Planlagt kommunikation med deprimerede mennesker

Transkript

1 Projekt i kommunikation på RUC Planlagt kommunikation med deprimerede mennesker Udarbejdet af: Maria H. Midjord studie nr mahjmi@ruc.dk (Bachelor) Yunas Akhtar Clausen studie nr yac@ruc.dk (Bachelor) Marius Münier studie nr mleom@ruc.dk under vejledning af Anette Bjerre Ryhede 1 af 35

2 Projekt i kommunikation på RUC Indhold 1. Indledning Problemformulering Uddybning af problemformuleringen Præsentation af produktet Videnskabsteoretisk afsæt Interviewmetode Ekspertinterviews Præsentation af de to eksperter Baggrund for interviewene Interviewenes form Udførelsen af interviewene Behandling af interviewene Interviews med informanter Præsentation af informanterne Baggrund for interviewene Interviewenes form Udførelsen af interviewene Behandling af interviewene Analyse Variationer i udsagn Selvhjælp Erkendelse af depressionen Tabu Tillid Produktrelateret Ordvalg Køn i forhold til identifikation med produktet Fortrolighed Diskussion Tillid Fokus på individet Køn af 35

3 Projekt i kommunikation på RUC Et tabu for både mænd og kvinder? Konklusion Litteraturliste Bøger: Websider: Bilag 35 3 af 35

4 Projekt i kommunikation på RUC Indledning Denne opgave fokuserer på tilrettelagt kommunikation til mennesker, der har depression. Der findes en række foreninger og organisationer såsom Landsforeningen SIND, Depressionsforeningen og Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere, der henvender sig med information, vejledning eller støtte til folk med depression eller andre sindslidelser (internetkilde 5; internetkilde 1; internetkilde 3). På baggrund af SINDS tilbud til mennesker med depression, vil vi finde ud af, hvordan man bedst kommunikerer tilbud og støtte fra en forening som SIND til målgruppen. Der tages udgangspunkt i en pjece, vi har udarbejdet tidligere i projektprocessen (bilag 9). Pjecen er et tænkt eksempel på, hvordan kommunikation med mennesker, der har depression kunne foregå. Vi vil i denne opgave se nærmere på, hvad man skal være opmærksom på, ved kommunikationen med deprimerede. Vi ønsker at undersøge, hvordan man via information kan hjælpe disse mennesker og vi vil gennem interviews finde ud af, hvordan budskabet bedst når modtageren. Dette leder os til vores problemformulering, som lyder: 1.1 Problemformulering Hvad skal man være opmærksom på, når man tilrettelægger kommunikation med mennesker, der har en depression? Uddybning af problemformuleringen Vores erkendelsesmål med problemformuleringen og hensigten med dette projekt er at undersøge, hvad man skal være opmærksom på, når man tilrettelægger kommunikation med depressive mennesker. Vi inddrager i projektet to vinkler, der i samspil skal bidrage til besvarelsen. Vi inddrager personer, der tidligere i livet har haft en depression, og som kan bidrage med deres erfaringer og oplevelser, samt give et indblik i, hvordan kommunikation med dem skulle være tilrettelagt, da de var deprimerede. Den viden vi opnår på baggrund af disse informanters udsagn, underbygges med viden fra to eksperter, hvis erfarings- og vidensmæssige baggrund inden for psykiatrien, bidrager til vores forståelse af problemet. Pjecen bliver inddraget som et værktøj for at få informanternes synsvinkler, erfaringer og forståelser frem. Ifølge Ingelise Svendsen fra Landsforeningen SIND, kan det være næsten umuligt at nå igennem til personer med en svær depression. Derimod mener hun, at personer med en mild form for depression godt kan reagere på information, men at depressionen gør reaktionstiden længere (bilag 5:4). På 4 af 35

5 Projekt i kommunikation på RUC baggrund af ovenstående har vi afgrænset vores målgruppe til at omhandle personer, der har en mildere grad af depression Præsentation af produktet Vi har lavet en pjece, med information om de tilbud SIND har til folk med depression samt til deres pårørende. Ideen er, at pjecen skal ligge i venteværelset hos de praktiserende læger i Storkøbenhavn, og målgruppen er folk i alderen Pjecen er vedlagt som bilag 9 og er inddraget under interviewene med både informanter og eksperter. Den består af en forside, en bagside og to midtersider. Ideen med pjecen er, at folk med depression kan læse om Landsforeningen SIND og deres tilbud om samtaleterapi som behandlingsmulighed. Endvidere giver pjecen information om, hvor og hvordan man kommer i kontakt med SIND. En uddybning af de oprindelige tanker bag pjecen kan læses i den vedlagte kommunikationsplan for produktet (bilag 10). 2. Videnskabsteoretisk afsæt Socialkonstruktivisme som videnskabsteori og metode bygger på grundantagelsen om, at der ikke findes en sandhed om den sociale verden, der kan erfares objektivt fordi den altid påvirkes af personen, som observerer. Forforståelser er et centralt begreb inden for denne videnskabsteori. Begrebet forforståelser betegner her, at vi som undersøger emnet kommunikation med depressive, allerede har eksisterende antagelser, ideer, meninger osv. angående det at være deprimeret, som vil farve de svar vi får ud af vores undersøgelser. Vores forforståelser er skabt historisk og samfundsmæssigt gennem sproget, diskurser, erfaringer og værdier, og er afgørende for, hvordan vi undersøger vores felt, anskuer det og for hvad vi antager som sandheder (Pedersen 2012:188). I undersøgelsen er vi opmærksomme på vores egne forforståelser omkring mennesker med depression. En af vores forforståelser er, at deprimerede mennesker er skrøbelige og vi derfor skal være påpasselige med vores sprog og billedvalg. Dette påvirker, hvordan vi planlægger interaktionen med informanterne, der har haft en depression. En anden forforståelse vi havde i begyndelsen var, at alle kunne blive deprimerede, men at depression oftere ramte kvinder end mænd. Vi har for at undersøge denne forforståelse forsøgt at finde mandlige informanter. Vi havde som udgangspunkt en idé om, at depressive næsten automatisk, bliver ordineret antidepressiva, hvilket har fået os til at spørge ind til informanternes brug af medicin. Til slut antog vi også, at 5 af 35

6 Projekt i kommunikation på RUC kommunikation med depressive skulle være anderledes end til raske mennesker, hvilket igen har påvirket vores interviews, men også vores konklusioner. Virkelighedsopfattelsen hos det enkelte individ er socialt konstrueret og det man opfatter som sandhed er perspektivistisk, det vil sige at det afhænger af, hvilket perspektiv man ser problemstillingen fra. Der findes altså ikke et punkt, hvor man kan være objektiv og neutral. Derfor skal man kunne forholde sig kritisk overfor eksisterende viden, kritisere allerede vedtagne sandheder og samtidig forsøge at opstille nye teorier og forståelser (Ibid). I projektet vil vi undersøge, hvordan depressives verdensbillede er konstrueret og hvordan de forstår deres situation. Ud fra deres situation anskuer og konstruerer de depressive deres virkelighed på en bestemt måde og vores opgave er at dokumentere dette for at finde ud af, hvordan kommunikationen hensigtsmæssigt skal tilrettelægges. De resultater vi kommer frem til i vores undersøgelser kan vi ikke sige noget universelt med. Det anses altså ikke som en generel sandhed, men det siger noget om de specifikke personer, vi taler med, og ud fra dette kan vi prøve at sige noget om, hvordan andre i lignende situationer måske forstår verdenen. Vi bruger den kvalitative interviewmetode, fordi denne metode sammen med en analyse ved hjælp af diskurspsykologisk teori kan belyse, hvordan deprimerede mennesker konstruerer deres sandheder og meninger, hvilket er formålet med den socialkonstruktivistiske tilgang (Ibid:222). Dette gør vi for at skabe nye forståelser, så vi ikke vil være så styret af vores tidligere antagelser og dermed komme frem til en mere velinformeret konklusion. 3. Interviewmetode Dette afsnit har til formål at gøre rede for vores overvejelser og valg i forbindelse med planlægningen, udførelsen og behandlingen af de to ekspertinterviews og de tre individuelle interviews, som udgør vores primære empiri. Afsnittet er opdelt i to dele, første del omhandler de to ekspertinterviews, anden del de tre individuelle interviews. 6 af 35

7 Projekt i kommunikation på RUC Ekspertinterviews Følgende afsnit omhandler de overvejelser, vi har gjort os samt de valg, vi har taget i forbindelse med interviewene med Ingelise Svendsen fra Landsforeningen SIND og overlæge i psykiatri Karin Garde Præsentation af de to eksperter Ingelise Svendsen er næstformand for Landsforeningen SIND. Hun har i mere end 30 år arbejdet som plejer for mennesker med psykiske sygdomme, og arbejder nu som frivillig i Landsforeningen SIND (bilag 5:1f). Karin Garde er 75 år og uddannet speciallæge i psykiatri. Hun har siden 1983 arbejdet som overlæge på Psykiatrisk Center Sct. Hans, og er netop gået på pension. (bilag 7:1; internetkilde 4) Baggrund for interviewene Vi bruger til elite-interviewene respondent interviews, hvilket betyder at dem der interviewes, bliver anset for at være repræsentanter for deres givne felt (Jensen 2012:271). Svendsen bruger vi som ekspert og repræsentant for SIND. Garde interviewer vi pga. hendes tidligere beskæftigelse, som overlæge i psykiatri. Svendsen og Garde har yderligere på hver deres måde mange års erfaring indenfor psykiatrien, og herunder også omgang med og viden om mennesker med depression. Formålet med interviewene er derfor på den ene side at trække på deres viden om, hvad det vil sige at være deprimeret, og hvem der rammes af depression. På den anden side ønsker vi indblik i deres viden om, hvad man skal være opmærksom på, når man kommunikerer med mennesker, der lider af depression. Vi er opmærksomme på, at den viden de to eksperter har givet os er deres individuelle opfattelse, og derfor kun afspejler Svendsens og Gardes konstruerede verdensopfattelser. De har dog opbygget en stor viden på baggrund af mange års erfaringer med psykisk syge, og vi benytter os derfor af denne viden for at underbygge de resultater, vi kommer frem til Interviewenes form Interviewene er begge opbygget som semistrukturerede interviews med udgangspunkt i en interviewguide. Interviewguiden for interviewene med Svendsen og Garde er vedlagt som hhv. bilag 6 og 8. Denne form valgte vi fordi det semistrukturerede interview muliggør et aspekt af fleksibilitet, som ikke i samme grad findes i det strukturerede interview (Bryman 2012:212f; Kristensen 2012:404). Dette gav os mulighed for, at åbne for nye vinkler under interviewet, som vi kunne spørge ind til, samtidig med at vi havde en række forudbestemte spørgsmål, som vi ønskede 7 af 35

8 Projekt i kommunikation på RUC uddybet (Kristensen 2012:282). Denne flexibilitet fandt vi vigtig, da den samtalebaserede erkendelsesprocess er intersubjektiv og social, idet den involverer intervieweren og den interviewede som fælles skabere af viden (Kvale og Brinkmann 2008:34) Udførelsen af interviewene En grundlæggende overvejelse i den kvalitative undersøgelsesmetode er, at man som forsker skal undersøge kommunikationens meaning i så naturlig en kontekst som muligt, også kaldet the naturalistic context (Jensen 2012:266). Dette har vi forsøgt, ved at spørge hhv. Svendsen og Garde, hvor det passede dem bedst at blive interviewet. I Svendsens tilfælde interviewede vi hende på Landsforeningen SINDs hovedkontor, mens vi interviewede Garde på Sct. Hans Hospitals Museum, hvor hun er daglig leder (internetkilde 2). Vi mener stederne bidrog til, at interviewene blev holdt i en naturlig kontekst, da eksperterne kender og har relation til stederne. Dette har bidraget til vores forståelse for, hvordan både Svendsen og Garde opfatter deres virkelighed og deres omgang med de deprimerede (Jensen 2012:266) Behandling af interviewene Vi har lavet en delvis transskribering af interviewene, da ekspertinterviewene fungerer som baggrundsviden for projektet, og bruges til at underbygge informanternes pointer. Vi har lyttet interviewene igennem flere gange og ud fra dette transskriberet relevante passager. Her har vi dels fokuseret på de områder med relevans for problemstillingen, og dels på steder, der kunne udfordre eller give nye perspektiver på projektet. Det er vigtigt at klarlægge, at der ved denne udvælgelsesproces er en risiko for, at vigtige detaljer overses. Vi har i denne sammenhæng sørget for hellere at transskribere for meget end for lidt og på denne måde forsøgt at reducere denne risiko (Kristensen 2012:288f; Kvale og Brinkmann 2009:202). Disse ekspertinterviews giver os et bedre grundlag for at udarbejde interviewguiden til de individuelle interviews, så vi får informationen, om informanternes depressionsforløb. Vi har valgt at transskribere skriftsprogligt, da vi vil analysere selve interaktionen, holdninger og meninger, der kommer frem under interviewene og derved ikke har interesse i en sproglig analyse (Kvale og Brinkmann 2009:203). 3.2 Interviews med informanter Dette afsnit omhandler de overvejelser, vi har gjort os i forbindelse med planlægning, udførelse og bearbejdning af interviewene med informanterne. Som vi senere vil komme ind på, har vi valgt at 8 af 35

9 Projekt i kommunikation på RUC anonymisere disse informanter og de omtales derfor i projektet som informant 1, informant 2 og informant Præsentation af informanterne Informant 1 er 23 år gammel og bor med sin kæreste og to hunde, og hun arbejder som privat børnepasser. Hun fik en depression i 2011, som varede ca. 2 år (bilag 1:1). Informant 2 er 29 år gammel og studerer på andet semester af laborantuddannelsen. Hun fik for tre år siden en depression, der varede ca. fem måneder (bilag 2:1). Informant 3 er 37 år, arbejder som nedriver, og bor med sin familie. Han har været deprimeret i to omgange. Den første depression fik han som årig. Den varede i flere år, men først da han fik depression anden gang, fandt han ud af, at det var en depression han havde været ramt af (bilag 3:1) Baggrund for interviewene Formålet med at interviewe personer, som har haft en depression er, at de skal fungere som repræsentanter for målgruppen. På samme måde som de Respondent interviews, vi brugte under ekspertinterviewene (Jensen 2012:271). Det vil sige, at når vi taler om disse personer, kan vi kun sige noget om deres diskurs, men i og med at de er en del af en kultur og en bestemt gruppe inden for denne, så er de repræsentanter. Dog kan man ikke sige, at de er eksemplariske. Så vi kan ikke udtale os om, hvordan alle har det på baggrund af deres situation, og vi når ikke frem til en endelig sandhed om folk med depressioner. Et grundlæggende koncept omkring kvalitative undersøgelser er, at de fokuserer på meaning eller betydning, både som genstand for undersøgelsen og som et forklarende element om diverse kommunikationsprodukter (Ibid:266). Interviewpersonerne bliver udover læseren af vores produkt, også til en genstand for vores undersøgelse, da vi har brugt informanternes udtalelser til at forstå, hvordan de opfatter pjecen. Vi har valgt at interviewe personer, som tidligere i deres liv har haft en depression. Informanterne har derfor forhåbentlig et overblik over, hvordan deres situation var og har haft tid til at reflektere over forløbet. Vi har fundet informanter af begge køn med henblik på at finde ud af, om der evt. er nogle forskelle kønnene imellem, der påvirker kommunikationen. 9 af 35

10 Projekt i kommunikation på RUC Vi gir opmærksom på, at vi i vores valg af informanter ikke har skelnet mellem deres grader af depression dvs. svær eller let grad, da vi ikke er i stand til at skelne mellem disse. Da vores undersigelse ender med at kunne ses i en offentligt tilgængelig opgave, mener vi, pga. emnets filsomhed, at vores informanter kan file sig udsat. Vi inskede at de skulle have tillid til os, så de ikke filer, at vi udstiller dem (Kvale 2008:91). Måden vi sikrer os dette på, er at ændrer navnene på vores informanter i transskriberingerne og i analysen. Vi sikrer os også deres fortrolighed, ved at holde interviewene, i deres private omgivelser Interviewenes form Interviewene med informanterne er ligesom ekspertinterviewene opbygget som semistrukturerede interviews (se kapitel 3.1.3). Interviewguiden er vedlagt som bilag Udførelsen af interviewene Som tidligere nævnt er det vigtigt, at interviewene holdes i en naturlig kontekst. Vi har derfor bestræbt os på at lave interviewene hjemme hos informanterne, for at gire interviewsituationen så naturlig og afslappet som muligt for informanten. I forhold til etiske overvejelser om interviewet så er vi opmærksomme på, at det for informanterne kan være psykisk hårdt at tale om emnet, og vi har derfor været påpasselige med ordvalg. Vi har endvidere libende været opmærksomme på, hvor dybt vi kan tillade os at dykke ned i informanternes personlige liv (Jensen 2012:272) Behandling af interviewene Vi har i transskriberingen af de individuelle interviews valgt at nedfælde både spirgsmålene og svarene. Det gir vi for at kunne analysere begge dele, da interviewet er en social interaktion og derfor er de spirgsmål vi stiller også fortolkende på baggrund af tidligere svar (Phillips og Jirgensen 1999:132). Vi har i forhold til disse interviews valgt at transskribere hele forlibet, da hele interaktionen har relevans for vores undersigelse. Vi bruger den samme sproglige fremgangsmåde som under ekspertinterviewene og transskriberingerne holdes i et formelt og skriftsprogligt udtryk. 4. Analyse I filgende afsnit vil vi med en diskurspsykologisk vinkel undersige, hvordan de tre informanter, gennem brug af bestemte interpretative repertoirer, konstruerer det at have haft en depression. 10 af 35

11 Projekt i kommunikation på RUC Potter og Wetherell bruger begrebet Interpretative repertoire for at bevæge sig væk fra tanken om diskurser som abstrakte størrelser, og i stedet at anskue dem som fleksible ressourcer i den sociale interaktion imellem mennesker, hvorved de også fungerer som sociale praksisser (Phillips og Jørgensen 99:108). Vi har identificeret en række repertoirer, som informanterne trækker på. Disse kalder vi tabu, tillid, selvhjælp og erkendelse af depressionen. Vi vil analysere dem for at få en ide om, hvad vores informanter har brug for i kommunikationen. Da en del af vores interviews handler om produktet, analyseres der i sidste afsnit på, hvad informanterne har sagt om dette. Afsnittet om det Produktrelaterede er ikke et Interpretativt repertoire, men tages med for at afprøve produktet samt relatere informanternes erfaringer til produktet. 4.1 Variationer i udsagn Vi har i analysen af interviewene fundet, at informanterne taler ud fra forskellige repertoirer og modsiger til tider sig selv. Dette illustreres eksempelvis i nedenstående uddrag: [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:2] Suppleant: Men det var dit eget initiativ at gå til lægen? Informant 3: Ja. Ja folk havde jo nok stukket til mig og spurgt om jeg ikke skulle besøge lægen og så valgte jeg det jo så i sidste ende. Da informanten bliver stillet spørgsmålet om, hvorvidt det var på eget initiativ at han kontaktede lægen svarer han kort ja, hvorefter han forklarer at folk havde stukket til ham. Denne selvmodsigelse tyder på at han gerne ville have klaret det selv, men indikerer at det var på baggrund af andre, at han tog kontakt til lægen. Informant 3 beskriver, desuden hvordan han kom over depressionen da han begyndte at løbe. Dog påpeger han selvmodsigende flere gange at man ikke kan komme over depressionen uden at få hjælp (bilag 3:2, 6). Phillips og Jørgensen beskriver, hvordan variationer i folks tale ofte forekommer, og at det er pga. de psykologiske tilstandes sociale opståen, at folk opfatter noget som konsistent eller inkonsistent. Derfor skal det ikke ses som en fejl i udsagnet, men som udtryk for at informanten taler ud fra forskellige repertoirer (Phillips og Jørgensen 1999:108). 11 af 35

