1. Hæfte. REDAKTION: for Jylland med Støtte af Undervis- CLEMENSTRYKKERIET (C. REIMANN)

Transkript

1 1. Hæfte. Udgivet af Naturhist01 is k Forening for Jylland med Støtte af Undervis- Tidsskt iftet er Medlemsblad fot "Natm historisk Fm ening for Jylland", "Naturhistorisk Forening for Sjælland", "Natm historisl{ Forening for Lolland-Falster" og "Naturhistorisk Forening fm Fyn't REDAKTION: ALBERT JENSEN, SIGFRED KNUDSEN. l KOMMISSION HOS P. HAASE & SØN, KØBENHAVN. CLEMENSTRYKKERIET (C. REIMANN) AARHU S 1929.

2

3 'Gil»Ø'lora og flauna<<s cl'æsere J er en Kendsgerning, at Interessen for 1 Naturen og Naturstudiet er i stærk Vækst i vide Kredse af Befolkningen, hvilket burde komme vore naturhistoriske Foreninger til Gode. Men da det synes, at der endnu er mange naturinteresserede Mænd og Kvinder, som vilde kunne have Glæde og Udbytte af at være Medlemmer af en af disse Foreninger eller Abonnent paa Tidsskriftet "Flora og Fauna", men som ikke ved, at der findes saadanne Foreninger og et naturhistorisk Tidsskrift, beder vi Medlemmerne og Abonnenterne hver paa sin Egn at opfordre saadanne Personer til at indmelde sig i en af Foreningerne eller tegne Abonnement paa "Flora og Fauna" og sende eventuelle Indmeldelser til den paagældende Forenings Formand eller til Redaktionen af "Flora og Fauna". 'J. fxr. ffind al. 'V. $lgfred fxnudsen. ('(. ( () ( Cl. HO (j (.,..... som 911edlem af 9Vaturh. Øorening for.... :Jlbonnent paa»ølora og Øauna«. fra 1/I 19 Navn.

4 . 'l"'. )

5 Sorte sommerfugle. Af Dr. theol. Skat Hoffmeyer. I sidste hefte af Entomologiske Meddelelser 1) omtaler Mag. Henriksen det ejendommelige fænomen, at ""melanistiske" fo rmer af visse sommerfuglearter synes at blive talrigere i de sidste årtier1' ; og han beretter om nogle interessante arveligheds-experimenter, som disse former har været genstand for. Da mørke former af nogle af de nævnte arter er blevet omtalt af mig i Flora og Fauna ), og da fænomenet ikke blot må interessere samleren, men også rækker ud til arvelighedsforskningen, ja til de sidste biologiske problemer, ja helt ind i filosofien, vil det måske kunne more læseren at se en oversigt over det hele spørgsmål. Det kan selvfølgelig her kun. gives i grove rids, men så meget mere vil De få noget at spekulere over - og kigge efter til foråret, når vore små venner vågner til liv af vinter.dvalen. Som forbemærkning beder jeg om endnu at måtte tilføje, at de litteratur-henvisninger, jeg giver i noterne, kun er at forstaa som henvisninger om de særlige enkeltheder, jeg fremdrager i texten. Fuldstændighed er ikke tilsigtet, da tiden endnu ikke er inde til en samlet fremstilling; det vrimler stadig i tidsskrifterne med enkeltundersøgelser, og disses antal er legio. Men har nogen lyst til at sysle med spørgsmålet, kan han blot følge nogle af mine noter, - så vil de nævnte steder uundgaaeligt føre ham på sporet af mere. løvrigt skal De bare læse artiklen uden at tage notits af noterne. Vil De gøre den den ære at gå den efter i sømmene, kan De jo læse den engang til og så tage noterne med. l. Når man gransker udenlandske håndbøger over sommerfugle, bliver man atter og atter misundelig over de mærkværdige v a r i e t e t e r, som arterne optræder i - udenlands. 1) Bind XVI s. 227 ff. 2) S. Il 9 f.

6 F. ex. beretter de små kønne og hyggelige bøger af Mr. R. South 1) om de britiske øers fauna ustandselig om sære former2). jeg har tidligere siaaet mig ti! ro med, at grunden vel må søges i, at vi ikke har b j æ r g e her tillands, for mange varieteter er sikkert bjærgformer. Men måske er forklaringen også, at der i England og Tyskland formodentlig er 100 samlere for hver l hos os. I mine bemærkninger i 1927 om mørke Boarmia'er, var det da også for en væsentlig del fremmede former, jeg refererede til. Hvis læseren har delt min sorg herover, vil det forhåbentlig gøre godt at studere vedføjede helsidesbilleder, som indeholder lutter danske dyr. Den dag kommer ve! også, da en dansk samler fanger en kulsort Svalehale, ab. niger Heyne, omtalt bl. a. hos Seitz 3). Det bliver en fo rnøjelse. Melanisme eller sortfarvning er et ikke helt sjældent fænomen i tilværelsen. Den kan optræde baade som regel og som undtagelse. Den er r e g e l hos Ravnen eller Solsorten, der mellem spurvefuglene er melanistiske a r t e r; og den er undtagelse, hvor det drejer sig om den sorte Panter eller sorte Hugorme. Midt imellem regel og undtagelse befinder vi os, når det drejer sig om sorte r a c e r; her behøver vi ikke at gå længere end ti! Negrene! Hvordan sortfarvningen k e m i s k er at forklare, er et spørgsmål, jeg lader ligge. På dette område er især Hamburger-zoologen, professor Hasebroeks undersøgelser af stor 1) The Bulterilies... og The Moths of the British!sies. 2) Se f. ex. The Moths... Il tavle 104 nogle vidunderlige Harlekinvarieteter, hvoraf så vidt jeg ved kun fig. 4 er kendt her fra landet, - taget af Hr. Fl. \Veis i Hornbæk, omtalt i "F. & F." s H) Die Gross-Schmetterlinge der Erde, l Abt., l Bd. s. 12.

7 interesse; det er lykkedes ham at udfælde de sort-farvende pigmenter både af dyr og planter. Men lad os her nøjes med den rent generelle forklaring, at det er en forøgelse af det sorte pigment. H vor det drejer sig om dette fænomen blandt sommerfuglene, er der derimod en distinktion, vi må dvæle et øjeblik ved. Det er især Tyskerne, der skelner imellem M e l a n i s m e og N i g r i s m e. I så fald forstår man ved M e lanisme en formørkning af grundfarven, hvorimod N i g r i s m e er en u d v i d e l s e af partier, der i forvejen er mørke. Ved første øjekast kan denne forskel synes klar nok. H vis man kaster et blik på vedføjede billede af nogle Perlemorsommerfugle Agrynnis selene Schiff. og Melitæa cinxia L., vil man føle sig tilbøjelig til at forklare de smukke mørke former (der begge stammer fra Hr. H. Weis' samling i Aarhus-musæet) på den måde, at de sorte pletter har "bredt sig" ud over "grundfarven". Et lignende indtryk vil man få ved at se på detnæste billede, derviser 3 former af den store "ugle" Apleda occulla L. Foroven et, temmelig lyst og skarpt tegnet, exemplar af typen. I midten en smuk form med ret skarpe mørke tegninger; den er fra det jyske højland : fra Lindeballe, h vor jeg tog den på sukkerlokning i august iår. Forneden et exemplar fra Hr. H. Weis' samling; her er tegningen mere sløret; de sorte skygger ikke så skarpe; men til gengæld er ' "grundfarven" betydeligt mørkere. Vi vilde da være tilbøjelige til at betegne den mellemste form som en n i g r i s m e, den nederste derimod som en m e l a n i s m e. Men hvis man føler sig glad over at have vundet denne indsigt,. opdager man snart til sin bedrøvelse, at forskellen næppe er synderlig "principiel". Vi har her endda råd til

8 4 åt se helt bort fra det kemiske grundlag og ka"n holde os til, hvad vi kan se med vore øjne. jeg har i det foregående et par gange sat ordet "grundfarve" i gåseøjne. Hr. H. Weis gjorde mig for nogen tid siden opmærksom på, at et dyrs "grundfarve" jo unægtelig er et noget problematisk begreb. "Grundfarven«er jo blot vort udtryk for det, der er m e s t af, - og undertiden ikke engang m e s t. Vi kalder Perlemorsommerfuglenes grundfarve b r u n, og dog er der arter, hvor de sorte pletter fy lder m e re end grundfarven. Hvis vi på den anden side med grundfarve skulde mene noget absolut, - f. ex. noget i retning af den farve, som u d v i k l i n g s h i s t o r i s k er den oprindelige, - så er vi ganske ude at svømme, sålænge vort kendskab til de forskellige familiers oprindelse er så brudstykkeagtigt, som tilfældet er endnu. Men hertil kommer endnu en omstændighed. Det viser sig i en række tilfælde umuligt at skelne praktisk mellem nigrisme og melanisme. Vi skal om lidt høre nærmere om den sorte B i r k e m å l e r, A.mphidasys betularius L., - se helsidesbilledet til venstre fig. Il (foroven og forneden). Typen er hvid med en mængde sorte stænk; den extreme melanisme er helt ensfarvet sort - kan blive endnu sortere end fig. li forneden. Men imellem disse former findes alle over-. gange, De bare vil behage at forestille Dem. Det er ikke blot de sorte stænk, som er blevet s t ø r r e, - men der er blevet f! e r e a f d e m! Er nu dette nigrisme eller m elanisme? Kald det, hvad De vil! Men se imidlertid på billedet af de 4 "målere" her. Det er de to arter Himera pennaria L. og

9 5 Crocallis elinguaria L. ; af de to mørke er den første fra Hr. H. Weis' samling, den sidste fra min, - exemplaret er taget for en snes år siden i Assens af nuværende pastor F. Beyer, Rinkenæs. Her er de mørke simpelthen "stænkede", tildels med stænk, som den normale form aldeles mangler. Og endelig kommer hertil et højst mærkværdigt fænomen, som er afbildet i en afhandling af H. S ti c h e 11). Det er en N o n n e <j>, Lymantria monacha L. (se et par J J på helsidesbilledet til venstre). Den er usymmetrisk - som det jo jævnligt fo rekommer med tvekønnede sommerfugle ; men denne er ikke tvekønnet ; en kraftig læggebrod viser tydeligt, at det er en ægte hun. Begge sider af dyret er sortfarvede ; men den venstre side er udpræget n i g r i s t i s k : de sorte skygger er sammenflydende, men står stadig paa klar hvid bund; den højre er derimod ligeså udpræget m e l a n i s t i s k: helt sort med kun svagt gennemskinnende tegning. Her har vi altså nigrisme og melanisme i skøn forening i samme dyr! Det tyder ikke på nogen principiel forskel 2). Men dermed forlader vi så denne adskillelse, som naturligvis kan være praktisk nok i en række tilfælde. l det følgende drejer det sig væsentligst om det fænomen, man plejer a t kalde m e l a n i s m e. 2. Lad os se paa de to helsidesbilleder. Deres halvdele svarer nøjagtigt til hinanden, således at den øverste viser normale former af en række arter, den nederste melanistiske eller melaniserende. jeg har ikke medtaget alt, hvad jeg har kunnet skaffe eller selv har af mørke former; men billederne vil formentlig give et indtryk af. hvad det drejer sig om, - og de indeholder også nogle af de mest udprægede sorte sommerfugle, der er iagttaget her i landet. En gennemgang af tavlerne vil det ikke være forsvarligt at undlade, - og den vil interessere alle insektsamlere. - Andre læsere kan springe denne paragraf over. Først er der et par S p i n d e r e. Fig. l er D e n s t o r e Pen s e l s pi n d er, Dasychira pwlibunda L. Den mørke form hedder ab. concolor Stdgr. ; den er ikke sj ælden. Fig. 2 er N o n n e n, Lymanlria nwnacha L. ; den sorte form bærer navnet eremila O. Begge disse former er her i landet 1) Ueber Melanismus und Nigrismus bei Lepidopteren i Zeitschrift flir wissenschaflliche Insektenbiologie Bd. VIII (1912) s ) Se herom K. Hasebroek : Ober die Entstehung des neuzeitlichen Me. Ianismus etc. i Zoologische JahrbUcher Bd. 37 (1914) s. 582, 598.

