AAEBØ&ER NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE : Dl. NORDISKE OLMKRIFT-SELSKAB. RÆKKE. DET KONGELIGE KJØBENHAVN y a/6 im, THIELES BOGTRYKKERI.

Transkript

1 .-*A* &r; Ét i*

2 1

3 Dl. y a/6 im, AAEBØ&ER FOR NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE : UDGIVNE AF DET KONGELIGE NORDISKE OLMKRIFT-SELSKAB II. RÆKKE. 13. BIND, 3. HEFTE. KJØBENHAVN. I COMMISSION I DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL. THIELES BOGTRYKKERI.

4 Af Oldskrift- Selskabet eller med dets Understøttelse ere følgende Skrifter udgivne Gommission hos den i Gyldendalske Boghandel; de med * betegnede kunne faaes for 2 /s af Bogladeprisen af Medlemmer af Selskabet, naar de herom henvende sig til den ene af Secretairerne, Dr. phil. Sophus Muller, Nationalmuseet, Kbhvn. K. Hvor Formatet ikke angives, er dette 8 V0. *Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie Hvert Bind 4 Kr. (Fortsættes med et Bind aarlig.) Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie Bind. Hvert Bind 4 Kr. *_ Aargangene Bind. Hvert Bind 4 Kr. *_ Aargangene , Register til Aarg Bind. 2 Kr. [Antiquariske Annaler D ] Udsolgt. *Antiquarisk Tidsskrift B Hvert Bind 4 Kr. Antiquitates Americanae sive Scriptores septentrionales Columbiarum in America Kr. rerum Ante- Antiquités Americaines, publiées par G. G. Rafn Kr. Antiquités de TOrient, par G. G. Rafn. l ére livraison Kr. Antiquités Russes (selon la rédaction de G. G. Rafn). T. I II Kr. *Atlas for nordisk Oldkyndighed (med 22 Plader) Fol. 20 Kr. [Egilsson, S., Lexicon poéticum antiquae linguae septentrionalis ] Udsolgt. [Fornaldar sogur nororlanda B ] Udsolgt. [Fornmanna sogur B ] Udsolgt. Færeyinga saga eller Færøboernes Historie. Udg. af G. G. Rafn Kr. oder Geschichte der Bewohner der Fårøer. Herausgegeben von G. G. Rafn u. G. G. F. Mohnike Kr. Grondal, B., Clavis poética ant. linguae septentr Kr. Grønlands historiske Mindesmærker. 3 Dele Kr. *Hauksb6k udgiven efter de Arnamagnæanske håndskrifter no. 371, 544 og 675, 4to, samt forskellige papirhåndskrifter hæfte Kr. (Hæfterne henholdsvis 5 Kr., 4 Kr. og 3 Kr.)

5

6

7 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 137 Lektor Rostrup, der velvillig har undersøgt skaftet, har udtalt, at det sandsynlig er dannet af birkeved; en nojagtig bestemmelse kan ikke foretages uden at beskadige det, da det ved præparationen er blevet overtrukket med fernis. Skaftets længde er CUo; på midten er det O.028 bredt, O.024 tykt. Forneden udvider det sig til en O.05 tyk knop. Heri stemmer det overens med øxesk afterne fra pælebygningerne i Schweiz 1, og formen viser i det hele stor lighed med enkelte af disse 2. Mulig er det mere end en tilfældighed, at der ved den ældste øxeform fra vor yngre stenalder ikke blot for bladets, men også for skaftets vedkommende lader sig påvise analogier så langt mod syd. At skaftet har været bestemt til en spidsnakket øxe, Fig. 6. fremgår af gennemboringens form i skafthovedet (se fig. 6). På forsiden er den lang, O.042 bred, på bagsiden O.033 lang, c. O.027 bred; træets torring og præparation kan have forandret hullets form en smule, dog ikke ret meget. Tillige ses det, at øxebladet har stået skråt mod skaftet, en enkelthed, der allerede foran er omtalt. Overfladen er ikke så godt bevaret, at tildannelsesmåden lader sig iagttage i det Vs. 1 Se Keller, Pfahlbauten, 6 Bericht, s. 248:»alle Stiele långerer Instrumente zum Schlagen und Hauen haben am Ende 2 einen Knopf «. Keller, anf. sted, pi. 2, fig. 4 (asketræs skaft fra Robenhausen). Aarb. f. nord. Oldk. og Hist H

8 138 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. enkelte; dog ses flere steder endnu de samme karakteristiske snitmærker som på skaftet fra Sigerslev. Om skæftningen af den øxetype (den tyndnakkede), der i tid følger nærmest efter, har det nye fund givet fuld oplysning. I løbet af det tidsrum, som dysserne tilhører, afløses den af en anden form, der er eneherskende i hele stenalderens slutningsperiode, jættestuernes, stenkisternes og enkeltgravenes tid: øxebladet aftager ikke væsentlig i tykkelse mod nakken, og denne har som oftest ret regelmæssig, rektangulær form. Det ligger nær at antage og er allerede udtalt af andre 1, at denne tyknakkede øxes udvikling af den foregående form, med hvilken- den forbindes ved en række overgangsled, skyldes praktiske hensyn. I virkeligheden var jo den del af den tyndnakkede øxe, der gik igennem skaftet, ikke til synderlig nytte, og det måtte, som foran berort, ved en øxe, hvis blad omsluttedes af skafthovedet, være heldigt at bringe æggen i stor afstand fra dette. Den tyknakkede øxe må således siges at repræsentere et fremskridt, for så vidt den skæftedes således, at nakken ikke gik væsentlig igennem skafthovedet, men lå i flugt med dettes bagside. Og visse forhold tyder på, at just dette har været tilfældet. Bladets form er indrettet på at kunne fastholdes af et skaft, som kun omsluttede dets bageste parti. Fremdeles er det netop på dette sted, at der stundom findes de karakteristiske gnidmærker, som må antages opståede ved, at sandskorn eller lignende under brugen er trængte ind mellem skaft og blad og har gnedet furer i det sidste 2. 1 nogle tilfælde har overfladen i nærheden af nakken i andre henseender (slibning, farve) en lidt anden karakter end ellers, hvad der også kan tyde på, at just dette parti dækkedes af skaftet. Det store 1 Sophus Muller, Vor Oldtid, s Sophus Muller, Stenalderen, nr

9 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 139 antal ophuggede øxer 1, fremkomne ved, at bladet er knækket foran skaftet og derefter tildannet til ny skæftning, yder også sandsynlighed for, at kun den bageste del var indstukken i skaftet. Endelig skal opmærksomheden henledes på et forhold, som finder sin naturligste forklaring, når øxerne har været skæftede som ovenfor angivet. På en del af de tyknakkede øxer har nakken et bestemt, øjensynlig tilsigtet skråt fald. Sammenholdes dette med, hvad der foran er udtalt om de ældre øxeformer, at bladet står skråt mod skaftet, finder denne ejendommelighed formentlig sin forklaring: ved at nakken Fig. 7. Vs. huggedes skrå, kunde den ligge nojagtig i flugt med skafthovedets bagside. At dette har været hensigten med den skrå tildannelse af nakken, stadfæstes ved, at denne især forekommer ved en række øxer, som i det hele udmærker sig ved særlig smuk form og omhyggelig behandling. Flere af dem har ved nakkeenden modtaget en særlig tilhugning, utvivlsomt af hensyn til skæftningen. Eet af disse stykker 2, fundet i Meilby sogn, Randers amt, er afbildet i fig. 7; det er 0.28 langt, 0.07 bredt, 0.03 tykt, slebet på alle fire sider. Tilhugningen til skæftningen, der bedst ses af detailtegningen fig. 8, når på oversiden O.053, på undersiden O.076 ind på bladet; selve nakken er jævnet ved små afspaltninger på tværs. En række andre øxeblade stemmer i bygning og behandling så noje overens med det afbildede stykke, at der her 1 2 Anførte skrift, nr. 70. Mus. nr

