Jeg vil eje verden plus 5%

Transkript

1 home page Jeg vil eje verden plus 5% Bulgarian (Български), Czech, Deutsch, English, Español, Francais, Italian, Indonesian, Japanese, Malay,Norsk, Polski, Portugues, Româna, Russian, Serbo-Croatian, Svenska, Turkish, Urdu Fabian var spændt og øvede sig endnu en gang på sin tale for den folkemængde, der med sikkerhed ville møde op næste dag. Han havde altid ønsket sig prestige og magt, og nu ville hans ønsker blive opfyldt. Han var guldmager og lavede smykker og ornamenter ud af guld og sølv, men han blev efterhånden utilfreds med at arbejde for føden. Han ville have spænding, en udfordring, og nu var hans plan klar til at blive søsat. Gennem generationer havde folk byttehandlet. En mand forsørgede sin familie enten ved selv at sørge for alle dens behov eller ved at specialisere sig i et fag, og han kunne så bytte overskudet af sin produktion med andre. Markedsdagen var altid støvet og støjende, men folk så frem til råberiet og postyret og ikke mindst fællesskabet. Det plejede at være et rart sted, men nu var der alt for mange mennesker, alt for meget skænderi. Der var ikke tid til småsnak - der var brug for et bedre system. Folk var generelt lykkelige og nød frugten af deres arbejde. I hvert fællesskab havde man formet en simpel regering for at være sikker på at enhver persons frihed og rettigheder blev beskyttet og at ingen blev tvunget af nogen anden person eller gruppe til at gøre noget mod sin vilje. Dette var regereingens eneste formål og hver guvernør blev frivilligt bakket op af det lokale fællesskab, som valgte ham. Imidlertid var markedsdagen et problem, de ikke kunne løse. Skulle man betale en eller to kurvefulde korn for en kniv? Var en ko mere værd end en vogn, osv. Ingen kunne finde på et godt system. "Jeg har løsningen på vores handelsproblemer, og jeg inviterer alle til et offentligt møde imorgen", havde Fabian proklameret. Den næste dag var der en stor forsamling på torvet og Fabian forklarede alt om det nye system, som han kaldte "penge". Det lød godt. "Hvordan starter vi?", spurgte folket. "Guldet som jeg laver om til ornamenter og smykker er et fremragende metal. Det bliver hverken plettet eller ruster, og det vil holde i lang tid. Jeg vil lave nogle mønter ud af guld

2 og vi skal hver især 'slå en krone'." Han forklarede, hvordan værdier virkerede, og at "penge" i virkeligheden ville være et medium for handel - et meget bedre system end byttehandel. En af guvernørernes tvivlede. "Nogle mennesker kan grave efter guld og selv lave penge", sagde han. Fabian var klar med svaret. "Det vilel være meget uretfærdigt", sagde han. "Kun de mønter som regeringen har godkendt kan bruges, og disse vil være støbt på en bestemt måde". Dette lød rimeligt og det blev foreslaæt at enhver person fik lige mange. "Men jeg fortjener flest", så lysestøberen. "Alle bruger mine lys". "Nej", sagde bonden, "uden mad er der ikke noget liv, så jeg skal i hvert fald have flest". Og således forsætte skænderierne. Fabian lod dem diskutere i et stykke tid og til sidst sagde han: "Siden ingen af jer kan blive enige, så foreslår jeg, at I får det beløb I skal bruge fra mig. Der vil ikke være nogen begrænsning udover jeres evne til at betale beløbet tilbage. Jo flere penge man får, jo flere penge skal man betale tilbage om eet år." "Og hvad skal du så have tilbage?", spurgte folket. "Siden jeg yder en service, altså pengeforsyningen, har jeg krav på betaling for mit arbejde. Lad os sige at for hver 100 enheder man får, så skal man betale mig 105 enheder tilbage for hvert år man skylder denne gæld. De fem enheder vil være min gebyr, og jeg vil kalde dette gebyr for rente". Der så ikke ud til at være nogen vej udenom og desuden så virkede 5% ikke af meget. "Kom tilbage næste fredag, så går vi