Handleplan. For fritidshjem og klubber - i forbindelse med dødsfald, ulykker og andre traumatiske hændelser. Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger

Transkript

1 Handleplan For fritidshjem og klubber - i forbindelse med dødsfald, ulykker og andre traumatiske hændelser Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger 1

2 Indhold: Side: Forord 3 Handleplan i forbindelse med alvorlige ulykker og 4 pludselige dødsfald i institutionen Handleplan i forbindelse med at institutionen mister et barn 7 Handleplan i forbindelse med et barn mister én i nærmeste familie 10 Handleplan i forbindelse med at institutionen mister en medarbejder 11 Huskeseddel for den, der skal informere et barn, som har mistet pårørende. 14 Forslag til mindehøjtidelighed ved et barns død. 15 Almindelige sorgreaktioner hos børn. 16 Nogle vigtige punkter for egen sorg 18 Forslag til brev til børnenes forældre. 19 Sorgens fire faser. 20 Om tab og sorgens følelser. 21 Litteratur- og materialeliste. 23 2

3 Forord: 1. Alvorlige ulykker og pludselige dødsfald. 2. Når institutionen mister et barn. 3. Når et barn mister én i nærmeste familie. 4. Når institutionen mister en medarbejder. En meddelelse om at nogen, vi kender, er døde, skaber en eller anden form for følelsesmæssig samt praktisk forvirring og kaos. Vi kan ofte blive handlingslammede eller gribe til overilede handlinger, som vi senere fortryder. For at tage del i kræves ikke et overmenneske kun et medmenneske. Alligevel er det legalt ikke at kunne, bare man sikrer sig, at en anden tager over. September

4 Handleplan i forbindelse med alvorlige ulykker og pludselige dødsfald i institutionen. 1. Få overblik. Sørg for at sikre ulykkesstedet, så andre ikke kommer til skade. Få børn væk fra ulykkesstedet. 2. Yd nødvendig førstehjælp. 3. Ring 112 eller få andre evt. institutionslederen til det. 4. Giv besked til institutionen. Institutionslederen (eller den, der i situationen træder i stedet) er herfra ansvarlig for koordineringen af det videre forløb. 5. Send en voksen til at dirigere ambulancen hen til stedet. 6. Institutionslederen kontakter forældre/pårørende til den tilskadekomne. Ved ulykker med dødelig udgang underrettes familien af politiet evt. sammen med en pædagog eller institutionslederen. 7. Institutionslederen sender ekstra pædagoger til ulykkesstedet efter behov (husk også en omsorgsperson til de involverede pædagoger). 8. Institutionslederen kontakter evt. politi/sygehus/læge for at få information og for at koordinere indsatsen. 9. Institutionslederen informerer det samlede personale. 10. Institutionslederen informerer forretningsføreren/personalelederen om det skete 11. Ved død - flaget på halv. 12. Børnene samles i institutionen med deres pædagoger. Pædagogerne taler videre med børnene om det skete. Det er vigtigt at tale åbent og konkret om det, der er sket og at lade børnene tale frit om det, de tænker og føler, uden at presse nogen til noget. For mange børn især de yngre kan det umiddelbart lette at tegne eller dramatisere det skete og deres tanker i den anledning. Dødsfaldet markeres med lys, blomster m.m. Send ikke børnene hjem før normal tid. Mange børn bliver utrygge og ringer til forældrene på deres arbejde. 4

