Ude godt hjemme bedst

Transkript

1 Ude godt hjemme bedst fødse 7 helt unikke hjemmefødselshistorier 1 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:28

2 Ude godt hjemmefødsel bedst 7 helt unikke hjemmefødselshistorier 1. udgave 2010 I samarbejde med Hjemmefødselsordning Sjælland Kopiering af denne bog er ikke tilladt uden tilladelse kontakt Trine Louise Pihl, Pihl grafisk design, Omslag og layout: Pihl grafisk design Grafisk tilrettelæggelse: Pihl grafisk design Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:29

3 Denne lille bog er lavet som et dejligt minde. Vi har hver især skrevet vores hjemmefødselshistorie, som vi gerne vil dele med dig... Tak til, Rikke, Kristin, Didde, Helle, Anna, Trine, Line, samt til Jordemødrene Tina og Susanne, for en fantastisk støtte. Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:29

4 Indhold Forord En hurtig førstegangsfødsel Alle gode gange tre Januars Johannes En god start på livet Halfdans hypnosefødsel En fantastisk luksus oplevelse På naturligste vis Idéliste til hjemmefødsel En stolt far og mands beretning Små gode råd Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:29

5 Forord En fødsel, som er en meget privat begivenhed for kvinden og en meget intim begivenhed for parret, er samtidig en meget lærende og berigende begivenhed for en jordemoder at være part i og vidne til. Den fælles transformation, som fødslen er for mor, barn og familien, vil i hvert enkelt tilfælde være ligeså individuel som de fødende kvinder uanset hvor fødslen finder sted fordi kvinderne hver især oplever netop deres fødsel på deres egen helt specielle måde. Disse fortællinger om hjemmefødsler viser, at selv om kvinderne har haft hver deres helt specielle, individuelle oplevelse i forbindelse med fødslen af deres 1., 2., 3., eller 4. barn, så er deres fortællinger og fødsler alligevel præget af fællestræk, som adskiller hjemmefødsler fra hospitalsfødsler. Fordi der har været god tid og ro ved graviditetsbesøgene i hjemmene, er familierne velinformerede om forudsætninger, sikkerhed og udkomme i forbindelse med hjemmefødsler. Det giver en oplevelse af tryghed, og de forbereder sig til fødslen som til en glædelig, social begivenhed i familiens skød. Kvinderne giver udtryk for den tryghed, det har givet dem at kende deres to jordemødre fra graviditeten. De har vished for, at én af disse to jordemødre, som kender deres ønsker og behov, vil være deres støtte gennem hele deres fødsel og vil være der for dem også i den første tid efter fødslen. Det personlige kendskab til jordemoderen giver den fødende kvinde vished for, at hun, der kommer til fødslen, også ønsker og arbejder for, at fødslen fremover vil blive husket som en glædelig og styrkende begivenhed. Kvinderne har sammen med deres partner selv valgt og sat rammerne for deres fødsel. De føder der, hvor de er allermest trygge; nemlig hjemme hos sig selv. Her har parret mulighed for at slappe af, og som da selve undfangelsen af barnet skulle ske, kan de her opnå den intimitet, som er så befordrende for den naturlige fødselsproces. Her vil den fødendes og de tilstedeværendes flow af egne gode rus -midler give kvindekroppens kræfter mulighed for at udfolde sig uforstyrret. Når kun den fødende, hendes partner og jordemoderen, samt i nogle tilfælde en nærtstående ven eller et familiemedlem til den fødende, skal finde sammen i et harmonisk, tidløst univers, hvor det lille, nye menneske kan modtages med størst mulig kærlighed, opstår en stemning, hvor også jordemoderen kan føle sig tryg. Hun kan være afslappet, nærværende, fordi hun kan koncentrere sin opmærksomhed om netop denne begivenhed, denne kvindes fødsel. Disse fortællinger bevidner samstemmigt, at når kvinden vælger en hjemmefødsel med kendt jordemoder, får hun de bedste betingelser for en fødsel, der også fremover vil fremkalde en god følelse i hendes krop, hjerte og sind. Det engelske ord for jordemoder (midwife) betyder, frit oversat, iblandt kvinder, og vi er glade for at være iblandt de hjemmefødende kvinder og giver hermed ordet videre til dem. Susanne Andersen & Tina Lysgaard Jordemødre Hjemmefødselsordning Sjælland 5 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:29

6 En hurtig førstegangsfødsel Jeg har egentlig aldrig villet have børn. Mest fordi jeg altid har været bange for fødslen, og de smerter der følger med. Og da jeg var yngre, lavede jeg altid sjov med, at hvis jeg SKULLE have børn, ville jeg adoptere dem, for at undgå selve fødslen. Men da jeg mødte min mand Simon, blev tanken om på et tidspunkt at skulle have børn en naturlig del af vores liv, og min forestilling om at jeg skulle adoptere forsvandt. Ideen til at føde hjemme Vi besluttede os for at forsøge at blive gravide i foråret 2009, og meget kort tid efter vi havde taget beslutningen, ventede vi os. Det hele gik meget stærkt, men vi forsøgte så godt vi kunne at indstille os på, at vi nu snart skulle være forældre. Tankerne om at fødslen ville blive meget smertefuld dukkede op igen. Jeg havde hørt mange beretninger om, hvordan fødsler foregik på et hospital, men ingen af dem var positive eller fokuserede på fødslen som en god oplevelse, så mine egne forestillinger om hvordan det ville være, var naturligvis ikke særlig positive, og jeg var bestemt ikke særlig forventningsfuld. Snarere lidt skræmt. Og de fleste af mine tanker kredsede om, hvornår vi dog skulle køre ind til hospitalet, om vi ville blive sendt hjem igen, og om hvor ubehageligt, jeg forestillede mig, det ville være at have så stærke smerter og samtidig at skulle være omgivet af fremmede mennesker på et fremmet sted. Sådan kredsede mine tanker om fødslen, indtil jeg en dag læste en artikel om en kvindes hjemmefødsel. Artiklen omhandlede hele forløbet, og man blev præsenteret Familie fakta: Baby: Kathrine, født den 23. januar 2010, kl. 7.15, 51 cm, 3000 g. Mor: Rikke, 31 år, HR konsulent Far: Simon, 32 år, Snedker Fødsels fakta: Første hjemmefødsel Fødslens varighed: 8 t. og 45 min. fra første ve Hvor: I fødekar i stuen i Juellinge Apgar score: 1/10 og 5/10 for hendes tanker og forberedelser til fødslen. Blandt andet var kvindens veninde med ved fødslen som fødselshjælper, og denne tanke tiltalte mig umiddelbart meget. Derudover beskrev artiklen hendes positive og rolige oplevelse med fødslen og inspirerede mig til idéen om, at jeg selv ville føde hjemme. Jeg fortalte min mand om mine tanker, og hans første reaktion var, at han var en smule overrasket og uforstående overfor min idé. Han bakkede mig dog ubetinget op og sagde at det vigtigste var, at vi gjorde det, der gjorde mig mest tryg. Med tiden blev han mere og mere stolt over og glad for tanken om, at vi skulle føde hjemme. Hans opbakning kom desuden til at betyde meget for mig i tiden der kom, for det viste sig (til min store overraskelse), at ikke alle i vores omgangskreds var lige forstående. Faktisk var mange af dem, både folk med og uden medicinsk baggrund, kritiske overfor idéen. Heldigvis bakkede både vores 6 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:29

