Om Skt. Antonius. ****************

Transkript

1 Om Skt. Antonius. for kommentarer og oversættelser ved lektor Poul E. Jørgensen, Aalborg [fjern Z ved henvendelse] 1. En oversættelse fra latin til dansk af legenden De Sancto Antonio fra Legenda Aurea, som udgivet af Th. Graesse Den latinske version af Graesses tekst 2. **************** Nedenstående danske oversættelse af en legende om Skt. Antonius er oversat efter Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, (Dresden und Leipzig 1846), s (= Cap. XXI). Den efterfølgende latinske tekst er indscannet efter samme udgave. Graesses udgivelse af en Legenda Aurea har i nyere tid været udsat for kritik, bl. a. på grund af helt forældede editoriske principper. F. eks. skriver han ikke direkte hvilken udgave han har brugt, men giver i forordet s. IV en henvisning til Ebertus Lexic. Bibliogr. T. I. p sq. nr b. Det viser sig at det drejer sig om et værk af Friedrich Adolf Ebert: Allgemeines bibliographisches Lexikon, bd. I (Leipzig 1821), hvor vi s. 872 ser omtalt en udgave, i bibliografien markeret med nummeret b, der befinder sig i Dresden, og som Graesse omtaler som værende i publica bibliotheca regia Dresdensi, altså på det Offentlige Kongelige Bibliotek i Dresden 3. Trykket, der er uden trykkested, sidetal og år, angives i Graesses noter som Ed. Pr. = Editio Princeps, vel i betydningen bedste forlæg. Trykket - Graesse har åbenbart ikke brugt håndskrifter - er af samme alder som bibliografiens a, en Legenda Aurea der er trykt i Straßburg (men også uden årstal) hos H(einrich) Eggesteyn, der var trykker i denne by fra , se De editiones recentiores han her og der taler om, altså udgaver der er yngre end Editio Princeps, angives aldrig præcist. Ortografien i Graesses latinske tekster er normaliseret efter klassisk latin, som det var gængs i det europæiske 19. århundrede. De i middelalder og senmiddelalder hyppigt forekommende skrivninger v = u (f. eks. vnde = unde) og u = v (f. eks. uilla = villa) rettes altid til efter så de svarer til tallets latinske skrivninger, som også kan studeres i Graesses forord. Gamle skrivninger som pater filie gengives overalt som pater filiae (dog ikke filiæ). Graesses tegnsætning anser jeg for at være hans egen, da senmiddelalderen ikke kender en systematisk tegnsætning - men det skal han ikke klandres for. Jeg har dog foretaget enkelte mindre forbedringer i tegnsætningen, så teksten er lettere tilgængelig for en læser af idag. Det har tilsyneladende knebet med Graesses korrekturlæsning, idet der i hans bog er en del trykfejl eller helt udeladte ord, som ikke altid kan skyldes forlægget, idet fejl eller udeladelser gang på gang ikke er kommenteret. De enkelte tilfælde (hvor jeg har opdaget det) er omtalt i noteapparatet. Om Jacobus og hans Legenda Aurea. 1 oversat af Poul E. Jørgensen. 2 indscannet af Poul E. Jørgensen. 3 det Offentlige Kongelige Bibliotek i Dresden: - Sachsen var et kongedømme fra

2 Jacobus a Voragine var født ca i byen Varazze (på latin Vorago, ablativ Voragine) i nærheden af Genua i Italien og han døde i Han var dominikaner og endte som ærkebiskop i Genua. Han forfattede en række teologiske værker, men blev berømt i den daværende romersk-katolske kristenhed for sit legendarium der blev samlet mellem 1263 og Den nuværende titel Legenda Aurea, den Gyldne Legende, fik samlingen først lang tid efter Jacobus død. Den har cirkuleret under flere titler, således Vitae Sanctorum a praedicatore quodam (= Helgenernes Liv, af en dominikaner), Nova Legenda (= Ny Legende) eller Novum Passionale (Ny Martyrbog). Især er blevet hængende, som en art undertitel, Historia Lombardica, efter samlingens tekst nr. 181: De sancto Pelagio papa (= Om den hellige pave Pelagius), som rummer en art Lombardiets historie. Antonius i kunsten. Som bekendt er helgener i kunsten som oftest identificerbare på bestemte rekvisitter, i reglen de redskaber der er brugt til at forfølge eller henrette dem dem. Barbara har sit tårn, Paulus sit sværd, Sebastian sine pile, Laurentius sin rist eller middelalderlige helgener som inkvisitoren Petrus Martyr en sabel i hovedet. Også andre typer rekvisitter gør helgener genkendelige, f. eks. Johannes Døberen med sin grove skinddragt, Peter med sine nøgler, Veronika med sin svededug, eller en middelalderlig helgen som Martinus (Morten) skærende sin kappe i to stykker. På danske kalkmalerier ses Antonius som oftest med et tau-kors og en klokke i hånden, ledsaget af en gris. Se også - klik på de enkelte billeder. Andre kunstnere