Anerkendelse i pædagogisk praksis.

Transkript

1 UNIVERSETY COLLEGE LILLEBÆLT ODENSE PÆDAGOG SEMINARIUM. Anerkendelse i pædagogisk praksis. Vejleder: Karin Jensen Bryderup Censor: Lisbeth Flydtkjær Studie nummer: Bachelor periode: Vinter 2013/2014. Antal tegn: anslag. Billede:

2 Abstrakt. Emnet i denne opgave er Anerkendelse i pædagogisk praksis. Problemstilling lyder som følge: Hvordan defineres anerkendelse og hvordan kan kommunikation bruges som formidling af dette? Hvordan kommer pædagogers forståelse af anerkendelse til udtryk i deres kommunikation med barnet? Og er der en fælles forståelse for hvad anerkendelse betyder og hvordan det skal udføres i praksis? Formålet med opgaven er at finde ud af om der eksisterer en fælles forståelse for anerkendelsesbegrebet i den pædagogiske praksis. For at belyse Anerkendelse som teori benytter jeg mig bl.a. af Berit Bae og for at definere Kommunikation i forhold til anerkendelse gør jeg bl.a. brug af Bateson. For at nå frem til det ønskede resultat benyttede jeg mig af en spørgeskemaundersøgelse og observationer i forskellige institutioner. Spørgeskemaet havde fokus på pædagogens forståelse af anerkendelse, og i observationerne lade jeg vægt på hvordan disse forståelser kom til udtryk under pædagogernes kommunikation med børnene. Herefter bliver disse to ting sat i forbindelse med den beskrevne teori. Jeg er nået frem til at pædagogernes forståelser af anerkendelse var forholdsvis ens, forskellen imellem dem viste sig i deres brug af anerkendelse i deres praksis. 2

3 Indhold Abstrakt Indledning Problem formulering Opbygning af opgaven... 4 Metode afsnit... 5 Afgrænsning af målgruppe Anerkendelse som begreb og teori Kommunikation i forhold til anerkendelse Institutions kultur Analyse og tolkning af observationer i institutioner Institution Analyse: Institution Analyse: Diskussions afsnit Konklusion Litteraturliste Bilag 1. Besvarelse af spørgeskema Institution 1 pædagog Institution 1 pædagog Institution Bilag 2. Observationer i institution Bilag 3. Observationer institution

4 Indledning. I medierne og blandt politikkerne snakkes der dagligt om, at der skal lukkes specialinstitutioner i hele landet. Beslutningstagerne sætter deres lid til, at vi som pædagoger er i stand til at inkludere et øget antal af børn med særlige behov og forskellige udfordringer. Det er i denne situation vigtigt at vi som pædagoger har gode og anvendelige redskaber til dette. Anerkendende pædagogik er et redskab som bliver brugt meget i denne sammenhæng, og man møder det i næsten alle institutioners institutionsbeskrivelser. Men er anerkendelse bare blevet et hurra ord eller kommer det faktisk til udtryk i institutionerne? Jeg har i mine sidste to praktikker været i to vidt forskellige institutioner, men fælles for dem begge er, at de lægger vægt på anerkendende pædagogik i deres arbejde med børnene. Jeg oplevede dog ikke, at de havde samme tilgang til denne teori. Kan dette have noget med deres forståelse af teorien at gøre? Det er interessant at undersøge hvordan teorien om anerkendende pædagogik tolkes ude i praksis. Mange mener de er anerkendende, men hvordan er de anerkendende? Hvordan kommer deres tolkning af teorien til udtryk i deres kommunikation med børnene? Jeg har valgt at undersøge dette nærmere i denne opgave og er derfor kommet frem til følgende problem formulering: Problem formulering. Hvordan defineres anerkendelse og hvordan kan kommunikation bruges som formidling af dette? Hvordan kommer pædagogers forståelse af anerkendelse til udtryk i deres kommunikation med barnet? Og er der en fælles forståelse for hvad anerkendelse betyder og hvordan det skal udføres i praksis? Opbygning af opgaven Jeg vil bygge min opgave op på følgende måde: 1. I første del af opgaven, vil jeg komme ind på definitionen af anerkendelse og definitionen af kommunikation og på hvordan disse to er relaterede og vigtige som redskab. Jeg vil også i denne del definere andre relevante fagudtryk, som jeg vil benytte mig af i løbet af opgaven. Med dette vil jeg fra starten beskrive hvilken forståelser jeg lægger bag de forskellige begreber. 2. del af opgaven indeholder en analyse og diskussion af min empiri. Herunder diskussion af de observationer og den spørgeskema undersøgelse jeg har gennemført. Samt en refleksion over hvordan de forskellige forståelser adskiller sig, eller har ligheder med den beskrevne teori, og over 4

5 hvordan pædagogernes forståelse af anerkendelse kommer til udtryk i deres praksis. Derudover vil jeg sammenligne de forskellige forståelser af anerkendelse og diskutere hvorvidt vi har et fælles anerkendelses begreb i faget eller ej. Metode afsnit Til at belyse min problemformulering vil jeg benytte mig af undersøgelser i to daginstitutioner i henholdsvis Odense og Middelfart. Jeg har bedt alle uddannede pædagoger udfylde et spørgeskema, hvor de skal svare på spørgsmål der belyser deres forståelse af anerkendelsesteorien og deres eget brug af denne i deres pædagogiske praksis. Jeg har valgt spørgeskema som metode, fordi det er en metode der er egnet til at få pædagogerne til, introvert at reflektere over deres praksis og forståelse af et teoretisk emne. Det er desuden en metode, hvor min tilstedeværelse påvirker deres svar mindre end ved et interview der kunne være et alternativ. Desuden er det en tids effektiv metode, fordi pædagogerne kan svare når de har tid. På den måde er det den mindst mulige belastning af institutionens travle hverdag. Spørgsmålene har fokus på hvordan den pågældende pædagog forstår anerkendelse, hvad deres fokuspunkter er og hvordan de mener, at de bruger anerkendelse i deres pædagogiske dagligdag. Spørgsmålene er åbne for at min forståelse af anerkendelse ikke skal påvirke pædagogernes besvarelse. 1 Efter gennemførelse af spørgeskema undersøgelsen vil jeg tage ud og iagttage pædagogerne med henblik på at se hvordan deres forståelse kommer til udtryk i praksis. Jeg vælger at spørgeskemaundersøgelsen ligger først, af praktiske årsager, på trods af, at jeg ved de kan påvirke pædagogernes praksis på observationsdagen, ide de så er opmærksomme på, hvad jeg observerer. Men idet jeg alligevel af etiske årsager oplyser om emnet ved start af observationen, mener jeg ikke det har effekt, til gengæld har det givet pædagogerne bedre tid til at svare på spørgsmålene. Jeg vil iagttage 1-2 pædagoger på hver institution, jeg er opmærksom på, at antallet er ikke repræsentativt ift. Evidens. Det vil udelukkende være et udtryk for den pågældende pædagogs egen forståelse og kommunikation, men det giver dog også et indtryk af en acceptabel adfærd i den pågældende institution. Jeg vil iagttage pædagogen under dennes interaktion med forskellige børn. Jeg har valgt at iagttagelserne skal være af en pædagogstyret aktivitet, da der i en situation 1 Bøgh Andersen side