5 13. Børnenes forældre kontaktes pr. telefon. Ingen børn må gå hjem til et tomt hus. (Evt. aftale med naboer/andre forældre). Der udarbejdes yderligere skriftlig information til alle forældre. 14. Institutionslederen informerer barnets skole med henblik på at koordinere indsatsen. 15. Institutionslederen evaluerer med berørte pædagoger med henblik på den næste dag. Umiddelbar opfølgning: Institutionslederen eller en pædagog kontakter hjemmet og fortæller, hvad der foretages i institutionen. Der træffes aftale om deltagelse ved begravelse m.m. Forældrene/pårørende tilbydes evt. en samtale i hjemmet eller i institutionen med institutionslederen eller en af pædagogerne. Mindehøjtidelighed (se.bilag 2). Institutionslederen tager sig af kontakt til pressen/dødsannonce/evt. mindeord. Når dagen for begravelsen er fastsat, får børnene en kortfattet meddelelse med hjem om deltagelse i begravelsen. Det anbefales at det i meddelelsen nævnes, at det er vigtigt, at børnene har voksne at være sammen med ved begravelsen. Forslag til orienteringstekst: Det er bestemt at..s begravelse finder sted dag den. kl. i. Deltagelsen er naturligvis frivillig, men det vil være godt, hvis så mange som muligt deltager. Dette vil være af betydning for bearbejdningen af reaktionerne i den nærmest følgende tid. Institutionens personale vil deltage, men det er vigtigt, at børnene også har en anden voksen med sig. Tal indgående med børnene om alt det, der skal foregå ved begravelsen. Dette er vigtigt, hvad enten børnene skal deltage i begravelsen eller ej. På begravelsesdagen holdes børnene samlet. Børn, som har brug for og mulighed for at være sammen med deres forældre, skal have lov til det. NB! Koordiner med den involverede skole, hvordan det gøres i praksis det kan være at skolen har planer om at organisere klassevis. Institutionslederen tager sig af evt. involverede pædagoger eller andre kolleger gør (se bilag 4). Aftal evalueringsmøde mellem ledelse og medarbejdere. 5

6 Senere: Reaktionsmønstrene efter ulykke er ikke ens. Vær opmærksom på, at mange, som ikke umiddelbart ser ud til at reagere, kan få reaktionerne senere (se bilag 3). Registrer nøje eventuelt fravær, når børnene efter ulykken kommer tilbage til institutionen. Undersøg om fraværet har sammenhæng med oplevelser i forbindelse med ulykken. Ved skader, der fører til et barns længere sygehusophold, holder en pædagog kontakt med barnet. Hvis et barn får varige mén efter ulykken, følges dette specielt op af institutionslederen med hensyn til genforeningen med institutionsmiljøet. Sker ulykken i en ferie, vurderes det, om dele af proceduren skal gennemføres efterfølgende. Institutionens ledelse og personale kan under hele forløbet kontakte PPR for råd og vejledning. 6

7 Handleplan i forbindelse med at institutionen mister et barn. Sker dødsfaldet i institutionens åbningstid følges den foregående handleplan (ulykke og pludseligt dødsfald). 1. Når institutionen er informeret, orienterer institutionslederen alle medarbejdere på et møde om kendsgerningerne og de aftaler, der er truffet i den forbindelse. Institutionslederen eller en pædagog tager kontakt til hjemmet og fortæller om, hvad der kommer til at foregå i institutionen. Skulle forældrene modsætte sig, at institutionen foretager sig noget, er det vigtigt at holde fast på institutionens behov for at højtideligholde begivenheden. 2. Alle børn samles og orienteres. Der afholdes en lille højtidelighed, tales om barnet, synges et par salmer eller andre sange (se bilag 2). På større institutioner kan der blive tale om at opdele børnene i flere mindre grupper, afhængigt af institutionens fysiske rammer m.m. 3. Flaget på halv. 4. Børnene samles i institutionen. Pædagogerne taler videre med børnene om det skete. Det er vigtigt at tale åbent og konkret om det, der er sket og at lade børnene tale frit om det, de tænker og føler, uden at presse nogen til noget. For mange børn især de yngre kan det umiddelbart lette at tegne eller dramatisere det skete og deres tanker i den anledning. Dødsfaldet markeres med blomster, lys m.m. Send ikke børnene hjem før normal tid. Mange børn bliver utrygge og ringer til forældrene på deres arbejde. Hvis der i institutionen (evt. i samarbejde med andre institutioner) er en omsorgsgruppe, træder denne i funktion med råd og vejledning til kolleger og evt. samtaler med børn, der er særligt involverede i dødsfaldet. 7