har gjort mere ud af hvordan han fristes af dæmoner. En række gengivelser gennem tiderne kan ses her Forkortelser: Graesse = Jacobus a Voragine: Legenda Aurea, ed. Th. Graesse, Editio Secunda (Dresden und Leipzig 1846), (= Cap. XXI), på nettet Vulgata = bibelen på latin. På nettet - Det drejer sig her om den ældre, såkaldte Vulgata Clementina, der brugtes i middelalderen og på en række punkter adskiller sig fra den nyere Nova Vulgata, på nettet - Nova Vulgata udviser nogenlunde de ændringer, der forekommer i den danske autoriserede oversættelse af 1992 i forhold til ældre bibeloversættelser. GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente. Bibelcitater på dansk citeres efter den autoriserede danske bibeloversættelse af På nettet [Se næste side]

3 Om Skt. Antonius. Antonius kommer af ana 4 = opad og tenens = den som holder 5, d.v.s. den som holder på de høje ting og foragter de jordiske ting. Han foragter altså verden, for den er uren, urolig, flygtig, bedragerisk, bitter i sin smag. Om disse ting siger Augustin 6 :»O, urene verden, hvorfor larmer du sådan? Hvorfor søger du at vende os til dig? Du vil holde os fast selv om du er flygtig. Hvad ville du gøre, hvis du skulle forblive? Hvem vil du ikke bedrage med søde løfter, du usmagelige som fuld af løgn hævder at give sødme. Hans levnedsløb er beskrevet af Anastasius Da Antonius var tyve år gammel og i kirken hørte ordene:»vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige«8 - da solgte han alt hvad han ejede og gav det til de fattige og blev eneboer i ørkenen 9. Manden udstod utallige prøvelser fra dæmonernes 10 side. En gang hvor han ved sin tro havde overvundet en ukyskhedens ånd, viste Djævelen sig liggende i støvet foran ham som en sort dreng og indrømmede at han var overvundet af Antonius. Thi Antonius havde opnået ved sine bønner at han fik ukyskhedens dæmon at se som besatte de unge. Da Antonius så djævelen med det nævnte udseende, sagde han:»du har vist dig for mig med det mest hæslige udseende, men jeg frygter dig ikke mere.«en anden gang da han havde skjult sig i et gravmæle, mishandlede et antal dæmoner 4 Antonius kommer af ana etc: - Legenda Aurea indleder ofte de enkelte legender med en etymologisk forklaring på helgenens navn. I adskillige tilfælde er etymologien grebet ud af den klare luft, men i reglen går man efter den latinske sentens nomen est omen = navnet er et varsel, altså navnet udsiger noget om personen. I tilfældet Antonius er etymologien usikker, se - De kristelige undertoner i legendens forklaring er naturligvis helt uhistoriske. 5 ana = opad og tenens = den som holder: - ana er græsk og tenens latin. Etymologien er ikke korrekt. 6 om disse ting siger Augustin: - citatet findes nogenlunde identisk i Augustins Sermones, se P. L. Migne (ed.): Patrologia Latina, bd. 38 (Paris 1845) sp hans levnedsløb er beskrevet af Anastasius: - Anastasius - eller Anastasios - var som Antonius/ Antonios koptiske ægyptere. Antonios fødtes ca. 250 og døde højt bedaget i 356. Om de to skriver Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie, bd. I (København 1946) s : De første Bærere af Eremitlivet (ἔρημος = Ørken) kaldtes Anakoreter (ἀναχωρεῖν = drage bort). Den historisk kendte Banebryder derfor var en koptisk Bonde Antonios (født c. 250, død 356) der under indtryk af Matth flygtede bort fra Verden ud i Ørkenen og dèr søgte at bjerge sig Underholdet i Ensomhed. Dette blev som et længe ventet Signal. Efter Aaret 305 fyldtes Ægyptens Ørkner hastig med Eremiter, især efter at Kristendommens Verdsliggørelse havde taget forøget Fart i og med Fredsperioden. Overalt var Antonios det mægtige Forbillede. [...] Athanasios var bleven grebet af Antonios Liv og vilde gøre det kendt i Kristenheden gennem en Levnedstegning af ham. Men»Vita Antonii«(c. 360) fremstillede ikke så meget Eneboerens virkelige Liv som det idealiserede Indhold, som Athanasios selv lagde ind i Munkelivet. Holmquist og Nørregaard skriver da også s. 187, fodnote 1: Der er delte Meninger om, hvor meget af Vita Antonii der kan regnes for historisk paalideligt. - Den oprindelige levnedsbeskrivelse var på græsk, se 8 Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige: - Fra NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 19, v. 21, hvor en ung mand har spurgt Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv:jesus sagde til ham:»vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«9 eneboer i ørkenen: - Graesse s. 104 har eremita. 10 dæmoner: - bruges i betydningen djævle.