6 som denne, foregår meget målrettet kommunikation imellem barn og pædagog. En situation som denne gør det også muligt for mig at iagttage et længere samtale forløb. Jeg har primært observeret om formiddagen, fordi det oftest er her pædagogerne har planlagt aktiviteter. Jeg vil være en passiv observatør, da jeg vil forstyrre pædagogen så lidt som muligt. Hvis jeg deltager for meget vil det påvirke situationen, og dermed resultatet af mine iagttagelser. Jeg er bevidst om at det kan påvirke mit resultat at pædagogerne på forhånd ved hvad jeg har fokus på under mine observationer. Dette kan bevirke at de er ekstra fokuserede på at være anerkendende i deres praksis, og dette giver hermed en risiko for at det ikke giver et helt sandfærdigt billede af den daglige pædagogiske praksis, i den pågældende institution. Det er målet, at en analyse af de ovenfor beskrevne undersøgelser, skal danne grundlag for at skabe hypoteser. Dette kaldes Induktiv strategi. 2 Jeg vil bearbejde spørgeskemaerne med det der kaldes åben kodning. Når man benytter sig af åbenkodning knytter man nøgleord og temaer til indholdet i spørgeskemaet. Dvs. at jeg kigger målrettet efter nøgleord som jeg har udvalgt ud fra min teori. På denne måde bryder jeg teksten op, og vil herefter sammenligne tekststykkerne i forhold til hinanden. 3 Afgrænsning af målgruppe. Mål gruppen i denne opgave er pædagoger der til dagligt arbejder i en børnehave. Jeg har valgt to institutioner som begge, på deres hjemmeside, lægger vægt på inklusion og en anerkendende tilgang til børnene. Jeg kender også disse to institutioner godt i forvejen og ved at de har forskellige måder at gribe anerkendelsesbegrebet an på. Grunden til at jeg har valgt at arbejde med pædagoger i børnehave sektoren er, at der foregår meget direkte verbal kommunikation imellem pædagog og barn. Der foregår også meget kommunikation i mellem mindre børn, men dette er fokuseret på nonverbal kommunikation og dermed sværere for mig at observere. I børnehave alderen snakker børnene stort set flydende og kan forklare sig, og dermed kan jeg observere hvordan pædagogen ser barnet og tager stilling til dets verden, viden og holdninger. Anerkendelse som begreb og teori. I dette afsnit defineres anerkendelse som teori og begreb. Afsnittet skal bruges som baggrundsviden for de undersøgelser der diskuteres senere i opgaven. 2 Bøgh Andersen side Bøgh Andersen side

7 Anerkendelse er et flyvende begreb, da anerkendelse ikke er noget du har men noget du er. 4 Berit Bae siger følgende: Der er ingen metode, som hedder anerkendende kommunikation men det skal betragtes som en væremåde der skal komme til udtryk i kommunikationen hvis den skal være virksom imellem mennesker (Berit Bae) Hun beskriver at man skal prøve, at se muligheder i stedet for problemer med barnet, og at måden vi kommunikerer på afspejler vores menneskesyn. 5 For at kunne definere anerkendelse som begreb er det vigtigt, at forstå de grundantagelser der ligger bag begrebet. Disse antagelser repræsenterer et bestemt menneske og verdens syn, som er en forudsætning for, at man kan forstå og bruge anerkendelsen i praksis. Den første antagelse er at der i et hvert samfund er noget der er godt. Der er altid ressourcer, erfaringer og løsninger man kan bruge til at løse de problemer man møder. Den anden antagelse er, at man er bevidst om, at det man fokuserer på, er det der lever i ens bevidsthed. Hvis man fokuserer på det gode, ser man det gode osv. Det er også vigtigt, at man respekterer, at vi hver især har vores eget billede af hvordan verden ser ud. Vores liv har formet dette billede, og det påvirker det vi oplever. Den næste antagelse er, at alt hvad vi siger og kommunikerer påvirker os selv og dem omkring os. Måden vi formulerer os på, påvirker den pågældende situations udfald og konsekvensen heraf. Det er også vigtigt at vide, at vi som menneske klynger os til det vi kender. Vi har alle behov for en tryg base. En anden antagelse er, at man skal kunne tage det bedste fra sin fortid med til sin fremtid og lade alt det dårlige blive tilbage. Vi har alle en fortid, god eller dårlig. Vi skal bare bruge den konstruktivt til noget positivt. I forhold til anerkendelsesbegrebet er det også vigtigt, at man kan værdsætte forskellighed og se det som en styrke frem for en begrænsning. Vi skal respektere hinanden og det faktum, at vi ikke alle er ens. Sidst men ikke mindst er antagelsen om, at der bag hvert problem gemmer sig en frustreret drøm. Et ønske om noget. Og ved at sætte fokus på denne drøm i stedet for problemet, får man en positiv tilgang til løsningen på problemet. 6 Mads Dall og Solveig Hansen beskriver i deres bog slip anerkendelsen løs(2001), at det er sundere og mere livgivende at undersøge drømme, håb og visioner, end det er at fordybe sig i alskens problemer, 4 Kinge side 58 5 Öhman side Borgmann side 46. 7