8 5. Børnenes forældre orienteres skriftligt (se bilag 5). Umiddelbar opfølgning: Institutionsleder eller pædagog træffer aftale med forældrene om: o Besøg i hjemmet. o Deltage i begravelse o Besøge gravsted. Institutionen sender under alle omstændigheder en hilsen/blomster. Når dagen for begravelsen er fastsat, får børnene en kortfattet meddelelse med hjem om deltagelse i begravelsen. Det anbefales, at det i meddelelsen nævnes, at det er vigtigt, at børnene har voksne at være sammen med ved begravelsen. Forslag til orienteringstekst: Det er bestemt at..s begravelse finder sted dag den. kl. i. Deltagelsen er naturligvis frivillig, men det vil være godt, hvis så mange som muligt deltager. Dette vil være af betydning for bearbejdningen af reaktionerne i den nærmest følgende tid. Institutionens personale vil deltage, men det er vigtigt, at børnene også har en anden voksen med sig. Tal indgående med den/de berørte børn om alt det, der skal foregå ved begravelsen. Dette er vigtigt, hvad enten børnene skal deltage i begravelsen eller ej. På begravelsesdagen holdes børnene samlet. Børn, som har brug for og mulighed for at være sammen med deres forældre, skal have lov til det. NB! Koordiner med involverede skoler, hvordan det gøres i praksis det kan være at skolen har planer om at organisere klassevis. Det er vigtigt, at involverede medarbejdere får støtte og hjælp af institutionsleder, sorggruppe eller andre kolleger (se bilag 4). Vær opmærksom på børnenes forskellige reaktioner (se bilag 3). Nogle bearbejder hurtigt sorgen efter, at dødsfaldet er blevet kendt. Andre vil først få mærkbare reaktioner noget efter. Respekter forskellige reaktionsformer. Skyldfølelse er typiske udslag af sorgreaktioner hos børn og unge mennesker. Hos børn forbindes skyldfølelsen ofte med, om de fortsat kan lege og have det sjovt. Både hos børn og teenagere forbindes den tit med magisk tænkning : 8

9 Døde hun på grund af noget jeg sagde eller gjorde? I denne sammenhæng er rådgivning og vejledning meget vigtig. Senere: Opfølgning efter aftale med forældrene. Samtaler med alle eller mindre grupper af børn, hvor man sætter ord på tanker og følelser i forbindelse med det skete vil fortsat have stor betydning. Gruppesamtalen kan evt. struktureres på følgende måde: a) Introduktion: beskriv formål med samtalen. b) Fakta: hvad er der sket? samtlige børn deltager. c) Tanker: giv børnene mulighed for at udtrykke deres spontane tanker og følelser anerkend uden kritik. d) Reaktioner: mens det stod på lige efter frem til nu og nu tillad følelser, sørg for at børnene får lejlighed til at tale sammen. e) Information: ligheder i reaktioner kommenteres informer om almindelige eftervirkninger. f) Afslutning: opsamling og afrunding af samtalen. Det kan være givende med sådanne samtaler i mindre grupper. Der findes en del skønlitteratur beregnet for forskellige alderstrin, som på en fin måde tager reaktioner, tanker og følelser op i forbindelse med sorg og død (se bilag 8). Institutionslederen og pædagogerne er opmærksomme på børnenes, deres egne og kollegers følelsesmæssige reaktioner i de næste måneder, og sørger for at få talt ud om deres tanker og følelser (se bilag 3 og 4). Sker dødsfaldet i ferien gennemføres det, der er muligt af proceduren efterfølgende. 9

10 Handleplan i forbindelse med et barn mister én i nærmeste familie. 1. Når institutionen er informeret orienteres personalet. 2. Skal et barn akut informeres, hvor familien ikke kan gøre det, bør det ske efter retningslinierne i bilag 1 (se også bilag 3). 3. Institutionslederen eller pædagogen orienterer børnene og underretter familien om, at børnene er blevet informeret, og om at man efterfølgende vil tale om hændelsen med børnene. 4. Tal åbent om det med børnene. 5. Fortæl om muligt, hvad der er sket. Forbered kammeraterne på, at barnet kan være mere sårbar end ellers (se bilag 3), og at de derfor bør vise ekstra omtanke. Opfølgning: Personalet tager sig særligt af barnet. Tilbyd samtale med barnet med jævne mellemrum i den nærmeste tid. Vær opmærksom på barnets sorgreaktion (se bilag 3). Nogle bearbejder hurtigt sorgen efter, at dødsfaldet er blevet kendt. Andre vil først få mærkbare reaktioner noget efter. Skyldfølelser er typiske udslag af sorgreaktioner hos børn og unge mennesker. Hos børn forbindes skyldfølelsen ofte med, om de fortsat kan lege og have det sjovt. Børn forbinder den tit med magisk tænkning : Døde hun, fordi jeg opførte mig dårligt? I denne sammenhæng er rådgivning og vejledning meget vigtig. Sker dødsfaldet i ferien gennemføres det, der er muligt af proceduren efterfølgende. I forbindelse med forudgående sygdom kan man evt. få vejledning fra institutionens omsorgsgruppe, psykolog fra kræftens bekæmpelse eller præsten. Institutionens ledelse og personale kan under hele forløbet kontakte PPR for råd og vejledning. 10