12 Projekt i kommunikation på RUC Selvhjælp Et gennemgående træk i vores informanters udsagn er, at informanterne har beskrevet, hvordan de selv var en vigtig del i spørgsmålet om, hvordan de kom i bedring eller kom ud af depressionen. Det følgende afsnit indeholder eksempler, hvor informanterne beskriver deres egen indsats som vigtig for deres bedring. [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:5] Interviewer: (...) Fik du noget at vide af folk, snakkede med nogle mennesker som gjorde at det hjalp? Informant 1: Øhh nej jeg vil ikke sige der var nogen der påvirkede mig. Martin han påvirkede mig rigtig meget. Han hjalp mig rigtig meget. Han var en kæmpe stor støtte, (...)men ellers var det faktisk svært for mig at snakke med nogen om det (...) så jeg vil faktisk sige, at jeg selv har været en stor hjælp til at komme over det. Eller komme ud af det helt.(...). På trods af at Informant 1 har været gennem et terapiforløb hos en psykiater og været på antidepressiv medicin (bilag 1:3), siger hun at hun selv var en stor hjælp til at komme ud af depressionen. Hun nævner, hvordan hendes kæreste har støttet hende, men alligevel tilskriver hun sig selv det meste af æren. [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:1] Interviewer: Hvordan kom du ud af depressionen? Informant 3: Jeg tog til lægen fordi folk kunne godt se at der var et eller andet i vejen. Så stillede han en masse spørgsmål og så fandt han ud af at jeg havde depression. Så fik jeg lykkepiller det hjalp lige nøjagtigt ingenting. Haha så jeg begyndte at løbe og så gik der faktisk ikke særlig lang tid før jeg kunne mærke bedring. Ligeledes fortæller informant 3 at han på andres opfordring tog til lægen for at finde ud af, hvad han fejlede. Han påbegyndte et terapiforløb hos en psykiater (bilag 3:3) og fik antidepressiv medicin, men følte ikke at dette hjalp og at bedringen først kom da han på eget initiativ begyndte at løbetræne (bilag 3:7). Han føler heller ikke at nogen påvirkede ham i denne periode, men at han derimod påvirkede sin omgangskreds (bilag 3:6). Dette understreger, at han trækker på selvhjælpsrepertoiret, da han giver udtryk for selv at have klaret problemet. Informant 2 har et lidt anderledes syn på repertoiret selvhjælp: [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:5] 12 af 35

13 Projekt i kommunikation på RUC Informant 2: Nej, det [medicin] har jeg faktisk på intet tidspunkt fået. Da jeg snakkede med psykologen, der... altså hun tænkte selvfølgelig over det... om det kunne være noget der skulle bruges, men så besluttede hun, at... med de samtaler vi havde, og med det som jeg så selv gjorde ud af det, og begyndte at arbejde på tingene, så behøvede jeg det faktisk ikke. Hun brugte psykologen og sin omgangskreds til at tale om sine tanker, og beskriver det som en hjælp at tale med andre om det (bilag 2:4). Men samtidig taler hun om, at hun selv har gjort en indsats, og at det er på baggrund af denne, psykologen besluttede, at hun ikke skulle have antidepressiv medicin. Informanten fortæller også, at de ting som hun gjorde og arbejdede med var en vigtig faktor i psykologens beslutning, hvilket bevidner om en ligeværdig samtale om informantens situation. Dette henviser til tillids-repertoiret, som beskrives i et senere afsnit. Disse uddrag beskriver, at informanterne alle i større eller mindre grad selv har gjort en indsats for at komme ud af depressionen. Informant 3 tilskriver sig selv den største ære, mens Informant 1 tilskriver psykiateren, men også i høj grad sig selv en stor del af æren for at være kommet ud af depressionen. Begge har modtaget professionel hjælp, men tilskriver ikke terapien samme betydning som egen viljestyrke. Informant 2 beskriver, at hun selv har gjort en stor indsats, hvilket hendes psykolog anerkender, men hun fortæller at hun har været åben overfor hjælp fra psykologen og hendes omgangskreds. Man kan sige at hun delvist har gjort brug af det interpretative repertoire selvhjælp, men i høj grad også har samarbejdet med og haft tillid til psykologen. 4.3 Erkendelse af depressionen En ting, der går igen i de tre informanters udsagn er at lægens ord har spillet en rolle i forhold til deres erkendelse af depressionen. Det at en læge eller psykiater har stillet diagnosen, har været et skridt på vej mod erkendelse af depressionen og dermed også bedringen. Vi kalder dette interpretative repertoire for erkendelse af depressionen og sammenkobler dette med lægens diagnose, da vi i analysen har fundet, at det til en vis grad hænger sammen med erkendelsen af depressionen hos de respektive informanter. [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:2] Informant 3: Jo, men de havde jo gættet det. Men jeg ville jo ikke høre dengang. Suppleant: Du ville heller ikke høre, efter du havde fået diagnosen? Informant 3: Jo jo efter lægen sagde til, så ville jeg godt høre efter. Interviewer: Men før der ville du ikke høre noget om depression overhovedet? 13 af 35

14 Projekt i kommunikation på RUC Informant 3: Nej. Informant 3 fortæller, at han ikke ville lytte til sin omgangskreds når de omtalte hans humør. Men at det først var efter han havde været hos lægen og fået stillet diagnosen, at han var åben for, hvad andre sagde i og med, at han tog lægens ord seriøst og erkendte depressionen. På samme måde spillede lægens diagnose og hjælp også en vigtig rolle i bedringen af Informant 1. Det tog dog længere tid for Informant 1 at forstå og erkende, hvad hun fejlede. [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:2] Interviewer: Accepterede du så at han sagde du havde en depression? Informant 1: Ikke til at starte med for i starten der synes jeg ikke selv jeg var syg. Det tog mig lang tid at acceptere fordi der er mange som synes at en depression er et tabu. Og han blev ved med at sige at depression er faktisk en folkesygdom. Det syntes jeg bare ikke og jeg syntes ikke det var okay at han skulle sidde og dømme mig på den måde, så derfor var det svært at erkende for mig selv at jeg faktisk var syg og at jeg skulle på de her skide piller, som jeg bare ikke ville på! (...). Indtil de piller faktisk begyndte at hjælpe og jeg faktisk begyndte at åbne op for mig selv overfor ham psykiateren, hvad jeg faktisk havde på hjerte. Hun havde svært ved at indse at hun var syg, og hun følte at lægen dømte hende, da han stillede diagnosen. Psykiateren havde svært ved at trænge ind til informanten, og først efter en længere proces begyndte hun på den antidepressive medicin, som var første skridt mod bedring. Hvor Informant 3 straks accepterede lægens diagnose, så måtte psykiateren først trænge ind til Informant 1, før hun accepterede ham, og erkendte depressionen. Hun startede på den ordinerede medicin og helingsprocessen kunne påbegyndes. [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:2] Interviewer: Kan du huske sådan lidt, hvordan du så kom ud af depressionen igen, og hvad du gjorde og hvad der skete? Informant 2: Altså, jeg har jo aldrig været den der har været god til at indrømme, at jeg havde det dårligt og sådan på den måde altså ikke har kunne overskue mig selv og andre ting, så jeg havde det ret svært med det faktisk. (...) men så besluttede jeg mig for til sidst, at tage til min egen læge og snakke med hende om det, også gav hun mig faktisk en henvisning videre til en psykolog, og det var en stor overvindelse for mig selv.(...) Der er da ikke nogen der skal blande sig i mit liv vel?! Det kan jeg da selv holde styr på, men der fandt jeg ligesom ud af, der skulle lige noget hjælp til, og det var faktisk det, der så satte i gang, at jeg ligesom sådan fik styr på tingene og fik sat nogle ting på plads og fik overskuet det. 14 af 35

15 Projekt i kommunikation på RUC Informant 2 beskriver, hvordan det var en overvindelse for hende at indrømme overfor sig selv, at der var noget galt. Hun gik til lægen og blev henvist til en psykolog, hvori hun siger at den store overvindelse lå fordi hun mente, at det var en privat ting. Men da hun overvandt sig selv og talte med psykologen, begyndte hun at kunne overskue sin situation. I og med hun erkendte, hvad lægen sagde, kunne hun arbejde med det og komme i bedring. Det er et gennemgående træk hos informanterne, at de havde svært ved at erkende deres depressioner. Men deres indstilling ændrede sig da diagnosen blev stillet, selvom det for Informant 1 var en noget længere proces end for de andre. Erkendelsen hang for Informant 1 sammen med tilliden til sin psykiater og det var først da denne var etableret, at hun kunne erkende, at der var noget galt og arbejde med det. For Informant 2 var det grænseoverskridende at opsøge lægen, da hun følte det var et privat emne, men umiddelbart efter hun havde fået diagnosen, kunne hun erkende depressionen. 4.4 Tabu De tre informanter udtrykker sig flere steder gennem det, vi har valgt at kalde et tabu-repertoire. Her igennem konstruerer de deres forståelse af, hvad det vil sige at have en depression, og hvad deres forståelse var, før og mens de havde depressionen. I det følgende vil vi undersøge, hvordan informanterne trækker på dette tabu-repertoire forskellige steder i interviewene. [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:2] Interviewer: Accepterede du så, at han sagde, du havde en depression? Informant 1: Ikke til at starte med, for i starten der syntes jeg ikke selv, jeg var syg. Det tog mig lang tid at acceptere, fordi der er mange som synes, at en depression er et tabu. Og han (psykiateren) blev ved med at sige, at depression er faktisk en folkesygdom. Det syntes jeg bare ikke, og jeg syntes ikke det var okay, at han skulle sidde og dømme mig på den måde, så derfor var det svært at erkende for mig selv, at jeg faktisk var syg, og at jeg skulle på de her skide piller, som jeg bare ikke ville på! I uddraget trækker Informant 1 på et tabu-repertoire. Hun siger direkte, at mange ser depression som et tabu og at dette medførte, at det tog lang tid for hende at acceptere sin depression. Det tyder på, at depression efter hendes opfattelse ikke var noget, der var acceptabelt at have. Hun ville ikke dømmes af lægen og accepterede ikke, at hun var syg. Som nævnt i afsnittet Erkendelse af depression tyder det også her flere steder på, at Informant 1 nu har accepteret, at hun havde en depression, og at det var en sygdom. Hun siger til sidst i uddraget: at jeg faktisk var syg, hvilket 15 af 35

16 Projekt i kommunikation på RUC peger på hendes forståelse af, at depressionen var en sygdom. Der er sket et skift i informantens syn på depressionen. Dette kunne indikere, at det før var et tabu for hende og at dette skiftede efter hun lærte, at depressionen faktisk var en folkesygdom. Tabu-repertoiret kommer også til udtryk hos informant 2 i følgende uddrag: [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:4] Interviewer:... havde du undersøgt noget om depression eller... snakket med folk? Informant 2: Faktisk ikke rigtigt, fordi i min verden eksisterer depression ikke rigtigt, det sådan en ting som, altså det jo bare noget man skal se at komme over i min verden... fordi det er sådan lidt tag dig sammen, du skal da ikke bare sidde der... Så det var en meget ny oplevelse for mig, kan man sige. Da jeg sad i den situation. Informant 2 snakker her om, hvordan hun tidligere opfattede det at have en depression. Det var ikke noget, der eksisterede i hendes verden. Her kommer det til udtryk, at hun ikke accepterede, at depression var en sygdom, men at det bare var noget, man skulle se at komme over. Endvidere svarer hun ikke rigtig, når intervieweren spørger, om hun havde undersøgt noget om depression eller snakket med folk om det. Det er her lidt svært at tyde, om hun svarer på, at hun ikke har snakket med folk om depression eller at hun ikke har undersøgt noget om depression, eller begge ting. Alligevel giver dette svar samt hendes opfattelse af depression som noget ikke eksisterede i hendes verden en idé om, at depression ikke var noget man i hendes verden talte om. Derimod kan der sidst i uddraget anspores en erkendelse af, at det var en ny oplevelse, da hun selv sad i situationen. Det tyder dermed på, at hendes egen oplevelse af at have en depression ændrede hendes opfattelse af, hvad det vil sige at have en depression, fordi hun selv oplevede at sidde i en situation, hvor hun ikke bare kunne tage sig sammen og komme i gang. [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:3] Interviewer: Det virkede som om, at du (...) i starten havde svært ved at acceptere, at der var noget galt med dig. Hvorfor tror du det var? Informant 2: Jeg har altid haft svært ved at, at indrømme overfor mig selv, hvis der var noget galt (...) mere psykiske ting, det har jeg altid haft meget svært ved. Men det kommer måske (...) derhjemme fra, for min mor har det også sådan, og det har min far også. Jeg er vokset op i et hjem, hvor man (...) nødvendigvis ikke har talt om sådan noget, fordi det er jo at indrømme, at man er svag (...). 16 af 35

17 Projekt i kommunikation på RUC Det lader til, at Informant 2 opfatter opvæksten som medvirkende til, at hun havde svært ved at acceptere og indrømme overfor sig selv at hun havde en depression. Hun trækker dermed på taburepertoiret, og henviser til sine forældre, da hun mener, at begge ligesom hende har svært ved at acceptere, hvis de fejler noget psykisk. Hun har dermed en forståelse af, at hendes tabu omkring at indrømme, at man er svag er affødt af forældrene. Vi vil nu kigge nærmere på følgende uddrag fra interviewet med informant 3: [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:2] Suppleant: Hvad med dine venner og familie, hvad sagde de til det? Informant 3: Jo, men de havde jo gættet det. Men jeg ville jo ikke høre dengang. (...) Efter lægen sagde til så ville jeg godt høre efter. Interviewer: Men før der ville du ikke høre noget om depression overhovedet? Informant 3: Nej Interviewer: Hvorfor tror du det var? Informant 3: Jeg er jo mand. Hahaha ej jeg ved det ikke (...). Suppleant: Men føler du, at fordi du er mand, så er det mere tabu at være deprimeret? Informant 3: Næ. Altså vi er vel forskellige individer jo. Det er jo op til hver person, hvad man føler, der er vel også kvinder, der ikke gider at snakke om det. Informant 3 udtrykker, at det først var efter at lægen fortalte, at han havde en depression, at han ville høre efter, hvad familien og vennerne allerede havde gættet. Når intervieweren spørger, hvorfor han tror, det var sådan, siger han jeg er jo mand. Her udtrykker han et tabu om, at da han er mand, så kunne han ikke have en depression. Han trækker dog hurtigt udtalelsen tilbage, som var det sagt i sjov, men det tyder alligevel på, at han her trækker på et tabu-repertoire om, at mænd ikke får depression. Det er værd at bemærke, at han som det første nævner sit køn som årsag, selvom det nok er sagt i spøg. Efterfølgende spørger intervieweren direkte ind til, om han føler, at depression er et tabu, fordi han er en mand. Han giver ikke afkald på, at han selv føler sådan, men siger i stedet, at det er op til den enkelte, hvordan man føler, og at der vel også er kvinder, der ikke gider at snakke om det. Ifølge Svendsen er depression et større tabu hos mænd end hos kvinder. Ifølge hende reagerer mænd og kvinder forskelligt, og det kommer blandt andet til udtryk ved, at mænd med depression kommer meget senere til lægen end kvinder (bilag 5:5f). Ifølge Garde er der også mange flere mænd end kvinder, der går rundt med en uopdaget depression (bilag 7:3). Som hun siger, har kvinder en helt anden indstilling til helbred. Det må man godt fortælle om. Det er jo et meget 17 af 35

18 Projekt i kommunikation på RUC almindeligt emne pigerne imellem, at snakke om hvordan de har det (bilag 7:2). Hun mener dermed, at kvinder har lettere ved at tale om et emne som depression, end mænd har. Informant 1 beskriver, hvordan depression for hende var et tabu i og med at hun også har hørt andre sige dette. Dette ændrede sig først efter hun selv har accepteret og lært om depression. I starten accepterede Informant 2 heller ikke depression som en sygdom, men forbandt det med svaghed. Det var noget man selv skulle overkomme, og i hendes verden var det ikke noget man talte om. Først da hun havde mærket depressionen på egen krop gik det op for hende, hvad det faktisk handlede om. Informant 3 udtrykker, at depression for ham er et tabu i dét, at han er en mand. Dette bekræftes af eksperterne da de mener at depression er lettere at tale om for kvinder end for mænd. På trods af dette tyder interviewene med de to kvindelige informanter på, at det også er et emne, der er tabubelagt for dem at tale om. 4.5 Tillid Vi vil i dette afsnit behandle det interpretative repertoire, der har med tillid at gøre både i form af tillid og mistillid. Vi starter med Informant 1. Hun fortæller, at hun blev indlagt i to uger, efter at hun for en periode blev lam i benene grundet stress og depression (bilag 1:1). Hun fortæller, hvordan der indledningsvist blev skabt en mistillid mod hospitalet fra hendes side: [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:3] Informant 1: Hospitalet troede ikke på, at jeg havde lamme ben. Sygeplejerskerne gik og bagtalte mig ude på gangen, så jeg var ikke særlig samarbejdsvillig på det tidspunkt. Mistilliden bestod i at hun blev bagtalt af sygeplejerskerne. Det hjalp ikke på hendes samarbejdsvilje overfor lægerne og psykologerne at hun følte de ikke tog hende alvorligt. Informanten talte desuden med seks forskellige psykologer, som hun ikke følte hun kunne kommunikere ordentligt med (bilag 1:1), og hun fortsætter med at sige: [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:3] Informant 1: Og når der så kommer en flok kloge mennesker ind og tror, at de kender mig, så bliver man bare mega irriteret, og man har ikke lyst til at åbne sig op. Det gjorde de her psykologer, og den måde de var på... de behandlede mig som noget, der bare skulle overstås 18 af 35

19 Projekt i kommunikation på RUC Informantens mistillid kommer yderligere til syne her, idet at hun filer at disse fremmede mennesker kommer ind og snakker med hende, som om de kender hende, hvorefter hun lukker af for dem. Derudover siger informanten, at psykologerne behandlede hende som noget, der bare skulle overstås. Ordvalget tyder på, at hun filte sig behandlet som et objekt, der blot skulle analyseres. Hendes firste mide med sundhedsvæsenet var mindre heldigt, men herefter får hun en psykiater ved navn Rasmus (Bilag 1:1). Efterhånden som hendes forlib med ham bevæger sig fremad får hun tillid til ham, men det tog to-tre måneder fir hun åbnede sig for ham (bilag 1:2). Det firste mide med Rasmus havde dog stor indvirkning på tilliden i deres videre forlib: [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:3] Informant 1: Men ham her Rasmus han kom ind og satte han sig bare ved min seng kan jeg huske og det første han spurgte mig om det var hvordan har du det [Informant 1]? så sagde jeg bare Jeg har det ad helvedes til! og så begyndte han... man kunne høre han ikke sad og remsede op fra et papir... at snakke med mig om forskellige ting, om hvad JEG godt kunne tænke mig der skulle ske nu i stedet for nu gør vi sådan og sådan og du skal igennem det og det. Sådan i mit tempo og (i forhold til) hvordan jeg lige havde det på det tidspunkt, ik. Det kan ses i dette uddrag at Informant 1 mente at Rasmus havde en helt anden indgangsvinkel overfor hende end de tidligere psykologer. Dette understreges ved at hun siger: Men så ham her Rasmus han kom ind (...). Sætningen henviser til, at han gjorde noget anderledes og det, at han satte sig på sengen var for hende noget usædvanligt. Udover dette fortæller Informanten, at Rasmus kom ind og satte sig, mens de andre bare kom ind og krydsede af på en liste (bilag 1:2f). Allerede her virker det som om, at der var en anden og positiv filelse af tillid til Rasmus. Denne tillid virker til at forstærkes igennem, at han spurgte Hvordan har du det [Informant 1]. Dette skabte et mere indgående forhold mellem Informant 1 og Rasmus. Informanten siger også i dette uddrag, at de snakkede: om hvad JEG godt kunne tænke mig der skulle ske. Her sker der fra informantens synspunkt en klar forandring i, at Rasmus spirger til, hvad hun gerne vil have. Rasmus bevæger sig langsomt tættere ind på informantens problemer, ved at bruge et mere inkluderende ordvalg. Han tager hensyn til hendes situation ved at sige, at de skal tage det i et tempo, som hun har det godt med. Hensynet til Informant 1s situation ses yderligere i det næste uddrag: [Uddrag af interview informant 1, bilag 1:4] Informant 1: Da han så prøvede at overbevise mig om, at de her piller, de ville gøre god gavn, så tænkte jeg bare(...). Det var jo det der skræmte mig helt vildt. Men han sagde [Informant 1], hvis du gerne vil havde det 19 af 35