7 Vores lange samtaler og den utroligt gode forberedelse vi fik af jordemødrene, havde stor indflydelse på fødslens forløb oprindelige jordemoder og vores læge op om den, så som tiden gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at en hjemmefødsel var det rigtige for os, og vi kontaktede Hjemmefødselsordning Sjælland. Forberedelserne Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg for at have mest mulig ro på situationen, ville få god glæde af en fødselshjælper til at bistå Simon med de praktiske ting, der skulle ordnes under selve forløbet. Det ville gøre mig mindre bekymret og frigive tid til, at Simon kunne være der for mig. Derfor spurgte jeg min gode veninde Sarah, om hun ville deltage ved fødslen og hjælpe os med de praktiske ting, og det ville hun heldigvis gerne. Og selv om det ikke helt kom til at gå som forventet, var jeg lykkelig, da hun trådte ind i rummet, og det er stadigvæk ét af de mest vidunderlige minder fra fødslen at kunne dele så stor en oplevelse med et andet menneske. Vi fik fire hjemme-konsultationer af vores kommende jordemødre inden fødslen, og under disse konsultationer var der afsat god tid til at tale om den forestående fødsel, om hvordan vi forestillede os og håbede det ville blive, om smerterne, vejrtrækningen, veerne, karret med vand, Simons rolle og alle de tanker vi gjorde os. Vi blev desuden præsenteret for en række bøger, det kunne være rart for os at læse, og vi brugte i de følgende måneder mange timer på at tale om fødsler, idéer, andres erfaringer og så videre. Vi fandt ud af, at vi gerne ville føde i vand, og at Simon skulle være i karret sammen med mig, hvis det stadigvæk føltes rigtigt og rart, når tiden kom. Jeg tror, at vores lange samtaler og den utroligt gode forberedelse, vi fik af jordemødrene, havde stor indflydelse på fødslens forløb og på vores måde at håndtere det hele på. I dagene op til min termin, begyndte vi så småt at arrangere de sidste ting, der skulle på plads. Simon bar en seng ind i stuen og arrangerede den med puder og dyner, så jeg havde et rart sted at ligge under veerne og efter fødslen. Vi pustede karret op med luft og testede slangerne og tilkoblingen til vandet og bar en stor mænge brænde ind, så vi ikke ville komme til at mangle. 7 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:30

8 Fødslen Veerne startede så småt om aftenen d. 22. januar, og omkring kl målte vi tiden mellem dem til at være ca. 10 og 12 minutter. Vi havde fået at vide, at fødslen ville blive hård, og at det var en god idé hvis vi kunne hvile os lidt, så vi gik i seng og sov et par timer. Simon havde en del forberedelser, han skulle gøre sig, blandt andet at fylde karret og sørge for at der var ild i brændeovnen, så han stod imidlertid op kort tid efter. Jeg vågnede ved 2 tiden ved, at veerne havde taget til, og Simon kom ind til mig. Veerne var ikke så stærke endnu, men jeg brugte alligevel al min energi på at trække vejret ned i maven, når de kom. Min intuition sagde mig, at hvis jeg tabte kampen mod veerne og lod mig rive med i, at de var smertefulde, så ville jeg være magtesløs. Jeg følte, at det ville gøre det endnu sværere og mere smertefuldt at komme igennem veerne og hele fødslen. Simon kom ind til mig, når han kunne høre, at en ve var på vej, men det gik hurtigt op for mig, at hvis han ikke nåede at lægge hænderne på min lænd, inden veen gik i gang, så skulle han helt lade være med at røre ved mig. Det blev simpelthen for forstyrrende for min koncentration. Kl ringede jeg til jordemoder Tina for at sige, at der var to minutter mellem veerne. Jeg havde regnet med, at hun ville sige at hun ville køre med det samme, men hun sagde i stedet, at jeg skulle ringe igen når veerne tog til i styrke, og der var længere tid i mellem dem. Jeg kan huske, at jeg blev lidt nedslået over at høre, at fødslen ikke var mere i gang, end den tilsyneladende var, og at veerne åbenbart skulle blive stærkere. Jeg tror egentlig, at jeg følte mig lidt alene om at håndtere veerne, og havde set frem til at hun nu ville komme. Derfor tænkte jeg, at så kunne vi da lige så godt komme i gang med de næste veer, og da vi havde lagt røret, kom den næste ve med fuld styrke. Af frygt for at jeg tog fejl, og at veen ikke var stærk nok, ville jeg dog ikke ringe til hende igen med det samme. Derfor ventede vi, og selv om det blev nogle hårde timer, følte jeg mig helt tryg og kunne koncentrere mig fuldt om vejrtrækningen. Jeg kom igennem veerne ved enten at hænge i Simons arme, eller gå rundt i stuen. Noget af tiden var jeg tvunget til at sidde på toilettet med lukkede øjne og koncentrere mig om at trække vejret, og det er de perioder, jeg husker som de værste. Sikkert fordi min krop var låst i denne position, og jeg dermed ikke kunne bevæge mig og løsne op for smerterne. Vi havde ikke fået ringet til Sarah, fordi jeg var så meget i tvivl om, hvor fremskredent det hele var, men da klokken var ca. 5.30, kunne jeg pludselig mærke, at barnet trængte længere ned i mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg snart føde. Simon foreslog nu, at vi skulle ringe til Tina og fortælle hende om, hvordan det gik, og jeg indvilgede. Hun sagde, at hun syntes jeg skulle tage et brusebad, og at hun ville pakke sin taske og køre. Jeg var utrolig lettet over, at hun nu ville komme, og Simon ringede til Sarah, som skyndte sig af sted fra København. Selvom jeg egentlig slet ikke havde lyst til et brusebad og tænkte, at det da var fjollet at begynde på nu, gjorde jeg det alligevel. Det var rart med et bad og det varme vand på lænden, men også ukomfortabelt og hårdt at stå op, og jeg begyndte at få pressetrang og måtte gispe mig gennem veerne. For at hvile mig lidt mellem veerne satte jeg mig på et tidspunkt ned på hug, men det resulterede i, at barnet endnu hurtigere sank ned i mig, og Simon måtte hjælpe mig op at stå med det samme igen af frygt for, at barnet skulle komme til verden dér. Tina ankom kl. 6.30, og jeg kom op i karret. Det var dejligt, fordi det lindrede veerne, og det varme vand var skønt mod min hud, men samtidig var det også 8 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:30

