunstnere som Delacroix og Matisse får kritik for deres erotiske skildringer af orientens kvinder. Når vestlige udstillingssteder i dag fremstiller Kina som en eksotisk fremmedhed, er det så samme orientalistiske mekanismer, der gør sig gældende?»det er det nok et stykke hen ad vejen. Men klassisk orientalisme i Said-forstand er det ikke. For ingen er i dag i tvivl om, at det er Kina, der kører med klatten. Skolebørn i Danmark begynder at lære kinesisk, enhver virksomhed med respekt for sig selv involverer sig i Kina og så videre. Orientalismen fremstillede orientens mennesker som umoderne, som nogle, der bad om at blive udnyttet. Om at den hvide mand skulle komme og redde dem. Og sådan er det absolut ikke med Kina i dag. Alligevel har der som sagt været en tendens til at putte alle kinesiske kunstnere i samme stereotype Kina-kasse.«Hvad er det for stereotype billeder, vi har af Kina?»Dem vil jeg helst ikke kommentere og dermed bekræfte. Men man kan sige, at kinesisk samtidskunst i Vesten har fået en fed avantgardeetiket påklistret. Fordi vi i Vesten vil se deres kunst som en avantgardistisk kritik af landets totalitære styre. Det vil sige, at man i Vesten tager kinesisk kunst over på sin side som modsætning til det kommunistiske styre. Kinesisk samtidskunst skal altså, hvad enten det så gør det eller ej, stå i opposition til styret i Kina. Men

11 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 11 jeg er helt overbevist om, at der på det seneste i Vesten er kommet en langt mere nuanceret forståelse af kinesisk samtidskunst, af at avantgardetilgangen er for simpel.«den grønlandske kunstner Pia Arke taler om begrebet etnoæstetik, altså, at man som ikke-vestlig kunstner forventes at præsentere nogle bestemte ting for den vestlige kunstinstitution, hvis man vil accepteres. I hendes tilfælde billeder af fjelde, sæler og den slags. Er der en risiko for, at kinesiske kunstnere så at sige taler den vestlige kunstinstitution efter munden og giver dem det, de vil have, eksempelvis røde farver, cykler, rismarker og kommunisme-kritik?»det har der været meget af, især da kinesisk samtidskunst først kom til Vesten, men det er ikke så udtalt længere. Fordi det hele i vestlige øjne skulle være så avantgarde og dermed i opposition til styret, var der nogle absolut ikke alle, men nogle kinesiske kunstnere, der regnede den ud: Er jeg kritisk over for Mao, så går den nok igennem. Den hopper man ikke på længere. Men i 1990 erne var der eksempelvis mange kinesiske kunstnere, der malede Mao-kritiske billeder.«lotte Philipsen tager en bog ned fra reolen og bladrer gennem sider med masser af Mao-portrætter.»Hvis man fra den vestlige kunstinstitutions side udelukkende prioriterer den slags tilsyneladende systemkritiske billeder, tager man ikke kunsten alvorligt som kunst.«tradition og nybrud Kina har været inde i en voldsom økonomisk vækst i de senere år, og den udvikling har mange kunstnere forholdt sig direkte til med værker, der er tydeligt kritiske over for den voksende markedsøkonomi, forklarer Lotte Philipsen. Men inden for de seneste par år ser hun en forandring:»der er stadig kinesiske kunstnere, som forholder sig til det økonomiske boom, men nok ikke længere så sort/hvidt. Nu ser vi mange kunstnere med mere personlige fortolkninger af et eller andet fænomen, mens andre stadig arbejder kritisk over for systemet. Forandringen kan skyldes flere ting, tror jeg. Kunstscenen er vokset eksplosivt i takt med økonomien, og det har givet større mangfoldighed blandt kunstnerne. Men jeg tror også, at kinesiske kunstnere er begyndt at se mere kunstnerisk på deres omverden. At man ikke skal kunne aflæse kunsten på samme måde, som man aflæser erhvervssiderne i avisen.