DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd?

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2004:3 Vrede unge mænd? 1

2 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough Et spørgsmål om forskel Ungdom, vold og overlevelse i Recife Recife er en moderne storby med ca. 1,5 millioner indbyggere beliggende i Nordøstbrasilien, en af Brasiliens fattigste regioner. Recife er også en af de byer i Brasilien, som har den højeste procent af dødsfald på grund af skydevåben blandt unge mænd mellem 15 og 24. I de fattige boligområder kender de fleste en ung mand, som er blevet skudt, og mange har tilfælde i familien. Med bekymringen for sine egne sønner i tankerne sagde en mor til os: Jeg har allerede kendt mange; de er dræbt unge, unge, unge yngre end mine egne drenge. Alle venner, sønner af mine venner, som jeg så blive født, så vokse op, for de var gode drenge. Men pludselig Denne artikel beskriver situation bag disse dødsfald og diskuterer, hvorvidt håb for fremtiden spiller en rolle i unge mænds håndtering af deres begrænsede og risikofyldte hverdag. Efter en introduktion til unges situation i Recifes lavindkomst områder beskrives tre unge mænd, Ronaldo, Elias og Tiago, og deres forskellige veje gennem vold og kriminalitet. Historierne er almindelige, men giver tilsammen et billede af unge mænds liv i udkanten af det brasilianske samfund og de sociale færdigheder ydmyghed og målrettethed der synes at skulle til for at overleve som ung mand i Recifes fattige kvarterer. Ungdom i Recife Brasilien har siden 1960erne gennemgået store forandringer: På grund af omlægninger af landbrugsproduktionen flyttede over 30 millioner mennesker fra land til by mellem 1960 og Skiftet fra subsistensøkonomi til afhængighed af lønarbejde i byerne førte til en relativ forarmelse af mange familiers liv. Kvinder udgør i dag en stigende del af arbejdsstyrken, og arbejdsløsheden blandt mænd splitter mange lavindkomst-familier, fordi både kønsroller og arbejdsdeling i hjemmet bygger på en forventning til manden som forsørger. Antallet af kvindeligt ledede husstande er derfor støt stigende, og mange børn vokser op i tæt kontakt med bedstemødre eller andre slægtninge på mors side, fordi fædre og stedfædre kun er forbigående fænomener. Skole- og sundhedssystemet er blevet væsentligt forbedret siden 1960erne. Mange familier får i dag kun 2-3 børn, og alle DEN NY VERDEN 2004:3 Et spørgsmål om forskel 99

3 DEN NY VERDEN 2004:3 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough 100 børn forventes nu at gå i skole. Offentlige skoler er imidlertid ikke gode nok til at fastholde dem. Lærerne er for dårligt uddannet og lønnet, og mange elever i de fattigere kvarterer går klasser om op til flere gange og dropper ud i lange perioder. Samtidig er TV blevet en selvfølgelig del af dagligdagen i alle hjem. De brasilianske telenovelas (soap operas) og den udbredte reklamedækning (ca. 25% af sendetiden) spreder budskabet om forbrug, romantisk kærlighed og spænding i livet til alle brasilianere, i det rige Syd såvel som i det fattigere Nord. Ungdom i Brasilien i dag beskrives ofte som en tid, hvor man skal udnytte livet, bruge det og nyde det. Reklame- og medieindustrien nærer dette billede af ungdommen som en tid præget af forbrug. Det er imidlertid lettere for nogen end for andre af Recifes unge at efterleve disse idealer. I Recife lever mange familier under fattigdomsgrænsen. Det er svært for de unge fra fattige familier at skaffe sig et job, og i det omfang det lykkes, er det som regel dårligt betalt. Unge kvinder får typisk arbejde som hushjælp i private hjem. Her forventes man at arbejde alle dage til sent, og ofte stilles der krav om, at man overnatter, uden at man nødvendigvis tilbydes eget værelse. Unge mænd får fysisk belastende jobs eller løsarbejde som håndlangere i byggeindustri eller for private erhvervsdrivende. Sådanne jobs giver ikke en ungdom i nydelse og