Dispuk. Refleksiv og anerkendende pædagogik, Århus Undervisere: Jørgen Riber og Lene Præst. Opgave 2. Årgang. Eksternalisering og genforfatning.

Transkript

1 Dispuk Refleksiv og anerkendende pædagogik, Århus 2007 Undervisere: Jørgen Riber og Lene Præst Opgave 2. Årgang Eksternalisering og genforfatning. Trine Hansen 1

2 Indledning: Mit arbejde foregår ud fra Bakkeskolen, som er Horsens kommunes heldagsskole, hvor målgruppen er børn med socio og emotionelle vanskeligheder. Jeg deltager også i skolens udrykningsteam, som har vist sig at kunne bruges til forskelligartede problemstillinger. På et tidspunkt får Bakkeskolen en henvendelse fra en mor til en tidligere Bakkeskoleelev. Martin på 13 år er rendt ind i nogle vanskeligheder, de gør sig gældende såvel i skolen som der hjemme. Jeg bliver bedt om at tage nogle samtaler med Martin. Ret hurtigt i de første snakke hvor vi skal aftale at mødes, støder jeg på udtalelser fra: Mor Susanne: Du må hjælpe os. Martin er irriterende og voldsom. Jeg tør ikke lade ham være alene med sine yngre søskende, for jeg ved ikke hvad han kan finde på at gøre ved dem sådan har han altid været det er på grund af det med hans far I skolen kan de slet ikke styre ham. Kan du ikke fortælle ham, hvad han skal gøre, dig vil han lytte efter tror jeg, det gjorde han, da han gik på Bakkeskolen Martin: Jeg er sådan en der ikke gider prøve længere, det kan jo ikke betale sig I mit daglige arbejde med børn og deres familier støder jeg ofte på udsagn, der virker som konklusioner om menneskers identitet, der afføder negative konsekvenser for deres selvopfattelser og for forholdet mellem dem og andre mennesker. Martin og hans mors udtalelser samt en iver efter at gå på opdagelse efter succesfulde sider af Martins identitet, overbeviste mig til at indlede et samtaleforløb på indtil videre fire samtaler. Samtidig gjorde Susannes ytring om at Martin sandsynligvis ville høre på mig, et stort indtryk og opmærksomheden på min egen rolle i de kommende samtaler, blev vakt. En position hvor jeg ville lytte efter Martins historier, så han og jeg ville finde ud af hvem han også er og dermed ville Martin forhåbentlig kunne udvide sit identitetsbegreb. Afgrænsning: Der er som bekendt mange veje der fører til Rom og jeg kunne have forestillet mig andre måder at gribe dette tillidsfulde hverv med Martin an på. Når jeg ikke vælger dem, skyldes det, at jeg ønskede at afprøve eksternalisering og genforfatning til at ændre Martins syn på sig selv og sine handlemuligheder. Senere i samtaleforløbet har vi benyttet os af outsider witness som bevidning både med deltagelse af Martins forældre og kammerater fra klassen, ingen af delene levnede vi dog plads til i denne opgave. 2

3 Problemformulering: Målet med denne opgave er: At afprøve samt diskutere hvilken eventuel virkning en eksternalisering vil have på Martins og hans families opfattelse af Martin som et evigt tilbagevendende problem. At undersøge hvor vidt en narrativ tilgang i samtaler med Martin, vil kunne ændre de negative konklusioner om Martins nuværende identitetsopfattelse til noget andet, og hjælpe med til at finde de foretrukne identitetshistorier i Martins liv og gøre dem tykkere, med andre ord, at genforfatte. 3