8 dog uden at man benægter problemernes tilstedeværelse. 7 Med disse antagelser i baghovedet kan jeg gå videre med at definere anerkendelse som teori. Der findes mange måder at definere anerkendelse på afhængigt af hvilken teoretiker man benytter sig af. Overordnet bygger teorien på det der kaldes det Helotropiske princip. Helios er græsk for sol. Det bygger på ideen om, at mennesker og de sociale systemer imellem dem, udvikler sig mod lyset, solen. Og at måden hvorpå vi bruger sproget er afgørende for vores oplevelse af virkeligheden. David Cooperrider udtrykker det således: at det vi giver opmærksomhed; giver vi liv. Han kalder det Appreciative Inquiry into organizational life. Ifølge ham handler det om at anerkende de ressourcer, muligheder og erfaringer som skaber ethvert individ. Den anerkendende tilgang ligger op til systematisk at have fokus på at spørge nysgerrigt og åbent ind til det der virker og som skaber glæde. 8 Anerkendelse består i, at den voksne ser og hører barnet ud fra dets egne præmisser. Den voksne skal vise accept, respekt, medfølelse og afgrænsning, også selv om den voksne ikke kan lide det barnet gør. Dog skal den voksne også være tro imod sig selv. Anerkendelse som begreb ligger sig op af ordet bekræftelse, som betyder at man giver kraft til den andens oplevelse. Dette indebærer at man forholder sig åbent til barnets oplevelse. Barnet skal føle, at det bliver set i øjeblikket og får følelsen af at være bekræftet som forståelig og meningsfuld. 9 Daniel Stern taler om, at det er øjeblikket som leves og opleves der er vigtigt, og ikke hvordan vi formulerer vores erindringer bag efter. Stern ligger opmærksomhed på at det i denne forbindelse er vigtigt, at være autentisk i sit møde med barnet. Han hævder at vi ikke altid kan være nærværende, da vi har en automatisk adfærd. Det særlige og gode øjeblik fremkaldes ved, at der sker noget anderledes, der fanger vores opmærksomhed. 10 Det er dog vigtigt at vi som pædagoger bestræber os efter at være nærværende så meget som muligt, for at kunne anerkende barnet bedst muligt. For yderligere at definere begrebet, er det relevant at se på hvad modsætningen til anerkendelse er. Det modsatte af anerkendelse er underkendelse. Hvis barnet gentagende gange udsættes for underkendende relationserfaringer, skaber det en falsk selvfølelse og gør det vanskeligt at opbygge en sund selvfølelse. Underkendelse kan f.eks. komme til udtryk i form af ignorering, 7 Borgmann side 44 afsnit 3 linje 5. 8 Borgmann side 43 9 Elkjær Krogh side Idun Mørch side 60 8

9 kontrollerende og lukkede spørgsmål, definering, bebrejdelser og afvisning. Hvis børn udsættes for dette regelmæssigt kan det føre til, at de lukker sig inde i sig selv, og får mindre tillid til de voksne omkring dem. De kan blive afvisende over for kontakt forsøg og mindre villig til at høre efter hvad den voksne siger, og dermed blive opfattet som krævende og besværlig. Barnet beskytter sig selv på den bedste måde det kan finde ud af. F.eks. ved at løbe sin vej når den voksne henvender sig til barnet. Det kan betyde, at det helt eller delvist bliver ekskluderet fra fællesskabet. Det er den voksnes ansvar, at der er en sund relation imellem barn og voksen, men det vil i denne situation ofte være barnet der får skylden. 11 Der er ofte folk der forveksler anerkendelsesbegrebet med det at værdsætte. Nogle er af den overbevisning, at det at værdsætte er det samme som at være positiv og at der ikke er plads til at tale om det der er svært, hvis man skal være anerkendende. Man kan sige, at anerkendelse for nogen kan blive betragtet som et holdkæft bolsje der gør at man ikke kan tage problemer alvorligt. Dette er dog ikke tilfældet. Det bare vigtigt hvordan man forholder sig til det. Som tidligere nævnt er det et godt redskab at fokusere på drømmene bag problemet, og se håbet bag. Hvis vi bliver anerkendt i det vi oplever, kan vi se fremad og arbejde konstruktivt med det problem vi står med. En frase der opsummerer dette er: Det er umuligt at se solnedgangen hvis man er ved at drukne. Mange forveksler også anerkendelse med ros. Der er dog stor forskel på disse to begreber. Ros er en positiv vurdering, og er i nær familie med begrebet kritik. Når vi roser noget barnet har gjort kategoriserer vi det vi ser som noget godt eller skidt. Et eksempel på dette kan f.eks. være sikke en flot tegning. Hvis man roser et barn for meget, kan det skabe en afhængighed hos barnet for at blive rost ofte. Ros opbygger selvtillid men ikke selvværd. Modsat ros er anerkendelse ikke en vurderende tilgang. Man viser at man ser barnet, og ikke bare det, det har lavet. For at bruge sidste eksempel med tegningerne kunne man i stedet formulerer det således: Det ser spændende ud, hvad er det du har lavet?. Her anerkender man barnets ressource i stedet for produktet. Vi roser folk for det de gør, og anerkender dem for det de rummer. 12 I forbindelse med denne opgave er det relevant, at komme ind på noget forskning lavet af Berit Bae. Hun har undersøgt, om vi som pædagoger egentlig ved, hvad det betyder at indgå i 11 Elkjær Krogh side Borgmann side 51 9

10 anerkendende dialoger i pædagogiske kontekster. Via hendes studier fandt hun ud af, at anerkendelse ikke nødvendigvis handler om langvarige dialoger. I en børnehave foregår kommunikationen ofte i korte møder, som hun kalder for møder på mikroplan. Disse møder kræver at man er nærværende og til stede, så disse øjeblikke ikke går forbi, da de kan styrke selvværdet hos børnene. Hun fandt også ud af, at man ikke altid kan skelne imellem anerkendende og ikke anerkendende tilgang i en samtale. Hun fandt at samtaler ofte ændrer karakter undervejs. I denne situation mener hun, at det som pædagog vigtigt at kunne se sig selv og det man gør. På den måde kan man få sig selv tilbage på sporet, hvis man er på vej i en forkert retning. Det at være anerkendende er ikke statisk, men noget man konstant skal arbejde på at opnå. Hun registrerede også at meget kommunikation var meta kommunikation, altså igennem barnets kropssprog. Og at hvis den voksne ikke så disse signaler, var der tendens til, at den aktivitet de var i gang med blev meget voksenstyret. Berit Bae snakker også i denne forbindelse om trange og rummelige adfærdsmønstre mønstre i pædagogens kommunikation. De trange mønstre defineres ved, at kommunikationen er usynkroniseret, vurderende og præget af ensidig rollefordeling. Pædagogens rolle er her dominerende. Det rummelige adfærdsmønster er modsat defineret ved, at pædagogen er fokuseret, opmærksom, lyttende, har høj tolerance, og kan hente sig selv igen, hvis hun er på vej i den forkerte retning. 13 For at kunne have et rummeligt kommunikationsmønster er det vigtigt, at pædagogen behersker både selvrefleksivitet og selvafgrænsning. Selvrefleksivitet omhandler, at man kan forholde sig objektivt til sig selv. Man skal kunne se sig selv ude fra. Selvafgrænsning er at kunne skelne mellem det man selv har oplevet, og det den anden oplever. Hvis man som person ikke evner disse ting, er der stor risiko for at pædagogen lader sine egne følelser og behov dominere relationen imellem voksen og barn. 14 Efter at have defineret anerkendelse er det relevant at komme mere ind på den faglige definition af kommunikation som begreb og redskab. Dette kan danne et bedre billede af det der er i spil når man bruger anerkendelse i praksis, og giver en bedre forståelse af nogle af de begreber der blev brugt i forbindelse med definitionen af anerkendelse. 13 Idun Mørch side Idun Mørch side