11 Handleplan i forbindelse med at institutionen mister en medarbejder Lige efter dødsfaldet. 1. Institutionslederen underretter personalet. 2. Børnene informeres. Tal konkret om det, der er sket. Lad børnene tale om det, de tænker og føler. 3. Når samtlige børn har fået besked, samles man til en mindestund og flaget hejses på halv stang (se bilag 2). På større institutioner kan der blive tale om at opdele børnene i flere mindre grupper, afhængigt af institutionens fysiske rammer m.m. 4. Børnene får en kortfattet skriftlig meddelelse med hjem (se bilag 5). 5. Institutionslederen aflægger besøg i afdødes hjem. 6. Institutionslederen informerer personalelederen/forretningsføreren. Om begravelsen 1. Institutionslederen spørger de pårørende, om de ønsker deltagelse af institutionens personale/børn i begravelsen. Dette kan ske i forbindelse med besøg i hjemmet. Institutionslederen informerer personalet om begravelsen. 2. Når dagen for begravelsen er fastsat, får børnene en kortfattet meddelelse med hjem om deltagelse i begravelsen. Det anbefales, at det i meddelelsen nævnes, at det er vigtigt, at børnene har voksne at være sammen med ved begravelsen. Forslag til orienteringstekst: Det er bestemt at..s begravelse finder sted dag den. kl. i. Deltagelsen er naturligvis frivillig, men det vil være godt, hvis så mange som muligt deltager. Dette vil være af betydning for bearbejdningen af reaktionerne i den nærmest følgende tid. Institutionens personale vil deltage, men det er vigtigt, at børnene også har en anden voksen med sig. 3. Tal indgående med børnene om alt det, der skal foregå ved begravelsen. Dette er vigtigt, hvad enten børnene skal deltage i begravelsen eller ej. 11

12 4. På begravelsesdagen holdes børnene samlet. Børn, som har brug for og mulighed for at være sammen med deres forældre, skal have lov til det. Opfølgning 1. Det er vigtigt med kollegial støtte og hjælp (se bilag 4). Vær opmærksom på børnenes forskellige reaktioner (se bilag 3). Nogle bearbejder hurtigt sorgen efter, at dødsfaldet er blevet kendt. Andre vil først få mærkbare reaktioner noget efter. Respektér forskellige reaktionsformer. Skyldfølelser er typiske udslag af sorgreaktioner hos børn og unge mennesker. Hos børn forbindes skyldfølelsen ofte med, om de forsat kan lege og have det sjovt. Både hos børn og teenagere forbindes den tit med magisk tænkning : Døde hun på grund af noget jeg sagde eller gjorde? I denne sammenhæng er rådgivning og vejledning meget vigtig. 2. Samtaler med børnene, hvor man sætter ord på tanker og følelser i forbindelse med det skete, vil forsat have stor betydning. Gruppesamtalen kan struktureres på følgende måde: a) Introduktion: beskriv formålet med samtalen. b) Fakta: hvad er der sket? samtlige børn deltager. c) Tanker: giv børnene mulighed for at udtrykke deres spontane tanker og følelser anerkend uden kritik. d) Reaktioner: mens det stod på lige efter frem til nu og nu tillad følelser, sørg for at børnene får lejlighed til at tale sammen. e) Information: ligheder i reaktioner kommenteres informer om almindelige eftervirkninger. f) Afslutning: opsamling og afrunding af samtalen. 12

13 Der findes en del skønlitteratur beregnet for forskellige alderstrin, som på en fin måde tager reaktioner, tanker og følelser op i forbindelse med sorg og død (se bilag 8). Sker dødsfaldet i ferien gennemføres det, der er muligt af proceduren efterfølgende. Institutionens ledelse og personale kan under hele forløbet kontakte PPR for råd og vejledning. 13

14 Bilag 1: Huskeseddel for den, der skal informere et barn, som har mistet pårørende. 1. Før budskabet gives, bør man gennem politiet eller andre have skaffet sig tilstrækkelig information til, at man kan besvare spørgsmålet om, hvornår og hvordan dødsfaldet skete. 2. Budskabet bør gives åbent og direkte, men med nogen tid til mental forberedelse (jf. tidligere). Det er ikke hensigtsmæssigt at udsætte formidlingen af budskabet til dagens slutning, eller udsætte at fortælle alvoren i situationen, til de er kommet hjem. 3. Der må afsættes tid til at sidde med barnet efter at budskabet er givet, hvor de reaktioner, som måtte komme, får udløb. 4. Undgå fraser som: Det skal nok gå godt. Tiden læger alle sår etc. 5. Lad ikke barnet være alene, giv gerne trøst som falder naturlig. Fysisk kontakt kan have en beroligende effekt, men det bør respekteres, hvis vedkommende ikke ønsker en sådan nærhed. 6. Efter at budskabet er givet, er det vigtigt, at pædagogen kan følge vedkommende hjem eller til det sted, familien opholder sig. 14

