- Vandelkursus - Farlige hunde!? - DcH s Ungdomslejr

Transkript

1 - Vandelkursus - Farlige hunde!? - DcH s Ungdomslejr DH C BLADET Danmarks civile Hundeførerforening August årgang NR 4

2 Indhold DcH-bladets redaktion Hovedbestyrelsens ansvarshavende John Bermann Mail: Redaktør Maja Hansen Klostervej 53, Tvis, 7500 Holstebro Telefon Mail: Redaktion Jeanette Møller Jørgensen Jeppe Aakjærs Allé 44, 5210 Odense NV Telefon Mail: Gitte Albæk Bielefeldt Bøgeparken 70, 6230 Rødekro Telefon Mail: Jesper Bønnelykke Hestehaven 26, 4291 Ruds Vedby Telefon Mail: Freelance: Lea Thomsen, DcH-Svendborg Ekspedition og oplysning om medlemskab Danmarks civile Hundeførerforenings sekretariat Banevej 9, Hansted, 8700 Horsens Tlf Mail: Vandelkursus 2009 nogle af deltagerne fortæller om en helt igennem vellykket uge på Vandel. (Flere indlæg bringes senere, og allersenest i forbindelse med næste års indbydelse til Vandelkursus). Dansk IPO-træner på udveksling i Polen der er en kæmpeforskel på, hvordan man træner hund i Danmark og i Polen Farlige hunde!? Er kamp- og muskelhunde blevet hundeverdenens syndebukke? Læs hvad adfærdsbehandlerne Irene Jarnved og Hanne Maria Friborg samt hundepsykolog Anders Hallgren har at sige om den sag. DcH Ungdom De unge deltagere fra DcH s Ungdomslejr har skrevet dagbog om deres oplevelser. Der er også et indlæg fra en ung leder. Kvalificering af eftersøgningshunde i kreds 5 Deltagerne er begejstrede for den meget alsidige uddannelse. Kontortid Se på hjemmesiden: Abonnement Ikke-medlemmer, kan abonnere på DcH-bladet ved indbetaling af kr. 125,- på gironummer , mærket Abonnement Annoncer Kontakt DcHs sekretariat Telefon Mail: sekretariatet@dch-danmark.dk Layout og produktion Elbo Grafisk ApS Strevelinsvej 28-32, 7000 Fredericia Telefon DcH-bladet er medlemsblad for Danmarks civile Hundeførerforening. Bladet udkommer medio februar, april, juni, august, oktober og december. Kontrolleret af FMK DF Kontrolleret oplag i perioden 1. juli juni 2008 Deadline for stof til blad nr. 5/2009 er 5. september 2009 Læs også: side 4-7: DcH Stafetten side 20-21: Indbydelse til DcH s DM 2009 i Vejen side 26: Boganmeldelser side 27: Medlemmernes side side 28: Indbydelse til foredrag af Irene Jarnved side 28-30: Info-siderne side 32: Prøvekørsel af GPS-tracker til hunde Forsidebilledet Liselotte Nielsen, som har skrevet DcH Stafetten denne gang, træner ivrigt og flittigt med sin nye hund, Thilde en dejlig schæfertæve fra februar Her foregår træningen på stranden, og der er vist ingen tvivl om, at Thilde er en dygtig og opmærksom elev. (Fotoet er fra maj/juni måned og leveret af Liselotte Nielsen). 2 ISSN-nummer

3 "Side 3" Af HANS TONSBORG, forretningsfører Ekstra hovedbestyrelsesmøde: Der sker meget i denne tid i DcH, heldigvis ja, faktisk er der lige nu så mange tiltag, nye ideer og spændende arrangementer, at det var nødvendigt for hovedbestyrelsen på mødet den 28. juni at finde en dato for afholdelse af et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde. Dette for at sikre at alle sager bliver grundigt behandlet, og at der bliver brugt den fornødne tid til hvert enkelt punkt. Det var absolut ikke nemt at finde en dato, men det lykkedes bl.a. via stor fleksibilitet blandt hovedbestyrelsesmedlemmerne, der som alle andre, gerne ville afholde deres planlagte ferie. Der blev ændret arbejdsplaner, mens andre accepterede at bruge en feriedag på mødet, og til sidst lykkedes det at få arrangeret det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde til afholdelse den 9. august. Mødet bliver afholdt med deltagelse af alle hovedbestyrelsesmedlemmer, og når du læser dette DcH Blad, er der allerede et referat på vej ud til din lokalforeningsformand. Muskel/kamphunde: Debatten raser stadig. På det område har sommeren ikke været agurketid, desværre kan man vel sige, da det er en konsekvens af stadig flere uheldige episoder. I Udvalget om hunde (nedsat af Justitsministeriet) afholdt vi lige før sommerferien vores andet møde, et møde hvor vi havde indkaldt ekspertviden til at forsøge en belysning af muligheden for en helt præcis kategorisering af de racer, der kan være problemer med. Det er efter dette møde helt tydeligt, at en sådan racebestemmelse kan være endog meget besværlig, måske umulig, hvilket kan gøre det svært at opretholde et eventuelt forbud mod bestemte racer, eller blandinger deraf. Det er klart, at det vil være et godt signal for politikerne at kunne sige, at de nu har gjort noget, bl.a. med et forbud mod visse racer, men hvad hjælper det, hvis forbuddet rent praktisk er umuligt at håndhæve? Det kan godt være, at vi ender med et sådan forbud, men jeg kan ikke acceptere, at det skal stå alene. Der skal klart foranstaltninger til, der gør, at de hundeejere, der anskaffer sig hunde som en form for et våben eller et statussymbol, uden respekt for hundene, den danske lovgivning og de øvrige borgere i landet, helt klart opfører sig således, at alle andre kan være i nærheden uden at være bange. Der skal være nul tolerance, bl.a. med væsentlig højere bøder, som klart tilkendegiver, at vi ikke vil acceptere ulovlige hunde, eller ulovlige forhold, involverende hunde i Danmark. Det nytter simpelthen ikke, at politiet ikke har de beføjelser, der skal til for at opretholde loven, lige som det ikke er acceptabelt, at det kan betale sig at handle med hunde under lyssky forhold. Lige inden sidste møde fik udvalget af Justitsminister Brian Mikkelsen tillige den opgave, bl.a. pga. den ophedede debat, at der inden årets udgang skal være en delbetænkning klar. En delbetænkning, der skal bruges af politikerne, så der hurtigere kan Forretningsfører Hans Tonsborg behandles eventuelle lovforslag på dette specifikke område. Denne opgave påtager vi os selvfølgelig, med overholdelse af den stillede deadline. Nye hundeejere/dch medlemmer: Sommeren er nu på held, og træningen er i fuld gang landet rundt. Det betyder også, at der helt aktuelt er kommet nye hundeejere i din klub. Det kan være, det er deres første hund, eller at det er første gang de stifter bekendtskab med DcH. Tag godt imod dem, to- som firbenede; det er ikke altid lige nemt at komme i en ny klub, under nye forhold, med masser af mennesker, der ved hvordan det hele fungerer i klubben, når man samtidig vil gøre det allerbedste for ens nye hvalp. Lad dem mærke, at de er velkomne, at de har valgt helt rigtigt i valget af DcH som den klub, der skal gøre dem dygtigere i det at være hundeejer. Føler de den varme, og føler de at de er velkomne, er der stor mulighed for at de får lyst til at fortsætte i klubben efter hvalpeholdene - og måske endda foruden at træne egen hund, også tør prøve kræfter som trænerføl, hjælper i klubhuset eller lign. DcH Besøgshunde: er noget der pusler i krogene. Der skrives og tales meget om besøgshunde, der skal besøge ældre på plejehjem, alderdomshjem o. lign., og som en helt naturlig konsekvens af dette, har hovedbestyrelsen besluttet, at det skal undersøges om også det kan være en spændende DcH aktivitet, et tilbud til de ældre borgere, deres pårørende samt selvfølgelig personalet i de nævnte bosteder, hvor hundene kommer på besøg til de ældres store fornøjelse og glæde. Hovedbestyrelsen har derfor besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der nu er i fuld gang (første møde blev afholdt den 2. august) med at undersøge muligheden for DcH i denne forbindelse. Et arbejde vi helt sikkert kommer til at høre mere til i fremtiden. Bygge & Anlægsfond i DcH: Det blev på landsmødet i marts besluttet, med stort flertal, at der skal etableres en Bygge- og Anlægsfond i DcH. En fond der skal gøre det mere tilgængeligt for alle lokalforeninger at søge midler til forbedringer o. lign. Rammerne for fondens virke er nu bearbejdet i hovedbestyrelsen, og også her er der nedsat en arbejdsgruppe til bearbejdning af det videre forløb. Første møde i denne arbejdsgruppe afholdes den 29. august. 3

