Angrebet. Weserübung Sud

Transkript

1 1

2 Angrebet Weserübung Sud 2

3 2. udgave ved udgiver Keld Yding, Svendborg, Bogen er beskyttet i henhold til lov om ophavsret 2. udgave er delt i 3 bind. Opmarch Weserübung Sud Styrker & Planer. Denne opdeling giver mulighed for at læse om dagen mere selektivt. Bind 1 og 2 har svært ved at klare sig uden hinanden. Her er fortællingen. Bind 3 vil mange kunne springe over. Det et fortællingens bilag, og dette bind er primært rettet mod læsere med særlig militærhistorisk og dyb interesse i detaljerne omkring de deltagende militære enheder samt marchplaner og ordrer. 2. udgave har nyt layout, lidt sproglige opstramninger samt en hel del tilføjelser i detaljerne. En række henvisninger er styrket, så de nu peger på primære kilder, hvor de før pegede på sekundære. Af tilføjelser i indhold kan i 1. bind nævnes stærkere gennemgang af spillet mellem Vestmagterne og Norge. 2. bind har ikke nogen særlige ændringer, men 3. bind har en dybere gennemgang af enkelte aktørers roller. Herunder særligt Abwehr og dertil knyttede enheder. Kernen i 1. og 2. udgave er dog den samme, - ændringer og tilføjelser handler om detaljer. 3

4 Det har været forfatterens intention at komme sandheden så nær som muligt. At undersøge den fra mere end et perspektiv. Det har været den grundlæggende motivation for arbejdet. Bogens indhold er dog kun et udtryk for en sammenstilling af, hvad forfatteren har formået at finde frem fra kilderne. Den objektive sandhed kan sine steder afvige herfra. Skulle nogen finde en direkte fejl, der kan verificeres solidt, er forfatteren interesseret i at høre om det. Alle vurderinger, konklusioner og udsagn om personer, organisationer, nationer og situationer fra forfatteren er udelukkende udtryk for forfatterens synspunkter og overbevisning. 4

5 9. APRIL :00 TIL 01: Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København :00 TIL 02: København Marchrute Korsør-København :00 TIL 03: Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København :00 TIL 03: Marchrute Korsør-København Lillebælt : København Marchrute Østjylland : Marchrute Korsør-København : Lillebælt : København Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Østjylland : Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Vestjylland :15 WESERZEIT København Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg Fyn Lillebælt Marchrute Østjylland

6 Jyske grænse : København Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Østjylland Marchrute Vestjylland : Marchrute Korsør-København Lillebælt Marchrute Østjylland & Vestjylland Nordtyskland : København Marchrute Korsør-København Lillebælt Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Vestjylland : København Værløse Marchrute Østjylland : Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København Marchrute Østjylland Marchrute Vestjylland : København Marchrute Gedser-København Lillebælt Marchrute Vestjylland : København Marchrute Gedser-København

7 Marchrute Nyborg Fyn Lillebælt Marchrute Østjylland : København Jyske Division Marchrute Østjylland : København Værløse Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg : Marchrute Gedser- København Marchrute Korsør-København Marchrute Østjylland : København Lillebælt Marchrute Østjylland : København Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Vestjylland : København Nordsjælland : København Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg Fyn Lillebælt Marchrute Østjylland

8 Marchrute Vestjylland Aalborg Aalborg København Marchrute Gedser-København Marchrute Korsør-København Marchrute Østjylland : København : København Værløse : Marchrute Gedser-København Marchrute Nyborg Fyn : Lillebælt Marchrute Østjylland : Marchrute Korsør-København Marchrute Østjylland Marchrute Vestjylland : Marchrute Østjylland : Marchrute Korsør-København Marchrute Østjylland Marchrute Vestjylland : København Marchrute Nyborg Fyn Marchrute Østjylland Aalborg : Lillebælt

