KNV100 Ågård, Bjæverskov sogn, Bjæverskov herred, tidl. Præstø amt. Sted nr

Transkript

1 KNV100 Ågård, Bjæverskov sogn, Bjæverskov herred, tidl. Præstø amt. Sted nr Kampagne: KUAS nr /KNV00006 Beretning for arkæologisk udgravning KNV00100 Ågård. Bakkedrag med bebyggelsesspor i form af langhuse og et trelleborglignende hus med centralt placeret midtsule. Dateringen er formentlig germansk jernalder til vikingetid. Udført i perioden Udgravningsansvarlig var mus.insp Mette Madsen. Daglig leder på udgravningen og sammenfatning af rapport blev udført af cand.mag Nikolaj Wiuff Kristensen Figur 1. Dronefoto af udgravningsfeltet. Konstruktioner er markeret med barberskum. Køge Å ligger ved træerne bag elmasten. På marken bag motorvejen ligger tildækkede søgegrøfter fra KØM2596 Område 37. Dronefoto foretaget af Colibri-Systems for Museum Sydøstdanmark. Abstract I et 335x10 meters tracé nordvest for Bjæverskov blev der fundet sikre til rimeligt sikre treskibede huse, et firstolpeanlæg, en brønd, et ildsted, et muligt hegn og yderligere et muligt treskibet hus. Bebyggelsen dateres til perioden germansk jernalder-vikingetid og var koncentreret på et bakkedrag over ca. 180 meters bredde. Et af husene havde to sæt tagbærende stolper, et i hver ende, og en midtsule centralt i huset. Dertil havde det støttestolper og en væggrøft, hvori der efter al sandsynlighed har stået en fodrem, fæstnet med nedrammere i undergrunden. Dette hus ser ud til at have haft to faser. To andre huse ser ud til at have været over 40 meter lange.

2 Indhold Abstract... 1 Undersøgelsens forhistorie... 4 Administrative data... 5 Topografi, terræn og undergrund... 5 Overvejelser vedrørende lokalitetens beliggenhed... 5 Målesystem... 6 Øvrige data... 6 Udgravningsmetode... 7 Undersøgelsens resultater... 8 K1 og K2:... 8 Overvejelser vedrørende K Tagbærende stolper i K K3: K4: K5: K6: K7: K8: K9: K10: K11: K12: K13: K14: Dateringer Brønd Nærliggende udgravninger KØM 2596 Område Udgravning ved Bjæverskov Kirke Sammenfatning Konklusion

3 Fremtidigt arbejde på stedet Litteratur: Anlægsliste Anlægsbeskrivelse FundListe Fundbeskrivelse Tegningsliste

4 Undersøgelsens forhistorie Udgravningen ved Ågård var den sydligste del af en lang tracéudgravning, KØM3011 Energinet.dk. Ved opstarten var indtrykket at det kun drejede sig om et to meter bredt tracé og da det ved prøveudgravning kort forinden var konstateret at der var påfyldt store mængder jord på den anden side af motorvejen, kunne det meget vel tænkes at dette til dels stammede fra den højereliggende mark hvorpå Ågårdudgravningen skulle foregå. De lidt kedelige udsigter viste sig dog hurtigt ikke at holde. Tracéet skulle være 10 meter bredt og var ikke forstyrret af motorvejsbyggeriet, kun pløjespor var lettere forstyrrende. Da de dukkede mange anlæg op fik vi hurtigt mandet op fra en til to. Da det blev ved og vi havde en fast slutdato, blev der mandet op til tre og derefter blev tracéudgravningens budget blev udvidet med et egentligt udgravningsbudget med 4-6 arkæologer. Strækningen nær Bjæverskov forløb stort set lige op ad et naturgastrace fra 1983, ind i mellem endda lidt overlappende. Der blev i den forbindelse registreret gruber nordvest og sydøst for Energinet.dk's trace, men intet ved selve traceet. Mod syd, ved udgravning nær Bjæverskov Kirke, blev der fundet intensive bebyggelsesspor. Området ned mod Køge Å, mod nordvest, bød derimod ikke på klare spor af fortidig bebyggelse, ved prøveundersøgelse nord for motorvejen. Figur 2. Udgravningen ved Ågård. Terrænet falder ned mod Køge Å mod nord og vest. Bebyggelsen lå i den østlige del af feltet, på et bakkeplateau. Syd for feltet ses Bjæverskov Kirke. 4

5 Administrative data De arkæologiske undersøgelser blev foretaget af Museum Sydøstdanmark og i henhold til museumslovens 27 stk. 4 og bekostet af Energinet.dk, der er projektets bygherre. Det samlede budget for undersøgelsen beløb sig på ,66 kr. eks moms Originaldokumentation, måledata og korrespondance opbevares på Køge Museum, Nørregade 4, 4600 Køge. Fund opbevares på museets magasin, Vasebækvej 30D, 4600 Køge. Kommunikation 03/10/2013: Museum Sydøstdanmark fremsender budget til forhåndsgodkendelse hos SEAS-NVE. 03/10/2013: SEAS-NVE fremsender godkendelse af budget for den arkæologiske undersøgelse til Museum Sydøstdanmark. 21/10/2013: Museum Sydøstdanmark fremsender frigivelsesbrev til SEAS-NVE. 04/11/2013: KUAS fremsender godkendelse af regnskab til Museum Sydøstdanmark 24/01/2014: Museum Sydøstdanmark fremsender budget for konservering til godkendelse hos KUAS. 30/01/2014: KUAS fremsender godkendelse af budget for konservering til Museum Sydøstdanmark 27/09/2014: Museum Sydøstdanmark fremsender budget for naturvidenskab til godkendelse hos KUAS. 28/09/2014: KUAS fremsender godkendelse af budget for naturvidenskab til Museum Sydøstdanmark. 21/03/2016: Museum Sydøstdanmark afventer stadig resultater af C14, afslutter beretning, upload til Fund og Fortidsminder. Topografi, terræn og undergrund Lidt sydvest for Bjæverskov forløb traceet langs den nordvestlige del af et nogenlunde plant bakkeplateau, der strakte sig ind i retning af Bjæverskov Kirke mod syd. Mod vest og nord faldt terrænet ned Køge Å, der løber et par 100 meter herfra (se Fig. 1 og 2). Undergrunden bestod hovedsageligt af gulbrunt sandet ler og muldtykkelsen var cirka 40 cm på det meste af strækningen. Der var flere steder plovspor i undergrunden, særligt i den østlige del af traceet. Anlæggelsen nær Køge Å er formentlig meget bevidst. Således er en stor del af Sjællands vigtigste vikingetidige lokaliteter placeret nær åer. Dette gælder Lejre, Tissø og Toftegård. Det skyldes formentlig at åerne har været velegnede til færdselsveje, men samtidig også har betydet at pladserne ikke lå direkte blottet for angreb fra søsiden, som hvis de havde ligget direkte ud til havet. Overvejelser vedrørende lokalitetens beliggenhed Køge Å er en af Sjællands længste og har dermed været velegnet som færdselsvej. Hvis dateringen af Borgring ved Lellinge til 900tallet er lig med borgens opførelsestidspunkt, er det oplagt at diskutere hvorfor man har anlagt en ringborg netop her. Det er en længere diskussion, men kort sagt kan det siges at det kuperede terræn adskiller Borgring fra trelleborgene. Da man samtidig ikke har fundet nogen huse, selvom man har gravet hvor trelleborgene havde karéer, kan det tænkes at formålet med Borgring har været et andet end ved trelleborgene. Det er her Ågård kommer ind, for hvis Borgring og Ågård er samtidige kunne en af grundene til at man har valgt at anlægge en borg ved netop Køge Å være at der lå en betydningfuld boplads længere inde ad åløbet og her må Ågård indtil videre være det bedste bud på en sådan. Ad åens nuværende forløb er der 9,8 km mellem de to lokaliteter og i luftlinie er der 6,7 km. Ved Rismosegård Felt 1 er der i efteråret 2014 udgravet et treskibet hus med usædvanligt kraftige tagbærende stolpehuller. Dette lå ovenfor en stejl skrænt ned mod Køge Å og er formentlig fra yngre jernalder/vikingetid, men er ikke dateret endnu. Hvis der er sammenfald i dateringerne med Ågård må det formodes at der har været kontakt 5

6 mellem de to bopladser via Køge Å. Ad åens nuværende forløb er der 5,6 km mellem de to lokaliteter og i luftlinie er der 4 km. 3,8 km NNV for Ågård ligger et 43 meter langt vikingetidshus fra 1000tallet med trelleborglignende konstruktion, der dog ikke ligner husene fra Ågård (Sørensen og Tornbjerg 2001). Figur 3. Lokaliteter ved Køge Å. Fra venstre til højre: Ågård, Rismosegård og Borgring. Høje Målebordsblade. Målesystem Feltet blev opmålt med Trimble R6 og R8 GPS i UTM32, Euref 89. Øvrige data Den arkæologiske undersøgelse blev foretaget i perioden 30/9/ /10/2013. Ansvarlig for udgravningen var museumsinspektør Mette Madsen og daglig leder var arkæolog Nikolaj Wiuff Kristensen. Øvrige ansatte var arkæologerne Annine Madvig Stuer, David Brink, Emil Winther Struve, Jesper Bork, Lena Diana Tranekjer og Michael Vennersdorf og arkæologistuderende Martin A. Hamberg samt for en dag arkæologerne Anna S. Beck, Mass Hoydal og Mette Madsen. Metaldetektorfolkene Kent Clausen og Knud Laursen afsøgte feltet med metaldetektor i fladen. Bunkerne af afrømmet jord blev ikke eftersøgt med metaldetektor, da nærtstående højspændingsledninger forstyrrede signalet. Efter tildækning er den påfyldte jord dog blevet afsøgt og Kent Clausen og Knud Laursen har afsøgt marken omkring udgravning løbende derefter. Til muldafrømning blev brugt en gravemaskine på bælter med 2 m bred rabatskovl som Energinet.dk selv stillede til rådighed med maskinfører. Der blev lejet skurvognsfaciliteter i form af en pionervogn fra JL A/S.En minigraver blev lejet af JL A/S i fem dage i slutningen af udgravningen. Til oversigts/luftfotos blev Colibri Systems hyret til at tage billeder med deres medbragte drone. Der blev taget billeder lige ned fra 60 meters højde, med og uden markering af konstruktioner. Udover de enkelte billeder sammensatte Colibri-Systems billederne til et langt sammenhængende billede. Enkelte steder lavede vi dog fejl i markeringerne med barberskum og fik markeret forkert. I K3 er to stolpehuller mod vest markeret som ikke skulle være det, i K11 er et stolpehul mod syd markeret som ikke skulle være det. Ved K2 fandt vi desværre først ud af konstruktionens opbygning om eftermiddagen efter at vi havde fået taget luftfotos, de tagbærende kan dog anes som mørkere fyldskifter på billederne. Det havde desværre regnet inden luftfotograferingen og anlæggene stod ikke så klart som de havde gjort 6

