Sorggruppe for efterladte hvilke krav stiller det til gruppelederen?

Transkript

1 Sorggruppe for efterladte hvilke krav stiller det til gruppelederen? Af Brita Jørgensen, Sygeplejerske og sundhedsfaglig supervisor, Det Palliative Team, Århus. At være leder af en sorggruppe for efterladte kræver en særlig faglig viden. Det bekræfter erfaringer med sorggrupper og en undersøgelse fra 2011, hvor en gruppe efterladte deltog i en samtalegruppe i Det Palliative Team, Århus (1). Deltagerne mener, at deltagelse i samtalegruppen har positiv betydning for deres sorgbearbejdning. Men også at det er en forudsætning, at lederen af gruppen skal have en vis teoretisk baggrund for at kunne: skabe struktur og trygge rammer for gruppen skabe genkendelighed, fælles forståelse og samhørighed skabe rum for refleksion og udvikling for den enkelte Udbygning af Det Palliative Teams tilbud til efterladte En vigtig og integreret kerneydelse i Det Palliative Team er at drage omsorg for pårørende til de mere end 300 patienter, vi årligt har kontakt til. Det være sig både under patientens sygdomsforløb og i den pårørendes efterfølgende sorgforløb. Vi skelner mellem efterladte med behov for støttende samtale ved en sygeplejerske og svært belastede efterladte med behov for sorgterapeutisk samtale ved en psykolog, og vi oplever et stort behov for opfølgende samtaler (2). Da vi har erfaret, at det kan være en stor hjælp og støtte for efterladte at tale med Samtalegruppens rammer: Et tilbud for efterladte mellem år, som har mistet en ægtefælle eller samlever inden for de sidste 3 6 måneder og vurderes til at have en ukompliceret sorgreaktion. Afdøde skal have været i kontakt med Det Palliative Team under sygdomsforløbet. Gruppen mødes 2½ time hver 3. uge Man kan max. være med i gruppen i et år, og der kan max. være 10 deltagere. Gruppen ledes af to sygeplejersker fra Det Palliative Team. Begge har mange års erfaring inden for det palliative felt og sundhedsfaglige diplomuddannelser inden for supervision og kommunikation. 1

2 ligesindede, etablerede vi i april 2010 den første sorggruppe for efterladte, der har mistet en ægtefælle. Gruppen var tænkt som et supplement til allerede eksisterende tilbud om individuel opfølgende telefonisk kontakt og i enkelte tilfælde en personlig samtale. Udover henvisning til sorggrupper i andet regi var dette indtil 2010 teamets eneste tilbud til efterladte. Gruppen blev således etableret med henblik på at kvalificere vores tilbud til voksne efterladte. Gruppeledernes rolle er at sikre kvalitet og tryghed for deltagerne Nogle af de efterladte giver udtryk for, at de på forhånd er bekymrede for, at der ikke var ledere af gruppen til at holde den røde tråd og tage hånd om den enkelte. En fortæller, at hun tidligere havde deltaget i en sorggruppe ledet af frivillige, hvor der ikke var en tydelig ledelse, hvilket ikke havde været en god oplevelse (1). Alle er enige i, at det er godt, at gruppen er ledet: Det vander ikke sådan ud i snak og sludder. Deltagerne har en oplevelse af, at der er tid til den enkelte, at der er mulighed for at komme frem med det, der fylder og at lederne samler op på det, der tidligere har rørt sig i gruppen. En siger: Når man kommer herind, så føler man sig godt tilpas. De styrer tingene, men på en god måde og så hægter de en op på, hvad vi sagde sidst. Ved at der fra gang til gang følges op på tidligere emner, oplever deltagerne en stor grad af kontinuitet: Jeg kan tænke gud, sagde jeg det, men så på den anden side kan jeg endnu engang se, at man har rykket sig eller tingene har ændret sig. Der skabes mulighed for, at vedkommende kan se, at han eller hun har flyttet sig i forhold til egen proces. En vigtig forudsætning for, at lederne af sorggruppen kan være med til at skabe refleksion, struktur og rammer, herunder skabe kontinuitet, tillid og tryghed for gruppen, er netop en bevidsthed om egen rolle som leder. 2