igang". Fabian spildte ikke tiden. Han lavede mønter dag og nat, og ved slutningen af ugen var han klar. Folk stod i kø udenfor hans forretning og da mønterne var blevet inspiceret og godkendt af guvernørerne gik systemet igen. Nogle lånte kun lidt, og de gik ud for at prøve det nye system. Folket syntes, at penge var en fantastisk opfindelse, og snart blev alting målt i guld mønter eller kroner. Den værdi, de satte på alting blev kaldt prisen, og prisen var hovedsagligt afhængig af den arbejdestid, der skulle bruges til at producere tingen. Hvis det krævede meget arbejde, var prisen høj, og hvis det krævede liden indsats, var prisen ret lav. I en by boede Alan, som var den eneste urmager. Hans priser var høje, fordi kunderne var villige til at betale meget for at eje et af hans ure. Så begyndte en anden mand at lave ure og udbød dem til lavere priser for at øge sit salg. Alan blev tvunget til at sænke sine priser og i løbet af kort tid faldt priserne, så begge urmagere kæmpede for at levere den bedste kvalitet til den laveste pris. Det var ægte fri konkurrence. Det var det samme med håndværkere, transportører, revisorer, landmænd, faktisk i alle brancher. Kunderne valgte altid den bedste handel - de havde frihed til at vælge. Der var ikke nogen kunstig beskyttelse som f.eks licenser eller tariffer til at forhindre andre mennesker i at starte deres egen forretning. Levestandarten steg og inden længe undrede folk sig over, hvordan de tidligere havde klaret sig uden penge. Da året sluttede gik Fabian ud og besøgte alle de mennesker, der skyldte ham penge. Nogle havde flere, end de havde lånt, men det betød, at andre havde mindre, idet der kun var blevet slaæt et vist antal mønter til at begynde med. Dem, der havde flere penge end de havde lånt betalte det hele tilbage plus 5 for hver 100, de havde lånt, men de var stadig nødt til at låne igen for at forsætte.

3 De andre opdagede, at de for første gang havde en gæld. Før han kunne låne dem flere penge tog Fabian pant i nogle af deres ting og alle gik igen ud for at finde de fem ekstra mønter, som var så svære at opdrive. Ingen indså at landet, set som et hele, aldrig vilde blive gældsfri før alle mønterne var blevet betalt tilbage, og selv da ville der for hver 100 mønter stadig være de ekstra 5 mønter, som endda aldrig var blevet lånt ud. Ingen andre end Fabian kunne se, at det var umuligt at betale renten - de ekstra penge var aldrig blevet sat i omløb, derfor var der nogle, der var tvunget til at mangle dem. Fabian brugte selvfølgelig nogle mønter selv, men det var umuligt for ham at bruge 5% af den totale økonomi. Der var tusindvis af folk og kun een Fabian. Desuden arbejdede han stadig som guldsmed og levede godt. Bagerst i sin butik havde Fabian et pengeskab, og folk synes det var rart, hvis de kunne opbevare nogle af deres mønter sikkert i det. Han tog et lille gebyr afhængigt af beløbet og opbevaringstiden. Han gav ejeren en kvittering for deponeringen. Når en person gik ud for at handle havde han normalt ikke en masse guldmønter med. Istedet gav han butikken en af Fabians kvitteringer, der svarede til værdien af de varer, han ville købe. Butiksejere anerkendte ægtheden af kvitteringen og accepterede den med det formål at tage den tilbage til Fabian for at hente det tilsvarende antal mønter. Kvitteringen gik fra hånd til hånd istedet for selve guldet. Folk havde stor tiltro til kvitteringerne - de var lige så gode som mønter. Inden længe bemærkede Fabian, at det var ret sjældent, at nogen faktisk kom og spurgte efter deres guldmønter. Han tænkte ved sig selv: "Her sidder jeg med alt dette guld, og jeg er stadig en hårdtarbejdende håndværker. Det giver ikke mening. Der er jo masser af folk, som glædeligt ville betale mig rente for det guld, der ligger her, og som ingen