7 tidligere. Dronebillederne er vedlagt beretningen på USBnøgle. Til transport hyredes en personbil fra Europcar/Østergaard Biler A/S. Opmåling med GPS blev foretaget med Museum Sydøstdanmarks egne GPS'er. Flotering af 53 jordprøver blev foretaget af Scanflot og kursorisk gennemsyn af 53 jordprøver blev foretaget af Moesgård Museum. 14 C-dateringer af X antal prøver blev foretaget på C14 laboratoriet i Lund. Rapport er ikke indarbejdet i herværende beretning, men findes uploadet i Fund og fortidsminder. Undersøgelse af jordprøve fra ildsted, A240, blev foretaget af Peter Steen Henriksen, Nationalmuseet. Rapport/mail er vedhæftet. Konservering blev foretaget af Bevaringscenter Øst og konserveringsrapport er vedhæftet beretningen. Sidst anvendte tegningsnummer er T28 (alle tegninger er scannet og ligger i Alfresco) Sidst anvendte fundnummer er X83 (jordprøver til flotering fik Xnumre) Sidst anvendte anlægsnummer er A416 Sidst anvendte konstruktionsnummer er K14 Udgravningsmetode Fra starten var planen at lave to prøvegrøfter, en mod syd og en mod nord, langs kanterne af tracéet hvori højspændingsledningerne skulle nedlægges, og lave udvidelser når der fremkom anlæg. Det viste sig dog hurtigt at anlægsintensiteten var så stor, at vi lige så godt kunne rømme af i hele tracéets bredde med det samme. Muld og råjord blev så vidt muligt delt op og lagt nord for feltet, efter ønske fra bygherre. I feltets længde stod en række opmålingsstokke som det var uklart om vi måtte fjerne og derfor lod stå på små uafrømmede stykker. Den første uge gik på prøvegravningsbudgettet (KØM ) og de følgende to uger gik direkte over i udgravningsbudgettet. Så hvad der i starten lignede en hurtigt overstået overvågning blev istedet til en travl udgravning med en fast deadline på tre uger. Det betød at anlægs-, foto-, tegnings- og fundliste blev ført i gravebogen, mens en konstruktionsliste var på en oversigtsplan, da de blev påbegyndt her og fordi tiden var knap. Det var nok grunden til at anlægslisten ikke blev rettet til løbende, men heldigvis kunne denne, med enkelte huller, rettes til ud fra opmålingerne efter endt udgravning. Desværre blev der ikke lavet konstruktionsbeskrivelser i felt, bortset fra for K3 - der efterfølgende blev omfortolket i felt. Undertegnede var dog med ved udgravning af de komplicerede konstruktioner og beskrivelser kunne derfor laves efterfølgende, selvom det selvfølgelig ikke er den optimale måde at gøre tingene på. Enkelte stolpehuller burde have været udgravet, da de kunne have været med til at afklare konstruktionsmæssige detaljer, det gælder særligt to stolper der kunne have været midtsuler i K3 og K6, samt to mulige dørstolper i K5. Det ville nok være opdaget hvis der var lavet konstruktionsbeskrivelser i felt. På den anden side ville det have taget tid at lave beskrivelserne, der ville have betydet at færre anlæg ville være nået at blive udgravet. Med en stram tidsplan blev vi nødt til at prioritere hårdt i hvad der skulle udgraves. Første prioritet var at få udredt konstruktionerne, herunder særligt K1 og K2 og konstruktionsmæssige træk i forbindelse med væggrøften i K2. De fleste stolpehuller indgik dog i konstruktioner eller lå i koncentrationer hvor det var nødvendigt af udgrave dem for at få afklaret hvad der var konstruktioner og hvad der ikke var. Det der kunne nedprioriteres var derfor vægstolper og støttestolper i sikre forløb hvor bevaringforhold ikke gjorde at de helst skulle graves for at få afklaring. Dertil blev løse anlæg, der ikke kunne knyttes til en konstruktion som oftest ikke gravet. Der blev kun gjort ganske få fund i stolpehullerne og da tracéet efterfølgende skulle graves i dybden, vurderedes det at være bedre at få gravet så meget så muligt end at få alle eventuelle fund med. Jorden var dertil meget tør og hård 7

8 og gravning med spade gik langsomt. Af disse grunde indlejede vi en minigraver. Mod vest var der plads til at komme ind med minigraver og ved K1/K2 var der efterhånden gravet så meget at vi også her kunne komme ind og grave de store stolpehuller og væggrøft i K2 med minigraver.øvrige anlæg blev gravet med spade og alle anlæg tegnet i 1:10, pånær brønden, A242, der blev gravet med gravemaskine og tegnet i 1:20. Feltet blev fotograferet med drone fra luften for at få konstruktionerne dokumenteret så godt som muligt, og for at få en god oversigt over landskabet omkring lokaliteten. Feltet blev, blandt andet, fotograferet som en række overlappende fotos fra en højde af 60 meter. På grund af tidspres var vi begyndt at grave med minigraver i den vestlige del af feltet inden dronen ankom. Dette ses som spor efter minigraverens larvefødder på billederne. Feltet blev eftersøgt med metaldetektor af Kent Clausen og Knud Laursen hvilket resulterede i forskellige genstandsfund. Den afrømmede jord kunne dog ikke undersøges med metaldetektor, da stråling fra de nærtståede højspændingsledninger forstyrrede metaldetektorernes signaler. De anlæg der ligger under laget "ubrugte anlæg" i MapInfo er anlæg der ikke indgår i erkendte konstruktioner og som ikke er registreret som værende udgåede, recente eller dyregange. Undersøgelsens resultater Nedenfor præsenteres de enkelte konstruktioner, de forskellige anlægstyper og fundene. Figur 4. Hele feltet ved Ågård. Bebyggelsen begynder lige ved enden af det lange dræn mod vest. Feltet var omtrent 10 meter bredt og 335 meter langt. K1 og K2: Det vi brugte længst tid på at finde ud af på udgravningen, var at hitte rede i hvilke stolpehuller der hørte sammen indenfor væggrøften, A105. Det største problem var at finde de tagbærende stolper til henholdsvis den sydligste række støttestolper og støttestolperne på ydersiden af den tilhørende væggrøft. Sent i udgravningsforløbet viste det sig at de store og meget undergrundsopblandede anlæg A161, A155, A159, A291 og A396 ikke var gruber, men meget store stolpehuller. Disse stolpehuller tolkes som hørende til de nordlige støttestolper og væggrøften. Af andre stolpehuller der kunne passe til støttestolperne var de noget mere beskedne A116, A297, A133 og A281, der formodes 8

9 at høre til den sydligste række støttestolper. Grunden til at tagbærende stolper og støttestolper kobles sammen på denne måde skyldes at de nordlige støttestolper har hørt til det største hus og dermed har krævet den kraftigste konstruktion. Dertil er afstanden fra støttestolperne på ydersiden af væggrøften og store stolpehuller nogenlunde den samme som fra den sydlige række støttestolper til de mindre tagbærende stolpehuller. Den sydlige række støttestolper er ældre end de yderste, med tilhørende væggrøft (se T21), og hvis man forestiller sig at de mindre tagbærende stolpehuller har stået i et kryds med en stolpe i midten, sådan som de store stolpehuller, så passer det med at det midterste stolpehul er blevet gravet væk, da man anlagde det yngste hus - K2. Hvis K1 derimod var yngst og opbygget som K2 med en midtsulestolpe, må denne have været gravet ned i stolpehullet efter midtsulen, A159, i K2. At K1 har haft et sæt tagbærende i hver ende og en midtsule imellem disse, som i K2, virker mest sandsynligt. K1 og K2 må have været to faser af samme hus, da de ligger lige ud for hinanden, let forskudt i nord - sydlig retning, og er de eneste konstruktioner hvori støttestolper indgår. Dertil ligger de tagbærende stolper i de to konstruktioner rimeligt ens, bortset fra den manglende midtsule i K1, og spændet mellem de tagbærende stolper virker urealistisk langt, hvis ikke der også har været en midtsule i K1. En givet midtsule i K1 der var yngre end midtsulen, A159, i K2 ville formentlig være blevet opdaget, da A159 blev afrenset og tegnet i fladen. Samlet set virker det dermed mest sandsynligt at K1 er en ældre fase af K2 og at stolpehullet efter midtsulen i K1 er blevet bortgravet ved anlæggelsen af den anden fase -K2. Der er dog et problem ved denne tolkning, nemlig at der burde være kommet en til to støttestolper modstående den sydlige række støttestolper tilhørende K1. Disse stolpehuller burde være fremkommet i den østligste feltudvidelse mod syd, når man går ud fra at de tagbærende stolper ligger symmetrisk i huset. Der var rimeligt gode iagttagelsesforhold ved afrømningen af udvidelsen og støttestolperne i konstruktionens nordside var tydelige i fladen, så hvis stolperne havde været der burde vi have fundet dem. Der blev ikke fundet andre stolper der kunne passe som tagbærende, så spørgsmålet om de manglende støttestolper mod syd må stå åbent til en eventuel senere udgravning. Det kunne selvfølgelig også være en lavere fundering der er skyld i at støttestolperne i husets sydside ikke kan findes. De fire tegnede støttestolpehuller i K1's nordside var dog mellem 22 og 27 cm dybe og med et nogenlunde plant terræn virker denne mulighed ikke videre sandsynlig. De to små udvidelser ved K1/K2 blev foretaget med bygherres og grundejerens gode vilje og ikke fordi de var en del af tracéet. Formålet var at finde K2 s bredde ved gavlen og at finde K1 s sydlige støttestolper. Gavlens afslutning blev fundet, men støttestolperne til K1 lykkedes det desværre ikke at finde. Et yderligere stolpehul i vægforløbet, A152, er registreret som værende 7-8 cm dybt og med mørk brun til brunsort leret sand, der er noget diffust afgrænset mod undergrunden. Anlægget er ikke tegnet og sammenholdt med de øvrige snittede støttestolper i forløbet, samt det at to øvrige anlæg på samme tegning ikke er gravet i bund, kunne A152 ligeledes tænkes ikke at være gravet i bund. Det må desværre stå hen i det uvisse. A185 og A186 kunne muligvis være stolper i et indgangsparti i den vestlige gavl i K2. De to stolpehuller, (se T1), lignede mere støttestolperne i K2 end de lignede tagbærende stolper fra K3 og K4, som de ellers kunne have indgået i. Lignende indgangspartier kan ses ved Trelleborg og Fyrkat, hvor indgangene dog ikke sidder i gavlene. Trelleborghusene fra Jelling har et såkaldt anneks i enderne, men dette ligner ikke den mulige indgang ved K2. Væggrøften i K2 Der blev lavet tre snit i væggrøftens længde, et midt for husets langside, et ved det sydvestlige hjørne og et ved det nordøstlige hjørne. Her blev der i alle tilfælde fundet nedrammere. Ved langsiden og gavlene sad nedrammerne typisk 9