4 DcH Stafetten AF LISELOTTE NIELSEN Mit navn er Liselotte Nielsen og jeg bruger det meste af min fritid i DCH Hjørring. Jeg vil sige Claus tak fordi han mener, jeg har noget at fortælle og derfor videregav DcH Stafetten til mig. Vi har deltaget i mange sporhundeprøver sammen. Det er en helt speciel sport at gå sporhundeprøver. Man kører langt og der er kun én øvelse, der skal gennemføres. Så det meste af dagen går med hyggesnak og følgen med i de andres spor og så naturligvis få styr på nerverne, inden man skal op. Og går hunden af sporet, så er det Stop og mange km hjem igen. Der er kun én chance. Schjila og Dusty mine øve -hunde Jeg fik min første hund Schjila i 1983, en dejlig blanding af schæfer og collie. Vi hørte, at der var hundetræning, så vi startede på hvalpehold i Nivå sammen med min veninde Kirsten, der havde fået en kuldbror. Så var interessen vakt, for man kunne jo lære sådan et dyr noget. Et par år efter blev jeg tilbudt endnu en hund, schæfer/hønsehund, med samme far som Schjila, så hende tog jeg også. Schjila havde et utroligt godt væsen, var meget driftig, selvstændig og samtidig en meget social hund overfor alt og alle. Dusty derimod var nervøs og udfarende og 100 % afhængig af mig. Så der var masser af udfordringer i de to. De har været udsat for mangt og meget træningsmæssigt, både på den hårde og på den gode måde. Dengang blev hundene ikke spurgt om de havde lyst, og en dækøvelse lærte man hurtigst, hvis man trådte på snoren samtidig med kommandoen osv. Men jeg lærte enormt meget af det. DcH Nivå var en lille klub og der kom ikke så meget nyt udefra, for det var gamle hundefolk der styrede slagets gang, og nye træningsmetoder var ikke altid velkomne. Men så var der et par gamle damer, der kom hjem fra et Vandelkursus og gik og kastede bold lidt i det skjulte. Hundene var vilde med det, men styrbare blev de ikke. Så året efter drog Kirsten og jeg af sted med vores langhårede schæfere. Og her åbnede sig en helt ny verden for os. Her var en masse dygtige instruktører fra Hjørring: Ole Moselund, Jan Birk, Finn Jørgensen og Allan Iversen, der var nogle af de første på landsplan, der arbejdede ud fra de nye principper. Det gik ud på, at man arbejdede mere ud fra hver enkelt hund og mere på hundens præmisser og man læste hundene. Man belønnede med bold eller bidepølle og ikke blot med en tør kiks eller et dygtig. Man gik DAP-spor med pølser i Dapperne, og hundene elskede de nye udfordringer. Det blev også lige pludseligt meget sjovere at gå med hund. En uge var dog ikke nok til at lære færdigt, så bolden blev nok ikke helt brugt rigtigt. Vi fik nogle dejlige glade hunde, men kom i den grad til at mangle lydigheden. Vi var ikke helt klar over, at når driften blev fordoblet, ja så skulle lydigheden jo gerne følge med. I 1988 flyttede jeg til Hirtshals til Finn Jørgensen, som også havde et par schæfere. Det gik ikke med Dusty, så hende måtte jeg af med efter at hun umotiveret begyndte at angribe de andre hunde. Sammen med Finn, der var ivrig IPO-mand, blev der trænet igennem. Vi fik sat skik på Schjilas eftersøgning med en masse lydighed. Hvor hun før kunne gennemføre en eftersøgning i tre udslag begyndte hun nu at se og lytte efter, hvad jeg sagde til hende Og hendes spor, hvor hun før var fløjet igennem på få sekunder, blev nu helt fornuftigt. Men hvor skulle man vide fra, at man godt måtte forlange noget på sporet, når alle altid havde sagt, at dette var en lyst-øvelse! Schjila nåede at blive nordjysk mester i A-klassen og klubmester i E. Der var mange ting, der skulle pudses af, men med dygtig vejledning og en driftig hund lod det sig gøre. Jassi en rigtig hund med stamtavle Da Schjila ikke kunne træne mere i 1993, skulle der en ny til. Det blev så Jassi, en schæfertæve (med papirer) efter en brugshundelinje. Jeg havde erfaret, at hvis man ville videre end DcH (SPH/IPO/Nordisk), ja så skulle der være papirer på hunden. Og det var jo dumt at starte med at lukke nogle døre. Jassi var en lærenem, arbejdsivrig og stabil tæve. Da gamle Schjila begyndte at have svært ved at gå, tog jeg samtidig Jassi med for at få begge røntgenundersøgt hos dyrlægen. Schjila havde elendige hofter og var slidt op, men Jassi havde jeg overhovedet ingen mistanke til. Jeg ville bare gerne have en HD status på hende. Desværre havde hun D-hofter og dårlig ryg. Men med hjælp fra guld- og rygoperation, holdt hun alligevel til hun blev 14 år gammel. Jeg startede med DcH-programmet, hvor hun vandt alt i B- klassen, lavede max point til en konkurrence og vandt DM i B. Hun var en utrolig stabil hund, der arbejdede villigt, på trods af en meget temperamentsfuld hundefører! Jeg kunne være fuldstændig urimelig og alligevel bar hun ikke nag. Når hun blev korrigeret huskede hun det. Så en nem hund at arbejde med. Til DM i A-klassen faldt hun fysisk fra hinanden. Hun ville ikke sidde i nogen øvelser, ikke over springet og løb uvilligt. Så det blev kun til en 6. plads. Og E magtede hun ikke fysisk. Derimod blev hun kredsmester i både B og A, hvilket viser noget om hendes stabilitet i konkurrencerne. Hun kunne tåle at drage af sted til konkurrencer to dage i træk og alligevel opnå top-resultater. 4

