Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! Ajourført version 2007

Transkript

1 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! Ajourført version 2007 Europa-Kommissionen

2

3 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! Ajourført version 2007 Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Ligestilling Kontor E.3

4 Indholdet af denne publikation afspejler ikke nødvendigvis holdningen i Europa- Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Ligestilling. Europe Direct er en service, der har til formål at hjælpe med at besvare Deres spørgsmål om Den Europæiske Union Frikaldsnummer (*): (*) Nogle mobiloperatører tillader ikke opkald til numre eller tager betaling for sådanne opkald. Yderligere oplysninger om EU fås på internet via Europa-serveren ( Bibliografiske data findes bagest i denne publikation Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 2009 ISBN DOI /34875 De Europæiske Fællesskaber, 2009 Eftertryk tilladt med kildeangivelse Printed in Germany

5 Indholdsfortegnelse Indledning EU-bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere Gælder bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere også for mig? Er jeg en arbejdstager, som hører ind under artikel 39 i EF-traktaten? Hvilke rettigheder medfører retten til fri bevægelighed for arbejdstagere? I hvilke lande gælder bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed for mig? Hvad sker der, hvis jeg er en udstationeret arbejdstager? Adgang til beskæftigelse Hvilke regler gælder der, hvis jeg ønsker at søge arbejde i et andet land? Har jeg fri adgang til beskæftigelse? Hvad sker der, hvis jeg har opnået mine erhvervskvalifikationer i en anden medlemsstat? Hvilke regler gælder der, hvis jeg ønsker at arbejde inden for den offentlige sektor i en anden medlemsstat? Ligebehandling Hvad er mine rettigheder i forhold til værtslandets egne statsborgere? Hvilke sociale ydelser har jeg ret til? Hvilke skattefordele har jeg ret til? Har jeg andre rettigheder, når det gælder ligebehandling? Hvilke regler gælder der, hvis jeg arbejder i én medlemsstat og er bosat i en anden medlemsstat? Ret til indrejse og ophold Hvis jeg rejser til et andet land for at arbejde, er der så nogle formaliteter, jeg skal opfylde for at kunne rejse ind i landet og bosætte mig dér? Hvad sker der, hvis jeg bliver arbejdsløs eller påbegynder en uddannelse i værtslandet? Hvad sker der, hvis jeg bor i værtslandet i lang tid? Er der begrænsninger for min indrejse og mit ophold i værtslandet?

6 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! Familiemedlemmer Hvilke medlemmer af min familie kan slutte sig til mig i værtslandet eller ledsage mig? Hvilke administrative formaliteter skal de opfylde for at kunne rejse ind i og bosætte sig i værtslandet? Har de også ret til en fast opholdstilladelse? Hvad sker der, hvis jeg bliver skilt (omstødelse af ægteskab eller opløsning af det registrerede partnerskab), dør eller rejser til et andet land? Kan min familie blive boende i værtslandet? Hvilke andre rettigheder har mine familiemedlemmer? Kan de også arbejde i værtslandet? Udvidelsen: overgangsbestemmelser Hvilke overgangsbestemmelser gælder der? Hvad er situationen for statsborgerne i EU-8-staterne? Hvad er situationen for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien? Statsborgere i tredjelande Hvilke regler gælder der for statsborgere fra tredjelande? Har de også ret til fri bevægelighed og ligebehandling? Ret til social sikring Hvad sker der med min ret til social sikring, hvis jeg flytter til et andet land for at arbejde? Sådan gør du dine rettigheder gældende Hvad kan jeg gøre, hvis de nationale myndigheder eller min arbejdsgiver ikke respekterer mine rettigheder som vandrende arbejdstager? Hvad er EF-Domstolens rolle? Kan jeg indbringe en sag for EF-Domstolen? Informationskilder

7 Indledning Den frie bevægelighed for personer er en af de grundlæggende frihedsrettigheder, som EU-lovgivningen sikrer. Borgere i EU kan flytte til en anden medlemsstat for at arbejde eller studere, levere eller modtage tjenesteydelser, starte en virksomhed, bosætte sig som pensionister eller for simpelthen at bosætte sig, selv om de ikke er økonomisk aktive. I denne vejledning redegøres der kun for retsstillingen for personer, som flytter inden for EU på grund af deres arbejde. I form af letforståelige spørgsmål og svar indeholder den oplysninger om dine rettigheder som vandrende arbejdstager. Ønsker du at arbejde i en anden medlemsstat? Arbejder du allerede i en anden medlemsstat og vil gerne vide, hvilke rettigheder du har sammenlignet med de indfødte arbejdstagere? Hvad sker der, hvis du arbejder i ét land, men bor i et andet? I denne vejledning finder du svar på disse og mange andre spørgsmål. Denne vejledning blev første gang udgivet i forbindelse med Det Europæiske År for Arbejdstagernes Mobilitet 2006, som blev organiseret for at øge kendskabet til og forståelsen af fordelene ved at arbejde i udlandet. I den nye ajourførte version af vejledningen tages der hensyn til Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU i

8

9 EU-bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere Den frie bevægelighed for arbejdstagere har eksisteret, siden EF blev grundlagt i Denne rettighed er fastsat i artikel 39 i EF-traktaten og er senere blevet udviklet gennem den afledte ret. Det drejer sig især om følgende: forordning (EØF) nr. 1612/68 ( 1 ) direktiv 2004/38/EF ( 2 ). Gennem dette direktiv, som er udtryk for de rettigheder, som EU giver borgerne, konsolideres og revideres den tidligere lovgivning, som gælder den frie bevægelighed for personer, bl.a. arbejdstagere; direktivet trådte i kraft den 30. april I denne vejledning gennemgås først og fremmest de regler, som er fastsat i disse to retsakter. Der findes også andre EU-bestemmelser om spørgsmål, som er vigtige for vandrende arbejdstagere, nemlig anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser ( 3 ) og retten til social sikring ( 4 ). Også disse to spørgsmål vil kort blive omtalt. 7 EF-Domstolen spiller en vigtig rolle i fortolkningen og udviklingen af denne frihed som begreb og konsekvenserne heraf. Domstolens retspraksis citeres derfor også i denne vejledning ( 5 ). 1. Gælder bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere også for mig? Er jeg en arbejdstager, som hører ind under artikel 39 i EF-traktaten? EU-bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere gælder for vandrende arbejdstagere, dvs. at du er omfattet af bestemmelserne, hvis du er statsborger i en af medlemsstaterne af EU eller i en stat, som indgår i Det ( 1 ) Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet, EFT L 257 af ( 2 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, EUT L 158 af ( 3 ) ( 4 ) ( 5 ) Nærmere oplysninger om EF-Domstolens retspraksis, når det gælder arbejdskraftens frie bevægelighed, findes i Kommissionens meddelelse»arbejdstagernes frie bevægelighed: vejen til fuld udnyttelse af fordele og muligheder«, KOM(2002) 694 endelig af