4 Narrativitet. Den narrative teori har sit fundament i tanken om, at vi skabes i de historier/fortællinger andre eller vi selv fortæller. Narrativ betyder fortælling og er ifølge Jerome Bruner den måde vi former vores erfaringer og vores viden på. Vi forbinder hændelser, så de giver mening. Det er når vi leder efter mening i livet, at fortællingerne skabes. Mennesker skaber deres identitet og liv gennem, hvordan de taler om deres liv. Hvis man forestiller sig, at den fortælling et menneske har om sit liv, er et referat af det der faktisk er sket, vil næste tanke være, at det er mennesket der har lavet dette referat, det skaber livet. Det er idéen at man kan organisere erfaringer i livet på en anden måde, dermed bliver det en ny fortælling, et nyt narrativ. Et billede der for mig illustrerer dette, kunne være at historien om vores liv er på en scene, der oplyses delvist af projektørlys. De historier der er indenfor lyskeglen er klare for os at se, de er oplyste, vigtige og virkelige. Historierne udenfor lyskeglen er sværere at få øje på, men de er der. I mit arbejde støder jeg som regel på børn som Martin og deres familier, hvor én eller få historier er blevet meget dominerende, de er historierne der er i rampelyset. Det er længe siden nogen har overvejet eller forsøgt at flytte lyskeglen rundt på deres livsscene. Ud fra den narrative tankegang handler det her om at hjælpe til at få skabt en rigere historiefortælling, at forsøge at flytte lyskeglen. Man kan med fordel benytte ordene: At noget er sandt, udelukker ikke at noget andet også er sandt. Med denne overbevisning, indledte jeg mit arbejde med at finde alternative historier, som muligvis kunne hjælpe med at udvide Martins identitetsbegreb. 4

5 Min opdagelse ind i forståelsen af Martin og hans families liv, førte mig hurtigt på sporet af mange historier, der kunne bekræfte, at Martin blev opfattet som et problem for sig selv og for resten af familien. Historier om Martin fortalt af mor Susanne: På dumme dage driller Martin og bliver så voldsom fysisk at ingen i familien kan få fred. Lillebror er startet i klub for at kunne være i fred for Martin og lillesøster må ikke være sammen med Martin alene, hvem ved hvad han kan finde på. Martins stedfar har fået mavesår på grund af Martin, og jeg kan snart heller ikke mere. Martin og jeg skændes, vi råber og skriger og jeg kan ikke længere klare ham fysisk. Martin kan ikke stoppe. Jeg er også bange for at Martin er begyndt at stjæle og gå med nogle dårlige kammerater. Martin har altid været et problem, men nu skal han altså have hjælp! Det lød i mine ører, som om Martins identitet og rolle i familien efterhånden gennem længere tid, var blevet meget negativ. Martin blev opfattet og opfattede sig selv gennem disse historier og flere blev føjet til hver dag. Jo flere af disse begivenheder der blev føjet til historien om Martin som problematisk og voldelig, jo mere opgivende sank Martins krop længere og længere ned i stolen under samtalerne. Narrative terapeuter kalder meningen mennesker tillægger problemhistorier for tynde beskrivelser*. Tynde beskrivelser dannet i modgang, stjæler menneskers mulighed for selv at sætte ord på den mening de tillægger deres egne handlinger. Tynde beskrivelser kan indsnævre livets hele billede og modsætningerne i det. Som Martin forklarede sit liv, så det sådan ud: Susanne definerer den negative konklusion om Martins identitet: Martin er problematisk og voldelig Familien isolerer sig fra Martin for at få fred Martins selvværd nedbrydes: Jeg er sådan én, der ikke gider prøve længere. Det kan ikke betale sig. Betydelige konsekvenser: Martin handler ud fra den definerede identitet (slår, driller osv.) *Gilbert Ryle er ophavsmand til begrebet tynde beskrivelser. 5