5 Nå, men så måtte vi finde på noget andet, for bruges skulle hun. Så vi begyndte at gå til Sporhundeprøver og Nordisk spor. Hun vandt DM i spor i de Nordiske discipliner i 1998 og 1999 og var deltager på det danske landshold i Finland i 1998, hvor hun blev nr. 5 og i Sverige i 1999, hvor hun blev nr. 4. En noget træls placering, da hun lå som vinder indtil hun skulle i feltsøg. Her skulle hun blot have bestået med et 5-tal. Hun løb rundt i feltet, men fandt ingenting, så der røg det mesterskab. I 1999 blev hun også nr. 3 til DKK s FCI sporhunde DM (de to første kom med til VM øv). Aki min første hanhund og meget selvstændig Det var ikke meningen, jeg skulle have ny hund før Jassi var væk. Men ak. Finn havde slæbt en dejlig driftig schæferhan til huse. Købt af en fyr på Fyn, der ikke kunne styre ham. Lige en udfordring for Finn. To år gammel. Vi fik tjekket hofter og albuer på ham, og de var fine, men vi tænkte ikke på ryggen. Så han holdt ikke længe i IPO, og da han var en del af hjemmet, så overtog jeg ham til DcH, som han da nok skulle kunne klare. Det er nok den største udfordring, jeg har haft med hund. Han accepterede ikke andre hunde, hylede og gøede i bilen, og tog ikke et nej for et nej. Hjemme var han fin, han elskede alle mennesker og kunne ikke drømme om at gø, når nogen gik ind i huset. Men han var typen, der hellere tog en ordentlig røv - fuld og oplevelsen, frem for at høre efter, hvad der blev sagt første gang. En hund med mange udfordringer, men en dejlig arbejdsivrig hund, der var stabil i sine øvelser. Han krævede en konstant konsekvent hånd og tålte ikke, at man slækkede på noget. Efter to konkurrencer i B var han i A-klassen og her kvalificerede han sig til DM. Men noget gik helt galt og vi blev stoppet efter en ellers meget flot udført eftersøgning. Aki tog fejl af figurantens arm og en bidepølle. Figuranten lå i en oil-skindsjakke gemt under noget kvas, og da jeg kom ud for at hente Aki, holdt han stadig et fuldt fast greb og prøvede at rykke armen af figuranten. Han var ikke i tvivl om, at det han gjorde var rigtigt og slap først, da jeg nåede ud til ham. Herefter var der en masse godkendelser han skulle igennem for at få lov til at stille op igen, så efter meget og lang træning valgte vi at opgive. Vi slog så over på Nordisk spor (same presidure as last year/ time). Han vandt DM i Nordisk spor i 2002, så jeg var sikker på, at her lå hans fremtid. Men efter at vi havde gået vild i Holstebro storskov (Klosterheden, red.) i mange lange og kolde timer (gik af på et blodspor) og Tversted Plantage (der var et stort orienteringsløb samme dag) havde jeg ikke lyst mere. Han manglede den stabilitet på sporet, som Jassi havde haft. Så blev det Sporhundespor (SPH) og det var hans stærke side. Han vandt DcH s sporhunde DM tre år i træk fra 2004 og sluttede med DKK s sporhunde DM i oktober 2008 med et meget flot spor den ene dag og 95 Thilde og Liselotte Nielsen bruger også stranden til leg og træning. Fotoet er taget i juni måned. 5

6 Fotoet er fra 2004, hvor Liselotte Nielsen og Aki vandt DcH s sporhunde DM. point. I julen blev han pludselig meget dårlig og en røntgenundersøgelse viste en meget gigtplaget skulder, så han fik lov til at sove ind. Thilde Så var gode råd dyre. Da jeg i 2004 flyttede til Hjørring havde jeg to hunde med mig, og nu stod jeg pludselig tilbage med to katte og ingen hunde. Det kom mig for øre, at der skulle ligge et godt kuld på Kennel Hedegård. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ikke skulle have hanhund igen aldrig mere. De der magtkampe og evigt prøven kræfter har jeg ikke energi til. Jeg var heldig at få en dejlig tæve, Thilde, så nu er her liv i huset igen. Thilde er fra februar, så endnu bare en hvalp, og hun har meget at lære endnu. Hun er meget lærenem hvad træning angår, så det er spændende, hvad jeg kan få ud af hende. Det kniber mere på hjemmefronten, hvor hun bader i havedammen, graver huller, jagter kattene, spiser alt og terroriserer gæsterne med at bide i bukser, hænder og næser. Mit hverv i DcH Jeg er af den overbevisning at vil man nyde i en klub, må man også yde. Klubberne består kun, fordi der er en masse dejlige frivillige mennesker, der yder et stykke arbejde for at få det hele til at fungere. Så for mig er det en selvfølge, at man giver en hjælpende hånd med. Man skal blot huske, at så længe man ikke hører noget, er det OK arbejde man laver. Vi er alle for dårlige til at rose. Men hvis der er nogen, der er utilfredse med noget, ja så kommer det hurtigt frem. Kan man ikke tåle dette, så er klubarbejde ikke sagen. I Nivå blev jeg hurtigt træner. Uddannet på en weekend, hvor vi var en flok, der skulle dirigere rundt med gamle trænere og så lidt teori. Herudover kom jeg i bestyrelsen og var med til at arrangere fester og fidus-konkurrencer, hvor vi sejlede på tømmerflåde og andet pjat med hundene. Da jeg kom til Hjørring, var jeg jo træner og fik hurtigt et hold. Jeg har haft alle klasser og må nok erkende, at jeg fungerer bedst sammen med konkurrencehundeførere (nok fordi jeg selv er konkurrencemenneske). Jeg har haft hvalpehold, men det går for langsomt syntes jeg. Og tænk jeg kunne ikke engang få det sidste hold med ind i klubhuset til kaffe, hundene frøs og kunne ikke sidde alene i bilerne (det var vinter og s koldt). Så hatten af for alle de trænere, der har tålmodighed til de nye hunde og hundeførere. Jeg har som gammel træner stadig de dage, hvor man syntes ingenting fungerer på holdet, men det opvejes helt af alle de ting, man får til at fungere. Jeg har haft mange hold med DM deltagere og det er da bare fedt, når ens hundeførere kommer så langt eller kommer hjem med præmier eller oprykninger, eller man bare får noget, der er gået i hårknude, til at fungere. Udover at være træner har jeg holdt en masse kurser på lands-, kreds- og lokalplan. Og her er spor nok det, jeg bedst kan lide at undervise i. Jeg elsker at finde problemer og prøve at løse dem. Og lytter gerne til andres forslag. (At lytte og rose er en force, når man har med mennesker at gøre. Så kan man efterfølgende forlange lidt mere). Og så nyder jeg samværet med andre mennesker, uanset alder og titler. For når vi går med hund er alle sammen for det samme. Jeg har været med i bestyrelsen ad flere omgange, og det er 6

