Arlesheim, den 6. juli 1982 Eva

Transkript

1 TIL MINDE OM MOR OG FAR Far skrev hans livshistorie i to hæfter. Af hæfte nr. 2 har vi i dag desværre kun 8 sider. Disse er sat ind efter side 61 og er udtejnet nr I til VIII. Originalet af fars hæfte, dåbs- og vielsesattesten har Anna. De to breve fik Petrea Friis, på sygehuset i Holstebro, fra mor. Ingvard har givet mig brevene, som han har fået af Elin Bjerregård (Vintersgård), efter Petreas død. Arlesheim, den 6. juli 1982 Eva Jeg har forsøgt at renskrive Ingemanns erindringer i forhåbning om at flere mennesker nemmere vil kunne få noget ud af historien. Nummereringen henviser til siderne i Ingemanns hæfte. Den indrykkede tekst i slutningen af hver side er hvad der er skrevet som tilføjelser i margenen. [...] betyder at jeg ikke kan tyde skriften. Når der står f.eks. [Ann Potkjær] betyder det, at jeg er usikker på teksten eller stavemåden. Navneord er i Ingemanns tekst konsekvent stavet med stort begyndelsesbogstav; det har jeg undladt. Jeg har derimod sat en del punktummer og rettet nogle åbenlyse og meningsforstyrrende stavefejl. Andre stavefejl og sproglige ukorrektheder er bibeholdt for at bevare det umiskendeligt jyske præg. Skulde/vilde/kunde og aa er ligeledes bibeholdt. Alex Jensen, 1995

2 Kæmp for alt hvad du har kært. 4 februar 1941 Naar jeg efter lange overvejelser, nu beslutte at skrive noget af det jeg har oplevet ned, er det ikke fordi jeg føler at jeg har særlige evne dertil, men fordi jeg ved, at meget af det jeg har oplevet, glæde, sorg, tilfredshed og skuffelse (Alt meget almindeligt efter forholdene) maaske kan være til glæde og nytte for mine børn, og maaske ogsaa de bedre kan forstaa mig, naar jeg kan motivere mine handlinger. Naar jeg i det hele nu begynder at skrive er det maaske ogsaa fordi jeg føler mig saa ene med mine tanker om forholdene. Modvind, ja orkan har ofte været haard, men arbejdets deling og glæde, med kone og børn, har altid let kundet rette sindet op og dermed var sejren vundet, for mit indre fred. Vil Dansken i Verden fægte men dølger han Aasyn og Navn Jeg ved at hans Aand er ej ægte jeg tager ham ej i Favn Naar jeg nus akl vise mit indre og sande aasyn, maa jeg bede mine unge læsere være skaansomme og ikke for hurtig i bedømmelsen. Før jeg kom i skole havde jeg en drøm: - Jeg saa for mig ligge en stor dynge sand, og pludselig var der en mægtig røst der sagde Tæl dine sandkorn. Jeg blev meget utilpas, og vidste i samme øjeblik, at dette var Saa ene skal forstaas, at jeg har haft egne meninger som ikke har haft ret mange af mine samtidiges sympatidrøm var/er mange gange for mig bleven til virkelighed. I en saadan er det mange gange situationer jeg har set før 2 umulig at gøre. - Saa hørte jeg røsten sørgmodig sige Hvert sandkorn saa mange synder. - Mit barndomshjem var ikke religiøst indstillet. - Naar denne drøm med aars mellemrum er vendt tilbage i min erindring, har jeg aldrig formaaet at give denne drøm en naturlig forklaring til dens oprindelse. Jeg begyndte min skolegang i Ramme Skole [til] Lund Pedersen. Og var vist meget lærenem ihvertfald staar der glans om den aarstid i Ramme Skole. Men min far solgte paa dette tidspunkt 1896 Bjerregaard og overtog for en kautionsforpligtelse Lomborg Nr. Mølle hvorfra ejeren ungkarl P. Lundgasard var død efter at han havde haft brændevinsdelerium. I Lomborg Nordre Skole var der ingen fast lærer, men en ung fuldskægget mand fra Bonnet ved navn Jakobsen gav undervisning, men dette var der ingen [fest] i, og jeg gik ved dette skolebytte meget tilbage. Maaske var der ogsaa andre ting der havde noget af skylden, jeg faldt nemlig ned oppe fra den store vejrmølles loft, og slog især hovedet, fra det tidspunkt (1897) var det forbi med min lærenemhed og da vi fik en stærk missionslærer Østerby, som ikke kunde klare mig paa anden maade end give mig bank, var det ogsaa forbi med min læselyst, men kløene jeg fik i skolen lod jeg gaa vidre til de andre skoledrenge og naar jeg kom hjem med iturevne Da Peder Lundgaard laa med delerium hvoraf han døde, løb fra sin vogter og ud til banelinien og satte en kost i jorden med skaftet og gav kostehovedet en lille hæld han

3 sagde Her skal toget standse. Og toget holdt ogsaa ved kosten og fik en mand med efter medecin til P. L. Der var gaaet lidt i stykker i lokomotivet. 3 klæder eller naboen kom og klagede over at jeg havde kløet hans dreng, saa var der til mig i god mening fra min fader og han slog med hvad han havde i haanden. Min mor reddede mig for noget imellem, men alt for ofte faldt haanden i slag, men det varede ikke længe før jeg kunde ta mine tæsk med godt humør og gav kraftige klø til alle andre. Jeg var meget lille, den mindste af alle mine præstekammerater. Da jeg var 11 aar kunde jeg magte at klø alle skoledrenge; een ad gangen men en dag gik de paa alle paa een gang, og da fik jeg saa meget tæsk at jeg tudede. En dag mens jeg gik i mindste klasse og havde forsømt en skoledag skulde jeg saa møde i ældste klasse, kom saa i slagsmaal med en dreng der var dobbelt saa lang som jeg nemlig Kristian Nees, han var 3 aar ældre end mig, men da han var smidt om paa jorden flaaede jeg omtrent huden af hovedet paa ham. Kr. Nees sladrede ikke til degnen. Men dagen efter da han kom i skole var saarene kommet frem og han var omtrent sort i hovedet, sagde degnen til ham hvad der saadan havde pyntet ham. Jeg har været oppe at slaas med en tiger sa Kristian Saa har du nok selv været en lille kat sa degnen og lo. Saa lo hele klassen, alle vidste hvem der havde gjort det, mente min søster Jane, som Min søster Jane var god til at give navne, Harmann = [...], Laurine = Ræbbe, Kristine = [...]. Mig = Palle. Jane = Poje. Jens = Mads = [...} En dag Poje løb efter mig holdt jeg en stiv kost mod hende og hun fik saar i ansigtet i hundredvis. 4 som gik i klasse sammen med Kristian. Men som sagt læselysten var væk og Østerby gjorde ikke meget for at bringe forholdene i orden igen, og da jeg gik til præst og skulde konfirmeres var mine kundskaber smaa, og i regning og skrivning var det en 9 aars dreng værdig. En lille tilløb til god vilje og forstaaelse havde jeg i sommeren 1899, jeg var ude at tjene ved to gamle folk [Ann og Josef Potkjær], de havde aldrig haft børn og Ann havde i nogle aar før hun blev gift tjent hos mine bedsteforældre = Jens Bonnet og Inger Marie St. Bonnet, disse var meget velstillede og hælpsomme mod alle der vandt deres tillid, og altid mod deres gamle tjenere. Og Ann Potkjælr vilde jo saa have mig til hjorddreng, og hun fortalte mig daglig at jeg var opnævnt efter min bedstemor og lignede hende i sind, og var derfor helt rigtig i Ann Potkjærs øjne, og Josef og Ann var velstillede folk med gjældfri ejendom og penge til. Ann formaaede virkelig at kalde kongen frem i mig, og der var ikke langt til, at hun havde vunden sejr. Og Ann fortalte mig ofte, at hvis jeg vilde blive hos dem, saa skulde jeg arve det hele efter dem. - Men saa skete der at mit hjem Nr. Mølle nedbrændte, og saa blev der jo sjov og haløj ved den opbygning, og da tiden var falden mig lang, især naar jeg hjalp Josef. Ham var der slet ingen humør i Josef købte firkantede solsikkekager og slog dem i stykker i en kar med en stor sten i. Stykkerne satte han i blød i foderkasserne. Om efteraaret gik vi kaalrabirækkerne igennem og brækkede de nederste blade af, og gav køerne disse. Kaalrabierne skulde gro videre.