10

11

12 8 gamle bekendte ; Bang Haas og Strøm omtaler dem begge 1). Om den sorte Nonne siger Strøm, at den findes hist og her og er på Møen ikke sjælden. Som bekendt optræder Nonnen sædvanligvis sparsomt her til lands-heldigvis ; men undertiden får vi alligevel noget i retning af masse-optræden at se. Således noterer Hr. W orm Hansen 2), at den i 1909 forekom i meget stort antal i København, og han tilføjer, at den sorte form var ligeså almindelig som hovedarten. Til forekomsten af den mørke form skal vi senere vende tilbage. Dernæst følger et par " U g l e r". Fig. 3 er Cleoceris (!Jombycia) viminalis F. ; den mørke er taget i Raarup ifjor. Det er formodentlig den form, der hos Seitz 3) bærer navnet suff'usa. Fig. 4 er en sjældenhed : Nonagria neurica H b., der jo hos os - ligesom et par andre af de her afbildede dyr - er en "ny" art. Exemplaret foroven er hovedformen ; det er fra Nysted, taget af hr. Helge Hansen. Det er sommerfugle-samlere bekendt, at den almindelige store Dunhammer-ugle Nonagria lyphae Thnbg. optræder med en mørk form: ab. fratema Tr. ; Fig. 4 forneden viser en neuricaform, som svarer ret nøje hertil. Den kunde godt fortjene et navn, - så vidt jeg ved har den intet endnu. Den er taget af hr. C. S. Larsen, som i årenes løb har taget op imod 50 stkr. af den ved Faaborg, m'est på lys, men dog også enkelte på lokning. Resten af de afbildede dyr er alle M å l e r e. Fig. 5 er Oporabia (Oporinia) aulmnnala Bkh. ; den mørke form kendes i et par stykker her fra landet, et fra Faaborg-egnen og et fra Raarup. - Fig. 6 er Selidosema ericelaria Vil!. (plwnaria Schiff.) ; den mørke fo rm er fra Fanø, fra grosserer C. S. Larsens samling ; exemplaret er taget i 1925 af B. G. Rye. Lærer F. Larsen tog formen talrigt allerede i 1914 og 15 på "fastlandet", - mellem Esbjerg og Hjerting på hedeskrænter langs stranden. - Fig. 7 er Ortlwlitha plumbaria F. (nwcronata Scop.) ; arten er især almindelig i hedeegne. Den mørke form er atter fra Fanø, hvor der er fundet flere end det afbildede exemplar. Hr. B. G. Rye har taget nogle stykker, som nu findes i hr. C. S. Larsens samling, hvorfra ogsaa det afbildede stammer. Fig. 8 er Gidaria berberala Schiff., den for vor fauna nye Berberis-art fra Møens Klint. Fundet første Gang her i Landet i se Flora og Fauna 1924 s. 142, og om 1) A. Bang Haas : Fortegnelse over de i Danmark levende Lepidoplera 1875 s. 415; V. Strøm: Danmarks større Sommerfugle 1891 s. 134 og 137. ) Flora og Fauna 1909 s ) I Abt., 3. Bd. s. 122.

13 g dens to kuld hr. Erling Pedersens interessante meddelelse l 928 s. 59. Foroven ses den normale fo rm. Arten er almindelig nok i Mellemeuropa - og har måske også været det her i landet, da Berberis-busken endnu var almindelig i hegn og krat. Det var trist, at det var nødvendigt at udrydde denne dejlige lille busk (mon det var nødvendigt?), o g s å for Berberis-dyrenes skyld. Nu kan vi vel ikke vente at finde dette dyr andre steder end på Møens Klint, for den synes i modsætning til den anden Berberis-måler Eucosmia cerlala H b. ( cervinalis Scop.) ikke at være særlig begejstret for at skulle tage til takke med Mahonia. Men gid den må holde sig godt på Møen. Fig. 8 forneden er en melanistisk aberration, som lærer P. K. Nielsen klækkede sammen med en del andre exemplarer af arten ; det er en løjerlig fyr, - også vingeformen er noget akavet. Dyret, der vist er et rent unikum, findes nu i hr. H. Weis' samling. Fig. 9 er den lille Eupilhecia (Chloroclyslis) rectangulala L. ; den mørke form er kaldt ab. nigrocericeala Hw. og er omtalt af lærer H. P. S. Sønderup i Klockers bog om Målerne 1); exemplaret har jeg taget i København ; men det er næppe nogen sjæld.enhed. - Fig. IO er en Fyrre-måler, Bupalus piniarhzs L. (f. Artens to køn er som bekendt meget forskellige ; af begge køn optræder formørkede former. Den mørke (f (Fig. l O forneden) hedder nigricarius Backhaus ; exemplaret er fra hr. Sigfr. Knudsens samling, fra Tisvilde. Den formørkede er kaldt fuscanlaria Krulik ; den er afbildet hos Seitz'.2) ; jeg har fu ndet den i Tisvilde, hvorfra hr. H. Weis har en hel række. Hr. Weis mangler derimod den sorte (f, - og så ved alle indviede, at den maa være sjælden. Fig. Il er et almindeligt dyr, og her er også den s o r t e form velkendt af de fleste insektsamlere. Det er Birkemåleren, Amphidasys betularius L. ; den mørke hedder ab. doubledayaria Milt., og det er kendt, hvordan der optræder alle mulige overgange mellem hovedformen og varieteten. De skal om lidt få mere at høre om dette berømte dyr. Den anden tavle er helt helliget Måler-slægten Boarmia Tr. Nogle af arterne kaldes dog i vore dage undertiden, saaledes i Mag. Henriksens Meddelelse, Tephrosia - men derfor bliver dyrene selv heldigvis ved med at være de gode gamle. Det er denne slægt, der i nyere tid viser en så paafaldende tilbøjelighed til at blive sort. Det er dyr, hvis sarte skønhed kræver nogen fo rdybelse for ret at blive nydt, l) Danmarks Fauna 17 s ) l Abt., 4. Bd. Tavle 23 g.

14 IO - og ligeledes kræver det nogen fordybelse, hvis De rigtig vil sætte Dem ind i forskellen mellem de mørke former og typerne. Fig. 12 er B. lurirlala Bkh. (exlersaria Hb.); med den mørke form er vi atter på Møens klint, hvor jeg tog den i juni En mørk fo rm af arten er også nylig rapporteret fra Kent1) ; og jeg er i det heldige tilfælde at kunne meddele, at der i 1923 blev taget S stkr. af nøjagtig samme form som fig. 12 forneden paa Rygen, hvilket ikke er uden interesse, da det jo er en lokalitet, som minder paafaldende om Møen. jeg skylder hr. assessor G. Warnecke, Kiel, denne oplysning. Fig. 13 og 14 forneden er mørke former af B. crepusculm ia Schiff. r] fra Aakirkeby plantage på Bornholm, omtalt i F. og F s. 119 f. Et snarere mørkere exemplar tog jeg på Møens klin t den 12. Maj Foroven ses et par normale former af dyret ; hvis n'ogen vil sige, at den ene eller den anden af dem i virkeligheden er B. bislorlala, vil jeg ikke gå i rette med ham - se slutningen af den nu oftere omtalte artikel ifjor. Den mørke form kan glæde sig ved et navn : ab. defessaria Frr. Fig. l S, 16 og 17 er Erling Pedersens nye Boarmia fra Møens klint: B. consonaria H b., udførligt omtalt i F. og F Der blev fundet 3 exemplarer i 1926, en snes stykker i 1927 og en halv snes i år ( 1928). Foroven ses en J og to n af den på Møen typiske form uden den "firkantede plet" (se F. og F s. 119) ; forneden ligeledes en J og to af den mørke form. lår fandt vi iøvrigt forholdsvis flere af den mørke end ifjor, - idet over halvdelen var mørke ; men det beror vel på en tilfældighed, - vi fandt som sagt ikke ret mange iår. jeg omtalte i sin tid, at en mørk form ogsaa er kendt fra England, første gang observeret i ) ; denne form -ab. nigra- er imidlertid at dømme efter nogle billeder i journal of Genetics 3), hvoraf et hidsættes her, betydeligt sortere og med skarp lys bølgelinje. Om den møenske form er kendt andre steder fra, ved jeg ikke ; men 1) Journal o f Genetics IX l 920 s ) Entomol. Magazine Bd. XLI 1905 s. 89. a) IX 1919 plate Il.

15 Il formodentlig er det en ganske lignende form, jeg forleden under et besøg i Kiel så omtalt i hr. Warneckes utroligt righoldige notitser som : "overgang til ab. nigra", - findestedet : Koslin i Bag-Pommern. Og Dr. F. Heydemann omtaler en af samme form fra Rygen, fundet i 1926! Alle de paa tavlerne afbildede exemplarer er fra min samling. Fig. 18 fo rneden er en mørk Boarmia robarariet Schiff. J, klækket af tandlæge Hj. Madelung af en larve fra Sønderstrand på Lolland, nu i C. S. Larsens samling. Hr. Larsen har endnu et stykke af denne prægtige form, klækket fra Tisvilde af B. G. Rye ; han henfører disse exemplarer til ab. melaina Schulze. Ab. inj'uscala Stdgr. er også en mørk form, men dog ikke nær så mørk som den afbildede ; den er kendt fra Sæbyholm (Lolland) 1) og fra Bøllemosen 2) og maaske andre steder fra. Fig. 19 endelig er den almindelige Boarmia repanclala L.. Men den forneden er unægtelig noget afstikkende. Den sad, friskklækket, den 30. juli kl. 5 eftmd. iår på en bøgestamme ved Barritskov ved Vejle fjord. Den bærer navnet ab. nigricata Fuchs. Vi er dermed færdige med gennemgangen af tavlerne. Har det kedet den "læge" læser at slide sig igennem det, får De trøste Dem med, at det til geng ld har interesseret Deres insektsamlende medmennesker i allerhøjeste grad. Så underligt kan folk være indrettet, tænker De måske, - og vi vil sige Dem imod. 3. I den omtalte meddelelse skriver Mag. Henriksen om de sorte sommerfugle i England : "Det er altid i Industriegne, at disse Melaniseringer finder Sted... Og Magisteren oplyser yderligere, at "ved at gå til" industriegnene i Tyskland og Nordamerika, finder man "en ganske parallel tendens" til melanisering. Han nævner fra Tyskland Cymalophora ar. F. og Bom mia roborm ia Schiff. H vad den førstnævnte art angår, drejer det sig om Assessor G. Warneckes ab. albigensis ("den, der borved Elben"). Et par exemplarer af dyret har hr. Warnecke vist den venlighed at skænke Naturhistorisk Museum i Aarhus, det er et af dem, der er afbildet paa omstående side - sammen med den normale form. Den er, som det ses, sort med hvide "mærker", - et meget ejendommeligt dyr ; i øvrigt udviser den igen en række mærkelige og smukke under-former : sorte med hvidt - eller gult - sømfelt, sorte med hvide 1) Nogle få stkr. i C. S. Larsens samling. 2) Et stk. i C. S. Larsens samling og et i min.

16 12 striber mellem (sic!) ribberne osv. Dyret blev fundet første gang i l 904, - og det byder, med sine forskellige former, på en lang række problemer, - samtidig med at studiet af dets faser er fuldt af forjættelser m. h. t. opklaringen. En stor litteratur 1) er allerede helliget det, - og vi har endda sikkert kun fået begyndelsen. Nogen uklarhed har hersket m. h. t., hvorvidt denne melanisme virkelig var begrænset til Hamburg-egnen, - m. a. o. om den opfylder forudsætningen for at m å t t e forklares som en industri-melanisme. Imidlertid kommer man vistnok ikke udenom, at pastor Slevogt har fa nget2) akkurat ligeså sorte exemplarer ved Bathen i - Kurland, og det allerede i 1900 og 190 l! Og fornylig melder tandlæge Frithiof Nordstram om flere exemplarer af en beslægtet, om ikke slet så mørk form, ab. marginala Warnecke, fra Halland 3). Om den anden af de to omtalte arter : Boarmia roboraria Schiff. oplyser Mag. Henriksen, at den "i England ikke findes i Industriegnene og derfor i England kun optræder i den normale Form.. " Hos South 4) vil man dog finde meddelelse om "et næsten sort exemplar" fra Reading og et par stykker fra "the Midlands," som simpelthen kaldes "sorte". Men vi kan overlade til Englænderne at drøfte, om Reading kan siges at høre til industriegnene eller ej. Den form, der er tale om, svarer til flg. 18 på tavlen, og jeg gad vide, om Lollikerne vil have terrænet ved Sønderstrand betegnet som en industriegn. Overhovedet må det være tilladt at tilegne Magisteren listen over de d a n s k e lokaliteter for melanistiske aberraiioner! Møens Klint - Bornholms højlyng - Barritskov - Fanø! Det varer dog forhaabentlig noget. 1) Jeg nævner : G. Warnecke : Einige Bemerkungen iiber die melanistischen Formen... i Entomologische Mitteitungen Bd. II (1913) s. 282 ff. ; K. Hasebroek : op. c i t. ; og : Ober Cym. or ab. a1big. und die entwicklungsgeschichtliche Bedeutung ihres Melanismus i Entomol. Rundschau XXVI (1909) Nr. 9; Die prinzipielle Liisung des Problems des Grossstadt und Industriernelanismus... i Internat. Entomol. Zeitschrift Gu ben (vistnok 1925 ; særtryk). 2) Entomol. Rundschau 1909 Nr. 22, og brev til hr. Warnecke. 3) (Svensk) Entomologisk Tidskrift 1927 s. l 03. ) The Moths... Il s. 308.

