Velstand: Dansk produktivitetsfordel udhules af høje priser

Transkript

1 Af Specialkonsulent Martin Kyed Direkte telefon September 2012 Danske borgeres velstand er på niveau med den gennemsnitlige OECD-borgers, når man tager højde for købekraften i de enkelte lande. Der er dog store forskelle i de underliggende faktorer, der tilsammen bestemmer velstandsniveauet. Danske medarbejdere er langt mere produktive end OECD-gennemsnittet, og denne faktor trækker isoleret set i retning af et ca. 27 pct. højere velstandsniveau end OECD-gennemsnittet. Det svarer til ca kr. pr. indbygger. Men en lav købekraft i Danmark udhuler velstandsgevinsten af det høje produktivitetsniveau, og det danske velstandsniveau ender på gennemsnittet for OECD-landene. Den lave købekraft i Danmark er et resultat af et lavt konkurrencepres, produktionsskatter tter og administrative byrder for erhvervslivet (som betyder, at priserne er ca. 12 pct. højere i Danmark end i sammenlignelige EU-lande) samt af høj moms og andre varetilknyttede skatter (som tilsammen øger priserne med yderligere ca. 10 pct. point ift. EU-landene). Danskerne vinder desuden lidt velstand (1,1 pct.) på nettooverførsler fra udlandet, mens den gennemsnitlige dansker arbejder mindre end OECD- gennemsnittet og derfor taber 4,2 pct. økonomisk velstand ift. OECD-gennemsnittet på den konto. De anbefalede redskaber til at øge velstanden er dels at reducere selskabsskatten og marginalskatten samt lempe reguleringen på fx serviceindustrien, da det kan påvirke produktiviteten positivt. Købekraften kan styrkes ved at øge konkurrencen både på allerede konkurrenceudsatte områder og på nye områder, hvor der i dag ikke er konkurrence, fordi det offentlige står for produktionen. Politikerne kan fx gennemføre de anbefalinger, som Vækstforum fremlagde for VK-regeringen, men som aldrig blev vedtaget. Ud over manglende konkurrence er produktionsskatter og administrative byrder med til øge priserne, og derfor kan man både få en konkurrenceevnegevinst og en højere købekraft ved lavere produktionsskatter og færre byrder. Fjernelse af fedtafgiften, lavere registreringsafgift safgift på biler og andre afgifter på varer samt reduceret moms er desuden åbenlyse måder at øge købekraften på. Sidst kan arbejdsudbuddet øges, så velstanden stiger. Her ligger den største velstandsmæssige gevinst i, at personer på passiv forsørgelse kommer i beskæftigelse, så de bidrager til Danmarks værdiskabelse og skaber deres egen indkomst. Udgangspunktet er velstand Velstand giver borgerne frihed til at realisere de ønsker, de har i deres liv. Kun ved at have og fastholde en økonomisk velstand på linje med de mest velstående lande i verden har danskerne mulighed for at købe kvalitetsprodukter (som fx økologisk mad) og for at benytte den seneste teknologi hvad enten vi taler om den seneste iphone eller den nyeste og bedste kræftbehandling. Den købekraftskorrigerede indkomst (BNI) pr. indbygger bruges oftest som indikator for økonomisk velstand. Købekraftskorrektionen er nødvendig for at justere for forskellene i prisniveau i de enkelte lande pga. fx afgifter, så indikatoren i højere grad giver et indtryk af befolkningens forbrugsmuligheder. Blandt de mere praktiske begrundelser for at benytte købekraftskorrigeret BNI pr. indbygger er, at der findes sammenlignelige data på tværs af landene. 1 1 BNI pr. indbygger har en række begrænsninger som velstandsmål, som man bør være opmærksom på. Det gælder både, når man ser på et lands udvikling over tid, og når man sammenligner forskellige lande. En af begrænsningerne er, at en ekstra arbejdstime indgår positivt ved at øge BNI, mens omkostningen i form af tabt fritid ikke indgår. Dermed adskiller produktionsbegrebet sig tydeligt fra nyttebegreber. Samme problematik gør sig gældende i forbindelse med små og store ulykker, som kan føre til øget produktion og dermed indkomstskabelse, men som ikke stiller personerne bedre end CEPOS Landgreven 3, København K

2 Danmark nr. 6 af 33 OECDlande på velstand En rangering af OECD-landene, på baggrund af købekraftskorrigeret BNI pr. indbygger, viser, at Danmark ligger nr. 6 af de 33 OECD-lande, jf. tabel 1. Tabel 1 viser imidlertid også, at Danmark kun ligger 0,2 pct. over OECD-gennemsnittet. Det skyldes ikke mindst, at USA's velstandsniveau er 15 pct. højere end Danmark, og at det folkerige USA vejer tungt i det vægtede OECD-gennemsnit. Tabel 1 Rangering af OECD-lande på økonomisk velstand i kr. samt procentvis afvigelse fra OECD-gennemsnittet, Luxemburg ,4% 2 Norge ,2% 3 Schweiz ,0% 4 USA ,4% 5 Holland ,1% 6 Danmark ,2% 7 Sverige ,2% 8 Øs trig ,6% 9 Australien ,2% 10 Belgien ,2% 11 Canada ,4% 12 Tyskland ,2% 13 Finland ,2% 14 Storbritannien ,3% 15 Frankrig ,5% 16 Japan ,2% 17 Irland ,1% 18 Italien ,7% 19 Spanien ,4% 20 Is land ,4% 21 New Zealand ,5% 22 Korea ,3% 23 Grækenland ,7% 24 Slovenien ,5% 25 Is rael ,2% 26 Portugal ,2% 27 Tjekkiet ,6% 28 Slovakiet ,1% 29 Ungarn ,3% 30 Estland ,8% 31 Polen ,1% 32 Chile ,3% 33 Mexico ,5% OECD ,0% Anm.: Økonomisk velstand defineres som købekraftskorrigeret BNI pr. indbygger. Data for Danmark er baseret på Danmarks Statistik, mens de øvrige OECD-lande er baseret på OECD stat. Der findes ikke data for Tyrkiet i OECD-statistikken. OECD-gennemsnit er vægtet på baggrund af befolkningstal i Kilde: Egne beregninger på baggrund af OECD og Danmarks Statistik. udgangspunktet. Et klassisk eksempel er cykelpunktering, hvilket kun fører irritation og omkostninger med sig, men som samtidig øger produktionen i samfundet. En anden begrænsning er, at ikke-markedsmæssige aktiviteter som fx pasning af egne børn og husholdningernes egen rengøring og madlavning ikke indgår. Det kan fx give niveauforskelle mellem lande, som alene skyldes forskelle i, om fx børnepasning fortrinsvis foregår i vuggestuer, dagpleje og børnehaver eller alternativt af forældrene. Herudover tager BNI pr. indbygger ikke højde for, at produktionen og indkomsten kan foregå på baggrund af begrænsede ressourcer. En væsentlig del af Norges indkomstdannelse baserer sig fx på olieforekomster i Nordsøen. Norge veksler således deres værdier fra olie til forskellige valutaer, når de pumper olien op til overfladen og sælger den. Det kan være en klog måde at forvalte det norske folks værdier på, men det behøver ikke at være det. 2

3 Velstanden kan opdeles i fire komponenter Selv om Danmark stort set har samme velstandsniveau som det gennemsnitlige OECD-land, betyder det ikke, at Danmark klarer sig gennemsnitligt på faktorerne bag velstandsniveauet. For at få klarhed over baggrunden for Danmarks position i 2010 har vi foretaget en dekomponering af det samlede velstandsniveau. Dekomponeringen viser Danmarks position i forhold til det gennemsnitlige OECD-land på fire faktorer, som tilsammen kan forklare forskellen i velstand mellem Danmark og OECDgennemsnittet, jf. figur 1 (samt appendiksboks 1). Figur 1. Fire faktorer bestemmer velstandsniveauet Velstand Befolkningens arbejdsindsats Produktivitet Købekraftspåvirkning Overførsler fra udlandet Kilde: CEPOS Dekomponeringen viser, at Danmarks produktivitetsniveau trækker velstanden kraftigt op. Velstandsniveauet ville ligge 27,3 pct. lavere i Danmark og dermed ca. 27 pct. under OECDgennemsnittet hvis Danmark ikke havde en højere produktivitet end det gennemsnitlige OECDland. 2 I 2010 svarede det til ca kr. pr. indbygger. Dermed ville Danmark falde ned på en 19. plads af 33 OECD-lande på samlet velstand efter lande som Irland, Italien og Spanien. Til gengæld reduceres danskernes velstand i næsten samme grad af en ringe dansk købekraft. Danskerne får færre varer og tjenesteydelser (eller en ringere kvalitet) for de samme penge sammenlignet med andre OECD-lande. Den negative købekraftspåvirkning i Danmark svarer til at en gennemsnitlig dansker i 2010 betalte ca kr. for meget for sit forbrug af varer og tjenesteydelser relativt til OECD-gennemsnittet, hvilket medfører en 24,0 pct. lavere velstand, jf. figur 2. 2 Produktiviteten er her målt som bruttoværditilvæksten i faste 2000-priser, som er korrigeret for udviklingen i eksportpriserne. Prisudviklingen på produktion, som landet selv forbruger er således ikke medtaget. Denne definition gør det muligt at opsplitte produktivitetsudviklingen i eksportprisforbedringer og forbedringer i den mængdemæssige produktion. 3

4 Figur 2. Dekomponering af Danmarks afvigelse fra OECD i økonomisk velstand, 2010 Dansk afvigelse ift. OECD-gennemsnit 30% kr. 27,3% 20% 10% 0% kr. 0,2% kr. 1,1% -10% -4,2% kr. -20% -24,0% -30% kr. Velstand Befolkningens arbejdsindsats Produktivitet Købekraftpåvirkning Nettofordringer på udlandet Anm.: Kilde: Data for Danmark er baseret på Danmarks Statistik, mens data for de øvrige OECD-lande er baseret på OECD stat. OECD-gennemsnit er vægtet på baggrund af befolkningstal i Niveauet for hhv. produktivitet og købekraft afhænger kraftigt af valutakursen. En svækkelse af kronen vil således føre til et lavere produktivitetsniveau, fordi den danske produktion vil være mindre værd målt i USD. Dette vil dog i dekomponeringen blive modsvaret af en tilsvarende stigning i den danske købekraft, så denne bliver mindre negativ. Egne beregninger på baggrund af OECD og Danmarks Statistik. Havde danskerne haft den samme købekraft som i det gennemsnitlige OECD-land, ville det danske velstandsniveau være højere end i USA og Holland, hvorved Danmark ville avancere til at have det 4. højeste velstandsniveau i OECD. Kun Luxemburg, Norge og Schweiz ville have et højere velstandsniveau. Ud over produktivitet og købekraft er overførsler mellem Danmark og udlandet også med til at bestemme velstandsniveauet. Her viser det sig, at de danske borgere har haft større fordringer på udenlandske borgere og virksomheder, end den gennemsnitlige OECD-borger. Det kan fx skyldes, at danskere netto har investeret mere i udlandet end OECD-gennemsnittet, og at afkastet af disse investeringer giver danskerne en øget velstand, svarende til ca kr. pr. dansker eller 1,1 pct. højere velstand. Til gengæld arbejder danskerne i gennemsnit lidt mindre end OECD-gennemsnittet. Konkret svarer forskellen til, at en almindelig dansk fuldtidsansat skal arbejde 18 minutter længere hver arbejdsdag for at komme op på OECD-gennemsnittet. Havde danskerne arbejdet i samme grad som i andre OECD-lande, ville velstanden være ca kr. højere pr. indbygger i Danmark, hvilket svarer til 4,2 pct. 4

5 Hvordan øger vi velstanden? Danskernes økonomiske velstand kan stige ved at påvirke de fire bagvedliggende faktorer i positiv retning. Både arbejdsudbud, produktivitet, købekraft og overførsler fra udlandet har dog alle hver sine svagheder, begrænsninger eller udfordringer som middel til at øge velstanden. Arbejdsudbud En svaghed ved arbejdsudbuddet som instrument til velstandsstigning er, at det ikke nødvendigvis stiller borgerne væsentligt bedre at arbejde mere. Arbejdstid kan i det mindste på marginalen betragtes som en omkostning, hvorfor der oftest følger et lønkrav med arbejdsindsatsen. Alternativet til at arbejde er mere fritid til at forfølge egne interesser. For at yde en ekstra indsats skal man derfor frasige sig (forbrug af) fritid. Selv om man vinder øgede forbrugsmuligheder til gengæld, kan den private gevinst for den enkelte borger derfor være lille. Det gælder ikke mindst i et land som Danmark med progressiv og høj indkomstbeskatning samt høje forbrugsafgifter på fx fedtafgift, bilregistreringsafgift og moms. Overordnet set vil borgerne derfor tilrettelægge deres arbejds- og fritidsliv efter, hvad der tjener dem selv bedst. Hvis balancen skal rykke sig til fordel for mere arbejde, skal gevinsten ved at arbejde derfor stige. For personer i beskæftigelse kan gevinsten ved at arbejde stige ved at sænke marginalskatterne og/eller ved, at reallønnen stiger. Sidstnævnte kan ske, enten fordi produktiviteten stiger, eller ved at købekraften stiger, hvilket vil blive behandlet under hhv. produktivitet og købekraft. Personer på passiv offentlig forsørgelse kan næppe siges at reagere mindre på økonomiske incitamenter end beskæftigede personer. Sammenlignet med andre velstående lande har Danmark generøse dagpenge- og kontanthjælpssystemer, hvilket mindsker det økonomiske incitament til at arbejde. Det gælder særligt for lavtlønsgrupper og eneforsørgere. Derfor har politiske tiltag rettet mod at øge gevinsten ved at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse et klart potentiale ift. at øge arbejdsudbuddet. Også her gælder det, at det ikke er uden menneskelige omkostninger, hvis man gør det mindre attraktivt at være på passiv forsørgelse for på den måde at tilskynde til at søge alle typer af jobs. For personer på passiv forsørgelse gælder det imidlertid, at indkomstgrundlaget ikke er baseret på egen værdiskabelse, men alene på beskatning af andre personer. Selvom stramninger således vil være til ugunst for en mindre gruppe, vil befolkningen samlet set have fordel af et øget arbejdsudbud fra denne gruppe. Det skyldes både, at det offentlige udgiftspres lettes, og at værdiskabelsen stiger. Der er stadig gode muligheder for at øge velstanden gennem øget arbejdsudbud gennem reformer af kontanthjælp, førtidspension og flekstidsordning samt yderligere forkortelse af dagpengeperioden. Der er dog også en grænse for, hvor langt det er muligt at øge velstanden ved at øge antallet af arbejdstimer. Reformerne vil kunne give vigtige løft i velstandsniveauet, men det kan ikke øge væksten permanent. Produktivitet I modsætning til arbejdsudbuddet er der ingen umiddelbare ulemper for borgerne ved at få velstandsstigninger gennem øget produktivitet. Udfordringen ligger nærmere i, at produktiviteten kun kan påvirkes indirekte, og at Danmark har haft vanskeligt ved at følge med den internationale produktivitetsudvikling siden midt-90 erne. Og der ikke er nogen tydelige tegn på forbedringer. Faktisk taber Danmark terræn til et land som USA, som er rigere end Danmark, og som Danmark derfor burde have en vækstmæssig fordel i forhold til (jf. almindelig økonomisk konvergensteori). Der er derfor grund til at se nærmere på, hvor Danmark fejler og sætte ind med effektive politikker, der øger produktiviteten. Den ambition er ikke ny, men det gør den ikke mindre relevant. Forskellige analyser har peget på nogle forhold, hvor Danmark viser klare svagheder. Danmarks serviceindustri er fx ikke særlig stor og har ikke forbedret produktiviteten i samme grad som i USA, hvor servicesektoren har fungeret som et vækstlokomotiv. Og på det generelle plan viser 5

6 analyser, at Danmark klarer sig dårligt på den såkaldte totalfaktorproduktivitet. 3 Lidt hårdt trukket op, bidrager hhv. arbejdskraften og kapitalen til væksten på linje med andre lande. Det må derfor være i anvendelsen af arbejdskraften og kapitalen, at det går galt for Danmark. En af årsagerne er måske, at den danske offentlige sektor lægger beslag på en langt større andel af de højtuddannede, end det er tilfældet i andre lande. En anden årsag kan være, at forskellige former for regulering fx planloven - reducerer konkurrencen mellem virksomheder. Regulering kan i øvrigt lægge beslag på en del af medarbejdernes tid, hvorved tiden går fra mere værdiskabende aktiviteter, så den gennemsnitlige timeproduktivitet falder. Det er også muligt at de danske investeringer i højere grad bruges på at imødegå myndighedskrav og tilpasning til høje energiafgifter end i andre OECD-lande. Det er nogle af de forhold, som regeringens produktivitetskommission forhåbentlig sætter fokus på. Der er forskningsmæssigt belæg for at forvente, at bestemte politiske tiltag vil kunne bidrage til at øge produktiviteten. Det gælder ikke mindst lavere marginalskatter, fordi det øger incitamentet til at opnå forfremmelser og højere løn og dermed arbejde mere effektivt pr. time for at opnå disse mål. Det vil i øvrigt også gøre det mere attraktivt for udenlandske specialister at flytte til Danmark, hvilket også øger produktiviteten. Lavere skat på kapital vil ligeledes øge produktiviteten, da det øger investeringerne i danske virksomheder, så medarbejderne kan producere mere på den samme tid. Man kan derfor med fordel reducere beskatningen af kapitalindkomst - fx ved at sænke selskabsskatten eller afskaffe arveafgiften. Deregulering ikke mindst af servicesektoren kan også være med til at fjerne begrænsninger for vækst og dermed understøtte produktivitetsstigninger. Købekraft Borgernes købekraft er påvirket af en række forhold, herunder priserne på importerede varer, konkurrenceintensiteten i Danmark, produktionsomkostninger for erhvervslivet samt afgifter og moms. Basispriserne på importerede varer (dvs. ekskl. afgifter og moms) må i det store hele tages for udefra givet. Det er naturligvis muligt at lave importrestriktioner eller lignende, men dette vil blot mindske købekraften, hvilket strider mod øget velstand. Importpriserne påvirkes også af valutakursforholdet mellem danske kroner og den udenlandske valuta, og ændringer i valutakurserne kan derfor potentielt øge den danske velstand. Med den gældende fastkurspolitik er valutakurspolitik imidlertid ikke et muligt redskab. En høj konkurrenceintensitet i Danmark kan holde prisniveauet nede. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er konkurrencen ikke høj nok i Danmark, hvilket er en medvirkende årsag til, at danskerne betaler ca. 12 pct. mere for produkterne end sammenlignelige EU-lande, når der tages højde for forskelle i velstand, moms og varetilknyttede afgifter. 4 Derfor er der også et vedvarende, tværpolitisk fokus på at øge konkurrencen inden for de allerede konkurrenceudsatte erhverv i Danmark. Dog har den politiske vilje ikke været stor nok til at gennemføre de reguleringsmæssige lempelser af fx Planloven, som indgik i VK-regeringens Vækstforum. 5 Det bør nævnes, at der også er nogle områder, der helt eller delvist er friholdt fra konkurrence i dag, eller hvor reguleringen reducerer konkurrencepresset. Det gælder bl.a. for de områder, hvor staten, regioner eller kommuner er producenter. Her kan man fx nævne tog-, statsskovs- og ejendomsdrift (staten), operationer og andre sundhedsydelser (regioner) samt børnepasning, 3 Totalfaktorproduktiviteten måler produktionens eller værdiskabelsens størrelse, når der korrigeres for mængden og kvaliteten af arbejdskraft og kapital. TFP kan i modsætning til timeproduktiviteten ikke umiddelbart observeres, men beregnes i stedet som den uforklarede rest, når værditilvæksten i virksomhederne korrigeres for input og kvalitet af arbejdskraft og kapital (De Økonomiske Råd, Dansk Økonomi, efterår 2010, s. 200) 4 Konkurrence- og Forbrugerredegørelse 2011, s

7 ældrepleje, affaldsforbrænding og vejvedligeholdelse (kommuner). Overregulering af områder som apoteker, tandlæger og taxikørsel hindrer også et konkurrencepres. Mindre konkurrenceskadelig regulering og konkurrenceudsættelse af nye områder kan derfor også bidrage til at øge danskernes købekraft. Forskelle i produktionsskatter og virksomhedernes øvrige byrder kan også reducere købekraften, fordi det fordyrer produkterne. 6 Derfor kan man øge købekraften ved at fjerne produktionsskatter og omkostninger for erhvervslivet. Ud over de 12 pct. højere priser ift. andre EU-lande, som kan tilskrives forhold som produktionsskatter og lavt konkurrencepres, reducerer momsen og varetilknyttede skatter som fx fedtafgift, chokoladeafgift og registreringsafgift på biler også danskernes købekraft. Disse skatter og afgifter øger ifølge Konkurrence- og Forbrugerredegørelse 2011 prisforskellen overfor andre EU-lande med yderligere ca. 10 pct. point. Det ville dermed øge købekraften betydeligt, hvis momsen og andre varetilknyttede skatter blot blev reduceret til samme niveau som andre EU-lande. Overførsler fra udlandet Overførsler til og fra udlandet kan som hovedregel betragtes som modydelser. Når danske borgere arbejder i udlandet, trækker de indkomst ind i landet, som ikke er baseret på dansk produktion og værdiskabelse. Tilsvarende er der fx svenskere, der arbejder i Danmark, men bor i Sverige. De trækker dermed kapital ud af Danmark. De samme regler gælder for det andet store produktionsinput: Kapital. Når danskere investerer i udlandet, får de også del i afkastet af investeringen (for eksempel aktieudbytte), hvilket betyder, at der overføres kapital til Danmark. Ligeledes overfører virksomheder i Danmark udbytter mv. til deres ejere, hvoraf en del af dem er investorer bosat i udlandet. I det omfang der er tale om modydelser for arbejdskraft eller kapital, er overførslerne et resultat af frivillig udveksling af ydelser, og det er ikke oplagt, at det er i borgernes interesse, at staten påvirker disse udvekslinger. De overførsler der ikke handler om direkte modydelser kan være udviklingsbistand fra Danmark eller nettooverførsler til EU. I det omfang private personer eller borgere vælger at foretage overførsler fx i forbindelse med katastrofe-indsamlinger kan man betragte det som en frivillig nedgang i økonomisk velstand. Ved statslige overførsler er der derimod tale om politiske prioriteringer på befolkningens vegne, hvilket ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med de enkelte borgeres ønsker. 6 Produktionsskatter og byrder på erhvervslivet er en anden årsag til, at de danske produkter er ca. 12 pct. dyrere end i andre EU-lande, jf. fodnote 3. 7

8 Appendiksboks 1. Metode bag dekomponering af velstandsforskelle Kilde: CEPOS 8