«du beskæftiger dig med det, du kalder kinesisk samtidskunst. Hvad med den kinesiske kunst, der stadig dyrker de gamle kinesiske traditioner?»der er to slags samtidskunst i Kina. En samtidskunst, der fortsætter gamle traditioner og måske endda fornyer dem en gang imellem ved eksempelvis at knække grenen på den blommekvist, man maler. Og der er kinesiske kunstskoler, som stadig uddanner tuschmalere. Det er noget, vi har svært ved at forholde os til, og det er noget andet end det, jeg kalder kinesisk samtidskunst. Det, jeg kalder kinesisk samtidskunst, er den mere eksperimenterende scene, der i højere grad betjener sig af et formsprog, vi kender. Eksempelvis videokunst, som vi med det samme genkender som samtidskunst. Den del af kinesisk samtidskunst, mener jeg, behandler almenmenneskelige aspekter. Men dermed ikke sagt, at man bare lige forstår alt, en kinesisk samtidskunstner laver. Det kan være svært at komme ind over barriererne, fordi man ikke kender koderne eksempelvis sproget. Og der kan udstillingsstederne hjælpe ved at lave god formidling, der oplyser om kunsten, men som kommer ud over stereotyperne.«hvornår sker skiftet fra gammel kinesisk tradition til det, du kalder kinesisk samtidskunst?»sådan kan man ikke opstille det. Man må huske på, at Kina var med internationalt allerede før revolutionen med en stærk modernistisk-lignende kunst, eksempelvis inspireret af Matisse. Kineserne fulgte med i den vestlige udvikling primært via Japan, der var i kontakt med Paris, datidens kunstmetropol. Så kom revolutionen og krigene mod Japan. Republikken blev udråbt i 1949, og derfra stod kunsten i kommunismens tjeneste dog med en vis stil-frihed, bare den hyldede kommunismen. Men under kulturrevolutionen var der meget strenge regler for, hvad kunst skulle. Først efter 1978 begyndte landet atter at åbne sig. Deng Xiaoping indførte økonomiske reformer, og det gav større mulighed for internationale kontakter. Kunstnere kunne eksempelvis få tidsskifter eller høre om nogen, der havde været uden for Kina. Den åbning førte til, at kineserne i 1980 erne eksperimenterede helt vildt. De kinesiske kunstnere skulle gennemleve alt det, der var sket i Vesten i 1900-tallet på ti år! Resultatet blev et nærmest postmodernistisk kaos af alle stilarter.«hvad håber du, publikum til Louisiana-udstillingen får ud af deres besøg?»jeg håber, de får en spændende kunstnerisk oplevelse ud af det. Måske nogle bliver lokket ind, udelukkende fordi der står Kina på programmet, fint nok, bare de også får en fornemmelse af de enkelte værker og ser forskellene på de repræsenterede kunstnere. Kort sagt: At folk ser, at kinesisk samtidskunst er mange forskellige ting.«tom.hermansen@jp.dk

12 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 12 trompet_over-tag med 8 punkts dummy-tekst. Kroppen er hans pensel Interview: Ingen forstår min kunst, siger Zhang Huan, som bruger levende orme, fiskeaffald, honning og blod som materiale. Men den bizarre praksis har dog gjort ham til en af verdens førende performancekunstnere. Vi har mødt globetrotteren i London. Af TOM HERMANSEN Jyllands-Postens udsendte medarbejder London For enden af shoppinggaden Regent Street ligger det femstjernede The Langham Hotel, gennem 140 år opholdssted for velhavere og kendisser. Zhang Huan er indkvarteret på fjerde sal med sin familie, men vi mødes i hotellets splinternye bar, designet af en populær London-arkitekt. Lilla er den altdominerende farve og stilen et besynderligt sammenkog af engelsk, kinesisk og thai-tradition. Zhang Huan kigger sig omkring og ved ikke helt, hvad han skal mene om stilforvirringen, men om ikke andet, siger han, er den original. Karakteristikken original passer også på Zhang Huan, en af Kinas første performancekunstnere og topnavn i den succes, som kinesisk nutidskunst oplever netop nu. Men da han flyttede til Beijing i 1991 for at slå igennem som kunstner, så tingene ganske anderledes ud. Han kom til et faldefærdigt område i byens østlige del, på den tid samlingssted for landets kunstavantgarde. Kvarteret, der ligger med udsigt til fine hoteller og høje kontorbygninger, gav