4 det hang vist saadan sammen, Ann var ene barn og det var hendes fødehjem de havde (4 køer) og da Ann og Josef efter lang betænkning blev gift og kom saa hjem til hjælp for de gamle, kom Josef ret under tøflen, jeg husker, at naar Josef kørende til Bonnet efter kraftfoder og andet aflevere han regning og penge til Ann, som saa gik ind til den gamle klapbords chatol og gjorde op efter ham, en dag kunde Ann ikke faa det til at stemme, og hun knurrede først lidt, Josef sagde saa at pengene var ogsaa hver øre, saa blev Ann fnysende gal og sagde blandt meget andet Vi forlanger af drengen at han skal komme hjem og gøre regnskab for pengene, saa skal du ogsaa. Josef fik saa igen fat paa sin store blaaternede lommetørklæde og fik næsen [snuet] og gentog Pengene er der Ann raabte saa paa mig og saa fik vi opklaret at Ann havde været for ivrig og alt i skønneste orden men efter saa en tur var Ann gal paa Josef længe. Ann og Josef gjorde hvad de kunde for at faa mig til at blive hos dem, men da det blev 1. november var det forbi, jeg vilde hjem til søskende og haandværkerne som ikke saa nær var færdig med opbygningen, og der var jo sjov for en 11 aars dreng. Da jeg blev aar besøgte jeg igen to gange Ann og Josef, da havde de solgt ejendommen og boede ved En eftermiddag var jeg vældig optaget Ann havde givet mig farvelade og jeg tegnede og Ann roste mine værker, saa sa Ann at jeg nok skulde om og flytte køerne 6 trin østerpaa. Jeg for afsted saa rask at jeg løb den første ko forbi uden at jeg saa den de 3 andre blev flyttet som de skulde. Men Ann stod i vinduet og saa det hele og sagde da jeg igen kom farende Hvad har den [...] ko gjort at du ikke flytter den. Jeg var skamfuld og smed farveladen i dammen. Ann græd af glæde. 6 Tørring Mejeri. Ann var da bleven stærk missions og den gode tone fra før, hvor jeg var hendes egen dreng, lod sig ikke genoprette. Jeg besøgte dem fordi jeg begge gange længtes efter en kærlig ord og klap, og var meget ked af forandringen. Her er endnu en lille episode fra min sidste skoletid, det blev bestemt at kommunen skulde lægge tavler til i skolen og Østerby gav mig en tavle med revne midt ad, og hul i den ene ende. Tavlen holdt i min skoletid, men den næstsidste dag jeg var i skole smed jeg den med vilje paa gulvet og den gik i mange stykker. Østerby sagde saa, at jeg skulde købe en ny tavle og komme med den den sidste dag jeg var i skole. Jeg kom ogsaa med en tavle med revne og hul, ikke til at kende fra den gamle og Østerby kikkede baade paa mig og tavlen, da jeg var kommen ned paa min plads spurgte han om jeg havde været saa heldig at kunde købe saadan en revnet tavle, jeg sagde Nej revnen og hullet var hjemmelavet og magen til den skolen havde betroet mig Østerby sagde da Gud maa vide, hvilken bølle han har skabt i dig (Kun jeg vidste at bøllen var skabt af Bertel Peder Østerby) Min far havde givet mig 1 kr. til præsten og 1 kr. til degnen, jeg gav præsten dem begget to. Jeg husker endnu, at Østerby trak næseborene lidt op En dag var vestboerne gaaet med østboerne og gav disse en omgang tæsk, Østerby der havde set slaget kom og kaldte os ind i skolen igen. Vi var lykkelig kommen ind i forstuen paa nær som [Povl Lone] han var lige ved at gaa ind, da han fniste Østerby der nok stod uden for hans egen bryggersdør hørte fniset og kom farende, greb Povl og tæskede løs i enden paa ham. Povl hylede men samtidig regnede han ud at det var bedst han lod vandet gaa og da Østerby mærkede dette blev han

5 bange og sagde, at vi skulde nu gaa hjem. Povl skulde med ind til fru Østerby og have sukkerkringler. Vi ventede Povl ved [osselbjerg] og skæg og latter da vi hørte resultatet af vandgangen. 7 efter mit farvel til ham, og hans haand var tom Mit hjem var meget fattigt ved min konfirmationstid, grundene var flere men Ramme Brugsforening som gik fallit, og af hvilken min far var medlem fra den tid han boede i Bjergaard, fik for det meste skylden. Jeg ved at mange forskellige firmaer stævnede 8 mænd, deriblandt min far 27 stævninger i een maaned og dommen lød paa at de skulde betale, men fik senere de andre medlemmer til at betale deres andel jeg husker at vi kun havde 3 kreaturer, mod normal stk. - Hele min konfirmationsudstyr sko, habit, krave og kasket kostede 13 kr. Konfirmation og dens forberedelse have ikke nogen værdi for mig Pastor Pedersen (senere kaldt Skovsborg) var en god rolig, flink mand. Jeg kom straks om til Nr. Lem Møllegaard som dreng. Gaardens ejerinde Karen Marie Svendsen og hendes gamle mor var flinke og vi fik en god føde, møllesvenden og pigen var ogsaa mine venner. En gammel karl var bestyrer og han var ikke til at gøre tilpas han hed Kr. [Pinhus] og var vist fra Fabjerg. Han kløede mig godt og grundigt og meget ofte. Af busker og skjorter havde jeg kun 2, og der var langt hjem, 2 mil, jeg vendte mange gange skjorten, naar vi skulde ind til middag. [...], for til middag var Karen Marie Min løn for 6½ maaned var bestemt til 65 kr. Den dag vi høstede [...] det skete dengang med høle. Pigen og jeg bandt op, gik Kr. Pindhus hjem og uden for døren slog han nogle vældige slag med [strygeren] paa høleen, Karen Marie kom farende og bad saa mindelig for sine grønkaal, og bød saa ind paa kager og vin. 8 og hendes mor altid tilstede. Karen Marie undskyldte en dag min udseende med disse ord Ingemann og mig skal jo passe baade store og smaa dyr, saa vi kan let blive snavsede. Karen Marie passede høns og jeg de øvrige dyr En dag Kr. Pindhus var gal smed han mig om i en børfuld blød sommermøj. - Jeg blev meget lykkelig en dag min kære mor kom paa een eller [anden] mirakuløs maade paa besøg og medbragte 1 par bukser af min 5 aard ældre bror Jenses, der var klippet 1 alen fra benene paa dem saa de passede vældig godt. Jeg havde fri 1 lille søndag i de 6½ maaned Kr. Pindhus raadede for mig. Mine evner som slagsbroder fik jeg vidre brug for, idet naboen vejmand Jens Mikkelsen Skælhøje havde en stor dreng aar gaaende hjemme. Møllegaarden havde græsmark oppe ved den nordre ende, altsaa oppe ved Skælhøje. Vejmandsdrengen var en rigtig forkælet og skabagtig fyr, jeg havde ham mistænkt for at han fik mine køer til at bisse deroppe. Køerne kunde ikke ses fra Møllegaarden for en stor dige. En dag kom jeg bag paa ham, han laa paa digen, og legede bremse og køerne for rundt i tøjret. Jeg kløede ham godt og længe, endelig kom hans mor og søster hidkaldt af hans skrigen. Da jeg denne aften skulde have køerne Kr. Pindhus var en solid karl, men meget tvær anlagt med en utrolig masse mistro til alle. I de første par maaneder troede han ikke jeg passede kreaturerne som han havde befalet. Dette var ganske uden grund. Senere troede han, at det var ham der saadan havde sat skik paa mig og det var derfor jeg kunde gøre det bedre da. Dette var ogsaa ganske uden grund.