10 140 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. utvivlsomt må siges at foreligge en bestemt varietet af den tyknakkede øxe, selv om man ikke vil opstille dem som en særlig form. Mellem flere af dem er overensstemmelsen, også med hensyn til flintens farve o. a. i, virkeligheden så stor, at de skulde siges at være dannede samme i værksted, skont de er fundne i forskellige egne af landet. På nogle er nakken sleben, på andre kun tilhugget. I de tilfælde, hvor den skråner stærkt, som på det afbildede exemplar, viger æggens øvre hjorne kendelig tilbage 1 er ; nakkens skrå- Fig. 8. 7s. ning mindre stærk, står æggen derimod omtrent vinkelret på bladets længderetning 2 ; også dette forhold taler for rigtigheden af, at nakkens skrå retning svarer til bladets stilling mod skaftet. Det vilde være ønskeligt at vinde en tidsbestemmelse 1 Mus nr (Skaarup, Fyn), (ukendt findested), (Herlev, Sjælland), A 7204 (Tostrup, Falster), A 9424 (Vollerup, Vendsyssel); endvidere et i exemplar Museet i Odense (ukendt findested). Mus. nr. A 7199 (ukendt findested) A 7203, (ligeså), A 9935 (Jylland), samt et exemplar i apotheker Mikkelsens samling i Odense (Kragsbjerggaard, Odense Frue landsogn). I museet i Lund findes tre øxer af denne art (fra Skaane). Flere stykker er mærkelig tynde og har indbuede sider, således Mus. nr. MMCCXXXIX (fra en hoj ved Sønderhaa, Thy), A (Slauggaard, Ribe amt); et beslægtet exemplar fra Nordfyn findes i en fynsk privatsamling.

11 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 141 for den her udskilte varietet af den tyknakkede øxe, men på basis af de sparsomme oplysninger, som foreligger, er det næppe muligt. Kun om eet stykke hedder det, at det er fundet i en grav sammen med to dolke 1 ; det s. 140 anm. 2 nævnte exemplar fra Slauggaard, stammer fra een af de enkeltgrave, som Museet har undersøgt på gårdens jorder. Men alle de andre er fundne uden forbindelse med andre sager og uden, at der foreligger iagttagelser, som kunde give holdepunkt for en nojere tidsbestemmelse. Efter den hele omhyggelige behandling og den ejendommelig udprægede form skulde man være tilbojelig til at henføre de skrånakkede øxer til stenalderens allersidste tid 2. Segl fra Stenild ved Hobro. Efter at det forste skæftede stenalders redskab var fundet, hengik ikke fuldt et år, for det andet fremkom. En meddelelse herom vil således i mere end een henseende naturligt slutte sig til foranstående offentliggørelse af fundet fra Sigerslev, og de ydre forhold har netop tilladt, at dette kunde ske 3. Det nye redskab, der er gengivet efter fotografi i nedenstående fig. 9 11, blev i begyndelsen af juni 1898 fundet ved torveskæring i Stenild mose. Et par dage derefter afgav finderen, en ung tjenestekarl, sit fund til justitsråd, apotheker Hansen i Hobro, der med rigtigt skon om stykkets ual- 1 Mus. nr. A 7204 skal være fundet sammen med dolkene A 7780 og I den her givne korte udsigt over skæftningen af de danske flint øxer er intet hensyn taget til former, der kun forekommer enkeltvis, eller til den provisoriske skæftning af brudstykker (se herom : Sophus Muller, Aarb. 1896, s Stenalderen, nr ). 3 Den foranstående meddelelse, der forst var bestemt til at fremkomme særskilt, forelå i korrektur, da Museet modtog seglen fra Stenild.

12 142 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. mindelige betydning ufortøvet indsendte det til Museet 1. Nogle dage senere indhentedes på stedet nojere oplysninger om fundforholdene. Findestedet er den nordligste af to smalle moselodder, der hører til gården matr. nr. 6 af Stenild (Stenild sogn, Gislum herred, Aalborg amt). Mosen er en storre, lyngklædt hojmose. Findestedet ligger næppe 250 m. til S for den sydlige af de to»klovhoje«2 ; afstanden til nærmeste faste land (mod N til V) er c. 110 m. Torvelaget var på stedet c dybt og hvilede på sandbund; torven var der hist og træstammer, hvis rødder gik ned i sandet. Redskabet fandtes i en dybde i den nederste del af her i mosen fundet rester af mindre af c. l.io under mosens overflade. Det lå noget skråt med hovedet nedad i SV, håndtaget opad NØ. i Torvespaden overhuggede skaftet omtrent på midten, og herved løsreves tillige en flis af skaftets øvre parti, hvilken flis finderen senere surrede fast på 3 dens oprindelige plads. Da finderen bemærkede, at det var et bearbejdet træstykke, han var stødt paa, pillede han forsigtig resten deraf ud af torvemassen. Flintbladet sad da indstukket i skaftet, således som vist i to små tresidede trækiler, hvis længde var lige tig. 9, fastholdt af så stor som skaftets tværsnit; disse kiler bortkom i mosen, inden fundet indleveredes. For at tilvejebringe oplysning om jordbundsforholdene på stedet udtoges c. ]}/* m. fra findestedet et lodret snit af torvemassen fra overfladen til henimod bunden. Efter en I årenes løb har Nationalmuseet modtaget mange andre værdifulde gaver fra justitsråd Hansen, der ligeledes ofte på anden måde har ydet Museet vigtig bistand. Afsatte på Generalstabens målebordsblad M 21 (øverste hjorne til venstre). Ved surringen skar båndet sig noget ind i træet, hvorved der i skaftets oprindelig jævne kant fremkom en række hak, som dog ikke ses i afbildningerne.

13 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 143 Fig. 9. C.V12. Fig. 10. c. V12.