20 Projekt i kommunikation på RUC bedre, så bliver du nødt til at tage de her piller. Så sagde jeg ja men altså, hvordan kommer jeg ud af dem igen?. Det skal du slet ikke tænke på, det skal jeg nok hjælpe dig med sagde han. Og vi tog det stille og roligt. Da Informant 1 udtrykker bekymring om afhængighed af pillerne over for Rasmus, tager han medansvar og mindsker hendes bekymringer ved at forsikre hende om, at han vil hjælpe hende. Afslutningsvis siger hun, at de derefter tog det stille og roligt, hvilket igen indikerer, at begivenhedsforløbet skete i et tempo som hun var tryg ved. Dette viser processen, der hos Informant 1, vendte mistillid over for psykologerne i det tidligste behandlingsforløb, til tillid over for psykiateren Rasmus. Informant 3s mistillid overfor sundhedsvæsenet startede anderledes. Det startede som en meget stor tillid overfor lægens autoritet, som han selv sagde: [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:5] Informant 3: Ja for der sidder en eller anden autoritær personer og siger det er det. Og han må jo vide det for han har jo forstand på det. Han kunne ligesom godt have sagt noget helt andet til mig og jeg ville have troet på ham, han er jo læge. Haha. Her kan man se en blind tiltro til lægen i og med at informanten siger, at lægen lige så godt kunne have sagt noget helt andet, hvor han ville have troet ham. Dette bekræftes da Informant 3 kalder lægen for en autoritær person, som har den rette baggrund for at sige, hvad der er galt med ham. Der kommer senere et skift i tilliden, ved at informanten stoler på sin egen dømmekraft i spørgsmålet om lægens medicin: [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:3] Suppleant: hvornår stoppede du så på pillerne? Informant 3: det gjorde jeg et halvt år efter tror jeg. Suppleant: var det din egen beslutning, eller? Informant 3: ja det var det jo. Jeg spurgte ikke lægens til råds for jeg stoppede jo. Haha Interviewer: nedtrappede du? Informant 3: næ, jeg stoppede bare. Man skal tro på dem før de virker, tror jeg. Det er ikke noget jeg vil anbefale andre at begynde på i hvert fald. 20 af 35

21 Projekt i kommunikation på RUC Informanten udtrykker her sin mening om piller, ved at sige: Man skal tro på dem før de virker, tror jeg. Han mener med andre ord at pillerne for ham, kun har en placeboeffekt, hvilket kunne tyde på en mistillid over for lægens behandling. En lignende mistillid udtrykker han over for psykiateren, da han ikke føler, at samtaleterapien hjalp på hans depression (Bilag 3:3). Informanten siger i denne del, at han har tillid til sig selv, og at han kan tage kontrol over sit eget liv. Mistilliden over for lægens medicinske kunnen findes her, da informanten stopper med at tage pillerne, uden at spørge om lægens mening om dette. Informant 3 har udtrykt en tillid til at det lægen siger er sandt. Dog giver informanten samtidig indtrykket af, at hvis han ikke føler, at det lægen gør virker, så forvandler denne tillid sig til mistillid, og Informanten tager sagen i egen hånd. Informant 3 mener at lægen kan være et godt sted at søge hjælp, men at man ikke skal regne med at lægen har alle svarene (bilag 3:7). Informant 2 valgte selv at kontakte lægen efter en periode, hvor hun havde haft det dårligt. Forløbet kan ses i det følgende uddrag: [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:4] Informant 2: Ja det var der det virkelig gik op for mig at der var noget galt, og jeg var nødt til at få gjort noget ved det, fordi det var ikke holdbart for mig selv. Jeg fik ikke gjort de ting jeg skulle og jeg ja havde ikke styr på noget som helst. Interviewer: Også var du hos lægen og fik af vide at at du have en (...) Informant 2: Ja så fik jeg, de har jo de der tests de laver, hvor de stiller nogle spørgsmål, også finder de ud af hvor, hvor svær en grad man er deprimeret og sådan nogle ting, også var jeg nede og jeg snakkede med min læge om det, også kunne hun godt se at jeg havde brug for nogen at snakke med, og for at komme ud af det og sådan nogle ting, og så gav hun mig den her henvisning til psykologen. Mødet med lægen virkede på informanten til at være professionelt, da hun blev udsat for en række test for at se, i hvor svær en grad hun var deprimeret. I starten af uddraget omtaler informanten depressionen som noget, hun ville kunne afskrive. Derefter sker et skift i måden hun tiltaler problemet på: hun bruger ordet deprimeret da hun beskriver testene og hun ender med at acceptere at hun har en depression, hvorefter hun tager til psykolog. Tilliden overfor lægen vises her ved, at informanten overtales til at gå videre med et behandlingsforløb for en sygdom, hun tidligere ikke anerkendte. Tilliden bekræftes på en anden måde: 21 af 35

22 Projekt i kommunikation på RUC [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:5] Interviewer: (...) Da du nu var oppe til lægen, fik du så noget information udleveret omkring depression eller...? Informant 2: Det fik jeg faktisk ikke på noget tidspunkt, fordi hun mente at det var bedst, at jeg snakkede med psykologen om det, fordi at at hun var ikke sådan helt så meget inde i det, som hun gerne selvfølgelig ville være, men så hun mente at det var bedst, bedre at jeg gik til en der rent faktisk vidste noget om det, i stedet for at hun begyndte på at gøre et eller andet, som måske ikke ville virke alligevel. I uddraget får man indtryk af, at informanten anser dette møde med lægen for at være professionelt i forhold til hendes situation. Lægen giver hende ikke nogen information om depression, og henviser igen videre til en med mere viden om emnet. Informanten virker her til at være glad for at lægen ikke udtaler sig om ting, som hun måske ikke har forstand på. Indrømmelsen lægen kommer med, er med til at skabe tillid fra Informantens side, fordi at hun tager hensyn til patienten, og ikke udtaler sig om ting hun ikke har viden om. Indtil videre har interviewene vist, at det første møde med sundhedsvæsenet er meget vigtigt for patientens tillid til lægerne, psykologerne og psykiaterne. Ifølge Garde er en helt central ting, når man behandler depression, at man viser sin interesse og spørger ind til, hvordan personen har det (Bilag 7:1). Som vi i dette afsnit har været inde på, er det netop dette, eller manglen på samme, som har været afgørende for, om informanterne havde tillid til de mennesker, der behandlede dem. Der lader dermed til, at være en generel tendens blandt de tre informanter omkring, at tilliden til de læger, psykiatere og psykologer, der behandlede dem er afgørende for, om de vil tage imod behandlingen. Tilliden er ikke kun et spørgsmål om, at behandleren udviser interesse og medansvar, men også om at informanterne har fornemmelse for, at behandleren har forstand på det, han eller hun taler om. 4.6 Produktrelateret I slutningen af interviewene med informanterne inddrog vi pjecen (bilag 9). Formålet med dette var, at finde ud af, hvad informanterne havde brug for, og hvordan man bedst muligt kunne kommunikere med dem, da de havde en depression. Vi har fundet nogle emner, der går igen hos de respektive informanter som noget de alle mere eller mindre lagde vægt på, i deres daværende situation. 22 af 35

23 Projekt i kommunikation på RUC Ordvalg Informanterne er enige om, at ordvalget nedtrykt har en positiv effekt, da de alle kunne identificere sig med denne følelse: [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:7] Informant 2: Jo, altså den er da meget dækkende for folk med depressioner vil jeg sige. føler du dig ofte nedtrykt. Ja... altså det gør man jo... det gjorde jeg i hvert fald meget da jeg var deprimeret, så på den måde så taler den da i hvert fald til sådan, som jeg havde det, kan man sige. (...) Som det ses i uddraget med Informant 2, føler hun, at overskriften på folderen Føler du dig ofte nedtrykt? passer godt til det, hun følte under sin depression. Da hun tænker over spørgsmålet svarer hun ja. Altså det gør man jo, hvor hun sidestiller sig selv med andre mennesker, der har en depression. Hun beskriver desuden, hvordan overskriften er dækkende for folk med depressioner, hvilket er en generalisering fra hendes side om, at der er en lighed mellem, hvordan alle med depressioner føler sig. Informant 1 har et lidt mere kritisk syn på ordvalget, men identificerer sig også med ordet nedtrykt : [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:7] Interviewer: Hvad tænker du om sådan et ord som nedtrykt for eksempel? Informant 1: det er ikke så nedladende som at der kunne have stået... ja der kunne have stået så meget andet. (...)så havde jeg haft mere lyst til at læse den, hvis der stod nedtrykt, end hvis der stod deprimeret. For det var jeg jo, og på det tidspunkt havde jeg svært ved at erkende, at jeg var deprimeret. Informanten tænker straks, at der i stedet kunne have stået deprimeret, hvorefter hun giver udtryk for at nedtrykt er et mindre nedladende ord. I og med at hun selv havde svært ved at erkende sin depression, ville hun altså have haft mindre lyst til at læse pjecen, hvis der havde stået deprimeret. Samtidig giver hun udtryk for, at hun på daværende tidspunkt godt var klar over, at hun var nedtrykt, og at det derfor også ville være mere sandsynligt, at hun ville læse pjecen, hvis der stod Føler du dig ofte nedtrykt? på forsiden. På samme måde kæder informant 3 sin lyst til at læse pjecen sammen med sin manglende erkendelse af depressionen: 23 af 35

24 Projekt i kommunikation på RUC [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:4] Suppleant: Tror du også du ville have taget den inden du havde været hos læge og fået diagnosen? Informant 3: Nej. Ikke... jo, ja, jo nu står der føler du dig ofte nedtrykt. Det kan egentlig godt være. Men hvis der havde stået føler du dig deprimeret så havde jeg nok ikke taget den. For så havde det henvendt sig til en eller anden der var syg, og det følte man jo ikke man var. Informant 3 svarer prompte nej da han bliver spurgt om han ville have læst pjecen inden diagnosen, men da han tænker over ordvalget bløder han op og overvejer, at han eventuelt kunne have gjort det, nu hvor ordet deprimeret ikke indgik i sætningen. Og han nævner på samme måde som informant 1, hvordan han ikke ville have læst pjecen hvis der stod Føler du dig deprimeret? da han ligeledes havde svært ved at erkende sin depression. Ifølge begge vores eksperter er det vigtigt at overveje ordene i pjecen. Garde har den holdning at vi, som hun siger: (...) gør en god gerning, når vi vælger at bruge ordet nedtrykt. Dette mener hun, da hun anser følelsen nedtrykt som en meget genkendelig og dækkende følelse, for en deprimeret (Bilag 7:3). Dog har Svendsen et mere kritisk synspunkt, da hun gerne vil gøre opmærksom på at: det er (...) vigtigt at skelne imellem, der er altså forskel på at være nedtrykt og ked af det, på grund af et eller andet, og så have en depression. (Bilag 5:4). Svendsen vil gerne have pointeret at forskellen på, at føle sig nedtrykt eller at være ked af det, er anderledes end at være deprimeret. Hvis man så sætter denne forskel til side, så er de begge enige i, at det ikke ville være hensigtsmæssigt, at benytte ordet deprimeret i en pjece som denne Køn i forhold til identifikation med produktet Et andet vigtigt aspekt er, i hvor høj grad informanterne har lagt vægt på modellens køn på forsiden af pjecen. Vi havde på baggrund af ekspertinterviews en forestilling om, at det spillede en væsentlig rolle, da depression ifølge Svendsen bliver opfattet som en sygdom, der rammer flere kvinder, i og med det er tabubelagt for mænd (bilag 5:5f). Informanterne giver dog flere steder udtryk for, at kønnet på forsiden ikke har nogen videre betydning for dem: [Uddrag af interview med informant 3, bilag 3:5] Interviewer: Men tænker du, der er en forskel, hvis motivet er en mand eller kvinde? Informant 3: Overhovedet ikke. Suppleant: Du ville tage pjecen lige meget, om det var en kvinde, der sad foran? 24 af 35

25 Projekt i kommunikation på RUC Informant 3: Ja for det er jo et individ. Man kan se at individet er bekymret eller det tænker sig langt væk ikke. Interviewer: Det er sindstilstanden der betyder noget? Informant 3: Ja det er udtrykket i personens ansigt ikke... Informant 3 tillægger her sindstilstanden i billedet al betydning og understreger, at det for ham ikke gør nogen forskel, hvorvidt det er en mand eller kvinde, der vises på forsiden. Han lægger vægt på, at forsidebilledet repræsenterer et individ, der har et specifikt ansigtsudtryk og tanker, som han forbinder med depression. Da Informant 2 bliver spurgt ind til det samme emne, findes der en interessant variation i hendes udsagn: [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:9] Suppleant: Hvad med det forhold, at det er en mand? Altså, hvis det var en mand, der var på forsiden i stedet for en kvinde? Informant 2: Altså man... det er jo bare mig måske, der laver fordomme... men damer er som regel mere sårbare end mænd (...) det ville nu ikke gøre den store forskel for mig, ville jeg sige, om det var en mand eller dame på forside. Det ville det måske gøre for andre, men jeg synes, det her det er et virkelig beskrivende billede af en sindstilstand i hvert fald, man kan være i. Hun lægger ud med at bekræfte, at hun har en fordom omkring at kvinder er mere sårbare, da hun taler om, hvorvidt det originale billede med kvinden frem for et billede af en mand er bedre. Men straks herefter lægger hun vægt på, at det ikke ville gøre nogen forskel for hende. Samtidig pointerer hun, hvordan hun tror, at andre mennesker kunne reagere på forskellen. Hun taler altså ud fra to repertoirer på samme tid: et hvor hun siger, at kønnet ikke gør nogen forskel for hende, og et hvor hun projekterer de problemer hun nu kunne forbinde med forskellen over på andre, hvilket Phillips og Jørgensens beskriver som en tabuisering: nogle talerutiner gør visse temaer mulige og tabuiserer andre, således at ytringer ikke bare udtrykker noget, men også kan bidrage til at fortrænge. Tabuisering af visse emner får taleren til at vælge blandt forskellige tilgængelige diskurser og investere i én diskurs frem for i andre. (Phillips og Jørgensen 1999:119). I det efterfølgende uddrag investerer informanten kun i og taler ud fra det første repertoire hun brugte: 25 af 35

26 Projekt i kommunikation på RUC [Uddrag af interview med informant 2, bilag 2:10] Suppleant: Så det ville være sindstilstande du så, og ikke kønnet? Informant 2: Ja ja, helt sikkert, det ville være det jeg kiggede efter. Kønnet det ville være ligegyldigt for mig kan man sige, fordi det ville jo bare være... det ville jo bare kunne vise, at både mænd og kvinder kunne have det sådan. At det ville være alle der kunne komme ud for det, ikke kun en selv. Eftersom informanten fortsætter med at forklare, hvordan kønnet ikke har nogen betydning for hende kan man antage, at det er dette kønsligegyldige repertoire, hun her er mest investeret i. På samme måde som Informant 2 taler om kvindelig svaghed, så indleder Informant 1 med at fortælle, hvordan hun før depressionen havde en fordom om, at flere kvinder end mænd blev deprimerede: [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:10] Suppleant: Hvad med det der med, at det er en pige på forsiden i stedet for, hvis det var en mand? Informant 1: Øhm... ja det er et godt spørgsmål. Altså umiddelbart, hvis i spurgte mig, før jeg fik en depression. om det var flest kvinder eller flest mænd som fik en depression, så ville jeg helt klart sige, at det var flest kvinder. Men det var før jeg faktisk kendte til, hvor mange mænd der også har en depression. Så det gør mig ikke noget, at det er en kvinde, der er på, for jeg tænker, at det kunne ligeså godt have været en mand. Og jeg tænker ikke, at det kun er kvinder, i hvert fald ikke hos mig, det kunne ligeså godt have været en mand for mig. Da hun derefter svarer Så det gør mig ikke noget at det er en kvinde der er på for jeg tænker at det kunne ligeså godt have været en mand., svarer hun ud fra, hvordan hendes situation er i dag og ud fra det faktum at hun under sin depression lærte at mange mænd også bliver diagnosticeret med depression. Med det taget i betragtning, kan man udlede, at hun altså ville have fokuseret på spørgsmålet om køn, da hun selv var i et tidligt stadie af hendes depression. Garde mener at forsidebilledet ville være bedre, hvis det var en mand der sad på forsiden, da hun har en klar holdning om, at mænd er sværere at nå med budskabet. Hun mener ikke at et billede af en mand kunne appellere til kvinder da: (...) kvinder har en helt anden indstilling til helbred. Det må man godt fortælle om. Det er jo et meget almindeligt emne pigerne imellem, at snakke om hvordan de har det. (Bilag 7:2). Det er mere almindeligt, at kvinder taler om depression, så hvis billedet forestillede en nedtrykt mand, ville billedet ifølge Garde stadig appellere til kvinderne. Svendsen har en anden holdning til, hvorfor forsidebilledet skulle være en mand. Det skulle være for at gøre 26 af 35

27 Projekt i kommunikation på RUC op med antagelsen, at depression er en kvindesygdom. Hun mener, at depression også er et problem for mænd, så hun ville gerne undgå at signalere, at det er en kvindesygdom (Bilag 5:5) Fortrolighed Udover de temaer, som har været gennemgående hos alle informanter, har vi fundet et tema som er vigtigt for Informant 1, men som de resterende informanter ikke kommenterer. For Informant 1, var det vigtigt at der i pjecen blev lagt vægt på diskretionen, i form af SINDs tavshedspligt: [Uddrag af interview med informant 1, bilag 1:7] Informant 1: Det første jeg lagde mærke til, det var det her, (blå kasse) hvor der står hurtig hjælp og gratis og tavshedspligt. Fordi det koster jo penge at gå til en psykolog. Min værste frygt på det tidspunkt, det var, at ham psykiateren han ville fortælle alting videre til mine forældre, fordi jeg ikke snakkede med dem på det tidspunkt. Det var svært for mig at blive bevidst om, at han faktisk ikke må sige noget, og at de har tavshedspligt ikke. Hun kommenterer først på ordet gratis og derefter fokuserer hun på, at tavshedspligten for hende var meget vigtig i hendes sygdomsforløb. Informanten var bange for at psykologen, ville fortælle forældrene om hendes problemer og det var derfor vigtigt for hende at få bekræftet, at der var tavshedspligt. Overordnet set findes der en enighed hos både informanterne og hos eksperterne om, at ordet deprimeret ikke er fordelagtigt at bruge i et kommunikationsprodukt rettet mod personer med depression. Grunden til denne holdning hos informanterne er, at de udtaler, at depression er en svær sygdom at anerkende, og man derfor ville afskrække folk ved at bruge dette ord. Ordvalget nedtrykt har hos informanterne en positiv virkning. Dette skyldes, at ordet beskriver den følelse, de havde på det pågældende tidspunkt. Hos eksperterne findes en mindre uenighed omkring ordet: Garde er enig i, at det ville være genkendeligt for de deprimerede. Svendsen mener dog, at ordet nedtrykt ikke er tilstrækkeligt, da det ikke beskriver depression ordentligt. I forhold til personen på forsidens køn, mener eksperterne, at det burde vise en mand. Svendsen mener, at det kunne være med til at fjerne eller mindske signalet om at depression er en kvindesygdom, hvor Karin Garde gerne ville have flere mænd til at identificere sig med det at være nedtrykt. De kvindelige informanter har begge en ide om, at depression er en sygdom, som rammer flest kvinder. 27 af 35

28 Projekt i kommunikation på RUC Informanterne mener dog alle, at sindstilstanden i billedet er det vigtigste, og udtrykker derfor en følelse af ligegyldighed omkring personens køn på forsiden. Endvidere finder Informant 1 det vigtigt at understrege tavshedspligten, da det for hende var vigtigt for at kunne stole på psykiateren. 28 af 35

29 Projekt i kommunikation på RUC Diskussion I dette afsnit vil vi på baggrund af de interpretative repertoirer, vi har analyseret os frem til, diskutere hvilken betydning disse har i planlægningen af og kommunikationen med personer med lettere depression. Vi diskuterer dette i forhold til kommunikationsproduktet. 5.1 Tillid Som vi er kommet frem til i analysen tyder det på, at tillid er et vigtigt aspekt. Produktet kan siges at leve op til dette på nogle områder: Afsenderen SIND bidrager til at skabe denne tillid for informant 2, da hun i forvejen kender SIND, og har et positivt forhold til foreningen. Dette har dog ikke den store betydning for de to andre informanter, da de ikke på forhånd havde noget kendskab til SIND. Det kunne derfor tyde på, at SIND som afsender af produktet kan bidrager til at skabe tillid, men kun hvis modtageren kender foreningen. I forbindelse med tillid kommer det også til udtryk hos informanterne, at måden de bliver tiltalt på er af stor betydning. Det er vigtigt, at de føler, der bliver udvist interesse for deres situation, og det er derfor et vigtigt element at have med i sine overvejelser omkring sprogbrugen i kommunikationen. Et eksempel fra folderen er følgende: (...) du får vendt de problemer, der er vigtige for dig (bilag 9:2). I dette eksempel bliver der talt direkte til modtageren, og til den situation og de problemer denne måtte have. Andre steder i produktet kunne teksten skrives, så den tager bedre hensyn til dette element. Et eksempel er teksten BIND er en forening for personer, der er... (bilag 9:2). Her kunne et ord som personer skiftes ud med ordet dig, så der i stedet kom til at stå BIND er en forening for dig, der er.... Dette kunne være en måde, at udtrykke interessen for den enkelte modtager, for at give et indtryk af, at folderen retter sig mod denne. Vi har også erfaret, at det skaber tillid overfor behandleren, hvis denne tager medansvaret overfor informanternes forløb alvorligt. Vi ser bl.a. dette da Informant 1 nævner, at hendes psykiater, Rasmus, tog det på sig at hjælpe hende med medicinen. Og ligeledes da informant 2 følte, at lægen tog medansvar ved ikke at udtale sig om ting, som personen ikke kendte noget til. Dette medansvar tages med i pjecen, ved direkte at inkludere afsenderen i teksten. Vi skriver fx: Vi står derfor klar til at hjælpe dig videre i livet, hvis du er nedtrykt eller på anden måde føler dig psykisk ustabil. (bilag 9:2) Teksten er her skrevet som om, at afsenderen taler direkte til modtageren. Vi indikerer derudover, at afsenderen er klar til at tage et medansvar for, at modtageren kan komme i bedring. Et andet element som kan være med til at skabe tillid er fortroligheden. Dette kommer ifølge Informant 1 til udtryk, når der i produktet bliver gjort opmærksom på, at der er tavshedspligt (bilag 9:2). Det tyder dermed på, at det var vigtigt for Informant 1, at personen hun talte med ikke 29 af 35