10 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (se spørgsmål 3), og hvis du flytter fra dit hjemland til en anden medlemsstat (værtslandet) for at arbejde dér. Disse bestemmelser gælder også, når du vender tilbage til dit hjemland efter at have gjort brug af din ret til fri bevægelighed. Derimod gælder bestemmelserne ikke, hvis du aldrig har gjort brug af denne ret. I EF-Domstolens retspraksis defineres en arbejdstager som en person, der 1) har et reelt arbejde, 2) under en anden persons ledelse samt 3) og får løn for det. Denne definition er meget bred og omfatter f.eks. personer, som arbejder ti timer om ugen, praktikanter, personer, hvis løn er lavere end niveauet for det eksistensminimum, der er fastsat i værtslandet, eller mindstelønnen osv. Tjenestemænd og ansatte i den offentlige sektor er arbejdstagere, og det samme gælder idrætsudøvere, som har lønnet beskæftigelse. Hvis du er selvstændig erhvervsdrivende, studerende eller pensionist, eller hvis du ikke er økonomisk aktiv, gælder der andre bestemmelser i EU-lovgivningen ( 6 ) Hvilke rettigheder medfører retten til fri bevægelighed for arbejdstagere? Den frie bevægelighed for arbejdstagere betyder først og fremmest, at du har ret til at søge arbejde i en anden medlemsstat ret til at arbejde i en anden medlemsstat ret til at bo i en anden medlemsstat, når du arbejder ret til at blive ledsaget af din familie ret til at blive boende i den medlemsstat, hvor du har arbejdet ret til at blive behandlet på samme måde som borgerne i værtslandet, når det gælder adgang til beskæftigelse, arbejdsvilkår og alle andre ydelser, som fremmer din integration i landet. ( 6 ) Yderligere oplysninger om den frie bevægelighed for personer generelt findes på følgende internetadresser: Tjenesteydere og selvstændige erhvervsdrivende: Studerende: Generelle oplysninger om den frie bevægelighed for EU-borgere: og

11 EU-bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere 3. I hvilke lande gælder bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed for mig? Du er omfattet af EU-bestemmelserne om den frie bevægelighed for arbejdstagere i alle 27 medlemsstater af EU. Det drejer sig om følgende lande: Belgien Frankrig Østrig Bulgarien** Italien Polen* Tjekkiet* Cypern Portugal Danmark* Letland* Rumænien** Tyskland Litauen* Slovenien* Estland* Luxembourg Slovakiet* Irland Ungarn* Finland Grækenland Malta Sverige Spanien Nederlandene Det Forenede Kongerige 9 Den frie bevægelighed for arbejdstagere gælder generelt også for de lande, som indgår i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, dvs. Island, Liechtenstein og Norge ( 7 ). I hele denne vejledning betyder udtrykkene land, stat eller medlemsstat et af de ovennævnte 30 lande. Alle andre stater omtales som tredjelande. For arbejdstagere fra otte af de ti medlemsstater, som blev medlem af EU den 1. maj 2004 (de lande, som er markeret med *), gælder der ifølge overgangsbestemmelserne i tiltrædelsestraktaten visse begr ænsninger for adgang til arbejdsmarkedet i de andre medlemsstater. Der gælder også overgangsbestemmelser for de to lande, der blev optaget i EU den 1. januar 2007 (de lande, som er markeret med **). ( 7 ) I disse lande kan der gælde visse undtagelser fra direktiv 2004/38/EF, når det gælder bopælsretten.

12 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 4. Hvad sker der, hvis jeg er en udstationeret arbejdstager? For udstationerede arbejdstagere gælder der særlige regler. Til forskel for vandrende arbejdstagere udsendes disse arbejdstagere til et andet land for at udføre et arbejde, og når arbejdet er udført, vender de tilbage til deres hjemland uden egentlig kontakt med arbejdsmarkedet i værtslandet. For at dække denne særlige situation har man vedtaget et direktiv med et antal obligatoriske regler om den minimumsbeskyttelse, der i værtslandet skal ydes af de arbejdsgivere, som udsender arbejdstagere for midlertidigt at arbejde dér ( 8 ). 10 ( 8 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser:

13 Adgang til beskæftigelse 5. Hvilke regler gælder der, hvis jeg ønsker at søge arbejde i et andet land? Hvis du er statsborger i en medlemsstat, har du ret til at søge arbejde i en anden medlemsstat. Du får samme hjælp af landets arbejdsformidlinger som landets egne statsborgere. Hvis du er arbejdssøgende, har du ifølge EF-Domstolens retspraksis ret til at opholde dig i værtslandet i en rimelig periode, som er tilstrækkelig lang til, at du kan få kendskab til jobtilbuddene og kan træffe de skridt, der er nødvendige, for at du kan blive ansat. Når denne tid er gået, kan du ikke blive udvist, hvis du kan bevise, at du fortsat søger arbejde og har reelle chancer for at opnå ansættelse (f.eks. hvis du skal til jobsamtaler). Ifølge den seneste udvikling i EF-Domstolens retspraksis kan arbejdssøgende have ret til visse økonomiske ydelser på lige fod med statsborgerne i værtslandet. Men for at få udbetalt en sådan ydelse skal det imidlertid kunne bevises, at der er en»reel forbindelse«mellem den arbejdssøgende og arbejdsmarkedet i denne stat. Dette kan især ske, ved at man kræver, at arbejdstageren i et rimeligt tidsrum faktisk og reelt har søgt arbejde i den pågældende medlemsstat ( 9 ). 11 Den europæiske portal for jobmobilitet (Eures ( 10 )) indeholder nyttige oplysninger om jobmulighederne inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Den indeholder oplysninger om regler og fremgangsmåde i forbindelse med ansættelse i medlemsstaterne, praktiske oplysninger om leve- og arbejdsvilkår (leveomkostninger, skatter, social sikring, efterspørgsel efter arbejdskraft inden for forskellige erhvervsgrene) og endvidere en stor database med ledige stillinger i andre lande. Se også webstedet Europass ( 11 ), hvor du finder oplysninger om, hvordan du kan præsentere dine kundskaber og kvalifikationer på en sådan måde, at det klart og tydeligt kan forstås overalt i Europa. ( 9 ) Se EF-Domstolens afgørelse af 23. marts 2004 i sag C-138/02, Collins. ( 10 ) ( 11 )