4 ham i den grad at hans tjener 11 på sine skuldre bar ham bort som var han død, men da alle som kom til stede græd over ham som var død, livede Antonius pludselig op efter alle sine smerter og befalede tjeneren at bære ham tilbage til det nævnte gravmæle. Da han lå dér udstrakt, på grund af smerten fra sårene, opildnede han på grund af sit sinds styrke djævlene til kamp. Så viste disse sig i skikkelse af forskellige vilde dyr og mishandlede ham atter på det grusomste med deres tænder, horn og klør. Da viste der sig pludselig et forunderligt lys og bortjog alle dæmonerne og Antonius blev med ét sund og rask. Da han forstod at Kristus var til stede, sagde han:»hvor var du, gode Jesus, hvor var du? Hvorfor var du her ikke fra begyndelsen af for at hjælpe mig og hele mine sår?«herren 12 svarede:»antonius, jeg vár her, men jeg ventede for at se din kamp. Men nu, da du har kæmpet modigt, vil jeg gøre dit navn kendt i den ganske verden.«antonius brændte i den grad for troen, at da kejser Maximianus begik drab på kristne, fulgte han selv efter martyrerne for at kunne fortjene martyrdøden sammen med dem, og han blev grebet af stor sorg fordi det ikke timedes ham at lide martyriet. 2. Da han havde begivet sig ind i en anden ørken, fik han øje på en sølvtallerken og sagde for sig selv:»hvor kommer den sølvtallerken fra, da der ikke er noget spor af mennesker? Hvis den er blevet tabt af en vejfarende, så kunne denne ikke tabe den uden at bemærke det på grund af dens størrelse. - Det her, djævel, er dit påfund, men du kan ikke rokke ved min vilje!«da han havde sagt det, forsvandt tallerkenen i en røgsky. Senere fik han øje på en vældig klump rent guld, men han flygtede fra guldet som var det ild, og sådan flygtede han op på et bjerg, hvor han blev i tyve år og glimrede ved talløse mirakler. Engang så han i en vision hele verden fyldt med løkker der var flettet ind i hinanden. Og han råbte:»oh, hvem kan slippe ud af dem?«og han hørte:»ydmygheden!«engang da han af engle blev båret op i luften, var der dæmoner til stede og hindrede hans nedstigning idet de bebrejdede ham hans synder fra barndommen af. Til dem sagde englene: I skal ikke snakke om den slags, som ved Kristi fromhed allerede er udslettet. Men hvis I yderligere har kendskab til noget efter at Antonius blev munk, så kom med det!«og da de ikke evnede at bevise noget, bar englene frit Antonius op til det højeste og satte ham frit ned igen. 3. Antonius fortæller om sig selv:»jeg så en gang en djævel 13 af en enorm højde som vovede at sige at han besad Guds magt og forsyn og som sagde: Hvad vil du at jeg skal give dig, Antonius? 14 Men idet jeg spyttede ham i hovedet med dobbelt kraft, kastede jeg mig over ham, væbnet med Kristi navn og straks forsvandt han.«11 tjener: - at eremitterne i ørkenen havde tjenere, fremgår flere gange af legenderne, se f. eks. O. Bardenhewer m. fl. (ed.): Des Palladius von Helenopolis Leben der Heiligen Väter (Kempten & München 1912), se kapitlerne Nathanaël (s. 32); Makarius der Ägypter (s. 33); Johannes von Lykopolis (s. 73). - Tjenerens opgave synes at have været at sikre at eremitten helt kunne hellige sig et Gud velbehageligt liv. 12 Herren: - i middelalderen skelnede man ikke skarpt mellem Gud og Sønnen. Sml. betegnelsen for Jomfru Maria som Guds moder. 13 en djævel: - eller: djævelen. 14 Hvad vil du at jeg skal give dig, Antonius? - spørgsmålet giver mindelser om Jesu fristelse i ørkenen, bl. andet skildret i NT, Matthæus-Evangeliet kap. 4, v. 1-11, hvor der står: v. 8 Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed v. 9 og sagde til ham:»alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«

5 En djævel 15 viste sig engang for ham i en sådan størrelse at han syntes at røre himlen med hovedet. Da Antonius spurgte ham hvem han var, og han sagde at han var Satan, tilføjede djævelen:»hvorfor angriber munkene mig sådan og hvorfor fordømmer de kristne mig?«antonius svarede:»det gør de ret i fordi de ofte skades ved dine lumske angreb.«djævelen svarede:»jeg skader dem ingenlunde, men de forvirrer hinanden gensidigt, thi jeg er reduceret til et nul fordi Kristus nu hersker over alt.«en bueskytte så engang den hellige Antonius have det sjovt sammen med brødrene, og skytten gav udtryk for sit mishag. Så sagde Antonius til ham:»læg en pil på buen og skyd!«det skete, og da Antonius havde krævet det anden og tredje gang, sagde skytten:»sådan kan jeg blive ved med at skyde, at jeg frygter at buen bryder i stykker.«antonius sagde så:»sådan er det når man tjener Gud: Hvis vi vil anstrenge os over al måde, så bryder vi hurtigere sammen. Det er gavnligt en gang imellem af slappe af.«da skytten hørte dette, gik han opbygget derfra. 4. Der var en der spurgte Antonius:»Hvad skal jeg være opmærksom på for at behage Gud?«Antonius svarede:»hvor du end går, hav altid Gud for øje; i de ting du udfører, ret dig efter den Hellige Skrifts vidnesbyrd; hvor du end har sat sig, skal du ikke straks forlade stedet. Hav de tre ting for øje og du vil blive frelst.«en abbed spurgte Antonius:»Hvad skal jeg gøre?«antonius svarede:» Hav ikke tillid til din egen dømmekraft, vær tilbageholdende med din mave og din tunge og gør ikke noget du senere vil angre.«endvidere sagde han:»som fiskene der dør hvis de ligger længe på det tørre, sådan går det munke der fjernes fra fortsættet om tilbagetrukkethed, når de for længe er uden for deres celle og som opholder sig sammen med verdslige mennesker.