15 Bilag 2: En sådan mindehøjtidelighed kan eksempelvis indeholde: mindeord af institutionslederen mindeord af en af pædagogerne oplæsning af et passende digt barn eller pædagog læser eventuelt indlæg af en præst sang eller musikstykke 2 minutters stilhed blomster billede lys 15

16 Bilag 3: Umiddelbare sorgreaktioner hos børn. Ved forventede dødsfald vil børns reaktioner selvfølgelig være bestemt af den information, børnene har fået under sygdomsforløbet mental forberedelse og mulighed for at tage afsked, vil klart hjælpe børn i deres sorgarbejde og bevirke, at reaktionerne bliver mindre chokerende, når døden indtræffer, end når dødsfald sker uden forvarsel. Men uanset mental forberedelse vil dødsfald som oftest medføre umiddelbare sorgreaktioner hos børn. Børn, som voksne, reagerer ikke på én måde. Der er stor variation i måden, børn reagerer på ved nyheden om, at nogen er død. De almindeligste reaktioner er: Chok og vantro Forfærdelse og protest Apati og lammelse Fortsættelse af sædvanlig aktivitet Chok og vantro kan vise sig ved, at børnene siger: Det kan ikke være sandt, Du tager fejl osv. Især kan nogle ældre børn reagere på denne måde. Børn kan nægte at tro, at det er sandt, hårdnakket holde på deres og på denne måde holde smerten på afstand. Forældre kan forbavses over, at børnene ikke reagerer mere, end de gør: Når børn ikke umiddelbart reagerer med stærke følelser, kan dette forvirre forældre og andre voksne. De er bekymrede for børn, som ikke kan græde. Men dette er en normal chokreaktion, som også kan findes hos en del voksne. Det, der er sket, forstås skridt for skridt, så man ikke bliver følelsesmæssigt overvældet. Dette er en hensigtsmæssig beskyttelsesmekanisme, som sætter os i stand til at tåle stærke påvirkninger. Nogle børn reagerer med umiddelbar forfærdelse og protest og kan være helt utrøstelige: Andre børn kan blive mere apatiske og nærmest følelsesmæssigt lamslået. Ikke så få kan i en periode fortsætte næsten som ingenting er hændt. ( Må jeg godt gå ud og lege nu? ), som om en autopilot er koblet ind. Om aftenen kan de sige: Hvorfor er far her ikke?. Når verden bliver kaotisk og utryg, kan det give tryghed at gøre kendte og elskede ting, selv om det kan provokere de voksne, som måske havde ventet en helt anden reaktion. 16

17 Almindelige sorgreaktioner hos børn er: Angst Stærke minder Søvnforstyrrelser Spiseforstyrrelser, manglende appetit Tristhed, længsel og savn Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd Skyld, selvbebrejdelser og skam Skolevanskeligheder 17

18 Bilag 4: Nogle vigtige punkter for egenomsorg er: Skaf kendskab til reaktioner, som kan opleves af voksne eller hjælpere, som kommer i kontakt med sorg og krise. Forvent at du vil reagere følelsesmæssigt, hvis du støtter børn i sorg og krise. Sædvanligvis dæmpes disse normale reaktioner i løbet af dagene og ugerne som følger. Benyt en god ven eller kollega til at tale med om de belastende oplevelser, du udsættes for. Husk at du ikke kan bære barnets sorg, men at du kan hjælpe og støtte barnet til at udtrykke sin sorg. Vær varsom med at påtage dig for meget på en gang. Hav nogle at dele ansvaret med, nogen du kan søge råd hos. Tag kontakt med fagpersoner, hvis det er en hændelse, som har rystet både dig og andre, f.eks. en personalefruppe. Det er hensigtsmæssigt at gennemføre et møde, hvor I i detaljer kan få gennemarbejdet indtryk og reaktioner (et psykologisk debriefingsmøde, se Dyregrov & Mitchell, 1988). Husk - at for at være til hjælp for barnet, må man tage godt vare på sig selv. Du kan være til god hjælp og give god kollegastøtte til en ven eller kollega, som støtter et barn i sorg ved at: a. du kender til almindelige reaktioner i den slags situationer, b. du tager aktivt kontakt og er villig til at lytte til og samtale med vedkommende, c. du tilbyder dit samvær, uden at mase dig for meget på, d. du har tålmodighed og accepterer, at mange trænger til at tale om det, der er sket igen og igen, e. du undgår at bruge tomme fraser som: det kunne have været værre, du skal være glad for, at det gik, som det gik, tiden læger alle sår, o.s.v., f. du forventer at vedkommende ikke har fuld arbejdskapacitet og måske har brug for nogen aflastning eller ekstra hjælp i en periode, g. du kan anbefale vedkommende at søge hjælp, såfremt han/hun ikke mestrer situationen på egen hånd. 18