10 med centimeters mellemrum, mens der ved begge hjørner var et slip, på 133 cm i husets sydvestlige hjørne og på 137 cm i husets nordøstlige hjørne, uden nedrammere. Mens nedrammerne på langsiden stak om til 20 cm ned under væggrøften var de mere beskedne ved hjørnerne hvor de havde en dybde på mellem 7 og 12 cm. Ved en stor del af nedrammerne kunne det i snit ses at de gennembrød væggrøften og dermed ikke var ældre end denne. Ved tømning af grøften ved A406-A413 blev det klarlagt at der kun var en række nedrammere og ikke to forskudte linjer, som man kunne forestille sig, hvis de havde været del af en fletværkskonstruktion. Ved tværsnit blev det bekræftiget at væggrøften var yngre end de indre støttestolper. Snittene viste også at der ikke var tale om to faser af væggrøft, som det så ud til i fladen. Der var forskellige fyldskifter i grøften, men i alle snittene var nedgravningen med en jævn bund og gav indtryk af kun at udgøre en fase. Mellem A178 og A283 blev fladen afrenset før et snit blev lagt tværs gennem A178 og A105. Det skete da fylden i A105 syntes lysere og mellemrummet mellem A178 og A283 kunne indikere at der var en indgang (se foto ). Den lysere fyld syntes dog ikke at vise en klar afgrænsning og det efterfølgende snit viste at A178 og A283 begge var en del af væggrøften, der bare var mere utydelig nogle steder end andre. Ved A178 sås grøften også på snittets "bagside". Selvom indgange blev eftersøgt blev ingen fundet. Figur 5. Fortolkning af konstruktionen ved K2. Fra venstre til højre: Støttestolpe, væggrøft med nedrammere, tagbærende stolpe, midtsule og tagbærende stolpe. Målene ved jordgravede anlæg er nogenlunde målfaste, den vandrette streg markerer fladen under muldlaget. Fodrem og nedrammer er markeret med mørkere brune farver. Væghøjde og taghældning er naturligvis ukendte. Samlet set kan konstruktionen tolkes som værende en grøft gravet for at stabilisere en fodrem, hvorpå vægstolperne har hvilet. Denne fodrem har yderligere været fæstet ved nedrammere der har været banket ned i undergrunden. Ved gavlhjørnerne har fodremmen har været sat sammen i en vinkel og er dermed blevet stabiliseret mod at skride ud. Det 10

11 kan formodes at være årsagen til de manglende nedrammere ved hjørnerne og de nærmeste nedrammeres ringe dybde. Et yderligere argument for at der er tale om en fodremskonstruktion må være, at der ikke blev fundet nogen stolpehuller i forbindelse med væggrøften. Ved en stolpevægskonstruktion måtte det derimod forventes at der var stolper i hjørnerne, hvorimod væggrøften, A105, ikke var gravet så dybt under niveau ved hjørnerne som ved langsiden og gavlene. Heller ikke ud for et andet bærende element, støttestolperne, blev der fundet vægstolper. En konstruktion med støttestolper må betyde at en del af tagets vægt har hvilet på væggen, som støttestolperne har hjulpet med at understøtte. Dermed må man forvente enten nedgravede vægstolper eller en fodrem hvor vægstolperne kunne hvile på. Fodremmen ser ud til at være A105, mens A165, A284, A178, A169 og A283 er dele af nedgravningen til denne. At det på T21 ser ud til at A165 skærer A105 kan skyldes at når fodremmen er formuldet, så er den sunket sammen og ser dermed ud til at være ældre end den øvrige fyld i grøften. I væggrøften fandtes to klumper stærkt brændt ler og flere steder indeholdt grøften trækul og ildpåvirkede sten. Figur 6. Væggrøft A105 med nedrammere. Bemærk den nærmest lidt kogestenslignende fyld. I baggrunden ses støttestolper markeret med barberskum. Nedrammere er også fundet i Lejre hvor det foreslås at de kunne være en slags kiler der fastholdt plankerne under rejsning af væggen eller måske en del af vægplanken der var tilspidset og forankret i undergrunden. Nedrammerne sad også her midt i et mørkere fyldskifte i væggrøften. Til forskel fra Ågård blev væggrøften i Lejre fire steder afbrudt af indgangsstolper (Christensen, T s. 40ff). Tolkningen kan ikke umiddelbart overføres til Ågård da nedrammere mangler i hjørnerne af A105. Den store forskel i forankringsdybde, med lange nedrammere midt i huset og lavere 11

12 nedrammere mod hjørnerne, synes ikke at kunne forklares ud fra tolkningen fra Lejre. De kraftigste stolper burde nærmere stå i hjørnerne hvor trykket fra taget må formodes at have været større end midt i huset. Ved Lisbjerg Kirke, nord for Århus, er der også fundet nedrammere i et vægforløb, vægforløb b. Konstruktionen minder om den ved Ågård. De forløb med omkring 30 centimeters mellemrum, midt i væggrøften og var banket ned i undergrunden. Også ved Lisbjerg bliver det foreslået at der kunne være tale om planker til en stavvæg. I Lisbjerg er der ud over nedrammerne også fundet egentlige vægplanker bevaret over en kort strækning. Disse står ikke ud for nedrammerne, men er sat ved ydersiden af væggrøften (Jeppesen og Madsen 1997 s.158ff.). Desværre er der kun fremlagt en fladetegning, så nærmere sammenligning må udelades her. At nedrammere og vægplanker står forskudt synes at understøtte argumentationen for tolkningen for Ågård. Hvis man skulle fæstne vægplanker i undergrunden, ville det give mest mening at det var de kraftigste vægplanker man fæstnede og ikke en række tynde pæle på inderside af væggen. Hvis formålet derimod var at fæstne en fodrem hvorpå væggen hvilede, så giver det god mening at man fæstnede den ved at banke nedrammere igennem den, ned i undergrunden. Det ville være betydeligt lettere end at tilspidse vægplanker og banke dem ned igennem fodremmen og ned i undergrunden. Et andet forløb fra Lisbjerg, vægforløb a, består en 0,5 m bred væggrøft afbrudt af stolpehuller med omkring 2,5 meters mellemrum. I væggrøften stod der parvist let forskudt planker(jeppesen og Madsen 1997 s.158ff.). Det er dermed en helt anden konstruktion end ved vægforløb b og minder umiddelbart mere om Lisbjergs hegn 3 (Jeppesen og Madsen 1990 s.295f.) end om et vægforløb. En tredje konstruktionsform ses ved Lisbjergs Hus III, hvor vægplanker står skråtstillet i væggrøften (Jeppesen og Madsen 1990 s.293ff.). Her har der dermed ikke været tale om en fodremskonstruktion og der indgår da heller ikke nedrammere i denne konstruktion. På Toftegård er der også fundet væggrøft med nedrammere ved Hus 4. Denne væggrøft adskildte sig markant fra den ved Ågård ved at være nærmest pakket med sten og flere steder stod der stolpehuller i væggrøften ud for støttestolperne, ved døråbning og i hjørnerne (Woller 1998). Dermed har stolperne i væggen kunnet tage af for tagets vægt, samtidig med at væggen kan have hvilet på en form for stenfundament. Der har altså været flere forskellige konstruktionsformer hvori nedrammere har indgået, men for Ågårds vedkommende forklarer en fodrem fæstnet med nedrammere bedst de øvrige konstruktionselementer. Overvejelser vedrørende K1 Ved K1 fandtes ingen væggrøft eller vægstolper, så derfor blev det forsøgt at finde nedrammere, der eventuelt kunne være resterne af en mindre kraftigt funderet vægkonstruktion tilhærende K1. Det skete ved at måle afstanden fra støttestolperne i K2 til nedrammerne i vægrøften og måle samme afstand fra støttestolperne i K1 og ind mod midten af konstruktionen og derefter afrense fladen. Dette blev forsøgt over en kortere strækning. Det lykkedes ikke at finde nogen nedrammere på denne måde, på trods af at støttestolperne i K1 var omtrent samme dybde som dem fra K2 og at nedrammerne gik cm under niveau midt for i K2. Om det skyldes at K1 var en anden mindre kraftig konstruktion end K2 eller om der er tale om en anden form for vægkonstruktion må stå hen i det uvisse. At der er tale om støttestolper også for stolperne i K1 kan ses på det skråtstillede stolpespor i A171, T28 og ved sammenligning med støttestolperne i K2. Støttestolper ved gavlene af K1 blev ikke fundet. I K2 var der ikke nogen videre forskel på dybden af støttestolpehullerne ved gavl og væg. De snittede stolper ved gavlen var således 24 og 26 cm dybe, mens de snittede stolpehuller ved væggen var 25, 27 og 36 cm dybe. Det kunne dog overvejes om A374 og A375 kunne være gavlstolper i vest i K1 istedet for at være tagbærende stolper i K4. Det der taler for, er at det næste sæt,a296 og A397, mod øst i K4 skiller sig ud ved kun at være 16 og 21 cm dybe og dermed skiller sig ud fra de næste tagbærende stolper i K4, der 12

13 er 32, 36 og 35 cm dybe. A109, helt mod øst, der igen er lavere, - 26 cm, er muligvis det yderste sæt mod øst. Da A296 og A397 ligner denne, kunne det tænkes at K4 stopper ved dette sæt. Hvis A374 og A375 skulle være gavlstolper i K1 ville de være de kraftigste stolpehuller i K1. Dertil skiller A296 og A397 skiller sig mere ud fra de øvrige stolpehuller i K4 end A374 og A375 gør det. Støttestolper i gavlen mod øst ville stadig mangle, men A374 og A375 blev først fundet da de blev eftersøgt og østlige gavlstolper kunne måske være overset. Tolkningen må siges at ligge åben. Tagbærende stolper K2 A161 og A155: Det ser ud til at disse stolper er blevet gravet op. Det ses mest tydeligt på A161 hvor der er den oprindelige nedgravning; lag 2), opgravningen; lag 1) og det øveste lag, lag 3) kan tolkes som nedfalden jord, efter at jorden i det genopfyldte stolpehul med tiden er faldet sammen. A159: Denne stolpe tolkes som midtsule i K2. Den havde et tydeligt stolpespor i midten, (=A308), og mod øst havde den en udposning der hældede gradvist ned mod A308. Udposningen tolkes som værende brugt som en løjpe til at glide stolpen ned ad. Med en stolpe med en diameter på omkring 50 cm, der muligvis har gået til kip, har det været noget af en opgave at få rejst stolpen og en løjpe har kunnet gøre arbejdet lettere. Oprindeligt blev det tænkt at udposningen muligvis kunne være en forstyrret grav og den blev derfor tegnet i fladen og snittet på tværs. Da snittet viste at det ikke var tilfældet, blev der senere i udgravningen lagt et snit på langs gennem A308 (se fig. 7). Figur 7. Midtsule i K2. Under fotostokken ses det kraftige stolpespor og i siderne ses nedgravningen der mod øst (til højre) har en usædvanlig udposning. Det er denne der tolkes som en form for løjpe brugt under rejsning af stolpen. Den østligste del er bortgravet ved et tidligere, tværgående snit der viste en rundet form. Bemærk dertil trækul ved bunden af nedgravningen i vest. Da konstruktionen var klarlagt med udgravning af de tre øvrige tagbærende stolper og tiden var knap, blev de to sidste tagbærende stolper ikke udgravet. A282 blev dog delvist udgravet, da det blev overvejet hvorvidt et mørkere fyldskifte i midten af anlægget kunne være et tagbærende stolpehul i K4. Snittet blev ikke gravet i bund, men må tolkes sådan at A282 ikke har haft et stolpespor, men istedet et mørkt fyldskift i toppen, som det sås ved A161 og 13