14 144 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. undersøgelse af dette snit, som godhedsfuldt er foretagen af cand. mag. N. Hartz, er torven dannet af torvemos (sphagnum) med en betydelig mængde indblandede rester af kæruld (eriophorum); hist og her i forskelligt niveau fandtes dele af hedelyng (calluna), tranebær (oxycoccus) og krybende pil (sa/ix repens). Der var ingen forskel i torvens struktur i de forskellige hojder, og der fandtes intet spor af egentlige vandplanter. Herefter må mosen antages fra sin forste oprindelse indtil vor tid at have haft væsentlig samme beskaffenhed og samme plantevæxt. Der har bestandig, i alt fald i sommertiden, været temmelig tor og fast bund, som har båret den samme vegetation, der dækker de sædvanlige jydske hojmoser den dag idag. Da redskabet fandtes uden forbindelse med andre sager, og uden at noget kunde tyde på forsætlig nedlæggelse, skulde det nærmest antages, at det er tilfældig tabt eller efterladt på stedet 1. Det fundne redskab består, som allerede berort, og som det vil ses af figurerne, af to dele, et træskaft med det tilhørende flintblad. Veddet, hvoraf skaftet er dannet, har holdt sig mærkelig fast og hårdt, mulig en følge af, at torvemassen, der har omsluttet det, ikke har været i særlig grad vandholdig. Efter lektor Rostrups velvillige bestemmelse er det ved af et løvtræ, sandsynligvis birk. Skaftets længde er Dets form er hojst ejendommelig og ojensynlig nqje beregnet på et særegent formål. Det nederste parti, håndtaget, er rundt, c. O.024 tykt og har forneden en ombojning. Det ombojede stykke ender nu med en brudflade, idet den yderste ende er sprunget af, da redskabet fandtes; alt taler dog for, at det kun er lidt, næppe mere end en tynd flis, der er gået tabt. Skaftets mellemparti er, hvad der vil ses ved at jævnføre fig. 9 og 10, fladt, tyndt og let svunget; det har en bredde af O , medens tykkelsen går ned til O.013. Skafthovedet er atter betydelig sværere, indtil O Jfr. bemærkningerne ovenfor, s. 126 og 128.

15 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER, 145 tykt. Det er gennembrudt af en åbning (til flintbladet) af uregelmæssig firsidet form, O.029 X O.015. Til den ene side har skafthovedet en betydelig udvidelse, hvorved det får en bredde af ; der er heri udskåret en fals i flugt nævnte gennembrydning (se fig. 11). med den 1 sin helhed er skaftet nojagtig og godt tildannet, uden væsentlige arbejdsfejl; kun et enkelt sted er der under tilskæringen sprunget en lidt storre flis af end tilsigtet. De anlagte, lige og buede flader er gennemførte uden afbrydelser eller forstyrrelser, gennembrydningen skafthovedet regelmæssig udstemmet. i Der ses vel snitmærker hist og her; dog er skaftet efter den forste tildannelse utvivlsomt delvis skrabet glat. Hertil kommer, at det ojensynlig er slidt ved brug, navnlig på undersiden og der især ved det øvre parti. I disse henseender afviger det således fra det i det foregående afsnit omtalte øxeskaft og giver ikke som dette lejlighed til i det enkelte at undersøge, hvorledes flintværktojet arbejdede i træ. Hvor snitmærker ses, er afstanden mellem dem dog gennemgående storre end på øxeskaftet. Flintbladet, der fandtes siddende i skaftet, er af velkendt form: det er een af den yngre stenalders almindelige flækkeknive 1, som er dannede af en svær flække, der kun har een æg. I form og storrelse kan disse stykker vexle stærkt. Ryggen er som oftest hugget but ved mange slag. I denne henseende afviger dog bladet fra Stenild fra regelen: ved flækkens afspaltning af den naturlige flintblok er slaget faldet således, at blokkens yderside dannede en passelig ryg; 1 Sophus Muller, Stenalderen, nr. 143.

16 146 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. denne har derfor ikke behøvet nogen særlig tildannelse, men har beholdt flintblokkens oprindelige hvide skorpe; kun den frie ende har ved spidsen og på rygsiden modtaget en smule tilhugning. Bladets længde er O.116*, dets bredde vexler fra O.02 til O.028. Det er den ende, hvor afspaltningsfladens slagbule findes, der er indstukken i skaftet; flintbladets storste tykkelse på dette stykke er O.012. Som fig. 9 viser, har æggen en svag indbugtning: ved brugen er den bleven noget skåret, dog næppe så meget, at den ikke lod sig anvende. Opgaven ved skæftningen måtte være, både at bladet sad urokkelig fast, og at man fik så fuld nyttevirkning som muligt af dets æg. Denne opgave er løst ved, at skafthovedet fik den ovenfor beskrevne udvidelse til den ene side. Den heri udskårne fals yder nemlig bladets ryg og underside fast og sikker støtte; storste delen af æggen ligger derimod fri, idet den del deraf, som dækkedes af skaftet, er forholdsvis lille = (omtrent skaftets tværmål, O.028). Det skonnes let, at bladet, når åbningen i skafthovedet var udfyldt med kiler, sad godt fast, og at selv et stærkt tryk mod dets æg bringe det ud af dets leje. Ombinding en klæbende masse, der i stort omfang brugtes ikke let vilde eller anvendelse af dels hos forskellige oldtidsfolk, dels hos mange exotiske folkeslag i nutiden for at fæste stenværktoj til skaftet, var således i dette tilfælde ikke nødvendig. Der er heller ikke fundet mindste spor deraf, og det tor betragtes som sikkert, at flintbladet kun har været kilet fast. Efter finderens angivelse var, som ovenfor anført, åbningen i skafthovedet udfyldt med to trækiler, hvad der næppe er tilfældigt. Utvivlsomt kunde bladet, der som andre blot tilhuggede flintredskaber ikke frembød nøjagtig plane flader, ved to kiler bringes til at sidde fastere end ved een. på Skafthovedets hele tildannelse er således vel beregnet at fastholde et flintblad af flækkekniv-formen. Derimod tor det næppe antages, at skaftet er særlig tildannet til det stykke, som fandtes siddende deri. Åbningen, hvori dette er

17 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 147 indstukket, er så stor, at der lige så vel lod sig anbringe et andet blad af samme grundform. Det synes rimeligt, at den er beregnet på, at dette kunde ske. Til hvad arbejde redskabet end skulde benyttes, måtte den uslebne flintæg være udsat for forholdsvis hurtig at sløves, og bladet lod sig ikke opskærpe således som de slebne redskaber. Skaftet kunde således vel holde længere ud end bladet. Hertil kommer, at, medens skaftet har krævet ikke ringe arbejde, lod et nyt blad sig tilvejebringe uden synderligt besvær. Flækkeknivene er i hovedsagen formede ved et par afspaltninger og har krævet ringe tid og flid; materialet har næppe overalt i Dan- spillet nogen rolle, da flinten jo så at sige mark er forhånden i rigelig mængde. Af det fremførte synes at kunne sluttes, at skaftet har været beregnet på, at et nyt blad med ringe moje kunde indsættes deri, når det gamles æg blev sløv. Redskabets bestemmelse er allerede antydningsvis givet i overskriften: det er en segl. Denne bestemmelse grundes ikke blot på selve stykkets hovedform, idet der næppe fra oldtiden kendes noget andet værktoj dannet af et træskaft med en vinkelret udgående skæreæg; men forskellige enkeltheder i formen taler tillige bestemt herfor. Håndtaget er ombojet for enden, utvivlsomt for at hindre, at redskabet ved et træk lod sig rive ud af hånden 1. Skaftets mellemparti er skåret meget tyndere end både hoved og håndtag. Dette forstås vel, når redskabet, hver gang det brugtes, skulde benyttes til mange snit og føres længe i hånden, uden at dets vægt måtte trætte mere end nødvendigt; derimod 1 Denne ejendommelighed genfindes ved.seglhåndtag fra vidt adskilte tider og steder : således på de ægyptiske med flintæg (se nedenfor, s. 153 anm. 1), de schweiziske fra bronzealderen (Gross, Les Protohelvétes, pi. 20, 5. Evans, Ancient bronze implements, 1881, s. 196, o. a. st.), nutids segle fra Småland (Aarb. 1867, s. 250), Pamir (exemplar i Ethnografisk Samling i Kjøbenhavn).