«og han fortsatte:»den der sidder i ensomheden og forholder sig i ro, han er udleveret til tre krige: til det der høres, til det der siges og til det der ses, og især mod ét må han kæmpe, mod sit hjerte 16.«5. Nogle brødre kom sammen med en olding for at besøge abbed Antonius og Antonius sagde til brødrene:»i har en god ledsager i denne olding.«derefter sagde han til oldingen:»har du fundet nogle gode brødre at være sammen med, abbed?«den gamle svarede:»jeg fandt rigtignok nogle gode, men deres bolig har ingen dør. Hvem der vil, kan træde ind i stalden og løsne æslet.«dette sagde han fordi alt hvad der var i deres hjerte, straks var på deres tunge. Abbed Antonius sagde:»man skal vide at der er tre lidenskaber i legemet: Det ene er fra vores natur, det andet er fra fylderi med mad og det tredje fra djævelen.«en broder trak sig tilbage fra denne verden, men dog ikke helt fordi han havde beholdt noget til sig selv. Til ham sagde Antonius:»Gå hen og køb noget kød.«broderen gik hen og købte noget kød, men da han bar det tilbage, flåede nogle hunde i ham. Antonius sagde til ham:»de som giver afkald på verden, men vil have pengene, de bliver angrebet på den måde af dæmonerne og flået.«15 en djævel: - eller: djævelen. 16 mod sit hjerte: - andre versioner har unum solum [i. e. bellum. PEJ] pugnare habet, nempe fornicationis = især én (krig) må han udkæmpe, den mod vellysten. Se f. eks. - I den ovenfor nævnte legendesamling af Palladius Leben der Heiligen Väter nævnes gang på gang eneboernes kamp mod kønsdriften, som i middelalderens latinske legender er neddæmpet.

6 Da Antonius engang i ørkenen blev grebet af kedsomhed, sagde han:»herre, jeg ønsker at blive frelst og mine tanker tillader mig det ikke.«han rejste sig og gik udenfor og så én der sad ned og arbejdede og derefter rejste sig og bad 17. Men det var en Guds engel og englen sagde til ham:»sådan skal du gøre og du vil blive frelst.«da engang nogle brødre spurgte Antonius om hvor sjælene var 18, kaldte den følgende nat en stemme på ham som sagde:»rejs dig, gå ud og se!«og se, han så en lang og skrækkelig skikkelse, hvis hoved rakte helt op til skyerne, og som med udstrakte hænder lagde hindringer i vejen for nogle med vinger, som ville flyve op til himlen, og som ikke kunne tilbageholde andre som fløj frit. Og Antonius hørte den største glæde, blandet med såre stor smerte, og han forstod at det var sjælenes opstigen og djævelen der søgte at lægge dem hindringer i vejen og som holdt nogle syndere tilbage, og på sin side klagede over nogle helliges opstigen, som det gjorde djævelen ondt at han ikke kunne hindre. Engang da Antonius arbejdede sammen med brødrene, og da han ved at se op på himlen havde en sørgelig vision, kastede han sig til jorden og bad Gud om at afvende en fremtidig forbrydelse. Da brødrenen på grund af det spurgte ham, sagde han grådkvalt at en uhørt forbrydelse truede denne verden.»jeg så,«sagde han,»guds alter omgivet at en mængde heste som med deres hove tilintetgjorde alt. Under stor hvirvel omstyrtedes den katolske tro og menneskene, der lignede heste, hærgede Kristi sakramenter.«man hørte Herrens stemme sige:»de vil føle afsky for mit alter.«- Efter to års forløb, da arianerne brød frem, spaltede de Kirkens enhed 19, forurenede dåben og kirkerne og på alteret ofrede de kristne, som var de får. 6. Da en ægyptisk hertug ved navn Ballachius, der var arianer, plagede Guds Kirke, og i al offentlighed piskede nøgne jomfruer 20 og munke, skrev Antonius således til ham:»jeg ser Guds vrede komme over dig. Hold op med at forfølge de kristne, så du ikke skal blive ramt af Guds vrede, der truer dig med snarlig undergang.«manden, der var ved at bringe sig selv i ulykke, læste brevet, lo ad det og kastede det på jorden og forbandede det 21, og efter at have gennempryglet brevbærerne svarede han Antonius således:»siden du er så optaget af munke, så skal du komme til at kende strengheden af vores disciplin.«fem dage efter, da Ballachius steg op på sin meget blide og rolige hest, blev han kastet til jorden og bidt af hesten og med sønderbidte og sønderrevne ben udåndede han efter tre dage. 17 én der sad ned og arbejdede og derefter rejste sig og bad: - refererer til den latinske vending Ora et labora = bed og arbejd, som er benediktiner- og cistercienser-ordenernes valgsprog. Hovedideen går angiveligt tilbage til benediktinerreglens kap. 48, hvor ordene dog ikke forekommer explicite. Se f. eks hvor sjælene var: - meningen må være: hvor sjælene var efter døden inden dommedag. Tanken har siden oldkirkens tid optaget teologerne. Sådan skrev Eustratius af Konstantinopel (slutn. af 6. århundede) værket: De statu animarum post mortem (oprindeligt på græsk) = Om sjælenes tilstand efter døden. Romeren Cassiodorus (død ca. 585) skrev en Liber de anima = en bog om sjælen, hvor han også behandlede spørgsmålet om sjælen efter døden. Hele middelalderen igennem skrives der værker om dette tema. 19 Efter to års forløb, da arianerne brød frem, spaltede de Kirkens enhed: - Arianerne anklagedes for splittelse af kirken (skisma) og for kætteri. Tilsmudsning af dåbskapeller og kirker og slagtning af kristne (læs: katolikker) på altrene hører vist kun hjemme under propagandaen (Athanasius var anti-arianer!). Næppe overraskende lyder de samme anklager århundreder senere blandt antisemitiske kristne. - Om arianismen, se 20 jomfruer: - er vel nonner. 21 forbandede det: - jf. Graesse s. 107 der har in eam exsecrans. Dog nævner Graesse på samme side, fodnote 2, at senere udgaver har in eam exspuens = idet han spyttede på det.

