BETÆNKNING ANGÅENDE JORDEMODERVÆSENET AFGIVET AF UDVALGET VEDRØRENDE FØDSELSHJÆLP M. V. J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1952

Transkript

1 BETÆNKNING ANGÅENDE JORDEMODERVÆSENET AFGIVET AF UDVALGET VEDRØRENDE FØDSELSHJÆLP M. V. J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1952

2

3 Indledning INDHOLDSFORTEGNELSE Side 5 1. del. Jordemodervæsenet i almindelighed I. Jordemodervæsenets organisation II. Behovet for jordemødre III. Under hvilke former skal behovet for jordemoderhjælp i hjemmene dækkes IV. Jordemødrenes økonomiske forhold V. Jordemødrenes beskæftigelsesforhold VI. Særlige problemer i forbindelse med svangerskabshygiejneloven VII. Kørselsproblemerne VIII. Udkast til lov om udøvelse af jordemodergerning 1. Almindelige bemærkninger 2. Lovudkastet 3. Bemærkninger til lovudkastets enkelte paragraffer IX. Udkast til lov om ændring i lov nr. 472 af 1. oktober 1945 om svangerskabshygiejne del. Distrikts jordemodervæsenet: I. Oversigt over den hidtidige lovgivning vedrørende distriktsjordemødre A. Før loven af 13. juni 1914 om jordemodervæsenet B. Lov nr. 126 af 13. juni 1914 om jordemodervæsenet med senere ændringer II. Distriktsjordemødrenes antal og fordeling III. Distriktsjordemødrenes nuværende økonomiske forhold A. Indtægter 1. Indtægter fra det offentlige a. løn b. bolig c. feriegodtgørelse d. tilskud til distrikter med ringe antal fødsler 2. Indtægter ved praksis B. Udgifter a. honorarer for fødselshjælp m. v b. honorarer for helbredsundersøgelser af svangre C. Distriktsjordemødrenes nuværende totalindtægt D. Pension

4 4 IV. Den nuværende fordeling af udgifterne ved distriktsjordemodervæsenet mellem stat og kommuner Side 7 3 V. Almindelig bedømmelse af den nuværende distriktsjordemoderordning. De fremtidige principper for distriktsjordemødrenes løn og pension VI. Udvalgets forslag vedrørende distriktsjordemødrenes fremtidige aflønning og pensionering. A. Distriktsjordemødrenes indtægtsniveau 1. løn 2. bolig 3. distrikter med ringe antal fødsler 4. indtægter ved praksis B. Pension C. Overgangsregler VII. De økonomiske virkninger af udvalgets forslag. Udgifternes fordeling mellem stat og kommuner VIII. Reservejordemødre IX. Udkast til lov om distriktsjordemødre m. m BILAG 1. Organisationen af jordemodervæsenet i Sverige 2. Organisationen af jordemodervæsenet i Norge 3. Spørgeskemaer angående jordemødres beskæftigelsesforhold: a. Dagskema b. Hovedskema 4. Redegørelse for undersøgelsen vedrørende jordemødres beskæftigelsesforhold 5. Spørgeskema angående de privat-praktiserende jordemødres økonomiske forhold 6. Redegørelse for undersøgelsen vedrørende de privat-praktiserende jordemødres økonomiske forhold 7. Foreløbigt udkast til cirkulære til alle til praksis berettigede jordemødre 8. Oversigt over ændringerne i antallet af jordemødre siden Overenskomst af 1947 mellem Den almindelige danske Jordemoderforening og De samvirkende centralforeninger af sygekasser i Danmark 10. Distriktsjordemødrenes og reservejordemødrenes fordeling pr. 1. april Indenrigsministeriets skrivelse af 31. marts 1951 vedrørende værdien af distriktsjordemødres fribolig samt størrelsen af boliggodtgørelsen til distriktsjordemødre uden fribolig 12. Indenrigs- og boligministeriets bekendtgørelse af 1. november 1951 om mindstebetaling og feriegodtgørelse for distriktsjordemødre samt om betaling til jordemødre i visse tilfælde 13. Årligt tilskud til jordemoderdistrikter med ringe antal fødsler i perioden: 1. april marts Distriktsjordemødrenes stilling som forsørger eller ikke-forsørger i henhold til reglerne i 92 i tjenestemandsloven af Oversigt over den foreslåede distriktsjordemoderløn samt de foreslåede tilskud til distrikter med ringe antal fødsler 16. Redegørelse for undersøgelsen af distriktsjordemødrenes boligforhold i efteråret

5 Indledning. Under 8. februar 1947 nedsatte indenrigsministeriet et udvalg vedrørende fødselshjælp m. v., idet ministeriet om udvalgets opgaver udtalte følgende: Det vil være udvalgets opgave på grundlag af overvejelser over udviklingen på fødselshjælpens område at tage stilling til, hvorvidt fødselshjælp fremtidig fortrinsvis bør ydes i hjemmene eller på sygehuse og fødehjem m. v., idet der herved foruden til lægevidenskabens krav tages hensyn til de ændringer, som samfundsforholdene i de senere årtier er undergået på forskellige områder, såsom befolkningens boligforhold, vanskelighederne ved at få tilstrækkelig huslig medhjælp og samfærdselsmidlernes udvikling. I tilknytning hertil må det endvidere overvejes, hvilken økonomisk støtte der fra det offentliges side bør ydes for at åbne hele befolkningen adgang til, at fødsler kan foregå på den mest hensigtsmæssige måde, samt hvilke ændringer hertil sigtende foranstaltninger måtte nødvendiggøre i de gældende sociale og sundhedsmæssige forskrifter. Det vil dernæst være udvalgets opgave at undersøge og redegøre for jordemødrenes arbejds- og erhvervsmæssige forhold, således som disse har udviklet sig under de indtrådte ændringer i samfundsforholdene og i den sociale og sundhedsmæssige lovgivnings bestemmelser vedrørende fødehjem og fødselsanstalter for normale fødsler og andre bestemmelser angående gravide kvinder og barselkvinder og tillige under hensyntagen til de eventuelle ændringer, som måtte blive resultatet af udvalgets arbejde. På grundlag heraf ønskes udarbejdet forslag til revision af jordemoderlovgivningen. Endelig vil det være udvalgets opgave at udarbejde forslag til regler for fødehjems (fødselsanstalters) drift." Til medlemmer af udvalget blev bl. a. udpeget repræsentanter for centraladministrationen, sundhedsstyrelsen, Den almindelige danske Lægeforening, embedslægeforeningen, statens fødeafdelinger, Den almindelige danske Jordemoderforening, amtsrådsforeningen, købstadforeningen samt for mødrene i byerne og på landet. Indenrigsministeriet anmodede overaccouchør ved rigshospitalet, professor, dr. med. H. E. Brandstrup om at overtage hvervet som udvalgets formand, idet der iøvrigt som medlemmer af udvalget beskikkedes: kontorchef i indenrigsministeriet T. C. Wedel-Heinen, næstformand, fru Ellen Villemoes Andersen, konsulent i sundhedsstyrelsen læge K. H. Backer, amtsrådsmedlem gårdejer Chr. Berthelsen, direktør L. P. Borberg, direktoratet for sygekassevæsenet, kontorchef i arbejds- og socialministeriet frk. Alice Bruun, læge A. Clausager-Madsen, vicedirektør nu direktør R. B. J. Conrad, cand. polit, fru Lis Groes,