18 148 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. lader denne ejendommelighed sig næppe forklare, dersom der skulde arbejdes i et materiale, som øvede noget modtryk; det slanke skaft måtte da være udsat for at brydes over. Redskabet kan således ikke opfattes som et værktoj, hvormed der arbejdedes i træ; mod dette taler desuden den måde, hvorpå bladet er anbragt, idet en del af dets underside dækkes af falsen i skafthovedet. Til det anførte kommer endnu det ejendommelige, spejlblanke slid, der tydelig ses på flintbladet: ikke blot er selve æggen slidt blank, men tillige den rand, der ses langs midten på den opadvendende side af bladet, hvor to afspaltningsflader støder sammen; på undersiden når det blanke slid helt hen til ryggen, og ved bladets udadvendende spids viser slidmærkerne sig ikke blot på æg-, men også på rygsiden. Den måde, hvorpå bladet således er slidt, finder sin fulde og rette forklaring, når det har været brugt som segl: det er kornstråene, mellem hvilke det førtes ind, og som det overskar, der har fremkaldt det blanke slid på bladets spids, dets underside, æggen og den ophojede rand på oversiden. Skaftets form er, som alt udtalt, både i det hele og i enhver enkelthed noje overvejet og vel beregnet efter redskabets særegne bestemmelse. Det samme gælder om bladet; til at skære med er overalt hos stenaldersfolkene benyttet usleben æg; den almindelige flække egnede sig lidet til seglblad; den var som oftest for tynd, så den let måtte knække, og kun den ene æg kunne benyttes, den anden måtte snarest være til hinder. Derimod synes den svære flække med een æg og tyk ryg at fyldestgore de fordringer, der hos et stenaldersfolk kunde stilles til et seglblad. At dette i mange tilfælde ikke kunde få nogen betydelig storrelse, fulgte af materialet; men den mængde strå, der uden anvendelse af særlig kraft lod sig overskære ved eet tag med en flintæg, var vel heller ikke stor, og der er til anledning at minde om, at bronzealderens segle ofte ikke havde storre dimen-

19 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 149 sioner: de to danske hovedformers længde varierer fra O.io til O.21 K Det nye funds betydning for vor oldtidskundskab er vel fuldt så stor som Sigerslev-fundets. Medens dette væsentlig kun stadfæstede slutninger, som alt forud var dragne, og fojede et enkelt led til vort kendskab til stenalderens vigtigste værktoj, øxen, giver fundet fra Stenild et nyt indblik i stenalderens kulturforhold, idet det for forste gang lærer os et vigtigt redskab at kende og giver os muligheden for en fuldere forståelse af et længe kendt flintværktoj. Det tor vel siges at være en forudsætning for seglens brug, at kornavl har været almindelig udbredt. Selv om den lod sig anvende til at skære lyng, siv o. a. og vel ofte har været anvendt dertil, synes det en naturlig antagelse, at et sådant, særligt redskab forst er indført, når kornet dyrkedes. Såvidt mig bekendt, foreligger intet vidnesbyrd om seglens brug hos noget folk i oldtid eller nutid, som ikke har dyrket korn. For Danmarks vedkommende er der i de senere år, ved museumsassistent Sarauws undersøgelser af lerkar, som indeholder tilfældige aftryk af dyrkede sædekorn, fremkommet en betydelig række vidnesbyrd om, at kornavlen har været i alt fald ret almindelig i den yngre stenalder. Der skal dog ikke gås nærmere ind herpå, idet en samlet behandling af kornavlens historie i vor oldtid er under forberedelse. I virkeligheden har det således for den nordiske arkæologi allerede i nogle år været et nærliggende sporgsmål, hvilke redskaber den yngre stenalders folk har benyttet ved kornets indhøstning. Og herpå synes fundet fra Stenild at yde et fuldt tilfredsstillende svar. Vi kender nu det redskab, som svarede til bronzealderens allerede længe kendte kornsegle. Dets form er så vel beregnet og praktisk, at det synes en frugt af lang erfaring, og den tanke skonnes at være udelukket, at her foreligger en tilfældig skæftning af 1 Sophus Miiller, Bronzealderen, nr ,

20 150 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. de velkendte flækkeknive. Hermed skal dog ikke være sagt, at alle flækkeknive har været benyttede som segle. Utvivlsomt anvendtes de også, ved siden af den simple flække, som knive; i nogle tilfælde findes en tildannelse til skæftning, der kunde tale herfor 1. Det skulde således siges, at de to i form og brug nær beslægtede redskaber, knivblad og seglblad, der i den ældre bronzealder foreligger tydelig adskilte, i den yngre stenalder endnu ikke var ret differentierede; grunden hertil er at søge i materialet. Forholder dette sig således, tor der altså ikke på grundlag af Stenild-fundet gives en altfor speciel bestemmelse af»flækkeknivenes«brug. I mange tilfælde vil vel betydelig storrelse og nogen særegenhed formen kunne fremkalde en i rimelig formodning om, at stykket har været bestemt til at anvendes som segl. Dette gælder således om et flintblad, der findes i afdøde etatsråd, professor Steenstrups efterladte samling, og som det velvilligst er blevet mig tilladt at offentliggøre. Hosstående fig. 12 viser dets underside og et tværsnit deraf. Det er af rødliggrå flint, O.21 langt: storste bredde er Ryggen er i hele bladets længde tilhugget både mod over- og undersiden. Oversiden er forholdsvis stærkt hvælvet; undersiden dannes, som det hyppigst er tilfældet, af sidste afspaltningsflade og er nogenlunde jævn og plan; kun ved skaftenden er den tilhugget i hele bladets bredde, utvivlsomt for at fjærne den fremspringende slagbule og gore stykket bedre egnet til skæftning. Æggen er i hele sin længde mere eller mindre beskadiget; men hvor meget heraf skyldes stykkets brug i oldtiden eller er fremkommet under dets henliggen i jorden, kan ikke afgores. Efter en påskreven notits er det fundet løst på en mark ved Saxkjøbing i Det når samme storrelse som de storste seglblade fra bronzealderen og er både i denne henseende, ved sin regelmæssige 1 Sophus Muller, Stenalderen, nr Vor Oldtid, fig. 57.

