Fra holdning til handling

Transkript

1 Fra holdning til handling Undersøgelse af holdninger, fysiske funktioner og økonomi forbundet med træning og genoptræning af ældre Januar 2007 Morten Hoff 1, Christian Kronborg 2 og Lis Puggaard 3 1 Institut for Litteratur, Kultur og Medier, SDU 2 Sundhedsøkonomi, Institut for Sundhedstjenesteforskning, SDU 3Center for Anvendt og Klinisk træningsvidenskab, Institut for Idræt og Biomekanik, SDU

2 Indholdsfortegnelse 1. Sammenfatning Kulturgerontologiske perspektiver i forhold til træning i ældrelivet Indledning Kulturgerontologi og fysisk aktivitet Fysisk træning versus fysisk aktivitet Undersøgelse af frafald blandt ældre, der gennem længere tid har været træningsaktive Undersøgelsens formål Undersøgelsens design Interviewpersoner Analyser Fysisk begrænsninger Det skrantende helbred Når træningen skaber begrænsninger Effekt af træning Perspektivering Sammenfatning En undersøgelse af trænings- og genoptræningsindsatsen fra indlæggelse til egen bolig et tværvidenskabeligt perspektiv Undersøgelsens baggrund Formål Indsamling af interview Test- og interviewperiode Målinger foretaget i forbindelse med den fysiske testning Undersøgelsens resultater Diskussion og konklusion Litteratur

3 1. Sammenfatning Denne rapport tager udgangspunkt i to forskellige projekter; dels 1. Undersøgelse af frafald blandt ældre, der gennem længere tid har været træningsaktive, dels 2. En undersøgelse af trænings- og genoptræningsindsatsen fra indlæggelse til egen bolig et tværvidenskabeligt perspektiv Den første undersøgelse fokuserer på baggrunde af frafald i organiseret træning blandt ældre, der gennem længere tid har været træningsaktive. Samtlige interviewpersoner tilkendegav, at de modvilligt var stoppet med at træne. Der var altså umiddelbart motivation til at fortsætte med at træne, men fysiske skavanker satte begrænsninger for træningsdeltagelsen. Mændene og kvinderne havde forskellige fortolkninger af, hvad der forårsagede deres træningsophør. Såvel mænd som kvinder fokuserede på helbred og svækkelse; men hvor kvinderne i nogen grad forholdt sig konstaterende til dette tab, var mændene mere tilbøjelige til at placere årsager til frafald hos instruktører, der oplevedes ikke at tage hensyn til den gradvise svækkelse. Blandt interviewpersonerne var der ønsker om, at træningen differentieres afhængig af fysisk formåen, evt. ved at deltagere med samme skavanker indgik i særlige træningshold. En del af problemets løsning kunne være at sammensætte hold ud fra fysisk formåen frem for alder. I projekterne, der indgår i denne rapport, tager holdsammensætning ud fra alder ikke hensyn til den forskellighed, hvormed aldringen sætter ind, eller til de forskellige måder hvorpå ældre forholder sig til de kropslige skavanker. Man kunne endvidere overveje at oprette flere forskellige hold, der tager hensyn til bestemte kategorier af skavanker og giver mulighed for, at ældre løbende kan rokere mellem forskellige hold, så de fortløbende oplever at deltage i et tilbud, der svarer til deres fysiske niveau. En anden mulighed er at organisere hold, hvor instruktøren løbende integrerer deltagernes gradvise svækkelse i sin planlægning af aktiviteterne og fortløbende reducerer belastning og intensitet. Dog skal man samtidigt opretholde passende udfordringer for at undgå, at deltagerne oplever træningen som kedsommelig og uden virkning. En af interviewpersonerne gav udtryk for, at omgivelsernes råd, vejledning og opfordringer til træningsdeltagelse kan udgøre et pres på den enkelte; et pres som det kan være 3

4 svært at leve op til, efterhånden som kroppen svækkes gennem alderdommen. Det er således kompliceret at udbrede viden om muligheder forbundet med træning i ældrelivet uden at påføre dårlig samvittighed og oplevelser af skyld til ældre, der ikke er træningsaktive. Samtidigt med at vi udbreder mulighederne for at fastholde ældre i fysisk aktivitet, er det også væsentligt, at vi accepterer, at ældre, som gennem længere tid har været træningsaktive, vælger at stoppe. Den anden undersøgelse er et tværvidenskabeligt studie af trænings- og genop-træningsindsatsen af geriatriske patienter fra indlæggelsen til egen bolig. Her kombi-neres kvalitative interview med test af fysisk funktion samt undersøgelser af sundheds-økonomi. Tværvidenskabelige undersøgelser på ældreområdet er af stor betydning, dels inden for politisk, regionalt og kommunalt regi, hvor behandlings- og rehabiliteringstilbud skal vurderes såvel ud fra borgerens som ud fra politiske og økonomiske perspektiver. Dels for en række forskellige professioner på tværs af social- og sundhedssektoren, der beskæftiger sig med ældre patienter, træning/genoptræning og rehabilitering. Generelt er der god sammenhæng mellem de forskellige test af fysisk funktion. Som hovedregel viser en forbedret fysisk funktion sig i flere test samtidigt, og som hovedregel støttes dette af deltagernes udtalelser i interviewene. Der er således generelt god sammenhæng mellem de anvendte undersøgelsesredskaber. Der er dog også eksempler på modsætning mellem objektivt målte test og deltagernes egne oplevelser af deres fysiske funktionsevne og velbefindende, eller de observationer, der er gennemført af det tilknyttede sundhedsfaglige personale. Dette understreger, at der ikke altid er en direkte sammenhæng mellem test af fysisk funktion og de oplevelser og følelser, der knytter sig til hverdagslivet. I én af de anvendte test (TUG) tages tid på den ældres evne til at rejse sig, stabilisere og holde balance, gå og dreje sig samt genetablere balance. Tid som måleparameter kan være relevant som redskab inden for et behandlerperspektiv, men mindre væsentligt når kropslige funktioner anskues ud fra den enkelte borgers perspektiv. Nogle ældre vælger, mere eller mindre bevidst, et langsommere bevægelsesforløb, fordi det giver større tryghed, og fordi det ikke er af afgørende betydning, med hvilken hastighed de bevæger sig i forbindelse med hverdagslivets aktiviteter. 4