6 konsulent i sundhedsstyrelsen overlæge P. Guildal, formanden for embedslægeforeningen amtslæge Hj. Heerup, formanden for Den alm. danske Jordemoderforening frk. Anna Herlevsen, forbundsformand senere minister fru Fanny Jensen, socialdirektør Orla Jensen, jordemoder fru Olga Limschou, borgmester Woldhardt Madsen, jordemoder fru Cathinka Mikkelsen, fru redaktør Marie Molberg-Kjeldsen, overlæge Ekkert Petersen, statshospitalet i Sønderborg, lederen af mødrehjælpen i København nu direktør fru Vera Skalts, kontorchef i sundhedsstyrelsen. A Skovgaard. 6 Til medlemmer af udvalget blev senere beskikket overlæge E. Juel Henningsen som yderligere repræsentant for sundhedsstyrelsen og distriktsjordemoder fru Karen Hansen som yderligere repræsentant for Den almindelige danske Jordemoderforening. Efter at amtsrådsmedlem Chr. Berthelsen og fhv. distriktsjordemoder frk. Anna Herlevsen var afgået ved døden, indtrådte i stedet landstingsmand proprietær M. C. Korsgaard og distriktsjordemoder frk. Falbe Hansen som repræsentanter henholdsvis for amtsrådsforeningen og Den almindelige danske Jordemoderforening. Endvidere er forhenværende borgmester Ferdinand Jensen indtrådt som repræsentant for købstadforeningen i stedet for borgmester Woldhardt Madsen. Overlæge P. Guildal er afgået ved døden. Til sekretær for udvalget beskikkedes fuldmægtig i indenrigsministeriet Johannes Pedersen og fra 1. april 1950 tillige sekretær sammesteds Niels Lomholt. I et den 29. marts 1947 afholdt møde besluttede udvalget at nedsætte 2 underudvalg, hvoraf det ene skulle redegøre for distrikts] ordemødrenes økonomiske forhold samt udarbejde forslag til en midlertidig regulering af distriktsjordemødrenes lønninger og pensioner, medens det andet underudvalg til brug for det samlede udvalgs overvejelser skulle undersøge og klarlægge de forhold, der taler for og imod fødsel udenfor hjemmet. Den 3. september 1948 afgav det første underudvalg der blev nedsat, fordi man ikke mente at kunne fremsætte forslag om endelig ordning af distriktsjordemødrenes økonomiske forhold, forinden større klarhed vedrørende spørgsmålet om fødsel udenfor hjemmet var tilvejebragt en redegørelse for distriktsjordemødrenes økonomiske forhold samt forslag til midlertidig regulering af distriktsjordemødrenes lønninger og pensioner. Redegørelsen m. v. blev drøftet i det samlede udvalg i et møde den 8. oktober 1948 og har dannet grundlag for lov nr. 99 af 16. marts 1949 om ændring i lov nr. 126 af 13. juni 1914 om jordemodervæsenet. Det andet underudvalg afgav sin redegørelse den 21. februar 1950, og de synspunkter, der havde fundet udtryk i redegørelsen, blev tiltrådt i et møde i det samlede udvalg den 16. marts 1950, på hvilket man tillige besluttede at nedsætte 3 underudvalg, af hvilke det ene skulle undersøge de former, under hvilke udefødsler bør finde sted, det andet gennemgå jordemoderlovgivningen herunder jordemoderinstruksen og de i forbindelse hermed stående kørselsbestemmelser samt svangerskabshygiejneloven, og det tredie behandle de økonomiske problemer for de fødende, hvad enten fødslen foregår hjemme eller

7 7 ude. Underudvalget vedrørende formerne for udefødsel har endnu ikke afsluttet sit arbejde, bl. a. fordi man har måttet afvente resultatet af en større undersøgelse af antallet og arten af fødsler udenfor hjemmet, disse fødslers fordeling på forskellige fødeinsttutioner samt en række andre forhold i forbindelse hermed. Denne undersøgelse er foretaget i samarbejde med sundhedsstyrelsen, hvis statistiske bearbejdelse af det indkomne materiale først nu foreligger. Underudvalget vedrørende de økonomiske problemer for de fødende har i en række møder foretaget en gennemgang af de herhenhørende problemer og har dannet sig et skøn over disses betydning. Da underudvalget imidlertid er nået til det resultat, at de omhandlede økonomiske problemer ikke mindst har forbindelse med den fremtidige ordning af adgangen til at føde udenfor hjemmet, har man ikke ment at kunne afslutte arbejdet, før underudvalget vedrørende de fremtidige former for udefødsel var nået videre i sit arbejde, ligesom man har afventet resultatet af den nævnte statistiske undersøgelse, der også omfatter visse særlige punkter af interesse for underudvalget. Underudvalget til gennemgang af jordemoderlovgivningen m. v. har derimod nu afsluttet sit arbejde, for hvilket skal redegøres i den følgende fremstilling. Underudvalget fik følgende sammensætning: kontorchef i indenrigsministeriet T. C. Wedel-Heinen, formand, læge K. H. Backer, distriktsjordemoder fru Karen Hansen, amtslæge Hj. Heerup, landstingsmand M. C. Korsgaard, jordemoder fru Cathinka Mikkelsen, fru redaktør Marie Molberg-Kjeldsen og kontorchef A. Skovgaard. Endvidere har professor Brandstrup deltaget i underudvalgets møder, ligesom også fhv. borgmester Ferd. Jensen har deltaget i nogle møder. Som underudvalgets sekretærer har fungeret fuldmægtig i indenrigsministeriet Johs. Pedersen og sekretær sammesteds N. Lomholt. Underudvalget har afholdt 30 møder. Til brug ved underudvalgets arbejde er der fra en række distriktsojrdemødre og privat-praktiserende jordemødre indhentet specificerede oplysninger i form af "dagbøger" om deres arbejde med ydelse af fødselshjælp, foretagelse af tilsynsbesøg og undersøgelser i henhold til svangerskabshygiejneloven m. v. i en 3 måneders periode. Det således tilvejebragte materiale er blevet bearbejdet af sundhedsstyrelsens medicinal-statistiske afdeling. Endvidere er der til samtlige privat-praktiserende jordemødre udsendt spørgeskemaer angående disse jordemødres indtægter af jordemodervirksomheden. Endelig er der fra de pågældende kommunalbestyrelser indhentet oplysning om distriktsj ordemødrenes boligforhold m. v. Underudvalget har foretaget en gennemgang af de bestemmelser i gældende love, bekendtgørelser, cirkulærer m. v., ved hvilke den bestående jordemoderordning er reguleret, og har herudfra foretaget en vurdering af denne ordnings fordele og mangler, hvorhos man indgående har drøftet, efter hvilke principper de problemer, der står i forbindelse med organisationen af fødselshjælpen i hjemmene, bedst vil kunne løses under hensyn til den udvikling, der allerede har fundet sted og vil kunne ventes frem i tiden.