30 Projekt i kommunikation på RUC fortalte ting videre. Dette kan kobles sammen med tabuet omkring depression, da det netop tyder på, at depressionen i starten ikke var noget, som hun talte med andre om, hvilket også er gældende for de to øvrige informanter. 5.2 Fokus på individet Vi ser, at der også er brug for et fokus på individet. Informant 1 understreger dette ved, at det først var hos psykiateren Rasmus, hun følte, at han satte sig ind i hendes situation. Før Rasmus følte hun, at psykologerne behandlede hende som et objekt, og at hendes situation ikke blev taget alvorligt. Dette hænger sammen med tillids-repertoiret. Ønsket om at blive behandlet som et individ, ser vi generelt hos alle vores informanter, hvilket har været afgørende i skabelsen af tilliden overfor lægerne, og derfor også om de i det hele taget ønskede at modtage behandling fra lægerne. Det er også vigtigt at tage højde for, at Garde siger, at mennesker reagerer på individuelle måder, når de lider af en depression (bilag 7:1). Måden vi behandler dette i pjecen er ved at komme med forskellige løsningsforslag. På denne måde forsøger vi at give individerne i målgruppen et valg, de kan tage ud fra deres pågældende situation. Vi adresserer også dette behov for den individuelles situation ved at skrive under gruppesamtaler, at individet: (...) har sammen med de andre deltagere selv indflydelse på, hvad i taler om. (bilag 9:2). Her fortælles det til modtageren, at de selv har indflydelse på og kontrol over, hvad der tales om. I pjecen adresserer vi også den individuelle læser ved at skrive på forsiden føler du dig ofte nedtrykt? (bilag 9:1). Dette understreges desuden på forsidebilledet ved, at der kun sidder én person i private omgivelser. På baggrund af informanternes udsagn har vi fundet ud af, at repertoiret selvhjælp har været vigtigt for dem. De har alle lagt vægt på, at de selv har gjort en indsats for at komme ud af depressionen, og derfor ser vi dette som en vigtig pointe, der kan tages højde for i kommunikationen med andre deprimerede. Man kan lægge vægt på, at de tilbud som SIND har hjælper på en sådan måde, at den deprimerede inkluderes og selv lærer, hvordan vedkommende kan arbejde med sig selv. Vores informanter har alle haft problemer med at anerkende deres depressioner, hvilket vi kan udlede af deres udsagn. Derfor lader det til, at det kan være svært for modtageren at erkende en depression, selvom vedkommende godt er klar over, at han/hun er nedtrykt. Ved at bruge ordet depression kan vi risikere at skræmme modtageren, ved at sætte dem i bås som deprimerede, og dermed underminere deres individualitet. Informanterne har associeret nedtrykt med en følelse de kunne genkende i deres sygdomsforløb, og de har generelt en positiv indstilling til, at der på 30 af 35

31 Projekt i kommunikation på RUC forsiden stod Føler du dig ofte nedtrykt? frem for, hvis der havde stået Føler du dig ofte deprimeret?. På baggrund af dette mener vi, det er hensigtsmæssigt ikke at bruge ordet deprimeret, når man adresserer deprimerede. Dette underbygges samtidig af eksperterne, der mener, at ordet depression er uhensigtsmæssigt at bruge. 5.3 Køn I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt det ville gøre en forskel, hvis en mand var på forsiden i stedet for en kvinde, er der kommet tvetydige svar fra informanterne. Eksperterne er dog enige om at et billede af en mand på forsiden ville være positivt. Informant 1 nævner, at hun før hendes depression, forbandt kvinder med depression. Hun fortæller derefter, hvordan hun gennem forløbet har lært, at mange mænd også lider af depression, og at kønnet derfor er ligegyldigt fra hendes synspunkt. Hendes forforståelse var derfor, at depression var associeret med kvinder, og ud fra dette samt eksperternes holdning mener vi, at det ville have en positiv effekt, hvis en mand blev vist på forsiden. Informant 3 fortæller, hvordan depression var tabubelagt for ham i kraft af, at han er MAND og Informant 2 forbinder kvinder med sårbarhed, hvilket på hver sin måde også taler for, at der er brug for, at depression associeres med mænd. Alle informanterne har dog samtidig udtrykt, at kønnet for dem ikke gør nogen forskel i og med, at det er følelsen i billedet, der er vigtig. I kraft af dette lader det til, at de kvindelige informanter også ville benytte pjecen, hvis en mand var afbilledet på forsiden. Ydermere har vi overvejet, om det ville være nyttigt inde i pjecen, at fortælle om hvor mange mænd der ligeledes rammes af depression, for at oplyse og derved forsøge at nedbryde det tabu, vi ser omkring depression hos mænd. Dog ville vi være opmærksomme på heller ikke her at bruge ordet depression i pjecen, da det som før nævnt kunne have en negativ effekt. 5.4 Et tabu for både mænd og kvinder? I analysen peger vi på, at depressionen var et tabu for alle informanterne. Men er det sværere for mænd at tale om depression, end det er for kvinder? Informanterne udtrykker som nævnt nogle fordomme om, at flest kvinder har depression, at kvinder er mere sårbare og at man som mand ikke må være deprimeret. Disse udtalelser peger mod, at det er et større tabu for mænd at være deprimeret end det er for kvinder, hvilket som nævnt også er Svendsens opfattelse. På trods af dette kommer det stærkt til udtryk hos både de kvindelige og den mandlige informant, at depressionen var svær at acceptere og tale om. For den mandlige informants vedkommende kan dette begrundes med, at han er en mand, og at tabuet om at mænd ikke bliver deprimerede påvirker ham. Dette gør 31 af 35

32 Projekt i kommunikation på RUC sig givetvis ikke gældende for de kvindelige informanter, som alligevel har haft svært ved at tale om depressionen. Det kunne derfor tyde på, at der også er andre grunde til, at depressionen var et tabu for informanterne. Som tidligere nævnt lader det generelt til, at informanterne ikke ville erkende, at de havde en sygdom, og derfor også havde svært ved at tale om depressionen. Det tyder dermed på, at der for alle informanternes vedkommende var et tabu om, at de ikke ønskede at blive sat i bås som en syg person. Dette er altså gældende uanset, om der er tale om de kvindelige eller den mandlige informant. 6. Konklusion Vi har i dette projekt identificeret en række forskellige repertoirer, som de tre informanter trækker på, når de taler om depression. Disse er selvhjælp, erkendelse af depressionen, tabu og tillid. Ud fra selvhjælp-repertoiret udtrykker informanterne, hvordan de selv har bidraget til, at de kom ud af depressionen. Når de taler ud fra erkendelse af depression kommer det til udtryk, hvor svært de havde ved at erkende, at de havde en sygdom, og at en diagnose fra en læge eller psykiater hjalp på denne erkendelse. Gennem tabu-repertoiret udtrykker informanterne på hver deres måde, hvordan tabuet omkring depression bevirkede, at det tog dem lang tid at acceptere depressionen. Det sidste repertoire, Tillids-repertoiret, bruges til at udtrykke, hvordan tilliden eller mistilliden til de læger, psykologer og psykiatere, der behandlede informanterne, var afgørende for, hvor villige de var til at tage imod behandling. De forskellige repertoirer giver os en ide om, hvad der er vigtigt at have for øje, når man kommunikerer med folk, der har en depression. Det lader til at være vigtigt at skabe tillid, og dette kan tilsigtes ved at tiltale informanterne på en måde, så de føler, der bliver udvist interesse for deres situation. Dette hænger også sammen med, at de gerne vil behandles som individer, og ikke som et objekt. Derudover kan tillid skabes ved at udtrykke et medansvar i kommunikationen og ved at tydeliggøre fortroligheden, da det tyder på, at det er vigtigt at understrege behandlerens tavshedspligt. Det er samtidig vigtigt, at inkludere den deprimerede eftersom informanterne lægger vægt på, at de selv arbejdede for at komme ud af depressionen. Eksperterne og informanterne mener ikke det er en god idé at bruge ordet depression i kommunikationen. Det tog lang tid før informanterne accepterede, at de havde en depression, og et 32 af 35

33 Projekt i kommunikation på RUC andet ord såsom nedtrykt synes at have en bedre effekt, da det ikke på samme måde virker afskrækkende. Det vil være fordelagtigt at have en mand på forsiden, da det tyder på, at der er en fælles fordom om, at flere kvinder end mænd får en depression. Derfor er det vigtigt at vise, at mænd også rammes af depressioner, og det tyder endvidere på, at et billede af en mand appellerer lige så godt til de kvindelige informanter, som et billede af en kvinde. Generelt tyder det på, at depression er et tabu for både mænd og kvinder, da informanterne ikke vil sættes i bås som en syg person, hvilket tyder på, at man skal undlade at omtale deprimerede som syge, når man kommunikerer med dem. Undersøgelsen viser nogle forskellige aspekter man skal være opmærksom på for at tilrettelægge en bedre kommunikation, med formålet at oplyse og hjælpe depressive mennesker. 33 af 35

34 Projekt i kommunikation på RUC Litteraturliste 7.1 Bøger: Bryman, Alan 2012: Social research methods, Oxford University Press, 4. udgave, 2012 Jensen, Klaus Bruhn 2012: The qualitative research process. Jensen, Klaus Bruhn (red.): A handbook of media and communication research. Qualitative and Quantitative methodologies. 2. udgave. Routledge. Pedersen, Kirsten B. 2012: Socialkonstruktivisme i Juul, Søren og Pedersen, Kirsten B. (red.) Samfundsvidenskabernes videnskabsteori - en indføring, Hans Reitzels Forlag 1. udgave, 1. oplag Kristensen, C.J. 2012: Interview med enkeltpersoner i Fuglsang, L. et al. (red.) Teknikker i samfundsvidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag, 1. udgave, 4. oplag, 2012 Kvale, Steinar og Brinkmann, Svend 2008: Interview - Introduktion til et håndværk. 2. udgave. Hans Reitzels forlag 2009 Phillips, Louise og Jørgensen, Marianne Winther 1999: Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag, 1.udgave, 7.oplag Websider: Internetkilde 1: Depressionsforeningen.dk, lokaliseret d på hjemmesiden: Internetkilde 2: Kvindernesblaabog.dk, lokaliseret d på hjemmesiden: Internetkilde 3: Lap.dk, lokaliseret d på hjemmesiden: Internetkilde 4: Politiken.dk, lokaliseret d på hjemmesiden: Internetkilde 5: Sind.dk, lokaliseret d på hjemmesiden: 34 af 35

35 Projekt i kommunikation på RUC Bilag 1. Transskriberet interview med informant 1 2. Transskriberet interview med informant 2 3. Transskriberet interview med informant 3 4. Interviewguide til interviews med informanter 5. Delvist transskriberet interview med Ingelise Svendsen 6. Interviewguide til interview med Ingelise Svendsen 7. Delvist transskriberet interview med Karin Garde 8. Interviewguide til interview med Karin Garde 9. Produktet 10. Kommunikationsplan for produktet 35 af 35

36 Bilag 1: Interview med Informant 1 Interviewer: Kan jeg få dig til at fortælle lidt om dig selv? Navn, alder Informant 1: jeg hedder Kristina og jeg er 23.. altså sådan noget med? Interviewer: ja og hvornår du havde en depression? Informant 1: Jamen det havde jeg i år Og skal jeg bare fortælle om hvordan den startede? Interviewer: Ja bare fortæl lidt om det. Informant 1: det startede i år 2011 med at jeg arbejdede som privat børnepasser, som jeg også gør nu. Og så havde jeg i en længere periode før det haft mega meget stres og der var sket meget i min hverdag og sådan noget. Og så kom jeg hjem fra arbejde og skulle i seng. Så satte jeg mig på en barstol ( ) og lige pludselig så siger mine ben bare cut. Og så bliver jeg bare lam herfra (maven) og nedefter og falder faktisk ned fra barstolen, ned på gulvet og er væk i sådan ti minutter. Og så vågner jeg op og sidder med min telefon ( ) og jeg prøvede at råbe fordi jeg boede hos en familie i Ishøj landsby hvor jeg havde lejet et værelse på første salen. Så råber jeg til dem, eller så ringer jeg og siger de skal komme op og så kommer ambulancen og alt muligt. Så bliver jeg indlagt på hospitalet i to uger, hvor de prøver at finde ud af hvad der er galt og jeg snakker med seks psykologer eller sådan noget. Hvor den første jeg snakkede med min mor arbejde som børnesygeplejerske på Glostrup og det var nemlig en hun kendte og man må ikke snakke med en som ens forældre kender. Så jeg kom igennem rigtig mange for der var mange som jeg heller ikke kunne kommunikere ordenligt med og jeg følte de var sådan lidt ligeglade med mig. Men så fik jeg så ham her Rasmus som er psykiater og så begynder vi ellers bare mit behandlingsforløb inde på Glostrup. Jeg kommer til en masse tests på grund af det med mine ben og jeg er stadigvæk lam og sådan noget og lige så stille begynder jeg at få følelsen tilbage i mine ben og da jeg så er klar nok til at komme op og gå og alt det der så bliver jeg udskrevet og bliver tilknyttet et ambulant forløb på Glostrup psykiatrisk afdeling og det går jeg til i et halvt år ca. Så bliver jeg sygemeldt og jeg går hjemme fra mit arbejde og så en dag sidder jeg derhjemme og så fik jeg bare en hjerneblødning spørg mig ikke helt hvad der sker, men hjerne den gik bare i sort. Så gik jeg i bad og så ( ) jeg var fuldstændigt nede i kælderen og så gik jeg ud, hos den familie jeg boede hos og så tømte jeg hele deres pilleskab. Der var både hjertepiller og deres datters (ritalin) og alle mulige piller og mit eget medicin. Så gik jeg ovenpå til mig selv og fandt en vodkaflaske frem og sad jeg og skar lidt i mig selv og så bællede jeg det hele. Så gik der ti minutter. Jeg nåede lige at få skrevet til min veninde at hun skulle hjælpe mig. Jeg skrev lige en sms hjælp mig og så går jeg i sort. (00:03:33) Interviewer: okay Informant 1: og så kan jeg faktisk ikke huske andet end at ham der bor der hun (veninden) går jo fuldstændig i panik for hun kan ikke få fat i mig for der er jeg gået død og hun ringer til dem der bor der. Og det var uheldigt for det var hende, der bor ders første arbejdsdag på hendes nye arbejde, så hun kunne ikke komme hjem. ( ) Men manden kommer så hjem og finder mig oppe på mit køkken 1

37 ovenpå på førstesalen. Jeg kan huske at jeg bare lige hurtigt kigger og så er han der og så går jeg helt i sort og kan ikke huske noget før jeg vågner ude på hospitalet. Men det jeg bare ved det er at jeg har fået hjertestop to gange på vej i ambulancen og så vågner jeg op med respirator og mine forældre sidder ved min side. Det første jeg få at vide af lægerne det er vil du begå selvmord igen? Vil du begå selvmord igen? og jeg liger der, har lige åbnet øjnene og aner ikke hvad der er op og ned. (00:04:23) Interviewer: men det her det er et halvt år efter du faldt ned af stolen? Informant 1: Ja sådan ca. Jeg kan ikke huske præcis dato men det er (00:04:30) Interviewer: Men hvornår fandt du ud af at du havde en depression? Informant 1: Men det konkluderede de jo der, psykiateren med mine ben. Han sagde jeg havde en personlighedsforstyrrelse en snert af borderline. Og så var det jo at jeg kom på det forløb der. Jeg havde rigtig svært ved at fortælle om det i starten, om hvordan jeg havde det til ham psykiateren. Det tog mig 2 3 måneder at ligesom åbne op for mig selv og skulle fortælle ham psykiateren om min historie og det hele. Og det hele bunder jo i at der er sket en masse ting i min barndom så har gjort at jeg er blevet til den jeg er i dag. Og det var jo alle de ting der kom op, og det er jo svært at fortælle om sådan nogle ting når man har det svært. Og mine forældre de har jo ( ) i forløbet tog de det ikke så pænt. Jeg blev faktisk uvenner med mine forældre imens jeg lå med lamme ben på hospitalet. Og jeg ser dem faktisk ikke før jeg vågner der efter jeg har prøvet at tage mit eget liv. Så konkluderede han bare at jeg havde de her symptomer og jeg fik stillet den her diagnose. Jeg skulle sove to timer før jeg skulle til den her samtale for ellers følte jeg mig ikke ordenlig rask og når jeg havde været til den samtale der varede omkring en times tid, så gik jeg direkte hjem på hovedet i seng igen, for det tog så meget på mine kræfter den samtale med ham psykiateren. (00:05:57) Interviewer: accepterede du så at han sagde du havde en depression? Informant 1: ikke til at starte med for i starten der synes jeg ikke selv jeg var syg. Det tog mig lang tid at acceptere fordi der er mange som synes at en depression er et tabu. Og han blev ved med at sige at depression er faktisk en folkesygdom. Det syntes jeg bare ikke og jeg syntes ikke det var okay at han skulle sidde og dømme mig på den måde, så derfor var det svært at erkende for mig selv at jeg faktisk var syg og at jeg skulle på de her skide piller, som jeg bare ikke ville på! Jeg røg jo også frem og tilbage med de her piller, hvad for nogle jeg skulle have og hvad for nogle der var bedst. Jeg fik både svedeture og ondt i hovedet og alt muligt. Indtil de piller faktisk begyndte at hjælpe og jeg faktisk begyndte at åbne op for mig selv overfor ham psykiateren, hvad jeg faktisk havde på hjerte. (00:06.46) Interviewer: du sagde du snakkede med en række forskellige psykologer? Informant 1: Ja. Interviewer: der må have været nogen som var bedre til at snakke med dig end andre? Informant 1: Ja. Interviewer: du nævnte selv ham (Rasmus), men hvad gjorde han anderledes end de andre tænker 2

38 du? Informant 1: Altså de andre de kom bare en med en seddel og så remsede de bare op hvad der stod på det papir der. Og når man ligger der og har lamme ben så er man ikke særlig samarbejdsvillig, det var jeg i hvert fald ikke. Og så begyndte de at tale om alle de her ting for mig var det tonen i deres måde at tale til mig på som virkede sådan for det første så lå jeg på neurologisk afdeling eller hvad den nu hed, hvor de næsten kun var ældre mennesker der lå. Hospitalet troede ikke på at jeg havde lamme ben. Sygeplejerskerne gik og bagtalte mig ude på gangen, så jeg var ikke særlig samarbejdsvillig på det tidspunkt. Og når der så kommer en flok kloge mennesker ind og tror at de kender mig, så bliver man bare mega irriteret og man har ikke lyst til at åbne sig op. Det gjorde de har psykologer og den måde de var på de behandlede mig som noget der bare skulle overstås. Men ham her Rasmus han kom ind og satte han sig bare ved min seng kan jeg huske og det første han spurgte mig om det var hvordan har du det Kristina? så sagde jeg bare Jeg har det ad helvedes til! (00:08:19) og så begyndte han man kunne høre han ikke sad og remsede op fra et papir at snakke med mig om forskellige ting, om hvad JEG godt kunne tænke mig der skulle ske nu i stedet for nu gør vi sådan og sådan og du skal igennem det og det. Sådan i mit tempo og (i forhold til) hvordan jeg lige havde det på det tidspunkt, ik. (00:08:32) Interviewer: så han spurgte mere ind til hvad du følte i stedet for nogle kriterier som de andre læger havde? Informant 1: ja lige præcis. Altså jeg ville have haft hende som min mor kendte for hun var præcis ligesom Rasmus, en rigtig sød dame, men det kunne jeg bare ikke. Så det var jo også lidt der klappen slog ned, jeg tænkte hvis jeg ikke kan få hende så vil jeg ikke have nogen andre. Og hun var jo den første og så kom alle de andre. Men ham Rasmus han ramte bare plet ved et eller andet selvom det tog mig lang tid at åbne mig. Der var bare noget der overbeviste mig om at han ville hjælpe mig. (00:09:16) Interviewer: men så efter hospitalet så kom du hjem inden du så gik i sort igen der? Informant 1: ja så kom jeg hjem. Jeg blev tilknyttet det ambulant hvor jeg bare kom jeg tror det var hver onsdag, hvor jeg skulle snakke i mellem en og to timer med ham hver uge. (00:09:30) Interviewer: Hvordan påvirkede det så din hverdag da du kom hjem igen at du havde depressionen? Informant 1: Altså da jeg kom hjem der var jeg rigtig træt. Der var mange ting man skulle gå og spekulere over. Jeg boede jo alene eller der var en familie nedenunder så jeg havde hele tiden nogen tæt på mig, men jeg var god til at sidde og lukke mig inde i min egen verden, og så var der nogle gange man ikke kunne få kontakt til mig og nogle gange kunne jeg gå så meget i sort at jeg blev til en helt anden person. Hvis jeg ikke tog min piller kunne jeg nogle gange gå helt amok og sige at jeg skulle 3