11 Kommunikation i forhold til anerkendelse. I bogen kommunikationsteori definerer John Helder, Torbjörn Bredenlöw og Jens Lautrup Nørgaard kommunikation på følgende måde: Kommunikation forstås som intentionel, meningsfuld, dynamisk forbundenhed imellem mennesker, grupper og mennesker og institutioner i bred forstand, samt i nogen udstrækning forudsætningerne for forbundenhed. Denne definition lægger sit fokus på at man, når man arbejder med kommunikation i dag, skal huske at tage højde for f.eks. livsverden, social konstruktion, sprog osv. 15 Dvs. at man ikke kan nøjes med at lægge vægt på det der bliver sagt verbalt, men også skal tage hensyn til mennesket bag. Der hersker en dobbelthed i sproget, og det er vigtigt at forstå at kommunikation foregår på flere niveauer. Ifølge Bateson 16 findes der to former for kommunikation. Analog og digital kommunikation. Digt betyder et encifret tal, og Digital er den betegnelse Bateson bruger om ensidig kommunikation. Eksempler på dette kan være digital lyd, digitale billeder og digital information. Disse er alle sammen kommunikationsformer der kodes via entydige tegn. Når mennesker kommunikerer digitalt kommer det til udtryk i bl.a. noder, bogstaver og tal. Det vil sige at det digitale niveau er en udveksling af indhold, som f.eks. når vi skriver sammen. Modsat digital kommunikation betyder analog overensstemmelse eller tilsvarende. Her lægges fokus på, at der er en lighed imellem det der skal udtrykkes og måden vi udtrykker det på. Jo mere vi smiler, jo mere glæde udstråler vi. Analog kommunikation kredser altid om en relation til en anden. Bateson hævder at mennesket er optaget af at kommunikere om relation, ved hjælp af vores kropssprog, tonefald osv. Analog kommunikation drejer sig altså om de mangetydige udtryk vi kommer med, som f.eks. kropssprog, ansigtsudtryk og tonefald. Disse udtryk bliver automatisk tolket ud fra folks intuition. Dette muliggør også kommunikation på tværs af sprog og kulturer. Det 15 Helder side Bateson er en engelsk/amerikansk socialantropolog og biolog. Han er født i England i 1904 og søn af en arvelighedsforkser. Han var under sine studier med til at udvikle kommunikations teori. ( Per Jensen, side 94) 11

12 er f.eks. muligt at høre radioværtens humør selv om man ikke taler det samme sprog som ham. Mennesket er det eneste der benytter sig af både analog og digital kommunikation. Dyr benytter sig kun af analog kommunikation via kropssprog. 17 Det er ikke muligt for mennesker, ikke at kommunikere. Vi vil altid udtrykke noget. Misforståelser i kommunikation kan opstå, hvis man tolker en persons analoge udtryk anderledes end hvordan personen selv mener de skal tolkes. Et eksempel på dette er, at man tolker et barns væremåde som fantasifuld eller ustruktureret, som klagende eller følsom. Hvordan vi tolker personens analoge udtryk siger noget om vores relation til barnet, og de signaler vi sender kan forstås forskelligt fra person til person. Disse misforståelser kan også beskrives som kongruens og inkongruens. Kongruens bruges til at beskrive en overensstemmelse imellem de digitale og analog udtryk. Siger dit kropssprog det samme som din mund? Inkongruens beskriver modsætningen hvor der ikke er overensstemmelse mellem niveauerne i kommunikation. 18 For at der ikke sker disse misforståelser kan man med fordel sætte ord på sine egne udtryk. Det kan tydeliggøre meningen og forbedre forståelsen af det analoge udtryk. Et eksempel på dette er: Når jeg ler, er det ikke fordi jeg vil være dig overlegen, men fordi jeg føler mig meget usikker. Man skal dog som pædagog og professionel passe på, at man ikke kommer til at lade, det man har lært at sige, overskygge ens egentlige holdninger og handlinger. Dette kan lede til en forvirrende kommunikation og forringet relation. 19 Modsat kan det være godt at sætte ord på hvordan man oplever andre, og dette bruges også ofte i den anerkendende pædagogik. Men man dog skal træde varsomt med dette, da nogle mennesker kan føle ubehag ved at deres analoge udtryk bliver åbenlyst tolket. Et eksempel på dette kan være: Du ser vred ud. eller Jeg kan høre at du er irriteret.. De fleste mennesker kan bedst lide at deres signaler forbliver analoge, ufrivillige og ubevidste. Oftest er det den professionelle der kommer med disse udtalelser. Dette skyldes, at det tit er den professionelle der har definitionsmagten. Pædagogen får definitionsmagten hvis hun tænker, at det er hendes viden der skal bestemme hvordan barnets problemer skal forstås eller behandles. Hun mener, at hun kan 17 Jensen, Per side Jensen, Per side Jensen, Per side

13 definere hvordan barnet har det. Hvis man tænker dette, er det også nærliggende at tænke, at man kan definere barnets analoge utryk. Dette giver dog ikke altid en god kommunikation. 20 I forbindelse med analog kommunikation er det relevant at komme ind på begrebet metakommunikation. Meta er græsk og betyder med, mellem, efter, over dvs. mellem kommunikation. Den snævre betydning af ordet er, at metakommunikation er en verbal kommunikation hvor vi taler om den kommunikation vi er en del af. Bateson definerer derimod metakommunikation som værende mere omfattende. Han mener at metakommunikation kan omfatte alle slags kommunikation. Som tidligere nævnt hævder han, at vi altid kommunikerer på flere måder og flere niveauer. For at definere metakommunikation taler Bateson om rammer. I hans definition skal rammer forstås som en psykologisk forståelses ramme, og er i familie med ordene begreb og mening. Han udtrykker at dele af vores kommunikation vil befinde sig inden for rammen og blive tolket i lyset af denne. Et eksempel på dette er: En far og datter leger med dukkehus. Dukkerne pjatter og snakker med hinanden. Denne kommunikation er inden for rammen. Pludselig siger far: nu skal du også snart i seng. Dette ligger uden for rammen. Man vil kunne se, at man er kommet uden for rammen pga. farens toneleje og kropssprog. 21 Bateson skelner imellem to slags rammer. Den første defineres som de navngivne rammer. Dette omhandler bl.a. arbejde, jobsamtale, fest osv. Disse rammer har alle sammen en hvis norm. Der kan dog opstå problemer, hvis de mennesker, der er en del af rammen har forskellige normer for den. Vi har alle sammen forskellige associationer og i disse rammer hersker der nogle uskrevne regler som påvirker vores tolkning af det der bliver kommunikeret i rammen. Disse uskrevne regler er kulturelt tillært og er forskellige fra kultur til kultur. Den anden form for ramme kalder han for en Implicit ramme. Denne ramme er ikke defineret men underforstået. Rammen kommer fx til syne, når vi samtaler kommer med små tegn, der viser, at vi siger noget for sjov. Et eksempel på dette kan være at sige til en langsom person: sikke hurtig du var. Eksempler på sådanne rammer er konkurrence, flirt, venskab osv. 22 Analog kommunikation og Metakommunikation ligger meget tæt op af hinanden. Analog kommunikation kommer ofte til udtryk som metakommunikation. De henvender sig begge to til 20 Jensen, Per side Jensen, Per side Jensen, Per side