8 8 Underudvalget har først gennemgået de problemer, der vedrører jordemodervirksomheden i almindelighed og har opdelt problemerne i følgende hovedspørgsmål: 1) Jordemoderhjælpens organisation. 2) Behovet for jordemødre. 3) Formerne, hvorunder behovet for jordemoderhjælp i hjemmene skal dækkes. 4) Jordemødrenes økonomiske forhold. 5) Jordemødrenes beskæftigelsesforhold. 6) Særlige problemer i forbindelse med svangerskabshygiejneloven. 7) Kørselsproblemerne. Derefter har man taget stilling til de særlige problemer, der knytter sig til distriktsjordemoderinstitutionen, herunder distriktsjordemødrenes lønnings- og pensionsforhold. De lovbestemmelser m. v., der er kommet i betragtning ved behandlingen af de nævnte spørgsmål, er i det væsentlige følgende: Lov nr. 126 af 13. juni 1914 om jordemodervæsenet, jfr. lovbekendtgørelse af 30. marts 1949 og indenrigsministeriets cirkulære af 23. marts Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 25. juni 1946 og nu bekendtgørelse af 1. november 1951 om mindstebetaling m. v. Instruks for alle til praksis berettigede jordemødre af 9. marts 1934 med ændringer af 18. februar 1938 og 28. februar 1949 samt indenrigsministeriets cirkulærer af 9. november 1944 og 10. september 1945 vedrørende anmeldelse af fødsel af børn uden for ægteskab. Lov nr. 472 af 1. oktober 1945 om svangerskabshygiejne, jfr. indenrigsministeriets cirkulære af 26. november 1945 og sundhedsstyrelsens cirkulære af 1. april Lov nr. 182 af 20. maj 1933 om folkeforsikring (lovbekendtgørelse af 18. juli 1946) 17 (om fribefordring). Som resultat af underudvalgets overvejelser blev afgivet en betænkning med tilhørende forslag til lov om udøvelse af jordemodergerning, lov om distriktsj ordemødre m. m. og lov om ændring i lov nr. 472 af 1. oktober 1945 om svangerskabshygiejne. Underudvalgets betænkning er drøftet i møder i det samlede udvalg den 8. og 22. januar 1952 og er med forskellige ændringer lagt til grund for nærværende betænkning. København, den 22. januar Ellen Villemoes Andersen. K. H. Backer. Borberg. E. Brandstrup, Alice Bruun. formand. Clausager-Madsen. Rud. Conrad. E. Falbe-Hansen. Lis Groes. Karen Hansen. Hj. Heerup. E. Juel Henningsen. Fanny Jensen. Ferd. Jensen. Orla Jensen. M. C. Korsgaard. O. Limschou. Cathinka Mikkelsen. Marie Molberg-Kjeldsen. Ekkert Petersen. Vera Skalts. A. Skovgaard. T. Wedel-Heinen, næstformand. Johs. Pedersen. N. Lomholt.

9 1. DEL JORDEMODERVÆSENET I ALMINDELIGHED

10

11 I. Jordemodervæsenets organisation. For jordemodervæsenets historiske udvikling er redegjort i den betænkning angående jordemodervæsenet, der blev afgivet af den i medfør af lov nr. 43 af 13. marts 1908 nedsatte medicinalkommission. Fra denne betænkning citeres følgende: Oprindelig var jordemodernæringen en ganske fri næring, og de kvinder, der optrådte som fødselshjælpere, fik ikke nogen undervisning i deres fag, bortset fra den undervisning, de kunne få hos de andre koner, der gav sig af med jordemoderkunsten. Fra 1607 blev det af kongen overdraget præsterne at give jordemødrene undervisning, men det angik kun deres moralske og kristelige optræden; i selve deres fag var de ganske uden kundskaber. Først under Christian den 5te lykkedes det den bekendte læge Thomas Bartholin at få udvirket, at jordemødrene, inden de fik tilladelse til at praktisere, af læger skulle modtage undervisning i deres fag. I forordning af 4. december 1672 bestemmes det, at medici skal have flittig og tilbørlig omsorg for, at staden med gode og forfarne jordemødre bliver forsynet, hvilke og af dem skal overhøres og undervises, førend de må lade sig bruge; i de andre stæder skal sligt også ske".,.. I Chr. V.'s D. L , jfr. kirkeritualet af 25. juli 1685 kap. 3, art. 2, hedder det endvidere, at der skal af magistraten i købstæderne og amtmanden på landet beskikkes ærlige og gudfrygtige kvinder, som forstår sig på det embede og med deres sognepræsts attest beviser, at de er af et godt og kristeligt levned. Førend de antages, skal de af erfarne medicis eller chirurgies eksamineres og overhøres... og gives brev på, at de må lade sig bruge hos barselkvinder, når det begæres". I det nævnte ritual omhandles ellers væsentlig kun de religiøse pligter overfor barselkvinde og barn. Jordemødrene var herved bragt ind under medicinalvæsenet, og det var fastslået, at de for at kunne praktisere som jordemødre måtte have bestået en særlig jordemodereksamen, der for første gang afholdtes i Det var endvidere ved lovgivningen overdraget kommunerne at drage omsorg for, at der overalt i landet var en passende forsyning med jordemødre, medens dette tidligere ganske var underkastet tilfældighedernes lov. Det varede dog længe, inden disse bestemmelser virkelig blev overholdt, og nye forordninger var derfor nødvendige. Ved en forordning af 30. november 1714 angående jordemødres eksamen, antagelse og forhold såvel i København som overalt i Danmark" bestemtes det således, at alle jordemødre, som agter at lade sig bruge i København, skal, før de deres profession må øve, af jordemoder-kommissionen eksamineres og undervises. Der må ej være flere end 30, som efter byens nuværende beskaffenhed eragtes tilstrækkelig. De skulle have tegn hængende over deres bolig på det, at enhver kan vide, at de alene er edsvorne og approberede".