21 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 151 form og den omhyggelige tildannelse af ryggen vistnok enestående. Som oftest er formen ikke nær så udpræget. Men selv da kan stærkt brugte exemplarer stundom frembyde et sikkert holdepunkt for en bestemmelse, nemlig slidet. Hvor dette udviser lignende ejendommeligheder, som er fremhævede foran (s. 148) med hensyn til seglen fra Stenild, tor der med sikkerhed forudsættes en anvendelse til at skære korn el. lign. Men med denne begrænsning er det forholdsvis få Fig. 12. stykker i Nationalmuseet, der kan bestemmes som seglblade 1 nemlig: A 2206, fra Vraaby, Præstø amt, O A 8484, fra Fjeldholm, Gjerrild sogn, N for Grenaa, O.is 1. A 10673, ukendt findested, O.u 1. A 10674, ukendt findested, O , 1 Herved må dog* mindes om, at antallet af store»flækkeknive«i Museet i det hele ikke er synderlig stort. De tilsvarende stykker i provinsmuseerne har jeg ikke haft lejlighed til at gore mig bekendt med. 2 Slidmærkerne er meget kendelige og karakteristiske. På dette stykke er det, afvigende fra regelen, den slagbulen

22 152 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. A 11394, fra Uglerup, Hørby sogn, Holbæk amt, O A , samlet fund fra Freltofte i Odense amt (atbildetifig. 13), bestående af ti O.12 -O.155 lange»flækkeknive«, hvoraf de 8 ligner hinanden så meget med til hensyn flintens farve og struktur, at de må antages at være dannede af samme blok. De bærer alle mere eller mindre udprægede og karakteristiske slidmærker, ligesom æggen er kendelig beskadiget ved brug og mere eller mindre stump. Fundet hører til den gruppe, der nu almindelig opfattes som henlæggelser i religiøst ojemed. Hertil passer tydningen af flintstykkerne som opslidte seglblade formentlig godt: den antagelse ligger lige for, at det er det samlede sæt af seglblade, hvormed en mand har fuldendt sin høst, der er blevet viet guderne til tak for god afgrøde 1. At de ubrugelige flintblade skulde repræsentere nogen anden end en sådan rent ideel værdi, synes lidet rimeligt. Det er ikke blot indenfor det nordiske område, at det redskab, hvormed kornet mejedes i stenalderen, hidtil var ukendt. Heller ikke fra andre dele af Europa kendtes segle af flint, skont der havdes vidnesbyrd om, at korn dyrkedes, for metallerne kom i brug 2. Der har endog lejlighedsvis været ytret tvivl, om de europæiske stenaldersfolk har haft et særligt redskab til at høste korn med. I Ægypten er der i de senere år ved Flinders Petries udgravninger fremdraget enkelte exemplarer af segle, hvis blad dannes af et 1 2 modsatte ende, der har været indstukken i skaftet: her fattes slidmærkerne, og der er ved ryggen foretaget en særlig- tilhugning af hensyn til skæftningen. Tilsvarende forestillinger ligger til grund for mangfoldige votivgaver den i klassiske oldtids lande, jfr. Reisch, Griechische Weihgeschenke, 1890, s. 14. Dog havde Evans i Ancient stone implements, s (2. udg. s ), fremsat den formodning, at nogle krumme tilhuggede»knive«(jfr. Sophus Muller, Stenalderen, nr. 141), der forekommer i England og Rusland, kunde have været brugte som segle.

23 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 153 krummet træstykke med en fuge i den indbuede side, hvori der* er fastkittet en række savtandede flintflækker, som danner en fortløbende æg 1. Herved forklares, hvortil lignende Fig. 13. Vs. flækker har tjent, der navnlig i de senere år i stor mængde er fremdragne på forhistoriske bopladser i Ægypten; karak - 1 Kahun, 12. dynasti: Flinders Petrie. Kahun, Grurob and Hawara, pi. 9, 22, s. 29; Spurrell, The archaeological journal, 49. bd. 1892, pi. 1, s. 54; Munro, s , fig Prehistoric problems, Kahun, 18. dynasti Flinders : Aarb. f. nord. Oldk. og Hist

24 154 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. teristisk for dem er et spejlblankt slid ved den tandede æg og en tilhugning af den ene eller begge ender, hvorved disse formedes regelmæssig, så åt flækkerne anbragte ved siden af hinanden kunde slutte tæt sammen 1. til en Flinders Petries mærkelige fund gav anledning diskussion af det nærliggende spørgsmål, hvordan de europæiske stenalderssegle havde været. Spurrell var tilbbjelig til at antage 2, at de i Europa forekommende tandede flækker havde været seglægge, og søgte at bestemme nogle schweiziske og italienske træredskaber med indsatte flintægge som segle. Han blev imødegået af Munro 3, der kort efter underkastede sporgsmålet en udførligere behandling i en artikel»om forhistoriske save og segle«4. Lejlighedsvis har de nævnte forfattere også udtalt den tanke, at de nordiske»halvmåneformede savblade«kunde have været segle; denne formodning hviler dog ikke på noget fast grundlag, og enkelte momenter, som jeg vel ikke tor kalde afgørende, taler herimod 5. Munro ender sin vidtløftige undersøgelse med Petrie, Ulahun, Kahun and Gurob, pi. 7, 27, s. 12; Spurrell, l. c; Munro, l. c, s. 314 fig. 107; de Morgan, Origines de VÉgypte, Vage de la pierre et les métaux, 1896, fig (Tidsbestemmelserne for de to stykker beror på Flinders Petries angivelser). 1 En del sådanne flækker, hidrørende fra Flinders Petries og de Morgans fund, findes i Antiksamlingen i Nationalmuseet. 2 The archaeological journal, 49. bd. 1892, s Samme tidsskrift, s Først trykt i The illustrated archaeologist, I, 1894, s , optrykt i udvidet form i forfatterens Prehistoric problems, 1897, s Nemlig den ejendommelige forms utvivlsomme sammenhæng med andre, der sikkert er savblade på den ene side de»lange«og»brede«rygsave af flint (Sophus Muller, Stenalderen, nr ), på den anden side den ældre bronzealders rygsave (Sophus Muller, Bronzealderen, nr. 149), hvilke sidste kun forekommer i Norden, hvad der taler for deres noje forbindelse med de halvmåneformede flintblade.

25 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. 155 hensyn til sporgsmålet om den europæiske stenalders kornsegle med et rent negativt resultat, idet han udtaler 1, at intet vides om, af hvilken art dette redskab har været. De oplysninger, fundet fra Stenild har bragt, får på denne baggrund forøget værd. Fra yderpunkterne af det kulturområde, som strækker sig fra Middelhavsbækkenet til Norden, fra Ægypten og Danmark, foreligger nu to forskellige seglformer, dannede af flint og træ, to forskellige løsninger af den opgave at tilvejebringe et redskab til kornhøst med benyttelse af det materiale, som har været til rådighed, inden metallets brug indførtes. Hvad den danske segl angår, er det allerede foran (s. 149) udtalt, at alt tyder på, at det ikke er et tilfældig opstået og provisorisk, men tværtimod et konstant, gennem lang praxis fastslået redskab. Hermed er dog ikke sagt, for kornsegle at det har været den eneste form i Danmarks stenalder. Hvorvidt den har været kendt udenfor det nordiske område, er jeg ude af stand til at afgore. Med hensyn til»flækkekniven«, der danner seglens blad, foreligger der, mig bekendt, ikke efterretninger i litteraturen, hvoraf det kan ses, om der udenfor Norden forekommer exemplarer deraf, hvis form, storrelse og slidmærker kunde tale for, at de har været anvendte som seglblade. Endnu skal kun gores opmærksom på, at det her offentliggjorte fund fra Stenild også yder et bidrag til besvarelsen af et sporgsmål, som lejlighedsvis er blevet drøftet, nemlig hvorvidt stenaldersfolket som nutidsmennesket har været rethåndet o: fra barnsben vant til at benytte hojre hånd frem- 1 EDdvidere findes på flere af disse det samme ejendommelige rygslid som på de»lange«og»brede«savblade (jfr. Sophus Muller, anf. sted), fremkaldt ved gnidning mellem flintbladet og det træhåndtag, hvori det var indsat; det forklares lettest og naturligst ved at antage, at redskabet har været anvendt til arbejde i forholdsvis hårdt materiale, som træ, horn, ben o. s. v., med andre ord: som sav. Prehistoric problems, s *

26 156 SKÆFTEDE STENALDERS REDSKABER. for venstre. Et vidnesbyrd, som taler herfor, har Sophus Muller fundet i den måde, hvorpå nogle af de smukkeste danske flintspydspidser er tilhuggede (Aarb. 1896, s. 382, s. jfr. 375). Seglen fra Stenild er, med sin udtalte forskel mellem over- og underside, tydelig bestemt til udelukkende at føres i hojre hånd. Til samme resultat fører en nojere betragtning af de s. 151 f. anførte flintblades form. Med hensyn til bronzealderens segle er forholdet ligeledes klart og forhen iagttaget af andre.