6 Martin var i mine øjne en teenager, der kæmpede med et problem og med sin identitet. Og menneskene tættest omkring ham, opfattede ham negativt. Dette var uværdigt for familien og uselvværdigt for Martin, mente han. Med Michael Whites påstand, at mennesker skaber deres identitet og liv gennem hvordan de taler om deres liv, og ud fra Michaels Whites teori om eksternalisering som en adskillelse af identiteten og problemet for bedre at kunne gennemskue sit problem og handle ud fra det, inviterede jeg Martin til at belyse problemet fra denne nye vinkel: At det er problemet der er problemet og ikke personen der er problemet, for sammen med Martin, at få mulighed for at tale om problemet på en anderledes måde. I samtalerne med Martin tager jeg udgangspunkt i det positionskort om problemets historie, som kan føre til en nysgerrig, decentreret og spørgende indgang til Martins fortælling. Positionskortet er Michael White og den narrative praksis måde at spørge ind til problemet på fire områder. Navngivelse af problemet. Effekt af problemet. Evaluering af problemet. Begrundelse. Martin: Jeg har problemer i min klasse, der er en specialklasse, godt nok. Der er 5 drenge og tre piger og de to af pigerne kan provokere for en hel klasse. Pigerne har problemer med mig, de vil se om de kan få mig ud af klassen. Min lærer bliver så nemt sur. Hun sagde pludselig af jeg ikke skulle komme mere. Efter et par historier fra Martins skoleliv, bliver jeg nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det opleves at være Martin i klassen og spørger: Trine: Når vi nu kigger på de ting i dit skoleliv der giver dig problemer, bl.a. de to piger der kan provokere, hvad gør det så ved dig? Martin: Det gør rigtig meget ved mig, fordi så er jeg en anden. Når det er nogle der irriterer mig, så kommer den dér grrrrr (laver en knurrende lyd). Så skal jeg sige noget til dem jo, og så går det helt galt. Grrrrr, ja helt op i raseri jo. Herefter taler Martin og jeg om hvad det nu navngivne problem Raseriet, bringer med sig, altså hvilke effekter det kan have i Martins liv. Om effekterne fortæller Martin: Der er mange.. Så ryger der en masse skældsord igennem luften, det halve af drengene hjælper selvfølgelig mig. Jeg bliver p. sur og får mest lyst til at tage et bord og kaste efter dem, ligesom på min gamle skole. Jeg vil løbe hen og banke dem, men det må man jo heller ikke. Men hvis jeg bliver slået, så slår jeg altså også. Selvfølgelig. Raseriet gør mig helt rød i hovedet, så kommer læreren og siger det er min skyld, så bliver jeg sendt over til inspektøren, som så sender mig hjem. Jeg vil gerne vide, hvad Martin synes om alt det der sker, når Raseriet raser og Martins evaluering lyder: 6

7 Martin: Jeg bryder mig ikke om når Raseriet kommer, for jeg ved godt, man ikke må slå. Det dur jo heller ikke bare at få fri hver eneste dag, det er ikke smart for mig, jeg har i forvejen svært ved at læse og regne. Det kommer man ikke længere med, det Raseri. Jeg må da af med det Trine, det Raseri. Jeg hører, at Martin pludselig taler om at komme længere, i modsætning til hans første udsagn om ikke at gide prøve længere, da det ikke kunne betale sig. Sammen går vi på jagt efter de fremtidige drømme og hvilke værdier, han mener, er vigtige for at komme længere. Martin fortæller om sine drømme: Jeg skal bruge min skolegang, jeg vil jo gerne være kok. Jeg skal også kunne snakke med folk og kunne løse konflikter, nu og her. Jeg spørger ham, hvad han synes om en person, der kan de ting. Han fortsætter: Det må være en slags klog ven, der er god til at samarbejde. Det er sådan én, jeg også kan være. Men når Raseriet raser, har jeg ikke meget at skulle have sagt. Jeg skal altså af med Raseriet, hvis jeg vil noget her i livet. Pludselig oplever Martin sig som én, der kan gennemskue og forholde sig til sit Raseri og på dette tidspunkt udbryder han: Raseriet er jo bare en lille djævel, som jeg vil skille mig af med. Eksternaliseringen har altså gjort, at Martin ønsker at finde frem til handlemuligheder, der kan hjælpe ham på vejen til målet om at blive en klog ven, der er god til at samarbejde. Han formulerer nu en tanke om at benytte sine styrker som en slags skyts mod Raseridjævelen. Billedet på dette er for Martin at styrkerne er en slags æg som han vil forsøge at bombardere sin Raseridjævel med, den skal som Martin udtrykker det sendes på flugt. Martin har opnået hvad Michael White benævner som agenthed i sit eget liv. Han er en agent med en klar mission! Ud fra Martins evaluering og begrundelse udfærdigede vi sammen følgende dokument, som Martin ønskede at vise sin stedfar (mor deltog i denne samtale). 7