39 fandme ikke have de piller. Og de måtte jo tvinge dem ned i mig eller sige nu ringer vi efter en ambulance eller politiet. (00:10:07) Interviewer: altså dem du boede hos? Informant 1: Ja fordi jeg skulle jo have de piller og hvis man ikke får dem er der nogle bivirkninger der ikke er særligt sjove. Nogle konsekvenser ved ikke at tage de piller. (00:10:18) fik du nogle oplysninger omkring det? Informant 1: omkring pillerne og bivirkningerne? Interviewer: Ja. Informant 1: Ja det vidste jeg også godt da jeg trappede ud af dem. Problemet er bare at man må ikke gå fra 250 (mg) som jeg fik og bare slutte. For det har jeg prøvet hvor jeg har glemt at tage dem og vågner op med den her helt vildt livlige drøm, som om hvis du ligger på en sofa så drømmer du at du falde ud over og når du vågner op så banker dit hjerte bare og du føler du lå nede på gulvet selvom du ikke gjorde det. Og man føler man ligger og skal rejse sig op med der er nogen der holder en tilbage. Sådan nogle bivirkninger kan man få og det vidste jeg godt at hvis jeg ikke tog dem så ville jeg få det sådan for det havde jeg jo prøvet, men derfor var det jo så vigtigt at man skal huske at tage de her piller. Interviewer (00:11:00): når du så fik information om pillerne fik du det så at vide skriftligt eller fik du det at vide fra lægen, af psykiateren der eller hvem gav dig informationen om det? Og følte du dig i stand til at reagere på det og tage stilling til det? Informant 1: ikke lige i starten. I starten kunne de der piller jo rende mig et vist sted. Der skulle jeg ikke have noget for jeg kunne sagtens blive rask selv, mente jeg. Da han så prøvede at overbevise mig om at de her piller de ville gøre god gavn så tænkte jeg bare fordi så snakker man jo med nogen altså faktisk hende jeg boede hos hun tog dem også og hun sagde at man bliver helvedes afhængig af det lort. Det var jo det der skræmte mig helt vildt. Men han sagde Kristina hvis du gerne vil havde det bedre så bliver du nødt til at tage de her piller. så sagde jeg ja men altså hvordan kommer jeg ud af dem igen? det skal du slet ikke tænke på, det skal jeg nok hjælpe dig med sagde han. Og vi tog det stille og roligt. Jeg fik det ikke på recept hvor jeg bare kunne hente det på apoteket, til at starte med. Jeg fik det udleveret af ham, hvor han netop sad og forklarede mig, hvad gør de her piller. Jeg tror jeg fik nogle papirer, hvor der stod bivirkninger på det, hvad der sker når du tager dem for der begynder jo at ske noget når du tager dem. (00:12:14) Interviewer: Men det lyder som om du havde en eller anden troværdighedsfølelse overfor ham? Informant 1: ja det havde jeg også, (...) til sidst i forløbet, eller ikke til sidst, men da vi havde overstået det der med at give mig hundrede procent til ham, så begyndte jeg mere og mere og stole på at det han sagde var rigtigt. Men det tog godt nok også lang tid at få mig overbevist om at han faktisk 4

40 var der for at hjælpe mig. (00:12:42) Interviewer: Hvor lang tid varede depressionen i alt? Altså nu har du fortalt lidt om at du først var på hospitalet og så gik der ca et halvt år før du kom ned i det der sorte hul igen. Informant 1: Jamen altså jeg var sygemeldt i to år og det var jo fra ca da depressionen startede og jeg blev lam i benene og mig og Martin har været sammen i to år nu så det var i år 2012 tror jeg. (00:13:08) Interviewer: hvordan kom du så ud af det igen? Informant 1: Rasmus der min psykiater han tilknyttede mig et program hvor man kunne komme i en gruppe og snakke med nogen omkring sine problemer. Problemet var bare at der var to års ventetid eller sådan noget. Der følte jeg ligeså stille at jeg var røget rundt, for jeg blev uvenner med mine forældre, jeg kunne ikke bo hos den familie jeg boede hos for de var bange for at jeg ville tage livet af mig selv og de havde en lille datter, som så ville finde mig. Så jeg røg jo rundt til alle mulige forskellige steder, opholdssteder jeg boede hos nogle venner, jeg var ovre og bo hos mine bedsteforældre og kom tilbage igen. Grunden til at jeg flyttede til mine bedsteforældre det var fordi vi fandt ud af at i Århus var der lavere ventetid på den gruppeterapi eller hvad man kunne komme i ik. Men det fungerede ikke og jeg kom så tilbage igen og så lige så stille, så møder jeg Martin og begynder min hverdag lige så stille at blive bygget op igen, eller hvad man siger. Og så tager jeg en dag en beslutning om at nu skal det være nok med de piller og så trapper jeg faktisk selv ned af dem og kommer jeg faktisk ud af det. Jeg har faktisk ikke snakket med nogen (professionelle) siden jeg mødte Martin og ja (00:14:18) Interviewer: Nu nævnte du selv Martin. Var der andre ting i din hverdag, der ændrede sig? Eller fik du noget afvide af folk, snakkede med nogle mennesker som gjorde at det hjalp? Informant 1: øhh nej jeg vil ikke sige der var nogen der påvirkede mig. Martin han påvirkede mig rigtig meget han hjalp mig rigtig meget. Han var en kæmpe stor støtte men jeg vil sige at selvfølgelig var der nogle nære bekendte som jeg godt ville åbne op for, men ellers var det faktisk svært for mig at snakke med nogen om det fordi dem der man måske ikke har set i rigtig lang tid de kommer og spørger nå men hvordan går det? Ja nu skal du hør ik og de fleste gange så løj jeg faktisk bare om det, om hvordan det gik eller hvad jeg lavede. nå men jeg arbejde bare sagde jeg, fordi jeg magtede ikke lige at skulle fortælle hele min livshistorie eller hvad der lige var sket i de sidste par år. så der var noget jeg snakkede med det om det, men det var ikke fordi jeg havde lyst til at dele ud af pose så jeg vil faktisk sige at jeg selv har været en stor hjælp til at komme over det. Eller komme ud af det helt. Men idet jeg mødte ham det gav mig lige et ordenligt los bag i til at sige nu stopper vi. (00:15:30) Suppleant: Hvad med dine bedsteforældre? Informant 1: jo det at jeg tog over til dem det gjorde også rigtig meget. Fordi grunden til at jeg tog derover det var for at få fuldstændig ro fra venner og veninder. Jeg kendte ikke nogen der boede derovre andet end dem. Så det gjorde også rigtig meget at jeg var ovre hos dem. Jeg fik lov til at sove til klokken fire om eftermiddagen og gå i seng når jeg ville, sove så lang tid jeg ville. Jeg blev 5

41 overhovedet ikke forstyrret, overhovedet ikke! Men jeg ved faktisk ikke præcis hvad grunden var til at jeg flyttede derfra igen og tog tilbage. Om det måske fordi jeg, uden at vide det, tænkte at jeg var klar til at komme i gang igen. Det kan jeg ikke huske at jeg har tænkt men det kan sagtens være. (00:16:17) Interviewer: Okay, men du sagde din psykiater har været en stor hjælp hele vejen igennem og gav dig nogle oplysninger om de der ting og fortalte dig på betryggende vis, hvordan du skulle tage pillerne og at du ikke skulle bekymre dig om det. Og så nævnte du også din nuværende kæreste. Så der var alligevel nogle mennesker der var med til at støtte eller hvordan ser du det selv? Informant 1: ja det var en støtte og jeg skal da ikke lægge skjul på at jeg skar også i mig selv mens jeg var sammen med Martin. Og hvis der var en der blev edder tosset så var det ham. Men man kan sige at hvis han ikke havde gjort det så var jeg måske fortsat? Hvis han ikke ( ) han sagde sådan her til mig Hvorfor har du ikke skrevet Martin? idet at jeg havde siddet og cuttet i mig selv. Jeg tror hvis han ikke havde sagt det så havde han bare været ligeglad og så havde jeg gjort det igen. Men jeg kunne godt se at han mente det at Hvad fanden er det for noget lort du sidder og laver? Hvorfor gør du sådan noget, du har mig du har vores hunde, altså hvorfor skal du gøre sådan noget hvorfor vil du prøve at tage livet af dig selv når du har os. Selvfølgelig har jeg også mange andre, men lige på det tidspunkt, så ja. Produktrelateret (00:17:42) Interviewer: vi har lavet sådan en pjece her som vi har tænkt at deprimerede folk kunne få for at få oplysninger om depression. Og så vil vi i første omgang bare have dig til at sige når du ser den. Informant 1: ja. Interviewer: Bare tænk højt. Informant 1: jeg synes billedet er rigtig godt. Fordi det er sådan en situation jeg selv har siddet i. Jeg selv siddet i et vindue og bare kigget ud. Når jeg bare sidder i et vindue og kigger så kan jeg kigge på alt muligt. Da jeg boede hos mine bedsteforældre så gik jeg tit ud og lagde mig midt ude på vejen og bare kiggede op på stjernerne. Og skrev ned( ) nu ligger jeg ude på vejen og bare kigger op på stjernerne. Sådan et billede hvor hun sidder og kigger ud af vinduet det sender et godt signal om at ved hvad denne her den indeholder, brochuren ikke. (00:18:44) Suppleant: Hvad med teksten? Informant 1: Føler du dig ofte nedtrykt det giver mig en følelse af at vide hvad der står inde i den. Jeg har lyst til at åbne den og se hvad der står inde i den. Det der føler du dig ofte nedtrykt og vi kan hjælpe de hænger meget godt sammen de to tekster. Det får mig til at åbne den og læse hvad der står inden i. (00:19:10) Interviewer: Hvad tænker du om sådan et ord som nedtrykt for eksempel? 6

42 Informant 1: det er ikke så nedladende som at der kunne have stået ja der kunne have stået så meget andet. Interviewer: Nu nævnte du selv i starten at det var et tabu det med depression. Hvis vi brugte sådan et ord som føler du dig ofte deprimeret, hvilken effekt ville det have haft? Informant 1: Det ville ikke have nogen særlig god det er selvfølgelig svært for nu er jeg kommet på den anden side, men hvis jeg havde siddet dengang og i havde givet mig den her så havde jeg haft mere lyst til at læse den hvis der stod nedtrykt, end hvis der stod deprimeret. For det var jeg jo og på det tidspunkt havde jeg svært ved at erkende at jeg var deprimeret. Men der er også mange der bruger ordet og siger jeg er bare herre deprimeret når man kommer hjem fra arbejde eller sådan noget og det er jo et ord som mange bruger. Og deprimeret det indeholder mange ting udover at man har en depression. Så jeg synes det er et godt ord fremfor deprimeret. (00:20:24) Interviewer: prøv at åben den engang og se hvad du ville tænke hvis du åbnede den og så Informant 1: det først jeg lagde mærke til det var det her (blå kasse) hvor der står hurtig hjælp og gratis og tavshedspligt. Fordi de koster jo penge at gå til en psykolog. Min værste frygt på det tidspunkt det var at ham psykiateren han ville fortælle alting videre til mine forældre fordi jeg ikke snakkede med dem på det tidspunkt. Det var svært for mig at blive bevidst om at han faktisk ikke må sige noget og at de har tavshedspligt ikke. (00:21:04) Interviewer: Mhh. Informant 1: Hvis man sidder hos lægen og læser en brochure så indeholder den jo det som man forventer der skal være i en brochure altså for eksempel først hvem er I det vil man jo gerne vide før man sætter sig ind i det ordenligt og hvad man kan gøre for mig. Det viser jo har i det her som i kan gøre for mig eller indeholder jeg det som i kan hjælpe mig med?. (00:21:41) Interviewer: Kender du SIND? Informant 1: Nej. Interviewer: okay. Så det at der står SIND her, betyder det umiddelbart noget? Informant 1: Altså i det jeg læser føler du dig nedtrykt så kan jeg jo næsten regne ud hvad det har noget at gøre med, men hvis jeg åbnede den og så SIND så ville jeg ikke ane hvad det var. Om det var en psykiater der havde lavet et firma der hed SIND eller om det var noget gruppe eller et eller andet. (00:22.17) Suppleant: det ville du ikke se ved første blik, der ville du skulle ned og læse det? Informant 1: ja jeg ville gå i gang med at læse. Ja det ville jeg. Interviewer: Tror du hvis du tænker tilbage og selv var i situationen. Tror du så at du ville tage fat i sådan en pjece, hvis du nu havde set den står ved lægen eller på hospitalet eller? Informant 1: nu? 7

43 Interviewer: Nej dengang, hvis du tænker tilbage på hvordan du havde det? Informant 1: Altså Interviewer: bare være fuldstændig ærlig. Informant 1: Nej det ville jeg måske ikke fordi jeg måske har tænkt, hvorfor skulle jeg læse den. Jeg har fået fyldt en masse lort i hovedet jeg er bare lige lidt sur i en periode. Jeg har det bare lidt skidt. Men det er jo det inde bag i som viser at jeg ikke har det helt godt. Så jeg ville måske bare kigge på den og så ville jeg kigge væk igen. Nu ved jeg ikke om det hjælper noget men hvis jeg så den nu hos lægen, så kunne jeg godt finde på at tage den og læse den. Så ville jeg være interesseret og det ville give mig en form for nysgerrighed at vide, hvad kunne jeg have brugt at muligheder dengang jeg var syg. Ud over psykiateren. Var der andre ting jeg kunne have brugt? Nogle ting hvor det kunne have gået lidt hurtigere i stedet for gennem hospitalet.( ) grunden til at jeg ikke ville have læst den dengang jeg var syg det var måske fordi jeg var i min egen lille osteklokke og der var ikke nogen der skulle komme tæt på mig og spørge og tro at de kendte mig ud og ind. Altså hvis vi sad inde til en samtale og han gav mig den sådan her og han måske gav mig nogle andre papirer så ville jeg bare ligge det ned i tasken og så ud. Og så er jeg ikke sikker på at jeg havde åbnet min taske og læst den. (00:24:10) Interviewer: så sådan en her folder ville slet ikke komme igennem til den dengang hvis du tænker Informant 1: tilbage til den tid? Nej det tror jeg ikke. Interviewer: Så ville det sket ikke have interesse? Informant 1: Nej ikke for mig, ikke i min situation. Interviewer: tror du det er på grund af det der tabu du havde omkring det eller bare Informant 1: ja hundrede procent! Hundrede procent mit tabu. Men det var også efter jeg havde fået afvide at du har altså den her diagnose her og det blev jeg lidt pissed over at der var en der sad og sagde til mig. (00:24:46) Suppleant: du mente ikke selv at du var syg eller deprimeret? Informant 1: nej det gjorde jeg ikke det første lange, lange stykke tid. Der følte jeg ikke at der var noget galt med mig. Selvom man i sin underbevidsthed godt kan mærke at der er jo noget. Det er bare svært at erkende at man har et problem. Suppleant: men havde du energi til at lave andre ting dengang for eksempel læse, se fjernsyn eller film? Informant 1: Jeg tror det eneste jeg lavede det var faktisk at se fjernsyn. Det var først da jeg var kommet videre i forløbet at jeg købte Bella (hunden) for at få noget at tage mig til i hverdagen, at komme ud. Ellers lå jeg i min seng ja 24 timer i døgnet. Kun lige op og spise måltider og det var det. Så lå jeg og så fjernsyn. Jeg tror jeg kan alle serierne på Tv2 (griner). 8

44 Billeder Suppleant: vi har en sidste ting: vi har fundet nogle billeder her som kunne være alternativer til en forside. Vil gerne lige have din umiddelbare mening, hvad synes du om dem? (00:26:00) Interviewer: det er er bare lige for at få dine tanker om det. Nu har du set et billede her, som du selv nævnte ting med. Informant 1: skal jeg bare sige hvad jeg tænker om de forskellige? Interviewer: bare sig hvad du tænker. Informant 1: Med ham her nede (sort hvid billede af mand) så ville jeg tænke at han måske bare har ondt i hovedet. Han sidder sådan lidt ååårh altså det er vi jo mange der gør når vi har ondt i hovedet. Og umiddelbart tænker jeg det samme om hende (regn billedet). De to kan jeg godt lide (mand på strand og kvinder der kigger ud gennem persienner) fordi sådan sad jeg selv rigtig tit. Hvor man bare sidder helt krøllet sammen og man har stadig åbne øjne selvom man sidder sådan der. Og hende der kigger ud af vinduet, altså jeg er lidt blandet med det fordi igen det går lidt over i det der (forsidebilledet) men der kan man se at der er noget galt, hvor hende her kan sagtens stå og tænke på en arbejdsopgave hun skal lave når hun står og kigger ud ad vinduet. Og denne her (close up af mand) så skulle det være hans blik, det er ligesom om man kan genkende blikket som jeg selv har haft. Han sidder ikke bare og tænker over hvad skal jeg nu lave når jeg kommer hjem, jeg skal lige handle og hente børn og sådan noget på vej hjem. Der ligger noget mere bag. (00:27:20) Suppleant: Hvad med det der med at det er en pige på forsiden i stedet for hvis det var en mand? Informant 1: øhm ja det er et godt spørgsmål. altså umiddelbart hvis i spurgte mig før jeg fik en depression om det var flest kvinder eller flest mænd som fik en depression så ville jeg helt klart sige at det var flest kvinder. Men det var før jeg faktisk kendte til hvor mange mænd der også har en depression. Så det gør mig ikke noget at det er en kvinde der er på for jeg tænker at det kunne ligeså godt have været en mand. Og jeg tænker ikke at det kun er kvinder, i hvert fald ikke hos mig, det kunne ligeså godt have været en mand for mig. (00:28:11) Suppleant: det er mere følelsen i billedet der er det vigtige? Informant 1: ja hundrede procent! Det gør ikke noget for mig at det er en kvinde, som sagt det kunne ligeså godt have været en mand. Og så havde jeg følt det samme hvis han sad og kiggede ud ad vinduet. 9

45 Bilag 2: Interview med Informant 2 (00:00:01) Interviewer: Men hvis jeg lige kan få dig til at starte fortælle lidt om dig selv, hvor gammel du er og alder. Informant 2: Jo Suppleant: Det betyder det samme. Informant 2: Jamen Jeg hedder Xana Tørnsø Borg, og jeg er 29 år gammel, og jeg går på laborantuddannelsen lige for tiden, og er ved at afslutte anden semester, også skal jeg i gang med tredje semester, også skal jeg ud i praktik forhåbentlig. Jeg skal til at søge praktikpladser her over jul, og ja. Jeg ved ikke, om der er andet du vil vide? (00:00:28) Interviewer: Ej det er meget godt dækkende. Hvornår har du haft en depression? Informant 2: Det kom meget i forbindelse med skole og ting som bare, hvad kan man sige, kollapsede omkring mig, hvis man kan kalde det det altså. Ting blev for meget, og det var i forbindelse med projekt og med skole der, også var det sjovt nok i juleperioden, så det har jo været en kraftig vinterdepression, jeg havde der. Interviewer: Hvor længe ligger det tilbage? Informant 2: Tre år tror jeg, cirka, må det må være. Interviewer: Hvor længe varede det sådan? Informant 2: Det strakte sig nok over en fire fem måneder i hvert fald. Interviewer: Så over, over vinterperioden der, imellem jul og (...) Informant 2: ja det vil jeg sige, helt sikkert. (00:01:13) Interviewer: Ok, hvordan følte du sådan, at depressionen påvirkede din dagligdag, da det så skete? Informant 2: Altså jeg havde meget svært ved at få ting til at fungere for mig selv, det meste af tiden når jeg var alene hjemme, og ikke ligesom havde nogen til at hive mig op og lave noget, så sad jeg primært faktisk bare, kiggede ud i luften og faktisk tudede for mig selv. Kiggede ind i væggen, fordi det var det jeg ligesom kunne overskue at lave selv. Så det var meget det jeg brugte min tid på, hvis man kan sige sådan? Hvis ikke jeg lige var nødt til at lave mad eller gå i skole eller sådan et eller andet hvor jeg var nødt til at hive mig selv op, så var det det jeg brugte tiden på, faktisk meget. Suppleant: Du læste ikke eller...? Informant 2: Jo jeg gik på tandplejeruddannelsen, på det tidspunkt. Suppleant: Ej men jeg tænker sådan altså fritids, altså i din fritid. 1