9 08: Marchrute Vestjylland :00-10: Berlin Nordsjælland :00-11: Nordsjælland Marchrute Korsør-København Marchrute Nyborg Fyn Lillebælt :00-12: Berlin Marchrute Vestjylland :00-13: Marchrute Vestjylland EFTER 13: APRIL. SAMLINGSREGERING OG SAMARBEJDSPOLITIK APRIL. PRIOR TIL HÆRENS MANDSKAB APRIL. DE DØDE OG DE FALDNE APRIL. TILLADELSE TIL FORBEREDELSE AF JYLLANDS FORSVAR APRIL. RECHNITZER MEDDELER RAEDER SIN SKUFFELSE APRIL. KAUPISCH EVALUEREDE ANGREBET MAJ. RECHNITZER GÅR AF SEPTEMBER MUNCH FORKLARER FORFATTERENS PERSPEKTIV KILDER VÆSENTLIGE KILDER Originale, eller kopi af dokumenter og kort Akademiske afhandlinger o.l Bøger Hjemmesider tilgået i perioden marts 2013-januar Aviser, blade m.v Andre kilder

10 NOTER Har man ikke læst bind 1, vil man hurtigt føle sig, som stod man alene og udenfor i et selskab, hvor alle andre kendte hinanden. Det anbefales at læse bind 1 & 2 i sammenhæng. Fortællingen i dette bind tager fat præcis, hvor 1. bind slap. kl den 9. april 1940 i Danmark Keld Yding Sørensen 10

11 9. april DAGEN HVOR TYSKLAN D AN GREB DANMAR K & N OR GE Weserübung Süd, angrebet på Danmark, var ikke en overvældende stor operation. Hverken i tid, styrketal eller tabstal. I billedet af den store krigs begivenheder fylder operationen d. 9. april i Danmark meget lidt. Alligevel var operationen så tilpas stor og kompleks, at det kan være svært at danne sig et overblik uden at miste detaljen. Eller for dens sags skyld fastholde detaljen uden at miste overblikket. For det øje, som første gang skal forsøge at danne sig et overblik, kan dagen ligne et hav af mange små enkeltstående episoder. Sådan var det dog ikke. Det er den angrebne parts perspektiv i forvirringen over, hvad der sker. Bag begivenhederne lå en klar plan, og læses begivenhederne i lyset af denne, så begynder der at danne sig tydelige mønstre og rækkefølger i dagens begivenheder. Fortællingen om 9. april i denne bog følger den tyske angrebsplan, og det er håbet, at denne fortællemåde netop kan styrke overblikket og fornemmelsen for, hvordan enkeltbegivenheder og detaljer var sammenhængende. Fortællingen følger planen ved at være organiseret ud fra de marchruter, som tyskerne fulgte. De få begivenheder, som falder uden for denne plan, beskrives særskilt. Begivenhederne på Sydsjælland og Lolland-Falster er for eksempel organiseret under marchrute Gedser og beskrevet i kronologisk rækkefølge. På samme måde beskrives begivenhederne på de andre tyske marchruter. Der er en del at holde styr på, og mister man overblikket, så kan man vælge at læse en marchrute ad gangen, men så skal der bladres lidt ekstra. Begivenheder er søgt fortalt samlede, selv om de strakte sig over længere tid end kapitelinddelingen, som sine steder er inddelt helt ned i intervaller 11

12 på 10 minutter. Det betyder for eksempel, at kapitlet kan beskrive en begivenhed, som varede mere end en halv time, selv om kapitlet slutter Hvor udtrykket nu bruges, betyder det, at netop denne handling i fortællingen foregik ca. kl Den fortællemetode tillader, at fortællingens kraft ikke pines for voldsomt af konstante afbrydelser. For en ordens skyld repeteres de tyske marchruter her. Vil man i dybden med disse, eller vil man vide mere om de militære enheder som deltog, så skal man søge i fortællingens 3. bind. Her er det korte overblik for de marchruter, som fortællingen følger. Marchrute Vestjylland En forstærket motoriseret brigade skulle gå op igennem Vestjylland for ad denne vej allerede den første dag at nå frem til Aalborg ved at gå via Oddesund. Dele skulle udskilles i Midtjylland og gå til Viborg. Samtidig gik enheder fra regiment Göering også op i Vestjylland for at tage Esbjerg. Dele af 170. infanteridivision gik også op i vest, men brigaden var spydspidsen. Marchrute Østjylland En division forstærket med panserafdelinger, artilleri, samt en maskingeværbataljon og lastbiler skulle gå op mod Vejle-Viborg-Aalborg. Teten var motoriseret ved egen kraft og ved støtte af et lastbilregiment. Tyngden skulle efterfølgende komme op i Jylland på forskellig vis. Herunder med tog. Lillebælt En mindre gruppe på cirka fire hundrede mand skulle landsættes og holde broen, til der var kontakt med styrkerne, der gik op i Østjylland. Nyborg En lille gruppe skulle gå i land i Nyborg og sikre færgefarten samt 12