Zhang Huan ideen til en af hans berømte performances: 12 kvadratmeter. Foto: Tom Hermansen Kinesiske Zhang Huan bor i New York og Shanghai og rejser verden rundt med sin kunst. Her på gaden i London.»Vores del af byen var kaotisk og beskidt, og en sommerdag gik jeg ind på et af de offentlige toiletter, der er opstilet overalt i byen. Det var ikke gjort rent i dagevis og fyldt med fluer, som begyndte at kredse om mig. Oplevelsen var så stærk, at jeg besluttede at vende tilbage for at lave en performance derinde om mødet mellem min krop og fluerne. Jeg smurte mig ind i fiskerester og honning, det tiltrækker fluer, og sad nøgen på toilettet i en time, dækket af fluer,«fortæller Zhang Huan.»Jeg ville se, hvad der sker, når fluer besætter ens krop. Jeg ville føle dem mod min hud. Jeg ville glemme virkeligheden. Jeg havde ingen konkrete tanker, mærkede kun, hvordan fluerne kravlede på alle mine kropsdele.«livet som performancekunstner i Kina var svært, siger Zhang Huan. De vanskeligheder, han oplevede i Beijing, står i kontrast til den nuværende berømmelse, der har givet ham soloudstillinger verden over i 2003 var han såmænd på plakaten i Kunsthallen Nikolaj i København. Og til september gælder det et fashionabelt London-galleri. Drømmen om Amerika Han er i den britiske metropol for at se nærmere på udstillingsomgivelserne, men benytter samtidig lejligheden til en lille ferie med sin kone og to børn. Det er nemlig kinesisk nytår, og derfor er hans værksted i Shanghai, der netop nu beskæftiger ikke færre end 100 mennesker, lukket. Hvordan reagerede omgivelserne i Kina på dine første performances?»til 12 kvadratmeter var kun

13 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 13 en gruppe kunstnere fra min bydel til stede. De hjalp mig med at fotografere og videooptage seancen. Enkelte personer, der tilfældigvis dukkede op på toilettet under min performance, kiggede forskrækket og forsvandt. Men de mest negative kommentarer kom fra mine lærere og medstuderende i Kina. Nogle kaldte mig pervers, andre sagde, at jeg bare gjorde det, fordi jeg ikke kunne finde ud af at male. I begyndelsen fik jeg også problemer med myndighederne, fordi de troede, jeg lavede politiske protester. Men da de fandt ud af, at jeg bare var en fattig kunstner uden magt, lod de mig være i fred.«gennembruddet udeblev i Beijing. Ingen udstillinger, intet salg, ingen penge. Derfor rejste Zhang Huan til New York, hvor han har boet de seneste ni år.»new York var min drøm.«zhang Huan s markerede ansigt får et alvorligt udtryk. Han tager en slurk af sin vandflaske og fortæller, at han i Beijing så kunstmagasiner, der altid handlede om New York og alle byens kunstnere. Derfor blev det et mål for ham at komme dertil. Men i dag ser han anderledes på det:»jeg ville prøve noget nyt, måske et bedre liv. Men New York er ikke min by, ved jeg nu. For mig har den mistet magien, mysteriet, drømmen. USA er ikke mit land. Det er for svært at falde til, der er for store kulturforskelle. Derfor opholder jeg mig mest i Shanghai nu, men indtil videre beholder jeg mit værksted i New York.«Kinesisk outsider Zhang Huan og hans tre søskende blev som børn sendt ud til deres bedsteforældre på landet. Forældrene arbejdede på fabrik og kunne ikke passe dem. Det var fattige kår og midt i den blodige kulturrevolution, men alligevel en lykkelig tid, mindes Zhang Huan. Han husker især to ting fra sin barndom: farverne blå og gul. Blå var farven på arbejderens tøj, gul var farven på landsbyens natur. Men der kom flere farver på paletten, da han i skolen blev sendt 12 kvadratmeter var en performance på et beskidt toilet i Beijing, hvor Zhang Huan sad en time indsmurt i honning og fiskerester. Det kan fluerne lide. I jernkæder hang Zhang Huan i loftet. Smerten var uudholdelig, fortæller han. Værkets navn er hans vægt: 65 kg.»folk forstår ikke, hvad jeg laver. Og jeg er ikke sikker på, at jeg selv gør,«siger han.