5 Udover at formidle et overblik over deltagernes fysiske funktioner, deres oplevelser af træningsdeltagelsen samt udgifter forbundet med den enkelte deltager, skaber undersøgelsen baggrund for diskussion af, hvilke metoder der anvendes til evaluering af trænings- og genoptræningsindsatsen blandt ældre mennesker. 5

6 2. Kulturgerontologiske perspektiver i forhold til træning i ældrelivet 2.1 Indledning Udviklingen i befolkningssammensætningen inden for de næste år peger på en kraftig vækst af ældre set i relation til den samle befolkning ( Dette har sat en række spørgsmål på den sundhedspolitiske og økonomiske dagsorden, hvortil kan føjes en række etiske problemstillinger i forhold til, hvordan vi som samfund tildeler vore ældre status, behandling, omsorg og opmærksomhed. En række økonomer spår øgede udgifter forbundet med væksten af ældrebefolkningen, men omfanget er stadig meget uvist. Det skyldes bl.a., at fremtidige ældre har haft anderledes livsløb og -historie end nutidige ældre. Blandt faktorer, der taler for mindre sundhedsudgifter pr. ældre, er bedre behandling af sygdomme og svækkelse gennem livet. Desuden forventes oplysning om livsstilssygdomme og risikofaktorer, at medføre mindre risikobetonet og sundhedsskadelig adfærd blandt fremtidens ældre. Effekten af sundhedsoplysningen er fx ved at slå igennem i forhold til antallet af rygere, der jævnfør Sundhedsstyrelsen generelt er faldende ( Fokuseringen på risici og livsstilssygdomme viser sig også i de seneste års politiske strategier for befolkningens sundhed. Henholdsvis Regeringens folkesundhedsprogram (1999) og Sund hele livet (2002) afspejler en øget fokusering på indsatser i forhold til forebyggelse og fokus på den enkeltes ansvar for egen sundhed, der gerne skulle medføre færre udgifter til behandling af sygdom og svækkelse. Der er endvidere fokus på rehabiliteringsområdet. Da sygdoms og svækkelsesforløb for ældre mennesker kan få radikale konsekvenser, hvis genoptræningsforløbet overlades til den enkelte borger eller først igangsættes i den kommunale hjemmepleje efter, at den ældre er udskrevet fra sygehus. Selv meget korte svækkelsesforløb kan få store konsekvenser for ældre, der i forvejen har nedsat fysisk funktion. 6

7 2.2 Kulturgerontologi og fysisk aktivitet Størstedelen af forskningen omkring krop, aldring og fysisk aktivitet er sket inden for det biologiske område. Relativt få studier har undersøgt aktivitet blandt ældre i et kulturelt eller historisk perspektiv, ligesom kvalitative undersøgelser stadig er relativt sparsomme. Det er de kulturgerontologiske perspektivers styrke, at de skaber mulighed for at forstå alderdommen i sammenhæng med såvel den enkelte ældres livshistorie og livsvilkår i ældrelivet som i relation til den kulturelle og sociale kontekst. Ældres oplevelse af krop, aldring, svækkelse og sygdom, og deres måder at forholde sig til disse problemstillinger, må ses i sammenhæng med det forudgående liv og i forhold til værdierne i det omgivende samfund. Det er bl.a. gennem normer og diskurser i samfundet, at den enkelte bliver i stand til at fortolke sin egen situation og sit livsforløb (Hoff 2006). 2.3 Fysisk træning versus fysisk aktivitet En lang række af de aktiviteter, der dyrkes af ældre mennesker, bliver sjældent registrerede. Dette kan gælde en gåtur med hunden; at spadsere til købmanden og gøre sine indkøb, at passe børnebørnene eller huset, at gøre rent, ordne haven etc. Inden for disse områder findes en lang række dagligdagsaktiviteter, der udføres af ældre mennesker, og som medvirker til at tilføre hverdagen betydning og værdi. Disse aktiviteter må i stigende grad anerkendes både i forhold til opretholdelse af uafhængighed og fysisk funktion, men også i forhold til oplevelsen af selvstændighed og personlig integritet. På trods af at denne type aktiviteter ikke indgår i denne undersøgelses kulturgerontologiske perspektiv, er de stadig væsentlige at have in mente. Vi skal passe på ikke automatisk at kategorisere mennesker, der ikke er træningsaktive, som inaktive. Ligeledes må vi passe på ikke at opfatte aktivitet som eneste nøgle til et kvalitetsfuldt ældreliv. Aktivitetsbegrebet bør opfattes langt mere nuanceret (Katz 2000, Hoff 2001). Vi kan altså skelne mellem træningsaktiviteter, der medvirker til at opretholde funktionsevnen og dagligdagsaktiviteter, der ligeledes kan medvirke til at opretholde funktionsevnen. Det der undersøges i denne sammenhæng er altså kvalitative perspektiver i forbindelse med organiseret træning. Dvs. tilbud som de fx udformes i behandlings- og rehabilite- 7