13 rekognoscere ind over Fyn. Marchrute Korsør En gruppe skulle gå i land i Korsør og oprette et brohoved, mens andre satte afsted ind over Sjælland med kurs mod de midtsjællandske garnisoner. Nogle enheder skulle tage sig af garnisonerne for at skabe frirum til, at andre kunne køre udenom og fortsætte uden tidsspilde. Teten var motoriseret. Man skulle hurtigst muligt søge frem til det vestlige København. Var der forsvar i linjen foran København, skulle man stoppe op her og afvente. Brohovedet i Korsør skulle senere på dagen opfyldes med en ny bølge af landsætning, som kunne skabe tyngde i angrebet, hvis det blev nødvendigt. Marchrute Gedser Tropper skulle ankomme med den ordinære færgefart. Styrken skulle køre frem til Storstrømsbroen og tage denne intakt. Teten var derfor motoriseret. Samtidig skulle faldskærmsjægere tage Masnedøfortet. Lykkedes dette, så skulle der oprettes et brohoved på Sydsjælland, og der skulle søges op mod København, mens tyngden i angrebet skabtes ved ny landsætning i Gedser senere på dagen. Lykkedes det ikke at tage Storstrømmen, så skulle Lolland-Falster besættes af de allerede landsatte enheder, mens resten af de efterfølgende styrker til Gedser skulle omdirigeres til Flensborg og deltage i kampen om Jylland. Der var planlagt med transportplaner, tabeller over færger, tog, afgangstider med videre til begge scenarier. Marchrute København En bataljon skulle landsættes på Langelinje og indtage den danske hærs hovedkvarter på Kastellet. Generalstaben skulle så vidt muligt fanges. Herefter skulle tyskerne indrette sig til forsvar, så Kastellet kunne holdes, indtil der var kontakt med styrker fra øst eller syd. Dette angreb skulle lægge pres på den danske regering, og for at øge dette psykologiske pres 13

14 skulle der ankomme bombefly for at demonstrere med lave overflyvninger over hovedstaden. Aalborg Faldskærmsjægere skulle kastes ud over lufthavnene og indtage disse. Umiddelbart bagefter skulle en infanteribataljon sættes ned med transportmaskiner. Disse soldater skulle støtte forsvaret af Aalborg lufthavne ved eventuelle danske modangreb, mens lufthavnene skulle være operative fra morgenstunden og støtte operationen i Norge. Når der var kontakt med de tyske styrker sydfra, skulle den nedsatte infanteribataljon frigøres og indsættes i Norge. Kortet på næste side viser den tyske opmarch og de tyske marchruter i et skitseret overblik. De præcise bevægelser kan udledes af fortællingen. Styrkerne, som fulgte marchruterne ind i landet, var organiseret i kampgrupper under den tyske hær og flåde. De særligt militærhistorisk interesserede læsere kan studere organiseringen i kampgrupper i 3. bind, som netop omhandler den slags detaljer. Hermed er banen kridtet op. Fortællingen kan tage fat igen. 14