14 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 14 I New York begynder Zhang Huan i stigende grad at involvere flere mennesker i sine performances. Her er det To raise water level in a fishpond. på malerkursus. Det gik så godt, at han efterfølgende blev optaget på kunstskole, hvor han viste talent for maleriet. Han fik samtidig job på et malerværksted, hvor man kopierede de store europæiske mestre. Zhang Huan tog sig af franske Degas. Men i længden var pensel og farver ikke tilfredsstillende.»jeg vidste stort set intet om performance indtil de tidlige 1990 ere, men da jeg gennem bøger og venner, der havde været uden for Kina, fik kendskab til udtryksformen, var jeg sikker på, at det var noget for mig. Efter barndommen oplevede jeg problemer med at blive accepteret jeg var punker, og det faldt ikke i folks smag, hvilket jeg mærkede fysisk på min krop i flere tilfælde. Alle mine problemer oplevede jeg med og på min krop, og det gik op for mig, at kroppen er det, der forbinder mennesket med samfundet. Kroppen er identitet, og min besættelse af kroppen blev så stærk, at jeg måtte forlade maleriet. Maleriet lod mig nemlig ikke føle min krop, og jeg fandt ud af, at alle medier uden for min krop var for langt væk fra mig.«i torturkammeret Hvordan var den første performance?»en morgen, da jeg cyklede til mit malerværksted, fandt jeg et ben fra en mannequindukke, et kvindeben. I værkstedet tapede jeg det fast på min krop, og det var min første performance. Benet virkede som direkte forbindelse mellem kunsten og mig.«siden er Zhang Huan blevet en af verdens mest omtalte performancekunstnere, om end han også udtrykker sig i andre medier, bl.a. foto og installationskunst. Blandt hans mange kendte numre er 65 kilo, hvor han blev indhyllet i tunge jernkæder og derefter hængt op i tre meters højde. Herfra dryppede hans blod ned i en gryde, der bragte den røde væske i kog med en stærk lugt til følge. Zhang Huan fortæller, at han blev følelsesløs af at hænge deroppe, og at smerten var enorm. I en anden performance gik han hen til en skyskraber-byggeplads og lagde sig mellem de larmende maskiner, der sendte kaskader af stål og gnister ned over ham. Hvorfor al den lidelse og tortur?»det er svært at forklare. Mit bedste bud er, at jeg har brug for det. Jeg har brug for at mærke min krop. Det er en form for renselsesproces. Jeg havde det ikke godt den dag, jeg gik hen til byggepladsen, men bagefter var byrden væk jeg følte mig let.«fra Shanghai til København I Kina involverede arbejdet for det meste kun hans egen krop, men i USA begyndte han for alvor at blande flere mennesker ind i foretagendet. Og nogle gange også dyr. Eksempelvis i værket Pilgrimfærd, som han lavede efter ankomsten til New York. Her lå Zhang Huan nøgen på en isblok, omrin-

15 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 15 Offentliggjort get af hunde. Det var, fortæller han, en kommentar til hans nye land. Og hans kunst tager altid afsæt i personlig oplevelse af de fysiske omgivelser, han færdes i.»ideen med at bruge hunde opstod ud fra min opfattelse af New York. Der er mange hunde i byen, og de bliver behandlet som babyer eller som kærester. Sådan er det ikke i Kina, hvor mennesker er mennesker og hunde er hunde. Hunde er meget opmærksomme på omgivelserne og bange for mulige trusler. New York er en metropol, karakteriseret ved sameksistens mellem forskellige kulturer, men der er, oplevede jeg, også en frygt i byen. Et kulturchok. Hundene mærker spændingerne, og det ville jeg vise med denne performance, hvor jeg lå på isen og forsøgte at trænge gennem den, gennem frygten, med min varme krop. Mens hundene så på.«interviewet er ved at være ovre, men Zhang Huan vil lige vise en ny bog med billeder fra hans kaotiske Shanghai-værksted, hvor han i øjeblikket arbejder på otte forskellige projekter. De vil snart kunne ses i Europa og USA. Og Zhang Huan tilføjer:»jeg er vild med København, et roligt og historisk sted, og jeg ville gerne have en soloudstilling på Louisiana, et spændende museum.«tom.hermansen@jp.dk For samlere og investorer? Feterede idoler: De er Kinas nye rockstjerner og sælger på niveau med vestlige kunstnere, men er kinesisk samtidskunst en god investering? Sørgmodige illustrationer af Kinas etbarns-politik har gjort Zhang Xiaogang til et ef de store kinesiske hits. Billedet her er vurderet til over en million kr. Af HEIDI PLOUGSGAARD Jyllands-Postens korrespondent En ny verden er ved at folde sig ud. Den er mystisk og dragende. Den er kendt, men anderledes. Den er Østen i et anderledes perspektiv. Værkerne fra kinesiske kunstnere har de seneste år fundet vej til Vestens auktionshuse og udstillingslokaler. Efter årtier som et hermetisk lukket land leverer Kinas kunstnere fortolkninger af en kommunistisk verden under forandring, som udenforstående endnu ikke har lært at forstå, men er villige til at lære af. Derfor kan disse kunstnere i dag sælge deres værker på lige fod med vestlige kollegaer, mens interessen for 10 år siden var nærmest ikke eksisterende.»efterspørgslen er stor, og prisen er steget enormt i de fem år, som auktionshuse har handlet med kinesisk samtidskunst, men det er stadig et meget nyt fænomen,«siger Jean-Paul Engelen, seniorspecialist og direktør ved auktionshuset Foto: Heidi Plougsgaard Christie s i London. Auktionshuset forsøgte sig i 1998 med samtidskunst fra Kina, men der var ingen interesserede