8 ringssammenhænge eller i regi af kommunale tilbud om vedligeholdelsestræning, aktiveringsplaner etc. I denne sammenhæng anlægges kulturgerontologiske perspektiver på to forskellige problemstillinger, der udgøres af: 1. Undersøgelse af frafald blandt ældre, der gennem længere tid har været træningsaktive. 2. Undersøgelse af ældre patienters oplevelser af træning som led i behandling og rehabilitering i forbindelse med indlæggelse på sygehus. Undersøgelse 1: Baseres på interview med ældre mennesker, der efter flere års deltagelse i organiseret træning, for nyligt er stoppet deres træningsdeltagelse. I undersøgelse 2: sammenholdes analyser af interviewmateriale med resultater af hhv. objektive funktionstest samt sundhedsøkonomiske perspektiver. Der er altså tale om triangulering af data, oplysninger og undersøgelsesmåder, der oftest behandles separat. Herved kombineres a: ældres egne oplevelser af træning med b: test af træningseffekt samt c: sundhedsøkonomiske udgifter og besparelser blandt gruppen af træningsaktive. Kombinationen af de tre undersøgelsesmåder finder sted gennem analyse af 5 cases, der udgøres af personer udvalgt fra et særligt tilrettelagt genoptræningsforløb ved Odense Universitetshospital, hvilket beskrives yderligere i det efterfølgende. For begge undersøgelser gælder det, at samtlige interviewpersoner er anonymiserede. Det samme gælder stednavne og personer, der omtales i interviewene. 8

9 3. Undersøgelse af frafald blandt ældre, der gennem længere tid har været træningsaktive 3.1 Undersøgelsens formål Der foreligger en række undersøgelser, der påviser effekten af fysisk træning blandt ældre mennesker (Avlund 2000,) og denne viden er ved at være udbredt til store dele af ældrebefolkningen. Dette kan være en medvirkende faktor til, at man i Danmark, gennem en årrække, har set en markant vækst af ældre, der er fysisk aktive (Larsen 2004). Vor viden om årsager til frafald blandt ældre, der gennem længere tid har været fysisk aktive, er ganske begrænset. Hvorfor stopper ældre, der tidligere har haft stor interesse for at træne med at være træningsaktive? For at belyse denne problemstilling har vi interviewet ældre, der gennem 6-8 år har deltaget i fysisk træning ved Idræt og Biomekanik, SDU, men som inden for de sidste et til to år er stoppet med træningen. Det overordnede formål er at søge svar på følgende spørgsmål: Hvad beskrives af tidligere træningsaktive ældre som væsentligste årsager til ophør af deltagelse i organiserede træningsaktiviteter? Undersøgelsen af årsager til træningsfrafald skaber grundlag for at vurdere, hvorvidt deltagerne foretager et aktivt fravalg af fysisk træning, eller om de ophører med at træne imod deres egen vilje. Det er målet at undersøge, hvilke faktorer der forårsager frafald, samt undersøge subjektive årsager til frafald blandt de ældre sammenholdt med eksterne faktorer omkring den træning, der tilbydes, herunder transport, økonomi, instruktion etc. Udvikling af viden på dette område skaber bedre grundlag for at vurdere, om man i fremtiden kan og skal fastholde ældre, der stopper med at træne, såfremt det praktisk og økonomisk er muligt. 3.2 Undersøgelsens design I 1997 modtog årige personer tilbud om at deltage i et træningsforsøg ved Institut for Idræt og Biomekanik, SDU. En række af disse ældre deltager stadig her 10 år senere i 9