27 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN, EFTER NYESTE UNDERSØGELSER. Ved SOPHUS MULLER. Tilfældige, fra Tid til anden fremkomne Fund havde alt længe vakt Formodningen om, at der i Jylland fandtes Grave fra Stenalderen, der baade i Anlæget og ved det for den Døde nedlagte Udstyr skilte sig væsentlig fra dette Tidsrums velbekjendte Grave dannede af mægtige Rullesten. Fundene angaves at hidrøre fra Høie uden Stensætning, og Oldsagerne vare for en Del af egen Art. Først i 1891 erfaredes der dog nærmere om disse Grave gjennem Redegjørelser»Aarbøgerne«for flere Undersøgelser, der i dette og de nærmest i forudgaaende Aar vare foretagne i forskjellige Egne af Halvøen. Disse første Beretninger tydede paa, at den nye Fundgruppe vilde faa en stor Betydning ikke blot for det archæologiske Kjendskab til jydske Egne, men ogsaa for Opfattelsen af Periodens almindelige Forhold. Dog maatte Stoffet betydelig forøges, før de nye Iagttagelser ret kunde udnyttes. Der er arbeidet i herpaa de siden da forløbne Aar ved de for Nationalmuseet foretagne Undersøgelser, saaledes at et værdifuldt og ret anseeligt Stof efterhaanden er blevet tilveiebragt. Til en vis Grad maa dette dog bære Tilfældighedens Præg. Hvor Undersøgelser foretoges, bestemtes først og fremmest af Hensynet til at sikre Fund der vare ud-, satte for Ødelæggelse; væsentlig blev der kun gravet paa.

28 158 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN. saadanne Steder, hvor Høiene laa aabne eller vare udsatte for Sløifning eller Plyndring. Saaledes er det foreliggende Stof endnu meget spredt. Hellerikke er Fundmængden tilstrækkelig stor til at danne Grundlag for en endelig Behandling; tværtimod kræver denne Gruppe endnu bestandig en Forøgelse. Og dog tør det næppe udskydes længere at fremlægge, hvad der hidtil er vundet. I og for sig har dette et betydeligt Værd. Langsomt som disse Undersøgelser efter Forholdenes Natur skride frem, vil der kunne hengaa en lang Aarrække, inden der er tilveiebragt fuld Klarhed i alle Retninger, og alt imedens vilde den Kundskab savnes, som dog allerede nu kan ydes. Fremdeles vil utvivlsomt Paavisningen af Stoffets Betydning bidrage til, at det bliver klarere for dem, der have Magt og Myndighed over de jydske Smaahøie, at det er en alvorlig national Pligt at fredlyse dem eller dog vogte dem, Undersøgelse kan foregaa. Saameget nødvendigere indtil en er det stærkt at fremhæve dette, som de her omhandlede jydske Høie ere saa lette at tilintetgjøre eller udgrave og ved Siden heraf saa særdeles vanskelige at undersøge paa saadan Vis, at Udbyttet faaer et virkeligt Værd. Oftest af ganske ringe Høide og dannede af Sandjord, uden fremtrædende Lagdeling og uden Stensætninger og Stenlag yde de ingen Modstand mod Afgravning eller Indtrængen for at søge Oldsager; men samtidig byde de ingen Støtte for Iagttagelsen. Nu ere imidlertid selve Oldsagerne ikke af sønderligt Værd, medens deres Plads og indbyrdes Forhold ere af den allerstørste Betydning. Foretages da Udgravningen ikke saaledes, at enhver Iagttagelse i saa Henseende fuldt sikres, kan der ikke tales om en Undersøgelse, men kun om en Ødelæggelse af Oldtidsmindet. At Nationalmuseets Arbeider have givet et smukt og fyldigt Resultat, skyldes de udmærkede, baade kyndige og øvede Iagttagere, som her have medvirket. Alle de for

29 HØIENE OG GRAVENE. 159 Tiden til Museet knyttede Mænd have deltaget i Undersøgelserne: Chr.Blinkenberg, G.V. Blom, C. Fredstrup, H. A. Kjær, A. P. Madsen, Carl Neergaard, G. Sarauw, Th. Thomsen. Det er deres Arbeide, som her forelægges. Dog er det ikke samtlige ved disse nyeste Undersøgelser tilveiebragte Beretninger, i deres fulde Omfang, med det hele til dem hørende Apparat af Opmaalingsblade og photographerede eller tegnede Afbildninger, som her offentliggjøres, men derimod kun et ret knapt Udvalg og Uddrag. Væsentlig er kun det forelagt, der byder Forhold, som flere eller mange Gange have gjentaget sig, og som herved dels bekræftes som sikre, dels give Anledning til mere eller mindre omfattende Slutninger. Fortsatte Undersøgelser ville hertil knytte nye Fundrækker, og at disse mulig kjendelig ville udvide eller indskrænke de Regler, som dannes efter det nu foreliggende Stof, skal ikke fordølges. Den stærke Begrænsning, som her blev truffen, maatte dog ikke svække Værdien af de meddelte Fundberetninger. I ret stort Omfang forelægges derfor opmaalte Plantegninger, Snit og perspecti viske Billeder, hvad der er saameget nødvendigere ved den her omhandlede Fundgruppe, som Billedet af Høiens Indre i Virkeligheden er af ikke ringere Betydning end de fremdragne Oldsager 1. * Høiene og Gravene. Det er runde Høie, som dække de jydske Enkeltgrave, meget afvexlende Høide i og Omfang. Mange danne kun en ubetydelig Høining, der vanskelig bemærkes; de fleste have en ganske ringe Høide; men enkelte have hørt til de største Gravhøie, som overhovedet kjendes. Denne Forskjel beroer dog alene derpaa, at nogle Høie 1 Denne Undersøgelse afsluttedes ved Udgangen af Aaret Senere har G. Sarauw i disse Aarbøger for 1898 S. 69 fremstillet et nær tilgrænsende Æmne og omtalt flere af de her behandlede Fund.

