I ndholdsfortegnelse:

Transkript

1 I ndholdsfortegnelse: Men grunden har vi da Hvem kan standse Jesus? Redningsmanden Herrens underskrift Han søger til han finder Paulus for Agrippa Om jeg havde alt men ikke Jesus! Jesus troens banebryder og fuldender Et godt budskabs dag Frelsesglæde trosglæde

2 FORORD I ca. 50 år har jeg haft det store privilegium at komme rundt i hele landet som forkynder i Indre Missions sammenhæng. Det har været en gave igennem tiden at møde de mange indremissionske samfundsfolk, og altid under alle forhold har jeg fået en god og varm modtagelse. Jeg har oplevet, at vi var én stor åndelig familie. Vi var nådesøskende! Denne bog udsendes som en hilsen til alle disse mange kendte og ukendte, jeg har mødt igennem de mange år. Jeg tænker med glæde og taknemlighed tilbage på de uendelig mange gode og tillidsfulde samtaler, jeg har haft igennem tiden rundtom i de mange samfund. Da jeg i 1968 arbejdede med mit speciale om Indre Missions forkyndelse ved Københavns Universitet, slog det mig, at der findes et utal af prædikensamlinger, skrevet af indremissionske præster, men meget få bøger, der afspejler den forkyndelse, der lyder i missionshusene.

3 Faktisk fandt jeg kun en eneste bog:»lægmandsvidnesbyrd«fra 1897 med 42 taler af indremissionærer. Lohses Forlag har igennem tiden udgivet mange opbyggelsesbøger, skrevet af indremissionske præster og lægfolk, men hvordan lyder forkyndelsen fra talerstolen i missionshuset? Fra 1975 til 1985 var jeg selv formand for Lohses Forlags bogudvalg. Det undrer mig i dag, at jeg ikke dengang tog initiativ til at få udgivet en eller flere bøger med taler af datidens forkyndere. Når jeg tænker tilbage, går tankerne til mange af de forkyndere, jeg har lyttet til i missionshuset gennem min barndom og ungdom, og som har præget mig til i dag. Tænk, om jeg kunne læse nogle af de taler i dag, der dengang fik afgørende betydning for mig? Hvorfor er der ikke i tidens løb udgivet ret mange missionshustaler? Det er måske, fordi vi i Indre Mission altid har gået ind for»genbrug«. Mens det altid har været lidt ilde set, om man ikke mødte med en ny prædiken til hver søndagsgudstjeneste, har man på grund af de mange møder rundtom i landet slet ikke kunnet magte at møde med en ny tale hvert sted. De år, hvor jeg har holdt flest møder i IM's sammenhæng, har jeg været oppe på ca Når dette foregik i min»fritid«ved siden af et

4 travlt arbejde som sognepræst og provst, måtte man naturligvis genbruge mange taler. Her har jeg stået i en god»tradition«. Vilhelm Beck foretog mange møderejser sammen med indremissionær Anders Stubkjær, der var en af hovedmændene, da den store midtjyske vækkelse blev ført sammen med den lille sjællandske Indre Mission omkring Stubkjær var meget slagfærdig og ligefrem. Efter et fælles møde sagde han:»det var en god tale, du holdt i dag. Den må du lade trykke men vent lidt, for jeg skal lige bruge den nogle gange!«indre Missions mangeårige formand, Chr. Bartholdy, var engang på møderejse på Bornholm. En mand blev meget optaget af hans tale den første aften og besluttede sig derfor for at køre til den næste by, hvor Bartholdy skulle tale. Han blev meget skuffet, da han fik serveret den samme tale, som han havde hørt aftenen før. Dette gentog sig også den tredje aften. Efter dette møde gik manden hen til Bartholdy og udtrykte sin skuffelse over, at han holdt den samme tale aften efter aften. Bartholdy så på ham og sagde:»tror De, jeg er sådan en, der siger noget den ene aften, som jeg ikke kan sige den næste!«

5 For mit eget vedkommende har jeg haft det på den måde, at jeg kunne bruge en tale, så længe den sagde mig selv noget. Blev jeg ikke selv opbygget af den, kunne jeg jo ikke forvente, at andre skulle blive det. Det er sket, at jeg på et tidspunkt har lagt en tale til side for så efter nogle år at tage det samme tema op igen. Det skete f.eks. med talen»hvem kan standse Jesus?«Jeg talte engang i Hinnerup ved Århus. Efter mødet kom en mand hen til mig og sagde:»den tale har jeg hørt dig holde i Skovlunde (udenfor København).«Da jeg kom hjem, så jeg efter i mine notater og kunne se, at jeg havde holdt en tale med samme tema 25 år tidligere i Skovlunde. Det var godt husket! Jeg har nu og da oplevet, at jeg har lyttet til en forkynder og pludselig genkendt noget, jeg selv engang har forkyndt. Det har altid kun glædet mig, for det vidner jo om, at vedkommende har hørt efter det budskab, jeg i sin tid bar frem. Jeg har i tidens løb holdt mange bibeltimer og foredrag, men her er kun medtaget taler fra almindelige forkyndende møder. Mødekulturen i Indre Mission har altid haft sit særlige præg. Der findes mange forskellige forudfattede menin-