8 Videns færdigheds og identitetsdokument. Det skal hermed officielt erklæres og dokumenteres, at Martin Sørensen ved følgende om sig selv, om sine færdigheder og om sine værdier: Det er vigtigt for Martin at: Være faglig dygtig Kunne løse konflikter når de opstår Kunne samarbejde Forblive i godt humør Alle må være med på en ligeværdig måde Martin besidder følgende færdigheder: Formuleringsevne Samarbejdsvillighed Humor Hjælpsomhed Gå på mod Dette dokument er udarbejdet d. 3. september 2007 på Bakkeskolen og er underskrevet og bevidnet af Martin Sørensen Trine Hansen Susanne Sørensen Personen selv Interviewer Vidne og mor Endvidere skriver Martin sammen med mig et brev til sin lærer Ole, hvori han fortæller om Raseridjævelen der nogen gange hersker. I brevet beder Martin Ole om hjælp i kampen mod Raseridjævelen. Han forklarer, at han tænker Ole kan hjælpe ved at tale med ham om morgenen og ved at blive i klassen. Alt det sammentrykkede Raseri der er i klasselokalet fiser hurtigt ud når Ole viser sin tilstedeværelse. Martin modtager et par dage senere et brev fra Ole, der fortæller, at han meget gerne vil deltage i kampen mod Raseridjævelen på Martins side, og han takker Martin for dennes åbenhed. På dette tidspunkt åbner sig muligheden for at indlede en genforfattende samtale. Formålet må være at tykne de alternative historier i Martins liv, så lyskeglen oplyser de unikke hændelser. Hændelser hvor Raseridjævelen ikke har magten. 8

9 Med udgangspunkt i Martins ord om også at kunne være en klog samarbejdende ven, som han accepterer som værende en undtagelse til problemet, spørger jeg, hvem der har oplevet ham som sådan. Nu dukker langsomt den ene historie op efter den anden og Martin navngiver den nye egenskab: Den gode Vilje. Vi arbejder videre ud fra positionskort 2 som indeholder de samme fire punkter som kort 1. Denne gang arbejder vi med Raseridjævelens modsætning: Den gode Vilje. En effekt for Martin er, at Den gode Vilje har været medvirkende til at skaffe en ven ind i Martins liv. Martin udtrykker: Det er godt for mig at have venner, dem skal jeg jo bruge for at kunne være samarbejdende. Så når Den gode Vilje vinder, opnår jeg mulighed for at være den jeg hele tiden drømmer om at være noget mere. I den genforfattende samtale Martin og jeg har, bevæger vi os hele tiden mellem to landskaber som Jerome Bruner har udviklet og Michael White også er talsmand for. Vi arbejder ud fra handlingens landskab med Den gode Vilje, undersøger hvornår den har optrådt, kan optræde og muligvis kommer til at optræde, hvem der oplever den osv. Michael White siger det således: Handlingens landskab består af erfarede begivenheder, der kædes sammen i en bestemt rækkefølge over tid og i overensstemmelse med bestemte plot. Dette giver os historiernes ufærdige struktur. Hvis vi udelader et af disse elementer erfarede episoder, rækkefølge, tid eller plot vil der ikke være en historie. Når man sætter disse begivenheder sammen, udgør de handlingens landskab. * Vi arbejdede ligeledes ud fra identitetens landskab, hvor vi talte om hvad Den gode Vilje betyder for Martins ønsker, håb og mål i livet. Bevægelsen mellem de to landskaber foregår glidende og i en gensidig afhængig forbundenhed, hvor tanker i identitetens landskab hænger sammen med forandringerne i handlingslandskabet. Den narrative tanke er her, at når Martins kontakt med Den gode Viljes historie styrkes, vil den hjælpe ham i nutiden og forme hans fremtidige handlinger. Sådan vil processen gentage sig gang på gang. Det kunne se ud som følgende: Identitetens landskab Idealer Livsprincipper Håb og drømme Værdier Intentioner Handlingens landskab tid *Citat af Michael White fra Alice Morgan, s. 9 9