17 13 endnu, inden disse egne kan slås i hartkorn med Rubrdistriktet 1) jeg tror nok, jeg ved, hvordan man o p r i n d e l i g kom på den ide, at de sorte sommerfugle havde med industrien at gøre. Det begyndte, så vidt jeg ved, med den sorte form af Birkemåleren, Amphidasys belularius L. (fig. li). Den synes at have været ukendt for 80 år siden, men nu er der egne i England 2) (og måske andre steder), hvor den er meget almindeligere end hovedarten. Den var oprindelig kun kendt fra England og Holland, - men har efterhånden bredt sig mod øst 3). Som fø r omtalt, kender vi den også hos os ; den omtales i k k e i Strøms bog fra 1891, men Kli:icker afbilder den 1915 i sit hefte om Målerne tavle XVIII og anfører den bl. a. fra Valby. Det på tavlen her afbildede exemplar er ligeledes fra København, taget af overretssagfører Gudmann i botanisk have. jeg har den selv bl. a. fra Esbønderup og Alindelille og fik den forleden fra Hammeren fyr på Bornholm, - den hører ikke til sjældenhederne. Det var i Darwinismens allerfrejdigste periode, da alting syntes at passe som fod i hose. "Tilpasningen" var den nøgle, som antoges at lukke alle døre op. I en egn, der var sort af røg og kulstøv mentes selvfølgelig sorte dyr at være bedst "egnede" i "kampen for tilværelsen", og derfor bredte de sorte Birkemålere sig i industriegnene. Nu påstår imidlertid en engelsk entomolog C. E. Raven (han er præst og dr. theol., men det skal da ikke tjene til forklejnelse), at denne form o p r i n d e l i g og h y p p i g s t forekom i Cheshire og ikke i fabrik-distrikterne ; og han føjer den ikke uvigtige iagttagelse til, at disse sorte former er langt mere iøjnefaldende end de oprindelige typer - selv i en kulstøvet egn. 4) Dette sidste er som sagt ikke grebet ud af luften, selvom det naturligvis beror på et skøn. Afgørende er her efter min erfaring intensiteten af den mørke fa rve. Fig. IS, 16 og 17 fo rneden var vanskeligere at få kig paa end de samme numre foroven ; til gengæld grinede den sorte fig. I 9 langt ud i landskabet hin julidag ved Vejle fj ord, - hvorimod enhver samler ved, at den normale B. repanclala kan være yderst svær at få øje på. Men af disse dyr er det jo ubetinget fig. I 9, der minder m e s t om den sorte Birkemåler 1) løvrigt gør H. Onslow udtrykkelig opmærksom på, at mørke former af f l e r e Bom mia-arter er opstået i det s y d l i g e England (Journal of Genetics IX 1920 s. 339). 2) South l. c. s ) Spuler, Die Schmetterlinge Europas 11 s ) The Creator Spirit s. 49.

18 14 (fig. Il). Hertil kommer endnu en iagttagelse. Prof. Hardson har engang 1) foretaget meget omhyggelige optællinger af mængder af Polia chi L., der sad paa en mur i hans by ; han talte dem alle om morgenen og igen sent på eftermiddagen, og det viste sig, at den sorte form ikke klarede sig spor bedre end den lyse, - ja, overhovedet syntes arten aldeles ikke at trænge til beskyttelse, da der aldrig var nogen, der gjorde den noget! Og lad herfra tanken gå til Hamburg og den sorte Cym. or. Det hører simpelthen til de sjældneste oplevelser at se en or siddende frit om dagen på en træstamme eller en mur. Så hvad glæde det dyr har af at tage sort tøj på, er ganske gådefuldt. Men tilbage til sagen. Er det aldrig faldet Dem ind, at ligeså meget vi hørte om de sorte Birkemålere og industrien, ligeså lidt hørte vi om den sorte Nonne (fig. 2)? Hvorfor spillede den ikke en ligeså fremtrædende rolle i Tilpasningsdiskussionen som sin kollega blandt Målerne? Skøndt man bliver helt flov over det, kan man ikke rigtig frigøre sig for en ubehagelig mistanke. Den sorte Nonne er, opdager man, overhovedet knap nok kendt i England! Mr. South taler kun 2) om "modifikationer" af den, og han gør indtryk af at være en pålidelig mand. Spuler siger om den 3), at den "i de sidste IS år (og hans værk er fra 1908) har udbredt sig væsentligt - "vom Norden (Nordwesten?) her vordringend" ; sted vis er den allerede den fremherskende form. H vad mon Spuler mener med "nordfra"? Mener han N Ordeuropa eller bare Nordtyskland? Det får vi måske aldrig at vide! Men som tidligere nævnt kan Strøm i 1891 oplyse, at den ikke er sjælden på Møen, , - 17 år før Spuler, og Bang Ha as har den i sin bog fra 187S, omend som "sjælden". Og vi kan med dette tilfælde endda komme meget længere tilbage. I det fine gamle sommerfugleværk af Ernst et Engramelle : Papilions d'europe, udgivet i Paris vil man finde den sorte Nonne afbildet. Og man vil endda finde andre Melanismer der : den mørke A.glia l all L. ab. fere nigra Th. Mieg. (som vi ikke kender hos os), og den hos os velkendte mørke fo rm af Dunhammer-uglen, Nonagria lyphae Thnbg. : ab. fratema Tr. jeg minder om, at det var den S. januar 1769 James Watt fik patent på sin dampmaskine,- men hvad det patent iøvrigt måttte have på samvittigheden, - d i s s e melanismer kan det dog vist ikke gøre for! l) Journal of Genetics IX s ) The Moths... l s. l 05. a) Op. cit. l s. 131.

19 IS Var det derfor, vi fik så lidt at høre om dem i Tilpasnings-diskussionen? Ak, -- enhver, der har en videnskab, han dyrker, ved, at selv i "objektive" videnskabelige drøftelser har vi mennesker så let ved at huske det, der passer til vore teorier, - og så let ved at glemme det, der ikke passer. jeg kan i denne sammenhæng endnu tilføje, at også den mørke form af D e n s t o r e P e n s e l s p i n d e r (fig. l) i flg. Spuler 1) er almindeligere her nordpå end sydligere, og fra England omtales den overhovedet ikke af Mr. South. De sorte sommerfugle er kun et enkelt led i den umådelig lange række af fænomener, som blev taget til indtægt af den oprindelige Darwinisme som bevis for rigtigheden af "the survival of the fittest" ; nu sætter vi spørgsmålstegn ved led efter led af denne række, - og en mængde af leddene skyder vi simpelthen ud. Udviklingen selv bliver stående som en anerkendt kendsgerning; men vi bilder os ikke mere ind, at vi kan gøre redelighed for den med en enkelt formel, den formel er i hvert fald ikke fundet endnu. 4. Men vi går naturligvis ud fra, at alting må have en grund og man søger da også at finde årsagen til, at disse sommerfugle bliver sorte. Og her håber vi i de senere år mere og mere på oplysning fra bio-kemi og bio-fysik. Og som det så ofte er gået, sådan viste også her en fej ltagelse om ikke i d e n rigtige retning, så dog i e n rigtig retning. Mag. Henriksen omtaler nogle interessante forsøg af Englænderen Prof. Heslop Harrison. En undersøgelse af s t ø v e t på træernes blade i Middlesbrough Park viste, at det indeholdt.forholdsvis store mængder af metaller, - i første række nævnes m a n g a n. Nu fodrede Harrison larver af Boarmia crepuswlaria og bistorlala og Sclenia-arterne bilunaria og lelralunaria (der her i landet ikke, så vidt jeg ved, har vist melanistiske tilbøjeligheder) med blade, der var krydret med mangan-sulfat. Og så vrimlede det med sorte sommerfugle. - I en tidligere afhandling2) har Prof. Harrison givet en række exempler på, at de mest udprægede melanistiske former optræder i den umiddelbare nærhed af industricentrer, - og at såvel mørkheden som hyppigheden 1) s ) Den her flere gange citerede Genetical Studies in the Moths of the Geomelrid Genus Oporahia (Oporinia) i journal of Genetics februar 1920.

20 16 af de mørke tager af, efterhånden som man fjerner sig fra kulrøge n. Ifølge et interview i en avis engang ifjor er. Prof. M. Thomsen ved Landbohøjskolen inde på lignende experimenter, og det bliver visselig spændende at høre nyt fra ham. Men jeg minder også i denne sammenhæng om listen over de danske lokaliteter! jeg skal nok vogte mig for at udtale mig om forekomsten af mangan i Aakirkeby plantage eller på Møens Klint. jeg tilstår gærne, at jeg ikke har anet, at der overhovedet var noget, der hed mangan, før i det sidste års tid. Men alligevel: naar Mag. Henriksen skriver, at "det kunde jo tænkes, at Ændringerne (af sommerfugle-typerne) skyldes Kulde, Fugtighed, Røg, jordbund, Lysmangel e Il e r a n d e t 1) ", men at Mr. Harrison har vist, at dette "ikke kan være Tilfældet, men at det m a a 1) skyldes Metalsalte, der spises af Larven samtidig med dennes almindelige Føde", - så må jeg dog sige, at der forekommer mig at være et misforhold mellem præmisserne og konklusionen. jeg sætter selv enhver Englænder, ubeset, særdeles højt; men han må alligevel ikke uantastet have lov til at henfalde til den logik, vi har et så uforglemmeligt exemplar af på dansk i det berømte : Morlille kan ikke flyve, - ergo er Morlille en sten. løvrigt skal man nu ikke gøre for meget væsen af mangan'en. Det fremgår i hvert fald tydeligt af forsøg andre steder, at også andre stoffer kan fremkalde melanismer. Og man skal heller ikke tro, at påvirkningen kun kan komme ved, at larven æder disse stoffer. Prof. Hasebroek i Hamburg har2) fremkaldt mørke sommerfugle af en række arter ved at lade p u p p e r n e opholde sig i forskellige dunster, således af ammoniak, pyridin, blåsyre og svovlbrint. Som det ses, bevæger vi os her i n d e n f o r produkter, som kan hænge sammen med industri-uddunstninger; og Prof. Hasebroek er selv en glødende tilhænger af denne teori. Men selv i n d e n f o r denne teoris grund er der altså stadig mark for forskellige muligheder, både m. h. t. hvilke stoffer, der kan fremkalde melanisme, og m. h. t. hvornår de absorberes af insektet. Det er endnu for tidligt at tale om, hvad der "ikke kan være tilfældet." Men efter logikken (og det er ikke ilde at holde sig til den) er der jo endnu en mulighed for, at de sorte sommerfugle fra de senere årtier alligevel kan stå i intim forbindelse med industri-egnene. Der e r jo den mulighed, at de sorte l) udhævet her. 2) Se Internat. Entomol. Zeitschr. Guben, vist i 1925 (særtryk) og tidsskriftet Fermentforschung Bd. VIII (1925 ).

21 17 former oprindelig er opstået i kulstøv; har fået deres mørke lød som en "erhvervet" egenskab, som så er gået i arv til børnebørnene og deres efterkommere igen. Dette vilde forudsætte to ting - og det rejser altså to nye problemer : - f ø r s t, at der er en jævnlig forbindelse mellem en arts kolonier rundt omkring i verden ; og d e r n æ s t, at erhvervede egenskaber nedarves. 5. Lad os se et øjeblik på det første af disse to problemer. Kan det tænkes, at - lad os sige - de mørke Boarmia consonaria 'er fra Møens Klint har arvet deres mørkhed fra en forfader i - f. ex. Rubr-distriktet? Kan det tænkes, at kolonien på Møen (vi aner jo forresten ikke, hvorlænge den har været der ; for selvom vi først opdagede den i 1926, kan den jo have været der længe - ja, vi er tilbøjelige til at gå ud fra, at den har været der "altid", hvormed vi ganske vist blot mener, at den vel nok var der, da Schlick samlede!) 1) - i løbet af de sidste l 0-20 år har haft besøg fra den nærmeste koloni - hvor? Vi er her midt i de fa u n i s t i s k e problemer, som i de sidste år atter er kommet til ære og værdighed. Der var en tid (som vi yngre ikke har oplevet), da de s y s t e m a t i s k e problemer var i højsædet : hovedinteressen var at klare arternes slægtskabsforhold indbyrdes. Så kom den tid, da de b i o l o g i s k e problemer var de fineste : de enkelte arters livshistorie fra fødsel til død ; og hvis man interesserede sig for, h v o r den art fandtes, og vilde fa n g e så mange som muligt så mange steder som muligt, blev man nærmest anset for idiot. Man kan blot tænke på, hvor hånligt selv den elskværdige Fa b re taler om "samleren" ; og vi har haft noget af den samme tone i vor hjemlige elskværdige kreds. I de sidste år er faunistiken imidlertid atter sat i højsædet, og Assessor Warnecke vil f. ex. have nøje rede på, hvor langt aldeles nøjagtigt de forskellige arter er nået i deres udbredelse efter Istiden. 2) Og han erklærer, at vi må have nøje fastslaaet, hvilke arter der findes (og hvilke der ikke findes) på hver enkelt ø. Vi stakkels danske samlere får noget at bestille med at gennemrode de 527 danske øer! 1) I Entomologisk Forenings forhandlingsprotokol findes for 1869 (!) følgende bemærkning: "I Dagene fra d. 16-!Sde Maj foretoge Medlemmerne Schlick, C. Møller og Budde-Lund en entomologisk Exeursion til Høje-Møen" (Entomol. Medd. XII s. 65). Netop på de datoer har Consanaria siddet på træstammerne,- hvis den altsaa var der dengang! 2) Se f. ex. hans afhandling Ober die Herkunft der Schmetterlingsfauna Schleswig Holsteins i Schriften des Naturwissenschaftlichen Vereins fur Schleswig-Holstein Bd. XVII.