14 A155. Kanten af A282 blev dertil snittet for at afklare stratigrafi til A397. Tegningen (T12) viser formentlig kun det mørke, øverste lag af A282, som sås ved det andet snit (T9). Også A161 og A155 var kraftigt undergrundsopblandende længere nede og da man ikke var bevidst om dette ved snit i A282 kunne nedgravningen meget vel være overset. A397 har i snittet en næsten lodret side ind mod A282 samtidig med at den i fladen er set som værende ældre end A282, så alt ialt må det være sandsynligst at den blev skåret af A282. A396, det andet tagbærende stolpehul i K2 der ikke blev snittet, lå i kanten af feltet og kan dermed ved en fremtidig undersøgelse udgraves. Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A , A155 I I 4,8-6,4 - A308-6,5-4,7 I I A , A396 Indvendigt var der omkring 7 meter ud til væggrøften ved vestgavlen og hvis man regner med at A308 har ligget omtrent midt i huset må der have være 11 meter mellem væggene midtfor. Afstanden fra tagbærende stolper til støttestolper var ved K2 3,6-3,7 meter ved sættene og 6,4 ved midtsulen. Afstanden fra K2 s tagbærende stolper til vægrøft var 2,8-2,9 meter ved sættene og 5,5 meter ved midtsulen. Afstanden til grøften i vestgavlen var cirka 7,1 meter og ud til gavlstøttestolperne var der cirka 8 meter. Mod øst var der cirka 6,7 meter til grøften og 8,1 meter til gavlstøttestolperne. Figur 8. K2. Den aflange nedgravning ved midtsulen tolkes som en løjpe brugt ved rejsning af stolpen. Væggrøften var stedvist bredere end det ses på opmålingen og stolpehullet i forløbet var en fejltolket del af væggrøften. Nedrammere er kun opmålt midt i huset. Muligt indgangsparti er markeret vest for huset. 14

15 Tagbærende stolper i K1 Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A133-10,6 - A116 I I 3,5 3,3 I I A281-10,6 - A297 Afstanden fra tagbærende stolper til støttestolper var ved K1 cirka 3,4 meter. De tagbærende stolper var ensartede i form, fyld og dimensioner. Stolperhullerne var mellem 20 og 26 cm dybe og 65 til 73 cm i diameter. Sammenlignet med de tagbærende stolpehuller i K2 var K1 s tagbærende stolper af betydeligt mindre dimensioner, dog kan formen siges at være ensartet. Samlet tolkning Samlet set må K1 og K2 være to faser af samme hus. Ud fra fundmaterialet kunne årsagen til at man har bygget K2 være at K1 brændte ned. Der er således fundet kraftigt brændt ler, en lille brændt knogle og noget trækul i væggrøften til K2. Dertil fandtes en brændt knogle i en tagbærende stolpe i K2. I de tagbærende stolper var der trækulsnister ved bunden af nedgravningen i A155 og A161, i bunden af A159/A308 var der nister af brændt ler. Ved A155 og A161 så det ud til at stolperne var trukket op og i fylden der var faldet ned i hullerne efter stolperne var jorden mørk og indeholdt en del trækulsnister. Det tyder på at K2 har været bygget ovenpå en brændtomt, hvorfra noget af fylden er havnet i nedgravningerne. Som et forbehold for denne tolkning må det konstateres at mange stolpehuller på Ågård havde kogestensgrubelignende fyld og at stolpehullerne i K1 ikke skilte sig ud ved at være mere trækulsholdige. Konstruktionen med en midtsule centralt i huset og et bredt spænd har skabt et stort åbent rum inde i huset. Det har gjort rummet velegnet til større forsamlinger og indvendige vægge ser ikke ud til at have indgået i konstruktionen. Samlet set gør det at konstruktionen kan have været anvendt som samlingssted/repræsentationsbygning snarere end til beboelse. Figur 9. K1. Stolperne lige inden for K2 s væggrøft kunne eventuelt være gavlstolper i K1. Støttestolper mod syd burde være fremkommet i udvidelse mod sydvest. 15

16 K3: Vægforløbet i den sydlige side af K3 var klart og to indgange kunne dertil konstateres i dette forløb. Det var derimod noget mere kompliceret at få styr på de tagbærende stolper. I første omgang blev A185, A186, A203, A204, A357, A219 og A222 tolket som værende tagbærende stolper. Disse var dog ret uensartede og lå dertil skævt i forhold til vægforløbet mod syd. I den sidste uge af udgravningen blev der forsøgt at se om der ikke var andre stolper der kunne passe bedre som værende tagbærende. Det viste sig at A203, A204, A192, A194, A351 og A184 var noget mere ensartede og lå parallelt med vægforløbet mod syd. Dertil lignede A177 disse stolpehuller og kunne dermed tolkes som værende en midtsule mod øst. Mod vest kunne A221 være en tilsvarende midtsule, men denne blev desværre ikke udgravet i skyndningen. A219 havde ingen overbevisende stolpehuller at danne sæt med og A220 skilte sig markant ud fra de tagbærende stolper. A222 lignede de tagbærende stolper og kunne for så vidt have haft en makker i forstyrrelsen mod nord, men springet fra de øvrige tagbærende er ret langt og den ligger samtidig tæt på gavlen mod vest. Dermed kan A221 siges at være den mest oplagte tagbærende mod vest, omend det må siges at være beklageligt at den ikke blev snittet. En mulig midtsule ses også ved K6 og fænomenet med midsule mod gavlen kan ses ved et lille hus fra Østergård, hus CLXXXIX (A. B. Sørensen 2011 fig. 4.4). Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A204-3,0 - A192-3,0 - A351 I I I A221-7,2-2,6 2,3 2,4 I I I A203-3,0 - A194-3,4 - A184 Vægforløbet bestod af A229, A228, A217, A216, A 215, A293, A208, A359, A198, A196,A195, A310 og A311. Stolperne i vægforløbet mod syd lå med skiftende indbyrdes afstande på mellem 0,7 og 1,6 meter. Afstanden fra vægtolper til tagbærende stolper varierede mellem 1,8 og 2,6 meter. Gavl mod vest bestod af A224, A225 og A233. Figur 10. K3. Om konstruktionen har haft midtsuler må stå åbent, de blev ikke snittet. Overbevisende parvise stolper blev dog ikke fundet. Mod nord var K3 forstyrret af gasledningstracé og vægforløbet var her uklart. 16

17 Indgangspartier bestod af A227 og A218 i vest og A202 og A199 i øst. Dørstolperne var omkring 0,6-0,8 meter indtrukket fra vægforløbet. Vægforløbet mod nord kunne ikke erkendes, men A188 kunne være en rest af denne. Mod øst kunne gavlen ikke klart erkendes. Mulige gavlstolper var A401, A400, A399, A398 og A391. At det ikke er klarere kan skyldes at gavlen simpelthen ikke er bevaret, men der blev taget ret forsigtigt af ved K1/K2, så muligvis er gavlen bare ikke fuldt ud erkendt på grund af at der er taget en smule for lidt muld af i området. Hvis stolperne mod vest er rigtigt tolket betyder det at K3 har haft rundede galve. De fleste af de formodede stolpehullerne i og omkring K3 der ikke blev brugt i andre konstruktioner, viste sig ved snit ikke at være noget. K3 kan meget vel have været den vestligste del af en konstruktion bestående af K3 og K4, se mere herom under næste afsnit. K4: Indenfor feltgrænsen har K4 tre sæt tagbærende stolper bevaret og hvad der må formodes at være de nordligste stolper i yderligere to sæt. De to vestligste sæt var let indtrukket mod husets midte. De to vestligste stolpehuller lignede dog de øvrige tagbærende stolpehuller i K4 i form og dimensioner, omend dette sæt var lidt mere varierede i fylden. Det 2. vestligste sæt skilte sig lidt ud ved at være mindre dybe, som det også var tilfældet ved det midterste sæt tagbærende i K3. Om det vestligste sæt, A374 og A375, muligvis kunne være støttestolper i gavlen af K1 er en mulighed og er diskuteret tidligere. De tagbærende stolper var A109, A134, A121, A130, A385, A296, A397, A375 og A374. Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A375-5,1 - A296-5,0 - A130-5,0 - A121-4,7 I I I 2,2 2,0 2,7 I I I A374-5,0 - A397-4,8 - A385 Figur 11. K4. Vægforløbet kunne kun erkendes over en kortere strækning og det østligste stolpehul passer også ind i K9. 17

18 Et noget fragmenteret vægforløb kunne ses ved A132, A378, A392, A125, A124, A123, A122, A162, A115, A114, A113, A306 og A307. Afstanden mellem tagbærende stolper og vægforløb var på 1,6-1,9 meter. Den indbyrdes afstand mellem vægstolperne, hvor forløbet var sikrest, var på 0,6-0,7 meter. Vægforløbet var noget ujævnt og ikke helt entydigt på grund af de mange omkringliggende stolpehuller. A118 og A131 kan muligvis være indgangsstolper, mens A107 kan være en gavlstolpe. A107 er dog tolket som en del af K9, hvor den passer ret præcist ind. A107 er desværre ikke snittet. Det blev forsøgt at afklare stratigrafi mellem K4 og K1 ved A114/A116 men der så ikke ud til at være skæring. Det samme var tilfældet ved A397/A282 hvor stratigrafien er usikker mellem K4 og K2 på grund af at A282 sandsynligvis ikke er gravet i bund, men snittet tyder på at K4 er ældst. På trods af usikkerheder om dele af K4, de yderste tagbærende stolpehuller mod vest og væggens nærmere forløb, så virker K4 som en sikker konstruktion. Under udgravningen blev det overvejet om K3 og K4 kunne være to ender af den samme konstruktion. I felt blev det vurderet at konstruktionen var for skæv og stolpehullerne for uensartede til at være dele af den samme konstruktion. Dertil er bredden mellem de tagbærende stolper større og afstanden til væggen mindre mod øst end mod vest. Hvis der alligevel skulle være tale om en samlet konstruktion, må de to østlige, usnittede, gavlstolper i K3, A391 og A398, udgå af konstruktionen. Det samme gælder enten A374 og A375 i vest i K4 (der i øvrigt kunne indgå i gavlen i K1) eller midtsulen mod øst i K3, A177. Mest sandsynligt virker det at A374 og A375 udgår og dermed kan være gavlstolper i K1. Meget forskelligartet beskrivelsesstil ved tegningerne af K3 og K4 gør at fylden er svær at sammenligne, de to konstruktioner imellem. Figur 12. Ser man K3 og K4 som en konstruktion kan det konstateres at dørene ligger lidt besynderligt tæt mod sydvest og at enkelte tagbærende og vægstolper midtfor må være fejltolkede, men at konstruktionens tagbærende stolper ikke ligger urealistisk skævt. Målestok 1:

19 Sammenlignet med de to andre konstruktioner med vægforløb, K5 og K6, er det dog slet ikke umuligt at K3 og K4 er dele af samme konstruktion. Vægforløbet virker smallere ved K3/K4 end ved K5 og K6 og er ikke buet som ved K5, de tagbærende stolper er dog heller ikke så kraftige som ved K5. Spørgsmålet må siges at være mere åbent end antaget i felt. Faktisk må det ud fra sammenligning med de øvrige konstruktioner siges at det virker mest sandsynligt at K3 og K4 er en samlet konstruktion og ikke to forskellige. 14 C dateringer eller fremtidige udgravninger kan muligvis afklare relationen mellem K3 og K4. Figur 13. K3, K4, K5 og K6. Sammenlignet med K5 og K6 ligner K3/K4 konstruktionen egentlig rimeligt godt hvad angår orientering og størrelse. Bemærk også ens placering af indgange mod sydvest. I givet fald er K3/K4 (mindst) 43 meter lang. Målestok 1:500. Ser man K3 og K4 som en samlet konstruktion må denne tolkes som et hovedhus, bedømt ud fra størrelsen. Ellers er der formentlig tale om to økonomibygninger, der muligvis kunne høre til K5 og K6. K5: Indenfor feltgrænsen har K5 seks sæt tagbærende stolper bevaret, dertil står der i den vestlige gavl yderligere to stolper der må have haft en tagbærende funktion, A91 og A96. I den østlige ende er det kun de nordlige stolper der er indenfor feltgrænsen. Mellem A305 og A50 er der et hul i det ellers stort set ubrudte væg/gavlforløb og derfor blev det oprindeligt tænkt som værende to forskellige konstruktioner. De tagbærende stolper lå dog på linie og ved eftersøgning viste det sig også at der lå et ekstra tagbærende stolpehul i kanten af et dræn, A381, mellem de to formodede konstruktioner. Det blev dermed klart at der må være tale om en enkelt konstruktion. Hvorvidt hullet i vægforløbet skyldes bevaringsforhold eller om der har været en åbning her, må stå hen i det uvisse. De Tagbærende stolper er A89, A79, A71, A73, A 61, A57, A381, A10 og A8. Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A89-5,6 - A71-5,1 - A61-5,8 - A381-5,5 - A10-5,7 - A8 I I I 2,8 3,1 2,9 I I I A79-5,3 - A78-5,0 - A57 Afstanden mellem tagbærende stolper og vægstolper er 2,6-2,8 meter. Den indbyrdes afstand mellem vægstolperne er på 0,4-1 meter og vægstolperne ligger lettere uregelmæssigt. Et indgangsparti formodes at ligge ved A41 og A42 19