forbrug. Kontrasten mellem ideal og virkelighed bliver for stor for mange, og incitamentet til at arbejde smuldrer væk. Uden penge fastholdes de unge i økonomisk afhængighed af deres forældre. Dermed skifter ungdom i de unges oplevelse fra at være et kulturelt moratorium (Wulff 1995, 7), det vil sige en tid præget af unge værdier og normer, til at være et socialt moratorium (Vigh 2004, 123) en position i generationshierarkiet, der er defineret som midlertidig, men truer med at blive permanent. Unge kvinder vælger i denne situation ofte at blive mødre; derved opnår de til dels at blive voksne. Deres økonomiske afhængighed af forældrene forstærkes imidlertid, hvis de ikke har en mand til at forsørge sig. For unge mænd i Recifes fattige kvarterer er kriminalitet en mulig vej ud af fastlåsheden. Overalt i Recife taler folk om a violência, om skyderier og overfald, og aviserne prydes dagligt af billeder af især myrdede unge mænd fra byens lavindkomst-områder. A violência er generelt knyttet til unges kriminelle aktiviteter og en alt for let adgang til skydevåben. A violência er langt fra kun at finde i Recife; overalt i Brasiliens byer er narkokriminalitet, røverier og bandeopgør del af bylivet. Mens dødeligheden for den brasilianske befolkning er faldet betydeligt siden 1980erne, er den steget for unge mænd mellem 15 og 29 år. Denne stigning har ført til, at gennemsnitsalderen for mænd efter mange års opgang, nu igen er faldende. Og ikke alene er dødeligheden blandt unge steget, den har også skiftet mønster: Omkring 70% af alle dødsfald blandt mænd mellem 15 og 25 år sker på grund af ydre årsager (drab, selvmord, trafikuheld) (Waiselfi sz 2000). Recife ligger højt i denne statistik. Byen havde i 1997 en af de højeste rapporterede drabsrater i verden blandt unge mænd mellem 15 og 19 år

4 (Falbo et al. 2001). Størstedelen af sådanne drab skyldes skydevåben og finder sted i Recifes fattigere kvarterer. Forskning har vist, at gentagen kontakt med politiet og brug af illegale stoffer øger risikoen for at dø i en ung alder i Recife, mens skolegang, religiøs praksis og tilstedeværelsen af en far i hjemmet nedsætter den (ibid.). Bag statistikken ligger imidlertid forhold, som langt fra er så mekaniske og lette at identificere. I det følgende fortæller vi Ronaldo, Elias og Tiagos historier. De blev kontaktet og interviewet i perioden De var alle unge på interviewtidspunktet (24, 19 og 16 år), alle havde de boet en stor del af deres ungdom med deres fraskilte mødre og yngre søskende, og alle havde de bevæget sig på kanten af loven, tiltrukket af muligheden for penge og kontrol over situationen. Af deres historier fremgår det, at især evnen til at fastholde et ønske for fremtiden hvor umuligt det end måtte være reddede én, mens to andre døde. Ronaldos historie På bordet lå bogen Estação Carandiru. Læs den, det er en god bog, sagde Ronaldo, jeg har læst den flere gange især det sidste kapitel. Det er det mest interessante. Bogen handlede om forholdene i Latinamerikas største fængsel, Carandiru i São Paulo, som i begyndelsen af 1990erne husede omkring 7200 fanger. Ved ankomsten til fængslet blev fangerne ifølge bogens forfatter mødt med ordene: I er ankommet til interneringsanstalten i São Paulo for at betale jeres gæld til samfundet. Det er hverken jeres bedstemors eller tantes hus; det er Latinamerikas største fængsel. De, som opfører sig med ydmyghed og respekt for disciplinen, kan regne med, at de ansatte hjælper dem ud den vej, vi alle bedst kan lide: gennem hoveddøren og med familien ventende. Men den, som mener, at han er en farlig fyr, at han selv vil bestemme hvis han ikke tager afsted i retsmedicinsk instituts ligvogn, så kan han regne med, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at tilbageholde ham. Vi har for vane at glemme folk af den slags herinde. Det sidste kapitel gengav overlevende fangers beskrivelser af en politimassakre, som fandt sted den 2. oktober