9 lidt ukomfortabelt for mig, og jeg havde svært ved at finde en rigtig god stilling at ligge i. Jeg blev undersøgt og var fuldt udvidet, og Tina bad mig om så småt at begynde at presse. Nu fik Simon et chok, for han havde haft en forestilling om, at fra Tina kom, ville der stadigvæk gå nogle timer, før barnet blev født. Men nu gik det op for ham, at det kunne være snart, så han satte sig ned i karret bag mig, og holdt om mig og støttede min krop og mit hoved. Dette gav mig en dejlig følelse af tryghed og omsorg, og min krop faldt til ro i denne stilling, og jeg kunne koncentrere mig om fødslen og veerne. Kort efter kom hovedet så småt til syne, og det var en fantastisk oplevelse at mærke det lille hoved med alt det lange hår med fingrene, inden det kom ud. Tina bad mig igen om at presse, men jeg kunne mærke, at hvis jeg pressede så meget, som jeg kunne, ville barnet flyve ud gennem stuen, så jeg holdt igen og pressede kun ganske lidt. Få veer efter kom vores lille pige ud, og blev nænsomt viklet ud af navlestrengen og taget op af vandet og lagt ind til mig. Hendes øjne var fuldstændig sorte, og det første hun gjorde, var at skide i Simons hånd. Jeg fik selv lov til at kigge efter, hvilket køn hun var, og jeg blev så glad for, at hun var en pige, at jeg bad Tina om at tjekke det. Det var den mest fantastiske følelse at sidde sammen med Simon og holde det lille barn som havde ligget inden i mig, få sekunder forinden. Umiddelbart efter fødslen, fik jeg meget stærke veer, og Simon og Kathrine stod op af karret, og Tina spurgte mig, om jeg ville op og føde moderkagen. Jeg blev lidt forvirret og spurgte, om jeg nødvendigvis skulle op for at føde den. Det sagde Tina nej til, og få minutter efter var den ude. Bagefter hjalp Tina mig op af karret, og jeg blev støttet over i sengen. Jeg havde meget stærke efterveer, men Tina sagde, at det var fordi min livmoder bare skyndte sig at trække sig sammen igen. Jeg havde kun en minimal rift og havde det i det hele taget godt og var ikke træt. Da vi havde ligget i sengen i fem minutter kom Sarah, og jeg var lykkelig over at se hende. Selvom hun ikke havde været med til selve fødslen, var det så vidunderligt, at hun kom og tog del i det hele, hyggede om os, lavede morgenmad, gav mig gode råd og i det hele taget bare var der. Simon, barnet og jeg lå i sengen i mange timer, mens Tina og Sarah gik og hyggede om os, og gennemførte alle de tests barnet skulle igennem og så videre. Det var så roligt, trygt og fyldt med kærlighed og omsorg og absolut den bedste stund i mit liv! 9 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:31

10 Alle gode gange tre Noah Johannes blev født på en luftmadras på gulvet midt i stuen, og selvom jeg aldrig vil påhæfte oplevelsen ord som smuk eller romantisk eller lignende rosenrøde superlativer, (for sådan opfatter jeg ganske enkelt ikke fødsler), så var det alligevel en fantastisk stor oplevelse og uden sidestykke den bedste af mine tre gode fødsler. Det blev på en måde bare helt naturligt på den ikke-øko-flipperagtige måde. En nem beslutning Valget faldt på hjemmefødsel lidt tilfældigt. Der var en brochure med i den bunke papirer, som vi fik på det første møde hos jordemoderen. Jeg har haft to gode fødsler på hospitalet, så det var ikke dårlige oplevelser, der var årsagen til, at jeg kiggede opmærksomt i folderen og tænkte, at det måske godt kunne lade sig gøre? Måske ville det endda være en fordel, da de to andre fødsler havde taget relativt kort tid. Så undgik jeg da i det mindste at føde i bilen på vej til hospitalet. Jonas var heller ikke afvisende overfor idéen. Det forekom mig, at han syntes, at det kunne være lige så godt som alt muligt andet, og at det måske endda var bedre, da vi ikke skulle skynde os på hospitalet. Hans perspektiv var, at jeg ville være mindre stresset. Så jeg ringede til en af jordemødrene og spurgte, om ikke det var noget svineri, og hvordan det fungerede i praksis (lad mig lige sige med det samme, at vi endte med at kassere ét eneste håndklæde, som sagtens kunne have været vasket, hvis vi altså gad de andre håndklæder var stor set ikke beskidte!). Jeg overvejede også, om mit hus overhovedet var egnet. Jeg havde en forestilling om, at hjemmefødsler kun Familie fakta: Baby: Noah Johannes, født den 25. januar 2010, kl , 55 cm, 4600 g. Mor: Kristin, 35 år, Phd. studerende Far: Jonas, 34 år, kunde- og adm. chef Storesøstre: Lucca 8 år og Asta Helene 2 år Fødsels fakta: Første hjemmefødsel Fødslens varighed: 3,5 timer fra de første veer Hvor: På knæ på en luftmadras i stuen Apgar score: 1/10 og 5/10 kan ske steder, hvor der er klinisk rent og mulighed for at fyre helt op for naturgasvarmeanlægget, så der kan være varmt nok til den lille ny. Vi bor derimod småt, og med 5 katte og to andre børn er huset stort set aldrig klinisk rent. Desuden har vi en masseovn til at sørge for varmen i hele huset om vinteren, så det er begrænset, hvor meget temperaturen kan reguleres fra det ene øjeblik til det andet, og her er ret køligt i januar. Vi aftalte et møde, hvor Tina skulle komme, og vi kunne tale videre om det. Jeg tror, hun var her i to timer, og vi talte om alt muligt. Jeg havde besluttet mig allerede ganske kort tid efter, hun var ankommet, og Jonas var heller ikke i tvivl. Vi havde mange gode og lange møder med begge jordemødre gennem hele graviditeten. Vi glædede os til, at de kom på besøg på skift, og vi nåede at vende mange emner - også emner, der var svære at tale om, som for eksempel min uforklarlige angst for at føde. 10 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:31