6 hjem og havde faaet disse koblet sammen kom vejmanden, og han saa bister ud, løbe fra køerne vilde jeg ikke og vejmanden hidsede sig selv op i stor højde og sagde blandt andet Din far har tidt været i den sorte hul, og det skal du ogsaa nok komme. Og saa tæskede han løs paa mig med min egen [ko...]. Jeg kløede vejmandens dreng hver gang jeg kunde faa fat paa ham siden den dag. Min far havde vel menneskelige fejl, men vejmandens snak var og blev løgn, min far døde 1936 og var aldrig tiltalt for vanærende handling. En lys minde om min far skal ogsaa nævnes. Nogle gange naar min far var i humør sang han for os børn (8 ialt) for eks. Karl og Emma, Langt borte fra stadens forvirrede [sus], Hjalmar og Hulda. Far var god til regning og skrivning (revisor i mejeri) og meget kundskabsrig, 2 brødre var lærer, nemlig Niels Møller, Nr. Nissum og Laurits Møller, Købenahvn. 1 søster Anna Møller var lærerinde i Skive og blev 70 aar gammel gift med biskop [Kruse]. Jeg var altid glad ved og stor af at Andreas Møller var min far. Jeg vedblev at have plads som dreng, anden karl, 17 aar gammel for forkarl i [Grabsgaard] i Dybe. Men ingen steder var folk rigtig tilfreds med mig, og kun en enkelt sted, Øster [Balleby] i Tørring vilde jeg godt være bleven, men de vilde ikke beholde mig. Jeg skiftede hver aar eller oftere En dag i Østerbaleby var Markus 11 aar og jeg 15 aar ene hjemme og ude paa gaardspladsen havde Markus bygget sig et saakaldt hus og nu blev vi i lyst for en rørt æg med sukker i, som vi nu laa der og snakkede i os, kom kontrolassistenten paa besøg og greb os paa fersk gerning. Vi var meget flove og uendelig ked af detkontrollen fortalte Markus' mor det, men hun forstod os meget bedre end ventet. Hun sagde til os I maa faa æg og sukker lige saa ofte I spør om det. 10 og kom ogsaa i utide af en plads, nemlig i september 1906 og det var fra [Brunsgaard] Nr. Lem. Jeg havde været i Brunsgaard i 10 maaneder og var fæstet til næste aar, og det havde hele tiden gaaet glat, paa en enkelt undtagelse nær (var vokset meget stærk og maalte 70 tommer). Sønnen Markus [Bjerre] var kommen med en stor læs bomuldsfrøkager i sække paa mellem [...]. Markus var stor og kraftig som mig, men vilde naturligvis ikke have saadanne [knudrede] og ujævne sække paa ryggen. Det gjorde jo heller ikke noget, for jeg var ikke øm over skindet, men denne dag havde Markus spændt fra vognen langt fra en meget lav ladedør, som jeg skulde igennem med sækkene og over paa den modsatte side af køreloen. Jeg tænkte jo mit om dette hvorfor Markus ikke kørte vognen ind i køreloen, saa var aflæsning jo kun en leg, men jeg sagde intet derom før end jeg havde den sidste sæk paa ryggen sagde jeg Du kunde godt have kørt vognen ind i køreloen. Markus var fnysende straks og skreg Hvad siger du og jeg hørte han sprang rask ned fra vognen. Jeg lod da sækken falde, og var dermed parat til at modtage hvad der skulde være. Men der skedte intet Markus beklagede kun i Jeg tjente 1 hel aar ved Lars Peder Olsen Huggersgaard Dybe. Der gik jeg med høle for første gang i [slet] (16 aar) den var drøj. Jeg kunde næsten ikke gaa op paa loftet til min kammer om aftenen. [Avlen] tæskede vi med plejl og roerne lugede vi med fingrene (kravlede). Rivekornet blev samlet med den saakaldte ( tæve ) som var min job. Lars Peder gik selv med til alt arbejde og altid forud. Han var dygtig og ogsaa flink.

7 svage ord, at jeg havde tabt sækken, som vi saa hjalp hinanden med at bære ind. Da vidste jeg at Markus var bange for mig (4 aar ældre). Visheden derom gav mig ro. - Jeg gik og dybpløjede stubbejord en dag i september, og Søren Bjerre kom og saa til mig. Han saa da, at bag muldpladen og paa dens stiver var der fuld af stuber og muld. Han skreg da Har jeg ikke tidt nok sagt at det vil jeg ikke se, du er ikke bedre værd end at pynte paa. Og saa spytte han hen efter mig. Jeg har aldrig vist om jeg rørte mig eller ej, men Søren blev bange, og sprang nogle favn fra, og raabte saa kom hjem og faa dine penge. Jeg sagde ikke noget dertil, men drejede trespandet af furen og kørte hjem med plov og det hele, og holdt and uden for [salsdøren] og efter Søren ind og fik mine penge, da jeg forlod gaarden stod hestene og plov endnu uden for døren, men Sørens datter Sidsel, kom løbende og sagde bl andet Far har fortrudt sin anfald, og jeg er saa ked af du skal rejse. Jeg sagde til hende at det nu var forsent og jeg saa heller ikke noget til Søren Bjerre. Jeg vil hermed slutte denne kapitel om drenge og unge aard. Jeg syntes ikke selv at det var særlig slem den gang, men jeg havde hørt saa tidt, at jeg var en daarlig fyr, at jeg var Datteren i Bruunsgaard (24 aar) lærte mig at kysse (18 aar). Dette var [...] nyt. Men det blev ved lidt kyssen i ny og næ naar vi kom til at sidde i baas sammen ved malkningen og da dette havde staaet paa i nogle maaneder, glemte jeg det fuldstændig igen, ikke fordi der var andet der optog mig men simpelthen fordi jeg var for grøn. Jeg forstod senere at pigen ikke saa let glemte det. Men dette var vist aarsag til at jeg ikke skulde læsse gødning om foraaret? Og min glemsomhed maaske grund til at jeg ikke kunde holde ren bag muldpladen? 12 lige ved at tro, at de godt folk havde ret. Jeg har ikke skrevet om min gode mor, men alle mine minder om hende er ogsaa saa triste. Min mor var ulykkelig, [for...] og forslidt, kun meget sjælden fra den tid husker jeg min kære mor glad. Et kært smil, en lille klap og en kys. Vuggesang: Højre,venstre, højre, venstre ---Kys klap af min mor var mere værd, var godt betaling, kunde let faa mig til at glemme alt og alles daarlige tanker om mig. jeg ved at dine spredte oplevelse er nok for den opmærksomme læser: ærlige aasyn. februar 1941 Kald paa stodderen i din næste, han kommer Kald paa kongen, han kommer! Flyttet fra Bruunsgaard blev ikke lang, kun til nabogaarden Sønder Ravndal. [Cilius] Poulsen Ravndal tog mig i arbejde samme dag i september Cilius var ungkarl og hans mor Ciliane holdt hus for ham. Hun var en god og alvorlig kristen. Jeg var der ikke mer end 1 uge før jeg var klar over at her kunde jeg være, og Cilius [...] ligeledes vi enedes meget hurtigt om en løn af 400 kr for følgende aar fra november at regne. Jeg blev i Ravndal i 3½ aar (bortset fra 5 maaneders højskoleophold vinter ) Der blev aldrig talt en skæv ord i den tid, og knap nok tænkt en lille smule slem. Alt gik jævn og rolig, alle blev behandlet ens, delte arbejdet efter evne og kræfter Min mor var den bedste mor nogen har haft Naar minderne fra barn var saa triste, var aarsagen min far

8 som var periodisk dranker. Og lidet arbejdslyst derimellem. Fattigdommen var ikke det værste for min mor, men naar hun skulde hjem til St. Bonnet og bede om penge for ikke at blive husvild. Da græd mor. Og det var synd for mor kunde klare meget med god vilje, dog ikke saa meget som min far kunde sætte overstyr. Cilius Ravndal og min mor var søskende børn. Ciliane byggede Dalsgaard den første aar jeg tjente i Ravndal og sammen med hendes yngste søn Anton drev de Dalsgaard. Jorden tilhørte Ravndal. 13 og sang dertil. Cilius kunde synge saa alle blev glade og for mig var sangen det bedste Men Cilius var i megen gjæld, dels fordi han kautionerede for en svoger, som naaede at gaa fallit 4 gange, og kom stadig tilbage til Ravndal efter hjælp, men ogsaa Cilius havde megen uheld med besætningen, meget døde for os og meget blev der slagtet, som sidste udvej. Cilius sagde tidt Vorherre sørger for at vi altid har noget i saltkarret. En foraar døde der en 4 aars 1. præmieret følhoppe, det var haard ved Cilius, og han sagde Saatens ogsaa da. Slagteren købte kroppen for en lille penge, Cilius sagde Har det taget hesten, saa lad det ogsaa tage halen med. Men arbejdet gik godt og godt, og vi sang dertil, alle var jo unge, friske og livsglade. I oktober 1908 saa jeg i avisen at K. C. Knudsen, Karise Højskole tilbyde nogle faa unge lidt tilskud fra elevforening til et højskoleophold 5 maaneder til ubemidlede unge. Cilius var straks villig, han vilde prøve paa at faa hjælp ved daglejearbejdere imens. Jeg skrev selv til Knudsen (Gud forstaard hvad Knudsen tænkte om disse kragetæer, men svaret kom straks at jeg var velkommen den 3. november, 10 kr i tilskud og 40 skulde jeg selv om at betale om maaneden ialt 50 kr. Der blev nu sat fart paa arbejdet og vi naaede ogsaa næsten Vi havde en konfirmeret dreng i Ravndal hele aaret, deriblandt P. Lind, søn af den saakaldte Æsel Jens Lind. Æselet med kone og 6 mindre børn kom en hel søndag i hver maaned paa besøg, kørende med 1 usselt arm hest og selv alle meget sultne. De var husholderens rædsel naar de kom. - Og æselet skulde jo ogsaa have penge af Peders løn. Peder var rasende, men tav dermed til de var kørt. En saadan søndag var der ingen sang. Æselene tyggede drøv paa den uvante gode foder. Og vi sad og var [lumsk] kede af det hele. 14 at blive færdig med arbejdet, saa Cilius kunde klare det øvrige. Min far var meget misfornøjet med den højskole[pip] som han sagde, men det kunde ikke hindre mig i at rejse. Min far havde forresten taget alt hvad jeg havde tjent til mit 18. aar. Saa nu tog jeg ikke meget hensyn til hans snak om øsen med penge. Jeg rejste saa paa skole 2. november 1908 om aftenen fra Lemvig med 250 kr i lommen egen tjent, og nu skulde de bruges til egen nytte. Om denne vinter kunde der skrives en hel bog om herlige oplevelser, om kammeratskab, ungdom, galskab og om tusinde af glade minder. Kun een ting voldte besvær i begyndelsen, maden var for knap, meget knap, næsten for mig som sultekur, men da der var gaaet 1 maaned kunde jeg nok være glad, ogsaa for maden. Karise Højskole var noget for sig selv, en arbejdets. Knudsen sagde den fysiske højskole. Højskolen ejede mange apparater og Knudsen var selv en god astronom, havde vind, regn og solmaaler. Han havde ogsaa røgtenstraaler som kunde se gennem et menneske og kunde se en mønt gennem en bibel. Der var ogsaa elektriske apparater, smaa maskiner som vi selv kunde frembringe strøm paa. Højskolen havde ogsaa landbrugsfag og