Politiet havde angrebet fængselsafdelingen Pavillon 9, efter eget udsagn for at kontrollere indbyrdes stridigheder blandt fangerne. Der havde været blod overalt, mange fanger var blevet dræbt, ydmyget og sat til at stable døde medfanger i store bunker. En overlevende fortæller: At gå ned ad trappen var noget for sig. Trappen var sølet til i blod, en masse lig over det hele. Rækken [af fanger] måtte ikke stoppe, politiet sagde de skulle løbe og truede dem; hvis nogen sprøjter blod på mig, vil han dø! Man skulle løbe barfodet i al det blod, DEN NY VERDEN 2004:3 Et spørgsmål om forskel 101

5 DEN NY VERDEN 2004:3 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough 102 uden at løfte fødderne for ikke at svine dem til, for de ventede bare på en undskyldning til at slå ihjel. Det officielle antal døde var 111, deraf ingen fra politiet. Men ifølge fangerne var tallet snarere 250, hvis man medregnede fanger, som tog sårede derfra og aldrig vendte tilbage. Ronaldo var 24 år, da vi talte med ham. Han boede sammen med sin kæreste Anita i et et-værelses hus klemt inde i en smal gyde. Når solen bagte på bliktaget, var varmen ulidelig, men rummet indeholdte i al sin fattigdom én sjælden ting: en reol med flere bøger om vigtige sociale og fi losofiske emner, deriblandt Estação Carandiru. Vi var kommet for at optage Ronaldos historie på bånd. Den er så almindelig, at den næsten er banal i en brasiliansk sammenhæng, og dog er den præget af en usædvanlig styrke. Den ydmyghed og accept, som præger den, er ikke medfødte egenskaber hos Ronaldo, men tilkæmpede, sociale færdigheder og del af hans stræben efter at overleve i en verden, som ikke giver ham mange chancer. Ronaldo identificerede sig med fangerne fra Carandiru. Han sagde det ikke direkte, men det fremgik af det, han fortalte om sit liv og af hans interesse for bogen. Desillusioneret og ærligt så han på det brasilianske samfund med en blanding af sørgmodighed og væmmelse. Hans kropslige integritet og rettigheder som brasiliansk samfundsborger var blevet overskredet ikke én, men mange gange. Som fangerne i Carandiru havde han lært at være ydmyg; ingen havde fortalt ham, hvilke ressourcer han kunne trække på, og han havde tidligt indset, at han ikke skulle gøre sig store forhåbninger. Om sin skolegang sagde han: Jeg kunne ikke lide at gå i skole. Dovenskab? Jeg ved ikke hvad det var. Jeg ville bare lave ballade. Jeg hørte folk som var ældre sige, at studere her til lands er lig nul, for inden længe ender man som som ham, der var i tv forleden, der havde gået i gymnasiet, men nu går og sælger gammelt pap på gaden i São Paulo. Jeg hørte efter den slags. Jeg mistede interessen, selv om jeg afsluttede 8. klasse. Der var aldrig en lærer, som fik mig til at se, hvad jeg kunne gøre. Jeg gik i offentlig skole, og der tænker lærerne kun på deres eget. De får så lidt i løn. Altid er der strejker. Jeg tabte tiden gik. Det er i dag obligatorisk at gå 8 år i skole i Brasilien, men mange når ikke så langt. Det offentlige grundskolesystem fungerer ikke som det bør, og mange børn mister hurtigt interessen. Samtidig er der ikke arbejde til dem, som forlader skolen: Da jeg afsluttede 8. klasse, begyndte jeg at sælge ispinde i byen. Det var ydmygende. Man tager en [flamingo] kasse med ispinde Jeg gik ud for at sælge, men der var dage,

6 hvor jeg intet solgte, de smeltede, blev ødelagt alle sammen. Eller gadedrengene stjal dem. En dag sad jeg på den plads, som hedder Treze de Maio og spiste min frokost. Så kom der tre fyre og bad om is. De spiste tre hver, men betalte ikke. Jeg sagde: Lad være med at gøre det mod mig. I ved jeg tjener så lidt, stjæl ikke fra mig. Men en af dem svarede bare pjat! og gav min kasse et spark, så den gik i stykker. Jeg spænede, fordi de ville slå mig. De så, de havde overtaget, for dengang var jeg ret splejset. De pustede sig op, og jeg græd af væmmelse og tog hjem med den ødelagte kasse. Da jeg kom hjem, troede