spørger efter". Det er rigtigt at guldet ikke er mit - men det er i min besiddelse, og det er alt, der betyder noget. Jeg behøver næsten ikke lave flere mønter, jeg kan bare bruge mønterne fra pengeskabet. Først var han meget forsigtig og lånte kun få mønter ud ad gangen og kun mod enorme sikkerheder, men gradvist blev han modigere og lånte flere penge ud. En dag var der en forespørgsel efter et stort lån. "Istedet for at bære rundt på alle disse mønter kan vi deponere dem i dit navn, og så give jeg dig en mængde kvitteringer for værdien af mønterne", foreslog Fabian. Lånerne accepterede og gik ud med en bunke kvitteringer. Han havde fået et lån, men alligevel forblev guldet i pengeskabet. Efter klienten var gået smilede Fabian. Han kunne både blæse og have mel i munden. Han kunne låne guld ud og samtidigt beholde det i sin besiddelse. Venner, fremmede og selv fjender behøvede penge til at drive deres forretninger - og så længe de kunne stille sikkerhed, kunne de låne så meget de behøvede. Fabian kunne udelukkende ved at skrive kvitteringer låne et beløb ud, der svarede til adskillige gange den guld værdi, han havde i sit pengeskab, og han ejede ikke engang guldet. Alting virkede så længe de virkelige ejere ikke kom og hentede deres guld, og folk stadig havde tillid til systemet. Han førte en bog, der viste debit og kredit for

4 hver person - lånevirksomheden viste sig efterhånden at være temmelig lukrativ. Hans sociale status i samfundet øgedes næsten så hurtigt som hans formue. Han var ved at blive en vigtig mand. Han havde respekt. I finanssager var hans ord helligt. Guldsmede fra andre byer blev nysgerrige, og en dag kom de for at møde ham. Han fortalte dem, hvad han lavede, men var meget bevidst om at understrege nødvendigheden af at holde systemet hemmeligt. Hvis deres plan kom frem for dagens lys ville spillet være ude, så de blev enige om at forme deres egen hemmelige alliance. De vendte hver især tilbage til deres egen by og begyndte som Fabian havde lært dem. Folk accepterede efterhånden kvitteringerne på lige fod med guld, og mange kvitteringer blev deponeret på samme måde som guldet. Når en handlende ønskede at betale end anden for varer, skrev han simpelthen en kort notits, der fik Fabian til at overføre penge fra hans konto til den anden. Det tog kun Fabian nogle minutter at justere tallene. Det nye system blev meget populært, og disse notitser blev kaldet "checks". En sen aften havde guldsmedende et nyt hemmeligt møde, hvor Fabian afslørede en ny plan. Den næste dag indkaldte de til møde med alle guvernørerne og Fabian begyndte: "De kvitteringer, vi udskriver, er blevet meget populære. Uden tvivl bruger de fleste af jer dem allerede, og finder dem meget bekvemme". De nikkede enigt og undrede sig over, hvad problemet var. "Nuvel", forsatte han, "nogle kvitteringer bliver kopieret af falsknere. Dette må stoppes". GuvernØRerne blev forfærdede. "Hvad kan vi gøre?", spurgte de. "Jeg foreslår følgende", svarede Fabian, "For det første skal det være regeringens job at trykke nye sedler på et specielt papir med meget indviklede mønstre. Derefter skal hver seddel underskrives af guvernøren. Vi guldsmede vil gladeligt betale for trykkeriomkostningerne, da det vil spare os en masse tid med at skrive kvitteringer ud". "Altså, det er vores job at beskytte folket mod falsknere og det virkede som et godt råd". Så de gav tilladelse til at trykke sedlerne. "For det andet", sagde Fabian, "så er der nogle folk, der har fundet guld, og nu selv laver deres egne guldmønter. Jeg foreslår, at I laver en lov, så de personer, der finder guldklumper, skal indlevere dem. Selvfølgelig vil de blive betalt tilbage med sedler og mønter". Ideen lød udmærket og uden at tænke for meget over det, trykkede de et stort antal splinternye