3 Vi ser det som en nødvendighed, at lederne har teoretisk viden dels om kommunikation og gruppedynamik, men også om faglige og sorgteoretiske problemstillinger. Som en af gruppedeltagerne siger: Man kan høre, at de er vant til at stille spørgsmål. Det hjælper én på vej. Metoder til at skabe refleksion For at skabe dialog, refleksion og dermed udvikling for den enkelte har de pædagogiske metoder, der vælges, stor betydning. Vi tager udgangspunkt i metoder hentet fra supervisions praksis, og anvender flere forskellige metoder til at udfolde deltagernes mangfoldige perspektiver og gøre gruppedeltagernes indre refleksioner eksplicitte. Udover at være nysgerrige og udforskende (3) og anvende hensigtsmæssige spørgsmålstyper (4) anvender vi følgende metoder: Postkort I bogen Vejledning mer enn ord (5) præsenterer Sidsel Tveiten flere metoder til at støtte den enkeltes refleksionsproces. Vi anvender hendes ide om at lade postkort ligge til grund for dette. Ud fra et spørgsmål f.eks.: Hvilke tanker gør du dig om den kommende sommer, vælger deltageren et eller flere postkort, som giver mening for vedkommende i forhold til at fortælle om sine tanker. Vi skulle vælge nogle kort, hvad var vigtigt for en lige nu og sådan noget, det var lidt svært, men jeg synes, det var spændende. For mig var det meget hjælpsomt at tale ud fra noget visuelt. Re-membering Lorraine Hedtke og John Winslades skriver i deres bog Re-membering lives (6), at det kan være hjælpsomt for den sørgendes sorgarbejde at blive hjulpet til at huske og gen-indsætte den afdøde som et stadigt levende medlem af vedkommendes livsklub. 3

4 Dette finder sted ved, at den efterladte udover at sætte ord på, hvem den mistede var, og hvad der var vigtigt for ham, bliver guidet til at fortælle: Hvad den afdøde har betydet for den sørgende Hvordan afdøde har bidraget til den sørgendes liv På hvilken måde afdøde vil kunne få betydning i livet fremover Vi anvender spørgsmål inspireret af Hedtke og Winslades principper for Remembering- samtaler, og inviterer den efterladte til at fortælle om den, de har mistet. Ved at anvende denne metode har vi oplevet, at den efterladte i sin fortælling om deres ægtefælle har bevæget sig fra i mindste detalje at have fokus på afdødes undersøgelses - og sygdomsforløb til i stedet at have fokus på det levede liv og den betydning, afdøde har for vedkommende. Bevidning Når en af de efterladte fortæller sin og afdødes historie, bliver de øvrige i gruppen efterfølgende bl.a. bedt om at byde ind med, hvilken resonans fortællingen giver hos dem. En af lederne tilbyder at skrive et digt ud fra ord, vedkommende hæfter sig ved i fortællingen. Inspiration til denne metode er hentet fra den narrative bevidning som refleksionsform (7). Håbet fyldte meget, blev ved at bevare håbet også i den sidste tid Snød lægerne, sygdommen styrede ikke hans liv Var indbildt rask Vi snakkede ikke om døden Det var sjovt og trygt at være gift med ham Vi var hinandens nr. 1 Coach for mine børn, passede på mig Jeg var hans anker og skabte ro i hans liv Andre så os som et Dreamteam Jeg har lært, at man har et valg, og at livsglæden er det vigtigste at have fokus på Digtet bliver læst op ved gruppens næste møde. Den efterladte oplever dette som meget bevægende, og giver som oftest udtryk for stor taknemmelighed og forundring over, at det med så få ord er muligt at fange essensen omkring afdøde. Digtene udleveres til den efterladte. Uddrag af digt skrevet på baggrund af en 45 årig kvindes fortælling Gruppedynamikkens betydning Når man indgår i en gruppesammenhæng, er det vigtigt at være bevidst om, at man uundgåeligt vil komme til at interagere og blive påvirket af hinanden og det, der finder sted i rummet. Derved opstår der relationer, fællesskab og en vis grad 4