14 relationen og definerer hvordan vi oplever den. Vi bruger begge slags kommunikation til at kommunikere, hvordan vi ser det menneske vi står overfor. Dette sker helt ubevidst. Et eksempel på en situation, hvor vores kropssprog kan udtrykke noget andet, end hvad vi siger, kan være: to personer sidder sammen og snakker. De ord der bliver sagt er venlige og imødekommende. Men den ene person sidder med ryggen halvt vendt til den anden person, hvilket på kropssprog signalerer afvisning. Personen der får vendt ryggen imod sig, kan i denne situation blive i tvivl om den anden persons intention. kan han ikke lide at se på mig?, gider han ikke snakke med mig?. Det kan dog sagtens være, at personen bare kigger på noget og derfor vender ryggen til. Men det kan være nok til at skabe tvivl hos samtalepartneren. Det analoge niveau i kommunikationen kan være modstridende og betyde mange ting, og dermed fungere som metakommunikation. Der findes ingen facit i tolkning af metakommunikation og analog kommunikation, så udfordringen er at finde frem til at åbne og konstruktive forståelser i mødet med børnene og mennesker generelt. Det er her anerkendelse bliver relevant, da man kan benytte dette som redskab til at opnå så åbne forståelser som muligt. 23 Når man arbejder med anerkendelse i praksis er det vigtigt at man er bevidst om sin måde at kommunikere på. I en anerkendende kommunikation er det vigtigt, at man er ligeværdig og undrende, da dette fremmer barnets selvdannelse. I denne forbindelse er det igen relevant at referere til Berit Baes trange og rummelige mønstre, dog denne gang i forhold til kommunikationen. Kendetegnene for en trang kommunikation er, at kommunikationen er præget af afsporende spørgsmål og korrigerende kommentarer. Et eksempel på dette kan være: Barnet: jeg har været på Macke Donald. Pædagog: det hedder MacDonalds. Den trange kommunikation har også fokus på et resultat og definerende ros. Samtidig ligges der vægt på at finde et rigtigt svar, og den voksne er en godkendelses instans. Et eksempel på dette er: Barn: det var første gang jeg turde hoppe ned fra tårnet!. Voksen: Det ved du jo godt du ikke må 23 Jensen, Per side

15 Det rummelige kommunikations mønster lægger sin vægt på gensidigt at udveksle kundskaber og erfaringer, og giver den voksne lov til at tale ud fra egne behov og synspunkter. Her er det okay at være forskellige og man er ligeværdig i kommunikationen, selv om man ikke er enig. Et eksempel på dette er: Barn: det var første gang jeg turde hoppe ned fra tårnet! Voksen: jeg synes det er for farligt. Barn: Det synes jeg ikke. Jeg har også prøvet det den gang hvor Hvad er det nu det hedder? Voksne: Hvad gør man med det? Barn: Det der hvor det drejer rundt, og man så hopper ind i det?. Voksne: Nåå.. du mener når du sjipper? Barn: Ja! 24 Hvis man tilstræber at have et rummeligt kommunikations mønster, og samtidig har et anerkendende menneskesyn der siger, at vi alle har ret til at være den vi er, at vi selv bedst ved hvordan det er at være os selv, og kan se forskelle som en styrke, kan man nå langt med anerkendelse i sin daglige pædagogiske praksis. Institutions kultur. I forbindelse med kommunikation er det relevant kort at se på hvordan man i en børneinstitution bygger et godt samarbejde og en fælles kultur op omkring sin kommunikation. Ifølge Schein er en institution nødt til at etablere et fælles sprog, der betyder, at der er en fælles forståelse af, hvad der foregår. institutionen har brug for nogle fælles begrebs kategorier som gør, at de kan koordinere deres handlinger. Det er ifølge Schein ikke nok at formulere nogle overordnede mål for deres måde at kommunikere på og deres forståelse af ordene. De skal have diskuteret og afklaret hvordan det skal fungere i praksis. 25 Hvordan institutionen griber forskellige situationer an afhænger af måden den er bygget op på. Schein kommer i denne forbindelse med følgende citat: 24 Elkjær Krogh side Idun Mørch - Individ institution og samfund side

16 Den kultur, der med tiden opstår i en bestemt organisation, er et komplekst resultat af et eksternt pres, indre potentialer, reaktioner på kritiske begivenheder, samt tilfældige faktorer som ikke kunne forudsiges ud fra viden om enten omgivelserne eller medlemmerne. (Schein, 1994,) 26 Ifølge Schein er det nødvendigt at institutionen når til enighed i forbindelse med etablering af et samarbejde. På denne måde ved børnene altid, hvor de har de voksne, og de voksne er enige om hvordan man håndterer forskellige konflikter og situationer. De har den samme norm for deres samvær med børnene. 27 I det nedenstående vil jeg komme ind på den enkelte institutions institutionsbeskrivelse, som de har lagt ud på deres hjemme side. Disse viser hvilke overvejelser pædagogerne og lederen på forhånd har gjort sig om deres pædagogiske arbejde i dagligdagen. Analyse og tolkning af observationer i institutioner. For at undersøge hvordan anerkendelse forstås og udøves i praksis, har jeg observeret i to daginstitutioner i to forskellige kommuner på Fyn. Før besøget blev pædagogerne bedt om at udfylde et spørgeskema hvor de skulle sætte ord på deres forståelse af anerkendelse. 28 Herefter observerede jeg dem i hverdags situationer, hvor pædagogerne havde opstillet forskellige aktiviteter for børnene. Dette gav mig mulighed for, at observere hvordan deres forståelse af anerkendelsesbegrebet kom til udtryk i deres praksis. Det var vigtigt for mig at pædagogerne ikke følte at mine observationer havde til fokus at finde ud af hvorvidt det gjorde det rigtigt eller forkert. Det er også af denne grund at pædagogerne, i spørgeskemaet, ikke skulle definere anerkendelse som teori, men derimod beskrive hvordan de forstod og tolkede begrebet. Målet med observationerne er, at finde ud af, om der eksisterer en fælles forståelse af anerkendelse. Begge institutioner har fokus på anerkendelse i deres institutionsbeskrivelser, og definerer det stort set ens. Men giver dette to sammenlignelige praksisser, eller adskiller de sig fra hinanden? 26 Idun Mørch - Individ institution og samfund side Idun Mørch - Individ institution og samfund side Se Bilag 1 16