9 landbrugshistorie, og den gik meget langt tilbage. Vi skulde referere foredragene ned og aften Paa højskolen var 3 vestjyder i kammer sammen. Hans Kristiansen Tistrup. Jens Jensen [Hostrup] og mig, vi var gode kammerater og havde det meget hyggeligt og rart, og Hans Kr. var mægtig syntes jeg. Han var forøvrigt ogsaa den klogeste af os alle, kun til skrivning var han ikke god. Jens var gymnastikleder hjemme i sognet, og han var rank og rask frejdig sang det har klang. Jo, jo vi var venner og troede at vi altid vilde skrive til hinanden, men det er glemt for mange aar siden. Og det var skidt? 15 og morgen skrev vi saa det fra kladen og over i skrivebog. Det meste var dog frivillig og kun nogle faa fik det gennemført. Jeg skrev mange gange til aften og stod op 6 morgen, da var der lys og varme i skolen. Jeg naaede da ogsaa at faa skrevet en hel mængde ned, ogsaa ting som jeg ikke forstod, ogsaa saa meget at jeg aldrig senere fik tid til at læse igen, eller nærmere studere. Der var kun 5 jyder paa skolen, og de var der som jeg paa elevforeningsunderstøttelse. Vi jyder forstod jo ikke øboerne naar de talte sammen, og de slet ikke os. Men det rettede sig hurtigt. Og saa skulde der jo prøves om der var krummer i os. Sjællænderne var nogle rene hunde efter at tage brydetag, noget jeg ikke havde øvelse i, og der var jubel i klassen naar jeg blev smidt om, og det kunde nok gentage sig mange gange en aften. Saa skreg de Den lange jyde faldt Det var mægtig sjov, ogsaa for mig, men det varede jo ikke mange dage før den lange jyde blev staaende og de andre der faldt. Saa var der ingen der vilde brydes med mig. Vi arbejdede meget med alle skolefag, og noget forstod jeg ret godt, andet mindre, men skrivning og regning fik jeg da læst lidt af. Kommunelærer K. A. Kristensen, nuværende formand for Danmarks Lærerforening, var dengang sanglærer om aften naar han havde sluttet den faste skole, han var prægtig. De sjællændere og lolliker der var paa skolen var ogsaa meget flinke, og der var god sammenhold mellem os alle næsten. Efter jul kom der en ældre elev Hans Hansen fra Nakskov. Han havde blandt mange andre steder ogsaa været oppe hos eskimoerne paa Grønland. Den yngste elev Peder Petersen, Næstved, 16 aar. Han var min siddekammerat og var i skrive- og regnekunster [m... h...] En anden lærer jeg husker ikke hans navn, begyndte saa ofte sin undervisning med sangen: Venner hvor er vort fædreland dog skøn. Da vi havde sunget den nogle gange, var der een der spurgte Hvad den [sang] betød, naar vi skulde synge den saa ofte. Spørgsmaalet faldt i rette tid, læreren var ved at redegøre om dansk politik før Sangen var en kampsang mod konservetismen. En vers siger: [Andemad] bort, den fordring bær vi frem den intet menske ved noget godt vil skille men vi vil leve livet i vort hjem og vi taaler ej mer, den staar stille hver gang en strømning gaa i staa den drømme straks sig oven paa. 16

10 Vi sang den ikke saa ofte siden, men naar den blev sungen var det med fynd og klem. Vi forstod. Knudsen begyndte altid dagen kl. 8½ og da var alle inde, ogsaa røgteren. Sang og andagt, og saa emner der spændte fra religion til skænd til elever der havde forset sig, f.eks. plukket modne blommer i november (ogsaa mig), en frostsprængt vanrør, som vi ikke maatte benytte i frost, eller en elev stjal fra sig selv, og meldte tyveriet til forstanderen, der dog var ham for klog, og fik det hele opklaret. Synderen fik Lærer Jensen var ham med Venner hvor osv. Han var husmandssøn fra Vensyssel, han var ogsaa noget af en poet. Den dag stæren i februar kom til Karise digtede og komponerede han: Hør stærens friske glade sang, og hør dens muntre fløjt, der toner over mark og vang, de sørgende til trøst, det toner højt ved hvert et fløjt, [til] herligt tidsfordriv. Vi fik lov at synge den nogle gange før han blev ked af den. Hele 4 vers. Jensen var en [pudsig] lille mand dog lov til at fortsætte paa skolen og jeg fik derved en morgenduelig kammerat, og han fortsatte skoletiden ud med flid. Han var enebarn fra en stor gaard ved Roskilde? fortalte han da (Gislingegaard). En [Dr. Starke] holdt et par foredrag om Henry George og hans theorier og jeg var fyr og flamme ved det. Grundlaget var noget nær det samme som nuværende [Retsstatsparti] arbejder med (Alt skat direkte fra jorden). Der var 2 præster som ogsaa havde timer de 3 sidste maaneder: kirkehistorie og landbrugshistorie. Alt i alt var der rigelig af alt, men jeg magtede ikke saa nær alt, dertil var mine forkundskaber for ringe og jeg var vel ogsaa lovlig ung (fyldte 21 aar paa skolen). Pengene jeg havde med slog ikke til, Cilius maatte til at give 50 kr i forskud. Og disse slog heller ikke til, maatte til at laane 4 kr. af Hans Hansen, Lolland, for at kunde rejse helt hjem. Højskoleturen havde forandret meget for mig, det tunge forlegne var væk og istedet frisk humør og livsglæde, den undselige og kejtede var bleven frimodig. Men ikke [begavet] Jeg [vejede] 200 [...]. Karise Højskole fra den gang med Knudsen, var vel ikke blandt det allerbedste, men for mig med de smaa forkundskaber var den meget god. Den gav ogsaa lyst til at fortsætte med de mange mange Det frie grundtvigske laa vist ikke særlig for Knudsen. Han var for meget videnskabsmand der selv arbejdede med paa at løse problemer. Det forstod vi eller jeg ikke saa nøke den gang, men saadan rigtig i kontakt med eleverne kom han ikke, men vi fik i alle ting en smule indblik. Se meget men forstod desværre saa lidt af det. Derfor blev der saa mange Hvorfor der ikke blev besvaret. Og kuns senere i livet [...] erfaring og [...] og [besvarede] lidt af de mange Hvorfor. opgaver, som en ung uerfaren kommer til at møde. Jeg skylder højskolen tak for den gode skønne vinter arbejde, ajle- og gødningskørsel, som der sædvanlig blev udkørt i marts var bleven udsat til mig, da vi var kommen over foraarstravlheden, blev der plads ledig hos købman L. B. [Beckgaard] Lemvig som daglejer, om lørdagen. Daglønnen var 4 kr og kosten. Jeg talte 18

