Udvalgt. Den sidste vindrytter. Første del af. af Nick Clausen, Tellerup, (læseprøve)

Transkript

1 Udvalgt Første del af Den sidste vindrytter af Nick Clausen, Tellerup, 2012 (læseprøve) 1

2 Kian var ikke som andre unge. Tanken var første gang dukket op for omkring et par år siden. Bevidst, i hvert fald. Men måske havde han i virkeligheden altid haft det på fornemmelsen. Følelsen af at være ment for noget andet, noget større, havde altid ligget i ham. Fornemmelsen af at han spildte sin tid. At han ikke passede ind. Ikke kun i skolen hvor han engang gik, eller byen hvor han boede, eller samfundet som han ifølge folkeregisteret var en del af. Men overalt. Efterhånden var det vokset fra en følelse til en tro. Og fra en tro til en sandhed. Nu var han ikke længere i tvivl. Der var sket en fejltagelse i skæbnens planer, og af en eller anden grund var han ude af stand til at opnå hvad det var meningen han skulle opnå. Blive til den han burde være. Han anede ikke hvad det var han skulle, men følelsen hang hos ham hele døgnet, selv når han sov. Den var blevet en lige så naturlig del af ham som hans skygge. Han følte sig altid rastløs og uden mål. Der var ikke rigtig noget der hang sammen, ingenting der virkelig havde betydning. Der var intet han hellere ville end at finde ud af hvorfor tingene var som de var, og hvad han kunne gøre for at rette op på det. Kian vidste ikke at det han ventede så længselsfuldt på lå lige rundt om hjørnet. For de fleste andre mennesker var det sikkert en ganske ordinær fredag, men for Kian blev det på mange måder den sidste dag i hans liv. 2

3 Første del Udvalgt 3

4 KAPITEL 1 Malplaceret BLI-BLIIP... BLI-BLIIP... BLI-BLIIP Kian rakte ud efter mobilen og fandt den i vindueskarmen, præcis samme sted som den lå hver morgen. Han slog alarmen fra. Lyden havde trukket ham ud af en underlig, tavs drøm, og han lå et øjeblik og forsøgte at genkalde sig billederne. En høj bjergspids. Mørke skyer. Og ansigtet af en pige som han ikke kendte. Hendes hår var hvidt og bølget, og på hendes kind sad der et lille modersmærke. De brune øjne udstrålede sorg så dyb at det havde givet ham en tom fornemmelse i maven, som først nu langsomt fortog sig. Blikket var nærmest bedende, og hendes tynde læber havde bevæget sig, som om hun forsøgte at sige noget til ham. Det var længe siden han havde drømt. Måneder. Kian åbnede øjnene. Selvom klokken kun var 6:30, var solen ved at stå op, og det spæde lys faldt ind igennem persiennerne. Lejligheden var tavs. Udenfor sang fuglene ihærdigt, og morgentrafikken var så småt begyndt. Han sukkede dybt. Han var træt. Havde lyst til at sove videre. Havde ikke nogen god grund til at stå op. Men egentlig havde han heller ingen grund til at blive liggende. Ingen af de to valg ville føre ham til noget. Men hvis han stod op nu, ville han slippe for brok fra chefen... og undgå at støde på faren. To små bonusser, der som sædvanlig afgjorde sagen. Med et gab svingede han benene ud på gulvet. Kom i tøjet. Tjekkede rutinepræget at stenen var i bukselommen. Han traskede ud på badeværelset som flød med vasketøj og håndklæder. Ind over toilettet lå farens mørkeblå arbejdstøj smidt. Kian fejede det på gulvet, slog brættet op og forrettede sin nødtørft. Derefter luntede han ud i køkkenet, hvor de obligatoriske dynger af opvask hobede sig op. Farens tallerken fra aftensmaden i går stod stadig på hans plads, med bestik og glas og madrester. Kian rynkede på næsen og tog rent service fra opvaskemaskinen som næsten aldrig blev tømt. Han opdagede først at de ikke havde mere mælk efter han havde hældt havregryn op. Han kunne have lavet havregrød hvis mikroovnen havde virket, men siden faren i en halvbrandert havde banket en hånd ind i lågen og lavet en flænge i 4

5 ruden, fordi»det infame bras ikke gad poppe alle popcornene i posen«, ville ovnen ikke starte. Han sukkede og gav sig til at lede efter noget andet spiseligt. Det bedste bud blev en stump franskbrød som var hård og indtørret. Kian spiste halvdelen og skyllede efter med vand. Ikke særlig spændende, men hvorfor skulle det også være dét? Det var jo bare mad. Brændstof, så han kunne klare sig igennem endnu en dag. Efter en tandbørstning gik han ud i entreen og trak i skoene. Da han kom forbi den lukkede dør, kunne han høre faren snorke højlydt derindefra. Kian forlod lejligheden, smuttede ned ad trappen og ud i gården. Det så ud til at blive en smuk efterårsdag. Fuglesang, solskin, lyseblå himmel. Duggen lå stadig på græs og hække, hvis blade glimtede i rødgule nuancer. Kian var nu ligeglad, og han bemærkede ingen af tingene. Han trak cyklen ud ad skuret, kom i sadlen og rullede ned ad vejen, som han gjorde det hver morgen. Fire timer senere stod Kian og hang ind over disken i den grisefarvede skjorte som efter chefens påbud var proppet ned i bukserne. Tankstationen lå i udkanten af byen, og denne fredag formiddag kom der højst tre kunder i timen. Igennem vinduerne var der udsigt til forpladsen med standerne og hovedvejen bagved, hvor trafikken gled dovent forbi. Men Kians blik var tomt og rettet ned i linoleumsgulvet. Solen skinnede og gjorde septemberdagen lun. I loftet summede ventilatoren og ud fra højttalerne strømmede tonerne fra en af tidens intetsigende popsange. Det var startet som en weekendtjans, men da hans chef en pletsvedende, kæderygende mad i 50'erne manglede en afløser efter hans fastansatte sagde op, var Kian gået med til at komme op på 37 timer, plus hver anden weekend. Hvorfor ikke? Han spildte tiden præcis lige så meget når han daskede rundt hjemme på værelset, som når han stod her og tastede tilfældige tal ind på kasseapparatet for at slå tiden ihjel. Her fik han i det mindste i en smule penge for at være. Penge, han ikke havde noget at bruge til. Faren havde indtrængende forsøgt at få ham til at begynde på gymnasiet. Han havde råbt og skreget, men Kian havde bare rystet på hovedet. Hvad var ideen i at tage en uddannelse, når han ikke vidste hvilken? Faren kunne skabe sig lige så tosset han gad. Kian var ligeglad. Han ville alligevel blive sparket ud dagen efter han fyldte 18, hvad end han parerede ordrer 5

6 eller ej. En lyshåret pige på en cykel rullede ind på pladsen uden for vinduerne og tog holdt. Kian genkendte hende, og fulgte hende med øjnene, men fortrak ikke en mine. Ikke engang da glasdøren skød til side og lukkede kunden ind i butikkens lumre atmosfære med en lille melodi. Pigen, Sanne, strøg fraværende en lok hår væk fra panden og styrede målrettet imod hylderne med tyggegummi. Hun valgte en rød pakke og kom op til disken. Da hun så ham, klarede hun op i et forbløffet udtryk. "Hej, Kian! Jeg så slet ikke det var dig " "Hej," sagde Kian og bippede pakken som hun lagde på disken. "Står du her helt alene?" "Ja." Sanne smilede genert. "Må du godt dét?" Kian trak på skuldrene. "Jeg kender ikke reglerne. Det bliver 30." "Nåh..." Hun rakte ham en seddel, og nu blev hendes smil bebrejdende. "Hvorfor var du ikke med ovre hos Frida i lørdags? Hun sagde hun havde inviteret dig." "Jeg kunne desværre ikke," sagde han og forsøgte at lyde beklagende. Det var ikke en løgn. Han havde ikke haft andre planer, men han kunne simpelthen ikke overtale sig selv til at tage med til en fest som den hos Frida. Hans liv var formålsløst nok i forvejen. At tilsætte alkohol, passiv rygning, tømmermænd, øredøvende larm og falske sociale bekendtskaber ville være at føje spot til skade. Han vidste ikke hvad hans mening med livet var ikke endnu, i det mindste men han var overbevist om at den ikke befandt sig på bunden af en flaske vodka med sodavandssmag eller under blusen på en jævnaldrende pige. "Hmm, det var ærgerligt," sagde pigen mut. Det slog ham at Sanne var den første fra klassen han havde talt med siden afslutningsfesten. Udover Maya, naturligvis. "Ja," sagde Kian, åbnede kassen og fandt byttepengene. "Har du lyst til at komme med i aften?" prøvede Sanne forsigtigt, da hun tog imod mønterne. "Jeg holder min 17-års, og næsten alle fra klassen kommer." Hun skyndte sig at komme hans undskyldning i forvejen: "Hvis du skal op på arbejde i morgen behøver det ikke blive særlig sent." Kian betragtede hende. Hun var utrolig køn. Øjnene var vandblå og indrammet af en diskret mascara. Han kunne fornemme aromaen fra hendes 6

7 parfume, og han mærkede et fjernt stik af tiltrækning. Men en mur af ligegyldighed stod altid imellem ham og resten af verden. "Det kan godt være jeg kigger forbi," sagde han og præsterede et lille smil. Han havde det ikke godt med at lyve, men han ville heller ikke være ubehagelig over for Sanne når hun åbenlyst rakte en hånd frem. At han følte sig formålsløs betød ikke at hans intuition ikke virkede. Han var som regel aldrig i tvivl om hvor han havde folk om han kunne stole på dem eller hvad deres hensigter var. Og pigen her var trods alt oprigtig. Hvorfor i alverden hans klassekammerater siden børnehaven nu efter ti år stadig forsøgte at få ham med i fællesskabet, begreb han ikke. "Okay," smilede hun og bakkede imens hun fastholdt hans blik. "Jeg håber vi ses." Sanne skulle lige til at vende sig, men kom så i tanker om noget. "For resten, jeg jeg så Ronni forleden. Han lod som om han ikke så mig. Jeg synes altså det var fedt at du du ved." Kian smilede tomt og nikkede. "Hej, hej." Hun forlod butikken. Kian lænede sig ind over disken, rettede blikket ned i gulvet og fortsatte med at slå tiden ihjel. I samme øjeblik Kian satte nøglen i hoveddøren, blev han klar over at den ikke var låst. Han tjekkede sit armbåndsur. Klokken var 17:43. Faren havde altså ikke haft aftenvagt. Kian åbnede, trådte ind i forgangen og fornemmede straks den sødmefulde lugt af olie. Da han kom ud i køkkenet stod frituregryden åben og tændt på bordet. I vasken lå der tomme poser fra pomfritter og kyllingelår. Farens specialitet. Kian slukkede på kontakten og gik over til åbningen ind til stuen. I sofaen sad faren i undertøj. Han havde smidt benene tværs over sofabordet en forseelse han flere gange havde skældt Kian ud for og var i færd med at rense tænder med en gaffel. På bordet stod en fedtet tallerken, en ketchupflaske uden låg, fire dåseøl og et utal af forsømte pomfritter. Faren fjernede ikke blikket fra tv'et, selvom han måtte have opdaget Kian. "Har du lavet nok til jeg kan få noget?" spurgte Kian. Han kendte selvfølgelig allerede svaret. Faren drejede hovedet og gloede på ham, som om Kian var en Bibelsælger der havde fundet hoveddøren ulåst og nu var troppet op i hans dagligstue for at fortælle 7

8 om frelseren Jesus Kristus. "Gu' har jeg da ej. Du skal ikke forvente jeg gider varte dig op når du går og kyler rundt med mine ting." Kian anede ikke hvad faren snakkede om, og han var også komplet ligeglad. Måske var han heldig at faren havde taget en liter mælk med hjem hvis han overhovedet havde været uden for døren i dag. Han gik over i køkkenet for at tjekke om han kunne få en portion havregryn. "Du skal ikke bare skride når jeg taler til dig!" råbte faren inde fra stuen. Kian gabte og åbnede køleskabet. Det var lige så tomt som det plejede at være. På nær grønsagsskuffen, som nu rummede weekendens forsyning af dåseøl. Valget lod til at stå imellem en tube remoulade eller et halvt glas rødbeder. Han sukkede og gned sig i nakken. I det samme dukkede faren op i åbningen bag ham. "Hvad fanden bilder du dig egentlig ind?" Kian vendte sig og så udtryksløst på ham. Det var en af de dårlige dage. Han havde sanset det lige siden han åbnede hoveddøren, men nu var han ikke længere i tvivl. Han orkede ikke at skulle skændes med faren. "Ingenting," sagde han bare. "Hvad får dig så til at tro at du bare kan smide mit arbejdstøj på gulvet, hvor det bliver støvet og krøllet?" Det gik op for Kian hvad faren var vred over. "Nåh, er det bare dét?" mumlede han. Faren skød brynene i vejret. "»Bare det«? Hvad helvede er det for en respektløs holdning? Hvad ville du have gjort hvis jeg skulle på arbejde i dag?" Kian trak på skuldrene og håbede han så mere brødebetynget ud end han følte sig, for farens arbejdstøj ragede ham ærlig talt langsomt. Det havde allerede været både krøllet og snavset inden han skubbede det på gulvet. Hvis det havde været Kians tøj der lå i vejen ville faren have gjort præcis det samme. Han begyndte at gå over mod gangen. Faren stillede sig i vejen og plantede trodsigt hænderne i siderne. "Du går ikke nogen steder imens jeg taler til dig." Kian standsede op og sukkede. Han kunne tydeligt lugte øllet i farens ånde. Han mærkede irritationen spire, men han bekæmpede den. Han var sulten og trængte bare til at slappe af. "Jeg vil have en undskyldning og en forklaring," forlangte faren. "Jeg skulle jo bruge toilettet," svarede Kian ærligt. "Hvad skulle jeg gøre? Pisse på dit tøj?" 8

9 Farens øjne blev først store, men så kneb han dem sammen. "Du skal ikke begynde at blive flabet, er du med? Det tøj lå der fordi det skulle vaskes, og jeg forventer " "Har du ikke en vasketøjskurv?" afbrød Kian roligt. Inden faren kunne nå at svare, fortsatte han: "Og når det skulle til vask, kunne du jo alligevel ikke have brugt det hvis du skulle på arbejde." Faren rynkede på næsen. En irriterende vane han havde, når han var vred og tænkte sig om. "Det er ikke pointen! Pointen er at jeg kræver du behandler mine ting med respekt!" Kian nikkede og sagde mekanisk: "Okay, det skal jeg nok. Han gik uden om faren, men blev grebet i armen. "Jeg har stadig ikke hørt den undskyldning!" "Slip mig," snerrede Kian og gjorde sig fri med et ryk der blev voldsommere end han havde planlagt. "Lad være med at røre mig." Faren gloede rasende på ham. "Du skal ikke tale sådan til mig, forbistrede møgunge!" Kian fnøs. "Men du må gerne tale sådan til mig?" "Hold op med at svare igen!" brølede faren og pegede på ham. "Her går jeg og slider min røv i laser for at du kan få tag over hovedet og tøj på kroppen og mad på bordet, og så skal jeg finde mig i den opførsel?!" "Jeg tjener mine egne penge," sagde Kian afmålt uden at undvige farens anklagende blik. "Jeg køber det meste af min mad selv, for her er jo aldrig noget spiseligt. Betaler jeg dig måske ikke for at bo her? Og hvornår har du sidst givet mig penge til tøj? Da jeg stadig gik med ble? Lad være med at komme med dit duskylder-mig-taknemligheds-pis, for jeg skylder dig ikke en skid." Faren var en høj mand, næsten et hoved højere end Kian. Men han var ranglet og havde i løbet af de sidste år anlagt en betragtelig ølmave og en tilsvarende usund kondition. Kian var kun 16, men han var adræt og lynhurtig. Han havde ikke tænkt sig at slå tilbage hvis faren langede ud efter ham men han havde heller ikke tænkt sig at blive ramt. Faren havde dog aldrig forsøgt sig med fysiske argumenter selvom han ved enkelte lejligheder havde set yderst fristet ud og gjorde heller ingen mine til det nu. I stedet hvæsede han: "Det var dråben. Forsvind fra mit hjem." Kian rystede på hovedet, ikke fordi han nægtede, men af foragt for faren. "Med fornøjelse." Han gik ud i entreen og trak skoene på igen. 9

10 Pludselig stod faren i døren. "Giv mig din nøgle," forlangte han. Kian og faren fastholdt hinandens blikke et langt øjeblik i den lille, rodede forgang. Der var to meter imellem dem. Farens øjne var hårde og kolde, og Kian kunne se at han ikke var så beruset som han først havde troet. Han stak en hånd i lommen, fiskede sit sparsomme nøglebundt op og trak med en hurtig bevægelse hoveddørsnøglen fri. Faren rakte hånden frem med håndfladen opad. Kian lagde nøglen på bryggersbordet uden at slippe farens blik. En nerve sitrede i farens mundvig. Kian åbnede døren og trådte ud i trappeopgangen. Han vendte sig en sidste gang imod sin far og sagde med en følelsesforladt stemme: "Ring når du fortryder." Så lukkede han døren. 10

11 KAPITEL 2 Maya Kian trak cyklen med sig ned i gågaden og købte en pizza og en cola som han hurtigt satte til livs. Bagefter rettede han kursen imod Tulipanvej. Klokken var halv syv da han stod ud for nummer 34; et nydeligt villahus med en velholdt forhave og en sølvskinnende stationcar i indkørslen. Boligkvarteret lå fredeligt hen i den lune, summende aftenluft som duftede svagt af grill og syrener. Et sted lød et par grinende børnestemmer, og en hund gøede fornøjet. Kian gik ind til hoveddøren, så et øjeblik på messingskiltet der sagde HANSEN med snørklede bogstaver, og bankede så på. Der gik nogle sekunder før han hørte skridt derindefra. Maya smilede da hun åbnede. Hun havde en hvid top på, som fremhævede hendes solbrune hud, og en nederdel sad tæt om den slanke talje. Mayas far var halvt vietnameser, og det kunne fornemmes i Maya og hendes lillesøster på deres let skrånende øjne og små, flade næser. Måske var det fordi Kian havde den synkende sol i ryggen, men hendes øjne funklede i en helt utrolig glasgrøn farve denne aften. "Du er den eneste der ikke bruger klokken," sagde hun. "Og du banker altid kun to gange. Jeg er aldrig i tvivl om at det er dig." "Du er da heller ikke til at narre," smilede han, og for første gang i dagevis var smilet ægte. "Det er dejligt at se dig." "I lige måde." De omfavnede hinanden, og Kian trykkede hende ind til sig, nød duften af hendes mørkblonde hår og fornemmelsen af hendes hænder om hans nakke. "Jeg er alene hjemme," sagde Maya og slap ham. "De gamle tog på motorcykelferie her til morgen." "Nå ja. Så du og Miriam bor alene i weekenden?" "Miriam er hos mormor. Jeg har huset helt for mig selv." "Skønt. Tror du jeg kan sove her i nat?" "Selvfølgelig." Maya lagde armene over kors. "Har han smidt dig på gaden igen?" "Jeps." "Jeg synes det bliver oftere og oftere." 11

12 Kian trak på den ene skulder. "Han er nok på vej ind i en midtvejskrise." "Eller også er det dig der er en uregerlig teenager," foreslog Maya. "Nu begynder du ikke også," sukkede Kian med et smil. Maya gjorde plads. "Kom hellere ind før der kommer alt for mange myg med. Har du spist?" Solen var krøbet ned bag parkens træer da de satte sig på en bænk. Søens åkandefyldte overflade spejlede den mørkeblå himmel, imens omgivelserne langsomt blev indhyllet i fløjlsbløde skygger. Dagens sidste rest af varme ville snart fordufte. Kian betragtede en stær som hoppede hen over græsset i jagten på orme eller brødkrummer. Han tænkte over hvor let fugle havde det. Æde, bygge rede, udruge unger, og starte forfra. De behøvede slet ikke at fundere over hvad de skulle med livet. Det var bestemt på forhånd, og de kunne... "... nogen hjemme?" Kian kiggede på Maya. Hun smilede. "Du er mere fjern end du plejer at være." "Sorry. Hvad sagde du?" "Jeg spurgte om du kan lide isen?" Kian kiggede på kræmmerhuset i sin hånd som om han havde glemt alt om det. "Den er okay." "Jeg elsker bare abrikos," sagde Maya og bed af isen. "Hvad er din yndlings?" "Det ved jeg ikke." Kian havde aldrig rigtig forstået begreber som yndlings eller 'favorit'. "Det må du da vide. Er der ikke en smag du bedre kan lide end de andre?" "Næh." "Du valgte da vanille?" "Ja. Det var den første på skiltet." Hun fnes. "Du er håbløs." "Sådan er det at være mig." Maya sukkede. "Det var altså ikke for at træde i det " Kian tog en sidste bid af kræmmerhuset og smed resten i skraldespanden. Han havde egentlig ikke haft lyst til den. Der var stille lidt imellem dem. "Hvad tænker du på?" spurgte Maya forsigtigt. "Bare det sædvanlige." Han lænede sig tilbage og stak hænderne i 12

13 jakkelommerne. "At aktiekurserne er på vej ned. At meteorologerne varsler en mild vinter i år. At jeg ikke aner hvad jeg skal med mit liv." Han sendte hende et bittert smil. "Nok mest det sidste." Maya smilede overbærende. "Det er blevet værre på det sidste, er det ikke? Han nikkede. Hvem ved den slags med sikkerhed? prøvede hun at opmuntre. Se på mig. Jeg satser på at det skal være noget med økonomi, men det kan jo være jeg ændrer mening inden jeg er færdig med handelsskolen " Nu var det Kians tur til at sukke. "Det er sødt af dig, men du ved jo godt det ikke er det samme." "Hold nu op. Alle unge er vel i tvivl om hvilken retning de skal vælge." "Jamen... det er ikke et spørgsmål om uddannelse eller karriere." "Hvad så?" "Det er et spørgsmål om identitet. Og vær nu sød ikke at sige at det er normalt at gå igennem den slags vanskeligheder i teenageårene. Det er noget andet med mig." Maya så en anelse kritisk ud. "Undskyld mig, men hvad er det egentlig helt præcis der gør dig så speciel?" "Hvis bare jeg vidste det," svarede Kian. Han kradsede sig i det korte hår. "Jeg ved godt hvor arrogant jeg lyder." "Godt, så behøver jeg ikke fortælle dig det. Hun lagde en hånd på hans arm. "Det var ikke sådan ment. Det lyder bare som om du hellere ville være et helt andet sted, have et helt andet liv. Som om tingene ikke er gode nok her. Som om jeg ikke " Hun gik i stå. Kian drejede hovedet og kiggede ind i de bleggrønne øjne. "Du er mit eneste lyspunkt. Det ved du da." Maya slog blikket ned og rødmede. Hun blev nemt forlegen, og det var en af de små ting ved hende som kunne få ham til at smile. Men lige nu havde han ikke rigtig lyst. "Jeg føler mig ikke for god til verden omkring mig," fortsatte Kian. "Jeg ser heller ikke ned på andre, bare fordi de er tilfredse med deres tilværelser. Jeg misunder dem." "Tror du ikke det kunne hjælpe hvis du fandt noget at gå op i?" prøvede Maya. "Noget at brænde for?" "Det er netop problemet," svarede Kian. "Jeg brænder ikke for noget." Han 13

14 lænede sig frem og hvilede albuerne på knæene. "Det er sikkert svært at forstå, men... alle de ting der gerne skulle komme automatisk... holdninger, interesser, fremtidsdrømme... dem har jeg ikke. Jeg kender åbenbart ikke mig selv." "Jeg tror jeg forstår dig," sagde Maya efter nogle sekunders tænkepause. "Hvor må det være trist." "Gid det var," mumlede Kian. "'Trist' ville være en dejlig forandring. Men intet er trist. Og intet er godt." Han slog ud med armene. "Alting er ligegyldigt. Har du nogen sinde oplevet mig virkelig glad? Eller rigtig ked af det? Afsindigt vred? Jaloux? Bange?" Maya studerede ham imens hun tænkte tilbage. "Ikke rigtig." Kian rystede på hovedet. "Jeg er bare ligeglad. Hele tiden ligeglad." De sad lidt i tavshed. "Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe dig," sagde Maya så, og lød oprigtig frustreret på hans vegne. Kian tog hendes hånd og smilede på trods af en tung fornemmelse i maven fornemmelsen som han altid fik når han forsøgte at se indad. "Det gør du allerede." Hun rykkede ind til ham og hvilede kinden imod hans skulder. Gav hans hånd et klem og sukkede stille. "Ikke så meget som jeg kunne... hvis du bare lod mig." Kian lukkede øjnene. Han ville ønske han kunne. Det ville han virkelig. Men han kunne ikke lukke hende ind. Ikke når der kun var tomhed derinde. Da Kian åbnede øjnene var der helt stille i rummet. Det eneste lys kom ind gennem de tynde gardiner fra gadelampen udenfor. Maya lå på siden med ryggen til ham, og han havde armen omkring hendes liv. Han behøvede ikke at se på klokken for at vide at den var 1. Det var tid. Hans krop var klar. Han rejste sig forsigtigt og gik over til klædeskabet. På nederste hylde var hans træningstøj. Desuden havde han også en tandbørste og et håndklæde. Farens flip varede som regel et par dage. Nogen gange ringede han og mumlede at Kian»bare kunne spise med i aften, hvis han havde lyst.«nogen gange kom han tilbage af sig selv, og så lod faren som om ingenting var sket. Kian bar aldrig nag, for han havde det fint med at bo hos Maya og hendes forældre havde heller ikke noget imod at han var der så han kom altid hjem igen. 14

15 Men han havde på fornemmelsen at denne gang var den slemmeste hidtil. Han havde aldrig afleveret sin nøgle før. Hvis det betød han måtte flytte hjemmefra, så var det sådan det blev. Kian gad ikke tænke mere over det. Han tog tøjet og løbeskoene med ud i entreen og trak i det. Han fandt ekstranøglen i skabet og låste døren efter sig. Natten var dunkel og fugtigkølig. Himlen var overstrøet med stjerner i tusindvis og stilheden i byen var næsten fuldkommen. Den første kilometer luntede han for at varme benene op. Musklerne arbejdede smidigt og uhindret, og hans såler slap asfalten så let som ingenting. Tempoet steg nærmest af sig selv, og snart fløj han af sted igennem byen. Pulsen arbejdede støt og roligt, vejrtrækningen kørte lydløst og en let, frisk sved sprang frem på hans hud under tøjet. Han holdt ruten på omkring 12 kilometer. Mere var ikke nødvendigt. Det tog ham tre kvarter. Han foretrak når det var mørkt og næsten mennesketomt. Maya kendte selvfølgelig til hans rutine, så hvis hun vågnede imens han var væk, blev hun ikke urolig. En dunkende rytme fra fjern dansemusik nåede hans ører, og han svingede ned ad en sidegade. Fra et af husene strømmede lys og musik ud, og Kian kom i tanker om Sanne. Han sænkede farten til gang og standsede helt op ud for huset. Igennem vinduerne kunne han se unge mennesker der begejstret hoppede rundt til musikken, forsøgte at tale sammen, drak, grinede eller flere af tingene på én gang. Han genkendte de fleste af dem. Kian løb videre uden så meget som at overveje at gå ind. Han havde kun et minimum af engagement i sit liv, og nærmest intet havde betydning for ham. Men løbeturen om natten indeholdt alligevel et glimt af mening. Han følte at han burde holde sig i form. Holde sig klar. 15

16 KAPITEL 3 Baldragur Lørdag startede som hundrede andre dage for Kian med den undtagelse at han vågnede hos Maya. Hun havde naturligvis fri, så hun blev liggende i sengen da Kian stod op og cyklede på arbejde. Da klokken rundede 9, stod Kian på sin plads bag disken og glanede tomt ud på de passerende biler, hvis ejere havde et formål med deres liv. Da klokken rundede 9:15, skete der noget usædvanligt. Melodien lød, og skydedørene gled op. Kian rettede sig op og så en høj, ældre mand komme ind i butikken. Han havde ikke set ham gå forbi vinduerne, hvilket måtte betyde at han var kommet den anden vej fra. Men på dén side af tankstationen var der kun hovedvejen, og bagved var der marker. Manden kom op mod kassen. Kian studsede over flere ting på én gang. Først og fremmest at manden næsten helt sikkert var udlænding. Men Kian kunne ikke bedømme hvor han kom fra. Hans hud havde en gyldenbrun, næsten bronzeagtig glød, og hans rodede, halvlange hår var askehvidt. Han var klædt i hvad der mindede om overdelen til en karate-gi. Den var mørkeblå med tynde, snørklede røde mønstre hen over brystet, blev holdt sammen med et rødt stofbælte, havde fire-fem lommer, lidt for lange ærmer og en stor hætte. Bukserne var slidte og brune og havde endnu flere lommer. Hans støvler så næsten hjemmelavede ud; de bestod af groft skind som var snøret på plads med læderstropper. Ansigtet var vejrbidt og mærket efter et langt liv, uden dog at virke hærget; rynkerne under øjnene lod ligesom de grå skægstubbe til at være noget som var kommet for nyligt. Men det allermest underlige ved manden var ikke hans udseende som sådan. Det var det faktum at han var gennemblødt. Tøjet klæbede til hans krop, og vandet dryppede fra hans næse og hænder. Akkurat som om nogen lige havde hældt en spand vand ud over ham. Han standsede foran disken, kiggede på Kian med flinke, lyseblå øjne og smilede. "Goddag, Kian." Accenten var klingende rigsdansk. Han så ned ad sig selv og lød beklagende. "Forladelse for at jeg drypper på gulvet. Jeg løb ind i en voldsom regnbyge." 16

17 Kian gloede fåret ud på den koboltblå himmel hvor der ikke var en sky i syne. Så slog det ham, og han kiggede på manden. "Hvor... hvor kender du mit navn fra?" Manden samlede hænderne foran maven, og dråberne faldt fra hans ærmer. "Jeg kender mere end dit navn. Faktisk kender jeg dig bedre end du selv gør." De klare øjne havde en drillende glød, men afslørede også en dybere visdom som ikke var til at tage fejl af. Kian anede ikke hvad han skulle sige. Et par lange sekunder hørtes kun radioen og den svage summen fra ventilatoren. "Jeg bemærkede at du stod og betragtede udsigten da jeg kom," fortsatte manden, vendte sig kort og kastede et blik ud på hovedvejen, før han igen kiggede på Kian med det tvetydige glimt i øjnene. "Hvilke farver havde de sidste otte vogne som er kørt forbi?" Kian var et øjeblik for forbløffet til at reagere. Situationen var simpelthen så surrealistisk at han et sekund overvejede om han var faldet i søvn ind over disken og nu drømte. Manden kiggede afventende og fuldt alvorligt på ham, som om han tog Kians tøven som et tegn på at han faktisk tænkte over spørgsmålet. "Undskyld, men... hvad mener du?" "Jeg forklarer det hele om lidt," garanterede manden venligt. "Først: farverne, tak. Gerne i den rette rækkefølge." Kian brast i latter over mandens alvor. "Er du fra Trafikministeret eller hvad foregår her?" Manden rynkede uforstående panden. "Hvad? Nej... det tror jeg ikke." Han tav og afventede. Kian slog ud med armene. "Jamen... jeg lagde jo ikke mærke til bilernes farver." "Måske ikke, men du så dem." Det her var det første Kian oplevede i månedsvis som kunne gøre indtryk på ham. Han genvandt fatningen og besluttede sig for at lege med. "Okay... jamen... øh... jeg tror nok den sidste var mørkeblå... eller måske var den sort... jeg er ikke helt sikker, men den næste..." Manden rømmede sig. "Vær nu god at forsøge lidt hårdere, Kian. Jeg forstår at det hele virker meget forvirrende, men du må tro mig når jeg siger at det er tvingende nødvendigt at du fortæller mig farverne. Tænk dig godt om." Kian rystede beklagende på hovedet. "Jamen, det er jo menneskeligt umuligt 17

18 at..." Pludselig skete noget mærkeligt i hans tanker. Det føltes som om en lille lem blev åbnet. "Mørkeblå, sølv, sort, sort, rød, champagne," plaprede han, "mørkegrøn, bordeaux, hvid, sort, sølv, rød, koksgrå, so " "Fint, fint!" afbrød manden smilende og holdt de våde håndflader frem. "Stands bare der, min ven." Kian gloede forbløffet ned ad sig selv. "Hvordan...? Hvad pokker...?" "Se her, Kian," sagde manden, og førte en hånd ind i det modsatte ærme. "Se nøje efter, for disse farver er sværere at skelne." Han drog hånden fri, åbnede den, og ud flaksede et stort insekt. Det var en blå-lilla sommerfugl med gyldne mønstre og et rødligt skær. Den fløj hen forbi Kians ansigt, svævede lidt op og ned, og begav sig så tilbage mod manden. Han greb den med en hurtig bevægelse og puttede den tilbage ind i ærmet. Så kiggede han afventende på Kian. "Hvordan... gjorde du det?" spurgte Kian dumt. "Skal jeg sige hvad farve den havde?" "Nej, fortæl mig hvor mange gange den slog med vingerne," bad manden. "Fra jeg slap den til jeg snuppede den igen." Kian var i forvejen alt for overrasket til at undre sig. I stedet rettede han blikket ned i disken og tænkte sig om. Da han anstrengte sig for at huske, skete der først ikke noget. Han rynkede brynene og koncentrerede sig. Så dukkede et tal op. "78," hviskede han. Han løftede hovedet og stirrede ind i mandens blå øjne med tilbageholdt åndedræt. "Var det rigtigt?" Den fremmede smilede stort og trak på skuldrene. "Jeg aner det ikke. Jeg har ikke dine evner, min unge ven. Men det har du." Han så op og ned ad Kian og sagde så, med højtidelig stemme: "Det lader til jeg omsider har fundet dig." Kian kiggede længe på den fremmede. Manden holdt bydende hænderne frem. "Nu er det vist din tur, Kian..." Spørgsmålene var så mange at han først ikke vidste hvad han skulle starte med. "Hvem er du?" "Jeg hedder Marslam Baldragur. Men kald mig bare Baldragur. Hos os siger vi efternavnet først." "Hvem er 'os'?" "Indbyggerne i Palindria." "Hvad er det?" "Det er den by jeg kommer fra." 18