20 mod sydvest. Disse stolper ligger omkring 0,9 meter indtrukket i forhold til vægforløbet. Stolpehullerne er dog ikke snittet, men placeringen nær gavlen svarer til placeringen af det vestlige indgangsparti i K3. Et andet indgangsparti muligvis kunne ligge ved A49. Lidt vest for det vestligste sæt tagbærende stolper fandtes i væggen et stolpehul med en dybde på 55 cm, hvilket er dybere end de fleste af de tagbærende stolpehuller. Der blev ihærdigt søgt efter en anden konstruktion som denne stolpe kunne passe ind i, men uden held. Det må derfor antages at stolpehullet hører til K5 og har denne dybde af konstruktionsmæssige årsager. En tilsvarende modstående stolpe i husets sydside ville desværre ligge udenfor feltet og ingen tilsvarende stolper blev fundet i husets østlige ende, hvor vægforløbet var kraftigt beskåret af to gennemløbende dræn. En afklaring af de konstruktionsmæssige forhold må dermed ligge åbent til en eventuel fremtidig udgravning. Konstruktionens størrelse gør at den må tolkes som værende et hovedhus. Den nærmere relation til den øvrige bebyggelse må, indtil videre, ligge hen i det uvisse. Figur 14. K5. Stolpehuller blev eftersøgt ved hullet i vægforløbet uden at der fandtes flere end dem på figuren. Løse stolpehuller og gruber uden klar relation til K5 blev bortprioriteret, herunder desværre det formodede dørparti. Rækken af stolpehuller nordfor K5 viste sig ikke at være noget. K6: Området ved K6 bar præg af at have ligget i dyrket mark og plovspor kunne flere steder ses i undergrunden. Konstruktionen havde fire sæt tagbærende stolper, hvoraf den nordlige stolpe i det vestligeste sæt ikke var indenfor feltgrænsen. Dertil står der i den østlige gavl yderligere to stolper der må have haft en tagbærende funktion, A274 og A275. A379 kunne eventuelt være en midtsule i husets vestlige ende. Denne mulighed blev ikke erkendt i felt og må derfor stå hen i det uvisse. Hvis ikke A379 er tagbærende, må K6 siges at være afgrænset i længden, da en yderligere stolpe ellers burde være fremkommet i den sydlige række tagbærende stolpehuller. De tagbærende stolper var A339, A338,A16, A15, A20, A22 og A28. De var mellem 5 og 20 cm dybe og 20 og 42 cm i diameter. Stolpehullerne var rimeligt ens i fylden. Fom og dimensioner varierede. Om det skyldes at terrænet faldt er usikkert, men det rimeligt klare vægforløb må betyde at konstruktionen må betegnes som ret sikker, trods variationer 20

21 ved de tagbærende stolpehuller. Afstanden mellem de tagbærende stolper, målt i meter og cirka til midten af anlæggene: A20-4,4 - A15-4,7 - A339 I I I 2,5 3,0 2,8 I I I A22-4,4 - A16-4,6 - A338 Væg og gavl kunne erkendes mod øst, men særligt den sydlige del var nedslidt, hvilket formentlig er grunden til at væggen ikke er bevaret i den vestlig del af huset. Afstanden mellem tagbærende stolper og vægforløb var på 2,5-2,6 meter og den indbyrdes afstand mellem vægstolperne varierede mellem 0,8-1,7 meter. Vægforløbet var noget ujævnt og nogle af stolpernes tilknytning til væg/gavl var usikkert. Figur 15. K6. Konstruktionens vestlige del, vest for det lille uafrømmede stykke, var det første der blev åbnet af feltet. Resten af konstruktionen blev først udgravet senere. Gavlen og væggenes præcise forløb er en smule uklart, men ellers virker konstruktionen sikker. Konstruktionen må formentlig betegnes som et hovedhus, men da det ikke kan udelukkes at huset ikke er større end det afrømmede, kan det ikke udelukkes at der er tale om en økonomibygning. K7: Fire tagbærende stolper var hvad der blev fundet af K7. Målene mellem de tagbærende, målt i centimeter og omtrent til midten af anlæggenne, var: A A236 (nord er opad) A A239 Anlæggene var mellem 30 og 37 cm dybe og 65 og 80 centimeter i diameter. Med sådanne dimensioner må det være 21

22 rimeligt at antage at der er tale om et nord-syd orienteret hus der fortsætter ud over feltgrænsen mod syd, nord eller i begge retninger. Stolpehullerne var rimeligt ens i form, fyld og dimensioner. Figur 16. K7. Konstruktionen ligger umiddelbart øst for brønden, A242 og ildstedet A240 ligger syd for de østlige tagbærende stolper. Konstruktionen fortsætter sandsynligvis mod nord og/eller syd. De omkringliggende stolpehuller var generelt ikke videre overbevisende se dronebilleder. K8: Fire sæt tagbærende stolper blev erkendt ved K8, heraf var kun de nordlige stolper indenfor feltgrænsen i de to østligste sæt. Hvorvidt K8 fortsættter mod øst må stå hen i det uvisse. Enkelte løse stolpehuller blev erkendt i og omkring K8, men der var så få at de ikke kan knyttes til konstruktionen. Eventuelt kan konstruktionen have haft en midtsule som tagbærende stolpe mod vest, men i betragtning af at de tagbærende stolpehuller var mellem 30 og 46 cm dybe, men omkredse mellem 57 og 75 cm, virker det usandsynligt da den givne stolpe kun var 10 cm dyb og 39 cm i diameter. De tagbærende stolper var rimeligt ens i form og dimensioner. Fylden var mere varierende, men med stolper af dimensioner som ved K8, kan der ikke være tvivl om at der er tale om at der er tale om en konstruktion. Det kan dog ikke helt afvises at A365 hører til en anden konstruktion syd for feltgrænsen, den er lidt mere rundet i kanterne og ligger med en større afstand end ved de øvrige sæt. Mål mellem anlæggene, målt i meter til midten. A264-5,5 - A261-5,5 - A259-7,0 - A365 I I 2,3 2,2 I I A265-5,3 - A262 22

23 Figur 17. K8. Stolpen mod vest kunne være en gavlstolpe, men uden flere stolpehulle må det stå hen i det uvisse. K9: Konstruktionen består af A107, A108, A111, A112, A117 og A120. Lige vest for A120 ligger et tagbærende stolpehul fra K2, som eventuelt kan have fjernet et eller to stolpehuller fra K9. Beklageligvis er kun A120 blevet snittet. Dette stolpehul var 7 cm dybt og 28 cm i diameter, dermed er det muligt at grunden til at forløbet ikke fortsætter mod øst og vest kan være fordi stolpehullerne simpelthen ikke er bevaret. Forløbet er jævnt og stolpehullerne var rimeligt ens i fladen, så en eller anden konstruktion må der næsten være tale om. Afstanden mellem stolpehullerne er på 1,3-1,4 meter ved A108-A120 og med en afstand på 2,7 hen til A107 passer det fint med at et stolpehul er forsvundet ved A106. Det mest oplagte er at der er tale om et vægforløb til et hus liggende syd for feltgrænsen. Mod dette taler at der ikke er fundet en gavl mod vest, samt at der er 2.5 m vinkelret ud fra K9 til feltgrænsen i vest, uden at der er fundet tagbærende stolper der kan knyttes til K9. Fra det 3. vestligste stolpehul i K9 til feltgrænsen er der 2 m. K9 kunne for så vidt også være et hegn, men vægforløb/støttestolper må være den mest sandsynlige tolkning. 23

24 Figur 18. K9. Muligt vægforløb eller del af hegn. K10: Konstruktionen består kun af to stolpehuller, A 268 og A269. Grunden til at de alligevel er tolket som en konstruktion, er at med dybde på henholdsvis 46 og 30 og diameter på 55 og 58 centimeter, må de efter al sandsynlighed være tagbærende stolper. Med en afstand mellem de to stolpehuller på 176 cm målt fra midten af anlæggene og dimensionerne taget i betragtning, må konstruktionen sandsynligvis være et nord-syd orienteret hus løbende ud over feltgrænsen mod syd. Figur 19. K10. Antageligvis det nordligste sæt i et nord-sydvendt hus. 24

25 K11: Ligesom ved K10 består konstruktionen kun af to anlæg, A253 og A251. Det der taler for konstruktionen er at anlæggene er nogenlunde ensartede i form, fyld og dimensioner. Afstanden mellem stolpehullerne er 280 cm målt fra midten af anlæggene og målt vinkelret ud om feltgrænsen mod syd er der 412 cm. K7 med 458/473cm mellem de tagbærende taget i betragtning er det dermed ikke utænkeligt at der kunne være tale om et nord-syd orienteret hus løbende ud over feltgrænsen mod syd. Der var flere løse anlæg i området og selvom A253 og A251 lignede hinanden, må konstruktionen betegnes som lettere usikker. Figur 20.K11. Antageligvis det nordligste sæt i et nord-sydvendt hus. K12: Konstruktionen består af fire stolper. Målene mellem de tagbærende målt i centimeter og omtrent til midten af anlæggenne var: A A A A245. Konstruktionen skilte sig ud fra de øvrige ved at være et, ret skævt, firstolpeanlæg. Dertil var stolpehullerne også lidt lysere i fylden end de fleste andre stolpehuller på feltet. I A286 lå en lille klump ubearbejdet rav og anlægget blev derfor tømt med ske, uden at det dog førte til yderligere fund. 25

26 Figur 21. K12. Firstolpeanlæg. En ravklump blev fundet i det nordvestlige stolpehul. Grøften lige øst for K12 lignede væggrøften i K2, men trods forsøg lykkedes det ikke at koble den til nogen konstruktioner. K13: Grunden til at K13 er taget med som en konstruktion, er for at gøre opmærksom på at disse stolpehuller lignede hinanden, var af betydelig størrelser og lå så de dannede et rektangel. Den sikreste del af K13 er de fire østligste stolper, men det er nogle temmelligt dybe stolpehuller, med stor indbyrdes afstand, hvis der bare var tale om et firstolpeanlæg. A168 ligger fint i forlængelse af A129-A415, men A140 blev ikke rigtig til noget og derfor er en tresæts konstruktion heller ikke videre sandsynligt. A176 som værende midtsule var en anden mulighed, i givet fald mangler der et sæt tagbærende mellem denne og A291-A129, da det bliver skævt med A176, A140 og A168. Det kunne i denne forbindelse tænkes at endnu en midtsule kunne være gravet bort ved A161, men det bliver en speciel konstruktion, hvor paralleller og dateringer af de enkelte anlæg er nødvendige for at kalde konstruktionen berettiget. Ingen af mulighederne er videre sandsynlige, men fremtidige undersøgelser kan muligvis give et bedre tolkningsgrundlag at vurdere ud fra og konstruktionen er derfor medtaget. Mål mellem anlæggene målt i centimeter fra midten af anlæggene: A A A126 A A A A415 26