5 af identifikation deltagerne imellem, skriver den norske psykolog Ken Heap bogen Gruppemetoder inden for social - og sundhedsområdet fra 2005 (8). At opleve genkendelighed og kunne spejle sig i hinandens fortællinger medfører, at individuelle erfaringer og refleksioner bredes ud og udvikles. For at deltagerne i gruppen kan opleve denne interaktion og gensidige identifikation, er det af afgørende betydning, at de ressourcer, der indgår i selve gruppesituationen, fremhæves, anerkendes og stimuleres. En forudsætning herfor er, at medlemmerne er engagerede i hinanden (8). Gruppelederen har ifølge Ken Heap i den forbindelse en vigtig rolle i forhold til en hensigtsmæssig sammensætning af gruppen. Grupper er ofte mest effektive, hvis de er ensartede med hensyn til beskrivende egenskaber (køn, alder, problemfelt) og uensartede med hensyn til adfærdsmæssige træk (meninger, tanker i relation til problemet). Netop ved sorggrupper finder Heap dog, at eneste nødvendige fællesnævner kan være det oplevede tab. Fælles forståelse og spejling Dette bliver bekræftet af deltagerne i Det Palliative Teams sorggruppe. De giver udtryk for, at det ikke har betydning, at nogle af deltagerne har store børn, én små børn og en tredje endda børnebørn. En siger: Når man er kraftigt berørt af sorg, så er det mindre vigtigt det med alderen og spredningen. Deltagerne finder den livssituation og det fælles fundament de har, mere vigtigt end alder og familiær baggrund, og en udtaler: Når vi kommer videre ud over det der år eller hvor lang tid det nu tager, hvor man har den værste proces, så tror jeg, det vil få større betydning at være sammen med nogle jævnaldrende i forhold til den livssituation, man er i. Det at være blandt ligesindede, som også har oplevet at miste en ægtefælle og dermed have kendskab til følelser forbundet hermed, giver en form for fælles forståelse. En fælles forståelse, som de ikke oplever, når de taler med andre, som ikke har oplevet at miste; Andre forstår det ikke, de spørger, og så siger de ja, ja. 5

6 Trods forskelligheder i gruppen i form af alder og køn er det således muligt at skabe en stor grad af samhørighed og spejling, hvor sorgen som den væsentligste fællesnævner sammen med det sociale samspil i rummet har betydning for, at den enkelte oplever det som meningsfuldt at være til stede i gruppen. Netop det, at gruppen består af begge køn, kan ifølge Ken Heap (8) være en væsentlig årsag til, at gruppen fungerer, og at deltagerne finder, at de lærer af hinandens perspektiver. Som en af deltagerne siger: Ikke fordi vi ikke kan snakke om tingene, men det får en anden vinkel - og det er godt, at der ligesom også kommer nogen, der sparker bildæk. Som ledere af gruppen har vi derfor et stort ansvar i forhold til at sammensætte gruppen med disse vigtige pointer in mente. Gruppen som åndehul At træde ind ad døren til møderne beskriver de efterladte som at træde ind i et rum, hvor de for en stund får et pusterum fra hverdagen. De kan være sig selv og behøver ikke at spille med fordækte kort; Du kan sige tingene lige præcis så rædselsfulde, som de er. De oplever samhørighed og tillid, og at alle reaktioner er acceptable; Her kan du være lige præcis så ked af det, som du er. Ingen behøver at være bekymrede for de andres reaktioner, og der kan trygt sættes ord på de tabubelagte tanker og følelser, som det ikke er muligt at tale om i andre sammenhænge. Flere nævner, at den tillid og respekt, der er til stede i gruppen, er en væsentlig faktor i forhold til åbenheden i gruppen. En siger: Normalt sidder man jo ikke og krænger sin sjæl ud over for alle og enhver, og fortsætter: Der er den her ømhed omkring os og omkring hinanden, nogen gange så kan jeg ikke huske, hvad folk hedder, men jeg føler en ømhed og en tæthed omkring det, der bliver sagt. De oplever, at der drages omsorg for den enkelte til trods for, at de uden for dette rum ikke har kendskab til hinanden, og de oplever at blive anerkendt, som den de er, uden at føle sig gået for nær. I situationer, hvor der har været en uhensigtsmæssig reaktion fra en af deltagernes side i forhold til relationen i 6