10 træning én gang om ugen, men en del er i de mellemliggende år droppet ud. I denne undersøgelse er interviewet fem ældre, der inden for de sidste to år er ophørt med at træne (tre mænd og to kvinder). Interviewene er gennemført som kvalitative semistrukturerede interview (Kvale 1997), organiseret ud fra en interviewguide bygget op omkring deltagernes oplevelser af: hverdagen, boligen, fritidsinteresser, træningens effekt/virkning, svækkelse, sygdom, sociale relationer, oplevelse af status i samfundet og årsager til træningsophør. Samtlige interview blev gennemført i interviewpersonernes hjem af samme interviewer, der også forestod den efterfølgende transkription. 3.3 Interviewpersoner Forud for gennemgangen af analysens resultater gives en kort karakteristik af deltagerne. Herved kan læseren dels føre udtalelser tilbage til den person, der har fremsat dem, dels relatere udtalelsen til personens køn, sociale position, livsløb etc. Arne Poulsen Arne er 83 år og oprindeligt fra Vestjylland, hvor han boede størstedelen af tiden på en ø, men har boet forskellige steder i Jylland. Hans kone, som er fra den ø, han oprindeligt boede på, mødte han i København. På øen havde han sin forretning og drev sit erhverv som håndværker, foruden at være aktiv i kommunalpolitik. Arne har været arbejdsdreng i en nordjysk by, stået i lære som butiksassistent og været forretningsbestyrer i København. Han har seks søskende, hvoraf to stadigvæk lever. Han har siden 1992 boet i Odense, hvor hans datter også bor og arbejder. Hans søn bor i Jylland. Arne har et sommerhus på den ø, hvor han tidligere boede, og han og konen kommer der ofte. Arbejdet gav ikke meget plads til fritid, men Arne tog sig tid til lidt fiskeri og badminton. I dag lever Arne et roligt liv med konen. Haven og familien bliver passet, men de har hjælp til rengøring hver 14 dag. Træningsaktiviteten er ophørt, da en række forskellige skavanker efterhånden har svækket helbredet, herunder gigt i knæ og hofte samt nedsat syn og hørelse. Leif Sørensen Leif er 82 år og enkemand og har tre børn, der alle bor i Jylland. Han har boet i Odense siden midten af 60 erne, men er oprindeligt fra Jylland. Leif er uddannet elinstallatør, en beskæftigelse der bredte sig til aftnerne og weekenderne, hvor han tog ekstra arbejde, men han fandt dog også tid til at bygge familiens sommerhus. Leif gik til gymnastik for 10

11 godt femten år siden, men måtte holde op pga. problemer med hjertet, hvilket resulterede i en bypassoperation i Efter operationen gik han til gymnastik i udkanten af Odense, men måtte holde pga. problemer med ryg og ben. Leif går ikke til noget træning i dag, men koncentrerer sig om at holde hus og hjem. Han har hyppigt socialt samvær med nogle venner fra et lille netværk i vænget, hvor han bor. Jørgen Jørgen er 83 år og fra Odense. Han er gift og har to sønner. De bor i et hus, Jørgen selv har bygget. Jørgen har erhvervet sig som håndværker og havde en bibeskæftigelse med at bygge skodder, som han solgte. Det var et fælles projekt sammen med konen, der hjalp til. Fritiden blev brugt på camping. Sammen med familien har Jørgen camperet på Sydfyn i 25 år. Han spillede fodbold som ung, men blev kørt ned af en bil og måtte stoppe, da hans ene ben tog skade. I dag går Jørgen til seniorgymnastik på det nærliggende plejehjem en gang om ugen. Derudover går han og konen af og til i teater og bruger megen tid i haven om sommeren. Vintermånederne bruges blandt andet på at gætte kryds og tværs. Ingrid Ingrid er 83 år og er for nyligt flyttet fra den lejlighed i Odense midtby, hvor hun har boet i 50 år. Hun var modstræbende nødsaget til at flytte, da hun ikke længere kunne komme op af trapperne til 2. sal. Hun flyttede i sin tid med sine forældre ind til Odense. De var mange søskende, men de fleste er væk i dag. Ingrid har blandt andet arbejdet på fabrik og i en cafe og gik som barn til gymnastik og kunne godt lide at svømme. Ingrid har været alene i over tyve år siden mandens død. Hun har en datter og en svigersøn, der hjælper hende med praktisk arbejde. I sit voksne liv har Ingrid gået meget op i dans. I sit ældreliv går Ingrid til hyggegymnastik på et plejehjem og i hendes fagforening. Hun kan også stadigvæk danse til god musik i sin lejlighed, men er meget påvirket af smerter og har dårlig balance på grund af gigt i hænder og fødder. Erna Erna er 83 år. Hun bor sammen med sin mand, og sammen har de en datter. Hun arbejdede gennem en årrække på sygehuset og har også været butiksassistent. Hun og manden har boet forskellige steder i Odense, men har nu boet samme sted i fyrre år. Fritiden har Erna brugt på at sy kjoler og strikke trøjer til datteren og børnebørnene, men det kan hun 11

12 ikke mere på grund af gigt i fingrene. Da hun var yngre, gik Erna til gymnastik, senere gik hun kun til træningen på universitetet, i alt gennem ca. syv år. Fritid og ferier med familien blev brugt på camping på Nordfyn, og senere købte de et sommerhus. Erna fik for godt to år siden en ny hofte, og godt et år senere fik hun udskiftet sit venstre knæ. Hun går meget usikkert og bruger to stokke for at holde balancen. På det seneste går Ernas hverdag med at handle lidt ind, besøge børn og børnebørn og passe huset. 12