27 Figur 22. K13. Konstruktionen er tvivlsom, trods store ensartede stolpehuller. En stolpe kunne muligvis være gravet bort af en tagbærende stolpe i K2. Muligvis er det et firstolpeanlæg. K14: Konstruktionen består af otte stolper på en let bølgende linie. Afstand er noget varierende (målt i centimeter til midt i anlæggene): A A A A A A A A14 Sydøst for K14 er der flere løse stolpehuller der ikke kunne knyttes til konstruktioner og med en orientering omkring vestsydvest - østnordøst skiller K14 sig også ud fra hovedparten af konstruktioner, der er orienteret omtrent øst -vest. K1 og K2 er dog en anelse mere sydvest nordøstligt orienteret. Anlæggene i K14 er dog forholdsvis ens i form, fyld og dimensioner, men alligevel må konstruktionen siges at være usikker. Der var ingen stratigrafi mellem K6 og K14, se T6, til trods for at det så sådan ud i fladen. Figur 23. K14. Muligt hegnsforløb eller del af vægforløb. Der var ingen stratigrafi mellem K6 og K14. 27

28 Dateringer Flotering af 53 jordprøver blev foretaget af Scanflot og disse var efterfølgende til kursorisk gennemsyn ved Moesgård Museum. Det kursoriske gennemsyn blev ikke færdigt før afslutningen af beretningsskrivning. Dateringer vedlægges beretningen når disse er foretaget. Dateringsprioriteringerne, hvis der ikke er råd til at få alle prøver dateret er følgende: K1+K2 Trelleborglignende hus Hvis der ikke findes korn er der knogle/tand i A161 X78, A308 X70, A105 X59+X66 A308 X71 er en knogle med ledende og kan artsbestemmes, brug derfor heller andre knogler til 14 C. K3+K4 med væg -nok en samlet konstruktion alternativt trækul A397 X20 K5 med væg K7, K10 eller K11 N-S vendte huse K12 Firstolpe anlæg med fund af ravklump K8 Ø-V vendt hus uden væg K6 med væg Øvrige huse K7, K10, eller K11 K13 usikker konstruktion, men afgrænset K14 hegn? Prioriteringen sker ud fra hvilke konstruktioner og konstruktionstyper, der skønnes væsentligst at få dateret. Da lokaliteten rummer et stort potentiale skønnes det væsentligt at få så meget som muligt dateret. Brønd Lige vest for K7 blev der fundet en brønd, A242. Efter at have gravet ned til godt 1,5 meters dybde med gravemaskine blev den øverste del registreret. Derefter blev resten af brønden maskingravet og den resterende del blev tegnet som skitse. Brønden var ca 2.5 meter dyb. Mod bunden havde den et kompakt lag af fedtet, lyst gråt ler. Beskrivelsen af dette lag tyder på at brønden har været vandførende. Herover var der en masse opfyldningslag, mens de øverste lag kan være sætningslag efter at fylden fra opfyldningerne er faldet sammen. Der blev desværre ikke taget jordprøver på grund af sammenstyrtningsrisiko. Brønden var gravet ned gennem et skifte i undergrunden, ned til et lag af næsten rent sand. Dette undergrundskifte sås også ved et underboringshul gravet i tracéets østligste del, der på trods af at det stod åbent længe ikke trak vand. Brønden har dermed muligvis været lettere ineffektiv, trods en dybde på 2,5 meter. Ildsted I hele tracéets længde fandtes kun et ildsted/bålgrube, A240. Denne var omtrent cirkulær og nogenlunde fladbundet. Fyldet bestod af et trækulslag over undergrunden, der stedvist var ildpåvirket. Øverst var der et brungråt lag med trækul og brændt ler. En del af stolpehullerne på Ågård havde en kogestenslignende fyld. Det samme havde væggrøften i K2 hvori der også var klumper af kraftig brændt ler. Da der samtidig var blevet fundet en kalkbrændingsovn ved Tissø, blev det vurderet 28

29 at det var værd undersøge funktionen af A240, om det bare var en kogestensgrube eller om den kunne have en funktion i forbindelse med bebyggelsen. Derfor blev der udtaget en prøve af A240 efter Peter Steen Henriksens, National Museet, anvisninger. Den foreløbige undersøgelse af den udtagne grube viste at der var tale om en bålgrube, hvori betragtelige mængder ved er blevet brændt af. En nærmere undersøgelse af prøvens indhold kunne ikke nås inden beretningens afslutning. Hegnsgrøfter? Otte steder blev feltet krydset af grøfter i NNV-SSØ retning. Disse udgøres af A7, A77, A93, A160, A180, A369, A250, A356. Den østligste grøft, A7, skilte sig ud ved at være diffus og indeholdt tegl. Ved den vestligste grøft, A356, sås en svag krumning i østlig retning helt ude ved den nordlige feltgrænse. Grøfterne blev snittet for at afklare om der var tale om dræn. Det viste sig derved at de var rundbundede, mellem 5 og 24 cm dybe og 33 til 55 cm brede. Fylden var gråbrunt/brungråt sandet ler. Fylden var ikke opblandet med undergrundsler, som det ellers ofte er tilfældet ved dræn, og indeholdt ikke drænrør. Drænene på Ågård var dertil orienteret anderledes end disse grøfter. D et kan konstateres at orienteringen passer bedst i forhold til K1/K2, men A160 og A180 skærer K2 og er dermed yngre. Grøfterne går også igennem ved K3, K4, K5, K8 og K13 og kan dermed ikke være samtidige. Om end ikke alle husene, så kan alle hustyperne fra Ågård dermed siges at være i karrambolage med grøfterne, der dermed antageligt er yngre end eller samtidig med den seneste del bebyggelsen. Den regelmæssige orientering betyder antageligt at grøfterne har haft samme funktion. Et foreløbigt bud på en funktion kunne være at der er tale om hegnsgrøfter, da A356 har en svag krumning og grøfterne alle ligger oppe på bakkedraget, ved bebyggelsen. Den uregelmæssige afstand mellem grøfterne i vest, tyder dertil ikke på at der er tale om agerren. Gruber Der var bemærkelsesværdigt få gruber på feltet, i alt 21 ud af 416 anlæg. Gruberne var: A3, A5, A12, A13, A33, A39, A45, A64, A65, A72, A86, A92, A156, A157, A231, A232, A257, A258, A260, A301 og en recent grube - A373. Heraf blev syv gruber snittet og tegnet: A12, A231, A257, A258, A260, A270 og A301 snittet og tegnet. Kanten af A72 er snittet og tegnet ind mod A73. I A258 blev et par mindre uornamenterede sideskår fundet og i A12 fandtes to nagler/søm, et lille stykke jern og noget lerklining. Gruberne blev fra starten nedprioriteret på grund af en stram tidsplan og med den ringe fundmængde i de gruber der trods alt blev udgravet, blev det ikke vurderet at der skulle omprioriteres, da der var rigeligt at gøre med at udrede stolpehulskonstruktionerne. Flere af de mindre anlæg der ikke er snittet og er tolket som gruber kunne for så vidt være et store stolpehuller istedet for små gruber. Ved gruben A72 kunne det konstateres at denne var ældre end K5. Derudover var der ingen klare stratigrafiske relationer til bebyggelsen. Gruberne var nogenlunde jævnt fordelt over samme område som bebyggelsen. Den ringe fundmængde og den lerede undergrund taget i betragtning, vil det umiddelbare bud være at der er tale om lertagningsgruber brugt til (dele af?) bebyggelsen. De to nagler/søm og lidt oldtidskeramik peger, med store forbehold, på en datering til jernalderen. Fund Fundmængden fra Ågård var relativt begrænset. Af keramik var der kun mindre sideskår af oldtidskarakter. Feltet blev gået over med metaldetektor af Kent Clausen og Knud Laursen. Herved fandtes samtlige af de metalgenstande der fremkom under udgravningen. 29

30 Syv fund blev konserveret ud fra en vurdering af at deres kontekst var interessant og/eller at genstanden i sig selv var værd at konservere. Her var det bemærkelsesværdigt at de mest interessante fund, ud over en ravklump, stammede fra væggrøften til K2, der samtidig skiller sig ud ved at være den mest specielle konstruktion: Nål, X1 En knappenål blev fundet ved detektorafsøgning af væggrøften, A105, til K2 vest for A146. Et tydeligt afsat hoved ses modsat nålens spids. Stangjern, X64 Et firkantet stykke jern med spor af afhugning over en armbolt blev fundet ved detektorafsøgning af væggrøften til K2, A105, Der er formentligt tale om et restprodukt fra smedning, muligvis enden af en jernbarre. Knivspids, X65 Spidsen af en kniv med rundet æg blev fundet ved detektorafsøgning af væggrøften til K2, A105. Figur 24. Knappenål X1 og knivspids X65 To klumper kraftigt brændt ler, X75 og X76 I væggrøften til K2, A105, fremkom klumper af brændt ler. Det var brændt ved så høje temperaturer at overfladen nærmest virkede glaceret. Om huset har brændt ned eller om lerklumperne er havnet i væggrøften af en anden årsag må stå hen i det uvisse. To brændte knoglefragmenter X59 og X71 Fra henholdsvis midtsulen, A308, og væggrøften, A105, i K2 fremkom to små fragmenter af brændt knogle. Da de har ledender ville de sandsynligvis kunne artsbestemmes og dermed sige noget om hvad der er sket i K1/K2. Ravklump, X2 En ravklump blev fundet i et af de tagbærende stolpehuller til firstolpekonstruktionen, K12. Der var ingen spor af forarbejdning på ravklumpen og ingen yderligere fund fra konstruktionen. Fundmæssigt er det især detektorfund på den omkringliggende mark, der er interessante. Under udgravningen blev pladsen klart afgrænset mod vest og med 21 meter fra den østligste konstruktion til tracéets ende formodedes det at pladsen også var afgrænset mod øst. Detektorfund viste derimod et andet billede. En stor del af disse lå øst for tracéets ende og måler man fra det østligste hus er det over halvdelen af detektorfundene der ligger mod øst. Udbredelsen kan muligvis betyde at der ligger et område med grubehuse eller et kulturlag mod øst eller at der tilfældigvis er et hul mellem konstruktionerne øst for K6. Fundene ligger rimeligt jævnt fordelt uden tydelige 30