7 spændende at være med til at have indflydelse på, hvad der sker i klubben. Det gamle Vandelkursus, der kørte i mange, mange år, har jeg også deltaget i. Først som hundefører, siden som instruktør og sidst som medlem af ledergruppen sammen med Egon og Nete Jensen samt Allan Iversen. En genial opfindelse. Her har jeg lært hundeførere fra hele landet at kende, og der bliver udvekslet træningsmåder. Utroligt inspirerende. Og så en hel uge, hvor man arbejder med hunde hver dag, der ses virkelig resultater. I mine 25 år i DcH har jeg haft utrolig mange oplevelser med de firbenede. Jeg har været med som ledsager til mange DM er i Schæferhundeklubben med Finns hunde, og VM i Schæferhundeklubben i Belgien og i Østrig med vores hanhund Gallus. Udover mine egne konkurrencemæssige oplevelser har vi også været på mange private eftersøgningsopgaver. Lige fra søgning efter høreapparat til søgning efter mennesker. Her var den største oplevelse nok, da vi eftersøgte en senil mand. Der blev arrangeret privat eftersøgning ned over markerne og vi har nok været omkring 100 hundefolk fra forskellige foreninger, og vi fandt ham! Han lå ligeså pænt i et sprøjtespor og så ud som om han sov. Det var desværre for sent, men for familien var det en lettelse, at han blev fundet. Træningsprincipper Der er ikke nogen tvivl om, at der i årenes løb er sket en enorm ændring i det at træne hund. Vi er blevet bedre til at læse hundene og arbejde ud fra det materiale vi står med. Træneruddannelsen er blevet bedre, lagt ud på kredsplan, så også de små klubber får glæde af den megen nye viden. Jeg kan dog blive lidt bekymret over den lidt for pædagogiske linje, der efter min mening er lagt: Tror nogen gange det er sværere at opdrage hund end børn. Jeg mener stadig, at når en hund har indlært en øvelse og den sidder fast, så må og skal den gøre det, der bliver forlangt, ellers falder der brænde ned. Jeg har aldrig set en hund, der har mistet hovedet og jeg mener, at et ryk i linen kan være nødvendigt en gang imellem. Jeg arbejder meget med nøjagtighed og træner meget gerne de forskellige momenter hver for sig. Det giver en stærk hund. Jeg er aldrig tilfreds, der er altid noget, der kan blive bedre. Det skærper også hundens koncentration, at der hele tiden forlanges noget mere. Mange hunde falder i søvn i øvelserne, fordi hundeføreren stiller sig tilfreds. For mig er hunden et medlem af familien, og jeg arbejder ud fra det, jeg har. Men samtidig må jeg indrømme, at jeg har hund for at træne med den (arbejdsredskab), og køber også hund derefter. Jeg har de sidste år nægtet at bruge klikker eller hjælpe med det, idet jeg mente, at et dygtig var lige så godt, og derfor ikke har gjort en masse for at lære noget om det. En veninde forærede mig en bog om klikkertræning, da jeg fik min nye hvalp og jeg må indrømme, at den fungerer over al forventning. Så den kamel må jeg sluge. Sådan en hundehvalp fatter lynhurtigt meningen med en øvelse ved hjælp af klikkeren, og det er sjovt. Det giver ikke hurtighed, men nøjagtighed og en enorm kontakt mellem hund og fører. Hurtigheden skal nok komme, når øvelserne sidder der, og så kan klikkeren gemmes væk. Man har et standpunkt til man tager et nyt. (Den kan altid komme frem igen). Thilde kunne allerede apportere som tre måneders hvalp, ingen tyg, og sidde pænt foran og aflevere. Bare indlært i køkkenet med klikker - fem min. træning hver morgen. Og hun elsker det. Fantastisk! Jeg kan allerede nu se, at tempoet kommer op eftersom hun bliver mere sikker på det, der forlanges. Men hun er ikke ældre, end at bare en fugl eller en duft kan forstyrre og hun glemmer, hvad hun ved. Så er det bare om igen, når kontakten er der igen. Men jeg er sikker på, jeg går nogle spændende år i møde med Thilde, hvor vi sikkert vil tage vores slåskampe, både herhjemme, men ikke mindst på træningspladsen. Men for det meste nyde træningen og samværet med andre hunde og mennesker. Stafetten videre Jeg giver stafetten videre til Annette Lunau. Jeg har kendt Annette i mange år og synes hun er en fantastisk hundefører. Hun har temperament ligesom jeg har, men forstår at have/lave arbejdsivrige glade og driftige hunde. Hun har opnået mange store resultater med sine hunde og hun ved, at man ikke kommer sovende til det. Liselotte Nielsen er i fuld gang med at træne Thilde op til en ny super sporhund! 7

8 Vandel kursus Igen i år har der været afholdt Vandelkursus. Kurset er tænkt som et tilbud til DcH-hundeførere, som ønsker at komme endnu længere i træningen af deres hund. Kurset foregår med udgangspunkt i Vandel Efterskole og den dejlige natur omkring Vandel. Kurset blev første gang afholdt i 1964, og har i grove træk været gennemført lige siden. DcH Bladet har modtaget et par postkort fra kurset, som Jesper Bønnelykke har sammenskrevet: Klikkerholdet AF Lone B. Kristensen, Odder DcH Endelig oprandt uge 28 og mange uger i spændt forventning om en hel lang uge med fokus på egen træning og ny viden om arbejdet med klikkeren blev udløst. Det skulle vise sig at blive en helt fantastisk uge! Alle 10 ekvipager kom selvfølgelig med forskellige udgangspunkter og forventninger. Allerede på førstedagen viste vores træner tegn på, at hun havde tænkt sig at rumme os alle. Super. Ugen var tilrettelagt med indlæring af mekaniske færdigheder og teori til en begyndelse, for at gå videre med stuedressuren og samarbejdsøvelser efterfulgt af de resterende konkurrenceøvelser sidst i forløbet. En stor cadeaus skal gå til Helle Kristensen. Nogle af os har til daglig problemer med at rumme ekvipager i 1½ time. Helle magtede en hel uge at veksle naturligt mellem teori, pauser, træning, gode historier, personlig hunderådgivning og small-talk. Jeg tror ikke, at én af os gik fra kurset uden at have fået professionel hjælp til netop vores specifikke hundeudfordringer. Det er altså sejt gået. Et billede på Helles ufatteligt store skuffe med ideer og forslag opleves tydeligst, når et problem opstår og Helle udbryder: Og hvad vil I så foreslå?. I rundkreds står10 rimeligt kompetente hundemennesker og svarer: Øh ja, bob øh, hvad med...? Et knips og Helle kommer lynhurtigt op med 6-7 supergode og effektive ideer. Så føler man sig lidt dum-agtig-altså! En ting er sikkert: Hvis man ikke lærte noget, så kan pilen kun pege én vej! Som et lille kuriosum skal Helles helt private trailer have et ord med på vejen Den er fyldt med alt fra duftdåser, til Helle Kristensen (Foto: Lone B. Kristensen) markeringspinde, spande, punge, kasser, targetplader, mobiltelefoner, sammenklappelige springbrætter og mange andre træningsgodter. You name it, she has got it! At hundene kunne blive klikker-trætte og skulle have pauser, blev vi advaret om, men at en hyggelig omgang Banko skulle blive til et uoverstigeligt Mount Everest for en sædvanligvis yderst aktiv deltager i 3. halvleg, kom som en overraskelse. Sorry Skat, som Helle ville sige, - Mor var træt. Jeg tør godt, på hele holdets vegne, sige tak til ledelse, arrangører, trænere og alle andre frivillige hjælpere for en forunderlig, vidunderlig, fantastisk uge. Knus til alle holddeltagere, - det var en fornøjelse at arbejde og være sammen med jer. Vi er et par stykker, der ikke bare håber, men ligefrem forventer, at der bliver oprettet et Øvet Klikkerhold til næste år! Vi skal arbejde videre og have korrigeret alle de fejl, vi har gået og lavet i årets løb. På gensyn i 2010! 8