16 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 16 købere. Nu sælges det på auktioner med andre samtidskunstnere, og i Hong Kong gennemfører Christie s med stor succes auktioner udelukkende med kinesisk samtidskunst. Malerier af en nutidig kinesisk kunstner kan sagtens blive solgt for op mod seks mio. kr. Jean-Paul Engelen ser det som en naturlig udvikling. Kunst har altid været et samlerobjekt, som han siger.»det gælder, uanset om vi taler om Rembrandt, Rubens eller impressionistiske malere, men samtidskunst har fået et bredere publikum. Det betragter jeg som et resultat af tiden. Mange er generelt blevet mere interesserede i at se fremad end i at skue tilbage. Mens vore forældre typisk samlede bredt: Porcelæn, et godt ur og sølvtøj, koncentrerer folk sig i dag typisk om et enkelt område,«fortæller Jean-Paul Engelen i et i Christie s sammenhæng lille og tarveligt vurderingsrum. Stor viden, mange penge Auktionshuset brugte for år tilbage disse rum, når folk kom ind fra gaden for at få et formodet klenodie vurderet, men det er standset. Tilstrømningen blev for stor, og det tog for lang tid i forhold til udkommet. At flere er kunstinteresserede og også har råd til at købe har ikke gjort markedet mindre passioneret. Tværtimod. Køberne går som regel op i det med lidenskab, og taler man med dem, er de oftest meget vidende, og ved, hvad de går efter, fortæller kunsteksperten. Kunst er blevet et globalt fænomen, og flere købere med flere penge presser priserne op. Derfor ser man i disse år den ene prisrekord efter den anden. Alene på Christie s slog man i februar 11 rekorder på en aften. Den stigende interesse for kinesisk kunst, mener Jean-Paul Engelen skyldes det enorme fokus på Kina i disse år.»vi er alle fascinerede af Kina. Vi læser om det hver dag i avisen, og det leger med vores fantasi. Man kan sammenligne det med at skulle vælge, hvor man vil tage på ferie. Foto: Heidi Plougsgaard Jean-Paul Engelen fra auktionshuset Christie s giver ingen garanti for, at kinesisk samtidskunst vil holde prisen.»køb kun, hvis du kan lide det,«lyder hans bedste råd. Det er en ny verden, som vi bliver inviteret til at lære at kende. Det er netop det, der gør den kinesiske samtidskunst interessant, og får folk til at ville vide mere,«siger Jean-Paul. Han beskriver samtidskunst som en proces af samfundsudvikling, aktion og reaktion derpå. Derfor skal man dele de kinesiske kunstnere op i to kategorier. Dem, der er vokset op i Vesten, og dem, der er præget af udviklingen i Kina. Der er lige stor efterspørgsel efter de to grupper. Den første, som bl.a. tæller kunstnere som Cai Quo Chang, der har revolutioneret nutidskunsten ved at udtrykke sig med fyrværkeri, kan Vesten forholdsvis let forholde sig til. Værker fra sidstnævnte grupper kræver imidlertid historisk indblik for at forstå dybden.»det er svært for os at forstå kinesisk samtidskunst, hvis vi ikke kender landets nutidshistorie og kender Kinas forhold til håndtering af billeder. Vi kan ikke se, hvad der ligger bag. Med vestlige øjne virker det måske ikke særligt spændende at se et maleri af en kinesisk landmand, men når vi ved, at det under formand Mao kun var tilladt at gengive Maos billede og heroisk socialistiske billeder, kan vi se billedet i et andet perspektiv. Det bliver mere interessant. Som med alt andet i livet, ser man, hvad ens referenceramme begrænser sig til,«siger Jean-Paul Engelen.»En kunstner, der er meget fokus på, er Zhang Xiaogang. Hans farveløse, næsten virkelighedstro portrætter af sørgmodige kinesere er dystre og enkle, men med viden om at portrætterne er en kunstnerisk behandling af Kinas et-barnspolitik, får de dybde og bliver pludselig et kynisk portræt af Kina som stat. Disse mennesker sørger, fordi de kun har et barn, og det bliver understreget med en enkelt rød blodlinje oven på portrætterne. I det hele taget er der mange kinesiske kunstnere, som har en kynisk og ironisk tilgang til deres kunst.«engelens personlige favorit er Ai Weiwei, som er med på udstillingen på Louisiana. Han har bl.a. lavet en serie af tre billeder, hvor han på en enkel måde beskriver overgangen fra det gamle til det nye Kina ved at lade en Ming-vase knuse mod et stengulv. Styrets blinde øje