19 Bilag 5: Forslag til brev til forældrene. Institutionen har i dag fået den sørgelige meddelelse at. er død. Det skete i går dag på grund af Vi har brugt megen tid på at snakke om det, der er sket, og vil også gøre det i tiden fremover. Vi ved endnu ikke, hvornår begravelsen skal finde sted, men har talt om, at samle ind til en buket (ca kr. pr. barn). Der er også en del af børnene, der gerne vil med til begravelsen. Det er en god idé at få lejlighed til at sige farvel på denne måde. Når en person dør, kan et barn være påvirket i længere tid herefter. Børn reagerer på forskellig måde efter et dødsfald. F.eks.: nogle børn vil ikke snakke om dødsfaldet og snakker som om intet er hændt. Nogle børn græder meget er rastløse og urolige andre har svært ved at koncentrere sig o.lign. Vi må derfor i fællesskab være opmærksomme på at lytte til børnenes signaler uden at gøre det til et problem. I er meget velkomne til at kontakte mig, hvis I har brug for en snak. Med venlig hilsen Institutionsleder tlf. nr. 19

20 Bilag 6: Sorgens fire faser. 1. Chokfasen Chokfasen kan vare fra et kort øjeblik til flere døgn. Under chokfasen holder personen af al kraft virkeligheden på afstand. Ofte kan den, der er blevet ramt virke behersket på overfladen, men under den er alt kaos. Vedkommende kan bagefter have svært ved at huske, hvad der er blevet sagt eller sket. 2. Reaktionsfasen Reaktionsfasen kan siges at begynde, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Der sker her en voldsom omstilling af hele det psykiske apparat, som har til opgave at integrere virkeligheden på en så funktionel måde som muligt. 3. Bearbejdningsfasen Denne fase indtræder måske et halvt til et helt år efter traumet. Nu begynder vedkommende atter at vende sig mod fremtiden i stedet for som tidligere at være totalt optaget af traumet og det forgangne. 4. Nyorienteringsfasen Nye interesser har erstattet det tabte. Den vaklende selvfølelse er blevet genoprettet, de skuffede forhåbninger er blevet bearbejdet. Alt dette sker under forudsætning af, at vedkommende har kunnet arbejde sig igennem krisen. 20