11 Jeg har aldrig følt mig tryggere før, under og efter en fødsel Lucca blev født på Glostrup hospital, Asta Helene på Næstved og Noah kom til verden i Skovstræde.. Tina havde været der om formiddagen for at se, om hun kunne sætte gang i fødslen. Det var ca. en uge før, jeg ellers ville være blevet sat i gang på hospitalet, og tanken om vestimulerende midler, alle mulige indvendige undersøgelser i en i forvejen øm krop, kunne få mig til at bryde tudende sammen, så jeg tog gerne imod alle Tinas og Susannes tips og tricks til at få det i gang. Efter hun havde været der, gik jeg i seng og sov roligt i nogle timer. Ganske kort tid efter jeg var kommet op at stå, begyndte veerne, og der var ikke meget rum imellem dem. Jonas fik mig overtalt til ikke at tøve, og jeg ringede derfor med det samme til Tina og spurgte hende, hvad hun lavede, og hun svarede, at hun stod i kø i et supermarked. Vi aftalte, at jeg skulle time veerne, og når de kom med et bestemt interval, skulle jeg ringe igen. Kort tid efter ringede jeg til hende og derpå til bedsteforældrene, som skulle hente de to store piger og til min bedste veninde Christina, som havde sagt ja til at være praktiske gris under forløbet. Det var hendes opgave at rydde lidt op og lave the, og hvad der ellers kunne blive behov for. Sagen ved en hjemmefødsel er, at vi selv skal stå for det hele: det der skal spises og drikkes, rene håndklæder og andre praktiske ting. Vi så en risiko for, at Jonas ville bruge det meste af tiden på at rende rundt og hente ting og gøre klar, og det ønskede vi ikke, så vi arrangerede, at Christina skulle komme og hjælpe. På den måde udnyttede vi fordelen ved at være på hjemmebane og kunne gøre, hvad der passede os, når det passede os, og vi fik fjernet ulempen ved at skulle gøre det hele selv. Det var en vigtig beslutning, som gav ro under hele fødslen. Jeg vidste, at jeg ikke pludselig skulle til at tage stilling til praktiske ting, og at Jonas kunne være ved mig, når jeg havde brug for ham. Tina ankom minutter efter, jeg havde ringet anden gang. På det tidspunkt gik jeg hvileløst rundt i stuen med veer, der tiltog i styrke. Tina anbefalede, 11 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:32

12 at vi fandt en måde, hvorpå jeg kunne få hvile. Vi placerede et par sækkestole på luftmadrassen, som jeg lagde mig ind over på maven. På den måde kunne jeg stå på knæ og samtidig hvile overkroppen på sækkestolene. Det endte med, at jeg blev siddende sådan resten af tiden. Jeg havde slet ikke lyst til at flytte mig. Det var rart selv at få lov at bestemme, hvordan jeg ville ligge. Til begge fødsler på hospitalerne havde de prøvet at få mig til at ligge på ryggen og på siden, selvom jeg havde gjort opmærksom på flere gange, at det var kunstige og meget ubehagelige stillinger for mig, bl.a. fordi smerterne i min lænd blev helt ulidelige. Jeg følte mig meget presset og stresset, når de fik mig mast rundt i forskellige stillinger. Jeg havde ikke styrken til at diskutere med erfarne jordemødre, når jeg var i stærke smerter og på udebane, men rettede mig så godt jeg kunne efter deres anvisninger og ignorerede min egen krops signaler i en forhåbning om, at de nok vidste bedre end jeg. Ved Noahs fødsel sad Tina bagved mig det meste af tiden og duppede med noget koldt vand. Det var rart og dæmpede den svidende følelse. Hun kom med forslag og anvisninger og lyttede ofte til Noahs hjertelyd. Hun havde 100 % styr på forløbet. Jonas lå modsat over puderne, så jeg kunne bruge ham som støtte, og selvom jeg havde forsvoret, at der skulle tages nogen billeder, så har Christina (heldigvis) alligevel taget et par stykker bl.a. et hvor man kan se, at jeg har helt hvide fingre af at hægte mig fast i Jonas nakke under en ve. Det, at han var så tæt på mig hele tiden, gav mig styrke og ro i forhold til på hospitalet, hvor jeg husker ham som værende ude på sidelinjen det meste af tiden. Pressetrangen begyndte et par timer efter den første ve. Vandet var ikke gået endnu, og jeg var temmelig utålmodig og forundret over det. Ville bare gerne have det overstået og kunne ikke forstå, at vandet ikke gik, når jeg nu gerne vil presse det barn ud. Kun et par minutter efter gik vandet i en skylle, så både Tina og Christina blev helt forskrækkede. Det føltes som om, Noah gled længere ned med skyllen. For mig virkede det som en evighed, men i fødsels- og barselsjournalen er det noteret, at der kun gik 10 minutter fra jeg aktivt begyndte at presse, til jeg første gang kommenterede, at jeg ikke synes han rykkede sig. Jeg blev frustreret, selvom jeg godt vidste, at jeg holdt igen, fordi jeg var bange for det, der snart ville komme; at hovedet skulle passere. På den ene side ville jeg virkelig gerne have smerten overstået, på den anden side kunne jeg næsten ikke få mig til at presse ham det sidste stykke. Da hovedet blev født, havde han den ene hånd oppe ved ansigtet. Dvs. at den ene arm på en måde sad i klemme og blokerede for at skuldrene kunne komme med. Jeg lyttede intenst til Tinas anvisninger for at få ham resten af vejen, uden at han skulle tage skade, og jeg fik endelig presset skuldrene fri, og han blev født kl knap 3,5 time efter de første veer. Jeg stod nu på mine knæ, og Noah blev rakt op imellem os, i sin fars og mors arme. Det var en på mange måder hårdere fødsel end de to andre, men han var også et helt kg tungere end den tungeste af pigerne, og det gjorde det ikke nem- 12 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:32

13 mere, at han skulle have den ene arm ud før den anden. Senere blev jeg med møje og besvær vendt om med sækkestolene som støtte i ryggen og med min skønne dreng i armene, der endnu ikke var frigjort fra sin navlestreng. Der lå jeg og kiggede på det smukke barn, mens jeg ventede på moderkagen og dermed blev helt fri til at sætte mig ordentlig til rette og lægge min søn til brystet. Det var mig, der klippede navlestrengen denne gang, Jonas havde jo fået lov sidste gang. Tina konstaterede, at jeg ikke skulle syes. De næste timer gik med, at han blev målt og vejet og nusset og puttet med. Vi hyggede os alle sammen med at snakke, drikke the og spise boller, og Tina satte sig i sofaen og skrev om begivenhedernes gang. Tre timers tid senere tog hun hjem. Både hun og Susanne besøgte os de efterfølgende dage. Eftertanke Jeg har ikke fortrudt eller tvivlet på min beslutning et sekund under hele forløbet. Jeg har aldrig følt mig tryggere før, under og efter en fødsel både tryg ved at mit barn skulle komme sikkert til verden og tryg ved, at jeg selv var i gode hænder såvel fysisk som psykisk. Bare tanken om en fødsel kan give mig klamme håndflader og hjertebanken af angst, og hospitalerne forstærker denne følelse. Det, der lå mig mest på sinde før fødslen, var, at jeg var bange for det. Jeg kunne ikke falde til ro om aftenen ved tanken om det forestående. Det er lidt uklart, hvad det egentlig var, jeg var bange for. De to andre fødsler havde jo forløbet efter bogen og helt uden komplikationer. Men jeg kunne stadig huske fornemmelsen af barnets hoveds vej ud fra de to tidligere fødsler, og jeg skammede mig ved at indrømme, at lige det punkt var grænseoverskridende for mig. Tidligere erfaringer sagde mig, at jeg ikke ville blive taget alvorligt, hvis jeg sagde det til nogen. Jeg var bekymret over, at jeg ikke turde presse, når jeg skulle, og at jeg på den måde ville gøre det hele værre for barnet og mig selv. De mange bekymringer fik dog ikke lov at have en særlig stor indflydelse på selve fødslen, og jeg tror, at jeg kan finde årsagen i en række faktorer, der gik op i en højere enhed. Her nævner jeg blot nogle stykker: Jeg kendte og var tryg ved jordemoderen, Jonas var tættere på og til stede, jeg var på hjemmebane, kunne selv bestemme, og jeg blev taget alvorligt i de tanker og følelser, jeg havde under hele forløbet. Disse faktorer og flere til gjorde Noahs fødsel til en positiv og lykkelig oplevelse, som jeg vil tænke tilbage på med glæde. 13 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:33