17 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 17 Offentliggjort Kunstnermiljøet blomstrede lige så stille frem i takt med, at det kommunistiske styre slækkede på sin altdominerende tilstedeværelse i alle afkroge af landet.»man kan sige, at styret vendte det blinde øje til,«mener Jean-Paul Engelen.»Massakren mod studenterne på Tiananmen Pladsen i 1989 var ødelæggende for de kinesiske bohemer, men efter en årrække begyndte sollyset igen at trænge ind igennem sprækkerne i styret, og i dag støtter staten indirekte kunstnerne,«siger han. De største kinesiske kunstnere lever ikke længere som ukendte, de er nutidens nye rockstjerner, der ikke bare maler, men ejer eksklusive restauranter og lever avantgarde-livet. De er kinesernes svar på Andy Warhol og Damien Hirst. Efter år med undertrykkelse absorberer kineserne i dag i lyntempo indtrykkene fra Vesten og tager ved lære. Et smukt eksempel, påpeger Engelen, er den hollandske arkitekt Jacques Herzogs samarbejde med Ai Weiwei om det nye OL-stadion i Beijing, der er udformet som en stor fuglerede.»man kan dårligt forvente, at alle er kreative, når de kommer fra et totalitært regime, men der er sket en stor udvikling på meget kort tid.«men er kinesisk kunst en sikker og måske oven i købet god investering? Det korte svar på det spørgsmål er, at der ikke er noget svar.»sådan har det altid været i kunstens historie. Se bare på abstrakt ekspressionisme og popkunsten. Til sidst er der kun få, der virkelig flytter grænser og overlever. Der er heller ikke en hel generation af genier i Kina, så sådan vil det også gå her,«siger Jean-Paul Engelen.»I øjeblikket kommer køberne mest fra Europa og Amerika, men en ukendt faktor er, at ingen kan forudsige, hvad kineserne selv vil samle på, når en større del af befolkningen får de økonomiske midler. Når en nation udvikles, er det oftest nationens egen kunst, der først bliver købt, men Kina er et meget anderledes marked. Den ukendte faktor vil få stor indflydelse på markedet.så selv om jeg kan forudsige markedet for Andy Warhol, er markedet for kinesisk kunst stadig lige så mystisk som Kina selv,«siger Engelen. Så hvad bliver fremtiden for Andy Warhol?»Han vil blive anerkendt som det 20. århundredes største kunstner.«heidi.plougsgaard@jp.dk Millionerne ruller Optur: Moderne kinesisk kunst er i steget så kraftigt, at der tales om en boble. Af JES RANDRUP NIELSEN Jyllands-Postens korrespondent En oktoberdag sidste år vandrede en mand fra det kinesiske fastland ind på et galleri i et af Hong Kongs dyreste butikscentre og placerede en sportstaske fyldt med kontanter på gulvet ved siden af sig. Han ville gerne købe kunst.»det er ikke dagligdags, at vi sælger kunst på den måde, men det sker regelmæssigt,«fortæller galleriejeren, der ønsker at forblive anonym.»for mange rige kinesere på fastlandet er kunst en investeringsvare lige som alle mulige andre ting. Priserne er ude af kontrol. Der er ikke længere nogen der ved, hvad kunsten egentlig er værd. Så jeg forsøger at sætte prisen, hvor jeg mener, den kan forsvares,«fortæller han. Den kraftigt stigende interesse, der har fået flere til at tale om en decideret boble på markedet for kinesisk samtidskunst, har kunnet spores på de internationale kunstauktioner. Da et af den kinesiske maler Zhang Xiaogangs malerier sidste år i New York blev solgt på Sotheby s første auktion for asiatisk samtidskunst gik billedet for dollars næsten tre gange mere end det var vurderet til. Prisen på andre af Zhangs værker er steget med mellem 10 og 50 gange i løbet af det seneste årti. Og selv om sådanne priser primært gælder for værker af en lille gruppe kunstnere som Zhang Xiaogang, Wang Guangyi og Zeng Fanzhi, har det resulteret i en stigende interesse for kunstnere i lejet lige under. De generelle priser for kinesisk kunst er steget med adskillige hundrede pct. i løbet af blot to år, og det er ikke unormalt for studerende ved Beijings kunstakademi at sælge deres værker for dollars, inden de er færdiguddannet. Trehjulede Harley-traktorer»En af de tendenser, der i øjeblikket tegner kunstscenen i Kina er værkernes værdi. Det er interessant, at det kinesiske blad, der i øjeblikket har størst vækst er Art Value. Det distribueres gratis, bl.a. til gæster på indenrigsflyenes business class,«siger chefen for Det Danske Kulturinstitut i Kina, Eric Messerschmidt, der i de seneste år på nært hold har observeret en række kinesiske kunstneres professionelle succes og stadig mere prangende bilkøb. En af Kinas etablerede skulptører, Shi Jinsong, der endnu ikke er brudt igennem internationalt, og hvis stålskulpturer er voldsomme manifestationer af Kinas overgang fra landbrugs- til forbrugersamfund, bekræfter at interessen fortsat er stigende.