min bedstemor, at jeg selv havde ødelagt den for at slippe for at arbejde. Hun havde nær slået mig. Jeg satte kassen væk og begyndte at sælge jordnødder på stranden. Da jeg så, at det heller ikke gik, droppede jeg at arbejde, lavede bare småting. Jeg tog på grønttorvet med Sr. Manuel, som boede tæt ved favelaen. Han havde en forretning, og jeg hjalp ham med indkøbene. Han gav mig så meget vægt at bære sække med appelsiner, græskar. Engang havde jeg en sæk her henover, og han syntes det var for lidt, så han lagde en til ovenpå. Min nakke knækkede næsten. Jeg gik med nakken i gips i over en måned. Lægen sagde, at jeg var for ung til at bære så meget. Så holdt jeg op med det. Som så mange andre på sin alder blev Ronaldo fristet af let tjente penge: Jeg har været rodet ud i noget skidt. Jeg vil ikke lyve. Hør hvordan det var: Jeg var flad, vel omkring 18 år, smart fyr. Mor boede hos bedstemor, hun var arbejdsløs, og jeg ville have ting, en bluse, bukser, sko. Jeg så, hvordan drengene gik klædt og blev misundelig. Ville have det samme uden at kunne. Jeg spurgte far, men han ville ikke give noget. Mor kunne ikke, og en dag inviterede en ven mig. Jeg gik med for første gang. Vi standsede en bil. Jeg var bange, men han gav mig en revolver. Han tog mandens bilradio og hans pung. Jeg kan stadig huske, hvor meget det var 60 eller 80 reais ( kr). Ikke meget at svine sig til for. Han tog også mandens ur, og vi gik hjem. Da ugen var gået, inviterede han mig igen. Jeg kunne lide det. Første gang jeg kom hjem, købte jeg et par bukser, sko. Han gav mig mandens ur, og jeg brugte det. Jeg var allerede vænnet til. Men hør hvordan det kan gå: En dag spurgte han mig, om jeg ville med, og jeg sagde ja. Men så kom der noget i vejen, og han tog alene af sted. Han brød ind i et hus, og da han skulle ud, stod nogle fyre på lur for at dræbe ham. Fem skud i hovedet. Det tjente som eksempel! Siden da DEN NY VERDEN 2004:3 Et spørgsmål om forskel 103

7 DEN NY VERDEN 2004:3 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough 104 har jeg holdt mig på afstand af det, men jeg har gjort andre ting. Solgt loló [euforiserende blandingsstof] til karneval, jeg har endda tjent rigtigt mange penge. Jeg blev taget af politiet og fi k bank. Så stoppede jeg med det. Jeg sagde til mig selv: Det her er ikke godt for mig. Jeg har aldrig hørt om en pensioneret tyv. Aldrig. En tyv er enten død, på kirkegården, eller i fængsel. Jeg har venner, som jeg har fløjet drager med, da jeg var lille, som er døde i dag. En er i fængsel På trods af sin noget tvivlsomme fortid var Ronaldo i stand til at skaffe sig et job. Folk plejede at sige, at Ronaldo havde vundet i lotteriet: et fast job hvor han tjente en minimumsløn om måneden (i 2003 ca. 450 kr.). Men Ronaldo beskrev sit job med blandede følelser: Du bliver behandlet som et dyr. Han var for nylig blevet overfaldet på gaden og skudt i siden. Da han efter en sygeperiode vendte tilbage til jobbet, fi k han ingen støtte. Der er tønder på 60 kg. Jeg er ok igen, efter at jeg er blevet skudt, men det gør ondt at løfte tunge ting. I går da jeg tog en tønde, gjorde det ondt i benet, da jeg rettede mig op. 60 kilo er meget at bære på skulderen. Jeg kunne ikke og satte den ned igen. Fyren sagde, Rapaz, vil du lave rod eller arbejde? Hvis du vil lave rod, smider jeg dig ud! Og så sagde jeg Godt, så tager jeg den, løftede den og bar den væk med rystende ben. Det er tungt at bære så meget vægt hele natten, men jeg klarer det, og jeg takker endda Gud for, at jeg har arbejde, for det er værre at sidde fast, som jeg gjorde før jeg risikerede alt muligt. Ronaldos drøm er at blive lastbilchauffør. Han behøver et særligt kørekort. Vi spurgte, hvordan han kunne få det? Det er svært, for de giver ingen chancer. Man skal kende nogen. Jeg kender ingen, men jeg prøver altid at tale med dem. Man bliver nødt til at tale, for når man starter i et firma som det her, starter man som