12 12 Det tilføjes, at fordrister nogen sig, som ej med ovenanmeldte tegn er privilegeret, at betjene nogen kvinde, skal den straffes med børnehuset". Medens den nævnte bestemmelse kun synes sigtende til København, giver forordningen iøvrigt en del andre bestemmelser, der var bestemte til at gælde også udenfor København. Det var imidlertid stadig vanskeligt at skaffe jordemødre til de forskellige dele af landet, skønt man efterhånden gav dem en fast løn og ved reskript af 29. april 1791 fastsatte, at der tilkom dem en vis betaling af dem, de betjente. Forholdene udenfor København blev ordnede ved reglement for gjordemodervæsenets indretning og bestyrelse i begge riger, København undtagen, af 21. november 1810". Heri fastsattes det, at enhver købstad, eventuelt med tilhørende landdistrikt, skulle udgøre et jordemoderdistrikt, og landet iøvrigt deles i sådanne distrikter af passende størrelse, beregnet ikke alene efter folketal, men også efter udstrækning. I hvert distrikt skulle af øvrigheden ansættes en jordemoder, der skulle fyldestgøre visse betingelser i henseende til duelighed og vandel, og hvis pligter, løn og emolumenter fastsattes i reglementet. Senere bestemmelser navnlig angående distriktsjordemødrenes lønforhold blev givet i lov af 8. marts 1856, lov nr. 53 af 15. maj 1875 og lov nr. 85 af 1. april 1893". Den nuværende organisation af jordemodervæsenet hviler på lov nr. 126 af 13. juni 1914 om jordemodervæsenet. Forslaget til denne lov blev udarbejdet af den foran nævnte medicinalkommission. Jordemoderloven af 1914 er blevet ændret ved lov nr. 246 af 23. juni 1920, lov nr. 77 af 15. marts 1939 og lov nr. 99 af 16. marts 1949, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 30. marts 1949, der indeholder optryk af jordemoderloven, således som den er ændret ved sidstnævnte lov. Som forholdene ligger i dag, er jordemodergerningen en næring, der står åben for alle kvinder, der opfylder de fornødne eksamensbetingelser, jfr. jordemoderlovens 1. Det særlige ved denne næring er, at den giver adgang til indenfor begrænsede områder at tidøve funktioner, der iøvrigt er forbeholdt lægegerningen, og den er underkastet visse regulerende bestemmelser om det offentliges kontrol gennem embedslægerne og sundhedsstyrelsen. Erhvervet som jordemoder er på samme måde som f. eks. lægegerning i princippet af en sådan art, at udøveren skulle kunne leve af de honorarer, der oppebæres som vederlag for præsterede ydelser. Der er dog ved bestemmelserne i jordemoderlovens 7 og 8 om ansættelse af distriktsj ordemødre med løn af det offentlige gjort en meget væsentlig undtagelse fra dette princip. Distriktsj ordemoderen modtager på samme måde som den privat-praktiserende jordemoder vederlag pr. ydelse for ydet fødselshjælp m. v., men hun oppebærer herudover visse ydelser fra det offentlige, såsom løn, pension, bolig m. v. En sådan ordning har været nødvendig for at skaffe landdistrikterne og de mindre købstæder fornøden jordemoderhjælp, navnlig fordi der i disse områder normalt ikke vil være tilstrækkelig økonomisk basis for en privat-praktiserende jordemoder. Resultatet er herefter blevet, at behovet for jordemoderhjælp til hjemmefødsler i København og som regel i de større købstæder dækkes af privat-praktiserende jordemødre og i de mindre købstæder og på landet af distriktsj ordemødre. Dette gælder dog ikke undtagelsesfrit, idet der også udøves privat jordemoderpraksis i visse tættere befolkede områder udenfor købstæderne. Med hensyn til de ændringer, der siden 1913 er sket i antallet af jordemødre, henvises til den som bilag 8 optagne oversigt. Medens der i 1913 fandtes ialt 1003 jordemødre, hvoraf 705 var distriktsj ordemødre og 11 reservejordemødre, findes der nu (pr. 1. april 1951) ialt 795 jordemødre, hvoraf 467 er distriktsj ordemødre og 8 reservej ordemødre. Nedgangen i antallet af jordemødre uanset fødselstallets stigning må bl. a. ses i forbindelse

13 13 med trafikmidlernes udvikling og den stedfindende overgang til fødsel på fødselsanstalter, fødehjem og fødekliniker m. v. (nu over 40 pct. af samtlige fødsler). Uddannelsen af jordemødre foregår på rigshospitalets jordemoderskole. Ansøgere indstilles af vedkommende amt på grundlag af en erklæring fra amtslægen, og ansøgningerne gennemgås herefter af jordemoderskolens leder, der indstiller til direktøren for rigshospitalet, om optagelse skal finde sted. Læretiden blev i 1927 forlænget fra 1 til 2 år og i 1941 fra 2 til 3 år. I læretiden bor eleverne på hospitalet og deltager foruden i undervisningen i det praktiske arbejde, der anvises dem på vedkommende fødeafdeling. Fire måneder efter ankomsten til skolen afholdes der en optagelsesprøve, hvor eleven viser sin evne til at tilegne sig teorien; samtidig har man under de fire måneders praktiske arbejdepå afdelingen søgt at bedømme hendes anlæg herfor. Elever, som ikke består denne prøve, hjemsendes, ligesom hjemsendelse kan finde sted senere i uddannelsen, hvis eleven af andre grunde viser sig uegnet. I de første to år betaler eleverne for opholdet (ialt ca kr.). I det tredie år lønnes de med for tiden 181 kr. 50 øre månedlig. Tjenestedragt ydes vederlagsfrit. Der findes en bevilling på kr. til delvise fripladser for eleverne, men hver enkelt elev opnår sjældent mere end 200 kr. i løbet af hele uddannelsestiden. For at komme i betragtning til optagelse i skolen må ansøgerne i reglen ikke være under 20 og ikke over 30 år. Ved ankomsten til skolen må eleverne gennemgå en lægeundersøgelse på rigshospitalets medicinske poliklinik. Forbliven på skolen er betinget af, at lægeerklæringen er tilfredsstillende. Med hensyn til uddannelsen henvises iøvrigt nærmere til 2. del, afsnit VI, A.

14 II. Behovet for jordemødre. Som nævnt ovenfor fandtes der pr. 1. april 1951 her i Jandet ialt 795 jordemødre. Heraf var et mindre antal knyttet fast til fødeafdelinger på sygehuse, fødekliniker o. 1., medens resten virkede enten som privat-praktiserende jordemødre eller som distriktsjordemødre. De to sidstnævnte grupper har dog ikke udelukkende assisteret ved fødsler i hjemmet. På en række sygehuse m. v. indkaldes en praktiserende jordemoder til ydelse af fødselshjælp eller den fødende tager sin jordemoder med". Grennem de senere år er det ikke sjældent hændt, at en stilling som distriktsjordemoder har været opslået ledig, uden at der har meldt sig nogen ansøger. Det har dog næsten altid drejet sig om distrikter med et så ringe fødselsantal, at eksistensmulighederne for en distriktsjordemoder til trods for den faste løn m. v. har været meget beskedne, eller hvor boligforholdene har været utilfredsstillende, og betjeningen af et sådant ledigt distrikt har som regel uden afgørende vanskeligheder kunnet varetages af nabojordemødre, og ofte er distriktet senere blevet nedlagt og området fordelt mellem nabodistrikterne. Udvalget mener derfor ikke, at dec nævnte forhold kan tages som udtryk for, at det samlede behov for jordemødre ikke er dækket. Det er udvalgets indtryk, at det antal jordemødre, der eksisterer i dag, stort set må siges at være tilstrækkeligt til dækning af det behov, der foreligger. Hvorvidt dette også vil være tilfældet i fremtiden, vil selvsagt være afhængigt af udviklingen, herunder særlig fødslernes antal, hvorvidt der vil kunne forventes afgørende ændringer i fødslernes fordeling meljem fødsler i hjemmet og fødsler på institutioner, hvor fødselshjælpen varetages af jordemødre, der er fast knyttet til institutionen, samt endelig af tilgangen til jordemodererhvervet I de sidste 20 åi har antallet af fødsler været følgende:

15 15 Som tidligere nævnt har der gennem de senere år fundet en forskydning sted mellem antallet af fødsler i hjemmet og fødsler på sygehuse, fødehjem, kliniker o. ]. Af en af sundhedsstyrelsen på udvalgets foranledning foretagen undersøgelse fremgår således, at medens i ,1 pct. af samtlige fødsler fandt sted udenfor hjemmet, udgjorde den tilsvarende procent i ,8. Det henhører under udvalgets opgaver at fremkomme med indstilling om, i hvilket omfang og under hvilke former der i fremtiden bør være adgang til at føde udenfor hjemmet. Udvalgets overvejelser om disse spørgsmål, for hvilke der vil blive gjort rede i en senere betænkning, er endnu ikke afsluttet. Der er dog i udvalget enighed om, at man foreløbig bør arbejde henimod at skaffe sengepladser udenfor hjemmet til de fødende, som af medicinske, sociale eller lignende grunde bør føde udenfor hjemmet samt i videst muligt omfang til de fødende, som iøvrigt måtte ønske at føde ude. På grundlag af de af udvalget foretagne beregninger kan man formentlig regne med, at de nævnte grupper af fødende indenfor en overskuelig årrække vil komme til at udgøre mindst 60 pct. af de fødende. Såfremt man regner med ca fødsler årligt, skulle hjemmefødslernes antal altså efter den forudsatte udvikling af mulighederne for fødsel udenfor hjemmet blive ca årligt. Ved beregningen af det herefter fornødne antal jordemødre til hjemmefødsler må der tages hensyn dels til spørgsmålet om, hvad der må anses for en rimelig arbejdspræstation for en praktiserende jordemoder under særlig hensyntagen til, at der levnes jordemoderen tid til at give de fødende en forsvarlig behandling, dels til spørgsmålet om den maksimale afstand fra jordemoderens stationeringssted til den fødende eller med andre ord, hvor hurtigt jordemoderen skal kunne komme til stede efter tilkaldelsen. Med hensyn til det sidste spørgsmål bemærkes, at man formentlig bør tilstræbe en sådan placering af jordemoderen, at afstanden fra jordemoderens bopæl til de fødende indenfor hendes område ikke er større, end at hun normalt vil kunne komme bil stede senest ½ time efter tilkaldelsen. Forsåvidt angår spørgsmålet om den rimelige arbejdspræstation for en praktiserende jordemoder, har der indenfor udvalget fra såvel lægers som jordemødres side været enighed om, at en arbejdspræstation på omkring 100 fødsler årlig kan anses for en rimelig udnyttelse af arbejdskraften for en på landet virkende jordemoder, når man tager de til et sådant fødselsantal svaiende tilsynsbesøg og undersøgelser i henhold til loven om svangerskabshygiejne i betragtning. Der henvises i denne forbindelse til den i afsnit V nærmere omhandlede undersøgelse af en række jordemødres arbejdspræstationer i en 3 måneders periode. Hvis de 100 fødsler regnedes som gennemsnit for hele landet, skulle de hjemmefødende teoretisk set kunne betjenes af ca. 320 jordemødre. De 100 fødsler kan dog kun betragtes som et gennemsnit og kun for jordemødre på landet. I tyndt befolkede områder må regnes med et mindre antal, jfr. herved det foran anførte om den maximale afstand fra jordemoderens bopæl til den fødende. På den anden side vil jordemødre i byer og bymæssige bebyggelser kunne betjene et væsentlig større antal fødende. Udvalget foretog i 1947 for distriktsjordemødrenes vedkommende en opgørelse over, hvorledes disse jordemødre fordelte sig efter det antal fødsler, ved hvilke de havde medvirket i året Opgørelsen viste en meget uregelmæssig fordeling, men gruppen, der havde medvirket ved fødsler, var dog stærkest repræsenteret. Året 1946 kan dog ikke anses for typisk, da der i dette år fandt særlig mange fødsler sted.

16 16 Behovet for distriktsjordemødre og privat-praktiserende jordemødre vil imidlertid ikke kunne betragtes som dækket ved det fornævnte tal på 320, idet man efter udvalgets opfattelse bør tilstræbe, at de nævnte kategorier af jordemødre, uanset om mulighederne for fødsel udenfor hjemmet forøges, som hidtil bistår ved sådanne fødsler, da det kan være overordentligt ønskeligt, at den jordemoder, som den fødende kender fra svangerskabsundersøgelserne med den herigennem opbyggede personlige kontakt, der nu tillægges stadig større betydning, jfr. herved afslapningsøvelser også bistår ved fødslen, ligesom man herigennem opnår, at den fødende under hele fødslen har en og samme jordemoder. Rigshospitalet må dog af uddannelsesmæssige grunde arbejde med en fast stab af jordemødre, og muligvis vil der for enkelte andre speciajanstalter kunne være grunde, der taler for en tilsvarende ordning. Det samlede fremtidige behov for praktiserende og anstaltsansatte jordemødre vil vanskeligt kunne opgøres på indeværende tidspunkt, men det er muligt, at der vil blive brug for færre jordemødre end i dag. Det må imidlertid erindres, at den omorganisation af fødselshjælpen, der måtte blive resultatet af udvalgets arbejde, vil ske gradvis, således at der vil blive mulighed for gennem ændring af det antal jordemødre, der uddannes, efterhånden at afpasse jordemoderstandens størrelse efter det til enhver tid værende behov. Antallet af ansøgere tiljordemoderskolen, af optagne elever og af dimitterede jordemødre har i de sidste 10 år været således: Antal Antal Antal ansøgere optagne dimitterede Udvalget har overvejet, om der med henblik på den fremtidige udvikling kunne være anledning til at fremsætte forslag om, at der allerede nu foretages en regulering med hensyn til det antal jordemødre, der uddannes, men har ikke fundet tilstrækkelige holdepunkter for på indeværende tidspunkt at fremkomme med en indstilling herom. Man henleder i denne forbindelse opmærksomheden på de senere års stærkt dalende antal af ansøgere.