sedler. Hver seddel havde en påtrykt værdi - 10 kroner, 20 kroner, 50 kroner, 100 kroner, osv. De beskedne trykkeomkostninger blev betalt af guldsmedene. Sedlerne var meget lettere at bære rundt på og folk tog dem hurtigt til sig. Til trods for deres popularitet blev de nye sedler og mønter kun brugt i 10% af alle transaktioner. Regnskaberne viste at checksystemet blev brugt til 90% af al forretning. Den næste fase af hans plan gik igang. Indtil videre betalte folk Fabian for at opbevare deres penge. For at tiltrække flere penge til bankboksen tilbød Fabian indlånere 3% rente for deres penge. De fleste folk troede, at han genudlånte deres penge ud til lånere for 5% og at hans profit var de 2% forskel, der var mellem renterne. Desuden beklagede folk sig ikke, da det var langt bedre at få 3% istedet for at

5 være nødt til at betale for at få vogtet pengene. Mængden af opsparede penge steg og grundet den øgede mængde penge i pengeskabene kunne Fabian nu udlåne 200, 300, 400, nogle gang op til 900 kroner for hver 100 kroner han havde faæt deponeret. Han var nødt til at være omhyggelig med ikke at overskride dette ni til et forhold, fordi en person ud af ti havde behov for sedler og mønter for at bruge dem. IHvis folk ikke kunne hæve penge, når de havde brug for dem, ville de blive mistænksomme, specielt fordi deres bankbøger viste, hvor meget de havde indlånt. Ikkedestomindre kunne Fabian forlange 45% rente, altså 5% på de 900 kroner, altså de bogførte beløb, han udlånte, ved at udskrive checks. Når lånet plus rente blev betalt tilbage, altså 945 kroner, blev de 900 kroner slettet af regnskabet, og Fabian beholdte de 45 kroner i rente. Han var derfor ret villig til at betale 3% rente på de originale 100 kroner, som var blevet deponeret hos ham. Det var muligt at få en profit på 42%, men de fleste troede kun han tjente 2%. De andre guldsmede gjorde det samme. De skabte penge ud af ingenting ved at ændre nogle tal i deres regnskab, og de tjente renter oveni. Det er rigtigt, at de ikke slog deres egen mønt. Regeringen trykkede sedlerne og støbte mønterne og gav dem til guldsmedene til videredistribution. Fabian's eneste udgift var de beskedne trykkeomkostninger. Men de skabte stadig kredit ud af ingenting og tog rente for det. De fleste folk troede, at pengeforsyningen var regeringens job. De troede også, at Fabian udlånte penge, som andre havde indlånt, men det var meget mærkeligt, at der aldrig var nogle hvis indlånte beløb blev formindsket, når der blev foretaget et udlån. Hvis alle havde prøvet at hæve deres penge på samme tid, ville bedrageriet være blevet afsløret. Hvis et lån blev udbetalt kontant var det ikke noget problem. Fabian forklarede bare regeringen at forøgelsen og befolkningen og produktionen krævede flere penge i omløb, og dem fik han for et lille beløb, der dækkede trykkeomkostningerne. En dag kom en eftertænksom mand hen til Fabian. "Det at betale renter er forkert", sagde han. "For hver 100 kr du udsteder, beder du om 105 kroner tilbage. De ekstra 5 kroner kan aldrig blive tilbagebetalt, da de ikke eksisterer". Landmænd producerer mad, industrifabrikanter varer, og så videre, men kun du producerer penge. Antag at vi kun er to forretningsmænd i hele landet og at alle andre er ansat hos os. Vi låner 100 kroner hver, og vi betaler 90kroner i lønninger, hvilket giver os hver en profit på 10 kroner (vores løn). Det betyder at den totale købekraft er 90kroner + 10 kroner to gange, altså 200 kroner. Men for at betale dig skal vi sælge alle vores produkter for 210 kroner. Hvis det lykkes for en af os at sælge sine produkter for 105 kroner, så kan den anden kun regne med at få 95 kroner. Det vil sige at en del af hans varer ikke kan sælges, da der ikke er penge nok til at købe dem. "Han vil stadig skylde dig 10 kroner