46 Informant 2: Jo det lavede jeg selvfølgelig også noget af, altså jeg var sammen med venner nogle gange, men det var ikke mig der tog initiativ til det fordi det kunne jeg ikke overskue, og det var kun hvis de sådan ringede til mig, ellers hvis ja, Yunas kom hjem også sådan ligt, skal vi lave et eller andet, spille et spil eller et andet, så det Jamen ok det kan vi godt, eller så brugte jeg meget tid på at bare at sidde og kigge ind i væggen, kan man sige. For jeg kunne ikke overskue, selv at finde på noget at lave. Så var det højst måske en DVD på eller sådan noget, så ligge og falde i søvn til den hvis det var det. Så var der da et eller andet der kunne tage tankerne væk. (00:02:25) Interviewer: Kan du huske sådan lidt, hvordan du så kom ud af depressionen igen, og hvad du gjorde og hvad der skete? Informant 2: Altså jeg har jo aldrig været den der har været god til at indrømme, at jeg havde det dårligt og sådan på den måde altså ikke har kunne overskue mig selv og andre ting, så jeg havde det ret svært med det faktisk. Der gik også lang tid før jeg fortalte nogen om det, men så besluttede jeg mig for til sidst, at tage til min egen læge og snakke med hende om det, også gav hun mig faktisk en henvisning videre til en psykolog, og det var en stor overvindelse for mig selv. Ret faktisk at tage det skridt, fordi det er sådan noget jeg aldrig nogensinde Der er da ikke nogen der skal blande sig i mit liv vel?! Det kan jeg da selv holde styr på, men der fandt jeg ligesom ud af, der skulle lige noget hjælp til, og det var faktisk det der så sat i gang, at jeg ligesom sådan fik styr på tingene og fik sat nogen ting på plads og fik overskuede det. (00:03:15) Interviewer: Snakkede du med nogen folk om det, fortalte du nogen folk om at du havde det eller...? Informant 2: Altså jeg snakkede med med, med nogle af mine venner, og jeg snakkede lidt med min mor om det, men det var faktisk først rigtig efter (...) jeg havde været hos psykologen. Fordi det var sådan, jeg kunne ikke rigtigt få mig selv til det, fordi det var jo at jeg skulle indrømme at jeg selv havde det dårligt, og det havde jeg det endnu dårligere med. Så når jeg tænkte på det, så fik jeg det endnu dårligere, så faldt jeg ligesom længere ned i det der hul, jeg gravede for mig selv, så på den måde så var det, det var svært at komme ud af det igen for mig. (00:03:46) Suppleant: Men det var dit eget initiativ, at du tog til lægen fordi du tænkte at du var deprimeret? Informant 2: Ja det var simpelthen fordi der var specielt en en weekend hvor at min roommate, han skulle på arbejde, og jeg sad der hjemme en hel lørdag, og der var ikke nogen venner der kunne noget, og nogen havde spurgt også havde de aflyst og sådan nogen ting, og så sad jeg så havde jeg det utroligt dårligt hele den der lørdag. Jeg sad bare nærmest fra roommate gik ud af døren til han 2

47 kom hjem igen, og bare inde på sengen og kiggede ind i væggen, og begyndte at tælle sådanne udposninger i tapetet. Fordi så var der noget at lave, også besluttede jeg mig for Det dur ikke, også om mandagen ringede jeg ned til lægen, og fik en, en tid. (00:04:24) Interviewer: Så var det der, det sådan gik op for dig at det var en depression eller hvad? Informant 2: Ja det var der det virkelig gik op for mig at der var noget galt, og jeg var nød til at få gjort noget ved det, fordi det var, det var ikke holdbart for mig selv. Jeg fik ikke gjort de ting jeg skulle og jeg ja havde ikke styr på noget som helst. Interviewer: Også var du hos lægen og fik af vide at at du have en ( ) Informant 2: Ja så fik jeg, de har jo de der tests de laver, hvor de stiller nogle spørgsmål, også finder de ud af hvor, hvor svær en grad man er deprimeret og sådan nogle ting, også var jeg nede og jeg snakkede med min læge om det, også kunne hun godt se at jeg havde brug for nogen at snakke med, og for at komme ud af det og sådan nogle ting, også gav hun mig den her henvisning til psykologen. (00:05:01) Interviewer: Det virkede som om, at du, du i starten havde svært ved at acceptere, at der var noget galt med dig. Hvorfor tror du det var? Informant 2: Jeg har altid haft svært ved at, at at indrømme overfor mig selv, hvis der var noget galt, altså på det punkt, altså ikke hvis jeg er forkølet eller har ondt i foden eller hvad det skulle være, men mere psykiske ting, det har jeg altid haft meget svært ved. Men det kommer måske fra, derhjemme fra for min mor har det også sådan og det har min far også. Så jeg er vokset op i et hjem, hvor man kan sige, man nødvendigvis ikke har talt om sådan noget, fordi det er jo at indrømme at man er svag, hvis man kan sige det sådan. Så det skal man jo ikke bruge tid på, så skal man jo hellere tale om det man er god til. Så det nok simpelthen bare derfra, og så har jeg taget det med mig selv jo, at man behøver jo ikke at indrømme hvis man er dårlig til noget, så skal man hellere finde ud af at pakke det ind, på en eller anden måde, så andre ikke ligger mærke til det, så det var jo det jeg gjorde i starten, kan man sige. Indtil jeg så fandt ud af, at det var ikke en holdbar løsning. (00:05:54) Interviewer: Hvordan fandt du så ud af, nu sagde du lige at du en dag sad og kiggede ind i væggen og talte, det der på væggen, også fandt du ud af at du ville tage til lægen, men havde du undersøgt noget om depression eller... snakket med folk? Informant 2: Faktisk ikke rigtigt, fordi i min verden eksisterer depression ikke rigtigt, det sådan en ting som, altså det jo bare noget man skal se at komme over i min verden, et eller andet sted, fordi det er sådan lidt tag dig sammen, du skal da ikke bare sidde der. Gå ud og gør et eller andet, lav 3

48 din opgave, gå ud med vennerne, et eller andet, ring ting til din mor, et eller andet, hvad det er man skal lave, det bare sådan, det var bare slet ikke noget som, som eksisterede for mig, at man kunne have det sådan. Så det var en meget ny oplevelse for mig, kan man sige. Da jeg sad i den situation. (00:06:36) Interviewer: Okay. Så da du så fandt ud af du havde en depression, nu sagde du at havde snakket med, snakket med lægen og en psykolog og sådanne noget, var der så ellers nogle folk du snakkede med, der hjalp dig, med at komme ud af det? Informant 2: Altså jeg snakkede med min roommate om det, til en vis grænse, så men det var en meget personlig ting, så derfor havde jeg det bedre med at snakke med mine forældre omkring det. Blandt andet min mor brugte jeg en hel del tid på at snakke med det om. Og min søster har også haft nogle få nogle, ikke decideret depression, men også noget i den stil, i forbindelse med en kæreste, hvor hun slog op med ham, så der kunne hun jo også relatere til det der med at være ret langt nede, så der snakkede jeg også med hende om det. Der fandt jeg ud af at det hjalp, med blandt andet familie og snakke om det, og også med venner. Jeg havde, sådan en, en veninde jeg jeg brugte meget til det. Så jo. Interviewer: Hvad gjorde de så og sagde til dig og sådan? Informant 2: Men altså jeg fortalte jo om hvordan jeg havde det, også kan man sige, jeg fik jo af vide, tilbage fra dem at det var ok, at man kunne ha det sådanne nogle gange, og det var jo ikke det der skulle definere en. Så hvis man tog fat i det og prøvede at arbejde med det, så kunne man ligesom godt hjælpe sig ud af det igen. Også samtidig med at jeg så fik psykologens hjælp, til ligesom at få sat ting på plads, så hjalp det mig egentlig til ligesom at få overskuet det hele, så jeg kunne komme videre fra det. Så det var simpelthen bare at få af vide af venner og familie, at det var ikke det der behøvede at definere en, at man godt kunne styre sig selv, at det ikke behøvede at være, alle de der dårlige ting i kulkælderen, der ligesom var lederen af det hele. Så det var at få bekræftet på at man var en god person, og man kunne nogle ting og sådanne noget. Det var helt klart det, jeg havde brug for. Interviewer: Så familien støttede dig og...? Informant 2: Det vil jeg sige. (00:08:17) Interviewer: og psykologen hva gav hun dig så gode råd, eller var det bare så snakkede i om om tilværelsen eller...? Informant 2: Altså jeg snakkede med hende om, om personlige ting, altså hvordan jeg havde det, og hvad jeg gik igennem, og hvad det var for nogle ting jeg sad og tænkte på, når nu jeg havde mine, 4

49 skal vi sige dårlige perioder, også tog hun så fat i og snakkede om hvorfor jeg så havde de her tanker, og hvorfor det var jeg sad og tænkte på, hvad det nu var der gjorde jeg var ked af det. Også på den måde fik jeg så sat noget struktur på det hele, sådan så jeg ligesom kunne se, hvad var det der havde ført til, at jeg havde det på den måde, også kunne jeg ligesom bearbejde det, og finde ud af at snakke med folk om det, eller få ordnet det i skolen, eller hvad det nu var der var oversag til det. Så det var... (00:09:00) Interviewer: Ja fik du, altså fik ellers noget. Da du nu var oppe til lægen, fik du så noget information udleveret omkring depression eller...? Informant 2: Det fik jeg faktisk ikke på noget tidspunkt, fordi hun mente at det var bedst, at jeg snakkede med psykologen om det, fordi at at hun var ikke sådan helt så meget inde i det, som hun gerne selvfølgelig ville være, men så hun mente at det var bedst, bedre at jeg gik til en der rent faktisk vidste noget om det, i stedet for at hun begyndte på at gøre et eller andet, som måske ikke ville virke alligevel. Så. (00:09:27) Suppleant: Du fik ikke noget medicin? Informant 2: Nej, det har jeg faktisk på intet tidspunkt fået. Da jeg snakkede med psykologen, der altså hun tænkte selvfølgelig over det om det kunne være noget der skulle bruges, men så besluttede hun, at med de samtaler vi havde, og med det som jeg så selv gjorde ud af det, og begyndte at arbejde på tingene, så behøvede jeg det faktisk ikke. Men det var oppe og vende lige en enkelt gang, men så gik vi væk fra det igen, kan man sige. Fordi hun vurderede, at det ikke var nødvendigt, og det var jeg så selv enig i. (00:09:56) Interviewer: Men inden du så var oppe hos lægen og fik hans syn på det, og han fortalte dig, at du nok burde snakke med en psykolog, hvordan havde du det så med at skulle snakke med en anden og have hjælp til det med en psykolog? Nu sagde du selv det med, at du godt vil kunne klare det selv og sådan. Men hvis du nu for eksempel læste et sted, at du kunne få noget gratis psykologhjælp, tror du så, at du ville have reageret på det overhoved, eller? Informant 2: Altså det er selvfølgelig meget svært at sige, fordi jeg ved jo selvfølgelig godt, at man kan ringe til alle mulige psykiatriske linjer, og alt muligt forskelligt af sådan nogle ting. Men altså det er ikke rigtig noget jeg har tænkt over, fordi det har aldrig været noget, som jeg har haft brug for før eller tænkt, at jeg har haft brug for før, fordi det har ligget så fjernt for mig, at sådan noget kunne være galt. Så det har jeg aldrig rigtig overvejet faktisk. Men nu hvor jeg så ved det er der også efter den periode så kan man sige, at så er det da helt klart noget jeg godt kunne overveje at 5

50 bruge en anden gang, hvis det skulle ske igen. Fordi at, så havde jeg måske kunnet se, at det ikke havde behøvet at gå så langet. Så kunne jeg måske have ringet til dem. (00:11:00) Men igen som jeg sagde tidligere, har jeg jo aldrig rigtig været typen som har villet indrømme, at jeg måske havde brug for hjælp til sådan noget. Så at ringe til sådan en linje, det var jo heller ikke noget jeg kunne finde på, hvis man kan sige det. Interviewer: Har du noget at supplere til det? Suppleant: Nej (00:11:30) Interviewer: i forhold til hele perioden, da du endelig havde fundet ud af, at du havde en depression du sagde du stadig gik i skole, og du skulle stadig lære nogle ting og sådan noget kunne du mærke at det hæmmede dig i hele processen der at det var sværere Informant 2: I skolen? Interviewer: ja, og generelt at fokusere på ting? Informant 2: Det er jo helt sikkert. Altså, det var noget der optog meget af min tid kan man sige på at jeg tænkte på det og Hvis jeg var sammen med folk eller i skole, så sad jeg sådan og sonede ud, og begyndte bare at tænke på ingen ting og sidde og kigge rundt. Det kunne jeg helt klart godt mærke, at det var noget, der påvirkede mig i den periode. Helt sikkert. Det gjorde mig meget mere åndsfraværende, eller hvad det hedder. Så jo helt sikkert, det var noget der påvirkede mig meget. Produkt (00:12:18) Interviewer: Så skal vi prøve, at kigge lidt på Vi har lavet en lille pjece her, som skal henvende sig til folk med depression, og give dem nogle oplysninger om det. Vi ville bare i første omgang have dig til at beskrive, hvad du ser og tænker. Bare tænk højt, når du ser den. Informant 2: Der sidder jo en ung dame på forsiden, som selvfølgelig sidder og kigger lidt ud af et vindue og sådan Jeg kan da godt måske relatere til, at hun sidder og sådan bare venter på at noget skal ske, fordi hun ikke selv kan få styr på det, hvis man kan sige det sådan. Så kan jeg jo selvfølgelig se, at der er en masse tekst. Der sidder nogle folk og snakker sammen på et billede i hvert fald. Interviewer: ja, når du åbner den der. Ja. 6

51 Informant 2: og så kan jeg jo se, at det selvfølgelig er en brochure fra SIND. Og hvor der lige er nogle informationer, og der står lige noget af det hurtigste det er gratis, hurtig hjælp, tavshedspligt og et nummer. Og så står der selvfølgelig noget om, hvem de er, og hvad de gør. (00:13:30) Suppleant: Hvis du prøver at gå over på forsiden igen. Hvad synes du om teksten? Informant 2: jo, altså den er da meget dækkende for folk med depressioner vil jeg sige. føler du dig ofte nedtrykt. Ja altså det gør man jo det gjorde jeg i hvert fald meget da jeg var deprimeret, så på den måde så taler den da i hvert fald til sådan, som jeg havde det, kan man sige. Og så at de kan hjælpe, og SINDs logo nede i bunden. 14:00 Interviewer: Du kender SIND? Informant 2: ja, jeg kender faktisk godt SIND ja, inde fra tidligere studier. Der havde vi en ordning med dem, hvis man kan sige det sådan, på nogle af vores patienter. Vi havde også psykisk syge patienter, der kom ind nogle gange. Så det var nogle gange, der var nogle konsulenter derinde med dem på tandplejeskolen. 14:20 Interviewer: Så betyder det noget for dig at der står SIND på sådan en? Informant 2: Helt sikkert! Det er nogle som jeg kender for at gøre et godt arbejde, og som har taget godt hånd om nogen jeg personligt har mødt jo, inde på tandplejestudiet. Så altså, helt sikkert, så betyder det da noget for mig, at der står SIND, fordi det er en organisation, som jeg eller organisation er det det det hedder? (interviewer: Ja, det kan det godt) Som jeg kender, og som jeg ved, tager god hånd om det de laver. Så jo (00:14:50) Suppleant: Hvad tænker du med de andre billeder, der er i folderen? Ja den, og det der gruppebillede (de to billeder inde i folderen, red.). Informant 2: altså på gruppebilledet, det refererer jo nok til at man kan lave samtaler i grupper, som der står her på side tre i folderen. Der kan man jo godt se, der sidder nogle mennesker og snakker sammen, hvilket jo helt klart er en god ting når man er deprimeret, fordi hvis man får snakket om det, og får tingene ud, så kan man også nemmere få noget respons på det, så man kan få oplyst nogle flere sider af, hvad det egentlig er der er galt, fordi der er jo klart noget galt med en selv psykisk, hvis man er deprimeret. Og så er der en ung dame der sidder her, og kanten af en anden dame tror jeg, så hun sidder vel nok også og snakker med en. Der står også noget med samtaleterapi heroppe, så det er jo nok det hun laver på billedet her kan man meget hurtigt udlede vil jeg gætte på. Der kan man jo også godt se at hun sidder og samtaler. Så det er jo et meget beskrivende billede, helt sikkert. Og så er der jo en sød dame her på bagsiden, som helt sikkert er 7

52 en af dem der arbejder for SIND, tænker man, og laver noget af den telefonrådgivning, man kan få. Og så er der jo alle de vigtige oplysninger bag på folderen, så man kan se hvornår der er telefontider, og hvor det ligger henne. Interviewer: Ja, har i andet at tilføje? (00:16:25) Suppleant: Er det noget du kunne have fundet på at tage op, da du snakkede om, du var til lægen? Er det noget du kunne have fundet på at tage op og kigge på? Informant 2: altså, hvis jeg havde fået den af hende, og hun havde sagt, at jeg kunne ringe til dem for ligesom at få taget hul på bylden fordi der jo var ret lang ventetid på psykolog, da jeg skulle dertil. Jeg havde næsten halvanden måned, hvor jeg ventede. Seks og en halv uge tror jeg det var, så lidt over halvanden måned. Der kunne jeg måske godt have brugt noget hjælp inden, så det ville helt sikkert måske have været smart, hvis hun havde kunnet give mig en folder og havde sagt: hvis du har en dag, hvor du har brug for det, så ring til dem her, fordi de kan rent faktisk hjælpe dig mens at du venter på at få mer personlig hjælp med en psykolog, hvor du kan sætte dig ned. Så det kunne helt klart have været godt, fordi jeg fik det jo ikke bedre i den halvanden måned, hvor jeg ventede fra lægen til jeg kom til psykolog. Altså tværtimod, fordi jeg fik jo kun jeg havde det jo nærmest endnu dårligere, fordi jeg kun kunne gå og vente og vente og vente og tænke sådan arh nu det nu, nu det nu, nu det nu, nej der er stadig lang tid til, så altså helt sikkert. Der kunne jeg godt have brugt en folder der lige kunne have givet mig nogle informationer, og måske opmuntre mig til lige og gide og ringe, ikk. (00:17:40) Suppleant: Men det var ikke en, du ville have taget, hvis den lå ude i venteværelset? Det lyder det lidt som om? Informant 2: Det kunne det måske godt have været, men i hvert fald først, når jeg så havde været færdig hos lægen, og hun rent faktisk havde kunnet konstatere Hvis man kan sige det sådan for det var jo først der jeg selv kunne hvad kan man sige indrømme over for mig selv, at jeg havde det på den måde. Så jeg ville helt klart ikke have taget den før det. Men det er jo så igen tilbage til, at jeg har det svært med at indrømme sådan nogle ting over for mig selv. Men helt klart en brugbar folder. Den kunne jeg godt have brugt på det tidspunkt. (00:18:13) Suppleant: Nu har vi jo så forsiden, som siger meget, men vi har også fundet nogle andre billeder, som måske kunne være med til at danne en anderledes forside. Bare beskriv, hvad du ser, og hvad du synes. Informant 2: ja, jo. Jeg starter bare fra en ende af. Det øverste heroppe manden der sidder med solnedgangen kalder jeg det i baggrunden altså det er et meget harmonisk billede et eller andet 8