18 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 18 En af Shis seneste kreationer er en imponerende serie af trehjulede traktorer, der kendes fra Kinas landområder, men som hos Shi er blevet forvandlet til en hybrid mellem traktor og en overdimensioneret motorcykel i poleret stål. Shi kalder den Halong-Kellong, et kinesisk ordspil over Harley-Davidson og havde afsat alle kunstværker til private kinesiske samlere, længe inden de var færdige.»det er interessant, at alle ville have en traktor, da jeg var lille. Nu er det højeste, vi kan ønske os en Harley-Davidson motorcykel. Jeg siger det, jeg har at sige. Publikum kan fortolke det, som de vil. Jeg bekymrer mig ikke om, hvad der rører sig på markedet,«siger Shi Jinsong. Ma Yongfeng, en engageret fotograf og videokunstner, hvis statiske billeder af egne reproduktioner af dyremiljøer i Beijings zoologiske have er en lige så bidende kritik af den samfundsindretning, der er resultatet af Kinas urbanisering, siger, at kunderne ikke flokkes om hans kunst, fordi formen er mindre konventionel.»jeg kan sælge mine fotografier, men det er sværere at afsætte videokunst. Det betragtes ikke som en rentabelt investeringsobjekt, og det er måske sværere tilgængeligt end skulpturerer og malerier,«fortæller han. Både interesse og investering Eric Messerschmidt fra kulturinstituttet mener, at interessen for kinesisk kunst i Kina har udvisket grænsen mellem kunstinteresse og investeringslyst.»jeg kan ikke se nogen forskel mellem de to. Men det er jo ud fra vores betragtning om, at der er en modsætning mellem kunst og forretning. Kinesiske kunstnere forstår at adskille kunsten fra forretningsaspektet og formår samtidig at finde energi til sikre deres egen overlevelse.«sun Ning, der er leder af udstillingsrummet Platform China lidt uden for Beijings efterhånden berømte Fabrik 798, indrømmer, at der sandsynligvis er tale om en prisboble.»det kan godt være, at priserne for visse kunstneres værker er højere, end de burde være. Men det betyder ikke, at det er dårligt for kunsten,«siger Sun Ning.»På grund af de højere priser, er der flere og flere mennesker i Kina, der har fået øje på kinesisk samtidskunst, end der ellers ville have været. Det fungerer blot som oplysning til masserne.«jes.randrup@jp.dk Offentliggjort Det kapitalistiske gén overlevede Mao Business: Et ord er et ord jo længere vestpå man kommer i Kina. Af SØREN KRAGBALLE Mange års kommunistisk styre har ikke pillet det kapitalistiske gen ud af kineserne. Tværtimod. Det virker nærmest som om kinesere fra naturens hånd er gode forretningsfolk. Samtidig har mange års afsavn og hungersnød indpodet dem med, at det er nødvendigt at arbejde hårdt.»hvordan kineserne har det med penge? Som vi andre. Jo flere, desto bedre. Kineserne er af naturlige grunde meget ivrige efter at forbedre deres levestandard. Og de er rede til at arbejde hårdt for det,«siger koncerndirektør Jesper B. Madsen, der er chef for Carlsberg i Asien. Kina kan med rette ses som symbolet på Carlsbergs fremtid. I Vesteuropa gælder det om at vedligeholde forretningen i et stagnerende marked, mens pengene lige nu tjenes i Rusland og Østeuropa. Men fremtiden for Carlsberg hedder Asien og især Kina. Indtjeningen er fortsat lav, men det er også først meningen, at regionen for alvor skal bidrage til overskuddet om år. Carlsberg har 20 bryggerier i hovedsageligt Vestkina, og det er planen at mange flere skal komme til. I modsætning til sine konkurrenter har bryggeriet holdt sig fra de dyre områder langs kysten i Østkina. Stort vækstpotentiale Det betyder ikke, at Carlsberg er usynlig i de store byer Beijing og Shanghai. De fleste yngre bargæster kender varianten Carlsberg Chill. Men hvorfor gå ind i Vestkina, når Heineken, Budweiser og de fleste andre store bryggere satser i øst.»vi havde mulighed for at købe os ind i en række bryggerier, der alle havde meget stærke varemærker og en markedsledende position. Vækstpotentialet var langt større end i Syd-, Øst- og Nordøstkina,«siger Jesper B. Madsen. Med til historien hører også, at bryggerierne i den østlige del af Kina er langt dyrere end ude vestpå,