og kan kun betale dem tilbage ved at låne flere. Systemet er umuligt". Manden forsatte, "Det er klart, at du burde udbetale 105 kroner d.v.s. 100 kroner til mig og 5 kroner til dig selv. På denne måde ville der være 105 kroner i cirkulation og gælden kan betales tilbage". Fabian lyttede tålmodigt og sagde slutteligt:"finanseringsøkonomi er et svært emne, min gode mand, det kræver mange års studier. Bare overlad disse sager til mig og så kan De bekymre Dem om Deres. De er nødt til at blive mere effektiv, øge Deres produktion og skær ned på udgifterne, så De bliver en bedre forretningsmand. Jeg er altid villig til at hjælpe Dem i disse sager". Manden gik ud men var ikke overbevist. Der var noget galt med Fabians model, og manden fornemmede at Fabian havde snakket udenom. Imidlertid respekterede de fleste folk Fabians ord - "Han er eksperten, de andre må tage fejl. Se hvordan landet har udviklet sig, hvordan vores produktion er steget - vi må have det bedre". For at dække renteudgifterne på de penge, de havde lånt, var de handlende tvunget til at hæve priserne. Lønmodtagere klagede over for lave lønningerne. Arbejdsgiverne nægtede at betale højere lønninger, da de

6 ellers ville gå bankerot. Landmænd kunne ikke få en rimelig pris for deres produkter. Husmødre klagede over, at maden var ved at blive for dyr. Og til sidst gik nogle folk i strejke, noget de aldrig havde gjort før. Andre var blevet fattige, og deres venner og familie havde ikke råd til at hjælpe dem. De fleste havde glemt den ægte rigdom omkring dem - den frugtbare jord, de store skove, mineralerne og kvæget. De tænkte kun på de penge, der altid var for få af. Men de tvivlede aldrig på systemet. De troede, at regeringen styrede det. Enkelte havde lagt deres overskud sammen og formede "låne" eller "finanserings" selskaber. De kunne få 6% eller mere på denne måde, hvilket var bedre end de 3% Fabian betalte, men de kunne kun udlåne de penge, de ejede - de havde ikke denne mærkelige egenskab at kunne skabe penge ud af ingenting udelukkende ved at skrive beløb ned i en bog. Disse finanseringsselskaber bekymrede Fabian og hans venner, så de startede hurtigt deres egne finanseringsselskaber. For det meste opkøbte de bare andres selskaber, før de rigtigt kom igang. I løbet af ingen tid ejede eller styrede Fabian og hans venner de fleste selskaber. Den økonomiske situation forværredes. Lønmodtagerne var overbevist om, at arbejdsgiverne tjente for mange penge. Arbejdsgiverne sagde, at arbejderne var for dovne og ikke gjorde en ærlig dags arbejde, og alle gav skylden til hinanden. Regeringen kunne ikke finde noget svar, og desuden var det umiddelbare problem jo at hjælpe de fattige. De startede velfærdssystemer og lavede love, der tvang folk til at bidrage til dem. De gjorde mange folk sure - de troede på den gammeldags ide om frivilligt at hjælpe en person i nød. "Disse love er intet mindre end legaliseret røveri. At tage noget fra en person mod hans vilje ligemeget hvilket formål, det skal bruges til, er røveri". Men alle følte de sig hjælpeløse, og de var bange for at blive fængslet, hvis de ikke betalte. Disse velfærdssystemer hjalp lidt, men snart var problemet der igen, og der var behov for flere penge til at løse det. Omkostningerne steg og steg og størrelsen på regeringen voksede. De fleste guvernører var gode folk, der gjorde deres bedste. De brød sig ikke om at bede om flere penge fra befolkningen og til sidst havde de ingen anden mulighed end at låne penge fra Fabian og hans venner. De havde ingen anelse om, hvordan de nogensinde skulle kunne betale det tilbage. Forældre havde ikke længere råd til at betale lærere for at undervise deres børn. De kunne ikke betale lægerne. Og transportsektoren var ved at gå fallit. Regeringen blev tvunget til at overtage disse