31 koncentrationer, men peger på at en middelalderlig bebyggelse formentlig har ligget længere inde på marken i retning af Bjæverskov mod syd. Der er efterfølgende udfærdigelsen af nedenstående figur (fig. 25) gjort i hvert fald et fund på marken sydvest for gården i billedets højre hjørne. Figur 25. Detektorfund på marken omkring Ågård. Dateringerne er udelukkende baseret på hvad der er registreret under sagen KNV Rød =. Gul = Germansk jernalder/vikingetid. Grøn =. Blå = Middelalder. Grå = Udateret. Hvid = De seneste fund (uden datering). Der er her medtaget de første 123 registrerede genstande, ud over X58, X104, X114 og X115 der ikke er indmålt, flere detektorfund er senere gjort. At der ikke er fund ud mod motorvejen i vest kan muligvis skyldes at signalet blev forstyrret af nærtstående højspændingsledninger. Bjæverskov Kirke ses forneden til højre. De to sydligste hvide stjerner er en manperle/tenvægt, X121 og et kugleformet bronzehoved (?), X122. Fundet helt mod vest, X112, er et massiv stangformet bronzestykke med konkave sider forsynet med indfilede hak. Tværsnit er kvadratisk. Detektorfundende fra den omkringliggende mark hedder KNV00164 Vestergård og af disse er X1-X123 sat ind under Ubrugte anlæg i MapInfokortet over Ågård. Af de første 123 metaldetektorfund er der 16 vægtlodder, en sølvbarre, to stykker sølvklip og tre vikingetidige mønter. Tilsammen peger de på handel på bopladsen ved Ågård. En af mønterne, KNV00164X23 ser ud til at være arabisk (bedømt ud fra et lille foto). Dertil er der fundet et trefliget spænde, der ser ud til at være SK type 1 fra slutningen af 700tallet til begyndelsen af 800tallet (Skibsted Klæsøe

32 s. 105f og Fig 15a og fig 29). Detektormaterialet har, som sagt, sit eget journalnummer og vil ikke blive gennemgået nærmere her. Figur 26. Detektorfund fra marken omkring Ågård. Skivefiblen, KNV00164X22, har en parallel fra Aggersborg, hvor den betegnes som Jellingstil (Petersen m.fl. 2014). Hesten, KNV00164X74, til højre har paralleller ved Ålykke på Østfyn og fra Ribe, dateret til 700årene. Museum Sydøstdanmark. Nærliggende udgravninger Gasledningstracé I 1982 blev der gravet et gasledningstracé lige op ad, og stedvist let overlappende med tracéet vi gravede. Det lille felt mod nordøst lå således nord for gasledningen og A299 og den østligste del af A327 var forstyrrelser fra gasledningstracéet. Der er ikke registreret anlæg lige omkring Ågård, bedømt ud fra det lettere upræcise kort indsat i fig 28. Vest for Ågård er der registreret gruber ved prøvegravning, nr 369, og mod øst er der registreret gruber ved rekognocering, men ingen anlægsspor ved prøvegravning (Andersen s. 189). Beretningen over gasledningsudgravningen burde være på Nationalmuseet, men dette er ikke undersøgt. Der kunne være væsentlige oplysninger i denne, da f.eks. de store stolpehuller i K7 let kunne være blevet tolket som gruber. 32

33 Figur 27. Kort over gasledningstracé ved Bjæverskov. Ågård ligger omtrent midt mellem 369 og 370 og Bjæverskov Kirke er markeret med et +. K3, K6 og K7, samt grøfter må være skåret af gasledningstracéet. Andersen s KØM 2596 Område 37 Umiddelbart nord for motorvejen var der foretaget en prøveudgravning i forbindelse med anlæggelse af banestrækning. Prøveudgravningen ses i baggrunden på oversigtsfoto (fig. 1). Der er ikke skrevet beretning for denne udgravning endnu, men denne kommer til at være under KØM2596 Banedanmark Område 37. Der blev kun fundet ganske få anlæg og området var forstyrret af recent aktivitet (Lehne Mailund Christensen, mundtlig meddelelse). Ud fra kortmateriale kan ses at terrænet falder i den retning og ved Ågård synes bopladsen umiddelbart at være begrænset til bakkedraget ind mod Bjæverskov, uden at det selvfølgelig kan udelukkes at f.eks. grubehuse kan være bortgravede af moderne anlægsarbejde. Området blev i forbindelse med udgravningen ved Ågård overgået med metaldetektor af Kent Clausen og Knud Laursen uden held. Udgravning ved Bjæverskov Kirke Ved Bjæverskov Kirke har man af flere omgange foretaget mindre udgravninger under journalnummer KØM 2121 Tingbjerggård. Her har man fundet bebyggelse fra jernalder og middelalder. Det var her man, ved hjælp af detektor, fandt den såkaldte Bjæverskovskat fra midten af 1200-tallet, der sammen med udgravningerne viste at Bjæverskov var mere betydningsfuld i middelalderen end hvad man lige kunne udlede af de skriftlige kilder (Woller 2000). Mest interessant i forhold til Ågårdudgravningen er det at man muligvis har bebyggelse fra vikingetiden (hus 7) og mere sikkert fra tidlig middelalder (fra 1100tallet og frem). Felterne var dog ret små og der er ikke foretaget C14 dateringer, så det er usikkert hvor stort et tidsmæssigt spænd der mellem de to lokaliteter (Beretninger: Felding 2010; Woller 2000) Sammenfatning Ialt blev der fundet sikre til rimeligt sikre treskibede huse, et firstolpeanlæg, en brønd, et ildsted, 6-7 mulige hegnsforløb og et yderligere muligt treskibet hus i et 10 meter bredt tracé koncentreret over et 180 meter langt forløb. Et eller to af husene har været (mindst) 40 meter langt, mens et andet havde en meget særpræget 33

34 konstruktion, hvortil det ikke er lykkedes at finde paralleller. Det havde to sæt tagbærende stolper, et i hver ende, og en midtsule centralt i huset. Dertil havde det støttestolper og en væggrøft, hvori der efter al sandsynlighed har stået en fodrem, fæstnet med nedrammere i undergrunden. Dette hus ser ud til at have haft to faser. Under og løbende efter udgravningen har detektorfolk gjort mange fund på den omkringliggende mark. Fundene omfatter vægtlodder, sølvklip og mønter. Bedømt ud fra bebyggelsens placering i landskabet og udbredelsen af detektorfund, har bopladsen strakt sig over det meste af den omkringliggende mark ind mod Bjæverskov Kirke. Det må konstateres at der har været tale om en større boplads. Placeringen ned til Køge Å betyder dertil sandsynligvis at der har været en sammenhæng mellem Ågård og Borgring, der også ligger ned til åen og har en datering til 900tallet. Sammenholdt med den specielle konstruktion ved K1/K2 og med de mange detektorfund, må Ågård antageligt have været en betydingsfuld plads. Med den relativt begrænsede udgravning er det dog svært at bedømme om pladsen ligefrem er sammenlignelig med Toftegård eller om den nærmere må betegnes som en almindelig boplads med enkelte usædvanlige træk. Ud fra sølvklip, mønter og de mange vægtlodder fundet ved detektorafsøgningerne på marken må det antages at der har foregået handel på stedet. Om det har været stedets primære funktion er for tidligt at sige. K1/K2 har hallignende træk og det bredde spænd og det store åbne rum midtsulen har skabt må have givet god mulighed for at mange mennesker kunne være samlet. Om bygningen skal tolkes i rituel retning, som gildesal eller noget tredje er svært at sige, men betydningsfuld må den have været. Det er ikke lykkedes at finde paralleller til K1/K2. Bedømt ud fra andre vikingetidige hustyper kan det siges at K2 skiller sig ud fra husene med midtsule på Toftegård og Runegård, ved at have et betydeligt større tværspænd set i forhold til længden. Placeringen af midtsulerne i husene på Toftegård og Runegård varierer og det kunne naturligvis indvendes at det kunne være en tilfældighed at der ikke var et med kombinationen som ved K2, men med placeringen af en midtsule midt i huset og et meget bredt spænd, må det have givet et helt anderledes indtryk at stå inde i K2, end i et af husene fra Toftegård. Længde-breddeforholdet må nærmere siges at ligne kulthusets ved Uppåkra. Kulthuset i Uppåkra var kun 13,5 meter langt og 6 meter bredt mod K2s 27 meter gange (cirka) 11 meter, dermed er forholdet tæt på at være 1:2 de to huse imellem. Her var stolpehullerne også særdeles kraftige og kulthuset bliver tolket som havede været højt. Der var to sæt tagbærende stolpehuller, men i stedet for en midtsule, var der et ildsted midt i huset og i hjørnerne og indgange som der kraftige stolper. Huset fra Uppåkra har flere faser med en datering gående fra romersk jernalder til tidlig vikingetid. Fundene fra kulthuset i Uppåkra overgår, med bl.a. guldgubber, langt fundene fra K2 og den store forskel i areal gør at kulthuset ikke direkte kan siges at være en parallel, men de konstruktionsmæssige fællestræk er bemærkelsesværdige. Ved K1 må man formode at formålet har været det samme som ved K2, da denne må tolkes som en tidligere fase af K2. K1 har dog ikke været en nært så kraftig konstruktion og har dermed antageligt ikke være en lige så høj bygning som K2. K1 har været omkring 8-9 bredt og 20 meter langt, skønnet ud fra hvor væggen kan formodes at have løbet og har dermed tilnærmelsesvist samme længde-bredde forhold som ved K2. Ved Birka har et hus på selve borgterrænet lignende længde-breddeforhold som ved K2. Birkahuset er dog også betydeligt mindre end K2 og med spektakulære fund som skjoldbukler og våben. Igen er det et hus langt ud over det 34

35 sædvanlige, men grunden til det brede længde-breddeforhold ved både Uppåkra og Birka kan selvfølgelig skyldes at husene er små og dermed ville blive meget smalle hvis de skulle have sammenlignelige dimensioner med mere Det hus der har flest fælles træk med K1/K2 på Toftegård må være Hus 4. Her er der både væggrøft med nedrammere, støttestolper, midtsuler og parvis tagbærende stolper. Der er dog også mange træk der adskiller sig fra K1/K2. Hus 4 har et markant mere langstrakt længde-breddeforhold, væggrøften indeholdt stolpehuller, var nærmest pakket med Figur 28. Øverst til venstre: Hus 4 fra Toftegård. Museum Sydøstdanmark. Øverst til højre: Kulthuset fra Uppåkra. Larsson og Lenntorp 2004 fig. 23. Nederst til venstre: Hovedhus fra Vorbasse. Hvass 1983 fig. 14. Nederst til højre: K2 fra Ågård. Museum Sydøstdanmark. Anlæggene midt i husene fra Vorbasse og Uppåkra er ildsteder. Stiplingerne ved Uppåkrahuset markerer områder med rituel brug. Målestoksforholdet er omtrent ens for alle husene Figur 29. Garnisonen ved Birka. Der er fundet både skjoldbukler og våben i hallen. Bemærk grundplanens lighed med K2 ved Ågård. Målestoksforholdet er ikke det samme som ovenstående figur. Henvisning. 35