53 sted, vil jeg sige. Der er en hvis fred over ham. Det ligner næsten at han sidder på en strand og tænker med hænderne sådan hovedet på hænderne. Det beskriver da meget godt en tilstand, hvor man prøver at komme lidt ind i sig selv, hvis man er deprimeret, vil jeg sige. Der er pigen i jeg kalder det regnvejret, så ved i hvilket billede jeg snakker om, hvis det er. Hun har egentlig et meget godt udtryk også i forhold til at være deprimeret. Hun sidder sådan lidt og ser ud til at have det sådan lidt dårligt og bide lidt negle. Sådan, være lidt bekymret måske. Så er der den anden dame her, der stå og kigger ud ad vinduet. Det kan jeg da i hvert fald godt se fra mig selv, at det brugte jeg da i hvert fald en del tid på, da jeg var deprimeret. Bare det der med at sidde og kigge på et eller andet uden nogen grund til det, fordi det bare var det man ligesom skulle, fordi det var det man kunne. Så er der billedet hernede. Den unge mand gætter jeg på, det er. Det brunlige billede kalder jeg det. Det er da også et meget godt billede igen meget harmonisk i farverne. Men man kan godt se, at der er noget galt oppe i ansigtet, synes jeg. Han sidder med hænderne op til panden. Og så er helt klart det billede jeg ville vælge, hvis jeg skulle vælge et af de her fem, det er manden der sidder og holder sig til tindingerne. Jeg synes det beskriver meget godt den Jeg kalder det smerte man kan have inde i sig selv, når man er i sådan en situation. Helt sikkert. Det taler meget for det synes jeg. (00:20:23) Suppleant: Hvad med det forhold, at det er en mand? Altså, hvis det var en mand, der var på forsiden i stedet for en kvinde? Informant 2: Altså man... det er jo bare mig måske, der laver fordomme men damer er som regel mere sårbare end mænd, hvis man sådan laver billeder af dem på sådan nogle måder men altså det ville nu ikke gøre den store forskel for mig, ville jeg sige, om det var en mand eller dame på forside. Det ville det måske gøre for andre, men jeg synes, det her det er et virkelig beskrivende billede af en sindstilstand i hvert fald, man kan være i. Det er damen i regnvejret så også og ja, det er de to billeder her så også. De damer der kigger ud af forsiden på brochuren og også billedet her med hende damen i vinduet. Altså, det er ret beskrivende sindstilstande. Enten sidder man og er ret ødelagt, eller også så er man bare sådan helt væk i sin egen lille verden. (00:21:08) Suppleant: Så det ville være sindstilstande du så, og ikke kønnet? Informant 2: Ja ja, helt sikker, det ville være det jeg kiggede efter. Kønnet det ville være ligegyldigt for mig kan man sige, fordi det ville jo bare være det ville jo bare kunne vise, at både mænd og kvinder kunne have det sådan. At det ville være alle der kunne komme ud for det, ikke kun en selv. (00:21:27) Interviewer: Men er det vigtigt, at man kan genkende sig selv i den sindstilstand, der er 9

54 på billedet, eller tror du at man kunne have et helt andet billede for eksempel? Informant 2: altså man kunne jo selvfølgelig have alle billeder i verden. Men jeg ville nu sige, et billede hvor man sådan kan genkende sin egen sindstilstand, og det gør man jo sådan set i dem alle sammen Men jeg vil nok sige de fire næsten er de bedste af dem. Altså, der er det meget, at hvis jeg kan genkende mig selv i billederne, så er jeg jo nok ville jeg i hvert fald sige så ville jeg nok mere lægge mærke til det, fordi at så ville jeg kunne relatere til det på et eller andet plan. Helt klart de her to herover, dem kan jeg relatere mest til med den periode Suppleant: Manden, der tager sig til tindingerne, og Informant 2: Damen, der sidder i regnvejret, eller bag en rude, eller Interviewer: Ja, har i flere spørgsmål at tilføje? Suppleant: Ikke sådan lige umiddelbart, nej. 10

55 Bilag 3: Interview med Informant 3 Interviewer: Kan du starte med at fortælle hvad du hedder, hvor gammel du er og hvad du laver? Informant 3: Jeg hedder jonas, jeg er 37, jeg er nedriver. Ja og så bor jeg i ballerup. Og har familie. ja det er vel det. Interviewer: Ja Hvornår har du haft en depression? Informant 3: Jeg har haft det et par gange tror jeg. Den første fik jeg som årig, tror jeg. Hvad det kom af ved jeg faktisk ikke, modgang, modspil tror jeg. Hvad fanden kalder man sådan noget? Konstant modgang tror jeg. Interviewer: du siger du har haft det flere gange ( ) har det været korte perioder eller lange perioder? Informant 3: den første den var rimelig lang tror jeg. Den varede et par år den varede nok 5 år tror jeg. Hvor det bare var konstant modgang, der var ikke noget der spillede. Interviewer: Ja? De andre har været kortere? Informant 3: ja fordi så fandt jeg ud af det var faktisk først anden gang jeg fandt ud af at det var depression. Da min datters mor og jeg gik fra hinanden. Det tror jeg sku egentlig jeg fik en depression over eller det gjorde jeg. (00:01:52) Interviewer: fandt du nogensinde ud af hvad det var første gang( )? Informant 3: jeg ved sku ikke engang hvad det kom af, ja hvad fanden kom det af? Jeg gik ud af folkeskolen og så vidste jeg ikke rigtig hvad jeg ville. Interviewer: okay hvordan påvirkede depressionen, eller de forskellige depressioner din dagligdag? Informant 3: jeg gad ingenting overhovedet. stort set. Suppleant: altså hvad lavede du så når du var hjemme for eksempel? Informant 3: jeg sov. Interviewer: kunne du overskue at tage på arbejde? Informant 3: jamen der lavede jeg ikke noget på det tidspunkt der og det var nok også med til det. Interviewer: du havde ikke noget der kunne hive dig ud af døren? Informant 3: Niks. Interviewer: hvordan kom du ud af depressionen? Informant 3: jeg tog til lægen fordi folk kunne godt se at der var et eller andet i vejen. Så stillede han en masse spørgsmål og så fandt han ud af at jeg havde depression. Så fik jeg lykkepiller det 1

56 hjalp lige nøjagtigt ingenting. Haha så jeg begyndte at løbe og så gik der faktisk ikke særlig lang tid før jeg kunne mærke bedring. (00:03:25) Interviewer: du fik det bedre af at løbe? Informant 3: Ja for når du dyrker motion så løsner det nogle enzymer i kroppen som går op i hjernen og siger du har det sku egentligt meget godt. Interviewer: okay. Men var der nogen der hjalp dig, venner, familie eller lægen med at komme ud af depressionen? Informant 3: næ, for jeg tror ikke folk vidste hvad de skulle. Jeg tror ikke de vidste hvad de skulle hjælpe mig med. Suppleant: tror du de vidste at der var noget galt? Informant 3: ja det var de sku udmærket godt klar over haha. Men de vidste ikke rigtigt hvad fanden Suppleant: men det var dit eget initiativ at gå til lægen? Informant 3: Ja. Ja folk havde jo nok stukket til mig og spurgt om jeg ikke skulle besøge lægen og så valgte jeg det jo så i sidste ende. Suppleant: vidste du godt selv at det var depression, inden du tog derop? Informant 3: næ jeg tænkte det er måske meget normalt det her, når man går og ikke har det særlig godt. Interviewer: og det tænke du fordi du var arbejdsløs? Informant 3: ja, stort set. Lige meget hvad man pillede ved så blev det bare til lort. Interviewer: så du tænkte det var ret normalt for den situation du var i? Informant 3: ja. Interviewer: hvad mente du selv du havde brug for da du var deprimeret? Informant 3: det ved jeg sku ikke. Jeg havde ikke brug for noget. Der var ikke nogen der skulle hjælpe mig. Jeg kunne sagtens klare det selv. Men det kan man bare ikke. Man kan jo sammenligne det med at stå nede i et hul og ikke kunne komme op af det. (00:05:20) Suppleant: havde du svært ved at erkende at du havde en depression da du så først fik det afvide af lægen? Informant 3: næ det havde jeg faktisk ikke. Jeg tænkte at det lød sku da meget sandsynligt at det var det. Og så begyndte han med sine lykkepiller og det tænkte jeg det kan jeg da godt prøve men det hjalp lige nøjagtigt ingenting. Suppleant: hvad med dine venner og familie, hvad sagde de til det? 2

57 Informant 3: jo men de havde jo gættet det. Men jeg ville jo ikke høre dengang. Suppleant: du ville heller ikke høre efter du havde fået diagnosen? Informant 3: jo jo efter lægen sagde til så ville jeg godt høre efter. Interviewer: Men før der ville du ikke høre noget om depression overhovedet? Informant 3: nej Interviewer: hvorfor tror du det var? Informant 3: jeg er jo mand. Hahaha ej jeg ved det ikke. Det er jo det samme hvis der kommer en og fortæller noget dårligt om dig så gider man jo ikke at høre. Suppleant: men føler du at fordi du er mand, så er det mere tabu at være deprimeret? Informant 3: næ. Altså vi er vel forskellige individer jo. Det er jo op til hver person hvad man føler, der er vel også kvinder der ikke gider at snakke om det. (00:06:55) Interviewer: altså lægen hjalp dig og gav dig nogle lykkepiller. Gjorde lægen andet? Informant 3: ja han sendte mig til psykiater. Interviewer: ja okay. Hvad snakkede du med psykiateren om? Informant 3: om mit liv faktisk. Han startede fra da jeg var 13 år og ja så kørte han ellers bare på. Men det synes jeg egentlig heller ikke rigtig gav noget hvis jeg skal være ærlig. Haha Suppleant: hvor lang tid gik du hos psykiateren? Informant 3: jeg har gået der en 10 gange tror jeg gange. Suppleant: men hvad føler du så der endelig fik dig ud af depressionen? Informant 3: det var da jeg faktisk begyndte at dyrke motion og så fik jeg så arbejde, det hjalp også lidt på det. Informant 3: det var det der fik det til at gå over. At du har noget at lave at du har noget at stå op til, noget at se til ikke. (00:08:06) Suppleant: hvornår stoppede du så på pillerne? Informant 3: det gjorde jeg et halvt år efter tror jeg. Suppleant: var det din egen beslutning, eller? Informant 3: ja det var det jo. Jeg spurgte ikke lægens til råds for jeg stoppede jo. Haha Interviewer: nedtrappede du? Informant 3: næ jeg stoppede bare. Man skal tro på dem før de virker tror jeg. Det er ikke noget jeg vil anbefale andre at begynde på i hvert fald. Interviewer: du sagde før at det påvirkede din dagligdag at du ikke havde noget at stå op til, at du bare sov 3

58 Informant 3: ja eller også så skulle jeg bare væk hjemmefra. Så skulle jeg bare ud til venner og bekendte. Ligesom for at flygte fra det ikke. Interviewer: så du lavede aktiviteter for at komme væk fra tankerne? Informant 3: ja og så gik jeg meget på druk på det tidspunkt. Produktrelateret: (00:09:04) Interviewer: vi har lavet et fiktivt produkt, der handler om SIND hvis du kender noget til sind? Ved du hvad det er? Informant 3: sind, altså? Interviewer: ja landsforeningen Informant 3: det siger mig ingenting. Interviewer: det er landsforeningen sindslidende og folk der har noget med psykiatrien at gøre. Og pårørende. Som prøver at hjælpe dem. Hvis du lige vil prøve at kigge på den og beskrive hvad du ser, og hvad du tænker om den? Og hvad du først lægger mærke til. Informant 3: jamen det er jo billederne først. Suppleant: Bare tænk højt Informant 3: ja og så overskrifterne. Der falder lige i øjnene, men det skal overskrifter vel gøre. Interviewer: hvad tænker du om hvad der står i overskrifterne? Suppleant: og føler du at det ville være relevant for dig? Informant 3: ikke nu tror jeg. Men dengang der kunne det godt have været at man ville tage den hvis den hang på apoteket eller et eller andet. Interviewer: ja? Vores ide det var at den skulle ligge hos lægen. Informant 3: ja læger, apoteker Interviewer: hvorfor tror du, du ville have taget den hvis den hang hos lægen eller på apoteket? Informant 3: den falder jo i øjnene. Den fortæller jo det man godt vil høre. (00:10:50) Suppleant: tror du også du ville have taget den inden du havde været hos læge og fået diagnosen? Informant 3: Nej. Ikke jo, ja, jo nu står der føler du dig ofte nedtrykt. Det kan egentlig godt være. Men hvis der havde stået føler du dig deprimeret så havde jeg nok ikke taget den. For så havde det henvendt sig til en eller anden der var syg, og det følte man jo ikke man var. Interviewer: men nu hvor der står føler du dig ofte nedtrygt så kunne den godt have apelleret til dig? 4

59 Informant 3: ja det kunne den. Interviewer: hvad tænker du om billedet (på forsiden)? Informant 3: ensomhed, altså personen på billedet. Interviewer: hvad hvis du prøver at åbne den, hvad tænker du om de billeder der er inden i? Informant 3: det første jeg tænker på det er samtale. Man skal snakke med folk ikke. Det er jo nok der den går galt. Suppleant: det ville du ikke have lys til? Informant 3: dengang? Nej det tror jeg sku ikke. Ikke lige om det. Så var jeg nok blevet sådan lidt tilbageholden. Suppleant: hvorfor? Informant 3: jamen det ved jeg ikke. Det har jo nok noget at gøre med at man vil ikke indse at man fejler noget. Men man bliver klogere med alderen. (00:12:30) Interviewer: prøv at kigge på bagsiden ( )hvad med den boks ned i bunden? Informant 3: ja men det er igen, hvorfor fanden skulle man ringe til en? Suppleant: du følte ikke du var syg? Informant 3: næ jeg følte bare det var jeg tænkte jeg går sku over det her. Interviewer: men du sagde at efter du gik til lægen så fik du et andet syn på det? Informant 3: ja for der sidder en eller anden autoritær personer og siger det er det. Og han må jo vide det for han har jo forstand på det. Han kunne ligesom godt have sagt noget helt andet til mig og jeg ville have troet på ham, han er jo læge. Haha Interviewer: og så var det derfor du nok godt ville have taget den (pjecen) som du sagde, fordi så kom der ord på det. Informant 3: ja lige nøjagtigt. (00:13:45) Interviewer: vi har fundet nogle andre billeder som kunne være potentielle forsider. Så tænkte jeg på om du ville beskrive hvad du ser, på samme måde som med pjecen. Suppleant: er der nogen du synes der kunne fungere bedre end det vi har, eller? Informant 3: den der (solnedgang) minder mig om den der (forside). Den der (mand tager sig til hovedet) der ville jeg tænke hvad fanden har han hovedpine, eller hvad har han? Det her det er også meget godt, meget bekymret (manden i siluet). Det der oppe det er ikke relevant (persienner) for hun kan jo i teorien stå tænke Interviewer: hvad skal hun have til aftensmad Informant 3: ja lige nøjagtigt. Eller hvor bliver børnene af eller et eller andet. 5

60 (00:15:13) Interviewer: men tænker du der er en forskel hvis motivet er en mand eller kvinde? Informant 3: overhovedet ikke. Suppleant: du ville tage pjecen ligemeget om det var en kvinde der sad foran? Informant 3: ja for det er jo et individ. Man kan se at indvidet er bekymret eller det tænker sig langt væk ikke. Interviewer: det er sindstilstanden der betyder noget? Informant 3: ja det udtrykket i personens ansigt ikke... Jeg ville vælge de tre der (kvinde i regn, mand i solnedgang og mand i siluet). Interviewer: altså hvis der skulle være nogle alternativer? (00:16:12) Suppleant: du sagde selv du ikke havde lyst til at lave så meget. Men i forhold til din omgangskreds, dine venner og sådan, hvordan påvirkede det dig så at have depressionen? Informant 3: det var nok mere hvordan det påvirkede dem, for jeg har været en lidelse at være sammen med tror jeg. Altid negativ, altid irritabel. Suppleant: så hvad havde du brug for at der blev gjort, hvis du nu tænker tilbage, hvad kunne så have hjulpet? Informant 3: ja vi skulle jo nok have snakket om det dengang, men man vidste det jo ikke. Suppleant: du siger vi? Informant 3: ja mine kammerater og jeg eller min familie og jeg. Jeg blev bare irritabel når de nævnte det. Der var fandme ikke noget i vejen med mig. Suppleant: sådan at de skulle ikke komme og fortælle dig Informant 3: Ja! Lige nøjagtigt ja! Hehe der var sku ikke nogen der skulle komme og fortælle mig at jeg fejlede noget som helst. Men man bliver klogere. (00:17:23) Suppleant: men så kom du til lægen anden gang du fik en depression? Informant 3: og der kunne jeg jo godt se det. Der faldt alle brikkerne på plads. Også fra første gang af. Der faldt det hele på plads. Hvorfor jeg havde det som jeg havde det. Suppleant: ja så fik du en forklaring på det. Hvad skete der så efterfølgende i forhold til dit liv? Informant 3: jeg havde jo fået min datter. Og de flyttede jo til Jylland, så der tog jeg mere kontakt til hende i en periode for at se min datter. Suppleant: havde du mere overskud? Informant 3: ja det vil jeg mene. Ja det havde jeg. Suppleant: også til dine venner og familie ud over din datter? Informant 3: ja jeg blev gladere. Og det var ikke pga. de piller der. Haha nej det var det 6

61 saftsuseme ikke. Fordi ens humør fløj jo op og ned på de piller der. Interviewer: der var nogle bivirkninger som ikke var særlig heldige? Informant 3: jeg vil sige man fik det faktisk værre af dem. (00:18:40) Suppleant: da du var hos lægen der, fik du så noget information om alternative behandlingsformer eller forskellig medicin? Informant 3: en læge han nævner aldrig ordet alternativ. Haha. Men nej det var jo straks med piller og psykiater og så skulle man tage den derfra. Interviewer: psykiateren snakkede med dig og så fik du også piller af ham eller hvad? Informant 3: nej nej det var lægen. Interviewer: og psykiateren snakkede Informant 3: ja han mente ikke at det var nødvendigt. Interviewer: han mente det var samtale der kunne hjælpe dig ud af det? Informant 3: ja lige præcis. Og det brød jeg mig ikke om, at skulle sidde og åbne overfor en fremmed mand. (00:19:35) Suppleant: føler du at du fik noget ud af det samtaler hos psykiateren eller? Informant 3: nej om det hjalp? Jeg fik noget at tænke over, men om det hjalp... Det har måske hjulpet 33% Suppleant: hvordan fik du ideen med at begynde at løbe? Informant 3: ja hvordan fanden fik jeg den idé. Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har jo bokset før i tiden og der løb vi også meget. Og så tænkte man at jeg bliver jo nødt til at få noget motion af en art og det billigste var jo at løbe. Der gik ikke lang tid så kunne jeg mærke forskel. Der er nogle stoffer i hjernen der. Interviewer: endorfiner og hvad det nu hedder. Informant 3: lige nøjagtigt. Suppleant: løb du ofte, var det hver dag? Informant 3: ja da jeg begyndte at arbejde så var det når jeg kom hjem fra arbejde. Der fik jeg overskud til det. Jeg startede med at få arbejde og så begyndte det så. Suppleant: så der var nogle ting i dit liv der fik struktur? Informant 3: ja lige nøjagtig. Og så gik det egentlig hurtigt. Suppleant: men du kan ikke huske hvad det var der gjorde at du specifikt valgt at løbe, det var bare en idé du fik? Informant 3: nej men jeg har altid før i tiden løb jeg meget på rulleskøjter. Jeg har altid rørt mig 7

62 meget. Og så var der en overgang jeg ikke gjorde det. Og så tænkte jeg, nej jeg skal sku i gang igen. Og så gik det fandme hurtigt. (00:21:07) Suppleant: hvis du prøver at tænke over det en gang til: hvad var vigtigt, hvad fik dig til at komme videre? Informant 3: det var jo nok lægens ord for det. Det tror jeg faktisk det var. Da jeg havde været deroppe der faldt alle brikkerne på plads. Suppleant: så det var første skridt? Informant 3: ja. Suppleant: og så begyndte du at løbe og så fik du langsomt overskud til at se dine venner igen osv.? Informant 3: ja. Lige nøjagtig. Suppleant: så kom du ud af det på den måde? Informant 3: ja så gik der ikke lang tid. Men om man får tilbagefald det ved jeg sku ikke. Det gør man vel hvis man møder modgang igen. Det tror jeg. (00:21:55) Suppleant: men er det længe siden at du kom ud af det? Informant 3: ja det må være 10 år siden tror jeg. Suppleant: så du har fået det på afstand? Informant 3: ja ja. Så men jeg vil da råde folk der føler sig lidt nedtrykte til at besøge lægen, det kan godt hjælpe lidt på det. Suppleant: det med at komme op til lægen og få sa nogle ord på det? Informant 3: ja man skal jo ikke misbruge det haha. Fordi man har en dårlig dag skal man jo ikke bare ringe til lægen, men hvis man kan mærker der er noget i vejen, så søg læge. De er ikke helt tossede. Man skal bare komme ud med det. 8