15 15

16 00:00 TIL 01:00 MARCHRUTE GEDSER-KØBENHAVN På havet var der nok ikke mange, der fik lukket et øje ombord på de tyske skibe. Færgen Mecklenburg lå stadig i Warnemünde sammen med færgen Schwerin. Der var kun kort tid til afgang. Ombord i færgerne var den tyske hærs kampgruppe 3, under ledelse af oberst Buck. Det menige mandskab var endnu ikke orienteret om deres mission, men nu blev folkene samlet, og man blev orienteret om angrebsmålet. Oberst Buck beskrev situationen: Alle deltagere var i stor spænding. Dertil en åbenlys stormende begejstring da foretagendets hvor og hvorledes blev bekendtgjort. 1 Noget af det, man talte om, var samarbejdet med faldskærmsjægerne. Selv for obersten var det relativt nyt, at faldskærmstropper var beordret til at støtte dem. 2 Nu var det vigtigt, at detaljerne kom på plads, så faldskærmssoldater og kampgruppens tete ikke endte i kamp med hinanden. Soldaterne på færgen blev orienteret om, at to delinger ville blive nedkastet 05.00, og man kunne forvente, at disse soldater havde taget og holdt Masnedø med fort og Storstrømsbro, indtil enheder fra den forstærkede 198. infanteridivision kunne komme op og afløse dem. Men, det krævede at man havde fart på. Hvis danskerne fra garnisonen i Vordingborg var hurtige til at indsætte et modangreb, så havde faldskærmsjægerne måske ikke tyngde nok til at holde målet i længere tid. Soldaterne landsat i Gedser skulle skynde sig som bare pokker. Faldskærmsoldaterne kunne hærens soldater kende på, at de bar grønne 16

17 stålhjelme, flyverblå jaketter og skibukslignende grønne bukser. Når faldskærmssoldaterne var afløst, skulle divisionen yde lastbiltransport tilbage til Gedser, så faldskærmstropperne med det samme kunne trækkes ud af Danmark igen. MARCHRUTE KORSØR-KØBENHAVN Efter at have brugt lang tid på at redde tyske søfolk og soldater fra det sunkne TAIFUN var de to tyske Vorpostenboote lidt over midnat ude af det danske minefelt. Det lå som spærring mellem Lolland og Langeland signalerede danskernes torpedobåd Glenten til fartøjet Ingolf om omgående at blive afløst på sin post af søsterskibet Høgen. Chefen for Glenten forklarede senere, hvorfor han ønskede sit fartøj afløst: Jeg anså det nemlig for værende vigtigt, at Søværnskommandoen blev underrettet om, at der i de skibe, der havde bevæget sig nordpå, var landgangstropper, og jeg fandt det ikke rigtigt at afgive denne melding pr. radio på grund af de restriktioner med hensyn til brug af radio til meldinger, selv i kode, om fremmede skibes passage m.v... Chefen på Ingolf efterkom anmodningen fra Glenten, og Høgen blev sendt af sted til afløsning. Glenten gik derefter op til inspektionsskibet Ingolf. Chefen på Glenten ønskede at drøfte hændelsen med den sunkne slæbebåd. Torpedobåden fortøjede derfor i Ingolf, og da Glentens chef havde forklaret sit ærinde, foreslog chefen på Ingolf, at Glenten skulle afgive indberetning via Slipshavn til Søværnskommandoen. Glenten afgik derfor mod Spodsbjerg. Herfra kunne der telefoneres til Slipshavn med melding om såvel landgangstropperne som tilstedeværelsen af slagskibet Schleswig- Holstein. 3 Årsagen til, at der ikke blev rapporteret over radio var, at der pr. 19. november 1939 var tilgået ordre om, at meldinger vedrørende fremmede skibes passage af Storebælt ikke skulle rapporteres pr. radio, men i stedet 17

18 pr. telefon via Slipshavn. Denne ordre var gentaget 1. marts Ordren beskrev, at havde indholdet i en melding fortrolig karakter, måtte radioen ikke benyttes, hvis andre meddelelsesmidler kunne yde samme garanti for meldingens nøjagtige, fortrolige og rettidige overførsel. 4 Det kan diskuteres, om chefen på Glenten i denne situation burde have givet melding over radioen for at sikre rettidig overførsel. Men, var der nogen som havde orienteret Glentens chef om rigets tilstand? Havde Glentens chef et ordentligt beslutningsgrundlag at handle ud fra? 18