13 4. Analyser 4.1 Fysiske begrænsninger Samtlige interviewpersoner beskriver en udvikling gennem de 6-7 år, de har fulgt træningen på universitetet, hvor de har oplevet gradvis svækkelse og tab af fysisk overskud. Dette udgør for dem alle den afgørende årsag til, at de er stoppet med at deltage i den ugentlige træning på universitetet. Tre af deltagerne oplever endvidere akutte tab af bevægelighed og energi, dels foranlediget af fremskreden sygdom (Ingrid, Arne), dels foranlediget af operation af hofte og knæ (Erna). Forandringerne beskrives overvejende som en naturlig følge af at være i starten af 80erne, men der er meget forskellige reaktioner i forhold til, hvorvidt træningen fremkalder oplevelse af succes eller fiasko blandt deltagerne. Dette vil vi se nærmere på i det følgende. 4.2 Det skrantende helbred Arne som er 83 år beskriver årsagerne til, at han måtte stoppe med at træne på følgende vis: Arne: Desværre måtte jeg også stoppe ude på Campus fordi, for det første kunne jeg ikke høre. Når instruktøren talte, så skulle jeg hen og spørge de andre; hvad siger hun eller også skulle jeg se, hvad de andre lavede og så kom jeg bagefter, og så fik jeg det her gigt desværre, for jeg var meget glad for at være derude. Min kone fik også lov til at komme med derud. Det var meget fint. og vi savner det i grunden for at være ærlig, men vi kunne ikke mere Interviewer: Hvad har været de væsentligste årsager til at du stoppede med at træne på universitetet? Desværre så var det jo helbredet, ja. Desværre. Jeg ville gerne have været fortsat, og jeg ville gerne have været bedre med helbredet. Andet kan jeg ikke sige, så sådan er det [...] Hvorfor jeg stoppede, det var på grund af helbredet, hørelsen og benet. Erna, der er 82 år, og som har smerter forbundet med en ny hofte og et nyt knæ, begrunder ophøret med træningsdeltagelsen på følgende vis: Interviewer: Oplevede du det blev for hårdt at træne? Erna: Nej, jeg syntes ikke at træningen var for hård, men da mine ben blev helt tovlige så kunne jeg ikke mere, for de var sat til af slidgigt i knæ og hofte. 13

14 Såvel Arne som Erna giver indtryk af at have vurderet mulighederne for at opretholde træningen og forekommer at have accepteret de begrænsninger, der følger med det svækkede helbred. Dette er ikke ensbetydende med, at de oplever det som uproblematisk at stoppe med træningen, men beslutningen antager karakter af et valg, og herved adskiller de sig fra to af de øvrige mandlige deltagere. 4.3 Når træningen skaber begrænsninger Leif og Jørgen deler de andre deltageres oplevelse af, at kroppen ikke længere kan følge med til træningen, men forholder sig mere offensivt til disse oplevelser. Leif har følgende overvejelser forbundet med at måtte stoppe med at træne på universitetet. Leif: jeg ville gerne have været fortsat, men ikke på den måde, vi lavede gymnastik derovre og heller ikke alle andre steder, tror jeg, selv om jeg ikke har prøvet andre steder. Interviewer: Hvorfor? Leif: Ja, jeg har ikke tid. Interviewer: Det er tiden? ikke på grund af måden de lavede gymnastikken på? Leif: Jo, det er det også. Det er altså hovedårsagen. Interviewer: Okay... Var det fordi, det var for hårdt? Leif: Nej, ja både og. Det var såmænd ikke for hårdt det gymnastik. Det var ganske udmærket. Det er bare det, at når jeg ikke kan løbe rundt sammen med de andre. De løber rundt en eller to gange, og så kommer jeg halvanden gang bagefter. Det kan jeg ikke klare. Jeg vil gerne præstere noget i forhold til andre. [...] Jeg kan ikke lide at være nummer sjok. Det kan jeg ikke. Jeg skal i hvert fald op i midten af sådan et gymnastikhold, for at det er noget jeg vil give mig tid til. Så ved jeg godt, at jeg kan lave gymnastik herhjemme, og gøre det lige som det passer mig, men det gør jeg ikke. Leifs udtalelser er parallelle med andre undersøgelser af maskuline reaktioner på aldersrelaterede kropslige begrænsninger i forbindelse med træning (Hoff 2006). Det er et typisk maskulint kendetegn at forstå legemet i et præstationsperspektiv (Gergen og Gergen 1993). Her er altså ikke alene fokus på, hvorledes man oplever sin krop fungerer, sammenlignet med tidligere livsfaser. Den fysiske formåen ses derimod i relation til andre mennesker, hvor det opleves som et nederlag ikke at leve op til niveauet i den gruppe, man træner med. Leifs indledende kommentar om, at han gerne ville fortsætte, men ikke på den måde afspejler ligeledes en typisk maskulin fortolkning, hvor man ser årsagerne 14