22 18 Vi er måske tilbøjelige til at undervurdere sommerfuglenes rejselyst. jeg skal ikke gå i enkeltheder, men blot nævne et exempel, som har forbløffet mig selv. Da jeg i sin tid var i Reykjavik, gennemgik jeg, hvad Museet der havde af sommerfugle, og jeg fandt da flere exemplarer af - Sphinx convolutzli L.1) Det er yderst tvivlsomt, om denne art, der ganske vist stadig f i n d e s i Danmark, virkelig hører hjemme her, - eller rettere : det er praktisk talt s i k k e r t 2), at der i k k e kan tales om nogen virkelig dansk bestand af den ; når vi har den, har vi den i hvert fald kun i kraft af stadig tilførsel sydfra. Men hvad skal man så sige om fundene på I s l a n d? Hvilken rejselyst og hvilken rejsekraft! Men på den anden side tør denne rejsekraft heller ikke overvurderes. Sikkert er det, at en række arter er udpræget "lokale", - og det ikke blot arter, som er knyttet til planter, der forekommer lokalt. jeg behøver blot at minde om den lille "nye" art Gidaria pupillala Thnbg., om hvis yderlig lokale forekomst der er berettet i Flora og Fauna 1927 s. l 05 : Vestkysten af Vendsyssel - Mellemsverige - Estland 3) - Bayern - Nedre-Østrig osv. Og en art som Consonaria, med sine yderst sarte vinger, er vi ikke tilbøjelige til at tiltro ret hyppige flyveture over Østersøen.. Vi t æ n k e r os, at kolonien på Møens Klint har levet sit fredelige liv for sig selv gennem lange tider, uden besøg udefra. Og k o m der endelig et besøg, er det meget usandsynligt, at visitten netop skulde have haft det sjældne sorte blod i sine årer. Men så bliver det unægtelig endnu meget mærkværdigere, at der rundt omkring i verden - samtidig! - dukker sorte sommerfugle op! jeg vender tilbage til dette spørgsmål siden ; foreløbig går jeg til det a n d e t problem, vi konstaterede før. 6. De erhvervede egenskaber nedarves! Det var det, Prof. johannsen ikke vilde høre tale om! Det har, som Mag. Henriksen skriver, hidtil været et "fast" dogme blandt arvelighedsforskerne, at erhvervede egenskaber ikke kan nedarves. De hører til en arts "fremtoningspræg", og det er kun "anlægspræget", som nedarves. Nu har imidlertid Mr. Henderson vist, at afkommet af mangan-fodrede individer lod deres 1) Se James J. Walker i Entomologist's Monthly Magazine, 3rd ser., vol. VIII s. 4. 2) Se G. Warnecke i Aus den Abhandlungen des Vereins flir naturwissenschaftliche Unterhaltung Bd. XVIII s. 52. n) Og Finland - iflg. brevlig meddelelse fra hr. forsimester Clayhills.

23 19 neger-egenskaber (som de jo ikke var født med, men havde "erhvervet") gå i arv hos børnebørnene - efter de Mendelske arvelighedslove. Mag. Henriksen betegner dette resultat som det måske mest opsigtsvækkende bidrag, Entomologien har givet Arvelighedslæren. Som entomolog glæder man sig naturligvis over, at Entomologien således har haft betydning til klaring af et problem, som unægtelig er afbetydelig rækkevidde. Noget andet er, at Mr. Harrison nu alligevel må dele æren med andre zoologer, - og de sorte sommerfugle med andre medskabninger : med Kammerer og hans ildsalamandre 1), med Durkhen og hans Pieris-pupper 2) - for blot at nævne noget af det mest kendte. Vi er her ved et af de punkter, hvor de sorte sommerfugles problem rækker ind i filosofien. Darwin selv antog jo, at de erhvervede egenskaber nedarves ; men det var navnlig W e i s m a n n, som gjorde nægtelsen heraf til et "fast dogme", selvom det først var M e n d e l i s m e n, som underbyggede dogmet med kendsgerninger, og M u t a t i o n s te o r i e n, som gav en forklaring (bvis man vil kalde det sådan) af, hvordan udviklingen d a er foregået. I en af sine Arvelighedsbøger siger Prof. johannsen, at det billede af tilværelsen, vi mere og mere når til at danne os, er billedet af en stor d e t e r m i n i s m e: al ting lovbestem t, ingen frihed for den enkelte organisme, ingen arvelig indflydelse fra "omgivelserne". Det er nu først klart, at alt hvad der hedder r a c e f o r b e d ri n g, eugenik, i virkeligheden heltigennem hænger i problemet om de erhvervede egenskabers arvelighed eller ikkearvelighed. Hvis Prof. johannsen har ret, må raceforbedringsbestræbelserne følge en retningslinje; har han uret, en helt anden. Og således kommer de sorte sommerfugle til at få betydning for hver eneste bonde, der søger at faa det bedste ud af sine køer! Og ligeledes for de velmenende mennesker, der vil forbedre menneskeheden gennem E4genik. Disse bestræbelser er jo ikke stærkt fremme hos os ; men i England drøftes de; og i Amerika tager man naturligvis håndfast på det - som på det meste andet. Prof. johannsen var selv klar over3), at spørgsmål t ligeledes havde betydning for moral og religion. jeg tror ganske vist, at disse ting hænger i stærkere reb end et biologisk 1) P. Kammerer: The Inheritance of Acquired Characteristics Om kritik af Kammerers i hvert fald ældre arbejder, se f. ex. W. Johansen, Arvelighed 2 s ) Se Evolution in the Light o f Modem Knowledge 2 s ") Arvelighed 2 s. 279.

24 20 problem. Alligevel forstår jeg dr. Raven, som jeg nævnte før, når han hævder, at h v i s erhvervede egenskaber ikke nedarves, så bliver den eneste r e l i g i o n, der er mulig, den rene skære Calvinisme 1) : de mindste enkeltheder forudbestemt af Gud fra Evighed af. Og det er ikke mærkeligt, at mange mennesker, som fulgte disse studier mellem 1890 og 1910, syntes, at det så mørkt ud for en religiøs opfattelse af Tilværelsen. De sorte sommerfugle hører da med til de ting, som d r. Raven hilser som den store lysning : verden er alligevel ikke den store mekanik, som Mendelianeme fortæller os om. 7. Men jeg vender tilbage til det spørgsmål, vi var inde på før: hvordan er de sorte former overhovedet opstået? Det kan være meget godt med mangan'en, men den er jo h ø j s t kun een årsag. Hvis der ikke var andre, ender vi i almindelig forvirring : for så måtte jo a Il e arter i "industri-egnene" mere eller mindre blive sorte. Det er jo højst besynderligt, at Melanisering optræder så begrænset m. h. t. de arter, den "angriber". Selvom der kan nævnes en lang række, så er det dog meget langt fra alle; og selvom der findes melaniserende arter inden for mange forskellige familier, så er det dog især visse slægter, som hjemsøges. Boarmierne (tavlen til højre) synes således at være særlig "modtagelige", - og hvori kan det ligge? I parentes bemærket : Prof. Thomsen vil gennem sine experimenter på Landbohøjskolen med tiden kunne give os svar på adskillige spørgsmål, vi har lyst til at stille. Vi har ikke alene lyst til at vide, hvilke arter, han kan gøre sorte, men vi vil også gerne have en liste over arter, som hans sorte kunster efterlader lyse. Eller vil han nå til at kunne gøre e n h v e r sommerfugl sort ved at give larven mangan? Vi kunde også lide at få at vide, hvori det kan ligge, at nogle arter er tilbøjelige til at forfalde til f u l d k o m m e n melanisme, mens andre bliver stående på halvvejen - sammenlign f. e. fig. 19 på tavlen med fig Og hvad betydning har det, om en larve bliver fodret med små eller store doser af mangan-sulfaten? Men hovedsagen i alt dette er en ny vanskelighed. Det er ikke let at få fat på, hvordan fænomenet overhovedet skal forstås : om det er en egentlig "mutation" eller ej. Mr. Harrisans forsøg tyder ubetinget i denne retning ; men som l) Op. cit. s. 40.

25 21 Prof. Wesenberg - Lund så kraftigt og så ofte har understreget 1) : forholdene i biologens laboratorium er en ting, - og forholdene i den levende natur noget helt andet. Som Prof. Wesenberg-Lund har påvist2) : i naturen kan vi ikke regne med en "ren" F2-generation, ja, vi tør ikke engang gå ud fra, at F t-generationen er ren. På den anden side e r det jo unægtelig, som om naturen selv i disse årtier experimenterer i stor stil med melanisme! Men selvom der formodentlig (eller rettere : sikkert) også her e r tale om m u t a t i o n e r: pludselige opdukninger af nye former, så er dette ikke nogen fyldestgørende forklaring i alle tilfælde. Blandt de sorte sommerfugle lægger vi, som just omtalt, mærke til, at det tildels drejer sig om overgangsfænomener til ren m elanisme; hvem kender ikke en h a lv-sort Birkemåler? Og de, der ikke gør, kan blot betragte de h a l v-sorte Boarmia crepuscularia og consonaria på tavlen. Hertil kommer endnu, at det fremdeles må stå i det mindste som en m u l i g h e d, at melanisrne indenfor en art optræder på flere steder, u d e n at der er forbindelse derimellem. Mr. South udtaler ganske vist 3), at "muligvis kan den liberale uddeling af æg" af den sorte Birkemåler (fig. Il) have "haft noget at gøre med" den forholdsvis iilsomme udbredelse af denne form, i det mindste til distrikter langt borte fra dens oprindelige lokalitet. Og det e r selvfølgelig muligt. Men hvad mener man om de mørke consonaria på Møens klint, - kun få år efter, at de mørke former er dukket op i Kent! Lad os holde dette fast et øjeblik. Den h e l t sorte consonm ia dukker op i Kent (England) i Den h a l v sorte viser sig i 1926 på Rygen, i 1927 på Møen, nogle år før i Pommern. Forbindelsen mellem de to former turde være grænseløst usandsynlig. Rent bortset fra, at melanismen h i d t i l i laboratorie-experimenterne følger de Mendelske regler, taler det store spring i afstanden afgørende imod. Nu er dette jo en ret sjælden art, - men i andre tilfælde er fremgangen lettere at spore. Men selv i sådanne tilfælde er der gåder nok. D e n s o r t e B i r k e m å l e r s historie er en hel roman. Den dukker op ved Manchester i 1850 ; i 1897 har den nået London; men allerede omkring 1885 findes den både i Holland og ved Crefeld; i l 903 Berlin, men allerede 1892 i Schlesien. Ud fra alt dette slutter Hasebroek 4) 1) Contributions to the Biology and Morphology of the Genus Daphnia 1926 s. 122 osv. 2) Op. cit. s. 211 If. B) The Moths... l l s. 30 l. 4) Zoo!. Jahrbiicher 37. Bd. (1914) s