områder et efter et. Lærere, doktorere og mange andre blev offentligt ansatte. Få havde et tilfredsstillende arbejde. De fik en rimelig løn, men de mistede deres identitet. De blev til små hjul i den store maskine. Der var ikke plads til personligt initiativ, kun lidt anerkendelse for ekstra indsats, deres indkomst var fastlagt og forfremmelse kom kun når en overordnet blev pensioneret eller døde. GuvernØRerne søgte desperat Fabians råd. De mente, han var meget viis, og han så ud til at vide, hvordan man løste sine pengeproblemer. Han hørte på alle deres problemer og svarede så: "Mange mennesker kan ikke løse deres egne problemer - de behøver nogen til at gøre det for sig. I er helt sikkert enige i, at de fleste mennesker har ret til et lykkeligt og godt liv. Er et af vores grundprincipper ikke netop, at alle mænd er lige?" Den eneste måde at balancere alting på er at tage den overskydende rigdom fra de rige og give den til de fattige. Indfør et skattesystem. Jo mere en person har, jo mere skal vedkommende betale. Indsaml skatter fra hver person efter

7 evne, og giv til hver person efter behov. Skoler og hospitaler bør være gratis for dem, der ikke har råd til dem". Han holdte en lang tale om højt besungne idealer og sluttede med: "Åh, og forresten, glem ikke, at I skylder mig penge. I har lånt penge i et godt stykke tid nu, men i det mindste kan jeg hjælpe jer ved, at vi siger, at I for fremtiden kun skal betale renten på jeres lån. Så lader vi bare hovedstolen stå. Bare betal renten på den." De gik ud og uden at tænke Fabians tanker grundigt igennem, indførte de en gradueret indkomstskat - jo mere du tjener, jo højere er din trækprocent. Ingen brød sig om dette, men enten betalte de, eller også kom de i fængsel. De handlende blev igen tvunget til at hæve deres priser. Lønmodtagere krævede højere lønninger, hvilket tvang mange arbejdsgivere til at erklære sig fallit eller erstatte arbejderne med maskiner. Dette skabte mere arbejdsløshed og tvang regeringen til at indføre mere velfærd. Tariffer og andre beskyttelsessystemer blev indført for at holde nogle industrier igang så folk kunne beholde deres arbejde. Enkelte mennesker undrede sig over, hvorvidt produktionens formål var at skabe varer eller arbejde. Efterhånden som tingene forværredes prøvede de mindsteløn, priskontrol, og mange andre forskellige regulativer. Regeringen prøvede at skaffe flere penge v.h.a. moms, skatter på industrien og alle mulige andre skatter. En bemærkede, at fra hveden forlod landmanden til den sluttede ved husmoderen, blev der lagt over 50 forskellige skatter på et brød. "Eksperter" dukkede frem og nogle blev valgt ind i regeringen, men de fik intet udrettet på deres ^aring;rlige møder udover at "omstrukturere" nogle af skatterne. Gennemsnitligt steg skatterne dog altid. Fabian begyndte at forlange at betaling for sine renter og en større og større del af skattekronerne blev brugt på at betale ham. Så kom partipolitik - folk begyndte at diskutere, hvilken gruppe af guvernørere, der bedst kunne løse problemerne. De skændtes om personligheder, idealisme, partifarver, alt bortset fra det virkelige problem. Byrådene fik problemer. I en by oversteg renten på gælden den skat, der blev indsamlet i løbet af året. Den ubetalte rente blev ved med at stige gennem hele landet - der blev forlangt rente på ubetalt rente. Hovedparten af den virkelige værdi i landet kom gradvist under Fabians eller hans venners kontrol eller eje, og de fik således større kontrol over folket. Kontrollen var dog endnu ikke fuldstændig. De vidste, at situationen ikke var sikker før, alle var under kontrol. De fleste systemkritikere kunne holdes nede med økonomisk pres eller offentlig latterliggørelse. Fabian og hans venner opkøbte med dette formål de fleste aviser, TV og