17 III Under hvilke former skal behovet for jordemoderhjælp i hjemmene dækkes. Som tidligere anført er forholdet her i landet det, at jordemoderhjælp i hjemmet ydes af 2 kategorier af jordemødre, distriktsjordemødre og privat-praktiserende jordemødre. Denne ordning svarer i det væsentlige til den norske. I Sverige ydes fødselshjælp i hjemmene derimod praktisk talt udelukkende af distriksjordemødre, idet de privatpraktiserende jordemødre med nogle få undtagelser er ophørt at eksistere, efter at fødselshjælpen i 1938 i princippet er blevet gratis. Under overvejelserne vedrørende en eventuel omorganisation af jordemodervæsenet her i landet har udvalget navnlig drøftet følgende muligheder: 1. Jordemoderhjælpen overlades helt til privat-praktiserende jordemødre. Der kan ikke ganske ses bort fra, at distriktsjordemoderinstitutionen i nogen grad er et levn fra tider, hvor befordringsspørgsmålene lå ganske anderledes end nu. Som nævnt ovenfor er udviklingen da også gået i den retning, at antallet af stillinger som distriksjordemødre stadig er indskrænket, medens en tilsvarende nedgang i antallet af privat-praktiserende jordemødre ikke har fundet sted. Det synes derfor nærliggende at rejse det spørgsmål, om man ikke burde stræbe hen imod gradvis at afvikle distriktsjordemoderinstitutionen, således at al fødselshjælp i hjemmene baseres på de privat-praktiserende jordemødres virksomhed. Hvis en sådan ordning indførtes, måtte den under forudsætning af, at de nuværende fødselshonorarer var uforandrede, antages at ville medføre, at jordemødrene som regel ville tage bopæl i København, købstæderne og de tættere bebyggede områder på landet. I det øvrige land ville de fødende være henvist til at tilkalde jordemødre, der boede så langt borte, at der i mange tilfælde ville foreligge den mulighed, at jordemoderen ikke kunne komme rettidig til stede. Endvidere ville kørselsudgifterne komme til at spille en ganske anderledes rolle end under den nugældende ordning. Skulle honorarerne forhøjes så meget, at også jordemødre bosat i tyndt befolkede områder kunne få rimelige indtægter, ville der blive tale om sådanne beløb, at f. eks. sygekasserne ikke ville være i stand til at udrede dem uden en meget betydelig forhøjelse af deres indtægter. I et område med ca. 20 fødsler årlig måtte man antagelig op på honorarer på kr. pr. fødsel. Et honorar af denne størrelse ville på den anden side bevirke, at jordemødre i de tættere befolkede områder ville opnå urimeligt store indtægter. 100 fødsler årlig ville således med de nævnte honorarer give et samlet fødselshonorar på indtil kr. Hvis man tænkte sig at indføre en ordning af den her omhandlede art, måtte honoraret for fødselshjælp formentlig fastsættes således, at en jordemoder med en normal praksis havde en rimelig indtægt, og at der kom loft" over antallet af fødsler, som en jorde-

18 18 moder kunne oppebære honorar for, og gennemførelsen af en sådan ordning ville være forbundet med meget betydelige praktiske vanskeligheder. Endvidere bemærkes, at det offentlige under en sådan ordning ikke vilje have mulighed for at sikre en passende fordeling af jordemødre landet over. 2. Egentlig offentlig ansættelse af samtlige jordemødre, således at deres indtægter udelukkende består af løn fra det offentlige. Denne løsning ville svare til der svenske ordning, hvorefter praktisk talt al jordemoderhjælp ydes af offentlig ansatte jordemødre, jfr. foran. Det kan i denne forbindelse oplyses, at der i 1938 fandtes ca. 400 privat-praktiserende jordemødre i Sverige. Af disse var imidlertid et stort antal pensionerede distriktsjordemødre, idet de økonomiske muligheder for privat praksis allerede dengang var ringe; i Stockholm fødte således i året 1934 kun 145 kvinder i hjemmet. Også før 1938 var i Sverige fødselshjælp i hjemmet i betydeligt omfang gratis, idet medlemsskab af anerkendte sygekasser berettigede til gratis jordemoderhjælp. Man fandt det imidlertid rettest at gøre denne hjælp uafhængig af medlemsskabet af anerkendte sygekasser. En sådan ordning ville have til følge, at der måtte tildeles enhver jordemoder et distrikt, hvor hun ubetinget havde pligt til at yde bistand ved alle fødsler, og at på den anden side befolkningen normalt var henvist til at benytte den for distriktet ansatte jordemoder. Den nugældende omend begrænsede frihed til valg af, hvilken jordemoder man vil benytte, ville ikke kunne opretholdes. Såfremt man herhjemme skulle gå over til den ordning, at samtlige jordemødre fuldtud aflønnes af deb offentlige, ville betaling for fødselshjælp ikke længere være nogen sygekasseopgave. Det offentliges betaling til jordemødrene kunne iøvrigt ikke blot tænkes som udelukkende fast løn, men også som fast løn kombineret med et vist beløb for hver fødsel, ved hvilken den pågældende jordemoder medvirker. Ved en ordning af den nævnte art rejser sig det spørgsmål, om fødselshjælpen skal være gratis for alle, i hvilken forbindelse man skal henlede opmærksomheden på, at en række nyere love om foranstaltninger på det sundhedsmæssige område hviler på det princip, at foranstaltningen er gratis for alle uanset indtægt. Dette spørgsmål er dog ikke aktuelt, idet forholdet efter den gældende ordning er det, at ingen her i landet af økonomiske årsager er afskåret fra at få forsvarlig jordemoderhjælp. Udvalget har indgående drøftet de forskellige muligheder, men har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at fremsætte forslag om en mere radikal ændring af principperne for den nu bestående ordning af jordemodervæsenet, der i det store og hele må siges at virke tilfredsstillende. Udvalget finder således, at man vedblivende ved siden af de privat-praktiserende jordemødre bør bevare distriktsjordemoderinstitutionen for områder, hvor der ikke er tilstrækkelige praksismuligheder for en privat-praktiserende jordemoder. Distriktsjordemoderordningen bør dog i højere grad afpasses efter nutidens forhold, og de mangler, den iøvrigt er behæftet med, bør søges afhjulpet. Der henvises herom til 2. del nedenfor.