7 Da nogle brødre bad Antonius sige det ord der hjælper til frelsen, sagde han:»i har hørt Herren sige at hvis én slår jer på en kind, så vend den anden til ham 22.«De sagde til ham:»det kan vi ikke opfylde.«antonius sagde:»så prøv i det mindste at vise tålmodighed med én kind.«de svarede:»ej heller dette kan vi.«antonius sagde til dem:»vil I så i det mindste hellere slå end blive slået?«de svarede:»nej, det vil vi ikke kunne.«23 Så sagde Antonius til sin discipel:»lav en helbredende drik til disse brødre, for de er meget sarte. Kun bøn er nødvendig for jer.«24 Dette kan man læse i Vitae Patrum. Da den hellige Antonius var 105 år, sov han, idet han kyssede sin brødre, ind med fred und Kejser Konstantin, der begyndte sin regering circa i det Herrens år hvis én slår jer på en kind, så vend den anden til ham: - (omtrentlig) delcitat fra NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 5, v. 39: [Men] slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Dog burde man have citeret hele verset som afklarer meningen bedre: Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. - Formentlig skal dette ses i forbindelse med begrebet ydmygheden, der i afsnit 2 fremhæves som centalt. 23 Antonius sagde til dem:»vil I så i det mindste hellere slå end blive slået?«de svarede:»nej, det vil vi ikke kunne.«: - på latin: Quibus Antonius:»Saltem ne velitis percutere magis quam percuti.«et illi:»nec hoc possemus«: - if. Graesse s. 107, fodnote 3 mangler disse ord i hans Edition Princeps. 24 Lav en helbredende drik til disse brødre, for de er meget sarte. Kun bøn er nødvendig for jer: - Efter Graesse s. 107, men her er noget helt klart faldet bort. Således har Heribertus Rosweide (ed.): De Vitis Patrum (Antwerpen 1615), s. 659: Succos præpara fratribus istis, quia nimis infirmati sunt. Deinde dixit eis: Si nec hoc nec illud potestis, quid faciam vobis? Ergo sola oratio necessaria est pro vobis = Lav en helbredende drik til disse brødre, for de er meget sarte. Så sagde han til dem: Hvis I hverken kan det ene eller det andet, hvad skal jeg så gøre med jer? Så er kun bønnen nødvendig for jer. - Rosweides tekst, se 25 Kejser Konstantin, der begyndte sin regering circa i det Herrens år 340: - må være en fejl. En af Konstantin den Stores sønner, Constantinus II, blev dræbt i 340 i Italien i kamp mod sin broder Constans. I året 340 tiltrådte Constans magten i Vestriget, mens en yderligere søn, Constantius II, tiltrådte magten i Østriget. - Faderen Konstantin den Store blev enehersker i 323 og døde 337.

8 De sancto Antonio. Antonius dicitur ab ana 26, quod est sursum, et tenens, quasi superna tenens et mundana despiciens. Despexit autem mundum, quia immundus, inquietus, transitorius, deceptivus, amarus. De his dicit Augustinus 27 :»O munde immunde, quid perstrepis? Quid avertere conaris? Nos tenere vis fugiens? Quid faceres, si maneres? Quem non deciperes dulcis, qui amarus dulcia alimenta mentiris?«ejus vitam Anastasius scripsit Antonius cum XX esset annorum et audiret legi in ecclesia:» 29 Si vis perfectus esse, vade et vende omnia, quae habes, et da pauperibus«, omnia sua vendens, pauperibus erogavit et eremiticam vitam duxit. Vir 30 innumerabilia daemonum 31 tentamenta sustinuit. Quadam vice dum spiritum fornicationis virtute fidei superasset, dyabolus in specie pueri nigri ante eum prostrans apparuit et se ab eo victum confessus est. Nam et hoc precibus impetravit, ut videret fornicationis daemonem iuvenibus insidiantem. Quem cum in praedicta forma vidisset, dixit:»vilissima mihi apparuisti specie, te ultra non timebo.«alia vice dum in quodam tumulo latitaret, multitudo daemonum eum adeo laceravit, quod minister ejus 32 quasi mortuum eum propriis umeris asportaret. Cumque eum omnes, qui convenerant, quasi mortuum plorassent, dolentibus cunctis subito Antonius reviviscit et a ministro ad praedictum tumulum se iterum portari fecit. Qui cum ibi ex dolore vulnerum 26 dicitur ab ana: - Legenda Aurea indleder ofte de enkelte legender med en etymologisk forklaring på helgenens navn. I adskillige tilfælde er etymologien grebet ud af den klare luft, men i reglen går man efter den latinske sentens nomen est omen = navnet er et varsel, altså navnet udsiger noget om personen. I tilfældet Antonius er etymologien usikker, se - De kristelige undertoner i legendens forklaring er naturligvis helt uhistoriske. 27 de his dicit Augustinus: - citatet findes i Augustinus Sermones, se P. L. Migne (ed.): Patrologia Latina, bd. 38 (Paris 1845) sp. 622, med ordlyden: Quid strepis, o munde immunde? quid strepis? Quid avertere conaris? Tenere vis periens? quid faceres, si maneres? Quem non deciperes dulcis, si amarus alimenta mentiris? 