håndlanger. Så skal du gøre alt det tunge, bære tunge læs, feje gården, alt hvad de giver dig besked på. Og hvis du kommer til firmaet som håndlanger og du ikke taler, så forlader du det som håndlanger eller forbliver der uden værdi, for ingen ser til din side. Som i går til aftensmaden. Jeg kom med min bakke i kantinen. Der er en, som hedder Murilo, personalechef jeg ville ikke engang tale med ham, bare sidde ved bordet. Da jeg stillede min bakke, rejste han sig og satte sig ved et andet bord. Jeg var beskidt, han var ren. Han arbejder på et kontor med aircondition, og jeg tror, han mærkede lugten af sved, helt klistret af fedt. Jeg blev. Jeg var ret ydmyget,

8 men jeg blev, hvor jeg var, roligt. For ham var jeg bare en analfabet. Mit navn er Ronaldo, men de behandler mig ikke som Ronaldo. De kalder bare hej, du, tag lige det der! Men jeg skal kalde dem ved navn, ellers retter de på mig. Det er det, som gør det besværligt, forstår du. For ingen ser til din side. Jeg beder til Gud om, at jeg skal blive lastbilchauffør, men hvis Gud ser, at jeg ikke kan nå mit mål, så vil jeg affinde mig med det. Hvis jeg ser, at det ikke kan gå for mig, så bliver jeg, hvor jeg er. Man får kun det, man skal have. For se, det er ikke kun i dag, at jeg prøver at få et job som chauffør, nej. Jeg har altid villet det, men hvor er jobbet, hvor jeg? Jeg vil tilpasse mig og fortsætte mit liv fremad. Ikke se tilbage. For hvis man ser tilbage på det, man allerede har gjort, hvad kommer der så ud af det? Intet. Man bliver nødt til at se fremad. Prøve. Ronaldo havde meget at se tilbage på. Han mistede en god ven, engang de lå på taget af et tog i fuld fart og sniffede lim. Høj af limen rejste vennen sig netop, hvor nogle el-ledninger krydsede togbanen og skar hans hoved af. En anden gang var han med sin bror ude for at stjæle mad til familien. De blev opdaget og måtte løbe. Broderen blev ramt af vagtens kugle, og Ronaldo løb og lod ham ligge døende tilbage. Men Ronaldos historie er ikke ualmindelig. Det ualmindelige ved Ronaldo var, at han indtil videre havde undgået at bukke under. Han stod midt i den strøm, som tog så mange af hans jævnaldrende, ude af stand til at gå imod den, men endnu ikke revet med. Elias og Tiagos historier For Elias og Tiago gik det anderledes. Vi mødte dem i foråret 2002 i et af Recifes lavindkomst-kvarterer, og foråret efter var de begge døde. Skudt ned i deres eget kvarter, Elias i en alder af 19, Tiago bare 16. Elias traf vi stående ved en offentlig telefon på et gadehjørne. Skønt han var mørk i huden, som næsten kun fattige er det i Brasilien, så han rigere ud end de fleste andre unge, vi mødte i kvarteret, velklædt i smarte sko og busker. Under et senere interview spurgte vi, om han havde arbejde. Han sagde først nej, men senere kom det frem, at han tjente en del penge han solgte stjålne mobiltelefoner. Han var ikke direkte involveret i tyverier, men modtog de stjålne telefoner, ordnede dem og solgte dem videre. Af andre havde han lært at re-programmere telefonerne og fremstille falske kvitteringer, så de fremstod som købte. Elias vidste, at hans familie ikke syntes om hans forretninger; de vidste, at han levede farligt på kanten af loven. Han selv forsvarede sine handlinger ved at sige, at han ikke gjorde noget forkert han købte og solgte som så mange andre for at skaffe sig et udkomme. Hver dag tog han til Recifes centrum, hvor han snildt DEN NY VERDEN 2004:3 Et spørgsmål om forskel 105