14 Januars Johannes Jeg ser ud af stuevinduet, ud på morgensolen, der langsomt stiger op imellem grantræerne og ud på naboens have, hvor alt er dækket af sne. Sneen daler stille fra januars kølige himmel, og lyset og den frostklare luft får iskrystallerne til at glimte. I stuen giver ilden i brændeovnen og de tændte stearinlys ro og varme. Jeg er midt i fødslen af vores 3. søn, veerne arbejder, og jeg glæder mig inderligt til at stå med vores nyfødte søn i armene. Vil han vende sig? For Nikolaj og jeg var der ingen tvivl om, at vi også ønskede os en hjemmefødsel ved fødslen af vores tredje søn. Den ro, tryghed og styrke, som jeg havde oplevet under mine tidligere fødsler, var mit anker, når jeg svømmede på fødslens kraftfulde hav. Min oplevelse var, at når jeg fødte hjemme, så gjorde roen og trygheden, at min krop vidste, hvilken opgave den skulle udføre. De hjemlige omgivelser betød også, at vi kunne træffe de rigtige beslutninger, der gjorde, at fødslen blev en god oplevelse for os alle. Derfor blev jeg også lidt bekymret, da Johannes ikke havde lagt sig med hovedet nedad 6 uger før termin, for en sædefødsel i eget hjem kunne man ikke få lov til at kaste sig ud i, og tanken om en sygehus fødsel eller et kejsersnit var meget bekymrende for mig. En tidlig morgen ca. 5 uger før termin, vågnede jeg ved, at jeg kunne mærke en stor bevægelse i maven, det var Johannes, der vendte sig, han havde hørt mit ønske! Familie fakta: Baby: Johannes født den 29. januar 2010, kl , 58 cm, 4600 g. Mor: Didde, 35 år, Stud. pæd. pæd. psyk. Far: Nikolaj, 39 år, Mindfulness konsulent Storebrødre: Valentin 8 år og Leonard 5 år Fødsels fakta: Tredje hjemmefødsel Fødslens varighed: 2 timer og 36 minutter fra fostervandet gik Hvor: På madras i stuen i vores hus i Langebæk Apgar score: 1/10 og 5/10 De tidligere fødsler Vores første hjemmefødsel var endt med en overflytning til Næstved hospital, da fødslen var meget lang, og veerne ikke arbejdede effektivt nok. Overflytningen forløb helt udramatisk, og på hospitalet fik jeg lagt et ve-stimulerende drop og med hjælp fra det, kom Valentin til verden. Inden da havde der både været tale om epiduralblokade og kejsersnit inde på fødestuen, men heldigvis havde jeg min hjemmefødselsjordemor med på hospitalet, og hun fik talt personalet fra de tanker. Vores anden hjemmefødsel gik efter planen. Leonard blev født en dejlig forårsmorgen i et stort fødekar midt i vores stue. Lige inden den sidste presseve, hørte vi Valentin s fodtrin på 1.sal, han var vågen og kom ned i stuen lige tidsnok til at se sin nyfødte bror blive løftet op af karret. 14 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:33

15 Min oplevelse var, at når jeg fødte hjemme så gjorde roen og trygheden, at min krop vidste, hvilken opgave den skulle udføre Skulle de store brødre deltage ved fødslen? I tiden op til Johannes fødsel, var det derfor ikke tanker om, hvorvidt vi skulle vælge en hjemmefødsel eller ej, som vores overvejelser gik på. Men snarere om vores to store sønner skulle være med til fødslen? En del af mig havde et romantisk billede af, at de var med ved denne begivenhed, og at de selv skulle kunne gå til og fra fødslen, som de ønskede det sammen med en barnepige. På det tidspunkt var de 7 og 4 år og vores holdning var, at hvis den ene skulle med, så skulle den anden også tilbydes muligheden. Samtidig var jeg meget i tvivl om, hvorvidt Leonard på 4 år kunne rumme det og ikke mindst om jeg selv kunne! Jeg vidste fra mine tidligere fødsler, at jeg trækker mig en del ind i mig selv under ve-arbejdet og mister fornemmelsen for tid. Jeg vil helst passe mig selv, når det rigtigt går løs og skal ikke have hverken mange ord, våde klude eller hænder omkring mig og helst slet ikke svare på spørgsmål. I lyset af det valgte vi, at vores store drenge ikke skulle deltage i fødslen. Og derfor lavede vi en aftale med vores søde genboer om, at Valentin og Leonard kunne komme derover, hvis vi fik behov for det. Det endte med at blive en rigtig fin løsning for os. Fødslens Forløb Johannes blev født fredag d. 29. januar 2010, 12 dage over termin. Før I ugen op til Johannes fødsel var tiden meget lang. Jeg var nu gået 8 dage over termin og havde ikke tegn på veer eller andre begyndende tegn. Min mave var stor, og jeg havde en klar fornemmelse af, at det 15 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:33