26 22 at den har bredt sig fra en række s e l v s t æ n d i g e c e n t r e r; i hvert af disse har betingelserne (efter hans mening industri-forhold) været de samme, og formen er altså opstået uafhængigt af hinanden på forskellige steder og har så udbredt sig fra disse. Vend nu med denne tanke tilbage til den halvsorte consonaria. Et centrum ved Koslin ; eet på Rygen; eet på Møen. Mon der ikke skulde være et centrum på hver eneste lokalitet, hvor arten overhovedet findes? Når alt dette sammenholdes, ser jeg ikke rettere, end at de sorte sommerfugle bliver endnu interessantere. Det er ikke let at se, at årsagen til fænomenet (bortset fra mangan'en, hvis optræden som e n årsag jeg aldrig vilde bestride) kan være nogen anden end den, Prof. Wesenberg-Lund hylder 1) som årsagen til forskydninger indenfor arterne overhovedet: en igennem lange tidsrum ophobet t e n d e n s t i l v a r i e r i n g i e n b e s t e m t r e t n i n g, ophobet i forplantningscellerne, men først kommende t i l u d b r ti d i d e p e r i o d e r af en arts tilværelse, som allerede Hugo de Vries kaldte "mutable perioder." javel, - er dette ikke, alt det ovenstående taget i betragtning, en forholdsvis plausibel forklaring : Igennem lange tider har der samlet sig - hos Boarmierne og andre arter - en tilbøjelighed til neger-manerer; og n u oplever vi samlere det overmåde interessante, at disse arter netop i de år, da vi svinger nettet, har en "mutabel periode" : nu - endelig -' slår den ophobede tendens ud. Vanskeligheden ved denne Prof. Wesenberg-Lunds teori er naturligvis, at den ikke lader sig bevise! Man vil næppe nogensinde nå så vidt, at man kan påvise en tendens i forplantningscellerne! Derfor formoder jeg, at en laboratorieog experimentator-sjæl som Prof. johannsen næppe har kunnet tænke på denne teori uden at gyse. Men til støtte for den tjener, at den - alle vanskeligheder taget i betragtning og (vel at mærke) alle kendsgerninger taget i betragtning - rent logisk synes at være den eneste! Og er dette rigtigt, så siger vi nærmest farvel til industri-teorien som forklaring på de sorte sommerfugle. (Hvis vi ikke har gjort det i forvejen). - Så nåede vi så vidt. Men så får vi trang til at stille 3 n y e spørgsmål. For det første : hvad er grunden til, at en art får en "mutabel periode"? Herpå kan vi med det samme ud fra alt det foregående give et nogenlunde skikkeligt svar. F o r m o d e n t l i g den, at de ydre forhold, hvorunder den lever, har forandret sig, og at forandringen har varet så l) Op. cit. s. 140 ff.

27 23 længe, at det nu er kommet til et for arten kritisk punkt. - For det andet : hvad er grunden til, at der har ophobet sig tendenser til variation i en bestem t retning? Og fo r det tredje: hvordan mon det vil gå i fremtiden med de mørke former? Vil de skille sig ud fra Moder-formerne som en række nye arter? eller vil hele arten efterhånden blive mørk? (eller vil melanismen gå i sin mor igen?) eller har den sorte lød overhovedet intet med a r t s præget at gøre? 8. De sorte sommerfugle må følge os på vej et lille stykke (mere kan det ikke blive) ind i også disse to sidstnævnte problemer. I virkeligheden turde det nu være eet problem. Og jeg ser ikke rettere, end at vi her får et fingerpeg gennem de meget interessante temperatu r-forsøg, som fremmede forskere har stillet an med sommerfugle. Sommerfuglene er i så henseende lette at experimentere med, da de i puppetilstanden er nemme at håndtere, og i denne tilstand endda har to perioder, hvor de er yderst følsomme for indtryk : kort efter forvandlingen fra larve og kort før forvandlingen til imago. Dertil kommer, at de små dyr, som sommerfuglene jo er, har deres store skælklædte vingetlader, hvorpå der ret kan tegnes og males af enhver "indflydelse". N u skal jeg ikke her gå i enkeltheder, - enhver kan skaffe sig litteratur derom, og en del vil man finde om det i Indledningen til Spulers sommerfugleværk, som ejes af mange danske samlere. Det er kendt, hvordan k u l d e frembragte højnordiske former og v a r m e sydlige ; men når varmegraderne blev sat yderligere op, var det som naturen gik over gevind, og af h e d e n fremstod - kuldeformer! Vedstående billeder (efter Spuler) i halv figur skulde give indtryk af, hvad det drejer sig om. Til venstre ser De den almindelige

28 24 "Røde Ræv", Vanessa urlicae L. Formen i midten er f r o s t formen, den til højre hede-formen. Det er jo praktisk talt samme form. (I parenthes: De vil have megen glæde af at sammenligne disse former med et billede, De vil finde bagi dette hefte af Flora og Fauna - under "Mindre Meddelelser"!). Det var intet under, at man en tid nærede den formodning, at der ved temperatur-experimenter overhovedet altid fremkom en forøgelse af det sorte pigment, så der simpelthen altid fremstod melanismer. Denne tanke viste sig dog i længden ikke at holde stik. Men højst interessant var det, at man ved disse experimenter fremkaldte former, som synes at måtte (af grunde, jeg ikke kan gå ind på her) forklares henholdsvis som fortids- og fremtid former! Ved "fortidsformerne" kunde man hente vink om arternes indbyrdes slægtskab - og undertiden overraskende vink. Således viser det sig f. ex., at Vanessa xanthomelas Esp. er mere beslægtet med Sørgekåben, som den jo slet ikke ligner, end med D e n s t o r e R æ v, som den ligner til forvexling. N u har man villet forklare de s o r t e sommerfugle ud ad samme linje. Således mener Prof. Harrison, at man ud fra den omstændighed, at de sorte former af f o r s k e Il i g e Boannfa-arter minder saa meget om hinanden : sorte med hvid bølgelinje, - kan drage den slutning, at de er at forstå som a t a v i s m er, fortidsform er, der bringer en hilsen fra den oprindelige Boarmia-type, hvorfra de nuværende arter har spaltet sig ud. Hvis (behag at bemærke, at jeg siger hvis) forholdet med R æ v e n er analogt, vilde det altså betyde, at de afbildede former til højre (samt hr. C. S. Larsens i "Mindre Meddelelser") fremstiller den oprindelige Rævetype, inden Ræven blev den rigtige røde Ræv. Dette er imidlertid ikke sandsynligt. De nyeste, meget fine, temperatur-undersøgelser over den oprindelige Nymphalide-type synes tværtimod at vise, at disse Dagsommerfugle o p r i n d e l i g har været kraftigt tegnede med 4 systemer (opstået på forskellige tider) af tværlinjer og rækker af tværpletter. 1) Og holder vi os til Boarmia'erne, kan man heller ikke komme udenom, at de mørke formers rivende tiltagen i de senere år tyder på, at de i hvert fald t i Il i g e viser fremad. jeg har atter på dette punkt den fornøjelse at kunde vise Dem et billede, som De aldrig har set magen til før; mil)e 1) Se A. Kiihn : Ober die Ånderung des Zeichnungsmusters vop Schmetterlingen durch Temperaturreize und das Grundschema der Nymphalidenzeichnung i: Aus den Nachrichten der Geselisehaft der Wissenschtften zu Gottingen. Mathem-Physikalische Klasse 1926.

29 25 bemærkninger om det vil måske føles som en digression, - men De må tro mig : vi er midt i spørgsmålet. Og iøvrigt var dette billede nok en digression værd. Det viser to exemplarer af en sjældenhed, vor "nye " art Aporophyla LLL Lulenla Bkh. Først meldt af hr. K. Jahn fra Aalborgegnen 1), dernæst fra Hanstholm og Dueodde fyr 2), dernæst taget i en hel række ved Asserbo af hr. Flemming Weis. Og nu disse to stykker fra hr. H. Weis' samling : det øverste (d") fra Lild strand ved Hanstholm, fanget af hr. Helge Hansen, det underste ( ) fra Dueodde på Bornholm, - altså fra diametrale yderpunkter indenfor vore grænser. Den øverste form er så vidt jeg ved den samme som alle de andre her i landet fundne exemplarer; og det svarer igen til de få stykker, som hidtil er fundet i Holsten, - hvor den også først er fundet i de senere år ( og 1925) og endnu kun i få exemplarer. Vi har hidtil betegnet denne form som var. liineburgensis Frr. ; men denne optræder igen i flere underformer: sorteg r å og helt sor't (på forvingerne). Denne sidste form har hr. G. Warnecke beskrevet som ab. aterrima, og Kieler-entomologen F. Heydemann anser den for at være den nordiske race: den har dannet race nord for Elben 3) Det er altså en m e l a n i s t i s k race. Den grå form, den underste på billedet, svarer til beskrivelsen hos Seitz 4) af ab. s e d i Dup. - Og hvis det nu er rigtigt, at den mørke form er det egentlige danske dyr, så er utvivlsomt hr. Weis' lysegrå exemplar at opfatte som et tilbagefa ld til en fortid, som var mindre melanistisk. Altså er også her melanismen det senere fænomen, - men her synes den allerede at være mere fremskreden end ved Boarmia'erne: her er den oprindelige form blevet en sjælden undtagelse. Lad os dermed vende tilbage til temperatur-forsøgenes resultater og se, hvordan de sandsynligheder, vi ud fra disse danske fænomener er nået til, passer ind i dem. Vi kom til 1) Flora og Fauna 1920 s. 7, 1921 s ) 1925 s. 84, 1926 s ) l Der Gebirgs- und Ki.isten-Melanismus und Nigrismus Internat. Entomol. Zeitschr. Guben (særtryk). 4) I. Abt., 3. Bd. s. 123.

30 26 det resultat, at de sorte sommerfugle ikke svarer til fortidsformerne, men snarere peger fremad. - Passer dette til tempera tur-ex p e ri men ternes resultater? Dr. E. Fischer karakteriserer sine "frem tidsformer" i følgende spådom, - som jeg tager på hans ord; hvis den er fejl, er skaden jo ikke større! På fremtidens sommerfugle vil tegningen blive simplere og fa rven roligere og mere ensartet, - således kan hans karakteristik1) sammenfattes. Vil De nu være så venlig at blade tilbage til tavlerne og sammenligne dyrene foroven med dem fo rneden ; de mørke B. consonaria med hovedarten, de mørke B. crepuscularia med de lyse, den sorte N o n n e med den normale - osv. "Tegningen simplere og farven roligere"! Skulde dette så være løsningen på de sorte sommerfugles gåde: at de repræsenterer fremtiden?! Natsværmerne har så længe gået rundt i en grå kasseking, - skal de nu i en sort? Giver de os indblik i, hvordan sommerfuglene vil se ud om nogle århundreder eller årtusinder? 2) Hvis denne fantasi kan fastholdes et øjeblik, så lad os for løjers skyld spørge, om verden så går frem eller tilbage ved denne forandring? Dr. Fischer bruger gentagne gange udtrykket "smukkere " om sine temperatur-former. Man plejede vel også tidligere at mene, at "udviklingen" går fremad og opad for hvert nyt trin. Det er først os af den yngre generation, som er opdraget med Spengler og Dean Inge, der ikke er saa tyrke- 1) I Spuler: op. cit. I s. CIV. Det må dog noteres, at Spuler selv absolut ikke vil indrømme, at de..såkaldte D-former skulde kunne antages at være. fremtidsformer, - se noten s. CIII ; men det er formentlig heller ikke b l o t disse, som der kan blive tale om i denne sammenhæng. :l) Jeg har i en årrække, når jeg har været på malerisamlinger i udlandet, moret mig med at bestemme sommerfugle på de gamle blomstermaleres blomsterbilleder, og jeg har samlet en del materiale heraf. Der har været en overgang, hvor det har været en hel modesag at male sommerfugle sværmende om blomsterne. En del er ret sjusket malet, men de fleste er overordentlig nøjagtige, - det gælder saaledes de fleste af Abraham Mignons ( ). Mærkeligt nok er det nogenlunde de samme arter, der går igen hos de fleste kunstnere, først og fremmest A d m i r a l e n. I reglen er det naturligvis dagsommerfugle ; dog forekommer der ogsaa art r som Macroglossa slellalarum, Deilephila poreel/u s, H a r l e k i n, engang imellem en B j ø r n e s p i n d e r og enkelte andre natsværmere. Bare der havde været nogle Bow mia'er iblandt, - men det er der mig bekendt aldrig. Og hovedsagen i denne forbindelse er, at der ikke synes ud fra dette at kunne fås bidrag til spørgsmålet om arternes variabilitet ; hvor dyrene ser liåt aparte ud, skyldes det sikkert unøjagtighed hos Maleren. - Admiralen så på en prik ud dengang, som den gør nu.