15 til træningsophør som forårsaget af faktorer i omgivelserne. Dette uddybes yderligere i de følgende udtalelser af Jørgen som er 83 år. Jørgen: vi holdt op, det var fordi, jeg syntes at det var for skrapt. Hun var for skrap hende instruktøren, og ligefrem komme derud og så sidde en halv time på en bænk, det gad jeg ikke. Nu er vi begyndt herovre på plejehjemmet. Det er knapt så strengt, men der er også nogen, der er gamle. Nej, vi syntes selv, at det var lige strengt nok, og det ved jeg, at der er flere, der har snakket om. Jeg ville også kunne følge med de andre [...] Det kunne jeg jo ikke [...] til sidst måtte jeg give op og begynde på noget andet. Noget der er knapt så strengt. Det er et tempo, der passer mig, og vi bliver jo rørt alligevel. [...] i starten der kunne jeg da nok være med, men til sidst begyndte det da at knibe, og det var jo også det, at de var ikke alle sammen lige gode til at lede (instruere). Det var tempoet, det gik for stærkt. Jeg har snakket med nogen flere, der også har været nødt til at holde op derude. Men der er nogen, der er mere seje end andre. Men der er nogen, som holdt, fordi det gik for stærkt, men det er jo også, fordi at vi bliver ældre. Tempoet skal jo sættes ned, der er ikke andet at gøre. 10 år kan gøre meget i denne her ende. I dette interviewmateriale er det kun mændene, der så specifikt udpeger årsagerne til de-- res problemer og dermed også placerer en stor del af ansvaret for deres træningsophør i omgivelserne. Kvinder er generelt mere tilbøjelige til at acceptere tab af funktioner og forrtolke deres livssituation ud fra de nye kropslige vilkår, som kroppen sætter (Hoff 2006). For mændene kan det opleves meget nedværdigende, at kroppen står i vejen for deres ønsker. Dette eksemplificerer Leif senere i interviewet foranlediget af nedenstående spørgsmål. Interviewer: hvis nu dit knæ ikke var blevet værre, kunne du så eventuelt. have tænkt dig at være fortsat? Leif: Ja, det havde jeg da fortsat med. Jeg mødte en af dem jeg trænede med, og han gik stadigvæk derovre. Han var fand me også så frisk, så det var helt forfærdeligt. Det kan jeg ikke, nej det kan jeg ikke og vil ikke. Jeg vil fand me ikke derover og være til grin. Selvfølgelig bliver jeg ikke til grin derover. Der var mange andre, der heller ikke kunne. De holder sig ikke tilbage, men det gør jeg. 15

16 Det er tydeligt, at Leifs oplevelse af ikke at kunne følge de andre deltageres tempo op---- fattes nedværdigende. Han vil ikke være til grin. Udtalelsen det kan jeg ikke og vil ikke kan ses som en måde at gøre det uomgængelige tab af præstationsevnen acceptabel, ved at fastholde forestillingen om den selvrådende mand der sætter sin egen vilje igennem (Hoff 2006). Herved forholder han sig til de kropslige vilkår, så de i højere grad fremstår som underlagt kontrol, og han modvirker en oplevelse af, at kroppen sætter vilkårene for hans livsførelse. Leif henviser til sin personlige værdighed ved at konstatere, at de (andre) holder sig ikke tilbage, men det gør jeg. Her henviser han til sine egne grænser for, hvordan han vil fremstå såvel i egne som i andres øjne. Dette vidner om, at der er megen blufærdighed forbundet med de aldersrelaterede kropslige skavanker. Så megen blufærdighed at Leif hellere stopper med at træne end fortsætter med et reduceret tempo og et reduceret træningsprogram. Kritikken af trænernes manglende evne til at opstille overkommelige træningsopgaver bliver i denne sammenhæng til mandens beskyttelse af sig selv som handlingsvæsen. Disse forestillinger om maskulinitet kan trænere og koordinatorer inden for ældretræning drage nytte af i deres arbejde, hvilket der vendes tilbage til i konklusionen. 4.4 Effekt af træning Deltagerne præsenterer forskellige opfattelser af træningens virkning. Eftersom de alle har fastholdt træning gennem de sidste 6-7 år, er det rimeligt at antage, at træningen må have bidraget positivt til deres liv. Netop fordi de har været i stand til at fastholde træningsaktiviteten gennem en længere periode, må man forvente, at der har været væsentlige årsager til, at de alle er stoppet med at træne. Adspurgt om træningens virkning udtaler Leif: Interviewer: Du sagde, at du gerne ville være med til træning for at blive bedre. Oplevede du, at det blev bedre? Leif: Nej, jeg oplevede ikke at det blev bedre, tværtimod. Det er bare blevet værre og værre. Til sidst ender det med,at jeg måtte have en bil og køre rundt i. Interviewer: Der var ikke andre dele af kroppen, du oplevede blev bedre? Leif: Nej, det syntes jeg nemlig ikke, og det var derfor, at jeg holdt op. Nej, det her pjat ville jeg ikke være med til. Interviewer: Men da træningen står på, hvordan oplevede du så træningen? Var det hårdt, sjovt? 16