11 med Cilius om, at han godt kunde undvære mig om lørdagen, og det blev saa saadan. Jeg tjente godt den sommer, og havde 300 kr i behold 1. november Min fader havde solgt Lomborg Nr. Mølle og købt Østergaard i Rom nær Lemvig. Men det gik heller ikke godt for mine forældre der, og saa blev Østergaard ogsaa solgt, og en lille ejendom, [Marsbjerghus] Bonnet blev købt, denne var kun paa 4½ td. land, og deri en stor mose, men heller ikke der kunde min far klare udgifterne, og min mor vilde ikke mere gaa hjem til St. Bonnet efter penge, saa i oktober 1909 var det saa kommen dertil, at der var gjort skridt til at tvangssælge ejendommen ved auktion. Det blev saa bestemt at jeg I sommeren 1909 var kongen og I. C. Christensen blandt mange andre steder ogsaa i Lemvig paa besøg og folk stormede frem saa jeg aldrig hverken før eller senere har set saa mange hos Beckgaard havde vi 91 køretøjer opstaldet, det var alt hvad gaard og [tømmerplads] kunde tage. En skælm havde bildt Tompe Peder ind at han nok kunde blive staldkarl hos kongen, og Per brød ud af spærringen og raabte Hej konge. Majestæten saa nok Per, men fortsatte sin vej. Per gabede og saa begavet ud. Politiet puffede Per tilbage. Niels Jensen Sønderby, Fjaltring blev ridder af Danm. 19 sulde overtage ejendommen. Kreditorerne var villige til at akseptere mig, og min far fik 400 kr til at dække det løse gæld med (Min far sagde senere, det var en god [fallit] for der blev 106 til [hver] 100= Jeg havde laant 200 kr af min bedstefar, og havde saaledes lige 100 kr til at betale omkostninger ved overtagelsen. Cilius Ravndal, hans mor Ciliane, højskolen og andre havde formaaet at kalde kongen frem og det der skedte 1. november, at jeg skulde hjem og hjælpe min mor, var vel ikke kongegerning, men dog en barmhjertighedsgerning Hvad du evner [...] af, i den [...]. Jeg skulde jo saa hjælpe min mor, og opgaven var jo saa, at bjerge føden og udkommet. Min far havde fast pris at skulde betale 3 kr hver fredag middag, han samlede svin paa stationen denne formiddag. Husstanden bestod af: Hartmann 9 aar, Lavine 12 og Kirstine som var syg (19 aar). Hun døde sidst i januar Min mor tjente nogle penge ved at vaske gulve omme paa afholdshjemmet og forsamlingshuset fik vi i fællesskab at holde i stand, og det slet ikke saa lidt. Jeg fik ogsaa snart noget arbejde hos [Bøndehus], og det varede ikke længe før min Samme dag som jeg overtog Marsbjerghus overtog min bror Peder Virkelyst Nr. Lem og bror Jens overtog Lykkensholm Nr. Lem, begge havde været til tvangsauktion og ejeren af [...] havde overtaget begge for pant, vi begyndte samtidig med 4 td. land hver. Jens slap fra hans uden auktion, men tabte egne penge. Peders gik efter 2 aars [...] til auktion og kautionisterne betalte deriblandt C. Ravndal, Karl Himgelby, og min ringhed. Peder arbejdede paa Lemvig svineslagteri hele tiden men fik for lidt ud af den gode jord. Peder og Hanne havde 16 børn.

12 mor sagde til mig, at det nok skulde gaa nu. Jeg havde købt en so paa auktion, og en tredie ko laante jeg penge til paa en veksel med Cilius Ravndal og min bror Jens som kaution, og da der var god plads i udhuset, fik jeg det gjort istand saa der blev plads til 1 orne og 5 fremmede søer paa engang, og denne forretning havde jeg megen fortjeneste af. Min søsters sygdom, medicin og begravelse var altsammen kostbart, men vi fik da det hele betalt med tiden. Jeg skulde ind som soldat infanterist 25. april Den sidste maaned før jeg skulde i trøjen læssede jeg gødning paa ustandselig, og tjente 3 kr og kosten. Arbejdstiden var paa gaarden fra 6 morgen til 8 aften. Og arbejdsydelsen var omkring 60 læs daglig. Jeg vilde helst arbejde for de smaa landbrugere, der havde jeg ikke saa lange dage, og arbejdet var lettere, og saa var folkene meget mere flinke. Jeg havde bort[akorderet] hestearbejdet til Kr. Mogensen [H...] han skulde have 80 kr for det hele, fra foraar til efteraar. Jeg rejste saa ind til Viborg den 25. april med 10 kr. i lommen og resten af [mønten] fik min mor, og det hele gik ogsaa udmærket derhjemme, det groede Begge mine ældre brødre troede at jeg var tosset at begynde hjemme med min mor og søskende som hjælpere, men tiden viste jo at det slet ikke var saa daarlig en valg jeg havde gjort, efter 1½ aar i Marsbjerghus var vi paa vej til Lille Bonnet, Peder paa vej til indsidder i Lemvig og Jens var paa vej til Fyn som [malkerøgter], blanket for penge. Jens maatte laane for at komme derover. Og vilde helst have været afsted til Amerika men da jeg skaffede ham 400 kr til laans til rejsen opgav han det hele, og da vi langt om længe hørte fra ham var han paa Fyn. 21 godt til, og min fader passede orneforretningerne og nu kunde det godt slaa til. Om min soldatertid kunde der være meget at skrive om, men det vilde føre altfor vidt. Jeg var højrefløjsmand ved 6. bataljon 1ste kompagni aargang Militæret var mig modbydelig, men man skulde jo igennem det, men føj sikken liv. I rekrutskolens tid vandt jeg dog en ven nemlig min sektionsleder sergent [Scrolgaard], han var ikke dummere end han kunde fortælle mig at jeg havde slidt altfor haardt, det var derfor mine fingre krogede, og ryggen for stiv. I ly deraf snød jeg mig mange gange fri for skænd en militærhonnør kunde jo ikke forlanges af en mand med 3 krogede fingre, til skydning var jeg god og i bajonetfægtning (at slaas) var jo min livslyst. - En del af tiden var jeg kompagniordonnans. Ved lodtrækning trak jeg mig fri for vintertjenesten og blev saa hjemsendt den 8. oktober Jeg gav [honning] og brød for [føden] og lidt penge gik der jo til kaffe og skraa og lignende, ialt gik der 45 kr for mig i den halve aar. Hjemme var alt i god gænge og økonomien var i orden og min bedstefar var rigtig glad, naar han en enkelt gang var ovre og se til os. Bedstefar opfordrede mig 22 til at faa byttet Marsbjerghus væk, og faa noget større at arbejde med, dette skedte saa at Lille Bonnet blev til salg og den fik jeg saa byttet med og [modtog] Lille Bonnet den 21 april Til den hørte der 24 td land pløjejord af meget god kvalitet (lermuld). Ejendommen var blottet for alt ogsaa sædekorn og dyr. Bygningerne var dels gamle og meget daarligt vedligeholdt. Min bedstefar havde lovet at laane mig penge til at købe dyr og andet nødvendig til ejendommen, jeg fik i løbet af sommeren købt 2 heste, 8 køer og nogle svin. Altsammen til en pris af 3200 kr som jeg fik af bedstefar tilligemed at de 4000

13 kr jeg gav i bytte paa ejendommene, jeg skyldte da til kreditforening, 7200 til bedstefar. Arbejdets time var da inde, og der var ikke meget forskel paa hellig og søgnedage, vi sled vist alle haardt og for meget. Jeg var jo alt for uerfaren og meget ofte tog jeg fejl bestik, og fik daarlige resultater frem, men i den alder synger man jo alligevel. Og vi sang, Jane, Nora og senere Lavine skiftedes til at være hjemme og hjælpe. Senere kom Adler, bror Peders ældste søn, og han blev ogsaa til han var konfirmeret. Økonomisk gik det godt frem i 1912 fik vi omtrendt hele gaarden tækket med rør, sat nyt mur om Lille Bonnet har det bedste jord jeg nogensteds har ejet og det var for dumt da jeg solgte den. Grundene derfor var flere, maaske den stærkeste grund var at min mor ikke kunde lide en vis frk, som jeg syntes godt om. (K. Bertelsen Lomborg) Hun blev i 1916 gang- og stuepige paa Lemvig Sygehus og jeg snart glemt for stedse. Min mor havde naturligvis ret i hendes vurdering af tilfældet. Nogen større ravage var tilfældet ikke for mig heller Gift og [...] i Lemvig. 23 møddinghus og fik sat besætningen noget op i antal. I 1913 fik vi bygget 12 al til kostalden og pengene til alle disse fremskridt var indtjent og lidt til. I august 1914 begynder saa krigen, og den 4. august blev jeg saa pludselig indkaldt til soldat, og skulde rejse straks. Hjemme var Hartmann 14 aar, Adler 12 aar og Jane og mor, bedstemor som var syg og sengeliggende. Høsten stod for døren, men jeg kunde være ubekymret for alt gik meget godt. Min trofaste ven og nabo Laust Møller gjorde alt for mig og mine ejendele. - Vi blev samme aften i Viborg kl atten og straks sendt ud paa en tur til [Rind], der blev vi indlogeret i laden rundt om paa gaarden. Næste dags morgen mødtes vi med vores gamle befalingsmænd, som laa der før vi blev indkaldt med et hold rekrutter. Vi var da 3 aargange ved 6. batl. nemlig ialt godt 500 mand ved hvert kompagni. Alle troede at Danmark straks skulde med i krigen mod tyskerne, og laa nu i yderste alarmberedskab. Kaptajn [...] Thomsen talte til os, saa haar og skæg stritte paa ham, han sagde at det var uundgaaeligt at Danmark kunde blive fri for at komme med i denne store opgør, vi skulde mod tyskerne. Stemningen var meget alvorlig hos alle Tog kom til Viborg fra alle retninger med indkaldt mandskab. Straks vi kom ud fra banegaarden og ud paa gaden, var hele fuld af taktfaste marserende soldater, dette var en oplevelse som jeg sent vil kunde glemme. Mange af de indkaldte mødte med bind om arm eller med sivsko paa den ene ben, disse (svage) kom paa sygehus. Og dermed havde de fleste vel faaet hvad de vilde. Klunset og udrustning blev smidt ud gennem vinduerne til os, jeg fik mit gamle gevær. Tøjet var derimod til en [mere] lille mand. Paa ekserserpladsen foregik omklædningen. 1 lille mand gik i 2 dage rundt i mit tøj. 24 Danmark var jo rigtig nok neutral, men hvorledes vilde det blive respekteret. Tyskland brød jo straks Belgiens neutralitet, og erklærede Belgiens garantipagt (underskrevet ogsaa af tyskerne) got rn lap papir - Vi kom ikke af klæderne i 5 uger, men laa stadig i laderne, en nat sad vi med hele klunset og 80 skarpe