16 var en stor baby, der lå derinde. Valentin havde vejet 3750 gram ved sin fødsel til terminen og Leonard 4250 gram ved fødslen 7 dage over termin. Her stod jeg nu med en kæmpe mave og var gået 8 dage over termin, og i mit stille sind vidste jeg, at dette barn var større end det foregående. Jordemødrene bekymrede sig ikke om det og tippede babyen til at være omkring de 4 kg. Og så måtte jeg jo også slippe min bekymring. Hver dag i ugen op til Johannes fødsel kom Tina jordemor og besøgte mig. Hun forsøgte på en mild måde at påvirke hinderne indvendigt fra og samtidig skabe kontakt mellem Johannes hoved og min livmodermund, for hans hoved stod bevægeligt og manglede kontakt ned mod åbningen, og det gav ikke det fornødne pres på livmodermunden, som kunne udløse nogle veer. Efter fire dage med dagligt besøg af vores fantastiske jordemor Tina, fik jeg torsdag eftermiddag zoneterapi af Anna, som er zoneterapeut. Anna kom og trykkede mig under fødderne på de punkter, der står i forbindelse med fødsel. Endelig havde jeg murren og småveer! Under Torsdag aften gik jeg tidligt i seng, og klokken vågnede jeg med blødning og slimproppen gik. Nu tiltog veerne og jeg ringede til Tina. Hun skulle køre igennem isvinter-vejret fra Næstved til Langebæk. Tina ankom kl. 1.30, men veerne gik lidt i sig selv igen, og alle hvilede vi indtil den tidlige morgen. (Ved en indvendig undersøgelse viste det sig, at livmodermundens åbning var uændret 6 cm). Vores erfaring var fra de tidligere fødsler, at jeg har nogle seje fosterhinder, der kan bremse det videre forløb. Vi besluttede, at Tina skulle foretage hindepunktur (prikke hul på fosterhinden). Dog viste erfaringen også, at der kom godt skred i veerne, når fosterhinden var brudt, og derfor valgte vi at vente til Valentin og Leonard var kommet over til genboen. Nikolaj vækkede dem og de fik lidt morgenmad, imens jeg gik rundt med veer og pustede. Det lo de af og fik tegnet en lille tegning, hvorpå der stod lillebror kommer. Der var tændte stjernelys i deres øjne, forventningen var stor! Kl blev de fulgt over til vores genboer, som kørte dem i skole og børnehave og så havde jeg fred til at føde. Efter at fosterhinden blev brudt under en ve, gik det stærkt. Veerne arbejdede og jeg understøttede dem med mavedanse bevægelser i den varme stue. Tina gav mig nogle rysteture med et tørklæde om mit bækken for at ryste Johannes hoved mod udgangen. Der var fint fremskred. Ved denne, vores tredje fødsel, havde vi fravalgt fødekarret, dels fordi at vi med 2 børn i forvejen havde en mere praktisk tilgang til fødslen og så mest fordi, at jeg ikke havde oplevet den store forskel med vandfødslen. Jeg havde både frosset lidt og følt mig mere bundet til ét sted ved Leonards fødsel. I stedet havde vi nu flyttet en madras ind midt på stuegulvet og ovenpå den en sækkestol. Jeg endte med at ligge på knæ med overkroppen ind over sækkestolen. På denne måde var der optimal plads i bækkenet til barnet. Da Johannes hoved var født, holdt veerne en meget lang pause. Det gav anledning til at Nikolaj kunne holde Johannes pulserende hoved i sin hånd en speciel oplevelse. Da der ikke var tegn på at en ny presseve meldte sig, bad Tina mig om at presse alligevel, og alt imens jeg gjorde det kom veen og Johannes kom til verden i Nikolaj s hænder. Efter Den fred og lykke der spreder sig i hjemmet efter en fødsel er enestående. Hvis evigheden kunne tænkes at findes, så findes den i de jomfruelige minutter efter 16 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:33

17 For vist var der ting at gøre; oprydning, afvaskning, kogevaske der skulle sættes over, servering af mad, journalskrivning, et barn der skulle hjælpes på vej med at sutte, en moderkage, der skulle håndteres, et par telefonopkald, en lille, som skulle måles og vejes osv. Alt imens jeg som nyfødt mor bare kunne lade tiden stå stille og svæve på den nyfaldne sne i haven. at det nyfødte barn er kommet til verden. Her oplevede jeg mig også selv som nyfødt. En nyfødt glæde over at være blevet mor til endnu et barn og glæden over, at man klarede strabadserne og smerten, og at jeg havde alle de kræfter, der skulle til. Og lettelsen over nu at kunne hvile, dufte, røre, se og nyde min nyfødte søn, imens det rolige og søde team, som Nikolaj og Tina udgjorde hele vejen igennem, ordnede alle de praktiske gøremål, der følger i kølvandet på en hjemmefødsel. Da Johannes blev målt og vejet, viste han sig også at være lidt af en krabat med sin længde og vægt. Jeg har efterfølgende fået flere kommentarer fra venner og bekendte om, at de synes, at det var modigt, at jeg fødte, så stort et barn hjemme. Til det vil jeg sige, at den ramme, som hjemmefødselsordningen tilbyder gravide og fødende kvinder, er enestående og tryghedsskabende, og at holdningen fra jordemødrenes side er, at sunde og raske kvinder uden komplikationer også sagtens kan føde store børn hjemme. Her er tiltroen til kroppens evner og kvindens styrke og velbefindende i fokus, og det smitter af på den fødende! Her vil jeg også fremhæve at min jordemor Tina blev mit ét og alt, både før og under fødslen, blot det, at hun var der, gjorde, at jeg følte mig båret i de tryggeste arme. Med Nikolaj og Tina i huset var tanken om, at noget kunne gå galt, ikke-eksisterende! Stor var forventningen hos de to brødre, da de om eftermiddagen kom hjem fra skole og børnehave tænk, at tage i skole og børnehave om morgenen, for så at komme hjem, til sin nyfødte lillebror, der ligger og putter med mor i en seng midt i stuen! Denne gang havde jeg besluttet mig for at holde mine barselsdage hellige jeg blev i barselssengen i nogle dage, og lod familiens øvrige liv forme sig om det. Uden for lå den halvanden meter høje sne, bilen kunne fint blive forvandlet til en stor hvid boble i indkørslen vi nød at være sneet inde med vores lille nyfødte Januar Johannes. 17 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:34

18 En god start på livet Før jeg overhovedet selv tænkte på at få børn, spurgte et dejligt vennepar, om jeg ville være fødselshjælper ved deres forestående fødsel i deres hjem. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Det var en kæmpe oplevelse, og alt var bare naturligt, fredeligt og dejligt. Senere da jeg selv blev gravid, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg ville føde hjemme, og heldigvis bakkede Anders hurtigt op om det. Min første hjemmefødsel Erik, som nu er 11 år, blev født i vores lille lejlighed på Vesterbro, hvor vi fik en tilfældig jordemoder fra Hvidovre hospital ud. Vi havde egentlig besluttet, at det skulle være en privat jordemoder, så vi havde den samme igennem hele forløbet. Den private jordemoder, vi besøgte på Østerbro, var alt for alternativ i forhold til os, og prisen var over kr. på det tidspunkt, så det fravalgte vi. Da jeg var en uge over termin, sendte jordemoderen os til Hvidovre for at få kørt en strimmel. Den var rigtig fin, men trods det forsøgte de at overtale os til at blive sat i gang og føde på sygehuset. Tre forskellige forsøgte på stribe at overbevise os, og den sidste læge sagde, at det jo så var på eget ansvar, de kunne jo kun råde os. Jeg var rædselsslagen for at føde på sygehuset og ville bare hjem. Den følgende morgen røg slimproppen, og ved 12 tiden om aftenen gik veerne i gang. Vi ringede efter vores fødselshjælper Annleah og senere efter en jordemoder. Da jeg fik presseveer, ville jordemoderen have mig op af karret, og jeg endte inde i sengen med Anders siddende bag mig, mens han Familie fakta: Baby: Alvilda, født den 28. februar 2010, kl , 53 cm, 3500 g. Mor: Helle, 40 år, Statsaut. fodterapeut Far: Anders, 42 år, Politibetjent Søskende: Erik 11 år og Vilma 8 år Fødsels fakta: Anden hjemmefødsel Fødslens varighed: 3 timer Hvor: I fødekar på badeværelse Apgar score: 1/10 og 5/10 holdt mine ben. Sådan blev Erik født en skøn morgen den 1. september kl Annleah hentede morgenbrød, og jeg gik i bad, Anders sad med vores skønne baby og fældede et par tårer. Alt forekom så smukt og dejligt, lige som vi ville have det, bortset fra at jeg jo havde skrevet en ønskeliste, hvor der udtrykkeligt stod, at jeg ikke ville føde på ryggen men helst i karret. Jordemoderen kom tilbage næste dag og var selv helt høj over oplevelsen, det viste sig at være hendes første hjemmefødsel. Nogle år senere grinede vi af, at jordemoderen tog gummistøvler og plasticforklæde på, da jeg fik presseveer! Det så skægt men også lidt skræmmende ud. Min hospitalsfødsel Da jeg blev gravid anden gang flyttede vi til Sydsjælland, og da Vilma ville ud, var huset ikke et hjem, der endnu føltes trygt og dejligt, så jeg havde ikke lyst til at føde der. Så den 6. maj 2002 suste vi op på Næstved sygehus. Vi blev skrevet ind kl , og kl. 18 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:34