19 01:00 TIL 02:00 KØBENHAVN Det foregående døgn var den tyske troppetransport, Hansestadt Danzig, sejlet op gennem Storebælt. Herefter lå det og ventede nord for Sjælland. Da det blev nat, indledte Hansestadt Danzig det sidste stykke af sin sejlads ned gennem Øresund. Forbi Helsingør med kurs mod København. Efter passagen gennem miner og danske vagtskibe i Storebælt, var officererne fokuserede på de næste skridt i operationen. Ville isen give problemer i Øresund? Ville det lykkes at rende forbi de danske søforter? Ville det danske minefelt ud for indsejlingen til København være armeret? Ville der ligge danske flådeenheder på vagt? Ville der være en god kajplads til rådighed? Der var nok af udfordringer, og bagefter kom selve kampen om Kastellet. Der var mange momenter, som kunne spænde ben for kampgruppens forehavende, og det må have været en spændt forsamling af tyske officerer, som stod på broen af skibet, da Helsingør nu blev meldt i sigte. Kort efter blev der givet ordre til at vække soldaterne, som var gemt under dæk. 5 MARCHRUTE KORSØR-KØBENHAVN Mens Glenten sejlede mod Spodsbjerg for at afgive sin melding, var den tyske oberstløjtnant Schultz på vej med sit mandskab mod Korsør. Han var chef for hærens kampgruppe to, og hans styrke skulle støde frem over Sjælland mod København efter landgangen i Korsør havn. Han har givet været optaget af tankerne om dette, da en officer på transportskibet Campinas nu orienterede oberstløjtnant Schultz om, at slagskibet 19

20 Schleswig-Holstein lige var løbet på grund. Slagskibet stod på Vengeancegrund tæt ved Agersø, og det kunne ikke komme videre for egen kraft. Først langt op ad dagen blev slagskibet trukket flot. Skibets rolle var måske udspillet. Oberstløjtnanten måtte erkende, at hans mulighed for artilleristøtte så ud til at være forsvundet. De tunge skibskanoner kunne ikke sættes i spil, sådan som det havde været tilfældet i angrebet på Polen. Kredsen af officerer enedes om, at man foreløbig holdt denne viden for sig selv, så der ikke skabtes unødig uro i mandskabet. Man skulle i det hele taget forsøge at fortsætte med resten af operationen som planlagt. 6 20

21 02:00 TIL 03:00 MARCHRUTE GEDSER-KØBENHAVN Det var nu et par timer siden, at oberst Buck havde orienteret sin kampgruppe om operationsmålet. Herefter må der have været travlt om bord på de to færger. For at kampgruppen skulle lykkes med opgaven, var overraskelsesmomentet afgørende. Ved ankomsten til Gedser måtte ingen i land ane uråd, og derfor var alle soldater og al udrustning gemt væk. Så snart færgen var i land, skulle en motoriseret gruppe stå klar til at fare ud. De skulle med det samme sætte kurs mod Storstrømmen. Andre soldater skulle lynhurtigt tage kontrol over alle kommunikationsmidler i Gedser. Lykkedes det danskerne at give besked over telefonen om tyskernes landgang, ville overraskelsesmomentet gå tabt, og de danske styrker i Vordingborgområdet kunne sikre eller ligefrem sprænge Storstrømsbroen. Det ville være en effektiv stopklods for den tyske kampgruppe. Storstrømsbroen var afgørende for den tyske plans succes. Særligt hvis danskerne valgte at kæmpe. I teten var overraskelse og tempo derfor vigtigere end råstyrke. Senere kunne der suppleres med tropper, som gav tyngde. Når teten, i form af de motoriserede tropper fra en tilknyttet maskingeværbataljon, var kørt af færgen, og kommunikationslinjerne fra Gedser var kommet under tysk kontrol, skulle soldater på cykel følge efter fortroppen. Da klokken blev to, stak færgerne til søs. Operationen mod Gedser var i gang, og hermed var alle operationer mod Sjælland reelt indledt. 7 21