14 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 6. Har jeg fri adgang til beskæftigelse? Du har ret til at arbejde i en anden medlemsstat på samme betingelser som landets egne statsborgere uden at blive diskrimineret på grund af din nationalitet. En undtagelse gælder for adgang til visse stillinger inden for den offentlige sektor, hvor statsborgerskab i landet kan være en betingelse (se spørgsmål 8). 12 Der gælder også en undtagelse for sprogkundskaber: Der kan kræves et vist sprogligt niveau, men kravet skal være rimeligt og en nødvendig forudsætning i det pågældende job. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en person skal arbejde inden for uddannelsessystemet i en anden medlemsstat. Man kan derfor kræve et vist sprogligt niveau, men arbejdsgiverne kan ikke kræve, at ansøgeren fremlægger et specifikt eksamensbevis som bevis. Krav om meget omfattende sprogkundskaber kan på visse klart definerede betingelser være berettiget i visse job, men der kan ikke stilles krav om et bestemt sprog som modersmål. Der kræves ikke altid en arbejdstilladelse. Der gælder dog visse begrænsninger for adgang til arbejdsmarkedet for statsborgerne i visse af de medlemsstater, som blev optaget i EU den 1. maj 2004 og den 1. januar Disse begrænsninger kan i realiteten betyde, at du er forpligtet til at ansøge om arbejdstilladelse (se kapitlet Udvidelsen Overgangsbestemmelser ). 7. Hvad sker der, hvis jeg har opnået mine erhvervskvalifikationer i en anden medlemsstat? Inden for EU findes der en generel ordning for anerkendelse af kvalifikationer og eksamensbeviser. Ifølge denne ordning kan du, hvis du er fuldt kvalificeret til at udøve et lovreguleret erhverv (dvs. et erhverv, som kræver bestemte erhvervsmæssige kvalifikationer) i en medlemsstat, få din uddannelse godkendt i en anden medlemsstat. Hvis uddannelsen eller de aktiviteter, der udøves som led i erhvervet, er væsentligt forskellige fra, hvad der er tilfældet i værtslandet, kan værtslandet kræve, at du gennemgår en prøvetid eller går op til en egnethedsprøve. I princippet kan du selv vælge. Automatisk anerkendelse af eksamensbeviser findes kun inden for et lille antal erhverv ( 12 ). ( 12 ) Yderligere oplysninger om EU-reglerne vedrørende anerkendelse af kvalifikationer findes på følgende websted:

15 Adgang til beskæftigelse Der blev vedtaget et nyt direktiv om anerkendelse af kvalifikationer i september 2005 ( 13 ). Formålet med direktivet er at præcisere og forenkle de eksisterende regler for at lette den frie bevægelighed for kvalificeret arbejdskraft mellem medlemsstaterne. 8. Hvilke regler gælder der, hvis jeg ønsker at arbejde inden for den offentlige sektor i en anden medlemsstat? Som tidligere nævnt er tjenestemænd og ansatte i den offentlige sektor arbejdstagere, hvilket betyder, at bestemmelserne om fri bevægelighed og principperne om ligebehandling også gælder dem. Der findes dog en undtagelse, når det gælder adgang til den offentlige sektor: Adgangen til bestemte stillinger kan være begrænset til indenlandske statsborgere, hvis der er tale om offentlige forvaltningsopgaver, og ansvaret for at sikre statens generelle interesser er involveret. Dette gælder bl.a. særlige statslige funktioner og funktioner i tilsvarende instanser som f.eks. forsvaret, politiet og andre ordensmyndigheder, dommere, skattemyndigheder eller det diplomatiske korps. Det er imidlertid ikke alle stillinger inden for disse områder, som indebærer offentlige forvaltningsopgaver og ansvar for at varetage statens almene interesser. Disse kriterier bør derfor vurderes fra sag til sag ud fra opgavernes art og det ansvar, der følger med den pågældende stilling. 13 Bortset fra denne undtagelse skal det være muligt for borgerne i EU at søge stillinger inden for den offentlige sektor. Når du er blevet ansat i den offentlige sektor, skal du behandles på lige fod med landets egne statsborgere, når det gælder andre aspekter af adgang til stillinger og arbejdsvilkår. Hvis du f.eks. har opnået en tilsvarende erhvervsmæssig erfaring inden for den offentlige sektor i en anden medlemsstat, skal der tages hensyn til denne erfaring på samme måde som en erhvervsmæssig erfaring, der er opnået i værtslandet ( 14 ). ( 13 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EUT L 255 af Direktivet skal gennemføres i national lovgivning senest i oktober ( 14 ) Yderligere oplysninger om den offentlige sektor findes i meddelelsen fra Kommissionen»Arbejdstagernes frie bevægelighed vejen til fuld udnyttelse af fordele og muligheder«, KOM(2002) 694 endelig af ,