31 27 sikre på, at "udviklingen" nødvendigvis altid går f r e m a d 1). Nu, - i dette tilfælde kan man jo ikke engang ane, om det (hvis det overhovedet bliver til noget) drejer sig om nye "arter" eller blot om en omformning af bestående. Men i begge tilfælde gælder det vist alligevel, at der ikke synes at være spor af grund til at se en "forbedring" i fænomenet. Hvad skønheden angår, så er jeg ganske vist en tilhænger af Plato - og de moderne engelske tænkere (Prof. Mackenzie, Prof. L. P. Jacks o. m. a.), når de siger, at skønhed er en "sidste værdi" i tilværelsen ; og jeg holder ikke af at indrømme, at skønhed er en smagssag. Så når Dr. Fischer vil finde dyrene forneden k ø n n e re end dyrene foroven, er jeg tilbøjelig til at sige, at han tager fej l, - og det, skøndt jeg har været henrykt over at fa n g e mine sorte sommerfugle. Og hvad hensigtsmæssigheden angår, kan jeg på ingen måde tro, at de sorte skulde være bedre rustede i "kam pen for tilværelsen". Der er ganske vist her en ide, man får, og som det ikke vilde være fa i r at holde tilbage på dette sted i diskussionen. Det er jo tænkeligt, at de sorte sommerfugle besidder i n d r e egenskaber, hvortil den mørke farve kun er en ledsagende omstændighed, - et epifenomeno/1. At de f. ex. besad større i n d re modstandskraft end de normale, - større modstandskraft mod røg og støv og alle storbyens dunster, og at disse anlæg var "koblet sammen med " 2) melanismen. Hvis dette kunde bevises, vilde "Kampen for Tilværelsen" altså alligevel triumfere. ja, - men den vilde så få endnu sværere ved at forklare, h v o r f o r den havde fundet det.. praktisk" at kæde den indre modstandskraft sammen med det ydre klædebon. Her står vi jo ved det problem, som til syvende og sidst er det vigtigste i hele vort problem-komplex. Nemlig : Er overhovedet melanismen et blot ydre eller tillige et i n d r e fænomen? Og hvis det sidste er tilfældet: vi taler nok om disse dyr som nye f o r m e r, - men hvad bliver det til med dem som nye arter? Den sorte Nonne har existeret i over 150 år, - endnu går den gladelig i spænd med typen. Det tyder unægtelig på, at fænomenet e r ret o v e r fladisk, ydre. Vil det blive ved med at være det? Den, der lever, vil få at se! Nå, - hvis de sorte former er rigtige "mutationer" - pludselig opståede former, ikke " opsamlet" gennem lange tider -, så vil Prof. Mac. Bride, Prof. Wesenberg-Lund og 1) Jeg er ubeskeden nok til at henvise interesserede til en afhandling af mig i tidsskriftet Kirke og Folk marts -april ) F. Heydemann, op. cit. s. 6.

32 28 mange andre jo heller ikke vente sig stort. For de er tilbøjelige til at betragte mutationer som "patologiske" fænomener 1) : stakkels skrog, som er hæmmet ved en sørgelig barndom - ligesom Torniers kinesiske guldfisk, der blev til sådan nogle pragtfulde og besynderlige dyr, fordi de var udklækket i råddent vand og havde fået for lidt at spise. 9. En sidste problem-gruppe må vore sorte sommerfugle følge os på vej til. jeg sagde, at problemet om frem tiden hang sammen med spørgsmålet om grunden til, at der g e n n e m l a n g e t i d e r hos disse arter har "ophobet" sig "tendenser" i retning af melanisme, - idet vi jo var nået til denne forklaring som den sandsynlige. (Jeg beder om lov til at bemærke i parantes, at denne forklaring - så lidt som de andre almindelige forklaringer i denne lille afhandling -- selvfølgelig i k k e er opstillet på grundlag af det sparsomme fænomen, som hedder melanistiske sommerfugle; jeg henholder mig helt igennem til nogle af vor tids betydeligste naturhistorikere og forsøger blot at a n ve n d e deres resultater og hypoteser på det fænomen, som hedder sorte sommerfugle). Nuvel! Temperaturforsøgene med sommerfugle synes at have givet eet betydningsfuldt resultat. At nemlig temperaturen er en betydningsfuld faktor i omdannelsen af formerne. I naturen optræder jo temperaturen atter som led af K l i maet. Ved klima forstår vi jo noget meget omfattende noget; men efterat det har vist sig, at "omgivelserne" (f. ex. den,, omgivelse", som hedder mangan) faktisk forandrer fo rmerne, og efterat det har vist sig, at disse forandringer faktisk er arvelige, er der vel grund til at tro, at den "omgivelse" der hedder k l i m a e t hører til de betydningsfuldeste for artsdannelsen. For nu at forstå det følgende, må man holde to ting fast. For det første den ubestridelige kendsgerning, at n o g l e melanismer er ældre end dampmaskinen. For det andet, at den s o r t e farve ikke er noget ganske for sig. Det har vist sig ved forsøg i forskellig retning, dels med dunsters indflydelse under puppestadiet (Hasebroek) 2), dels ved dissektion af pupper under disses forskellige udviklingsstadier (grevinde von Linden o. a.) 3), at s o r t kun er det s i d s t e led i en farveskala fra hvidt gennem gult, brunt og rødbrunt. 1) Evolution in the Light... s. 236 ; Wesenberg-Luud, op. cit. s ) Se foran s ) Spuler l s. Lil osv.

33 :29 Det vil med andre ord sige, at begrebet melanisme udvider sig mægtigt. Den almindelige Hadena mrea F. optræder som bekendt i to former, der er omtrent lige hyppige: hovedformen og ab. alopecums Esp., begge afbildede hos K JOeker 1). Aberrationen er rødbrun, a l t s å melanistisk. ja, der er næppe noget udenom : også den slags former tæller med i regnskabet. Mrn selv hvis man tog det parti, at man ikke v i l d regne den slags former (og det bliver mange) med, så er der arter nok, der ikke selv med den bedste vilje kan presses ind under synspunktet : storby- eller industri-melanisme. Prof. Hasebroek taler da også i de senere år om denne som nutids-melanismen, i modsætning til den ældre, historiske melanisme, hvis existens han ikke drømmer om at pille ved. Hvor udbredt er nu denne sidste, og hvordan er den at forstå? Her må man være dr. F. Heydemann taknemmelig fo r hans værdifulde statistik i afhandlingen D e r G e b i r g s- u n d Kilsten-Melanismus und Nigrismus2). Han tæller op store mængder af melaniserende sommerfugle; og det resultat, han kommer til, er unægtelig forbløffende. Alt i alt har man opfø rt 78 former som i n d u s tri-m e l a n is m er, men af disse 78 er de 58 (!) fundet andre steder, især i bjærg- og kystegne. Der bliver altså kun 20 tilbage. Og af disse 20 er endda de 6 forskellige Cymalophora or-former fra Hamburg, - altså skrumper tallet dog vel ret beset ind til 15. Men da han, der jo er tysker, muligvis kan have overset en eller anden form fra England, så lad os være flotte og sige Men overfor disse 20 kan han opregne en liste på 225 former, som ikke har spor med industri-egne at gøre! Han forklarer disse mange former som bjærg- eller kystformer. Og dermed er en dansk samler jo slået ud! For b j æ r g- former falder bort, - men til gengæld falder enhver tænkelig dansk melanisme ind under begrebet k y s t-former. Det kan ikke nytte, at jeg kommer med mine mørke Boarmia crepuswlaria fra Aakirkeby og siger, at vi lærte i geografi i skolen, at Aakirkeby ligger inde i landet. For hr. Heydemann kommer med sine isotermer fra Meteorologisk institut og siger, at også Aakirkeby har kystklima. Det er trist for en dansk samler, - men det er da forresten godt for Aakirkeby. Der har altid været noget latterligt ved Aakirkeby, - det latterlige var udelukkende beliggenheden inde landet, - ja, andet morsomt er der visselig ikke ved Aa- 1) Natsommerfugle Il, Tavle XI. Se iøvrigt illustration s ) Intern. Entomol. Zeitschr. Guben, 21. årg. (særtryk).

34 30 kirkeby. N u er fortryllelsen hævet. Aakirkeby er ikke mere latterlig end Rønne, Hasle, Sandvig osv. Men hovedsagen er, at Industri-melanismen (Hasebroeks. Harrisans og Henriksens) skrumper ind til at blive et useligt fænomen i fo rhold til den store naturlige metanisme i andre egne af verden. Om denne sidste. så netop er bjærgog kyst-melanisme, skal jeg ikke udtale mig om. Hertil kræves endnu langt større statistisk arbejde end hr. Heydemanns. Men spørgsmålet er jo også et andet. Det er, om bjærgmelanismen og kyst-melanismen kan tænkes at have s a m m e årsag. Heydemann svarer med ordet fugtighed 1) Fugtighed i bjærgdale og ved bjærgfloder, fugtighed fra havet, fugtighed i mose og myr. Unægtelig en ide, som er vanskelig at bevise, - og måske endnu vanskeligere at modbevise. ) Og forholdet bliver endnu mere kompliceret, når Hasebroek kommer til. Han tror på sin industri og ikke på fugtigheden ; men han indrømmer, at fugtig luft, f. ex. over en mose, jo har en særlig evne til at suge industri-uddunstninger til sig - og således blive en kanal for den efter hans mening e g e n t l i g e indflydelse. Men vi spørger hr. Heydernann om noget andet. Vi spørger, om han da ud fra denne teori kan forklare de sidste årtiers overhåndtagen af sorte former. jo, det har han selvfølgelig også tænkt på! Han fortæller os, at under vore himmelstrøg bliver klimaet stadig fugtigere og fugtigere. - Meteorologerne kan ganske vist ikke bevise det, - men det er dog noget, som vi alle ved!! ja, hvilket menneske over 25 år vil ikke forsikre Dem, at "her i landet" er det aldrig ordentlig sommer mere, som da h a n var ung! D a var det koldt om vinteren med skøjteløb og slædekørsel, og dejligt varmt om sommeren med stråhatte og petroleumslampe i lysthuset. Men nu! jeg personligt vil helst have dette b e v i s t, før jeg tror på det. Men hvis det kan vække interesse for entomologien, tilegner jeg gærne de sorte sommerfugle til alle dem, der raser over klimaet "her til lands" og "i vore dage". IO. Men trods al uklarhed og usikkerhed her trængte tanken om o m g i v e l s e r n e s indflydelse sig på som noget, vi ikke 1) Således allerede den bekendte engelske entomolog Tutt, - han troede både på fugtighed, røg og beskyttelseslighed : Afhandlingen Melanism and Melanochroism in British Lepidoptera i Entomologist's Record l og Il (1890 og 91); sml. dog British Lepidoptera Bd. J s ) Se dog Harrison, journal of Genetics IX s. 229 If. Og også Spuler hævder, at Metanismer også optræder i tørre egne (op. cit. J s. LXXXVIII).

35 31 kunde komme udenom. Vi har set, at mangan f. ex. k a n fremkalde melanisme. Men det er jo muligt, at også k l i m a e t har mangan i sit værksted. Men muligt er det naturligvis også, at klimaet kan frembringe samme (eller praktisk talt samme) virkning med et helt a n d e t redskab. Ganske som jeg i min have k a n frembringe samme virkning med en spade og en teske. Og når man nu må indrømme, at melanisme opstår under meget forskellige ydre forhold, så er det ikke så underligt, at man spørger, om disse forskellige forhold alligevel ikke skulde have et s k æ r i n g s p u n k t. Kan man pege på en eller anden lighed, som kan gøre sig gældende imellem millionbyens overdrev og forholdene i den store stille skov eller ved den friske strand? Her har lærde mænds løbske fa ntasi præsteret nogle fornøjelige krumspring, af hvilke jeg skal præsentere et par. Paragraffen bliver helt pinlig at skrive, til gengæld skal den blive kort. Prof. H a s e b r o e k er 1) kommet på den ide, at de store Hamburger-destruktionsanstalter kan have noget at gøre med de sorte Cymalophora or. Således lå der engang samtidig en hel ladning rådne æg og en masse tarme og ventede på at komme til. At det udviklede ammoniak og svovlbrinte, er klart, og altså er efter hans egne forsøg (se s. 16) muligheden for melanisme-udvikling givet. - Men nu de former, som opstår midt inde i den store skov (se f. ex. flg. 19 på tavlerne)? jo, siger Prof. Hasebroek : blot en sommerfuglepuppe kommer til at ligge i nærheden af et kadaver, så har vi samme situation! Der er vel også noget, der hedder kokasser og deslige! Og dette må være tilstrækkeligt til at forklare de "enkelte tilfælde" af melanisme fj ærnt fra storbyerne. ja, hvis det blot var enkelte tilfælde! Og hvis man kunde antage, at der ligger flere kadavere i skovene nu end for 20 år siden! Prof. Harrisa ns ide er beslægtet med den tyske kollegas. I et af sine arbejder2) indrømmer han, at de sorte former udover industri-egne synes at opstå i en helt anden slags omgivelser: i k y s t e g n e, særlig langs Irlands og Skotlands vestkyst; og de arter, der her er tale om, er - ifølge Harrison - arter, hvis larver lever på lave planter. - Man husker, at Harrison er manden med metal-saltene, og han spørger nu, hvilken påvirkning der er f æ Il e s for disse melaniserende arter fra disse vidt forskellige slags egne ; og han 1) Internat. Entomol. Zeitschr. Guben 19. årg. (særtryk). 'l journal of Genetics IX s. 245.