21 Bilag 7. Om tab og sorgens følelser. Skrevet til dem, som har brug for at forstå den nødvendige smertes betydning i den lægende proces. I ethvert menneskes liv er der adskillige tab, som det er nødvendigt at bearbejde følelsesmæssigt for at kunne fortsætte et liv i almindelig balance. Det at blive forladt enten ved et dødsfald eller en skilsmisse, at sige farvel til sit gamle fortrolige hjem, at få et handicappet barn, selv at blive kronisk handicappet eller livstruende syg, er eksempler på tab, som i en periode kan få en til at føle, at livet ikke er værd at leve. Tabet forårsager et sår i sjælen, et sår som normalt læger, hvis sorgen over det skete forløses i gråd, vrede og fortvivlelse. Tabet kan ryste sjælen på en så voldsom måde, at sorgens følelser kan blive til en krisetilstand, hvor man har brug for hjælp fra sine nære. Man mister for en tid kontrollen over sine følelser, bliver angst, brister pludselig i gråd eller bliver vred uden grund. Dette er både sundt og naturligt, men for mange mennesker er det foruroligende og kan få en til at overveje, om man er ved at blive sindssyg. Oplevelsen af kaos og uvirkelighed, det er ikke mig, dette er sket for, fornemmelsen af at se den afdøde på gaden eller høre vedkommendes stemme er også normalt i den forstand, at det opleves af mange mennesker i dyb sorg. Sorgen har sit forløb, således at man efterhånden kan adskille sig fra det, man har mistet, og dermed blive i stand til at knytte nye bånd, finde nyt livsindhold og lære de nye færdigheder, der skal til for at mestre en anden slags liv. Svære tab betyder nemlig, at man aldrig bliver den samme som før. Derfor er det at sørge hårdt arbejde. Man kan betragte sorgarbejdet som fire opgaver, man skal løse på mange forskellige niveauer i det tidsrum, der skal til for at nå til et nyt liv. Et liv som enlig, et liv med et handicappet barn, et liv, hvor man har en livstruende sygdom med sig, hvor man skal kunne fungere med et handicap eller måske som arbejdsløs. Lige meget, hvad man mister sorgarbejdet er det samme, men det kan opleves meget forskelligt alt efter, hvem det er, der har mistet hvad, hvordan og hvornår i livet. Sorgarbejdets første opgave er, at du må erkende, hvad der er sket, og det er specielt i begyndelsen svært, fordi uvirkelighedsfornemmelsen kan være stor, når din sjæl er blevet rystet. Efterhånden trænger erkendelsen af det skete igennem, selv om det kan tage lang tid, inden tabets omfang bliver klart for dig. Nye erkendelser vil dukke op igennem hele sorgprocessen, som desværre kræver tid, vilje og energi. Når erkendelsen af tabet efterhånden når dig, overvældes du af fortvivlelse, måske af fysiske smerter. Følelsen af ensomhed blandes med ængstelse over det, der er sket med dig, og som vil ske med dig. Specielt i begyndelsen er sorgens følelser ofte på en pinagtig måde blandet både med skyldfølelse over, at du gjorde, som du gjorde, og vrede rettet mod de personer, som har haft med din tragedie at gøre fx læger, hospital, venner, slægtninge muligvis Gud, og måske også mod den, der har forladt dig. De tilbagevendende spørgsmål, som er helt naturlige for os alle er: Hvorfor skete det? Hvorfor mig? 21

22 En anden opgave er med andre ord, at du giver dig hen i dine følelsers vold at græde, hulke, fortvivle og rase følelser, der som tidligere nævnt specielt i begyndelsen kan være skræmmende, men som er den sunde naturlige forløsning. Det er den kraft, der i længden læger dine sår i sjælen, som det traumatiske tab har forvoldt sig. Den dybe hulken er livgivende. Det er måden, du får styrke til at give slip på det, du har mistet, for langsomt at kunne vende dig imod nyt. Det er almindeligt, at sørgende frygter at de dermed mister kontrollen og må give op. Det forholder sig modsat. Ingen kan hulke mere end max. 10 minutter ad gangen, og den dybe gråd er så muskelafspændende, at du får fornyet kraft til at handle. Når du er blevet ramt i din sjæl, mister du for en periode tilliden til din verden, og den del af sorgarbejdet er at genvinde den, så angsten for livet ikke tager over. Vores forhold til andre er afgørende for, at vi kan genvinde den almindelige balance. Isolerer du dig i din sorg, har du et ekstra problem, fordi ensomhed forlænger sorgprocessen. Den tredje opgave er at lære noget nyt. For de fleste af os betyder det at etablere et tættere forhold til andre mennesker, således at man kan dele sorgens følelser med andre. De fleste er villige til at lytte, men når så mange sørgende har svært ved at finde det forstående netværk, når de første måneder er gået, er det fordi, de pårørende tror, de skal gøre noget at det ikke er nok at lytte omsorgsfuldt til sorgens følelser. Derfor bliver du nødt til at lære den nye færdighed, det er, at bede om hjælp på den rigtige måde. Du er med andre ord nødt til at bede dine pårørende om at besøge dig, og du må spørge dem, om du må tale med dem om dit tab, fordi det hjælper dig. At sørge sammen med andre lindrer smerten og giver dig mulighed for at genvinde tilliden til dit liv igen. Du bliver således nødt til at lære noget nyt, da du ikke er den samme, som før du blev ramt. Du skal normalt aldrig undgå at tale om dit tab, og du bør heller ikke undgå genstande eller steder med smertelige genkendelser. Kun ved at se tabet i øjnene kan du på længere sigt formindske smerten. Beroligende midler, antidepressiv medicin eller alkohol kan midlertidigt bedøve din sorg, men de forlænger kun processen. Den fjerde opgave er efterhånden at vende dig mod fremtiden og dermed adskille dig fra det, du har mistet. Denne proces foregår hele den lange og pinagtige sorgperiode, hvor der ikke findes smutveje. Sorg er en del af livet, og det er muligt at komme styrket gennem den nødvendige smerte, fordi du i dit møde med de kaotiske følelser og tanker får et mere afklaret forhold til det faktum, at ingen kender dagen, før solen går ned. Litteraturhenvisning: Den nødvendige smerte. Munksgård, Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. 22