14 patroner i hylster i banegrøften parat til at gaa i toget som havde dampen oppe. Vi ventede paa afgang til grænsen, tysken havde militær staaende langs vor sydgrænse, men regeringen Zahle holdt nerverne i ro og der skedte saa intet, det hele faldt til ro med tiden. Den 4. april var der allerede ved at være panik iblandt folk. Esbjerg Andelssvineslagteri Struer samlede svin denne dato i Bonnet, og saa mange svin er aldrig set før, omkring 400 svin deriblandt mange polte, folk havde hørt at England havde erklæret Tyskland krig, slagteriet modtog saa mange at det var ganske umulig at faa det hele slagtet paa normal maade, der arbejdedes baade nat og dag i 5 døgn, og dog var der mange døde svin i opholdsrummene og lange række af banevogne, som ikke kunde tømmes for svin paa grund af pladsmangel, og det var meget varm i august Straks efter krigsudbruddet var smør, kød og flæsk meget billig, folk solgte for højeste bud og ved denne store 29 bataljon var indkaldt den 3 august aargang 1911 og 1913 og de var straks sendt til grænsen som vagt. 6 bataljon indkaldte saa den 4 august aargang og havde jo ogsaa rekrutter af Kompagnierne blev derfor for store og der blev af 6 bataljons 4 kompagnier udtaget nogle som kom til at hedde 9 regiments 1ste [depot]kompagni. Og til denne afdeling blev jeg forflyttet til. Depotkompagniet var en [værre] samling at være i. Da vi engang skulde skifte kaptajn vilde den gamle præsentere os for den nye kaptajn med disse ord: Det er den værste samling banditter jeg nogensinde har haft med at gøre. Som kammerater var de meget gode. 25 udbud i varm sommertid, kunde slet ikke afsættes disse panikleveringer var kun til skade for leverandør. Der gik ogsaa panik i penge idet at al skillemønt af metal pludselig forsvandt af omsætningen. Regeringen udsendte saa 1 krsedler (røde) senere (blaa) jo folk var ænstelige i den første tid men om der ogsaa blev tænkt paa Danmarks fremtid af almindelige folk er vist ret tvivlsom, der blev tænkt i penge og senere blev (hamstring) moderne. Aanden blandt soldaterne var vist heller ikke rigtig, udtalelser som disse har jeg selv været vidne til: Hvis vi kommer i krig saa skal ham der nok blive skudt først, men kuglen vil ramme ham bagfra Denne udtalelse gjaldt Kaptajn Lauge Thomsen, paa mit spørgsmaal Hvorfor lød svaret ellers bliver vi da skudt allesammen, saa tosset som han er. De første 3 maaneder var der ingen der fik orlov, men saa blev der gennemført en 4 dages orlov og jeg var med den første hold der rejste hjem. Senere blev de soldater der var gift hjemsendt, og den 9. marts 1915 blev saa min aargang hjemsendt. Ordningen blev saadan, at flere af de ældre aargange blev indkaldt og saa skulde vi siftes til at være inde i 2½ maaned og hjemme i 5 maaneder. Folk der var nær de 40 aar, aargang 1900 var indkaldt to gange til sikringsstyrken En indkaldt løjtnant Jørgensen (skolelærer) nuværende gymnastikleder i Radio kaptaj J. modtog os paa Aarhus Banegaard og holdt jo straks moralforelæsning for os, men blev snart afbrudt af røst Skidt med dette løjtnant, men hvordan ser du paa orlov, kan vi faa det. J. forstod hurtigt at det var gamle soldater og ikke [...nge] drenge. [...] var spildt paa 1. depotkompagni. Det var jo kun nogle dage i skyggen. 95 Thomsen der en dag var stuevagt paa [kasernen] var fuld og mens oberstløjtnanten overtog kompagniet i gaarden og vi stod og præsenterede gevær raabte 95 fra vinduet paa 2. saal Tag ved foden og lad røre.

15 Oberstløj. troede vist at han selv var bleven tosset. 26 Priserne steg noget paa landbrugets [frembringelser] i 1915, jeg solgte saaledes en lille fedeko for 400 kr. I 1913 om efteraaret købte jeg 100 td ovntørret rug og gav 600 kr for det, og da vi selv havde god kornavl, saa var der jo mulighed for at fede mange svin i , og det gjorde vi da ogsaa, og tjente gode penge. Jeg var jo stadigvæk indkaldt til sikringsstyrken og var saaledes indkaldt om høsten 1915 ogsaa. Dette og ogsaa andet fik mig til at byde Lille Bonnet til salg, og i december 1915 solgte jeg saa det hele for en pris af kr. De jeg havde laant af min bedstefar, som nu var død, skulde min mor nu have som hendes arv eller rettere en del af hendes arv. For min moders penge blev nu Nordentoft købt for kr til denne hørte 4 td land god jord [nær] ny bygning, 2 køer, en griseso og høns. Jeg fulgte med til Nordentoft, Hartmann kom i købmandslære og Adler skulde efter konfirmationi tjeneste. Det var en stor husholdning i Nordentoft denne vinter. Mor, bedstemor, Jane, Adler og mig, men vi havde en god fyldt saltekar med fra Lille Bonnet. Og jeg havde en bankbog hvorpaa der stod [10000] kr. Min mors fremtid syntes nu sikret, og hun var selv glad for denne lille ejendom, som hun sagde skulde drives Den største fejl jeg begik var da jeg solgte L. Bonnet, og den næste fulgte straks efter, da min køber Ville Balleby Vandborg havde fortrudt købet, og tilbød mig at vilde laane mig 6000 kr til 4% rente og give mig 1000 kr i kontanter i [opslag] paa handelen, de 7000 kr skulde min mor jo have til betale med. Naar jeg ikke modtog tilnudet var det vist min lille mor, som græd og sagde Naar du bliver her, faar jeg hverken saltkar eller andre forraad med til Nordentoft. Jeg kunde slet ikke svare min mor og var meget ked af det hele. 27 op til mønsterbrug. Men ak der var mange sorger endnu tilbage for min mor, og avlsmæssig blev Nordentoft ikke nogen stort mønster, derimod blev køer, svin og høns plejet mønstergyldigt. Og sorgerne bragte vi, hendes store børn een efter anden. I II III IIII 805 Den Naar du vil gaa [fjældesti] og skal [...isten] smøre læg saa ikke mere i end du let kan føre I marts 1916 rejste jeg til København, der havde jeg aldrig været før. Da jeg var paa Karise Højskole var der lejlighed men da var kassen ikke til det. Nu tog jeg pengene ud af banken, jeg tænkte noget i retning af at komme ind paa Børsen og faa pengene rigtigt anbragt. Hotel Bellevue et sted mellem Raadhustorvet og Frihavnen blev det sted jeg slog mig ned. Jeg var jo saa oppe paa Børsen og se og høre. Det var i den tid at spekulation var i stærk udvikling, alle vilde købe og kun faa sælge, og slaas gjorde de ikke, men raabte og skændtes, og jeg blev ikke meget klogere end da jeg kom. Jeg opsøgte saa et fæstekontor og søgte plads ved hvad som helst. En propritær vilde nok have mig i april som arbejdskarl, hvad jeg vilde have for april, 125 kr forlangte jeg, han gloede paa mig og sagde saa om jeg var klar over at der var mange helligdage i