16

17 Ligebehandling 9. Hvad er mine rettigheder i forhold til værtslandets egne statsborgere? Hvis du er vandrende arbejdstager, skal du behandles på nøjagtigt samme måde som dine kolleger, som er statsborgere i det land, hvor du arbejder. Du må ikke blive udsat for forskelsbehandling på grund af din nationalitet. Princippet om ligebehandling gælder især følgende: 1. adgang til beskæftigelse (se spørgsmål 5) 2. alle arbejdsvilkår som f.eks. løn, afskedigelse og genansættelse 3. adgang til sociale ydelser og skattefordele. Denne ret til ikke at blive udsat for forskelsbehandling på grund af nationalitet gælder ikke kun den åbne diskrimination, men også neutrale regler, som, medmindre de er objektivt begrundede og står i et rimeligt forhold til deres formål, uvægerligt påvirker vandrende arbejdstagere mere end indfødte arbejdstagere og derfor kan medføre, at netop de vandrende arbejdstagere forfordeles. Dette kalder man normalt»indirekte diskriminering«. Det kan f.eks. dreje sig om, at der stilles krav om bopæl eller opholdets varighed Hvilke sociale ydelser har jeg ret til? EF-Domstolen har defineret sociale ydelser som alle ydelser, der, uanset om de er knyttet til en arbejdskontrakt eller ej, normalt tilkendes indfødte arbejdstagere på grund af deres objektive status som arbejdstagere eller i kraft af, at de er bosat i den pågældende medlemsstat. Den omstændighed, at disse ydelser også kan tilkendes arbejdstagere, som er statsborgere i andre medlemsstater, vil derfor uden tvivl lette deres mobilitet inden for EU. Eksempler på sociale ydelser er rabat på offentlig transport for børnerige familier, børnetilskud, begravelseshjælp og garanteret mindsteindkomst.

18 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 11. Hvilke skattefordele har jeg ret til? Vandrende arbejdstagere har ret til samme skattefordele som indfødte arbejdstagere. Hvis man f.eks. i værtslandet kan trække bidrag til erhvervspension og til en privat syge- og invalideforsikring fra i skat, skal dette også gælde de bidrag, som den vandrende arbejdstager har indbetalt i hjemlandet. 12. Har jeg andre rettigheder, når det gælder ligebehandling? Du skal også behandles på lige fod med indfødte arbejdstagere, når det gælder uddannelse, medlemskab af fagforeninger og udøvelse af rettigheder i tilknytning hertil, samt boligforhold. 13. Hvilke regler gælder der, hvis jeg arbejder i én medlemsstat og er bosat i en anden medlemsstat? 16 Hvis du er grænsearbejder, har du ret til alle de ydelser, som tilkendes vandrende arbejdstagere i den medlemsstat, hvor du arbejder. Du har også ret til de sociale ydelser, som tilkommer indfødte arbejdstagere, selv om du ikke er bosat i den medlemsstat, hvor du arbejder. Du har også ret til ligebehandling, når det gælder indkomstskat. Regler, som gør det mere fordelagtigt at blive beskattet som ægtepar end som ugift skal f.eks. gælde for dig på samme måde som for et ægtepar i en tilsvarende situation i den medlemsstat, hvor du arbejder, og det må ikke være en betingelse, at begge ægtefæller er bosat i denne stat. I forbindelse med visse sociale ydelser kan der gælde særlige regler for grænsearbejdere ( 15 ). ( 15 ) Yderligere oplysninger findes i vejledningen»eu-bestemmelserne om social sikring Deres sociale sikringsrettigheder, hvis De flytter inden for Den Europæiske Union«på følgende internetadresse:

19 Ret til indrejse og ophold 14. Hvis jeg rejser til et andet land for at arbejde, er der så nogle formaliteter, jeg skal opfylde for at kunne rejse ind i landet og bosætte mig dér? Alt, hvad du behøver for at rejse ind i værtslandet, er et gyldigt identitetskort eller pas. Hvis du ikke har rejsedokumenterne på dig, kan du ikke nægtes indrejse, førend du har haft mulighed for at fremskaffe dem inden for en rimelig frist, eller på anden måde at bevise din identitet og statsborgerskab og godtgøre, at du er omfattet af retten til fri bevægelighed og ophold. Ifølge det nye direktiv om opholdsret behøver du ikke længere, hvis du er en vandrende arbejdstagere inden for EU, at få udstedt en opholdstilladelse i den medlemsstat, hvor du er bosat af hensyn til dit arbejde. Det er nok, at du bliver registreret hos de kompetente myndigheder, og selv dette kræves kun, hvis værtslandet anser det for nødvendigt. De formaliteter, som du skal opfylde, afhænger af, hvor længe du skal arbejde i værtslandet: 17 Hvis din ansættelse forventes at vare i mindre end tre måneder, er der ingen formaliteter i forbindelse med opholdet. De nationale myndigheder kan imidlertid kræve, at du anmelder din tilstedeværelse i landet. Hvis din ansættelse varer mere end tre måneder, kan medlemsstaten kræve, at du bliver registreret hos den kompetente myndighed. Fristen for registrering skal være på mindst tre måneder fra indrejsedatoen. Du skal med det samme have udleveret et bevis på registrering, når du foreviser et gyldigt identitetskort eller pas og en bekræftelse fra arbejdsgiveren på ansættelsen eller et ansættelsesbrev. Man kan ikke kræve, at du skal forevise andre dokumenter (lønseddel, el-regning, lejekontrakt, selvangivelse, osv.) for at blive registreret. Hvis du ikke opfylder disse formaliteter, kan du blive pålagt sanktioner, som dog skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og som ikke må være diskriminerende. Men du kan begynde at arbejde, allerede inden du bliver registreret. Nærmere oplysninger om retten til indrejse og ophold for dine familiemedlemmer findes i kapitlet»familiemedlemmer«.