radiostationer, og han valgte omhyggeligt de mennesker, der styrede dem. Mange af disse mennesker havde et ægte ønske om at forbedre verden, og så indså aldrig, at de blev udnyttet. Deres løsninger involverede altid problemets symptomer og aldrig dets rod. Der var mange forskellige aviser - en for højrefløjen, en for venstrefløjen, en for arbejderne, en for arbejdsgiverne og så videre. Det var ligemeget hvilken en, man troede på, så længe man ikke tænkte over det virkelige problem. Fabians plan var næsten udført hele landet skyldte ham penge. Ved hjælp af uddannelseinstitutionerne og medierne kontrollerede han folks opfattelse. De

8 kunne kune tænke og tro på det, som han ville have. Når en mand har mange flere penge end han nogensinde ville kunne bruge på fornøjelser, hvad er der så tilbage? For dem, der har en herskermentalitet, er svaret magt - rå magt over andre mennesker. Idealisterne blev brugt i medierne og i regeringen, men dem, som Fabian søgte: dem, der trak i trådene, havde en herskermentalitet. De fleste guldsmede var blevet sådan. De kendte følelsen af stor rigdom, men det gav ikke længere nogen tilfredsstillelse. De havde brug for udfordring og spænding, og magt over masserne var den ultimative udfordring. De følte sig bedre end andre. "Det er vores ret og pligt at herske. Masserne ved ikke, hvad der er godt for dem. De bør samles og organiseres. Vi er født til at herske". Fabian og hans venner ejede mange lånekontorer over hele landet. Okay, de var privat og separat ejede. I princippet konkurrerede de med hinanden, men i virkeligheden arbejde de meget tæt sammen. Efter at have overtalt et par af guvernørerne startede de en institution, som de kaldte centralbanken. De brugte ikke engang deres egne penge - de skabte kredit mod en del af de penge andre mennesker havde indlånt. Opfattelsen var, at en offentlig institution regulerede pengeforsyningen, men mærkeligt nok fik ingen guvernører eller offentlige embedsmænd nogensinde lov til at være medlemmer af bestyrelsen. Regeringen lånte ikke længere direkte fra Fabian, men begyndte at bruge et gældssystem med centralbanken. Den sikkerhed, der blev stillet var estimatet over næste års skatteindtægter. Dette passede sammen med Fabians plan - det flyttede mistanken fra ham selv til over til et foretagende, som regeringen tilsyneladende stod bag. Bag tæppet trak han dog stadig i trådende. Fabian havde så meget indirekte kontrol over regeringen, at de var tvunget til at gøre, som han sagde. "Giv mig kontrol over en nations penge og jeg er ligeglad med, hvem der laver dens love", pralede Fabian. Det var ligemeget hvilken gruppe guvernører, der blev valgt. Fabian kontrollede altid pengene, nationens blod. Regeringen fik pengene, men der skulle altid betales rente på alle lån. Mere og mere blev brugt på velfærd, og der gik ikke længe, før regeringen fik vanskeligheder med at betale renten for slet ikke at tale om hovedstolen. Trods alt var der folk, der stadig tvivlede. "Penge er et menneskeskabt system. Kunne det ikke tjene istedet for at herske?". Imidlertid blev færre og færre af disse folk, og deres stemmer blev tabt i mængden, der kæmpede som gale om den ikke-eksisterende rente. Regeringerne blev udskiftet, partierne ændrede sig, men den generelle politik forsatte. Ligemeget hvilken regering, der sad på "magten" kom Fabian altid tættere på sit ultimative mål. Folkets politik var meningsløs. De blev maksimalt beskattet og kunne ikke betale mere. Det var tid til sidste trin i planen. Kontanter udgjorde stadig 10% af pengene. Dette forhold kunne vække mistanke og kontanterne måtte derfor afskaffes. Så længe folket brugte kontanter, kunne de frit sælge og købe som de ønskede - de havde stadig noget kontrol over deres eget liv. Det var dog ikke altid sikkert at bære rundt på kontanter. Checks blev ikke accepteret udenfor ens lokalsamfund, og man så derfor frem til et lettere system. Igen havde Fabian løsningen. Hans organisation uddelte et lille plastikkort med navn, billede og et IDnummer til alle. Når dette kort blev brugt ringede butiksejeren til en central computer