19 IV. Jordemødrenes økonomiske forhold. Med hensyn til distriktsjordemødrenes økonomiske forhold henvises til 2. del, afsnit III. Fra jordemoderside har det undertiden været hævdet, at de privat-praktiserende jordemødres eksistensmuligheder er meget ringe, og at det derfor, såfremt man vil bevare denne gruppe jordemødre, vil være nødvendigt, at der gennemføres særlige foranstaltninger til forbedring af deres økonomiske forhold. For overhovedet at få mulighed for at tage stilling til dette spørgsmål udsendte udvalget som tidligere anført i december 1950 gennem jordemoderforeningen spørgeskemaer til samtlige privat-praktiserende jordemødre ti] belysning af deres økonomiske forhold. Der indkom imidlertid kun et ganske ringe antal besvarelser, nemlig 58. Fra København, hvor der findes ca. 90 privat-praktiserende jordemødre, kom 4 besvarelser; fra provinsbyerne og det øvrige land, hvor der findes ialt ca. 230 privat-praktiserende jordemødre, kom henholdsvis 45 og 9 besvarelser. Om årsagerne til den ringe interesse, der fra de pågældende jordemødres side således er vist den nævnte undersøgelse, kan der kun gisnes. Men udvalget må formentlig være berettiget til i denne svigtende interesse at se et fingerpeg om, at der næppe hos det store flertal af privat-praktiserende jordemødre hersker noget udbredt ønske om, at der ved udvalgets medvirken søges gennemført afgørende ændringer i deres erhvervsmæssige forhold. Det indkomne materiale er så begrænset, at man ikke på dette grundlag kan drage nogen slutning med hensyn til de privat-praktiserende jordemødres forhold, men kun vil kunne betragte det som oplysninger om et antal tilfældigt udvalgte jordemødres indtægtsforhold. Idet iøvrigt henvises til den som bilag 6 optagne skematiske oversigt over besvarelserne bemærkes, at det må anses for formålsløst at søge at udlede noget af besvarelserne fra København og landkommunerne, hvorfor man i det følgende har indskrænket sig til at give nogle oplysninger angående indholdet af de fra provinsbyerne indkomne besvarelser. Det gennemsnitlige antal fødsler, ved hvilke disse jordemødre har medvirket i 1950, udgør jordemødre har medvirket ved under 80 fødsler, 19 ved mellem 80 og 140 fødsler og 17 ved over 140 fødsler, heraf 6 ved over 200 fødsler. For de jordemødre, der har udfyldt specifikationerne vedrørende honorarer for fødselshjælp, indtægt ved svangerskabsundersøgelser og andre indtægter i forbindelse med jordemodervirksomheden, udgør gennemsnitsindtægten af disse poster henholdsvis kr., kr. og kr., eller ialt kr., d. v. s. mere end gennemsnittet for samtlige de 45 besvarelser. 24 af de nævnte 45 jordemødre har haft under kr. i indtægt i 1950, 12 mellem kr. og 9 over kr., heraf 4 over kr.

20 20 Da der ikke iøvrigt foreligger tilgængelige oplysninger om de privat-praktiserende jordemødres økonomiske forhold, har udvalget ment at burde afstå fra en nærmere behandling og overvejelse af disse jordemødres erhvervsmæssige stilling. Derimod skal der i det følgende gives nogle oplysninger om de gældende regler om betalingen for jordemoderhjælp m. v., forsåvidt angår privat-praktiserende jordemødre. (De samme regler finder iøvrigt i vidt omfang anvendelse på distriktsjordemødre med de begrænsninger, der følger af bestemmelserne om mindstebetaling m. v., der vil blive nærmere omtalt i 2. del, afsnit III). I jordemoderinstruksens 20 er det fastsat, at jordemødre, der ikke har nogen offentlig ansættelse, er berettiget til for de forretninger, de udfører, at fordre den betaling, hvorom de kan enes med vedkommende. Denne regel fastslår altså blot hvad der iøvrigt måtte anses at gælde ud fra forholdets natur selve jordemodergerningens karakter af næring. Da betalingsforholdet for de privat-praktiserende jordemødre således er overladt til aftale mellem parterne, ei der tale om 2 sæt takster, dels en gennem gammel praksis fastlagt takst svarende til 1 pct. af den skattepligtige (evt. mandens) indtægt, hvilken takst iøvrigt nu er godkendt af prisdirektoratet og optaget i enkelte kredsforeningsvedtægter, dels de ved kollektiv overenskomst med sygekasserne fastsatte takster, hvilken overenskomst godkendes af arbejds- og socialministeriet i henhold til folkeforsikringslovens 24, og hvorefter honorarerne for fødselshjælp for tiden er: Storkøbenhavn m. v. 76,80 kr., købstæder m. v. 64,80 kr. og det øvrige land 54 kr. Der henvises iøvrigt nærmere til den som bilag 9 optagne overenskomst af maj 1947 mellem Den almindelige danske Jordemoderforening og De samvirkende centralforeninger af sygekasser i Danmark. De i henhold til denne overenskomst fastsatte takster finder iøvrigt også anvendelse, når opholdskommunen i trangstilfælde yder jordemoderhjælp i medfør af forsorgslovens 231, jfr. herved 3 i indenrigsog boligministeriets bekendtgørelse af 1. november 1951 om mindstebetaling og feriegodtgørelse for distriktsjordemødre samt om betaling til jordemødre i visse tilfælde. Som nærmere omtalt i forbindelse med udkastet til loven om udøvelse af jordemodergerning 12 finder udvalget ikke, at der er anledning til at bibeholde en honorarordning, hvorefter betalingen (forsåvidt angår selvbetalende patienter) sættes i forhold til den betalingspligtiges indkomst, som man finder principielt må være uden afgørende betydning for størrelsen af jordemoderens honorar. Afgørende må efter udvalgets opfattelse være arten og omfanget af den præsterede ydelse, således som forholdet er for lægers vedkommende, og i overensstemmelse hermed er udkastets 12 affattet. Som andre bestemmelser, der er af betydning for jordemødrenes økonomi, skal endelig nævnes jordemoderlovens 5, jfr. forsorgslovens 232, om adgang for jordemoderen til under visse betingelser at få sit tilgodehavende hos en barselpatient, der ikke er sygekassemedlem, udbetalt af det sociale udvalg, instruksens 20, stk. 3, om fortrinsret for jordemødrenes krav i konkurs- og visse dødsboer samt jordemoderlovens 3 om statens og kommunernes afholdelse af de særlige udgifter til protokoller, skemaer, papir, porto, desinfektionsmidler, sekale og ergometrinopløsning samt af befordringsgodtgørelse for rejser til jordemoderkonferencer. Som det vil fremgå af lovudkastet, har udvalget ikke fundet anledning til at fremsætte forslag om ændring af disse regler.