9 IPO-holdet AF Pia Andersen Endnu en skøn uge på Vandel er forbi og som altid er det en uge med oplevelser, nye bekendtskaber, og ikke mindst en lærerig hundetræning. Min mand og jeg har deltaget på Vandelkurset en del gange og hver gang har det været en spændende oplevelse, som man gerne vender tilbage til. I år deltog vi på IPO-holdet, og her mødte vi syv andre veloplagte deltagere med hunde i alderen fra fem måneder til seks år og en suveræn instruktør, Allan Maindal, med en figurant lærling, som også var en af deltagerne på holdet. Det er altid spændende, hvordan holdene er skruet sammen og hvordan kemien passer, og her kan jeg roligt sige, at vi svingede bare sammen og fra første dag var der stemning, jokes og humør mellem os, og det gør træningen suveræn. Vi var et blandet hold med hensyn til erfaring og dybere kendskab til IPO, så her fik vi megen hjælp af hinanden, idet mange spørgsmål blev stillet og svarene havde vi alle glæde af. I IPO har man ofte én hund på banen ad gangen, og der havde vores instruktør besluttet, at vi kom på banen i den rækkefølge, vi stod i programmet og det gjorde, at vi hele tiden var parate og ikke brugte tid på at finde ud af, hvem der skulle være på. En rigtig god ide. Dagene forløb med en blanding af sporarbejde, lydighed og gruppe C arbejde (bidearbejde). Samt kaffedrikning og fortæring af Risen chokoladekarameller. I sporarbejdet lægges der stor vægt på, at hundene går ROLIGT- MED DYB NÆSE OG KONCENTRERET, hvilket alle fik lært til sidst. (Instruktøren skulle jo kunne følge med i bare tæer og slippers) I lydighed bliver der lagt vægt på, at hunden følger sin fører opmærksomt, viser glæde og ivrighed og ikke lader sig forstyrre af noget som helst. Og så skal der være tempo på i alle øvelser, både ud og hjem. (Sådan hvor svært kan det være?). Det krævede godt nok noget arbejde for nogen af os. Gruppe C bidearbejdet Axon har et fast greb i ærmet. (Foto: Pia Andersen) Der skal være ro og opmærksomhed fra hunden, inden den skal bide og biddet skal være fast og dybt og så skal hunden slippe, når der bliver sagt slip. Det lyder måske nemt, men det kræver godt nok nogen disciplin og lydighed, hvilket der blev arbejdet med, og vi så hvordan det ser ud, når det virker og hvordan der arbejdes med at få det til at virke. Spændende! Vi fik også en oplevelse, som var lidt af en præstation, idet vores instruktør svingede holdets hest, en mega stor schæfer-han på 16 måneder, rundt i luften, så alle fire ben lettede fra jorden. - Puh ha, det var tungt arbejde. I gruppe C kom vores meget kvikke og aktive figurant lærling, Thomas, i arbejde og han klarede træning af bidearbejde flot. I øvrigt løb han fra vores og en anden instruktør på en morgentur, hvilket ophøjede ham til figurant assistent - godt løbet! Ud over megen seriøs træning var der også tid til hyggeligt samvær, sjove aktiviteter, foredrag og meget andet, så - ja en skøn uge, der varmt kan anbefales til alle hundeførere, og vejret! - skide godt til hundetræning. En hjertelig tak til alle på IPO holdet for et dejligt bekendtskab og et skønt sammenhold. Og sidst men ikke mindst, en STOR tak til arrangørerne af Vandelkurset, som laver et kæmpe stykke arbejde. 9

10 Hold A1 AF Berit Hammer Hvem er ny på Vandel i år?... Tænkte, at nu skulle jeg være den første til en øvelse, den dag vi stod ude i skoven og Brian kastede sit spørgsmål ud. Det skulle jeg så ikke, men i stedet fik jeg fornøjelsen af at skrive dette indlæg. Hold A1 blev hurtigt rystet sammen. Vi var de små. De store hed A2 og var mere erfarne. Vi opdagede, at vi besad store evner til at lade andre komme til. Fx da vi lod Elite-holdet vinde over os i den store konkurrence. Ja, vi lod faktisk alle de andre vinde også... Gummistøvle-kast var ellers en skøn oplevelse. Tænk at få lov til at stå og skabe sig sådan i min alder! Er nu glad for, at der ikke var andre end hundefolkene, der så på. Vores hold var meget homogent i forhold til hvad hundene kunne. Godt sat sammen! Fra første dag oplyste Brian os om, at vi skulle give kvaje-bajer hvis vi kvajede os. Vi var vist meget dygtige til at opføre os ordentligt, for vi fik aldrig en eneste. ØV! Vi kørte hjemmefra præcis kl i en lang række af biler ud til arealerne. Vejret var med os ja, måske ikke lige den dag, hvor regnen stod ned i stænger og sporene nærmest regnede væk. Men ellers var vejret OK. I dagene der gik, brugte vi vores energi på at træne eftersøgning, eftersøgning og eftersøgning. Det var en fornøjelse at have mulighed for gennem ugen at få hundene opbygget til at kunne ræse gennem skoven i snorlige linjer, vende på fløjt for så at komme hjem til en lille belønning og derefter igen ud. En meget vellykket øvelse, som Brian lærte os ved hjælp af trækkere. Der arbejdes med hundens drift på hold A. (Foto: Berit Hammer) Ja, der blev også plads til Den døde, felt, spor og lydighed. Når vi ikke trænede hunde, var der mulighed for at handle i Biksen. Jeg fik købt en masse jeg havde brug for og måske også lidt, jeg ikke havde så meget brug for. Det var skønt. Det har været en fornøjelse at have en uge til rådig til at dyrke sig selv og sin hobby. Masser af hundesnak, hyggelige mennesker, socialt samvær og tænk engang, at få maden serveret i en hel uge. Bare det, at kunne tage for sig af retterne for derefter at lade opvasken gå ud i køkkenet. Jo, livet var skønt i den uge. En stor tak til alle som har gjort det muligt at afholde Vandel kursus. Det har været en fornøjelse. Tænk en gang for ½ år siden anede jeg ikke, hvad Vandel var. Nu ved jeg, at Vandel gerne skal blive en tradition for mig. Jeg vil glæde mig til igen at være sammen med jer alle sammen. Ny på Vandel AF Jesper Bønnelykke Da jeg i år lod mig overtale af min frue til at deltage i Vandelkurset, spurgte jeg mig selv: Hvad er det egentligt der er så særligt ved Vandel?. Efter nu at have deltaget er jeg i stand til at give et bud på det. Straks man lander i Vandel møder man en særlig stemning. Hvis du tænker tilbage på din skoletid, og hvordan du havde det i kroppen op til en lejrskole, så er det den følelse jeg oplevede. Altså en flok unge mennesker som er lidt overstadige, spændte, men mest af alt fyldt med godt humør. Lad det med det samme være slået fast, at kvaliteten på Vandel er i top hele vejen rundt. Arealer, mad, indkvartering og logistikken i det hele taget, er meget god. Lægger man til dette, et hold meget kvalificerede og engagerede instruktører, har man grundlaget for et rigtigt godt kursus. Der er en hel del på Vandel, der er som det plejer. Den slags kan til tider være trættende, men på Vandel virker det som en naturlig forlængelse af mange års kurser. Der er faste rammer, som gør at dagligdagen kommer til at virke, og muntre stunder, som står brændt fast på nethinden efterfølgende. Det har bestemt været en god oplevelse både for sjæl og legeme. Jeg er blevet noget klogere på andre måder at træne hund og hundefører på, og er blevet beriget med nye venskaber på tværs af Danmark. Vivi Gilsager som figurant - her uden morgenkaffe (Foto: Jesper Bønnelykke) 10