19 Vores børn syntes, det var en selvfølge at skulle være med, jeg havde jo valgt at føde hjemme og her boede de ligesom var hun født. Vi havde så lige et vagtskifte kl. 23. Ikke at jeg opdagede noget, for jeg husker ingen af dem. Bagefter ville jeg bare hjem med det samme og nyde min baby uden at tage stilling til fremmede mennesker. Hjemmefødsel igen Der skulle så gå 8 år, før jeg blev gravid igen. Hos min læge fandt jeg ud af at den såkaldte fødselsordningen eksisterede. Så var der absolut ingen tvivl om, at det igen skulle være en hjemmefødsel. Egentlig tænkte jeg, at jeg var lidt ligeglad med, om jeg kendte jordemoderen eller ej, for det gik jo fint sidst. Det var og er bare vigtigt for mig at være hjemme i trygge og hyggelige rammer, hvor der er ro til at lytte til kroppen, og hvor der ikke er fyldt med fremmed hospitalspersonale, der fiser ind og ud af døren og snakker til en. En hjemmefødsel er efter min mening den bedste start på livet, jeg kan være med til at give mit barn. Ved den første graviditetskontrol kom Tina og næste gang Susanne, og sådan skiftedes de to til at komme. De er meget forskellige men kompletterer hinanden rigtig godt. Der var god tid, og samtalerne nåede vidt omkring. Undersøgelserne af maven og hjertelyd gjorde vi inde på sofaen. Vi talte selvfølgelig meget om forventninger og ønsker til fødslen. Denne gang ville jeg føde i bassinet, som blev indkøbt til det. Jeg ville selv tage imod mit barn og ja denne gang, som NU er min sidste gang, ville jeg bare ikke snydes for noget, DET VAR MIN FØDSEL, OG JEG GLÆDEDE MIG VILDT. Hvorvidt vi skulle lade børnene være med til fødslen var et stort samtaleemne. Vores børn syntes, det var en selvfølge at skulle være med, jeg havde jo valgt at føde hjemme og her boede de ligesom. Susanne fortalte positivt om andre fødsler, hun havde været med til, hvor børnene var med. Da vi mærkede efter og ikke lyttede til andre folks fordomme om, at vi kunne give dem traumer for livstid, føltes det faktisk rigtig dejligt at tage beslutningen om, at de kunne 19 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:34

20 være med, hvis de havde lyst, i hvert fald ville de være hjemme hvor de så også havde mulighed for at gå op ovenpå og se tv eller lave noget andet, hvis ikke de ville overvære det. Vores fødselshjælper Annleah ville jo også være der for dem. Hvorfor egentlig snyde dem for den fantastiske oplevelse det er at se et lille menneske blive født, og ja de ser, hvor hulens ondt, det gør, men også at det går over igen. For at forberede dem talte vi om dengang, de selv blev født, og så billederne derfra. Vi så også en fødsel på youtube. Jeg sagde til dem, at hvis jeg skriger rigtigt højt, skal i sige til mig, at jeg skal brøle som en bjørn i stedet, så bruger jeg nemlig de rigtige muskler. Jeg fik ikke rigtig forberedt andet end børnene, det praktiske nåede vi kun lige inden fødslen, yogaen blev kun til et par enkelte gange trods indkøbt dvd, og intet nåede at blive læst. Jeg holdt mig til en udleveret bog fra lægen, hvor jeg kunne følge med uge for uge, hvad der skete med baby i maven. Hjemmefødselsgruppe på kryds og tværs Jordemødrene kom også til at være bindeleddet til, at et privat initiativ til en hjemmefødselsgruppe blev til noget. Da vi mødtes første gang, viste det sig, at vi lå meget spredt geografisk, vi havde forskellige terminstidspunkter, og der var både første, anden, tredje og fjerdegangs fødende, men vi samledes hurtigt i et godt fællesskab. Jeg tror at det, at vi mødtes før vi alle fødte, var rigtig godt, der var tid til at lære hinanden at kende og få vendt en masse tanker. Vi ventede i spænding på at høre om den næste fødsel og den næste og så videre. En dag var alle de flotte maver væk og de skønne babyer var kommet til verden og alle fødselshistorierne lyder endnu... Alle gode gange tre Den 28. februar 2010 gik slimproppen så om morgenen, og jeg fik en del plukkeveer. Jeg ringede til Susanne, som havde vagten, og forberedte hende på, at det nok skulle blive i dag. Herefter skete intet før kl. 22 hvor plukkeveerne begyndte at nive en smule. Kl. 23 ringede jeg til Susanne og sagde, at hun gerne måtte komme, for jeg ville gerne i bassinet, og jeg kunne mærke, at jeg holdt igen. Jeg ringede til Annleah, og hun kom ca. ½ time efter. Vi stod i køkkenet og drak te, mens vi grinede af, at vi nu stod der sammen for sjette gang med hendes tre hjemmefødsler, som jeg havde været hjælper til. Anders sov, jeg tænkte, det næsten var synd at vække ham nu, han lige var faldet i søvn. Så begyndte jeg at få nogle små veer. Susanne dukkede op 1 time efter, jeg ringede, hun undersøgte mig, og jeg var 3 cm åben, og så gik det ellers løs. Da Susanne havde været der 10 min., ringede hendes telefon. Anna fra hjemmefødselsgruppen var også i fødsel, så Tina måtte også på arbejde. Ret usædvanligt, Anna fødte lidt før termin, og jeg lidt over, tænk engang, at vi lige rammer den samme dag og faktisk ender med at føde med 2 timers mellemrum. Min første ve med lyd på fik vækket Anders og sat gang i ham. Bassinet fyldtes med vand, til der pludselig ikke var mere varmt vand, og Annleah måtte i gang med at koge vand. Jeg hoppede i, og det var så fantastisk at komme ned i det bløde bassin og mærke det varme vand. Kroppen slappede af, og jeg kunne bevæge mig let fra mave til ryg. Når jeg havde en ve, sad jeg på knæ med armene strakt frem foran mig og kunne vugge frem og tilbage. Når veen sluttede, plaskede jeg bare rundt. Hurtigt fik jeg presseveer, og Anders gik op og vækkede børnene, og der gik ikke længe, før de kom ned. Susanne sad på en lille skammel ved siden af bassinet og huskede mig lige på vejrtrækningen et par gange. 20 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:34