9 for at checke kreditværdigheden. Hvis den var god kunne kunden købe op til et vist beløb. I begyndelsen kunne folk købe på kredit for små beløb, og hvis dette blev betalt tilbage indenfor en måned, blev der ikke lagt renter på. Det var udmærket for lønmodtageren, men det virkede slet ikke for den selvstændige. Han skulle først installere maskiner, producere varere, udbetale løn, sælge alle sine varere og endeligt betale lånet tilbage. Hvis han overskred een måned, skulle han betale 1.5% i rente for hver udestaænde måned. Dette beløb sig til over 18% om året. De selvstændige havde ingen anden mulighed end at lægge de 18% oven i salgsprisen. Imidlertid var disse ekstra penge eller kredit (de 18%) aldrig blevet lånt ud til nogen. Over hele landet fik de selvstændige nu til opgave at tilbagebetale 118 kroner for hver 100 kroner, de havde lånt - men de ekstra 18 kroner var aldrig blevet sat i omløb. Til trods for dette øgede Fabian og hans venner deres sociale position. De blev opfattet som samfundets støtter. Deres meldinger på finans og økonomi blev næsten religiøst modtaget. Mange små forretninger gik ned under den stigende skattebyrde. Forskellige tiltag krævede specielle tilladelser, hvilket gjorde det svært for resten at forsætte i branchen. Fabian ejede og styrede alle de store selskaber, som havde hundredevis af underselskaber. Disse gav alle indtrykket af at konkurrere med hinanden, men han kontrollerede dem alle. Endeligt blev alle konkurrenterne presset ud. VVS-, tømrere, elektrikere og de fleste andre små forretninger led alle samme skæbne - de blev spist op af Fabians gigantiske selskaber, som alle havde regeringens beskyttelse. Fabian ville have plastikkortene til at eliminere kontanterne. Hans plan var, at når alle kontanterne blev trukket tilbage, så kunne forretninger kun drives via computerkortsystemet. Han forudsagde, at nogle folk eventuelt ville tabe eller miste deres kort og således ikke være i stand til at købe eller sælge noget, indtil de kunne bevise deres identitet. Han ønskede en lov, der ville give ham den ultimative kontrol - en lov, der tvang alle til at få et personligt nummer tatoveret på deres hånd. Nummeret ville kun kunne ses i et specielt lys og systemet ville være forbundet med en computer. Alle computere ville være forbundet med en central computer så Fabian kunne vide alt om alle. Den historie, du har læst, er selvfølgelig opdigtet. Men hvis du synes det på nogen punkter var skræmmende tæt på virkeligheden og gerne vil vide mere om, hvem "Fabian" er i virkeligheden, så start med at studere de engelske guldsmede i seksten og syttenhundrede tallet. Eksempelvis blev Englands Nationalbank grundlagt i Kong Vilhelm III (Vilhelm af Oranian) havde financielle problemer på grund af krigen mod Frankring. Guldsmedene "lånte" ham 1.2 millioner pund (dengang et enormt beløb) på visse betingelser: a. Renten blev fastsat til 8%. Man bør huske, at det at forlange og indkræve rente ifølge Magna Carta var forbundet med dødstraf. b. Kongen skulle give guldsmedenes bank en lovlig ret til at give kredit. Hidtil var denne forretningsmetode, altså hvor man gav kredit for flere penge end man havde, fuldstændig ulovlig. Den nye lov tillod det. William Patterson fik i 1694 denne ret for Englands Nationalbank. Larry Hannigan 1971, Australia Oversat af Jacob Lund Fisker Spred venligst disse informationer vidt og bredt Denmark: Constructing the Mind Controlled State

10 Home Orders Products List Best Books Whats New