30 160 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN. ere blevne forøgede ved senere tilføiede Grave, medens andre, der kun indeslutte en enkelt Grav, have bevaret deres oprindelige Form. Det er navnlig i Løbet af Bronzealderen, at Høiene ere tiltagne betydelig i Høide og Omfang; hvor der ogsaa i Jernalderen er tilføiet Grave, synes ikke at have medført nogen sønderlig Forøgelse af Jordmassen. dette derimod For Gravlæggelsen i Stenalderen om hvilken denne Undersøgelse alene dreier sig gjælder det, at Jorddækningen over Graven stedse var ringe. At fremføre ganske bestemte Angivelser om Høienes oprindelige Størrelse er imidlertid vanskeligt paa Grund af forskjellige Forhold. Ofte har Overpløining og Udjævning, der let kunde foretages ved disse lave Høie, medført ikke ringe Forandringer. Fremdeles kan der, hvor senere Grave ere tilføiede, ofte være Tvivl, om disse enten ere sænkede i en ældre Høi eller indrettede ovenpaa den, dækkede af et nyt Jordlag. Alt tyder dog paa, at Stenalderens Høie, baade i deres første Skikkelse og med de i dette Tidsrum modtagne Forøgelser, en ringe Høide. kun havde Oplysende i saa Henseende var en Gruppe Høie, der i 1893 blev undersøgt ved Slauggaard i Vorbasse Sogn, Slaugs Herred. Med Interesse havde Hr. W. Salomonsen, Fabrikeier i Kjøbenhavn, iagttaget denne Høigruppe og tilbød, at den maatte undersøges, før Pladsen inddroges i den der anlagte Plantage. Som hosstaaende Kort viser, fandtes der her et Antal af 20 Høie, spredte paa begge Sider af en smal Engstrækning. Nogle laa ganske tæt ved hinanden, andre noget fjærnede, de yderste aog kun i en indbyrdes Afstand af et Tusind Alen. Længst mod Sydvest laa en ret anseelig Høi, Nr. 10, godt 3 M. høi. Den indeholdt forneden som det vil sees af Aarb. f. nord.oldkynd S i stedse høiere Lag anbragte Grave fra Stenalderen, den øverste c. 2 M. over Undergrunden. Derover fandtes to Stendynger og Urnegrave, vistnok alle fra Bronzealderen. 5 andre Høie i denne

31 HØIENE OG GRAVENE. 161 Gruppe hævede sig c. IV2 M. ; men ogsaa disse indeholdt alle flere Grave. 1 1 Høie øst for Lavningen, alle lyngklædte og utvivlsomt ganske af oprindelig Form, rummede derimod kun en enkelt Grav (Nr. 1 6, 13 15, 18, 19). De havde en Høide af V2 1 M. ; kun en enkelt var ubetydelig høiere. Fig. 1. Gravpladsen ved Slauggaard. Alle disse Høie dækkede over Grave, der vare nedsænkede under den oprindelige Jordflade. Hvor denne ældste Gravform er anvendt, synes det, efter samtlige paa forskjellige Steder gjorte Iagttagelser, at have været Regel, at Høiene til en Begyndelse ikke hævede sig stort mere end 1 M. Tværmaalet har gjennemgaaende været c. 15 M. ; bestemt skiller Omkredsen af saadanne lave Høie sig kun sjælden fra den omliggende Flade. Ved de noget yngre Høie, i hvilke de underste Grave ere anbragte paa den oprindelige Jordflade, ere Høiene oftest

32 162 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN. noget høiere, ligesom ogsaa Bredden er betydeligere. Selv naar senere Grave gjentagende ere blevne tilføiede, har Høien i Løbet af Stenalderen dog som Regel ikke naaet op over 2 M. Det maa ydermere ved disse Angivelser betænkes, at der særdeles almindelig til xa.nlæg af Graven er valgt en lille, naturlig Høining væsentlig dette er det vistnok, der har givet Gravhøiene deres tilsyneladende ganske tilfældige og planløse Stilling, ganske nær hinanden eller fjærnere, som dette f. Ex. sees af Kortet over Slauggaardens Gravplads. Ved Udgravningen træffes Undergrunden inde i Høien i et kjendelig høiere Niveau end Høifoden, ikke sjælden 0,50 M. eller endog høiere. Saaledes er den opkastede Del af Høien ofte ganske ubetydelig, Va eller Vs M., ja ikke sjælden har der vistnok næsten ikke været tilført nogen Jordmasse. Dette synes navnlig at fremgaa af, at der oftere ovenover en i Undergrunden sænket Grav findes i Høibunden en anden Grav, der netop ligger ved den oprindelige Jordflade (se Bundgravene, Gruppe II, 3, 10, 15, 19). Vistnok kunde dette Forhold være fremkommet ved en Nedgravning gjennem en lav Høi, der dækkede den dybtliggende Grav; dog er det sandsynligere, at denne oprindelig var jævnet omtrent med Jordfladen. Høiene ligge oftest samlede i Grupper og Rækker; til saadanne større Samlinger henhøre de fleste af de nedenfor enkeltvis omtalte Høie. Af denne Art, dækkende over Stenalders Enkeltgrave, er vistnok det langt overveiende Antal af de talrige, men oftest ilde medtagne eller fuldstændig ødelagte Smaahøie i Midt- og Vestjylland. En fuldstændig Undersøgelse af deres Beliggenhed og Antal maatte kunne give mærkelige Oplysninger om Folk og Bebyggelse i Oldtiden. Det til Opførelsen benyttede Materiale har, som det kunde ventes, vist sig vexlende efter de forskjellige Jordbundsforhold; der er sikkert stedse blevet taget Overfladejord og det nærmeste Lag derunder. Saaledes har Fylden

33 HØIENE OG GRAVENE. 163 oftest været Sand, men andre Steder for en Del Muld eller Ler. Kun er der ikke truffet Høie dannede af sammendyngede Sten eller med en større Stenkjærne, som disse kjendes i Jylland, hidrørende fra senere Afsnit af Oldtiden. Gravene findes i Reglen ved eller omkring Midten af Høiene. Dog ere de ogsaa trufne andetsteds (Gruppe III, 19 21, S. 257), og benægtes tør det ikke, at der i de undersøgte Høie kan have været flere saaledes anbragte Grave, end det skulde synes efter de nedenfor fremlagte Beretninger. Naar ikke særlige Forhold foranledigede andet, har Udgravningen nemlig stedse maattet indskrænkes til selve Midten af Høien. Undertiden ligge flere Grave i samme Niveau tæt ved Siden af hverandre (Gruppe II, 25, S. 241 ; III, 22, S. 258); gjennemgaaende ere de dog indrettede over hinanden, med samme eller noget afvigende Retning og enten nøie ovenover eller noget til Siden. Ikke sjælden er der kun et ganske tyndt Jordlag mellem to Grave, 0,25 0,30 M. tykt (Gruppe I, 33, S. 203; II, 12 13, S. 235). Det skjønnes, at man har kjendt Pladsen for den ældre Grav, vel ogsaa med Flid valgt den, for her at gravlægge en nær Paarørende, den næste af Slægten, som bortkaldtes; ellers vilde Gravene ikke være saa nøie passede sammen. Stridsøxen, det sædvanlige Gravudstyr, kan i den øvre Grav ligge netop over og i samme Retning som Øxen i den dybere Grav. De ældre Grave ere i Reglen ikke blevne berørte eller forstyrrede ved de senere Anlæg. Man gravede sædvanlig ikke ned i den ældre Høi, ialtfald ikke saa dybt, at dette kunde volde Forstyrrelse; men den nye Grav blev anlagt paa eller i Overfladen af Høien og beskyttet ved et nyt paaført Jorddække. I ganske enkelte Tilfælde har der dog kunnet spores en Forstyrrelse, hidrørende fra yngre Gravanlæg 1, og ikke umuligt er det, at idetmindste nogle af de Aarb. f. nord. Oldkynd S. 205, Grav C.