7 rummet, oplever de, at der bliver taget hånd om problemet; Ja, så blev der grebet ind. Som ledere af gruppen er det en yderst vigtig opgave i forhold til at tage vare på den enkeltes integritet. For at dette er muligt, skal lederne ifølge Helle Alrø og Marianne Kristiansen være meget bevidste om, at der hersker en anerkendende tone og tilgang i rummet. Derfor er det af stor betydning at få italesat en kontrakt i gruppen, når nye medlemmer starter. Det være sig en kontrakt gående på samspilsregler, rammer og struktur for gruppen (9). Energi til at magte hverdagen De efterladte giver udtryk for, at det at være med i sorggruppen, har medført, at de føler sig styrkede i forhold til at magte sorgen, ligesom de oplever en personlig udvikling. Der er fuld enighed om, at det at tale om ægtefællens sygdomsforløb, dødsfald og de følelser, der er forbundet dermed, er en vigtig del af sorgbearbejdningen. En siger: Det er også en bearbejdningsproces at fortælle om det. Tre af deltagerne nævner, at de finder energi til at magte hverdagen ved at være i gruppen; Det at jeg hjælper mig selv i den her gruppe, gir mig en styrke derhjemme til bedre at kunne klare at hjælpe mine børn. De taler bl.a. om, at de har fået konkret viden om og forståelse af sorgreaktioner samt en erkendelse af, hvad der er behov for i forhold til sorgbearbejdning. En siger: Rent logisk så forstod jeg det egentlig godt, at det tager tid, men rent følelsesmæssigt da er det kommet meget klarere frem ved at være med her. De efterladte får øje på, hvor de er i egen sorgproces og ser, at der kan være stor forskel på, hvordan sorg håndteres (2); Erkendelsen den kom ved at forstå, at det med sorgen det er ikke noget man kan speede op, sorg tar tid og Det der med at det svinger op og ned, at det er ok, det er en hjælp. At opnå konkret viden om sorgreaktioner samt bevidsthed om at sorg er et eksistentielt vilkår og en naturlig reaktion på tab af en nærtstående (10), kan være med til at normalisere den enkeltes proces. 7

8 Her har gruppelederne en vigtig rolle i forhold til at bibringe gruppen konkret viden. I relevante situationer byder vi ind med undervisning for derved bl.a. at give deltagerne indsigt i, at sorgprocessen er ganske individuel med varierende og vekslende følelser og reaktioner, og ofte forløber i to parallelle spor, som beskrevet af Stroebe og Stroebe i deres To-sporsmodel (11). Åben eller lukket gruppe? Siden sorggruppen blev etableret, har den fungeret som en åben gruppe, hvilket betyder, at der er kommet nye deltagere til undervejs, mens andre har forladt gruppen. Undersøgelsen i 2011 bekræftede intentionerne om, at en åben gruppe kan være med til at skabe et flow og dynamik i gruppen, som kan give deltagerne mulighed for at få øje på, at man har flyttet sig i sin egen sorgproces i forhold til de nye, der kommer ind i gruppen og omvendt. Noget jeg har tænkt meget over, faktisk! Første gang jeg var her, da kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle komme videre! Og så oplevede jeg nogen, som var kommet videre det hjalp meget. Omvendt giver en af de efterladte, som havde været i gruppen i 10 måneder, udtryk for, at hun tydeligt kunne mærke, at hun havde rykket sig i forhold til de nye i gruppen, og at det var en øjenåbner at se, at hun var på rette vej. De nye i gruppen finder håb i forhold til egen sorgproces ved at se, at de gamle deltagere beretter, at deres sorg har ændret sig og er blevet mindre fremherskende, og at udvikling menneskeligt og følelsesmæssigt er muligt på trods af sorgen. I det sidste halve års tid har der været hyppige udskiftninger i gruppen, hvilket har medført en til tider ikke helt hensigtsmæssig gruppedynamik. Det har været vanskeligere at bevare den grundlæggende meget vigtige åbenhed og tillid til hinanden, og for at modgå dette vælger vi, at gruppen fra foråret 2014 kommer til at fungere som en lukket gruppe med optag to gange om året. 8