19 Made in China MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN Side 19 For vestlige forretningsfolk i Kina er det afgørende at forstå og respektere kulturforskellene. Ikke alting kører, ifølge koncerndirektør Jesper B. Madsen, Carlsberg Asien, efter Harvard-modellen. hvor forbruget pr. indbygger er meget lavt. Og da Carlsberg var klar til at rykke ind i Kina for alvor, var det blevet meget dyrt at opkøbe eksisterende forretninger.»det er rigtigt at forbruget endnu er relativt lavt i Vestkina. Men vores opkøb har givet os mulighed for at etablere dominans ikke blot på provinsbasis, men i en hel region. Det giver også mulighed for betydelige synergier på sigt,» siger Jesper B. Madsen. Kinesiske vestjyder I Danmark har de fleste en fornemmelse af, at der er forskel på at drive forretning i København og i Hirtshals. Stereotyperne taler om, at forretningsfolk i København er lidt hurtige, nogle for hurtige, mens man i Vestjylland kan stole på, at et ord er et ord uden at lade blækket flyde. De samme regionale forskelle kendes i Kina, hvor man opfører sig anderledes i de store byer end ude på landet.»det har uhyre stor betydning at have opbygget et personligt forhold til sine forretningsforbindelser. Det er ikke som i Vesten, hvor»rationelle forhold«vejer tungere. Navnlig i Vestkina er forretningsmodellen simplere end vi ser det herhjemme,«siger Jesper B. Madsen. Alligevel er der én gennemgående ting som skal respekteres, hvis man vil gøre forretning i Kina: Det er at sørge for, at ingen taber ansigt, når man forhandler eller omgås hinanden i hverdagen. Det er ofte en kompliceret affære og som vesterlænding kan det være nemt at falde ud af rollen, når trætheden melder sig.»der er selvfølgelig mange ligheder mellem at være leder i Danmark og i Kina og store forskelle. Det er fuldstændigt afgørende, at kommunikationen sker med hensyntagen til lokale forhold. At man som vestlig leder forstår, at tingene godt kan gøres rigtigt, selv om det ikke er Harvard-modellen, der bliver anvendt,«siger Jesper B. Madsen. Hvis man vil opbygge gode relationer til sine kinesiske partnere kræver det også en sund lever og en lyst til at gå på karaokebar. Der er stadig en heftig snert af macho-kultur i erhvervslivet, hvor man drikker den ene skål efter den anden. Tørt glas er vejen frem Ofte spises der ved runde borde med plads til otte personer, og det er ikke usædvanligt, at lederen skal skåle med alle ved alle bordene enkeltvis og bunde glasset hver gang. Det kaldes også Gambei-traditionen (gambei betyder direkte oversat tørt glas), og det er svært at undslå sig.»gambei-traditionen er stadig udbredt mange steder og kan selvsagt føre til et betydeligt alkoholindtag. Der er heldigvis et skifte fra stærkere alkohol til øl, og det fører til et mere moderat drikkeri,«lyder det fra Carlsberg-direktøren. Som forbrugsland er Kina stadig et jomfrueligt område sammenlignet med Vesten. Det betyder, at kineserne er villige til at prøve nye emballager, indpakninger og smagsvarianter. Her er ingen brun bodegakultur, hvor man kun drikker et og samme mærke fra man er 18 år til man bliver båret ud. Det stiller store krav til markedsføring, når forbrugerne er langt mindre varemærke-loyale. For Carlsberg kan det aflæses på, at udgifterne til reklamer og sælgere i Beijing og Shanghai er så høje, at de æder det meste af det overskud, der skabes i Vestkina. soeren.kragballe@jp.dk