28 ejus vitam Anastasius scripsit: Anastasius - eller Anastasios - var som Antonius/ Antonios koptiske ægyptere. Antonios fødtes ca. 250 og døde højt bedaget i 356. Om de to skriver Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Kirkehistorie, bd. I (København 1946) s : De første Bærere af Eremitlivet (ἔρημος = Ørken) kaldtes Anakoreter (ἀναχωρεῖν = drage bort). Den historisk kendte Banebryder derfor var en koptisk Bonde Antonios (født c. 250, død 356) der under indtryk af Matth flygtede bort fra Verden ud i Ørkenen og dèr søgte at bjerge sig Underholdet i Ensomhed. Dette blev som et længe ventet Signal. Efter Aaret 305 fyldtes Ægyptens Ørkner hastig med Eremiter, især efter at Kristendommens Verdsliggørelse havde taget forøget Fart i og med Fredsperioden. Overalt var Antonios det mægtige Forbillede. [...] Athanasios var bleven grebet af Antonios Liv og vilde gøre det kendt i Kristenheden gennem en Levnedstegning af ham. Men»Vita Antonii«(c. 360) fremstillede ikke så meget Eneboerens virkelige Liv som det idealiserede Indhold, som Athanasios selv lagde ind i Munkelivet. Holmquist og Nørregaard skriver da også s. 187, fodnote 1: Der er delte Meninger om, hvor meget af Vita Antonii der kan regnes for historisk paalideligt. - Den oprindelige levnedsbeskrivelse var på græsk, se 29 Si vis perfectus esse: - citat efter Vulgata, NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 19, v. 21, hvor en ung mand har spurgt Jesus, hvad han skal gøre for at få evigt liv: Ait illi Jesus: Si vis perfectus esse, vade, vende quæ habes, et da pauperibus, et habebis thesaurum in cælo, et veni, sequere me. 30 vir: - må være Antonius selv. 31 daemonum: - bruges i betydningen djævle. 32 minister ejus: - at eremitterne i ørkenen havde tjenere, fremgår flere gange af legenderne, se f. eks. O. Bardenhewer m. fl. (ed.): Des Palladius von Helenopolis Leben der Heiligen Väter (Kempten & München 1912), se kapitlerne Nathanaël (s. 32); Makarius der Ägypter (s. 33); Johannes von Lykopolis (s. 73). - Tjenerens opgave synes at have været at sikre at eremitten helt kunne hellige sig et Gud velbehageligt liv.

9 prostratus jaceret, ex virtute animi ad conflictum daemones excitabat. Tunc illi in formis variis ferarum apparuerunt et eum iterum dentibus, cornibus et unguibus crudelissime laceraverunt. Tunc subito splendor mirabilis ibi apparuit et daemones cunctos fugavit. Antonius autem continuo sanatus est. Ibique Christum adesse intellegens ait:»ubi eras, bone Jesu! Ubi eras! Quare non a principio fuisti hic, ut me adjuvares et vulnera mea sanares!«cui Dominus 33 :»Antoni, hic eram, sed exspectabam videre certamen tuum. Nunc autem, quia viriliter dimicasti, in toto orbe te faciam nominare.«tanti autem fervoris erat, quod, cum Maximianus imperator Christianos occideret, ipse martyres sequebatur, ut cum iis martyr fieri mereretur, et vehementer tristabatur, eo quod sibi martyrium non daretur. 2. Cum autem in alteram eremum pergeret, argenteum discum reperit et intra se sic dicere coepit:»unde hic argenteus discus, ubi hominum vestigia nulla videntur! Si enim viatori cecidisset, utique prae sui magnitudine latere non posset. Hoc, dyabole, artificium tuum est, voluntatem tamen meam numquam potens immutare.«et hoc dicens, discus ut fumus evanuit. Postmodum ingentem massam veri auri reperit, sed ut incendium aurum fugit, sicque ad montem fugiens XX annis ibi permansit innumeris coruscans miraculis. Quadam vice dum in spiritu raptus esset, totum mundum laqueis se invicem connectentibus plenum vidit. Qui exclamans ait:»o quis istos evadet!«et audivit:»humilitas.«aliquando dum ab angelis in aere elevaretur, adsunt daemones et eius transitum prohibent, peccata eius ab exordio nativitatis ejus obicientes. Quibus angeli:»non debetis illa narrare, quae Christi pietate jam sunt deleta. Si qua autem scitis, ex quo factus est monachus, illa proferte.«et cum in probatione deficerent, liber Antonius in sublime tollitur et liber deponitur. 3. Narrat Antonius de se dicens:»vidi aliquando dyabolum celsum corpore. Qui se Dei virtutem et providentiam ausus est dicere et ait: Quid vis, ut a me tibi detur, Antoni? 34 At ego sputa in os eius congeminans totum me in eum Christi nomine armatus ingessi, et statim evanuit.«huic diabolus aliquando in tanta proceritate apparuit, quod coelum capite tangere videretur. Quem cum Antonius, quis esset, interrogasset et ipse se satanam esse dixisset, addidit satanas:»cur me sic impugnant monachi et maledicunt Christiani?«Cui Antonius:»Juste hoc faciunt, quia tuis saepe insidiis molestantur.«et ille:»ego eos nequaquam molesto, sed ipsi invicem se conturbant. Ego enim ad nihilum sum redactus, quia iam in cunctis partibus regnat Christus.«Sagittarius quidam beatum Antonium gaudentem cum fratribus quadam vice conspexit et ei displicuit. Cui Antonius dixit:»pone sagittam in arcu et trahe.