36 32 svarer-: salt! I byerne metalsalte ; i kystegnene lever de "alle (jeg citerer ordret) på skumsprøjtet føde" (spray-washed food). Ideen er sublim. Eens tanke går atter til de mørke Consoliaria i Klinteskoven på Møen, og man ser for sig Østersøen sprøjte op over Dronningestalens 128 meter høje lodrette væg og overskylle bladene i bøgetoppene, hvor larverne lever, mea salt. - Hvis Prof. Harrison vil sige, at saltdampene 1) føres med vinden ind over skoven, - så kan vi tale om sagen. Men så vil vi også tale om, hvor det kan være, at det først er i de sidste årtier, at saltet gør sommerfuglene sorte! At få gode ideer er ikke så svært, - at få dårlige kan være endnu lettere. Det gør jo heller ikke så meget, om man får en dårlig ide, - for der er i reglen nok til at falde over een. Endnu engang må jeg falde over Prof. Hasebroek. Han taler et sted 2) om, at kalkfattigdom kan have noget (omend sekundært) at gøre med melanismerne, -. og ex contrario taler herfor "den bekendte forekomst af påfaldende lyse dyr på kalkbund": Heroverfor minder jeg endnu engang om Møens Klint, som i de sidste få år har vist os hele 4 meget udprægede melanismer: tavlernes nr. 8, 12, 14 og l 5-l 7, hvortil endnu kommer nr. 2; og muligvis er den møenske form af Cidaria corylala Thnbg. ) ab. albocrenala Curt. også at forstå som en melanisme. ) l!. jeg vil ikke prøve på at bilde nogen ind, at alle de undersøgelser og overvejelser, vi nu har talt om, er i stand til at furnere os med en antagelig og almengyldig teori om problemet. Det er som så ofte i videnskaben, at hvergang man tror at have fundet en ende og bøjer sig ned for at tage fat i den, - er det, som om en usynlig hånd trækker rebet til sig fra den anden ende! H is t og her har vi set som et glimt af en brugbar teori, og en lille gruppe af gåder stod fo ran opklaringen, - men så rullede den opklaring bare op for nye armeer af uløste spørgsmål. Personligt har jeg det indtryk, at vi var nærmest ved at. faa fat på det hele i paragraffen om temperaturforsøgene og "fremtidsformerne". Måske står dette som en ren fantasi, og om man vil kalde det en forklaring, er jo en smags sag. Men jeg har ganske vist en fornemmelse af, at der sim- 1) jeg tænker her paa den salte "taage", der opstaar over havet i blæst. ) Zoo!. jahrbiicher 37. Bd. s ") omtalt hos Strøm, op. cit. s. 391, men "glemt" hos Kliicker. ) Se Heydemann, op. cit. jeg har iøvrigt også fundet den i Bøllemosen.

37 33 pelthen bagved ligger en magt, som presser hele selskabet i retning af formørkelse. Hvilke m i dl e r denne magt kan tænkes at bruge, har vi set mange exempler 1 på ; men jeg undser mig ikke for at tilstå, at der i selve dette begreb ligger noget hemmelighedsfuldt, som unddrager sig vor videnskabelige undersøgelse. En hensigt og en vilje i "omgivelserne", dvs. i h j ærtet af Tilværelsen. Men jeg tror ganske vist heller ikke, at man.kan u n d v æ re et sådant begreb. Man har forsøgt de.t så tit, men det dukker dog stadig op. Det er præcis dette, som få r Prof. Wesenberg-Lund til i en afhandling om Daphnierne at tale om, hvad der var h e n s i g t e n (sic!) med Istiden. Men dermed.er emnet endda ikke udtømt. For spørgsmålet er jo naturligvis t i Il i g e, om der ikke maa regnes med endnu et sæt faktorer i omdannelsen og udviklingen af typerne : de enkel te individers reaktion overfor omgivelserne. Et dyrs v a n e r er, som Prof. Mac. Bride siger, dets svar til sine omgivelser; og "nedarvede fo rmer er ikke andet end krystalliseringen af tidligere genera tioners vaner." 1) Eller for at citere vor egen Prof. Wesenberg-Lund : "Det må ikke glemmes, at levende org11nismer ikke er maskiner, men at der i hver eneste, fra den mindste Amoebe til de højeste Primater, er en sjælelig. kraft, uhåndgribelig og uforståelig, - just den kraft, som adskiller den organiske verden fra den uorganiske Det er dette psykofysiologiske synspunkt overfor alt organisk liv, som i mange tilfælde giver Lamarckianismen dens ret og dens fortrin fremfor Selectionslæren". (Og så fortsætter han med et af sine angreb på kollega johannsen og de andre arveligheds-experimentatorer, som går i deres laboratorier og glemmer, at dyrene er l e ve n d e). ) Det var denne tankegang, man i gamle dage kaldte v i t a l i s m e, og som forrige generations naturhistorikere fa ndt så fordærvelig. N y-vi t a l i s m e n er en iøjnefaldende fremtoning i de sidste års biologi. Driesch, j. S. Haldane, E. S. Russel, j. Arthur Thomson og adskillige andre, - af de gamle ikke at forglemme Samuel Butler ; hos os altså Wesenberg-Lund. Hvad vil dette sige m. h. t. de sorte sommerfugle? Det vil sige, at også de er l e v e n d e; at det ikke blot er "omgivelserne" (klimaet, margan og mange andre ting), som virker ind på dem, men at de virker tilbage på omgivelserne. At til syvende og sidst deres mørke lød ikke blot 1) Evolution in the Light... s ) Op. cit. s. 116.

38 34 må ses fra manganens og klimaets side, men også fra deres egen, fra deres egen "personlighed ", "sjæl", "vilje". Hvordan? Hvem kan sige det? Men Mag. Henriksen nævner efter Mr. Harrison, at det jo er muligt, at Cemra bicllspis Bkh. og Cemra {zzrcula L. oprindelig var samme art, men blev til to derved, at nogle gav sig til at spise el, mens andre foretrak pil! Og enhver samler kunde nævne mange lignende muligheder. - jeg drøftede for et par måneder siden disse problemer (dog uden at gå ind på de sorte sommerfugle) med min gamle lærer Prof. Høffding, som med sine 85 år var glimrende inde i alle disse tankegange fra de allersidste år. "Biologerne har så vanskeligt ved at forstå, sagde han, at vi har disse to synspunkter, og vi kan ikke undvære noget af dem : det psykologiske, hvorefter en organisme er at forstaa indefra, ud fra sig selv ; og det fysiokemiske, hvorefter den er at forstå udefra, som resultat af kemiske og fysiske processer." - Men spørgsmålet er jo, om det her bare drejer sig om to s y n s p u n k t e r, eller om ikke - og det er det, vitalismen hævder - det levende væsens personlige indsats i n d g å r s o m e t l e d på et eller andet - eller flere - punkter i den - tillige - fysisk-kemiske årsagsrække. Med andre ord : om melanismen hos disse sommerfugle ikke skyldes mangan (muligvis) plus andre "forhold" - p l u s dyrenes egen "indsats". - Sagde De noget om "Viljens Frihed"? Ganske rigtigt! Det er præcis dette ploblem, som menneskeheden har haft så megen fo rnøjelse af at spekulere over i mere end 2000 år. Det er ikke løst endnu, - måske fordi det ikke k a n løses - af o s; måske fordi det endnu ikke er lykkedes at s t i Il e det rigtigt. H vis de sorte sommerfugle en skønne dag kan hjælpe til dette sidste, bør de have en artikel i Teologisk Tidsskrift. N u er vi igen langt inde i det filosofiske. Af asken i ilden, siger De måske, - for det er jo ikke alle, som holder af filosofi. Men jeg har forberedt Dem i forvejen, så De har ikke. ret til at beklage Dem! Men i England er baade Filosoffer og Biologer stærkt inde på en tankegang, som de betegner som s y n o p t i s k. Ordet er hentet fra Plato og betegner en bestemt metode i forsøget på a t f o r s t å. Vi kan forstå en ting på tre måder. Vi kan a n a l y s e r e den : pille den fra hinanden og undersøge dens enkelte dele. Vi kan gå s y n t e t i s k frem : sætte delene sammen igen og derved søge at forstå tingen. Og vi kan bruge den s y n o p t i s k e metode : se tingen som den h e l h e d, den er. En sort sommerfugl er en h e l h e d, som

39 35 fø rst forstås, når man opfatter den som helhed. Sådan siger de nyeste blandt de kloge i England. Vi møder tendensen hos en af vore dages betydeligste filosoffer: biologen Prof. Lloyd Morgan, som i k k e er vitalist, men spinozist (det vil føre for langt af vejen at forklare mig nærmere) og iøvrigt opfa tter Guds verden som et Hele ; vi møder den hos mange andre derovre ; og det er noget i samme retning, Prof. Wesenberg- Lund mener - overfor johannsen. Og dette synspunkt har praktisk betydning både for fo rskeren og for tænkeren. Først fa l der den absolute skranke mellem "erhvervede" \ / og.nedarvede" egenskaber, - mellem.. fremtoningspræg" og.anlægspræg" (Prof. Lloyd Morgan). - Så fa lder den absolutte skranke mellem.omgivelserne" og "organismen" (Wesenberg Lund 1) ), - de sorte sommerfugle p l u s deres "omgivelser" er en helhed. -Og sådan bliver det ved, - og til sidst må filosofferne se at opfatte Tilvære l s e n som et H e l e, To exemplareraf den almindelige ugle Hadena monoglypha Hufn. Det nederste exemplar (fra Tisvilde ; i Forf.'s samling) ab. aelhiops Tutt, hvis farve er mørke b r u n, altså ikke sort som de mørke former på tavlerne; men iflg. s. 28 f. skulde den slags former altså også være "melaniserende". - og det prøver den nyere tænkning også på. - På mere gammeldags dansk : De sorte sommerfugle må forstås som et led i det Hele, deres sorte lød frembragt (måske med en lang række forskellige midler) af en Hensigt eller en Vilje, som ligger bag dem og alt andet. Dette kan siges på endnu mere gammeldags dansk, - men det kan De gøre selv. Men De har måske slet ikke lyst til at sige noget i den retning. De har måske tværtimod lyst til at afbryde og sige, at dette er mystik. Indrømmet. Men vær så rar og tilføj, at denne m y s ti k er det eneste, der skaber blot en antydning af l) Op. cit. s. ISO.

40 36 klarhed. Vi fandt denne mystik inderst inde i "omgivelserne", og vi fandt den inderst inde i ethvert levende væsen, - og vi finder den i,, synopsen" mellem dem, - viljens frihed. Men vil De beklage Dem over, at Tilværelsen er et par numre dunklere end Deres bukselomme? Dog, - nu har vi passeret grænsen for, hvad man bør skrive om i dette tidsskrift. Men det var de sorte sommerfugle, som fulgte os over grænsen! Enten de nu betegner fremtidsformer eller ej, og enten de nu betegner et fremskridt eller ej, og enten deres sorte lød skyldes dette eller hint hos omgivelserne - eller deres egne små viljer, - så blad nu tilbage til tavlerne og glæd Dem over, at Tilværelsen stadig stiller os nye problemer. Skovens Fugleliv i November. Iagttagelser fra Marselisborg Skove ved Aarhus. Af T. I< j æ r. Marselisborg-Skovene, der ligger helt op til Aarhus By og ejes af denne, bestaar hovedsagelig af højstammet Bøgeskov, hvori dog baade Eg, El, Birk, Fyr og Gran og andre Træsorter er repræsenteret. Da der i Skovene findes flere Smaamoser og Damme med omkringliggende Underskov, er der ypperlige Betingelser til Stede for et rigt Fugleliv, især Smaafugle. I Sommertiden ser man ikke meget til Fuglene, da Løvet skjuler dem, saa man maa nøjes med deres Sang. I Aar, i det milde Efteraar, har der, efter at Bladene er faldet af, været rig Lejlighed til at studere Fuglelivet, der i November har været usædvanlig rigt, saaledes at jeg ikke mindes tidligere at have set Skoven saa levende af Fugle. Fra en Exkursionstur den 20. November har jeg noteret følgende: Begav mig i Dag af Sted med Kikkert i Jet diset Vej r ad Stadionalleen til Skoven. Paa Vejen saa jeg en Flok S k o v s p u r v e, enkelte T o p lærker, Bomlærker og Bogfinker optaget af at fi nde Føde paa Vejene. Ved Indgangen til Skoven stod nogle Tidselplanter, der paa Afstand syntes at staa med levende Blomster. Ved nærmere Eftersyn viste det sig at være en lille Flok S t i Il i t se r paa 6-8 Stykker, der hurtig forsvandt ind over Mar-