9 DEN NY VERDEN 2004:3 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough 106 tjente 100 reais [ca. 200kr]. Han nød at have penge og kunne købe sig godt tøj, gå ud og drikke med vennerne, invitere piger ud til pizza osv. Han gjorde ingen forsøg på at spare op som han sagde Penge, som kommer let, går let. Måske forventede han ikke at leve længe nok til at have brug for en opsparing. Elias havde tidligere haft et job som sikkerhedsvagt, som han havde fået gennem sin stedfar. Det havde givet få og hårdt tjente penge. Han havde måttet arbejde mange timer i træk 12 timer om dagen, 6 dage om ugen, og han havde tjent en minimumsløn [ca. 450 kr.]. Skønt mange havde anset ham for at være heldig, var han ikke parat til at leve et så slidsomt liv uden udsigt til forbedring. Som han sagde: Jeg arbejdede med min stedfar, hver dag 10 reais for at arbejde med ham, men hele dagen gik med at tjene de penge og med dette arbejde med mobiltelefoner tjener jeg over hundrede, og jeg behøver ikke bruge hele dagen på det. Jeg bruger en halv time, en time. Jeg vil ikke lade mig spidde hele dagen for at tjene 10 reais. Elias ønske om smart tøj og sjov med vennerne synes måske ikke urealistisk for en teenager, men ikke desto mindre er det udelukket for en stor del af Brasiliens ungdom at få sådanne ønsker opfyldt, og i sidste ende kostede det Elias livet. Han havde købt et skydevåben for at beskytte sig. Da en bande i nabokvarteret, hvor han ofte kom, opdagede at han gik bevæbnet, advarede de ham mod at komme der mere. Elias nægtede at være bange: Han kom og gik i kvarteret, som det passede ham, og begyndte i øvrigt selv at organisere en bande. Han blev skudt af nabobanden, mens han stod og talte med nogle venner i sit eget kvarter, oven i købet af sin egen fætter. I dag er også fætteren død. Tiago var en charmerende fyr, som kunne lide at have det sjovt. Han drev tit rundt og pjattede med piger. Efter at have gentaget 5. klasse flere gange havde han forladt skolen, var blevet rodet ind i noget småkriminelt og snart taget af politiet. Som han selv sagde: Når man cykler rundt i gaden uden noget at lave, bare driver rundt, så bliver man straks fængslet. Jeg blev ført til politistationen, fik bank, og blev sendt hjem igen. De mistænkte mig bermudashorts, løs bluse, kasket og cykel, det er allerede grund til at mistænke én. Tiagos far havde derefter skaffet ham et job hos en af sine venner. Tiago skulle hjælpe ham med at bringe yoghurt ud. Når Tiago ikke arbejdede, fortsatte han med at drive rundt på sin cykel. En dag stjal han en mobiltelefon fra en pige. En af pigens slægtninge fandt ud af det og hævnede hende ved at dræbe Tiago en nat, han sov hos en ven. Tiago blev 16 år. Han havde ikke ventet sig meget af fremtiden. Under et interview med ham og en ven, sagde han alvorligt: Jeg har ingen drømme. Jeg kender ikke min dag i morgen, hvordan skulle jeg forudse min fremtid? Ikke alt hvad man tænker sig sker, så hvorfor skulle man forudse fremtiden? Jeg lader tingene rulle.

10 Fremtiden I Recife findes en talemåde, som vi ofte stødte på i vores samtaler med folk: Agua mole, pedra dura tanto bate até que fura (Blødt vand, hårde sten, slår så meget at det til sidst trænger igennem). Unge mennesker brugte talemåden, når vi spurgte til deres chancer i fremtiden. For dem syntes talemåden at rumme både forhåbning og ambition i forhold til eget liv. Folk, som var ældre, brugte den, når vi spurgte til, hvilke færdigheder man må tilegne sig for at få et godt liv i Recife. For dem bekræftede ordene betydningen af ydmyghed og vedholdenhed. Mellem de to betydninger af vandets vedholdende kraft lå en erfaring med det brasilianske samfund, som ikke alle slap levende igennem: En erfaring af at blive bedømt på sit udseende (sit tøj, sin sved) og blive straffet på sin krop, som var man ikke et fuldgyldigt menneske, men en andenklassesborger. Og en erfaring af altid at støde på en mur, når man forsøger at nå et mål. Som i Carandiru er det gentagne budskab Ydmyghed og respekt for disciplinen!, for gør man oprør og vil bestemme selv, så venter enten retsmedicinsk ligvogn eller glemsel i fængslet. Men ydmyghed synes ikke at være nok, for Tiago der ikke havde andre ambitioner end at nyde sit helt almindelige liv og bare drev med, nåede heller ikke langt. Sociologen Pierre Bourdieu skriver, at dominerede aktører (de, som lever i bunden af et socialt hierarki) altid sætter