17 Leif: Nej, hårdt det var det ikke. Det var såmænd meget gemytligt at komme derud en eller to gange om ugen. Jeg syntes ikke, at man kan sige, at det var hårdt. Det syntes jeg ikke man kan sige. Det er efter, hvordan man tager det. Hvis det er, at man står og pjatter, så kan det være lige meget. Der skal lægges et arbejde bag ellers får man ikke noget ud af gymnastik. Vi må se Leifs udtalelser i relation til de forrige, hvor der bl.a. var tale om en måde for den handlekraftige mand at opretholde sin værdighed og selvforståelse. Træningsaktive ældre mænd er ofte meget rationelle og målrettede i deres tilgang til træningen; det skal give mening, have virkning, må gerne være hårdt uden at være direkte smertefuldt (Hoff 2006). Netop denne rationelle tilgang afspejler Leif ved at udtale, at der skal lægges arbejde bag, ellers får man ikke noget ud af gymnastik. Men vi må antage, at disse kriterier også har dannet grundlag for de sidste 6-7 års træningsdeltagelse. På visse områder må Leif gennem årene have oplevet, at træningen har haft effekt og har givet mening. Den kritiske holdning til gymnastikken kan udgøre en legitimering af at være stoppet med at træne. Kritikken af eksterne faktorer som årsager til træningsophør ( at man står og pjatter ) kan være en måde at fastholde, at man selv har gjort, hvad man kunne. Hvis træningen udelukkende havde været gemytlig, som Leif udtaler, er det næppe sandsynligt, han havde fortsat så længe. Men i lyset af disse udtalelser er det altså væsentligt at organisere træningen seriøst, og evt. med opgaver og øvelser hvor de ældre har mulighed for at evaluere deres egen indsats, og på et fysisk niveau så de løbende har mulighed for at vurdere og opleve træningens effekt. Erna repræsenterer typiske feminine overvejelser i forhold til træningens effekt og giver indblik i kønsbaserede forskelle i opfattelsen af krop, aldring og fysisk træning. Interviewer: Hvilke oplevelser fik du kropsligt i forbindelse med træningen? Erna: Det gav noget smidighed. Det var godt. Vi havde også sådan et hyggeligt samvær med dem jeg var sammen med. Interviewer: Udover smidighed var der så andre ting? Erna: Jo, det var det sociale. Vi havde det meget godt sammen, til jul, påske og pinse havde vi frokoster sammen. Vi kunne bestille smørrebrød ovre på universitetet. Tidligere undersøgelser bekræfter dette mønster, hvor ældre kvinder fremhæver betydningen af sociale relationer til forskel fra ældre mænd, der fremhæver, at man skal kunne mærke forbedringerne, at det skal virke! Dette betyder ikke, at det sociale ikke har betydning for mændene, men det har anderledes betydning. Det kan fx være en anledning til at 17

18 måle sin egen fysik i forhold til andre ældre mænd, og en måde at opnå social kontakt til det andet køn (Hoff 2006). Det sociale samvær er dog sjældent det væsentligste, når man spørger direkte til ældre mænds motiver for at deltage i træningen. Dette kan ikke tages som udtryk for, at træningens fysiske effekt er uden betydning for kvinderne, men de henviser ofte i første omgang til betydningen af sociale relationer. 4.5 Perspektivering Det er generelt for disse ældre, at de alle er stoppet med at træne imod deres egen vilje. Der er altså umiddelbart motivation til at fortsætte med at træne, men fysiske skavanker sætter begrænsninger for træningsdeltagelsen. Der er umiddelbart to forskellige måder man, fra samfundsmæssig side, kan forholde sig til dette frafald. Dels kan man acceptere, at selv ældre, der er motiverede for træning, på et tidspunkt finder problemerne forbundet med at træne større end belønningerne og derfor stopper. Dels kan man undersøge mulighederne for at imødegå nogle af de barrierer, der kan afholde deltagerne fra at fortsætte. De ældre giver selv nogle bud på disse muligheder. Leif taler i det følgende om, hvorledes træningen skulle organiseres for at opfylde hans behov: Leif: [...] Jeg har mange gange sagt, at det bærer de sig forkert af med, men det vil de ikke så gerne høre på. Interviewer: kan du prøve at uddybe det? Leif: Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan bare sige, at der blev ikke taget hensyn. Det skal der selvfølgelig heller ikke, der skal ikke tages hensyn. Jeg ville have, at det skulle deles op i et par hold mere. Et hvor der var én, der vidste lidt om, hvad man kan og ikke kan med den alder, jeg har. Jeg kunne godt tænke mig at gøre gymnastik med nogen, som havde nogle af de samme skavanker som mig. Men de kan være vanskelige at finde. Så derfor er der ingen gymnastikhold af den slags. [...] du kunne spørge mig hvorfor jeg så ikke prøver på at lave noget herhjemme. Det gør jeg nemlig ikke. Det er så tit jeg tænker, du kunne da lige gøre noget gymnastik. Men det bliver aldrig til noget. Men derimod hvis jeg havde et sted at gå hen. Hen til én som ligesom forstod det, men det er der ikke. Så derfor går jeg ingen steder hen. Jeg har ganske vist en bog om yoga og alt det der og med almindelig gymnastik. Men den står bare henne på bogreolen og samler støv. Udtalelserne afspejler et ønske om, at træningen differentieres afhængig af fysisk formåen, evt. ved at deltagere med samme skavanker indgår i særlige træningshold. En del af problemets løsning kan være at sammensætte hold ud fra fysisk formåen frem for alder. Alderssammensatte hold tager nemlig ikke hensyn til den forskellighed, hvormed aldringen 18