34 164 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN. nedenfor omtalte saa paafaldende afkortede og ufuldstændige Stenrammer ere forstyrrede paa denne Maade. Alle baade ældre og yngre Grave ere af Mandslængde eller derover. Dette tyder allerede paa, at Liget nedlagt ubrændt. Rester fra Ligbaalet er blevet ere hellerikke trufne nogetsteds, af ubrændt Lig derimod i nogle, omend ikke ret mange Tilfælde og da stedse i ganske opløst og næsten ukjendelig Tilstand. Der er ikke optaget Knogler, give Oplysning om den Gravlagtes Kjøn og som kunde Alder. I den lette Sandjord, hvoraf de fleste af disse Høie ere dannede, og under det tynde Dæklag have Knoglerne ikke kunnet modstaa Opløsningen. Baade de dybere og de høiere liggende Grave have østvestlig Længderetning. Ofte ligger Graven just i 0. V., sædvanlig dog noget afvigende herfra, med en Svingning indtil NØ. SV. og NV. SØ. Videre gaa dog Afvigelserne ikke. Orienteringen er saaledes ret nøie overholdt og maa betragtes som et vigtigt Træk. Hvor flere Grave ligge over hinanden, hidrøre de fremdragne Oldsager oftest fra forskjellig Tid. De lade sig henføre til fire Grupper, der nedenfor skulle behandles, vel alle med indbyrdes Overgange, men dog kjendelig forskjellige. Saa klart staaer Sagen vel ikke med selve Gravanlæget. Dog kan der dels efter Pladsen i Høien, dels efter Anlæget og Indretningen nogenlunde skjelnes mellem fire Arter af Grave, chronologisk forskjellige og, hvor de forekomme i samme Høi, følgende efter hinanden i en bestemt Orden. De kunne betegnes som Undergrave, Bundgrave, Overgrave og de øverste Grave. Undergravene (se Afbildningerne ndfr. S. 179 flg.) sænkede under den oprindelige Jordflade. Ikke sjælden er ethvert Spor af Nedgravningen forsvundet, saaledes at Gravens Form og Udstrækning ikke kan angives; alene Oldsagerne, som ligge løst i Sandjorden, angive Bunden af en Grav. Ofte kan dog den løsere Gravfyld adskilles fra den ere

35 HØIENE OG GRAVENE. 165 faste Undergrund, et tydeligt Fyldskifte kan betegne Gravens Omkreds, og hvor Nedgravningen, som dette ofte er Tilfældet ved de midt- og vestjydske Høie, er ført igjennem et Allag, tegner dette sig med mørktbrune eller sorte Rande mod den lysere Fyld. Uden dette Støttepunkt havde Gravningerne oftere havt mindre Sikkerhed og givet et ringere Resultat. Dybden under Alen har oftest været 0,30 0,50 M. En ringere Dybde forekommer vistnok ogsaa, men paavises vanskeligere med fuld Sikkerhed. Dybere Nedgravninger indtil 1 M. under Alen træffes ikke ualmindelig, og ved enkelte Grave har Bunden ligget 1,30 M. dybt. Til alle disse Maal, som angive Nedsænkningen i Undergrunden, vil der endnu, til Bestemmelse af Dybden under den oprindelige Jordflade, være at føie Overgrundens Tykkelse, 0,15 0,20 M. Gjennemgaaende er vel saaledes den Nedgravning, der er foretaget for at skaffe Liget et dækket Leie, ikke betydelig; men i enkelte Tilfælde er der udført et ret vidtløftigt Arbeide. Kun enkelte Gange og alene paa Gravpladsen ved Slauggaard er der truffet Nedgravninger oval Form. De have indeholdt Oldsager af de ældste Former, som overhovedet ere trufne. af rund eller kort I Almindelighed ere Undergravene firkantede, firsidede med afrundede Hjørner eller langstrakt ovale. Den firkantede Form synes dog baade at have været Regel og tillige at være det, som egentlig tilsigtedes. Dette fremgaaer af, at de omhyggeligst dannede Grave med Bundlag af Sten, der strax nedenfor skulle omtales, stedse ere firkantede, med lige Sider og nøiagtig udlagte Hjørner. I det Hele ere Undergravene blevne omhyggelig indrettede og regelmæssig formede atter dette sees af de samme Stenlag, medens de vanskelig erkjendelige Gravrande i det løse Sand ligesom ogsaa Sammensynkninger og andre Forandringer gjennem Tiderne vistnok have gjort flere af de nedenfor meddelte Opmaalinger noget mere uregelmæssige, end Anlæget oprindelig var. Si-

36 166 DE JYDSKE ENKELTGRAVE FRA STENALDEREN. derne i Graven have snart været steile, snart stærkt skraanende; i sidste Fald, naar Hjørnerne tillige ere afrundede, kan Graven betegnes som trugformet. Fuld sikker Støtte for Bestemmelsen af Gravenes Form og Størrelse give de Bundlag af Sten, som af og til ere trufne. De have alle været omhyggelig ordnede. Stenene, der snart ere smaa og undertiden ituslagne, snart større, alt som de frembøde sig paa Stedet, ligge i et tæt og fladt Lag, enkelt eller dobbelt og, som alt nævnt, stedse aflangt firkantet. 10 nedenfor omtalte Stenlag, de fleste i Slaugs Herred, 1 i Nørvang, Malt og Hjelmslev Herreder, havde en Længde af omkring 2 M. (vexlende mellem 1,70 og 2,10 M.) og en Bredde gjennemgaaende af 0,70 M. (vexlende mellem 0,55 og 0,90 M.). Af disse vare kun 2 Bundgrave, de øvrige Undergrave. Noget større end Stenlagene ere Nedgravningerne, hvad der er vel forstaaeligt, idet der maatte være nogen Plads omkring selve det Sted, der skulde optages af Liget. Bunden i Nedgravningen maaler oftest 2 2,25 M., undertiden dog mindre, indtil 1,70 M., eller mere, indtil 2,50 M.; kun enkelte Grave ere længere, indtil 3,30 M. Bredden ved Bunden er oftest omkring 1 M., ikke sjælden dog noget mindre og undertiden større, indtil 2 M. Denne gjennemgaaende ensartede Størrelse angiver bestemt, at disse Grave kun have indeholdt et enkelt Lig at de vare Enkeltgrave. Selv de største kunne ikke have optaget mere end to Lig. En Betragtning af Gravgodset vil nedenfor lede til samme Slutning. Gravens Sider kunne være omsatte eller indrammede med Sten, hvorimod det er meget tvivlsomt, om de ganske undtagelsesvis forekommende overdækkende Stenlag og Stenhobe virkelig høre til de nedenfor liggende Undergrave. Reglen er i hvert Fald, at Graven ikke er beskyttet opadtil med Sten. Indramninger træffes derimod ret ofte, omend langtfra som Regel. Af over 50 nedenfor beskrevne Under-