21 v. Jordemødrenes beskæftigelsesforhold. Til belysning af j ordemødrenes beskæftigelsesforhold foranstaltede udvalget i december 1950 en undersøgelse i samarbejde med Den almindelige danske Jordemoderforening. Undersøgelsen skete ved udsendelse af spørgeskemaer bil 48 distrikts] ordemødre (som hovedregel 2 indenfor hvert amt) og til 18 privat-praktiserende jordemødre (som hovedregel 1 indenfor hvert amt), ialt 66 jordemødre. Gennem spørgeskemaerne ønskede man dels oplysning om jordemoderens gennemsnitlige arbejdstid og dennes fordeling indenfor døgnet, dels oplysning om arbejdstidens anvendelse på de forskellige grene af jordemoderens virksomhed (fødselshjælp i snævrere forstand, tilsynsbesøg, undersøgelser i henhold til svangerskabshygiejneloven samt anden jordemodervirksomhed, herunder klargørelse af jordemoderens udstyr, forhastet tilkaldelse m. v.). Desuden udbad man sig oplysning om antallet af daglige telefonsamtaler og den hertil anvendte tid. De enkelte jordemødre modtog hver 90 dagskemaer, af hvilke eet skulle udfyldes for hver dag i tiden 1. januar 31. marts På grundlag af dagskemaerne skulle hver enkelt jordemoder udfylde et hovedskema, der indeholdt en samlet oversigt over arbejdet i den nævnte 3 måneders periode. Eksemplarer af de nævnte skemaer er optaget som bilag 3 a og 3 b. Det indkomne materiale er blevet bearbejdet af sundhedsstyrelsens medicinal-statistiske afdeling. Der blev modtaget 45 besvarelser fra distriktsjordemødre og 17 besvarelser fra privat-praktiserende jordemødre, ialt 62 besvarelser. Heraf måtte nogle dog helt eller delvis udskydes på grund af mangelfuld eller fejlagtig udfyldelse af skemaerne, således at højst 42 besvarelser fra distriktsjordemødre (svarende til ca. 9 pct. af de 470 distriktsjordemødre pr. 1. april 1951) og højst 14 besvarelser fra privat-praktiserende jordemødre (svarende til ca. 6 pct. af de 232 pr. 31. december 1950 udenfor København privat-praktiserende jordemødre), ialt 56 besvarelser, er anvendt ved opgørelsen af undersøgelsens resultater, der fremgår af bilag 4. Af de fremkomne oplysninger skal fremhæves: De pågældende distriktsj ordemødre har i de nævnte 3 måneder gennemsnitlig hver medvirket ved 27 fødsler (d. v. s. ca. 108 fødsler årligt), de privat-praktiserende ved 43 fødsler (d. v. s. ca. 172 fødsler årligt). Antallet af tilsynsbesøg har udgjort henholdsvis 39 (d. v. s. ca. 1½ besøg pr. fødsel) og 106 (d. v. s. ca. 2½ besøg pr. fødsel). Antallet af svangerskabsundersøgelser har udgjort henholdsvis 78 (d. v. s. ca. 3 undersøgelser pr. fødsel) og 201 (d. v. s. ca.4½ undersøgelse pr. fødsel). Distriktsjordemødrene har gennemsnitligt anvendt 8 timer 5 minutter pr. fødsel, 1 time 54 minutter pr. tilsynsbesøg og 52 minutter pr. svangerskabsundersøgelse; for de privat-praktiserende jordemødres vedkommende er tiden henholdsvis 6 timer 38 minutter, 53 minutter og 28 minutter. Det bemærkes, at ydelsen af fødselshjælpen er regnet fra tilkaldelsen til jordemoderens hjemkomst, og at der i den til tilsynsbesøg anvendte tid er

22 22 medregnet også den tid, jordemoderen er undervejs. Den relativt lange tid, der efter oplysningerne er anvendt til svangerskabsundersøgelser, kan forklares ved, at en del jordemødre har opført den fulde konsultationstid som anvendt på disse undersøgelser. Den gennemsnitlige daglige arbejdstid har for distriktsjordemødrenes vedkommende udgjort 4 timer 26 minutter og for de privat-praktiserende jordemødres vedkommende 6 timer 20 minutter. Heraf falder henholdsvis 1 time 15 minutter og 1 time 50 minutter i tiden fra kl. 20 til kl. 8. Beregnet som gennemsnitlig ugentlig arbejdstid bliver tallene for distriktsj ordemødrenes vedkommende 31 timer 2 minutter ugentlig (med 6 arbejdsdage: ca. 5 timer 10 minutter daglig), hvoraf 8 timer 45 minutter ugentlig (med 6 arbejdsdage: ca. 1 time 28 minutter daglig) eller ca. 28 pct. i tiden fra kl. 20 til kl. 8. For de privat-praktiserende jordemødres vedkommende bliver tallene 44 timer 20 minutter ugentlig (med 6 arbejdsdage: ca. 7 timer 28 minutter daglig), hvoraf 12 timer 50 minutter ugentlig (med 6 arbejdsdage: ca. 2 timer 8 minutter daglig) eller ca. 29 pct. i tiden fra kl. 20 til kl. 8. Det gennemsnitlige daglige antal telefonsamtaler har udgjort henholdsvis 1,8 og 2,7. De pågældende jordemødre var udvalgt med henblik på at give et billede af arbejdsforholdene for en typisk fuldt beskæftiget jordemoder indenfor hver af de 2 kategorier. Ved en sammenligning af resultatet af undersøgelsen henholdsvis for distriktsj ordemødrenes og de privat-praktiserende jordemødres vedkommende, viser tallene for de sidstnævnte en relativt større beskæftigelse af jordemoderen. Dette har sin naturlige forklaring i det forskellige grundlag for jordemodervirksomheden indenfor de 2 grupper, idet de adspurgte privat-praktiserende jordemødre alle var bosat i købstæder. Der findes praktisk talt ikke sådanne jordemødre i landdistrikterne. Omvendt var kun ganske få af de adspurgte distriktsj ordemødre bosat i købstæder (5 af de 45 besvarelser), men en del havde bopæl i større stationsbyer. En direkte sammenligning mellem de 2 gruppers arbejdspræstationer er derfor ikke mulig, da arbejdsmængden og arbejdets karakter indenfor virksomhedsområderne på forhånd må siges at være forskellig. Ved bedømmelsen af den gennemsnitlige arbejdstid må der tages hensyn til jordemoderens vagtberedskab, der ikke kommer til udtryk i de anførte tal. En jordemoder skal hele døgnet være rede til at rykke ud med kort varsel. Dette gælder hele året og hver dag i året, bortset fra eventuelle ferier. Som hovedregel må hun opholde sig på sin bopæl, og forlader hun denne, må hun drage omsorg for, at hun hurtigt kan tilkaldes. Vagtberedskabet må utvivlsomt siges at være mest byrdefuldt i landdistrikterne, hvor muligheden for at træffe forsvarlige vikarordninger er mere begrænset end i byerne, alene under hensyn til de geografiske forhold. Ved den i 1946 foretagne undersøgelse (se afsnit II) viste det sig, at distriktsjordemødrene i dette år gennemsnitligt havde medvirket ved 85 fødsler årligt. Dette tal var imidlertid påvirket dels af det usædvanligt store antal fødsler i 1946 dels af, at antallet af smådistrikter er stort i forhold til distriktsj ordemødrenes antal, og kan derfor ikke siges at repræsentere et typisk gennemsnit. Efter resultatet af nærværende undersøgelse er der i udvalget enighed om, at en jordemoder, der virker på landet, og som årligt assisterer ved 100 fødsler, på den ene side må anses som fuldt beskæftiget, og på den anden side kan overkomme at yde fødselshjælp på forsvarlig måde. Udvalget har regnet med, at jordemoderen skal kunne komme til stede ca. ½ time efter, at hun er tilkaldt, hvilket svarer til et distrikt med en radius på km fra jordemoderens bopæl. Foruden tilkaldelsen til selve fødslen må der regnes med 2 obligatoriske tilsynsbesøg pr. fødsel samt gennemsnitligt 3 svangerskabsundersøgelser pr.