16 Først naar man bliver selv lidt ældre forstaar man bedre sine forældre og da er det for sent. Det hænger sammen med de gamles erfaring. Man skal lære saa længe man lever. Mens man er ung vil man saa meget, man har høje maal som ganske vist kun foresvæver en som drøm jeg det usandsynlige [sker] jo. Men maalet er da en anden og livet [kører] [uandset] videre. Jeg fik anvist en kvistværelse 4 etage. Der var ingen elektricitet deroppe. Jeg havde sagt at jeg var i København for at søge plads, og man tog derfor ikke spor af hensyn til mig og det passede godt i mit kram. Jeg gik og kom uden nogen lagde mærke til mig. 28 april (paasken) og det var alt for meget og fæstebestyreren fortalte mig, at saa meget var der ingen der fik paa disse breddegrader, men jeg holdt paa mit, og fæstemanden sagde saa kunde han ikke skaffe mig plads. Jeg syntes det var sjov og opsøgte en anden fæstekontor og der var en gaardmand fra Nordsjælland der manglede en bestyrer imens han selv skulde ind til sikringsstyrken, men det viste sig saa at vi begge skulde ind samtidig. Jeg havde nu set dette her fæstevæsen og det var gratis, men det var ikke noget for mig. Jeg saa hele København i 8 dage, og saa det meste af hvad jeg havde hørt omtale som seværdig, og sammen med hotelophold blev jeg af med 100 kr. Jeg var en dag til sidst igen oppe paa Børsen, men med samme nedgative resultat, og rejste saa hjem og satte pengene i banken. I juni 1916 blev jeg saa igen indkaldt, denne gang gjorde jeg vagttjeneste i Skjern ved jernbane[broerne]. Jeg har været paa vagt mange steder i de 27 maaneder jeg var soldat, i Aarhus ved havnen, i Skanderborg ved broerne, i Horsens ved havnen, i Esbjerg og Fanø, og flere steder ved sydgrænsen. Efter hjemsendelsen denne gang 1. september kom jeg til Lønborggaard som arbejdskarl, og fik 125 I Skjern var der en indkaldt løjtnant vagtkommandør og ham havde soldaterne dønt om til Brilleslangen. En dag jeg stod vagt ved et lille dynamithus, til at sprænge broen, kom løjtnanten og han gav sig til at studere de forskellige tegninger som vagten havde efterladt paa den fine malede dør. En kæmpemæssig brilleslange fangede ham, han sagde saa Det skal nok være mig. Han vidste naturligvis hvad navn han gik under. Jeg kunde ikke lade være at smile og løjtnanten gjorde omkring og var væk. 29 om maaneden. Om dette er der ikke noget at fortælle. Jeg passede absolut ikke ind i denne kreds, ja en aften ved 12 tiden jeg havde været i Tarm og besøge en bekendt, saa var jeg bleven tørstig og vilde gaa ind i borgerstuen og faa øl at drikke, ind til stuen førte en lang smal gang med døre til begge sider elevværelse mens jeg gik der og [skævede] i mørket fik jeg pludselig en knyt næve i synet, saa blev der jo slagsmaal, men det varede ikke længe før min modstander var i gulvet og jamrede sig gudsjammerligt, en gartnerelev kom farende og tændte lys og jeg blev klog paa at det var forvalter [Sk...sted] jeg

17 pryglede løs paa. Forvalteren gav undskyldning, det var en fejltagelse, kløene var tiltænkt en anden, jeg ved ikke hvem. Jeg saa i avisen at en gaard, Øster Sønderskov, Borris var til salg, jeg tog saa derom sidste søndag før november og købte saa denne gaard. Der var ialt 90 td land med hede og eng i samlet stykker. 2 heste, 1 ko, 1 tyr, 10 kvier med kalv til foraar og 6 aarskvier og 8 svin var laant i kreditforening og betalte jeg kontant. Jeg hørte saa om en husholderske og fik saa fæstet Ane Pedersen [Skuldbøl] Hemmet, vi var jævnaldrende, og da vi godt kunde lide hinanden varede det ikke længe før 1 november 1916 var erotik for mig ukendt, men ikke for A. P. desværre der havde været flere, ialt 2 før jeg fik hende at kende, dette var meget pinligt for os begge, men sandheden kom for dagen alligevel, for A. var det sikkert en lettelse, for mig var der gaaet skaar i meget. Jeg vilde jo vide den absolutte sandhed. Men var jeg ikke en stor taabe? Denne min viden af alt! forandrede totalt min før natur. Ringeagt for andres umaadeholden begær Til sidst selvforagt. 30 før vi blev enige om, at vi vilde blive sammen. Naboerne og folk passe os meget godt, de var flinke og jævne mennesker, vilde gerne i by 1 gang om ugen og det var vi saa ogsaa, der var 12 ejendomme der paa Borris Sønderland, og gildet gik saa paa omgang vi fik alle steder aftensmad, men ingen steder var der flothed, men almindelig smørrebrød og kaffe, og bagefter kortspil og damerne strikkede og snakkede, det hele passede storartet til mig og Ane, men ejendommen passede mig knap saa godt, da jeg skulde tærske var der næsten ingen korn og de 8 svin maatte jeg købe mel til i dyre domme paa Tarm Mølle, men færdig blev de da tilsidst. 1 blev dog slagtet. >Jeg fik den vinter gravet 2000 [plantehuller] til gran i markskellet og en lille sandbanke øst for gaarden, og om foraar fik vi anlagt en have og plantet granerne Ser du to elskende, dem skal du følge dybt skal du spejde deres sjæl Jeg vilde gerne sælge igen, og i april 1917 kom der saa [K...] og tilbød at medvirke ved byttehandel med Nr. [Bratbjerg] i Hee. 1. maj blev vi enige om handelen, jeg skulde give 3000 kr i bytte og [enhver] skulde beholde besætning og maskiner til Nr. [Bratbjerg] 31 var der 90 td land ager 24 td land plantage og 6 td land hede og kr i kreditforeningslaan, de 3000 kr jeg gav i bytte blev laant i banken. Vore 10 dejlige [korthorns] kvier kælvede nu, og vi fik mælk og kalve i massevis. Og græsset var grøn og dejlig sommer og foraar kun krigen rasede videre, og formørkede lidt paa det. Rationering var jo nødvendig paa brød, sukker, mel, den engelske sultemetode virkede ogsaa i Danmark, men naturligvis stærkere i Tyskland. Vi kunde sælge alt til tyskerne og priserne var store. Heste betaltes med 2000 kr pr. stk. Og kreatur med øre pr [pund]. Brændsel var og dyrt og jeg fik 2 mand sat i arbejde i plantagen og fik skovet meget, kvaset blev bundtet op i [meterbaand] og solgt til mejeri og bageri i Hee, Rindum og

18 Ringkøbing. Jeg fik en [spand] heste sat i gang med levering og tjente noget ved det. Men afgrøderne paa marken groede ikke saa godt og rughøsten var meget lille. Ane kunde ene klare opbindingen efter slaamaskine og en stykke der var saaet til med havre gik fuldstændig ud. Jeg slog det hele ned, græs og ukrudt og lavede det i hø. Roerne groede ogsaa daarlig, der var jo ingen gødning at faa paa grund af krigen. Alt i alt, jeg var ret hurtig færdig til at flytte igen. 32 Det er saa yndig at følges ad for to som gerne sammen vil være. Brylluppet blev holdt den 26. oktober 1917 og vielsen i Hee Kirke. vi samledes i He Afholdshjem, Anes familie kom med tog syd fra og min lidt senere med tog nord fra, vi fik saa frokost og kaffe og spadserede saa om til kirken. - Min solaterkammerat gaardejer Alfred Christensen [Noe] kørte brudevognen og naboerne og vore egne heste kørte gæsterne til [Bratbjerg]. Præst og degn med frue var ogsaa med. En fed gris var slagtet og blev spist til sidste bid. Dans var der ikke, men ellers gik det meget gemytligt. Familien skulde rejse tidlig for at naa hjem, der var jo privatbane til sidst i begge retninger og toggangen var stærkt indskrænket i begge retninger. Vi var glade, da det hele var vel overstaaet. Ane havde i en ung alder haft blodforgiftning og dette var aarsag til mange operationer (Varde Sygehus i 4 maaneder) og lidt senere Rigshospitalet i København i 7 maaneder) Nu syntes hun endelig at have overvundet følgerne, men det var kun tilsyneladende. Men det tænkte vi ikke paa, vi var lykkelige og glade Glade Vi blev givet 33 mange gaver og godt 100 i penge. Ane sagde siden at bryllupspengene spiste vi rugbrød for, hvilket allerede tog sin begyndelse i hvedebrødsdagene. Og dette var rigtig nok, indtægterne var ikke store og der var meget som jeg mente skulde gøres, saaledes; 2 akkordarbejdere i plantagen, som skulde have penge hver fredag og hele efteraar og vinteren arbejderen med brændet, men der var ingen salg. Og vi havde 4 arbejdsheste, men deraf var de 2 meget gamle og derfor fik jeg købt 2 føl til 1200 kr de var tænkt som afløsning for de gamle. Svinefedningen gik ikke saa godt. Rugen skulde vi jo aflevere til [staten] og af foraarskorn var meget mislykket og hestene skulde jo ogsaa leve. Svinefedningen foregik saaledes kun med mælk og kogt [kartofler] og roer. Vi havde 12 køer, 1 tyr og 12 kalve og ungkvæg og af disse kunde vi kun afse 1 fed ko og tyren, disse kom vi af med 11. december [1200 kr] nemlig dagen før at Mette blev født. Jo det var rigtig nok for Ane at bryllupspengene blev til rugbrød, men hun var ikke det mindste ked af det tværtimod. Hun mente som jeg det var klogt om ikke just nødvendig. - Men vi var glade og enige og fuld af haab og tro paa fremtiden. Men vi var jo saa kortsynede og saa unge. 25 aar Den 12. december 1917 blev vores lille pige født, det var bar frost og sviende østen vind. Vi havde baade jordmor og dr. kl. 10 formiddag havde vi dog pigen. Hun var [baade] lille og mager, men havde dejlige klare blaa øjne. Men Ane var langt fra rask og kunde ikke give bryst til barnet. Det varede meget længe før hun selv kunde ordne barnet og have den hos sig om natten. Denne job var saa til mig, og det gik meget let og ganske naturlig for os alle. Vi havde en lille