10 Konklusion. I løbet af de fire samtaler Martin og jeg har haft på nuværende tidspunkt med hinanden, er der mange nye opdagelser der for mig toner frem. Martin startede med at udtrykke, at han ikke gad længere, da det ikke kunne betale sig. Han havde mistet interessen og motivationen for at forfølge og opfylde sine egne drømme og mål i livet. Han opfattede sig selv som en fiasko og som et menneske der var i vejen for andre. Han så sig ganske enkelt som et problem for sig selv, sin familie samt sine klassekammerater. Ved hjælp af en eksternalisering lykkedes det Martin og jeg at se på problemet lidt udefra, og Martin opdagede, at der var tale om en Raseridjævel, der herskede mere og mere i hans liv, uden hans samtykke vel at mærke. Hans krop kom højere op i stolen igen, da vi talte om hvilken effekt denne Raseridjævel havde og at han ikke brød sig om hvad han så, Martin ville bekæmpe den! Han fandt hurtigt ud af, at han behøvede hjælpere i denne kamp og satte ind med at finde dem og hvilke strategier der med fordel kunne benyttes. Det var tydeligt for mig som samtalerne skred frem, at Martin oplevede sig selv som en aktør i eget liv nu. Han udtalte bl.a., at: Det er fantastisk, hvordan man kan få øje på hvordan tingene virkelig er ved hjælp af et stykke papir og en snak. Jeg vidste ikke, jeg havde en Raseridjævel og så er det da klart, at jeg ikke har kunnet kæmpe før. Jeg tror måske også der er andre i min familie der kæmper med en Raseridjævel, jeg ved min far gjorde. Den genforfattende del af vores samtaler endte med at blive den lettere afdeling, da først vi havde fået talt om Raseridjævelen. Martin havde mange eksempler fra sit levede liv og sit fremtidige liv, hvor han vidste Raseridjævelen ikke havde noget at skulle have sagt. Da lyskeglen over Martins livsscene blev flyttet lidt rundt ved hjælp af spørgsmål der inviterede til undtagelses historie forskningen, blev Martin opmærksom på Den gode Vilje, og dermed sin egen magt til at forandre. Det at tænke og spørge narrativt, har gjort mig opmærksom på min egen meget decentrale rolle under samtalerne. At tænke om et andet menneskets livshistorier, at jeg som udgangspunkt er premieregæst på Martins livsscene og kun kan forholde mig nysgerrig, undersøgende og medskabende til hvad der måtte ske, bidrager oprigtigt til min personlige tanke om ydmyghed mellem to verdener der mødes for en stund.. og måske kun måske, var det netop dette Martins mor Susanne havde erfaret i Martins og min måde at klare skærene på mens Martin var elev på Bakkeskolen.. 10

11 Perspektivering. Når jeg overvejer min fremtidige praksis og tænker det i forhold til eksternalisering og genforfattende samtaler, giver det mening at invitere vores elever til ikke bare at fortælle om deres problemhistorie, men i lige så høj grad at udforske de alternative historier, dem der har været uden for rampelysets spot. Hele meningen må være at først der kan forandringer ske, menneskeskabte forandringer til det gode for mennesker. Værdigt! Litteratur: White, Michael: Narrativ teori, Hans Reitzels forlag 2006 White, Michael: Narrativ praksis, Hans Reitzels forlag 2006 Bruner, Jerome: At fortælle historier, Alineas forlag 2004 Morgan, Alice: Narrative samtaler, Hans Reitzels forlag 2005 Isachsen, Karsten & Høydal, Per Frick: I al fortrolighed, Unitas forlag 2006 Lumholt, Karen: Rapport fra workshop med Michael White, Historier der flytter mennesker, internettet 2006 Riber, Jørgen & Præst, Lene: Diverse materialer udleveret på 2. året af RAP,

12 12