17 Mit analyseafsnit er delt op i tre dele. De to observerede institutioner har hver sit afsnit, og i det sidste afsnit stilles de op over for hinanden. Jeg analyserer på forskelle og ligheder, i forhold til brug af anerkendelse i praksis. I de to første afsnit, vil jeg først komme ind på den institutionsbeskrivelse som den pågældende institution har lagt til rådighed på nettet. Dette viser hvilke tanker institutionen har gjort sig om deres pædagogik som organisation. Dette afsnit er derefter delt op efter pædagoger, for ikke at blande deres besvarelser sammen med andre pædagogers besvarelser. Derefter vil jeg analysere de observationer jeg har lavet på den pågældende pædagog, ud fra den besvarelse af spørgeskemaet pædagogen har lavet. For at belys hvad der omtales vil jeg benytte mig af et eksempel fra mine observationer. For at bringe teorien ind i dette afsnit vil jeg her efter analysere mine observationer ud fra udvalgte nøglebegreber fra den ovenstående teori. Jeg har udvalgt disse nøglebegreber: Ligeværdighed, rummelige kommunikations mønstre, ros, at se barnets følelser, analog kommunikation og metakommunikation. Efter at have analyseret begge institutioner ud fra disse faktorer vil jeg sammenligne de to institutioner for at se om der er forskel på deres brug og forståelse af anerkendelse i pædagogisk praksis. Institution 1. Institutionsbeskrivelse: Den første institution lægger vægt på anerkendelse i forbindelse med inklusion. Inklusion defineres ved at det ikke er individet der skal tilpasse sig institutionen, men derimod institutionen der skal indrettes på en måde der gør at der er plads til alle børn uanset behov. 29 I deres læreplan er målet, at børnene bliver gode til at indgå i forskellige sociale sammenhænge og viser respekt for sig selv og hinanden. 30 Deres mål er bl.a. også, at udføre den pædagogiske tænkning som bliver beskrevet i disse læreplaner. For at nå frem til dette, vil de anerkende barnets følelser ved ikke at gøre følelsen til noget forkert. Herefter vil de hjælpe barnet med at håndtere følelsen på en konstruktiv måde. Dette vil de gøre ved at spørge ind til barnets følelser i hverdagen og være lyttende og nærværende når barnet har noget at fortælle. 29 Gytz Olesen side (10/ ) 17

18 I deres institutionsbeskrivelse sætter de ord på hvad der for dem er vigtigt i samværet med børn. De finder det vigtigt, at de som voksne sætter sig selv i spil som personer, ved at være tydelige rollemodeller, der kan vise børnene konstruktive veje til at takle følelser og konflikter. De tænker muligheder frem for begrænsninger og tror på at alle mennesker gør deres bedste. Ud over dette beskriver de, at de har fokus på det enkelte barns ønsker og prioriterer det enkelte barn. I deres handleplan beskriver de endvidere, at de vil møde børnene hvor de er og anerkende deres følelser og behov. De vil give børnene plads til at udtrykke sig og blive hørt, samt møde dem med nysgerrighed. De beskriver også, at de er opmærksomme på dialogen og på deres ordvalg over for børnene. De vil være nysgerrige sammen med børnene, og på det de ser og oplever. 31 Denne institutionsbeskrivelse ligger sig meget op af den anerkendende tankegang og teori. Ifølge beskrivelsen lægges fokus på kommunikation, dialog, ligeværdighed og anerkendelse, hvilket er nogle af hovedbegreberne i teorien om anerkendelse. I forbindelse med denne institutions beskrivelse, er det relevant at se på, via spørgeskemaerne, hvordan pædagogerne i denne institution forstår anerkendelses begrebet, og på hvordan de selv mener at de bruger anerkendelse i deres hverdag. I denne institution svarede to pædagoger på spørgeskemaet. Jeg observerede begge pædagogers praksis, og vil analysere deres forståelse og udførelse i forhold til hinanden enkeltvis og derefter sammenligne det med institutionsbeskrivelsen og teorien. For at tydeliggøre hvordan den enkelte pædagogs forståelse kommer til udtryk i hendes praksis, har jeg fundet nøglebegreber i hendes besvarelse af spørgeskemaet, og derefter fundet tidspunkter i mine observationer hvor dette kom til udtryk i hendes praksis (10/ ) 18

19 Analyse: Pædagog 1: Det første pædagog lægger i sin besvarelse vægt på at børnene er okay som de er, og at pædagogen og barnet er ligeværdige i relationen. 32 observation: Dette kommer til udtryk i følgende Der bliver klippet nisser i værkstedet, og pludselig mangler der lim. Et barn spørger efter det. Pædagog: Du kan prøve at spørge om du må låne en af Mille. Barnet sidder og kigger lidt. Pædagog: Jeg bliver ved med at finde flere og flere lim frem hver dag. Tror i der er nogen der spiser dem? Barn: Ja! Dig. (griner meget) Pædagog: Mig? (smiler stort) 33 At pædagogen ser børnene som okay, som de er, kommer til udtryk ved at pædagogen i denne situation ikke skælder børnene ud for, at de bliver ved med at smide lim væk. Men i stedet undrer sig sammen med dem over hvor limene er blevet af. Hun ser det gode i børnene, og giver dem ikke skylden for noget, de måske ikke er ansvarlige for. Dette beskriver hun også, som en del af sin forståelse af anerkendelse. I denne observation er det relevant at inddrage teorien om metakommunikation. Hun er meget tydelig i sin metakommunikation, hvor hun udtrykker, at hun laver sjov, og ikke er sure på nogen. Dette gør at børnene ikke er i tvivl om hvad hun mener og tør svare hende sjovt tilbage. Hun er nysgerrig sammen med børnene, hvilket også er et af de begreber, hun lægger sin vægt på i sin besvarelse. 34 Den ovenstående observation viser også, at hun har et tydeligt rummeligt kommunikationsmønster, ved at pædagogen lægger fokus på, at være ligeværdig i sin kommunikation med barnet. Det at hun undres sammen med børnene, i stedet for at uddele skyld, gør netop at hun bliver ligeværdig med børnene i sin kommunikation. 32 Bilag 2. Institution 1, pædagog 1. spørgsmål 1, punkt 2 og Bilag Bilag 2. Institution 1, pædagog 1. 19