19 spritapparat staaende paa bordet mellem sengene og det var kun en lille bagatel at give hende flasken naar hun blev vaagen. Ijulen fik vi brev fra bedstemor i Hemmet med bud om at flytte sengene sammen og den lille skulde ligge midten og dermed skaanes mod kulden. Dette skete omgaaende. Anden juledag fik vi pigen døbt med navnet: Mette Kristine Mægbæk Pedersen. Det var efter min mor og afdøde søster Kristine. Min mor skulde være gudmor men hun kunde ikke fordi hun havde frost i fødderne, vi skrev saa at Jane skulde komme, og hun blev saa skreven for gudmor, men blev [det] blev Nora som kom og det blev saa hende der fik den ære. Jeg holdt paa at pigen skulde have navn efter sin anden bedstemor, altsaa Else, men min kone sagde Nej Basta 35 Jeg har til hjem den hele skønne jord Men som allerede nævnt arbejdede jeg paa igen at flytte, og i marts 1918 fik jeg saa en bud jeg tog imod. Alt udvendig skulde blive og prisen var kr med kontant udbetaling paa , dog skulde jeg selv kautionere med for kr paa pant næst efter de i kreditforeningsen. Ane var vist ikke rigtig glad for det, og min svigermor var vist ret ked af det, hun sagde engang hun var paa besøg: Jeg er slet ikke ked af at [Bratbjerg] ser bedre ud end Skyldbøl og saa lo hun. Else vilde os alt godt, og fik ogsaa senere lejlighed til at være meget for os. Men nu vilde jeg hjem paa Lemvigegnen igen; og købte saa Nørmark ved Bonnet St. Prisen var kr og blev betalt kontant og en laan i Lemvig Sparekasse paa kr overtog vi. Der var 16 td land mager lermuld 2 [...] heste, 4 køer, 2 kvier, 2 kalve, 2 svin og 12 høns. Bygningerne var straatækket, men ellers gode og meget rummelig stuehus, men lovlig lidt plads ude i husene. Da vi kom til Nørmark og min mor fik den lille Mette at se sagde hun Jamen er I tovlig vil I sulte barnet af med livet. Hun skal have 1 æg hver dag og den skal piskes og lidt sukker skal deri. Saa blev der gang paa det, og den lille sig i dagevis. I foraaret 1918 blev det først ret galt med varemangelen. Der kom rationeringskort paa en mængde 36 ting, sukker, brød, mel, kaffe, margarine, smør, kød, petrolium [...] og meget andet, blandt andet blev brændsel reguleret efter rum og personantal. Alt en følge af Englands udsultningsmetode (blokade af Tyskland med de tilgrænsende lande) Tyskland svarede med at erklære den uindskrænkede ubaadskrig og meget blev skudt i sænk, mangelen paa skibsrum blev saa stor at der blev støbt skibe af beton og jern, men disse var rene dødssejlere. Ubaadskrigen førte Amerika ind i krigen. En stor damper med 1100 mennesker om bord og ammunition i lasten blev sænket af tyskerne og 800 mennesker mistede livet, dette gav grund til at Amerika kom med i krigen. Men det knagede i hele verden, mest i Rusland som tyskerne slog sønder og sammen, og russerne fuldendte selv ødelæggelsen, charen blev dræbt og dannelsen af bedriftsraad og soldaterraad tog fart, Findland gjorde sig fri for russerherredømmet og i det egentlige Rusland rasede borgerkrigen mellem mange forskellige partier. Tyskerne bød stadig højere priser for alle landbrugsprodukter. Heste 4000 kr kreatur 1 kr [pund] eller mere levende [vagt] Brødkorn kunde koste kr pr td. Maksimalpris var 21 kr og handel uden om [staten] var forbudt, og blev vist heller 37 brugt. Men de mest klarsynede begyndte at tale om at tyske penge vilde blive

20 værdiløse, (hvilket ogsaa skedte, men først efter sammenbruddet dernede) Herhjemme levede vi billig der var maksimalpris paa alt og [staten] betalte mange hundrede millioner kr i tilskud til alle de varer der var rationeret og da alle baade rige og fattige fik lige store rationer og lige stor understøttelse af staten havde vi det meget godt og alle kunde leve af sit arbejde. Det var det radikale venstre der havde regeringen fra 1913 til Og det var indenrigsminister Ove Rode der gennemførte disse for den mindre bemidlede del af befolkningen saa rigtige og vigtige rationeringsbestemmelser. Dog var alle ikke tilfreds, gaardmænd følte sig som kapitalister, og mange som havde solgt deres gaarde og sat pengene i sparekassen var nu bange for at staten skulde komme og kræve at de skulde betale de mange laan staten havde gjort for at kunde billiggøre livsfornødenheder for den danske befolkning. Handel, kapitalister og [bønder] krævede fri handel, verdensmarkdespriser, paa landets frembringelser og Neergaard sagde for kapitalen Slagt ikke hønen der lægge guldæg [Merindkomstskat) Altsaa ingen vilde betale statens gjæld og Rode blev, som ingen anden mand i Danmark belyvet, haanet og smudset til 38 saa der blev skrevet lange artikler, som skulde bevise hvilken farlig og kostbar herre Ove Rode var for Danmark. og dog havde han ikke gjort andet end i krigstiden at holde leveomkostningerne nede paa et prisniveau som ogsaa den lille mand kunde betale. Resultatet af Rodes virke under krigen synes mig at være, Staten blev fattig, men den danske befolkning blev rig, og den lille mand fik kun som sædvanlig føde, læde og husly (og raad til at misunde de der var heldigere) Bonden skovlede penge ind, ogsaa folk som ikke før havde mange [vibe] i salt tjente store penge. Og dog var bonden rasende paa Rode, han hindrede den fri prisdannelse i at udfolde sig paa alle omraader, og hindrede dermed bonden i at udnytte den øvrige befolkning i denne for brød og mad saa fattige tid. - Og den lille mand som før havde været glad for det radikale venstre lod de store snakke, saa llænge og daarlig om Rode at lille mand var ved at tro at det var sandt altsammen. Og ved valget i april 1918 var der for første gang tilbagegang for regeringen. Jeg saa Rode første gang i 1913, da var han en spændstig ung sorthaaret mand, som vakte udelt sympati. I 1920 var Rode at se paa, en ældre hvidhaaret og opslidt mand. Rode skaanede ikke sig selv, aldrig har nogen mand gjort saa meget for sit land og folk som Rode fik gjort, det er mulig at ikke alt var lige godt men Rodes begundelse for sagerne var, syntes jeg, rigtig. Rodes gerning vil aldrig blive glemt i Danmark og en senere tid vil mindes Rode i ærbødighed. Rode blev af Venstre holdt for den stærkeste hest for [...] (demokratiets) vogn. Venstre yndede ikke at alle spiste saa billig især ikke, naar det blev sat at de rige nok skulde faa lov at betale en klækkelig merindkomstskat til staten, saa var venstres folk fnysende gale. Sagden var den at skibsfart var simpelthen fuld, fiskeri ligeledes, landbrug tjente ogsaa godt, men mange glemte at forøge de menneskers løn som udførte arbejdet. Den [...lige] handelsavance var jo begrænset af maksimalpriserne, men hvad der ikke var fastsatte priser paa, blev der taget meget paa. Og alle disse folk der havde tjent og tjente meget godt nu var omtrent vilde efter at faa smidt ministeriet [Zahle] ud. Socialdemokratiet var sluttede op om ministeriet og en lille flok mere besindige konservative ført af professor [L. Birch] var vist ogsaa indforstaaet med det værdifulde i den førte politik og havde [erhvervene] ført lige saa rolig økonomisk udvikling som staten førte, saa var der ingen skade sket der heller.