«quod et fecit, cumque hoc secundo et tertio fieri mandasset, dixit sagittarius:»tantum trahere potero, quod de eius fractione dolebo.«cui Antonius:»Sic est in opere Dei, quoniam, si supra mensuram tendere vellemus, citius frangeremur. Expedit ergo rigorem aliquando relaxari.«hoc audiens ille aedificatus recessit. 33 Dominus: - i middelalderen skelnede man ikke skarpt mellem Gud og Sønnen. Sml. betegnelsen for Jomfru Maria som Guds moder. 34 Quid vis, ut a me tibi detur, Antoni?: - spørgsmålet giver mindelser om Jesu fristelse i ørkenen, bl. andet skildret i Vulgata, NT, Matthæus-Evangeliet kap. 4, v. 1-11, hvor der står: v. 8. Iterum assumpsit eum diabolus in montem excelsum valde, et ostendit ei omnia regna mundi, et gloriam eorum, v. 9 et dixit ei: Hæc omnia tibi dabo, si cadens adoraveris me.

10 4. Interrogavit quidam Antonium dicens:»quid custodiens placebo Deo?«Et respondens dixit:»quocumque vadis, semper Deum pro oculis tuis habeas; in his, quae agis, testimonium sacrae scripturae adhibeas; in quocumque loco sederis, non inde cito recedas. Haec tria custodi et salvus eris.«abbas quidam interrogavit Antonium dicens:»quid faciam!«cui Antonius:»Non confidas in tua iustitia, ventris et linguae sit tibi continentia et ne poenitearis de re transacta.«dixit iterum Antonius:»Sicut pisces, si in sicco tardaverint, moriuntur, ita et monachi extra cellam tardantes aut cum viris saecularibus immorantes a quietis proposito resolvuntur.«iterum dixit Antonius:»Qui sedet in solitudine et quiescit, a tribus bellis eripitur, scilicet auditus, locutionis et visus, et contra unum tantummodo pugnam habebit, scilicet cordis.«35 5. Quidam fratres cum quodam sene ad abbatem Antonium visitandum iverunt, dixitque Antonius fratribus:»bonum comitem habuistis senem hunc.«deinde dixit seni:»bonos fratres invenisti tecum, abba!«cui ille: "Bonos quidem inveni, sed habitatio eorum non habet ianuam. Quicumque enim vult, intrat in stabulum et solvit asinum.«hoc autem dicebat, quoniam omnia, quae erant in corde eorum, statim erant in ore. Dixit abbas Antonius:»Scire convenit, quoniam sunt tres motus corporales, unus quidem naturae, alius ex ciborum plenitudine, tertius ex daemone.«frater quidam renuntiaverat saeculo, sed non plene, quia quaedam sibi retinebat. Cui Antonius:»Vade et eme carnes«, qui vadens emit carnes, et portans eas dum veniret, lacerabant eum canes. Cui Antonius:»Qui renuntiant saeculo et volunt habere pecunias, ita impugnati a daemonibus discerpuntur.«antonius dum in eremo taedio afficeretur, dixit:»domine, volo salvus fieri et non permittunt me cogitationes meae.«et surgens exivit foras et vidit quemdam sedentem atque operantem et deinde surgentem et orantem 36. Erat autem angelus Domini et dixit ei:»sic fac et salvus eris.«cum quadam vice fratres de statu animarum 37 ab Antonio quaesivissent, sequenti nocte vox vocavit eum dicens:»surge et exi et vide.«et ecce vidit quemdam longum et terribilem, caput usque ad nubes tollentem, qui quosdam pennatos ad coelum volare cupientes extensis manibus prohibebat et alios libere pervolantes retinere non poterat; et maximum gaudium mixtum cum nimio dolore audiebat et intellexit animarum illum esse adscensum et dyabolum prohibentem, qui quasdam obnoxias retineret et de sanctorum volatu, quos retinere non poterat, sic doleret. Aliquando dum cum fratribus operaretur Antonius, suspiciens in coelum cum tristem visionem vidisset, provolutus ante Deum rogavit, ut futurum scelus averteret. Fratribus vero super hoc interrogantibus cum lacrimis et singultibus dixit, quod inauditum scelus saeculis immineret.»vidi,«35 contra unum tantummodo pugnam habebit, scilicet cordis: - andre versioner har unum solum [i. e. bellum. PEJ] pugnare habet, nempe fornicationis. Se f. eks. - I den ovenfor nævnte legendesamling af Palladius Leben der Heiligen Väter nævnes gang på gang eneboernes kamp mod kønsdriften, som i middelalderens latinske legender er neddæmpet. 36 vidit quemdam sedentem atque operantem et deinde surgentem et orantem: - refererer til vendingen Ora et labora, som er benediktiner- og cistercienser-ordenernes valgsprog. Hovedideen går angiveligt tilbage til benediktinerreglens kap. 48, hvor ordene dog ikke forekommer explicite. Se f. eks de statu animarum: - meningen må være: hvor sjælene var efter døden inden dommedag. Tanken har siden oldkirkens tid optaget teologerne. Sådan skrev Eustratius af Konstantinopel (slutn. af 6. århundede) værket: De statu animarum post mortem (oprindeligt på græsk). Romeren Cassiodorus (død ca. 585) skrev en Liber de anima hvor han også behandlede spørgsmålet om sjælen efter døden. Hele middelalderen igennem skrives der værker om dette tema.