23 Bilag 8: Litteratur- og materialeliste. Forfatter Titel Forlag Atle Dyregrov Sorg hos børn Håndbog for voksne Dansk Psykologisk forlag 1992 Marianne og Leick, Ninni Den nødvendige smerte Om sorg, sorgterapi og Davidsen-Nielsen kriseinterventioner. Socialpædagogisk Bibliotek, Munksgaard, 1989 samt Gyldendals bogklub Atle Dyregrov Katastrofe psykologi Dansk Psykologisk forlag 1994 Per Holm Knudsen Musen Malle Billedbog Borgen 1993 Max Velthuijs Liv og død Billedbog Alma 1991 Thomas Winding Bedstemor i himlen Billedbog Høst 1993 Donna O Toole Marvi Myrebjørn fatter Højtlæsningshistorie om at håb elske og miste, om venskab og håb. Høst 1993 Mats Wahl Farfars Lajka Carlsen 1989 J. Breebaart Når man dør får man det Billedbog så bedre 1993 Jeanne Flóe Farvel mormor Billedbog 1997 Hanne Justesen Rasmus og Himlen Billedbog 1998 Forfatter Titel Forlag 23

24 Astrid Lindgren Brødrene Løvehjerte (findes også som video) Gyldendal 1993 Ulf Stark Lad isbjørnene danse (filmatiseret) Gyldendal 1993 Anne Jacobsen Der var engang vi ikke var her En bog om døden for børn Hans Reitzel 1989 Marc Talbert Lad Gud gå af H-til Om en drengs sorg, raseri, og bitterhed i forbindelse med moderens og søsterens død. Munksgaard 1987 Gudrun Vinkel Rune min bror Om en 13 årig piges skyldfølelse i forbindelse med sin fars og brors død. Gyldendal 1983 Tine Bryld Talkshow Om og for unge Gyldendal 1990 Cynthia Grant Tilbage til livet Om en 17 årig piges sorg i forbindelse med storesøsterens død. Thorup 1991 Karsten Studstrup Den tredje 17 årig drengs reaktion iht. faderens kræftsygdom. Klim 1992 Ann Worrall Et glimt af blåt Ung piges vrede og sorg iht. Faderens kræftsygdom. Gyldendal 1986 Videofilm med elev, børn og unges sorgoplevelser og følelser ved mødet med døden. Vema Film 1991 (tlf ) Anne Jacobsen Børn og sorg Om børns reaktioner på tab og 24

25 død. Hans Reitzels forlag 1994 Anne Jacobsen Der var engang vi ikke En bog om døden for børn. var her. Hans Ritzels forlag 1989 Anne Jacobsen Alting har sin tid En bog om døden for børn. Hans Rietzel forlag 1995 Atle Dyregrov At tage afsked En bog om døden, begravelsesritualer og traditioner. Hans Ritzels forlag 1996 L. Hillgaard, L. Keiser Sorg krise Socialpædagogisk Bibliotek og L. Ravn 1990 Johan Cullberg Krise og udvikling Hans Reitzel 1983 E. Küber-Ross Døden og den døende Gyldendal 1995 E. Küber-Ross Om barn og døden Natur og kultur 1987 Poul Ørum Ravnen mod aften (tabet set indefra ) Gyldendal 1982 Poul Ørum Sorgens følelser Gyldendal 1984 Ellen Leissner Når døden banker på Hold ikke børnene uden for Fælleskabet Aros, cop A. Dyregrov Sorg og omsorg i skolen Dansk Psykologisk forlag 1994 M. Raundalen Redigeret af At sige verden ret farvel Tanker om døden. Af 33 danske O.W. Thomsen forfattere, politikere, O. Knudsen skuespillere Anni H. Andersen Børn i sorg Hanne Brandt skolebestyrelsens arbejde med Thomas D. Petersen principper og handleplaner. 25