36 sten og var afbrudt ved en døråbning afsluttet med stolpehuller. Hus 4 fra Toftegård er dateret til ældre vikingetid (Woller 1998). I Vorbasse er et trelleborghus mere lig K2 arealmmæssigt set. Dette hus havde et sæt kraftige stolper i hver ende. Midt i var der et ildsted. Huset har væggrøft og støttestolper. Vorbassehuset betegnes som hovedhus i en 1000tal fase og ligger indenfor en indhegning på 120x210 meter. I dette tilfælde er der dog også en række forskelle. I Vorbasse er der ingen midtsule i huset, men et ildsted. Væggrøften havde åbninger i enderne og stolpehuller i hjørnerne og vægforløbet var ikke nær så krumt som ved Ågård (Hvass Fig. 13 og 14). Ud fra de konstruktionsmæssige træk må K1/K2 være fra vikingetiden, muligvis yngre vikingetid bedømt ud fra ligheden med trelleborghuse. Bjæverskovskatten vidner om at området senere, i 1200tallet, har huset indflydelsesrige personer. Umiddelbart er der dog ikke noget ved Ågård der kan knyttets til middelalderen, men flere detektorfund peger på omkringliggende middelalderlig aktivitet. Husene længst mod vest, K10, K8, K11, K12 og K7 kan tænkes at være økonomibygninger til husene mod øst, K3, K4, K1, K2, K5 og K6 eller andre lignende endnu uudgravede huse. Spændene mellem de tagbærende stolper ved husene i vest var forholdsmæssigt smallere og længere, og alternativt kunne disse huse muligvis være fra germansk jernalder og dermed en ældre fase af bebyggelsen. Vægstolper var ikke bevaret i disse huse, på trods af at det var mod øst, ved K6, at der var mest nedslidt med pløjespor i undergrund. De manglende vægstolper er dermed formentlig snarere et udtryk for at husene mod vest har været konstrueret anderledes end dem mod øst. Da der er under en meter fra de tagbærende stolper i K7 til brønden, A242, kan disse ikke være samtidige. Dertil kan K8 og K11 ikke være samtidige på grund af overlap. Når det kommer til husene mod øst, kan det siges at K1, efter al sandsynlighed, må være en tidligere fase af K2. Dette hus overlapper med både K3, K4 og de mindre sikre K9 og K13. På trods af disse overlap, er der ikke stratigrafi mellem konstruktionerne, ud over indbyrdes mellem K1/K2. Typologisk virker K1/K2 yngst, Buede væggrøfter med lige gavle og med nedrammere igennem og støttestolper på ydersiden kendes fra Lejre og Toftegård og kan dermed dateres til vikingetiden. Midtsuler kendes fra Toftegård og Runegård. Ved Toftegård er der flere eksempler på huse med midtsuler, i to af husene er der endda fire midtsuler hvor de tagbærende stolper er fordelt sådan: Det der minder mest om K1/K2 har en fordeling af sæt og midtsuler på: På Runegård er der et hus med en midtsule mod vest og yderligere fem sæt tagbærende stolper. Huse med et sæt tagbærende i hver ende og en midtsule i midten af huset som ved K1/K2 er det ikke lykkedes at finde. K2 skiller sig dertil ud fra mængden ved at være meget bredt i forhold til længden, målt ved gavlen er det indvendigt 7 meter gange 26,5 meter. De øvrige huse mod øst havde alle vægstolper. At de betegnes som vægstolper skyldes dels at der ikke kunne konstateres skråtstillede stolper blandt disse forløb. Dels at afstanden til de tagbærende stolper var mindre end eller lig med afstanden fra tagbærende til væggrøft ved K2, mens at støttestolperne ved K2 lå omkring 80 centimeter længere fra de tagbærende stolper, end væggrøften gjorde. Ved K3 kunne to indtrukne partier af dørstolper ses mod syd, dertil en mulig indtrukket dør ved K5 mod syd. Hvis disse dørstolper var det eneste levn af vægforløbet og det ydre stolpeforløb var støttestolper, så var der omkring 1,7 meter fra tagbærende stolper til væggen i K3 og tilsvarende omkring 1,5 meter i K5. Det er betydeligt mindre end ved K2, hvor der var 2,8-2,9 meter til væggrøften (Alle mål er til midten af anlæggene). Dertil lå stolperne i de øvrige konstruktioner generelt tættere, var mindre og lå mere uregelmæssigt end støttestolperne i K1/K2 gjorde. Selvom konstruktionerne ved K3-K6 må have været en anden end ved K1/K2, så virker det ved sammenligning overbevisende at tolke stolpeforløbene i K3-K6 som værende vægstolper og ikke støttestolper. 36

37 Ser man K3 og K4 som en sammenhængende konstruktion, er denne (mindst) 43 meter lang. K5 er (mindst) 40 meter lang og K6 kunne for så vidt også være lang. Den samlede konstruktion af K3/K4 kan dermed siges at passe ind med de øvrige konstruktioner. Med den specielle konstruktion ved K1/K2 og de mange detektorfund i betragtning, virker det rimeligt at de øvrige huse kan være af store dimensioner, som ved K5. Figur 30. Hus Bl 2 (øverst), Bl 18 (i midten) og Bl 22 (nederst) fra KØM 1200 Bøgelund. Bl 22 er 30,5 meter langt. Paralleller til husene K5, K6 og K3/K4 (-som en konstruktion) ses ved Bøgelund ved Varpelev på Stevns. Tre af husene fra Bøgelund, Bl 2, Bl 18 og Bl 22, har svagt rundede langsider og let rundede gavle. Stolpehullerne indeholdt ildskørnede sten i et varierende antal af de tagbærende stolper, som det også var tilfældet ved husene fra Ågård. Længdespændet ved Bl 2 var 4,7 5,8 4,8 og tværspændet var 2,7 2,8 2,8 2,6. Længdespændet ved Bl 22 var 3,8 (gavl) 3,8 6,2 3,5 6,2 4,6 2 (gavl) og tværspændet var 2,2 (gavl) -? 2,4 -? 2,6 2,6 2,4 2,0 (gavl). Ud over at stolpehullene ligger lidt tættere i K3, så passer det rimeligt godt med dimensionerne i de omtalte huse fra Ågård. Bl 22 er 30,5 meter langt og dermed lidt mindre end K5 på (mindst) 40 meter og K3/K4 konstruktionen på 43 meter. I Bl 22 kunne det måske endda tænkes at et sæt kunne være slugt af et gennemløbende dræn og muligvis kunne der være en midtsule ved det andet lange spænd? (Snittegninger er ikke gennemgået her). Husene fra 37

38 Bøgelund indgår i en større boplads fra vikingetid og fra det ene af de omtalte huse, Bl 22, er der fundet keramik fra ældre vikingetid (halvkuglekar) (Tornbjerg 2002). Set i forhold til detektorfund på den omkringliggende mark, kunne det ud fra disses dateringer foreslås at lokaliteten går fra yngre germansk jernalder og op i 900tallet. På den anden side af Køge Å og godt en kilometer nord/nordøst for Ågård ligger Loddenhøj. Denne kan ses på Original 1 kort fra 1808 og på Høje Målebordsblade, men er ikke synlig på reliefkort. Loddenhøj ligger på en ås kaldet Højås, der er dog ikke markeret andre høje på åsen og det må stå hen i det uvisse hvorvidt der er tale om en gravhøj. Der er umiddelbart ikke andre gravhøje i nærheden af Ågård og placeringen på den anden side af en å, mod nord, kan siges at passe udmærket med placeringen af gravpladser ved andre vikingetidige bopladser (Adamsen 2004). Konklusion Det vil selvfølgelig være med en hvis usikkerhed man skal forsøge at konkludere noget om en hel boplads ud fra et 10 meter bredt tracé i gennem denne. Men med forbehold forbehold i dette kan bebyggelsen fra tracéet tolkes således: Et trelleborglignende hus med en ret speciel konstruktion i to faser. Den nærmeste fundne parallel ser ud til at være kulthuset ved Uppåkra. Tre langhuse med vægforløb, et på (mindst) 40 meter, et på mindst 43 meter og et tredje der formentlig også kunne være af betydelige dimensioner. Tre nord-syd orienterede langhuse uden bevarede vægforløb. Et øst-vest orienteret langhus uden bevaret vægforløb. Et firstolpeanlæg, en brønd og et ildsted. Indtil 14 C dateringerne dukker op kan en foreløbig tolkning være at de fire huse uden bevaret vægforløb udgør bopladsens ældste fase og er fra (yngre) germansk jernalder. Dernæst bygges de anseelige langhuse hvor vægforløbet er bevaret og til sidst, muligvis i 900tallet, bygges det trelleborglignende hus. Brønd og ildsted hører formentlig til en af de sidstnævnte faser. Firstolpeanlægget kan høre til i alle tre faser. Den sidste fase, med det trelleborglignende hus er især interessant, da spørgsmålet her må være hvordan den resterende del af bebyggelsen har set ud i denne fase. Er der belæg for at tolke K1/K2 i retning af kulthuset ved Uppåkra eller som en hal måske? Eller er bebyggelsen sådan flere steder på bopladsen? Indtil videre må andre atypiske konstruktioner siges typisk at blive tolket i kultisk retning. Det er klart at Ågård på ingen måde kan måle sig med Uppåkras fine fund, men alligevel kunne det tænkes at bygningen havde en lignende funktion, lidt som hvis man sammenlignede en domkirke og en landsbykirke. Som påpeget kunne Ågård være en af grundene til at Borgring ligger ved Køge Å og med husenes karakter og de mange detektorfund må bopladsen have været et betydningsfuldt sted. Detektorfundene peger dertil med 12 vægtlodder, en sølvbarre, to stykker sølvklip og tre mønter på at der har foregået handel på stedet, sandsynligvis i vikingetiden. Fremtidigt arbejde på stedet Med et tracé på 10 meters bredde gennem et intensivt bebygget område må en del spørgsmål endnu siges at stå åbne. I forbindelse med de allerede erkendte konstruktioner kunne det selvfølgelig være interessant at få afklaring på deres størrelser, da hovedparten ligger delvist udenfor feltgrænsen. Vigtige konstruktionsmæssige detaljer blev dertil ikke afklaret på grund af det smalle tracé. 38

39 Ved K7, K10 og K11 kunne man få afklaret om der er tale om nord-syd orienterede huse eller bare firstolpekonstruktioner. Ved K1 undrede det at den sydlige række støttestolper ikke fremkom i den lille udvidelse der blev givet lov til at foretage. Hvis huset er tolket rigtigt og er symmetrisk burde støttestolperne være fremkommet i denne udvidelse. Ved K3og K4 kan det formentlig afklares om der er tale om en eller to konstruktioner. Ved K4 kan det formentlig afklares om A374 og A375 hører til de tagbærende stolper eller om de kunne have gavlstøttestolper i K1. I vægforløbet ved K5 var der en stolpe, der var dybere end de fleste af de tagbærende stolper, og som antageligt er en del af et usædvanligt konstruktionsmæssigt træk. Dette kunne afklares med en udvidelse mod syd. Seks grøfter der umiddelbart lignede dræn viste sig ikke at indeholde drænrør, men at være rundede og uden indblandet undergrundler. Den ene af disse havde dertil et rundet forløb ud mod feltgrænsen. Nye undersøgelser kunne afklare om der er tale om skelgrøfter i forbindelse med bebyggelsen. Efter at lokaliteten blev erkendt er der fundet en del metalgenstande ved detektorundersøgelser på marken ind mod Bjæverskov. Denne mark er nogenlunde plan og i traceet synes bebyggelsen at være afgrænset ud mod bakkeskråningerne i mod vest og øst. Sammen med undersøgelserne ved Bjæverskov Kirke peger detektorundersøgelserne på at bebyggelsen fortsætter sydover og at det måske bare er udkanten af denne bebyggelse vi fandt under Ågård udgravningen. Figur 31. Udsnit af udgravningen med markerede konstruktioner og Bjæverskov Kirke i baggrunden. De tagbærende stolper i K2 er dog ikke skummet op, da konstruktionens sammenhæng først blev erkendt senere samme dag. De store tagbærende stolper kan dog anes som mørkere fyldskifter. Dronefoto foretaget af Colibri-Systems. Detektorundersøgelserne peger dertil på dateringer til både germansk jernalder og vikingetid. Med middelalderbebyggelse ved Bjæverskov Kirke, kunne lokaliteten siges at have potentiale for at skabe bedre forståelse 39