20 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 15. Hvad sker der, hvis jeg bliver arbejdsløs eller påbegynder en uddannelse i værtslandet? I følgende situationer bevarer du din status som arbejdstager: 18 Hvis du er registreret som uforskyldt arbejdsløs, efter at du har haft arbejde i mere end et år, og du er tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Hvis du er registreret som uforskyldt arbejdsløs, efter at du har afsluttet en tidsbegrænset ansættelseskontrakt på mindre end et år, eller er blevet uforskyldt arbejdsløs i løbet af de første tolv måneder, og du er tilmeldt arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. I dette tilfælde bevarer du din status som arbejdstager i mindst seks måneder. Hvis du påbegynder en erhvervsuddannelse, men kun hvis der er en forbindelse mellem uddannelsen og dit tidligere arbejde. Hvis du er uforskyldt arbejdsløs, behøver der imidlertid ikke at være en forbindelse mellem uddannelsen og dit tidligere arbejde. Hvis du er midlertidigt uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke. At du»bevarer«din status som arbejdstager, betyder, at du i disse tilfælde stadigvæk betragtes som en arbejdstager, og at du dermed har ret til at opholde dig i landet og til sociale ydelser (se spørgsmål 10 i kapitlet»ligebehandling«). 16. Hvad sker der, hvis jeg bor i værtslandet i lang tid? Hvis du lovligt har haft bopæl i værtslandet i en periode på fem år uden afbrydelser ( 16 ), har du ret til fast ophold i landet. Når du ansøger om det, skal værtslandet udstede et dokument, som bekræfter dit faste ophold, dvs. en opholdstilladelse. Du kan kun miste opholdstilladelsen, hvis du forlader landet i en periode på mere end to år i ét stræk. ( 16 ) Opholdets kontinuitet berøres ikke af midlertidige fravær på højest seks måneder i løbet af et år eller af længere fravær for at aftjene værnepligt eller af et fravær på højest tolv måneder uden afbrydelser af vigtige årsager som f.eks. graviditet og fødsel, alvorlig sygdom, studier eller erhvervsuddannelse eller udstationering i en anden medlemsstat eller et tredjeland.

21 Ret til indrejse og ophold Dine familiemedlemmer kan også få opholdstilladelse (se spørgsmål 20). Dette giver dig og dine familiemedlemmer en mere stabil status i værtslandet. Du behøver ikke længere at opfylde særlige betingelser for at gøre din opholdsret gældende og vil stort set blive behandlet på lige fod med landets egne statsborgere. Du vil også være bedre beskyttet mod udvisning, der er begrundet i hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Under visse særlige omstændigheder kan du (og dine familiemedlemmer, se spørgsmål 20) få denne status tidligere: Hvis du er ophørt med at arbejde, fordi du har nået pensionsalderen (eller er blevet førtidspensioneret). Det er dog en betingelse, at du har arbejdet i værtslandet i mindst de foregående tolv måneder, og at du har haft fast bopæl dér i mere end tre år. Hvis du er ophørt med at arbejde som følge af varig uarbejdsdygtighed, forudsat at du har været bosat i værtslandet i mere end to år. Hvis din uarbejdsdygtighed skyldes en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, stilles der ingen krav om opholdets varighed. Hvis du efter tre år med fast beskæftigelse og bopæl i værtslandet arbejder i en anden medlemsstat og samtidig bliver boende i værtslandet, som du som regel vender tilbage til hver dag eller mindst én gang om ugen. 19 Hvis du selv har opnået opholdstilladelse som følge af en af de omstændigheder, der er nævnt ovenfor, vil dine familiemedlemmer, som bor sammen med dig i værtslandet, også have ret til at få opholdstilladelse i landet. 17. Er der begrænsninger for min indrejse og mit ophold i værtslandet? Du kan miste din ret til at opholde dig i en medlemsstat, hvis du ikke længere er arbejdstager eller ikke bevarer din status som arbejdstager, og hvis du heller ikke opfylder betingelserne for opholdsret ifølge EU-lovgivningen i kraft af en anden status (f.eks. som ikke-erhvervsaktiv, studerende osv.). Derudover kan din ret til at rejse ind i og bosætte dig i en anden medlemsstat som arbejdstager kun begrænses af årsager, der vedrører den offentlige orden, sikkerhed og sundhed. Disse begrænsninger skal stå i rimeligt forhold til formålet og må udelukkende være begrundet i din personlige adfærd, som skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæg-

22 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! gende samfundsinteresse. Tidligere straffedomme kan f.eks. i sig selv ikke begrunde sådanne forholdsregler. Udvisning kan heller ikke begrundes med, at det identitetskort, der anvendes til indrejse i landet, ikke længere er gyldigt. Forholdsregler, som træffes af hensyn til den offentlige sundhed, kan kun vedrøre de sygdomme, der er nævnt i direktiv 2004/38/EF. Du skal underrettes om enhver afgørelse, der er negativ for dig, skriftligt og på en sådan måde, at du er i stand til at forstå indholdet og konsekvenserne heraf. Du skal også have adgang til at anvende de retsprocedurer, der findes i det pågældende land. Der gælder samme regler for ret til indrejse og ophold for dine familiemedlemmer. 20

23 Familiemedlemmer 18. Hvilke medlemmer af min familie kan slutte sig til mig i værtslandet eller ledsage mig? Følgende familiemedlemmer har uanset deres nationalitet ret til at bo sammen med dig i værtslandet: din ægtefælle din partner, med hvem du har indgået et registreret partnerskab i en medlemsstat, men kun hvis registrerede partnerskaber ifølge lovgivningen i værtslandet ligestilles med ægteskab og på de betingelser, der er fastsat i værtslandet dine børn eller din ægtefælles eller partners børn, som er under 21 år, eller over for hvilke der består forsørgerpligt dine, din ægtefælles eller din partners slægtninge i nedstigende linje, over for hvilke der består forsørgerpligt. Medlemsstaterne har også pligt til at lette indrejse og ophold for følgende personer: andre familiemedlemmer, som du forsørger, eller som er medlemmer af husstanden, eller som har brug for din personlige pleje som følge af alvorlige helbredsproblemer den partner, som du har et varigt forhold til, hvilket skal dokumenteres ( 17 ). 21 Denne forpligtelse indebærer, at myndighederne i værtslandet omhyggeligt skal undersøge de personlige forhold og fremkomme med en begrundelse for afslag på ansøgning om indrejse og ophold for disse personer. Medlemsstaterne er derimod ikke forpligtet til at give dem opholdsret automatisk. ( 17 ) Dette kan omfatte forskellige situationer som f.eks. ægteskab mellem personer af samme køn, registreret partnerskab, andre lovregulerede partnerskaber og samlivsforhold.