22 MARCHRUTE KORSØR-KØBENHAVN Slagskibet Schleswig-Holstein stod stadig på grund i Storebælt. Divisionsstaben fra 198. infanteridivision var ombord på slagskibet og dermed låst fast. Problemet blev klaret ved, at staben blev sat i mindre både, som gik på siden af slagskibet. I disse fortsatte kampgruppen mod Korsør. Dog med en mindre forsinkelse. 8 Der var gået fyrre minutter, siden chefen for Ingolf havde sendt Glenten mod Spodsbjerg. Klokken var nu halv tre om morgenen og efter at have fået fat i en telefon i land, var Glenten endelig klar til at melde sine observationer til Slipshavn. Der blev meldt om de observerede landgangstropper og om slagskibet Schleswig-Holstein. Meldingen blev sendt fra en privat telefon, og den blev afsluttet Herefter anmodede vagthavende officer i Slipshavn om, at Glentens officer blev ved telefonen, indtil Slipshavn afgav et svar retur. I Slipshavn gik man derefter i gang med at renskrive meldingen fra Glenten. 9 22

23 03:00 TIL 03:30 MARCHRUTE KORSØR-KØBENHAVN Ombord på Glenten modtog man efter små tyve minutter svar på sin indberetning. Slipshavn ringede op. Der var ikke noget at bemærke i anledning af indberetningen, som ville blive viderebefordret til Søværnskommandoen. Glenten skulle gå tilbage til sin post. Med denne besked stak Glenten straks til havs. Igen med kurs mod Ingolf. 10 I Storebælt var den tyske Kriegsmarines kampgruppe syv igen i bevægelse. Oberstløjtnant Shultz stod på broen af Campinas og betragtede Korsør, som fredeligt sendte byens lys ud over vandet. Endnu et lys dukkede op. Det var en storebæltsfærge, som gik ud. Oberstløjtnanten blev beroliget af lyset. Det fortalte ham, at der åbenbart ikke var nogen i Korsør, som havde anelser om, hvad der nærmede sig. De tyske soldater var stadig gemt væk under dæk, men tolv maskingeværer og fire panserværnskanoner var nu posteret på øverste dæk. De var klar til at beskyde og sikre landgangsområdet. De skulle kun kaste et par presenninger af deres våben, før de kunne afgive skud og lægge landingsområdet under ild. Alt var klart. 11 LILLEBÆLT To troppetransportskibe samt nogle mindre både var på vej nord om Fyn. Soldaten Dietrich var en af dem, som var ombord i denne gruppe. Nu blev han og de andre soldater purret ud. Der var under en time til aktionen skulle starte, og løbet ind mod Lillebælt lå forude. 23

24 03:30 KØBENHAVN Hansestadt Danzig havde passeret Hven og var på vej det sidste stykke mod København. Inde i byen modtog generalstaben nu meldinger fra grænsegendarmerne. De kunne melde om larm og motorstøj umiddelbart bag grænsen. Gendarmeriet havde indtryk af, at styrker var trængt frem i egnen om Aventoft. 12 Det var en højst alarmerende melding. MARCHRUTE ØSTJYLLAND Enheder af Baulehrbataljon z.b.v. 800 var begyndt at krydse grænsen i civil. Disse soldater sorterede under Abwehr og blev senere mere kendt under betegnelsen Brandenburgere. Soldaterne, eller agenter om man vil, skulle sikre vitale krigsmål bag de danske linjer. Der var blandt andet trafikale knudepunkter, som skulle sikres. Jernbanen var af afgørende betydning. Ikke bare for angrebet på Danmark, men også efterfølgende til at fremføre forsyninger over land mod Norge. En jernbaneoverføring ved Padborg blev et eksempel på, hvor vigtigt et intakt dansk jernbanenet var for tyskerne. Banen skulle være klar til ankomsten af et pansertog, som ville afgå fra Flensborg station. Pansertogene var nogle gamle travere fra første verdenskrig, men de var nu udrustet med antiluftskyts og derfor vigtige elementer i det tyske luftforsvar. Ikke mindst da tyskerne var bekymret for, om fly fra Royal Air force ville forsøge at forstyrre et tysk luftherredømme over Jylland. En sådan indblanding kunne give problemer for kampene på jorden, men samtidig ville det være en væsentlig trussel mod den 24