20 Noget af det pædagogen også fremhæver i sin besvarelse er, at man skal anerkende de følelser barnet har, og ikke forsøge at konkludere hvad der er i spil for barnet, før hun har snakket med det. 35 Dette kommer til udtryk i følgende observation: To piger sidder og laver mønstre på perleplader. Den ene pige kommer til at vælte den andens perleplade, dog uden at pædagogen ser det. Pigen som væltede perlepladen henter pædagogen som hjælp. Det ene barn græder meget. Pædagog: Det er så træls med de perleplader, de går så nemt i stykker. Du bliver desværre nødt til at bygge den igen. Hun prøver at hjælpe barnet. Barnet stopper med at græde og bygger videre. 36 I denne situation gør hun præcis, som hun beskrev i sin besvarelse af spørgeskemaet. Da hun ikke har set situationen, konkluderer hun ikke på situationen. Havde hun gjort det, kunne hun f.eks. have konkluderet at pigen der væltede pladen, gjorde det med vilje, eller at hende der græd selv havde været klodset og væltet den. Men i stedet for sætter hun ord på de følelser hun tror barnet har, ved at sige: det er træls med de perleplader, de går så nemt i stykker. Hun giver ingen af børnene skylden, men hjælper dem videre, i den situation de står i. Ifølge teorien skal man, som tidligere beskrevet, være forsigtig med at sætte ord på andres følelser, da man som voksen hurtigt kan tage definitions magten fra barnet, eller rammer forkert. I denne situation sætter hun ord på, hvad hun kan se der er sket, og hvad barnet har oplevet, uden at definere hvad barnet føler. Her kommer det rummelige kommunikationsmønster igen i spil. Hun sætter ord på, hvordan hun synes det er, når perlepladen går i stykker. Hun synes det er træls. Men undgår at definere pigens følelser. Jeg vurderer, at hun er meget rummelig i sin kommunikation, da man ved rummelige kommunikationsmønstre, lægger vægt på, at det okay for den voksne at tale ud fra egne synspunkter og udveksle tidligere erfaringer. Pædagogen kommer ikke selv ind på dette i sin besvarelse, men jeg finder det relevant er at tydeliggøre, at denne pædagog også forstår at anerkende barnet i stedet for at rose det. Det er ifølge teorien vigtigt, at kunne kende forskel på dette når man arbejder med anerkendelse i praksis. Dette viser hun at hun mestrer i den nedenstående observation: 35 Bilag 2. Institution 1, pædagog 1, spørgsmål Bilag 1, institution 1. 20

21 Et barn bygger perleplader. Barn: Jeg har brugt hele formiddagen på det her. Pædagog: Det kan jeg godt lige se på den at du har. Du er god, og jeg kan se på dig at det synes du også. I denne situation ser hun barnet, og ikke kun det produkt barnet har lavet. Samtidig sætter hun igen ord på den følelse hun ser barnet have, og bekræfter dermed barnet i denne. Hun er nærværende i øjeblikket, og kaster ikke bare en tilfældig vurdering ud uden at have set produktet og barnet, som f.eks: ja, den er flot. Denne pædagog er tydelig i sin praksis, og ved hvad hun gør. Hun agerer præcis som hun beskriver i spørgeskemaet, og dette viser, at hun kan gøre anerkendelse til en naturlig del af hende som pædagog. Hun beskriver sig selv som en der vil børnene, og er tydelig i sin kommunikation. Dette lever hun op til, da hun konsekvent benytter sig af den anerkendende tilgang i sin kommunikation. Derfor ved børnene hvordan hun vil reagere og er trygge. Hun forstår at bruge anerkendelse til hverdagens små situationer, og anerkende børnene på deres niveau. Pædagog 2. Denne pædagog vægter i sin besvarelse af spørgeskemaet, at man ser det enkelte barn med alle de følelser det har, og at man er nysgerrig på hvordan det er at være barn. I sin kommunikation fokuserer hun på, at stille indledende spørgsmål. Hun fremhæver det vigtige i, at tale med barnet og ikke til barnet, og at man giver barnet plads til at svare. 37 Disse fokuspunkter kommer tydeligt til udtryk i følgende observation: 2 børn kommer ind udefra. Pædagog: I har også et stort oprydningsarbejde inden vi skal spise. Børnene bliver stille. Barn: Jamen vi har ikke prøvet mooncarsne. Pædagogen sætter sig på hug foran børnene og kigger på dem i øjenhøjde. 37 Bilag 2, Institution 1, pædagog 2. 21

22 Pædagog: Nå det er det i gerne vil? Det vil jeg gerne hjælpe jer med, for det havde vi jo snakket om. Pædagogen tager tøj på og går med børnene ud og hjælper. I denne situation kommer pædagogen til at antage, at hun ved at børnene er på vej ind, og får dem derfor hurtigt gjort opmærksomme på at de skal ind og rydde op. Som tidligere beskrevet formulerer Berit Bae, at man skal være god til at hente sig selv, når man kommer ud i en mindre anerkendende situation, og dette lykkedes for pædagogen i denne situation. Så snart barnet har udtrykt, hvad dets mening med at komme ind var, flytter hun fokusset væk fra hendes antagelse, og hen på hvad barnet udtrykker. Hun ser og hører børnene, og respekterer deres intention. Havde hun holdt fast i sin antagelse og ikke lyttet til børnene, havde hun tvunget børnene ind og rydde op, og dermed ikke anerkendt børnene. De kom ind for at få hjælp, og fordi hun mestrede at hente sig selv i situationen, var det også det børnene fik, i stedet for en anklage om at de ikke havde ryddet op. Ud over at hente sig selv i situationen kommer anerkendelses teorien også til udtryk da hun sætter sig ned på hug foran børnene og møder dem i øjenhøjde. I denne situation er hun meget tydelig i sin analoge og metakommunikation. Ved at sætte sig ned foran børnene, signalerer hun at hun lytter til børnene og er nærværende i situationen. Ud over dette signalerer det ligeværdighed i kommunikationen, hvilket også er det hun udtrykker mundtligt. Jeg havde ikke mulighed for at lave flere observationer på denne pædagog, men mener, at det er relevant at inddrage et af hendes egne praksis eksempler: Otto havde svært ved at sidde stile til rundkreds, og havde flere gange fået at vide, at han skulle sidde roligt og ikke forstyrre. Jeg siger til ham, at jeg kan se det er rigtig svært for ham at sidde til samling. Otto svarer: Ja? Hvor ved du det fra? Pædagog: det er heller ikke noget jeg ved, det er noget jeg tænker. Otto: det er rigtigt. 22