24 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 19. Hvilke administrative formaliteter skal de opfylde for at kunne rejse ind i og bosætte sig i værtslandet? Hvis dine familiemedlemmer er statsborgere i EU, kan de rejse ind i værtslandet mod forevisning af et gyldigt identitetskort eller pas. Hvis de er statsborgere i et tredjeland, kræves et gyldigt pas og i visse tilfælde indrejsevisum ( 18 ). Hvis de ikke har de nødvendige rejsedokumenter eller det nødvendige indrejsevisum på sig, kan de imidlertid ikke nægtes indrejse, førend de har haft mulighed for at fremskaffe dem inden for en rimelig frist og godtgøre, at de er omfattet af retten til fri bevægelighed og ophold. Medlemsstaterne skal give familiemedlemmer den nødvendige hjælp med at få indrejsevisum, som skal være gratis. Indrejsevisummet skal udstedes så hurtigt som muligt og gennem en hasteprocedure. Hvis dine familiemedlemmer allerede har fået udstedt et opholdskort i en medlemsstat (se nedenfor), kan der ikke kræves indrejsevisum. 22 Formaliteterne i forbindelse med retten til ophold i mere end tre måneder afhænger af, hvorvidt dine familiemedlemmer er statsborgere i et EU-land eller i et tredjeland. Det kan af familiemedlemmer, som er statsborgere i et EU-land ligesom af dig selv kræves, at de lader sig registrere hos den kompetente myndighed, og i dette tilfælde vil de få udleveret et registreringsbevis. For at få dette bevis skal de kun forevise følgende dokumenter: et gyldigt identitetskort eller pas et dokument som bevis på en familiemæssig tilknytning eller et registreret partnerskab registreringsbeviset for den arbejdstager, som familiemedlemmerne ledsager, eller hvis der ikke foretages en registrering, et andet dokument som bevis for bopæl i værtslandet for slægtninge, som arbejdstageren forsørger, andre familiemedlemmer eller varige partnerskaber, et bevis på, at de hører ind under disse kategorier. ( 18 ) Kravet om indrejsevisum stilles i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001 eller i Det Forenede Kongerige og Irland, hvor denne forordning ikke gælder, i henhold til den nationale lovgivning.

25 Familiemedlemmer Familiemedlemmer, som er statsborgere i et tredjeland, vil få udstedt et»opholdskort for et familiemedlem til en unionsborger«. Dette opholdskort er gyldigt i fem år eller i den periode, som unionsborgeren påtænker at tilbringe i landet, hvis denne periode er på under fem år. De dokumenter, som kan kræves forevist for at få udstedt et opholdskort, er de samme som de dokumenter, der er nævnt ovenfor, med den eneste undtagelse, at familiemedlemmer fra tredjelande skal forevise et gyldigt pas som identitetsdokument. Fristen for at ansøge om opholdskort skal være på mindst tre måneder fra indrejsedatoen. 20. Har de også ret til en fast opholdstilladelse? Hvis dine familiemedlemmer er EU-borgere, har de også ret til at få fast opholdstilladelse, når de har haft bopæl i værtslandet i en periode på fem år uden afbrydelser. Når de ansøger om det, skal værtslandet udstede et dokument, som bekræfter deres faste ophold, dvs. en opholdstilladelse. Hvis dine familiemedlemmer er statsborgere i et tredjeland, kan de få opholdstilladelse, hvis de lovligt har boet sammen med dig i værtslandet i fem år uden afbrydelser. Hvis denne betingelse er opfyldt, får de udstedt et opholdskort, som skal fornyes hvert tiende år. 23 Under visse særlige omstændigheder kan du og dine familiemedlemmer få denne status tidligere (se spørgsmål 16). 21. Hvad sker der, hvis jeg bliver skilt (omstødelse af ægteskab eller opløsning af det registrerede partnerskab), dør eller rejser til et andet land? Kan min familie blive boende i værtslandet? Hvis dine familiemedlemmer allerede har fået fast opholdstilladelse, kan de blive boende i værtslandet og behøver ikke længere bevise, at de opfylder bestemte betingelser. Hvis dine familiemedlemmer endnu ikke har fået fast opholdstilladelse, afhænger situationen af deres statsborgerskab. Hvis familiemedlemmerne er EU-borgere, har de selvstændigt ret til at være bosat i værtslandet. De skal imidlertid bevise, at de opfylder bopælskravene

26 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! i en af de egenskaber, der er fastsat i EU-lovgivningen f.eks. som arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende, studerende, pensionister eller ikkeerhvervsaktive, eller i deres egenskab af familiemedlem til en EU-borger, som opfylder disse betingelser ( 19 ). 24 Situationen er en anden for familiemedlemmer, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, og i dette tilfælde afhænger betingelserne af følgende omstændigheder: Hvis den vandrende arbejdstager dør, har familiemedlemmerne ret til at blive boende i værtslandet, hvis de har boet i dette land som familiemedlemmer i mindst et år inden dødsfaldet, og hvis de er»økonomisk uafhængige«( 20 ) (enten som arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller såfremt de har tilstrækkelige midler og sygeforsikring, eller de har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse betingelser dette omfatter f.eks. børn, som ikke selv opfylder bopælskravet, men hvis efterlevende forælder gør). Når et ægteskab opløses (ved omstødelse eller skilsmisse), eller et registreret partnerskab opløses, har et familiemedlem, der er statsborger i et tredjeland, ret til at blive boende i værtslandet på følgende betingelser: ægteskabet (eller partnerskabet) skal have varet i mindst tre år, heraf et år i værtslandet, eller ægtefællen eller partneren, som er statsborger i et tredjeland, skal have forældremyndigheden over børn, som er EU-borgere, eller det er berettiget, hvis der foreligger en særlig vanskelig situation, f.eks. at ægtefællen eller partneren har været udsat for vold i hjemmet, eller ( 19 ) Der stilles ingen krav, hvis den vandrende arbejdstagere dør, forudsat at han ved sin død havde haft fast bopæl i medlemsstaten i to år, eller at dødsfaldet skyldtes en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, eller at den efterlevende ægtefælle mistede sit statsborgerskab i denne medlemsstat, da hun blev gift med arbejdstageren. I disse tilfælde har familiemedlemmerne ret til fast opholdstilladelse i værtslandet. ( 20 ) Der stilles ingen krav, hvis arbejdstageren på tidspunktet for dødsfaldet havde haft fast bopæl i medlemsstaten i to år, eller dødsfaldet skyldtes en arbejdsulykke eller erhvervssygdom, eller hvis den efterlevende ægtefælle mistede sit statsborgerskab i denne medlemsstat, da hun blev gift med arbejdstageren. I disse tilfælde har familiemedlemmerne ret til fast opholdstilladelse i værtslandet.