11 Fra No Nordisk til Go Nordisk AF Erika Steinbeck, DcH Odder, og Jytte Bie Fabiansson, DcH Kalø Vig Endnu et vandelkursus er vel overstået, og endnu engang har der været gode nye tiltag, bl.a. et temahold Nordisk. Nordisk er hundearbejde på hundens præmisser: Store opgaver og selvstændigt arbejde; hundene vokser med opgaven, og det gør hundeførerne også. Vi var ni heldige hundeførere, som havde valgt og blev optaget på temaholdet Nordisk - med alle disciplinerne, såsom rundering, spor og i mindre omfang lydighed og feltsøg. Der var to trænere på holdet, Birgitte og Thomas Bendtsen, og tak til dem for deres entusiasme, store viden, positive indstilling og fantastiske humør! Alligevel var vi aldrig i tvivl, når de mente, vi kunne gøre tingene bedre! Begge har stor erfaring med det nordiske program og lagde stor vægt på motivation, lydighed, ros og selvstændighed. Vi var en del af ugen delt op i to hold, nemlig spor og rundering. At have en træner til kun 4-5 hundeførere er ren luksus, og vi fik lært en masse. Vi hundeførere befandt os på vidt forskellige niveauer, men med kun 4-5 hundeførere pr. træner var der god tid til at tage udgangspunkt i hver enkelt ekvipage og arbejde individuelt ud fra deres kunnen. På den måde kunne alle spore fremskridt efter bare et par dage, og alle fik ét eller mange flere guldkorn med hjem fra træningen. Bivirkninger af de anvendte træningsmetoder var bl.a. mindre stress, hunden får større glæde af at arbejde, og vi blev lidt høje. På sporholdet havde vi fokus på netop de elementer, som hver især havde brug for hjælp til. Bl.a. blev der arbejdet med: Opsøg, lægge (fremmed) spor, lære at orientere sig i terrænet uden markeringer, lære at læse sin hund, undgå at styre, lade hunden arbejde selvstændigt, genstandsmotivation, gode afslutninger. Terrænet vi gik i var udfordrende og helt i top; løvskov, granskov, mos og lyng, krat og græs - alt mere eller mindre fremkommeligt vi fik kravlet over og under træstammer, gennem brombærkrat, langs grævlingebo og med afledning fra efterladenskaberne fra Mikkels festmåltid. Også på runderingsholdet var der fokus på opgavens enkelte elementer: Instruktion af figurant, sende hunden af sted, belønning, gø og mere gø, afslutning mm. Citat fra en Vandel 2009 regnvejr ingen hindring. (Foto: Erika Steinbeck) af deltagerne og hun taler nok for hele holdet: Vi rykkede virkeligt fra start til slut! Det er ikke lydighed, vi skal træne, men derimod opgaver med udfordringer det er lige sagen! Jeg fik hunden op i drift, og det var en stor fornøjelse at se, hvordan hun løste opgaverne. Flere af hundene havde i begyndelsen ikke mod til at arbejde selvstændigt, men de blev løftet, og trænerne fik virkelig sat gang i hunde med svag halsgivning. Feltsøg blev øvet et par gange, og stort set alle fik efter ganske få forsøg deres hund ud og hente genstande på 50 m afstand. En enkelt formiddag med lydighed blev det også til og 2 kg apporten, som nogle hunde blev lidt overraskede over, da de samlede den op første gang. Vore hunde var trætte, da vi kom hjem, men der gik ikke mange dage, før de var klar igen. En stor opfordring til arrangørerne: Lad Nordisk vil være fast punkt på vandelkursets dagsorden fremover. Og hvis ikke det er sagt før så et kæmpe tak til de mennesker, som bruger en masse tid på at arrangere en skøn, skøn, skøn uge for os hundeførere! Det er jo ikke kun uge 28, der er tale om; kurset kræver et ganske omfattende forarbejde! Arrangørerne AF Heidi Frölich (pennen ført af Jesper Bønnelykke) Fra holdet bag Vandelkursus skal der lyde en stor tak til såvel deltagere som instruktører. Jeres opbakning om kurset har været stor og den positive stemning fantastisk dejlig. Vi vil se tilbage på Vandelkursus 2009 med glæde. I 2010 påtænker vi blandt andet at oprette et temahold for uddannede trænere og instruktører. Tanken er at relativt unge trænere, med et par års erfaring, gives mulighed for at dygtiggøre sig på Vandelkursus. Vi vil fokusere på den praktiske del, og hvorledes forskellige træningsmetoder og -principper tilpasses den enkelte hund, samt forsøge at inspirere temaholdet, ved at lade dem se forskellige træneres tilgang til træning. På gensyn i

12 Dansk IPO-træner på udveksling i Polen AF GITTE ALBÆK BIELEFELDT IPO træner og figurant Allan Maindal fra DcH Nivå var i november 2008 i Polen og holdt IPO kursus i den polske hovawart klub. Turen var kommet i stand takket være Katharina Gaca fra DcH Aabenraa, som selv har hovawart og er i tæt kontakt med den polske klub og kender mange af medlemmerne. Det var meningen, at Vivi Gilsager også skulle have været med som træner, men da der ikke meldte sig så mange deltagere som forventet, kunne Allan godt klare det selv. En lignende tur til Polen fandt i øvrigt sted for et par år siden. Dengang var det Morten Andersen fra Aabenraa, der var med som figurant og træner. Katharina spurgte mig om jeg havde lyst til at komme med og eventuelt skrive lidt om det i DcH Bladet. Og selvfølgelig havde jeg det! Katharina Gaca fra DcH Aabenraa oversætter Allan Maindals gode råd. (Foto: Gitte Bielefeldt) Vi var indkvarteret på et moderne hotel. Resten af deltagerne boede på Hotel ODR (en slags vandrehjem). Torsdag og fredag aften spiste vi også på Hotel ODR. Hotellet er bygget i den kommunistiske periode og mindede mest af alt om et sygehus i 60 erne. Hygge var der ikke meget af. Ingen billeder på væggen, heller ikke i undervisningslokalet. Spisesalen var gammeldags, kold og kantineagtig med neonlys og personalet iklædt hvide kitler, men maden var rigtig god og meget billig. Kursus på polsk gods Kurset bestod af tre dele: Motivation / samarbejde, figurantarbejde (gruppe C) og sporarbejde. Allan tog sig af de to første emner og på sporet underviste Maria Kuncewicz fra Frankrig. Kurset varede fra torsdag den 5. november lørdag den 7. november Nogle af deltagerne havde været i gang med sportræning hos Maria allerede fra om mandagen. Kurset fandt sted i Kalsk ikke langt fra Zielona Gora i det nordvestlige Polen. Vi trænede på en ridebane ved et kæmpestort gods med 900 malkekøer og et stort hestestutteri. Vi havde også mulighed for at benytte en ridehal til indendørs træning, men den brugte vi kun den første aften. Da Allan jo ikke kan tale Polsk og ikke alle deltagerne kunne forventes at tale engelsk, fungerede Katharina som tolk alle tre dage. Alle forberedelser såsom annoncer, tilmeldinger og kontakt foregik i samarbejde mellem Monika Marczyszyn, som står for uddannelsen i klubben, men halvvejs igennem forberedelserne måtte formanden for den polske Hovawart klub, Dorota Mucha, overtage. Starten på kurset blev lidt kaotisk, fordi Dorota måtte overtage styringen på så sent et tidspunkt. Det var nogle lange, intensive dage. Undervisningen varede fra kl morgen til ca aften, kun afbrudt af spisepauser. Hovawarter Vi ser ikke så mange hovawarter på træningspladserne herhjemme. De er mere almindelige i Polen også som brugshunde. Hovawarten bliver brugt både som familiehund og som en alsidig brugshund (der er specielle brugslinjer). Af natur er den ligevægtig og godmodig, men besidder også forsvars- og kampdrift og en tilpas hårdhed. Desuden er de gode sporhunde. Det er en selvsikker 12