25 forsyningslinje, som tyske transportfly etablerede fra tyske baser, hen over den jyske halvø og op til kampene i Norge. Det tyske luftforsvar skulle derfor på plads så hurtigt som muligt. Landingsbanerne ved Esbjerg skulle i brug som base for jagerdækning, der skulle danne paraply ud mod Vesterhavet, og Aalborg skulle i brug som base for den nordligere jagerdækning. På jorden skulle dette suppleres med antiluftskyts. Herunder de omtalte pansertog. Dette var blot en af årsagerne til, at jernbanenettet var vigtigt for tyskerne, men det var langt fra den eneste. Efter pansertogene ville togstamme efter togstamme med forstærkninger og forsyninger rulle op fra Nordtyskland. Det var dele af 170. infanteridivision, som ikke var motoriseret. Blev der brug for denne styrke, var det vigtigt at undgå, at de blev tvunget til at skulle marchere hele vejen op til de eventuelle kampe i Jylland. De danske skinner var vigtige. 13 En efterretningsrapport fra starten af marts 1940 havde omtalt, at en baneoverføring ved Padborg var forberedt til sprængning, og at en bestemt gendarm havde fået til opgave at foretage sprængning ved angreb. Få dage senere kom endnu en rapport, som kunne fortælle, at nu var den omtalte gendarm tilmeldt kursus i at håndtere sprængninger. 14 Rapporterne fik nu den betydning, at viadukten blev sat under tysk bevogtning, allerede før angrebet blev indledt. Den tyske styrke havde ikke råd til at miste denne overførsel. Derfor stod der nu bevæbnede tyske brandenburgere og afventede, om en dansk gendarm ville dukke op ved overførslen. 25

26 03:40 MARCHRUTE KORSØR-KØBENHAVN Inspektionsskibet Ingolf havde ligget i Storebælt og holdt øje med den intense trafik af transport og krigsskibe. Fyrre minutter tidligere havde man observeret to armerede dampere samt nogle Raumboote. Skibene havde ligget for anker i over et døgn lidt nord for minespærringen ved Storebælt. Nu havde disse fartøjer lettet anker og var gået ind mellem Ingolf og Langelandskysten. Glenten kom i det samme retur fra Spodsbjerg. Den danske torpedobåd belyste en af de tyske dampere og forbød den at gå videre på sin kurs. Damperen parerede ordre og gik for anker. Samtidig lagde nogle af de tyske skibe sig i en ring om Ingolf. Det var helt tydeligt, at de tyske skibe havde ændret adfærd. Noget var under opsejling. Rundt om Ingolf lå nu to armerede handelsdampere, seks Vorpostenboote og en minestryger. Chefen på Ingolf beordrede klart skib. Han opfattede de tyske enheders adfærd som truende. Chefen beskrev senere situationen: Vurderede situationen mørkt, og besluttede i al stilhed at gøre skibet klart til kamp. Besætningen blev purret ud og klartskibs-arbejderne udført. Dampen blev sat op, og der blev gjort klar til at hive hjem. Besætningen, der forstod situationen, viste en mønsterværdig optræden og var klar til alt. Ingolf lå altså i højeste beredskab på chefens eget initiativ, da Glenten gik på siden af den. Der blev dog ikke foretaget mere ud over, at man fortsatte med at registrere tyske skibes adfærd og trafik. 15 Vagthavende i Slipshavn var ved at være klar til at videresende Glentens melding til Søværnskommandoen. Den alarmerende meddelelse var nu i overensstemmelse med reglerne for, hvordan en meddelelses skulle leveres 26