27 Familiemedlemmer den ægtefælle eller partner, der ikke er statsborger i en medlemsstat, efter aftale mellem ægtefællerne eller partnerne har ret til samvær med et mindreårigt barn, og domstolen har fastslået, at samværet skal finde sted i værtslandet, så længe dette samvær anses for at være nødvendigt. Hvis en af disse betingelser er opfyldt, skal familiemedlemmerne endvidere bevise, at de er»økonomisk uafhængige«(se forklaring ovenfor), eller at de har status som familiemedlem til en person, der opfylder disse betingelser. At den vandrende arbejdstager forlader værtslandet eller dør, må under ingen omstændigheder føre til tab af opholdsretten for hans eller hendes børn eller for den forælder, som har den faktiske forældremyndighed over børnene, uanset statsborgerskab, hvis børnene bor i værtslandet og er indskrevet ved en uddannelsesinstitution for at studere dér, indtil de er færdige med deres uddannelse. 22. Hvilke andre rettigheder har mine familiemedlemmer? Kan de også arbejde i værtslandet? 25 Uanset dine familiemedlemmers statsborgerskab har de ret til at arbejde som lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende i værtslandet. Hvis de er statsborgere i et tredjeland, betyder dette, at der ikke kræves en arbejdstilladelse. Dine familiemedlemmer har ret til ligebehandling, hvilket også omfatter sociale ydelser. Dine børn har uanset deres statsborgerskab ret til uddannelse i værtslandet på samme betingelser som landets egne statsborgere. Dette omfatter f.eks. ret til ligebehandling, når det gælder uddannelsesstøtte i form af lån eller stipendier.

28

29 Udvidelsen: overgangsbestemmelser 23. Hvilke overgangsbestemmelser gælder der? følge overgangsbestemmelserne har medlemsstaterne i en overgangsperiode ret til at begrænse adgangen til deres arbejdsmarked for arbejdstagere fra otte ud af de ti medlemsstater, der blev optaget i EU den 1. maj 2004, og for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien, som blev optaget i EU den 1. januar Europa-Kommissionen har udgivet to vejledninger om de overgangsbestemmelser, der gælder for den frie bevægelighed for arbejdstagere fra disse medlemsstater ( 21 ). Oplysningerne nedenfor er kun et kort sammendrag af disse bestemmelser. En udførlig beskrivelse findes i de nævnte vejledninger. Den 1. maj 2004 blev EU, som havde 15 medlemsstater, udvidet med yderligere 10 medlemsstater. Tiltrædelsestraktaten af 2003, som er retsgrundlaget for denne udvidelse, giver de medlemsstater, som indgik i EU inden udvidelsen (EU-15), ret til at udsætte anvendelsen af EU-lovgivningen om adgang til beskæftigelse og i stedet anvende landets egne love på statsborgere fra Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Polen, Slovakiet og Slovenien (EU-8). Der gælder ingen overgangsbestemmelser for arbejdstagere fra Cypern og Malta, men Malta har mulighed for at påberåbe sig en beskyttelsesklausul, hvis der opstår alvorlige forstyrrelser på landets arbejdsmarked. Tiltrædelsestraktaten af 2005 for Bulgarien og Rumænien (EU-2) indeholder stort set de samme overgangsbestemmelser, som giver de 25 medlemsstater, som indgik i EU inden denne udvidelse (EU-25), ret til at begrænse den frie bevægelighed for bulgarske og rumænske arbejdstagere. Dette betyder i praksis, at det kan kræves, at en statsborger i en EU-8-stat eller en EU-2-stat, har en arbejdstilladelse for at kunne arbejde i en af medlemsstaterne af EU-15 eller EU-25. Staterne i EU-8 og EU-2 kan anvende gensidige restriktioner over for statsborgere fra de medlemsstater i EU-15 eller EU-25, som anvender restriktioner over for statsborgere fra EU-8 og EU ( 21 ) Vejledningen "Fri bevægelighed for arbejdstagere til og fra de nye medlemsstater - Hvordan fungerer det i praksis? og vejledningen "Fri bevægelighed for arbejdstagere til og fra Bulgarien og Rumænien - Hvordan fungerer det i praksis?, som findes på følgende internetadresse:

30 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 28 Arbejdstagere, som er omfattet af overgangsbestemmelser, skal have forrang frem for arbejdstagere fra tredjelande. Når en arbejdstager én gang har fået adgang til arbejdsmarkedet, har han eller hun ret til ligebehandling. Der gælder endvidere den regel, at statsborgere i EU-8-stater og EU-2-stater, som dagen før optagelsen i EU eller på et senere tidspunkt lovligt arbejder i en af medlemsstaterne i EU-15 eller EU-25, og som har haft adgang til arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat i en sammenhængende periode på mindst tolv måneder, direkte har adgang (uden arbejdstilladelse) til arbejdsmarkedet i den pågældende stat, men ikke automatisk til arbejdsmarkedet i de øvrige medlemsstater af EU-15 eller EU-25. Overgangsbestemmelserne gælder i højest 7 år fra tidspunktet for optagelsen i EU. Overgangsperioden er inddelt i tre særskilte faser ( år), hvor der gælder forskellige regler. Første fase I de to første år efter optagelsen bestemmes adgangen til arbejdsmarkedet af den nationale lovgivning. De medlemsstater, som indgik i EU inden optagelsen, har ret til at begrænse adgangen til arbejdsmarkedet for statsborgere fra de nye medlemsstater, men kan også beslutte at liberalisere adgangen til arbejdsmarkedet og ophæve kravet om arbejdstilladelse. Anden fase Medlemsstaterne kan fortsætte med at anvende de nationale love i yderligere tre år, hvis de giver Kommissionen meddelelse herom inden udløbet af den første fase. Når som helst i løbet af den anden fase kan de dog ophøre med at anvende de nationale love og i stedet gå over til at anvende EU-lovgivningen. Tredje fase I princippet skal medlemsstaterne anvende EU-lovgivningen i sin helhed fem år efter optagelsen af de nye medlemsstater. Hvis der opstår alvorlige forstyrrelser på arbejdsmarkedet (eller hvis der er risiko herfor), kan de imidlertid fortsætte med at anvende de nationale love i yderligere to år efter, at Kommissionen er blevet underrettet herom.