9 Gruppeledernes forudsætninger Gruppeledernes faglige kompetence og evne til at forvalte denne har afgørende betydning for, at deltagere i sorggruppen finder, at det frirum, den spejling, genkendelighed og fælles forståelse, der er i gruppen, giver den enkelte styrke til at klare den belastning, der er forbundet med at skulle håndtere sorgen og det smertefulde at miste en ægtefælle. Det er ligeledes gruppelederens ansvar, at der bliver støttet op omkring den efterladtes egne og i mange henseender sunde mestringsstrategier for derved at skabe refleksion og udvikling for den enkelte. For at lederen af en sorggruppen kan være med til at sikre ovenstående, bør viden inden for følgende områder være en forudsætning: Pædagogisk viden Kunne italesætte gruppens formål, rammer og struktur, samt værdier for gruppens samvær (udforme en form for kontrakt i forhold til f.eks. tavshedspligt) (9) Hensigtsmæssig gruppedannelse (8) Bevidst anvendelse af gruppeprocessen og i kombination med at bruge sig selv i en-til-en dialog, inddrage gruppen afhængigt af hvad der er behov for i den givne situation (12) Relationel kompetence Være i kontakt med den efterladte og etablere kontakt som en gensidig fællesmenneskelig oplevelse af samhørighed på tværs af en asymmetrisk relation (9) Have opmærksomhed på såvel indre som ydre dialoger der finder sted i relationen (3) Respektere den enkeltes integritet og kunne balancere mellem indlevelse og distance - være professionelt nærværende (9) Faglig viden Have viden om hensigtsmæssige spørgsmålstyper og anvende disse (4) 9

10 Formå at skabe tilpasse forstyrrelser for de efterladte, bl.a. ved bevidst at anvende spørgsmålstyper eller kreative metoder til frembringelse af refleksion (3, 4) Have viden om sorg og reaktioner på sorg, herunder kendskab til forskellige sorg tilgange (2, 11) Hvis ovenstående forudsætninger, samt lyst og mod til at påtage sig opgaven, er til stede, vil Det Palliative Team, Århus opfordre til, at man påtager sig denne givende og meningsfulde opgave. Litteratur 1 Jørgensen, B. (2011). Efterladtes oplevelse ved at deltage i en sorggruppe og anvendelse af delelementer fra supervision i sorggruppen. Afgangsprojekt fra fleksibel Diplomuddannelsen med fokus på supervision og faglig vejledning. Vejleder Eva Just, VIA University College, Århus 2 Guldin, M. (2007). Sorg-reaktioner ny forståelse og behandling. Klinisk sygepleje 21(2), s Andersen, T (2006). Reflekterende processer - samtaler og samtaler om samtalerne. Dansk psykologisk forlag, 3. udgave, 2. oplag 4 Hermansen, M., Løw, O & Petersen, V (2007). Kommunikation og samarbejde i professionelle relationer. 2. Udgave, 4. Oplag, København: Alinea s Tveiten, S. (1998). Vejledning mer enn ord. Bergen: Fagbokforlaget 6 Hedtke, L & Winslade, J (2004). Remembering Lives. Conversations with the Dying and the Bereaved. Baywood Publishing Company. Inc., New York. 7 Lund-Jacobsen, D. (2008) Narrativ bevidning som refleksionsform. I: Juutilainen, A. (Red.) Supervision i sundhedsprofessioner. (s.71-97). 1. udgave. 1. oplag. Hans Reitzels Forlag 8 Heap, K. (2005). Gruppemetode inden for social- og sundhedsområdet. 3. udgave, 1. oplag. København: Hans Reitzels Forlag. 9 Alrø, H. & Kristiansen, M. (2008). Supervision som dialogisk læreproces. Aalborg Universitetsforlag og Institut for Kommunikation 1. udgave, 6. oplag. 10

11 Guldin, M. (2010). De store teoriers fald. Træk af sorgteori gennem tiden. I: Risør, M. B. et al (Red.) Tidskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 12, (s ). Foreningen Medicinsk Antropologisk Forum Afd. for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet. Stroebe, M. & Schut, H. (1999). The dual process model of coping with bereavement: Rationale and description. Death Studies, 23: