SOCIAL- OG SUNDHEDSFORVALTNINGEN KOLDING KOMMUNE

Transkript

1 SOCIAL- OG SUNDHEDSFORVALTNINGEN KOLDING KOMMUNE KOLDING STADSARKIV 1999

2 SOCIAL- OG SUNDHEDSFORVALTNINGEN KOLDING KOMMUNE

3

4 SOCIAL- OG SUNDHEDSFORVALTNINGEN KOLDING KOMMUNE af Jens Åge S. Petersen Birgitte Dedenroth-Schou KOLDING STADSARKIV 1999

5 Social- og Sundhedsforvaltningen Kolding Kommune Forfatterne: Cand. mag. Jens Åge S. Petersen Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou Produktion: Kiva Grafisk Sat med Baskerville og Gill Tryk: Tarm Bogtryk & Offset ISBN: Forsiden: Fattiggården i Skolegade som den så ud i Til venstre ses gymnasiet, den nuværende Social- og Sundhedsforvaltning. Bagsiden: Kolding Kommunes nyeste plejecenter, Olivenhaven. Foto af Nils Rosenvold, 1996.

6 Indholdsfortegnelse Fattigvæsen i 1800-tallet Koldings første fattiginspektør Fattigvæsenets udvikling Hjælpekassehjælp frem for fattighjælp Fra socialreform til kommunesammenlægning Storkommune, socialreformer og forvaltningsvækst Bistandslovgivning, arbejdsløshed, dagpleje og døgnpleje De turbulente år. Brydninger, Socialsag og opbrud Serviceforvaltning, brugerindflydelse og tværsektionelt samarbejde Fortegnelse over medlemmer af de sociale udvalg Kilder og litteratur

7

8 Fattigvæsen i 1800-tallet Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyder. Grundloven af 5. juni 1849 Det er således en grundlovssikret rettighed at få hjælp af det offentlige, men indtil slutningen af 1800-tallet blev de fleste fattige hjulpet af familien, husbonden, landsbyen, lavene eller ved milde gaver. Slotsskriver Jeremias Hansen gav i slettedaler, hvoraf renterne skulle tilfalde husarme og faderløse børn i Kolding. Købmand Daniel Michelsen udstedte i 1759 et gavebrev på 500 rigsdaler kurant til byens fattige, og borgmester Jens Riis skænkede i 1765 sin toft bl.a. til Kolding bys fattige. Frem til begyndelsen af 1700-tallet var det helt legalt at tigge for dem, som ikke fik hjælp af familie eller andre, indtil tiggeriet efterhånden tog et sådant omfang, at myndighederne mente, de måtte skride ind. Fattighjælp i stedet for tiggeri, Fattigforordningen 1708 Forordningen af 24. september 1708 forbød alt tiggeri i Danmark. Til gengæld skulle de fattige hjælpes af de andre beboere i deres lokalsamfund. Der oprettedes særlige fattigkommissioner med sognepræsten som formand, der skulle opkræve midler og tildele hjælp til værdigt trængende. Midlerne til fattigforsørgelsen - gaver og frivillige bidrag - var imidlertid for små, så tiggeriet fortsatte. Men princippet om, at samfundet påtager sig et ansvar for at hjælpe svage borgere, der ikke kan tage vare på sig selv, var almindeligt akcepteret. Fattigreglementet 1803 I slutningen af 1700-tallet fandt regeringen det påkrævet at tage fattigspørgsmålet op igen. Det resulterede i en ny lovgivning, nemlig Fattigreglementet fra Grundlæggende var der ingen ændringer i forhold til 1708-forordningen, det nye var, at man nu søgte at organisere fattighjælpen bedre. Fattigkommissionerne i byerne kom til at bestå af sognepræst, byfoged, et medlem af magistraten samt to eller flere borgere, der også skulle fungere som fattigforstandere og føre tilsyn med dem, der fik hjælp. Det nødvendige beløb til fattighjælpen blev pålignet borgerne som en egentlig fattigskat, der kunne udpantes, hvis den ikke blev betalt til tiden. Sognepræsten var fortsat formand for Fattigkommissionen. Fattigreglementet fastslog, at de borgere, der ikke ved egen kraft kunne erhverve det fornødne til liv og helbreds opretholdelse, havde krav på at modtage fattighjælp. Understøttelsen skulle de have fra det sogn, hvor de var født og opdraget - eller fra det sogn, hvor den fattige havde opholdt sig i 3 år eller dog længere tid end noget andet sted. Hjælpen kunne ydes enten i naturalier eller i penge. 7

9 Arbejdet i Fattigkommissionen kunne være ganske omfattende, da spørgsmålet om, hvilket sogn der skulle betale for den fattige, i høj grad var genstand for fortolkning og diskussion. Gamle og syge var berettiget til fuld hjælp, d.v.s. kost i naturalier eller en pengeunderstøttelse til at skaffe sig mad for. De skulle desuden have de nødvendige klæder, bolig samt pleje i sygdomstilfælde. De forældreløse børn skulle sikres ophold, indtil de selv kunne tjene til føden. Det betød, at de blev passet af plejeforældre, der fik betaling efter en kontrakt med Fattigkommissionen. Man var bevidste om, at de så vidt muligt ikke skulle på fattiggård. Efter konfirmationen sørgede Fattigkommissionen ofte for, at de fik en læreplads. De arbejdsduelige skulle hjælpes så meget, at de ikke tiggede, men ikke mere, end at de fortsat ville være motiverede for at søge arbejde. Fattigkommissionerne skulle også, så vidt det var muligt, hjælpe dem til at få et arbejde, der passede til deres kræfter. Deres understøttelse måtte ikke gives i penge, men skulle gives dem i form af fødevarer, brændsel, tøj m.v. I hvert enkelt tilfælde var det den lokale fattigkommissions opgave at skønne om den fattiges behov og trang. De fattiges tab af borgerlige rettigheder P.g.a. den økonomiske depression efter Napoleonskrigene protesterede befolkningen stadig mere over de udgifter, de var pålagt til fattigforsorgen. I 1820erne og 1830erne efterkom staten deres klager ved at henstille til fattigkommissionerne, at kun de virkeligt trængende fik hjælp, og i 1824 blev det bestemt, at personer, der fik eller havde fået fattigunderstøttelse, som de endnu ikke havde tilbagebetalt, kun måtte gifte sig med Fattigkommissionens tilladelse. Hermed var det første skridt taget i retning af at fratage de borgere, der havde modtaget hjælp af det offentlige, deres borgerlige rettigheder - et princip, der først forsvandt fra dansk lovgivning i Med stænderforsamlingerne i 1837 og grundloven i 1849 fik skatteydersynspunkter større indflydelse end tidligere. Grundloven fastslog ganske vist, at den, der ikke kunne forsørge sig selv og sin familie, var berettiget til hjælp fra det offentlige, men samtidig sattes de, der modtog denne hjælp, uden for samfundet gennem bestemmelsen om, at de mistede deres valgret, så længe hjælpen ikke var tilbagebetalt eller eftergivet. Fattiggården Øster Klostergade (nu Munkegade) i Rigsarkivet, Vejdirektoratets arkiv 1446,5. Koldings fattiggård lå fra ca til 1839 på hus nr 169 (indrammet). Overfor lå Slotshaven. Fattigkassen i Kolding ejede i hvert fald fra 1771 en gård i Klostergade (hus nr. 169), og kæmnerkassen ejede et fattighus uden for Sønderport. I Jens Jørgen Fyhns bog om Kolding fra 1848 beskrives fattighuset i Klostergade. Ejendommen bestod af et to-etages forhus og et sidehus på en etage. I forhusets nederste etage var der fire værelser med kakkelovne og 15 senge samt et værelse med to senge. Ovenpå var der fire værelser med 14 senge. De fattige fik husly og varme, og de fik uddelt lidt penge og noget brød hver lørdag. Der boede som oftest mere end 30 beboere. I byggedes en egentlig fattiggård, der også var arbejdsanstalt. Fattigvæsenet købte 1839 det gamle bindingsværksrådhus for 8

10 Tegning af Arbejdshuset fra prospekt over Kolding efter H. Schumanns tegning Fattiggård i Kolding fra til o beliggende på Skolegades vestside. Kort over Kolding 1848 fra J. J. Fyhns: Efterretninger om Kolding, der viser Fattiggården (7) og Friskolen (8) begge i Skolegade 825 rigsbankdaler og brugte materialerne derfra til bygningen af fattiggården. Grunden, beliggende på det såkaldte Svietorv, nu hjørnet af Katrinegade og Skolegade, blev købt af portbetjent Hansens enke for 480 rigsbankdaler. Fattiggården lå midt i Skolegade. I brandtaksationen fra 1867 beskrives den således: Byens arbejdsanstalt. Forhus 16 fag, 2 etager bindingsværk med kælder under til beboelse. Sidehus 6 fag, en etage bindingsværk, til vaskehus. Jens Jørgen Fyhn fortæller, at den indeholdt fire store arbejds- og soveværelser, en sygestue, et magasin- og et materiel-værelse foruden bolig for opsynsmanden. Den lå ligesom spisestuen i kælderen. Lemmerne, som beboerne kaldtes, beskæftigedes med at karte, spinde, strikke, hegle, pille tovværk og gøre klodser. Bygningen kostede inklusive inventar 3000 rigsbankdaler, hvoraf man havde lånt de 2000 af Ribe Stifts midler. Lederen af anstalten, kaldet opsynsmand, ledede også spinderiet - formentlig et uldspinderi. Fattiggårdens beboere var dels gamle og svage, dels vanskelige, arbejdsføre personer, der ikke ville bestille noget, eller som ingen ville have noget at gøre med, og som der til stadighed måtte holdes kontrol med. Helt ustyrlige lemmer sendte man til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens. Det fremgår af folketællingen 1840, at på dette tidspunkt var den 59-årige handskemager Peter Petersen økonom på Fattighuset. Her boede han med sin kone, 4 børn, en tjenestepige og 25 almisselemmer. En person, der blev indlagt på Fattiggården, skulle medbringe alle sine ejendele. Vedkommende fik herefter alle fornødne behov dækket: husly, mad, tøj, lægehjælp og medicin. Til gengæld havde fattiglemmerne pligt til at arbejde. Arbejdsdagen var på 13 timer i døgnet, fra kl og fra kl Arbejdet bestod hovedsageligt i fletning af sivmåtter og sivsko. Fattigkommissionen skrev i en indberetning til Indenrigsministeriet i 1869, at anstalten næppe tør fortjene navn af en egentlig arbejdsanstalt, da de derværende individers håndgerning nærmest er en sysselsættelse uden synderligt økonomisk udbytte. Hver søndag morgen afholdtes gudstjeneste. I en opgørelse fra 1870erne ses det, at langt de fleste af de faste lemmer på Fattiggården var over 60 år. Der skelnedes mellem egne 9

11 fattige, der var de fleste, og fremmede fattige - dem, der ikke var forsørgelsesberettigede i Kolding. En stor del farende svende blev indlagt på Fattiggården især om vinteren, og en del blev indbragt af politiet, fordi de var udvist fra Slesvig. I modsætning til byens egne fattige, der kunne bo der i årevis, boede de fremmede fattige kun på Fattiggården i få dage. Man søgte hurtigst muligt at få dem sendt til deres forsørgelseskommune. Friskolen, der lå over for Fattiggården, fik i 1879 en ny bygning (den grå bygning i Skolegade), og der blev indrettet fattiggård i den tidligere friskolebygning. Den gamle fattiggård blev nedrevet og gav plads for et lille anlæg, nu området mellem Katrinegadesalen og Skolegade. De fattige ude i byen Kolding set fra syd. Foto fra ca De fleste fattige boede ikke på Fattiggården. Der vides ikke meget om, hvordan de levede. Fattigvæsenet lejede boliger til dem og gav dem en mindre pengesum, og for den måtte de skaffe, hvad de havde brug for. I et eksempel fra 1804 lejede Fattigkommissionen et kammer til en enke for 18 mark om året. Værelset var uden varme, men værten lovede at tage enken ind til sig i sin varme stue om vinteren. Kun i ganske få tilfælde anvendte man i Kolding den fremgangsmåde, der var udbredt på landet, at man bortliciterede de helt hjælpeløse til pleje i en privatfamilie. Fra begyndelsen af 1830erne ses det, at de fattige fik uddelt brød, og tidligt begyndte man også at uddele tørv. I 1870 vedtog man at trykke brødkort til en værdi af 24 skilling. De trængende kunne give disse brødkort til bagerne, der fik pengene udbetalt, når de afleverede kortene til Fattigvæsenet. I 1870erne var en hel del fattige anbragt til leje i Skarbys Gård, der lå mellem Jernbanegade og Klostergade, men i midten af 1880erne 10

12 var forholdene så dårlige, at man ikke længere mente, det var forsvarligt at anvende den til menneskebeboelse. J. J. Fyhn skriver, at børnene under fattigforsorgen blev sat i kost dels hos borgere i byen, dels hos bønder i de nærliggende landsbyer. En del af indbyggerne i byen havde forpligtet sig til på bestemte dage at give trængende børn middagsmad mod, at de gik i skole den halve dag og den anden halve dag gik i arbejdshuset, hvor de undervistes i håndarbejde. Ved disse foranstaltninger er alt tiggeri af byens fattige aldeles ophævet skriver han. Foruden de langvarigt fattige, der var optaget på Fattigkommissionens forsørgelseplan, var der også mange, der kun behøvede midlertidig hjælp. De fik hjælpen udbetalt i penge eller huslejehjælp, brændselshjælp eller medicin. De frie Fattigkasser Frem til 1869 var det sognepræsterne, der forestod fattigvæsenet. Sognepræsten ved Kolding Kirke var Isak Marius Bentsen Gad. Allerede i midten af 1800-tallet følte man behov for at kunne hjælpe mennesker, der var uden ansvar for den trangssituation, de var kommet i, uden at det skulle medføre tab af valgret og andre borgerlige rettigheder. Ved lov af 8. maj 1856 oprettede man en såkaldt fri fattigforsørgelse. Kun personer, der ikke modtog hjælp fra det kommunale fattigvæsen, kunne få hjælp af Den frie Fattigkasse. Hjælpen fra Den frie Fattigkasse administreredes af en særlig bestyrelse på 3, der valgtes af og blandt sognets beboere. Midlerne til denne hjælp kom fra frivillige bidrag bl.a. til kirkernes fattigbøsser, og de kommunale love i åbnede mulighed for, at kommunerne kunne yde et tilskud til de frie fattigkasser. Fattigudvalg i stedet for fattigkommissioner Købmand P. Brandorff, den første fattigudvalgsformand. Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 ophævedes fattigkommissionerne, som havde eksisteret siden 1708, og deres opgaver henlagdes under de nyoprettede byråd. Byrådet nedsatte et udvalg for fattigvæsen bestående af 2 medlemmer samt en repræsentant fra Kolding Slotssogn, der havde fælles kirke-, skole- og fattigvæsen med købstaden. I Vedtægten for Styrelsen af de kommunale Anliggender i Kolding, som godkendtes af Indenrigsministeriet i 1869, hed det, at udvalget skulle føre tilsyn med arbejdsanstalten og forestå hele fattigforsørgelsen i kommunen. Udvalget skulle føre brevvekslingen i fattigvæsenets anliggender og repræsentere kommunen i forhold til andre kommuner i så henseende. Efter nærmere indstilling til Byrådet kunne der til Fattigudvalgets assistance beskikkes indtil 5 fattigforstandere. Fattigudvalget fik anvist et beløb op til 200 Rigsdaler til den bogføring, som fattigforsørgelsen - såvel den i arbejdsanstalten som navnlig den uden for samme - nødvendiggør til besørgelse af brevvekslingen og den øvrige forretningsførelse. Den første formand for det kommunale fattigudvalg var købmand P. Brandorff. De to øvrige medlemmer af udvalget var herredsfoged A.Th. Villemoes og fra slotsgrunden proprietær J. Ræder, Dyrehavegård. Med det kommunale fattigudvalgs overtagelse af fattigforsørgelsen ophørte præsternes dominans i arbejdet med de fattige. I lighed med de øvrige kommunale udvalg var det forudsat, at byrådsmedlemmerne selv stod for den kommunale administration. Eneste administrativt ansatte i kommunen var en kæmner på deltid, der også var fattig-, skole- og gasværkskasserer for en løn af 600 rdl. om 11

13 året. I Kolding benyttede man sig ligesom i de fleste andre byer af fattigforstandere fra 1869, men i 1885 skønnede det daværende fattigudvalg, at det ikke længere var nødvendigt. Sociallovene Borgmester C.P.C. Schjørring, borgmester i Kolding og formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget I 1869 var af Rigsdagen nedsat den såkaldte Store Fattigkommission, der skulle give forslag til en revision af fattiglovgivningen. Princippet om, at det lokale samfund skulle betale for egne fattige, blev stadig mere vanskeligt at administrere i en opbrudstid, hvor mange mennesker flyttede fra land til by. Der var evindelige stridigheder mellem landsognene og købstæderne om, hvem der skulle betale for forsørgelsen af den enkelte fattige. Befolkningstallet i Kolding var i , i , i , i og i En 3-dobling på mindre end 50 år. Mange flyttede fra omegnssognene ind til byen p.g.a. landbrugets omlægning og mekanisering, og Kolding havde en særlig stor tilflytning af sønderjyder, da det var nærmeste større by, når de kom fra Slesvig. Under indtryk af den voksende offentlige kritik af den kommunale fattigpleje gennemførte Rigsdagen i 1891 en reform af de sociale love formentlig især presset af fremkomsten af Socialdemokratiet og frygten for mangel på arbejdskraft på landet. Fattigloven af 9. april 1891 medførte ikke store ændringer i forhold til tidligere. Det blev dog gjort vanskeligere for forsørgelseskommunerne at kræve deres egne fattige hjemsendt, forsørgelsesformer som omgangsforsørgelse og bortlicitering blev forbudt, og Indenrigsministeriet pålagde kommunalbestyrelserne at give en mere vidtgående hjælp end tidligere. Kommunerne fik desuden pligt til at eftergive den fattighjæp, der var ydet, når den pågældende ikke i fem år havde modtaget nogen form for hjælp. Det afgørende nye var loven om alderdomsunderstøttelse af 9. april 1891, der betød, at de svage gamle over 60 år, der ikke tidligere havde modtaget fattighjælp, blev udskilt fra det almindelige fattigvæsen med fattighjælps virkninger. De kunne i stedet ansøge om at få en særlig alderdomsunderstøttelse, der tildeltes efter et skøn. Kommunerne skulle oprette et alderdomsunderstøttelsesudvalg, så de værdigt trængende gamle også på denne måde blev holdt adskilt fra de almindelige fattiglemmer. Det var i høj grad påkrævet med et forsorgsarbejde for ældre. Industrialiseringen, indvandringen fra land til by og ændringen i de traditionelle familiemønstre i anden halvdel af 1800-tallet havde i særlig høj grad berørt de ældre, idet de i modsætning til tidligere blev overladt til sig selv. Borgmester C. P. C. Schjørring var den første formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget, der i øvrigt bestod af Enevold Sørensen, A. Jensen, Chr. Friis og for landdistriktet Rasmus Kaalund. Ved udvalgets første møde den 25. juni 1891 bevilgedes alderdomsunderstøttelse til 30 personer, der enten fik en månedsvis understøttelse eller bestemte beløb til husleje. 6 blev afvist. De, der ikke havde boet i landet i 10 år, fik ingen understøttelse - de, der var indvandret fra Slesvig, var således henvist til fattighjælpen. Som noget nyt påtog staten sig også et ansvar for socialforsorgen. Staten refunderede halvdelen af udgifterne til alderdomsunderstøttelsen og ydede fra 1892 også statstilskud til de statsanerkendte sygekasser. 12

14 Baggård i Adelgade, ca Det tredje led i sociallovene fra var nemlig Sygekasseloven af 12. april 1892, der understøttede det initiativ, der i de foregående 25 år var taget ved oprettelsen af private sygekasser for mindrebemidlede, hvor man forsikrede sig mod sygdom. Denne ide havde virkelig slået an, og i 1885 havde man foretaget en undersøgelse, der viste, at der på det tidspunkt var oprettet 1000 sygekasser spredt ud over hele landet med medlemmer. Loven gav disse sygekasser mulighed for at søge om statsanerkendelse og dermed adgang til faste statslige tilskud. Hermed var også forsikringsprincippet indført i den offentlige socialforsorg Ideen var hjælp til selvhjælp, en frivillig forsikring af ubemidlede personer inden for kommunens område. Der udbetaltes ydelser i form af læge- og sygehushjælp. Statstilskuddet var et fast beløb, oprindelig på 2 kr. pr. medlem samt 1/5 af selve medlemsbidraget. Svendesygekassen i Kolding, der var oprettet så tidligt som 1862, blev statsanerkendt i 1896 med 70 medlemmer. Kolding Sygekasse af 1884, der var stiftet under navnet Arbejdsmændenes Fagforening og Sygekasse, blev statsanerkendt i Fra 1900 var den senere økonom på Fattiggården, Jens Rasmussen, formand for denne sygekasse. Murernes og Tømrerfagenes Sygekasse, der var stiftet i 1876, blev statsanerkendt i Sociallovene i var begyndelsen til en udvikling, hvor man tog stadig flere grupper af trængende ud af den almindelige fattighjælp med fattighjælps virkninger og i 1898 blev socialforsikringen udbygget med en arbejdsulykkesforsikring. 13

15 14

16 Til venstre: Kort over Kolding, tegnet af landinspektør H. H. Müller, Fattigforstandere igen Som beskrevet havde Fattigudvalget i en periode klaret sig uden fattigforstandere og selv eller ved hjælp af en fattigfoged, der var politibetjent, forestået driften, men efterhånden som byen i de senere år er tiltaget i folkemængde og som følge deraf udgifterne til Fattigvæsenet er blevet større, er ligeledes arbejdet for udvalget vokset betydeligt skrev Fattigudvalget til Byrådet i august 1891 med begæring om, at der blev antaget 4 fattigforstandere, der skulle bistå udvalget i dets arbejde, når en promte og solid forretningsgang skal bibeholdes. Hvervet som fattigforstander var et borgerligt ombud og ulønnet. I Styrelsen af de kommunale Anliggender fra 1893 står der om deres arbejde: Hver fattigforstander fører det specielle tilsyn med de forsørgede i sin kreds, navnlig med deres familieforhold, stigende eller aftagende trang m.v. Begæringer eller anmeldelser fra de i kredsen boende, der søger fattighjælp, overgives til fattigforstanderen, der har at undersøge de anmeldtes forhold og stilling og derom give beretning til udvalget. Fattigforstanderne tilkaldes til udvalgets møder, så ofte det findes fornødent. De vælges på 3 år og er pligtige til at modtage det dem overdragne hverv; ved deres udnævnelse meddeles dem en fortegnelse over de personer i deres kreds, som nyder fattighjælp, samt hvori denne består. De, der udnævntes til fattigforstandere, var gode og travle borgere i byen. Det var købmand C. Jensen, ølbrygger Juhl, murermester S. L. Gynther og garver C. Daugaard. De mødte skiftevis op til udvalgets møder. Der afholdtes fattigudvalgsmøde hver mandag. Samtidig med udpegningen af fattigforstanderne i oktober 1891 inddeltes byen i 4 kredse, men allerede to måneder efter stod det klart, at distrikterne var blevet for store. Der udnævntes derfor yderligere fire forstandere, og byen blev inddelt i 8 fattigdistrikter: 1) Den indre by inklusive Vestergade. 2) Syd for åen. 3) Bleggaardsstræde, Katrinegade og gaderne i Zahns Toft. 4) Skolegade, Blæsbjerggade, Langelinie. 5) Allégade, Teglgaardsstræde, Vennegade og Villagade. 6) Låsbygade. 7) Nørregade, Låsby Toft og Nørremark. 8) Hospitalsgade, 1. og 2. vej bag søen og Fredericiavej. Det var ikke særlig populært at være fattigforstander. I Kolding Kommunes arkiv findes en lang række ansøgninger om at blive fritaget for hvervet. Egne og fremmede fattige Fattigforstandernes vigtigste arbejde var at undersøge de fattiges forhold, og det tjente to formål. For det første for at få fastslået, om der vitterligt var en trang, som skulle afhjælpes. For det andet var det afgørende at få afklaret, hvorvidt ansøgerne var forsørgelsesberettigede i købstaden eller ej. Hovedreglen var som angivet, at det var ens fødekommune, som skulle bære udgifterne til fattigunderhold. Dog kunne man erhverve forsørgelsesret i en anden kommune, hvis man havde haft ophold og næring det pågældende sted i mindst 5 år. Hvis det ikke var tilfældet, og en person ansøgte om fattighjælp i opholds- 15

17 kommunen, var reglen, at opholdskommunen forsørgede vedkommende, men samtidig var berettiget til at få refunderet 3/4 af udgifterne fra personens forsørgelseskommune. Oprindeligt skulle forsørgelseskommunen oppebære alle udgifter, men den nye fattiglov fra 1891 bestemte, at opholdskommunen skulle udrede 1/4 af udgifterne. Det betød, at en købstad af Koldings størrelse måtte indstille sig på større udgifter til fattigforsørgelse p.g.a. det store antal tilflyttere. De komplicerede forsørgelsesretsbestemmelser gav sig udslag i en temmelig omstændelig sagsprocedure, som ofte involverede deciderede politiundersøgelser for at finde frem til, hvilken kommune, der skulle betale fattigudgifterne. I regnskabsmæssig henseende førte det til opsplitningen af de forsørgede i egne og fremmede fattige. I årene fik 264 personer for første gang fattigunderstøttelse i Kolding Købstad. Ud af disse var det kun 23, som havde forsørgelsesret i Kolding ifølge fødsel, 32 havde opnået forsørgelsesret som følge af 5 års ophold og 12 af andre årsager - ialt 67 personer. Det vil sige, at 197 ikke var forsørgelsesberettigede i kommunen. Af disse 197 havde de 130 opholdt sig under 5 år i Kolding. De, som kunne blive hjemsendt til forsørgelseskommunen, blev det i vid udstrækning, men af humane og praktiske grunde var der allerede omkring århundredskiftet tilløb til at forlade denne praksis. Det var en omstændelig affære, når en regning på et antal jernriste til kakkelovnene på Kolding Arbejdsgård i 1897 skulle betales. Først skulle økonomen attestere, så indstillede Fattigudvalgets formand til anvisning, hvorefter det samlede Kasseog regnskabsudvalg med borgmesteren i spidsen anviste til udgift. 16

18 Koldings første fattiginspektør Det Embede, som overdrages Inspektøren, har han at udføre med Orden, Nøjagtighed og Omsigt, og stedse med Kommunens Interesse for Øje. I sin Optræden overfor de Fattige og Almissesøgende har han, ved siden af Agtpaagivenhed og Fasthed, at vise Humanitet. Regulativ for Fattiginspektøren I oktober 1898 vedtog et enigt byråd på forslag fra Fattigudvalget, at der fra 1. januar 1899 skulle ansættes en fattiginspektør med en årlig løn af kr. stigende med 100 kr. hvert 3. år til kr. årligt. Det havde allerede været på tale i slutningen af 1880erne, hvor fattigudgifterne i løbet af få år var steget voldsomt, men beslutningen var dengang blevet udskudt. Det skyldtes for det første antagelsen af fattigforstanderne i 1891 og for det andet et ønske om at afvente, hvilke økonomiske konsekvenser fattigloven af 1891 ville få for kommunen. Efter at loven var trådt i kraft, viste det sig, at arbejdet ikke blev mindre. Nu havde arbejdet dog, ifølge formanden for Fattigudvalget, vinhandler Chr Friis fra Højre, antaget saadanne Dimensioner, at Udvalget ikke kan overkomme det. Chr. Friis havde været medlem af Fattigudvalget siden 1885, og siden 1897 også af Alderdomsunderstøttelsesudvalget, så han vidste, hvad han talte om. Chr. Friis var også indehaver af den største vinhandel i Jylland og var desuden medlem af Slotsmøllens bestyrelse, af Handelsforeningens bestyrelse og en ivrig sejlsportsmand. Personalet i vinhandelen hjalp ham også noget med fattigudvalgsarbejdet, bl.a. bogholderen S.E. Langkjær, fremgik det af en avisomtale om denne mange år senere. Fattiginspektøren skulle lede alle forretningerne inden for fattigvæsenet, varetage almisseuddelingen og føre tilsyn med de understøttede, der ikke kom på anstalten. Udvalget havde studeret forholdene i andre byer og indsamlet instrukser for fattiginspektørembedet fra dem. Det var på forhånd givet, at økonomen på Fattiganstalten siden 1885, Jens Larsen Madsen, skulle være fattiginspektør. Der var enighed om, at han ville være udmærket i stand til at bestride posten, bl.a. fordi Friis havde opdraget ham godt. Desuden ville det økonomisk set være en billig løsning. Inspektørens løn skulle udgøre kr. om året, men heraf fik han allerede 800 kr. for at være økonom på Fattiggården og 600 kr. betaltes til medhjælp ved korrespondance, som det fremgår af fattigvæsenets regnskab. I byrådssalen udtrykte læge Hjalmar Fich enighed i, at der skulle ansættes en fattiginspektør, men han var betænkelig ved, at denne stilling skulle slås sammen med økonomstillingen ved Fattiggården. Men Friis svarede, at den dygtige sekretær, man havde, fulgte med - det må være kontorist H. Nagel, der i budgettet er benævnt kasserer og er anført med en udgift på 100 kr. Den samlede løn indplacerede fattiginspektøren på tredie løntrin, næst efter kæmneren og stadsingeniøren. 17

19 Fattigudvalgets ansøgning til Byrådet om ansættelse af en fattiginspektør, oktober Vinhandler Chr. Friis ( ) formand for Udvalget for Fattigvæsenet. Ud over at være vinhandler var han bl.a. medlem af Slotsmøllens og Låne- og Diskontokassens bestyrelse. Jens Larsen Madsen tiltrådte som fattiginspektør den 5. januar 1899, og i samme måned blev der udarbejdet en instruks for embedet. I Regulativ for Fattiginspektøren i Kolding, som kun findes bevaret som et udkast i Fattigudvalgsprotokollen for , står, at han antages og afskediges af Kolding Byråd efter indstilling af Udvalget for Fattigvæsenet. Han kan afskediges med 1/2 års varsel til en 1. maj eller 1. november og kan opsige sin stilling med samme varsel. Ved fratrædelsen er han pligtig til at aflevere alt, hvad han har haft under hånde af byens sager til udvalget og til at give sin eftermand enhver fornøden oplysning. I tilfælde af misligt forhold kan han efter udvalgets indstilling straks suspenderes eller afskediges. Han stiller en kaution af kr. Om inspektørens pligter står der i regulativet, at han med bistand fra fattigforstanderne skal forestå byens fattigforsørgelse og almisseuddeling og tilsynet med de forsørgede. Enhver, der vil søge fattighjælp, skal henvende sig til ham, og han skal derefter anmode fattigforstanderen i det pågældende distrikt om at undersøge ansøgerens forhold. Inspektøren har ret til, i samarbejde med fattigforstanderen og om muligt udvalgets formand, at yde en foreløbig understøttelse, indtil forholdet endeligt kan blive afgjort på et udvalgsmøde. Udgifter, som ikke er budgetterede eller som går ud over rent øjeblikkelig hjælp, må inspektøren ikke erholde uden samtykke af udvalget. 18

20 Fattiggården på Svietorv, den tidligere friskole. Foto ca Desuden er fattiginspektøren forpligtet til at udarbejde fattigvæsenets regnskaber efter den af Fattigudvalget anordnede plan og føre Fattigudvalgets forhandlingsprotokol. Han skal sørge for, at fattigvæsenets skrivelser journaliseres og kopieres og er ansvarlig for fattigvæsenets arkiv og for at holde det i en sådan orden, at det til enhver tid er let tilgængeligt, indtil det overgår i byens arkiv. Fra 1885 aflønnede Fattigudvalget også en fattigfoged, der var en politibetjent, i 1896 med 125 kr. i årlig løn. Diakonissestiftelsen i København stillede en diakonisse til rådighed for fattigvæsenet i Kolding for 300 kr. Herudover skulle hun have forplejning. Fattiginspektør J. Madsen havde kontor på Fattiggården eller Forsørgelsesanstalten, som den blev kaldt i vejviseren Samme vejviser oplyser, at kontoret er åbent fra 9-12 form. og 2-6 eftrm., og at der på kontoret ud over J. Madsen er fattigfoged Fr. Jensen og kontorist Nagel. Fattigudvalget bestod i 1899 foruden formanden, vinhandler Chr. Friis, af sagfører Edv. Lau, justitsråd C. Nielsen, toldkontrollør B. Meyer og konsul R. Kaalund (for Landdistriktet). Chr. Friis døde i 1901, og venstremanden Edv. Lau efterfulgte ham som formand for Fattigudvalget. I 1906 blev socialdemokraten Knud Hansen formand. 19