31 Udvidelsen: overgangsbestemmelser 24. Hvad er situationen for statsborgerne i EU-8-staterne? Overgangsperioden for arbejdstagere fra medlemsstaterne i EU-8 begyndte med optagelsen den 1. maj 2004, og slutter uigenkaldeligt den 30. april 2011 ( 22 ). Under den første fase har tre medlemsstater åbnet deres arbejdsmarked i henhold til den nationale lovgivning ( 23 ). Da den anden fase begyndte den 1. maj 2006, besluttede yderligere fire medlemsstater at anvende EU-lovgivningen om fri bevægelighed fuldt ud ( 24 ). Tre andre medlemsstater ( 25 ) fulgte senere deres eksempel således, at statsborgere fra medlemsstaterne i EU-8 tre år efter optagelsen frit kan arbejde i ti af medlemsstaterne i EU-15 ( 26 ). 29 ( 22 ) Første fase: 1. maj april Anden fase: 1. maj april Tredje fase: 1. maj april ( 23 ) Sverige og Irland besluttede ikke at anvende restriktioner for adgangen til deres arbejdsmarked. Det Forenede Kongerige valgte også ikke at anvende restriktioner, men indførte en ordning for registrering af arbejdstagere. Alle de øvrige lande i EU-15 beholdt en ordning med arbejdstilladelse, i visse tilfælde kombineret med kvoter. Malta udstedte arbejdstilladelser henblik på overvågning. Polen, Slovenien og Ungarn besluttede at anvende gensidige restriktioner over for statsborgere fra de af staterne i EU-15, som anvendte restriktioner over for dem. Alle medlemsstater i EU-10 åbnede deres arbejdsmarked for arbejdstagere fra andre medlemsstater i EU-10. ( 23 ) Finland, Grækenland, Portugal og Spanien. ( 23 ) Italien fra den 27. juli 2006, Nederlandene fra den 1. maj 2007 og Luxembourg fra den 1. november ( 23 ) De øvrige lande lempede på restriktionerne inden for visse sektorer eller erhverv eller indførte enklere procedurer (Belgien, Danmark, Tyskland, Frankrig og Østrig). Kun Ungarn har beholdt de gensidige restriktioner

32 Ønsker du at arbejde i et andet EU-land? Hvad er dine rettigheder! 25. Hvad er situationen for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien? Overgangsperioden for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien startede den 1. januar 2007 og slutter uigenkaldeligt den 31. december 2013 ( 27 ). Under den første fase har ti medlemsstater besluttet ikke at begrænse adgangen til arbejdsmarkedet for arbejdstagere fra Bulgarien og Rumænien ( 28 ). Oplysninger om afgørelser, som medlemsstaterne senere har truffet om retten til at arbejde for statsborgere fra medlemsstaterne i EU-8 og for bulgarske og rumænske arbejdstagere, findes på webstedet for Kommissionens Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Ligestilling ( 29 ) På webstedet EURES ( 30 ) findes der flere detaljerede oplysninger om de regler, der gælder i hver enkelt medlemsstat under hver fase af overgangsperioden. 30 ( 27 ) Første fase: 1. januar december Anden fase: 1. januar december Tredje fase: 1. januar december ( 28 ) Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Polen, Slovenien, Slovakiet, Finland og Sverige anvender en registreringsordning henblik på overvågning. De øvrige lande har bibeholdt en ordning med arbejdstilladelse om end med en mere enkel procedure i visse tilfælde. Bulgarien og Rumænien har ikke begrænset adgangen til deres arbejdsmarked. ( 29 ) ( 30 )

33 Statsborgere i tredjelande 26. Hvilke regler gælder der for statsborgere fra tredjelande? Har de også ret til fri bevægelighed og ligebehandling? Familiemedlemmerne til en vandrende arbejdstager i EU er bedre stillet end andre statsborgere fra tredjelande. De har ret til at ledsage arbejdstageren og ret til at arbejde i værtslandet, uden at der kræves arbejdstilladelse. Ud over disse tilfælde er statsborgere fra tredjelande, som ønsker at arbejde i et EU-land, omfattet af den nationale lovgivning i dette land. I de fleste tilfælde skal de have en arbejdstilladelse. EU har indgået aftaler med flere tredjelande med en klausul om ligebehandling, når det gælder arbejdsvilkår. Dette betyder, at når statsborgerne i disse lande én gang har fået adgang til arbejdsmarkedet i en medlemsstat i henhold til de nationale bestemmelser, skal de behandles på lige fod med medlemsstatens egne statsborgere. Statsborgere fra tredjelande, som bevilges indrejse i en medlemsstat, har ikke ret til frit at rejse til en anden medlemsstat. Tredjelandsstatsborgere, som lovligt har opholdt sig i en medlemsstat i fem år, og som efter at have opfyldt betingelserne i direktiv 2003/1409/EF får»status som fastboende udlænding«i EU i henhold til direktivet, kan flytte fra en medlemsstat til en anden på visse betingelser, som bl.a. kan indebære, at de har pligt til at følge visse nationale procedurer, såfremt medlemsstaten kræver det. Når de er bosat i en anden medlemsstat, har de stort set de samme rettigheder og ret til de samme ydelser som i den første medlemsstat. 31 Direktiv 2003/109/EF gælder imidlertid ikke i Irland, Det Forenede Kongerige og Danmark. Derfor kan tredjelandsstatsborgere, som bor i disse medlemsstater, ikke opnå»status som fastboende udlænding«i EU og kan dermed heller ikke flytte til en anden medlemsstat. Endvidere vil tredjelandsstatsborgere, som har opnået»status som fastboende udlænding«i de medlemsstater, som er bundet af direktivet, heller ikke kunne rejse til disse tre medlemsstater ( 31 ). ( 31 ) Yderligere oplysninger om disse spørgsmål findes på internetadressen: