MONA BLUES. af Nikolaj Højberg

Transkript

1 MONA BLUES af Nikolaj Højberg Tommy fæstede et ark Fabriano til masonitpladen. Det var sidste ark i tasken, skuffen hjemme i lejligheden var også tom. Efter dette billede blev han nødt til at købe nyt i Kunstgrotten. Ud over papir manglede han en ny 2HB blyant samt halvdelen af sine foretrukne blå akvarelfarver fra Derwent. Idet han satte den sidste klemme fast om Fabriano arket fornemmede han Mona bag sig. Fem år havde hun fulgt ham, vidunderlige Mona med det korte hår og cicellerede ansigt. Han fornemmede hendes sommersmil, fornemmede hendes vinterblik. Hans motiv lå under skyggen af en Douglas gran lidt længere nede ad bakken. Et par sidst i tyverne i færd med at drukne sig i hinandens øjne. Han tog en kulblyant fra cedertræsæsken, Mona havde foræret ham, da han solgte sit første maleri, og holdt den hen til papiret. Det perfekte øjeblik kom som en pludselig bølge af lemmer, der viklede sig ind i hinanden og lukkede afstanden mellem de to elskende. Han satte den første streg, og straks fik blyanten sit eget liv. Den dansede hen over papiret og et billede voksede frem med rasende fart. Først tungerne mellem de adskilte læber, dernæst kvindens ansigt med de høje kindben fulgt af mandens runde former. Kvindens hårpragt faldt omkring deres ansigter i krusede lokker med kun den svageste antydning af orden. Tre minutter efter den første kulstreg så Tommy op. 1

2 Parret havde brudt deres kys og lå atter på siden i græsset, fanget i hinandens øjne. Intensiteten af deres lidenskab vækkede minder om følelsen af sådan et blik. Vidunderligt og livsbekræftende men også distraherende. Derfor var det fortid. (Løgner!) En vind sukkede gennem parken og vuggede med de spredte øer af påskeliljer og hyacinter. Ud over blomsternes dufte bragte den kulde med sig. Tommy tegnede otte fregner på kvindens næse, et skævt hår i mandens venstre øjenbryn. Billedet var perfekt, et stiliseret foto i sort og hvidt. Til venstre for ham landede en due på parkstien. Den så sig omkring i skæve ryk og bjærgede et stykke brød med et hug af sit næb. Den lettede og fløj mod syd. Han fulgte den med blikket indtil et lærketræ opslugte den, så tog han en flaske vand fra sin taske. Vandet var lunkent og smagte af plastik. Han drak, til tørsten var væk og hældte resten ud i græsset. Mens han pakkede sine tegneremedier sammen ringede Nokiaen i hans brystlomme. Det kunne enten være en journalist, en kunde eller Belmino Valsora, ejer af Galleri Centuno. Venner og familie havde han ingen af. Prisen for succes. (Løgner!) Den blå skærm viste Valsora. Ja? Tommy, min ven. Arbejde du hårdt i dag? Mappen er næsten fuld. Det er godt, det er godt. Jeg har flyttet udstilling frem til i overmorgen, så jeg skal bruge billeder i dag. Hvorfor helvede ringer du så først nu? Jeg kende dig, min ven; altid sent på den og manisk tre dage før. 2

3 Jo Du har jo billeder, siger du, hvorfor brokke dig? Fordi jeg hader, når du ringer så sent med tidsændringer. Jeg sælge dine billeder, gør jeg ikke? Så er der ikke noget at brokke sig over. Vel? Nu er det jo ikke fordi, jeg har brug for din biks til at sælge mine billeder. Vel? Sådan var det heller ikke ment. Jeg måske har en stor kunde til dig, men han kun interesseret i at se noget helt specielt. Og hvad er det? Det han ikke sige. Han ringe for et kvarter siden og sige, han møde dig til ferniseringen. Han sige, at du kende ham fra en fest for et par år siden? Jeg har været til mange fester, sagde Tommy og følte en sær uro i mellemgulvet. Hvorfor nu det? (Har du valgt?!) De underlige kunder var dem, der betalte mest. Det er også lige meget. Han sige, han har en stor tegnebog. Valsora brød forbindelsen. I det mobilen vendte tilbage til sin startskærm så Tommy, at der lå en uåbnet sms i indbakken. Den var sendt for mindre end et kvarter siden. Sendt af Mona. Jeg venter på dig. Endnu et koldt vindstød sukkede gennem parkens forårsnøgne træer. Tommy kneb øjnene sammen, mens den passerede. Mona stod stadig bag ham. Kan du undvære en femmer til De Tossedes Klub? * 3

4 Tommy lod Mona om at tildele drankeren et isnende blik og drejede til venstre op ad Gammel Munkegade. En cyklist kæmpede med bakken op til universiteter. I den anden retning trillede to kvinder af sted med hver deres barnevogn. Bag ham råbte drankeren: Borgerlige svin! Tommy stak begge fuck-fingre i vejret med budskabet vendt bagud. Det havde altid myldret med drankere i kvarteret omkring Gammel Munkegade, for af en eller anden uransagelig grund valgte de at sidde i skyggen af det gamle kloster en gade derfra. Halvvejs oppe ad bakken gjorde han holdt og betragtede 3. sals lejligheden på den anden side af gaden. For præcist fem år siden havde der brændt et grønt bloklys i højre vindue. Det havde været skævt af varmen fra radiatoren nedenunder. Flammen havde flakket i en trækvind. Hvorfor? kvækkede Tommy (Det ved du godt!) og skuttede sig mod et koldt vindstød, der ligesom Mølleparken duftende af forår. Han huskede, hvordan han den gang for fem år siden gik over gaden og ind i opgangen. Der lugtede af bacon, røræg og ristet brød. Hans mave rumlede og fik selskab af trappetrinenes vrangvillige knirk. Hver etage havde én dør udført i smukt forarbejdet mahogni med et messingskilt indlejret i træet over brevsprækken. Skiltet på tredje sal bar de fortryllende bogstaver, Mona Mørch. Han satte fingeren mod ringklokken. Tøvede. Hvad hvis Mona følte lige som han, at han havde svigtet hende? At en måned uden besøg eller opringning var for længe selv for et venskab som deres? Han funderede over spørgsmålet længe, og blev enig med sig selv om, at den eneste måde at få et svar var ved at ringe på og lade begivenhederne gå deres gang. Desuden havde han brug for at se hende for at få 4

5 afklaret, hvor han skulle sætte sit flueben ved aftenens valg. Han ringede på, og begyndte at tælle sekunder for at holde nerverne i skak. Tolv nåede han, så klikkede låsen og døren gik op. Trappeopgangens lys faldt på vidunderlige Mona. Hans mave holdt op med at rumle og forvandlede sig til et bundløst sug af længsel. Hej!, sagde Mona glædesstrålende. Hendes grønne øjne udførte en hurtig elevatorvurdering af ham, hvorefter de fæstede sig på hans. De efterlod ingen tvivl om, hvilket valg, de håbede, han traf. Jeg har lige sat te over, vil du have noget? Vildt gerne. Han fulgte hende ind i lejligheden og blev indhyllet i duften af hende parfume. Bagfra havde hun altid lignet en dreng, men det gjorde hun ikke mere. Den sidste måned havde givet hende en kvindes runde former. En storm af længsel sugede gennem ham, og han pressede læberne sammen for ikke at kalde hendes navn. Jeg har møbleret rundt siden sidst, sagde hun, da de trådte ind i stuen. Kan du se det? Hendes grønne sofa plejede at stå midt i stuen sammen med et plankebord, hun insisterede på at kalde sin bræddekasse. Nu stod de begge ved siden af stuens venstre vindue. På deres gamle plads lå et rundt tæppe i mellemøstlig mønstre. Jeg ved ikke rigtig, sagde Tommy med hovedet på skrå. Det er som om, du har flyttet mobilen fra den ene vindueskarm til den anden, eller også er det bonzaitræet, der har fået nyt domicil Mona stak ham en albue i siden og lo. Hvor er du dum, hvad synes du om det? Det ser godt ud. Helt ærligt. Godt, sagde hun. Jeg henter teen. 5

6 Hun vuggede ud i køkkenet. Tommy satte sig i sofaen. På bræddekassen lå en ipod og en lærebog i organisk kemi. Han bladrede tilfældigt op i den og sukkede vemodigt ved gensynet af en Greniere reaktion. Han kunne have drevet det langt som kemiker, han havde virkelig haft talent for det. Det havde bare aldrig fyldt ham med samme glæde og nydelse som det at tegne og male. Derfor havde han stræbt efter at vælge det fra. Og havde haft succes med det. Da Mona kom tilbage med to tekrus, kunne han se, at det ikke kun var hendes hofter, der havde fået mere form. Også hendes bryster var vokset, og kashmirblusen kurvede i en stram omfavnelse, der viste, at hun ikke bar bh. Han nedkæmpede trangen til at række frem og kærtegne hende. Han havde altid begæret hende. Og omvendt. De havde bekendt sig til hinanden på en score date, hvor de ikke havde haft heldet med sig, og promillerne var gået højt. De havde kysset, først blidt så heftigt, men var blevet enige om, at de var bange for at miste, hvad de allerede havde. Det perfekte venskab. De havde derfor givet hinanden et sidste kys og forsat med at tage på score dates sammen, hvor Mona fandt sig en fyr, Tommy en kvinde, altid one night ere, de bagefter kunne fortælle hinanden om. Lige siden havde de fortrudt deres valg. Mona stillede tekrusene på plankebordet og satte sig ved siden af Tommy. Har du travlt? spurgte han. Ja, for pokker, vi nærmer os jo eksamen. Det er rigtig ja, det er maj. Mona betragtede ham med et smil så skævt, at hendes ansigt lignede en klovnemaske. Du siger ikke, du har glemt hvilken måned, vi har? Tommy lo. Mona gjorde ham selskab. Et fornyet sug martrede hans mave, for dette var en af grundende til, at 6

7 han elskede hende: At hun lo med ham ikke af ham. Lidt travlt har man vel altid, sagde han. Så det er derfor, du ikke har kikket forbi? Jeg kom til at tage flere projekter ind, end jeg kunne overkomme, sagde han og krympede sig ved ikke at fortælle den fulde sandhed. Men hvordan fortalte han, at han havde undgået hende, fordi han ikke kunne udholde begæret, han følte i hendes nærvær? At han var bange for at miste hende? Er du gennem puklen? Jeg afleverede det sidste billede i går. Kommer du så til fest i aften? Hvor? Her. Jeg og Malene holder en abefest, der kommer en masse fra studiet, du kender. Det vil jeg vildt gerne, men jeg ved ikke, hvornår jeg kommer. Jeg har et møde klokken syv. En ny kunde? Var der et anstrøg af bitterhed i hendes stemme? Han affærdigede det som et udslag af dårlig samvittighed, for her sad han med løfter om at komme til hendes fest samtidig med, at han ikke var sikker på, at han ville holde det. Preben, sagde han. Åh ham, ja han er altså ikke velkommen. Jeg tror ikke, jeg kan være flink over for ham efter, han fik dig til at droppe både Uni og at tage på score dates sammen med mig. Hun lod blikket glide langsomt ned over ham og så ham derefter dybt i øjnene. Skynd dig herhen i aften, okay? Jeg venter på dig. Tommy forlod mindeland uden at vide, hvordan han stoppede tårestrømmen på sine kinder. * 7

8 En taxi smed ham af foran Galleri Centuno en time senere end de indbudte gæster. Valsoras idé. Lad dem forarges, min ven. Vi leve i en verden, hvor forargelse sælge bedre end medlidenhed. Galleriets halogenspots tegnede skarpt definerede lyskegler hen over Åboulevardens brolægning. Tommy tøvede ved kanten mellem lys og mørke og lukkede øjnene. Af en grund, han ikke kunne forklare, (Løgner!) havde han lidt af søvnløshed siden Valsoras opringning i Mølleparken. Han havde forsøgt sig med baldrianpiller, humleøl og vin, men uden effekt. Til sidst havde han drukket sig bevidstløs i Famous Grouse og var vågnet op på gulvet ved siden af sin seng i en pøl af opkast. Hvad skal jeg vælge? spurgte hans mund pludselig. Samtlige nakkehår rejste sig. Han pressede tommelfingrene mod sine lukkede øjne og virrede med hovedet, mens kalejdoskopiske farver dansede omkring. Fuck, jeg er træt, mumlede han og tvang blikket hen til galleriets vinduer. Gæsterne networkede med misundelsesværdig ihærdighed, kun en lille håndfuld betragtede de udstillede billeder. En af dem var Robert Mayer fra Stiftstidende. Han noterede i en sort notesbog, mens han nu og da nikkede eller rystede på hovedet. Tommy rettede på sin skjortekrave og gik hen til hoveddøren. En habitklædt tjener åbnede og bød indenfor med en fejende bevægelse af højre hånd. Galleriet stegte, gæsternes snak lagde sig smertefuldt i ørerne. En tjener vimsede forbi med et fad champagne. Tommy bemægtigede sig to glas. Champagnen var tør, sur og dyr. Han tømte det første glas i én mundfuld og stillede det fra sig på bakken igen, inden tjeneren nåede at gå videre. 8

9 (Se, hvad du siger nej til!) Hans blik gled hen over de potentielle kunder og blev indfanget af en kvinde sidst i trediverne. Hendes øjne var ualmindelige blå, næsten violette. Silkekjolen om hendes atletiske krop var formsyet på en gine og udskæringen så dyb, at kanten af en areola tittede frem, da hun trak vejret dybt. Hendes blik var intenst af lyst. En fugtig tungespids viste sig kort mellem højrøde læber. (Ser du det?!) Tommy vendte sig bort med en voldsomhed, så han var ved at snuble. Pludselig stod Valsora ved siden af ham og støttede hans skulder. Min ven! Godt du kom, min store kunde ringe for en halv time siden. Han se dig med det samme. (Har du valgt?) Tommy kastede et blik over skulderen og mødte Monas vinterblik. Det var fugtigt af skam og vrede, ganske som blikket på kvinden med de næsten violette øjne. Hvad nu, min ven? spurgte Valsora. Ikke noget, sagde Tommy og tømte champagneglasset, inden han rakte det til en tjener. Valsora greb hans albue og førte ham hen til døren ind til galleriets private afsnit. Han lyde som en sær fyr. Han kun ønske se dig, ikke mig. Jeg skulle åbne terrassedør, så han kunne komme ind den vej. Han sige, han meget sky, men sky kan få billeder stjålet, ja? Så jeg sige glem det. Så han sige, han have mange penge, en million kroner, så jeg tænke, okay, hvorfor ikke? Døren til galleriet gled i med et klik og reducerede gæsternes socialiseren til en dæmpet summen. Tommy sukkede. Valsora så sig over skulderen. Tough business, ja? sagde han. Lige til at lukke op og skide i. Valsora lo og bankede på døren til sit kontor. Tre hurtige 9

10 rap, der forblev ubesvaret. Han gav Tommy et undrende blik, bankede på igen stadig uden at få svar - og åbnede herefter døren. Kontoret henlå i mørke brudt af skæret fra fem bloklys på mahogniskænken overfor døren. Vinduerne og terrassedøren ud mod baggården lå skjult bag sorte velourgardiner, der sammen med bloklysenes flammer bølgede i en trækvind. Skygger dansede på væggene. Luften emmede af stearin og sod. Han bad om disse, hviskede Valsora og nikkede i retning af lysene. Nu jeg lade jer være alene. Han gav Tommys arm et kærligt klem og skubbede ham ind i kontoret. Tommys øjne havde allerede vænnet sig til den dunkle belysning. Han var alene. Hallo? kaldte han og lukkede døren. På den anden side klikkede Valsoras laksko mod parketgulvet i det han gik tilbage til galleriet. Tommy trådte længere ind i det tomme kontor og tog en dyb indånding. Ud over lysenes uddunstninger lugtede der kun af hans egen Jazz fra YSL. Velkommen til, sagde en stemme, og ud mellem velourgardinernes skygge gled en mand. Til Tommys forundring blev han ikke forskrækket, (Du vidste, han var der!) og han foldede ansigtet i sin professionelle maske. Mandens ansigt henlå i skygge, og kun øjnene var synlige som fugtige genspejlinger af bloklysenes dansende flammer. Stemmen virkede bekendt, (Ham! Det er Ham!) men intet navn gjorde sin entré i Tommys tanker. Han tilbagelagde den korte afstand mellem dem og rakte hånden frem. Tommy Straub, sagde han. Preben Lyngkvist, sagde manden og trådte ud af skyg- 10

11 gen, blågrå og plettet af skovmuld. * For anden gang den dag betragtede Tommy vinduerne, der indtil for fem år siden havde ladet solen og månen skinne ind i Monas lejlighed. Han huskede ikke, hvordan han var kommet derhen, men de glimtvise opvisninger på hans indre teater vidnede om, at det ikke var gået stille for sig. I ét glimt stormede han gennem Galleri Centuno. I et andet væltede han kvinden med de næsten violette øjne. I et tredje slog han Valsora i gulvet. Tredje sals vinduerne på vejens anden side henlå i mørke. Hans hoved summede. Et øjeblik virkede det som en god idé at lægge sig på fortovet og sove, (Du får mareridt!) men så virkede det alligevel ikke som det rette at gøre. Der kom bare en dranker forbi og tømte hans pung. Var det stodderen, han havde præsenteret langemand for, fik han et spark med i købet. Han gik i stedet over gaden og hen til hoveddøren. Den var ulåst, ganske som den havde været i al den tid, Mona havde boet der. Han vaklede ind, ikke helt sikker på hvorfor, (Du kan sove på trappen) hans tanker var for spredte af træthed til, at han kunne tænke klart. Med følelsen af at være tyve kilo tungere end i morges kæmpede han sig op til tredje sal, for det virkede som et godt sted at sove og mindes. På dørens messingskilt stod der Mona Mørck. Døren stod på klem. Hvad er nu det? mumlede han og skubbede døren op. På den anden side lå Monas lejlighed. Intet havde forandret sig i de forgangne år. Og han kunne dufte hende! Denne berusende duft af blomster, parfume og kvinde. Et øjeblik 11

12 virkede det som om, at lyttede han godt efter, ville lejligheden genlyde af hendes latter. Hendes stemme. Hendes florlette fodtrin. Han vaklede ind i forgangen og videre ind i stuen. Her stod Monas møbler fuldstændig som de havde gjort sidste gang han besøgte hende, med sofaen og bræddekassen ud til det ene vindue. På bræddekassen lå et aflangt etui af træ. (Har du valgt?) Tommy rystede på hovedet, for Mona havde aldrig haft sådan et etui. Det er også dit, sagde Preben og trådte ud af skyggen i det fjerneste hjørne. Et kort øjeblik truede et skrig med at tvinge sig ud af Tommys mund, men så blev han bevidst om, at den gamle kunstner hverken var blågrå eller plettet af skovens muld. Han var fuldstændig som han huskede ham: Rødmosset af for megen Pastis og med en halv centimeter klipning gennem sit sparsomme hår. Mit? Du husker intet før og efter denne nat, gør du? spurgte Preben og knipsede med fingrene. Musik, stemmer og latter bredte sig omkring dem, men ikke meget højere end et fjernt radioprogram. En kølig nattebrise strøg Tommys ankler. Tæt ved summede midtbyens trafik. Han kneb øjnene sammen og pressede to knoer ind i munden for ikke at skrige. Viste Monas fest sig i billeder, blev skriget til virkelighed. Jeg troede ellers, en maestro elskede livets levende billeder, sagde Preben. Festens lyde svandt bort, og stuen henlå atter som en helligdom af Mona dufte. Hvordan fandt du frem til hendes parfume? Tommy åbnede øjnene. Hans læremester og coach stod ved reolen med det slukkede Sony anlæg. Han tog en pæreformet flaske af grønt glas halvt fyldt med væske. Scorevan- 12

13 det havde Mona kaldt det. Hun havde haft en fast plads til det på håndvasken i badeværelset, aldrig i stuen. Hvad mener du? spurgte Tommy, men Preben var væk. Parfumeflasken stod atter ved siden af Sony anlægget. Selv bonzaitræet har du fundet en perfekt kopi af, sagde Preben. Han stod nu ved det højre vindue ud mod gaden. Det er en fantastisk memoteknik jeg lærte dig, ikk? Lejligheden er fuldstændig, som da Mona boede her, men jeg tænker, hvad har du egentlig gjort med soveværelset, det fik du jo aldrig set. Jeg jeg forstår ikke Preben sukkede og satte sig på hug på den anden side af bræddekassen. Med mesterlig kunnen indfangede han Tommys blik med sine intense, næste hypnotiske øjne, der havde fået Tommy til at følge hans råd hele vejen til toppen. En skovbille kravlede i kanten af højre øje. Hvad om vi snupper en række HV-spørgsmål? spurgte han. Tomme sagde intet. Gjorde intet. Preben så ikke ud til at lade sig mærke med det. Han favnede lejligheden ind med en cirkelbevægelse af begge arme og spurgte: Hvem bor her? Tommy åbnede munden for at svare Mona, men (Nej!) det var jo usandt, og han vidste ikke, hvad han i stedet skulle sige. Preben spurgte; Hvilket navn står der på de der? Han pegede på en stabel breve langs bræddekassens højre kant. De havde ikke ligget der for et øjeblik siden, Mona havde aldrig haft den slags rod. Med dirrende hænder tog Tommy det øverste brev, en rudekuvert fra TDC, og kikkede på den knitrende plastikrude. Tommy Straub, Gammel Munkegade 13, 2. 13

14 Brevet gled ud mellem hans fingre. Pludselig huskede han handlen, huskede hvordan han havde budt en vanvittig pris, da Monas lejlighed blev sat til salg for tre år siden. Huskede hvordan han møblerede den. Huskede de grådkvalte nætter, efter han var færdig, og Mona forsatte med at vandre tre skridt bag ham klædt i sit sommersmil og vinterblik. Åben valgæsken, sagde Preben og pegede på det aflange etui. Nærmest som i trance rakte Tommy frem og tog den, men tøvede så og spurgte: Hvad skal jeg vælge? Hvilke valg har du? Det ved du lige så godt som jeg, det var dig, der tvang mig til at skrive dem ned! Preben hævede øjenbrynene og betragtede Tommy i tavshed. Den pludselige bølge at raseri knækkede og trak sig tilbage. Fik mig til at skrive dem ned. Prebens øjenbryn hang stadig en centimeter over deres sædvanlige plads. Tommy sukkede. Coachede mig til det. Dit eget valg, altså? Ja. Og hvilke valg, valgte du at skrive ned? Kunst frem for begær, begær frem for kunst. Og hvad har du valgt for det kommende år? Du har vel ikke glemt, det er i aften du skal vælge? Tommy kneb øjnene sammen, og et indre tryk voksede frem og fyldte hans krop. Det hvinede for hans ører, han pressede hænderne mod tindingerne for at hindre sit hoved i at briste. Sådan sad han, indtil trykket lettede, og da han atter åbnede øjnene, var hans kinder våde, og savl plettede hans skjorte. Preben så på ham uden medfølelse. Hvad græder du for? spurgte han. 14

15 Jeg vil ikke være kunstner mere, det er så ensomt, men hvordan kommer jeg nogensinde til at føle begær igen? Jeg føler absolut intet, når en kvinde kikker på mig på den måde, jeg kan ikke en gang huske, hvordan en kvindekrop føles, hvordan man rører ved sådan én. Hvor trist, men det var dine egne valg. Fuck dig! hvæsede Tommy, og som fra enden af en lang tunnel ekkoede et smerteskrig. En firkantet grube tegnede sig i Prebens venstre tinding, højrød og plettet med hvidt. Preben fnøs og gik hen til døren ud til fordelingsgangen. Så formuler selv et valg, sagde han uden at vende sig. Og nu du er i gang så prøv at tage ansvar for det. Han forsvandt ud i gangen. Tommy åbnede munden for at råbe, at han ikke vidste, hvad han skulle vælge, (Du kan godt selv!) men gjorde det ikke. Han fornemmede Mona bag sig. For første gang, siden hun begyndte at følge ham, turde han ikke se på hende. Jeg savner dig, kvækkede han. Hvorfor valgte du mig så fra? spurgte hun tæt ved hans øre. Han spjættede. Dette var første gang i fem år, hun talte til ham, første gang hun trådte nærmere end tre skridt. Jeg var bange for at miste dig, stammede ham. Lige som den gang, hvor vi fortalte, at vi ville have hinanden, men var bange for, at når vi vågnede næste morgen, ville vi være mere skrøbelige. At vi skulle til at passe på med, hvad vi sagde og gjorde. Hvad, hvis du kunne vælge om? Jeg vil gøre alt for at være sammen med dig igen. Alt? Ja. Monas vinterblik forvandlede sig til sommer, og varmen bragte det første smil til Tommys læber i fem år. Hun rakte 15

16 ind over hans skulder. Det var en kamp ikke at gribe hendes hånd og trykke et kys mod dens silkehud. Hun tog det lille etui og åbnede. Øverst lå et sammenfoldet stykke Conqueror med stribede vandmærker, underneden en Mont Blanc fyldepen. Hun foldede papiret ud og lagde det på Tommys lår. Prebens to sætninger var skrevet i skråskrift: Talent frem for begær. Begær frem for talent. Ud for øverste sætning var sat fem flueben. Hvilken ekstase det første havde bragt. Det havde været en erklæring om begyndelsen på det fantastiske kunstnerliv, han så brændende havde ønsket sig, og i begyndelsen havde det været fantastisk. Men så var længslen kommet, afsavnet, begæret efter Mona. Og så var du væk, hviskede han. Monas smil var vidunderligt varmt. Hun skuede låget af fyldepennen og duften af kashmirblusen og hendes parfume bredte sig. Vil du lade mig vælge denne gang? spurgte hun. Ja. Varmen mod hans nakke voksede sig uendelig stor. Mona satte fyldepennen mod papiret og skrev: At give slip. Hun rakte ham pennen, og han satte et flueben ud for hendes sætning. Så kom med, sagde hun og gik rundt om sofaen og hen til døren ud til fordelingsgangen. Han fulgte efter. De forlod lejligheden og gik ned på gaden. Hun var hele tiden tre skridt foran. Et øjeblik frygtede han, at han aldrig ville nå hende, men så stoppede hun ved vejkanten og vendte sig mod ham med hånden strakt frem. Han greb hendes varme fingre. Kom, sagde hun, og de gik over vejen. Se op på lejligheden sådan som du gjorde for fem år siden. 16

17 Han fulgte hendes bud, og minderne brusede ind over ham. Omkring tyve mennesker dansede i stuen til hurtige rytmer. Mona stod i køkkenet med en fyr. I den ene hånd holdt hun et glas rødvin, den anden støttede hun mod vindueskarmen. De stod tæt sammen, men ikke magisk tæt. En gæst i stuen råbte, fyren vendte sig og råbte et svar tilbage. Mona kikkede ud ad vinduet, og Tommy mødte hendes blik. Hendes ansigt blændede op i det smukkeste smil, og hun vinkede, at han skulle komme op. Tommys blik sløredes. Hans møde med Preben var gået som forventet - som frygtet! - for den gamle kunstner havde talt dunder, havde påpeget Tommys unikke talent, vist ham en perlerække af dokumentation for hans anerkendte resultater. Preben havde fået ham til at vælge endnu et år med fokus på kunsten, endnu et år uden kvinder. Men, havde han sagt, så vil du også være i verdensklasse, og det vil sidde på rygraden. Så kan du lade pikken styre igen. Tommy blinkede tårerne tilbage. Mona vinkede stadig, men hendes smil var mindre. Han rystede på hovedet, og smilet forsvandt, som havde det aldrig eksisteret. Han pegede på sit ur. Mona snurrede omkring og forsvandt af syne. Kort efter gik døren til trappeopgangen op, og hun gik målrettet over gaden. Hendes smil var sommervarmt, men sammen med vinterkulden i de grønne øjne, var det et frygteligt smil. Jeg bliver nødt til at vide det, sagde hun. Vil du have mig? Ja eller nej! Alt i Tommy skreg, at han skulle svigte løftet til Preben og sig selv, skreg at han skulle sige ja. Ja! Kulden i Monas blik svandt ind og efterlod et forår, han var i stand til at bringe ind i sommeren med et enkelt ord. Han åbnede munden for at sige ja, men ordet, dette lille ord af forløsende glæde, satte sig fast, og han mærkede i stedet sit hoved ryste fra 17

18 side til side. Hendes øjne forvandlede sig til den koldeste vinter, mens smilet om hendes mund forblev kruset i sommerens varme. Fucking narrepik, sagde hun og trådte væk fra ham. Taxaen ramte hende med et brag. Undskyld, kvækkede Tommy og forlod mindeland. Mona klemte hans hånd og plantede et fugtigt kys i kanten af hans mund. Skynd dig, sagde hun og lod blikket glide ned over hans krop. Jeg venter på dig. 18