deres forventninger i forhold til deres objektive chancer og dermed accepterer at forblive dominerede. De dømmer sig selv til det, som alligevel ville være blevet deres lod, ved at indvillige i at være hvad de er nødt til at være beskedne, ydmyge, og ubemærkede (Bourdieu 1984, 471). Med Elias, Tiago og Ronaldo i tankerne må vi imidlertid spørge, om noget sådant som objektive chancer findes. De var alle dominerede aktører i Bourdieus forstand, men deres forventninger til livet var meget forskellige. Elias ville leve et andet liv end det, han blev tilbudt, og trods en reel risiko for at dø nægtede han at være beskeden, ydmyg, og ubemærket. Tiago så sine begrænsede chancer og forventede sig ikke mere af livet, end det så ud til at ville give. Ronaldo forholdt sig rolig trods ydmygelserne, men accepterede ikke stiltiende, selv om han sagde, man får kun det, man skal have. Han indvilligede i at være beskeden, ydmyg og ubemærket, men kun i håbet om derigennem at nå et mål, som lå udover hans umiddelbare chancer. Derved syntes han at have en form for kontrol over sin situation, som Bourdieu ikke tager i betragtning. Ronaldo havde levet længere en mange af sine jævnaldrende, da vi mødte ham. Han havde været i stand til at stoppe op og tænke Det her er ikke godt for mig!, og noget i ham havde ikke givet op, skønt skuffelserne var mange. Han styrede stadig efter fremtiden som lastbilchauffør eller det, Gud nu måtte bestemme for ham. Han havde formået at skabe sig en horisont, som nutiden kunne sammenholdes med. Det er nærliggende på den baggrund at spørge, om ikke subjektive håb betyder mere end DEN NY VERDEN 2004:3 Et spørgsmål om forskel 107

11 DEN NY VERDEN 2004:3 Anne Line Dalsgård og Katherine V. Gough 108 objektive chancer for udfaldet af et menneskes liv. Måske trænger ydre forhold (fattigdom, marginalisering, manglende familiestrukturer, ringe skolegang og fristelsen forbundet med kriminalitet) sig ind på individets livsverden uden nødvendigvis at have en direkte, essentiel indvirkning på den. Måske er det individets evne til styre efter et mål i fremtiden, der i hvert fald til en vis grad bestemmer sådanne forholds determinerende kraft. Elias, Tiagos og Ronaldos historier lader spørgsmålene stå åbne. Én ting kan dog siges med sikkerhed: Skulle det være sandt, hvad vi her har foreslået, må man beklage den mangel på fremtid, så mange unge mænd oplever i Brasiliens ulige økonomi. Anne Line Dalsgård er antropolog, Ph.d., og adjunkt på Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik, Aarhus Universitet Katherine V. Gough er geograf, Ph.d., og lektor på Geografi sk Institut, Københavns Universitet Note 1. Denne artikel udspringer af det tværfaglige forskningsprojekt Youth and the City: Skills, knowledge and social reproduction. Projektet er støttet af Rådet for Ulandsforskning og har til huse på Institut for An- ropologi, Københavns Universitet. Projektet fokuserer på ungdom i tre storbyer, Hanoi, Lusaka og Recife, og udføres i samarbejde med lokale forskere. Anne Line Dalsgård er antropolog og ansvarlig for Brasiliensdelen, Kate Gough er geograf og har udført et sammenlig- nende studie på tværs af de tre lokaliteter. Litteratur Bourdieu, P. (1984): Distinction. A social critique of the judgement of taste, London: Routledge. Falbo, Gilliat H., Buzzetti, Roberto and Cattaneo, Adriano (2001): Homicide in children and adolescents: a case-control study in Recife, Brazil, Bulletin of World Health Organisation vol.79, no.1, p.2-7. Vigh, Henrik (2004): Navigation. Unge i konfliktfyldt terræn, Viden om verden, ed. Kirsten Hastrup, København: Hans Reitzels Forlag. Waiselfisz, Julio Jacobo (2000): Mapa da Violência II. Os Jovens do Brasil, Brasília: UNESCO. Wulff, Helena (1995): Introducing Youth Culture in its own right. The state of the art and new possibilities, Youth Cultures. A cross-cultural perspective, eds. Vered Amit-Talai og Helena Wulff, London: Routledge.