13 Det var hårdt arbejde for Allan Maindal fra DcH Nivå at få nogle af hundene i byttedrift. (Foto: Gitte Albæk Bielefeldt) og robust hund med et godt temperament. Hovawarten er også en god vagthund. Forskelle i træningsmuligheder Langt de fleste hundetræningsmuligheder i Polen er hos private trænere og på private pladser. Kun kennelklubben i Polen er landsdækkende med træning, og de har trods landets størrelse heller ikke særlig mange træningssteder. Træningen foregår derfor som oftest på private lånte eller lejede træningspladser. Den polske kennelklub arrangerer dog landsdækkende konkurrencer i FCI programmer. Foreninger som DcH kender man slet ikke. Træner man IPO programmet i Polen, er det ganske almindeligt, at man lejer en mere eller mindre god privat figurant. Der deltog 15 hovawarter, tre schæfere og en schæferblanding. Hundene var fra syv måneder og opefter. Et par af hundene var toptrænede, andre var begyndere eller havde ikke trænet i længere tid. Niveauet var altså meget forskelligt. Alle deltagerne mente dog, at de trænede efter moderne og positive metoder. Store forskelle i danske og polske træningsmetoder Det mest overraskende var faktisk, at næsten ingen af deltagerne havde lært at arbejde med kontakt og motivation. Et par af hundene kunne end ikke finde ud af at lege med deres menneske! Nogle af hundene ville ikke have noget i munden og to var bange for figuranten. Den mest driftsforladte hund af dem alle hed endda Vlad Dracula Den ene schæfer havde, foruden hundeføreren, også egen træner og figurant med. De var kommet for at lære noget! De spurgte meget og var meget motiverede for at lære nyt. Ordentlig belønning havde hundeførerne heller ikke med den første dag. De fleste havde nogle tørre, kedelige gnallinger med i lommen. Så Allan gav dem derfor besked på at købe kylling og pølser, så hundene kunne få en fornuftig løn for deres arbejde. Hundeførerne lærte at lege med deres hunde. (Foto: Gitte Albæk Bielefeldt) Det allerførste Allan tog fat på, var at få hundeførerne til at belønne deres hund for at tage øjenkontakt. Allan går ind for variabel belønning i træningen og hundene, der aldrig havde fået mere end én godbid i belønning, blev helt overvældede af pludselig at få mange for en god arbejdsindsats. En anden stor opgave var at lære hundeførerne at bruge ord korrekt (målbilledtræning). Mange af hundene kunne tydeligvis ikke ordrerne og prøvede desperat at aflæse hundeførerens kropssprog for at gætte, hvad de egentlig mente. På grund af niveauforskellen på holdet blev træningen meget individuel. En enkelt hundefører lærte sågar at klikke helt fra bunden. Allan arbejder med en beundringsværdig ro og det smittede af på hundeførerne. Mange af dem var meget nervøse og stressede den første dag, men Allan formåede at få dem til at arbejde roligt og fornuftigt med deres hunde. Den anden aften blev der holdt teoriaften. Spørgelysten var stor. Der blev især fokuseret på godbidder og brugen af disse, men også byttedrift og figurantarbejde blev diskuteret livligt. Nogle af deltagerne kunne godt tænke sig at komme til Danmark og se IPO arbejde. Det bliver måske arrangeret ved lejlighed. De vil også gerne have danske trænere til Polen igen. 13

14 Farlige hunde!? AF MAJA HANSEN Foto Erik Hansen Debatten går vældigt i medierne for tiden og bestemt ikke uden grund. I den seneste tid (inden for en periode på 1-2 uger) har aviserne endnu engang bragt hændelser om muskelhundes overfald på såvel mennesker som dyr: Dreng skambidt af hunde Gravhund bidt ihjel af muskelhund Kamphund brækkede armen på pige - Bailey (golden retriever) angrebet af kamphund Muskelhunde aflivet Disse angreb af muskel-/kamphunde giver ikke så mærkeligt dønninger i hele landet, og man ser nu også indlæg om, at Kamphunde har ingen adgang i boligselskaber og Rottweilere skræmmer helt boligkvarter. Og alt imens arbejder Justitsministeriets Hundeudvalg, hvor også DcH er repræsenteret, med en delbetænkning, der skal være klar inden udgangen af året, så politikerne kan bruge den i lovgivningsarbejdet omkring en ny hundelov. Derfor var der også stor søgning til et seminar om farlige hunde, som Forlaget Tro-fast havde arrangeret søndag den 17. maj, hvor ca. 100 tilhørere fra hundeverdenen var mødt op for at høre foredragene af to adfærdsbehandlere og hundeinstruktører, Hanne Maria Friborg og Irene Jarnved samt hundepsykolog Anders Hallgren. Foredragene blev krydret med nogle indlæg af adfærdsbehandlerne Isabella Andersen og Nina Amdi Carlsen, som fortalte om erfaringer med deres egne hunde, henholdsvis af racen staffordshire bull terrier og dogo argentino. Kamphunde og muskelhunde, hundeverdenens syndebukke? Adfærdsbehandler og indehaver en hundeskolen Trofast, Hanne Marie Friborg, fortalte, at hendes holdning til muskelhunde havde rykket sig meget, og hun har nu fået et meget mere nuanceret syn på dem. Især efter at hun selv er begyndt at træne hold kun med muskelhunde, hvor det især er muskelhundeejerne, der egentlig har behov for at få at vide, hvad der er, de har anskaffet sig, og hvordan de skal arbejde med dem. Forskellen på kamp- og muskelhunde er, at en kamphund er avlet til kamp med hunde eller andre dyr, hvor en muskelhund er blevet brugt som vogter-, beskytter og vagthund. Kamphunden er ikke avlet på egenskaber, men på evner. Kamphunde er meget, meget modige hunde, som bliver ved med at kæmpe til de har vundet, for at give op er lig med at dø. Der er ingen tvivl om, at muskel- og kamphunde er meget dygtige til det, de er lavet til. Problemet ligger også mere i den person, der står i den anden ende af snoren. Ofte er det de forkerte personer, der køber disse hunde, og de er ikke altid så dygtige til at håndtere dem. Ejerne kan vi ikke ændre på, men vi kan give dem OP- LYSNING. Noget af det, Hanne Maria Friborg giver hundeførerne på sine specielle muskelhold er: Viden om og forståelse for, hvad det er de har mellem hænderne at tage ansvar og IKKE LUKKE DEM UD I HUNDESKOVEN!! For selv om mange ejere af disse hunde typisk siger, at den gør ikke noget, så ved vi jo, at de laver små hunde om til hakkekød, og de fleste hunde er som vi mennesker. Der er nogen vi kan lide, og der er nogen vi ikke bryder os særlig meget om Hundeførerne på Hanne Maria Friborgs muskelhundehold tager træningen alvorligt. De arbejder godt, og de lærer hunden et NEJ, når de passerer andre hunde. Grundstenen i træningen er kontakt/øjenkontakt, så det trænes der rigtig meget på. Hun lærer sine elever, at deres hunde nærmest skal syltes i kærlighed og respekt. Der skal hverken ruskes, hænges eller trækkes i noget, og det duer ikke at blive sur, gal og/eller ophidset. Hanne Maria Friborg synes det er et stort problem, at disse hunde ikke må komme på mange træningspladser. Det er jo netop disse hunde og hundeførere, der har brug for at lære spillereglerne. Det bedste for disse hunde ville være, at de kom på hold med alle mulige andre hunde, for ellers lærer de jo ikke gensidigt at læse hinandens hundesprog. Hvis en muskelhund efter seks måneders alderen ikke har nogle at lege med, så kan de heller ikke fortsat udvikle deres hundesprog; det er en livslang proces. Anders Hallgren, Irene Jarnved og Hanne Maria Friborg 14