27 videre. Klokken var efterhånden blevet kvart i fire. Det var nu cirka seks timer siden, at Glenten observerede slagskibet nær Sjællands kyst og havde reddet de tyske landgangstropper fra et synkende skib. Der var medgået en god times arbejde med at renskrive meldingen fra Glenten. Endelig afgik den til Søværnskommandoen, hvorfra man kvitterede for modtagelsen kl Meldingen, som den var registreret i Søværnskommandoen, lød. En serie skibe kom op sydfra i aften. Førerskib Schleswig-Holstein klassen, efterfulgt af en T-båd antagelig af Wolfklassen og en M-båd. I serien var bl.a. seks armerede trawlere. Ved tiden hørtes fra Glenten, der lå i den sydlige fortøjningsbøje, en kollision, og et skib sås at bevæge sig rask vestefter. Glenten kastede los og stod efter skibet, der var en stor bugserbåd, og var sunken med enden da Glenten nåede den. I stævnen befandt sig en del mennesker, af hvilken Glenten reddede 32, hvoraf halvdelen civile, halvdelen militære. Sidstnævnte var marinetropper udstyret med gevær og stålhjelme. De af Glenten reddede, blev straks sat over i en tysk trawler. Pladsen for vraget nogenlunde afmærket med pilk cirka 100 vest for pladsen. 22 meter vand. Har grund til at tro, at alle skibe, der er passeret, contains an expeditional force of naval troops. Blandt skibene, i alt 30 trawlere, der alle var hårdt lastede, formentlig med de omtalte troops; de manøvrerede ikke med rutine. 6 af dem var i eftermiddags i dagslys ved at løbe en af vore S-både, der var i færd med minestrygning, ned. Glenten lod sig afløse på den sydlige patrulje, gik op til Ingolf for konference med chefen, derefter til Spodsbjerg for at telefonere, da telefonen ikke ugenert anvendtes engelsk. De af Glenten bjergede anede ikke, hvor i verden de var, og de blev meget forbavsede over at høre, at det var Storebælt. De duftede af spiritus, så alt andet end glade ud, og havde været indespærrede i fire dage forud for dette. Beskedens seks timer lange rejse gennem beslutningsprocesser, kommandosystemer, telefonsystemer, sejlads og ikke mindst renskrivning efterlod flådens øverstkommanderende med ca. 15 minutter til underretning, analyse, vurdering og reaktion, før angrebet blev sat ind. 27

28 Ikke overraskende kom dette langtrukne forløb i kritikernes sigtelinje efter krigen, men var sigtet rettet rigtigt ind, hvis man søgte at kaste skyld efter skibscheferne? Fra eftertidens perspektiv er det klart, at nogle prioriteringer forekommer som eklatante fejldisponeringer, men før man dømmer hårdt, skal man huske, at der gennem flere dage havde været livlig tysk aktivitet i Storebælt, og at den overordnede ledelse ikke havde orienteret skibscheferne om den sidste tilspidsning i landets truende situation. Når man holder en leder væk fra hans beslutningsgrundlag, så kan man ikke forvente andet, end at lederens beslutninger bliver derefter. Var meldingen kommet ind rettidigt, så er spørgsmålet stadig, om det ville have ændret noget for Danmark. Regeringens vilje, som den kan læses implicit af Munchs møde med den tyske gesandt, fraværet af mobilisering, partiformandsmødet med mere, peger vel på, at selv om den danske regerings reaktion på et tysk angreb ikke var formelt besluttet, var den i hvert fald reelt besluttet eller...? Hvis det er rigtigt, hvad havde en rettidig melding fra Storebælt så kunnet ændre? 28

29 03:50 LILLEBÆLT Kystudkigstationen i Middelfart observerede tyske skibe på vej ned i Lillebælt. Skibene kom fra nord, og det blev omgående meldt til Søværnskommandoen. 16 Det, kystudkigstationen så, var ankomsten af kampgruppen, som skulle besætte og sikre Lillebæltsbroen. Styrken var under kommando af Kaptajn Herhaus. 17 Ombord blev der gjort klar. 29