41 37 kerne. Disse fa rverige Fugle har jeg kun en enkelt Gang set i selve Skoven. De er efter mine Iagttagelser udpræget Markfugle og træffes bedst om Efteraaret paa Tidsel- og Burreplan ter. Da jeg gaar ind i Skoven, kommer jeg først forbi en Del Bøgekrat, hvor Skovbunden bliver fuldstændig levende, da jeg nærmer mig. Det er Mængder af K v æ k e r f i n k e r og en Del B o g f i n k e r, der ved min Ankomst hastigt fl yver op i Trækronerne. Efter at have fjernet mig, ser jeg Fuglene paany flyve tilbage til Skovbunden for straks igen at søge efter Føde. Kvækerfinkerne, der tydelig kendes fra Bogfinkerne paa den hvide Bagryg, der tydelig ses, naar Fuglene flyver op, er ret sky. Inde i Skoven høres pludselig Skrig og Larm fra Luften. Det viser sig at være en Flok K r a g e r efter en S p u r v e h ø g, der imidlertid unddrager sig Forfølgelsen ved at slaa ned i en Trækrone. Det skal være ret almindeligt, at Kvækerfinkeflokkene ofte følges af Spurvehøge. Fra Skovvejen gaar jeg nu ind over Skovbunden hen til en lille. Skovmose, ved hvilken der er en Grantykning. Paa lang Afstand har jeg hørt et Par S k o v s k a d e r "skræppe" op. Ved at gaa efter Lyden, naar jeg lige at se Fuglene i Flugt over Trætoppene. Det er min Erfaring, at denne Fugl, der er ret sky, med Forkærlighed opholder sig i Gran tykninger, hvor den plyndrer en Mængde Fuglekongereder. Ved at gaa efter en pibende Lyd i Granerne, opdager jeg et Par F u g l e k o n g e r, ivrigt søgende efter Føde. Morsomt var det at iagttage, at Fuglene, naar de søgte efter Føde under Grangrenene, "stod" med stærkt vibrerende Vinger i Luften med N æ b bet lodret opefter. I Skovmosen saa jeg foruden en Snes G r a a æ n d e r, der fredes her og er næsten tamme, en enkelt R ø r h ø n e. Paa min Vej videre kom jeg igennem Blandingsskov af Eg, El og Bøg med en Del Underbevoksning. Her færdedes en Mængde M u s v i t t e r, B l a a m e j s e r, S u m p m e j s e r og S p æ t m e j s e r, alle i rastløs Faird ivrigt søgende efter Føde i Træerne. Disse 4 Fuglearter traf jeg overalt i Mængde; selvom en Del af dem er ynglende, er den største Part sikkert Gæster nordfra. Medens jeg betragtede Mejsernes livlige Færd, opdagede jeg pludselig oppe paa en Gren en F l a g s p æ t t e. Fra min Barndom har jeg lært, at Flagspætten søgte sin Føde ved at kravle paa langs ad Træstammerne. Denne Fugl søgte efter Føde nøjagtig paa samme Maade som en Mejse ved at dreje sig rundt omkring Stammer og Grene.

42 38 Fra en gammel, mosbegroet Birk flyver 3 smaa graa Fugle ilsomt op og kaster sig ind paa Stammen. Gennem Kikkerten, ser jeg dem tydeligt, det er T r æ l ø b e r e, der søger efter Føde i Mosset. En Flok R i n g d u e r, lettede med et S meld fra Trækronerne, og adskillige Rødhalse og Gærdesmutter saas. Det er en forbavsende kraftig Stemme sidstnævnte Fugl bar i Forhold til sin Størrelse. S o l s o r t e r var der overalt i Mængde. jeg var nu kommen igennem den saakaldte Fribedsskov og gik igennem Mindeparken, hvor der var en Mængde Hyben af vilde Roser. Her opdagede jeg en Flok G r ø n i r i s k e r Stk. - som delikaterede sig med de røde Hyben. Disse smukke grønlige Fugle var meget tillidsfulde, saaledes at jeg fik Lejlighed til at betragte dem paa Meters Afstand. I deres Maade at bevæge sig i Buske paa minder de meget om Stillitser. Fra en Mark i Nærbeden ser jeg et Par S k a d e r flyve op og søge hen til Skoven. jeg fik Lejlighed til at beundre den Elegance, hvormed Fuglene brugte Halen til at styre op og ned i Luften med. Medens jeg saa efter Skaderne forsvandt en brunmeleret Fugl med gulligt N æ b ind i et Buskads. Kikkerten sagde mig, at det var en B j e r g i r i s k. jeg kom atter ind i Skoven og hørte fra nogle Buske en Fuglestemme, jeg ikke kendte. Ved at bevæge mig forsigtigt frem i Nærheden saa jeg en lille Flok D o m p a p p e r, 3 Hanner med pragtfuldt rødt Bryst og Bug og 4 Hunner. jeg saa tydeligt i Kikkerten, at det er rigtigt, at Fuglene under Fourrageringen ikke flytter sig mere end højst nødvendigt, idet de fø rst tager alt, hvad de kan naa til alle Sider, inden de skifter Plads. Paa Hjemvejen saa jeg ikke flere nye Fuglearter, men jeg gik fra Skoven med det Indtryk, at det var Finkerne og Mejserne, der havde præget Skoven. Paa en Vandring igennem Skoven i November er det ogsaa interessant og lærerigt at lægge Mærke til alle de gamle Fuglereder fra Sommeren. Som en ornithologisk Oplevelse skal jeg oplyse, at jeg først i Oktober i Aar paa samme Vandring, havde den Glæde at se en Glente stærkt forfulgt af skrigende Krager. Fuglen fløj ikke særlig højt, saa jeg saa tydelig dens røde Farve og dens stærkt kløftede Hale.

43 39 Mindre Meddelelser. To Sjældenheder i min danske Samling. "anessa urticae L. ab. ichnusoides Selys. Paa en Spadseretur d. 27. juli 1927 saa jeg denne mærkelige Aberration sidde paa en Grøftekant lige uden for min Bolig her i Kaleko ved Faaborg ; jeg hentede mit Net, og Dyret sad heldigvis paa samme Sted, da jeg kom igen. Paa Fotograflet ses de store sammensmeltede sorte Kantpletter tydeligt; disse er omgivet af urlicae's rødgule Farve ; den abnormt tegnede Søm ses ogs w tydeligt. Bagvingerne er helt mørke med et svagt rødgylden t Skær paa den inderste Del. Denne Aberration, der kunstig kan fremkaldes ved Kulde under Puppestadiet, er meget sjælden i Naturen. Lycaena argzzs L. Hermaphrodil. I 1918 opholdt jeg mig en Tid ved Hald i Jylland. - D. 30. juni i Mørkningen var jeg ude at fa nge Miaos og saa da en Del Lycaena w gus L., der havde sat sig til Hvile paa Blomster og Øverst: 1'anessa urlicae ab. iclznusoides Se lys. Nederst: Lycctena argus L. llermaphrodil. Buske ; jeg tog en Del af de sovende Dyr med i Giftglasset, og da jeg næste Morgen rystede Dyrene ud for at lægge dem i Opblødningskassen, blev jeg glad overrasket ved at finde denne Hermaphrodit imellem de andre. Venstre Side er J, højre. Hvad der paa Fotograflet er lyst, er smukt mørkeblaat i Virkeligheden, det mørke er sortebrunt. Som det vil ses, har venstre Vingepar lidt sortebrun, altsaa hunlig Farve, men

44 40 højre Vingepar har ogsaa enkelte blaa Pletter, altsaa hanlig Farve, der ses som lyse Prikker, dette ses tydeligere paa Fotografiet end i Virkeligheden. Begge Afbildninger er naturlig Størrelse. "Rislebæk" pr. Faaborg, d. 2. Novbr C. S. Larsen. En statelig Svamp. I indeværende Efteraar fa ndt jeg en Dag i Skoven Tammebjergene ved Oldrup pr. Hundslund et Eksemplar af den smukke Paryk-Blækhat, Coprin11s comalus (Flor. Dan.) Fv., der havde den fo r en Paddehat anselige Højde 46 cm. Den angives ellers sædvanlig kun i det højeste at blive 16 cm høj. fl. M. Pederse.n. Foreningsmeddelelser. Naturhistot isk Forening iot Sjælland. Ordinær Generalforsamling afholdes i jernbanehotellet i Roskilde Søndag den 12. Maj, Kl. 8 Aften (Kl. 20). Formanden aflægger Beretning, Kassereren fremlægger Regnskabet, og der vælges 2 Styrelsesmedlemmer og l Revisor. Derefter forelægges Planer om Eftersommerens og Efteraarets Ekskursioner. Ekskursion til Bognæs Storskov (eventuelt tillige til B o s e r u p) foretages Søndag den 12. Maj i Forbindelse med Generalforsamlingen. Deltagerne samles paa jernbane.stationen i Roskilde Kl. 9,45 F md.; derefter med Motorbaad til Bognæs (eller eventuelt Fodtur til Boserup og derfra med Baad til Bognæs. :_ Tilmeldelse sker s e n e s t 5. M a j til Førstelærer L. P. Jensen, Højelse pr. Lille Skensved. H v i s Mødetiden om Formiddagen paa Grund af ændrede Togplaner skulde blive forandret, vil dette i saa Fald blive meddelt hver enkelt Deltager pr. Brevkort. E k s k u r s i o n t i l K o n g s ø r e S k o v o g G r e,. i n g e S k o v i Odsherred fo retages Lørdag den 15. og Søndag den 16. juni. Plan for Turen vil fremkomme i 2. Hæfte af "Flora og Fauna".

45 r Jydsk naturvidenskabeligt Selskab l Mathias har til Formaal at virke for et arbejdende naturvidenskabeligt Institut og at støtte det naturhistoriske Museum i Aarhus. Selskabet modtager med Glæde Indme delse af alle naturvidenskabeligt interesserede. Kontingentet er 10 Kr. aarlig, og Indmeldelse sker ved Henvendelse til Lektor MøJfer, Pontoppidansg. 243, Aarhus. ====di * * ' :J'tatm:!}i(todff :JJlujeum i at US i mobt<>g r m b S:a! a(l ør nb lu banf! <S'auna, { fædig iffe ge(t ahninbe(igt fotefommenbe rteq ogfaa.91lofefunb et meget ue{fo'mne. enuenbe{fe ti(.91lufeets feber, ieftoc 'n..91lø{( e t,.:j1!)6otggabe 6, tæret (3. t. (S' i n b a (, iufas t * itfep(abs 8, (onfefter) ehet. iæter E5igfreb nubfen, 'niha "!)en", G:gr. 'mintgersuej ( anffe {S'ug{e og :Patteb!)r).. : : : :.: : Formændene for de fire Provinsforeninger er: Lærer J. Kr. Fin dal, Lukas Kirkeplads 8, Aarhus (Jylland), Lærer L. P. Jensen, Højelse, Lille Skensved (Sjælland), Lærer P. J. Pedersen, Bogense (Fyen) og Lærer L. Kring, Nykøbing F. (Lolland-Falster).

46 Udstopning af Fugle og Pattedyr bedst og billigst. Stort Lager al' zoologiske Præparater til Dekoration og Under visnidgsbrug. - Forlang Tilbud. - Insektnaale, sorle og hvide. Etiketnaale ø Spændenaale. Spændetræ ø Tørveplader. Ketscherringe ø Pincetter. Samleglas ø Præparatglas. Præparerede Insekter. Konservator.J o h s. L a. r s e n St. Torv IO 2 A ARHUS Telf En sj celden Fu gl faar De udstoppet smukkest og bedst i Skandinaviens største Præparationsforretning. Stort og fint Lager af saavel skindlagte som udstoppede Pattedyr og Fugle til videnskabelig Brug. - Leverander til Skoler og Museer i Ind- og Udlandet. - Il!. Prisliste g r a t i s. Konservator Hansen, Herning. Telf r ,. i$lilf'qtw,...,.,.."...,. l Specialforretning: Udstopning og Salg af alle Arter Fugle og mindre Pattedyr. Til Undervisning anbefales mine Smaafugle og Mus i Glaskasser - meget praktiske. Altid meget stort Lager! Bedste Arbejde! Hurtigste Levering! Eftersyn og Reparation af zoologiske Samlinger udføres. _... Forlang illustreret Katalog og Tilbud, naar De skal købe. Konservator Chr. Aaboe Sørensen, Telefon Nr S i l k e bo r g. Vestergade 117. w.w - - 'a" illll 'a'un-...,...-m:-- 'ar R$CiL_.-- -wn.....,."... -, IV"""' l l Alle tidligere Aargange af "Flora og Fauna " kan faas v. Henv. til Lærer S i g f r e d K n u d s e n, Villa "Fyen", Aarhus. Prisen for de forsk. Aargange ligger mellem l,50 Kr. og l 0,00 Kr. Enkelte Hæfter 75 Øre