6 ger om det liv, der udfolder sig i missionshusene. Jeg er blevet spurgt om, hvorvidt det havde en slags»logepræg«? Det har aldrig præget Indre Missions venner, at man ville lukke sig om sig selv, men vi har altid inderligt ønsket at være åbne og at pege på, at selv om nogle tror det modsatte, så går dørene altid indad til landets missionshuse, hvor enhver er velkommen! Gjellerup, juni 2015 John Ørum Jørgensen

7 13 M en grunden har vi da For ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. (1 Kor 3,11) I et antikvariat fandt jeg engang en gammel bog fra 1940'erne, som helt betog mig. Det var en roman om Vinterkrigen i Finland ( ) de skæbnesvangre hundrede dage, da fjenden fra øst trængte ind over grænsen, og krigen spredte rædsel og ulykker blandt den helt uforberedte civilbefolkning. I bogen»men grunden har vi da«følger man en ung finsk familie, Gösta og Rora, deres tre børn samt Göstas søster Elena og hendes forlovede Per. Det hele begynder en ganske almindelig morgen, lige inden Elena og Per skal giftes. Familiens mindste dreng på 7 år har fået lov til at blive hjemme fra skolen pga. forkølelse, og hans storebror, Karl, driller ham med, at

8 14 ET GODT BUDSKABS DAG han er forkælet. Det hele er så dagligdags og så! Pludselig er den lille familie kastet ind i krigens gru. Gösta og Per kommer til fronten allerede samme dag. Resten af familien må ud på en grufuld flugt. Man følger dem samlet og enkeltvis og lever med i deres skæbne. Én for én dør de, ofte under frygtelige omstændigheder. Til slut står de eneste overlevende, Elena, Karl og den krigsinvalide Gösta, der har mistet begge sine ben, ved den rygende tomt af det, der engang var deres hjem, og så kommer ordene:»ja, men grunden har vi da!«en cykel på tværs i garagen I det liv, du og jeg lever, gælder det, at alt det, vi sætter vores lid til, håber på, drømmer om alt det, der optager os, og som vi synes er så vigtigt, så vigtigt det kan mistes. Ja, en dag skal du miste alt, der har med dette liv at gøre. Det kan ske snart, eller det kan ske om 20, 30, 50 år. Det ved ingen af os. Det, som i dag er så dagligdags, nærmest trivielt, kan du måske en dag længselsfuldt se tilbage efter. Som en skilsmisseramt far en dag sagde til mig:»jeg skældte så tit ud på min dreng, når han havde stillet sin cykel på tværs i garagen, så jeg måtte ud af bilen og flytte den for at komme ind. Nu kan det være et brændende ønske i mit sind, når jeg kører mod mit ensomme hjem:»bare der stod en cykel på tværs i garagen!«

9 MEN GRUNDEN HAR VI DA 15 Der er en grund under dit liv! Alt kan du, ja, alt skal du miste! Hvad har du da tilbage? Det spørgsmål skal i dag stå brændende klart for dig, du, som bygger dit livs bygning op. Hvad står tilbage, hvis alt det, du i dette liv i dette øjeblik sætter din lid til, pludselig bliver taget fra dig? Kan du svare: Men grunden har jeg da!? For der er en grund under dit liv. Du blev sat på den grund i dit livs morgen, da du blev mærket med korsets tegn til et vidnesbyrd om, at du skulle tilhøre den korsfæstede, men opstandne Herre Jesus Kristus! Det skete i din dåb, og ingen kan lægge en anden grundvold end den, der er lagt, Jesus Kristus. Grunden er en frelsesgrund Der er mange, der prøver på selv at lægge en grund under deres liv. De vil være herre i deres eget liv, men der er ingen anden holdbar grund end den, der er lagt. Den er uafhængig af dig. Byg derfor dit liv på den grund, som består, når alt andet vakler og går til grunde. Ja, om også din livsbygning skulle vælte eller brænde op, så gælder det: Grunden har vi da! Den er det vigtigste. Det understreger Paulus klart i de vers, der følger efter indledningen til dette: Han siger i v :»Hvis nogen bygger på grundvolden med guld, sølv, ædelsten, træ, hø, halm, skal det vise sig, hvad slags

10 16 ET GODT BUDSKABS DAG arbejde enhver har udført. Dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts arbejde er. Hvis det, han har bygget, bliver stående, skal han få løn, men hvis hans arbejde går op i luer, skal han gå glip af lønnen, men selv blive frelst, dog som gennem ild.«det viser, hvor afgørende vigtig grunden under dit liv er. Det er en frelsesgrund! Den eneste grundvold, som dit åndelige bygningsværk kan rejses på, er allerede lagt. Ingen må begynde noget andet sted. Det nytter ikke at bygge sin»kristendom«uden for Kristus, på gode gerninger, tanker eller ideer. Men vi hører her, at også når der bygges på grunden, kan der anvendes forkerte materialer, ægte eller falske, og det skal en dag afsløres. Det kan være som en ildlutring, en fuldstændig forkastelse af den ukloge bygningsmands arbejde. Som arbejder lider han tab, men han frelses ved sin tro. Han har jo bygget på grundvolden, selv om han har bygget forkert. Egentlig fortjener han at brænde op sammen med sin dårlige bygning, men han bliver frelst som gennem ild for grunden er i orden. Grunden under dit liv er af afgørende betydning. Har du hjemme på den grund?