19 sætter ind, eller til de forskellige måder hvorpå ældre forholder sig til de kropslige skavanker. Nogle ældre træner videre trods træthed og sætter ligefrem pris på øvelser grænsende til udmattelse, andre har lavere tærskler for, hvad de tolererer af træthed. Ingrid omtaler de problemer ældre kan opleve, når de opfordres til at følge omgivelsernes gode råd og vejledning om fysisk træning i alderdommen. Her svarer hun på hvorfor omgivelserne helst ser, at ældre holder sig aktive: Ingrid: Så mener de jo, at så er vi lidt mere friske i det, og behøver så måske ikke så meget hjælp. Og sådan noget forskelligt. Det må jo være derfor. (Pause) Men det er så nemt at stå at sige i fjernsynet, ja. At I skal dét, og I skal dét, og I skal løbe, og I skal gå, og lad være at sidde for meget, men er det nemt, når man har slidgigt og har været ude at gå tur? Så er det da grund at sidde ned! Det kan jo ikke hjælpe noget. Ingrid skitserer her omgivelsernes råd, vejledninger og opfordringer til træningsdeltagelse som et pres på den enkelte; et pres som det kan være svært at leve op til efterhånden som kroppen svækkes gennem alderdommen. Det er således en kompleks opgave at udbrede viden om muligheder forbundet med træning i ældrelivet uden at påføre dårlig samvittighed og oplevelser af skyld til ældre, der ikke er træningsaktive. 4.6 Sammenfatning Samtlige deltagere har gennem forløbet sat pris på træningen, hvilket forklarer, at de trods alt fortsatte 6-7 år fra 75 års alderen til begyndelsen af 80erne. Der er altså tale om en gruppe ældre, der har høj motivation for at træne, og som har været i stand til at fastholde deltagelse og engagement gennem en årrække. Den altovervejende årsag til ophør med træningsdeltagelse blandt disse mennesker er svækket helbred. Et væsentligt spørgsmål berører, hvorvidt disse ældre har valgt at stoppe, eller om de oplever, at det er ydre vilkår, forbundet med træningen, der presser dem til at stoppe. Her må vi spørge, hvordan det opleves at stoppe med træningen. Oplever man fx selv at have valgt at stoppe?, eller oplever man at træningen har opstillet krav, der er så uoverkommelige, at man trods høj motivation bliver nødt til at stoppe? Begge dele eksemplificeres i interviewmaterialet. Mændene og kvinderne har forskellige fortolkninger af, hvad der har forårsager deres træningsophør. Såvel mænd som kvinder fokuserer på helbred og svækkelse, men hvor kvin- 19

20 derne i nogen grad forholder sig konstaterende til dette tab, er mændene mere tilbøjelige til at placere årsager til frafald hos instruktører, der opleves ikke at tage hensyn til den gradvise svækkelse. Hvorledes kan interviewpersonernes udtalelser anvendes i retningslinjer for træning af ældre som gennem en årrække har været træningsaktive? For det første kan det være en mulighed at fokusere på aktiviteter, der er niveauopdelte, hvor den enkelte selv vælger sit niveau. For det andet kan det være en mulighed at oprette flere forskellige hold, der tager hensyn til bestemte kategorier af skavanker, der giver mulighed for, at ældre løbende kan rokkere mellem forskellige hold, så de fortløbende oplever at deltage i et tilbud, der svarer til deres fysiske niveau. Dette forudsætter dog relativt store hold, da man i modsat fald kan ende med mange forskellige hold med ganske få deltagere. For det tredje kan man overveje at lave hold, hvor instruktøren løbende integrerer deltagernes gradvise svækkelse i sin planlægning af aktiviteterne og fortløbende reducerer belastning og intensitet. Dette kunne skabe bedre forudsætninger for succesoplevelser hos deltagerne, dog skal man samtidigt opretholde passende udfordringer for at undgå, at deltagerne oplever træningen som kedsommelig og uden virkning. Det er dog også væsentligt at acceptere at ældre, som gennem længere tid har været træningsaktive, vælger at stoppe. Måske er mændenes tendens til at udpege trænernes manglende hensyntagen, som årsag til ophør med at træne, en måde at foretage et acceptabelt tilbagetog. Et tilbagetog der fastholder den ældres oplevelse af at være selvbestemmende i forhold til sin egen livsførelse og tage vare på centrale beslutninger i sit liv. Det kan på denne baggrund være svært at afgøre, hvornår ældre selv vælger at stoppe med fysisk træning, henholdsvis hvornår ældre oplever, at træningsmulighederne efterlader dem uden mulighed for at deltage. Der er således en række forskellige fortolkninger og måder at forholde sig til det forhold, at samtlige interviewpersoner angav, at helbredet var den altovervejende årsag til deres ophør med at deltage i organiseret træning. 20