23 Pædagog: Måske kunne det være en god ide for dig at sidde i sofaen når vi andre holder samling.? Sofaen er ved siden af der hvor vi holder samling. Otto sætter sig derhen. Pædagog: er det godt at side i sofaen? Otto: Ja. Ved du godt hvorfor det er svært at side til samling? Pædagog: Nej? Men hvis du gerne vil fortælle mig det ville jeg blive glad. Otto: det er fordi jeg har temmelig meget spjæt i benene. pludselig en dag sad han på gulvet med de andre. Han blev set og hørt som han var, og med det han havde i sig. Spjæt eller ej. 38 I denne praksis fortælling kommer hendes forståelse af anerkendelse tydeligt til udtryk. Hun stiller indledende spørgsmål og giver barnet plads til at svare og reagere. Samtidig ser hun barnet der hvor det er. Da hun siger: jeg kan se det er svært for dig, sætter hun ord på hvad hun ser. Selv om man skal være forsigtig med at definere hvad barnet føler, så rammer hun plet, og åbner derfor op til yderligere kommunikation med barnet. Ved at stille undrende spørgsmål og ikke antage noget om barnet på forhånd, ender hun med, at barnet fortæller hende hvad det er der gør det svært. Hun kunne have konkluderet at barnet bare var ude på at lave rod i samlingen og få opmærksomhed. I stedet giver hun barnet plads til at udtrykke sig og derefter være med til at finde en løsning på situationen. Hun anerkender de følelser barnet har, ved at lade ham sidde i sofaen, så længe han har brug for det. Alternativt, kunne hun have tvunget ham til at sidde i rundkredsen med de andre, hvilket ville give god grobund for en konflikt optrapning. Pædagogens kommunikation giver i sidste ende det ønskede resultat, da barnet kommer ned i rundkredsen når det er klar til det. Som ved den sidste pædagog, er denne pædagog også meget tydelig i sin praksis. Hun ved hvordan hun skal anvende anerkendelse og sin forståelse her af i praksis. Samtidig ligger hendes forståelse meget tæt på den faktiske anerkendelses teori. Hun anvender Berit Baes teori, da hun henter sig selv midt i en situation, og hun har hvad Berit Bae ville kalde et rummeligt mønster. Samtidig er hun tydelig i sin meta- og analoge kommunikation. 38 Bilag 2, institution 1, pædagog 1, spørgsmål 4, praksis fortælling 1. 23

24 Disse to ovenstående pædagoger har mange lighedspunkter i deres måde at kommunikere anerkendelse på. Det virker til at de har diskuteret og afklaret hvordan deres praksis skulle fungere. Her kan jeg referere til det tidligere afsnit om institutionskultur. Institution 2. For også at få et overblik over hvad denne institution har besluttet skal være deres fælles fokuspunkter, er det også her relevant at se på deres institutionsbeskrivelse på nettet. Denne institution fremhæver i sin institutionsbeskrivelse, at de i deres omgangsform med børnene, vil tilstræbe sig at være nærværende overfor børnene, at de i deres relation skal tage udgangspunkt i det enkelte barn, og lade børnene mærke at de anerkender og respekterer dem. Samtidig vil de gerne være gode rollemodeller i forhold til omgangsformen og omgangstonen i huset. De beskriver, at de vil arbejde aktivt med inklusionsbegrebet i deres daglige pædagogiske arbejde, og at inklusion skal være i fokus, når det både kommer til pædagogiske problemstillinger og i udførelsen af deres pædagogiske tiltag i hverdagen. I forbindelse med videreuddannelse af personalet, har en konsulent undervist pædagogerne i, hvordan anerkendende kommunikation praktiseres. Denne institution er også, af deres kommune underlagt krav om, at de skal skabe anerkendende, differentierede fællesskaber og læringsmiljøer. Kommunen ønsker løbende at have fokus på den inkluderende og anerkendende tilgang til barnet, i det daglige pædagogiske arbejde. 39 At institutionen har krav, ovenfra om at være anerkendende i deres tilgang til børnene, kan have indflydelse på hvad de enkelte pædagoger tænker om det. Hvis noget bliver presset ned over hovedet på en, kan man have tendens til at se det som en negativ ting, da det forstyrrer det man mente virkede i forvejen. Analyse: I denne institution var det kun muligt at få lov til at observere én pædagog. Jeg vil i dette afsnit analysere og reflektere både over observationerne i forhold til pædagogens egen forståelse og i forhold til nøglebegreber i den ovenforstående teori (16/ ) 24

25 Det første pædagogen prioritere er, at barnet skal føle sig set, hørt og forstået, hvorefter han vil hjælpe og vejlede barnet i forhold til situationen. 40 observation: Dette kommer til udtryk i følgende Der bliver bygget Lego rundt om et stort bord. Børnene skal samarbejde om at bygge en fælles konstruktion ud fra en fælles brugsvejledning. Der deltager ca. 6 børn og 2 voksne i aktiviteten. Heraf er en af de voksne den observerede pædagog. Pædagog: kan du sige hvad der står på side 25? Sig det så de andre kan høre det. (går herefter lidt rundt om bordet) Barnet reagerer ikke. Pædagog: Nå hvad er vi nået til? Peter, vil du dele ud til de andre så de også kan få? Peter går i gang med at hjælpe et andet barn. Pædagog: Peter, jeg ved godt du synes det er sjovt, og du er dygtig, men husker du også at give det til de andre? Prøv at fortælle de andre hvad vi skal have nu? 41 Barnet prøver at hjælpe pædagogen. I det ovenstående eksempel kommer pædagogens fokus på, at barnet bliver hørt og set til udtryk, da han hele tiden bruger barnets navn når han henvender sig til det. Han er tydelig i, at han kommunikerer med netop dette barn. Han reagerer på hvad barnet gør da han henvender sig til barnet efter, at barnet ikke har reageret på det han sagde. Dog ser han ikke, at barnet efter anden henvendelse reagerer og prøver at hjælpe et andet barn. I den henvendelse til barnet i denne observation antager han, at han ved hvad barnet er i gang med. Han tror at barnet igen ignorerer ham, og har fokus på sit eget. Han ser ikke at barnet prøver at hjælpe, som han bad om. Barnet hjælper bare ikke på den måde pædagogen ville foretrække. I slutningen af denne observation oplever jeg en inkongruens imellem det pædagogen siger han gør og det jeg observerer. Hvis jeg relaterer det til teorien om anerkendelse og kommunikation afviger han fra teoriens anbefalinger. Pædagogen ved, i denne situation at barnet er dygtigt til at bygge med Lego, og dermed kan hjælpe de andre børn. Dog tager han ikke hensyn til om barnet 40 Bilag 1 - institution 2, spørgsmål Bilag 3 - observation nr