11 inquit,»altare Dei a multitudine equorum circumdatum, qui calcibus omnia discerpebant. Magno enim turbine fides catholica subverterur et homines jumentis similes Christi sacramenta diripient.«factaque est vox Domini dicens:»abominabuntur altare meum.«post duos autem annos erumpentibus Arianis ecclesiae unitatem sciderunt 38, baptisteria et ecclesias polluerunt et super altaria Christianos ad instar ovium mactaverunt. 6. Dux quidam aegyptius arianus, nomine Ballachius, cum ita ecclesiam Dei infestaret et virgines 39 et monachos nudatos publice verberaret, sic ei scripsit Antonius:»Video iram Dei super te venientem. Jam desine persequi Christianos, ne ira Dei te occupet, qui proximum tibi minatur intentum.«infelix legit epistolam, irrisit et in eam exsecrans 40 ad terram projecit ac portitores verberibus multis afficiens Antonio talia remandavit:»quando tibi est tanta cura de monachis, ad te quoque perveniet nostri disciplina rigoris.«post quinque autem dies equum suum mansuetissimum insidens morsu ipsius equi ad terram projicitur et corrosis atque laceratis cruribus intra triduum exspiravit. Cum quidam fratres verbum salutis ab Antonio quaesivissent, ait ille:»audiistis Dominum dicentem, si quis te percusserit in maxillam, praebe ei alteram. «41 Dicunt ei:»hoc implere non possumus.«et ille:»saltem de una patienter ferte.«et illi:»etiam nec haec possemus.«quibus Antonius:»Saltem ne velitis percutere magis quam percuti.«et illi:»nec hoc possemus.«42 Tunc Antonius dixit discipulo suo:»succos 43 praepara fratribus istis, quia nimis delicati 44 sunt. Sola oratio necessaria est vobis.«45 Haec in vitis patrum leguntur. Tandem beatus Antonius CV anno vitae suae fratres deosculans in pace quievit sub Constantino, qui coepit circa annum Domini CCCXL Post duos autem annos erumpentibus Arianis ecclesiae unitatem sciderunt: - Arianerne anklagedes for splittelse af kirken (skisma) og for kætteri. Tilsmudsning af dåbskapeller og kirker og slagtning af kristne (læs: katolikker) på altrene hører vist kun hjemme under propagandaen (Athanasius var anti-arianer!). Næppe overraskende lyder de samme anklager århundreder senere blandt antisemitiske kristne. - Om arianismen, se 39 virgines: - er vel nonner. 40 exsecrans: - Graesse nævner s. 107, fodnote 2, at senere udgaver har exspuens. 41 si quis te percusserit in maxillam, praebe ei alteram: - (omtrentlig) delcitat fra Vulgata, NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 5, v. 39: si quis te percusserit in dexteram maxillam tuam, præbe illi et alteram. Dog burde man have citeret hele verset som afklarer meningen bedre: Ego autem dico vobis, non resistere malo; sed si quis te percusserit in dexteram maxillam tuam, præbe illi et alteram. - Formentlig skal dette ses i forbindelse med begrebet humilitas, der i afsnit 2 fremhæves som centalt. 42 Quibus Antonius:»Saltem ne velitis percutere magis quam percuti.«et illi:»nec hoc possemus«: - if. Graesse s. 107, fodnote 3 mangler disse ord i hans Edition Princeps. 43 succus: helbredende drik 44 delicati: - blaserte, sarte. 45 Succos praepara fratribus istis, quia nimis delicati sunt. Sola oratio necessaria est vobis: - Efter Graesse s. 107, men her er noget helt klart faldet bort. Således har Heribertus Rosweide (ed.): De Vitis Patrum (Antwerpen 1615), s. 659: Succos præpara fratribus istis, quia nimis infirmati sunt. Deinde dixit eis: Si nec hoc nec illud potestis, quid faciam vobis? Ergo sola oratio necessaria est pro vobis. - Rosweides tekst, se 46 sub Constantino, qui coepit circa annum Domini CCCXL: - må være en fejl. En af Konstantin den Stores sønner, Constantinus II, blev dræbt i 340 i Italien i kamp mod sin broder Constans. I året 340 tiltrådte Constans magten i Vestriget, mens en yderligere søn, Constantius II, tiltrådte magten i Østriget. - Faderen Konstantin den Store blev enehersker i 323 og døde 337.