21 Vi fik al den tid vi havde brug for, før Susanne vejede og målte hende. Annleah tog hjem og da Susanne havde skrevet journalen færdig, drog hun også af sted. I journalen havde hun skrevet både Erik og Vilma med i, rigtig hyggeligt og betænksomt. Set i bakspejlet kunne jeg jo ikke have født med nogen anden end Susanne, hun var skøn. Og jeg må indrømme, at det alligevel betød meget, at jeg kendte jordmoderen. Det var hele forskellen til, at alle gode gange tre, fik jeg endelig den fødsel, jeg altid havde drømt om. Hun spurgte, om jeg ville undersøge mig selv, hvilket jeg gjorde. Jeg kunne tydeligt mærke hovedet. Det var utrolig motiverende at følge med cm for cm, hvordan hver presseve arbejdede. Lige før hovedet kom ud, måtte jeg lige råbe lidt på hjælp hjælp mig der er ikke plads. Susanne gav hurtigt en hånd, og det lille hoved gled ud i min hånd. Susanne sagde, at hvis jeg skulle tage imod baby, skulle jeg rejse det ene ben op på hug. Ved næste presseve kunne jeg få fat på baby og fulgte bare med bevægelsen, til baby var helt ude. Jeg løftede baby op af vandet og tæt ind til mig. Kl. var jeg havde født en pige, en helt fantastisk en af slagsen, jeg lagde hende på mit bryst og sugede øjeblikket i mig, Anders, Erik og Vilma der stod bøjet over bassinet og så så stolte og bevægede ud. Alvilda, som hun kom til at hedde, fandt hurtigt brystet og gik i gang med at sutte. Erik klippede navlestrengen over, og Vilma overgav sig fuldstændigt, da hun fik lov at holde hende. Jeg blev liggende i bassinet til moderkagen var ude, den skulle i fryseren, og senere, når frosten var væk, graves ned i haven med et frugttræ ovenpå, som de to andres. Hele familien puttede sig i sengen, og vi kunne ikke få nok af at kigge og nusse på vores dejlige lille pige. Anders og børnene Hvad børnene angår, var de ikke i tvivl om, at det gør ondt at føde et barn, men de syntes faktisk, at jeg klarede det ret godt, og at jeg næsten brølede som en bjørn. Og så syntes de, det var fedt at være med. Anders følte sig lidt på sidelinjen, det var ikke så intimt mellem ham og mig som ved Eriks fødsel, hvor han var en del af det og hjalp til med at massere, opmuntre og holde ben, og hvor vi jo bare var ham og mig. Denne fødsel tog kun et par timer, hvor jeg udelukkende koncentrerede mig om mine veer, min baby og om at give helt slip. Jeg havde ikke brug for at nogen puslede om mig men jeg vidste jo, at han var der med Erik og Vilma til at tage imod vores tredje barn med stor kærlighed. 21 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:35

22 Halfdans hypnosefødsel Der var helt stille i soveværelset, da jeg vågnede klokken lidt over fem den lørdag morgen. Men i dybet af min krop kunne jeg mærke, at der var noget stort under opsejling. Der var kraftige plukkeveer, som var regelmæssige med syv minutters mellemrum. Jeg lå stille og mærkede den boblende fornemmelse af lykke og samtidig uvisheden om, hvorvidt det nu også var fødslen, der var i gang. Nicholas og Valdemar lå og sov ved siden af mig i vores store dobbeltseng. Kærligheden til dem og fællesskabsfølelsen var overvældende, alt imens jeg endnu havde verden for mig selv. Drømmen om at blive mor har altid været hos mig, så da jeg som 17-årig fik konstateret cancer i min ene æggestok, blev min verden rystet. Heldigvis fik jeg lov at beholde en rask æggestok men fik samtidig at vide, at den form for cancer, som jeg havde haft, ofte vender tilbage. Derfor skulle jeg ikke vente unødigt længe, hvis jeg ønskede at få børn. Fra jeg mødte Nicholas, til jeg blev gravid, gik der kun halvandet år. Jeg var lykkelig og dybt taknemmelig for, at det kunne lade sig gøre for mig at blive gravid. Selvom en hjemmefødsel allerede dengang tiltalte mig, valgte jeg at føde Valdemar på Rigshospitalet, både pga. utryghed og frygt for fødslen, men også pga. de papirtynde vægge i vores lejlighed på Nørrebro. Selvom et hospital ikke var de omgivelser, jeg dybest set ønskede at modtage mit lille barn i, så blev det alligevel en fuldstændig fantastisk og naturlig fødsel. Da vi små to år efter ønskede, at jeg skulle blive gravid igen, lykkedes det hurtigt. Vi havde i mellemtiden købt hus på Sydsjælland, og jeg havde derfor vidst, at Familie fakta: Baby: Halfdan født den 28. februar 2010, kl , 52 cm, 3700 g. Mor: Anna, 25 år, Zoneterapeut og studerende Far: Nicholas, 25 år, Politibetjent Storebror: Valdemar Oskar, 3 år Fødsels fakta: Første hjemmefødsel Fødslens varighed: 9 timer (24 t.) Hvor: I fødekar i køkken/alrum Apgar score: 1/10 og 5/10 jeg ville føde hjemme, allerede inden jeg blev gravid. Jeg kontaktede da Tina (jordemoder i hjemmefødselsordningen), som kom på besøg. Jeg nød mødet med Tina, som delte mine ønsker om en helt naturlig og rolig fødsel i mit eget hjem. Desværre aborterede jeg i 9. uge, hvilket følelsesmæssigt var voldsomt for mig, og selvom det var så tidligt i graviditeten, satte det en sårbarhed i mig i forhold til at være gravid. Derfor valgte vi at vente lidt med at forsøge at skabe en ny graviditet. Graviditeten Da vi et halvt år efter følte os klar igen, var der hurtigt to streger på graviditetstesten. Jeg glædede mig, ikke mindst til at skulle føde. Det havde jeg set frem til at skulle prøve igen, lige siden jeg havde født Valdemar. Ikke fordi at Valdemars fødsel ikke havde været både hård og til tider også smertefuld, men fordi den fornemmelse af at arbejde på at være til stede i min krop og forsøge mentalt at gå ind i det store fysiske arbejde, som en fødsel er, havde fascineret mig dybt. 22 Hjemmefødselsbog_ok_ indd :21:35