63 Bilag 4: Interviewguide til interviews med informanter: Spørgsmål Formål Navn, alder? Hvornår har du haft depression? Hvor længe varede det? Hvordan påvirkede depressionen din dagligdag? Hvordan kom du ud af depressionen? Var der nogle personer der hjalp dig gennem det? lægen, venner, familie evt. Hvilke konsekvenser havde depressionen for informantens hverdag, og dennes evne til at kommunikere? Hvad bidrog til at informanten kom ud af depressionen. Hvem bidrog til at informanten kom ud af depressionen, og hvad gjorde/sagde de? Hvad havde du brug for da du var deprimeret? Hvad skal man inddrage i kommunikationen Produktrelaterede spørgsmål Beskriv hvad du ser og tænker om denne pjece: Ville du tage denne pjece, da du var deprimeret? informantens umiddelbare mening, uden nogen videre forklaring om produktet. appellerer pjecen til mennesker med depression

64 Bilag 5: Interview med Ingelise Svendsen : Interview: Så ville vi høre, hvad er din baggrund for at arbejde hos SIND? Svendsen: Min baggrund er at jeg har arbejdet i psykiatrien i små 30 år, og gennem det ble på et tidspunkt blev opfordret til oppe i Nykøbing og være med til at starte en lokalforening af SIND, og det var så i 1980, så jeg er jo nærmest en sådanne en, hvad hedder det, en pensionist i SIND også næsten ik. Interviewer: ja Svendsen: Så også var, det i mange år det lokale arbejde, så hvad hedder det fra midten 90'erne har det så været på landsplan hvor det så er blevet mere og mere ik altså, Interviewer: ja Svendsen: Hvor jeg så nu er næstformand ik så. Interviewer: Men er du uddannet inde for psykiatrien? Svendsen: ja Jeg har været plejer, Interviewer: Okay Svendsen: ja og jeg har elsket det. Suppleant: Men er det her så øh er SIND så dit fuldtidsarbejde øhh nu eller? Svendsen: Det er fuldkommen frivilligt arbejde! suppleant: Det er fuldkommen frivilligt? 1

65 Svendsen: Fuldkommen frivilligt, suppleant: Okay Svendsen: altså jeg får dækket host, får dækket mine udgifter, så som jeg kører herind, altså det får jeg dækket, og hvis man er til noget og så videre altså, der er ingen udgifter ved det, men der ikke nogen af os, de valgte der er ansat og er lønnet. Interviewer: Altså hva, Hvad er din arbejdsfunktion hos SIND, hvad laver du? Svendsen: Altså jeg er den der, altså vi er en formand og to næstformænd, og jeg er den af næstformændene der har øje på økonomien,og og er ligesom, vi er alle sammen selvfølgelige ansvarlige, men det er mig der mest har øje på den ik, også er jeg så formand for PR udvalget. Interviewer: Altså så, det er så jer der står reklamer og sådan... Svendsen: Det er os der står for at lave, a nu har jeg lige samlet sammen, lidt af vores brochure, og hvad hedder det, det er, det er mig sammen med et udvalg, der så også er frivillige,det står for alle de ting, også hvad hedder det og bladet. Interviewer: ja Svendsen: Ja Interviewer: øhh ja Hvem opfatter SIND som målgruppen? Svendsen: Jamen vi er jo en interesseorganisation, så øh hvad hedder det så vores målgruppe er alle, altså vi har ikke delt os op om om om i pårørende og brugere. Nej vi er en interesseorganisation og selvfølgelig var det nogle pårørende der i tidernes morgen, hvad hedder det, startede det her, men men det har hele tiden været at alle kunne være medlem, og vi og vi varetog hele psykiatrien. 2

66 Interviewer: Ok altså så i har lige så meget fokus på de pårørende som i har på de sindslidende? (00:02:43) 00:05:11: Interviewer: Men så tænkte vi på, i gør jer nogle overvejelser om, hvordan i kommunikerer til de psykisk syge, i sproget sådan i pjecerne for eksempel? Svendsen: Nej det har vi faktisk ikke mere, ( ) det har vi ikke et eller andet enøjet syn på. Det skal selvfølgelig være let læseligt og let forståeligt, ikke altså ( ) sådan en som den her det er jo en tung sag, samvær med folk med psykose problemer men det er mere sådan en vejledning til de pårørende, men vi har så den her værd at vide om depression og værd at vide om skizofreni. Det er skrevet let forståeligt i et sprog, ( ) det er en psykiater, der har skrevet det, men det er ikke skrevet i lægesprog vel. Vi har så fået nogen enkelte, og fik faktisk en her for nyligt, en henvendelse om, vi havde havde noget der var ligt mere Pixibog agtigt, end det her. Men vi har jo set det her som en slags et opslags... Altså man kunne, jeg har udleveret den her for nyligt også til en mand jeg kender, hvor depression og han har sådan læst lidt i det, det han synes der er behov for, også går der et stykke tid, så læser han lidt og kigger igen ik. Det er jo ikke noget man behøver at læse fra enden til anden, det kunne man gøre hvis man var under uddannelse, eller noget, eller måske som pårørende. Men for eksempel en med en depression kan slet ikke kapere sådan en. Men spekulerer ikke i om det skal være mere let forståligt eller læseligt for den syge. Fordi sådan hænger det ikke rigtigt sammen, fordi selv om du, du kan selvfølgelig have så voldsom en psykose, så det ser ud som om at dit intellekt det forsvinder, men det er der altså alligevel og de fleste mennesker der har en psykisk sygdom, går jo ikke og er smadder syge hele tiden, og det virker jo ikke ind på forstanden, det kan maskerer den. Altså jeg har også oplevet mennesker med en psykose, som man havde tænkt ej for søren hvor er hun også dårligt begavet, hun har svære ods osv., også kommer hun ud af psykosen, så opdager man lige pludseligt overhovet ikke. ( ) 00:08:23: Interviewer: Nu tænkte vi også i forhold til depression, og ligesom ham du sagde du kendte, du gav den der folder til, har han selv depression? Svendsen: Ja han har en depression ja Interviewer: Men altså hvordan kan SIND hjælpe ham ellers? Svendsen: Det har jeg så gjort, ved at snakke med ham. Altså det er sådan set mig der har sagt: ved du hvad, jeg tror faktisk du har en depression, og det er der ingen tvivl om, det her er en lettere depression, men han har en depression det er helt klart, hans mindreværd osv. sådan har han normalt ikke været vel altså. Han slog sig så i 3

67 tøjet: Ja det er godt med dig og så siger jeg men nu får du altså den der, også synes jeg, du skal kigge lidt i den 00:15:56: Suppleant: Men nu handler vores produkt jo specifikt om depression. Oplever i sådanne problemer, du snakkede lidt om før, at man som deprimeret måske ikke havde så meget overskud til at kigge, i sådan foldere. Men oplever i sådan et problem med at, at de deprimerede, har problemer med at handle ud fra de tilbud i gir, når i endelig nå dem, hvis du forstår hvad jeg mener? Svendsen: Ja, jeg forstår godt hvad du mener. Altså det kan man ikke sige sådan generelt, fordi et menneske der har en dyb depression, kan du ikke nå. Hverken med blade eller pjecer eller noget om helst, nogen gange kan du dårligt nå dem i en personlig kontakt vel. Men og det må man jo hele tiden tage udgangspunkt i, altså det kan vi gøre her, som sådan et eller andet bredt, der er nogen vi ikke ville kunne nå, der er også nogen at de dybt psykotiske og skizofrene vi heller ikke ville kunne nå. Det kan man ikke, og det kan man måske ved personlig kontakt i ganske få minutter nå dem, så det kan vi ikke. 00:17:16: Interviewer: Men tror du ligesom at vores produkt, at det ville kunne nå en, altså vores målgruppe det er folk som er ved at udvikle en depression, eller som har et let depression, tror du at det ville virke? Svendsen: Jamen det tror jeg da, det tror jeg da. Interviewer: Altså hvis det ligesom lå hos lægen i venteværelset eller sådan? Svendsen: Jamen jeg har nogle kommentarer til det, men helt bestemt ville det da. Jeg har altså også lige... Føler du dig ofte nedtrykt ik altså, det er godt vigtigt at skelne imellem, der er altså forskel på at være nedtrykt og ked af det, på grund af et eller andet, også have en depression. Interviewer: Vi har også haft problemer med altså hvad vi skulle skrive. Om Er du tit deprimeret om det var lidt for voldsomt? Svendsen: ja det er det nok, men det kunne være trist, men det er svært det her. Fordi det er jo en tendens her i samfundet. Selv børn siger: Jeg er deprimeret. Men der er altså ting, der er helt legalt at være rigtig rigtig ked af det, hvvis man mister sin far eller mor, eller man mister sin kone eller sin mand eller ( ) det er ikke ens betydende med at man har en depression, man kan udvikle det man kan få det. Men det er legalt i det her samfund at være ked af, over et eller andet. ( ) 4

68 00:26:02: Suppleant: Det vi også er lidt interesseret i, det er hvordan man kommunikere med dem. Altså når jeg for eksempel kigger på jeres billeder her, så er det også meget forskelligt, hvad det er for en tilstand billederne viser, der er noget altså lige med depression, er det for eksempel et billede af en der er trist ik. Så hvordan har i, har i nogen erfaring med hvad der bedst fungerer i forhold til det. Svendsen: Nej, og selv om vi synes, at vi har gjort det allerbedste, og fundet det vi synes illustrerer det mest, så det meget tit det folk reagerer på, og siger: Hvorfor i alverden tager i sådan et billede på ik. Jeg kan huske vi snakkede, nu skal jeg lige se, om jeg kan huske hvor den er ( ). Da vi lavede den, altså den har vi også fået en til at skrive, også havde Henrik vores kommunikationschef fundet et billede frem med en ung kvinde. Og der var min første reaktion at sige: Det dur ikke, fordi så signalerer vi, at det er en kvindesygdom, det er det ikke, der findes altså, der uden tvivl flest kvinder men, nej det er der nok ikke, for der er ligeså mange mænd. Men mænd reagerer bare på andre måder, de skader ikke så tit sig selv, de går ud og slår på tæven i stedet for ik. Så der siger jeg: ( ) Vi skal ikke komme med sådan et signal om, at det er en kvindesygdom, også fandt han så det her. (Det er den der hedder Borderline) 00:27:46: Suppleant: Det var også det, der gik meget tanke i, vi forsøgte at have meget tanke i de billeder vi valgte. Vi havde så ikke tid til, vores oprindelige plan var at gå ud, selv at tage nogle billeder, ( ) men det havde vi ikke tid til, så vi gik på nettet ik, men det tog langt tid. Svendsen: Men jeg synes det der (forsiden) illustrerer meget godt, men selvfølgelig illustrerer det også kvindesygdom. Suppleant: Det var så også en tanke vi havde, at vi sad også lidt om vi så skulle finde et lingende billede, også lave to foldere, hvor der var en der var til en mand. Fordi vi ville ikke have et billede hvor der var begge køn på. Svendsen: Nej for det ville også virke forkert, fordi ( ) hvor går vi hen og finder et billede, hvor der sidder to deprimerede en mand og en kvinde, og ser trist på hinanden. 00:29:29: Interviewer: Er det din opfattelse, at det er mere sådan et tabu når man er mand. Svendsen: Det er jeg sikker på, for det signalerer jo svaghed, det signalerer jo at du jo ikke selv kan klare dine problemer. ( ) I hvert fald mænd i min generation, det bryder man sig ikke om. Så skal man være meget tæt før man indrømmer det. Der er jeg stadig fra den generation, hvor far klarede det hele. Og nu har jeg lige siddet og læst Hanne Vibeke Holst, så nu kan det være jeg bliver helt smittet af det haha. ( ) Og det 5

69 tror jeg da, når jeg kigger på min egen søn, hvad er han, han er 45, så ville han da få et slagtilfælde, hvis jeg sagde til ham på et tidspunkt: Jeg tror du har en depression, det er da helt sikker, han ville benægte det på det groveste, det er jeg helt sikker på. Så det tror jeg, der tror jeg. Men altså mænd og kvinder reagerer jo også forskelligt, og mænd kommer jo også meget senere til læge. Suppleant: Generelt tænker du? Svendsen: Ja men også med psykiske problemer ik, fordi altså: Det må jeg jo selv kunne klare, det er jo flovt og komme og sige at jeg jeg er ked af det hele tiden, jeg går og græder hele tiden, jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst, og mens jeg sidder og det hele forfalder omkring mig, jeg får ikke pudset mine vinduer, jeg får ikke gjort noget som helst. Men jeg tror mænd ser det mere som et nederlag end kvinden gør. Så det kunne være en måde at signalerer, at det her er også en mandesag. 6

70 Bilag 6: Interviewguide til interview med Ingelise Svendsen fra SIND Hvad er din baggrund for at arbejde hos SIND? Hvad er din arbejdsfunktion hos SIND? Hvem opfatter SIND som sin målgruppe? Hvordan kommunikerer I med målgruppen (gennem pjecer, plakater, hjemmesiden ell. lign.)? Er der noget i er særligt opmærksomme på, når i kommunikere med psykisk sårbare. Hvilke problemer er der med kommunikationen? SINDs mening om indhold og relevans af det foreløbige produkt (vedhæftet mail) Hvilke af SINDs tilbud i forbindelse med depression og samtaleterapi, kunne være relevant at have i en sådan pjece?

71 Bilag 7: Interview med Karin Garde 04.17: Garde: Det eneste gode man kan sige om en depression er at den går over. Det er en fasisk sygdom : Garde: Det er jo ikke noget under hvis man skal se på hvorfor kvinder i meget højere grad end mænd er depressive. Så har det også at gøre med at ( ) 70 % af verdens fattige er kvinder. Så det er at reagere på eller anden måde med mismod fordi man ikke ved hvordan man skal få mad til børnene i morgen : Garde: Når kvinder er mere deprimerede end mænd så har det også nogle gammeldags biologiske forklaringer. Det at reagere med depression ( )efter fødsel, det er jo ikke ukendt. Det er vel 10 % af førstegangsfødende der får en depression : Garde: Det der er enormt vigtigt når i skriver det her det er at i respekterer folks forskellighed. Forskellige måder at være deprimeret på og reagere på. Det er virkelig noget når man går med det til daglig og ser hvor forskelligt folk reagerer (interviewer: det er svært at skære alle over en kam?) Det kan man slet ikke : Garde: Og også noget helt centralt i en behandling af en depression, eller af en sygdom i det hele taget, det er, at man viser sin interesse jeg vil gerne høre fra din mund, hvad det er. Det er jo en del af respekten. Jeg vil gerne høre hvad du kan fortælle. Og så kommer lægen med spørgsmål: hvordan står det til med din appetit, din søvn, er der en forskel fra morgen til aften, er der en tid på dagen der er bedst og en der er den værste. 21:48: Garde: det vender jeg hele tiden tilbage til det der med forskelligheden. Nogle mennesker udholder de mest utrolige belastninger, og reagere ikke på dem, og nogle reagerer på sådan en lille ting. 24:47: Garde: Det er tit sådan noget med jamen, jeg er jo også selv uden om det. 30:12: Interviewer: tror du tit det er pårørende, der får folk til at gå til lægen? 1

72 Garde: ja, det er det. Og derfor er det faktisk ret alvorligt og være alene. Man kan godt bo alene, men at være alene uden relation. 34:45: Interviewer: Påvirker depression en persons evne til at modtage information Garde: Ja, det tør jeg nok sige. Interviewer: Nu tænker vi jo også her på dem med lette depressioner Garde: Ja, der er det at fastholde information, det kan være rigtig svært ( ). Med en svær depression er det slet ikke muligt. De taler med lav stemme og kan slet ikke forstå, hvorfor lægen gider beskæftige sig med dem. Men altså eller er det igen de der helt generelle træk: respekt, lydhørhed og interesse for patienten. Det gør, at man kan finde ud af, hvordan kan jeg være sikker på, at hun har forstået, at det hun skal gøre er det og det og det. Og derfor er det jo, når det er en deprimeret patient vil det være en meget fornuftigt, at give noget skriftligt information med, foruden at det vil være en rigtig god ide at have en bisidder med. Fordi man høre ikke altid, fordi man er så skrækslagen for hvad lægen nu siger. 37:20: Interviewer: skal man være opmærksom på noget, når man kommunikere med mennesker med depression? Garde: Ja, det er netop koncentrationsvanskelighed og hukommelsesvanskelighed, fordi man jo har en hel masse andet i hovedet. Om produktet: 40:27: Suppleant: Hvis man nu satte en mand på her på samme måde, ville det så være bedre? Garde: Ja, hvis man ser det i øjnene, at mænd de er de sværeste at nå, så kunne det godt være, at det var en mand der skulle sidde der og se fortabt ud og ikke kunne noget. Interviewer Tror du også det kunne appellere til kvinder? Garde: Det tror jeg da sagtens det kunne. Ja. Fordi kvinder har en helt anden indstilling til helbred. Det må man godt fortælle om. Det er jo et meget almindeligt emne pigerne imellem, at snakke om hvordan de har det. 44:20: Garde: Lav selvfølelse er jo absolut et element i depression. Og mænd må jo have de samme følelser, når de sakker agterud i skole og uddannelse og er sammen med piger osv ik, men 2

73 lukker meget mere tæt. Garde: Blandt uopdagede depression er mænd i stort overtal. 45:10: Garde: nedtrykt er udmærket, fordi det tager hele spektret. 45:37: Garde: Jeg synes i gør en god gerning, når i skriver nedtrykt, fordi det er en genkendelig følelse, og den går igen i alle spektrets grader. 3

74 Bilag 8: Interviewguide til interview med overlæge Karin Garde Hvad vil det sige at have en depression? Hvem rammes typisk af depression? Hvad er dine erfaringer med, hvordan man bedst behandler personer med en depression? Reagerer mænd og kvinder forskelligt på depression? Hvis ja, hvordan? Hvordan udvikler en depression sig, fra let til svær grad? Kan man tale om et typisk forløb? Sker der fra dag til dag eller over en længere periode? Påvirker depression en persons evne til at modtage information? Skal man være opmærksom på noget (evt. sproget) når man kommunikerer med mennesker med depression?

75 Bilag 9 - Produktet

76 Føler du dig ofte nedtrykt? SIND s landsdækkende rådgivning TLF: Telefontid: mandag fredag og søndag. Kredskontor L. I. Brandes Allé 1, st. tv., 1956 Frederiksberg C TLF: Telefontid : fredag kl sindfrederiksberg@dbmail.dk Psykologisk rådgivning København Slotsgade 2, 2.tv. Nørrebro raadgivningen@kbh-sind.dk SIND Hovedstadens Omegn Skovbrynet Bagsværd. TLF: Telefonrådgivning: Telefonen er åben: man-fre kl søn kl Vi kan hjælpe

77 Pårørende samtaler SINDs pårørenderådgivning tilbyder vejledning, støtte, og undervisning til pårørende til personer med forskellige former for sindslidelser. Som pårørende kan du altid ringe til telefonrådgivning, hvor der sidder psykologer, socialrådgivere og frivillige klar til, at hjælpe og støtte. Udover dette tilbyder SIND også gratis samtaler med en psykolog i pårørendegrupper. Mange oplever, at dette kan være en stor hjælp, da de samtidigt kan dele erfaring og få støtte af andre pårørende til sindslidende. Hvem er SIND? SIND er en forening for personer, der er psykisk sårbare samt pårørende og andre der interessere sig for psykisk sundhed. Vi står derfor klar til at hjælpe dig videre i livet, hvis du er nedtrykt eller på anden måde føler dig psykisk ustabil. Hos SIND kan du møde ligesindede, der selv har eller har haft psykiske problemer. Vi er mange, der står klar til at dele ud af egen erfaring, så du kan få det bedre. Jo hurtigere du kommer i kontakt med folk, der kan afhjælpe dit problem, jo hurtigere vil du blive i stand til at bearbejde det selv. - Gratis - Hurtig hjælp - Vi har tavshedspligt - Telefonlinje: Samtale i grupper Måske vil det hjælpe at tale med andre unge, der har det ligesom dig. SIND Ungdom tilbyder derfor samtalegrupper til unge psykisk sårbare mellem år. Her kan du sammen med andre unge og en psykolog få talt om de ting, der kan gøre livet svært. Gruppeforløbene holdes i hyggelige omgivelser, og du har sammen med de andre deltagere selv indflydelse på, hvad i taler om. SIND Ungdoms psykolog vil være med til at guide samtalen, så du får vendt de problemer, der er vigtige for dig. Hvad kan SIND gøre for dig? Vi tilbyder gratis og anonym rådgivning, hvis du føler dig psykisk ustabil. Du har mulighed for at få en snak over telefon, hvor du altid er velkommen til at ringe. Hvis du har brug for det, tilbyder vi også gratis samtaleterapi. Individuelle samtaler SIND tilbyder individuelle samtaler, rådgivning og støtte til folk med forskellige sindslidelser, herunder depression. Du kan få fat i SIND enten via telefon eller ved at møde op på en af vores afdelinger indenfor hovedstadsområdet. Hvad enten du ringer eller møder personligt op, vil du blive mødt af professionelle rådgiver, her i blandt psykologer, socialrådgivere og frivillige, med stor erfaring indenfor området.