15 Hanne Maria Friborg mener ikke, at problemet med kamp- og muskelhunde kan løses ved et forbud. Forbud gør det forbudte mere spændende og der vil i givet fald være andre hunde, der tager over, hvis vi forbyder visse racer. Nye farlige hunderacer. Hvordan takler vi det? Det var temaet for det efterfølgende indlæg, som adfærdsbehandler Irene Jarnved stod for. Irene forudså, at der kunne være nye hunderacer, de vogtende hyrdehunde, på vej til Danmark. Hunde, som kan give langt større problemer og skader, end det vi hidtil har set. Der er endnu kun få registrerede eksemplarer af de vogtende hyrdehunde i Danmark, man Irene har set en tendens på nettet, hvor en pige ved navn Gitte eksempelvis stillede spørgsmål til, hvordan man får fat i en kangal (en tyrkisk hyrdehund). Svaret fra Peter til Gitte var: Jeg kunne også enormt godt tænke mig en kampvogn, men de danske veje er bare ikke bygget til det. Det stiller unægtelig tingene i perspektiv, for de danske hundeejere er heller ikke klar til en kangal. En kangal er en selvstændig arbejdende hyrdehund, der bruges til at beskytte fåre- eller gedeflokke mod rovdyr eller tyveknægte. Den kan blive op til 100 cm og veje op til 90 kg. Allerede som lille hvalp sættes de vogtende hyrdehunde sammen med den flok, de skal vogte. Når den er parat til at arbejde for alvor, bliver den vogter for en flok får eller geder og vel at bemærke går hunden og flokken alene i et ofte svært tilgængeligt terræn. Den er avlet til at passe på flokken og til at dræbe alle indtrængere, og den skelner ikke mellem ven eller fjende, dyr eller menneske. Det uhyggelige er, at den gør det uden en kommando den gør bare det, den er avlet til. Foruden kangalen, består de vogtende hyrderacer af anatolsk hyrdehund, maremma, ovtcharka, tornjak, pyreneerhund og tibetansk mastiff. De har typisk en grå/hvid eller hvid pels og en del af racerne har en uigennemtrængelig pels, som beskytter dem mod fx ulvebid. De går typisk midt i flokken, hvor de både har en bedre oversigt og ikke så godt kan ses udefra, så de kan lade ulvene komme tættere på. Og det er bestemt ikke deres hensigt at skræmme ulve eller andre indtrængende væk, nej, de indtrængende skal uskadeliggøres/tilintetgøres. Hvor de muskel- og kamphunde, vi kender herhjemme, er venlige overfor mennesker, så er de vogtende hyrdehunde ikke venlige overfor fremmede mennesker. Irene Jarnved afsluttede sit indlæg således: Vi kan ikke forvente, at hunden ændrer en nedarvet og selekteret personlighed, blot fordi vi ændrer dens leveforhold. Lad dem blive i deres oprindelige miljø for deres egen og for vores skyld! Hvornår er en hund farlig, og hvem kan vurdere det? Det var overskriften på den svenske hundepsykolog Anders Hallgrens indlæg. Han serverede som sædvanligt sit indlæg meget levende og spækket med eksempler. Anders Hallgren sagde bl.a., at hunde kan bedømmes uretfærdigt som farlige hunde. Han har f. eks. behandlet tusindvis af hunde, men er aldrig blevet bidt af en problemhund. Det er os/mennesket, som er den mest aggressive art på jorden! Anders Hallgren fulgte op på diskussionen om et forbud mod specielle racer ved at spørge, hvem der skulle afgøre, hvilke hunde, der er farlige. Skal det være Politiet, et Dyrepoliti, eller skal det være en adfærdsbehandler? Alle har forskellige indgangsvinkler. Det vigtige er, at finde årsagen til aggressionen, siger Anders Hallgren, der krydrer udtalelsen med et eksempel, hvor en schæferhund gør udfald mod et barn på to år. Det viste sig, at barnet kom løbende i træsko og trådte på hunden, mens den lå og sov. I den tilfælde skal man træne barnet i at omgås hunden. Også Anders Hallgren er enig i at straf af uønsket adfærd ikke giver noget godt resultat. Han kender mange tilfælde, hvor hunde er blevet testet som dårlig mentalitet, men hvor hundene har levet i år bagefter ved målrettet positiv træning. De hyppigste årsager til aggression er: Hård behandling og/eller nedsat funktion af sanserne. Det har vist sig, at nedsat syn, hørelse, smerte og sygdom udgør 90% af alle tilfældene. Anders Hallgrens bud på moderne adfærdsændring er: Analyse af bagvedliggende årsager, udbedring/ændring af årsagerne og etisk træning. Debat Efter indlæggene var der en paneldebat, om hvordan vi i det offentlige rum kan håndtere dette problem, og hvad kan vi gøre for at vi alle er trygge ved at færdes i vores samfund. Deltagerne havde her rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med kommentarer og dele erfaringer og gode råd om kamp- og muskelhunde med andre. Der var en meget livlig debat, hvoraf jeg blot vil uddrage enkelte spørgsmål og svar/kommentarer. Spørgsmål: Jeg har svært ved at læse hundene, hvordan kan jeg undgå konflikter hvad er deres sprog? Svar: Hvis deres intentioner ikke er gode, så holder de op med at vise signaler. Det kan være det første tegn på, at de vil overfalde. Venlige kamphunde har nøjagtigt de samme signaler som andre hunde. Spørgsmål: Skal vi med almindelige hunde holde os fra offentlige steder (parker/hundeskove)? Svar: Gå ind i politik for at påvirke! Der kunne måske komme et oplæg fra muskelhundeejere, så det ikke altid er dem, der skal stå for skud. Kommentarer: Bøger om hunderacer lyver de (muskelhundene) er alle søde og rare. Der står ikke: Vær klar over, at du aldrig vil kunne gå uden snor med den efter kønsmodningen. - Det er dyrt af gå på kursus. Det er ofte unge mennesker, der køber disse hunde (og ofte på rastepladser), hvordan når vi disse hundeejere? Hvorfor anskaffe sig en hund, der er avlet til vildsvinejagt, hvis man ikke er vildsvineavler. Hvorfor en kvægvogterhund, når man ikke er kvægavler? Jeg forstår det ikke! Hvorfor sælger en etableret hundekennel/opdrætter en amstaff til en årig, der ikke kan se konsekvenserne? Irene Jarnvig sagde, at det er forkert at kræve, at trænerne skal tage disse hunde (muskelhunde), når de ikke er trygge ved dem. De bør trænes, men hvorfor lavet man ikke et netværk mellem disse hundeejere, når der er ca muskelhunde i Danmark. Dette budskab blev tilsyneladende opfattet positivt, for der var i hvert fald nogle, som fik hinandens mailadresse. Politisk formand i DcH, John Bermann, tilbød på vegne af Danmarks civile Hundeførerforening, et åbent samarbejde med muskelhundeejere/opdrættere for at få løst problemet med uddannelse og træning bedst muligt. Resultatet af dagens veltilrettelagte og vellykkede seminar var mange konstruktive forslag, mange gode kontakter og så var en del forhåbentligt blevet lidt klogere på området farlige hunde 15